Min europæiske familie - læseprøve

KARIN BOJS

MIN EUROPEISKA FAMILJ

”Min europæiske familie er ”Min så velunderbygget, europæiske familie at er så velunderbygget, at selvom den var skrevet på selvom gamleden bonner, var skrevet ville den på gamle bonner, ville den være værd at læse. Nu ervære det etværd så ambitiøst, at læse. Nu pædaer det et så ambitiøst, pædagogisk og velskrevet værk, gogisk at detog grænser velskrevet til obligaværk, at det grænser til obligatorisk læsning.” torisk læsning.”

KARIN BOJS

MIN EUROPEISKA FAMILJ

ÅRETS FAGBOG I SVERIGE 2015 ÅRETS (AUGUSTPRISET) FAGBOG I SVERIGE 2015 (AUGUSTPRISET)

KARIN KAR BOJS BOJ

Borås Tidning, Kristianstadsbladet Borås Tidning, o.a. Kristianstadsbladet o.a.

”Denne bog gør mig glad”Denne (…) Vi bog har brug gør mig for glad at (…) Vi har brug for at forundres, over os selv, over forundres, vores udspring. over os Og selv,Karin over vores udspring. Og Karin Bojs giver os mulighed forBojs det.”giver os mulighed for det.”

Aftonbladet

Aftonbladet

”Der ligger et kæmpe arbejde ”Derbag ligger bogen, et kæmpe men det arbejde bag bogen, men det formidles så selvfølgeligt, let formidles og naturligt.” så selvfølgeligt, let og naturligt.”

Expressen

Expressen

DEN FASCINERENDE HISTORIE DEN omFASCINERENDE menneskets HISTORIE indtog i om menneskets indtog i Europas historie – fra den Europas første indvandringsbølge historie – fra den første indvandringsbølge og op til i dag. Om vikinger, og optidlige til i dag. agerbrugere Om vikinger, i tidlige agerbrugere i Mellemøsten, fløjtespillende Mellemøsten, hulemennesker fløjtespillende i Tysk- hulemennesker i Tyskland, Frankrig og andre steder. land, Frankrig Karin Bojs og bestemte andre steder. Karin Bojs bestemte sig for at bedrive dybdegående sig for atslægtsforskning bedrive dybdegående og slægtsforskning og gennem dna-analyser få mere gennem at vide dna-analyser om sine bånd få mere at vide om sine bånd til fortidens mennesker. Hun til fortidens studeredemennesker. videnskabelige Hun studerede videnskabelige undersøgelser, interviewede undersøgelser, førende forskere interviewede og rejste førende forskere og rejste rundt i Europa for at følgerundt sporene i Europa bagud. forDen at følge histo-sporene bagud. Den historie, hun skildrer i denne bog, rie, hun er vores skildrer allei denne sammens bog, er vores alle sammens historie. historie.

KARIN BOJS (f. 1959), svensk KARINjournalist BOJS (f. 1959), og forfatter, svensk journalist og forfatter, tidl. videnskabsredaktør på tidl.Dagens videnskabsredaktør Nyheter. Hun på er Dagens Nyheter. Hun er hædersdoktor ved Stockholms hædersdoktor Universitet ved og Stockholms har Universitet og har modtaget flere store prisermodtaget for sit arbejde. flere store priser for sit arbejde.

Udkommer 20. september Udkommer 20. september Vejl. pris 299,95 / 464 siderVejl. pris 299,95 / 464 sider Illustreret / ISBN 978-87-11-56200-0 Illustreret / ISBN 978-87-11-56200-0

116010_laeseproeve_226.indd 1

MIN EUROPÆISKE MIN EUROPÆIS

FAMILIE FAMILIE

I DE SIDSTE I DE54.000 SIDSTEÅR 54.000 ÅR L I N D H A R DT O G R I N G H O F

L I N D H A R DT O G R I N G H O F

12/05/16 12.33

MIN EUROPÆISKE

FAMILIE

A L B ERT B O N N I ER S F O R L AG

KARIN BOJS

MIN EUROPÆISKE

FAMILIE I DE SIDSTE 54.000 ÅR

LINDHARDT OG RINGHOF A L B ERT B O N N I ER S F O R L AG

INDHOLD

Begravelsen 6 Jægerne 11 Troldungen for 54.000 år siden 12 Neandertalere i Leipzig 16 Fløjtespillerne 39 De første i Europa 51 Mammutter i Brno Cro-Magnon Den første hund Doggerland Istiden slutter Mørk hud, blå øjne Klimaet og skoven Er jeg same?

Vi får keramik Bønderne kommer

Bønderne Syrien Båden til Cypern Det første øl Bønder sejler vestpå Husene på de dødes grave Konflikter i Pilsen og Mainz Såning og solopgang

Bønder går i land i Skåne Ötzi Falbygden Jægergener og bondegener

Indoeuropæerne Den første hingst Dna-forbindelser til øst Stridsøkser Klokkebægere, keltere og Stonehenge Himmelskiven i Halle Helleristningerne Jern og pest Er jeg viking?

Mødrene Arven fra Hitler og Stalin

Træet og kilden Spørgsmål og svar om dna Tak Referencer, bogtips og rejseråd Billedfortegnelse

A L B ERT B O N N I ER S F O R L AG

BEGRAVELSEN

Mens jeg arbejdede på denne bog, døde min mor, Anita Bojs. Venner og bekendte kom til begravelsen – en hel del flere end jeg havde turdet håbe på. Men vi var kun en lille skare slægtninge. Alle fik plads på samme bænk længst fremme: min bror og jeg med vores mager og tre fint klædte børnebørn.

Det var forsommer, og lilla syrener blomstrede i parken uden for Vasakyrkan i Göteborg. Vi sang salmen »Den blomstertid nu kommer« og derefter »Dejlig er Jorden«. Jeg havde valgt den på grund af et par strofer, som jeg synes er særligt trøsterige: »Tider skal komme, tider skal henrulle, slægt skal følge slægters gang.« Ved mindehøjtideligheden bagefter holdt jeg en tale. Jeg henvendte mig især til børnebørnene. Jeg ville have, at de skulle føle stolthed over deres farmor og deres oprindelse, trods omstændighederne.

Den farmor, som de havde lært at kende, var ældet og mærket af livet. Hendes lovende karriere var sluttet allerede i halvtredsårsalderen. Allerede da havde hun en lang historie bag sig med svære problemer: sygdom, skilsmisse, konflikter, misbrug ...

Derfor fortalte jeg børnebørnene og de øvrige gæster ved mindehøjtideligheden om den første halvdel af min mors liv. Om superstudenten, som kom til at læse medicin på Karolinska Instituttet, trods at hun var en pige og kom fra jævne kår. Om barndoms-

6

hjemmet på overetagen i lilleskolen i den lille industriby, hvor min mormor Berta var lærerinde. Det var et hjem, som ganske vist var fattigt regnet i penge, men desto rigere på fællesskab, musik, kunst, litteratur og tørst efter viden.

Jeg citerede fra en dagbog, som jeg fandt blandt min mors efterladte ting. »Tophemmeligt« stod der på omslaget skrevet med barnlig håndskrift. Der fortalte hun om sommerferierne hjemme hos sin mormor i Värmland – min oldemor Karolina Turesson.

Den norske grænse lå kun fyrre kilometer væk. Anden verdenskrig rasede. Men skildringen af kusinerne, der legede sammen på broen ved den glitrende Värmeln var alligevel så lys og smuk, når man læste den senere.

Selv mødte jeg hverken min mormor eller oldemor. På grund af alle de problemer, som fandtes i min ødelagte familie, mødte jeg i det hele taget sjældent nogle slægtninge.

Det er måske derfor, jeg har spekuleret så meget over, hvem disse slægtninge var, og hvor de kom fra. Lige siden jeg var ti, har jeg gerne villet vide mere.

Jeg fik i det mindste lov at møde min farmor Hilda og min farfar Eric nogle gange. Besøgene hos dem hører til mine lyseste minder.

Deres hus i Kalmar lugtede så godt. Der hang billeder alle vegne, og farfar havde selv malet billeder på døre, vægge og møbler. Både farmor og farfar fortalte gerne om, da de selv var små, men sjældent noget om slægten længere tilbage i tiden.

Nu, i en voksen alder, har jeg fået hjælp af dygtige slægtsforskere til at spore Bertas, Hildas og Erics oprindelse mange generationer bagud i tiden. Som ung syntes jeg, slægtsforskning var lidt fjollet, men som voksen har jeg fået meget større respekt. Jeg indser, at fascinationen af forfædrene er en vigtig bestanddel i mange af verdens kulturer. I mange skriftløse befolkningsgrupper kan mennesker opremse deres slægt mindst ti generationer tilbage – omA L B ERT B O N N I ER S F O R L AG 7

trent lige så langt tilbage som heldige slægtsforskere i Sverige. I Bibelen er der gjort rede for lange slægtslinjer, de ældste blev skrevet ned for over to tusind år siden og blev overleveret mundtligt længe inden da.

Lige siden bibelsk tid er metoderne til at spore sine aner blevet udviklet. Faktum er, at teknikken lige nu gennemgår en enestående udvikling. Jeg vil nærmest beskrive det som et rent kvantespring. For omkring halvtreds år siden begyndte nogle få forskerpionerer at sammenligne blodtyper og nogle få genetiske markører for på den måde at kunne spore slægtskab og historiske folkevandringer. På det tidspunkt havde dna-molekylerne været kendt i nogle få år, og kun en begrænset gruppe forskere havde denne viden. Det blev først muligt at undersøge alt dna i en lillebitte bakterie i 1995. Siden da er udviklingen gået med svimlende fart.

Der sker faktisk endnu mere dramatiske forandringer inden for bioteknikken end inden for datateknikken, selvom forbedringer af computere, telefoner og internet er mere synlig for den brede offentlighed. Indenfor dataindustrien taler man om »Moores lov«.

Den beskriver, hvordan computernes kapacitet fordobles hvert andet år. Kapaciteten for at aflæse en dna-sekvens forbedres meget hurtigere end dét.

Siden et par år tilbage har man været i stand til at analysere et menneskes samlede arvemasse på få timer. Forskere kan tilmed analysere dna hos mennesker, som har været døde i titusinder – og i nogle tilfælde endda hundred tusinder – år. En analyse, som for nogle årtier siden kostede milliardbeløb, kan nu laves for et par hundredkronesedler. Takket være de sænkede priser er teknikken også begyndt at sprede sig uden for de professionelle forskeres verden. Selv slægtsforskende privatpersoner er begyndt at anvende dna som værktøj. Ved hjælp af små variationer i dna-sekvensen kan man finde ukendte fætre og kusiner, deres børn og børnebørn og

8

selv slægtninge, som levede for meget længe siden – i den seneste istid og endnu længere tilbage.

Jeg har fulgt udviklingen inden for dna-teknikken på nært hold i mit arbejde som videnskabsjournalist i de sidste 18 år, det meste af denne tid som videnskabsredaktør for Dagens Nyheter. Jeg har set, hvordan kriminalteknik, medicinsk og biologisk forskning er blevet revolutioneret, og hvordan dna-teknikken nu også begynder at bidrage til arkæologi og historie.

Denne bog er et forsøg på at knytte trådene sammen: de professionelle forskeres allerseneste opdagelser i Europas tidlige historie og min egen private familiehistorie. Jeg har rejst i ti lande, læst et par hundrede videnskabelige studier og interviewet omkring halvfjerds forskere i forbindelse med min research.

Nu begynder jeg at kunne skimte tråde, som går mellem min oldemor på mødrene side, Karoline, min farmor Hilda og min farfar Eric og hændelser langt tilbage i historien. De fleste af disse tråde deler jeg med store dele af Europas befolkning.

Lad os begynde med noget, der hændte vores slægtninge i nærheden af Genesaret Sø for cirka 54.000 år siden.

A L B ERT B O N N I ER S F O R L AG

10

JÆGERNE Annika fødte Märta, som fødte Karin.

Karin blev mor til Annika, og hendes datter kom også til at hedde Karin.

Karins datter var Kajsa, og Kajsa fødte Karolina.

Karolina fødte Berta, som fødte Anita.

Anita fødte Karin.

A L B ERT B O N N I ER S F O R L AG

TROLDUNGEN FOR 54.000 ÅR SIDEN

Kvinden, som skulle blive min slægtning, gik med hastige skridt ned ad bjerget. Hun ilede ned til søen i dalen. I dag kalder vi den for Genesaret Sø. Dengang var vandspejlet meget større. Vor tids geologer har senere givet søen navnet Lisan – det arabiske navn for tunge – på grund af dens langstrakte form. Hvad kvinden og hendes gruppe kaldte det store vand, kan vi ikke vide.

Hun var ung og slank, hendes hår var sort og kruset, og hendes hud var mørkebrun. Ud over en snoet snor om hofterne havde hun ingen klæder på. Fra hoftesnoren dinglede rækker af muslingeskaller, der var farvet røde og grønne. De svingede rytmisk i takt med hendes skridt. Mellem de nøgne bryster hang en amulet i en læderrem – en lille fuglefigur lavet af gazellehorn.

Oppe på bjerget havde kvinden mødt en mand. Hans sæd var nu i hendes underliv.

Manden var omtrent lige så høj som kvinden, men meget tungere og kraftigere. Det er muligt, at han brugte vold ved deres møde, og i så fald ville hun næppe have kunnet forsvare sig. Hans ansigt lignede ikke ansigterne hos de mennesker, som kvinden tidligere havde mødt. Næsen var meget større og bredere, og hele ansigtet var ligesom fremskudt.

Hans øjne var brune, ligesom hendes, men hans hud var lysere,

12

og hans hår var glat og hang ned. Frem for alt lugtede han på en særlig måde. Det mærkede hun først, da han kom helt tæt på. Han havde en stikkende og fremmed duft.

Selvom manden og kvinden var så forskellige, begyndte et barn at vokse i hendes krop. Da det blev tid til at føde, var det blevet vinter. Hendes lille gruppe holdt stadig til på bredden af søen Lisan, men var vandret nogle kilometer længere mod syd, tilbage i retning af det gamle land, som de var kommet fra. De stillede nogle enkle vindskærme op mod en klippevæg og håbede, de kunne være i fred for de væsner, som havde vist sig at bo i det nye land. De Andre.

Eller troldene, som de også sagde nogle gange.

En kølig regn faldt. Der voksede ikke længere røde tulipaner længere inde på land, der stod kun nogle tørre tidsler tilbage på bredden.

Fødslen var svær, men både kvinden og barnet overlevede. Det blev en dreng – en usædvanlig stor og kraftig dreng. Min slægtning svøbte ham ind i et gazelleskind og lagde ham forsigtigt på et leje af tørre græsstrå.

Tre dage efter holdt shamanen en ceremoni. Hun dansede heftigt, indtil hun nåede frem til guderne. Imens sad de øvrige i gruppen omkring bålet og sang. Da shamanen kom tilbage fra gudernes verden, havde hun en del at berette om barnets fremtid. Hun sagde, at barnet ville få mange efterkommere. De ville vandre til alle verdenshjørner og sprede sig overalt i det uendelige. »Han skal kaldes for gudernes søn, og guderne skal give dig kraft, så at du kan opfostre ham,« sagde shamanen til den nybagte mor.

Så mærkværdige ord plejede hun virkelig ikke at bruge om nyfødte børn. Men shamanen var en klog kvinde. Hun forstod, at kvinden, som skulle blive min slægtning, skulle tildeles en særlig opgave, hvis barnet skulle overleve. Gruppen kunne ikke tillade A L B ERT B O N N I ER S F O R L AG 13

sig at miste flere børn, så ville det være slut med deres tilværelse i det nye land.

Heldigvis viste drengen sig at være en kernekarl. Han spiste med god appetit. Først brystmælken, siden skrabet kød og urter. Han drak af vandet i bækkene og fik ikke engang dårlig mave.

Men han lignede ikke rigtig de andre børn. Hans hud var lysere.

Hans hage var mindre og skrånede ned mod halsen. Hans øjenbrynsbuer var kraftigere. Da hans hår begyndte at vokse, var det glat og hang lige ned. Når moren ikke hørte det, kaldte gruppens medlemmer barnet for Troldungen. Det blev sagt kærligt, men de havde jo deres anelser om hans herkomst.

Med tiden vovede de sig tilbage til bjergene i nord, trods De Andre. De egne, som vi i dag kalder Galilæa, havde så gode livsbetingelser – der var en masse gazeller og urokser og andet vildt.

De fandt en stor, fin kalkstenshule, som gav dem ly om vinteren.

Kun sjældent fik de øje på nogen fra De Andre og næsten altid på lang afstand. Enkelte gange kom de inden for hørerækkevidde.

De Andre talte underligt, og deres sprog var ubegribeligt. Deres tøj var helt uden dekorationer.

Troldungen var sen til at lære at tale og værdsatte ikke eventyr ligesom almindelige børn. Men han var mindst lige så dygtig med flint, træ og skind som enhver anden. Man skulle bare vise ham, hvordan han skulle gøre.

Vintrene blev på den tid usædvanligt kolde, våde og svære.

Mange små børn blev syge. Flere døde. Men Troldungen voksede og blev stærkere og stærkere.

Gruppen tog sig godt af ham. De viste ham ekstra omsorg, sådan som de plejede at gøre over for dem, som var lidt anderledes.

Desuden – men det sagde de aldrig højt – var de nervøse for, at nogen skulle komme og tage ham fra dem.

Nogle år senere døde kvinden uden at have afsløret noget om

14

manden, som hun havde truffet den forårsdag, da tulipanerne blomstrede rødt på skrænterne.

Men shamanens ord gik i opfyldelse. Troldungen fik virkelig et stort antal efterkommere, som vandrede til alle verdenshjørner og spredte sig overalt i det uendelige.

A L B ERT B O N N I ER S F O R L AG

NEANDERTALERE I LEIPZIG

De fleste af os, som lever i dag, kan henregne nogle troldunger som vores aner. En lille del af anlæggene i vor arvemasse kommer fra »De Andre«. I dag kalder vi »De Andre« for neandertalere.

For mennesker, der ligesom mig nedstammer fra Europa, handler det om knapt to procent af alt dna. Det svarer til, at en ­neandertaler kunne være min tipoldemors farfar. En troldunge med en neandertaler som far ville så kunne være min tipoldemors far.

Sådan er det naturligvis ikke. Min tipoldemors far levede i 1800-tallet. Krydsningen mellem neandertalere og moderne mennesker skete langt tidligere, for cirka 54.000 år siden.

Men anlæggene har levet videre igennem årtusinderne. Det skyldes, at befolkningen var så lille dengang. Derfor kunne nogle få krydsninger med neandertalere få stor gennemslagskraft. Desuden var nogle af neandertalernes anlæg gode at have. De øgede chancen for at overleve og få sine egne børn.

Det seksuelle bytte med neandertalerne har formentlig fundet sted i Mellemøsten – en korridor, som alle mennesker passerede på vej fra Afrika til de øvrige verdensdele. Det kan meget vel være sket i Galilæa, for der viser arkæologiske fund, at moderne mennesker og neandertalere levede samtidigt. Det kan også være sket længere nordpå, for eksempel i det nuværende Libanon.

16

Neandertalerne kom til området først. Deres forfædre udvandrede fra Afrika flere hundred tusind år før os. Der findes spor af neandertalere fra Spanien i vest til Sibirien i øst. Et af de første­fund blev gjort i midten af 1800-tallet i dalen Neanderthal i Tyskland, og det var der, at navnet »neandertalmenneske« opstod.

Efter fundet i Neanderthal i 1800-tallet og frem til de seneste årtier troede de fleste forskere, at nutidens europæere var et slags barnebarn til neandertalerne. De forestillede sig, at vi var blevet udviklet her, isolerede fra andre folkeslag i lang tid, og havde på den måde udviklet et typisk europæisk udseende med lys hud og glat hår. Mennesker i Asien og Afrika skulle så have deres separate udviklingshistorier; asiaterne skulle for eksempel ligne andre oldtidsmennesker som Pekingmanden og Javamanden.

Disse tanker kaldes for en multiregional hypotese. De er stort set forkerte. Men de indeholder små gran af sandhed. Den nye dna-teknik har gjort disse gran synlige.

En person, som mere end nogen anden har bidraget til at udrede menneskets tidlige historie ved at studere gammelt dna, er svenskfødte Svante Pääbo.

I dag er han en af verdens mest kendte forskere – chef for den genetiske afdeling på Max-Planck-Institut for evolutionær antropologi, som han selv har været med til at grundlægge i den tyske

by Leipzig.

Jeg besøger instituttet to gange under arbejdet med denne bog.

Det ligger i et stort, specialdesignet hus, hvor lyset strømmer ind gennem vægge af glas. I en atriumgård i midten af bygningen blinker vandet i en dam omgivet af grønne planter. I indgangen er der en klatrevæg konstrueret efter Svante Pääbos direktiver. Den når fire etager op, samme højde som bygningen. Unge forskere træA L B ERT B O N N I ER S F O R L AG 17

ner på klatrevæggen, inden de tager til Afrika på feltarbejde for at studere aber, der lever højt oppe i trækronerne. Ved siden af klatrevæggen står et flygel, hvor sangkoret plejer at øve sig. Det vidner lidt om instituttets specielle karakter. Forskerne arbejder inden for flere forskellige discipliner som psykologi, palæontologi og lingvistik for at forstå, hvordan vi er blevet udviklet til de mennesker, vi er i dag. Men molekylærbiologien og dna-forskningen er de absolut førende discipliner på instituttet.

Det specielle laboratorium, hvor man oprenser gammelt dna, ligger nede i kælderen, for at ingen uønsket kontamination skal kunne snige sig ind. Hernede kæmper Svante Pääbo og hans unge medarbejdere for at udvikle teknikken i stadig højere grad.

I dag har de mange konkurrenter i forskellige lande, men gruppen i Leipzig er stadig verdensførende. Samme uge jeg besøger instituttet for anden gang, publicerer de en studie om dna fra et fortidsmenneske i Spanien, som er omkring 400.000 år gammel – fra en tid, inden neandertaleren overhovedet havde nået at udvikle sig.

Svante Pääbo beskæftiger sig med frontforskning, som er med til at forbedre teknikken og skabe større viden. Men det er stadig neandertalerne, der har gjort ham berømt, og det er for sine analyser i stadig højere opløsning af neandertal-dna, at han er blevet kendt af den brede offentlighed.

Da jeg kommer ind på hans kontor, er det første, der møder mig, et skelet af en neandertaler klemt inde mellem skrivebordet og sofagruppen. Det er sammensat af kopier af forskellige knogler, som er blevet fundet ved udgravninger. Neandertaleren er lille og kraftigt bygget. Svante Pääbo derimod er høj og ranglet med et aflangt, smalt ansigt.

Aviser i hele verden har skrevet spaltemeter både om hans forskning og hans specielle familiebaggrund som en hemmelig og uden-

18

omsægteskabelig søn af nobelpristageren og rektor for Karolinska Instituttet Sune Bergström. Svante Pääbo har selv skrevet en interessant selvbiografi, Neandertalmänniskan, hvor han især fremhæver sin mor, den estiske flygtning og levnedsmiddelkemiker Karin Päaäbo. Hun tog ham med på en rejse til Egypten, da han var tretten år, og dér blev han dybt fascineret af mumier. Det var sådan, hans forskerkarriere begyndte.

Han voksede op i forstaden Bagarmossen syd for Stockholm, lærte russisk på Försvarets tolkeskole (en af forsvarets mest krævende uddannelser) og læste egyptologi og koptiske sprog ved Upp­ sala universitet. Efter et par år forlod han egyptologien og begyndte på lægeuddannelsen i stedet. Efter fire års studier begyndte han at forske i cellebiologi.

Hans egentlige opgave var at studere et virusprotein. I hemmelighed forsøgte han også at isolere dna fra tusindårige mumier.

Hans chef vidste intet om det, indtil den første videnskabelige artikel var på vej til at blive publiceret. Den blev trykt i et østtysk tidsskrift, eftersom Svante Pääbo havde hentet de første mumier på et museum i Østberlin.

Senere har det vist sig, at det, Svante Pääbo troede var sensationelt mumie-dna, formentlig var kontamination fra nutidens mennesker. Men idéen var i hvert fald opstået. Han havde vist, at dna kan overleve i væv, som er flere tusind år gammelt.

Ingen i vest tog notits af den østtyske artikel, men et år senere publicerede han også en artikel i det britiske tidsskrift Nature.

Den vakte til gengæld stor opsigt. Blandt andet kom der et brev fra Allan Wilson på Berkeleyuniversitetet i Californien, som dengang var en af verdens førende specialister i evolution og dna.

Allan Wilsom bad om at måtte komme og anvende sin viden i »professor Pääbos« laboratorium. Svante Pääbo var lige fyldt tredive år på det tidspunkt. Han var endnu ikke færdig med din A L B ERT B O N N I ER S F O R L AG 19

doktorafhandling og havde faktisk ikke adgang til noget eget laboratorium.

Aftalen blev i stedet, at Svante Pääbo kunne komme og forske i Allan Wilsons laboratorium i Californien. I dette laboratorium var Allan Wilson og hans medarbejdere begyndt at anvende dnateknik til at udrede menneskets tidlige historie.

I 1987 kunne de publicere den første studie, som ved hjælp af dna-teknik viser, at alle nulevende mennesker har deres oprindelse i Afrika. Vores fælles urmoder var en kvinde, som levede i Afrika for cirka 200.000 år siden. Man plejer at kalde hende for »mitokondrie-Eva«. Navnet Eva er selvfølgelig en hentydning til den bibelske skabelsesberetning. Mitokondrier er specielle strukturer i cellerne, som indeholder en lille mængde dna. I begyndelsen byggede alle dna-analyser af menneskets oprindelse udelukkende på mitokondrie-dna. Dette dna er nemlig meget lettere at analysere end dna i cellekernen, eftersom der findes tusinder af mitokondrier i de fleste celler, men kun én cellekerne. Det er dog en begrænsning, at mitokondrie-dna kun kan anvendes til at spore oprindelse på mødrene side, eftersom vi kun arver vores mitokondrier efter vores mødre.

Allerede i 1987 rakte teknikken altså til at spore mitokondrieEva, selvom arbejdsmetoderne forekommer utroligt omstændelige sammenlignet med i dag. De unge forskere i Allan Wilsons laboratorium tog rundt til fødeklinikker i Californien og indsamlede moderkager fra kvinder med oprindelse i forskellige dele af verden. Med stort besvær oprensede de dna frem fra disse moderkager og regnede sig frem til resultaterne i deres primitive computere.

20

Grafik1.pdf

1

10-05-2016

08:18:27

MENNESKEHEDENS MØDRE »Eva«

L3

Ud af Afrika L0

L1

L5

L2

L6

L4

M

N R

L

L3

M

(C, E, G, Q, Z)

D

N

R

(A, I, O, S, W, X, Y) (B, F, J, P, T)

R0

(HV, H, V)

U

(K)

Kilde: Phylotree 2015

»Eva« levede i Afrika for omkring 200.000 år siden. Hun blev urmoder for alle mennesker, som lever i dag. For omkring 60.000 år siden forlod en af hendes datterlinjer Afrika og spredtes siden til den øvrige verden.

Linda Vigilant, som i dag er gift med Svante Pääbo, var ph.d-studerende hos Allan Wilson. Hun lavede en opfølgende studie af mitokondrie-Eva et par år senere. Computerne var stadig så svage og langsomme, at beregningerne tog en uge. Men dna-teknikken havde taget et stort skridt fremad. En forsker i Californien havde udviklet en kopieringsmetode, som kaldes PCR og blev belønnet med Nobelprisen nogle år senere. Ved hjælp af denne kopieringsmetode kunne forskerne nu anvende enkelte hårstrå som arbejdsmateriale i stedet for hele moderkager. Antropologer, som arbejdede i forskellige verdensdele, hjalp med at skaffe hår fra alle mulige befolkninger. Og resultaterne fra den første studie var stadig A L B ERT B O N N I ER S F O R L AG 21

gyldige. For omkring 200.000 år siden levede en kvinde i Afrika, som alle nulevende mennesker nedstammer fra. Hun er vor alles fælles stammor.

Nogle år senere, i 1995, kunne amerikanske forskere publicere ny viden om det mandlige sidestykke til mitokondrie-Eva. Han bliver kaldt for Y-kromosom-Adam eller den genetiske Adam. Den forbedrede dna-teknik og de stadig kraftigere computere havde nu gjort det muligt også at sammenligne Y-kromosomer fra et antal mænd fra forskellige verdensdele. Y-kromosomer indeholder langt mere dna en mitokondrier og overføres kun fra fædre til sønner.

De kan altså kun bruges til stamtræer, der viser direkte linjer på fædrene side. Resultaterne viste, at for omkring 200.000 år siden levede en mand, som er stamfar til alle nulevende mænd. Denne Y-kromosom-Adam levede også i Afrika.

Der var ikke noget at diskutere længere. Den multiregionale teori var død. Det moderne menneske har sin oprindelse i Afrika.

Dna-teknikken blev stadig forbedret. Det lykkedes ikke mindst for Svante Pääbo selv at udvikle metoder til at analysere prøver, som var flere tusind år gamle. Ved at teste på fossiler af dyr lærte han at holde prøverne rene. Udfordringen var at undgå støv, gamle bakterier og spor fra nutidens mennesker, som havde rørt ved fossilet.

Efter Californien fik han et job som professor på et zoologisk institut i München. Der formanede han sine to doktorander til at undgå enhver form for kontamination, at bestråle hele laboratoriet med ultraviolet lys hver nat, at gå den lige vej til speciallaboratoriet hver morgen uden at gå gennem andre laboratorier med dnaprøver og andre sikkerhedsforanstaltninger.

I sommeren 1997 publicerede Svante Pääbo en dna-analyse af verdens mest berømte neandertaler – netop det skelet, som var blevet fundet i Neanderthal i midten af 1800-tallet, og som havde gi-

22

vet neandertalerne deres navn. Denne gang var resultaterne langt mere pålidelige end med den gamle mumie tolv år tidligere.

Analysen byggede på mitokondrie-dna og viste tydeligt, at neandertalere ikke kan være moderne europæeres forgængere. Vi er ikke deres oldebørn. I hvert fald ikke i direkte nedstigende linje på mødrene side. Vort slægtskab kan bedre sammenlignes med to grupper af fætre og kusiner med en fælles oprindelse meget længere tilbage i historien.

Denne studie fik stor indflydelse. Svante Pääbo blev en stjerne i videnskabens verden, især i Tyskland, hvor neandertalere har haft en særlig status, lige siden de blev opdaget for første gang i 1800-tallet.

Selv må jeg desværre tilstå, at jeg missede nyheden om denne sensationelle studie. Blot nogle måneder før var jeg begyndt at arbejde som videnskabsredaktør på Dagens Nyheter. Jeg havde ikke nået at lære alle de tidsskrifter at kende, om en videnskabsjournalist skal holde øje med, og jeg stod endnu ikke på de rigtige lister til at få forhåndsinformationer og indbydelser til pressekonferencer.

Men nogle uger senere traf jeg Svante Pääbo på et seminar i Oslo om den nye genteknik. Vi spiste middag sammen, og min interesse for forskningsområdet blev vakt for alvor. Siden da har jeg interviewet ham mange gange, hørt ham holde foredrag og rapporteret i Dagens Nyheter, når hans studier er blevet publiceret i verdens førende videnskabelige tidsskrifter.

Efter de første mitokondrieanalyser gik han videre til at analysere kerne-dna. Det er som sagt betydeligt sværere. Men lykkes det, bliver billedet mere fuldstændigt, eftersom mitokondrierne kun indeholder nogle tusindedele procent af vort totale dna og kun kan arves på mødrene side. Resten af vort dna sidder i cellekernen, og det arver vi fra begge vores forældre.

A L B ERT B O N N I ER S F O R L AG 23

Den første præliminære kortlægning af kerne-dna, som Svante Pääbo og hans gruppe publicerede i 2009, bekræftede billedet fra de første mitokondrieanalyser – at neandertalere ikke er moderne menneskers forfader, men snarere er at betragte som vores genetiske fætre.

Men siden kom der nye bud på det. Med forfinede analyser kom uventede resultater. Selv Svante Pääbo blev overrasket. I maj 2010 publicerede han og hans medarbejdere en omfattende analyse, som viste, at neandertalere og moderne mennesker faktisk har fået børn sammen. Deres anlæg lever stadig i os. Neandertalerne er ikke helt uddøde.

Siden da er teknikken til at analysere ældgammelt dna blevet udviklet endnu mere, og billedet kan nu skabes med så høj en opløsning, at det er, som om forskerne havde undersøgt dig eller mig, som lever i dag. Konklusionerne, de nåede frem til, ser sådan ud: Jo, neandertalere er faktisk vores forfædre, men kun i et omfang, der svarer til cirka to procent. Da vi anatomisk moderne mennesker gik fra Afrika til de øvrige verdensdele, passerede vi Mellemøsten – blandt andet det område i det nuværende Israel, som kaldes Galilæa. Der boede der allerede neandertalere. De og vi må have levet side om side i samme region en tid. I nogle tilfælde havde vi sex med hinanden, hvilket førte til afkom, som selv kunne få sunde og raske børn.

Nulevende mennesker med oprindelse i Asien, Australien og Amerika har lidt mere neandertal-dna end europæere. De har lidt mere end to procent, mens en gennemsnitlig europæer har lidt mindre end to procent. Det skyldes formentlig flere krydsninger mellem neandertalere og moderne mennesker længere østpå i Asien.

De mennesker, som gik mod øst, mod Asien, Ny Guinea og Australien, lader desuden til at have blandet sig med en anden slags forhistoriske mennesker, som kaldes Denisova-mennesker. På Ny

24

Guinea har moderne mennesker op til seks procent denisova-dna i deres arvemasse, og man kan også spore en mindre andel hos befolkningen i Kina.

Faktum er, at arven efter neandertalerne også kan ses hos afrikanere. Det gælder tilmed traditionelle grupper som yoruba i Vestafrika og mbuti i Congo-Kinshasa. Men hos dem drejer det sig om yderst små mængder, som kan forklares med, at europæere og asiater i historiens løb har bevæget sig tilbage til Afrika.

I dag findes der kommercielle foretagender, som sælger dnatest, som påstås at kunne vise, hvor mange procent neandertaler eller denisova-menneske en person har i sine arveanlæg. Men ifølge Svante Pääbo er disse test upålidelige. Fejlmargenen er så stor, at resultaterne egentlig intet fortæller. Her bagefter fortryder han, at han og hans egen gruppe ikke søgte patent på sådan en test, for så ville de have kunnet garantere for kvaliteten på en helt anden måde.

Det var formentlig en fordel for et lille barn for 54.000 år siden at bære på anlæg fra neandertalere. Disse børn kan meget vel have været sundere end andre børn og haft bedre modstandskraft over for infektioner. Vores forfædre og formødre, som vandrede fra Afrika til Mellemøsten, tilhørte en lille gruppe på måske op mod hundrede eller nogle hundrede personer. Efter nogle generationer, da de udelukkende havde fået børn med hinanden, blev deres immunforsvar stadig mere svækket. Indavl er dårligt for immunforsvaret, og så er det godt med nyt, frisk blod udefra.

Den amerikanske immunolog Peter Parham har fundet en gruppe gener i immunsystemet, der ser ud til at være en arv fra neandertalere. Sådanne gener hjalp sikkert Troldungen og hans lige med at overleve for 54.000 år siden. I dag kan de samme gener muligvis medvirke til alt for effektive immunsystemer, som løber A L B ERT B O N N I ER S F O R L AG 25

amok nogle gange og øger risikoen for autoimmune sygdomme som MS og type 1-diabetes.

Forskere har fundet to neandertalgener, som påvirker evnen til at omsætte fedt fra maden. Den ene af disse to gener øger nu om dage risikoen for at blive ramt af type 2-diabetes. Denne sygdom er nært forbundet med overvægt, som er et stort problem i dag.

Men sådan var det næppe for 54.000 år siden. For de første moderne europæere var det snarere en fordel, hvis deres kroppe kunne optage så meget fedt som muligt. Det mindskede risikoen for at dø af sult.

Svante Pääbos forskergruppe har også fundet en håndfuld andre gener, der lader til at være blevet overført fra neandertalere til moderne mennesker. De påvirker alle et protein, der hedder keratin, og som findes i hår og hud. Både asiater og europæere lader til at have arvet varianter af sådanne keratingener efter neandertalerne, men det er bemærkelsesværdigt, at det drejer sig om forskellige sæt af keratingener i Europa og Aisen. Foreløbig er det uklart, hvordan neandertalgenerne helt præcist påvirker vores hår og hud.

Hvis jeg selv skulle vædde, ville jeg spille på, at glat hår indgår i arven fra neandertalerne.

Selv vil Svante Pääbo helst ikke spekulere i, hvordan neandertaleres hår og hud så ud. I dag har andre dna-forskere udviklet genetiske test, der giver et fingerpeg om hudfarve, øjenfarve og hårfarve. En spansk forskergruppe hævder, at de har fundet anlæg for rødt hår hos en neandertaler. Men ifølge Svante Pääbo er disse test endnu alt for usikre til, at han vil publicere sådanne oplysninger. Da jeg interviewer ham, prøver jeg at insistere på det ud fra det argument, at offentligheden sikkert vil synes, at øjenfarve, hudfarve og hårfarve vil være interessante oplysninger. Det ville give et mere levende billede af, hvordan vi oplevede vores møder med neandertalere.

26

Svante Pääbo synes ikke, det er et tilstrækkeligt argument. Men han røber dog en ting, som ikke er publiceret: Ingen neandertalere, som han selv har analyseret, syntes at have haft anlæg for rødt hår.

Den mest højopløste analyse, som stammer fra en grotte i Sibirien, var formentlig mørkhåret.

Han vil hellere tale om de cirka 87 genvarianter, som findes hos næsten alle moderne mennesker, men som hidtil ikke er blevet fundet hos nogen neandertalere. Det gen, som er grundigst undersøgt, hedder FOXP2.

I England findes en familie, hvor flere medlemmer i forskellige generationer har stort talebesvær. De har alle en fejl på netop dette gen. Genet påvirker helt klart evnen til at kunne tale. Mellem mus og chimpanser er der kun et lille punkt på dette gen, der skiller dem ad. Mellem chimpanser og neandertalere adskiller det sig på to punkter. Neandertalere og moderne mennesker har i princippet identiske FOXP2-gener, men der findes en lille forskel, som Svante Pääbo og hans medarbejdere har opdaget. Den var svær at finde, eftersom den sidder på et sted langt uden for selve genet. Alligevel ser den ud til at være vigtig for genets funktion.

Forskergruppen i Leipzig har udviklet særlige forsøgsmus med den menneskelige variant af FOXP2-genet. Disse mus piber på en lidt anderledes måde end sædvanlige mus. Desuden har de en bedre hukommelse. Forskellen vedrører et særligt aspekt af hukommelsen, som psykologer kalder for procedural hukommelse.

Det er samme mekanisme, som når vi lærer at cykle eller danse.

Som nybegyndere må vi tænke over hver enkelt bevægelse. Men efter et stykke tid sidder bevægelsen »i rygmarven«, som man siger, eller måske snarere i lillehjernen. Vi kan udføre bevægelsen helt automatisk uden at tænke over den. Ligesom når vi lærer at tale.

En rimelig konklusion er, at også neandertalere kunne tale med A L B ERT B O N N I ER S F O R L AG 27

hinanden på et vist niveau. Men de kunne ikke tale på samme måde, som vi kan. ♦♦♦ Svante Pääbo forsøger at holde sig strengt til sine videnskabelige resultater og undgå at gætte. En, som derimod ikke har haft nogen som helst skrupler med at spekulere i vores møder med neandertalere, er den amerikanske forfatter Jean M. Auel. Hendes bøger om Hulebjørnens folk har solgt i mange millioner eksemplarer. Den første bog i serien udkom i 1980, og der skildrer Jean M. Auel, hvordan den forældreløse pige Ayla bliver opfostret af en anden slags mennesker. Da Ayla vokser op, bliver hun voldtaget flere gange af klanhøvdingens søn og føder en søn, som således blev en blanding af neandertalere og moderne mennesker. En sådan blanding kalder man for en hybrid.

Man kan på en måde sige, at Jean M. Auel var tredive år foran dna-forskningen i spørgsmålet om hybriden. Da bogen blev skrevet, fandtes der intet videnskabeligt grundlag for, at sådan en blanding skulle have fundet sted. Man havde kun enkelte skeletter, knogler og tænder, som af nogle forskere blev betragtet som mellemformer.

En del andre ting i Jean M. Auels fantasifulde fortælling er helt klart forkerte. Hun skildrer for eksempel de moderne mennesker af vores slags som blonde og lyse i huden, mens neandertalerne var mørke. Dengang vi mødtes, var det snarere omvendt. Vi var jo lige udvandret fra Afrika, mens neandertalerne havde udviklet sig i Europa og dele af Asien i flere hundred tusind år. Lys hud øger chancen for overlevelse på nordlige breddegrader.

Auels skildringer af neandertalernes tegnsprog og stive samfundssystem er underholdende, og mange af hendes tolkninger

28

Neandertalerne havde boet i Europa og Asien i flere hundred tusind år, da vi moderne mennesker kom til og tog over.

er tankevækkende. Hun har tydeligvis sat sig grundigt ind i arkæologi, antropologi og botanik. Men man skal huske på, at det her er eventyrbøger, ikke videnskabelige værker. Det meste er ren fantasi.

En af grundene til, at bøgerne har solgt i enorme oplag, ikke A L B ERT B O N N I ER S F O R L AG 29

mindst blandt teenagere, er, at nogle af dem indeholder ganske mange sexscener. De er skrevet med indlevelse og mange detaljer, men bevarer alligevel en tilpas uskyldig tone. At have sex – frivilligt – kaldes for Nydelsen. Men når Auel beskriver seksuelle handlinger mellem heltinden Ayla og neandertalmanden, er det ikke så rart igen. Så handler det mere om en række brutale voldtægter.

Når jeg i de sidste to år har fortalt venner og bekendte om bogen, jeg er ved at skrive, har de mest almindelige spekulationer handlet om, hvordan det seksuelle forhold egentlig var i detaljer.

De fleste, som giver sig selv lov til at gætte, foreslår voldtægt.

Det er også den opfattelse, jeg personligt hælder til. Men en del mennesker bliver stærkt provokerede og oprørte over denne mulighed. Nogle mener, at man slet ikke bør spekulere i ting, som videnskaben aldrig vil kunne give klar besked om. En af mine nærmeste venner anklagede mig for at have et negativt syn på menneskeheden. »Det kan jo lige så godt have været en neandertaldreng og en moderne pige, som blev forelskede i hinanden,« påpegede hun.

Eller som en ung kvindelig studerende sagde til sin professor: »Hvis de besluttede sig for at få et barn sammen, må de jo have kendt hinanden ret længe.« Som så mange andre tog hun udgangspunkt i sit eget syn på sex og moral.

Den pågældende professer hedder Jean-Jacques Hublin og er chef for den palæontologiske afdeling på Max-Planck-Institut for evolutionær antropologi i Leipzig. Han mener snarere, at møderne mellem neandertalere og moderne mennesker var ovre på nogle få minutter. Han tror, de handlede i desperation.

Jean-Jacques Hublin har sit kontor på etagen under Svante Pääbo, og også hans rum er domineret af neandertalere. Hans eksemplarer har mere kød på benene: det er en buste af hvid gips, hvor alle muskler omhyggeligt er rekonstrueret. Busten blev lavet

30

allerede i 1920’erne ud fra den viden, man havde dengang, og den er i alt væsentligt stadig helt på linje med den nyeste forskning.

Når jeg kigger på det fremskudte ansigt med den brede næse, står det endnu mere klart for mig, hvor stor forskel der var mellem neandertalerne og os. I min indledende fortælling om kvinden i Galilæa, som blev gravid, har jeg sammenlignet neandertalerne med trolde – samme slags trolde, som forekommer i vores gamle eventyr. Det er ikke, fordi jeg anser det for særlig sandsynligt, at vores myter om trolde skulle have deres oprindelse i fyrre tusind år gamle iagttagelser af virkeligheden. Men hvis man forestiller sig et møde med en stor trold, bliver billedet næsten begribeligt.

Neandertalerne lignede os meget mere, end hvad chimpanser gør i dag. Men afstanden var stadig stor. »Jeg tror slet ikke, at moderne mennesker og neandertalere brød sig om hinanden. Jeg tror, at de undgik hinanden, så meget de kunne,« siger Jean-Jacques Hublin.

Hans videnskabelige discplin, palæontologien, handler om at forsøge at rekonstruere, hvad der skete for tusinder af år siden ud fra fund af fossile knogler. En sådan forskning er uundgåeligt præget af en del usikkerhed. Verdens førede palæontologer har delvist forskellige opfattelser af, hvordan moderne mennesker og neandertalere adskilte sig fra hinanden, og hvordan møderne mellem de to grupper udspillede sig. Jeg følger Jean-Jacques Hublins linje her. Han har en enestående position i sin stilling på Max-PlanckInstitut. Ved at have et nært samarbejde med dna-forskere, abeforskere, arkæologer og antropologer kan han hele tiden opdatere de informationer, som gamle knogler kan give.

De ældste fund uden for Afrika af det, som man kalder »anatomisk moderne mennesker« er blevet gjort i Israel og er op mod 120.000 år gamle. Men Jean-Jacques Hublin understreger, at disse tidlige mennesker ikke rigtig nåede at blive udviklet til de menA L B ERT B O N N I ER S F O R L AG 31

nesker, vi er i dag. De uddøde formentlig uden at efterlade sig efterkommere. Først for omkring 55.000 år siden kom en ny bølge af mennesker vandrende fra Afrika (eller muligvis fra Den Arabiske Halvø). Denne gang var de næsten helt moderne, med alt hvad det indebærer af både skeletformer og færdigheder. I Manothulen i det vestlige Galilæa har israelske forskere fundet en hovedskal fra denne gruppe af moderne mennesker.

Det første, der skete, da disse moderne mennesker udvandrede fra Afrika, var, at de stødte på neandertalere. Rester af neandertalere er blevet fundet kun fyrre kilometer øst for Manothulen, i Amudhulen i bjergene oven for Genesaret sø.

Jean-Jacques Hublin betoner, hvor spredt befolket både Europa og Asien var dengang. De nyligt indvandrede moderne mennesker var ikke mange, og neandertalerne var hårdt pressede. Der var næppe tale om, at de to grupper blandede sig med hinanden ved vandløbene. De iagttog snarere hinanden på afstand. I nogle tilfælde forekom seksuelt samkvem. Nogle få hybridbørn fødtes og overlevede. Kort efter uddøde neandertalerne.

Det er Jean-Jacques Hublins bestemte opfattelse, at de døde ud, fordi vi kom. Det skete først i Mellemøsten og senere i Kaukasus, Sibirien og Europa. Vi udkonkurrerede neandertalerne med overlegne jagtmetoder og ved at være mere bevægelige. Eller også slog vi dem ganske enkelt ihjel. Nogle forskere peger på andre tænkelige forklaringer. Som for eksempel at vi klarede kuldeperioder og vulkanudbrud bedre end dem, fordi vi var bedre til at sy varmt skindtøj. Jean-Jacques Hublin kalder det bortforklaringer. Neandertalerne overlevede istider og pludselig kulde gennem hundred tusinder af år. Det hændte, at deres antal blev kraftigt formindsket, men de vendte altid tilbage, når klimaet blev varmere. Indtil vi ankom. Ifølge Jean-Jacques Hublin er de alternative forklarin-

32

ger kun opstået, for at vi ikke skal se sandheden i øjnene: Vi udryddede faktisk en hel menneskegruppe. Neandertalerne havde levet i Europa og Asien i flere hundred tusind år. Så kom vi og tog over. (Mindst to lignende udryddelser skete, da mennesket senere vandrede længere østpå i Asien. Da vi ankom, forsvandt både Denisova-mennesket og det dværglignende Flores-menneske på øen Flores i Indonesien).

Som enkeltindivider var neandertalerne fysisk stærkere end os, men vi havde et overtag på andre områder. Vi var formentlig bedre til at tale, hvilket vores noget forskellige FOXP2-gener vidner om.

Sproget gjorde det lettere, når vi skulle opretholde større netværk med bedre sammenhold. Fund af skaller og usædvanlige sten viser, at moderne mennesker kunne have netværk, som strakte sig over fem hundrede kilometer, mens neandertalerne byttede genstande over betydeligt kortere strækninger.

Der findes enkelte fund, der tyder på, at neandertalerne begravede deres døde. Men selv chimpanser dækker nogle gange deres døde til med kviste og grene. At neandertalerne skulle lægge blomster i graven – hvilket er blevet påstået ud fra et fund i Israel – er yderst omstridt. Derimod findes der mange og tydelige fund, som viser, at moderne mennesker begravede deres døde med omsorg og gav dem gravgaver med.

En stor og tydelig forskel er, at moderne mennesker anvendte musikinstrumenter og skabte figurativ kunst. Der findes ganske vist nogle enkle stregmønstre, som kan være udhugget af neandertalere i Spanien og også af endnu tidligere forhistoriske mennesker på Java. Men kunst, som forestiller dyr, mennesker og fantasifigurer, kom først med os moderne mennesker.

Verdens ældste eksempel på musikinstrumenter og figurativ kunst er blevet fundet i Europa. Faktum er, at mine egne slægtninge – i direkte opstigende led på mødrenesiden – deltog, da muA L B ERT B O N N I ER S F O R L AG 33

sicerende, kunstneriske, anatomisk moderne mennesker koloniserede Europa første gang. Det afslører dna-teknikken. ♦♦♦ Året efter mit første møde med Svante Pääbo tog jeg på en reportagerejse til Island og besøgte virksomheden Decode i Reykjavik.

Der interviewede jeg en anden pioner inden for dna-forskningen: Kári Stefánsson. Han var netop i færd med at opbygge genforskningsforetagendet Decode ud fra to specielle forudsætninger: For det første er Island en ø, hvor mennesker har boet relativt isoleret.

For det andet er mange islændinge interesseret i slægtsforskning.

Nogle af dem kan spore deres slægtslinjer helt tilbage til 800-tallet, da øen blev koloniseret første gang.

På det tidspunkt, da vi mødtes, var Kári Stefánsson en høj, blond og meget elegant mand i halvtredserne. Det var noget specielt at interviewe ham, hvilket andre journalister også kan fortælle. Han kører en stil, hvor han først er sjældent uforskammet.

Hvis han så synes, at journalisten lever op til hans krav, slår han om og bliver venlig og åbenhjertig.

Heldigvis klarede jeg Kári Stefánssons test. Jeg fik lov at sidde længe på hans kontor, kigge på det fine marinemaleri på væggen og høre om hans planer. Han demonstrerede sit nye dataprogram, som byggede på, at han havde ladet nogle kvinder afskrive alle oplysninger i Islands kirkebøger. Man skulle bare trykke på et par taster; så kunne man se sin egen stamtavle blive beskrevet flere hundred år tilbage i tiden og studere, hvordan ens relation var i forhold til andre islandske familier. Med den teknik, vi råder over i dag, lyder det trivielt, men i 1998 var sådan et program noget sensationelt.

Oplysningerne fra stamtræerne blev samkørt af Decodes forskere med dna-analyser fra mange islændinge.

34

Dengang foregik der en hidsig debat i Island om, hvilke etiske og juridiske regler, der burde gælde. Blandt andet diskuterede man, i hvilken udstrækning virksomheden Decode skulle have adgang til biologiske prøver fra sundhedsplejen. Debatten aftog efterhånden, og virksomheden fik vidtgående rettigheder, men der kom også en ny lovgivning, som satte visse grænser. I det hele taget er de etiske regler blevet strengere i de fleste lande siden de mere vildevestenlignende forhold, som rådede i dna-forskningen i 1980’erne og 90’erne.

Siden virksomheden startede, har Kári Stefánsson og Decodes forskere leveret et stort antal videnskabelige opdagelser, frem for alt om forskellige genvarianter, som øger eller mindsker risikoen for forskellige sygdomme.

Rent videnskabeligt har deres virksomhed været noget af en succeshistorie. Hver og hver anden måned publicerer de artikler i førende medicinske tidsskrifter. Økonomisk ser det værre ud. Decode var jo tænkt som en kommerciel virksomhed, men har aldrig kunnet præstere overskud. I 2009 gik de konkurs og blev overtaget af investorer fra bioteknikbranchen i USA. Inden da begyndte Decode at sælge genetiske test til privatpersoner på internettet for at få lidt indtægter. Jeg købte sådan en test. Det var dengang den mest omfattende test, som en privatperson kunne købe. Den omfattende en million »punkter« i mit dna-sæt og kostede 15.000 svenske kroner. At jeg spenderede så stort et beløb skyldtes, at jeg lavede research til bogen Vikten av gener, som udkom i 2011. Jeg ville gerne vide, hvordan jeg ville reagere, når jeg fik informationer om min risiko for forskellige sygdomme.

Faktum er, at jeg forblev ret uberørt af alle de helbredsinformationer. Der var lidt forhøjet risiko her og lidt mindsket risiko der.

For eksempel har jeg øget risiko for visse former for kræft. Blandt A L B ERT B O N N I ER S F O R L AG 35

andet hudkræft, og det havde jeg jo allerede kunnet regne ud, med tanke på at jeg er blond og har meget lys hud.

Jeg fik også at vide, at jeg har evnen til at nedbryde mælkesukker og kan derfor drikke frisk mælk – hvilket er almindeligt hos nordeuropæere, men usædvanligt i størstedelen af verden. Det var ikke ligefrem nogen nyhed. At jeg kunne tåle mælk havde jeg for længst bemærket.

En helt anden oplysning fascinerede mig i langt højere grad.

Noget, jeg aldrig havde kunnet forudse. Jeg fik at vide, at jeg tilhører haplogruppen U5.

Decodes teknikker havde altså undersøgt den del af dna’et, som findes i mine mitokondrier – de små strukturer i cellen, som man kun arver fra sin mor, og som overleveres stort set uforandrede fra mor til barn i mange generationer. Iblandt sker der forandringer – mutationer – i mitokondrie-dna’et, og derfor ser det noget forskelligt ud hos forskellige mennesker. Disse variationer kan sorteres i stamtræer. En haplogruppe modsvarer en vis gren af træet, som har en fælles base. Det betyder, at alle grene og kviste oven for denne base har en fælles stammor.

På den måde kunne forskere allerede i 1980’erne spore hele menneskehedens mødrene linje tilbage til vores alles urmoder, »Eva«, som levede i Afrika for måske 200.000 år siden.

Jeg fik nu at vide, at jeg nedstammede fra den af »Evas døtre«, som forskerne kalder U5. Man kan også sige, at jeg er en af »Ursulas« døtre, for sommetider kaldes gruppen U5 for »Ursula«. Navnet stammer fra en bog, som den britiske genetiker Bryan Sykes udgav i 2011 for at popularisere den dna-forskning, som fandtes dengang. Bogen mødte en del kritik fra andre forskere, allerede da den udkom. Siden da er forskningen gået stærkt fremad, så indholdet er endnu mindre gyldigt, end det var dengang. Men jeg kan godt lide navnet Ursula, så jeg anvender det.

36

Grafik2.pdf

1

10-05-2016

08:35:05

U SPREDES MED ISTIDSJÆGERE U

U2

U4

U1

U5

U6

U2

U3

U4

U9

U7

U8

Kilde: van Oven 2009, Phylotree 2015

En af »Evas« døtre kaldes for U og levede sandsynligvis i Mellemøsten. Hendes efterkommere spredte sig i istiden til hele Europa og også til dele af Asien og Nordafrika.

Det, forskerne kunne sige, da jeg fik mine resultater fra virksomheden Decode, var, at de mutationer, som er typiske for U5, forekom allerede hos Europas tidlige jægerbefolkning. Kvinden, som vi kan kalde for Ursula, var altså en istidsjæger og en af de første, som koloniserede Europa.

To af mine slægtninge, som bærer på samme mitokondrie-dna, hørte om mine resultater. De begyndte straks at fantasere. »Jeg har altid godt kunnet lide at vandre,« sagde den ene. »Så forstår man godt, at vi ligner jægere,« sagde den anden, som selv jager meget i sin fritid.

Jeg forklarede, at vores placering i gruppen U5 i yderst begrænset – hvis overhovedet i nogen – udstrækning påvirker vores egenA L B ERT B O N N I ER S F O R L AG 37

skaber. Mitokondrierne udgør bare nogle tusindedele procent af vort dna, og arveanlæggene er blevet fortyndet mange, mange gange, siden vor stammoder Ursula indvandrede til Europa.

Det handler snarere om følelser. Vi kan tænke på vores mor, vores mormor, vores oldemor og derefter forestille os yderligere tusind generationer af døtre og mødre. I mit tilfælde ender jeg så blandt mennesker i istiden, som spillede på verdens ældst kendte fløjter, som udførte de berømte hulemalerier, som udviklede synålen og tæmmede hunden.

Jeg besluttede mig for at rejse og kigge nærmere på, hvordan mine slægtninge levede.

FLØJTESPILLERNE

Jeg nåede frem til de schwabiske bjerge en sollys dag i slutningen af september. Løvtræerne på skrænterne lyste gult og rødt. Jeg havde en ung arkæologiforsker fra universitetet i Tübingen med mig som ledsager.

Ved indgangen til hulen Hohle Fels mødte vi også en lokal guide, Rainer Blumentritt, en ældre mand, som i sin ungdom havde opdaget en af hulerne i området. Han har fulgt de professionelle arkæologers arbejde på nært hold igennem alle årene.

Netop på den her tid af året, i begyndelsen af efteråret, plejede de første europæere også at komme her. Her i kalkbjergenes huler kunne de finde ly for vinteren, og her kunne de jage rener, da dyrene var mest velnærede og passerede forbi i store flokke.

Nogle få skridt inden for huleindgangen ligger kammeret, hvor menneskene boede. Rummet ser lille ud, i betragtning af at en gruppe bestod af tyve-tredive personer. De må have haft det trangt. Men min ledsager, den unge arkæolog, påpeger, at det sikkert også var varmt og hyggeligt. Den trange plads gjorde det lettere at holde varmen i istidens kolde vintre.

Arkæologerne har udgravet lag efter lag, sammenlagt flere meter. Længst nede har de fundet spor efter neandertalere. Så er der nogle centimeters lag uden menneskelige rester, men over dem kommer så en masse levninger fra moderne mennesker, menneA L B ERT B O N N I ER S F O R L AG 39

sker som du og jeg. De ældste af disse lag stammer fra en kultur, som arkæologerne kalder aurignacien, baseret på hvordan de udformede deres stenredskaber.

Ifølge de seneste dateringer kom mennesker fra aurignacien-kulturen til Centraleuropa for cirka 43.500 år siden. De første spor findes i Østrig, på et udgravningssted, som kaldes Willendorf. De ældste fund i de schwabiske bjerge er næsten lige så gamle.

Hohle Fels er ikke bare en lille hule, hvor mennesker har boet.

Min ledsager har forberedt mig på, at jeg vil få at se, hvad han kalder »istidens katedral«. Og den indre sal overgår alle mine forventninger. Bjerget åbner sig ind til en stor sal, der virkelig minder om et middelalderligt kirkerum. I nicher langs væggene lyser svage lamper. De er elektriske, men lyset minder sikkert om de fakler, som mennesker anvendte i istiden.

Den unge forsker fra Tübingen og jeg går andagtsfuldt rundt og beundrer den store sal. Man kan klatre op på en afsats ligesom i et amfiteater. Så – helt uventet – hører vi klare toner fra en fløjte.

Den lokale guide har slået et højttaleranlæg til med en indspilning.

Akustikken i det høje bjergrum er enestående.

Sådan lød det altså, da mine slægtninge afholdt deres ceremonier.

Fløjten, som høres på indspilningen, er en rekonstruktion, fremstillet af elfenben fra en mammut. Man kan stadig købe sådant elfenben, helt lovligt, fra uddøde sibiriske mammutter, som er blevet bevaret i permafrosten.

De tyske arkæologer har fundet fragmenter af i alt otte fløjter i Hohle Fels og de nærliggende huler Geissenklösterle og Vogelherd. På et museum i byen Blaubeuren i nærheden kan man lytte til lyden fra rekonstruktionerne.

Fire af fløjterne er fremstillet af vingeben fra fugle. De lyder omtrent, som når man puster hen over en flaske, en ganske hul

40

lyd. Vingeben fra svaner giver lysere toner. Vingeben fra gribbe er grovere, og denne fløjte lyder dybere.

Det virker måske ikke så avanceret at konstruere en fløjte af et hult fugleben. Man skal bare skære benet over og bore hul passende steder. Men det, som virkelig er svimlende for tanken, er de fire elfenbensfløjter. Lyden i dem klinger næsten lige så klart og rent som fra en sølvfløjte. Et menneske, som udskærer en fløjte af så hårdt materiale som elfenben, skal være meget dygtig. Man skal kløve mammuttens stødtand i to halve, skrabe det indre ud og siden føje halvdelene sammen igen, helt lufttæt. Aurignacienfolket brugte formentlig harpiks som lim. Ved at se på, hvordan de borede huller er placeret, kan vi fornemme, hvordan musikken lød.

Mennesker har sikkert sunget og danset i meget lang tid, længe inden vi udvandrede fra det afrikanske kontinent. Men fløjterne fra Hohle Fels-hulerne er de ældste musikinstrumenter, som kan påvises med sikkerhed. Nogle forskere i Slovenien hævder ganske vist, at de har fundet endnu ældre fugleknogler med huller, som ifølge dem skulle være en fløjte fremstillet af neandertalere. Men dette fund er omstridt. Næsten alle andre forskere er skeptiske. De tror, at hullerne i den slovenske fugleknogle er opstået af naturlige årsager; en hyæne kan for eksempel have bidt i den.

At aurignacien-folket i de schwabiske bjerge spillede fløjte, er alle derimod enige om. ♦♦♦ De havde ikke kun musik i deres liv, men fremstillede også statuetter. Arkæologer i de schwabiske bjerge har indtil nu fundet omkring­halvtreds figuriner, kunstfærdigt udført i elfenben og sten.

A L B ERT B O N N I ER S F O R L AG 41

Den største er Løvemanden fra Stadel-hulen, en elfenbensfigur med et hoved som en løve, men en krop som en mand. Den blev fremstillet for næsten 40.000 år siden og var dengang omkring 30 centimeter høj.

En nutidig rekonstruktion viser, at det må have taget omkring seks uger at lave Løvemanden for en dygtig og erfaren person, som arbejdede hele dagen i fuldt dagslys.

I Hohle Fels, den store istidskatedral, har arkæologerne fundet en mindre løvemand, som er enklere udført. Den er kun 2,5 centimeter høj. Blandt de øvrige fund fra samme hule er en lille søfugl af elfenben, måske en lom, og en særdeles yppig kvindefigur.

Hun er endnu ældre end Løvemanden og har fået navnet »Venus fra Hohle Fels«. Hendes bryster er enorme, og hendes køn er tydeligt markeret med en dyb fure mellem benene.

For en nomade, som konstant flyttede mellem forskellige bopladser, var det praktisk, hvis kunstgenstandene var små og håndterlige og lette at transportere. Hvordan de blev anvendt helt præcist, ved vi ikke. Men man behøver ikke at have særlig meget fantasi for at kunne se en forbindelse mellem disse kunstgenstande og shamanistiske trosforestillinger, som etnologer har studeret de sidste fem hundrede år, blandt andet hos svenske samer, sibiriske nomader, nordamerikanske indianere og sydafrikanske bushfolk.

Huleløven var det største og farligste rovdyr, som truede vores slægtninge i de schwabiske bjerge. Menneskene har sikkert været bange for den, samtidig med at de beundrede løvens styrke og hurtighed. Der findes mange beskrivelser af, hvordan shamaner i deres Den mest velbevarede fløjte fra Hohle Fels-hulen er fremstillet af vingebenet fra en grib. Fløjtemageren har indskåret markeringer, så huller bliver anbragt rigtigt.

42

A L B ERT B O N N I ER S F O R L AG 43

44

ceremonier antager et dyrs skikkelse, ofte ved hjælp af masker. At huleløven indgik i repertoiret er slet ikke utænkeligt.

Også vandfugle har ofte en særlig rolle i et shamanistisk verdensbillede. De har nemlig evnen til at trænge gennem universets tre niveauer: de kan flyve og på den måde nå op til himlen, de kan gå på jorden som menneskene, og de kan dykke ned i vandets dyb til underverdenen.

De frodige kvindefigurer forekommer i Europa og også i Sibirien gennem hele istiden i næsten 30.000 år. De indgik måske i kvindelige riter, som havde med frugtbarhed og fødsel at gøre.

Det tror i hvert fald Jill Cook, som er inspektør for afdelingen for stenalderkunst på British Museum i London.

Nicholas Conard, som er professor i arkæologi ved universitetet i Tübingen og hovedansvarlig for udgravningerne i Hohle Fels, har et andet syn på det. Han vil udvide kvindefigurernes betydning til at symbolisere frugtbarhed mere generelt inklusive naturen og de vilde dyr, som var menneskenes jagtbytte.

Han har foreslået, at den tyske, kristendemokratiske forbundskansler, Angela Merkel, skal bære en kopi af Venus fra Hohle Fels om halsen. Det har hun afslået indtil nu. Det tydeligt markerede kønsorgan er måske lidt for udfordrende i de kredse, hun bevæger sig i.

Nogle af kunstgenstandene fra de schwabiske bjerge er ældre end nogen som helst anden figurativ kunst i verden. Der findes ganske vist nonfigurative motiver, som slår Schwaben med titusinder af år, blandt andet zigzagmønsteret på sten fra Blombos i Sydafrika, som er blevet dateret til at være mindst 75.000 år gamle. Men figurerne i disse sydtyske huler viser, at mennesker i Europa allerede Hoved som en løve og krop som en mand. Løvemanden blev lavet af elfenben fra en mammut. Han og andre figurer fra Schwaben er verdens ældst kendte eksempel på figurativ kunst.

A L B ERT B O N N I ER S F O R L AG 45

for godt 40.000 år siden kunne gengive både væsner, som findes i virkeligheden som for eksempel vandfugle, og væsner, som man må forestille sig som for eksempel løvemanden. De må have haft åndelige evner helt på niveau med, hvad vi har i dag.

Nicholas Conard foreslår lidt udfordrende, at den figurative kunst faktisk opstod for første gang, da mennesker nåede til det nuværende Tyskland. Ifølge hans teori skulle nye udfordringer som køligt klima og konkurrence med grupper, som allerede levede her, have udløst evner, som indtil da havde været uudnyttede. Han medgiver, at der var mennesker andre steder, som også opfandt figurativ kunst hen ad vejen. Men dem i Schwaben skal være de første.

Conard er bevidst om, at hans teori er provokerende. Han siger, at han er fuldt ud parat til at opgive den, så snart arkæologer i andre lande finder utvetydige beviser for figurativ kunst eller musikinstrumenter, som er ældre end fundene i Scwaben.

Men at den ældste figurative kunst og de ældste musikinstrumenter er blevet fundet i Tyskland, kan jo faktisk bero på, at arkæologer har ledt mere der end de fleste andre steder på Jorden.

Det var, hvad jeg selv troede, da jeg mødte Nicholas Conard i Tübingen i efteråret 2013.

Og et år efter mit besøg kommer der stærke indicier for, at han tager fejl. En international forskergruppe publicerer nye dateringer af nogle hulemalerier på den indonesiske ø Sulawesi. Det viser sig, at de ældste malerier der er omkring 40.000 år gamle – omtrent lige så tidlige som de allerældste billeder i europæiske huler og næsten lige så gamle som de ældste statuetter fra Scwaben.

Da jeg beder Nicholas Connard kommentere de nye dateringer, medgiver han, at mennesker på den anden siden af jordkloden kunne fremstille kunst lige så tidligt som i de schwabiske huler.

Men han fastholder, at den indonesiske kunst og den schwabiske

46

kunst kan have udviklet sig parallelt helt uafhængigt af hinanden.

Det er en opfattelse, som han i dag er temmelig alene om at have blandt verdens førende eksperter i menneskets udvikling. De fleste tror, at vi havde kunst og musik med os i bagagen, allerede da vi udvandrede fra Afrika for 55.000 år siden. Siden fulgte kulturen med på vores vandringer både mod øst og vest.

Jeg er alligevel overbevist om, at Nicholas Connard har en vigtig pointe, når han siger, at kunst og musik var afgørende for vores tidlige slægtninges evne til at holde sammen og klare sig. Men jeg tror, at det gælder både i Afrika, Europa og andre steder. Kreativitet og kunstnerisk begavelse har været så afgørende for vores overlevelse, at evnen må være indpræget i vores gener – selvom der findes en mørk bagside. ♦♦♦ At udtrykke sig gennem kunst, musik og fortællinger hører til menneskehedens vigtigste drivkræfter. Sådan var det i istiden, og sådan er det i dag. Men nogle af os betaler en høj pris, for at disse anlæg kan findes i befolkningen.

Sådanne evner som at kunne male, spille musik og fortælle historier er delvist arvelige. Familier, hvor disse evner er almindeligt forekommende, har også en tilbøjelighed til at blive oftere ramt af alvorlige psykiske sygdomme som skizofreni og bipolar sindslidelse.

Begge disse sygdomme rammer omkring en procent af befolkningen overalt på Jorden, i alle de lande, der er blevet studeret. De kan være meget invaliderende. Med hensyn til skizofreni lykkes det ofte slægtninge til den syge at få succes som kunstnere og musikere. Men det gælder desværre ikke dem, som selv bliver ramt af A L B ERT B O N N I ER S F O R L AG 47

sygdommen, eftersom deres kapacitet bliver så forringet. Personer med bipolar sindslidelse får oftere selv succes i kreativ virksomhed.

Og det gør deres nærmeste slægtninge også.

En af de første, som bemærkede denne sammenhæng, var en islandsk forsker ved navn Jon Love Karlsson, som publicerede en banebrydende studie i 1970. Hans metoder ville næppe kunne leve op til nutidens videnskabelige krav. Han tog udgangspunkt i islændingenes veldokumenterede slægtsforskning – sandsynligvis den mest komplette i hele verden, som jeg var inde på i foregående kapitel. Oplysningerne derfra sammenlignede han med patientregistre fra Reykjaviks psykiatriske sygehuse og med Islands version er Hvem er hvem?

Jon Love Karlsson mente, at kun to gener styrede hele risikoen for skizofreni. I dag har dna-forskningen påvist, at det snarere handler om flere hundrede gener samt ukendte miljøfaktorer. Men sammenhængen mellem kreativitet og alvorlig psykisk sygdom er stadig ubestridt, selv i de allerseneste, største og mest omhyggelige studier.

En del af de indblandede genvarianter opstår som helt nye mutationer, når et barn bliver til. Det her er helt ny viden, og den har revolutioneret forskningen i skizofreni og en række andre sygdomme. De samme beregninger af nye mutationer er også afgørende, når man vil anvende dna i slægtsforskningen og forskning i menneskets historie. Hvis man ved, hvor mange mutationer der sker, hver gang et nyt barn fødes, kan man regne ud, hvor hurtigt menneskets evolution foregår. Man kan stille uret – måle tiden for evolutionen.

Også denne gang kom det første store gennembrud fra Island.

Den nye teknik til at aflæse dna gjorde det i 2012 muligt for en gruppe islandske forskere at sammenligne forældre og børn i 78 familier. Takket være sammenligningen kunne de islandske for-

48

skere bekræfte en teori om, at risikoen for skizofreni øges, hvis faren har en højere alder, når barnet bliver undfanget. Det skyldes, at spermier fra ældre fædre indeholder flere mutationer. Mindst lige så banebrydende var det, at islændingene kunne sætte tal på, hvor mange nye mutationer hvert barn fødes med. Nemlig et gennemsnit på omkring tredive fra moren og omkring tredive fra faren, hvis faren er i trediveårsalderen. Hvis faren er i tresårsalderen, øges antallet til omkring tres mutationer fra hans side.

Svante Pääbos forskergruppe i Leipzig har forsøgt at beregne mutationshastigheden på en helt anden måde. De har sammenlignet dna fra arkæologiske skeletter med den hos nulevende mennesker. Tidligere var det svært at få opdagelserne i Island til at hænge sammen med vurderinger af, hvordan dna forandres i evolutionens løb. De forskellige metoder gav helt forskellige tal. Men i efteråret 2014 publicerede Svante Pääbos gruppe dna-analyser af en 45.000 år gammel mand, som levede et sted, der hed Ust’-Ishim i det vestlige Sibirien. Det var det ældste moderne menneske, der nogensinde var blevet analyseret, og dermed den bedste sammenligning til at kalibrere dna-uret.

Der hersker stadig usikkerhed, blandt andet fordi vi ikke ved præcist, hvor gamle vores forfædre og formødre var, da de fik deres børn. Men nu stemmer resultaterne fra de to metoder meget bedre overens. Vi han regne med, at hvert nyt menneske, som fødes, modtager omkring tredive nye mutationer fra begge forældre. Hvis man er uheldig, kan disse nye mutationer ende ubelejlige steder. Og så kan de bidrage til sygdomme som skizofreni og maniodepressivitet.

Helt nye mutationer udgør altså en del af risikoen for disse kronisk psykiske sygdomme. Men der findes også mange genvarianter, som åbenbart er arvelige. De arves fra forældre, mor- og farforældre og A L B ERT B O N N I ER S F O R L AG 49

fra tidligere generationer og slægtsled. Sådanne genvarianter har bidt sig fast hos menneskeheden, til trods for at kronisk psykiske sygdommer indebærer så store ulemper. De mindsker chancen for at overleve, og i hvert fald skizofreni mindsker muligheden for, at man kan få børn.

At anlæggene stadig er der, kan kun skyldes, at de også medfører fordele.

For dem som har en psykisk sygdom i slægten, kan det være en trøst at tænke på de psykotiske anlægs dobbelt virkning. Sådanne sygdomme er ganske vist et handicap – de udgør ofte en svær belastning for den ramte og de pårørende. Men de indebærer også en gave i form af kreativitet og ekstra energi. Gennem menneskehedens historie har disse anlæg været et stort aktiv. De har sikkert ligefrem været uundværlige for vores udvikling.

Sådan plejer jeg at tænke.

DE FØRSTE I EUROPA

Allerede for over 42.000 år siden bevægede aurignacien-kulturens folk sig rundt i store dele af Europa.

Nogle af de ældste og bedste fund kommer fra det russiske udgravningssted Kostenki, fire hundrede kilometer syd for Moskva og helt tæt på floden Don. Fra dette sted er det lykkedes at lave en dna-analyse af skelettet af en ung mand.

Han kaldes for Kostenki-14 og levede for cirka 38.500 år siden. Da han døde, var han i tyveårsalderen. Han blev begravet i sammenbøjet stilling og overstrøet med store mængder rød okker.

Hans mitokondrie-dna tilhører gruppen U2 – en søstergruppe til min egen haplogruppe U5. I dag er U2 ganske usædvanlig, men den forekommer stadig over hele Europa og også i det centrale Asien og Indien. Mere fuldstændige analyser af mandens kerne-dna viser, at han var i slægt med nutidens europæere. Han bekræfter billedet af, at en gruppe mennesker fra Afrika ankom til Mellemøsten for cirka 55.000 år siden. De blev blandet op med et lille antal neandertalere. Kort efter at denne opblanding fandt sted, splittedes gruppen. Nogle vandrede videre mod øst og blev efterhånden til sydøstasiater og australiere. Nogle blev tilbage i Mellemøsten og Kaukasus. Og nogle begyndte at gå i retning mod Europa. Kostenki-14-manden indgår helt klart i den senere, europæiske gren.

A L B ERT B O N N I ER S F O R L AG 51

52

Hans grav med det velbevarede skelet blev fundet allerede i 1950’erne. Russiske forskere forsøgte tidligt at rekonstruere hans udseende, ud fra hvordan knoglerne ser ud. Der findes flere kopier af rekonstruktionen på museer i Moskva, Sankt Petersborg og i byen Kostenki.

Modellerne viser en spinkel, ung mand med en bred, men lige næse, usædvanligt kraftige øjenbrynsbuer og fyldige læber. Han var kun 160 centimeter høj og havde et påfaldende lille hoved.

Hans tænder er brede og noget nedslidte, men ellers sunde og fine med et lille mellemrum mellem fortænderne i overkæben. På modellerne har han mørkt, krøllet hår og mørk hud. Det er ganske vist en rimelig formodning, men forskere har hidtil ikke publiceret sådanne detaljer i dna-analyser, som er offentlige.

Fund i nærheden fra samme tidsperiode viser, at det almindeligste byttedyr for Kostenkimanden og hans lige var vilde heste. I hans grav fandt arkæologerne også nogle knogler fra hare og mammut.

På den tid begyndte klynger af træer – først og fremmest piletræer – at vokse op på steppen på ny, eftersom klimaet for nyligt var blevet varmere efter en af istidens pludselige kuldeperioder.

Livet var blevet lettere at leve igen efter den værste katastrofe i Europa i hundred tusind år.

At istider kommer og går, skyldes først og fremmest cykliske forandringer i jordens bane om solen. Jordens akse kan hælde mere eller mindre, den kan hælde i forskellige retninger, og banen kan være mere eller mindre aflang. I visse situationer, når de nordlige Kostenkimanden levede for cirka 38.500 år siden ved floden Don i Rusland. Dermed er han et af de ældste fund af moderne mennesker i Europa. I 1950’erne rekonstruerede den russiske antropolog Mikhail Gerasimov hans udseende.

A L B ERT B O N N I ER S F O R L AG 53

breddegrader får særlig lidt sol, kan en ny global istid sættes i gang.

Disse forandringer kaldes for Milankovic-cyklusser efter den serbiske fysiker, der beskrev mønstret første gang.

Men der findes også andre faktorer, der kan påvirke klimaet, både i global og regional skala. En sådan faktor er for eksempel vulkaner. Udslippene fra dem skygger for solens stråler og nedkøler Jorden.

For cirka 39.300 år siden kom det virkeligt store brag i form af et vulkanudbrud i den egn i Italien, hvor den nuværende by Neapel ligger. Magma vældede ud i mængder, som var cirka 80 gange større end ved det mere velkendte udbrud, som dækkede den romerske by Pompeji i 79 efter Kristus.

Magmapaddehatten strakte sig fyrre kilometer op i luften. Støvet spredte sig først og fremmest i østlig retning hen over det nuværende Grækenland og Bulgarien, Sortehavet og Rusland. I Kostenki kan arkæologerne tydeligt se et tykt lag, som domineres af støvet. Det hjælper dem til at datere deres fund.

Det er sandsynligt, at himlen blev formørket i et par år, at klimaet blev betragteligt koldere, og at Jorden i store områder blev dækket af decimetertykke lag af aske – mange steder så tykke, at dyrene ikke kunne græsse.

Nogle forskere tror, at vulkanudbruddet blev dødsstødet for neandertalerne. Der findes mange spor af neandertalere, som er ældre end 39.300 år, men knap nok nogle pålidelige spor, som er yngre. Teorien er, at i det mindste nogle af os moderne mennesker, til forskel fra neandertalerne, formåede at tilpasse os til de nye og hårdere omstændigheder efter det store brag. Blandt andet mener nogle forskere, at vi begyndte at anvende synåle af ben på netop denne tid. Denne revolutionerende nye teknik skal have hjulpet os til at fremstille skindtøj, som var varmt og tæt og gjorde det muligt at overleve de allerkoldeste år.

54

De ældste kendte fund af synåle med øjne stammer netop fra Kostenki og to andre russiske fundsteder: Mezmajskaja, som ligger i den nordlige del af bjergkæden Kaukasus, og Altaj, som ligger i det sydlige Sibirien. Disse nåle anslås til at være mellem 35.000 og 40.000 år gamle.

Nåle og varme, velsyede klæde kan bestemt have hjulpet os til at overleve. Men det er nok ikke hele forklaringen på, at vi overlevede, mens neandertalerne døde ud. Vi skal huske på, at neandertalerne havde overlevet mange hårde kuldeperioder gennem flere istider. De plejede at komme igen. Først da vi moderne mennesker kom ind i billedet, var de dømt til undergang. Mønsteret går igen mange steder i Mellemøsten, Kaukasus, Sibirien og Europa. Neandertalerne levede der i årtusinder, så kom vi, og neandertalerne forsvandt. Nogle steder var neandertalerne allerede forsvundet, da vi ankom. Sådan ser det ud i lagene i Hohle Fels. Andre steder vidner udgravningerne om et overlap på nogle tusind år, hvor begge grupper kan have været til stede samtidig – om end på behørig afstand af hinanden. Der findes også eksempler på udgravninger, hvor alle spor efter neandertalere ophører brat, og umiddelbart derefter kommer levninger fra os moderne mennesker.

Lige i nærheden af Kostenki-14-mandens grav, i lag fra samme tidsperiode, har arkæologerne ud over nåle fundet en række genstande, som er typiske for aurignacien-kulturen. Der findes redskaber af ben og horn og sten, som er blevet hentet fra klipper hundred og halvtreds kilometer borte.

Aurignacien-folket i Kostenki fremstillede også smykker af hjørnetænder fra fjeldræve og skaller, som kommer helt fra Sortehavet fem hundrede kilometer mod syd. De fremstillede også langagtige perler af ræve- og fugleknogler med riflede spiralmønstre.

Lignende perler er blevet fundet i hele det område, hvor der finA L B ERT B O N N I ER S F O R L AG 55

des levninger fra aurignacien. Udgravningsstedet Abri Castanet i Dordogne i Frankrig var en ren fabrik, hvor mennesker seriefremstillede perler af mammutstødtænder og rensdyrgevirer og også af klæbersten. Sådanne sten fandtes ikke lokalt, men måtte hentes i Pyrenæernes bjerge mange kilometer længere mod syd. Menneskene oppe i bjergene i Dordogne smykkede sig også med skaller fra både Middelhavet og Atlanterhavskysten. Enten gik de selv strækninger på op mod to hundrede kilometer, eller også havde de veludbyggede netværk og kunne bytte varer med andre grupper.

Aurignacien-folket indvandrede nok fra Mellemøsten via det nuværende Tyrkiet. De gik i alle tilfælde mod vest via Donau for godt 43.000 år siden. Lad det være usagt, om de havde fløjter og kunstgenstande af elfenben med i deres lette oppakning, selvom jeg tror, at det var tilfældet. Deres tøj var tydeligvis prydet af smykker.

Men der fandtes faktisk anatomisk moderne mennesker – sådan nogle som os – i Europa endnu tidligere.

De allerældste levninger i Kostenki stammer formentlig fra neandertalere. Men fra og med for 45.000 år siden synes genstandene at komme fra moderne mennesker. Disse lag er altså betydeligt ældre end både den dna-undersøgte Kostenkimand og alle de fund, der tilskrives aurignacienkulturen.

Mindst lige så gamle fund af stenredskaber – efter alt at dømme fra moderne mennesker – er blevet gjort nogle steder i det nuværende Ungarn og Tjekkiet. Det ser ud til, at små grupper af vor art foretog angrebstogter i Europa meget tidligt og begyndte måske på det allerede for 50.000 år siden. Men disse tidlige pionerer overlevede ikke. Først med aurignacienkulturen fik Europa en livskraftig befolkning af moderne mennesker.

Der findes også en del fund fra Italien og Grækenland, som i dag tilskrives moderne mennesker. Kulturen kaldes uluzzien og

56

blev opdaget i 1960’erne. I mange år var den fremherskende opfattelse, at disse redskaber og smykker tilhørte en gruppe usædvanligt avancerede neandertalere. Stenredskaberne ser ud som en sær blandingsform mellem neandertaleres og moderne menneskers frembringelser. Blandt fundene er også skaller og tænder, som der er boret huller i, så de bliver til hængesmykker, rester af rød okker og redskaber af ben.

For blot et par år siden analyserede italienske forskere to mælketænder fra Grotta del Cavallo i Italien. Formen på disse tænder har nu overbevist mange – men ikke alle – eksperter om, at de faktisk tilhørte et anatomisk moderne menneske. Debatten kører stadig, og der findes ingen dna-analyser.

For cirka 39.000 år siden ophører alle spor efter uluzzienkulturen. Det er højst sandsynligt sket i forbindelse med det store vulkanudbrud, som indtraf netop på det tidspunkt lige i nærheden.

Men inden uluzzienkulturens folk forsvandt, nåede de at påvirke deres omgivelser på en afgørende måde. De – eller andre pionergrupper af moderne mennesker – introducerede ny vaner i Europa.

Neandertalerne var ikke sene til at efterligne dem.

Der fandtes yderligere en bemærkelsesværdig kultur i Vesteuropa, som ser ud til at være en blandingsform mellem neandertalere og moderne mennesker. Den kaldes for châtelperronien og er blevet fundet i det nordlige Spanien og sydvestlige Frankrig. Menneskene inden for denne kultur lader til nogle gange at have begravet deres døde – om end under enkle former – og de lader til at have anvendt smykker, pile og i en vis udstrækning farvepigmenter.

Forskere har været meget uenige om, hvem der stod bag châtelperronien-kulturen. Men nu, takket være nye og forfinede metoder til datering med kulstof 14-metoden, begynder billedet endelig at blive lidt tydeligere.

A L B ERT B O N N I ER S F O R L AG 57

Efter alt at dømme drejer det sig om neandertalere, som har efterlignet moderne mennesker. Inspirerede af de nyankomne på egnen begyndte de at anvende smykker, sminke og kastepile.

De nye og mere præcise kulstof 14-dateringer er blevet udført på universitetet i Oxford under ledelse af Tom Higham. De tyder på, at samtlige neandertalere forsvandt for senest 39.000 år siden.

Der findes i hvert fald ikke sikre belæg for neandertalere, der er yngre end dette.

Men de nye dateringer viser også, at neandertalere og moderne mennesker må have sameksisteret i Europa i tusinder af år. Neandertalerne havde altså masser af tid til at opsnappe nyheder fra de moderne mennesker.

Palæontologen Jean-Jacques Hublin i Leipzig er som sagt overbevist om, at de to grupper var skeptisk indstillede over for hinanden, og at de holdt så meget afstand, de kunne. Men han forestiller sig også, at de indimellem iagttog hinanden på afstand.

Så kunne neandertalerne se, at de moderne mennesker anvendte pile, som de kastede mod deres bytte – en genial opfindelse, som gjorde jagten både sikrere og mere effektiv. Den ældre metode var at løbe hele vejen frem til dyrene og støde sit spyd ind i dem. Det var naturligvis livsfarligt, men de rådede ikke over en bedre teknik.

Fundene fra châtelperronien vidner om, at de pludselig, netop da de moderne mennesker første gang ankom til Europa, begyndte at fremstille kastepile. Neandertalernes pile mindede meget om de moderne menneskers våben og kunne bruges på præcis samme måde. Men de to grupper fremstillede deres stenredskaber på lidt forskellige måder. Dette faktum bestyrker Jean-Jacaques Hublin i hans antagelse af, at neandertalerne efterlignede moderne mennesker på afstand. Det var ikke et spørgsmål om, at de to grupper havde et tættere samkvem. Han kan muligvis gå med til, at de byttede varer med hinanden i sjældne tilfælde. Det ville kunne

58

forklare, hvorfor lagene fra neandertalere inderholder perler, som minder om de moderne menneskers smykker.

De nye vaner, som neandertalerne tillagde sig, forlængede måske tilmed deres eksistens lidt. Men de var alligevel dømt til undergang, da mennesker af vores slags begyndte at overtage Europa.

Et af de mange forsøg på at forklare, hvorfor vi klarede os, og de uddøde, er, at vi moderne mennesker skulle være mindre kræsne med maden. Vi skulle være bedre til at spise grøntsager som for eksempel stivelsesholdige rødder. Men ny forskning, blandt andet udført af Amanda Henry på Max-Planck-Institut i Leipzig, afviser den forklaring. Hun har studeret mikroskopiske rester på fossile tænder, og hun kan bekræfte, at også neandertalere spiste en del stivelse fra planter. Det passer altså ikke, at de var ekstremt ensidige kødædere og derfor gik til grunde.

Til gengæld er det måske rigtigt, at vi var bedre til at fange fisk og små, hurtige dyr som harer og fugle. Man kan forestille sig, at vi var dygtigere til at knytte fangstnet af plantefibre. At kunne fiske og jage med sådanne net indebar store fordele. Dels blev fødeunderlaget mere varieret og dermed mere pålideligt. Hvis de store byttedyr ikke viste sig, kunne man altid gå ned til floden og fange nogle fisk. Desuden kunne en større del af gruppen anvendes som arbejdskraft. At jage store pattedyr kunne ofte være farligt og fysisk krævende. Det var kun noget for stærke, raske mennesker. Men at sætte fælder op og tømme fangstnet kunne også svage, ældre og handicappede personer klare.

Kunsten at fiske og jage hare og fuglevildt kan meget vel have været afgørende for vor eksistens i Europa.

Måske udkonkurrerede vi neandertalerne med mere effektive jagtmetoder. Måske slog vi dem ganske enkelt ihjel, når muligheden A L B ERT B O N N I ER S F O R L AG 59

var der. Jeg tror, at Jean-Jacques Hublin har ret, når han siger, at klimaforandringer og synåle havde begrænset betydning, men at sprog, kunst, musik og større sociale netværk var desto mere afgørende.

Men det gjorde det sikkert lettere, at neandertalerne i den seneste istid var hårdt trængt, allerede da vi kom.

Et par dna-studier viser, at nogle af dem mod slutningen var stærkt indavlede. En neandertaldreng i Denisovahulen i det sydlige Sibirien havde så lille en genetisk variation, at hans forældre må have været halvsøskende eller noget, der svarede til det, og desuden må forældrene selv have været resultatet af mange generationers indavl i en lille, begrænset gruppe. En svensk studie viser, at der mod slutningen kun kan have levet nogle få tusinde neandertalere i hele Europa. Deres befolkning mindskedes kraftigt for cirka 50.000 år siden – det afslører deres dna, som blev stadig mindre varieret.

Det moderne menneskes ankomst, kuldeperioden og vulkanudbruddet i Italien skal altså have været de sidste søm i kisten for en allerede meget udsat gruppe.

Nogle forskere har tidlige energisk hævdet, at neandertalerne skam havde mental kapacitet til at udvikle deres nye kultur helt på egen hånd. Men sådanne argumenter hører man stadig mere sjældent i dag. Det er så tydeligt, at neandertalerne levede i Europa på en meget ensartet måde i flere hundred tusind år, men ændrede så pludselig skikke, så snart mennesker af vores type dukkede op.

Forfatteren Jean M. Auel beskriver i sine storsælgende eventyrbøger, hvordan stenalderpigen Ayla fra de moderne menneskers gruppe vokser op hos neandertalere. Man kan ikke udelukke, at noget lignende er sket i virkeligheden. Individer kan have bevæget sig mellem begge grupper og ført kundskaber og traditioner med sig. Det genetiske materiale viser jo, at neandertalere og moderne menneske fik børn med hinanden i Mellemøsten.

60

De fik faktisk også børn sammen i Europa. Nogle antropologer har længe hævdet, at visse skeletfund fremviser tydelige anatomiske træk fra både neandertalere og moderne mennesker. Det gælder for eksempel to fund i hulen Peștera cu Oase i det nuværende Rumænien – kraniet fra en teenager i 15-årsalderen og underkæben fra en voksen person. Den sidste er dateret med kulstof 14-metoden og skønnes at have levet for cirka 40.000 år siden.

I foråret 2015 kunne Svante Pääbo og hans medarbejdere vise, at underkæben virkelig har ganske store elementer af neandertaldna. Det drejer sig om mellem fem og elleve procent af arvemassen. Og neandertalarven ligger åbenbart kun fire-fem generationer tilbage, eftersom dna-stumperne er i så lange, ublandede stykker.

Individet fra Peștera cu Oase havde altså en neandertaler som sin tipoldefar på mødrene side eller på tilsvarende slægtsafstand.

Men vi, som lever i Europa i dag, har ingen spor efter denne hændelse i vor arvemasse.

Da moderne mennesker i Europa fik børn med neandertalere, må deres efterkommere altså være døet ud. Forskerne kan kun se sikre spor af krydsninger, som indtraf et sted i Mellemøsten for cirka 54.000 år siden, og af endnu en hændelse længere mod øst i Asien.

Neandertalernes hjerner var større end vores, og de var virkelig ikke dummerhoveder. De var dygtige jægere og var på mange måder lige så fingernemme som os. Deres stenredskaber var symmetriske og funktionelle, og jeg har hørt flere arkæologistuderende berette om, hvor svært det faktisk er at lære at fremstille sådanne redskaber. Neandertalerne havde tydeligvis også evnen til at udvikle deres teknik, selvom det skete ved at efterligne os.

Men i dag findes der ingen troværdige belæg for, at de anvendte kunst og musikinstrumenter. De kunne formentlig ikke tænke i symboler i samme udstrækning, som vi kan. De havde helt klart A L B ERT B O N N I ER S F O R L AG 61

fornemmelse for symmetri, men ikke for hvad vi opfatter som æstetik og kunst.

Det var en aha-oplevelse, da jeg hørte Jean-Jacques Hublin nævne forskellen mellem symmetri og æstetik. Jeg tænkte på, da jeg arbejdede på et konditori som teenager og lærte at dekorere kager og lagkager. Næsten alle nybegyndere laver den samme fejl – de forsøger at gøre mønstrene helt symmetriske. Da jeg vovede at gøre oprør mod symmetrien, blev lagkagerne meget finere. Bevidst at afvige fra symmetri – tænk hvis det er en af nøglerne til det unikt menneskelige?

Jeg tror ligesom Jean-Jacques Hublin, at vi moderne mennesker bidrog til, at neandertalerne døde ud. Vi kan fundere over den moralske skyld, selvom den forhåbentlig er for gammel til at være strafbar. De var jo en slags mennesker, men alligevel ikke helt som os. Kan deres død sammenlignes med at udrydde en dyreart? Eller var der snarere tale om et folkemord?

Under alle omstændigheder skal vi passe meget på med at se ned på neandertalerne. De formåede at leve i Europa i meget længere tid, end vi har gjort indtil nu. De var her i det mindste i et par hundred tusind år, og hvis man også medregner deres forgængere – som nogle gange kaldes Homo heidelbergensis – drejer det som om mere end fire hundrede tusinde år.

Aurignacienkulturen dominerede Europa i cirka ti tusind år. Selv det er en meget længere periode end noget rige, vi kender til fra historisk tid. Men siden kom en ny bølge af mennesker vandrende.

Karin Bojs ved stedet, hvor de første Cro-Magnon-mennesker blev fundet, og hvor der i dag ligger et pensionat. Huset er bygget ind i klippevæggen, ligesom Cro-Magnon-menneskenes boliger var.

62

A L B ERT B O N N I ER S F O R L AG

Karin Bojs Min europæiske familie i de sidste 54.000 år er oversat af Anders Juel Michelsen efter Min europeiske familj de senasta 54000 åren Copyright © 2015 Karin Bojs Dansk udgave © 2016 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Highlight A/S efter svensk originalomslag af Eva Lindeberg Illustration: Hein Nouwens/Shutterstock Bogen er sat med Garamond hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-56200-0 1. udgave, 1. oplag 2016 Kopiering må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof, et selskab i Egmont

KARIN BOJS

MIN EUROPEISKA FAMILJ

”Min europæiske familie er ”Min så velunderbygget, europæiske familie at er så velunderbygget, at selvom den var skrevet på selvom gamleden bonner, var skrevet ville den på gamle bonner, ville den være værd at læse. Nu ervære det etværd så ambitiøst, at læse. Nu pædaer det et så ambitiøst, pædagogisk og velskrevet værk, gogisk at detog grænser velskrevet til obligaværk, at det grænser til obligatorisk læsning.” torisk læsning.”

KARIN BOJS

MIN EUROPEISKA FAMILJ

ÅRETS FAGBOG I SVERIGE 2015 ÅRETS (AUGUSTPRISET) FAGBOG I SVERIGE 2015 (AUGUSTPRISET)

KARIN KAR BOJS BOJ

Borås Tidning, Kristianstadsbladet Borås Tidning, o.a. Kristianstadsbladet o.a.

”Denne bog gør mig glad”Denne (…) Vi bog har brug gør mig for glad at (…) Vi har brug for at forundres, over os selv, over forundres, vores udspring. over os Og selv,Karin over vores udspring. Og Karin Bojs giver os mulighed forBojs det.”giver os mulighed for det.”

Aftonbladet

Aftonbladet

”Der ligger et kæmpe arbejde ”Derbag ligger bogen, et kæmpe men det arbejde bag bogen, men det formidles så selvfølgeligt, let formidles og naturligt.” så selvfølgeligt, let og naturligt.”

Expressen

Expressen

DEN FASCINERENDE HISTORIE DEN omFASCINERENDE menneskets HISTORIE indtog i om menneskets indtog i Europas historie – fra den Europas første indvandringsbølge historie – fra den første indvandringsbølge og op til i dag. Om vikinger, og optidlige til i dag. agerbrugere Om vikinger, i tidlige agerbrugere i Mellemøsten, fløjtespillende Mellemøsten, hulemennesker fløjtespillende i Tysk- hulemennesker i Tyskland, Frankrig og andre steder. land, Frankrig Karin Bojs og bestemte andre steder. Karin Bojs bestemte sig for at bedrive dybdegående sig for atslægtsforskning bedrive dybdegående og slægtsforskning og gennem dna-analyser få mere gennem at vide dna-analyser om sine bånd få mere at vide om sine bånd til fortidens mennesker. Hun til fortidens studeredemennesker. videnskabelige Hun studerede videnskabelige undersøgelser, interviewede undersøgelser, førende forskere interviewede og rejste førende forskere og rejste rundt i Europa for at følgerundt sporene i Europa bagud. forDen at følge histo-sporene bagud. Den historie, hun skildrer i denne bog, rie, hun er vores skildrer allei denne sammens bog, er vores alle sammens historie. historie.

KARIN BOJS (f. 1959), svensk KARINjournalist BOJS (f. 1959), og forfatter, svensk journalist og forfatter, tidl. videnskabsredaktør på tidl.Dagens videnskabsredaktør Nyheter. Hun på er Dagens Nyheter. Hun er hædersdoktor ved Stockholms hædersdoktor Universitet ved og Stockholms har Universitet og har modtaget flere store prisermodtaget for sit arbejde. flere store priser for sit arbejde.

Udkommer 20. september Udkommer 20. september Vejl. pris 299,95 / 464 siderVejl. pris 299,95 / 464 sider Illustreret / ISBN 978-87-11-56200-0 Illustreret / ISBN 978-87-11-56200-0

116010_laeseproeve_226.indd 1

MIN EUROPÆISKE MIN EUROPÆIS

FAMILIE FAMILIE

I DE SIDSTE I DE54.000 SIDSTEÅR 54.000 ÅR L I N D H A R DT O G R I N G H O F

L I N D H A R DT O G R I N G H O F

12/05/16 12.33