Min barndom i Grønland - læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

”Denne bog belyser forholdet mellem Danmark og Grønland på en ny måde. Nedefra, så at sige. Det er sært berigende at se Grønland fra den synsvinkel, som faktisk giver os et mere helt portræt end nok så mange analyser foretaget i fugleperspektiv. Gennem børn og voksne, som er rejst frem og tilbage mellem Grønland og Danmark, er vi blevet en del af hinandens virkelighed. Det er det, man kan læse om i denne fine erindringsbog.”

Fra bogens forord af Kirsten Hastrup

MIN BARNDOM I GRØNLAND

En række mennesker, der alle har tilbragt hele eller dele af deres barndom på Grønland, beskriver nogle af deres tidligste erindringer fra det store land. Hvert kapitel kan stå alene, men tilsammen danner de en mosaik – et billede af Grønland set med barneøjne.

MIN BARNDOM

I GRØNLAND Naja Marie Aidt Julie Berthelsen Jessie Kleemann Anne Knudsen Henrik Littauer Rasmus Lyberth Mai Misfeldt Iben Mondrup Emile Péronard Minik Rosing Kaare Sørensen Elisabeth Toubro

lindhardtogringhof.dk

Lindhardt og Ringhof

Med forord af Kirsten Hastrup

M I N BA R N DOM MIN BARNdoM I GR ØN LA N D

I gRøNLANd Naja Marie Aidt

Berthelsen NajaJulie Marie Aidt Kleemann Julie Jessie Berthelsen Knudsen JessieAnne Kleemann Littauer AnneHenrik Knudsen Rasmus Lyberth Henrik Littauer MaiLyberth Misfeldt Rasmus Mondrup Mai Iben Misfeldt Hertling Péronard IbenEmile Mondrup Rosing EmileMinik Péronard Kaare Sørensen Minik Rosing KaareElisabeth Sørensen Toubro Elisabeth Toubro

Lindhardt og Ringhof

Lindhart og Ringhof

Med forord af Kirsten Hastrup

Min barndom i Grønland Copyright © forfatterne samt Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København 2016 Omslag: Lars Ole Nielsen med foto fra Wikimedia Commons (forside) og fra Scanpix(bagside) Fotos side 90: Scanpix, side 114: Ebbe Mortensen, side 142: Markus Onisimussen Forlagsredaktion: Dorte Einarsson Bogen er sat med Janson Text hos Christensen Grafisk Trykt hos Livonia Print Printed in Latvia 2016 ISBN 978-87-11-55426-5 1. udgave, 1. oplag Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Indhold

7 Forord af Kirsten Hastrup 15 Skytsengle af Naja Marie Aidt 31 Glimt af Grønland af Julie Berthelsen 43 Rød sol og guldbroderede sko af Jessie Kleemann 57 Grønland i hjertet af Anne Knudsen 73 Jensigne af Henrik Littauer 91 En kuldreng af Rasmus Lyberth 101 Fem et halvt år af Mai Misfeldt 115 Danskerbarn af Iben Mondrup 127 I en forstad til det rigtige Grønland af Emile Hertling Péronard 143 Livets udkant af Minik Rosing 155 Den rette frekvens af Kaare Sørensen 169 Barn i dønningerne af kolonitiden af Elisabeth Toubro

Anne Knudsen: Min mor og mig sammen med to unge mĂŚnd foran et tĂ¸rvehus i Tasiilaq i 1958.

Grønland i hjertet Af Anne Knudsen

Der var en dreng i Tasiilaq, som ikke havde nogen forældre; jeg kan ikke rigtig huske, hvad han hed, Esajas, måske? Jeg var ni år, og Drengen kan ikke have været meget ældre end jeg. Alle kendte ham, og han blev oftest omtalt som »den forældreløse«; han gik alt for tyndt klædt med ærmer, der stumpede, og bare ben i gummistøvlerne. Skidtet sad i kager på hans knoer. Jeg var lidt bange for ham, for han var sådan en, der bare dukkede op, bedst som man legede; han sagde aldrig noget, og han tiggede ikke åbenlyst, men han var så tynd, at det var klart, han ikke fik nok at spise. En sjælden gang kom Drengen i skole, men det meste af tiden sneg han sig bare rundt i den lille by, stod bag hushjørnerne eller dukkede frem fra pumpehuset, hvor der var varmere end udenfor; jeg tror, han undertiden sov der. Drengen havde selvfølgelig nogle slægtninge et eller andet sted i byen eller distriktet, og jeg tror nok, han kun var i byen en enkelt sommer og hen på vinteren; måske til slædeføret kom. Jeg håber, nogen i en af de mange bygder i distriktet forbarmede sig over ham og lod ham sove på briksen og spise med ved gryden; dem i Tasiilaq havde i hvert fald ikke haft travlt med at tage sig af ham. Måske var de selv dårligt stillede, og det er i øvrigt genkommende i gamle

grønlandske sagn og fortællinger, at den forældreløses lod er hård; ingen vil gerne fodre på en, der ingenting yder. I et land, hvor de fleste levede af noget så farligt som inuits storvildtjagt, måtte der naturnødvendigt opstå en hel del faderløse, og enlige kvinder kunne umuligt forsørge et barn; den mindste økonomiske enhed i jægersamfundet var en mand og en kone. Uden en mand til at fange dyr havde konen intet arbejde, ligesom en fanger uden kvinde ikke kunne få udbytte af sit. Hver for sig var de ikke i stand til at overleve. Men en storfanger kunne sysselsætte mere end én kone, så enker var ikke fuldkommen chanceløse i det traditionelle samfund. Og hvis enken var heldig og dygtig, kunne hun måske tage et barn med sig ind i den nye husholdning. Måske. Ellers ville barnet forblive en uønsket byrde, som blev skubbet fra den ene husholdning til den næste, altid liggende yderst på briksen, altid sidst i køen til maden. Drengen i Tasiilaq vagabonderede på den måde fra det ene hus til det næste, og ingen af dem, der tog ham ind, var rigtig velstående. Der fandtes beundrede storfangere, som levede bekvemt og havde velplejede hundespand, smukke slæder og masser af skindtøj, men de store jægere befandt sig mest ude i distriktet, i bygderne, hvor vildtet var. De fleste i Tasiilaq var småuheldige, halvt fiskere, halvt fangere, undertiden lønarbejdere ved dit eller dat. Deres hunde var ikke nær så velholdte som storfangernes, deres slæder var ikke i god stand, og deres tøj ikke så varmt og godt. Dengang gik jægerne i Østgrønlands bygder uden undtagelse i bukser af isbjørneskind om vinteren. I Tasiilaq var det en sjældenhed; det mest solide var »Holmens klæde«, en tyk, valket uldkvalitet. Men man kunne se folk i arbejdsbukser af bomuld midt om vinteren og undertiden i stribede

pyjamasbukser. Drengen gik med brune drejlsbukser og havde hul på knæet. Men hvor dybt et indtryk, Drengen og hans sørgelige, kun anede, historie end har gjort på mig, så adskiller hele situationen sig voldsomt fra den ulykke, som i dag har ramt Tasiilaq. Drengen blev ikke forsømt af de samme grunde, som man nu om stunder altid anfører. Alkohol var dengang strengt rationeret i Østgrønland og fuldkommen utilgængelig. Der var ingen, der drak, for man kunne ikke købe øl eller spiritus, og der var ingen værtshuse, man kunne frekventere. Vi bryggede imiak, en let øl til festlige lejligheder. Folk, der ikke tog sig af deres børn, var derfor en uhyre sjældenhed dengang. Den forældreløse dreng var den eneste rigtig vanrøgtede i byen, selvom måden at tage sig af børn på naturligvis adskilte sig en del fra datidens danske norm. Og lå lysår fra nutidens. Som hos andre jægerfolk, jeg siden har mødt, havde børnene i Tasiilaq en udtalt frihed, også til at gøre farlige ting. Der var aldrig – og jeg mener: ALDRIG – nogen, der sagde »Pas på!« De voksne holdt øje med det ganske lille barn, som balancerede ud på de glatte, våde klipper ved den iskolde fjord; de var parate til at redde ungen, hvis han eller hun faldt i og ikke selv kunne komme op af vandet. Men de ventede for at se, om barnet kunne, før de trådte til; ofte lo de hjerteligt ad uheldet, og man fik faktisk fornemmelsen af, at børn mest gjorde sig umage for ikke at blive til grin over at komme til skade. Større børn, det vil sige fem-seks-årige, var overladt til deres egen dømmekraft, og den tjente dem som regel ganske godt. De faldt ikke nær så meget ned fra fjeldene, som man kunne have troet, de druknede ikke nær så ofte, som man skulle forestille sig, og de skød

hverken sig selv eller hinanden i noget nævneværdigt omfang. Vi taler om et land, hvor enhver 12-årig dreng havde prøvet at skyde på levende bytte med gevær. I dag skal man være 13 år for at få jagttegn i Grønland, men dengang afhang ens rolle som jæger udelukkende af, om man kunne låne et gevær. Jeg har selv skudt på både sæler og ryper, før jeg var 10 år. Med salonriffel, fordi jeg ikke var stærk nok til at klare rekylet fra den store US-karabin, min far havde fra krigens tid. At det hele var farligt, var altid underforstået, men aldrig tematiseret. Og naturligvis hændte det, at det gik galt. Jeg kan huske engang, hvor en dreng druknede i fjorden, da han faldt i vandet under en drengegruppes leg med at springe fra isflage til isflage. Man sagde, at en mand havde advaret dem; der var altid nogen, der så en. Men de havde ikke hørt efter, og den almindelige mening var, at det var dumt. Hvis man taler om at have Grønland i hjertet, hører nogle mennesker det nok som et udsagn om, at man elsker Grønland. Det næste bliver de uundgåelige og fuldkommen sandfærdige udbrud om, hvor helt, helt utrolig smukt der er i Grønland. Dernæst – og lige så sandfærdigt – hvor venlige og lattermilde menneskene er i Kalaallit Nunaat, Menneskenes Land. Men der er meget andet at sige. Da jeg var lille, boede jeg i Qaqortoq, men jeg voksede op i Tasiilaq, og dét var en anden verden end Vestgrønlands velordnede byer. I Tasiilaq levede gamle mennesker, der endnu kunne huske, hvordan de første europæere var kommet til landet, dengang de var børn, og mange kunne huske, da de blev døbt som voksne. Mange kunne fortælle om deres liv som hedninger, om ånder og tupilakker. Her levede flertallet af distriktets beboere stadig af fangst.

For mig selv og de fleste af de mennesker, jeg har mødt, der ligesom jeg er opvokset i Grønland, er det faktisk noget helt andet end bare kærlighed, der er tale om. Grønland har mærket os som en tatovering, der aldrig kan fjernes, eller måske snarere sat sig i os som hemmeligt arvæv. Man kan ikke se det på os, i hvert fald ikke på dem af os, der ikke har glat, sort hår og brune øjne. Og vi kan slet ikke påberåbe os det grønlandske som identitet eller forklaring på vores følelser, synspunkter eller opførsel; Grønland er ikke vores og har aldrig været det. Selv om de grundlæggende ting, vi ved om verden, alle sammen er kommet til os under grønlandske betingelser. Man kan ikke se det på os. A lligevel kan vi ofte genkende det hos hverandre; der er noget, vi har lært i vores grønlandske barndom, noget, andre ikke har lært, og som følger os hele livet. Det kan ofte få en til at føle sig fremmed i Danmark og Europa, hvad der i grunden gør en temmelig hjemløs i det hele taget. I Grønland var man også definitorisk fremmed, når man var dansker og europæer, uanset at man var et barn, der lærte alting lige dér. Virkeligheden består af hverdage, livet består af oplevelser, og i virkeligheden var det sådan her: Ved dagslys tudede hundene kun, når man hver onsdag afprøvede byens gamle luftværnssirene; efterhånden som sirenen gik i gang med sin sørgmodige, ildevarslende klage, faldt hundene ind i lyden, og de fortsatte altid et stykke tid efter, at sirenen var forstummet på sin karakteristiske måde, tone for tone, nedad. Men om natten samledes hundene spontant i kobler rundt om på klippetoppene og tudede mod månen, mod nordlysene eller mod ukendte væsener, der svævede rundt i det vældige rum under det sorte

stjernehvælv over de tavse, hvide bjerge. Det er kun om vinteren, det bliver nat i Tasiilaq, så hundenes tuden er for evigt forbundet med sneen og iskulden. Ingen vidste, hvad der fik dem til at begynde, eller hvorfor de holdt op igen. Undertiden varede det længe, længe og rungede fra den ene side af den brede dal, vi boede i, til den anden, lagde sig lidt og tog fat igen, snart derfra, snart herfra; andre gange holdt koret inde efter måske kun et kvarter. Ignorere lyden kunne man aldrig. Det er en klassisk lyd af uhygge, ensomhed og fremmedhed; den stigende og faldende klage, de vilde dyrs uforståelige vildskab, det store, tomme verdensrum. Lyden af en verden, hvor argumenter ikke tæller, og hvor man ikke ved, hvad der sætter bevægelsen i gang. Der er utallige ting i Danmark, som virker dybt mærkelige på den, der har draget store dele af sin barndoms erfaringer i Nordøstgrønland. Men få ting er så mærkelige som danskernes forhold til rovdyr. I disse år diskuterer man således ulvens genkomst til de jyske plantager, heder og moser, og folk forsikrer hverandre om, at ulve aldeles ikke er farlige for mennesker. De, der siger noget andet, anses for i virkeligheden at udtrykke deres fremmedfjendske mening gennem en metafor. Hvis man har haft en opvækst som min, er det svært at tage diskussionen om ulves uskadelighed alvorligt. Ulve ligner nemlig de grønlandske slædehunde helt utroligt, så hvis ikke ulve er meget mere fredsommelige end slædehunde, er de farlige. Naturligvis! Hvilket selvfølgelig ikke er en grund til, at de ikke må eksistere. I min barndom gik de allerfleste slædehunde i Tasiilaq frit omkring; kun de kobler, der havde en dansk institution som ejer, var i en hundegård eller lænket til en lang jernkæde boltet til fjeldet. Både

hospitalet, telegrafstationen, præsten, handelshuset og afdelingen for anlægsarbejder holdt sig med hundespand og slæder såvel som med motorbåde; det var de to midler, man havde til at komme ud til de mange bygder, som dengang hed udsteder. I båd om sommeren, med hundeslæde om vinteren – i slædesæsonen efter nytår. Resten af tiden kunne man slet ikke komme rundt. Der var ingen helikoptere eller landingspladser i de dage, og naturligvis ingen flyvemaskiner; lufthavnen i Kulusuk åbnede først det år, jeg kom til Danmark. Grønlands Tekniske Organisation, GTO, hvis afdeling i Østgrønland min far ledede i nogle år i 1950’erne, havde i nærheden af, hvor vi boede, en hundegård, hvor der blev tørret hajkød til hundefoder på ståltrådstaget tre meter oppe. Hajkødet er giftigt for hunde, hvis det ikke er tørret. I tørret tilstand har det nogenlunde konsistens som gulvbrædder, navnlig når det også er frosset, som tilfældet jo var det meste af året. Mændene splittede hajerne med økser og kastede stykker på størrelse med pejsebrænde ind til hundene, som knuste dem i løbet af et øjeblik med deres fantastiske tænder og utrolige kæbestyrke. Hvis man trængte til at få respekt for disse dyrs evner, behøvede man bare at se på en enkelt fodring. Også den Kongelige Grønlandske Handel, KGH, holdt deres hundespand i hundegård, mens hospitalets og telegrafstationens hunde var lænket til grundfjeldet i hver sin ende af byen. Men de lænkede hunde udgjorde et beskedent mindretal. Vi boede vel på årsbasis knap 500 mennesker i Tasiilaq, og der var omkring 1.500 hunde. De levede vildt og ynglede, som de selv fandt for godt. Der fandtes ikke et hus, så beskedent eller usselt det end kunne være, hvor der ikke lå en halv snes hunde på klipperne udenfor og ventede på, om deres ejer, eller hvad man nu skulle sige, måske ville

enten fodre dem eller spænde dem for en slæde. Normalt fulgtes de to fænomener ad, og derfor var hundene meget mere truende om sommeren end om vinteren; om sommeren sultede de. De gange hundene åd eller skambed et barn, mens jeg boede i Tasiilaq, var det om sommeren. Det skete cirka hvert andet år. Men det var kun den ene gang, jeg var så tæt på, at jeg kunne høre hundene; barnets skrig kunne slet ikke skelnes i den frenetiske larm fra bunken af ivrigt fråsende rovdyr. Vi børn gik altid med en sten i hånden og en i lommen, selv om man selvfølgelig kunne samle sten op alle vegne; det var længe før, der kom asfalt til Tasiilaq. Men for et barn at skræmme et rovdyr i ulvestørrelse til at holde sig på afstand er en kompliceret, psykologisk proces, hvor man må afveje risikoen ved at slippe dyret med blikket for at bukke sig ned, mod det truende i den velkendte bevægelse, der går forud for et stenkast. Hvis hunden er så tæt på, at den kan nå en i ét spring, skal man ikke bøje sig efter en sten, men hellere simulere kastet og så skynde sig at få fat i en virkelig sten, mens hunden kigger efter den imaginære; dette bluff virker kun én gang. Desuden er det meget sjældent, hunden er alene; disse dyr jager i kobler. Så man skal altid tænke på at have en klippe bag sig og undgå at lade sig omringe. Og man skal kunne ramme med sin sten. Hårdt. Hundene var naturligvis farligst for børn, fordi vi var små; med de voksne opretholdt de en terrorbalance, hvor de ganske vist snerrede og viste tænder, men næsten altid var parate til at smide sig ned og vise underkastelse. Undtagelsen var faktisk de bedst fodrede, private spand, ejet af europæere; de blev mindre brutalt behandlet og var i bedre form end andre hunde. Og derfor mindre ydmyge over for overmagten.

䠀䄀刀䐀唀䰀夀匀吀吀䤀䰀䄀吀䰀였匀䔀嘀䤀䐀䔀刀䔀㼀䬀�䈀䈀伀䜀䔀一䠀䔀刀

Fra bogens forord af Kirsten Hastrup

MIN BARNDOM I GRØNLAND

MIN BARNDOM

I GRØNLAND Naja Marie Aidt Julie Berthelsen Jessie Kleemann Anne Knudsen Henrik Littauer Rasmus Lyberth Mai Misfeldt Iben Mondrup Emile Péronard Minik Rosing Kaare Sørensen Elisabeth Toubro

lindhardtogringhof.dk

Lindhardt og Ringhof

Med forord af Kirsten Hastrup