Når isen brister - læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

90 mm

153 mm

33 mm

153 mm

90 mm

En af årets mest interessante svenske krimier. – SKÅNSKA DAGBLADET

CAMILLA GREBE (f. 1968) debuterede

Om NÅR ISEN BRISTER:

Velfortalt, spændende og umulig at forudse.« – LÄSA & LYSSNA

226 mm

En virkelig god psykologisk thriller, måske årets bedste.« – MYSTERIERNA Når isen brister er en velkonstrueret spændingsroman, og styrken ligger i de nuancerede karakterer.« – EN FIKTIV RESA Når isen brister er en rigtig pageturner.« – BORÅS TIDNING Når isen brister er en stærk fortælling, og ikke mindst personkarakteristikken er overbevisende.« – CRIMEGARDEN

– STEFAN AHNHEM, bestsellerforfatter Emma er forelsket. Jesper er alt, hvad hun har drømt om og lidt til. Men han er også direktør i den tøjkæde, hvor hun arbejder, og dermed hendes øverste chef. Diskretion er derfor nødvendig. Uden varsel hører Emma pludselig ikke mere fra Jesper. Han er som sunket i jorden, og Emma er ude af sig selv af bekymring. Samtidig bliver en ung kvinde fundet myrdet og lemlæstet i hans mondæne villa i en forstad til Stockholm. Peter Lindgren er efterforsker hos kriminalpolitiet og bliver sat på sagen. Da mordet har tydelige ligheder med en ti år gammel uopklaret sag, bliver adfærdspsykolog Hanne Lagerlind hentet ind for at hjælpe med en gerningsmandsprofil. Peter og Hanne deler en smertelig fortid, og sammen må de søge svar. Hvem er den myrdede kvinde? Hvor er direktøren? Sporene fører dem ind i kærlighedens mørke skyggeside.

Her er den! Bogen, du ikke må snyde dig selv for. Helt utrolig god! – KRISTINA OHLSSON, krimiforfatter

9 788711 491898

Når isen brister

En intelligent roman. Det er lykkes Camilla Grebe at skabe karakterer, der føles troværdige og nærværende.« – DAST MAGAZINE

Spændende karakterer og velskrevet ned i mindste detalje.

Når isen brister Kunne ikke lægge den fra mig. Ikke før sidste side var læst. – STEFAN AHNHEM, bestsellerforfatter til OFFER UDEN ANSIGT og DEN NIENDE GRAV

L I N D H A R D T O G R I N G H O F. D K

KRIMI LINDHARDT OG RINGHOF

Når isen brister_omslag_33mm_290416.indd 1

Forfatterfoto © Viktor Fremling / Omslag: henriettemork.dk

Når isen brister er både tragisk og fantastisk. Det er en bog, der skal læses i mørket ved siden af en knitrende ild i pejsen.« – NYA KRISTINEHAMNS-POSTEN

i 2009 og er en erfaren krimiforfatter. Sammen med Åsa Träff og Paul LeanderEngström har hun tidligere skrevet seks bøger, som er oversat til 18 sprog. To af dem har været nomineret til Bedste svenske kriminalroman. Når isen brister er hendes krimidebut på egen hånd og er allerede solgt til udgivelse i 20 lande.

29/03/16 11:38

P책 dansk ved Charlotte A.E. Glahn

Lindhardt og Ringhof

N책r isen brister.indd 3

3/14/16 1:33 PM

Når isen brister er oversat fra svensk efter Älskaren från huvudkontoret Copyright © Camilla Grebe 2015 All rights reserved Dansk copyright © 2016 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Omslag: Henriette Mørk Bogen er sat med Janson Text LT Std hos Geethik Technologies og trykt hos Livonia, 2016

ISBN 978-87-11-49189-8 1. udgave, 1. oplag 2016

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Når isen brister.indd 4

3/14/16 1:33 PM

Til Estelle og Fredrik

N책r isen brister.indd 5

3/14/16 1:33 PM

”Du ved ikke, hvem der er din ven eller fjende, før isen under dig brister.” Inuit-ordsprog

Når isen brister.indd 6

3/14/16 1:33 PM

Peter

N책r isen brister.indd 7

3/14/16 1:33 PM

N책r isen brister.indd 8

3/14/16 1:33 PM

Jeg står i sneen foran min mors gravsten, da telefonen ringer. Det er en enkel gravsten, nogenlunde i knæhøjde, i groft tilhugget granit. Vi har talt lidt, min mor og jeg, om det vanskelige ved at være ansat ved politiet i en by, hvor ingen længere tænker på andre end sig selv. Og måske endnu vigtigere: vanskelighederne ved at være menneske i sådan en by, i sådan en tid. Jeg tramper den bløde sne af mine gummisko og vender mig væk fra gravstenen. Det virker forkert at tale i mobil ved graven. Foran mig breder skovkirkegårdens bølgende landskab sig ud. Striber af tåge svæver i disen mellem fyrretræernes kroner, og under dem skyder de mørke træstammer op af sneen som udråbstegn, peger på livets forgængelighed. Det drypper fra træ kronerne, fra gravstenene. Overalt løber smeltevandet. Det finder også vej ind i mine tynde sko, samles rundt om tæerne som en våd påmindelse om at købe de vinterstøvler, jeg burde have anskaffet mig for længst. Et sted i det fjerne kan jeg skimte mørke skikkelser, der går inde mellem træerne. Måske skal de opstille lanterner eller lægge granris ud. Det er snart jul. Jeg tager et par skridt mod den nydeligt revne gangsti og kaster et blik på displayet, men ved allerede, før jeg kigger, hvem det er. Følelsen i mellemgulvet er ikke til at tage fejl af. Den sugende, bankende fornemmelse, jeg kender så godt. Inden jeg svarer, vender jeg mig en sidste gang om mod gravstenen. Vinker lidt kejtet og mumler noget med, at jeg snart kommer igen. Det er selvfølgelig unødvendigt, for hun ved jo, at jeg altid kommer tilbage.

Når isen brister.indd 9

3/14/16 1:33 PM

Nynäsvägen ligger sort og blank foran mig, da jeg kører ind mod centrum. De røde lys fra bilernes baglygter glimter foran mig på vejbanen. Viser vej. Langs vejkanten er der tykke driver af snavset sne, og ved indfaldsvejen til Stockholm ligger en lav og deprimerende konform bebyggelse. Enkelte julestjerner lyser op i vinduerne, som fakler i natten. Det er begyndt at sne igen. Et regnblandet søle, som lægger sig på forruden og tilslører omgivelsernes skarpe konturer, bløder landskabet op. Det eneste, der høres, er lyden af vinduesviskerne, som fletter sig ind i den lave spinden fra motoren. Et mord. Endnu et mord. For mange år siden, når jeg som relativt nyuddannet og nybagt kriminalbetjent blev kaldt ud til et gerningssted, vakte beskeden om et mord altid en form for ophidselse. Døden var synonymt med et mysterium, der skulle løses, vikles ud som et filtret garnnøgle. For alting kunne vikles ud, redes ud. Bare man havde energi, udholdenhed og sørgede for at trække i de rigtige tråde på de rigtige tidspunkter. Virkeligheden var intet andet end en kompleks sammenfiltring af den slags tråde. Kort sagt: Den kunne bemestres, udredes. Nu ved jeg ikke rigtig længere. Måske har jeg mistet interessen for selve garnnøglet, mistet fornemmelsen af, hvilke tråde jeg skal trække i. Med tiden har døden også fået en anden betydning. Min mor, som sover i skovkirkegårdens fugtige jord. Annika, min søster, der ligger på samme kirkegård, blot et stykke længere væk. Og min far, som er ved at drikke sig ihjel på Solkysten, er vel godt på vej til også at ende der. De forbrydelser, der krydser min vej, virker ikke længere så vigtige. Selvfølgelig kan jeg da hjælpe med at finde frem til, hvad der er sket. Sætte ord på det ubegribelige – at nogen har mistet livet – og beskrive de omstændigheder, der førte dertil. Måske også fastslå, hvem der er den skyldige og i bedste fald stille vedkommende for en dommer. Men de døde er jo

Når isen brister.indd 10

3/14/16 1:33 PM

stadig døde. Jeg har efterhånden svært ved at se det meningsfulde i det, jeg gør. Ved Roslagstull sætter skumringen ind, og jeg konstaterer, at det aldrig blev rigtig lyst i dag. At dagen passerede lige så ubemærket hen i den grå decembertåge som dagen i går og dagene forinden. Trafikken bliver tættere, da jeg kører af på E18 nordpå. Jeg passerer noget vejarbejde, og ujævnhederne i vejbanen får bilen til at ryste og mit Wunderbaum i forruden til at hoppe foruroligende. Et sted i nærheden af universitetet ringer Manfred. Han fortæller, at der er en fandens ballade, at en eller anden stor kanon er indblandet, og at det ville være ret godt, hvis jeg ikke var så skide langsom og i stedet kom derhen i en helvedes fart. Jeg ser ud i den industrigrå skumring, svarer, at han må være lidt tålmodig, at vejbanen er hullet som en schweizerost, og at jeg risikerer at få blå mærker på bollerne, hvis jeg kører hurtigere. Manfred ler sin velkendte, gryntende latter, der altid minder mig en smule om en gris. Eller også er jeg uretfærdig nu: Manfred er fed, og måske er det hans kropsbygning, der farver mit billede af hans latter, får mig til at tænke på en vellystig grynten. Måske lyder hans latter fuldstændig som min. Måske lyder vi alle på samme måde. Vi har arbejdet sammen i mere end ti år, Manfred og jeg. År efter år har vi stået side ved side foran obduktionsborde, afhørt vidner og mødt fortvivlede pårørende. År efter år har vi pågrebet skurkene og gjort verden til et tryggere sted. Eller har vi egentlig? Alle dem, der ligger på køl på retsmedicin i Solna, er jo stadig døde og vil forblive døde. I tid og evighed. Vi er intet andet end samfundets rengøringshold, der samler de løse tråde, løsner knuderne op, når det utænkelige allerede er sket. Janet siger, at jeg er deprimeret, men jeg stoler ikke på Janet. Desuden tror jeg ikke på depression. Sådan er det faktisk: Jeg tror ikke på det. For mig handler det snarere om, at jeg er kommet frem til en form for indsigt i tilværelsens vilkår og for første gang

Når isen brister.indd 11

3/14/16 1:33 PM

ser nøgternt på livet. Janet påstår, at det hører med til sygdomsbilledet, at den deprimerede ikke formår at løfte blikket fra sin egen elendighed. Jeg plejer at svare hende, at depression er medicinalbranchens måske mest lønsomme opfindelse, og at jeg hverken har tid eller lyst til at bidrage til, at skruppelløse medicinalfirmaer bliver endnu rigere. Og når Janet så vil tale mere om min almentilstand, afbryder jeg altid samtalen. Det er trods alt femten år siden, vi var sammen, og der er ingen grund til at drøfte den slags med hende. At hun tilfældigvis er mor til mit eneste barn gør ingen forskel. Albin er for resten et barn, der aldrig burde være kommet til verden. Ikke fordi der er noget galt med Albin – han er vel som teenagedrenge er flest: bumset, højst sandsynligt med en overudviklet seksualitet og patologisk interesseret i computerspil – men fordi jeg vitterlig ikke var klar til at få børn. I mine mørke stunder (som der bliver stadig flere af med årene) plejer jeg at tænke, at hun gjorde det med vilje. Droppede p-pillen og blev gravid som hævn for det med brylluppet. Måske er det rigtigt. Det vil jeg aldrig få at vide, og det betyder ikke så meget længere. Albin findes og lever i bedste velgående hos sin mor. Vi ses indimellem, ikke særlig ofte – til jul og i sommerferien, og når han har fødselsdag. Jeg tror, det er bedst for ham på den måde, at vi ikke har så meget kontakt, altså. Ellers er der stor risiko for, at han bliver skuffet over mig. Nogle gange tænker jeg på, at jeg måske burde have et billede af ham i min tegnebog, ligesom andre (rigtige) forældre har. Et dårligt skolefoto taget mod en sepiatonet baggrund i en gymnastiksal af en fotograf, hvis drømme ikke rakte længere end til at tage billeder af skolebørn. Men jeg når altid frem til, at det ikke ville narre nogen, mindst af alle mig selv. Forældreskab er noget, man gør sig fortjent til, tænker jeg. Et privilegie, der kommer med vågne nætter, bleskift, og hvad man nu gør med børn. Det har meget lidt med genetik at gøre, med de arveanlæg, jeg uvidende donerede for omkring 15 år siden, så Janet kunne få opfyldt sin drøm om et barn.

Når isen brister.indd 12

3/14/16 1:33 PM

Jeg ser huset på lang afstand. Ikke fordi den hvide, kasselignende bygning stikker ud på nogen måde i det eksklusive villaområde, men fordi den er omgivet af politibiler. De blå blink spiller i sneen, og kriminalteknikernes umiskendelige hvide varevogn står nydeligt parkeret et stykke derfra. Selv parkerer jeg neden for bakken og går det sidste stykke op mod villaen. Hilser på uniformerne, viser min legitimation og bukker mig under det blåhvide afspærringsbånd, som vajer langsomt i den svage vind. Manfred Olsson står i hoveddøren. Hans store krop fylder næsten hele døråbningen, da han løfter hånden til hilsen. Han er klædt i tweedblazer, og et lille, lyserødt silketørklæde stikker op af brystlommen. De skræddersyede uldbukser er godt stoppet ned i sygehusblå skoovertræk. ”For helvede, Lindgren. Jeg troede aldrig, du ville komme.” Jeg møder hans blik. De små, skælmske peberkornsøjne ligger dybt i det rødmossede ansigt. Hans tynde, rødblonde hår er nydeligt vandkæmmet på en måde, der leder tankerne hen på en skuespiller i en film fra halvtredserne. Han ligner ikke en politimand, snarere en antikvitetshandler eller historiker eller sommelier. Uanset hvad ligner han i hvert fald ikke en strømer – hvilket han utvivlsomt er helt bevidst om. Så bevidst, at jeg mistænker ham for at more sig over det i sit stille sind, at han faktisk finder stor tilfredsstillelse i at overdrive sin excentriske tøjstil for at provokere overstrømerne. ”Som jeg sagde …” ”Ja, ja. Giv du bare trafikken skylden,” siger Manfred. ”Jeg ved, hvordan det er, når man finder en god pornobasker. Forbandet svært at rive sig løs.” Manfreds upolerede sprog står i stærk kontrast til hans indstuderede overklassestil, hvad tøj angår. Han rækker mig et par overtræk og handsker og siger i en lavere tone: ”Du. Det her er noget af det værste … Kom selv og se.” Jeg tager skoovertrækkene og handskerne på og træder op på pladerne af transparent plast, som teknikerne tilsyneladende har

Når isen brister.indd 13

3/14/16 1:33 PM

placeret på må og få i gangen. Lugten af blod er så intensiv og kvælende, at jeg næsten instinktivt træder tilbage, selv om jeg kender den så godt. Den knugende fornemmelse i maven vokser sig stærkere. Trods alle de gerningssteder, jeg har besøgt, alle de lig, jeg har set, er der noget med at være tæt på ond, pludselig død, der stadig får nakkehårene til at rejse sig på mig. Måske er det bevidstheden om, hvor hurtigt det kan gå. Hvor hurtigt et liv kan slukkes. Men indimellem kan det selvfølgelig også være det modsatte – hvordan et gerningssted, eller et lig, bærer vidnesbyrd om en umådelig langtrukken dødskamp. Jeg nikker til kriminalteknikerne i deres hvide overalls og ser mig omkring i gangen. Den er bemærkelsesværdig anonym, tæt på kønsløs. Eller også er den bare meget maskulin, det er vel næsten det samme? I hvert fald når det gælder indretning. Hvidmalede vægge, gråt gulv. Ingen steder nogle af de personlige genstande, man sædvanligvis finder i en gang: overtøj, tasker eller sko. Jeg træder hen på næste plasticplade og kigger ind i et køkken. Sortlakerede køkkenlåger, højglans. Et ellipseformet bord med stole rundt om, som jeg genkender fra et eller andet boligmagasin. K nive på række langs væggen. Jeg noterer mig, at der ikke ser ud til at mangle nogle. Manfred lægger sin hånd på min arm. ”Her. Kom.” Jeg træder videre på pladerne, længere ind i gangen. Forbi en kriminaltekniker udrustet med kamera og notesblok. En stor blodplet breder sig under pladerne. Nej, det er ikke en plet, snarere en sø. En rød, klæbrig sø af frisk blod, som lader til at dække hele den indre del af gangen, fra væg til væg og videre ned ad trappen til kælderen. En række fodspor i forskellige størrelser fører fra søen mod hoveddøren. ”En fandens masse blod,” mumler Manfred og træder videre med overraskende smidighed, på trods af at pladerne knirker betænkeligt under ham. Der står et skilt med et tal på ved siden af

Når isen brister.indd 14

3/14/16 1:33 PM

en blodig tøjbylt. Jeg kan skimte et ben og en højhælet sort støvle, og dernæst underkroppen af en kvinde. Hun ligger på ryggen med hovedet vendt væk fra mig. Der går et par sekunder, før det går op for mig, at hun er blevet halshugget, og at det, jeg først antog for at være en tøjbylt, i virkeligheden er et hoved, der ligger på gulvet. Eller rettere: Det står op, som om det voksede op fra gulvet. Som en svamp. Manfred stønner og synker ned på hug. Jeg læner mig frem, tager den makabre scene ind. Slipper den ind – det er vigtigt. Den naturlige reaktion er at fjerne sig, ikke at ville se på det ubegribelige, men som efterforsker har jeg for længst lært at nedtone den refleks. Kvindens ansigt og brune hår er indsmurt i blod. Hvis jeg skulle gætte, hvilket er lidt svært, når man tænker på den stand, liget er i, ville jeg sige, at hun var omkring 25 år. Hendes krop er ligeledes tilsølet med blod, og jeg kan ane dybe sår på underarmene. Hun er klædt i en sort kjole, sorte strømpebukser og en grå trøje. Under hende ligger en gennemblødt jakke. ”Føj for fanden.” Manfred nikker og stryger sig over skægstubbene. ”Hun er blevet halshugget.” Jeg nikker. Der er ikke rigtig andet at sige. Det er tydeligt for enhver, at det er præcis det, der er sket. Det kræver en anseelig styrke, eller i hvert fald en ihærdig arbejdsindsats, at skille hoved og hals fra resten af kroppen. Det siger noget om gerningsmanden. Nøjagtig hvad ved jeg ikke endnu, men det er i hvert fald ikke nogen svækling, der har gjort det her. Morderen var umådelig stærk. Eller umanerlig motiveret. ”Ved vi, hvem hun er?” Manfred ryster på hovedet. ”Nej. Men vi ved, hvem der bor her.” ”Og det er?” ”Jesper Orre.”

Når isen brister.indd 15

3/14/16 1:33 PM

Navnet forekommer mig bekendt på samme måde som en gammel idrætsmand eller afdanket politiker. Noget dæmrer, men jeg kan ikke mindes, hvor jeg har hørt det. ”Jesper Orre?” ”Ja, Jesper Orre. Direktøren for Clothes&More.” Pludselig husker jeg det. Den omstridte direktør for C&M, Nordens hurtigst voksende tøjkæde. Manden, som medierne elsker at hade. For hans managementmetoder, for hans mange damer og for hans lige så hyppige som politisk ukorrekte udspil i medierne. Manfred sukker dybt og rejser sig op. Jeg følger hans eksempel. ”Mordvåbnet?” spørger jeg. Han peger tavst ind i gangen. Længst inde, ved siden af en trappe, der ser ud til at føre ned i en kælder, ligger en stor kniv, eller måske en machete. Jeg kaster blot et hurtigt blik på den. Ved siden af er et lille skilt sirligt opstillet med tallet “fem” på. ”Og Jesper Orre, har vi fået fat på ham?” ”Nej. Ingen lader til at vide, hvor han er.” ”Hvad ved vi mere?” ”Liget blev fundet af en forbipasserende nabo, som opdagede, at hoveddøren stod åben. Vi har afhørt hende. Hun er på hospitalet nu, fik åbenbart hjerteproblemer af chokket. Hvorom alting er, så har hun ikke set andet, vi kan bruge til noget. Desværre trampede hun en del rundt her i gangen, så vi må se, om teknikerne kan få nogle brugbare fodspor frem. Der er også blod i sneen udenfor. Antageligt har gerningsmanden forsøgt at tørre blodet væk efter mordet. Jeg ser mig omkring. Gulvet ved hoveddøren er dækket af et virvar af røde spor. Langs væggene er der blodstænk og blodige håndaftryk. Scenen minder om et Jackson Pollock-billede: Det ser ud, som om nogen har hældt rød maling ud på gulvet, rullet sig i det og bagefter stænket farve ud over resten af området. ”Selve mordet lader til at være indledt med et gedigent slagsmål,” fortsætter Manfred. ”Kvinden har forsvarsskader på underarmene og

Når isen brister.indd 16

3/14/16 1:33 PM

hænderne. Retslægens indledende vurdering er, at hun er død mellem klokken tre og seks i går aftes. Offeret er en kvinde midt i tyverne, og selve dødsårsagen er formodentlig et antal hug og snitsår i halsen foruden den omstændighed, at hovedet … ja. Du kan jo selv se det.” Manfred bliver tavs. ”Og hovedet,” siger jeg. ”Hvordan havnede det sådan der, på højkant? Kan det være et tilfælde?” ”Retslægen og teknikerne mener umiddelbart, at morderen placerede det på den måde.” ”Det er fandeme en forstyrret hjerne, der finder på det.” Manfred nikker og fikserer mit blik med sine små, brune øjne. Så sænker han stemmen, som for at sikre sig, at ingen andre i rummet skal høre, hvad han siger, selvom det næppe kan spille den store rolle. De eneste, der stadig er her, er teknikerne. ”Du, det her minder sgu ret meget om …” ”Det er jo ti år siden.” ”Ja, men alligevel.” Jeg nikker. Det er svært at benægte, at der er ligheder med mordet på Södermalm ti år tidligere. Et mord, det ikke lykkedes os at opklare på trods af en af de mest omfattende efterforskninger i svensk kriminalhistorie. ”Som sagt er det ti år siden. Der er ingen grund til at tro, at …” Manfred vifter afværgende med hånden. ”Nej. Jeg ved det. Du har sikkert ret.” ”Og ham Orre, som bor her, hvad ved vi egentlig om ham?” ”Ikke så meget endnu, ud over det, der har stået i aviserne. Men Sanchez arbejder på det. Hun lover at vende tilbage i løbet af aftenen.” ”Og hvad står der i aviserne?” ”Tja, det sædvanlige sladder. Han kaldes for en slavepisker. Fagbevægelsen hader ham, og der er flere sager i gang mod firmaet ved arbejdsdomstolen. Åbenbart er han også noget af en kvindebedårer. Har en masse damer.”

Når isen brister.indd 17

3/14/16 1:33 PM

”Ingen kone? Børn?” ”Nej, han bor her alene.” Jeg ser mig omkring i gangen, lader blikket glide ud i det store køkken. ”Har man brug for sådan en stor kasse, hvis man bor alene?” Manfred trækker på skuldrene. ”Brug for og brug for. Naboen, hende, de kørte på hospitalet, sagde, at der indimellem bor forskellige kvinder her, men at hun har opgivet at holde styr på dem.” Vi går ud igen, tager skoovertrækkene og handskerne af. Omkring ti meter væk, ved siden af hoveddøren, står der noget, der ligner et nedbrændt udhus, halvt dækket af sne. Manfred tænder en cigaret, hoster lidt og vender sig mod mig. ”Det glemte jeg at sige. Der var åbenbart brand i hans garage for tre uger siden. Forsikringsselskabet er ved at undersøge sagen.” Jeg ser på resterne af de forkullede bjælker, der stikker op af sneen, og kommer til at tænke på granerne på skovkirkegården. Samme stille, mørke gestalter, der aftegner sig mod sneen. Og de fremmaner samme urovækkende følelse af død og forgængelighed. I bilen ind mod byen tænker jeg igen på Janet. Der er noget ved de allergroveste forbrydelser, med de mest forfærdelige hændelser, der altid får mig til at tænke på hende. Jeg går ud fra, at det skyldes, at Janet fik mig ud af balance, præcis som forbrydelser af denne karakter gør. Eller at jeg på et primitivt, ubevidst plan indimellem ønsker, at hun også var død, som kvinden i det hvide hus. Naturligvis vil jeg ikke tage livet af hende, hun er jo trods alt Albins mor, men følelsen er der alligevel. Mit liv var så uendelig enklere, inden vi mødtes. Janet arbejdede på en af cafeerne i nærheden af Politigården på Kungsholmen. Vi hilste altid, når jeg kom ind. Fra tid til anden, hvis der ikke var så mange gæster, satte hun sig ved mit bord. Bød på en kaffe og snakkede lidt. Hun havde kort, afbleget, punket hår

Når isen brister.indd 18

3/14/16 1:33 PM

og et mellemrum mellem fortænderne, som måske var charmerende, måske uklædeligt, jeg ved det ikke rigtig, men der var noget at fæstne blikket ved, et fast punkt, som den tegnede flue i et pissoir. Desuden havde hun fantastiske bryster. Vel havde jeg da haft piger før. Til og med ganske mange, men ikke noget seriøst forhold. De kom og gik, uden at gøre noget større indtryk på mig. Jeg tror heller ikke, jeg satte det store aftryk i deres liv. Men Janet var anderledes. Hun var vedholdende, forbandet vedholdende. Jeg tror, vi havde været ude og spise middag sammen en tre-fire gange og var endt i samme seng nogenlunde lige så mange gange, da hun begyndte at tale om at flytte sammen. Selvfølgelig sagde jeg nej. Jeg havde intet behov for at bo sammen med hende, og hendes evindelige plapren om dette og hint var allerede begyndt at gå mig på nerverne. Stadig oftere tog jeg mig selv i at ønske, hun ville holde sin kæft. Men indimellem, når hun lå og sov, nøgen i min smalle seng, fandt jeg hende ubeskrivelig smuk. Stilheden og tavsheden klædte hende så meget bedre end den sædvanlige snak. Jeg ønskede, at hun altid kunne være sådan. Men det var naturligvis et urimeligt ønske. Man kan ikke bede sin kæreste om at være tavs og nøgen. I hvert fald ikke hele tiden. I begyndelsen handlede hendes pludren mest om småting, som ferierejser. Hun kunne komme hjem med tasken fuld af rejsekataloger og bruge en hel aften på at køre rundt i, hvilket rejsemål der var det bedste. Mallorca eller Ibiza. De Kanariske Øer eller Gambia. Rhodos eller Cypern. Det kunne handle om, hvor vejret var bedst, hvilken mad der smagte bedst, eller hvor man kunne købe de mest interessante ting. Det endte selvfølgelig med, at vi tog på ferie, og det var faktisk ikke så slemt. Der var ikke så meget at lave i den lille by på Mallorcas østkyst, og Janet sad i bikini og læste Hulebjørnens klan næsten hele ugen, hvilket indebar, at hun i hvert fald var stille. Og næsten nøgen. Og så havde vi jo masser af sex.

Når isen brister.indd 19

3/14/16 1:33 PM

Hun var fantastisk i sengen, det vil jeg ikke benægte. Måske gjorde de betydelige mængder vin og sangria dernede i varmen også sit. Hun var som et dyr, hæmningsløs og på sin vis sårbar på samme tid. Indimellem greb jeg mig selv i at tænke, at der var noget næsten maskulint ved hende i sengen. Den dér sultne, utålmodige lyst, der krævede afløb nu og her og på en overraskende egoistisk måde. Hun tog det, hun ville have, og lige der var det mig, min krop. Og måske skete det på et eller andet tidspunkt, i kampens hede, at jeg for alvor overvejede et liv sammen med hende. Måske sagde jeg det også. Jeg husker det ikke. Der er så meget, man ikke husker. Men vi var knap nok kommet hjem, før hun igen begyndte at tale om at købe en lejlighed. Jeg forklarede hende helt utvetydigt, at jeg ikke var parat til at flytte sammen med hende, men det var, som om hun ikke ville erkende, hvad jeg sagde. Som altid havde hun stillet skarpt på sine mål, og de var at skaffe en lejlighed og en familie, og burde jeg ikke have det på samme måde, jeg var jo faktisk 33 år? Hun fik også tatoveret mit navn på lænden, “Peter”, på et bånd båret af to duer. Det gjorde mig ilde berørt, selv om jeg ikke rigtig vidste hvorfor. En tatovering varer jo for evigt, og bare tanken om at tilbringe evigheden sammen med Janet gav mig kuldegysninger. Det hele faldt sammen med, at jeg begyndte at arbejde hos kriminalpolitiet, og af naturlige årsager havde jeg nok at gøre. Jeg gik ind i hver en sag med største alvor dengang, troede faktisk, at jeg kunne være med til at skabe en bedre verden. At det overhovedet kunne lade sig gøre at definere, hvordan sådan en så ud. En bedre verden? Nu, femten år senere, ved jeg, at intet forandrer sig. Jeg har indset, at tiden ikke er lineær, men snarere går i ring. Det lyder måske prætentiøst, men er i virkeligheden temmelig banalt. Tiden udgøres af en cirkel, som en ring af medisterpølse. Det er ikke noget, man behøver at spekulere så meget over. Men det er

Når isen brister.indd 20

3/14/16 1:33 PM

sådan, det er: nye mord, nye politifolk, som med en idealistisk tilgang til deres erhverv kaster sig over arbejdsopgaverne. Nye gerningsmænd, som, så snart de er sat bag lås og slå, erstattes af andre forbrydere. Det slutter aldrig. Evigheden er en medisterpølse. Og Janet ville dele den med mig. Jeg plejer at tænke, at jeg var mere standhaftig i begyndelsen af vores forhold. For jeg sagde faktisk fra. Med tiden nedbrød hun min modstand, og så ændrede jeg muligvis forsvarstaktik. Blev mere undvigende. Svarede, at vi “måske kan flytte sammen til næste år”, når hun tog spørgsmålet op. Fandt siden en masse mærkelige fejl ved alle de lejligheder, hun slæbte mig med for at se: for langt nede, for højt oppe (tænk på brandfaren!), for langt fra byen, for centralt (støjen!), eller hvad det nu kunne være. Hun så altid lige sur ud, når vi gik hjem fra de fremvisninger. Stirrede ned i asfalten uden at sige noget, med det lyse pandehår hængende ned som et gardin foran øjnene. Holdt tasken foran brystet som et skjold. Kneb munden sammen til en tynd, blodløs streg. Janet kendte alle knebene. Vidste, at den skyldfølelse, hun fremkaldte, ville gøre mig svagere og mere medgørlig. En gang imellem spekulerede jeg over, hvor hun havde lært alt det, hvordan en så ung kvinde kunne være så dygtig udi manipulationens kunst. Måske var det min erfaring fra forholdet til Janet, der gjorde, at jeg blev så fascineret af Manfred, da vi begyndte at arbejde sammen et par år efter. På trods af at han umiddelbart indgav et næsten komisk indtryk – delvist på grund af sin fremtoning og det upolerede sprog – lod han til at besidde en styrke, som jeg straks begyndte at se op til. Efter kun et par dage trak han mig til side og forklarede, at han var ved at blive skilt, og at det nok var bedst, at jeg kendte til hans situation, eftersom det måske ville påvirke ham arbejdsmæssigt. Manfred var på det tidspunkt gift med Sara, og de havde tre børn i teenagealderen. Jeg kan huske, at jeg spurgte, hvad Sara sagde til

Når isen brister.indd 21

3/14/16 1:33 PM

det hele, hvortil Manfred svarede, at “det betyder ikke så meget, for jeg har besluttet mig”. Der var noget i det udsagn, der satte griller i hovedet på mig. Han var altså kommet frem til beslutningen helt selv, og han havde tænkt sig at insistere på skilsmissen, uanset hvad Sara mente. Det var næsten ikke til at forstå. Samtidig blev jeg urolig. Der var en vis risiko for, at Manfred, som tydeligvis var så klarsynet og stærk, ville se lige igennem mig. Se min svaghed, min ambivalens og min uvilje mod at binde mig. Egenskaber, jeg havde lært, var så uacceptable, at man gjorde bedst i at skjule dem. Egenskaber, som lugtede dårligt, hvis de kom op til overfladen, ligesom affald, der flyder i en flod. Et par år senere fortalte jeg faktisk Manfred om det med brylluppet. Først så han forvirret ud, som om han ikke rigtig forstod, hvad jeg havde sagt, men så begyndte han at grine. Han lo og lo, til tårerne løb ned over hans runde, rødmossede kinder, og hagerne vippede. Han lo, til han næsten lå nede på gulvet. Meget kan man sige om Manfred, men han har en evne til at se livet fra den lyse side. Mørket er taget til, da jeg ankommer til Politigården på Kungsholmen. Det virker også, som om det er blevet koldere, for i stedet for sneblandet regn daler store, dunede snefnug ned over Polhemsgatan. Hvis ikke Politigården havde været så forbandet grim, havde det måske været smukt, men nu dominerer de kæmpestore, bastante bygninger som en påmindelse om den postindustrielle brutalisme, der var så populær i tresserne. Der aftegner sig enkelte firkanter af lys på facaden, som sladrer om, at kollegerne arbejder derinde, at kampen mod kriminalitet aldrig hører op. Selv ikke en mandag aften lige op til jul. Og især ikke, når en ung kvinde er blevet brutalt myrdet. På trappen op til tredje sal løber jeg ind i Sanchez. ”Du ser træt ud,” siger hun.

Når isen brister.indd 22

3/14/16 1:33 PM

Hun er klædt i en cremefarvet silkebluse og sorte bukser med pressefold, der får hende til at ligne nøjagtig den skrivebordsbetjent, hun er. Det mørke hår er sat op, og jeg kan se, at hun er tatoveret i nakken. Det ser ud til at være en slange af en art, der slynger sig op fra ryggen i retning af venstre øre, som om den vil nappe hende i øreflippen. ”Du ser ikke videre frisk ud selv,” svarer jeg. Hun griner bevidst langsomt, og jeg ved med det samme, at jeg vil komme til at høre for kommentaren senere. ”Jeg har fundet frem til en hel del om Jesper Orre. Jeg har overleveret materialet til Manfred.” ”Tak,” siger jeg og fortsætter op ad trappen. Manfred drikker te foran sin computer og gør tegn til, at jeg skal sætte mig, da jeg træder ind. På skrivebordet står der billeder af Afsaneh, hans unge kone, og deres snart etårige datter Nadja. ”Har du spist?” spørger han. ”Jeg er ikke sulten.” ”Næ. Det er sgu lidt svært at få noget ned efter det besøg.” Jeg tænker på hovedet i blodpølen. På alt det mærkelige, mennesker gør mod hinanden, indimellem tilsyneladende uden grund og andre gange som hævn for fejder, der har stået på i generationer. Husker et tv-program, jeg så for et par måneder siden, der forsøgte at besvare spørgsmålet om, hvorvidt mennesket er et fredeligt eller morderisk dyr. Det forekom mig, at selve problemstillingen var besynderlig. Der hersker vel ingen tvivl om, at mennesket er planetens farligste dyr, at vi konstant jager og tager livet af ikke blot andre arter, men også vor egen. Civilisationens hinde er lige så tynd og kosmetisk som de skingre neglelakker, Janet elsker at bruge. ”Fundet noget om Jesper Orre?” Manfred nikker og fører en velnæret finger over teksten foran sig. ”Jesper Andreas Orre. 45 år. Født og opvokset i Bromma.”

Når isen brister.indd 23

3/14/16 1:33 PM

Manfred holder en pause og strækker sig efter sine læsebriller, mens jeg reflekterer over oplysningerne. 45 år, altså fire år yngre end mig, og måske skyldig i et bestialsk mord. Eller også er han et offer, det er ikke til at sige på nuværende tidspunkt, selv om statistikken taler for, at han er indblandet i selve forbrydelsen. For den enkleste forklaring er som oftest den, der i slutningen viser sig at være den rigtige. Manfred rømmer sig. Fortsætter: ”Direktør for tøjkæden Clothes&More i de sidste to år. Han er … skal vi kalde det kontroversiel. Ganske enkelt upopulær på grund af sin hårde ledelsesstil. Har åbenbart afskediget personale, fordi de har været hjemme med syge børn og den slags. Hævder fagforeningen i hvert fald. De har gang i en række sager mod firmaet ved arbejdsdomstolen. Han har opgivet en indkomst på 4.378.000 kr. sidste år. Aldrig straffet, aldrig gift. Optræder hyppigt i medierne, oftest i sladderpressen, og det handler mest om hans kærlighedsliv. Sanchez har talt med hans forældre og med hans sekretær, og ingen af dem har hørt fra ham i de sidste timer. Men han var tilsyneladende på arbejde i fredags og virkede helt normal.” Manfred laver citationstegn i luften med fingrene, da han udtaler ordet “normal” og møder mit blik over brillekanten. ”Kæreste?” ”Ikke ifølge forældrene. Og sekretæren antydede, at han er blevet meget tavs omkring sit privatliv, siden pressen begyndte at skrive så meget om ham. Vi har fået kontaktoplysninger til et par venner også. Sanchez kontakter dem.” ”Og hvad var det med den brand?” ”Nå, ja. Branden.” Manfred bladrer igen i papirbunken. ”Jesper Orre var ved at bygge en garage, men for tre uger siden brændte den sammen med to af hans biler. Ret dyre biler, åbenbart. En … lad os nu se … MG og en Porsche. Forsikringsselskabet er ved at undersøge, om branden var påsat. Dem taler Sanchez også med.”

Når isen brister.indd 24

3/14/16 1:33 PM

Jeg ser ud ad vinduet. Snefaldet er blevet tættere og slører udsynet. Manfred følger mit blik. ”Snart,” siger han. ”Jeg skal også hjem. Nadja har mellemørebetændelse.” ”Igen?” ”Du ved, hvordan det er i den alder.” Jeg nikker, tænker, at det ved jeg faktisk ikke. Det er så længe siden, Albin var lille, og dengang så jeg ham næsten aldrig. Mellemørebetændelse, børnesygdomme – det hele gik hen over hovedet på mig. ”Du,” siger Manfred. ”Det skader vel ikke at rode lidt op i den gamle efterforskning igen. Fremgangsmåden er lidt for påfaldende til, at vi bare kan ignorere det. Jeg kan tale med dem, der var med dengang. Måske grave hende der den kloge kone frem igen. Hvad var det, hun hed? Hanne?” Jeg vender mig langsomt mod Manfred. Er omhyggelig med ikke at afsløre, hvad der rører sig i mig, ikke på nogen måde lade ham vide, hvilken effekt det navn har på mig. Hvordan minderne vælder frem, spreder sig i hver en celle af min krop. Hanne. ”Nej,” siger jeg, måske en anelse for skingert, jeg ved det ikke. Jeg har ikke længere kontrol over min stemme. Nej, hende behøver vi bestemt ikke at kontakte.

Når isen brister.indd 25

3/14/16 1:33 PM

N책r isen brister.indd 26

3/14/16 1:33 PM

90 mm

153 mm

33 mm

153 mm

90 mm

En af årets mest interessante svenske krimier. – SKÅNSKA DAGBLADET

CAMILLA GREBE (f. 1968) debuterede

Om NÅR ISEN BRISTER:

Velfortalt, spændende og umulig at forudse.« – LÄSA & LYSSNA

226 mm

Her er den! Bogen, du ikke må snyde dig selv for. Helt utrolig god! – KRISTINA OHLSSON, krimiforfatter

9 788711 491898

Når isen brister

En intelligent roman. Det er lykkes Camilla Grebe at skabe karakterer, der føles troværdige og nærværende.« – DAST MAGAZINE

Spændende karakterer og velskrevet ned i mindste detalje.

Når isen brister Kunne ikke lægge den fra mig. Ikke før sidste side var læst. – STEFAN AHNHEM, bestsellerforfatter til OFFER UDEN ANSIGT og DEN NIENDE GRAV

L I N D H A R D T O G R I N G H O F. D K

KRIMI LINDHARDT OG RINGHOF

Når isen brister_omslag_33mm_290416.indd 1

Når isen brister er både tragisk og fantastisk. Det er en bog, der skal læses i mørket ved siden af en knitrende ild i pejsen.« – NYA KRISTINEHAMNS-POSTEN

29/03/16 11:38