CMYK
K ARL OVE KNAUSGÅRD OM SOMMEREN
»Tiden er afgrundsdyb, det sigte man har som barn, strækker sig ikke særlig langt. For mig var mine bedsteforældres barndom uden for rækkevidde, noget jeg ikke vidste noget om – og for mine børn er det mine forældres barndom der er uden for rækkevidde! Deres oldeforældre i Vestlandet, som jeg tilbragte hver sommer hos, aner de ingenting om. Det hjælper ikke at jeg fortæller om dem, de har ikke noget at knytte det til, menneskene som fortællingen involverer, er døde og har været det hele deres liv. Kælderens murvægge og det ofte våde gulv med afløbet som vandet løb ned i, de hvide kar med bunken af skinnende røde ribs i, mælkespandene, den lille traktor og alle de andre ting som lyser i min erindring, siger dem ingenting, for det er indefra verden lyses op, det er indefra tingenes og stedernes betydning kommer.«
k a r l ov e k nausgå r d (f. 1968) debuterede som forfatter i 1998. Hans værker er oversat til 30 sprog, og de har fået en helt unik modtagelse verden over. Knausgård har modtaget en række litterære priser, bl.a. Kritikerprisen og Brageprisen. Han bor og arbejder i Sverige. »det første monumentale litterære værk i det 21. århundrede« the new york times | Om Min kamp
Om sommeren er fjerde og sidste bind i en personlig encyklopædi om den nære virkelighed, skrevet af en far til hans yngste datter. Han skriver om vandspredere og snegle, ribs og tårer, om gederams, cirkus, mariehøns og krabbefiskeri. Men han skriver også en dagbog, hvor de små hændelser i en families liv registreres på en baggrund af alt det, en sommer kan vække til live af tanker, minder, længsel, oplevelser af kunst og litteratur, i en intens jagt på meningsfuldhed i de øjeblikke, der passerer forbi. Her fortælles også, gennem den indlevelse, som fiktionen gør mulig, historien om en 73 år gammel kvinde, som engang traf et dramatisk valg, der muligvis ødelagde hendes liv. I fortællingen om det, der er og det, der har været, opstår muligheden for, at alt altid kunne have været anderledes.
lindhardtogringhof.dk
OM SOMMEREN KARL OVE KNAUSGÅRD Med illustrationer af Anselm Kiefer
LINDHARDT OG RINGHOF
2
Om sommeren.indd 2
19/01/2017 14.40
OM SOMMEREN KARL OVE KNAUSGÅRD
Med billeder af Anselm Kiefer PÅ DANSK VED SARA KOCH
LINDHARDT OG RINGHOF
Om sommeren.indd 3
19/01/2017 14.40
Om sommeren er oversat fra norsk efter Om sommeren Copyright © 2016 by Karl Ove Knausgård All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Bogen er sat med Plantin hos Demuth Grafisk og trykt hos Livonia Print Omslag: Aud Gloppen/Blæst Illustrationer: Anselm Kiefer 1. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-11-54160-9 Printed in Latvia, 2017
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
Af forfatteren Ude af verden Alting har en tid Min kamp I-VI Sjælens Amerika Hjemme – ude (med Frederik Ekelund) Om efteråret Om vinteren Om foråret
www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
Om sommeren.indd 4
19/01/2017 14.40
JUNI
Vandspredere 11 Kastanjer 13 Korte bukser 17 Katte 21 Campingpladser 25 Sommernat 29 Sommereftermiddag 33 Intelligens 35 Skum 39 Birketræer 45 Snegle 49 Ribs 53 Sommerregn 57 Flagermus 59 Sjægte 63 Ulv 67 Tårer 71 Håndmixere 75 Dagbog, juni 79
Om sommeren.indd 5
19/01/2017 14.40
JULI
Græsplæne 175 Isterninger 179 Måger 183 Bananfluer 187 Kirsebærtræ 191 Makrel 193 Hveps 197 Stuntshow 201 Legepladser 205 Flagermusen 209 Grill 213 Sting 217 Gederams 221 Hunde 225 Gjerstadholmen 229 Myg 233 Besvimelse 237 Jættegryder 241 Dagbog, juli 245
Om sommeren.indd 6
19/01/2017 14.40
AUGUST
Tøj 299 Is 303 Salt 307 Regnorme 309 Ekelöf 311 Cykel 315 Backer 319 Kynisme 323 Blommer 325 Hud 327 Sommerfugle 331 Æg 335 Fylde 339 Jordhveps 341 Cirkus 345 Repetition 349 Krabbefiskeri 351 Mariehøns 353
Om sommeren.indd 7
19/01/2017 14.40
Om sommeren.indd 8
19/01/2017 14.40
JUNI
Om sommeren.indd 9
19/01/2017 14.40
Om sommeren.indd 10
19/01/2017 14.40
Vandspredere
At jeg har min egen vandspreder, er aldrig rigtig gået op for mig, det har bare været en af de mange ting jeg har skaffet mig efter at vi købte huset her, ligesom græsslåmaskinen, havesaksene, riverne og alt det andet udstyr der hører til en have. Selvom jeg utallige gange har tændt for haveslangen på vandhanen i gangen ude i sommerhuset, hørt vandet først fræse, så suse, og så set de tynde vandstråler rejse sig ude i haven, måske fem meter op i luften, ofte glimtende i sollyset, for langsomt vajende at falde til den ene side, i denne bevægelse som jeg altid har tænkt ligner en vinkende hånd, har jeg aldrig forbundet det med mig eller mit, som om det det repræsenterer, ikke repræsenterer mig, eller med andre ord, at det liv jeg lever her, egentlig ikke er mit, men kun noget jeg tilfældigvis befinder mig i netop nu. At drage en så stor slutning af noget så småt som en metalbøjle fuld af huller som vandet strømmer igennem, virker måske lidt for anstrengt, men af alle de ting jeg kan huske fra min barndoms somre, er vandsprederen den mest emblematiske, den enkeltgenstand som samler flest stemninger og hændelser ind under sig i hukommelsen, og som vækker flest associationer. Alle husene i parcelhuskvarteret havde en vandspreder, og de var allesammen af samme slags, så denne glimtende bue af tynde vandstråler kunne om sommeren ses overalt på dage hvor solen skinnede. Ofte var plænerne de stod på, mennesketomme, som om de levede deres eget selvstændige liv, som 11
Om sommeren.indd 11
19/01/2017 14.40
en slags store, venlige, vandbaserede skabninger. Når vandet landede på plænen, var lyden næsten uhørlig, blot et let og fint drys, som kunne blive overdøvet af suset fra slangen eller fra vandhanen, hvis den ikke var skruet ordentligt op, mens lyden kunne stige til en raslen eller tilmed knitren hvis sprederen var indstillet sådan at vandet ramte bladene på buske eller træer. Disse lyde, som steg og sank metodisk og tålmodigt, som fra et møjsommeligt arbejde, og som bidrog til fornemmelsen af at vandbuen var et selvstændigt væsen, kunne vare hele dagen og ind i aftenen, uberørt af beboernes øvrige gøremål, af og til også gennem natten, selvom det var sjældent, det blev af en eller anden grund ikke anset som passende at vande i mørke. I vores hus var det min far som rådede over vandsprederen, jeg kan ikke huske at have set min mor flytte den eller tænde og slukke for vandet, men jeg ved ikke hvorfor det var sådan. Hanen stod i vaskekælderen, og slangen løb ud i haven gennem det smalle, rektangulære kældervindue, som inde i kælderen var anbragt højt oppe, lige under loftet, mens det udefra lå langt nede, lige over jorden. At vinduet ikke kunne lukkes så længe far vandede, var ophav til en svag, smertende følelse i mig, mens vinduets uens højde set indefra og udefra virkede magisk og dragende. Buen af vand og alle aspekterne ved den, både visuelt, auditivt og den nytte den gjorde i haven, repræsenterede noget ubetinget godt. At jeg nu selv er herre over en vandspreder og både tænder for den og flytter rundt på den, i min egen have, burde betyde noget for mig, om ikke meget, så i hvert fald lidt, eftersom det liv jeg dengang kun betragtede – de voksne mænd og kvinders liv – nu er blevet mit, noget jeg ikke længere betragter udefra, men fylder indefra. Det gør det ikke, jeg oplever ingen særlig glæde ved at tænde for vandsprederen, ikke mere end ved at smøre mig en mad eller tage skoene af når jeg kommer ind ad døren. Nu er det barnets verden jeg betragter udefra, og hvilket billede på denne asymmetri i livet passer bedre end kældervinduet som både befinder sig højt oppe under loftet og helt nede ved jorden? 12
Om sommeren.indd 12
19/01/2017 14.40
Kastanjer
Vi har et kastanjetræ i haven, det står i hjørnet mellem de to huse og rager mere end tyve meter op i vejret, måske femogtyve. De længste grene strækker sig omkring ti meter ud til siden, og noget af det første jeg gjorde da vi flyttede hertil, var at save de nederste grene af, eftersom nogle af dem delvist spærrede for stien mellem husene, mens andre var vokset ind over taget og hvilede på det. Men selvom denne kastanje er stor – på afstand er det den man ser af ejendommen, ikke hustagene – og selvom jeg har klatret i den og savet i den, har jeg alligevel aldrig lagt mærke til den, aldrig tænkt på den. Det har været som om den ikke har fandtes. Nu er det ubegribeligt at jeg har levet side om side med en så stor skabning i fem år uden at have set den. Hvad er det for et fænomen, at se uden at se? Formodentlig handler det om at man ikke fæster sig ved det man ser. Men hvor fæster det vi virkelig ser, sig? Vi siger at noget giver mening, som om mening er noget vi får i gave, men egentlig, tror jeg, forholder det sig omvendt, det er os der giver mening til det vi ser. Og den kastanje som jeg sidder og ser på når jeg skriver dette, gav jeg ingen mening. Den var der, og jeg vidste at den var der, det var ikke sådan at jeg stødte ind i den på vej mellem husene, men den havde ingen betydning for mig, og dermed ingen reel eksistens. Det der skete, var at jeg her i foråret og sommeren har arbejdet med billeder af maleren Edvard Munch. Jeg har set 13
Om sommeren.indd 13
19/01/2017 14.40
på alle hans malerier, igen og igen, og jeg er blevet fortrolig med de fleste af dem. Han malede flere kastanjer, og der var særligt et af malerierne jeg lagde mærke til. Det forestiller et kastanjetræ i en gade i en by, og er næsten impressionistisk malet, i den forstand at alle overflader træder mere frem som farver end som solide objekter, de er til for øjet mere end for hånden, for øjeblikket mere end for varigheden. Kastanjetræet blomstrer, og de hvide blomster er malet som små stolper i alt det grønne, hvor de lyser som lygter. Når jeg ser ud på kastanjetræet uden for mit vindue, er der ikke noget ved blomsterne som ligner de blomster Munch malede – de ligner ikke vertikale streger, men små puffe ordnet i fire eller fem etager, og de er ikke kridhvide, men har nuancer af beige og brunt i sig. Alligevel var det Munchs billede som gjorde at jeg, da træet begyndte at blomstre i slutningen af maj, for første gang forstod at det var et kastanjetræ som stod der. Det samme skete med træerne som vokser langs fortovet på vej ind mod centrum af Ystad, den der går langs jernbanesporet inden for havnebassinet, hvor de store færger til Polen og Bornholm troner. Det er jo kastanjer, tænkte jeg da de begyndte at blomstre. Og det var ikke navnet der gjorde forskellen, det var ikke det at jeg nu kunne se at det var kastanjer, mens jeg før ikke havde vidst det – for det havde jeg, jeg havde hele tiden vidst hvad slags træer det var – det var noget andet der var på spil, nemlig at kastanjetræerne nu indtog en fortrolig plads i min bevidsthed. Og jeg tror at det er den fortrolighed vi taler om når vi taler om det autentiske. For fortrolighed ophæver radikalt afstand, som er det centrale i alle det forrige århundredes teorier om fremmedgørelse, og som stadig gør sig gældende i vores længsler efter det håndfaste, som vi oplever som tættere på virkeligheden. Polerne er ikke modernisme og antimodernisme, fremskridt og tilbageskridt, det er blot konsekvenserne af balancen mellem fortrolighed og ikke-fortrolighed, hvor tyngden lægges, og det er så afhængigt af hvad vi har brug for, og hvad vi vil med livet. Vil vi tage kastanjen ind, vil vi se den og lade den 14
Om sommeren.indd 14
19/01/2017 14.40
få plads i os, vil vi mærke dens nærvær hver gang vi passerer den, dens helt egen plads i virkeligheden? Det kastanjen artikulerer, det den udtrykker, er ikke andet end sig selv. Og måske gælder det samme for os, at det vi artikulerer, det vi udtrykker, ikke er andet end os selv? Et bestemt nærvær på et bestemt sted til en bestemt tid? Mere og mere tænker jeg sådan, at tankerne kun er noget der strømmer gennem mig, at følelserne kun er noget der strømmer gennem mig, og at jeg lige så godt kunne have været en anden, at det væsentlige ikke er hvem jeg er, men at jeg er, og at det samme gælder for kastanjen som står uden for vinduet netop nu, tavst rager den op i vejret, midt i sin hvirvel af grønne blade og hvide blomster.
Om sommeren.indd 15
19/01/2017 14.40
Om sommeren.indd 16
19/01/2017 14.40
Korte bukser
Jeg har korte bukser på i dag, de er mosgrønne og går mig til lige over knæene, og selvom de er mere behagelige i varmen end lange bukser, er der også noget let ubehageligt ved dem, det er som om de gør mig mindre, som om jeg er for gammel til dem. Selve begrebet, korte bukser eller kortbukser, som man siger på norsk, er infantilt i sin enkle deskriptivitet, et ord som et barn kunne have fundet på, i slægt med fod-bold, klatre-træ, sutte-klud, træ-sko. Skriver jeg i stedet at jeg går med shorts i dag, føles det lidt mindre barnligt, og hvis jeg tilføjer at de er militærgrønne, lyder det ikke længere som om jeg er iført en tiårigs tøj, mere som en ung mand i tyverne på vej til en musikfestival. I midten af halvfemserne læste jeg en roman som gjorde stort indtryk på mig, og som satte ord på nogle strømninger og tanker i mig som indtil da havde været udefinerede. Det var The Child in Time af den britiske forfatter Ian McEwan. Hovedhistorien handler om den største skræk af alle, at et barn forsvinder, men det som gjorde sådan indtryk på mig, var et af de parallelle forløb i bogen, som handlede om regression og infantilitet – en mand, som så vidt jeg husker var medlem af parlamentet, falder tilbage i barndommen, han tager korte bukser på og begynder at klatre i træer, bygger hytter i dem, leger som han gjorde da han var lille. Jeg oplevede det som grotesk, for faldet var helt ribbet for værdighed, i en helt anden grad og på en helt anden måde end 17
Om sommeren.indd 17
19/01/2017 14.40
faldet ind i alkoholisme eller narkomani er. Samtidig kunne jeg mærke en dragning mod det, for jeg var ikke blot fuld af en stærk nostalgi over for alt som havde med min barndom at gøre – lugten af smeltende sne og synet af de hvide snedriver hvorfra der løb vand ud over vejen under en tågefyldt himmel, for eksempel, kunne frembringe en længsel efter at vende tilbage til dengang jeg oplevede det samme som barn, som var så stærk at det gjorde ondt – jeg længtes også efter at blive taget hånd om som jeg blev dengang. Ikke direkte, ikke engang artikuleret, før jeg læste McEwans roman, og alle disse vage, ikke-erkendte følelser løb ind i dens form, så jeg kunne se dem udefra, som noget objektivt i verden. Det groteske ved det stod også klart for mig. Den voksne som vil være barn, er endnu mere grotesk end den gamle der vil være ung, og jeg brugte den indsigt til at skrive min første roman, hvor længslen efter at blive barn blev transformeret til længslen efter barnet – jeg huskede de intense følelser de allerførste forelskelser fyldte mig med da jeg stadig gik i skole, og lod hovedpersonen træde derind, ind i det, og forelske sig i et barn. Nu virker disse længsler og følelser mærkelige, og da jeg tog korte bukser på i morges, eftersom det så ud til at blive endnu en varm dag, mærkede jeg et svagt stød af ulyst over for denne form, livsfornægtelsen i det tilbageskuende, og måtte sige til mig selv, det er kun en beklædningsgenstand som lader læggene være bare. Men selvom nostalgien er ovre, eller svækket til ukendelighed, ved jeg at der findes andre sådanne ubevidste strømninger og mønstre i mig – i hele mit voksne liv har jeg for eksempel indgået relationer der minder om dem jeg var i da jeg voksede op, så den jeg elskede, indtog den samme position som min far havde haft, en jeg ville blidgøre, en jeg ville tilfredsstille, som jeg på samme tid frygtede og kunne blive tryllebundet af – og det at blive voksen indebærer måske mest af alt at frigøre sig fra disse mønstre, ved at blive klar over dem og erkende dem, så man kan leve i pagt med den man er eller vil være, ikke den man var eller ville være. Gevinsten ved at opretholde gamle 18
Om sommeren.indd 18
19/01/2017 14.40
mønstre er at de føles trygge, uanset hvor smertefulde eller destruktive de måtte være. Det frie er utrygt, i det frie kan hvad som helst ske, og et af livets paradokser er at jeg nu, på vej ud i det åbne og frie, ikke længere har brug for det, det var i den første del af mit liv, frem til jeg blev fyrre, hvor alle mulighederne lå foran mig, at jeg havde haft brug for det og kunne have haft glæde af det. For hvad skal en midaldrende mand i korte bukser med frihed?
Om sommeren.indd 19
19/01/2017 14.40
Om sommeren.indd 20
19/01/2017 14.40
Katte
I går eftermiddags lå der et harehoved på græsplænen under kastanjetræet. Øjnene var væk og ansigtet maltrakteret, så det var kun på de lange ører at jeg kunne identificere det som en hare. Det var katten der havde taget den, og det var den anden hare den havde taget på to dage, med den samme modus operandi, et afrevet hoved efterladt uden øjne og med blodig pels i haven. Mens jeg skriver dette, sidder katten i vindueskarmen og ser ind i huset mens den venter på at nogen derinde skal stå op, få øje på den og lukke den ind. Det er en sibirisk skovkat med lang, gråsort pels og busket hale, som kvinden vi købte den af, kaldte Amaga, et navn den har beholdt. Amaga kan godt lide at sove inde i eller nede i hule ting, jo trangere jo bedre, lader det til, kasser, æsker, kufferter, dukkevogne, men også vindueskarme, trappetrin, senge, sofaer og stole kan hun finde på at lægge sig til rette i. Fortrinsvis lever hun som en logerende i huset, kommer og går som hun vil, spiser sin mad alene, sover dagene væk, er ude om natten. Af og til kommer bekendte af hende forbi, jeg ser dem af og til sidde ude i haven og vente på at hun skal komme ud. I omtalen af denne races karakter kan man læse at den er følsom og ressourcestærk, og selvom beskrivelsen er lige lovlig antropomorf, stemmer det alligevel ganske godt overens med den måde jeg oplever hende på. Vi havde flere katte da jeg var barn, og de havde alle forskellige personligheder, fra den vagtsomme, men 21
Om sommeren.indd 21
19/01/2017 14.40
milde Sofi, en grå, langhåret norsk skovkat, til hendes datter Mefisto, også langhåret, helt sort og både mere elegant og hengiven end moren, til hendes søn Lasse, som var impulsiv, ukontrolleret og påfaldende meget dummere end sit ophav. Han begyndte at spinde bare man så på ham, blev aldrig helt stueren og elskede at blive aet. Højdepunktet i hans liv var åbenbart at blive aet, han forsøgte at forvandle det til et orgie af kropskontakt, næsen løb, poterne gik op og ned med kløerne ude, han lagde sig på ryggen, strakte benene i vejret, gned sig ind mod alt hvad han kunne gnide sig op ad. Lasse havde ingen værdighed og ingen integritet, og da han begyndte at jage Mefisto væk og overtage huset, blev han til sidst kørt til dyrlægen hvor han mødte sin skæbne. Amaga er Lasses modsætning, hendes integritet er total, og selvom hun nok er lige så vagtsom som Sofi, er hun langtfra så mild. Der er noget skarpt ved hendes karakter, som er mærkbart selv når hun giver sig hen, for selvom hun spinder og lukker øjnene når hun bliver klappet, forlader det årvågne hende aldrig helt; når som helst kan hun vride sig rundt, rejse sig og hoppe ned på gulvet for at gå sin vej. Da vi fik hund for to år siden, var det første hun gjorde at gå til angreb, hun kradsede den lige ved øjet, så blodet strømmede, og fra det øjeblik var hunden skrækslagen for hende, hun styrede den helt. Pigen vi fik året før, interesserede hende ikke, men da pigen begyndte at gå og stolprede efter katten, sænkede hun sig ligesom skildpaddeagtigt ned mod gulvet mens hun løb væk, som hun altid gør når hun oplever fare. Takken, takken! råbte pigen – det var hendes navn for katten, og det var jo taknemmeligt, for så kunne jeg pege på den og hver gang jeg så den sige ”det er takken” – og forsøgte at få fat i den ved at gribe fat i halen. Det kunne hun normalt ikke, Amaga var jo meget hurtigere og smuttede bare væk, bortset fra når hun sov, og hvis vi ikke nåede at stoppe det, hvæsede Amaga ad hende, og hvis ikke det afskrækkede den lille pige, rev hun hende. To gange skete det, og nu har hun respekt for takken, smider ikke længere ting efter den, tager ikke fat i 22
Om sommeren.indd 22
19/01/2017 14.40
dens hale, men vil gerne klappe den, noget hun får lov til, uden at jeg tror katten får noget ud af det, for den ligger ligesom anspændt med et vogtende blik når den lille barnehånd stryger gennem den bløde og ofte uglede pels. Den selvkontrol er beundringsværdig, med tanke på at instinkterne kan få hende til at rive struber over og fråse i blod og øjne. Ja, ved at leve sammen med katte er jeg begyndt at spekulere over hvad instinkter egentlig er for noget. Før tænkte jeg at det var en slags automatiske handlinger, noget forhåndsprogrammeret ufravigeligt hos dyrene, adskilt fra den smule tanker og følelser de havde, og at man, når man tæmmede dem, implanterede et andet system hos dem, som var lige så automatisk, og som gjorde at instinkterne blev holdt tilbage eller ført i andre retninger. At instinkterne var stærkere hos store rovdyr, som løver og tigere, og derfor lettere kunne bryde gennem den væg der var opført da de blev tæmmet, så de uden forvarsel kunne angribe dem der havde tæmmet dem, som gav dem mad og sørgede for dem, og rive dem i stykker. Vi kan kalde det instinkt, vi kan kalde det natur, vi kan kalde det dyrenes egentlige væsen. Men når jeg ser en løve eller en tiger i en zoologisk have, får jeg aldrig følelsen af at det vi kalder instinkter, er noget der styrer dem, at de er i deres instinkters vold, ligesom lukket inde i ganske få reaktionsmuligheder. Det er mere som om de gør som de vil, at de aldrig vurderer eller dømmer nogen handlinger, men bare handler. At den afgørende forskel på os og dem ikke er at vi tænker og de ikke tænker, men at vi har moral, og at de ikke har moral. Jeg er sikker på at Amaga har set os an, at hun ved hvem vi er, de seks medlemmer i familien der bor i hendes hus. Jeg er også sikker på at hun ser på os som en slags store, dumme katte, langsomme og tungt tænkende, og hvis ikke hun tænker at hun er os overlegen, er jeg sikker på at hun føler det i hele kroppen.
Om sommeren.indd 23
19/01/2017 14.40
Om sommeren.indd 24
19/01/2017 14.40
Campingpladser
En campingplads er et afgrænset sted som er beregnet til overnatning, som regel uden for byer og landsbyer, ikke sjældent i nærheden af strande eller andre friluftsområder, hvor rejsende mod betaling kan tilbringe natten i deres medbragte telte eller vogne. Foruden denne lille plet på nogle kvadratmeter, som telt- eller vognejerne disponerer over i det tidsrum de har betalt for, stiller campingpladsen også nogle fællesfaciliteter til rådighed, såsom toiletter, bad, en kiosk med de mest nødvendige varer, ofte en legeplads til børnene, og hvis den er veludstyret, en swimmingpool. Campingpladsen er i slægt med hotellet, som også er et sted hvor rejsende tilbringer natten, men mens hotellet kræver at man opgiver sit eget og i nogle timer lever sit liv i et ukendt værelse, som i tidens løb har været fyldt af hundredvis eller tusindvis af mennesker som alle har underordnet sig de fire vægge og i nogle timer ladet sig indramme af deres fremmedhed, kommer campingpladsen de rejsende og deres selvstændighed i møde ved at lade dem sætte deres egne medbragte hjem op og således lade dem oprette en zone af fortrolighed og hjemlighed midt i det fremmede. Man skulle måske tro at denne mulighed for selvstændighed ville blive betragtet som overlegen hotellets uselvstændighed, at vi i vores såkaldte individualistiske tid ville sætte større pris på campingpladsens frihed end på hotellets bundethed, men sådan er det jo ikke, campingpladsens status er lav, og den 25
Om sommeren.indd 25
19/01/2017 14.40
har været faldende de sidste årtier. Grunden dertil er et enkelt, men skjult eller måske tilmed hemmeligholdt faktum: Penge og frihed er kontrære størrelser. Campingpladsens dalende status er faldet sammen med markedsliberalismens og privatiseringens vækst, og penge opretter forskelle mellem ting, graduerer og sætter grænser, i et system som lukker verden, og hvor det som ikke kan værdisættes, befinder sig udenfor, således at det åbne er direkte forbundet med det værdiløse. Vandrerens frihed, mennesket, som går hvor det vil, og som sover der hvor det måtte passe, findes nu kun i form af hjemløse, som står lavest på samfundets rangstige, mens det at køre rundt fra sted til sted og medbringe sit eget hjem og sin egen mad, som på en måde åbner verden, og som rummer en reminiscens af vandrerens frihed, heller ikke bliver betragtet som attråværdigt. Tænk bare på romaer og deres status i samfundet. Der findes dermed en skala, fra det husvilde menneske som sover på bænke og i portrum, i parker og småskove uden for byen, til det menneske som bor i enorme lejligheder eller huse, bag alarmer og med portnere. Det er derfor utænkeligt at en mand som Kjell Inge Røkke, som kom fra arbejderklassen, men nu er en af Norges rigeste mænd, skulle tage på campingferie, selvom han måske gjorde det sammen med sin familie da han var barn, og i så fald godt kender lugten af aftendug på teltdugen og den trygge, men også spændende følelse af at falde i søvn til lyden af lave stemmer fra de andre telte, hvor kvinder og mænd sidder udenfor i deres campingstole og snakker i det begyndende sommermørke. Glæden over at være undervejs, for næste dag pakkes teltet sammen, stuves bagagen ind i bilen igen, og man kører videre til næste campingplads, hvor hvad som helst kan vente: Er der mon swimmingpool der? Sælger de mon softice? Er der mon andre børn på samme alder? Er der trampoliner? Ligger det ved vandet med en sandstrand? Ligger det ved elven, i skoven, på fjeldet, ved en mark hvor der går olme tyre? Jeg kan stadig huske spændingen fra min barndoms campingture, i halvfjerdserne 26
Om sommeren.indd 26
19/01/2017 14.40
hvor camping var den mest almindelige ferieform og man så propfulde biler holde langs vejene ved siden af opslåede campingborde og køletasker, i en tid hvor det endnu ikke var skamfuldt at spise medbragt mad (som står i samme forhold til restauranten som teltet står til hotellet) simpelthen fordi folk havde færre penge. Campingpladserne findes stadig, men eftersom folk nu har flere penge mellem hænderne, er det logiske sket: Langsomt blev de mobile telte og vogne stadig mindre mobile, der opstod haver omkring dem, de blev fyldt med bekvemmeligheder og pyntegenstande, fjernsyn og computere, køleskab og tørretumbler, og blev stadig mere som almindelige boliger, noget de nu har forvandlet sig helt til, så campingpladserne er et sted hvor folk bor fast i sommerhalvåret, indhegnet og urørlige, og det eneste der minder om rejse og bevægelighed, er hjulene på de enorme vogne som ikke længere skaber frihed, men kun er symboler på frihed. Disse campingpladser gestalter en slags stivnet længsel, lidt som en digters positur når han sidder i sit tårn og skriver om det åbne og frie.
Om sommeren.indd 27
19/01/2017 14.40
CMYK
K ARL OVE KNAUSGÅRD OM SOMMEREN
»Tiden er afgrundsdyb, det sigte man har som barn, strækker sig ikke særlig langt. For mig var mine bedsteforældres barndom uden for rækkevidde, noget jeg ikke vidste noget om – og for mine børn er det mine forældres barndom der er uden for rækkevidde! Deres oldeforældre i Vestlandet, som jeg tilbragte hver sommer hos, aner de ingenting om. Det hjælper ikke at jeg fortæller om dem, de har ikke noget at knytte det til, menneskene som fortællingen involverer, er døde og har været det hele deres liv. Kælderens murvægge og det ofte våde gulv med afløbet som vandet løb ned i, de hvide kar med bunken af skinnende røde ribs i, mælkespandene, den lille traktor og alle de andre ting som lyser i min erindring, siger dem ingenting, for det er indefra verden lyses op, det er indefra tingenes og stedernes betydning kommer.«
k a r l ov e k nausgå r d (f. 1968) debuterede som forfatter i 1998. Hans værker er oversat til 30 sprog, og de har fået en helt unik modtagelse verden over. Knausgård har modtaget en række litterære priser, bl.a. Kritikerprisen og Brageprisen. Han bor og arbejder i Sverige. »det første monumentale litterære værk i det 21. århundrede« the new york times | Om Min kamp
Om sommeren er fjerde og sidste bind i en personlig encyklopædi om den nære virkelighed, skrevet af en far til hans yngste datter. Han skriver om vandspredere og snegle, ribs og tårer, om gederams, cirkus, mariehøns og krabbefiskeri. Men han skriver også en dagbog, hvor de små hændelser i en families liv registreres på en baggrund af alt det, en sommer kan vække til live af tanker, minder, længsel, oplevelser af kunst og litteratur, i en intens jagt på meningsfuldhed i de øjeblikke, der passerer forbi. Her fortælles også, gennem den indlevelse, som fiktionen gør mulig, historien om en 73 år gammel kvinde, som engang traf et dramatisk valg, der muligvis ødelagde hendes liv. I fortællingen om det, der er og det, der har været, opstår muligheden for, at alt altid kunne have været anderledes.
lindhardtogringhof.dk
OM SOMMEREN KARL OVE KNAUSGÅRD Med illustrationer af Anselm Kiefer
LINDHARDT OG RINGHOF