Winston S. Churchill
Mine unge ĂĽr Oversat af Arne Stevns
Lindhardt og Ringhof
Indhold Forord af Uffe Ellemann-Jensen . . . . 7 Introduktion af Niels Bjerre . . . . . . .12 Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15 Barndom . . . . . . . . . . . . . . . . . 17 Harrow . . . . . . . . . . . . . . . . . 32 Eksaminer . . . . . . . . . . . . . . .
42
Sandhurst . . . . . . . . . . . . . . . . 61 4th Hussars . . . . . . . . . . . . . . . 80 Cuba . . . . . . . . . . . . . . . . . . 93 Hounslow . . . . . . . . . . . . . . . . 107 Indien . . . . . . . . . . . . . . . . . . 119 Studier i Bangalore . . . . . . . . . . 127 Malakand-ekspeditionen . . . . . . . 142 Mamund-dalen . . . . . . . . . . . . 154 Tirah-ekspeditionen . . . . . . . . . . 168 Vanskeligheder med Kitchener . . . . 182
På Omdurmans tærskel . . . . . . . . 192 Et rytterangreb . . . . . . . . . . . . . 202 Jeg forlader hæren . . . . . . . . . . . 216 Oldham . . . . . . . . . . . . . . . . . 237 Med Buller til Kap . . . . . . . . . . . 250 Pansertoget . . . . . . . . . . . . . . . 260 I fangenskab . . . . . . . . . . . . . . 278 Jeg undslipper fra boerne 1 . . . . . . 286 Jeg undslipper fra boerne 2 . . . . . . 303 Tilbage til hæren . . . . . . . . . . . . 315 Spion Kop . . . . . . . . . . . . . . . 325 Undsætningen af Ladysmith . . . . . 336 I Oranje-fristaten . . . . . . . . . . . 345 Johannesburg og Pretoria . . . . . . . 362 Khakivalget . . . . . . . . . . . . . . . 372 Underhuset . . . . . . . . . . . . . . . 382
Forord af Uffe Ellemann-Jensen
Til min konfirmation for over 60 år siden fik jeg Churchills »De unge år« af en onkel. Jeg slugte bogen, for dengang fyldte Churchill utroligt meget i samtiden. Og et ungt og modtageligt sind blev fyldt med indtryk, som sidder stærkt den dag i dag. Churchill skrev bogen »Til en ny generation« for snart 90 år siden. Det var den generation, der kom efter Første Verdenskrigs rædsler og depressionen i 20’erne, og som skulle gennem 30’ernes tumult og Anden Verdenskrig. Han skriver i sit forord, at han tegner et billede af »en skrinlagt tid«, og der er over bogens slutning den samme vemod, man finder i Stefan Zweigs »Verden af i går«, der også handler om en tid, der er både svunden og skrinlagt, som ikke vender tilbage. Men for mig er »Mine unge år« (som bogen kom til at hedde i senere danske udgivelser) en vidunderligt tidløs bog med et budskab til alle mennesker og til alle tider. I sin store Churchill-biografi har Roy Jenkins kaldt »Mine unge år« for Churchills bedste af de mange bøger, han har forfattet – »måske århundredets bedste bog«. Store ord. Men om en stor mand. I dag fylder Churchill naturligvis ikke så meget som han gjorde for os dengang i midten af 50’erne. Da jeg læste bogen første gang, var han måske verdens bedst kendte personlighed: Englands premierminister, den store leder af de allieredes kamp mod fascismen i Anden Verdenskrig, Danmarks befrier. Han havde lige modtaget Nobelprisen i litteratur for sit omfattende forfatterskab, og han blev hyldet
verden over, hvor han end viste sig. Han var i den grad nærværende i sin høje alder, omkring de 80. De fleste kender ham i dag fra historiebøgerne som manden, der stod i spidsen for indsatsen for at nedkæmpe Hitler under Anden Verdenskrig, hans bulldogansigt med cigaren er ikonisk, og hans mange bidske og rammende bemærkninger tyvstjæles stadig af talere over hele verden. Jeg indrømmer blankt, at jeg adskillige gange har høstet succes med velvalgte Churchill-citater. Det kan være vanskeligt at forestille sig, hvor omfattende en karriere han havde haft før sit livs »finest hour« i spidsen for den frie verden under Anden Verdenskrig. Men her er et par hovedpunkter for at minde om, hvem vi har med at gøre: Han blev født i 1874 i det højeste britiske aristokrati. Faderen var søn af Hertugen af Marlborough, desværre søn nummer to, så han arvede hverken titlen eller familieformuen. Men moderen var ud af en velhavende amerikansk familie, så der var råd til at give Winston en klassisk overklasseuddannelse, kostskole, officersskole osv. Han havde ret eventyrlige oplevelser som soldat – især i Indien og Afrika – men blev tidligt grebet af lysten til at skrive og drive politik. Hans første af en lang række bøger udkom allerede i 1890’erne, da han var midt i 20’erne. Han blev medlem af det britiske parlament allerede i 1900, og med en enkelt afbrydelse på to år sad han her de næste 64 år. Da først han var startet i politik tog hans karriere fart, så man får sved på panden ved at remse hans mange poster op: Hans første ministerpost kom allerede i 1910, da han blev indenrigsminister, under Første Verdenskrig var han marineminister, blev afskediget efter nederlaget ved Gallipoli, derpå aktiv ved Vestfronten som officer, tilbage i regeringen som rustningsminister, krigs- og luftfartsminister og efter krigen koloniminister. Fra 1924 til de konservatives valgnederlag i 1929 var han finansminister. Han forlod regeringen, da de konservative tabte valget i 1929, og derefter fulgte »årene i vildnisset«, hvor de fleste mente, hans politiske · Forord
karriere var slut. Han var også blevet en ældre herre, og det kunne ses på ham. Han havde lagt sig alvorligt ud med sine partifæller, og blev holdt udenfor regeringsdannelserne. Han malede og skrev – havde hårdt brug for pengene fra bøger og artikler, for han havde tabt stort på aktiespekulationer op til den store bankkrise i 1929 – og advarede mere og mere indtrængende mod Hitler og den tyske oprustning. Chamberlains »fred i vor tid« efter München-aftalen med Hitler gav han ikke meget for. Men kun få lyttede til den forhenværende. Det så ud til, at han var færdig med politik. Så kom Anden Verdenskrig. Nu blev der igen lyttet til ham, og han vendte tilbage som marineminister. »Winston is back« telegraferede Admiralitetet til flådens skibe. Efter de store nederlag i krigens start ønskede premierminister Chamberlain at træde tilbage – Winston Churchill blev premierminister. Hans store taler til briterne – og resten af verden – er kendt stof af alle, der interesserer sig for nyere historie. Og hans formidable indsats med at holde sammen på alliancen mod Hitler var afgørende for de allieredes endelige sejr i 1945. Men så sagde de britiske vælgere farvel og tak. Han tabte valget i sommeren 1945 til Labour-lederen Clement Atlee, som han foragtede, blev leder af oppositionen, og rejste på foredragsturneer i Europa og USA, hvor han advarede mod Stalin og Sovjetunionens aggressive hensigter. I den berømte Fulton-tale i 1946 talte han om »Jerntæppet«, der havde sænket sig over Europa. Og han talte for europæisk samling af de demokratiske kræfter på et tidspunkt, hvor EU blot var en fjern drøm hos nogle få fremsynede europæiske politikere. Han vandt valget i 1951, og blev igen premierminister, men havde problemer med helbredet, og trak sig tilbage i 1955. Ti år efter døde han, 90 år gammel, og fik en statsbegravelse, der trak alverdens statsledere til London. Sikke et liv. Og så er det, man spørger sig selv: Hvad i alverden var det for en drivkraft, der var lagt i det menneske, som overkom så meget? Hvad var det, der formede ham? Forord
·
Det er svarene på de spørgsmål, han selv giver i bogen om de unge år. Hans formidable energi og flid som skribent havde allerede ført til mange udgivelser efter de første krigsbøger, han skrev i sin ungdom, og i 20’erne havde han – samtidig med at han bestred den krævende post som finansminister – færdiggjort fem store bind om »The World Crisis«, der dækkede perioden fra 1911 til 1922. Men da sidste bind var færdigt, kastede han sig over den helt anderledes opgave at skrive om sin opvækst og ungdom frem til han som ung politiker forlod det konservative parti for at blive liberal i 1903. Han skrev udkastet til bogen i sommeren 1928, mens han var finansminister – og formentlig gik og kedede sig lidt i familiens ejendom Chartwell udenfor London. Så han brugte ferien på at bygge et lille gæstehus og diktere en bog. Som han skrev i et brev til statsministrer Stanley Baldwin: »Det har været en dejlig måned – jeg har bygget et lille hus & dikteret en bog; 200 mursten og 2000 ord om dagen«. Regeringen faldt i 1929, og Churchill tog på en lang rejse i USA og Canada, hvor han rettede op på familiens altid lidt anstrengte økonomi ved at holde mange foredrag til store honorarer. Skæbnen ville, at han var i New York den efterårsdag i 1929, da børsen på Wall Street gik ned, og startskuddet blev givet til den verdensomspændende depression. Churchill havde spekuleret i aktier, og tabte næsten hele sin opsparede formue. Han var tæt på en personlig konkurs, så nu gjaldt det om at skrue op for indtjeningen især ved at skrive bøger og artikler. Første opgave var at færdiggøre bogen om de unge år, og den udkom i oktober 1930 i London og New York. Oplagene var pæne, men ikke prangende. Bogen blev dog hurtigt oversat til 13 sprog. Det var før Churchill blev det helt store navn i 40’erne, og efter Anden Verdenskrig blev bogens udbredelse nærmest eksplosiv. Roy Jenkins, der i en årrække efter Anden Verdenskrig var førende Labour-politiker og sluttede som formand for EF-Kommissionen 1977-81, skriver i sin store Churchill-biografi, at det, der gør »Mine unge år« til noget særligt, er, »at den ikke er skrevet for at bevise noget eller for at fremføre en teori, men for at underholde.« Og selv · Forord
om han kan være barsk og sarkastisk i sine beskrivelser af andre, sådan som han jo var hele livet, så gav han også mange morsomme og selvironiske beskrivelser af sig selv og de nærmeste omgivelser. Efter Anden Verdenskrig havde bogen i mange år en fast plads på gavebordene ved konfirmationer og runde fødselsdage. Den blev filmatiseret i 1972: »Young Winston« med Simon Ward i hovedrollen. Find den selv på You Tube og nyd de fantastiske slagscener fra Churchills første eventyr som ung løjtnant ved Indiens nordgrænse i Malakand-ekspeditionen, eller i historiens sidste store kavalleriangreb ved Omdurman i Sudan 1898, hvor Mahdiens styrker blev nedkæmpet af de britiske lansenerer, og den unge løjtnant Churchill reddede livet, fordi han i stedet for sin sabel var nødt til at benytte pistol på grund af en skulderskade fra polospil. Eller hans eventyr under boerkrigen i 1899, hvor han var med som journalist – om end en lidt mærkelig en af slagsen, da han ikke kunne glemme, at han også var officer. Her var han med et pansertog, der blev afsporet og ødelagt af boerne, og han blev taget til fange af ingen ringere end den senere general Louis Botha, som siden blev Sydafrikas leder under Første Verdenskrig og hans gode ven. Churchills flugt fra fangenskabet var en af de kulørte historier som var med til at gøre ham berømt hjemme, og give en solid basis for den senere politiske karriere. Det var Imperiets og Victoria-tidens sidste krampetrækninger, den unge Churchill gennemlevede og som den modne Churchill beskriver i »Mine unge år«. En »skrinlagt tid« med æresbegreber og normer, som kan forekomme os fjerne og rustikke. Men som fortæller så meget om karakterdannelse, at den også rummer et budskab til vores tid. Uffe Ellemann-Jensen januar 2016
Introduktion Det siges med god grund, at hvis man skal forstå Winston Leonard Spencer Churchill (1874-1965) som den mand, han senere blev, er hans egen »Mine unge år« uundværlig læsning. Den er nu atter tilgængelig for danske læsere, i en opdateret udgave af Arne Stevns klassiske oversættelse. »Mine unge år« blev udgivet den 30. oktober 1930 og er en meget personlig fortælling. Dens vurderinger og domme stemmer ikke altid overens med eftertidens, for det var Churchills mål at gengive sine personlige minder ud fra den samme synsvinkel som de blev oplevet – med sønnens, skoledrengens og den unge soldat og politikers uerfarne øjne. Og heldigvis, kan man sige. For det bringer os tættere på den ungdom, der formede mennesket Winston Churchill som barn af Det britiske Imperium. Churchills ofte kritiserede dobbeltrolle som officer og krigskorrespondent lod ham rejse verden rundt efter eventyr, som han siden skrev om i aviser og bøger. Efter hjemkomsten fra boerkrigen tog han på en lang foredragsturné i USA for at tjene penge og for at promovere sig selv. Han ville ind i det engelske parlament, og det lykkedes i 1900, da han blev valgt ind i kredsen Oldham. Jeg har ofte tænkt på, hvordan verden havde set ud, hvis Churchill var blevet dræbt under et af sine mange eventyr. Det var der rige muligheder for, som læseren vil erfare. Men han var ikke bange, selv når kuglene fløj tæt om hovedet, hvilket hans datter, lady Mary Soames, har fortalt levende om over for mig. I en tidlig alder havde han sagt
til en kammerat, at han ville blive til noget stort, og at han var sat i verden for på et bestemt tidspunkt at redde nationen. At det skulle gå i opfyldelse, havde de færreste nok forudset, men allerede dengang i hans unge år var Churchill ved at skabe sin legende. Niels Bjerre The International Churchill Society Frederiksberg, februar 2008
Til en ny generation
Forord Fra tid til anden bliver der skrevet nye beretninger om min ungdom og dens eventyr, og jeg har selv, for tredive år siden, udgivet nogle skildringer af de ret talrige felttog, jeg var med i, og har også senere skrevet yderligere om enkelte episoder. Derfor forekommer det mig mest rigtigt at samle det hele i en enkel, udførlig fortælling – for påny at gengive mine oplevelser, som de virkelig var. Derfor har jeg ikke blot bygget på minder, men har omhyggeligt verificeret alle erindrede enkeltheder ved at sammenligne dem med de optegnelser, der stod til min rådighed. Jeg har prøvet at anskue verden fra samme synsvinkel, som jeg gjorde det på hvert enkelt tidspunkt i de femogtyve år, denne bog handler om, altså som skoledreng, officersaspirant, løjtnant, krigskorrespondent og ung politiker. Skulle disse betragtninger være i strid med dem, der nu er knæsatte, bør man ikke lægge andet deri end dette, at de står som udtryk for faser af min ungdoms opfattelser og på ingen måde for mine anskuelser i dag, med mindre det modsatte udtrykkeligt fremgår af sammenhængen. Ved at betragte dette værk som et hele ser jeg, at jeg har tegnet et billede af en skrinlagt tid. Samfundets væsen, politikens grundsætninger, krigens metoder, ungdommens syn på tilværelsen og selve værdinormerne er ændret – og ændret i sådan grad, at jeg ikke havde troet det muligt over så kort tid, i hvert fald ikke uden voldsomme omvæltninger inden for riget. Det ville ikke være i overensstemmelse med sandheden, hvis jeg sagde, at jeg fandt alt ændret til det bedre. Jeg var barn af den victorianske tid, da landets struktur syntes sikkert
fastlagt, da dets magtposition inden for handel og søfart var uden sammenligning, og da forståelsen for vort imperiums storhed og vor pligt til at bevare det stort voksede sig stærkere og stærkere. Dengang var de førende kræfter i Storbritannien meget sikre på sig selv og på sandheden af deres doktriner. De troede, de kunne lære hele verden kunsten at regere og skænke den økonomisk forståelse. De var urokkeligt sikre i deres overbevisning om, at de var havenes beherskere og derfor usårlige i deres eget rige. De levede i ubekymret ro og mag, sikre på Englands absolutte magt og ukrænkelighed. Det var såre forskelligt fra tilværelsen i vore angstfulde og urolige tider. Den elskværdige læser bør tage højde for disse forandringer, når der skal dømmes om denne bog. Jeg har tænkt, at det måske ville interessere den nye generation at læse en beretning om ungdommelig stræben, derfor har jeg fortalt om min egen lod og lykke så frimodigt og ukunstlet, som det var mig muligt. Winston Spencer Churchill Chartwell Manor august 1930
KAPITEL
1
Barndom Hvor tidligt begynder man at kunne huske noget? Hvornår kaster den gryende bevidsthed sit første flimrende strejf af lys og skygge billeddannende over barnets sind? Mine første erindringer knytter sig til Irland. Jeg kan ret klart genkalde mig scenerier og hændelser fra Irland, og nogle gange også menneskene, om end kun ganske svagt. Og dog blev jeg født den 30. november 1874 for at rejse fra Erins grønne ø allerede i begyndelsen af året 1879. Min far var taget til Irland som sekretær for bedstefader, hertugen af Marlborough, der i 1876 blev udnævnt af mr. Disraeli til vicekonge – Lord Lieutenant of Ireland. Vort hus »The Little Lodge«, lå kun et stenkast fra vicekongens residens. Her tilbragte jeg tre af mine barneår. Jeg har endnu et klart og levende indtryk af enkelte begivenheder fra den tid. Jeg mindes, at min bedstefader, vicekongen, afslørede lord Gough’s statue i 1878: en mægtig, sort menneskemængde; skarlagenrøde soldater til hest; snore, der halede et brunt, blankt sejldugsdækken bort; den gamle Hertug, min ærefrygtindgydende bedstefar, som talte til menneskemængden. Jeg husker endog en enkelt vending, han brugte: »Og med en alt ødelæggende geværsalve splittede han fjendernes række.« Jeg forstod udmærket godt, at han talte om krig og kamp, og at en »geværsalve« var det, de sortfrakkede soldater – jægerne – plejede at lave med stort rabalder ude i Fønixparken, når jeg spadserede min formiddagstur. Dette, tror jeg, er min første sammenhængende erindring. Andre hændelser husker jeg tydeligere. Vi skulle se en pantomimeforestilling. Vi var meget spændte i den anledning. Omsider indtraf
den længe ventede eftermiddag. Vi tog afsted fra vicekongens bolig og kørte til slottet, hvor der sandsynligvis har været andre børn, som skulle med. Inde i slottet fandtes en stor, åben plads brolagt med små, aflange sten. Det regnede. Det regnede næsten altid dengang – ganske som nu. Folk kom styrtende ud af slottets døre, og der syntes at være stor opstandelse. Så fik vi besked om, at vi ikke kunne komme til pantomimen, fordi teatret var brændt. Det eneste, man fandt af direktøren, var et bundt nøgler, han havde haft i lommen. Som erstatning for den teatertur, der således ikke blev til noget, blev vi lovet, at vi næste dag måtte komme hen at se brandtomten. Jeg ville frygtelig gerne se direktørens nøglebundt, men dette ønske faldt øjensynligt ikke i god jord. Et af disse år besøgte vi Emo Park, lord Portarlingtons gods. Han var, efter hvad man fortalte, min onkel, eller noget i den retning. Emo Park kan jeg beskrive meget nøje, skønt jeg ikke har været der, siden jeg var fire eller fire og et halvt år. Det centrale i mine erindringer derfra er et højt, hvidt stentårn, som jeg nåede til efter en længere køretur. Man fortalte mig, at det var blevet sprængt i luften af Oliver Cromwell. Jeg fattede, klart og tydeligt, at han havde sprængt en voldsom masse ting i luften, og at han følgelig måtte være en meget stor mand. Min barnepige, mrs. Everest, var meget bange for fenierne*. Jeg vidste i hvert fald, at de var onde mennesker, og at der ikke ville være nogen grænse for, hvad de kunne finde på, hvis de nogensinde kom til magten. Engang, da jeg var ude at ride på mit æsel, troede vi, at vi så et langt og skummelt optog af feniere komme imod os. Nu er jeg ikke i tvivl om, at det har været Jægerbrigaden på træningsmarch, men vi blev alle meget forskrækkede, især æslet, som fik afløb for sin rædsel ved at sparke bagud. Jeg faldt af og pådrog mig en hjerne rystelse. Det var min introduktion til irsk politik! * Fenierne (»The Fenians«) var et af de forbund, der især fra USA virkede for at gøre Irland uafhængigt af England. Dets formål var rent politisk, mens den nært beslægtede Sinn Fein-bevægelse også satte sig kulturelle mål og tilstræbte en irsk renaissance, bl.a. sprogligt.
· Barndom
I Fønixparken var der en stor, rund klynge af træer med et hus i midten. Der boede et væsen, hvis titel var Overminister eller Underminister, jeg ved ikke rigtig hvilket. Men ud fra huset kom i hvert fald en mand, som gav mig en tromme. Han hed mr. Burke. Jeg kan ikke huske noget om, hvordan han så ud, men trommen mindes jeg tydeligt. To år senere, da vi boede hjemme i England, fortalte man mig, at han var blevet myrdet af fenierne i den selv samme Fønixpark, hvori vi hver dag plejede at spadsere formiddagstur. Alle mine nærmeste syntes meget bedrøvede og opskræmte i den anledning, og jeg frydede mig ved tanken om, hvor heldigt det var, at fenierne ikke fik myrdet mig, den dag æslet kastede mig af. I »The Little Lodge« faldt skolegangens skygge for første gang ind over mit liv. Jeg blev forberedt på, at et uhyggeligt monstrum, en »guvernante«, nærmede sig. Hendes ankomst kunne endda fastsættes til en ganske bestemt dag. For at ruste mig bedst muligt til dette møde fremskaffede mrs. Everest en bog, der hed »Læsning uden tårer«. For mit vedkommende holdt den på ingen måde, hvad titlen lovede. Vi sled i det hver dag. Min barnepige pegede med en pen på de forskellige bogstaver. Jeg fandt det rædsomt trivielt. Vor forberedelse var så langt fra afsluttet, da den skæbnesvangre stund oprandt, og guvernanten skulle vise sig på skuepladsen. Jeg gjorde, hvad så mange undertrykte og forfulgte folk har gjort i lignende tilfælde: jeg tog min tilflugt til skovene. Jeg gemte mig i de mægtige buskadser – rene jungler syntes jeg – som omgav »The Little Lodge«. Der gik flere timer, inden jeg blev indfanget, overleveret til guvernanten, og derpå fortsatte det utålelige slid hver eneste dag. Jeg måtte ikke blot lære en mængde bogstaver, men hele ord og, hvad der var det allerværste, også tal. Når det kom til stykket, var bogstaver kun noget, man skulle tilegne sig en gang for alle; hvis de blev anbragt på en bestemt måde, genkendte man egentlig ret let den kombination og vidste, at den angav en ganske særlig lyd eller et specielt ord, som man bare sagde, når man blev presset tilstrækkeligt. Men tallene var viklet sammen i snørklede net og gjorde ting ved hinanden som det var overordentBarndom
·
ligt svært at forudsige nøjagtigt. Hver gang de tørnede sammen på en eller anden måde, skulle man sige, hvad de gjorde ved hinanden, og guvernanten syntes at lægge den allerstørste vægt på, at svaret var helt rigtigt. Var det ikke rigtigt, var det forkert. Der var intet, som hed »omtrent rigtigt«. Undertiden kom sådanne tal i gæld til hinanden: man måtte låne et tal eller have det »in mente«, og bagefter måtte man tilbagebetale det, man havde lånt. Disse urimelige forviklinger kastede en stadig mørkere skygge over min hverdag. De holdt mig væk fra alt det morsomme, man gerne ville lave i børneværelset eller haven. De gjorde større og større indhug i min fritid. Det blev næsten umuligt at overkomme alt det, jeg helst ville nå. De blev en kilde til evindelig ærgrelse og tidsspild. Det var navnlig tilfældet, da vi vovede os ud i »ligningernes« uhyggelige sump. Der fandtes tilsyneladende ingen ende på dem. Når en ligning blev løst, ventede der altid en mere. Så snart jeg havde lært at løse en bestemt type af denne menneskehedens forbandelse, blev jeg aldeles omgående pint med en ny, mere indviklet og raffineret slags. Min mor var ganske vist ikke direkte indblandet i disse urimeligheder, men hun lod mig forstå, at hun billigede dem, og hun tog så godt som altid guvernantens parti – mod mig. Mit indtryk af hende fra Irland var, at hun gik i en ridedragt, der sad så stramt om hende, som var den malet på, og ofte var herligt plettet med mudder. Hun og min far red masser af jagtture på deres store heste, og undertiden opstod der stor angst og bekymring, fordi en af dem først nåede hjem flere timer senere end ventet. Moder stod altid for mig som en alfedronning; et overjordisk strålende væsen med ubegrænset magt og rigdom. Lord D’Abernon har beskrevet hende, som hun var i disse irske år, med ord, jeg er ham taknemlig for: »… Jeg husker ganske klart, første gang jeg så hende. Det var i vicekongens Dublin-palæ. Hun stod nær værelsets ene væg til venstre for indgangen. Vicekongen befandt sig på en forhøjning ved stuens fjerneste side omgivet af sin glimrende stab. Gæsternes blik søgte · Barndom
dog hverken ham eller hans gemalinde, men en mørk, spændstig og myg kvindeskikkelse, der stod lidt for sig selv og syntes skabt af et andet stof end alle dem, der omgav hende, strålende, gnistrende, intens. En diamantstjerne i håret, hendes yndlingssmykke, tindrede kun sløret sammenlignet med hendes øjnes funklende stjerner. Der var mere panter end kvinde i hendes blik, men det besad en højt kultiveret intelligens, som junglen ikke kender. Hun var ikke mindre modig end sin mand – en værdig mor for den store hertugs efterkommere. Foruden denne strålende pragt besad hun så varmt et hjerte og så glad et sind, at alle måtte holde af hende. Hendes lyst til at gøre andre glade, hendes fryd ved livet og hendes oprigtige ønske om, at alle skulle tage del i hendes usvigelige tro på det gode i tilværelsen, gjorde hende til det selvfølgelige midtpunkt i en kreds, der betingelsesløst tilbad hende.« Netop så strålende dejlig virkede min mor på mit barnesind. Hun lyste for mig som den tindrende blanke aftenstjerne. Jeg elskede hende meget højt – men på afstand. Barnepigen var min fortrolige. Det var mrs. Everest, som passede mig og i det hele taget tog sig af mig, når jeg havde brug for hjælp. Jeg gik til hende med alle mine bekymringer, både dengang og senere, da jeg gik i skole. Før hun tog plads hos os, havde hun været barnepige i tolv år for en lille pige, der hed Ella og var datter af en præst i Cumberland. »Lille Ella« optog en betydelig del af mine barnetanker, skønt jeg aldrig fik hende at se. Jeg vidste alt om hende: hvilken mad hun holdt af, hvordan hun bad sin aftenbøn, hvordan hun opførte sig, når hun var sød, hvordan hun skabte sig, når hun var uartig. Jeg havde et meget levende indtryk af hendes hjem i Nordvestengland. Jeg blev også opdraget til at sætte stor Pris på Kent. Det var »Englands have«, sagde mrs. Everest. Hun var født i Chatham og var umådelig stolt af Kent. Ingen egn kunne sammenlignes med den, så lidt som noget andet land tålte sammenligning med England. Irland, for eksempel, var ikke nær så godt. Hvad Frankrig angik, så regnede mrs. Everest det ikke for noget Barndom
·
særligt. Hun havde engang trillet min barnevogn op og ned ad en parisisk gade, som hun kaldte »Shams Elizzie«. Nej – Kent var det eneste rette. Dets hovedstad hed Maidstone. Og alle vegne i Maidstones omegn voksede der jordbær, kirsebær, hindbær og blommer. Herligt! Jeg ønskede altid, jeg måtte komme til at bo i Kent. Da jeg i vinteren 1900 holdt foredrag i Dublin om boer-krigen, genså jeg »The Little Lodge«. Jeg huskede udmærket godt, at det var en lang, lav, hvid bygning med grønne skodder, at den lå på en græsplæne så stor som Trafalgar Square og var omgivet af en mægtig skov. Jeg havde indtryk af, at den lå mindst en fjerdingvej fra vicekongens bolig. Da jeg så huset igen, blev jeg forbløffet over, at plænen kun var tres meter bred, at den store skov ikke var meget mere end et lille krat, og at det blot tog et minut at køre dertil fra vicekongens palæ, hvor jeg boede. Mine erindringers næste sikre holdepunkt er Ventnor på Isle of Wight. Jeg elskede Ventnor. Der boede mrs. Everests søster, hvis mand havde været fængselsbetjent en menneskealder. Både dengang og senere plejede han at gå lange ture med mig over bakkerne og klinterne. Han fortalte mig mange historier om opstande i fængslet, hvor han flere gange var blevet overfaldet og såret af forbryderne. Første gang, jeg besøgte Ventnor, var vi i krig med zuluerne. Der var billeder i aviserne af disse zuluer. De var sorte, nøgne og væbnede med spyd, som kaldtes assagajer, og som de kastede med stor dygtighed. De dræbte en masse af vore soldater, men efter billederne at dømme, dræbte soldaterne dog endnu flere af dem. Jeg var meget vred på zuluerne og frydede mig over, at de blev slået ihjel, og min ven, fængselsbetjenten, delte min glæde. Da der var gået nogen tid, lod det til, at alle kafferne var dræbt, for krigen endte, der kom ikke flere zulubilleder i aviserne, og snart skænkede ingen dem en tanke mere. Da vi en dag stod på klinterne nær Ventnor, så vi et prægtigt skib glide forbi kysten med alle sejlene sat og kun et par kilometer fra land. »Det er en troppetransport fra Zululand,« forklarede mine venner. »Det kommer hjem fra krigen med vore soldater.« Det er · Barndom
også muligt, de sagde, det kom hjem med tropper fra Indien, jeg husker det ikke så nøje, i hvert fald var ingen af delene rigtigt, det var nemlig et skoleskib, hvad jeg først langt senere fik at vide. Lige med ét tårnede sorte uvejrsskyer sig op, stormbyger og de første piskende dråber jog ind imod os, og vi styrtede hjem over hals og hoved for ikke at blive gennemblødte. Næste gang, jeg kom ud på klinten, var der intet prægtigt skib for fulde sejl, men da viste mine ledsagere mig tre sorte master, der stive og uhyggelige ragede op af havet. Det var skibet »Eurydice« – et navn vi udtalte i to stavelser. Det var kæntret i det selv samme uvejr, som drev os hjem, og var gået til bunds med tre hundrede soldater ombord. Der blev sendt dykkere ned efter ligene. Man fortalte mig – og det efterlod et ar på min sjæl – at nogle af dykkerne besvimede af rædsel, da de så fiskene æde de stakkels soldaters lig. De var jo druknet her, netop som de kom hjem fra det hårde arbejde og de mange farer i kampen mod de vilde. En solblank dag så jeg nogle af ligene blive slæbt ind til kysten af langsomt sejlende både. Der var mange mennesker ude på klinterne for at kigge, og vi tog alle vore hatte af i dyb sorg. Netop på samme tid indtraf katastrofen ved Tay-broen. Hele broen styrtede sammen en uvejrsdag, mens et jernbanetog var på vej over den. Alle passagererne druknede. Sandsynligvis kunne de ikke hurtigt nok redde sig ud af vinduerne. Det var også højst besværligt dengang at åbne et kupévindue, for man skulle først hale en lang rem et stykke op, inden man kunne trække det ned. Det var intet under, at de omkom alle sammen. Alle jeg kendte var meget vrede, fordi regeringen ikke havde sørget for, at en sådan bro var fuldstændig sikker. Jeg syntes personlig, at regeringen havde været frygtelig sløset, og det forbavsede mig ikke det ringeste, at alle sagde, de ville stemme imod den ved næste valg, fordi den var så ugidelig og pligtforsømmende, at den ikke havde forhindret en så grufuld ulykke. I 1880 fik mr. Gladstone os alle fordrevet fra vore stillinger. Han var en meget farlig mand, som rejste rundt og gjorde folk opsætsige, ja endog hidsede dem op til et så blindt raseri, at de stemte mod de Barndom
·
konservative, så de i sidste instans fratog min bedstefar embedet som vicekonge over Irland. Bedstefar satte i øvrigt ikke nær så stor pris på denne værdighed som på sin tidligere stilling som »Lord-President of the Council«*. Den havde han beklædt, da lord Beaconsfield forrige gang var premierminister. Da bedstefar var vicekonge, skulle han bruge alle sine penge til fordel for irerne i Dublin, og desuden havde bedstemor begyndt indsamlinger til en såkaldt »Hungerfond«. Jeg fik et meget stærkt indtryk af, at irerne var et højst urimeligt folk, der ikke sagde så meget som et »tak« for alt det, bedstefar ofrede på dem, ja ikke engang for »Hungerfonden«. Hertugen ville meget hellere være blevet i England, hvor han kunne bo i sit eget hjem på Blenheim og jævnligt deltage i kabinettets forhandlinger. Men han gjorde altid, hvad lord Beaconsfield bad ham om. Lord Beaconsfield, som alle kaldte »Dizzy«**, var Gladstones store modstander. Denne gang var »Dizzy« imidlertid blevet grundigt slået af mr. Gladstone, vi befandt os alle pludselig i opposition, og landet drev med rivende fart mod et fuldstændigt forlis. Gud og hver mand påstod, at det »gik i hundene«. For at sætte kronen på værket blev lord Beaconsfield alvorligt syg. Han lå meget længe i sengen, og da han også var meget gammel, døde han af det. Med den største ængstelse fulgte jeg dag for dag bulletinerne om hans helbred, for alle mennesker talte nemlig om, hvor meget landet ville tabe ved hans død, fordi han var den eneste, der kunne forhindre mr. Gladstones i at fuldføre sine onde hensigter. Jeg havde hele tiden haft på fornemmelsen, at lord Beaconsfield skulle dø. Til sidst oprandt da også en dag, da alle mennesker, jeg mødte, gik rundt med meget bedrøvede miner, fordi, sagde de, en stor og glimrende statsmand, der elskede sit land og vovede at trodse russerne, var død af sorg over den hjerteløse utaknemlighed, de radikale politikere havde vist ham. * »Lord-President of the Council« er nærmest minister uden portefølje og har sammen med indpiskerne, »the Whips«, til opgave at planlægge partiets politiske taktik samt arrangere de løbende sager, så de, fuldt oplyste og med alle fornødne detaljer, kan forebringes underhuset. O.a. ** Forkortelse af Lord Beaconsfields borgerlige Navn: Disraeli. O.a.
· Barndom
Jeg har allerede omtalt »guvernantens« rædselsvækkende ankomst til min barndoms verden. Nu begyndte en langt større fare at true. Jeg skulle i skole. Jeg var blevet syv år gammel og havde udviklet mig til det, voksne på deres flot generaliserende måde karakteriserer som »en uregerlig knægt«. Det viste sig, at jeg skulle være hjemmefra mange uger i træk for at få terpet lektier ind af rigtige lærere. Skønt skoleåret allerede var begyndt, skulle jeg være borte fra mit hjem hele syv uger, inden jeg atter kunne komme tilbage dertil på juleferie. Det meste af, hvad jeg havde hørt om skolen, virkede absolut utiltalende på mig, og det var et indtryk, kan jeg tilføje, som mine egne oplevelser slet ikke formåede at ændre. Trods dette var jeg dog meget optaget af tanken om den store forandring i min tilværelse og spændt på at se, hvad den kunne føre til. Jeg tænkte mig, at det, trods lektierne, måske kunne blive morsomt at bo sammen med så mange andre drenge, og at vi alle skulle være venner og opleve mærkelige og store eventyr sammen. Man fortalte mig også, at »skoletiden er den lykkeligste tid i et menneskes liv«. Adskillige voksne mænd tilføjede, at i sin tid, da de var drenge, var skolerne meget hårde, de var blevet mobbet, de fik aldrig lov til at spise sig mætte, og de måtte slå isen itu i deres vandkander hver morgen – noget jeg aldrig i hele mit liv har oplevet. Men nu var det helt anderledes. Skoletiden var én lang fest. Alle drenge elskede at det. Nogle af mine fætre, som var lidt ældre end jeg, havde – påstod man – været helt kede af, at de skulle rejse hjem i ferierne. Da jeg krydsforhørte disse fætre, må jeg tilstå, at de ikke kunne bekræfte historien; de lo bare. Det var også ligegyldigt, for jeg var hjælpeløst fortabt. Et uimodståeligt tidevand drev mig hastigt fremad. Man spurgte mig lige så lidt, om jeg ville i skole, som jeg i sin tid var blevet spurgt, om jeg ønskede at komme til verden. Det var morsomt og interessant at købe alle de ting, en dreng nødvendigvis måtte have for at kunne komme i skole. Blandt andet stod der fjorten par sokker på listen. Det syntes mrs. Everest var noget ekstravagant. Hun påstod, at ti par udmærket godt kunne slå til. På den anden side var det naturligvis rart nok at have et vist overskud, Barndom
·
for så kunne man altid passe på ikke at udsætte sig for de betydelige farer, der var forbundet med at sidde i klassen med våde fødder. Den uheldsvangre dag oprandt. Min mor fulgte mig til stationen i en tohjulet drosche. Hun gav mig tre halfcrown-stykker, som jeg tabte på droschens gulv, så vi måtte rode frygteligt rundt i halmen for at finde dem igen. Vi nåede lige med nød og næppe toget. Var vi kommet for sent, havde verden ikke stået længere. Det gjorde vi imidlertid ikke – og verden blev ved med at eksistere. Skolen, som mine forældre havde udset til min opdragelse, var en af de fornemste og dyreste i landet. Den var indrettet som en tro kopi af Eton og stræbte efter at forberede sine elever til optagelse dér frem for på nogen af de andre kostskoler. Den blev almindeligt anset for at være sidste skrig inden for skoler. Kun ti drenge i hver klasse; elektrisk lys (et mirakel dengang); svømmebassin; store fodboldog kricketbaner; to-tre skolefester eller »udflugter«, som de blev kaldt, i hvert semester; lutter magisteruddannede lærere i akademikerkapper og flade, firkantede professorhatte; egen kirke; ingen madpakker hjemmefra; allle fornødenheder klaret af skolen. Vi ankom til denne institution en mørk novembereftermiddag. Vi drak te sammen med rektor, som min mor talte elskværdigt og ganske uimponeret med. Jeg var helt åndsfraværende, fordi jeg stadig tænkte på, at jeg for enhver pris måtte undgå at spilde min te, så jeg ikke gjorde mig umulig fra den første dag. Jeg var også helt elendig ved tanken om, at jeg snart ville være ladt alene tilbage mellem lutter fremmede i dette frygtelige, store og imponerende hus. Jeg var jo ikke mere end syv år gammel, og jeg havde været så lykkelig indtil da i mit børneværelse med alt mit legetøj. Jeg havde noget herligt legetøj: en rigtig dampmaskine, en laterna magica og en hær af tinsoldater, der næsten talte tusind mand. Nu skulle det hele være undervisning. Syvotte timers undervisning hver dag, undtagen når vi havde weekend, og dertil kom så yderligere fodbold og kricket. Da lyden af de vognhjul, der førte min mor bort fra skolen, var døet hen, bad rektor mig om at aflevere alle de penge, jeg havde på mig. Jeg gav ham mine tre halfcrown-stykker. Beløbet blev straks · Barndom
bogført, og jeg fik at vide, at der fra tid til anden ville blive lavet en »butik« på skolen, som ville have alle de ting, en dreng kunne ønske sig eller have brug for, hvor jeg kunne vælge, hvad jeg havde lyst til, dog ikke for større beløb end de syv shillings og seks pence, mine mønter var værd. Dermed forlod vi rektors dagligstue og den komfortable del af huset for at begive os til de mindre bekvemme rum, der benyttedes til elevernes undervisning og indkvartering. Jeg blev ført ind i et klasseværelse og anbragt ved et bord. Alle de andre drenge var ude, så jeg var alene med læreren. Han fremtog en tynd bog i et brunliggrønt bind og fyldt med ord, der var trykt med forskellige slags skrift. »Du har aldrig lært latin før, vel?« spurgte han. »Nej, hr. Lærer.« »Dette er en latinsk grammatikbog,« sagde han og åbnede den ved en godt brugt side. »Du skal lære dette,« sagde han og pegede på en samling ord, der var indrammet af sorte linier. »Jeg kommer tilbage om en halv time og hører dig i det.« Tænk Dem mig, en mørk novemberaften med bristefærdigt hjerte og første deklination foran mig.
mensa mensa mensam mensae mensae mensa
bord Oh bord et bord af et bord til eller for et bord ved eller med et bord
Hvad i alverden betød det? Var der den fjerneste mening med det? For mig var det det rene vrøvl. Nå, én ting kunne jeg naturligvis altid gøre:jeg kunne lære det udenad. Derpå gav jeg mig, så godt som min sørgmodighed tillod det, i lag med at tilegne mig det ubegribelige akrostikon, jeg havde fået ordre om at lære. Da den halve time var gået, kom læreren. Barndom
·
»Kan du det så?« spurgte han. »Jeg tror nok, jeg kan sige det, hr. Lærer,« svarede jeg og jappede det hele af. Han syntes at påskønne denne præstation i så høj grad, at jeg dristede mig til at komme med et spørgsmål. »Hvad betyder det egentlig?« »Det betyder, hvad der står. Mensa, et bord. Mensa er et navneord af første deklination. Der er fem deklinationer i alt, nu har du lært singularisformerne af den første.« »Men,« gentog jeg, »hvad betyder det?« »Mensa betyder et bord,« svarede han. »Hvorfor betyder mensa så også Oh bord?« spurgte jeg, »og hvad vil Oh bord sige?« »Mensa, Oh bord, er vokativ,« svarede han. »Jamen, hvorfor Oh bord?« fortsatte jeg med virkelig interesse. »Oh bord, det skal du bruge, når du henvender dig direkte til et bord, når du påkalder et bord.« Han så tydeligt, at jeg aldeles ikke begreb ham, og fortsatte så. »Du bruger vokativformen Oh bord, når du taler til et bord.« »Jamen, det gør jeg da aldrig,« udbrød jeg i oprigtig forbavselse over denne tanke. »Hvis du er næsvis, bliver du straffet, og straffet strengt, at du ved det,« lød hans afsluttende replik. Det var min første introduktion til de klassiske sprog, hvori så mange af vore fremragende mænd efter sigende skal have fundet megen trøst og åndelig rigdom. Klasselærerens bemærkninger om straf var på ingen måde tomme ord på St. James’ skole. Klø med birkeriset, à la Eton, var en af de fornemste discipliner i skoleåret. Men jeg er sikker på, at ingen Eton elev, og ganske sikkert ingen dreng fra Harrow i sine barndomsår én eneste gang blev pryglet så ubarmhjertigt som de små knægte, der fik ris af St. James’ rektor, mens de endnu var underlagt hans luner og magt. Hans afstraffelser af drengene var så brutale, at de ikke ville · Barndom
være blevet tålt på en eneste af indenrigsministeriets opdragelsesanstalter for vanartede børn. Mine studier senere i livet har givet mig visse mulige forklaringer på mandens temperament. To, tre gange om måneden blev hele skolen samlet i biblioteket, hvorfra en eller to syndere slæbtes ind i et tilstødende værelse. Dér blev de pisket, til blodet strømmede af dem, mens de øvrige elever sad i skælvende rædsel og hørte på ofrenes skrig. Denne form for opdragelse stivedes kraftigt af med hyppige gudstjenester af højkirkeligt tilsnit i skolens kapel. Mrs. Everest var meget forbitret på paven og hævdede, at det i virkeligheden var ham, der stod bag alle fenierne. Hun tilhørte selv den reformerte kirke, og hendes afsky for pragt og ritualer, og ganske særlig hendes meget kategoriske dom over den katolske kirkes Pontifex Maximus, havde gjort mig meget forudindtaget mod denne skikkelse og samtlige religiøse skikke, der kunne tænkes at have nogen forbindelse med ham. På dette tidspunkt fik jeg altså ikke nogen videre trøst gennem den åndelige side af min opdragelse. Derimod mærkede jeg alle konsekvenserne af den verdslige sides håndfaste metoder. Hvor jeg hadede den skole, og hvor var det en rædselsfuld tilværelse i de to år, godt og vel, jeg måtte finde mig i den. Jeg lærte kun meget lidt af lektierne og slet intet af sporten. Jeg talte dage og timer til hvert semesters afslutning, når jeg skulle vende hjem fra denne afskyelige trældom og atter sætte mine tinsoldater i stilling på børneværelsets gulv. Min største glæde dengang var at læse spændende bøger. Da jeg var ni og et halvt år, gav min far mig Stevensons »Skatteøen«, og jeg husker endnu tydeligt, med hvilken fryd jeg slugte den. Mine lærere fandt mig på én gang gammelklog og urimeligt barnlig, jeg læste bøger, som var alt for »voksne« til min alder; men alligevel var jeg altid længst nede i klassen. De havde mægtige tvangsmidler til deres rådighed, men jeg var stædig. Jeg hverken kunne eller ville lære noget, som ikke fængslede mine tanker, min interesse eller min fantasi. I alle de tolv år, jeg gik i skole, lykkedes det ikke nogen lærer at få mig til at skrive et latinsk vers eller lære mig andet græsk end Barndom
·
alfabetet. Jeg vil slet ikke forsøge på at undskylde mit dumme spild af de chancer, mine forældre havde betalt store summer for at skabe, og som mine opdragere med skånselløs energi prøvede at påtvinge mig. Jeg havde måske fået større udbytte af undervisningen, hvis jeg var blevet præsenteret for oldtidsfolkene gennem deres historie og skikke i stedet for gennem deres grammatik og syntaks. Jeg skrantede en del på St. James, og da jeg endte med at blive alvorligt syg, tog mine forældre mig ud af skolen. Vor huslæge, den berømte Robson Roose, praktiserede dengang i Brighton, og da jeg nu blev betragtet som skrøbelig, fandt man det rigtigst, at jeg var under konstant tilsyn af doktoren. Følgelig blev jeg i 1883 overført til en skole i Brighton, som blev ledet af to damer. Den var mindre end skolen, jeg kom fra, og var også billigere og ikke nær så prætentiøs. Men den var gennemtrængt af en venlighed og forståelse, som jeg i udpræget grad havde savnet under mine første oplevelser som skoledreng. Her blev jeg i tre år, og selv om jeg var døden nær af en dobbeltsidet lungebetændelse, voksede jeg mig efterhånden sund og stærk i Brightons styrkende luft og den atmosfære af venlig forståelse, som omgav mig. På skolen i Brighton fik jeg lov til at lære noget om de ting, der interesserede mig: fransk, historie, digte, som jeg lærte udenad i store mængder, men især ridning og svømning. Mindet om disse år genkalder jeg som et smukt og godt billede, i modsætning til mindet om min tidlige skoletid. Min forkærlighed for den reformerte kirkes principper, som mrs. Everest havde indpodet mig, bragte mig i en lidt akavet situation. Vi gik ofte til gudstjeneste i Brightons »Chapel Royal«. Her fik skolen anvist pladser i stolerækker, som vendte mod nord. Når den apostoliske bekendelse blev læst, vendte alle sig derfor med ansigtet mod øst. Jeg følte mig overbevist om, at mrs. Everest ville have fundet en sådan optræden papistisk, og jeg anså det for min pligt at demonstrere imod den. Derfor blev jeg stående urokkelig med næsen mod nord. Jeg var overbevist om, at jeg havde skabt sensation i kirken ved min handling, og jeg beredte mig til at opleve et martyrium. Der blev · Barndom
imidlertid ikke sagt et bebrejdende ord om min opførsel, efter at vi var kommet hjem. Jeg var temmelig skuffet og længtes efter næste lejlighed til at kunne demonstrere min reformerte tro. Men da lejligheden kom, var skolen blevet anbragt i andre stolerækker, der havde front mod øst, og der var derfor ingen, som ventede, at vi skulle foretage os noget særligt, mens den apostoliske bekendelse blev læst op. Jeg var noget i vildrede med, hvad jeg skulle gøre. Det var for demonstrativt at vende mig bort fra øst. Faktisk følte jeg ikke, at et sådant skridt ville være retfærdiggjort. Jeg blev derfor, hvad enten jeg ville det eller ej, passiv højkirkemand. Det var både betænksomt og klogt, at disse gamle damer så elskeligt tog fornødent hensyn til mine religiøse skrupler. Resultatet lønnede deres omtanke. Jeg har aldrig senere voldt eller følt anfægtelser i den henseende. Da jeg hverken blev mishandlet eller mødte modstand, overgav jeg mig stille og fredeligt til en velvillig tolerance og rettroenhed.
»En vidunderligt tidløs bog med et budskab til alle mennesker og til alle tider.«
Vi må og skal lære at erkende virkeligheden! Tro aldrig, aldrig, aldrig nogensinde på, at en krig vil forløbe let og smertefrit, eller at nogen, som begiver sig ud på denne mærkelige færd, r på forhånd kan måle de malstrømme og o kaner, han vil møde.
Uffe Ellemann-Jensen i bogens forord
Den statsmand, der giver efter for krigslysten, må stille sig klart, at når først spillet er begyndt, er han ikke mere begivenhedernes herre, men en slave af uberegnelige, ukontrollable og ar rogante chefer, upålidelige allierede, fjendtlig sindede neutrale, skæbnesvangre uheld, infame overraskelser og forfær delige fejl skøn – de sætter sig alle ved statsrådets bord samme morgen, som krigen erklæres. Glem aldrig, at hvor sikker man end er på at vinde en let og hurtig sejr, ville der ikke blive ført krige, hvis modparten ikke også troede, at han havde en chance for at sejre. Winston Leonard Spencer Churchill, 1874- 1965, britisk statsmand og forfatter; premier minister 1940-45 og 1951-55. Churchill blev under 2. Verdenskrig symbol på den britiske udholdenhed, da han vendte truende nederlag til sejr over det nazistiske Tyskland. Churchill skrev tusindvis af artikler og mere end 40 bøger. Dette omfattende forfatterskab og hans episke beretning om 2. Verdenskrig indbragte ham i 1953 Nobelprisen i litteratur.
Uddrag fra bogen
fortæller her om de vigtige år, der formede ham. Om barnepigen mrs. Everest og tiden på kost skole. Om officersskolen Sandhurst, de eventyrlige oplevelser som rytterløjtnant under felttogene i Indien og Sudan og som krigskorrespondent under boerkrigen. Churchill afslutter sine ungdomserindringer med årene som fremadstormende politiker på vej mod det engelske parlament og den plads i historien, han som en af det tyvende århundredes største statsmænd skulle komme til at udfylde. Lindhardtogringhof.dk
Forord af Uffe Ellemann-Jensen
Lindhardt og Ringhof