42mm
133mm
43mm
133mm
123mm
137mm
27mm
føler sig ensom. Hunden tilhører den velhavende Albert, der bliver forladt af sin kone som følge af hundens forsvinden. således udløser tyveriet en skæbnesvanger dominoeffekt, der kommer til at berøre både mennesker og hund. Dyrets rutiner trækker Bernhard i nye retninger, og snart møder han sin drømmekvinde. samtidig tager Alberts liv en voldsom drejning, og efterhånden bliver han frarøvet hele sin tilværelse. er det skæbnens ironi eller tilfældets magt? Hvilken indflydelse har samfundets skjulte kræfter? Og hvilken rolle spiller Bernhards mystiske nabo og hans besynderlige
Torben Munksgaard Torben Munksgaard
kontanthjælpsmodtageren Bernhard stjæler en hund, fordi han
137mm
bbbbbb
SORT HUND
bbbbb
Berlingske
eksTrA BlADeT
bbbbb
bbbb
24Timer
JYllAnDs-POsTen
hjerneforskningsprojekt? 215mm
sOrT HUnD er en dystopisk fortælling om samfundets og menneskes stædige jagt efter lykke.
toRBEN mUNKsGaaRD (f. 1975) debuterede i 2007 med REtRoGRaD, der blev oversat til svensk, norsk og finsk. hans anden roman, DEN pERFEKtE maND, EN sElvBioGRaFi, udkom i 2009.
SORT HUND
skæbnens magt – eller tilfældighedernes spil – i det moderne
Torben Munksgaard
Begge værker har høstet stor anmelderros. Foto © thomas a
ISBN 9788711385616 www.torbenmunksgaard.dk
ROMAN LINDHARDT OG RINGHOF
9 788711 385616
Bjæffende begavet satire. – EKSTRA BLADET
Da den midaldrende forretningsmand Bjørn Thomsen bliver forladt af sin kone, beslutter
“Sort hund” er en rundtosset og fornøjelig roman om skæbne, tilfælde og identitet, skrevet af en forfatter med en usandsynlig veludstyret næse for komiske sammenhænge og absurde mønstre. Man bliver i den grad underholdt. – JYLLANDS-POSTEN
han sig for at vende verden ryggen og mure sig inde. Bogstavelig talt: Han bygger en høj mur FOTO / LÆRKE POSSELT
hele vejen rundt om sit hus for at være i fred for resten af verden.
TORBEN MUNKSGAARD
Sådan noget gør man ikke uhindret i det
– BERLINGsKE
bbbbb
ikke finde sig i, at han bare sådan melder sig ud
brillerer med sprudlende præcis danmarkssatire.« – EKsTRa BLaDET
bbbbb »Forfatteren bruger sprog og humor virtuost og skaber nye monstrøse tankebilleder.« – 24TIMER
bbbbb »en skønlitterær forfatter, der tager pulsen på de store eksistentielle spørgsmål i vores tid.«
og bryder de uskrevne regler for fællesskabet,
bbbb »en rundtosset og fornøjelig
treårige arbejdsstipendium.
til uanede højder med anklager om indbrud, tyveri, hærværk og vold. ISBN 9788711565209
www.torbenmunksgaard.dk
9 788711 565209 >
I vIrkelIgheden
ISBN 9788711359532
veludstyret næse for komiske sammenhænge og absurde mønstre.« – JyLLaNDs-PosTEN
9 788711 359532
LINDHARDTOGRINGHOF.DK
I VIRKELIGHEDEN
ROMAN / LINDHARDT OG RINGHOF
Der er langt mellem danske romaner på det niveau, Torben Munksgaard præsterer med “I virkeligheden”.
ToRBEN MuNKsGaaRD (f. 1975) debuterede i 2007 med Retrograd, der blev oversat til svensk, norsk og finsk. siden har han udgivet Den perfekte mand, en
selvbiografi (2009) og bestselleren Sort hund (2012). alle hans romaner har høstet stor anmelderros, og i 2013 modtog han statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. www.torbenmunksgaard.dk
roman om skæbne, tilfælde forfatter med en usandsynlig
og snart begynder en indædt nabokrig med muren som centrum. Striden eskalerer hurtigt
Muren.indd 1
– søNDaGsaVIsEN
I VIRKELIGHEDEN er en mangfoldig samtidsroman om en række personer, der alle bærer på en tung hemmelighed eller lever et liv, de ikke er tilfredse med. Med denne bog har Torben Munksgaard skrevet en ny vidtspændende fortælling om identitet og det moderne menneskes opgør med sin omverden – og ikke mindst med sig selv.
og identitet, skrevet af en
Munksgaard Statens Kunstfonds
OMSLAG / MIKKEL HENSSEL
Han står stille. For et øjeblik ønsker han ikke andet end bare det. Bare stå og lade blikket bestige himlens blå højdedrag, lade tankerne forsvinde bort i viddernes afsindighed. I virkeligheden, tænker han, vender verden på hovedet, og de, der falder, vender rigtigt.
100mm
215mm
han udgivet “Den perfekte mand,
(2014). I 2013 modtog Torben
137mm
I vIrkelIgheden
parcelhuskvarter, hvor Bjørn bor. Naboerne vil
hund” (2012) og “I virkeligheden”
28,2 mm
»Bør blive en af årets store danske romansucceser.«
»Torben Munksgaard
svensk, norsk og finsk. Siden har en selvbiografi” (2009), “Sort
137mm
bbbbbb
FoTo / LæRKE PossELT
“Retrograd”, der blev oversat til
100mm
Pressen skrev om Sort hund:
Torben Munksgaard
(f. 1975) debuterede i 2007 med
En overdådigt vittig og velskrivende Torben Munksgaard tager lykketemperaturen på morgendagens velfærdssamfund (…) en helstøbt, dybt original roman. – BERLINGSKE
210mm
81mm
Torben Munksgaard
oMsLaG / MIKKEL HENssEL
– DAGBLADENES BUREAU
“I virkeligheden” er cool og begavede fortællinger om samtiden. Torben Munksgaard rocks. – BERLINGSKE Torben Munksgaard skriver med stor præcision og indlevelse i sine karakterer, og romanen bæres frem af både de mundrette dialoger og det komplicerede og velorkestrerede plot. – FYENS STIFTSTIDENDE
LINDHARDTOGRINGHOF.DK
23/12/2016 11.51
Torben Munksgaard
Muren
Lindhardt og Ringhof
Muren.indd 3
22/12/16 10:35 am
Muren Copyright © 2017 Torben Munksgaard All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Mikkel Henssel Bogen er sat med Minion og trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-56520-9 1.udgave, 1. oplag Printed in Latvia 2017 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont
Denne bog er skrevet med støtte fra Statens Kunstfond, som forfatteren ønsker at takke.
Muren.indd 4
22/12/16 10:35 am
Saa stor en eng at være ene paa. – Frank Jæger
Muren.indd 5
22/12/16 10:35 am
Muren.indd 6
22/12/16 10:35 am
PROLOG
ET Ã…R TIDLIGERE
Muren.indd 7
22/12/16 10:35 am
Muren.indd 8
22/12/16 10:35 am
”
Åh, hvor jeg elsker dig! Min dejlige, elskede mand!” Hun er fuld. Jeg kommer i et glimt til at tænke på den overstrømmende ros, min mor kunne finde på at give mig, og det giver mig næsten kuldegysninger. Men jeg elsker også hende. Jeg er ikke lige så fuld, men jeg elsker hende. Det skal hun vide. Jeg gengælder hendes rørstrømske kærlighed med et rutineret smil. Hun har altid været passioneret og overmandes ofte af sine følelser, hvad enten det er vrede, glæde eller frustration. Og jeg har altid været i stand til at tilpasse mig andre menneskers forventninger til mig. ”Skal vi ikke gå ud i haven?” spørger hun og rejser sig. Hun er allerede på vej, jeg har ikke noget valg. Det er hunde koldt, mørket har lagt sig, og temperaturen må være tæt på frysepunktet. ”Det er for koldt,” siger jeg og gyser. Jeg står i et par tøfler og tøver under halvtaget på terrassen. ”Nej, kom nu,” råber hun. Hun er stukket i et par grønne gummistøver og er allerede nået ud midt på plænen; hun står i sin tynde kjole og slår ud med armene. ”Kom nu, skat!” Jeg tripper nervøst frem over fliserne, som om jeg ved at træde ved siden af kunne synke ned i en endnu mere frygtindgydende kulde. De kolde græsstrå strejfer mine nøgne 9
Muren.indd 9
22/12/16 10:35 am
ankler, og jeg erindrer for et kort øjeblik, hvordan jeg som barn lærte at slappe af, når jeg gik på grus, for at mindske smerten. Jeg slapper af, vader gennem græsset og falder i hendes arme. Vi står tæt sammen i en omfavnelse midt i novembermørket. ”Ligesom før i tiden,” hvisker hun i mit øre, og jeg nyder den kortvarige varme fra hendes ånde, blot for at fryse endnu mere, da den igen forsvinder og efterlader en iskold fugt, der får mig til gyse. ”Ja,” siger jeg og erindrer, hvordan det ikke blot var meget varmere før i tiden, men også helt anderledes ophidsende at stå midt i haven om natten. Vi er stadig lykkelige, det er jeg slet ikke i tvivl om, men vi har haft brug for at forstærke vores følelser, hele tiden, og nu har vi taget konsekvensen af vores egen kærligheds begrænsninger og så at sige transcenderet vores tosomhed. Nu skal vi se ud over os selv. Nu skal vi i mangel af egen familie tage os af andre, elske andre. Hun har også sagt det. I går sagde hun: ”Nu kan jeg bruge al min kærlighed til noget.” Og jeg svarede: ”Ja, nu kan vi være noget for andre mennesker.” For det er vel det, livet handler om. Det er vel det, man bør være.
Muren.indd 10
22/12/16 10:35 am
1. DEL
HELVEDE OG MIG
Muren.indd 11
22/12/16 10:35 am
Muren.indd 12
22/12/16 10:35 am
Mig
D
et værste er ikke at være alene. Det værste er de andre. Resten af verden. Ikke at det først falder mig ind nu, tværtimod, det er en erkendelse, der har været lang tid undervejs, men i dag står følelsen lysende klar. Jeg bryder mig ikke om vores art, og det skal endelig ikke forveksles med, at jeg ikke bryder mig om livet. For det gør jeg. Jeg kan godt lide at leve. Det er bare alle de andre, der går mig på. Og jeg må med mismod konstatere, at det er en følelse, der bare bliver stærkere og stærkere, for hver dag der går, og nu ser jeg ikke længere andre muligheder end at trække en grænse. Mit liv er blevet et spørgsmål om dem eller mig, hvorfor en skillelinje synes uundgåelig. Jeg er glad for, at jeg omsider kan være helt ærlig over for dig. Sådan har det jo ikke altid været. Faktisk har jeg ofte justeret virkeligheden, så at sige, men jeg synes ikke, det er min skyld alene. Ja, jeg vil endda mene, at jeg ikke havde noget valg, at det var dig, der fik mig til det. Jeg er ikke nogen løgner. Jeg har altid haft som ledetråd at fortælle sandheden. Men hvad er et moralsk menneske, hvis ikke en, der 13
Muren.indd 13
22/12/16 10:35 am
tager hensyn til andre, og sandheden er ofte hensynsløs. Du var aldrig dominerende over for mig, under alle omstændigheder ikke på den vanlige, direkte måde, men der lå en autoritet i din skrøbelighed. Jeg ville ikke gøre dig fortræd. Jeg ville skåne dig. Og derfor skånede jeg dig somme tider for sandheden, fordi jeg er et godt menneske. I bund og grund er jeg et godt menneske. Og det er vel mere, end man kan sige om så mange andre. Nu har jeg bestilt mursten. Som jeg fortalte dig forleden, har jeg allerede cement i rigelige mængder, og byggefærdighederne må jeg lade være op til min ihærdighed. I forgårs kom min nabo forbi. Hun er en sirlig kvinde med udstående, mørkrandede øjne, som altid gransker mig indgående, mens hun taler. Her kan man roligt tale om et elevatorblik; hendes øjne farer op og ned over mig, og jeg kan ikke afgøre, om jeg skal føle mig komplimenteret eller intimideret. Og som hun står der og befamler mig med sit svirrende blik, er hun på én gang uendelig fraværende og overrumplende nærværende i sin utilslørede nysgerrighed. Hun spurgte til de store plastikindpakkede paller, der stod i indkørslen, og som hun med egne ord ikke kunne få øjnene fra. Hvad var det, jeg havde bestilt? Det var mursten, forklarede jeg, og endnu en rynke føjede sig til de i forvejen hårdt sammenstimlede furer i hendes pande. De, det vil sige hun og hendes mand, havde også set, at jeg forleden sad oppe på taget. Hvad lavede jeg deroppe? De havde også bemærket – ja, og her undskyldte hun faktisk – at jeg på det seneste havde gået i det samme sæt tøj hver eneste dag. Hun havde altid været i stand til at stille meget direkte spørgsmål, fordi hun supplerede dem med en sær nynnende klang og sine sædvanlige flagrende bevægelser og sit flakkende 14
Muren.indd 14
22/12/16 10:35 am
blik, der alt i alt kompenserede for de træfsikre spørgsmål. Hun var én stor undskyldning for sig selv, og derfor var hun nærmest tilgivet alt på forhånd, sådan syntes hun i hvert fald selv at ræsonnere. Nej, jeg bruger et andet sæt tøj også, svarede jeg, men jeg foretrak dette. ”Så du går kun i to sæt tøj?” udbrød hun og lod den ene arm flagre i luften i retning af uendeligheden som for at udpege de uanede konsekvenser af min adfærd. Jeg forklarede, at jeg havde travlt, og hun replicerede: ”Med hvad?” ”Med mit liv,” sagde jeg. ”Hvad med murstenene?” ”Hvad med dem?” ”Hvad er det, du bygger?” ”En mur,” sagde jeg, og hun plirrede chokeret med øjnene. Hun hedder Sigrid Høst, og jeg tør vædde på, at hun aldrig har set så høj en mur som den, jeg har tænkt mig at bygge.
Muren.indd 15
22/12/16 10:35 am
Muren.indd 16
22/12/16 10:35 am
De andre
I
samme øjeblik Søren træder ind ad døren til det lille kontor på Københavnsvej, fornemmer han, at omgivelserne rykker væk fra ham. Verden omkring ham er atter usikker, ikke som på cyklen, hvor han penetrerede luften, vinden, udsigten og opløste sig selv i bevægelserne. De sidder alle på deres pladser, han er den sidste. En efter en kigger de op, hilser med morgenfriske smil, en enkelt blot med en hurtig trækning over ansigtet ligesom Søren selv; han føler, at hans ansigt er af ler, bevægelserne trænger kun nødig gennem huden, som ubetydelige tics nærmest, flygtige ilinger i muskulaturen, skridt for skridt træder han gennem omverdenens seje materie, morgenverdenens lede, tykke sump. Indtil han omsider når frem til sin plads efter rutinemæssigt at have hængt frakken på knagerækken og børstet pandehåret til siden med hånden, glippet med øjnene, som først nu er ved at vænne sig til lyset, det særlige lys, som skinner fra andre mennesker, og som er alt for skarpt. Tre minutters fred. Han tænder for sin computer og tørrer skærmen af med skjorteærmet. Som sædvanlig har rengøringspersonalet sjusket; der er stadig kaffepletter på 17
Muren.indd 17
22/12/16 10:35 am
bordet fra i fredags. Verden omkring ham begynder at røre på sig, folk rejser sig, bevæger sig hen mod det lille tekøkken. Der er fælles morgenmad denne morgen, fordi hans chef havde fødselsdag om søndagen. Søren lukker frustreret øjnene. Andre menneskers selskab en mandag morgen i november føles som at få trukket tarmene ud, meter for meter, replik for replik, spørgsmål for spørgsmål. Og denne morgen er om muligt værre end ellers; han har knap sat sig ved det store bord, som er spartansk pyntet med to lys og et flag mellem skiveskåret ost og filoneboller, før hans chef kigger på ham og siger: ”Jeg forstår godt, hvis du er bekymret.” Søren, der netop har skubbet tallerknen nogle centimeter fra sig i erkendelse af, at han er ude af stand til at indtage noget som helst ud over kaffe denne morgen, hvis hans krop skal have bare en minimal chance for at tilpasse sig resten af verden, retter sig op og kigger forundret på sin chef. På Jørgen. På lille, runde Jørgen med de klare, krystalblå øjne. Og Jørgen kigger tilbage, betragter ham indgående. Ikke fordømmende, ikke nedladende, bare nysgerrigt, oprigtig nysgerrigt og med et lille, medfølende smil. Søren trækker tallerknen hen foran sig igen; det er et sølle skjold mod verden, men det er alt, der er. Alle kigger på ham. ”Ja, vi har hørt det med jeres nabo,” fortsætter Jørgen. ”Gitte fortalte det her til morgen.” ”Nå, hvad har I hørt?” spørger Søren og ånder lettet op. Fokus glider atter en smule væk fra ham, reddet på stregen af en anden mands gerninger. ”At han er blevet sær efter alt det dér med skolen. Ja, hvad skal man sige?!” 18
Muren.indd 18
22/12/16 10:35 am
Ikke noget, tænker Søren og siger: ”Ja, han har haft det lidt svært her på det sidste.” ”Men du kendte ham jo, så vidt jeg husker?” ”Kun lidt. Men han er nu heller ikke vores nabo. Der ligger et andet hus imellem.” ”De siger,” siger Gitte, ”at han sad oppe på sit tag i fredags. Efter at det var blevet mørkt. Og han har vist siddet der før. Nu skal han også have bestilt en masse mursten. Hvad skal han med dem? Skal han til at bygge noget?” ”Jeg ved det ikke,” siger Søren. ”Han har altid haft gang i en masse. Vi ved faktisk ikke ret meget mere. Vi har snakket lidt med ham en gang imellem her for nylig, men han virker ikke syg eller noget.” ”Jeg har hørt, at han var millionær,” siger Jørgen med en pludselig begejstring. ”Det må være spændende at have en millionær som nabo.” Søren kigger på ham uden at vide, hvad han skal sige. Ordene føles usædvanlig tunge, som betonklodser, han må trække frem i lyset med store jernkæder. Muligvis af samme grund falder de som regel fuldstændig igennem. ”Men så I dét i fredags?” spørger Hanne. ”Så hvad?” ”At han sad oppe på taget?” ”Nej, vi så Downton Abbey,” svarer Søren. ”Nå, kommer den nu om fredagen?” siger Gitte. ”Vi har den på dvd,” siger Søren. ”Jane fik boksen til sin fødselsdag.” ”Vi er lige begyndt på tredje sæson af Borgen,” siger Bent. ”Den er nu også god,” siger Gitte. ”Hun spiller fantastisk, hende Birgitte Nyborg.” ”Sidse Babett,” siger Jørgen. 19
Muren.indd 19
22/12/16 10:35 am
”Ja,” siger Bent. ”Hun er god.” ”Men er der ikke nogen, der har snakket med ham?” spørger Hanne. ”Hvem?” ”Ja, din nabo.” ”Det ved jeg faktisk heller ikke. Vi har ikke hørt så meget. Men det er nu heller ikke vores nabo.” De andre nikker og begynder at tage boller fra brødkurven og hælde kaffe op. Samtalen synes svær at fortsætte, og Søren føler, han bør runde den af. ”Han gav jo faktisk en masse penge til den skole,” siger han derfor. ”Så måske er han god nok.” ”Man sidder da ikke bare oppe på taget af sit hus – det er der da ingen, der gør,” siger hans chef. Han har længe siddet og pillet ved fødselsdagsflaget, og uden at tænke over det har han firet det ned på halv. Da det går op for ham, skynder han sig at hejse det til tops igen. ”Nej, det er nok rigtigt …” siger Søren. ”Måske er han ved at sætte en parabol op.” ”Men hvad så med murstenene?” spørger Jørgen og kigger alvorligt på Søren. ”Nej, selvfølgelig …” ”Er han egentlig ikke gift?” spørger Gitte. ”Jo, men hun er flyttet her for nylig.” ”Så er det da derfor, at han er blevet sær.” ”Ja, måske.” ”Lad os håbe, det er derfor. Så kan det da forklares.” ”Hvor har du egentlig hørt alt det her fra?” spørger Søren og begynder at smøre en bolle, selv om han stadig ikke føler nogen sult.
20
Muren.indd 20
22/12/16 10:35 am
”Jeg kender jo Kirsten, der bor længere oppe ad vejen,” svarer Gitte. ”Hun har heller ikke hørt mere. Hun siger, at han er blevet meget indelukket. Så det er jo ikke nogens skyld – I naboer kunne ikke have gjort noget.” ”Nej,” siger Søren. “Nej, sådan føler vi heller ikke.” ”Nu er det jo heller ikke verdens undergang; han får det sikkert snart bedre. Så må han jo sidde deroppe, hvis det er det, der skal til.” ”Ja, der er faktisk en udmærket udsigt,” siger Søren og smiler. ”Bare han ikke springer.” De andre standser i deres bevægelser og kigger på ham. ”Ja, det dør han jo nok heller ikke af,” siger han og kigger sig hurtigt omkring i mængden. ”Det er et meget lavt hus,” mumler han, da ingen andre siger noget. Efter morgenmaden går han hen til sin plads. Han tjekker sine arbejdsmails igennem, hvorefter han logger på sin private mailkonto. Der ligger en ny mail: Kære Søren Jeg tænker på dig hver eneste dag. Jeg tænker, at hvis verden var en anden, ville jeg være den eneste. Og så ler jeg ad mig selv, for naturligvis er verden den samme, og jeg er en fremmed. Vi er så langt fra hinanden, og når jeg kigger ud ad vinduet, virker alting så håbløst ligegyldigt. Ingenting har længere betydning. Andre mennesker siger mig ingenting, og jeg tænker hele tiden på, hvornår jeg får dig at se igen. Hvor lang tid skal der gå denne gang? Jeg er klar over, at du er bundet på hænder og fødder, at du har din kone, jeg ved alt om alle de år, I har været gift, jeres hus, jeres barn: Jeg ken-
21
Muren.indd 21
22/12/16 10:35 am
der din ensomhed. Men jeg er her for dig, tĂŚnk pĂĽ det, jeg er her altid for dig. Det er ikke den kolde verden, der findes. Det er mig. Mange kĂŚrlige hilsener Lisa
Muren.indd 22
22/12/16 10:35 am
Mig
J
eg hører ikke til i det offentlige rum. Jeg hører ikke til blandt andre mennesker og slet ikke blandt idioter i et byggemarked. Jeg mødte en gammel ven, Troels hedder han, som straks begyndte at udbrede sig om sit nye liv som idiot. ”Charlotte og jeg,” sagde han fuldstændig utilsløret grammatisk korrekt som for at manifestere sit perfekte liv i sin sprogbrug. ”Charlotte og jeg har besluttet os for at bygge en bro over åen oppe ved sommerhuset.” ”Det er sjovt,” sagde jeg. ”Jeg er netop gået i gang med at bygge det modsatte.” ”Det modsatte af en bro?” ”Ja, en mur.” ”Nå, på den måde. Ha-ha.” Han fandt det tilsyneladende morsomt, formentlig fordi han ikke var klar over det fulde omfang af min mur. ”Men så er jeg da ikke den eneste, der er så tosset at begynde at bygge noget på den her årstid,” sagde han muntert. ”Hvad er det så for en mur, du bygger?”
23
Muren.indd 23
22/12/16 10:35 am
”Bare en mur,” svarede jeg. ”Hvad er det for en bro, du bygger?” ”Jamen, det er til ungerne, så de kan rende over til naboens børn. Det har i lang tid været et problem med den å.” ”Hvorfor fylder I den ikke bare op med jord så?” ”Arh …” Han kløede sig i nakken og fortrak ansigtet i en grimasse. ”Jo, men hvorfor ikke?” vedblev jeg. ”Bruger I den til noget?” ”Nej, men det er da smukt med en å. Vi vil jo heller ikke ødelægge naturen.” Han anlagde et delikat, næsten fromt ansigtsudtryk, og som han stod der i byggemarkedet omgivet af boremaskiner og skruetrækkere og vinkelslibere, kunne han meget vel ligne en frelst tømrersøn, der skulle i gang med at bygge en bedre verden. ”Du er sgu da skideligeglad med naturen,” sagde jeg brysk. Han åbnede munden og skulle lige til at sige noget, men jeg kom ham i forkøbet: ”Du æder dyr fra industrielle slagterier, der er indrettet som de rene koncentrationslejre, du forbruger løs af alle verdens ressourcer uden at bidrage til genopretningen af al den natur, du nedbryder, du forurener og ødelægger klimaet hver eneste dag, og du har formentlig også sat mindst to-tre børn i verden, så vores samfund kan blive endnu mere overbefolket, end det i forvejen er, og dermed forårsage yderligere vækst i vores overforbrug og totale nedbrydning af miljøet.” ”Sikke noget vås!” udbrød han og spærrede øjnene op. ”Vi tænker en hel masse over miljøet, vi laver praktisk talt ikke andet! Det er vores førsteprioritet. Vi har fandeme lige 24
Muren.indd 24
22/12/16 10:35 am
købt en Tesla, og vi køber stort set altid økologisk. Forleden donerede vi endda en masse af vores tøj til Kirkens Korshær, og desuden …” Hans øjne blev større og større, og mens han fortabte sig i sin skingre apologi, dykkede jeg ned i hans svømmehalsblå iris og så hans hensynsfulde økoliv tone frem som skygger på bunden, hans kone med gyngende, malkeberedte tyrolerbryster i bæredygtig balconette-bh og en højpoleret blåbærtærte i favnen, storsmilende og friblødende foran deres lille, idylliske sommerhus i Sverige, mens deres børn, sunde og paraplyvaccinerede mod alt fra dysleksi til socialfobi, løb rundt og råbte mor og far og mor og hurra, og alting duftede rent og blødt af skyllemiddel, hele verden, hele den familiære verden med far, mor, børn og kvalmende kærlighed duftede af den lifligste, giftigste Bamseline. ”Desuden laver Charlotte alt vores rugbrød fra bunden!” sagde han og slog frustreret ud med armene. ”Undskyld, Troels,” sagde jeg og klappede ham hurtigt på skulderen. ”Jeg bliver nødt til at smutte. Tak for snakken!” Fuld af fornyet energi tog jeg min vogn og skyndte mig i retning af afdelingen for byggemateriel.
Muren.indd 25
22/12/16 10:35 am
Muren.indd 26
22/12/16 10:35 am
De andre
H
un betragter sin mand: Han sidder ved køkkenbordet, fed og opsvulmet med mørkblommet ansigt og sin tynde hårpragt spredt i umedgørlige totter over issen, så det er umuligt at afgøre, om han har været til vild fest i nabolaget eller lige er stået op efter en lang nat med urolige drømme. Han ser omtumlet og gammel ud, og Sigrid føler, at hun er blevet en del af dette udseende, at hans udstråling er blevet hendes udstråling. Hans kraftige vom maser sig ud over buksekanten, og i et glimt kommer hun til at tænke på hans pik, hans lille, røde, næsten blålige stump, der altid stritter, fordi den er så klejn, de krusede, gråsorte pubeshår og den ildelugtende sæk, hvor de ubrugelige testikler hænger i deres slappe hud og dingler og smælder mod hendes baller, når han en sjælden gang imellem stikker krumtappen op i hende og pumper løs i nogle få sekunders desperat hor, alt imens han akkompagnerer det hektiske orgie med en serie af raspende, gutturale gammelmandsgrynt. ”Det værste,” siger hun, mens hun med en rolig cirkulær bevægelse hælder den mørke te ud i vasken i en lang, tynd
27
Muren.indd 27
22/12/16 10:35 am
stråle, ”er, at han ikke engang gjorde sig den ulejlighed at orientere os.” ”Hvad tænker du?” mumler Paul og rykker sig på køkkenstolen, så den knirker faretruende. Han læner sig bagover og griber med begge hænder om bæltespændet, som han med stort besvær får lirket op, hvorefter han prustende lader sig falde ind over bordet med armene foran sig som en tårnspringer, der kaster sig ud. ”Ja, komme med en forklaring. Måske lige skrive et brev til sine naboer. Så vi ikke skal gå og spekulere over det. Det er under alle omstændigheder patetisk. Mennesker som ham betragter sig selv som bedre end alle andre.” ”Hvad vil du så med et brev? Det ville bare gøre det hele meget værre. Han ville have skrevet alt muligt lort.” ”Ja, sikkert. Men det var da det mindste, han kunne gøre.” Paul lægger kinden mod bordpladen og lukker øjnene. ”Skal du sove nu?” ”Jeg er træt.” ”Jeg tager et glas hvidvin,” siger hun. Han åbner øjnene, retter sig op og sukker. ”Mener du det?” siger han og kommer langsomt på benene. ”Ja, bare et enkelt glas. Et enkelt glas.” De næste minutter foregår i tavshed. Hun tager et glas, finder en flaske vin i vinkøleskabet, sammen går de ind i stuen og sætter sig ved spisebordet; det hele foregår som en fælles overenskomst, hvor de hver især kender deres bestilling. Han åbner vinen for hende, hun skubber sit glas frem midt på bordet, han skænker op. Ceremonien afsluttes med, at Sigrid hæver sit glas og foretager et diminutivt nik
28
Muren.indd 28
22/12/16 10:35 am
til sin mand, hvorefter hun drikker og lader slurkene væde sin dehydrerede gane. ”Mmmm,” stønner hun og lukker øjnene. Paul tager en appelsin fra frugtskålen på bordet og begynder at spise grådigt af den, så en tynd stråle frugtsaft pibler ned over hagen. En dråbe rammer hans skjorte. ”For satan,” siger han og børster skjorten. Hans hånd minder om en stor, rynket bjørnelab med tykke, knoldede fingre, der laver fagter i luften. ”Man må da kunne skrive til kommunen,” siger hun lidt efter til Paul, der stadig kæmper med pletten på skjorten. ”Skrive hvad?” ”Ja, klage. Der må da være nogle regler. Man kan vel ikke bare bygge, hvad man vil. Har han overhovedet søgt om tilladelse? Og hvad med udsigten? Dem overfor kommer ikke til at kunne se fjorden mere.” ”Det har de vel aldrig kunnet,” siger Paul og rejser sig. Han begynder at knappe skjorten op. ”Man kan jo heller ikke bare sådan melde sig ud af samfundet. Hold nu op, det er bare en lille plet.” ”Jeg hader frugtpletter. Jeg er en mand, jeg er renlig.” ”Er mænd mere renlige end kvinder, synes du?” ”To ud af tre mænd går i bad hver dag. Det er der kun godt halvdelen af alle kvinder, der gør.” Sigrid er for længst holdt op med at blive irriteret over Pauls forkærlighed for statistikker. Han har klæbehjerne, hvad tal angår, og elsker at dupere andre med sin viden, men hun lader sig hverken imponere eller gå på af det. ”Det er bare frugt,” siger hun.
29
Muren.indd 29
22/12/16 10:35 am
”Jeg er sgu ligeglad,” siger han og smider skjorten på gulvet. Han sætter sig iført undertrøje, mens han studerer den lille plet frugtsaft, der er trængt igennem. ”Du tager ikke den af også.” ”Må jeg nu ikke være nøgen foran min egen kone?” Sigrid kigger væk uden at sige noget. Hun kender hans blufærdighed; lige så meget som han elsker at blotte sin fandenivoldske natur og fremføre sine meninger over for alt og alle, lige så meget hader han at være afklædt foran andre mennesker. Og det er ikke blevet mindre udtalt siden Episoden. Men det førte da en god ting med sig, nu drikker han ikke mere. Hun tager sit glas op til munden. Og mens hun drikker, lukker hun øjnene og tænker på Bjørn Thomsen. Hans verdensfjerne, apatiske ansigtsudtryk, når han står i sin for have bag havelågen og betragter hende passere forbi. Det er, som om han er blevet en anden. ”Måske du kunne tale med Søren,” siger Paul. ”Hvad mener du?” ”Ja, ved en ejendomsmægler ikke, hvad man må og ikke må?” ”Nå ja, men Søren ...” ”Man ved sgu aldrig. Måske ved han et eller andet – han har været i branchen halvdelen af sit liv.” Sigrid rejser sig og går over og læner sig op ad væggen. Hun er iført en lang, rød velourkjole, og hendes sorte, let gråsprængte hår er sat op i en knold i nakken. Paul betragter hende, mens han niver sig selv i armen. Hans hud er bleg, og flere steder på armene og skuldrene er der små sår. ”Hvis du mener, det ødelægger udsigten, hvorfor går du så ikke over og snakker med hans nye genbo? Hende pædagogen.” 30
Muren.indd 30
22/12/16 10:35 am
”Jeg kan ikke overskue det,” siger Sigrid og lukker øjnene. Hun læner hovedet tilbage mod væggen og sukker. ”Så må du leve med den mur.” ”Hun er i øvrigt ikke pædagog. De har bare mange børn.” ”Det bliver det sgu ikke meget bedre af. Du ved, hvordan jeg har det med kvinder, der har født så mange børn, at de tror, de er mor til os alle.” ”Ja … Det ved jeg,” siger Sigrid fjernt og åbner øjnene. Hun træder et skridt frem og står lidt og kigger ned ad sig selv, ned ad sin kjole, inden hun løfter armene og tager hår elastikken ud. Hun ryster det gråsprængte, viltre hår, så hun kan mærke, hvordan det flimrer bag hende som en urolig skygge. Paul sidder lidt og stirrer frem for sig. Hans øjne er vandede, og i mundvigene sidder små, hvide klatter af en ubestemmelig materie. Lidt efter er hans øjne faldet i, og hans krop sunket sammen, som om et årelangt, langsomt opbygget pickwick-syndrom – det fede menneskes tilbøjelighed til at falde i søvn under sin egen vægt – endelig har fået herredømmet over ham. I hvert fald har hjernen udskilt et passende mål melatonin, så han langsomt er døset hen, og snart efter ruller en boblende snorken ud mellem de fyldige læber. Sigrid går hen og puffer til ham, så han forskrækket slår øjnene op. ”Jeg går i seng,” siger hun.
Muren.indd 31
22/12/16 10:35 am
Muren.indd 32
22/12/16 10:35 am
42mm
133mm
43mm
133mm
123mm
137mm
27mm
føler sig ensom. Hunden tilhører den velhavende Albert, der bliver forladt af sin kone som følge af hundens forsvinden. således udløser tyveriet en skæbnesvanger dominoeffekt, der kommer til at berøre både mennesker og hund. Dyrets rutiner trækker Bernhard i nye retninger, og snart møder han sin drømmekvinde. samtidig tager Alberts liv en voldsom drejning, og efterhånden bliver han frarøvet hele sin tilværelse. er det skæbnens ironi eller tilfældets magt? Hvilken indflydelse har samfundets skjulte kræfter? Og hvilken rolle spiller Bernhards mystiske nabo og hans besynderlige
Torben Munksgaard Torben Munksgaard
kontanthjælpsmodtageren Bernhard stjæler en hund, fordi han
137mm
bbbbbb
SORT HUND
bbbbb
Berlingske
eksTrA BlADeT
bbbbb
bbbb
24Timer
JYllAnDs-POsTen
hjerneforskningsprojekt? 215mm
sOrT HUnD er en dystopisk fortælling om samfundets og menneskes stædige jagt efter lykke.
toRBEN mUNKsGaaRD (f. 1975) debuterede i 2007 med REtRoGRaD, der blev oversat til svensk, norsk og finsk. hans anden roman, DEN pERFEKtE maND, EN sElvBioGRaFi, udkom i 2009.
SORT HUND
skæbnens magt – eller tilfældighedernes spil – i det moderne
Torben Munksgaard
Begge værker har høstet stor anmelderros. Foto © thomas a
ISBN 9788711385616 www.torbenmunksgaard.dk
ROMAN LINDHARDT OG RINGHOF
9 788711 385616
Bjæffende begavet satire. – EKSTRA BLADET
Da den midaldrende forretningsmand Bjørn Thomsen bliver forladt af sin kone, beslutter
“Sort hund” er en rundtosset og fornøjelig roman om skæbne, tilfælde og identitet, skrevet af en forfatter med en usandsynlig veludstyret næse for komiske sammenhænge og absurde mønstre. Man bliver i den grad underholdt. – JYLLANDS-POSTEN
han sig for at vende verden ryggen og mure sig inde. Bogstavelig talt: Han bygger en høj mur FOTO / LÆRKE POSSELT
hele vejen rundt om sit hus for at være i fred for resten af verden.
TORBEN MUNKSGAARD
Sådan noget gør man ikke uhindret i det
– BERLINGsKE
bbbbb
ikke finde sig i, at han bare sådan melder sig ud
brillerer med sprudlende præcis danmarkssatire.« – EKsTRa BLaDET
bbbbb »Forfatteren bruger sprog og humor virtuost og skaber nye monstrøse tankebilleder.« – 24TIMER
bbbbb »en skønlitterær forfatter, der tager pulsen på de store eksistentielle spørgsmål i vores tid.«
og bryder de uskrevne regler for fællesskabet,
bbbb »en rundtosset og fornøjelig
treårige arbejdsstipendium.
til uanede højder med anklager om indbrud, tyveri, hærværk og vold. ISBN 9788711565209
www.torbenmunksgaard.dk
9 788711 565209 >
I vIrkelIgheden
ISBN 9788711359532
veludstyret næse for komiske sammenhænge og absurde mønstre.« – JyLLaNDs-PosTEN
9 788711 359532
LINDHARDTOGRINGHOF.DK
I VIRKELIGHEDEN
ROMAN / LINDHARDT OG RINGHOF
Der er langt mellem danske romaner på det niveau, Torben Munksgaard præsterer med “I virkeligheden”.
ToRBEN MuNKsGaaRD (f. 1975) debuterede i 2007 med Retrograd, der blev oversat til svensk, norsk og finsk. siden har han udgivet Den perfekte mand, en
selvbiografi (2009) og bestselleren Sort hund (2012). alle hans romaner har høstet stor anmelderros, og i 2013 modtog han statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. www.torbenmunksgaard.dk
roman om skæbne, tilfælde forfatter med en usandsynlig
og snart begynder en indædt nabokrig med muren som centrum. Striden eskalerer hurtigt
Muren.indd 1
– søNDaGsaVIsEN
I VIRKELIGHEDEN er en mangfoldig samtidsroman om en række personer, der alle bærer på en tung hemmelighed eller lever et liv, de ikke er tilfredse med. Med denne bog har Torben Munksgaard skrevet en ny vidtspændende fortælling om identitet og det moderne menneskes opgør med sin omverden – og ikke mindst med sig selv.
og identitet, skrevet af en
Munksgaard Statens Kunstfonds
OMSLAG / MIKKEL HENSSEL
Han står stille. For et øjeblik ønsker han ikke andet end bare det. Bare stå og lade blikket bestige himlens blå højdedrag, lade tankerne forsvinde bort i viddernes afsindighed. I virkeligheden, tænker han, vender verden på hovedet, og de, der falder, vender rigtigt.
100mm
215mm
han udgivet “Den perfekte mand,
(2014). I 2013 modtog Torben
137mm
I vIrkelIgheden
parcelhuskvarter, hvor Bjørn bor. Naboerne vil
hund” (2012) og “I virkeligheden”
28,2 mm
»Bør blive en af årets store danske romansucceser.«
»Torben Munksgaard
svensk, norsk og finsk. Siden har en selvbiografi” (2009), “Sort
137mm
bbbbbb
FoTo / LæRKE PossELT
“Retrograd”, der blev oversat til
100mm
Pressen skrev om Sort hund:
Torben Munksgaard
(f. 1975) debuterede i 2007 med
En overdådigt vittig og velskrivende Torben Munksgaard tager lykketemperaturen på morgendagens velfærdssamfund (…) en helstøbt, dybt original roman. – BERLINGSKE
210mm
81mm
Torben Munksgaard
oMsLaG / MIKKEL HENssEL
– DAGBLADENES BUREAU
“I virkeligheden” er cool og begavede fortællinger om samtiden. Torben Munksgaard rocks. – BERLINGSKE Torben Munksgaard skriver med stor præcision og indlevelse i sine karakterer, og romanen bæres frem af både de mundrette dialoger og det komplicerede og velorkestrerede plot. – FYENS STIFTSTIDENDE
LINDHARDTOGRINGHOF.DK
23/12/2016 11.51