Niksen - læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

n a h t a N ill H

01 02 13

har arbejdet som journalist og underviser og har skrevet prisvindende noveller til forskellige litterære tidskrifter. Han bor i Naples, Florida.

”Utrolig morsom, chokerende præcis, rørende og tankevækkende.” – Toronto Star

er en stærk, rørende og satirisk fortælling om familie og relationer i en tid med store forandringer.

”Én af årets bedste debutromaner.” – Dallas Morning News

”En bog, der begejstrer.” – San Francisco Chronicle

Da Samuel skylder sin forlægger en bog, går han med til at skrive om sin mors liv. I takt med at Samuel arbejder sig igennem sin families historie, finder han hemmeligheder, som tvinger ham til at se sin mor – og sig selv – i et andet lys.

”En vigtig ny forfatter, som evner både at fortælle en melankolsk og tankevækkende historie og få læseren til at grine højt.” – USA Today

”Hill har så meget talent, at han kan slippe af sted med at skrive i enhver stilart, forestille sig at være hvem som helst og overbevisende beskrive ethvert sted og periode.” – New York Times Book Review

Samuels mor forlod ham, da han var en stor dreng, og han har ikke set hende i tyve år. Pludselig er hun forsidestof i alle medier efter at have smidt sten efter en republikansk præsidentkandidat. Hun bliver beskrevet som en radikal hippie med en broget fortid i Chicagos protestbevægelse i 1968, men så vidt Samuel ved, var hans mor en helt almindelig pige fra Midtvesten, som giftede sig med sin ungdomskæreste. Hvilken version er rigtig?

”Det er en triumf, at den er så underholdende, så fuld af energi og pakket med sociale og politiske betragtninger, som udfordrer vores antagelser om det moderne liv.” – Huffington Post

”Et psykologisk mor-søn drama om fortidens spøgelser og politik, men også en tragikomedie om vrede og amerikansk dobbeltmoral. Nathan Hill er mesterlig.” – John Irving

17 18

”Hills spændende, kantede og usædvanligt aktuelle fortælling skal placeres ved siden af romaner af Tom Wolfe, John Irving, Donna Tartt og Michael Chabon.” – Booklist

Roman

Nathan Hill

NIKSEN er Nathan Hills debutroman og valgt som en af årets bedste bøger i 2016 af bl.a. Huffington Post, New York Times og Washington Post. Aftale om tv-serie er indgået med Warner Bros. med Meryl Streep i hovedrollen.

”Boblende, veloplagt debutroman, der takler en stor bid af nyere amerikansk historie og popkultur og vender det på hovedet. Storslået underholdning.” – Kirkus

”Trist, sjov og uendelig fantasifuld debut.” – Entertainment Weekly

19 20 21

lindhardtogringhof.dk

Omslagsfoto: Parade and Rally for Freedom. Grant Park Chicago, Illinois, April 27, 1968. Print: Chicago History Museum. Forfatterportræt: © Michael Lionstar Omslagsdesign: eyelab.dk efter originalen af Oliver Munday

Lindhardt og Ringhof

layout: thomas@eyelab.dk +45 51 84 51 51

Lindhardt og Ringhof

04/01/2017 12.30

NIKSEN 155x232 OMS.indd 1

NIKSEN NATHAN HILL PÃ¥ dansk ved Karsten Nielsen

Lindhardt og Ringhof

NIKSEN.indd 3

1/12/17 8:20 PM

Niksen er oversat fra engelsk af Karsten Nielsen efter The Nix Copyright © 2016 by Nathan Hill By arrangement with the author All rights reserved Published by agreement with Licht & Burr Literary Agency, Denmark Dansk copyright © 2017 Lindhardt og Ringhof A/S, København Omslag: Thomas Szøke efter originaldesign Bogen er sat med Sabon og trykt hos Livonia Print, 2017 ISBN 978-87-11-46827-2 1. udgave, 1. oplag 2017 Citater fra Hamlet oversat af Niels Brunse. William Shakespeare: Samlede skuespil. Bd. 4. Kbh., 2013.

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

NIKSEN.indd 4

1/12/17 8:20 PM

Til Jenni

NIKSEN.indd 5

1/12/17 8:20 PM

NIKSEN.indd 6

1/12/17 8:20 PM

Der var engang en konge i Savatthi. Han henvendte sig til en mand og bad ham sammenkalde alle de borgere i byen, som var født blinde. Da manden havde gjort, som han fik besked på, bad kongen ham om at vise de blinde mænd en elefant. Nogle af mændene viste han elefantens hoved, andre et øre, atter andre en stødtand, snablen, kroppen, bagpartiet, halen og halespidsen. Til dem alle hver især sagde han: “Dette er en elefant.” Manden fortalte kongen, hvordan han havde grebet sagen an, og derefter opsøgte kongen de blinde mænd og spurgte dem: “Lad mig så høre, mine herrer, hvordan ser en elefant ud?” De som var blevet vist elefantens hoved, svarede: “En elefant, Deres majestæt, ligner en stor vandkrukke.” De som var blevet vist et øre, svarede: “En elefant ligner en stor, flad kurv.” De som var blevet vist en stødtand, svarede: “En elefant ligner et plovskær.” De som var blevet vist snablen, svarede: “En elefant ligner en plov.” De som var blevet vist kroppen, svarede: “En elefant ligner et kornmagasin.” Og alle de andre mente også at vide, at en elefant lignede den del, de selv var blevet vist. De begyndte at skændes og råbe: “En elefant ser sådan ud, ikke sådan! Sådan ser en elefant ikke ud, den ser sådan ud!” Det endte med, de kom i nævekamp. Og kongen var fornøjet. – Buddhas åndrige belæringer

NIKSEN.indd 7

1/12/17 8:20 PM

NIKSEN.indd 8

1/12/17 8:20 PM

PROLOG Sensommeren 1988

Hvis Samuel havde vidst, at hans mor ville forlade dem, havde han nok været mere opmærksom. Måske ville han have hørt bedre efter, hvad hun sagde, set nærmere på hende og skrevet visse væsentlige ting ned. Måske ville han have opført sig anderledes, sagt noget andet og været en helt anden person. Måske kunne han have været sådan et barn, som man havde lyst til at blive hos. Men Samuel vidste ikke, at hans mor havde tænkt sig at forlade dem. Han var ikke klar over, at hun havde været på vej væk i mange måneder nu – i al hemmelighed og en lille bid ad gangen. Hun havde fjernet ting fra huset en efter en. En kjole fra skabet. Derefter et enkelt foto fra albummet. En gaffel fra skuffen med sølvtøj. Et tæppe, som lå nede under sengen. Hver evig eneste uge fjernede hun noget nyt. En sweater. Et par sko. En julekugle. En bog. Hendes tilstedeværelse i huset sivede langsomt ud. Hun havde været i gang næsten et år, før Samuel og hans far begyndte at fornemme noget som helst – en slags foranderlighed, en forvirrende og foruroligende og nogle gange endda ildevarslende følelse af, at der var en utæthed et sted. Det slog ned i dem på besynderlige tidspunkter. De kiggede i bogreolen og tænkte: Har vi virkelig ikke flere bøger end det? De gik forbi skabet med porcelæn og følte sig sikre på, at der manglede noget. Men hvad? De kunne ikke sætte ord på deres følelse af, at livets småting skiftede plads. Det gik ikke op for dem, at de ikke fik mad lavet i trykkogeren, ganske enkelt fordi trykkogeren ikke længere befandt sig i huset. Der var gabende huller i bogreolen, fordi hun havde lænset den for

NIKSEN.indd 9

1/12/17 8:20 PM

digtsamlingerne. Skabet med porcelæn virkede noget tomt, fordi hun havde fjernet to spisetallerkener, to af de dybe samt en tepotte. De blev bestjålet i sneglefart. “Jeg synes, der plejer at hænge flere billeder på den væg,” sagde Samuels far, der stod nede for foden af trappen og kneb øjnene sammen. “Hang fotoet fra Grand Canyon ikke deroppe?” “Nej,” sagde Samuels mor. “Vi har lagt det billede væk.” “Har vi? Det kan jeg ikke huske noget om.” “Det var din egen idé.” “Var det?” sagde han forvirret. Han troede, han var ved at gå fra forstanden. Mange år senere, da Samuel gik i high school, hørte han i biologi en historie om, at en eller anden afrikansk skildpaddeart svømmede hele vejen over havet for at lægge sine æg i Sydamerika. Videnskabsmændene kunne ikke finde en forklaring på den lange rejse. Hvorfor gjorde skildpadderne det? Den herskende teori gik ud på, at de var begyndt på det for æoner siden, dengang Sydamerika var landfast med Afrika. Dengang for længe siden var det måske kun en flod, som adskilte de to kontinenter, og skildpadderne lagde deres æg på den modsatte bred. Men så begyndte kontinenterne at drive fra hinanden, sådan at floden blev et par centimeter bredere for hvert år, der gik, hvilket må have været umærkeligt for skildpadderne. Så de blev ved med at svømme over til det samme sted, over på flodens anden bred, sådan at hver generation svømmede lidt længere end den foregående, og efter at det var foregået på den måde i hundreder millioner år, var floden blevet til et ocean, men skildpadderne havde aldrig lagt mærke til det. Det var den samme måde, hans mor forlod dem på, tænkte Samuel. Det var sådan, hun flyttede væk: umærkeligt, langsomt, lidt ad gangen. Hun fjernede sit liv, indtil det eneste, hun manglede at tage med sig, var sig selv. Den dag hun rejste, forlod hun huset med blot en enkelt kuffert i hånden.

NIKSEN.indd 10

1/12/17 8:20 PM

1. DEL HIPPIE TERRORISTEN Sensommeren 2011

NIKSEN.indd 11

1/12/17 8:20 PM

NIKSEN.indd 12

1/12/17 8:20 PM

Overskriften dukker op en eftermiddag på adskillige nyhedssites næsten samtidig: Guvernør Packer angrebet! Tv-kanalerne følger snart efter og er nødt til at afbryde programmerne med en ekstra nyhedsudsendelse, hvor studieværten ser ind i kameraet med alvorsfuld mine og bekendtgør: “Vi har netop fået at vide fra vores redaktion i Chicago, at guvernør Sheldon Packer er blevet angrebet.” Og det er det eneste vi ved i minutterne efter, nemlig at han er blevet angrebet. Og i nogle svimle øjeblikke stiller alle sig selv de samme to spørgsmål: Er han død? Og: Fik nogen det på video? Nyheden bliver breaket af journalister på stedet, som ringer ind på deres mobiler og går direkte live. De fortæller, at Sheldon Packer havde befundet sig på Conrad Hilton Hotel, hvor han var vært og taler ved en middag. Bagefter spadserede guvernøren gennem Grant Park med sit entourage. På turen rystede han hænder, kyssede babyer og diskede op med alle de andre sædvanlige populistiske kampagnetricks, og pludselig trådte én eller flere personer ud fra folkemængden og gik til angreb på ham. “Hvad mener du med gik til angreb?” spørger nyhedsværten. Han sidder i et studie med skinnende, sorte gulve og en rød, hvid og blå lyssætning. Hans ansigt er lige så glat som sukkerglasur. Bag ham sidder folk ved skriveborde og ser ud, som om de arbejder. Han siger: “Kan du beskrive, hvad der skete under angrebet?” “Det eneste, jeg kan sige med sikkerhed lige nu,” fortæller journalisten, “er, at der blev kastet noget efter ham.” “Hvad blev der kastet efter ham?” “Det ved vi endnu ikke med sikkerhed.” “Blev guvernøren ramt? Er han såret?”

NIKSEN.indd 13

1/12/17 8:20 PM

“Ja, jeg mener bestemt, at han blev ramt.” “Så du de personer, der angreb ham? Var der flere, der kastede ting mod ham?” “Det hele var én stor forvirring. Folk råbte og skreg.” “Var de genstande, der blev kastet med, små eller store?” “Lad mig sige det på den måde, at de var små nok til, at man kunne kaste med dem.” “Var de større end baseballs, de genstande, der blev kastet?” “Nej, mindre.” “Altså på størrelse med en golfbold?” “Ja, det er nok ikke helt ved siden af.” “Var det skarpe genstande? Tunge?” “Det hele gik så hurtigt.” “Virkede det planlagt? Var det et politisk komplot?” “Folk stiller sig selv mange lignende spørgsmål.” Der bliver lavet et skilt: Terror i Chicago. Det suser op i et hjørne af skærmen ved siden af nyhedsværtens øre og blafrer som et flag i vinden. Nyhederne viser et kort over Grant Park på et enormt touch screen-tv, som er blevet et uundværligt redskab i moderne nyhedsformidling: En eller anden på tv kommunikerer ved hjælp af et andet tv, som han står foran, mens han styrer skærmen ved at svirpe hen over den med hænderne og zoome ind og ud i super high definition. Det hele ser virkelig cool ud. Mens de venter på nye oplysninger i sagen, debatterer de, hvorvidt hændelsen vil forringe eller forøge guvernørens chancer for at blive valgt som præsident. Forøge, bliver de enige om, eftersom hans navn er forholdsvis ukendt bortset fra blandt en gruppe tilhængere bestående af rabiate, konservative evangelister, der er vilde med hans indsats i hans embedsperiode som guvernør i Wyoming, hvor han slet og ret forbød abort, pålagde elever og lærere hver morgen at fremsige de ti bud offentligt før troskabseden til det amerikanske flag og forbød alle, der ikke talte flydende engelsk, at besidde fast ejendom. Han tillod også folk at bære våben i delstatens vildtreservater. Og han udstedte et dekret, der kundgjorde, at delstatens lovgivning i alle tilfælde havde forrang frem for de føderale love, en forordning, der ifølge eksperter i den amerikanske

NIKSEN.indd 14

1/12/17 8:20 PM

grundlov var ensbetydende med at erklære, at Wyoming løsrev sig fra Amerikas Forende Stater. Han gik i cowboystøvler. Han holdt pressekonferencer på sin kvægranch. Han spankulerede rundt med et vaskeægte skydevåben, en revolver, der hang og dinglede i et læderhylster på hans hofte. I slutningen af sin første og eneste valgperiode som guvernør erklærede han, at han ikke agtede at stille op igen, men i stedet ville bruge kræfterne på national politik, og det tolkede medierne selvfølgelig som, at han ville gå efter præsidentposten. Han udviklede en form for prædikant skråstreg cowboy-patos og antielitær populisme til perfektion og fandt et lydhørt publikum især blandt den hvide, konservative arbejderklasse, som var blevet overflødiggjort under den økonomiske krise. Han sammenlignede immigranter, der tog amerikanske jobs, med prærieulve, der dræber en husdyrbesætning, og når han gjorde det, udtalte han prærieulve med flad, bondsk accent: Prærj-ulv’. Han lagde ligeledes en drævende R-lyd ind i Washington D.C., så det blev til Warshington. I hans mund blev kaffe til kaff. Han sagde træls i stedet for irriterende, og ballade var bøll’obtøjr. Hans tilhængere hævdede, at det blot var sådan, normale, jævne mennesker fra Wyoming talte. Hans kritikere plejede at påpege, at eftersom retssystemet havde forhindret næsten alle hans initiativer fra Wyoming-tiden i at blive realiseret, havde han stort set ikke fået gennemført nogen nye love. Men det var øjensynlig af mindre betydning for de mennesker, der fortsat betalte 500 dollar kuverten for at deltage i hans fund raisingarrangementer (som han i øvrigt kaldte for “ædegilder”) og 10.000 dollar for et foredrag og 30 dollar for hans bog En sand amerikaners hjerteblod, så hans “krigsreserver”, som medierne yndede at kalde det, bare voksede og voksede og gjorde ham velforberedt til “en eventuel præsidentkampagne”. Men nu er guvernøren altså blevet angrebet, selvom ingen øjensynlig ved noget om, på hvilken måde han er blevet angrebet, hvad han er blevet angrebet med, hvem der har angrebet ham, og om han er kommet noget til under angrebet. Nyhedsværterne udbreder sig om, hvor farligt det kan være, hvis et kugleleje eller en

NIKSEN.indd 15

1/12/17 8:20 PM

marmorkugle bliver kastet med stor kraft direkte ind i øjet. Det får de godt ti minutter til at gå med, og samtidig viser de nogle figurer, som illustrerer, hvordan en mindre genstand med en fart af op mod hundrede kilometer i timen kan gennemtrænge hornhinden. Da de har udtømt emnet, er det tid til reklamer. Så viser de spots for den kommende dokumentar om tiårsjubilæet for 11. september, der har titlen En enkelt dags terror – et årti i krig. Og derpå venter de. Så sker der noget, som redder nyhedsudsendelserne fra den tilstand af formålsløshed, som nu hersker: Nyhedsværten dukker igen op på skærmen og annoncerer, at en forbipasserende har optaget den spektakulære begivenhed på video og lagt den ud på nettet. En video, som vil blive vist flere tusind gange på tv den næste uges tid, få millioner af hits og blive det tredje mest sete videoklip denne måned næst efter den syngende teenpopsensation Molly Millers video til den nye single “You Have Got To Represent” og en hjemmevideo af en toårig, der griner og derefter vælter omkuld. Her er, hvad man ser på videoen: Der er helt hvidt og lyden af vind, der blæser gennem en tændt mikrofon, derefter fingre som fumler med og banker på mikrofonen, hvilket lyder som en susen i en konkylie, mens kameraets blænde bliver justeret til dagslyset, og hvidheden opløser sig i blå himmel og utydeligt og uskarpt grønt, der sandsynligvis er en græsplæne, derpå en stemme, en mandsstemme, der er meget høj og alt for tæt på mikrofonen: “Er det tændt? Jeg kan ikke finde ud af, om det er tændt.” Manden får stillet billedet skarpt, i samme øjeblik som han vender kameraet ned mod sine fødder. Så siger han irriteret og opgivende: “Er det overhovedet tændt? Hvor kan man se det henne?” Derpå bryder en kvindestemme ind. Den er melodiøs og mere rolig, afslappet, hun siger: “Du skal bare se bagpå. Hvad står der bagpå?” Og hendes mand eller kæreste, eller hvad han nu er, der åbenlyst ikke kan finde ud af at holde kameraet i ro, siger: “Kan du ikke bare hjælpe mig?” i et aggressivt og anklagende tonefald, der skal gøre hende opmærksom på, at det er hendes skyld, hvis han ikke kan finde ud af at bruge kameraet rigtigt. Billedsiden til

NIKSEN.indd 16

1/12/17 8:20 PM

deres samtale viser et tåget, springende closeup af mandens sko. Et par usædvanligt hvide basketstøvler. De ser helt nye ud. Han står øjensynlig oppe på et campingbord. “Hvad står der bagpå?” siger kvinden. “Hvor? Hvad mener du med bagpå?” “På skærmen.” “Det ved jeg sgu godt,” siger han. “Hvor på skærmen?” “I det nederste højre hjørne,” siger hun stille og roligt. “Hvad står der?” “Der står bare R.” “Det betyder, at det optager. Det er tændt.” Billedet hopper fra et sted mellem hans sko og til noget, der ligner en menneskemængde i baggrunden. “Dér er han! Se dér! Det er ham! Dér er han!” råber manden. Han vender kameraet fremad, og da det endelig lykkes ham at holde det stille, ser man Sheldon Packer i billedet godt tredive meter væk og omringet af kampagnemedarbejdere og sikkerhedsfolk. Der er nogle få tilskuere. Det går pludselig op for de personer, som befinder sig i forgrunden, at der sker noget usædvanligt, at en eller anden berømthed er i nærheden. Nu råber kameramanden et taktfast: “Guvernør! Guvernør! Guvernør! Guvernør! Guvernør! Guvernør! Guvernør!” Billedet begynder igen at ryste, sandsynligvis fordi fyren vinker eller hopper op og ned eller begge dele på én gang. “Hvordan zoomer man?” siger han. “Man trykker på ’zoom’,” siger kvinden. Så bliver der zoomet ind, og det medfører yderligere problemer med billedskarphed og -beskæring. Rent faktisk er den eneste grund til, at optagelserne overhovedet kan bruges på tv, at manden til sidst giver kameraet til sin partner og siger: “Her. Kan du ikke bare tage det?” Han springer frem og trykker guvernøren i hånden. Senere bliver billedflimmeret og al deres sniksnak klippet fra af tv-stationerne, så den sekvens, der vil blive vist i hundredvis af gange i fjernsynet, begynder her, med et stillfoto, hvorpå nyhedsudsendelserne tegner en lille rød cirkel om en kvinde, der sidder på en parkbænk i højre side af skærmen. “Dette er angivelig gernings-

NIKSEN.indd 17

1/12/17 8:20 PM

manden,” siger nyhedsværten. Hun er hvidhåret, omkring de tres, helt almindelig, og hun sidder og læser i en bog, hun kunne være statist i en film, bare fyld. Hun er iklædt en lyseblå skjorte ud over en tanktop og sorte leggings. Hendes korthårsfrisure er uglet, og små hårtotter falder ned i panden. Hun er atletisk bygget, slank og muskuløs på samme tid. Det går øjensynlig op for hende, hvad der sker omkring hende. Hun ser guvernøren nærme sig, lukker sin bog og stiller sig op og ser på. Hun befinder sig ude i kanten af billedrammen, og det ser ud, som om hun prøver at beslutte sig for, hvad hun skal gøre. Hun har hænderne i siden. Hun bider sig i indersiden af kinden. Det virker, som om hun overvejer, hvilke muligheder hun har. Hendes holdning synes at antyde, at hun tænker: “Skal, skal ikke?” Så begynder hun at gå hen mod guvernøren. Hun har efterladt sin bog på bænken, og hun skrider fremad med lange skridt, ligesom en forstadshusmor, der tager en runde i butikscenteret. Bortset fra at hun har armene ned langs siden og knytter næverne. I samme øjeblik hun kommer på kasteafstand af guvernøren, spreder folkemængden sig tilfældigvis, så videofotografen har perfekt udsyn til området mellem kvinden og guvernøren. Kvinden står på en grussti, og hun ser ned, sætter sig på hug og samler en håndfuld småsten op. Således bevæbnet begynder hun at råbe op – og man hører det meget tydeligt, for i præcis samme moment bliver det vindstille, og folkemængden tier, næsten som om alle er klar over, at noget vil ske, og at de derfor alle sammen gør, hvad de hver især kan, for at fastholde øjeblikket – hun råber: “Dit svin!” Og så smider hun småstenene efter ham. Først opstår der almindelig forvirring, da folk vender sig om for at se, hvor råbet kommer fra, eller deres ansigt fortrækker sig, og de vender sig bort, da de bliver ramt af stenene. Så samler kvinden en ny håndfuld sten op og kaster den, og samler en ny håndfuld op og kaster den, og samler en ny håndfuld op og kaster den, ligesom et barn i en sneboldkamp til døden. De få forsamlede tilskuere dukker sig, og mødre lægger beskyttende hånden foran deres børns ansigter, og guvernøren bukker sig forover med hånden for det højre øje. Kvinden bliver bare ved med at kaste sten, indtil guvernørens

NIKSEN.indd 18

1/12/17 8:20 PM

sikkerhedsvagter når hen til hende og får væltet hende omkuld. Det vil sige, de vælter hende sådan set ikke omkuld, de tager nærmere livtag på hende og vælter om på jorden sammen med hende som et par trætte brydere. Og så er det overstået. Hele videoen varer ikke engang et minut. Efter at den har været vist på tv, kommer nye oplysninger frem i hurtig rækkefølge efter hinanden. Kvindens navn bliver offentliggjort: Faye Andresen-Anderson, som alle i nyhedsstudiet fejlagtigt udtaler “Anderson-Anderson” med henvisning til andre berygtede dobbeltnavne, ikke mindst Sirhan Sirhan. Man finder hurtigt ud af, at hun er hjælpelærer i de små klasser i en lokal folkeskole, hvilket forsyner adskillige ekspertkommentatorer med ammunition til en påstand om, at det tydeligt viser, at det offentlige skolesystem er taget som gidsler af en yderliggående venstreorienteret dagsorden. Overskriften bliver opdateret til Skolelærer angriber guvernør Packer!, og den får lov at stå en times tid, indtil en eller anden graver et foto frem, der angiveligt viser kvinden under en protestmarch i 1968. På fotoet sidder hun på en stor græsplæne sammen med tusinder af andre, en udvisket menneskemængde, og mange af dem har medbragt hjemmelavede bannere eller skilte, og én vifter med det amerikanske flag. Kvinden ser på fotografen med døsige øjne bag de store, runde briller. Hun læner sig mod højre, som om hun støtter sig til en person, som kun har en skulder med på billedet. På hendes venstre side sidder der en langhåret kvinde i en armyjakke, og hun stirrer truende ind i kameralinsen hen over sine sølvfarvede pilotsolbriller. Overskriften bliver ændret til Venstreorienteret 68’er angriber guvernør Packer! Og som om historien ikke var saftig nok i forvejen, sker der to ting hen imod arbejdsdagens slutning, som katapulterer den ud i stratosfæren, så den spredes som en løbeild. Først modtager man rapporter om, at guvernør Packer er blevet hasteindlagt og ligger på operationsbordet grundet skader på øjeæblet. Og dernæst dukker der et forbryderbillede op, som viser, at kvinden blev arresteret i 1968 – men aldrig formelt anklaget eller dømt – for prostitution.

NIKSEN.indd 19

1/12/17 8:20 PM

Det er lige i overkanten. Hvordan skal man kunne samle alle disse fantastiske detaljer i én slagkraftig overskrift? Venstreorienteret hippieprostitueret gør guvernør Packer blind i ondsindet angreb! Den videosekvens, hvor guvernøren bliver ramt, kører i sløjfe i alle nyhedsudsendelser. De forstørrer den, indtil den er fuldstændig pixeleret og kornet, i et tappert forsøg på at vise alle det eksakte øjeblik, hvor en spids lille sten rammer hornhinden på hans højre øje. Eksperterne strides om, hvad man kan udlede af angrebet, og hvorvidt det skal ses som en trussel mod demokratiet. Nogle kalder kvinden for terrorist, andre mener, at hændelsen er et godt eksempel på, hvor dybt den politiske kultur er sunket, andre igen siger, at guvernøren selv er ude om det, når han så hensynsløst promoverer retten til at bære våben. Der bliver draget sammenligninger med 60’ernes militante, venstreorienterede studenterbevægelse Weather Underground Organisation og De Sorte Pantere. Våbenlobbyen NRA udsender en pressemeddelelse, hvor de hævder, at hvis guvernør Packer havde haft sin pistol på sig, var dette aldrig sket. Imens ser det imidlertid ikke ud til, at de personer, der sidder og arbejder bag nyhedsværten, nu slider hårdere eller mindre hårdt i det, end de gjorde tidligere på dagen. Det tager en dygtig redaktionel medarbejder godt femogfyrre minutter at finde på tilnavnet “Hippie Terroristen”, som alle tv-stationerne prompte tager til sig og indarbejder i den skiltning, de kreerer i forbindelse med tv-dækningen. Kvinden selv sidder varetægtsfængslet i byens arrest, mens hun venter på at komme i grundlovsforhør, og er ikke til rådighed for en kommentar. Vi må undvære hendes forklaring, og dagens historie bliver brygget sammen ved hjælp af en blanding af gisninger og antagelser samt nogle få facts, der tilsammen danner en grundfortælling, som fæstner sig i folks bevidsthed: Kvinden er en tidligere hippie og nuværende yderliggående venstreorienteret, der hader guvernøren så indædt, at hun efter nøje planlægning har ventet på sit snit til at angribe ham på ondskabsfuld vis. Bortset fra at der er et grelt logisk brist i denne teori, nemlig at guvernørens fornøjelsestur i parken var en impulsiv beslutning,

NIKSEN.indd 20

1/12/17 8:20 PM

som ikke engang hans sikkerhedsfolk var forberedt på. Således kan kvinden umuligt have været klar over, at han var på vej, og altså heller ikke have lagt sig i baghold. Ikke desto mindre bliver disse uoverensstemmelser forbigået i de mere sensationshungrende nyhedsreportager og aldrig undersøgt til bunds.

NIKSEN.indd 21

1/12/17 8:20 PM

Lektor Samuel Anderson sidder i mørket på sit lille kontor på universitetet med ansigtet oplyst af computerskærmens grå lys. Han har lukket persiennerne for vinduerne. Et håndklæde dækker sprækken under døren. Han har sat papirkurven ud på gangen, så aftenrengøringen ikke forstyrrer. Han har høretelefoner på, så ingen kan høre, hvad han laver. Han logger på. Spillets introskærm toner frem med det velkendte billede af orker og elverfolk, der vrider kroppene i kamp. Han hører musikken, der er fuld af kraftige, triumferende og krigsagtige messingblæsere. Han taster sit password, som er endnu mere indviklet og snørklet end passwordet til hans bankkonto. Og da han træder ind i World of Elfscape, er det ikke som Samuel Anderson, lektor i engelsk, men som Elvertyven Snydepels, og det er næsten som at komme hjem. Det er følelsen af at komme hjem til et andet menneske efter en lang dag og blive varmt modtaget, der får ham til at logge på og spille i overkanten af fyrre timer om ugen som forberedelse til et angreb som dette, hvor han slår sig sammen med sine anonyme online-venner, og de sammen tager ud for at dræbe noget stort og dødbringende. I aften er det en drage. De logger på fra kælderetager, kontorer, sparsomt oplyste huler, kontoraflukker og arbejdsstationer, fra biblioteker, fra kollegieværelser og gæsteværelser, fra computere, der summer overophedet og knirker og knaser, som om der blev pandestegt fødevarer et sted inde i deres plastickabinetter. De sætter hovedtelefoner for ørerne og logger på og materialiserer sig i spilverdenen, og de er sammen igen, ligesom de har været det hver onsdag og fredag og lørdag i de sidste par år. De bor næsten alle sammen i Chicago eller i nærheden

NIKSEN.indd 22

1/12/17 8:20 PM

af Chicago. Den spilserver, de gamer på, og som blot er én af flere tusinde servere rundtomkring i hele verden, er placeret i et forhenværende varehus i kødbyen i Chicagos South Side, og for at undgå lagging placerer Elfscape dig altid på den server, der ligger tættest på det sted, du befinder dig. Så de er alle sammen næsten naboer, selvom de aldrig har mødt hinanden i det virkelige liv. “Yo, Snydepels!” er der en, der siger, da Samuel logger ind. Yo, svarer han. Han taler aldrig, når han er herinde. De tror, han aldrig taler, fordi han ikke har en mikrofon. Sandheden er, at han har en mikrofon, men han er bekymret for, at hvis han taler, når de er på jagt, kan en tilfældigt forbipasserende kollega ude på gangen overhøre ham snakke om drager. Så jagtselskabet ved i virkeligheden intet om ham, bortset fra at han aldrig går glip af en jagt og har en tendens til at skrive ordene helt ud i stedet for at benytte sig af de gængse internetforkortelser. Folk kan ikke helt gennemskue, hvorfor han benytter sig af disse bagvendte anakronismer. De tror, han har snuppet navnet Snydepels fra et for længst glemt eventyr, men rent faktisk er det en reference til Dickens’ Oliver Twist. Samuel føler sig klog og overlegen, fordi ingen fatter referencen, og det har han brug for, så han kan bortmane den skam, han føler ved at bruge så megen tid på at spille et spil, som også bliver spillet af 12-årige. Samuel prøver at minde sig selv om, at millioner af andre mennesker gør det samme som ham. På alle kontinenter. Fireogtyve timer i døgnet. På ethvert givent tidspunkt svarer det antal folk, der er logget ind på World of Elfscape, til indbyggertallet i Paris, tænker han indimellem, når han kan mærke det stik i maven, som kommer ved tanken om, hvordan hans liv har formet sig. Én af grundene til, at han aldrig fortæller nogen i virkelighedens verden om Elfscape, er, at de så kunne finde på at spørge, hvad meningen med spillet er. Og hvad skulle han svare dem? At dræbe drager og slå orker ihjel. Og hvis man spiller spillet som ork, handler det om at dræbe drager og slå elverfolk ihjel. Men sådan er det ikke desto mindre – det er rammen, den grundlæggende præmis, den basale yin og yang.

NIKSEN.indd 23

1/12/17 8:20 PM

Han startede som level ét-elver og arbejdede sig op til at være level halvfems-elver, og det tog godt ti måneder. Undervejs var han ude på eventyr. Han rejste over kontinenter. Han mødte folk. Han var på skattejagt. Han søgte, og han fandt. På level halvfems stødte han på et hold og sluttede sig til sine nye holdkammerater, og sammen tog de ud og dræbte drager og dæmoner og især orker. Hold op, hvor har han dræbt mange orker. Og når han stikker en ork et af de vitale steder på kroppen, altså i halsen eller hovedet eller hjertet, står der på skærmen: DØDELIGT SÅRET!, og der lyder et halvkvalt, orkagtigt smertensskrig. Han er kommet til at elske det skrig. Han savler over det skrig. Hans karakter tilhører tyvenes orden, og det betyder, at han har specielle evner for lommetyveri og bombekonstruktion og for at gøre sig usynlig, og noget af det, han elsker allermest, er at snige sig ind på et område, der er fyldt med orker, og lægge dynamit på vejene, så orkerne rider hen over den og bliver dræbt. Derefter plyndrer han ligene af sine fjender og indsamler deres våben og penge og tøj og lader dem ligge nøgne og besejrede og stendøde tilbage. Han skal ikke helt kunne sige, hvorfor det er så vanedannende. Her til aften er de tyve elvere bevæbnet og i rustning mod en enkelt drage, fordi det er en meget stor drage. Den har sylespidse tænder. Og den er ildsprudende. Desuden er den dækket med skæl, der er lige så tykke som metalplader, og som man kan se, hvis ens grafikkort er godt nok. Det ser ud, som om dragen sover. Den er rullet sammen om sig selv som en kat på sit magmafyldte leje i en naturligt dannet hule inde i en vulkan. Der er tilstrækkelig højt til loftet i dragens hule til, at den kan cirkle rundt oppe under det, for i slagets anden fase vil dragen lette fra jorden og flyve hen over dem, mens den skyder flammende ildkugler ned i hovedet på dem. Det er fjerde gang, de prøver at dræbe denne drage, men de er aldrig nået længere end til fase to. De vil forfærdelig gerne slå den ihjel, for dragen vogter over et ordentligt arsenal af våben og rustninger samt skatte, som befinder sig inde i hulens dyb, og hvis de kunne plyndre det, ville det gavne dem i deres fortsatte kamp mod orkerne. Årer af højrød magma gløder lige under klippegrundens overflade. De vil slå revner under den tredje og sidste fase af slaget,

NIKSEN.indd 24

1/12/17 8:20 PM

men den fase har de endnu ikke set med egne øjne, for de kan ikke rigtig få skovlen under den ildsprudende tingest. “Har I alle sammen set de videoer, jeg sendte?” spørger lederen af deres aktion, en elver-kriger, som hedder Pwnage. Flere af spillernes avatarer nikker. Han havde sendt dem e-mails med instruktion i, hvordan de kunne besejre dragen. Pwnage ville gerne have dem til at koncentrere sig om fase to, og hemmeligheden bag at gennemføre den er øjensynlig, at man skal holde sig i konstant bevægelse og undgå at klumpe sig sammen. KOM SÅ!!! skriver Øksemanden, hvis avatar samtidig står og humper en klippevæg. Adskillige elvere danser på plads, mens Pwnage endnu en gang forklarer dem, hvordan kampen skal foregå. Samuel spiller Elfscape på sin arbejdscomputer på grund af den hurtigere internetforbindelse, som normalt er i stand til at øge hans ødelæggelser med op til to procent, medmindre der er for meget trafik over bredbåndsforbindelsen, som for eksempel når de studerende skal melde sig til kurserne. Han underviser i litteratur på et lille universitet nordvest for Chicago, ude i en forstad hvor alle de store motorveje forgrener sig og fører videre til gigantiske indkøbscentre og industriområder med store virksomheders hovedsæder, samt tresporede veje, hvor det vrimler med biler med de forældre bag rattet, som har sendt deres store børn hen på Samuels skole. Unge som Laura Pottsdam, der er lyshåret og småfregnet, og som går sjusket klædt i tanktops med logo og sweatshorts med forskellige ord skrevet hen over røven, og som tager hovedfag i marketing og kommunikation, og som i dag dukkede op til Samuels intro-kursus i litteratur, afleverede en opgave, hun havde skrevet af fra en anden, og straks spurgte, om hun godt måtte gå nu. “Hvis vi skal have prøve,” sagde hun, “bliver jeg. Men hvis vi ikke skal have en prøve, er jeg virkelig nødt til at gå.” “Er der sket noget?” sagde Samuel. “Nej. Jeg har bare ikke lyst til at gå glip af nogen point. Skal vi lave noget i dag, som vi får point for?” “Vi skal diskutere det, I har læst. Ting, som kunne være gode for dig at vide.”

NIKSEN.indd 25

1/12/17 8:20 PM

“Men får vi point for det?” “Nej, det gør I vel ikke.” “Nå, men så bliver jeg altså nødt til at gå nu.” De var i gang med at læse Hamlet, og Samuel vidste af erfaring, at dagen ville blive lidt af en kamp at komme igennem. De studerende ville være nedbøjede og fuldstændig udasede af alt det sprog. Han havde givet dem til opgave at identificere de logiske brister i Hamlets tankegang, og selv Samuel måtte indrømme, at det var en latterlig opgave at stikke dem. De ville garanteret spørge ham, hvorfor de skulle gøre det, læse det gamle skuespil. De ville spørge ham: Hvornår får vi nogensinde brug for at vide det her ude i den virkelige verden? Han glædede sig ikke til den undervisningstime. I øjeblikke som dette tænker Samuel på, at han engang var en ung mand, hvis liv var fuldt af løfter. Da han var fireogtyve, fik han én af sine historier udgivet i et tidsskrift. Og det var ikke et hvilket som helst tidsskrift, men tidsskriftet. De havde et tema om unge forfattere. Under overskriften “Fem under femogtyve”. Og med underrubrikken “Den næste generation af store amerikanske forfattere”. Og han var én af dem. Det var det første, han nogensinde havde fået udgivet. Det var det eneste, han nogensinde fik udgivet, skulle det vise sig. Der var et billede af ham, en biografi og så hans store litteratur. Næste dag fik han omkring halvtreds opkald fra forskellige store kanoner i bogbranchen. De ville læse mere af ham. Han havde ikke mere. De var ligeglade. Han skrev under på en kontrakt og fik udbetalt en masse penge for en bog, han ikke engang havde skrevet endnu. Det var nu ti år siden, dengang før krisen og Amerikas finansielle trøstesløshed, boligboblen og bankkrakkene, som mere eller mindre havde lagt verdensøkonomien i ruiner. Indimellem får Samuel den tanke, at hans egen karriere har været igennem nogenlunde samme rutsjetur som de globale finanser. Den gode tid i sommeren 2001 virker i bagklogskabens lys som en behagelig, men flygtig dagdrøm. KOM SÅÅÅÅÅÅÅ!!! skriver Øksemanden igen. Han er stoppet med at humpe hulens væg og står nu og hopper op og ned på stedet. Samuel tænker: 9. klasse, overbebumset, ADHD, og en dag ender han nok på mit intro-kursus i litteratur.

NIKSEN.indd 26

1/12/17 8:20 PM

“Hvad syntes I om Hamlet?” havde Samuel spurgt sine studerende, efter at Laura var gået. Stønnen. Sure miner. Fyren nede bagi holdt sine hænder op, så man kunne se hans to store kødkrogstommelfingre vende nedad. “Det var åndssvagt,” sagde han. “Det var helt uforståeligt,” sagde en anden. “Det var for langt,” sagde en tredje. “Alt for langt.” Samuel stillede sine studerende nogle spørgsmål, som han håbede ville kunne give anledning til en eller anden form for samtale: Vil I mene, spøgelset er virkeligt, eller er det bare Hamlet, som hallucinerer? Hvorfor tror I, Gertrud gifter sig igen næsten med det samme? Mener I, Claudius er skurken, eller er Hamlet bare forbitret? Den slags. Intet skete. Ingen reaktion. De stirrede med et tomt blik ned i skødet eller ind i deres computerskærme. De stirrer altid ind i deres computerskærme. Samuel er ikke herre over computerne og kan ikke slukke for dem. I alle undervisningslokalerne står der en computer ved hver stol, og det praler skolen af i alt det marketingmateriale, som de sender til forældrene: Universitetet der er online døgnet rundt! Klæder de studerende på til det 21. århundrede! Men Samuel er nærmere af den mening, at det eneste, universitetet klæder dem på til, er, hvordan de lærer at sidde stille og lade, som om de arbejder. At give indtryk af at de koncentrerer sig, når de rent faktisk tjekker sportsresultater eller e-mails eller ser videoer eller stener. Og når det kommer til stykket, er det måske det vigtigste, universitetet kan lære dem om den amerikanske arbejdsplads, nemlig hvordan man sidder roligt ved sit skrivebord og surfer på internettet og undgår at blive vanvittig. “Hvor mange af jer har læst hele stykket?” sagde Samuel, og kun fire af de femogtyve studerende i lokalet rakte hånden op. Og måden, de rakte hånden op på, var tilbageholdende og med en vis skamfuldhed over rent faktisk at have færdiggjort den opgave, de var blevet stillet. De andre sad og hang ind over bordet for at gøre det tydeligt, hvor uendelig kedeligt de syntes, det hele var, mens de sendte ham blikke fulde af foragt, som om det hele var hans skyld. Det var, som om de bebrejdede ham, at de var så apatiske. Hvis

NIKSEN.indd 27

1/12/17 8:20 PM

han ikke havde givet dem en så gennemført tåbelig opgave, havde de ikke behøvet at undlade at lave den. “Til angreb,” siger Pwnage og sprinter hen mod dragen med en gigantisk økse i hænderne. Resten af angrebsteamet følger i hælene på ham, mens de skriger og råber i tilnærmelsesvis efterligning af film, de har set om middelalderkrige. Her er det på sin plads at indskyde, at Pwnage er et geni til Elfscape. En stammeældste og vismand, når det kommer til gaming. Han kontrollerer seks af de tyve elvere, som er med i aften. Han har en hel landsby fyldt med karakterer, som han kan vælge fra, blande og sætte sammen, afhængig af hvilket slag der skal udkæmpes, de er deres egen selvforsynende mikroøkonomi, og han kan spille adskillige af dem på én gang ved hjælp af en utrolig avanceret teknik kaldet “multiboxing”, hvor han benytter flere computere, der via netværk er forbundet til en central kommandohjerne, som han styrer ved at bruge forprogrammerede indtastninger på sit tastatur samt en gaming-mus med femten knapper. Pwnage ved alt, hvad der er værd at vide om spillet. Man skulle tro, han var vokset sammen med Elfscape, ligesom et træ, som til sidst bliver ét med det hegn, det vokser ved siden af. Han udsletter orker i hobetal, og ofte får de nådestødet til akkompagnement af hans signatursætning: Sådan, n00b, nu er du pwned. I kampens første fase skal de hovedsagelig holde sig uden for rækkevidde af dragens hale, der pisker rundt og hamrer ned i klippegrunden. Så de hakker alle sammen løs på dragen og undgår dens hale i de få minutter, det tager, inden dragen er nede på tres procent af sin styrke, hvilket markerer, at den nu går på vingerne. “Fase to,” siger Pwnage med en rolig stemme, som lyder robot agtig, fordi den bliver filtreret gennem nettet. “Nu kommer ildtungen. Hold jer langt væk fra den.” Der begynder at regne ildkugler ned over angrebsteamet, og mange af spillerne skal strenge sig an for at undgå flammerne, mens de, som det bliver forventet af dem, fortsætter med at bekæmpe dragen. Alle Pwnages seks karakterer derimod klarer opgaven uden problemer ved at steppe nogle få tastninger til højre eller venstre, så ilden rammer et par pixels ved siden af.

NIKSEN.indd 28

1/12/17 8:20 PM

Samuel prøver at undgå ilden, men lige nu tænker han mest på den spontane prøve, han stak eleverne til timen i dag. Efter at Laura var gået, og det stod klart for ham, at holdet ikke havde læst det, han havde givet dem for, fik han lyst til at straffe dem. Han bad sine studerende om at skrive en 250 ord lang fortolkning af Hamlets første akt. Stønnen hele vejen rundt. Han havde ikke planlagt at give dem en prøve, uden at de var forberedt på det, men der var noget ved Lauras attitude, som havde fået ham i et passiv-aggressivt humør. Det her var et intro-kursus i litteratur, men hun gik mere op i point end i litteratur. Kursets emne betød intet som helst for hende, men det gjorde til gengæld dets handelsværdi. Det fik ham til at tænke på en Wall Street-trader, der den ene dag køber kaffe-futures og realkreditobligationer den næste. Det betyder mindre, hvad der handles, end hvad det kan handles til. Sådan var Lauras tankegang, hun tænkte kun på bundlinjen og sit eksamenspapir, alt andet var ligegyldigt. Engang rettede Samuel deres opgaver – endda med en rød kuglepen. Engang lærte han dem forskellen på “lægge” og “ligge”, og på “hendes” og “sin”, og at “affekt” er noget andet end “effekt”, og at det hedder “han svarer”, men “at svare”. Alt det der. Men så en dag stod han og var ved at fylde benzin på sin bil på tankstationen lige uden for universitetets campus – den hedder “Hurtigt ind, hurtigt ud” – og han så op på skiltet og tænkte: Hvad skal det hele til for? Seriøst, helt ærligt, hvorfor i alverden har de brug for at have læst Hamlet? Han stak dem en opgave og gav dem fri en halv time før. Han var træt. Han stod foran sit uinteresserede hold, og han begyndte at føle sig som en anden Hamlet i den første monolog: ulegemlig. Han havde lyst til at forsvinde. Han ønskede, at hans kød ville smelte og falde som dug. Sådan havde han ofte haft det på det seneste, han følte sig mindre end sin krop, som om hans sjæl var skrumpet, og han overlod altid sit armlæn til sidemanden, når han var ude at flyve, og flyttede sig altid for andre på fortovet. Det var fuldstændig umuligt at ignorere, at følelsen faldt sammen med, at han endnu en gang havde søgt efter fotos af Bethany

NIKSEN.indd 29

1/12/17 8:20 PM

på nettet. Han begynder altid at tænke på hende, når han foretager sig noget, der giver ham skyldfølelse, og for tiden vil det stort set sige hele tiden, det er, som om adskillige lag af uudgrundelig skyld dækker hele hans tilværelse. Bethany. Hans største kærlighed og største fiasko, som stadig bor i New York City, så vidt han ved. Hun er violinist og spiller i alle de store koncertsale, indspiller soloalbum og er på turné verden rundt. Når han googler hende, er det som at tænde for en stor taphane inden i ham. Han forstår ikke, hvorfor han absolut skal straffe sig selv på den måde hver hver anden måned, ved at sidde til sent ud på aftenen og se på billeder af Bethany, der ser smuk ud i sine aftenkjoler, mens hun står med sin violin og kæmpe buketter af roser i favnen, omgivet af beundrende fans i Paris, Melbourne, Moskva eller London. Hvad ville hun mon sige til alt det her? Hun ville selvfølgelig være skuffet. Hun ville synes, at Samuel på ingen måde er blevet voksen, men stadig er en dreng, der sidder og spiller videospil i mørket. Stadig det barn, han var, da de mødte hinanden. Når Samuel tænker på Bethany, er det på samme måde, som andre mennesker måske tænker på Gud. Altså: Hvordan vil Gud dømme mig? Samuel gør det samme, men han har erstattet Gud med en anden, evigt fraværende skikkelse: Bethany. Og nogle gange, hvis han tænker for meget over dette, hænder det, at han falder ned i en slags hul, og han har det, som om han betragter sit eget liv på et skridts afstand, som om han ikke bare lever det, men nærmere vurderer og takserer et liv, der mærkeligt nok og uheldigvis er hans eget. En banden og svovlen fra hans holdkammerater får ham til igen at koncentrere sig om spillet. Elvere må lade livet i hastigt tempo. Dragen brøler oppe fra højderne, mens angriberne fyrer alle deres bedste langtrækkende ødelæggelsesvåben af – pile og musketkugler og kasteknive og nogle tingester, som ligner lyn og affyres fra troldmændenes bare hænder. “Ildkugle på vej mod dig, Snydepels,” siger Pwnage, og det går op for Samuel, at han lige om lidt bliver smadret til ukendelighed. Han dukker sig og undviger. Ildkuglen slår ned tæt på ham. Hans helbredssøjle går næsten i nul.

NIKSEN.indd 30

1/12/17 8:20 PM

Tak, skriver Samuel. Og jubler så, da dragen lander, og fase tre begynder. Der er kun nogle stykker tilbage af de oprindelige tyve angribere: Samuel og Øksemanden og angrebsteamets healer og fire af Pwnages seks karakterer. De er aldrig før nået til fase tre. Aldrig før har de klaret sig så godt i kamp med dragen. Fase tre minder til forveksling om fase et, bortset fra at dragen nu bevæger sig rundt over det hele og åbner magmaårer, der flyder under hulens gulv, og ryster kæmpestore, dødbringende stalaktitter løs fra loftet. De fleste kampe mod Elfscapes computergenererede fjender ender på den måde. Det handler ikke så meget om at teste gamernes dygtighed, men mere om deres evne til at multitaske og memorere mønstre: Kan du undvige lavaen, der vælder op fra undergrunden, og de klippestykker, som falder ned fra oven, og holde øje med dragens hale, så du ikke kommer i vejen for den, og følge dragen rundt i dens hule, og fortsætte med at hugge din daggert ind i dens krop ved hjælp af den helt specielle og komplicerede tiskridts angrebsmetode, som giver det største skadesoutput per sekund, og som er nødvendigt for at få dragens helbredssøjle ned på nul, før dens indre timer udløses efter ti minutter, og den går “amok”, som det hedder, hvilket betyder, at den bliver fuldstændig vanvittig og dræber alle i hulen? Samuel nyder som regel at befinde sig midt i kampens hede. Men lige bagefter, også hvis de vinder kampen, føler han altid en altoverskyggende skuffelse, for de skatte, de har vundet, er ikke rigtige skatte, men bare digitale data, og alle de våben og rustninger, de har fået tiltusket sig, hjælper dem kun en tid, for lige så snart de er i stand til at overvinde dragen, vil spiludviklerne bare introducere et eller andet nyt væsen, der er endnu sværere at slå ihjel, og som bevogter en endnu mere værdifuld skat – en cyklus, som gentager sig i én uendelighed. Man kan aldrig vinde rigtigt. Der er ingen slutning i syne. Og nogle gange er det, som om spillets formålsløshed pludselig står lysende klart i et glimt, ligesom nu, mens han ser på, at healeren forsøger at holde Pwnage i live, og dragens helbredssøjle langsomt kravler ned mod nul, og Pwnage skriger: “Kom nu, kom nu, kom nu, kom nu!”, og de er lige ved at vinde en historisk sejr,

NIKSEN.indd 31

1/12/17 8:20 PM

og selv lige nu tænker Samuel, at det som i virkeligheden sker, er, at nogle få ensomme mennesker sidder i mørket og hamrer på et tastatur og sender elektriske signaler til en computerserver i omegnen af Chicago, som så sender små stød af data den anden vej. Alt andet – dragen og dens hule og den flydende lava og elverne og deres sværd og deres magi – er blot en vinduesdekoration, ren facade. Hvad laver jeg her? kan han ikke lade være med at spørge sig selv, heller ikke da han bliver smadret til ukendelighed af dragens hale, og Øksemanden bliver spiddet af en stalaktit, og healeren brænder til aske i en lavasprække, så den eneste tilbageværende elver er Pwnage, og den eneste måde, de kan vinde på, er, hvis Pwnage kan holde sig i live, og holdkammeraterne ægger ham frem gennem deres headsets, og dragens helbredssøjle tikker ned til fire procent, tre procent, to procent … Selv nu, hvor de er så tæt på sejren, tænker Samuel: Hvad skal det gøre godt for? Hvad laver jeg her? Hvad mon Bethany ville sige?

NIKSEN.indd 32

1/12/17 8:20 PM

Pwnage danser rundt i sin dagligstue som en amerikansk football-spiller, der har scoret touchdown. Han er specielt begejstret for den jubelscene, hvor han pumper sin knyttede næve rundt i luften foran sig som et hjul – så vidt han ved, kalder man det at “dreje håndsvinget”. “Pwnage styrer!” er der en, som råber. Elverne ville give ham stående klapsalver, hvis ikke de alle sammen var blevet forvandlet til lig. Deres anerkendende tilråb brøler ud fra højttalerne i hans hjemmegamerstudie. Samtlige hans seks computerskærme viser nu en død drage fra forskellige vinkler. Han drejer håndsvinget. Han pumper næven rundt i luften, som om han prøvede på at starte en veteranbil. Han laver også den sjofle dans, hvor det ser ud, som om han giver nogen eller noget lige foran sig en ordentlig omgang spanking, sandsynligvis en røv. Elvernes genfærd kæmper sig tilbage til deres kroppe, og hans venner kommer én efter én op af hulens gulv, de genopstår ganske enkelt på den der helt specielle videospils-facon, hvor man dør, men aldrig dør rigtigt. Pwnage samler byttet op fra hulens dyb og deler det ud til sine holdkammerater – sværd og økser og pladerustninger og magiske ringe. Det får ham til at føle sig storsindet og gavmild, ligesom en familiefar i julemandskostume den 24. december. Så begynder de andre at logge af, og han siger personligt farvel til alle sine holdkammerater og roser dem for deres strålende indsats og prøver at overtale dem til at blive længere online, og de afslår og siger, at det er blevet alt for sent, og de skal på arbejde næste morgen, så til sidst affinder han sig med det og indser, at det

NIKSEN.indd 33

1/12/17 8:20 PM

er på tide at hoppe i seng. Og han logger af og slukker alle sine computere og kryber i seng og lukker øjnene, og i samme øjeblik begynder Gnisterne at funkle i hovedet på ham, hans hjerne fyldes med hallucinatoriske glimt af elvere og orker og drager, som skyller i kaskader gennem hovedet på ham, hver gang han prøver at slappe af efter endnu et af sine angrebstogter i Elfscape. Han havde ellers tænkt sig ikke at spille i dag. Han havde under ingen omstændigheder tænkt sig at spille så længe, som han var endt med. Det var meningen, at i dag skulle have været hans første dag på den nye diæt. Han havde svoret på, at fra og med dagen i dag ville han begynde at spise sundere – frugt og grønsager og magre proteiner og ingen transfedtsyrer og ingen færdigretter og omhyggeligt afbalancerede måltider med skyhøj næringsværdi, og han skulle starte i dag. Og samme morgen gav han startskuddet til sin splinternye spis-bedre-livsstil ved at knække en paranød og nedsvælge den, for ifølge den slankebog, han har købt for at være velforberedt til i dag, er paranødder én af de “Fem vigtigste fødevarer, som du ikke spiser nok af”, og han købte også efterfølgeren til slankebogen og de madplaner, som understøtter kuren, og mobil-apps, og samtlige produkter gik ind for et køkken, som hovedsagelig bestod af animalske proteiner og nødder, altså føde for en jæger-samler. Og han tænkte på alle de gode fedtstoffer og antioxidanter og metanærende stoffer inden i paranødden, som gled ned gennem hans krop og ydede den værdifuld støtte for eksempel ved at udrydde frie radikaler og sænke hans kolesteroltal og forhåbentlig hæve hans energiniveau, for der var så meget, der skulle gøres. Køkkenet trængte akut til at blive renoveret: Laminatet på køkkenbordet slog revner og bøjede op i hjørnerne, og opvaskemaskinen gav op sidste forår, og køkkenkværnen døde for måske et års tid siden, og tre af de fire blus på komfuret virkede ikke, og på det seneste var køleelementerne begyndt at opføre sig uforudsigeligt – køleskabet slog fra i tide og utide, så det ødelagde pølser og kødpålæg og mælk, der stod og blev sur, samtidig med at fryseren indimellem fik et anfald af hyperaktivitet og indstøbte hans færdig retter i permafrost. Derudover var han nødt til at tømme køkken-

NIKSEN.indd 34

1/12/17 8:20 PM

skabene for forskellige generationer Tupperware, som var blevet gult af ælde, og for de glemte poser med tørret frugt eller nødder eller kartoffelchips, og for de mange små cylindriske beholdere med krydderurter og krydderier, der var aflejret i geologiske formation er fra hans tidligere forsøg på at gå over til sund kost, og hver gang han begyndte på en ny kur, var hele nye sæt af krydderurter og krydderier påkrævet, for i den tid, der var gået siden hans seneste seriøse forsøg, var de gamle krydderurter og krydderier smeltet sammen til ubrugelige og knastørre klumper nede i deres glas. Og han vidste udmærket, at han burde åbne alle skabene og smide alt ud og sikre sig, at der ikke var nogen fastboende kolonier af bakterier og insekter inde i de dybeste, mørkeste kroge, men han havde virkelig ikke lyst til at åbne skabene og tjekke, at der ikke var nogen insekter, for han frygtede for, hvad han mon kunne finde derinde, især insekter. For så ville han blive nødt til at dække af med plastic og desinficere og gøre plads andetsteds, så han kunne få et “opbevaringsrum”, hvor han kunne stable de nødvendige dele (til de nye skabe og træ til plankegulvet og de nye køkkenapparater og de forskellige hamre, save, sømæsker, skruer, plasticrør og alt det andet lort, som man skal bruge, når ens køkken trænger til en drastisk opgradering), men når han kastede et blik rundt i huset, gik det op for ham, hvor besværligt det alt sammen ville blive: Dagligstuen, for eksempel, blev nødt til at være byggeaffaldsfri zone, i fald og såfremt han engang i fremtiden fik uventede gæster (læs: Lisa), der ikke ville synes, at bunker af værktøj var hverken særlig indbydende eller romantisk. Det samme gjaldt soveværelset, der af præcis samme årsag ikke lå lige for, når man skulle finde et opbevaringsrum, selvom det, indrømmet, var noget siden, Lisa havde kigget forbi, hovedsagelig fordi hun insisterede på, at de skulle holde lidt “afstand” i denne nye fase i deres forhold, hvilket ikke forhindrede hende i at bede ham om et lift til arbejdet eller forskellige små indkøbscentre, hvor hun havde diverse ærinder, og bare fordi Lisa havde villet skilles fra ham, var det ikke ensbetydende med, at han ville lade hende i stikken, når nu hun ikke havde hverken kørekort eller bil, og han vidste godt, at det var lige præcis, hvad andre fyre ville have gjort, men den slags var han altså ikke opdraget til.

NIKSEN.indd 35

1/12/17 8:20 PM

Så det eneste mulige opbevaringssted for byggeaffaldet fra køkkenet var gæsteværelset, hvilket uheldigvis heller ikke kunne lade sig gøre, fordi gæsteværelset allerede var proppet med ting, som det var utænkeligt at smide ud – æsker fra hans gamle high school-præmier, badges, trofæer, medaljer, diplomer, og et sted derinde en notesbog i sort læder, som indeholdt de første sider i den roman, han havde lovet sig selv, at han skulle skrive videre på meget snart – så det betød, at han blev nødt til at gå alle æskerne igennem og katalogisere indholdet, før han kunne etablere det opbevaringsrum, som skulle til, hvis han skulle i gang med den renovering af køkkenet, som ikke var til at komme udenom, hvis han skulle starte på sin helt nye kostplan. Desuden handlede det også om økonomi. Som i hvordan han skulle få råd til en helt ny og sund kostplan, når han allerede var dybt forgældet, eftersom han skulle betale for alle sine konti på World of Elfscape og afdrage på sin nye smartphone. Og ja, han var udmærket klar over, at set udefra kunne det godt virke en smule overdrevent, at en som ham, hvis levebrød ikke var afhængigt af tilgængelig elektronisk kommunikation, havde anskaffet sig en smartphone til 400 $ inklusive ubegrænsede sms’er og data, og rent faktisk var de fleste af de sms’er, som var blevet sendt til hans smartphone, efter at han havde købt den, fra selvsamme smart phones producent – spørgsmål om hvorvidt han var tilfreds med sin anskaffelse samt tilbud om forsikringer og opfordringer til at prøve andet af firmaets software og hardware – og de ganske få andre sms’er var fra Lisa med besked om, at hendes tilstedeværelse pludselig var påkrævet ovre ved Lancômes stand, eller at hun forlod Lancômes stand tidligere end ventet, eller blev længe ved Lancômes stand, eller at hun ikke havde brug for et lift, fordi hun var blevet inviteret “ud” af “en på arbejdet”, og det var de sms’er, som fik ham til at skælve af jalousi, fordi de var så provokerende tvetydige, og i de situationer lagde han sig i fosterstilling på sofaen og bed i sine porøse fingernegle og spekulerede på, hvor grænserne gik for Lisas troskab. Og selvom han selvfølgelig ikke længere kunne forvente hegemonisk ægteskabeligt monogami, og selvom han havde indset, at skilsmissen på sæt og vis betød en form for afslut-

NIKSEN.indd 36

1/12/17 8:20 PM

ning på deres forhold, så vidste han også, at hun ikke havde forladt ham, fordi hun havde mødt en anden mand, og han var stadig en vigtig person i hendes liv, og derfor troede en del af ham, at hvis han var nyttig nok i Lisas øjne, og hjælpsom nok, og tilstrækkeligt til stede, så ville hun aldrig rigtig “forlade ham”, og derfor havde han brug for sin smartphone. Desuden var de basale diæt- og træningsrelaterede apps på telefonen nødvendige i ethvert nyt spis-korrekt-program, apps, hvor han kunne indtaste dagens føde- og drikkevareindtag og modtage en analyse af, hvordan det gik både med hensyn til kalorier og næringsindhold. For eksempel noterede han alt det, han spiste i løbet af en almindelig dag, for at få sat en form for “normalstandard”, som hans fremtidige helt fantastiske spis-korrekt-diæt kunne sammenlignes præcist med, og han fandt ud af, at de tre kopper espresso (med sukker), som han drak til morgenmad, bonede ind med 100 kalorier, hans latte med seks shots til frokost akkompagneret af en brownie lagde 400 kalorier oveni, og så var der 1.500 kalorier tilbage, før han ramte det daglige loft på 2.000 kalorier, hvilket betød, at der til hans middagsmad var plads til to og måske endda tre pakker frosne Ocean Bonanza Lakse-Fajitas, hvoraf hver pakke indeholdt præcist snittede pomme frite-agtige fajitasgrønsager samt en lille pose salt rødt pulver, som hed Sydvestkrydderier, og til dem tilføjede han som regel omkring en spiseskefuld ekstra salt (smartphonens diæt-app registrerede, at dette betød nul ekstra kalorier, hvilket han så som en kæmpe smagssejr), og han nedsvælgede sine frosne laksemåltider temmelig hurtigt og grådigt, mens han prøvede at ignorere, at mikroovnen opvarmede tingene så ujævnt, at de grønne pebre brændte ham på tungen, samtidig med at nogle af de større laksestykker stadig var så kolde indeni, at de brækkede fra hinanden i flager og åbenbarede en tekstur, som mindede om fugtig bark, og når man lagde de ting sammen, gav det en ualmindelig ubehagelig følelse i munden, men det forhindrede ham ikke i at proppe sin fryser med laksefajitas-æsker, ikke kun fordi der stod udenpå, at de var Forbavsende fedtfattige!, men også fordi den lokale 7-Eleven altid havde et fantastisk ti-for-fem-dollars-udsalg på dem (højst ti per kunde).

NIKSEN.indd 37

1/12/17 8:20 PM

Nå, men vigtigst af alt analyserede smartphonens app de næringsstoffer og metanæringsstoffer, som han indtog, og sammenlignede dem med Fødevarestyrelsens anbefalede doser af alle de vigtige vitaminer, syrer, fedtstoffer, osv., og den viste resultaterne i en graf, der burde have været beroligende grøn, hvis alt, han foretog sig, havde været som anvist, men i stedet var den lige så knaldrød som en panikknap grundet hans alarmerende mangel på alt det, som var nødvendigt, hvis man skulle holde sine organer grundlæggende sunde. Og jo, han måtte indrømme, at på det seneste havde hans øjeæbler og hårspidser antaget en foruroligende gul kulør, og hans fingernegle var blevet tyndere og mere porøse, og de havde fået en tendens til pludselig at slå revner næsten hele vejen ned til roden, hvis han bed i dem, og for nylig var hans negle og hår helt holdt op med at vokse, og nu virkede det, som om de ligefrem trak sig ind i sig selv visse steder og krøllede om sig selv, og desuden havde han fået en mere eller mindre permanent eksem på sin arm dér, hvor man ville have et armbåndsur siddende. Så på en typisk dag lå han altså langt under maksimum på 2.000 kalorier, men han vidste godt, at den type kalorier, han burde indtage for at “spise mere fornuftigt”, var en helt anden slags kalorier, nemlig de friske, økologiske og sunde, der var uoverkommeligt dyre, når nu han også skulle betale de månedlige afdrag på sin smartphone og de dertil hørende sms’er og datamængder. Og han kunne godt se, at det var paradoksalt og lidt af en ironisk knibe, han havde sat sig selv i, at når han skulle betale for det isenkram, der vejledte ham i, hvordan han skulle spise korrekt, så forhindrede det ham i at få råd til rent faktisk at spise korrekt, og ja, han betalte det hele med sit kreditkort, og gælden på det voksede faretruende, og hans mulighed for nogensinde at nedbringe den fortabte sig i det fjerne som en art kontinentalforskydning. Det samme gjaldt gælden i hans bolig, som også bare steg og steg, fordi en eller anden ejendomsmægler for år siden, inden byen (samt resten af landets ejendomsmarked) var gået rabundus, havde fået ham overbevist om, at han skulle omprioritere gælden i huset til et lån med “negativ amortisation”. På det pågældende tidspunkt gav det en kæmpe kapitalgevinst, og det gjorde det muligt for ham at købe et hd-fjernsyn samt adskillige

NIKSEN.indd 38

1/12/17 8:20 PM

avancerede videospilkonsoller og en dyr computer, men på nuværende tidspunkt slugte det al kapitalen, fordi terminsbetalingerne hele tiden steg i chokerende ryk, samtidig med at vurderingen på hans hjem, sidst han tjekkede, havde ramt bunden og tabt pusten og var endt på et så forbistret lavt niveau, at man skulle tro, der var eksploderet et speedlaboratorium i dagligstuen. Og det lagt oven i alle hans andre økonomiske problemer fik ham til at føle sig så stresset, at hans hjerte opførte sig underligt, det slog i sådan nogle hop eller spjæt, der føltes, som om der stod nogen og rumsterede inden i hans brysthule. Og som Lisa formulerede det: “Man er intet værd uden et godt helbred,” og det var præcis derfor, han kunne retfærdiggøre at investere i ting, som virkede afstressende på ham, nemlig avanceret elektronik og computerspil. Så derfor havde han tyet til det i dag. Han besluttede, at før han opfyldte de forpligtelser, som hans nye kostplan pålagde ham, ville han opfylde sine andre forpligtelser, nemlig dem, der ventede på ham i Elfscape: De tyve udfordringer, han løste hver evig eneste dag, og som gjorde ham fortjent til nogle seriøst seje spildusører (såsom flyvende griffer, man kunne ride på, og usandsynlig store økser og lækre formelt udseende sæt tøj bestående af jakke og bukser, som fik hans avatar til at se mere cool ud, når han spankulerede rundt i dem). Udfordringerne – der som regel bestod i at nedkæmpe en ubetydelig fjende, eller at aflevere en besked efter at have kæmpet sig igennem forræderisk terræn, eller lokalisere en vigtig, forsvundet himstregims – skulle gennemføres perfekt hver evig eneste dag uden undtagelse i op til fyrre dage i træk, hvis dusørerne skulle udløses på den hurtigst matematisk mulige tid, hvilket i sig selv var en form for dusør, for hver gang det lykkedes ham, bragede fyrværkeriet løs, og trompeterne gjaldede, og hans navn blev sat på den offentligt tilgængelige liste over Elfscapes Mest Legendariske Spillere, og alle på hans kontaktliste sendte ham lykønskninger og roste ham. Det var så godt som computerspillenes modstykke til at være brudgom til et bryllup. Og eftersom Pwnage ikke kun spillede med én karakter, men nok karakterer til at stille med et helt softballhold, betød det, at lige så snart han var færdig med sin hovedkarakters tyve daglige udfordringer, så gentog han dem med

NIKSEN.indd 39

1/12/17 8:20 PM

sine andre karakterer, når nu han var i gang, så det endte med, at han nåede op på at skulle gennemføre omkring to hundrede udfordringer per dag, nogle gange flere, afhængig af hvor mange af sine alteregoer han havde lyst til at avancere i level. Det medførte, at han kæmpede med sine udfordringer fem timer daglig. Han vidste udmærket, at for de fleste andre mennesker var det at spille computerspil mere end fem timer i træk den maksimale tolerancetærskel, men for ham var de fem timer ganske enkelt nødvendige for overhovedet at komme i gang med spillet, en slags opvarmning til det rigtige spil, noget, der bare skulle overstås, før han kunne komme i gang med det sjove. Så da han havde taget dagens tur i hamsterhjulet og færdiggjort sine udfordringer, var det blevet mørkt udenfor, og hans hoved føltes, som om det var fyldt til bristepunktet med vat og løsrevet fra ham selv efter fem timers rutineudfordringer, så han var ikke fokuseret nok, han havde hverken drivet eller energien til at kaste sig ud i svære opgaver såsom at købe ind eller starte på den komplicerede ombygning af køkkenet. Så han blev siddende ved computeren og tog sig en latte med seks shots og en frossen burrito for at lade batterierne op, og så fortsatte han med at spille. Han har spillet så længe, at nu, mens han ligger og prøver på at falde i søvn, funkler Gnisterne med en ekstra klar glød, og der er ikke skyggen af chance for, at søvnen kommer til ham inden for overskuelig fremtid, så det eneste Pwnage reelt kan gøre, er at stå op og tænde for computerne igen og tjekke de servere, der står ovre på Vestkysten, og så tage en kamp til. Mange timer senere kobler han sig til de australske servere og går igen til angreb på dragen. Og omkring ved firetiden om morgenen går de hardcore japanske spillere online, og det føles altid som at få en appelsin i turbanen, og han slutter sig til dem og dræber dragen et par gange mere, indtil det at dræbe dragen ikke længere føles som helt så stor en sejr, men temmelig rutinepræget og måske en smule kedeligt. Og da Indien vågner, er Gnisterne morfet til en slags glimtvis, selvlysende sump, og han logger af spillet og føler sig temmelig omtåget, som om hans pande i fysisk forstand befinder sig en meter fra hans ansigt, og han beslutter sig for, at han bliver nødt til at falde lidt ned, inden

NIKSEN.indd 40

1/12/17 8:20 PM

han skal sove, så han vælger at se en dvd, en af dem, han har set en million gange før (tanken er, at han bare kan lade den køre og så koble lidt fra imens, eftersom han kender filmen ud og ind og altså ikke behøver at lade hjernen komme på overarbejde), én af dem fra hans samling af katastrofefilm, hvor Jorden bliver tilintetgjort på alle tænkelige måder – af meteorer, aliens eller lava fra Jordens indre, som ingen opdager, før det er for sent – og inden der er gået et kvarter, på det tidspunkt hvor helten finder ud af den hemmelighed, som myndighederne så længe har forsøgt at holde skjult, og nu er blevet klar over, at der kommer til at ske forfærdelige ting, er hans hoved så småt begyndt at blive overtrukket med en beskyttende film, og Pwnage slapper af og tænker på sin dag, genkalder sig vagt, hvordan han samme eftermiddag inderligt havde ønsket at komme i gang med at spise sundere, og måske føler han skyld, fordi han alligevel ikke syntes, det var lige den dag, han skulle begynde at spise sundere, men han knækker i hvert fald endnu en paranød ud fra den tanke, at det måske er bedst med en glidende overgang, når man skal starte på sådan et projekt, og at paranødden er broen mellem hans nuværende liv og det nye som sundhedsapostel, der venter lige rundt om hjørnet, og han stener og stirrer ind i fjernsynet med tomme øjne og nedsvælger paranødden, som er lidt af en hestepille, og han ser Jorden blive udslettet, og med et halvlykkeligt smil om munden forestiller han sig, at et klippestykke på størrelse med Californien rammer Jorden og med et eksplosionsglimt, som får huden til at smelte af knoglerne, udsletter alt, dræber alle, tilintetgør det hele, og han rejser sig fra sofaen, og det er næsten daggry, og han spekulerer over, hvad natten egentlig er gået med, og han tumler ind i sit soveværelse og kigger sig selv i spejlet – håret er hvidgult og øjeæblerne røde af træthed og dehydrering – og han lægger sig i sengen, og det ville være en tilsnigelse at sige, at han “falder i søvn”, der er nærmere tale om, at han plumper ned i et altomsluttende, hjernedødt mørke. Og i sin komatøse tilstand forsøger han at holde fast i billedet af sig selv, der står og danser. Han vil gerne fastholde den følelse, han havde, øjeblikket af transcendent glæde. Han havde besejret dragen for første gang. Alle hans venner fra Chicago jublede.

NIKSEN.indd 41

1/12/17 8:20 PM

Men han kan ikke genskabe den, den følelse, der fik ham til at kaste sig ud i den løsslupne dans. Pwnage forsøger at forestille sig, at han er ét med den, men det føles løsrevet fra ham selv, som noget han har set i tv for længe siden. I betragtning af hvordan han har det nu, kan det ikke have været ham, der drejede håndsvinget, startede veteranbilen og gav røven en god gang spanking. I morgen, lover han sig selv. I morgen skal være den første dag på den nye kostplan – den rigtige, officielle første dag. Og måske var dagen i dag faktisk en opvarmning eller prøve eller tyvstart på den rigtige første dag med den nye kostplan, som bliver meget snart. En dag meget snart, hvor han vil vågne tidligt og spise en sund morgenmad og begynde at arbejde på køkkenet og vaske skabene af og købe nogle dagligvarer og holde sig fra computeren og ikke mindst igennem en hel dag gøre alting på den helt rigtige og perfekte måde. Han sværger. Han afgiver løfter. Det bliver en af de nærmeste dage, som kommer til at forandre alting.

NIKSEN.indd 42

1/12/17 8:20 PM

“Hvad mener du med, at jeg har snydt?” siger Laura Pottsdam, andetårsstuderende samt inkarneret eksamensgratist. “Hvad mener du med, at jeg har skrevet opgaven af? Hvem, mig?” Samuel nikker. Han prøver at se ud, som om han virkelig beklager den situation, de er endt i, lidt som når en forælder modvilligt giver et barn en overhaling. Han prøver at lægge ansigtet i nogle folder, som signalerer, at det gør mere ondt på mig, end det gør på dig, selvom han, hvis sandheden skal frem, egentlig ikke føler det. Indeni nyder han i al hemmelighed, når han skal dumpe en studerende. Det er en form for sød hævn for, at han skal undervise dem. “Hallo! Jeg siger det kun én gang. Jeg. Har. Ikke. Skrevet. Den. Opgave. Af,” siger Laura Pottsdam om den opgave, som stort set er skrevet af fra ende til anden. Samuel er sikker på det, fordi de har computerprogrammet – det i sandhed fremragende stykke software, som universitetet abonnerer på, og som analyserer alle de opgaver, hans studerende har skrevet, og sammenligner dem med alle andre opgaver i sit kæmpe store arkiv, der indeholder alle opgaver, som nogensinde er blevet analyseret nogetsteds. Programmets kerne består af millioner af ord, som er blevet skrevet af landets studerende fra high schools og universiteter, og indimellem siger Samuel spøgefuldt til sine kolleger, at hvis det nogensinde skulle ske, at softwaren fik kunstig intelligens og bevidsthed ligesom i en sci-fi-roman, ville den uden tøven tage til Cancún og fyre den af i universitetets forårspause. Programmet analyserede Lauras opgave og kom frem til, at nioghalvfems procent af den var direkte afskrift – alt var stjålet bortset fra navnet “Laura Pottsdam”.

NIKSEN.indd 43

1/12/17 8:20 PM

PLURIUM INTERROGATIONUM (ELLER “DET DRILSKE SPØRGSMÅL”) “Gad vide, hvad der er galt med det program …” siger Laura, der går på andet år på universitetet og er fra Schaumburg, Illinois, har kommunikation og marketing som hovedfag, er godt 160 cm høj med mellemblond hår, der i den grønlige belysning på Samuels kontor har samme bleggule farve som tørt hø, og bærer en tyndslidt, hvid T-shirt med et print, som ligner en reklame for en fest, som næsten helt sikkert blev afholdt, før hun blev født. “Hvorfor mon det ikke virker? Tager det tit fejl?” “Du mener altså, det er en fejl?” “Det er seriøst mærkeligt. Jeg fatter det ikke. Hvorfor siger det sådan noget?” Laura ser ud, som om hun har været inde i en vindtunnel, hendes hår er fuldstændig filtret og uglet. Hun har et par minimale, flossede flonelsshorts på, der er nogenlunde på størrelse med et kaffefilter, hvilket er umuligt ikke at lægge mærke til. Det samme gælder den dybe, bronzefarvede kulør på hendes solbrændte ben. På fødderne har hun et par morgentøfler, der er lige så lodne som en Muppetdukke og har en gulgrøn farve, ligesom kål, mens der rundt om sålen er en gråbrun rand af skidt, fordi der er blevet gået med dem udendørs for mange gange. Samuel får den tanke, at hun kunne have fundet på at dukke op på hans kontor blot i pyjamas. “Programmet tager ikke fejl,” siger han. “Ikke, som i aldrig? Tager det aldrig fejl? Det du siger, er altså, at det er ufejlbarligt og perfekt?” Samuel har pligtskyldigt fyldt væggene på sit kontor med sine forskellige eksamensbeviser, reolerne er proppet med bøger med lange titler, og hele den mørke hule lugter langt væk af at tilhøre en fra den professorale kaste. Der er en læderstol, som Laura nu sidder i, mens hun vipper let op og ned med sine tøffelklædte fødder. Tegneseriestriber fra The New Yorker sat op med tape på døren. En lille potteplante i vindueskarmen, som han holder i live med en halvliters vandforstøver. En hullemaskine med tre huller.

NIKSEN.indd 44

1/12/17 8:20 PM

En bordkalender. En kaffekop med Shakespeare på. Nogle penne af god kvalitet. Hele dynen. En knagerække med en tweedjakke til nødstilfælde. Han sidder i sin ergonomiske stol. Et kort øjeblik glædes han over den korrekte brug af ordet “ufejlbarlig”. Den hengemte odør på hans kontor er muligvis Lauras søvnlugt, eller hans egen lugt, der stadig hænger i gardinerne, efter at han aftenen før sad længe oppe og spillede Elfscape. “Ifølge programmet,” siger han og ser på rapporten angående Lauras opgave, “stammer den her opgave fra hjemmesiden Gratis Eksamensopgaver.com.” “Der kan du bare se! Det er jo det, jeg siger. Har aldrig hørt om den.” Han er én af de unge universitetslærere, der stadig klæder sig på en måde, som hans studerende muligvis synes er “hip”. Skjorten uden på bukserne, blå jeans, sneakers af et nøje udvalgt, moderigtigt mærke. Nogle mennesker ser det som et bevis på god smag, andre som et tegn på indre svaghed og usikkerhed og desperation. Han bander også nogle gange i timerne, så han ikke virker gammel og kikset. Lauras shorts er af flonelsstof i et skotskternet mønster med røde, sorte og marineblå striber. Hendes T-shirt er ualmindelig tyndslidt og falmet, men det er svært at sige, om den er falmet, fordi den har været brugt så mange gange, eller om den er designet sådan. Hun siger: “Jeg kunne selvfølgelig aldrig finde på at skrive af efter en eller anden åndssvag opgave på internettet. Jeg mener, hey, no way!” “Det, du siger, er altså, at det er et rent tilfælde?” “Jeg aner ikke, hvordan det er kommet frem til det. Det er altså så megamærkeligt?” Nogle gange hæver Laura intonationen i slutningen af sine sætninger, så en konstatering også kommer til at lyde som et spørgsmål. Samuel har svært ved at lade være med at efterligne denne sproglige særhed. Han synes også, det er bemærkelsesværdigt, at hun formår at holde øjenkontakt, og at hendes krop er helt afslappet, og at den ikke gør så meget som et enkelt, lille nervøst spjæt, mens hun lyver sig igennem deres samtale. Hun udviser ikke nogen af de ufrivillige fysiske indikationer på bedrag: Hun trækker vejret

NIKSEN.indd 45

1/12/17 8:20 PM

normalt, hendes holdning er afslappet og overlegen, hendes øjne kigger fast ind i Samuels i stedet for at lave den opadgående, højrevendte bevægelse, som er et tegn på, at hun bruger sin kreative hjernehalvdel, og hendes ansigt ser ikke ud til at arbejde unaturlig hårdt for at vise emotioner, eftersom emotionerne ser ud til mere eller mindre naturligt at flagre hen over hendes ansigt med den helt rigtige timing, og hun ligner ikke en løgner, der skal anstrenge sig for at lægge ansigtet i de rette folder. “Ifølge programmet,” siger Samuel, “blev omtalte opgave også afleveret for tre år siden på Schaumburg Township High School.” Han gør en kunstpause, så oplysningen kan nå at blive opfattet og synke ind. “Er det ikke din hjemby? Er det ikke dér, du kommer fra?”

PETITIO PRINCIPII (ELLER “CIRKELARGUMENTET”) “Altså,” siger Laura og flytter på sig i stolen, idet hun trækker det ene ben op under sig, hvilket vist er det første ydre tegn på, at hun befinder sig i en knibe. Hendes shorts er så små, at når hun rører på sig i læderstolen, gnider huden på den nedre del af hendes balder mod sædet med en hvinen eller river sig løs med en kort, fugtig, svuppende lyd. “Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at sige noget, men jeg bliver altså virkelig såret. Af alt det her?” “Gør du.” “Mmm, jaaah? Du spørger mig, om jeg har snydt? Det er seriøst lissom uforskammet?” På Lauras T-shirt, som Samuel ville mene rent faktisk er kunstigt falmet med blegemiddel eller kemikalier eller måske UV-stråler eller et groft slibepulver, står der: “Laguna Beach Party, sommeren 1990” med en boblerundet vintageagtig skrift, og midt på er der en illustration af noget hav og en regnbue. “Du skulle tage og lade være med at beskylde nogen for at snyde,” siger hun. “Det stigmatiserer dem. Jeg har set undersøgelser om det? Jo flere gange du beskylder nogen for at snyde, jo flere mange gange snyder de.”

NIKSEN.indd 46

1/12/17 8:20 PM

Jo større antal gange vil de snyde, havde Samuel håbet på, hun ville sige. “Desuden burde du ikke straffe nogen, fordi de snyder,” siger Laura, “for så bliver de bare nødt til at snyde endnu mere. For at bestå faget? Det er lissom …” – hendes finger tegner en ring i luften – “… en ond cirkel?” Laura Pottsdam møder konsekvent til timerne mellem tre minutter for tidligt og to minutter for sent. Hendes yndlingsplads er helt nede bagi i det venstre hjørne. Adskillige af drengene på kurset har ganske langsomt fundet nye pladser, så de kan komme ind i hendes kredsløb. Som hvirvelløse dyr glider de fra højre til venstre side af lokalet i løbet af semesteret. De fleste af dem ender med at sidde ved siden af hende to til tre uger, hvorefter de pludselig bliver katapulteret over i den modsatte ende af lokalet. De minder om ladede partikler, som støder mod hinanden og slynges væk igen i noget, Samuel forestiller sig er en form for psykoseksuelt melodrama uden for pensum. “Du har ikke selv skrevet den her opgave,” siger Samuel. “Du købte den i high school, og nu har du brugt den igen på mit kursus. Det er det eneste punkt på dagsordenen i dag.” Laura trækker begge fødder op under sig. Hendes ben slipper det skinnende læder med et vådt svup.

TIGGERI OM AT FÅ MEDLIDENHED “Det her er så uretfærdigt,” siger hun. Den måde, hvorpå hun bevægede sine ben så legende let og ubesværet, vidner om ungdommelig smidighed eller seriøs yogatræning eller begge dele. “Du sagde, vi skulle aflevere en opgave om Hamlet. Så det har jeg gjort.” “Jeg bad jer om at skrive en opgave om Hamlet.” “Hvor skulle jeg vide det fra? Jeg kan ikke gøre for, at du laver sådan nogle syge regler.” “Det er ikke mig, der har lavet reglerne. Alle universiteter og skoler har de samme regler.” “Nej, de har ej. Jeg afleverede den her opgave i high school og fik 12.”

NIKSEN.indd 47

1/12/17 8:20 PM

“Det er bare ærgerligt.” “Så, altså, jeg vidste ikke, at jeg ikke måtte gøre det. Hvor skulle jeg vide fra, at jeg ikke måtte gøre det? Der er aldrig nogen, der har fortalt mig, at jeg ikke må gøre det.” “Selvfølgelig vidste du, at du ikke måtte gøre det. Du løj om det. Hvis du ikke selv syntes, det var forkert, ville du ikke have løjet.” “Men jeg lyver om alt. Sådan er jeg bare. Jeg kan ikke gøre for det.” “Du skulle tage og prøve at lade være.” “Men det giver ingen mening, hvis jeg skal straffes to gange for den samme opgave. Hvis jeg blev straffet for at skrive af, da jeg gik i high school, kan jeg ikke blive straffet igen nu. Bliver jeg så ikke ligesom straffet for det samme to gange?” “Jeg syntes lige, du sagde, at du fik 12.” “Nej, jeg gjorde ikke.” “Det er jeg temmelig sikker på, at du gjorde. Jeg er temmelig sikker på, at du lige har sagt præcis det.” “Det var bare et tænkt eksempel.” “Nej, det tror jeg ikke på, at det var.” “Det må jeg da selv vide. Helt ærligt.” “Lyver du nu igen? Lyver du lige nu?” “Nej.” De stirrer kort hinanden i øjnene, ligesom to pokerspillere, der begge bluffer. Det er den længste øjenkontakt, de nogensinde har haft. I timerne stirrer Laura så godt som altid ned i sit skød, hvor hun skjuler sin telefon. Hun tror, at hvis telefonen ligger i hendes skød, så har hun gemt den effektivt af vejen. Hun er overhovedet ikke klar over, hvor tydelig og gennemskuelig hendes manøvre er. Samuel har ikke bedt hende om at lade være med at tjekke telefonen i timerne, hovedsagelig for at få ammunition til at kunne banke hendes karakter i bund i slutningen af semesteret, når han skal opgøre “åndeligt fravær”. “Under alle omstændigheder har det ikke noget at gøre med at straffe dig for det samme to gange,” siger han. “Det her handler om, at når du afleverer en opgave, så bliver det forventet, at det er dig, der har lavet den. At det er din.”

NIKSEN.indd 48

1/12/17 8:20 PM

“Det er min,” siger hun. “Nej, du har købt den.” “Det ved jeg godt,” siger hun. “Jeg ejer den. Den er min. Det er min opgave.” Det slår ham, at hvis han ser det fra en anden vinkel og ikke betragter det som “snyd”, men snarere “outsourcing”, så har hun faktisk en pointe.

FALSK ANALOGI “Desuden gør andre meget værre ting end det her,” siger Laura. “Min bedste veninde? Hun betaler sin matematiklærer for at lave hendes blækregning. Altså, helærlig, er det ikke meget værre? Og ingen siger noget til det! Hvorfor skal jeg straffes, når hun ikke bliver det?” “Hun går ikke på mit hold,” siger Samuel. “Hvad så med Larry?” “Hvem?” “Larry Broxton? Fra vores hold? Jeg ved med sikkerhed, at alt det, han afleverer til dig, er skrevet af hans storebror. Ham siger du ikke noget til. Det er unfair. Det er meget værre!” Samuel kan huske, at Larry Broxton – andetårsstuderende med ukendt hovedfag, karseklippet hår med samme farve som majsmel, som regel iført alt for store sølvskinnende basketshorts og en ensfarvet T-shirt påtrykt et logo for en tøjkæde, som findes i stort set alle amerikanske butikscentre – var en af de drenge, som havde krabbet sig tættere på Laura Pottsdam for senere at blive slynget ud i galaksen igen. Den lille lort til Larry Broxton, hvis hud er lige så bleg og sygeligt grøn som skrællen på en beskadiget kartoffel, ham og hans ynkelige forsøg på at gro et skæg, der nærmere ser ud, som om hans ansigt er blevet strøet med pankorasp, Larry Broxton med sine ludende skuldre og tilbagetrukne, indadvendte adfærd, der af en eller anden grund mindede Samuel om en lille bregne, som kun kan gro i skyggen, samme Larry Broxton, som ikke har sagt et kvæk i timerne, og hvis fødder er vokset hurtigere

NIKSEN.indd 49

1/12/17 8:20 PM

end resten af kroppen, så han slasker af sted, når han går, som om hans fødder var to store fladfisk, og han går altid med sådan nogle usmarte sorte sandaler, som Samuel var overbevist om var beregnet til at have på i offentlige brusebade og svømmehaller, selvsamme Larry Broxton, der under den ti minutters øvelse, som Samuel altid udsatte sine hold for, den, hvor de skulle “skrive frit fra leveren og brainstorme”, sad veltilfreds og nonchalant og kløede sig i skridtet, og som hver eneste dag uden undtagelse i de to uger, hvor de var sidekammerater, fik Laura til at le, når de fik fri fra timen.

EN GLIDEBANE “Jeg siger bare,” fortsætter Laura, “at hvis du lader mig dumpe, bliver du nødt til også at lade alle de andre dumpe. For alle gør det. Hvis du ikke vil risikere, at der kommer nogen til dine timer.” “Hvis du vil risikere, at der ikke kommer nogen.” “Hvad?” “Du sagde ’ikke’ det forkerte sted i sætningen. Hvis du vil risikere, at der ikke kommer nogen til dine timer.” Laura ser på ham, som om han taler latin til hende. “Du placerede nægtelsen det forkerte sted.” “Så siger vi det.” Han er udmærket godt klar over, at det er ubehøvlet og nedladende at rette andres talesprog. Lidt ligesom hvis man til en fest hænger en eller anden ud for ikke at være belæst nok, ganske som Samuel faktisk selv var ude for den første uge som nyansat lærer til en middag, hvor det var meningen, alle skulle lære hinanden at kende. Middagen blev holdt hjemme hos hans kvindelige chef, dekanen for fakultetet, der, før hun flygtede ind i den administratorpost, som hun nu beklæder, også havde været ansat på Engelsk Institut. Hendes akademiske karriere hvilede, som det ofte var tilfældet, på, at hun vidste alt, hvad der var at vide, om et ekstremt begrænset område (hendes egen lille niche var litteratur skrevet under pesten, om pesten). Under middagen havde hun spurgt om hans mening om en udvalgt passage i Canterburyfortællingerne, og da

NIKSEN.indd 50

1/12/17 8:20 PM

han tøvede, sagde hun lidt for højt: “Har du ikke læst den? Aha, okay, ser man det.”

NON SEQUITUR “Desuden?” siger Laura. “Synes jeg, det var virkelig uretfærdigt, at du gav os en prøve.” “Hvilken prøve?” “Den, du gav i går? Om Hamlet? Jeg spurgte dig, om du havde tænkt dig at give os en prøve, og du sagde nej. Og så gjorde du det alligevel.” “Det er jeg i min gode ret til.” “Du løj over for mig,” siger hun i en påtaget såret og sørgmodig tone, der lyder, som om hun imiterer alle de tusinder af tv-familiedramaer, hun sandsynligvis har set. “Jeg løj ikke,” siger han. “Jeg skiftede mening.” “Du sagde ikke sandheden til mig.” “Du skulle ikke have pjækket fra timen.” Hvad var det lige præcis ved Larry Broxton, der gjorde ham så edderspændt rasende? Hvad var årsagen til, at han følte sig decideret fysisk frastødt, når han så dem sidde dér sammen, grine sammen og følges ad hjem fra uni? Det skyldtes til dels, at han syntes, knægten var en gennemført taber – den måde, han klædte sig på, hans skødesløse stupiditet, hans fremstående underkæbe, hans mur af tavshed, når de diskuterede noget i timerne, og han sad ubevægelig som en klump organisk materiale, der intet havde at bidrage med, hverken i timerne eller i verden som sådan. Ja, han var vred over alt det, og hans vrede voksede ved tanken om, at Laura lod fyren gøre ting ved sig. At han fik lov at røre ved hende, at hun rent faktisk hellere end gerne ville gnubbe sig op ad hans knoppede hud, tillod at hans skorpede læber pressede mod hendes, lod ham befamle hende, hans hænder, hans flossede, nedgnaskede negle, hvorunder der gemte sig små, svagt violette reservoirer af kropsvæsker. Bare tanken om, at hun hellere end gerne ville tage de alt for store basketshorts af ham inde på hans lusede kollegieværelse, der helt

NIKSEN.indd 51

1/12/17 8:20 PM

sikkert stank af sved og muggen pizza og død hud og urin, at hun hellere end gerne ville gå med til alt det uden et kny, fik det til at vende sig i Samuel på hendes vegne.

POST HOC, ERGO PROPTER HOC “Bare fordi jeg pjækkede,” siger Laura, “behøver du vel ikke at lade mig dumpe. Det er virkelig unfair.” “Det er ikke derfor, du dumper.” “Jamen altså, det var bare én gang. Du behøver altså ikke sådan flippe helt ud, vel?” Det gjorde endnu mere ondt på Samuel, når han tænkte på, at det, som havde ført Laura og Larry sammen, sandsynligvis var, at ingen af dem brød sig om ham. At Samuel bandt dem sammen. At de begge syntes, han var kedelig og humorforladt, og at dette var tilstrækkeligt til at holde deres småsnakken i gang og udfylde pauserne, når de ikke lå og gramsede på hinanden. På en måde var det altså hans skyld. Samuel følte sig ansvarlig for den seksuelle katastrofe, der udspillede sig i hans timer, på bageste række, ovre til venstre.

FALSK KOMPROMIS “Nu skal du høre,” siger Laura, retter sig op og læner sig frem mod ham. “Jeg vil godt gå med til, at det var forkert af mig at skrive opgaven af, hvis du vil indrømme, at du aldrig skulle have givet os en prøve.” “Okay.” “Så vi indgår altså et kompromis, jeg skriver opgaven om, og du giver mig en chance for at gå prøven om. Alle er glade.” Hun slår ud med armene og smiler. “Voila,” siger hun. “Hvordan kan det være et kompromis?” “Jeg synes, vi skal holde op med diskutere, om ’Laura har snydt’, og i stedet snakke om, ’hvordan vi kommer videre’.”

NIKSEN.indd 52

1/12/17 8:20 PM

“Det er ikke et kompromis, hvis du får det fuldstændig, som du vil have det.” “Du får også noget ud af det. Jeg tager det fulde ansvar for mine handlinger.” “Hvordan det?” “Ved at sige det højt. Ved at sige …” – siger hun og laver med to fingre gåseøjne i luften – “Jeg tager det fulde ansvar for mine handlinger.” “Man tager ansvar for sine handlinger ved at tage konsekvenserne af dem.” “Mener du ved at dumpe?” “Ja, jeg mener ved at dumpe.” “Det er bare så uretfærdigt! Det kan simpelthen ikke passe, at jeg både skal dumpe kurset og tage det fulde ansvar for mine handlinger. Det må være enten det ene eller det andet. Sådan fungerer det. Og ved du hvad ellers?”

EN AFLEDNINGSMANØVRE “Jeg behøver overhovedet ikke tage det her kursus. Hvad laver jeg overhovedet her? Hvornår får jeg nogensinde brug for det her ude i det virkelige liv? Hvornår skulle nogen spørge, om jeg har læst Hamlet? Hvornår bliver det nogensinde sådan noget, man bare skal vide? Kan du sige mig det? Hvad? Sig mig det så: Hvornår får jeg nogensinde brug for at vide det her?” “Det er irrelevant.” “Nej, det er meget relevant. Det er bare sådan cirka det mest relevante nogensinde. For du kan ikke. Du kan ikke svare mig på, hvornår jeg nogensinde skulle få brug for at vide det her. Og skal jeg fortælle dig hvorfor? Fordi svaret er aldrig nogensinde.” Samuel ved godt, at hun sandsynligvis har helt ret. Det virker temmelig tåbeligt at bede de studerende om at finde logiske brister i Hamlet. Men lige siden en vis højt placeret akademiker kom til magten og blev besat af tanken om at inddrage naturvidenskab og matematik på alle kurserne (eftersom vores studerende skal kunne

NIKSEN.indd 53

1/12/17 8:20 PM

konkurrere på lige fod med kineserne eller sådan noget lignende), har Samuel i sine årlige rapporter skullet redegøre for, på hvilken måde han bruger matematikken i sin litteraturundervisning. At undervise i logik er en af måderne, og lige nu ville han ønske, at han havde været mere konsekvent i den retning, eftersom Laura ifølge hans indre optælling indtil videre har trodset logikkens love hen ved ti gange i løbet af deres samtale. “Hør her,” siger han. “Jeg har ikke sagt, du skulle tage det kursus. Ingen tvinger dig til at dukke op.” “Jo, I gør! I tvinger mig alle sammen til at dukke op og læse den åndssvage Hamlet, som jeg aldrig vil få brug for i hele resten af mit liv!” “Du kan bare droppe kurset, hvis du har lyst.” “Nej, jeg kan ikke.” “Hvorfor ikke?”

ARGUMENTUM VERBOSIUM “Det går simpelthen ik at jeg dumper i det her kursus for jeg ska bruge det så jeg ka få nogle points fra humaniora og tage statistik og mikro i efterårssemesteret og være forud til næste sommer hvor jeg ska ha points for praktik, så jeg stadig ka nå at blive færdig på tre og et halvt år, det er jeg bare nødt til for mine forældres uddannelsesopsparing rækker ikke til fire hele år selvom der engang stod mange penge på den, men de blev nødt til at bruge af den for at ku betale skilsmisseadvokaten, og de forklarede mig at ’alle i familien bliver nødt til at hjælpe til i denne svære tid,’ og min hjælp sku bestå i at jeg enten tog et lån til at dække mit sidste semester på uni eller arbejdede røven ud af bukserne så jeg ku blive færdig før tid, så altså hvis jeg ska ta det her kursus om, ødelægger det hele planen. Og min mor havde det under ingen omstændigheder særlig godt efter skilsmissen, men nu har de fundet en svulst? I livmoderen? Og i næste uge ska hun opereres og ha taget svulsten ud? Og jeg blir nødt til at ta hjem hver uge for citat at være der for hende citat slut selvom det eneste vi laver er at spille banko til fordel for Brystcan-

NIKSEN.indd 54

1/12/17 8:20 PM

cerforeningen sammen med hendes tåbelige veninder. Og min bedstemor som er helt alene nu efter at bedstefar døde ka ik finde ud af hvilke piller hun ska ta hvilken dag, så jeg ska passe hende og fylde hendes pilleæske med de rigtige piller til hele ugen for ellers ka hun gå i koma eller sånoget, og jeg ved bare ik hvem der ska passe bedste i næste uge når jeg har mine tre dages samfundstjeneste som bare er så tåbeligt for alle de andre til festen drak lisså meget som mig, og alligevel var det selvfølgelig mig der blev arresteret for at være påvirket i det offentlige rum, og næste dag spurgte jeg betjenten hvorfor i alverden han havde anholdt mig for at være påvirket i det offentlige rum, og han sagde at jeg havde stået midt ude på gaden og råbt: “Jeg er totalt stiv!”, men det kan jeg bare ik huske noget som helst om. Og hvis det bare var det, men altså min værelseskammerat er et totalt svin og et totalt rodehoved, og hun stjæler hele tiden min Pepsi Light uden at betale for den eller sige tak, og hver gang jeg kigger ind i køleskabet mangler der én til Pepsi Light, og hun smider sine ting alle vegne samtidig med at hun skal give mig gode råd om at spise sundt selvom hun selv vejer sådan hundrede tyve kilo eller noget, men hun tror selv hun er et geni til slankekure fordi hun engang vejede hundrede halvfjerds kilo, og så ligger det bare i luften har du måske nogensinde tabt halvtreds kilo?, men hey altså undskyld jeg sir det, har jeg nogensinde behøvet det?, men hun bliver bare ved og ved med at tale om de halvtreds plus kilo hun har tabt, og om hvordan hun bare har forandret sit liv så mega meget siden hun begyndte at gå vægtvogtervejen og bla bla bla vægtvogtervejen mig her og vægtvogtervejen mig der, og det er totalt irriterende at høre på, og hun har endda også hængt sådan en megastor vægtvogterkalender op på væggen så der ik engang er plads til så meget som én af mine plakater, men det går ik at jeg brokker mig for meningen er lissom at jeg skal tilhøre hendes støttegruppe? Og det er lissom op til mig at få spurgt hende om hun har fået brændt dagens kalorieration af og heppe på hende når hun har, og jeg må ikke friste hende ved at citat have selvdestruktiv kost i huset citat slut, og jeg ved ikke hvorfor det lige er mig der ska straffes for det er jo lissom hendes eget problem, men alligevel spiller jeg bare med, og jeg køber aldrig, aldrig, Doritos-chips eller Pop-Tarts-kiks eller de

NIKSEN.indd 55

1/12/17 8:20 PM

der Kermit-kager fra bageren selvom jeg bare elsker dem for jeg vil gerne være sød og støtte hende mens hun går vægtvogtervejen, og det eneste jeg gir mig selv lov til og lissom mit livs eneste fornøjelse er min Pepsi Light som hun i forvejen overhovedet ik burde drikke fordi hun sir at sodavand med brus var én af hendes laster dengang før hendes vægttab, men jeg sir at Pepsi Light lissom kun har to kalorier så hun overlever nok. Og, nå ja, så blev min far stukket ned til en skumfest i sidste uge. Han har det fint nok nu, men alligevel ka jeg ik rigtig koncentrere mig i timerne fordi han blev stukket ned, og osse fordi hvad fanden lavede han i det hele taget til en skumfest, og det spørgsmål nægter han bare totalt at svare på, og hver gang jeg spørger ham om det blir han sådan fjern som om jeg var mor. Og min kæreste går på uni i Ohio, og han vil hele tiden ha at jeg sender ham frække billeder af mig selv fordi det som han sir får ham til at tænke på noget andet end alle de smukke piger derude, så jeg er bange for at hvis jeg ikke gør det så går han i seng med en eller anden luder fra fuckin Ohio, og så er det min egen skyld, så jeg tar de der billeder, og han ka godt li når piger er glatbarberet, og det vil jeg gerne gøre for ham, men jeg får en masse små røde knopper som ligner lort og klør, og der gik betændelse i én af dem, og ka du se for dig hvor nederen det var at sku forklare en eller anden halvfems år gammel sygeplejerske på studenterklinikken at man ska bruge en salve fordi man har skåret sig da man skulle barbere sine kønshår. Og ud over alt det er min cykel osse punkteret, og ét af afløbene i vores tekøkken er stoppet, og min værelseskammerats ulækre hår flyder overalt i brusekabinen og klæber til min lavendelsæbe, og min mor blev nødt til at forære vores beagle til nogle andre fordi hun bare ik ka påtage sig så stort et ansvar lige nu, og vi har sånogen fedtfattige skinketern liggende i køleskabet, og de er sån tre uger gamle og er begyndt at lugte, og min bedste ven har lige fået en abort, og mit internet er nede.”

APPEL TIL FØLELSERNE Det siger sig selv, at Laura Pottsdam nu er begyndt at græde.

NIKSEN.indd 56

1/12/17 8:20 PM

FALSK DILEMMA “Jeg blir nødt til at droppe ud af uni!” vræler Laura. Hun spytter ordene ud i én stor pærevælling med tonløs stemme. “Hvis jeg får -3, ryger mit stipendium, og så har jeg ik råd til at gå på uni, og så blir jeg nød til at droppe ud!” Der er et lille problem, nemlig at Samuel også selv er ved at bryde i gråd, hver gang han ser andre græde. Sådan har han haft det, så længe han kan huske. Han er ligesom en baby i en vuggestue, der græder for at være solidarisk med de andre babyer. Han synes, at man virkelig udstiller sin sårbarhed, hvis man græder, når der er andre til stede, og han skammer sig og er flov på vegne af den person, som gør det, og det trykker på en knap, så han kan mærke sin egen skamfølelse og flovhed, de lag på lag af selvhad, som blev bygget op i barndommen, hvor han var en rigtig tudeprins. Alle timerne hos skolevejlederen, alle barndommens ydmygelser – det hele rammer Samuel som en piskesnert igen, når han ser nogen græde. Det føles, som om hans krop bliver forvandlet til et stort åbent sår, som selv det mindste vindpust ville kradse godt i. Laura holder ikke gråden tilbage. Hun prøver ikke at dæmpe gråden, det er nærmere, som om hun svøber den om sig. Hun græder med fuldt blæs på øjne og næse akkompagneret af de sædvanlige snøftelyde og hikstende vejrtrækning og trækninger i ansigtet, der snører kinder og læber sammen til en grotesk grimasse. Hendes øjne er røde, og hendes kinder våde og skinnende, og en enkelt lille bussemand er forfærdende nok kravlet ud af hendes venstre næsebor. Hendes skuldre luder, og hun er faldet sammen i stolen og stirrer ned i gulvet. Samuel har det, som om han kun er et hårsbred fra at ende i samme situation. Han kan ikke klare at se andre græde. Og derfor er det en ren katastrofe for ham, når arbejdskolleger eller fjerne slægtninge skal giftes, han græder nemlig helt ude af proportion med, hvor tæt knyttet han er til bruden og gommen. Samme problem opstår, når han ser sørgelige film i biografen, for selvom han ikke i det tilfælde kan se folk græde, kan han høre deres dæmpede snøften og næsepudseri og deres uregelmæssige vejrtrækning, og ud fra de tegn kan han ved at grave i sit omfattende indre arkiv af grådvarianter

NIKSEN.indd 57

1/12/17 8:20 PM

regne sig frem til lige præcis, hvordan de græder, og så ligesom selv “prøve det af”, og problemet bliver ikke mindre, når han en sjælden gang er ude på en date og følgelig er hyperopmærksom på og følsom over for pigens emotionelle tilstand og forlegen bare ved tanken om, at hun måske kunne finde på at læne sig ind mod ham for at få en eller anden form for trøst midt i tårestrømmen og så opdager, at han græder ti gange kraftigere end hende selv. “Og så ska jeg betale hele mit stipendium tilbage!” næsten råber Laura. “Hvis jeg dumper, ska jeg betale det hele tilbage, og så har min familie ik flere penge, og vi blir smidt på gaden og kommer til at sulte!” Samuel har stærkt på fornemmelsen, at det er en lodret løgn, for sådan fungerer det ikke med stipendier, men han er ikke i stand til at mæle et ord, eftersom han forsøger at kvæle sin egen gråd. Den befinder sig i hans hals nu, og den klemmer om hans adamsæble, og alle barndommens katastrofale tudeflip passerer hastigt revy, de fødselsdage, han ødelagde, de familiemiddage, som blev afbrudt, alle klassekammeraterne, der sad målløse og så til, når han styrtede ud ad døren, de højlydte, fortvivlede suk, der blev udstødt af lærere og skoleinspektører og hans mor i særdeleshed – åh, hvor hans mor dog håbede, at han ville holde op med at græde, som hun stod dér under ét af hans anfald og forsøgte at berolige ham ved at gnide hans skuldre, mens hun sagde: “Du skal ikke være ked af det, du skal ikke være ked af det,” med sin blideste stemme og uden at forstå, at hans gråd blev endnu heftigere, fordi hun tog den alvorligt og bekymrede sig om den. Og nu kan han mærke, at den presser ind mod hans strubehoved, og derfor holder han vejret og gentager inde i sig selv: “Jeg har helt styr på det, jeg har helt styr på det,” og tricket virker stort set, som det skal, indtil hans lunger begynder at skrige på ilt, og hans øjne føles som pressede oliven, og han kan gøre to ting: udstøde et nøgent, grådkvalt hulk lige her foran Laura Pottsdam, hvilket ville være en så rædselsfuld og gennemført pinlig blottelse, at han slet ikke tør tænke tanken, eller ty til grinetricket, som han lærte engang i 8. klasse af en skolevejleder, der sagde: “Det modsatte af at græde er at grine, så når du har lyst til at græde, skulle du i stedet prøve at grine, så de to ting udligner

NIKSEN.indd 58

1/12/17 8:20 PM

hinanden.” Dengang syntes han, teknikken lød fuldstændig tåbelig, men den viste sig at være bizart virkningsfuld i de situationer, hvor han greb efter et sidste halmstrå. Han er klar over, at lige nu er det hans eneste mulighed for at undgå en syndflod af tårer. Han gør sig ikke helt klart, hvad det ville betyde, hvis han begyndte at grine i den nuværende situation, kun at alt vil være en million gange bedre end at græde, så da den stakkels Laura, der er sunket helt sammen og grædehulker og er sårbar og helt nede, med en våd gurglelyd får fremstammet: “Jeg ka ik komme tilbage på uni næste år, og jeg har ik nogen penge, og ingen steder at gå hen, og jeg ved ik hva jeg så ska gøre med mit liv,” er Samuels reaktion: “Ha ha ha ha ha ha ha ha haaahh!”

AD HOMINEM Det var, muligvis, en fejlvurdering. Han kan allerede se effekten af sit latterudbrud aftegne sig i Lauras ansigt, først en ubetydelig krusning af forbavselse og overraskelse, men den skærpes lynhurtigt til vrede og muligvis afsky. Den måde, han lo på – aggressivt og kunstigt, som en gal og led professor i en actionfilm – var ondsindet, det kan han godt se nu. Laura har sat sig ret op i stolen og er helt stiv og på vagt, hendes ansigtsudtryk er afvisende, og ethvert tegn på, at hun har grædt, er udvisket. Det er vigtigt at forstå, at dette foregår i et splitsekund. Samuel kommer til at tænke på et ord, han har set på grønsagsposer nede hos købmanden: lynfrossen. “Hvorfor gjorde du det?” siger hun, og hendes stemme er blevet unaturligt rolig og fast. Det er en uhyggelig, skrøbeligt holdt sinds ligevægt, med en farlig kant, ligesom hos en mafialejemorder. “Det må du undskylde. Det var ikke min mening.” Hun betragter hans ansigt så længe, at det begynder at blive pinligt. Bussemanden ved hendes næsebor er væk. Hun har været igennem en bemærkelsesværdig forandringsproces, og ethvert tegn på at hun i fysisk forstand har grædt, er som blæst væk. Selv hendes kinder er tørre.

NIKSEN.indd 59

1/12/17 8:20 PM

“Du grinede ad mig,” siger hun. “Ja,” siger han. “Det gjorde jeg.” “Hvorfor grinede du ad mig?” “Jeg beklager,” siger han. “Det var ikke okay. Jeg skulle ikke have gjort det.” “Hvorfor hader du mig så meget?” “Jeg hader dig ikke. Helt ærligt, Laura, det gør jeg ikke.” “Hvorfor hader alle mig? Hvad har jeg gjort?” “Ikke noget. Ingenting. Det er ikke din skyld. Alle kan godt lide dig.” “Nej, de ka ik.” “Du har et vindende væsen. Alle kan lide dig. Jeg kan godt lide dig.” “Ka du? Godt li mig?” “Ja. Virkelig godt. Jeg kan virkelig godt lide dig.” “Mener du det?” “Ja, selvfølgelig. Du må virkelig undskylde.” Den gode nyhed er, at Samuel føler, at faren for at han skal begynde at græde, er drevet over, så spændingerne i kroppen løsnes, og han sender Laura sådan et underspillet lille smil, og han er så glad for, at situationen ikke udviklede sig yderligere, og at det nu virker, som om den befinder sig på et jævnt og neutralt niveau, og han har det, som om de sammen netop er navigeret uden om noget virkelig stygt, som om de var krigskammerater eller fremmede, der sidder ved siden af hinanden på et fly og lige er fløjet ud af en virkelig slem omgang turbulens. Han føler, at de nu har noget sammen, ham og Laura, så han smiler og nikker, og måske blinker han til hende. Han føler sig så fri lige i det øjeblik, at han rent faktisk blinker til hende. “Åh,” siger Laura. “Nu forstår jeg.” Og hun lægger benene over kors og læner sig tilbage i læderstolen. “Du er forelsket i mig.” “Hvad?” “Det burde jeg have regnet ud. Det siger sig selv.” “Nej. Det er noget, du har misforstået ...” “Det er okay. Det er lissom ikke første gang, en lærer er blevet forelsket i mig. Det er sødt.”

NIKSEN.indd 60

1/12/17 8:20 PM

“Nej, helt ærligt, du har misforstået det.” “Du kan virkelig godt lide mig. Det sagde du selv lige før.” “Ja, men jeg mente det ikke på den måde,” siger han. “Jeg ved, hvad der nu skal ske. Enten går jeg i seng med dig, eller også lader du mig dumpe. Har jeg ret?” “Du har overhovedet ikke ret,” siger han. “Det har været planen lige fra starten af. Alt det her handler bare om, at du vil i trusserne på mig.” “Nej!” siger han, og han kan mærke et lille prik fra hendes beskyldninger, sådan som man har det, når man bliver beskyldt for noget, og selv om man er uskyldig ikke desto mindre føler sig en lille smule skyldig. Han rejser sig og går forbi Laura og åbner døren til sit kontor og siger: “Du må hellere gå nu. Vi er færdige her.”

STRÅMAND “Du ved godt, at du ikke kan lade mig dumpe,” siger Laura, der tydeligvis ikke har tænkt sig at rejse sig op og gå. “Du kan ikke lade mig dumpe, for det siger loven.” “Mødet er forbi.” “Du kan ikke lade mig dumpe, for jeg har indlæringsvanskeligheder.” “Du har ikke indlæringsvanskeligheder.” “Jo, jeg har. Jeg har svært ved at koncentrere mig og overholde en deadline og læse, og jeg har også svært ved at få venner.” “Det er ikke rigtigt.” “Jo, det er. Du kan bare undersøge det. Det står i papirerne.” “Og hvad hedder så den form for indlæringsvanskeligheder, du har? “De har ikke fundet på et navn til den endnu.” “Det var da heldigt.” “Der står i loven, at I skal tage særlige hensyn til studerende, som er blevet diagnosticeret med indlæringsvanskeligheder.” “Du har ikke svært ved at få venner, Laura.” “Jo, jeg har. Jeg får aldrig nogen venner.”

NIKSEN.indd 61

1/12/17 8:20 PM

“Jeg ser dig sammen med dine venner hele tiden.” “Det holder aldrig.” Det, må Samuel indrømme, er sandt. Lige nu prøver han at finde på et eller andet ondskabsfuldt, han kan sige til hende. En fornærmelse, der rent retorisk ville have samme slagkraft som hendes beskyldninger om, at han skulle være forelsket i hende. Hvis han sårer Lauras følelser dybt nok, hvis han fornærmer hende tilstrækkeligt, ville han kunne bevise sin uskyld. Ifølge hans egen logik ville han kunne bevise, at han ikke er forelsket i hende, hvis han siger noget virkelig ondskabsfuldt. “Hvilke særlige hensyn,” siger han, “mener du, der skal tages til dig?” “Jeg skal bestå kurset.” “Så du mener, at loven om særlig hensyntagen til studerende med indlæringsvanskeligheder blev skrevet for at beskytte snydere?” “Jamen, så have lov at skrive opgaven om.” “Hvad er det for nogle indlæringsvanskeligheder, du har?” “Jeg har jo sagt, at de ikke har fundet på et navn til dem endnu.” “Hvem er ’de’?” “Videnskabsfolkene.” “Og de ved ikke, hvad det er?” “Lige netop.” “Og hvad er symptomerne?” “Åh, de er virkelig slemme. At komme igennem dagen er lissom et helvede?” “Kan du ikke fortælle mig, præcis hvad det er for nogle symptomer?” “Okay, altså, jeg mister koncentrationen i timerne efter sådan noget som tre minutter, jeg følger stort set aldrig instrukserne, og jeg tar aldrig noter, og jeg ka aldrig huske hva folk hedder, og nogen gange når jeg er færdig med at læse en side, har jeg ingen anelse om hva jeg lige har læst. Jeg ka aldrig finde ud af hvor jeg er kommet til når jeg læser, og jeg springer sånoget som fire linjer over og lægger ik engang mærke til det selv, og de fleste diagrammer og grafer forstår jeg bare ik, og jeg er virklig dårlig til gåder, og nogen gange sir jeg ét mens jeg bare fuldstændig mener noget andet. Åh, og så

NIKSEN.indd 62

1/12/17 8:20 PM

har jeg en totalt sjusket håndskrift, og jeg har aldrig kunnet stave til aluminum, og nogen gange sir jeg til min værelseskammerat at ja ja nu ska jeg nok rydde op i min del af værelset selvom jeg ik på nogen måde har tænkt mig at gøre det. Når jeg er udenfor ka jeg ik rigtig bedømme afstande. Jeg ville ik ku sige hvor nord er henne. Når folk siger: ’En fugl i hånd er bedre end ti på tag,’ så aner jeg ik hva det betyder. Jeg har mistet min mobil sån otte gange det sidste år. Jeg har kørt galt i min bil ti gange. Og noen gange når jeg spiller volley, så rammer bolden mig lige i hovedet selvom jeg overhovedet ik vil ha den ska gøre det.” “Laura,” siger Samuel, der kan mærke, at det er nu, hans grovhed fortættes og bobler op, “du har ikke nogen indlæringsvanskeligheder.” “Jo, jeg har.” “Nej,” siger han og holder en kunstpause, og han gør sig umage for at udtale de næste ord langsomt og tydeligt, så de bliver rigtigt opfattet og forstået: “Du er bare ikke særlig kvik.”

ARGUMENTUM AD BACULUM (ELLER: “STOKKEMETODEN”) “Sagde du virkelig det!” siger Laura, der nu har rejst sig op og står med sin taske i hånden parat til at styrte indigneret ud af hans kontor. “Det er sandheden,” siger Samuel. “Du er ikke særlig kvik, og du er heller ikke noget særlig godt menneske.” “Det sir du bare ik!” “Du har ikke indlæringsvanskeligheder.” “Jeg ka få dig fyret for det her!” “Du skulle have det at vide. Nogen bliver nødt til at sige det til dig.” “Du er så uforskammet!” Og nu går det op for Samuel, at de andre lærere er begyndt at lægge mærke til råberiet. Nede ad gangen bliver flere døre åbnet, og nogle stikker hovederne ud. Tre studerende sidder på gulvet, og

NIKSEN.indd 63

1/12/17 8:20 PM

rygsække ligger og flyder rundt om dem, de har måske været i gang med et gruppearbejde, men nu stirrer de på ham. Han bliver advaret af sit instinkt for at sky skamfulde situationer, og han føler sig pludselig ikke så modig som for et øjeblik siden. Da han nu siger noget, er hans stemme lidt museagtig og godt tredive decibel lavere. “Jeg synes, du skal gå nu,” siger han.

ARGUMENTUM AD CRUMENAM (ELLER: “PÅBERÅBELSE AF RIGDOM”) Laura stamper ud af kontoret og ud på gangen, hvor hun snurrer rundt og råber ad ham: “Jeg betaler for undervisningen! Jeg betaler mange penge! Jeg betaler din løn, og du ka bare ik behandle mig på den her måde! Min far gir mange penge til det her universitet! Meget mer end du tjener på et år! Han er advokat, og han sagsøger dig! Nu har du bare tabt! Det blir meganederen for dig!” Og så snurrer hun igen rundt og tramper ned ad gangen og drejer om hjørnet og er væk. Samuel lukker sin dør. Sætter sig ned. Stirrer på potteplanten i vindueskarmen – en fin lille gardenia som for nærværende hænger noget med næbbet. Han tager forstøveren og giver planten et par sprøjt, og når den sprøjter, lyder det lidt som en lille and, der rapper, båt, båt. Hvad tænker han? Han tænker, at nu begynder han nok at græde. Og at Laura Pottsdam temmelig sandsynligt vil få ham fyret. Og at odøren ikke er fordampet fra hans kontor. Og at han har spildt sit liv. Og at åh, hvor han hader udtrykket nederen.

NIKSEN.indd 64

1/12/17 8:20 PM

“Hallo?” “Hallo! Jeg vil gerne tale med Samuel Andresen-Anderson, tak.” “Det er mig.” “Hr. lektor Andresen-Anderson. Jeg er glad for, at jeg fik fat i Dem. De taler med Simon Rogers ...” “Rent faktisk kalder folk mig bare Anderson.” “Undskyld?” “Samuel Anderson. Kort og godt. Det med bindestregen er lidt for stor en mundfuld.” “Jeg forstår, hvad De mener.” “Hvem taler jeg med?” “Som jeg netop har fortalt Dem, er mit navn Simon Rogers, fra advokatfirmaet Rogers & Rogers. Vores kontor ligger i Washington, D.C. Måske har De hørt om os? Vi er specialister i den form for politisk motiveret kriminalitet, som ender i mediernes søgelys. Jeg ringer på vegne af Deres mor.” “Hvad skal det sige?” “Kriminalitet begået af folk motiveret af en bestemt sag, som regel af venstreorienteret observans, og som medierne har stærkt fokus på. Eller lad mig sige det på en anden måde: Har de hørt om de mennesker, som lænkede sig selv til nogle træer? De var vores klienter. Et andet eksempel er visse aktioner rettet mod hvalfangerskibe, der bagefter bliver sendt på tv – ser De, den slags er lige i vores boldgade. Eller et skænderi med en republikansk politiker i et offentligt embede, der bliver set af millioner online, hvis De kan følge mig? Vi forsvarer politiske aktører, hvis ellers mediedækningen kan retfærdiggøre det, det siger sig selv.”

NIKSEN.indd 65

1/12/17 8:20 PM

“Sagde De noget om min mor?” “Deres mor, ja, absolut. Jeg er beskikket forsvarer for Deres mor i den sag, som delstaten har anlagt mod hende, og det er statsadvokaturen i Chicago, der har betroet mig dette hverv.” “Den sag, som delstaten har anlagt mod hende?” “Jeg repræsenterer hendes interesser både i retslokalet og over for medierne, i hvert fald indtil finansieringen slipper op, hvilket vi måske skulle tage en snak om på et tidspunkt, men ikke i dag, for det ville være særdeles upassende af mig at tale om penge, når vi ikke kender hinanden bedre.” “Jeg forstår ikke noget af det her. Hvilken finansiering? Hvorfor er hun i medierne? Har hun bedt Dem om at ringe til mig?” “Hvilket af disse spørgsmål foretrækker De, jeg svarer på først?” “Hvad i alverden er det, der sker?” “Som det vil være Dem bekendt, er Deres mor blevet sigtet for voldeligt overfald. Og grundet den, ja, lad os bare sige det, som det er, den overvældende bevisbyrde mod hende, vil hun sandsynligvis gå efter forlig med anklagemyndigheden.” “Har min mor overfaldet nogen?” “Øhm, aha, okay, vi må hellere starte forfra. Jeg gik ud fra, at De allerede havde hørt det.” “Hørt hvad?” “Om Deres mor.” “Hvorfra skulle jeg vide noget om min mor?” “Det har været i nyhederne.” “Jeg ser ikke nyhederne.” “Det har været i lokalnyhederne, på betalingskanalerne, i de nationale nyheder, aviserne, igennem telegrambureauerne samt i flere af satireprogrammerne og talkshowene.” “Det må jeg sgu nok sige.” “Og desuden på nettet. Overfaldet har været et stort hit på nettet. Tjekker De ikke nogen af disse medier?” “Hvornår skete det her?” “I forgårs. Jeg tror godt, jeg kan sige, at hun er gået viralt. Hun er blevet et fænomen.” “Hvem var det, hun overfaldt?”

NIKSEN.indd 66

1/12/17 8:20 PM

“Sheldon Packer. Guvernøren i Wyoming, Sheldon Packer. Hun kastede sten efter ham. Indtil flere sten. Stenkast.” “Det må være Deres spøg.” “Jeg har nok ikke tænkt mig at kalde dem sten under retshandlingen. Jeg vil snarere kalde dem småsten, eller perlegrus, eller når jeg tænker nærmere over det, nok ganske enkelt grus.” “Det er løgn, det her. Hvem taler jeg med?” “Som jeg allerede har sagt, hedder jeg Simon Rogers, fra Rogers & Rogers, og Deres mor venter på, at sagen kommer for retten.” “For overfald på en præsidentkandidat.” “Teknisk set endnu ikke en kandidat til præsidentposten, som sådan, men jo, tæt på. Det har været i samtlige nyhedsudsendelser bogstavelig talt dag og nat. Har De slet ikke hørt om det?” “Jeg har haft travlt.” “De underviser. Intro-kursus i litteratur. Én time, to gange om ugen. Jeg håber ikke, De synes, jeg er påtrængende og går over stregen, fordi jeg er i besiddelse af den oplysning, men jeg har den fra universitetets hjemmeside.” “Helt fint.” “For jeg spørger mig selv, hvad De har foretaget Dem de resterende godt fyrre timer, siden nyheden kom ud?” “Jeg har siddet foran computeren.” “Og jeg går ud fra, at denne computer er koblet på internettet?” “Det er, fordi jeg har siddet og skrevet. Jeg er forfatter.” “For som sagerne står lige nu – og jeg snakker på nationalt plan – tænker folk: Kunne vi ikke godt snart tale om noget andet end Faye Andresen-Anderson? Vi har nået mætningspunktet, kort sagt, så jeg synes, det er temmelig overraskende, at De intet, absolut intet, har hørt om det her, og det handler endda om Deres egen mor.” “Vi taler ikke rigtig sammen.” “De har givet hende et fængende øgenavn: Hippie Terroristen. Hun er temmelig berømt.” “Er De sikker på, det er min mor? Det lyder virkelig ikke som hende.” “De er Samuel Andresen-Anderson, ikke? Det er Deres fulde, lovgyldige navn, ikke sandt?”

NIKSEN.indd 67

1/12/17 8:20 PM

“Jo.” “Og Deres mor hedder Faye Andresen-Anderson, ikke sandt?” “Jo.” “Og hun bor i Chicago, Illinois?” “Min mor bor ikke i Chicago.” “Hvor bor hun da?” “Jeg ved det ikke. Jeg har ikke snakket med hende i tyve år!” “Så De er ikke bekendt med hendes nuværende bopæl. Er det korrekt forstået?” “Ja.” “Så hun kunne godt bo i Chicago, Illinois, blot uden at De vidste noget om det?” “Det kunne hun vel.” “Min pointe er, at den anklagede kvinde højst sandsynligt er Deres mor. Uafhængigt af hendes nuværende bopæl.” “Og hun har altså overfaldet guvernøren ...” “Vi ville foretrække ord, der ikke var helt så belastede. Ikke ’overfaldt’. Det ville være mere korrekt at sige, at hun benyttede sig af sin ytringsfrihed til rent symbolsk at smide med grus. I og med at jeg kan høre klaprelyde fra et tastatur, går jeg ud fra, at De er i gang med at verificere historien på nettet?” “Hold da mund, det er overalt!” “Det var jo det, jeg sagde.” “Er der en video af det?” “Den er blevet set millioner af gange. Den er også blevet remixet og autotunet og lavet om til en ret sjov hiphopsang.” “Det er simpelthen løgn.” “Måske skulle De springe sangen over i første omgang.” “Lige nu sidder jeg og ser på en avisleder, der mener, at min mor er på niveau med al-Qaeda.” “Jeg er bekendt med den. Ganske modbydeligt. De ting, folk har sagt. På tv. Ganske forfærdeligt.” “Hvad har folk ellers sagt?” “Måske er det bedst, De selv kigger på det.” “Kan De ikke bare give mig et eksempel?”

NIKSEN.indd 68

1/12/17 8:20 PM

“Anspændt. Situationen er anspændt. Følelserne får frit løb. Fordi det bliver betragtet som politisk motiveret, selvfølgelig.” “Og hvad siger folk så?” “At hun er en venstreorienteret hippieprostitueret terrorist, bare for at citere et enkelt ubehageligt udsagn, der dog basalt set er et repræsentativt eksempel.” “Prostitueret?” “Venstreorienteret hippieterrorist og, ja, De hørte rigtigt, prostitueret. Hun bliver trukket gennem sølet på modbydelig vis, om jeg så må sige.” “Hvorfor siger folk, at hun er prostitueret?” “Hun har været arresteret for prostitution. I Chicago.” “Det forstår jeg ikke.” “Arresteret, men aldrig officielt sigtet, vil jeg gerne tilføje.” “I Chicago.” “Ja, i Chicago i 1968. Adskillige år før De blev født, og tilstrækkelig længe siden til, at hun har kunnet komme på rette vej og finde Gud, det har jeg i hvert fald tænkt mig at fremføre, hvis sagen ender i retten. Og det handler i sagens natur om, at hun har prostitueret sig selv ved at sælge sex.” “Jeg tænkte det nok. For det kan ikke lade sig gøre. Hun var ikke i Chicago i 1968, hun var hjemme, i Iowa.” “De papirer, vi er i besiddelse af, indikerer, at hun var i Chicago i en måned sidst på året i 1968 i forbindelse med sine universitetsstudier.” “Min mor har aldrig gået på universitetet.” “Deres mor tog aldrig eksamen fra universitetet. Men hun var tilmeldt som studerende på University of Chicago-Illinois i efterårssemesteret i 1968.” “Nej, min mor voksede op i Iowa, og da hun gik ud af gymnasiet, blev hun i Iowa og ventede på, at min far skulle komme hjem fra sin militærtjeneste. Hun forlod ikke på noget tidspunkt sin fødeby.” “Der står noget andet i vores papirer.” “Hun forlod ikke Iowa før sådan noget som engang i firserne.”

NIKSEN.indd 69

1/12/17 8:20 PM

“De papirer, vi er i besiddelse af, viser, at hun deltog i antikrigsdemonstrationerne i 1968.” “Jamen, det kan ikke være rigtigt. Er der en ting, min mor aldrig ville gøre, så var det at demonstrere.” “Jeg må fastholde, at disse begivenheder har fundet sted. Det er fanget på et fotografi. Der er fotografisk bevis.” “De har fat i den forkerte kvinde. De har forvekslet hende med en anden.” “Faye, med pigenavnet Andresen, født 1950 i Iowa. Vil De have, jeg skal læse alle ni cifre i hendes personnummer op for Dem?” “Nej.” “For det kan jeg godt. Jeg har hendes personnummer.” “Nej.” “Så der er altså en god chance. Jeg mener, medmindre vi får beviser på det modsatte, eller at vi alle er ofre for et vanvittigt tilfælde, er den anklagede kvinde formodentlig Deres mor.” “Glimrende.” “Det er overvejende sandsynligt. Nioghalvfems procent sikkert. Ude over enhver tvivl. Hun sidder i saksen, selvom De inderligt håber, at det ikke var tilfældet.” “Jeg er med.” “Den anklagede kvinde vil vi herefter betegne ’Deres mor’. Kan vi afslutte den diskussion nu?” “Ja.” “Som jeg gjorde opmærksom på, er det ikke sandsynligt, at Deres mor vil blive kendt ikke-skyldig, beviserne mod hende er det, jeg vil kalde uafviselige. Det bedste, vi kan håbe på, er forlig og en nådig dom.” “Jeg kan ikke se, hvorfor jeg skal inddrages i den forbindelse.” “Som karaktervidne. De skal skrive et brev til dommeren, hvor De argumenterer for, hvorfor Deres mor ikke fortjener at komme i fængsel.” “Hvorfor skulle dommeren høre på, hvad jeg har at sige?” “Det gør han nok heller ikke. Især ikke denne dommer. Dommer Charles Brown. Går under navnet ’Charlie’. Det er ikke min spøg. Det hedder han virkelig. Ligesom i Radiserne. Han skulle være gået

NIKSEN.indd 70

1/12/17 8:20 PM

på pension i næste måned, men udsatte det for at kunne dømme i Deres mors sag. Jeg ville tro, det er, fordi den er i offentlighedens søgelys. Og interesserer hele nationen. Desuden kan jeg nævne, at han har et skræmmende renomme, når det handler om sager om fundamentale rettigheder såsom ytringsfrihed. Den ærværdige Charlie Brown udviser ikke den store tålmodighed over for afvigende meninger, kan jeg godt fortælle Dem.” “Hvorfor skal jeg skrive det brev, hvis han alligevel ikke lytter til mig? Hvorfor har De i det hele taget ringet til mig?” “Fordi De bestrider en forholdsvis respektabel stilling og har en vis kendthedsfaktor, og jeg vil vende hver en sten, så længe der stadig er penge på kontoen.” “Hvad er det for en konto, De taler om?” “Som De nok kan tænke Dem til, er guvernør Sheldon Packer temmelig upopulær rundtomkring. I visse kredse er Deres mor blevet en slags modkulturens heltinde.” “Fordi hun har kastet med sten.” “På én af de checks, jeg kunne sætte ind på kontoen, var der skrevet: ’En modig soldat i kampen mod Republikanernes fascisme.’ Der er strømmet penge ind fra folk, der vil støtte hendes forsvar. Nok til at jeg kan tilbyde min juridiske assistance i fire måneder eller mere.” “Og hvad sker der derefter?” “Jeg er optimistisk og ville mene, at vi nok skal opnå forlig inden da. Vil De være os behjælpelig?” “Hvorfor skulle jeg det? Hvorfor skulle jeg hjælpe hende? Det er bare så typisk.” “Hvad er typisk?” “Min mors hemmelighedskræmmeri – at hun har gået på universitetet, har demonstreret, har været arresteret – jeg anede intet om alt det. Endnu en hemmelighed, hun aldrig har indviet mig i.” “Jeg er sikker på, at hun har haft sine grunde.” “Jeg vil ikke indblandes i det her.” “Jeg må nok hellere endnu en gang gøre opmærksom på, at Deres mor virkelig behøver hjælp.” “Jeg har ikke tænkt mig at skrive noget brev, og jeg er ligeglad med, om hun ender i fængsel.”

NIKSEN.indd 71

1/12/17 8:20 PM

“Men hr. Andresen-Anderson, det er dog Deres mor, vi taler om. Hun har bragt Dem til verden, og, hvis jeg må være så fri, har hun diet Dem ved sit bryst.” “Hun forlod min far og mig. Hun forlod os uden et ord. Siden da har hun ikke været min mor.” “Og vi kan slet ikke gøre os nogen forhåbninger om en genforening? Er der slet ikke noget dybfølt behov for en moderskikkelse i et liv, som føles tomt og mangelfuldt uden hende?” “Jeg bliver desværre nødt til at løbe nu.” “Hun bragte Dem til verden. Hun pustede på Deres finger, når De havde fået den i klemme. Hun skar Deres mad ud for Dem. Sig mig, er De slet ikke interesseret i, at nogen i Deres liv skal kunne huske den dag, De blev født?” “Jeg lægger på nu. Farvel.”

NIKSEN.indd 72

1/12/17 8:20 PM

n a h t a N ill H

01 02 13

har arbejdet som journalist og underviser og har skrevet prisvindende noveller til forskellige litterære tidskrifter. Han bor i Naples, Florida.

”Utrolig morsom, chokerende præcis, rørende og tankevækkende.” – Toronto Star

er en stærk, rørende og satirisk fortælling om familie og relationer i en tid med store forandringer.

”Én af årets bedste debutromaner.” – Dallas Morning News

”En bog, der begejstrer.” – San Francisco Chronicle

”En vigtig ny forfatter, som evner både at fortælle en melankolsk og tankevækkende historie og få læseren til at grine højt.” – USA Today

”Det er en triumf, at den er så underholdende, så fuld af energi og pakket med sociale og politiske betragtninger, som udfordrer vores antagelser om det moderne liv.” – Huffington Post

”Et psykologisk mor-søn drama om fortidens spøgelser og politik, men også en tragikomedie om vrede og amerikansk dobbeltmoral. Nathan Hill er mesterlig.” – John Irving

17 18

”Hills spændende, kantede og usædvanligt aktuelle fortælling skal placeres ved siden af romaner af Tom Wolfe, John Irving, Donna Tartt og Michael Chabon.” – Booklist

Roman

Nathan Hill

”Boblende, veloplagt debutroman, der takler en stor bid af nyere amerikansk historie og popkultur og vender det på hovedet. Storslået underholdning.” – Kirkus

”Trist, sjov og uendelig fantasifuld debut.” – Entertainment Weekly

19 20 21

lindhardtogringhof.dk

Lindhardt og Ringhof

layout: thomas@eyelab.dk +45 51 84 51 51

Lindhardt og Ringhof

04/01/2017 12.30

NIKSEN 155x232 OMS.indd 1