De dødes kald Oversat fra engelsk af Stig W. Jørgensen efter The Summoning – The Darkest Power trilogy Copyright © KLA Fricke Inc. 2008 The moral right of the author has been asserted All rights reserved Omslagsfoto © Carrie Schecter 2009 Dansk udgave © Forlaget Carlsen 2010 Sat med Galliard ITC hos Pamperin & Bech Grafisk og trykt hos Livonia Print 2010 ISBN 978-87-11-42567-1 1.udgave, 1. oplag Printed in Latvia
www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont
2282-Carlsen-De-dødes-kald.indd 4
17-05-2010 13:26:04
KellEy Armstrong
de
dødes kald Mørkets kræfter 1
På dansk ved Stig W. Jørgensen
carlsen
2282-Carlsen-De-dødes-kald.indd 3
17-05-2010 13:26:04
Tolv år tidligere
Mor havde glemt at advare den nye babysitter om kælderen. Chloe stod tøvende på det øverste trin. Hendes buttede hænder rakte op for at hage sig fast i begge gelændere, og hendes arme rystede sådan, at hun knap kunne holde fast. Hendes ben skælvede også, så Scooby Doo-hovederne på hendes sutsko nikkede. Hun trak sågar vejret skælvende, pustede, som om hun havde været ude at løbe. “Chloe?” Emilys dæmpede stemme lød nede fra den mørke kælder. “Din mor sagde, at der var cola nede i kølekælderen, men jeg kan ikke finde den. Kommer du ikke lige ned og hjælper mig?” Mor havde sagt, at hun havde fortalt Emily om kælderen. Det var Chloe sikker på. Hun lukkede øjnene og tænkte sig godt om. Før mor og far var taget af sted til festen, havde hun leget inde i fjernsynsstuen. Mor havde kaldt på hende, og hun var løbet ud i entréen, hvor mor havde løftet hende op i et kram og leet, da Chloes dukke prikkede hende i øjet. 5
2282-Carlsen-De-dødes-kald.indd 5
17-05-2010 13:26:05
“Nå, leger du med prinsesse – undskyld, Sørøver-Jasmine. Har hun fået reddet den stakkels Aladdin fra den onde ånd?” Chloe rystede på hovedet og hviskede så: “Har du fortalt Emily om kælderen?” “Det kan du tro, jeg har. Ingen kældre til miss Chloe. Den dør skal være lukket.” Da far kom rundt om hjørnet, sagde mor: “Vi bliver altså nødt til at snakke om at flytte, Steve.” “Bare sig til, så kommer salgsskiltet op.” Far pjuskede Chloes hår. “Vær god ved Emily, skattebasse.” Og så var de ude ad døren. “Chloe, jeg ved, at du godt kan høre mig,” råbte Emily. Chloe vristede sine fingre fri af gelænderet og stoppede dem i ørerne. “Chloe!” “Jeg k-kan ikke gå ned i kælderen,” råbte Chloe. “D-det må jeg ikke.” “Nå, men nu er det mig, der bestemmer, og jeg siger, at du godt må. Du er en stor pige.” Chloe tvang sine fødder et trin ned. Det gjorde ondt i svælget, og alting blev sløret, som om hun skulle til at græde. “Chloe Saunders, du har fem sekunder, ellers slæber jeg dig herned og låser døren.” Chloe styrtede så hurtigt ned ad trappen, at hun snublede over sine egne ben og faldt pladask på reposen. Der lå hun så med en ankel, som dunkede, og tårer, der stak i øjnene, og stirrede ned i kælderen med dens sprækker og lugte og skygger. Og mrs. Hobb. 6
2282-Carlsen-De-dødes-kald.indd 6
17-05-2010 13:26:05
Der har været andre, indtil mrs. Hobb skræmte dem væk. For eksempel gamle mrs. Miller, der legede tit-tit med Chloe og kaldte hende for Mary. Og mr. Drake, der stillede mærkelige spørgsmål, såsom om der var kommet mennesker op at bo på Månen. For det meste kendte Chloe ikke svarene, men han smilede alligevel og sagde, at hun var en god pige. Før kunne hun godt lide at gå ned i kælderen og snakke med menneskene. Hun skulle bare lade være med at kigge om bag fyret, hvor der hang en mand ned fra loftet med ansigtet helt lilla og opsvulmet. Han sagde aldrig noget, men Chloe fik altid ondt i maven, når hun så ham. “Chloe?” lød Emilys stemme dæmpet. “Kommer du?” Mor ville sige “Tænk på de gode ting, ikke de dårlige.” Så da Chloe gik ned ad de sidste tre trin, tænkte hun tilbage på mrs. Miller og mr. Drake og tænkte ikke spor på mrs. Hobb ... eller i hvert fald ikke ret meget. Neden for trappen missede hun med øjnene, for der var næsten helt mørkt. Kun natlamperne var tændt, dem, mor havde sat op overalt, da Chloe begyndte at sige, at hun ikke ville gå nedenunder, og mor troede, at hun var bange for mørket, hvad hun også var en lille smule, men kun fordi mørket betød, at mrs. Hobb kunne snige sig ind på hende. Chloe kunne godt se døren ind til kølekælderen, så hun holdt blikket rettet mod den og gik så hurtigt, hun kunne. Da der var noget, der bevægede sig, glemte hun at lade være med at kigge, men det var bare den hængte mand, og hun kunne ikke se andet end hans hånd, der dukkede frem bag fyret, når han svingede frem og tilbage. 7
2282-Carlsen-De-dødes-kald.indd 7
17-05-2010 13:26:05
Hun løb hen til døren og åbnede den i et ryk. Inden for i kølekælderen var der bælgmørkt. “Chloe?” råbte Emily inde fra mørket. Chloe knyttede næverne. Nu var Emily rigtig led. Gemte sig for hende ... Der lød trippende skridt ovenpå. Mor? Allerede hjemme? “Kom nu, Chloe. Du er da ikke bange for mørke, vel?” lo Emily. “Du er åbenbart stadig bare et lille pattebarn.” Chloe gjorde en grimasse. Emily anede ikke noget som helst. Bare en dum, led pige. Chloe ville tage sin cola og så løbe op og fortælle det til mor, og så ville Emily aldrig komme til at passe hende igen. Hun stak hovedet ind i det lille lokale og prøvede at huske, hvor mor havde colaen stående. Var det ikke den deroppe på hylden? Hun pilede derhen og stillede sig på tæer. Hendes fingre lukkede sig om en kølig metaldåse. “Chloe? Chloe!” Det var Emilys stemme, men langt borte og skinger. Man kunne høre nogen trampe hen over gulvet ovenpå. “Chloe, hvor er du henne?” Chloe tabte dåsen. Den ramte cementgulvet med et knald, rullede hen foran fødderne på hende og hvæsede og spruttede, så der dannede sig en pøl af sodavand om hendes sutsko. “Chloe, Chloe, hvor er du?” efterabede en stemme bag hende, næsten ligesom Emilys, men ikke helt. Chloe vendte sig langsomt. I døråbningen stod en gammel kvinde i lyserød slåbrok med øjne og tænder, der glitrede i mørket. Mrs. Hobb. Chloe havde lyst til at knibe øjnene sammen, men hun 8
2282-Carlsen-De-dødes-kald.indd 8
17-05-2010 13:26:05
turde ikke, for det ville bare gøre hende mere gal, gøre det hele endnu værre. Mrs. Hobbs hud bølgede og vred sig. Så blev den sort og blank og knitrede som kviste i et lejrbål. Der faldt store bidder af og plumpede ned på gulvet. Hendes hår sydede og brændte bort. Og så var der ikke andet tilbage end en hovedskal med spredte stumper af forkullet hud. Kæberne åbnede sig, og tænderne glitrede stadig. “Velkommen tilbage, Chloe.”
2282-Carlsen-De-dødes-kald.indd 9
17-05-2010 13:26:05
Et
Jeg satte mig ret op i sengen og knugede min amulet i den ene hånd, mens den anden hånd var viklet ind i dynen. Jeg kæmpede for at nå at fange de strejf af drømmen, der allerede flagrede bort. Noget med en kælder ... en lille pige ... mig? Jeg kunne ikke huske nogen sinde at have haft en kælder – vi havde altid boet i lejlighed. En lille pige i en kælder, noget uhyggeligt ... var kældre ikke altid uhyggelige? Jeg skælvede bare ved tanken om dem, mørke og fugtige og tomme. Men den her havde ikke været tom. Der havde været ... jeg kunne ikke huske hvad. En mand bag fyret ...? Det bankede på soveværelsesdøren, og jeg hoppede. “Chloe!” hylede Annette. “Hvorfor har dit vækkeur ikke ringet? Jeg er husholderske, ikke din barnepige. Hvis du kommer for sent igen, ringer jeg til din far.” Det var ikke just en trussel, der kunne give én mareridt. Selv hvis det lykkede Annette at få fat på min far i Berlin, ville han bare lade, som om han hørte efter, med blikket naglet til sin smartphone og opmærksomheden 10
2282-Carlsen-De-dødes-kald.indd 10
17-05-2010 13:26:05
rettet mod noget vigtigere, såsom vejrudsigten. Han ville mumle et vagt “Ja, det skal jeg nok tage mig af, når jeg kommer hjem,” og glemme alt om mig i samme øjeblik han lagde på. Jeg tændte for radioen, skruede op og kravlede ud af sengen. En halv time senere stod jeg ude på badeværelset og gjorde mig klar til at tage i skole. Jeg trak håret tilbage og satte det fast med hårklemmer i siderne, så mig i spejlet og gøs. Frisuren fik mig til at ligne en tolvårig ... og det klarede jeg rigeligt på egen hånd. Jeg var lige fyldt femten, og tjenerne gav mig stadig børnemenukortet på restauranter. Jeg kunne ikke bebrejde dem det. Jeg var ikke meget mere end halvanden meter, og man kunne kun ane lidt former, hvis jeg havde stramme jeans på og en endnu strammere T-shirt. Moster Lauren svor på, at jeg nok skulle skyde i vejret – og i andre retninger – når jeg endelig fik min menstruation. Jeg var nået dertil, at det nok snarere var “hvis” end “når”. De fleste af mine venner havde fået deres, da de var tolv eller sågar elleve. Jeg prøvede at lade være med at tænke for meget over det, men det kunne jeg selvfølgelig ikke. Jeg spekulerede på, om der var noget galt med mig. Jeg følte mig som en vanskabning, hver gang mine veninder snakkede om deres menstruation, og bad til, at de ikke fandt ud af, at jeg ikke havde fået min. Moster Lauren sagde, at der ikke var noget i vejen med mig, og hun var læge, så man skulle tro, at hun vidste det. Men det gik mig stadig på. Temmelig meget. 11
2282-Carlsen-De-dødes-kald.indd 11
17-05-2010 13:26:05
“Chloe!” Døren dirrede, idet Annettes kødfulde næve hamrede på den. “Jeg er på toilettet,” råbte jeg tilbage. “Kan man måske få lov at være en lille smule i fred?” Jeg forsøgte med en enkelt klemme i nakken til at holde håret tilbage i siderne. Ikke dårligt. Da jeg drejede hovedet for at se det fra siden, smuttede klemmen ud af mit fine babyhår. Jeg skulle aldrig have fået det klippet. Men jeg havde været dødtræt af langt, glat lillepigehår. Jeg havde besluttet mig for en skulderlang pjusket frisure. Det så rigtigt godt ud på modellen. På mig? Ikke helt. Jeg kiggede på den uåbnede tube med hårfarve. Kari svor på, at røde striber ville være perfekt til mit rødblonde hår. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det ville få mig til at ligne et stribet bolsje. På den anden side – det kunne jo også være, at det fik mig til at se ældre ud ... “Nu går jeg hen og ringer, Chloe,” råbte Annette. Jeg snuppede tuben med hårfarve, proppede den i rygsækken og smækkede døren op. Jeg tog trappen som altid. Bygningen kunne skifte, men min rutine ændrede sig aldrig. Den dag jeg begyndte i børnehaveklassen, havde min mor taget min hånd og holdt min Sailor Moon-rygsæk over sin anden arm, da vi stod øverst på trappeafsatsen. “Er du klar, Chloe,” havde hun sagt. “En, to, tre …” Og så var vi af sted, for ned ad trappen, til vi nåede helt ned. Vi stønnede og fnisede, og gulvet svajede og rutsjede 12
2282-Carlsen-De-dødes-kald.indd 12
17-05-2010 13:26:05
under vores usikre fødder, og al min frygt for første skoledag var forsvundet. Vi var løbet ned ad trappen sammen hver morgen igennem børnehaveklassen og halvdelen af første klasse og så ... ja, så var der ikke nogen at løbe ned ad trappen med længere. Jeg standsede op nede ved bunden, rørte ved halskæden under T-shirten og rystede så minderne af mig, hankede op i rygsækken og gik ud fra trappeskakten. Efter at min mor var død, var vi flyttet meget rundt i Buffalo. Min far skiftede den ene luksuslejlighed ud med den næste, købte dem i sidste byggefase og solgte dem så igen, når arbejdet var færdigt. Eftersom han var væk på forretningsrejse det meste af tiden, var det ikke vigtigt at kunne slå rødder. I hvert fald ikke for ham. Denne morgen havde det med trapperne ikke været den mest strålende idé. Jeg havde allerede kraftige sommerfugle i maven på grund af terminsprøven i spansk. Jeg havde klokket i det til den sidste prøve – taget til fest og sovet hos Beth i weekenden, hvor jeg burde have læst – og kun lige bestået. Spansk havde aldrig været mit bedste fag, men hvis jeg ikke fik hevet mig op på en middelkarakter, ville far måske ligefrem lægge mærke til det og begynde at spekulere på, om det nu også havde været en god idé at lade mig gå på en high school med kunstlinje. Milos holdt ved kantstenen og ventede på mig i sin taxa. Han havde kørt for mig i to år nu, fulgt mig gennem to flytninger og tre skoler. Da jeg havde sat mig ind, justerede han solskærmen i min side. Jeg fik stadig morgen solen i øjnene, men det fortalte jeg ham ikke. 13
2282-Carlsen-De-dødes-kald.indd 13
17-05-2010 13:26:05
Min mave slappede af, da jeg lod fingrene glide hen over den velkendte flænge i armlænet og indåndede kunstig fyrretræsduft fra dufttræet, der dinglede over ventilatoren. “Jeg så en film i går aftes,” sagde han og manøvrerede bilen tre vognbaner ud. “Sådan én, du godt kan lide.” “En thriller?” “Nej.” Han rynkede panden og bevægede læberne, som om han afprøvede forskellige ord. “En actionfilm. Du ved, masser af pistoler og ting, der springer i luften. En rigtig bangbang-film.” Jeg brød mig ikke om at rette på Milos’ sprog, men han insisterede på det. “Du mener en tjubang-film.” Han hævede et mørkt øjenbryn. “Når man skyder med en pistol, hvad siger det så? Tju?” Jeg lo, og vi talte om film et stykke tid. Mit yndlingsemne. Da Milos måtte besvare et opkald fra centralen, kiggede jeg ud ad sideruden. En langhåret dreng sprang frem bag en gruppe forretningsfolk. Han bar på en gammeldags plastikmadkasse med en superhelt på. Jeg havde så travlt med at finde ud af, hvad det var for en superhelt, at jeg ikke lagde mærke til, hvor drengen var på vej hen, før han sprang ud fra kantstenen og ind mellem os og bilen foran. “Milos!” skreg jeg. “Pas –” Det sidste ord blev slynget ud af mine lunger, da jeg hamrede mod sikkerhedsselen. Chaufføren bag os og den næste bag ham tudede i hornet i en kædereaktion af protester. 14
2282-Carlsen-De-dødes-kald.indd 14
17-05-2010 13:26:05
“Hvad?” sagde Milos. “Chloe? Hvad er der galt?” Jeg kiggede ud over kølerhjelmen og så ... ingenting. Bare den tomme kørebane foran os og trafikken, der drejede venstre om os med chauffører, der gav Milos fingeren, idet de passerede udenom. “D-d-der –” Jeg knyttede næverne, som om det kunne tvinge ordet frem. Hvis du sidder fast, så vælg en anden rute, sagde min talepædagog altid. “Jeg troede, at jeg så no-nogen –” Tal langsomt. Tænk over ordene først. “Undskyld. Jeg troede, at jeg så nogen springe ud for an os.” Milos lempede taxaen fremad. “Det sker også nogle gange for mig, især hvis jeg drejer hovedet. Jeg tror, jeg ser nogen, men der er ikke nogen.” Jeg nikkede. Jeg havde ondt i maven igen.
2282-Carlsen-De-dødes-kald.indd 15
17-05-2010 13:26:05
To
Drømmen, jeg ikke kunne huske, og drengen, jeg ikke kunne have set, skræmte til sammen livet af mig. Indtil jeg fik mindst et af spørgsmålene ud af hovedet, var jeg ude af stand til at koncentrere mig om min spanskprøve. Så jeg ringede til moster Lauren. Da jeg fik fat på hendes telefonsvarer, sagde jeg, at jeg ville ringe tilbage ved frokosttid. Jeg var halvvejs henne ved min veninde Karis skoleskab, da min moster ringede tilbage. “Har jeg nogen sinde boet i et hus med kælder?” spurgte jeg. “Og god morgen til dig også.” “Undskyld. Jeg drømte noget, og det går mig på.” Jeg fortalte hende de brudstykker, jeg kunne huske. “Åh, det må have været det gamle hus i Allentown. Du har ikke været mere end en helt lille pige. Det er ikke så underligt, du ikke kan huske det.” “Tak. Det ...” “... gik dig på, det kan jeg høre. Må have været noget af et mareridt.” 16
2282-Carlsen-De-dødes-kald.indd 16
17-05-2010 13:26:05
“Noget med et uhyre, der boede nede i kælderen. Meget klicheagtigt. Jeg er ret flov.” “Uhyre? Hvad –?” En højttaler i hendes ende af forbindelsen afbrød hende med en metallisk stemme, der sagde: “Dr. Fellows, vær venlig at gå til 3B.” “Det er vist dit stikord,” sagde jeg. “Det kan vente. Er der noget i vejen, Chloe? Du lyder forkert.” “Nej, det er bare ... min fantasi løber løbsk i dag. Jeg var ved at tage livet af Milos her til morgen, fordi jeg troede, jeg så en fyr løbe ud foran taxaen.” “Hvad?” “Der var ikke nogen dreng. I hvert fald ikke uden for mit hoved.” Jeg så Kari stå henne ved sit skab og vinkede til hende. “Det ringer ind om et øjeblik, så –” “Jeg henter dig efter skole. Eftermiddagste på The Crowne. Så kan vi snakke.” Der blev lagt på, før jeg nåede at protestere. Jeg rystede på hovedet og løb hen for at indhente Kari. Skolen. Den er der ikke så meget at sige om. Folk tror, at skoler med kunstlinje må være anderledes med en masse ulmende kreativ energi og klasser fulde af glade unge mennesker, sågar goths, der er så tæt på at være glade, som deres forpinte sjæle tillader dem. De regner med, at der må være mindre gruppepres og mobning på kunst skoler. De fleste, der går der, er jo de typer, der bliver mobbet på andre skoler. Det er sandt, at det ikke står så galt til med den slags 17
2282-Carlsen-De-dødes-kald.indd 17
17-05-2010 13:26:05
på A.R. Gurney High School, men når man sætter unge mennesker sammen, bliver der trukket nogle grænser, uanset hvor meget de ellers minder om hinanden. Der bliver dannet kliker. I stedet for sportsidioter og nørder og tabere får man billedkunstnere og musikere og skuespillere. Eftersom jeg gik på dramalinjen, blev jeg slået i hartkorn med skuespillerne, hvor talent tilsyneladende ikke betød så meget som udseende, manerer og talegaver. Der var ingen, der vendte sig om efter mig, og jeg scorede et rundt nul, hvad de andre to ting angik. På popularitetsskalaen lå jeg på et middelmådigt fem ud af ti. Sådan en pige, der ikke vækker de store følelser hos nogen. Men jeg havde altid drømt om at gå på en kunstskole, og det var lige så fedt, som jeg havde forestillet mig. Og endnu bedre: Min far havde lovet, at jeg kunne blive ved med at gå der skoletiden ud, uanset hvor mange gange vi flyttede. Det betød, at jeg for første gang i mit liv ikke var “den nye pige”. Jeg var begyndt på A.R. Gurney ligesom alle andre. En ganske normal pige. Endelig. Men den dag følte jeg mig nu ikke normal. Jeg tilbragte formiddagen med at tænke på den der dreng på gaden. Der var masser af logiske forklaringer. Jeg havde stirret på hans madkasse, så jeg havde taget fejl af, hvor han løb hen. Han var hoppet ind i en bil, der ventede ved kantstenen. Eller var drejet omkring i sidste sekund og forsvundet i mængden. Det gav fuldstændig mening. Så hvorfor gik det mig stadig på?
18
2282-Carlsen-De-dødes-kald.indd 18
17-05-2010 13:26:05
“Tag dig nu sammen,” sagde Miranda, da jeg stod og rodede i mit skab i spisefrikvarteret. “Han er lige der. Spørg ham, om han skal med til festen. Hvor svært kan det være?” “Lad hende nu være,” sagde Beth. Hun rakte hen over min skulder, tog min knaldgule madkasse på øverste hylde og dinglede med den. “Jeg ved ikke, hvordan du kan overse den, Chloe. Den er nærmest neonfarvet.” “Hun skal have en trappestige for at kigge derop,” sagde Kari. Jeg puffede til hende med hoften, og hun sprang væk og lo. Beth rullede med øjnene. “Kom så, eller får vi aldrig et bord.” Vi nåede så langt som til Brents skab, før Miranda gav mig en albue i siden. “Spørg ham nu, Chloe.” Hun lod, som om hun hviskede. Brent så hen på os ... og skyndte sig så at kigge væk. Jeg blev varm i ansigtet og knugede min madkasse ind til brystet. Karis lange, mørke hår strejfede min skulder. “Han er en nar,” hviskede hun. “Ignorer ham.” “Han er ikke nogen nar. Han er bare ikke interesseret i mig. Det er der ikke noget at gøre ved.” “Så,” sagde Miranda. “Nu spørger jeg ham for dig.” “Nej!” Jeg greb hende i armen. “V-vil du ikke nok lade være?” Hun gjorde en foragtelig grimasse med sin runde ansigt. “Hvor kan du dog være et pattebarn. Du er femten år, Chloe. Du må tage sagerne i egen hånd.” “Såsom at kime en fyr ned, indtil hans mor giver dig besked om at lade ham være i fred?” sagde Kari. 19
2282-Carlsen-De-dødes-kald.indd 19
17-05-2010 13:26:05
Miranda trak bare på skuldrene. “Det er bare Robs mor. Han har aldrig sagt noget.” “Jaså? Okay, hvis det er det, du bilder dig selv ind.” Så kom de for alvor i gang. Normalt ville jeg have lagt mig imellem og fået dem til at holde op, men jeg havde det stadig dårligt over, at Miranda havde gjort mig for legen over for Brent. Kari, Beth og jeg snakkede gerne om fyre, men vi var ikke fuldstændig besatte. Det var Miranda – hun havde haft flere kærester, end hun kunne nævne. Så da hun begyndte at hænge ud sammen med os, blev det lige pludselig meget vigtigt at have en fyr, man kunne lide. Jeg var bekymret nok for at være umoden i forvejen, og det hjalp ikke, at hun var flækket af grin, da jeg havde indrømmet aldrig at have været på en rigtig date. Så jeg fandt på én at være lun på. Brent. Jeg regnede med, at jeg bare kunne nævne en fyr, jeg kunne lide, og så ville det være tilstrækkeligt. Men nej. Miranda var et skridt foran mig – og havde fortalt ham, at jeg kunne lide ham. Jeg havde været skrækslagen. I hvert fald mest det. Der havde også været en lille del af mig, der havde håbet, at han ville sige: “Sejt. Jeg kan også rigtig godt lide Chloe.” Niks. Før sludrede vi engang imellem, når vi havde spansk sammen. Nu satte han sig to rækker fra mig, som om jeg med ét havde udviklet verdens værste tilfælde af armsved. Vi var lige nået ned i kantinen, da nogen kaldte på mig. Jeg vendte mig og så Nate Bozian halvløbe hen mod mig. Hans røde hår lyste op i den fyldte aula. Han bumpede ind i en af de ældre elever, undskyldte med et 20
2282-Carlsen-De-dødes-kald.indd 20
17-05-2010 13:26:05
bredt grin og kom stadig nærmere. “Hej,” sagde jeg, da han kom tæt på. “Selv hej. Har du glemt, at Petrie har flyttet filmklubben til spisefrikvarteret i denne uge? Vi diskuterer avantgarde. Jeg ved bare, at du elsker kunstneriske film.” Jeg lavede bræklyde. “Jamen, så må jeg jo hilse fra dig. Og jeg skal nok sige til Petrie, at du heller ikke er interesseret i at instruere den der kortfilm.” “Bliver det besluttet i dag?” Nate begyndte at gå baglæns. “Måske. Måske ikke. Så jeg siger til Petrie –” “Jeg er nødt til at løbe,” sagde jeg til mine veninder og skyndte mig for at indhente ham. Filmklubmødet begyndte som altid omme bag scenen, hvor vi løb dagsordenen igennem og spiste frokost. Man måtte ikke have mad med ind i auditoriet. Vi diskuterede kortfilmen, og jeg var på listen over mulige instruktører – den eneste førsteårselev, der var kommet på. Bagefter, mens alle andre så på scener fra avantgardefilm, spekulerede jeg på, hvordan jeg skulle lave mit prøveklip. Jeg sneg mig ud, før de var færdige, og gik tilbage mod mit skab. Min hjerne blev ved med at snurre, indtil jeg var nået halvvejs. Så begyndte min mave at skabe sig igen og minde mig om, at jeg havde været så meget oppe at køre over at være kommet på listen, at jeg havde glemt at spise. Jeg havde ladet min madkasse stå omme bag scenen. 21
2282-Carlsen-De-dødes-kald.indd 21
17-05-2010 13:26:05
Jeg så på uret. Ti minutter til næste time. Jeg kunne godt nå det. Filmklubben var færdig. Den sidste, der havde forladt auditoriet, havde slukket lyset, og jeg havde ingen anelse om, hvordan man tændte det, især fordi det krævede, at man kunne se kontakten for at finde den. Selvlysende kontakter. Det var sådan, jeg ville finansiere min første film. Naturligvis skulle jeg så have nogen til faktisk at lave dem. Som de fleste andre instruktører var jeg mere idéperson. Jeg bevægede mig forsigtigt ned mellem rækkerne og slog mine knæ ind i noget to gange. Endelig vænnede mine øjne sig til den svage nødbelysning, og jeg fandt trappen, der førte om bag scenen. Så blev det mere besværligt. Baglokalet var opdelt i mindre sektioner, der tjente som lagerrum og interimistiske påklædningsværelser. Der var belysning, men den var altid blevet tændt af nogle andre. Efter at have følt rundt på den nærmeste væg uden at finde en kontakt gav jeg op. Jeg kunne se omrids i det svage skær fra nødbelysningen. Godt nok. Men der var stadig temmelig mørkt. Jeg er bange for mørke. Jeg havde nogle dårlige oplevelser som barn, fantasivenner, der lå på lur i mørket og skræmte mig. Jeg ved godt, at det lyder underligt. Andre børn opdigter legekammerater – jeg forestillede mig bøhmænd. Duften af sminke blandet med den umiskendelige lugt af mølkugler og gamle kostumer fortalte mig, at jeg befandt mig i påklædningssektionen, men det beroligede mig ikke, sådan som det plejede. 22
2282-Carlsen-De-dødes-kald.indd 22
17-05-2010 13:26:05
Tre skridt til og jeg gav et hyl fra mig, da stof bølgede omkring mig. Jeg var gået ind i et tæppe. Alle tiders. Præcis hvor højt havde jeg skreget? Jeg håbede virkelig, at de vægge var lydisolerede. Jeg lod min hånd glide hen over den ru polyester, indtil jeg fandt åbningen og trak tæppet til side. Længere fremme kunne jeg ane frokostbordet. Der stod noget gult ovenpå. Min madkasse? Det interimistiske lokale syntes at strække sig ud foran mig, gabe ind i mørket. Det var perspektivet – de to sider med tæpperne skrånede ind mod midten, så lokalet blev smallere. Interessant illusion, den ville kunne bruges i en spændingsfilm. Det måtte jeg huske. Det beroligede mine nerver at tænke på korridoren som en filmkulisse. Jeg forestillede mig, hvordan optagelsen skulle opbygges. Mine fjedrende skridt ville tilføje en rykvis bevægelse, der ville gøre scenen mere umiddelbar, placere biografgængeren i hovedet på hovedpersonen, den fjollede pige, der bevægede sig hen mod de mystiske lyde. Noget dunkede. Det gav et gib i mig, og mine sko knirkede, og den lyd fik mig til at springe endnu højere. Jeg gnubbede gåsehuden på mine arme og prøvede at le. Okay, jeg sagde jo mystiske lyde, ikke? Signal til at lydeffekterne skulle lægges på nu. Endnu en lyd. En raslen. Så der er altså også rotter i den uhyggelige korridor, hvad? Hvor klichéagtigt. På tide at slukke for min fantasi, der var ved at løbe løbsk, og koncentrere mig. Instruere scenen. Hovedpersonen ser noget nede for enden af korridoren. En utydelig skikkelse – 23
2282-Carlsen-De-dødes-kald.indd 23
17-05-2010 13:26:05
Årh, helt ærligt. Det er billige gysereffekter. Gå efter noget originalt ... mystisk ... Optagelse nummer to. Hvad er det, hun har fået øje på? Et barns madkasse, neongul og ny, malplaceret her i det gamle, forladte hus. Lad filmen køre. Lad ikke tankerne flakke ... En hulken gav genlyd i det tavse lokale og blev så afbrudt og opløst i en fugtig snøften. Gråd. Nemlig. Fra min film. Hovedpersonen ser et barns madkasse og hører så uhyggelige hulk. Noget bevægede sig nede for enden af gange. En mørk skikkelse ... Jeg sprang frem og løb hen efter min madkasse. Jeg snuppede den og kom væk i en fart.
2282-Carlsen-De-dødes-kald.indd 24
17-05-2010 13:26:06
Tre
“Chloe! Stands lige!” Jeg havde lige smidt min uspiste frokost ind i skabet og var på vej væk, da Nate kaldte på mig. Jeg vendte mig og så ham kante sig sidelæns ind gennem en gruppe piger. Klokken ringede, og hallen eksploderede af elever, der skubbede og maste som laks, der kæmper sig op mod strømmen og trækker alt med sig undervejs. Nate måtte kæmpe for at nå hen til mig. “Du smuttede fra filmklubben, før jeg nåede at få fat på dig. Jeg ville spørge dig, om du skal med til festen.” “I morgen? Øh, ja da.” Hans smilehuller kom til syne i et glimt. “Fedt. Så ses vi.” Han blev opslugt i en stime. Jeg blev stående og stirrede efter ham. Havde Nate lige opsøgt mig for at spørge, om jeg skulle med til festen? Det var ikke det samme som at spørge, om jeg ville med sammen med ham, men alligevel ... Jeg blev i hvert fald nødt til at tænke over, hvad jeg skulle have på. En ældre elev bankede ind i mig, så jeg tabte min 25
2282-Carlsen-De-dødes-kald.indd 25
17-05-2010 13:26:06
rygsæk, og mumlede noget om at “stå midt på gangen”. Da jeg bukkede mig ned for at tage tasken, mærkede jeg noget sive mellem benene på mig. Jeg rettede mig brat op og stod stivnet, før jeg forsøgsvis tog et skridt frem. Åh gud. Havde jeg ligefrem tisset i bukserne? Jeg tog en dyb indånding. Måske var jeg virkelig syg. Min mave havde skabt sig hele dagen. Se, om du kan tørre det af, og hvis det er for slemt, så tag en taxa hjem. Ude på toilettet trak jeg mine bukser ned og så en klar rød farve. Et par minutter blev jeg bare siddende på toilettet og smilede fjoget og håbede, at rygterne om kameraer på skoletoiletter ikke talte sandt. Jeg rullede toiletpapir sammen og lagde i trusserne, trak mine jeans op og stolprede ud fra båsen. Og der hang den så, et syn, der havde hånet mig siden efteråret: automaten med hygiejnebind. Jeg stak hånden i baglommen og tog en femdollar seddel frem, en tier og to cent. Ind i båsen igen. Rode i rygsækken. Og finde ... fem cent. Jeg stirrede på automaten. Rykkede tættere på. Undersøgte den ridsede lås, som Beth sagde, kunne åbnes med en lang fingernegl. Jeg havde ikke lange negle, men hoveddørsnøglen var glimrende til formålet. En ganske særlig uge i mit liv. Jeg var blandt favoritterne til at instruere. Nate havde spurgt, om jeg skulle med til festen. Min første menstruation. Og nu min første forbrydelse. 26
2282-Carlsen-De-dødes-kald.indd 26
17-05-2010 13:26:06
Efter at jeg havde taget bindet på, gravede jeg ned i rygsækken efter hårbørsten og fandt i stedet tuben med hårfarve. Jeg tog den op. Mit spejlbillede smilede tilbage til mig. Hvorfor ikke føje “første pjækketime” og “første hårfarvning” til listen? Det ville ikke være nemt at farve hår ved håndvasken på skoletoiletterne, men det ville sikkert være lettere end derhjemme med Annette kredsende omkring mig. Det tog tyve minutter at farve en halv snes røde striber. Jeg måtte tage min bluse af for ikke at få farve på den, så jeg stod hen over vasken kun iført bh og jeans. Heldigvis kom der ikke nogen ind. Jeg sluttede af med at presse striberne tørre med papirservietter, tog en dyb indånding, så mig i spejlet ... og smilede. Kari havde haft ret. Det så godt ud. Annette ville flippe ud. Min far ville måske bemærke det. Måske endda blive vred. Men jeg var ret sikker på, at ingen længere ville tro, jeg var tolv, og række mig børnemenuen. Døren knirkede. Jeg puttede papiret i skraldespanden, snuppede min bluse og smuttede ind i en bås. Jeg nåede dårligt nok at låse døren, før den anden pige begyndte at græde. Jeg kiggede og så et par Reeboks i båsen ved siden af. Skulle jeg spørge, om hun var okay? Eller ville det gøre hende flov? Der blev trukket ud i toilettet, og skyggen ved mine fødder ændrede sig. Båsen blev låst op med et klik. Men da der blev åbnet for vandet, hulkede hun mere højlydt. Vandet blev lukket. Rullen med papir peb. Døren blev åbnet. Den smækkede. Gråden fortsatte. 27
2282-Carlsen-De-dødes-kald.indd 27
17-05-2010 13:26:06
En kold finger gled ned langs min rygrad. Jeg sagde til mig selv, at hun havde ombestemt sig og blev her, indtil hun havde fået hold på sig selv, men gråden var lige ved siden af mig. I båsen ved siden af. Jeg knyttede hænderne stramt. Det var bare noget, jeg forestillede mig. Jeg bukkede mig langsomt ned. Ingen sko neden under skillevæggen. Jeg bøjede mig længere ned. Ingen sko i nogen af båsene. Gråden holdt op. Jeg hev min bluse på og skyndte mig ud fra toiletterne, før det nåede at begynde igen. Da døren smækkede bag mig, blev alt stille. En tom gang. “Du der!” Jeg snurrede rundt og så en gangvagt på vej hen mod mig og åndede lettet op. “T-toilettet,” sagde jeg. “Jeg var ude på toilettet.” Han blev ved at gå hen mod mig. Jeg kendte ham ikke. Han var vel på min fars alder med håret klippet helt kort i siderne og iført pedeluniform. En vikar, der afløste mr. Teitlebaum. “Jeg – jeg på vej tilbage til t-timen nu.” Jeg begyndte at gå. “Du der! Kom herhen. Jeg vil tale med dig.” Den eneste anden lyd var mine skridt. Mine skridt. Hvorfor kunne jeg ikke høre hans? Jeg gik hurtigere. En tågeklat passerede mig. Det flimrede i luften omkring tre meter længere fremme, og en skikkelse iført pedellens skjorte og bukser tog form. Jeg gjorde omkring og stak i løb. 28
2282-Carlsen-De-dødes-kald.indd 28
17-05-2010 13:26:06
Manden udstødte en snerren, der gav genlyd gennem vandrehallen. Der kom en elev rundt om hjørnet, og vi stødte næsten ind i hinanden. Jeg fremstammede en undskyldning og så mig over skulderen. Pedellen var væk. Jeg åndede ud og lukkede øjnene. Da jeg åbnede dem igen, var den blå uniformsskjorte få centimeter fra mit ansigt. Jeg så op ... og udstødte et skrig. Han lignede en mannequindukke, der var kommet for tæt på ilden. Ansigtet var brændt. Smeltet. Det ene øje var opsvulmet og stod frem. Det andet øje var gledet ned ved kindbenet. Hele kinden var sunket ned, og læberne hang, og huden var skinnende og deform ... De forvredne læber blev adskilt. “Måske vil du lytte til mig nu.” Jeg løb vildt ned ad gangen. Da jeg for forbi døren ind til et klasselokale, blev den åbnet. “Chloe?” en mandestemme. Jeg blev ved med at løbe. “Hør så efter!” snerrede den frygtelige, fordrejede stemme og kom tættere på. “Er du klar over, hvor længe jeg har været fanget her?” Jeg fløj gennem dørene ind til trappen og begav mig opad. Op? De dumme heltinder løber altid op! Jeg drejede omkring på afsatsen og fortsatte videre op ad trappen. Pedellen humpede på etagen længere nede, og hans fingre knugede gelænderet, smeltede fingre med knogler, der tittede frem ... Jeg for gennem dørene og ned ad den store gang. 29
2282-Carlsen-De-dødes-kald.indd 29
17-05-2010 13:26:06
“Hør nu på mig, din egoistiske møgunge. Jeg vil bare have fem minutter …” Jeg drejede ind i det nærmeste tomme klasselokale og smækkede døren. Da jeg bakkede ind mod midten af lokalet, gik pedellen gennem døren. Lige gennem den. Det frygtelige smeltede ansigt var væk, og han var normal igen. “Er det bedre? Vil du så holde op med at skrige og snakke med –” Jeg pilede hen til vinduet og prøvede at finde en måde at åbne det på, men så så, hvor langt der var ned. Mindst ti meter ... ned til hårdt underlag. “Chloe!” Døren blev smækket op. Det var viceinspektøren, mrs. Waugh, med min matematiklærer, mr. Travis, og en musiklærer, hvis navn jeg ikke kunne huske. Da mrs. Waugh så mig henne ved vinduet, holdt hun armene ud til siderne for at holde de to mænd tilbage. “Chloe?” sagde hun med dæmpet stemme. “Min skat, du er nødt til at gå væk fra det vindue.” “Jeg ville bare –” “Chloe ...” Forvirret kiggede jeg tilbage mod vinduet. Mr. Travis fór uden om mrs. Waugh og taklede mig. Da vi faldt om på gulvet, blev luften presset ud af mine lunger. Da han klodset rejste sig, kom han ved et uheld til at give mig et knæ i maven. Jeg faldt tilbage og krummede mig sammen og hev efter vejret. Da jeg åbnede øjnene, så jeg pedellen stå over mig. Jeg skreg og forsøgte at rejse mig, men mr. Travis og 30
2282-Carlsen-De-dødes-kald.indd 30
17-05-2010 13:26:06
musiklæreren holdt mig nede, mens mrs. Waugh ævlede i en mobiltelefon. Gangvagten lænede sig gennem mr. Travis. “Vil du så snakke med mig nu? Du kan ikke komme væk.” Jeg slog om mig og sparkede ud efter pedellen og forsøgte at vride mig løs af lærerne. De holdt bare strammere fast. Jeg hørte svagt mrs. Waugh råbe, at hjælpen var på vej. Pedellen stak sit ansigt ned til mit, og det forvandlede sig igen til den frygtelige smeltede maske og var så tæt på, at jeg stirrede ind i det opsvulmede øje, der næsten var ude af øjenhulen. Jeg bed mig i tungen for ikke at skrige. Min mund blev fyldt med blod. Jo mere jeg kæmpede imod, jo voldsommere holdt lærerne på mig og vred mine arme, så smerterne jog gennem mig. “Kan I ikke se ham?” råbte jeg. “Han er lige der. Hjælp mig, vil I ikke nok? Få ham væk fra mig. Få ham væk!” De ville ikke høre efter. Jeg blev ved med at stritte imod og råbe op, men de holdt mig fast, mens den brændte mand hånede mig. Til sidst kom to uniformerede mænd løbende ind ad døren. Den ene hjalp lærerne med at holde fast på mig, mens den anden gik om bagved, hvor jeg ikke kunne se ham. Fingre lukkede sig stramt om min underarm. Så et nålestik. Is strømmede gennem mine årer. Lokalet begyndte at svaje. Pedellen blev utydelig, pulserede frem og tilbage. “Nej!” råbte han. “Jeg skal tale med hende. Kan I ikke forstå det? Jeg vil bare ...” Hans stemme svandt bort, mens ambulancefolkene 31
2282-Carlsen-De-dødes-kald.indd 31
17-05-2010 13:26:06
lagde mig ned på en båre. Den blev løftet op og svajede. Svajede ... som en elefant. Jeg havde prøvet at ride på én engang i zoologisk have, og mine tanker fløj tilbage til dengang, mors arme om mig, hendes latter ... Pedellens rasende brøl greb ind i erindringen. “Lad være at gå væk med hende. Jeg har brug for hende!” Svajede. Elefanten svajede. Mor lo ...
2282-Carlsen-De-dødes-kald.indd 32
17-05-2010 13:26:06