Flap: 120 mm
Når Søren Ryge går ud, går hunden med, hver dag, hele året. Sammen går de rundt i haven for at kigge og lytte og lugte. Mindst én gang om dagen går de en rigtig tur. Så snart YoYo hører o rdet tur, danser den af glæde, lykkelig. Hvorpå de går, altid samme rute, henad grusvejen, sidder lidt, kigger efter fugle og rådyr, tager et smut ind over marken og hen til åen. YoYo med snuden i jorden konstant. Den er ikke i snor, for den løber aldrig væk – ikke sådan rigtigt. Den kommer ikke, når man kalder, men den kommer altid tilbage på et tidspunkt og har aldrig gjort andet end en kat fortræd.
lindhardtogringhof.dk
ET LIV MED HUND
Højde: 190 mm
foxterrier, vagthund, jagthund, møghund, legehund, gravehund og meget mere. Faderen hed Vicky Matiz og moderen Dalbylunds Frig. Mange danskere har set den i tv, når Søren Ryge sender direkte, men som regel kun i glimt. Her kommer alle fortællingerne om dens dagligliv på den lille gård på Djursland. Gode historier for både børn og voksne.
18mm
SØREN RYGE PETERSEN
YOYO (født 2010 i Dalbyneder) er en ruhåret
back 137 mm
front: 137 mm
Flap: 120 mm
ET LIV MED HUND FORTÆLLINGER OM ET VENSKAB
SØREN RYGE PETERSEN (født 1945 i Gram) er tv-vært, forfatter og skribent. Uddannet cand. phil. og selvlært haveekspert. 1978-1990 redaktør af bladet ”Haven”. Har lavet tv s iden 1977 og har siden 1988 produceret ”Søren Ryge” på DR1, et direkte program fra hans egen have på Djursland. Desuden har han produceret udsendelser om natur og portrætter af m ennesker. Fast haveskribent på Politiken. Forfatter til en lang række bøger.
SØREN RYGE PETERSEN LINDHARDT OG RINGHOF
mit_liv med hund smudsomslag.indd 1
18/10/2017 08.15
ET LIV MED HUND
mit_liv_med_hund_161017_CC17.indd 1
16/10/2017 17.40
2
mit_liv_med_hund_161017_CC17.indd 2
16/10/2017 17.40
SØREN RYGE PETERSEN
ET LIV MED HUND F O R TÆ L L I N G E R O M ET VENSKAB
LINDHARDT OG RINGHOF
mit_liv_med_hund_161017_CC17.indd 3
16/10/2017 17.40
mit_liv_med_hund_161017_CC17.indd 4
16/10/2017 17.40
Indhold
8 Forord eller Sådan begyndte det 19 De første hunde 35 Foxterrier 43 YoYo 48 Opdragelsen 53 Gå tur (med tryk på tur) 64 Vagthunden 66 Jagthunden 87 Skudræd 92 Blive væk 103 Hønsehunden 109 Gravehunden 115 Møghunden 120 Legehunden 128 Hundemad 139 Sovedyret 144 På DR i Århus 153 Bruno 162 Blive klippet
mit_liv_med_hund_161017_CC17.indd 5
16/10/2017 17.40
6
mit_liv_med_hund_161017_CC17.indd 6
16/10/2017 17.40
7
mit_liv_med_hund_161017_CC17.indd 7
16/10/2017 17.40
Forord eller Sådan begyndte det
I sommeren 2017 skulle jeg som sædvanlig sende et tv-program hver torsdag aften. Det har jeg gjort hver sommer i de sidste 25 år, og jeg havde helt styr på det. Den 10. august skulle vi sende et portræt-program, som jeg havde planlagt længe, Søren Ryge præsenterer ’Hans fra Stubbe Sø’, et af mine klassiske portrætter af en gammel mand på en gammel gård ved Stubbe Sø. Hans havde fisket i søen hele livet, var nabo til en gammel vandmølle, der stadig fungerer, bror til Kristian, som jeg har lavet flere programmer med, og så videre. En Søren Ryge classic. Jeg planlagde optagelserne med Hans sidst i juli og tog ud til ham for at aftale nærmere. Da det gik op for ham, at jeg faktisk også havde tænkt mig at SNAKKE med ham i fjernsynet, gik han fuldstændig i baglås og ville ikke være med. Hans afvisning var så kategorisk, at jeg ikke engang prøvede at overtale ham, så vi drak
8
mit_liv_med_hund_161017_CC17.indd 8
16/10/2017 17.40
endnu en kop kaffe, jeg sagde tak for nu og kørte hjem, temmelig sur. For jeg havde jo allerede det fineste program med Hans inde i mit hoved og på sendeplanen, og det skulle sendes om 14 dage. Men Hans sagde nej, og hvad så? Om aftenen gik jeg min sædvanlige aftentur med YoYo, og da jeg på et tidspunkt sad på den lyseblå plasticstol ved marken med kvierne og tænkte på Hans, kom hunden trissende, satte sig foran mig og kiggede på mig. Den ville selvfølgelig bare ha’ mig til at gå videre, men jeg var stadig småsur og blev siddende. Den kiggede på mig igen og lavede det dér vip med hovedet, skråt til den ene side og skråt til den anden, som den også bruger, når der er en hund, der bjæffer i fjernsynet. Så farer den altid derhen og står og kigger og lytter med vippende hoved. Det ser utrolig sødt ud! Og i næste øjeblik tænkte jeg, at jeg da bare laver et tv-program om YoYo i stedet for om Hans. Tre dages optagelser, en uges redigering, det når vi fint. Så gik vi vores gode aftentur, og da vi var hjemme, havde jeg udsendelsen på plads i hovedet – med musik og det hele. Det var nu ikke helt nemt, og det vidste jeg godt. Hunden har været med i utallige direkte programmer
9
mit_liv_med_hund_161017_CC17.indd 9
16/10/2017 17.40
mit_liv_med_hund_161017_CC17.indd 10
16/10/2017 17.40
mit_liv_med_hund_161017_CC17.indd 11
16/10/2017 17.40
fra min have, men som regel kun i små glimt, når den tilfældigt kommer forbi. Vi har for længst opgivet at inddrage den i programmerne, for det er lige så håbløst som med små børn og fugle. De gør jo aldrig, hvad man siger. De få gange, jeg har lavet noget på tv med min hund, har det altid været produceret i forvejen. Men nu havde vi tre dage, og så skulle det nok gå. Den skulle jo bare følge mig, når jeg lavede noget i haven. Vi skulle gå tur. Vi skulle give kvierne gammelt brød. Vi skulle over til Ole og Mette. Den skulle grave i jorden og blive beskidt. Fotografen skulle bare koncentrere sig om hunden hele tiden, ikke om mig. Jeg skulle ikke sige noget, hunden heller ikke. Men det var stadig ikke så nemt. Hunden snød fotografen igen og igen. ’Hvor er hunden?’, råbte hun hele tiden, hvorpå den kom susende forbi hende, og hun ikke engang nåede at løfte kameraet, før den var væk igen. Men vejret var smukt, hunden var glad, og da den første dag var gået, havde vi en masse optagelser i kassen til de historier, jeg gerne ville fortælle om i ’Mit liv som hund’, som programmet skulle hedde.
R
Hver aften går vi tur ad markvejen, altid samme tur. Undervejs er der en stol, hvor ældre mænd kan hvile sig, og det var lige her, da YoYo kiggede så sødt på mig, at jeg fik ideen til at lave et tv-program om den og senere ideen til at skrive denne bog.
12
mit_liv_med_hund_161017_CC17.indd 12
16/10/2017 17.40
Næste dag tog jeg den med ind på DR i Århus, som jeg har gjort det så mange gange før, og så filmede vi også det. Det var nemt, for dér har jeg den i snor, og der blev i hvert fald fem minutters fjernsyn. Og på tredjedagen besøgte vi Bruno, også en af de gode historier fra mit liv med hund: At når jeg besø ger min søn Jens og hans familie, så har jeg altid YoYo med, for så besøger den deres hund Bruno, og de er bedste venner og leger og løber helt vildt. Jeg sagde til fotografen, at nu skulle han bare koncentrere sig om at filme de to hunde, når de løb rundt i haven og skoven og legede. Det gjorde han så, og efter en time kom han ind og sagde, at det var noget af det sværeste, han var blevet sat til. ’De løber hele tiden – de løber aldrig ligeud – de forsvinder i buskene og det høje græs – de er væk – jeg har en times optagelser, men jeg tror kun, der er hunde på dem i fem minutter.’ Det var der og mere til. Da vi kørte fra Jens og Bruno, vidste jeg, at vi havde yderligere fem minutters fjernsyn, og programmet var hjemme. Ugen efter klippede vi (redigerede). Jeg er altid med, og det er altid en hyggelig proces. Jeg kan huske, at jeg startede med at sige til Nicoline (klipperen), at dette ikke skulle være et pædagogisk-belærende hundeprogram til DR2 eller DRK eller TV-Ultra, men
13
mit_liv_med_hund_161017_CC17.indd 13
16/10/2017 17.40
et Søren Ryge-program til DR1, primetime, hvor en halv million seere skal sidde i sofaen og smile i en halv time, uanset om de har hund eller ej. Jeg skal simpelthen fortælle dem en god historie. Rigt illustreret. Og så redigerer Nicoline på livet løs, mens jeg sidder ved siden af og blander mig. Hun tænker i billeder, mens jeg tænker i ord. Hun har billederne på skærmen, jeg har ordene i hovedet, og samtidig med, at de enkelte sekvenser (kapitler) begynder at tage form på skærmen, begynder ordene også at blive til sætninger i mit hoved. Det er en meget spændende og ret kreativ proces, selv om der endnu ikke er skrevet et eneste ord ned. Vi leger bare med den gode historie. Efter fire dages koncentreret redigering har vi 28 minutters godt fjernsyn – det ved vi. Vi har også lagt musik ind i de sekvenser, hvor ordene skal holde pause, hvilket er meget vigtigt. Jeg skal ikke snakke uafbrudt i 28 minutter – det bliver ulideligt. Der er ingen grund til at sætte ord på noget, som er indlysende, at ’nu graver hunden et hul i jorden’, og ’nu løber den en tur ud over marken’, ’nu leger den med Bruno’. Det klarer musikken meget bedre. Jeg skal fortælle min historie om mit liv med hund, og billederne skal fortælle deres historie. Hvis vi er gode, smelter det hele sammen.
14
mit_liv_med_hund_161017_CC17.indd 14
16/10/2017 17.40
Når jeg er ude, er hunden også ude, altid. Dette er et yndlingssted om morgenen. Nogle gange går den en tur i nærmeste omegn, men det er sikrest at holde sig i nærheden, for man ved jo aldrig, hvad der kan ske.
15
mit_liv_med_hund_161017_CC17.indd 15
16/10/2017 17.40
For det er først nu, det sker – ligesom det gør i dette øjeblik. At ordene bliver skrevet. Når billedsiden er på plads, og jeg kan det hele næsten udenad, så skriver jeg en liste med stikord, tider, varigheder, og så kører jeg hjem, tænder computeren og skriver min historie – som regel ud i én køre. Så har jeg glemt alt om mit liv med hund, så husker jeg kun de 28 minutters fjernsyn om mit liv med hund. Næste dag indtaler jeg manuskriptet, og Nicoline lægger ordene på plads i programmet. Hokuspokus. Selv om vi er sikre på, at vi har lavet et godt program, er det altid lidt spændende, når det skal sendes. ’Mit liv som hund’ var en lidt usædvanlig titel for et Søren Ryge-program (min redaktør, som ikke havde hørt om og slet ikke set programmet, fordi han var på ferie, var skeptisk), men det blev sendt, og de forventede 400.000 seere var på plads, hvilket blev bekræftet af seertallene dagen efter. Og nu kommer det mest overraskende. Allerede samme aften og i de følgende dage fik jeg usædvanlig mange reaktioner på programmet. Mails, SMS’er, bemærkninger hos købmanden. Jeg er vant til den slags, men det er især, når jeg har lavet noget spektakulært eller overraskende, eller da det øsregnede under et helt program. Men her var der bare en masse seere, der
16
mit_liv_med_hund_161017_CC17.indd 16
16/10/2017 17.40
skrev og sagde tak for et program, som havde været noget så hyggeligt, og de havde smilet hele tiden. Peter Bonde, slotsgartneren på Egeskov, hundemand, havde siddet med sin kone og deres fire små hunde i sofaen, og han skrev, at det var det bedste program, de havde set hele sommeren. Og så videre. Mads Bille skrev også, det gør han næsten altid. Jeg elsker hans drengekor og øvrige musik i Herning, og til gengæld elsker han mit fjernsyn. Det fortæller vi altid hinanden, og vi sparer ikke på ordene, for vi er rigtige venner. Han SMS’ede samme aften, og jeg citerer ham direkte og uden blusel: ’Du er virkelig en god fortæller, stor og poetisk, i din hundefortælling. I familie med Astrid Lindgren.’ Mads Bille interesserer sig på ingen måde for hunde, men inden jeg gik i seng den aften, havde jeg skrevet stikord til 15 kapitler om ’Et liv med hund – for tællinger om et venskab’. Ikke et tv-program, men en bog! En lille, hyggelig, smilende bog på papir. Med ord og billeder. Måske i familie med Astrid Lindgren. Jeg havde aldrig tænkt den tanke før, så tak til Mads. Det er din skyld. Søren Ryge Petersen Oktober 2017
17
mit_liv_med_hund_161017_CC17.indd 17
16/10/2017 17.40
Dette er det første foto, der findes af mig med en hund. Det er taget pü en sommerferie hos onkel Jens, hvor de havde hunden, der sikkert hed Kvik, for det gjorde de alle sammen. Jeg er ca. 10 ür gammel og iført en kalot, som min mor havde strikket.
18
mit_liv_med_hund_161017_CC17.indd 18
16/10/2017 17.40