„Einar Már Guðmundsson er suveræn … 38 små noveller, grumme og undersmukke“ – Jyllands-Posten I Måske er posten sulten viser Einar Már Guðmundsson Reykjavik på vrangen. I en perlerække af noveller, hvoraf nogle er så korte, at de næsten har karakter af aforismer, griner og græder vi med forfatteren over livets absurditeter, som i fortællingen om fodboldkampen mellem Island og Albanien i 1990, der ender med, at hele det albanske fodboldhold havner i Scotland Yards varetægt.
NOVELLER
LINDHARDT OG RINGHOF
MĂĽske er posten sulten
MĂĽske er posten sulten.indd 1
27/05/1938 SAKA 10:27 am
Einar Már Guðmundssons samlede værker 1981-2016: Frankensteins kup. Digte, 1981 Ridderne af den runde trappe. Roman, 1984 Vingeslag i tagrenden. Roman, 1986 Regndråbernes epilog. Roman, 1988 Røde dage. Roman, 1991 Universets engle. Roman, 1995 Orkanens øje. Digte, 1996 Fodspor på himlen. Roman, 1999 Drømme på jorden. Roman, 2001 Måske er posten sulten. Noveller, 2002 Navnløse veje. Roman, 2003 Beatlemanifestet. Roman, 2005 Jeg skyder genvej forbi døden. Digte, 2007 Sindets tremmer. Roman, 2008 Hvidbogen. Essays, 2009 Bankstræde nr. 0. Essays, 2011 Betragtninger over fortællekunsten. Poetik, 2012 Islandske konger. Roman, 2013 Hundedage. Roman, 2015 På sporet af den zoologiske have. Noveller, 2016
EINAR MÁR GUÐMUNDSSON er en af Islands største nulevende forfattere, modtager af bl.a. Nordisk Råds Litteraturpris, Karen Blixen-medaljen og Det Svenske Akademis nordiske pris, også kaldet ”Den lille nobelpris”. Med i alt tyve værker, herunder romaner, noveller, digte og essays, står forfatterskabet som en milepæl i den nordiske fortælletradition.
Måske er posten sulten.indd 2
27/05/1938 SAKA 10:27 am
Einar Már Guðmundsson
Måske er posten sulten Noveller
Oversat fra islandsk af Erik Skyum-Nielsen
Lindhardt og Ringhof
Måske er posten sulten.indd 3
27/05/1938 SAKA 10:27 am
Denne udgivelse har fået støtte fra Nordisk Ministerråd, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Lademanns Fond og Eimskip. Forlaget ønsker at takke Mathilde Friese, Mikkel Henssel, Caroline Kamp Jørgensen, Astrid Ellehammer Kristensen, Ninna Lange, Liv Charlotte Lindhardt, Sandra Stauersbøll Nielsen, Louise Ardenfelt Ravnild, Rikke Kühn Riegels og Sonya de Souza Schmidt-Madsen. En særlig tak skal også gives til Forlagið og Islands Ambassade, ambassadør Benedikt Jónsson og kulturkonsulent Stefanía Kristín Bjarnadóttir.
Måske er posten sulten Oversat fra islandsk efter: Kannski er pósturinn svangur Oversat af Erik Skyum-Nielsen Copyright © 2001 Einar Már Guðmundsson og Mál og menning Første gang på dansk © 2002 Forlaget Vindrose Denne udgave © 2016 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Rettigheder forhandlet gennem: Copenhagen Literary Agency Omslag: Simon Færch Trykt hos: Livonia Print 2. udgave, 1. oplag 2016 Denne bog har ISBN 978-87-11-53707-7 Sælges kun i forbindelse med Einar Már Guðmundssons samlede værker 1981-2016 ISBN 978-87-11-48582-8 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont.
Måske er posten sulten.indd 4
27/05/1938 SAKA 10:27 am
Et menneskehoved er temmelig tungt men lad os alligevel stå oprejst Sigfús Daðason
Måske er posten sulten.indd 5
27/05/1938 SAKA 10:27 am
MĂĽske er posten sulten.indd 6
27/05/1938 SAKA 10:27 am
På tilgroede stier
Dengang boede jeg på Lokastigur, men havde et arbejdsværelse i Grettisgata. Lokastigur er en lille gade, midt i byen, men mærkelig skjult. Jeg forestillede mig undertiden, at solen var en lille bold. Den trillede ned ad gaden. Nogle små børn kastede den til hinanden. Så begyndte det at regne. Så stod jeg ved vinduet og tænkte: Sådan bliver verden dagen efter jordens undergang. Jeg lejede to værelser i en kælder i Grettisgata. Lejen var lav, beliggenheden god. Jeg gik rundt om huset og ind ad en dør i et højt stakit, åbnede yderdøren og stod i gangen. Den førte ind til de to værelser og et toilet. Jeg arbejdede i det ene værelse. Der stod et gammelt konfirma tionsskrivebord, en computer, som man i dag ville regne for en antikvitet, og bøger. I det andet værelse opbeva9
Måske er posten sulten.indd 9
27/05/1938 SAKA 10:27 am
rede jeg nogle kasser, som der ikke var plads til hjemme. På en bordplade stod en kaffemaskine. Nu er det så velkendt, at man ikke behøver nævne det, at der består en tæt relation mellem kaffedrikning og litterær virksomhed. I Olafur Hanssons Verdens historie hedder det i en oversigt over fransk kultur: „Balzac var en stor forfatter. Han døde af kaffeforgiftning.“ Mange har haft morskab af denne form for historieskrivning, men den er ikke værre end så mange andre. Mange år tidligere gik jeg til forelæsninger i historie hos Olafur Hansson. På hans kontor stod der ikke mange videnskabelige bøger, derimod var hylderne fyldt med billigbøger, især agentromaner. De videnskabelige skrifter havde han inde i hovedet. Hvis jeg begyndte at arbejde om formiddagen, gik jeg hjem og spiste ved middagstid. Bagefter gik jeg fra Lokastigur tilbage til Grettisgata. „Hvor er du på vej hen?“ spørger en pige fra min gamle klasse, som jeg kom til at følges med på vej hjemmefra og til arbejde. „Jeg skal på arbejde,“ svarer jeg. „Hva’! Hvad siger du?“ spørger hun. „Har du fået arbejde?“
10
Måske er posten sulten.indd 10
27/05/1938 SAKA 10:27 am
Måske er posten sulten
Kære lille Rabbi Sådan kalder jeg dig, selv om jeg udmærket ved, at du er på vej til at blive doktor i historie, ingen ubetydelig doktor, og at store opgaver venter dig, ikke min historie, der frøs ude i mørket, men i stedet den store historie, tavshedens historie. Men jeg vil ikke tale om historie. Mit ærinde er et andet og meget mere livagtigt. Jeg har lyst til at fortælle dig om den fest, jeg vil holde. Det bliver århundredets gilde, et sandt festmåltid, Beggar’s Banquet. Mor har lovet at lave mad, men jeg har lyst til at sende dig menuen samt listerne over vine og gæster.
11
Måske er posten sulten.indd 11
27/05/1938 SAKA 10:27 am
MENU Hovedret: Kotelet med ananas, rødkål og ærter. Vin: Rød Valpolicella til maden. Efter maden serveres der Vodka Smirnoff og ginger ale samt Meyers, som er vældig god at blande i vodkaen. Gæster: Viktor, Ole Beatle, vores bror Halli og onkel Johannes. Musik: Frank Sinatra og Bruce Springsteen. Det ville have været godt, hvis du havde kunnet deltage i festen, men din ånd vil svæve over den. Jeg sender dig en kotelet med dette brev. Hvis ikke den er med, har posten måske været sulten og ædt den.
Måske er posten sulten.indd 12
27/05/1938 SAKA 10:27 am
Om realisme
Sommeren 1990 mødtes islændingene og albanerne i fodbold. Det gik ikke stille af. Det var en puljekamp i kvalifikationsturneringen til Europamesterskaberne og et af de første tegn på, at albanerne havde tænkt sig at tilknytte sig det internationale samfund i arbejde og leg. Landet havde gennem årtier været lukket af for omverdenen, og så godt som ingen havde besøgt det, kun nogle få beundrere af diktatoren Enver Hoxha. Der forlyder ingenting om det albanske landsholds rejse, før det nåede Heathrow-lufthavnen i London. Dér mellemlandede holdet på sin vej til Island, og man må formode, at det for medlemmerne har været en betydelig nyhed at komme uden for landets grænser. Det var en solskinssøndag i juni. På Island hørte man intet til holdet, førend det om aftenen blev oplyst, at det albanske landshold befandt sig i Scotland Yards varetægt. Mandskabet var mistænkt for at have tilvendt sig en større mængde toldfri varer. 13
Måske er posten sulten.indd 13
27/05/1938 SAKA 10:27 am
Under afhøringerne henviste albanerne til de skilte med „Duty-free“, der hang overalt i lufthavnen, og dertil kom, at det var søndag, hvor forskellige varer, heriblandt øl, var gratis i deres hjemland. De vidste ikke bedre, end at det forholdt sig på samme måde også i andre lande. Men selv om albanerne slap ud af kløerne på Scotland Yard, var deres genvordigheder med myndighedernes hvasse blik langtfra overstået. Ved ankomsten til Island blev der foretaget en omfattende toldundersøgelse af det albanske landsholds bagage, og da den var tilendebragt, blev albanerne holdt halvvejs i isolation indtil selve landskampen. Albanernes forsigtige forsøg på at bryde deres isolation over for omverdenen var således i alle henseender af den pudsigste slags. Ikke desto mindre tog fodboldkampen sin begyndelse. Landsholdene løb ind på banen og stillede sig op på rad og række for at lytte til de to landes nationalmelodier. Men idrætsparkens hornorkester havde knap nok blæst nogle få toner af den albanske nationalsang, da en nøgen islænding, af hankøn, kom løbende ind fra tilskuerpladserne og gav sig til at sprælle med arme og ben foran det albanske landshold. Straks kom seks bomstærke politibetjente løbende til. De fór løs på den nøgne mand, væltede ham omkuld i græsset og lagde sig oven på ham i en stor dynge. Men den nøgne mand var glat som en ål og snoede sig ud af deres greb. Han løb hen foran det albanske landshold og 14
Måske er posten sulten.indd 14
27/05/1938 SAKA 10:27 am
viftede med sine kønsorganer. På dette tidspunkt lykkedes det politibetjentene at overmande ham. Det sidste, man så til dem, var, at de slæbte ham bort. På dette tidspunkt havde pokker imidlertid taget ved det hele. Hornorkesteret var holdt op med at spille, og et medlem af stadionpersonalet havde åbnet for mikrofonen og var begyndt at foredrage et langt fortællende digt om begivenheden. Jeg har ofte forsøgt at forestille mig, hvorden dette sceneri ville have set ud, hvis en albansk forfatter havde siddet i hovedstaden Tirana et år før landskampen og forestillet sig, at begivenheden fandt sted, og beskrevet alt det, som i virkeligheden skete. Han ville have brudt med alle de regler, som den albanske forfatterforening havde foreskrevet sine medlemmer, og som kaldtes for socialistisk realisme, hvilket beviser, at virkeligheden ofte overgår digtningen, og at intet er så digterisk, at virkeligheden ikke kan hamle op med det. Dette beviser ikke alene, hvor tåbeligt det er at lade åndelig virksomhed følge regler eller sågar sociale mål, men også hvor urealistisk det er at tro, at man kan være realistisk, ikke mindst når en på forhånd given definition af virkeligheden benyttes som målestok for sandheden. Virkeligheden kommer hele tiden bag på realismen.
15
Måske er posten sulten.indd 15
27/05/1938 SAKA 10:27 am
Invalidernes rejsefond
Ja, derom hersker der ingen tvivl. Virkeligheden kommer hele tiden bag på realismen, som de albanske fodboldspillere måtte sande, inden de begav sig hjem til deres utrolige virkelighed. Ligeledes havde den nøgne mand, der løb ind på sportsbanen, ikke sagt sit sidste ord. Skønt jeg ikke ved, hvad han hed, ved jeg, at han nu er død, og at han fik en brat og voldsom død. Jeg ved også, at han var en kæk og veludrustet ung mand. Det sås tydeligt, da han kom løbende ind på banen, han havde bare mistet fodfæstet på den glatis, som tilværelsen er. Senere satte han islandsk rekord i højdespring, dog ikke på et stadion, men i en bank. Ved vintertide dukkede den nøgne mand op i en bank i centrum, sprang over skranken og en høj glasvæg oven på denne og fyldte en anselig sportstaske med pengesedler.
16
Måske er posten sulten.indd 16
27/05/1938 SAKA 10:27 am
Han forsøgte ikke at skjule sit ansigt eller på nogen måde at give sig ud for en anden end den, han var, men løb af sted fra bankfilialen, den direkte vej ud til Keflavik, en rute på halvtreds kilometer. Han blev ikke det mindste forpustet og stoppede ikke en eneste gang under sin løbetur, undtagen et enkelt sted, sanatoriet i Kópavogur, hvor han nogle år forinden havde haft arbejde. På sanatoriets kontor afleverede han en tredjedel af udbyttet fra røveriet og bad om, at beløbet blev lagt i Invalidernes rejsefond. Modtagerne blev ude af sig selv af henrykkelse, men da de ville tilkalde en pressefotograf, så offentligheden kunne blive delagtiggjort i gavmildheden, fór giveren ud ad døren. Senere på dagen kom politiet til og lagde hånd på rejsefonden eller størstedelen af de penge, der var i den. Jeg ved, at mange invalider med sympati mindes den nøgne mand, der satte islandsk rekord i højdespring i banken, og en af dem sagde til mig, at for det beløb, han havde ydet, ville alle invalider på Island have kunnet mødes i Akureyri og spist tre måltider på restaurant Bautinn. „Men var han da ikke forbryder?“ siger jeg. „Nej, han røvede bare en bank,“ svarer min samtalepartner og vender sig om i rullestolen.
17
Måske er posten sulten.indd 17
27/05/1938 SAKA 10:27 am
Tobaksrygning på hospitaler
Hr. redaktør! Som De ved, kan folk være syge på mange forskellige måder. Nogle får coronartrombose, andre bliver født åndssvage. Hjernecellerne kan blive spyttet ud i øjnene og ud gennem næsen. Jeg har eksempelvis lungebetændelse og hjernehindebetændelse og er vanvittig af liderlighed. Der er sammentrækninger i sjælen og rystelser i hænderne. Jeg ville kunne bælle øl, indtil jeg hørte jordens mave sprænges. Over hele verden styrter hele bebyggelser sammen, og sådan er det også inde i hovedet. Hvor ligger sindets bebyggelsesudviklingsinstitut? Nej, jeg vil ikke tale om handelsbalancen eller andre spørgsmål beslægtet med den. De ved jo nok, at cigaretter er et værdifuldt betalingsmiddel på psykiatriske hospitaler. Der kan ske devalueringer og tilmed blive inflation på visse mærker. 18
Måske er posten sulten.indd 18
27/05/1938 SAKA 10:27 am
Jeg vil ikke anbefale tobaksrygning, men som ansvarlig invalid ser jeg grund til at protestere mod det rygeforbud, der er blevet indført på hospitalernes psykiatriske afdelinger. Ældre kvinder blæser væk her på området og har ikke andet at holde sig til end cigaretten. Det var hensigten at slutte brevet her, men nu er jeg blevet temmelig spændt. Jeg er af den opfattelse, at der er tale om påvirkning fra månen. Den strejfer om uden for vinduet. Pludselig får jeg det ligesom i gamle dage. Jeg mærker himlens og stjernernes nærvær og hører tonerne blive højere. Himlens grønne røg. Herrens tobakssky! Derfor folder jeg dette ark og brænder det til aske.
19
Måske er posten sulten.indd 19
27/05/1938 SAKA 10:27 am
En glimrende bog
Vinter. Nat. Udenfor er der mørkt og koldt. Jeg åbner lågen og begiver mig hjemad. Sneen hænger i dynger ved hushjørner og stakitter. Spejlglatte gader slubrer skæret i sig fra gadelygter og planeter; stjernerne er blå knapper i himlens knaphuller. Coca-Cola-skiltet over døren til kiosken på hjørnet af Barónsstigur og Grettisgata gløder ensomt i kulden. Det fluorescerende lys ved et spejl understreger tomheden i barbersalonen på hjørnet. Forude vinduet med de røde gardiner. Ved barbersalonen møder jeg en mand, som jeg genkender. Han hed Vidar. Jeg siger hed, for Vidar er ikke længere iblandt os. Han er forsvundet fra legemet, men han genkender mig, da vi mødes dér på hjørnet. „Nej, Einar!“ siger han. „Er det ikke Einar Már? Hej med dig. Og hvor skal du så hen?“ 20
Måske er posten sulten.indd 20
27/05/1938 SAKA 10:27 am
„Jeg er bare på vej hjem,“ svarer jeg. „Jeg tuller også bare rundt,“ siger Vidar. „Det er ikke nemt at sove sådan midt om natten.“ „Lige netop,“ siger jeg, og vi kigger begge ned ad Baronsstigur og ud på det mørke hav, der har slugt så mange unge, kernesunde mænd. I mørket, under de blå knapper, er fjeldene skyggebilleder, deres omrids som et maleri. Vidars stemme er hæs. Den spændte hud får rynker, for hvert ord han siger. Han har snævre cowboybukser på, højhælede sko og en lys jakke. „Du skriver hele tiden,“ siger Vidar. „Ja, man prøver i hvert fald,“ siger jeg. „Jeg har et arbejdsværelse hernede og arbejder nogle gange til langt ud på natten.“ Jeg peger hen ad Grettisgata i retning af Snorrabraut. Nu lægger jeg mærke til glansen i Vidars øjne. Omkring dem er der en blålig bleghed. Måske har han fået et bygkorn. Men det kommunefarvede hår har sit gamle fald, som jeg husker fra for mange år tilbage. Nogle gange dukkede Vidar op i Fronthuset på Laugavegur 53A. Så var han lige kommet i land, tit beruset, og holdt lange taler om sømænd, der blev snydt for deres hyre, om politikerne, der alle sammen var nogle forrædere, og om studenter, der ikke havde begreb om, hvad det ville sige at arbejde. „Der må være nok at skrive om,“ siger Vidar. „Se bare det lille område her,“ og nu peger han ned ad Grettis21
Måske er posten sulten.indd 21
27/05/1938 SAKA 10:27 am
gata, „her bor der fem indbrudstyve, alle sammen eksperter i faget, tre ludere, seks pushere og tre bøsser på fuldtid.“ Jeg nikker. „Ja, du siger noget.“ Vidar siger det ikke i en indigneret tone. Han formidler bare informationer. Det er skuepladsen for hans byhistorie, Reykjavik i kuldens og nattens mystik. Vidar holder hånden for munden og hoster. Han er ikke ligefrem klædt på som en, der er forkølet. Han presser jakken ind mod sig og ryster. „Einar, hvis du mangler en historie,“ siger han så, „så er jeg lige manden. Vi kunne skrive en glimrende bog.“ „Det er jeg sikker på,“ siger jeg, og vi tager afsked i kulden og mørket. … Nu sidder jeg her uden den historie, som aldrig bliver til nogen historie, for virkeligheden spørger ikke, om den finder vej ind i en bog, selv om det er en glimrende bog. Vidar døde nogle uger senere, sygnede hen i en kælder hybel i Grettisgata og ville naturligvis have ligget der endnu, hvis ikke lugten havde nået næseborene på en gammel kone, der sad i en gyngestol og talte minutterne, i samme hus, i samme by.
22
Måske er posten sulten.indd 22
27/05/1938 SAKA 10:27 am
Passager og baggårde
Passager og baggårde. Stier, som ingen kan finde. Stakitter, gamle vinduer og træer. Hvad har forandret sig, siden jeg var en lille dreng og fik lov at tage med Alfheimarbussen ned til byen og gå i biffen? Kiosken på hjørnet af Snorrabraut og Njalsgata hedder stadig Örnolfur, og Østbyens Kino er Østbyens Kino, uanset hvad der står i biografannoncerne. Jeg kigger ned langs husrækken. Jeg kan ikke huske, hvilken dør det var, men engang gik jeg ind ad en af dem. Jeg var sammen med en dreng, der hed Halldor. Junni og jeg havde fået lov at tage ned til en Roy Rogers–film i Østbyens Kino. Vi havde Dellblade og skuespillerbilleder på os, og Junni havde stjålet to cigaretter fra sin mor. Vi stod med bladene på trappen ved Østerbar og røg ligesom voksne mænd. 23
Måske er posten sulten.indd 23
27/05/1938 SAKA 10:27 am
Oppe fra Sølvmånen, forlystelsesstedet oven på Østbyens Kino, gungrede bastonerne fra ungdomsorkesteret Tempo, og inde på Østerbar lød en jukebox med Elvis Presley-melodier. Kvinden, der dukkede op i lugen, var omfangsrig og mægtig. Vi henvendte os til hendes ene bryst, da vi fortalte, hvad det var, vi gerne ville have. Der lød snak fra Østerbar. Pludselig kom et ældre par gående forbi Junni og mig. De stirrede vantro på os, sådan et par unge rygere. „Så unge, og allerede begyndt at ryge,“ sagde kvinden, og hendes mand mumlede et eller andet i samme retning. „I skal bare holde jeres kæft,“ sagde Junni. Han ville ikke have, at vi blev forstyrret i vores forehavende, men parret tog voldsomt anstød. Sikken uforskammethed! Hvor var den på vej hen, nutidens ungdom, med republikken som en oppustet ballon på en festdag og cigaretter, der når som helst kunne knalde den? Men så dukkede Halldor op. „Fint nok,“ sagde han. „I kan komme med mig hjem bagefter. Der må I gerne ryge.“ Halldor kiggede på Junni og mig, som om der var stof i os til et par skrappe gangstere, men sandt at sige havde ingen af os lyst til at ryge, medmindre der var nogen, der så os. Der var ikke noget ved at gå hjem og ryge hos ham. Ikke desto mindre aftalte vi at mødes hos Örnolfur, når Roy-filmen var slut. 24
Måske er posten sulten.indd 24
27/05/1938 SAKA 10:27 am
Derfor står jeg her mange år efter og kigger ned langs rækken af huse tæt ved arbejdsværelset i Grettisgata og prøver at komme i tanker om, hvilken dør det var. Dette hus var ikke som dem, vi boede i. Her var der ingen blankbonede trapper. Her var ingen lugt af bonevoks. Her knirkede det i alt, trappen var falmet, gelænderet løst, og lugten var, som jeg forestillede mig at der måtte være i England. Halldor åbnede en dør. Han fandt tre glas inde bag noget snavset porcelæn, skyllede dem og fyldte dem med lunken mælk. Så tog han en taburet, stillede sig op på den og fik fat på cigaretter. De lå i et skab, hvor lågen manglede. Så sad vi og røg. „Vil I have kaffe i jeres mælk?“ spurgte Halldor. „Kaffe?!“ Jeg mente, man mindst skulle være gift for at drikke kaffe. Eller i det mindste meget gammel. Jeg sad i den vatterede vindjakke, den røde trøje med V-udskæring i halsen og min fine skjorte, drak mælk og røg på en cigaret. Jeg kunne ikke få øje på nogen mor. Inde i en stue sad en voksen mand i en grå røgsky. Han tog ikke notits af os, men talte i ét væk, med sig selv, vil jeg tro. I hvert fald kunne jeg ikke få øje på nogen, der snakkede med ham, og hørte ingen stemme, der svarede ham. Vi udvekslede nogle Dellblade, og så gik Junni og jeg. Jeg vil tro, at Halldor har været to år ældre end vi. Senere så jeg ham til fodboldtræning hos Fram. Han 25
Måske er posten sulten.indd 25
27/05/1938 SAKA 10:27 am
spillede højre wing på deres førstehold og var smaddergod. Derefter fulgte teenageballerne. Dengang var han en af dem med de flotte piger. Jeg ville hilse på ham engang, men han kunne ikke huske mig. Siden så jeg ham aldrig mere, undtagen på nogle billeder bag på Morgunbladid. Billederne forestiller tre piger og to drenge. Den ene er Halldor. Nedenunder står der en historie om en bil, der kører ned på havnen i nattens mulm og mørke og ikke når at bremse på den glatte kaj.
Måske er posten sulten.indd 26
27/05/1938 SAKA 10:27 am
„Einar Már Guðmundsson er suveræn … 38 små noveller, grumme og undersmukke“ – Jyllands-Posten I Måske er posten sulten viser Einar Már Guðmundsson Reykjavik på vrangen. I en perlerække af noveller, hvoraf nogle er så korte, at de næsten har karakter af aforismer, griner og græder vi med forfatteren over livets absurditeter, som i fortællingen om fodboldkampen mellem Island og Albanien i 1990, der ender med, at hele det albanske fodboldhold havner i Scotland Yards varetægt.
NOVELLER
LINDHARDT OG RINGHOF