Pigerne - læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

00 01

”Clines roman er fantastisk og overgår alle forventninger.” — TheTimes

02 03 04

07 08 09

— Richard Ford, forfatter til Canada

Pigerne bygger løseligt på historien om Charles Manson og de mord, han fik sine kvindelige følgere til at begå i slutningen af 1960’erne.

”Pigerne er en genial og betagende roman – imponerende arbejde for en så ung forfatter.”

www.emmacline.com

”Debutromaner af denne kaliber er i den grad sjældne.” — Washington Post

— Lena Dunham, forfatter til Ikke den slags pige og TV-serien Girls

”Emma Cline har et suverænt blik for pigeliv, og hun ser lige ind i kernen af deres sjæl … Denne roman vil ramme dig i både hjerne og hjerte.”

E M M A C L I N E (1989) er født i Californien. Pigerne er hendes debut og er en af de seneste års store litterære begivenheder. Romanen er solgt til udgivelse i mere end 30 lande og filmrettighederne er solgt til Scott Rudin.

— Jennifer Egan, forfatter til Tæskeholdet banker på

Det er i parken, at Evie får øje på pigerne, en gruppe unge kvinder, der udståler fandenivoldskhed, frihed og en farlig aura af vildskab. Da hun nogle dage senere møder en af dem, Suzanne, tager hun med ud på den ranch, hvor den karismatiske Russell bor med sin ’storfamilie’, unge kvinder, der vil gøre alt for ham. Evie drages ind i Russells tryllekreds, og først da det er for sent, indser hun, at det vil få katastrofale konsekvenser.

Sådan begynder Evie Boyds beretning om sommeren 1969 i Californien.

”Emma Clines debutroman summer af frisk, overraskende, lysende prosa. Pigerne bebuder ankomsten af en spændende ny stemme i amerikansk skønlitteratur.”

”Det var latteren, der fik mig til at kigge op, og pigerne, der fik mig til at blive ved med at kigge.”

16 17

”Pigerne er storslået, foruroligende og virkelig, virkelig god.” — Los Angeles Times

18 19 20

788711 465523

w w w. l i n dha rdtogri n ghof.dk

Omslag: eyelab.dk efter originalt forlæg af Peter Mendelsund

L indhardt og R i n g ho f

layout: thomas@eyelab.dk +45 51 84 51 51

11/07/2016 11.00

Pigerne 153x226 OMSLAG.indd 1

EMMA CLINE

PIGERNE PÃ¥ dansk ved Mich Vraa

Pigerne.indd 3

13/07/2016 11.18

Pigerne er oversat fra amerikansk efter The Girls Copyright © 2016 by Emma Cline All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Bogen er sat med Perpetua hos Demuth Grafisk og trykt hos Livonia Print Omslag: Eyelab efter originalomslag af Peter Mendelsund Printed in Latvia, 2016 ISBN: 978-87-11-46552-3 1.udgave, 1. oplag, 2016 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Pigerne.indd 4

13/07/2016 11.18

Det var latteren der fik mig til at se op, og det var pigerne der fangede mit blik. Deres hår, langt og ukæmmet, var det første jeg lagde mærke til. Så deres smykker som glimtede i solen. De var tre, langt nok væk til at jeg kun så deres ansigter perifert, men det spillede ingen rolle – jeg vidste at de var anderledes end de andre mennesker i parken. Familier der trængtes i en slags kø og ventede på pølser og hamburgere fra den åbne grill. Kvinder i ternede bluser der trykkede sig sidelæns ind til deres kærester, børn der smed majskorn efter de gribbeagtige høns der løb ind over stien. Disse langhårede piger så ud til at svæve over alt det der skete omkring dem, tragiske og adskilte fra alle andre. Som kongelige i eksil. Jeg gloede skamløst, åbenlyst på pigerne: Det virkede ikke muligt at de måske ville se i min retning og lægge mærke til mig. Min hamburger lå glemt på mit skød, brisen blæste fiskestank ind fra floden. Jeg var i en alder hvor jeg altid på stedet scannede og vurde5

Pigerne.indd 5

13/07/2016 11.18

rede andre piger og konstant førte regnskab over på hvilke skalaer jeg scorede lavere end dem, og jeg så straks at den sorthårede af dem var den kønneste. Dette havde jeg forventet allerede inden jeg kunne se deres ansigter. En antydning af noget overjordisk svævede omkring hende; hendes frække, korte kjole dækkede knap nok hendes røv. Hun var flankeret af en tynd rødtop og en ældre pige, klædt på den samme bevidst sjuskede facon. Som om de lige var trukket op af en sø. Alle deres billige ringe som et ekstra sæt knoer. De balancerede udfordrende på en usikker grænse; smukke og grimme på én gang, og krusninger af opmærksomhed fulgte dem gennem parken. Mødre kiggede rundt efter deres børn, grebet af en følelse de ikke ville kunne beskrive. Kvinder rakte ud efter deres kæresters hænder. Solen borede sig ned gennem trækronerne, alt var som altid – de døsige piletræer, den varme vind der i stød slog ned over picnictæpperne – men alt det velkendte blev forstyrret af det spor som pigerne trak gennem den almindelige verden. Strømlinede og tankeløse som hajer der brød havoverfladen.

Pigerne.indd 6

13/07/2016 11.18

FÃ&#x2DC;RSTE DEL

Pigerne.indd 7

13/07/2016 11.18

Pigerne.indd 8

13/07/2016 11.18

Det begynder med Forden der lister op ad den smalle vej; den søde summen af kaprifolium der tykner augustluften. Pigerne på bagsædet med hinanden i hånden, bilruderne rullet ned for at lade natten sive ind. Radioen der spiller indtil føreren slukker den i et anfald af pludselig nervøsitet eller irritation. De klatrer over porten der endnu er pyntet med julelys. Møder først den dybe ro ved portnerens hytte; portneren selv der slumrer på sofaen, hans bare fødder side om side som to brød. Hans kæreste på badeværelset i færd med at fjerne to disede halvmåner af øjenmakeup. Så selve huset hvor de får kvinden der læser i gæsteværelset, til at fare sammen. Vandglasset skælvende på natbordet, hendes trussers fugtige bomuld. Hendes femårige søn ved hendes side, mumlende kryptiske vrøvleord for at holde søvnen stangen. De genner dem alle sammen ind i stuen. Det øjeblik hvor de skræmte mennesker forstår at deres livs søde trummerum – mor-

Pigerne.indd 9

13/07/2016 11.18

genens glas med appelsinjuice, cykelturen gennem den skrånende vejkurve – allerede er tabt. Deres ansigter skifter som en skodde der åbnes; noget nyt vågner bag øjnene. Jeg havde forestillet mig den nat så mange gange. Den mørke bjergvej, det solløse hav. En kvinde fældet på natteplænen. Og selv om detaljerne var blevet mindre klare i årenes løb, havde fået et nyt hudlag og endnu ét, så var det min første tanke da låsen blev tvunget op tæt på midnat. Den fremmede uden for døren. Jeg ventede på at lyden skulle røbe sit virkelige ophav. Et af naboens børn der skubbede en skraldespand ud på fortovet. Et rådyr der brasede gennem buskadset. Andet kunne det ikke være, sagde jeg til mig selv, denne fjerne skramlen i den anden ende af huset, og jeg prøvede at forestille mig hvor fredeligt alting ville se ud igen når det blev lyst, hvor køligt og ufarligt. Men støjen blev ved, den bevægede sig brat ind i virkelighedens verden. Nu var der latter i det andet rum. Stemmer. Et swish af lufttryk da et køleskab blev åbnet. Jeg søgte efter forklaringer, men standsede hele tiden ved den værste mulighed. Efter alt hvad der havde været, var det da sådan her det skulle slutte. Fanget i et hus der ikke var mit eget. Midt i et andet menneskes livs vaner og virkelighed. Mine bare ben med de ødelagte vener – hvor ville jeg forekomme dem svag, en midaldrende kvinde der prøver at skjule sig i en krog. Jeg lå i sengen, kortåndet, og stirrede på den lukkede dør. Ventede på de ubudne voldsmænd mens de rædsler jeg så for mig, antog menneskeskikkelse og befolkede værelset – ingen højtravende snak, det var jeg klar over. Kun den rene gru, den fysiske smerte som måtte overstås. Jeg ville ikke forsøge at flygte. Jeg stod først op da jeg hørte pigen. Hendes stemme var høj og lød ikke spor farlig. Ikke at det burde være nogen trøst – Suzanne og de andre havde været piger, og det havde ikke reddet nogen. Jeg opholdt mig i et lånt hus. Den mørke maritime cypres, tætpakket uden for mit vindue, saltet der snerpede i luften. Jeg spiste 10

Pigerne.indd 10

13/07/2016 11.18

som jeg havde gjort da jeg var barn, bare tygge, sluge – et bjerg af spaghetti, et ton ost. Sodavand der prikkede af ingenting i halsen. Jeg vandede Dans planter en gang om ugen, fragtede dem en ad gangen ud til badekarret og lod potten stå under hanen indtil jorden boblede af væde. Mere end én gang tog jeg brusebad med karrets bund dækket af visne blade. Den arv der havde været resterne af min mormors filmpenge – time efter time af hendes høgesmil på celluloid, hendes sirlige hætte af krøller – havde jeg opbrugt for ti år siden. Jeg passede de tomme mellempassager i andre menneskers eksistens, arbejdede som personlig hjælper, boede i deres hjem. Fremelskede en kultiveret usynlighed i kønsløse klæder, ansigtets træk udvisket til den samme elskværdige tvetydighed man ser hos havenisser. Elskværdigheden var vigtig, usynlighedens magi kun mulig når den så ud til at opfylde tingenes korrekte orden. Som om det var noget jeg også selv foretrak. Mine klienter varierede. Et barn med særlige behov, angst for stikkontakter og trafiklys. En ældre kvinde der så talkshow mens jeg fyldte en underkop med det korrekte antal piller, kapsler, lyserøde som diskret slik. Da mit sidste job sluttede, og et andet ikke havde meldt sig, tilbød Dan mig sit sommerhus – et omsorgsfuldt tilbud fra en gammel ven – som om jeg gjorde ham en tjeneste. Ovenlysvinduet fyldte huset med det samme tågede halvskær som et akvarium, tømmeret gav sig og svulmede op i fugtigheden. Som om huset åndede. Stranden var ikke meget besøgt. For kold, ingen østers. Den eneste vej gennem byen var flankeret af beboelsesvogne, samlet i spredte bosættelser – legetøjsmøller på træpinde skramlende i vinden, verandaer proppet med solblegede bøjer og redningskranse, ydmyge menneskers huspynt. Somme tider røg jeg noget af min værts mugpelsede og ramt stinkende marihuana inden jeg gik ind til byens lille supermarked. Et hverv jeg kunne fuldføre; så klart defineret som at vaske en tallerken. Den var enten ren eller snavset, og jeg satte pris på disse binære kvaliteter, den måde de markerede dagen på. Jeg så ikke ret tit nogen udenfor. Byens eneste teenagere så ud til at være optaget af at tage livet af sig selv på grumme, landbo11

Pigerne.indd 11

13/07/2016 11.18

agtige måder – jeg hørte historier om deres pickupper der kørte galt klokken to om natten, fælles overnatning i en autocamper i en garage der fyldtes af kulilte, en død quarterback. Jeg vidste ikke om dette problem var en naturlig følge af livet på landet, for megen tid og kedsomhed og for mange campere, eller om det var en californisk specialitet, en egenskab ved det særlige lys der tilskyndede til risikabel adfærd og filmstunts. Jeg havde slet ikke været i havet. En servitrice på cafeen fortalte mig at det var yngleområde for hvidhajer. De så op fra køkkenlysets klare skær som vaskebjørne taget på fersk gerning i skraldespanden. Pigen udstødte et hvin. Drengen rettede sig op i sin fulde, ranglede højde. De var kun to. Mit hjerte dundrede af sted, men de var så unge – lokale, tænkte jeg, som brød ind i sommerhuse. Det ville ikke koste mig livet. ”Hvad i helvede?” Drengen stillede sin ølflaske fra sig, pigen klamrede sig til ham fra siden. Drengen så ud til at være tyve eller deromkring. Cargoshorts, hvide sokker til midt på læggen, rosa bumsehud under dunet skæg. Men pigen var en nipsting. Femten, seksten, blåt skær over de blege ben. Jeg forsøgte at mobilisere den smule autoritet som jeg måtte besidde, mens jeg krammede T-shirtens kant sammen om lårene. Da jeg sagde at jeg ville ringe efter politiet, udstødte drengen en fnysen. ”Gør endelig det.” Han trak pigen tættere ind til sig. ”Ring til politiet. Ved du hvad?” Han tog sin mobiltelefon frem. ”Fuck det; jeg ringer sgu selv til dem.” Den plade af frygt der havde siddet i mit bryst, opløstes. ”Julian?” Jeg havde lyst til at le – sidst jeg havde set ham, havde han været tretten, tynd og ufærdig. Dan og Allisons eneste søn. Dyrket som verdens navle, kørt til cellokonkurrencer overalt i det vestlige USA. Kinesisk huslærer om torsdagen, rugbrød og slikvitaminer, forældrebeskyttelse mod nederlag. Det var alt sammen feset ud, og han var endt på det offentlige universitet i Long Beach eller Irvine. Der havde været nogle problemer der, huskede jeg. Bortvisning 12

Pigerne.indd 12

13/07/2016 11.18

eller måske en mildere sanktion, forslag om at tage et år på junior college. Julian havde været et indelukket, irritabelt barn, angst for støjen fra bilradioer og for mad han ikke kendte. Nu havde han fået en hård kant, tatoveringer der kiggede frem under hans T-shirt. Han huskede mig ikke, og hvorfor skulle han også det? Jeg var en kvinde der befandt mig uden for grænsen af hvad han så som erotisk tiltrækkende. ”Jeg bor her et par uger,” sagde jeg, meget bevidst om mine blottede ben og pinligt berørt over mit eget melodrama, truslen om politi. ”Jeg er en af din fars venner.” Jeg kunne se at han anstrengte sig for at placere mig, få min tilstedeværelse til at give mening. ”Evie,” sagde jeg. Stadig ikke et ord. ”Jeg boede i den dér lejlighed i Berkeley? Lige ved din cellolærers hus.” Dan og Julian kom somme tider forbi efter hans undervisning. Julian havde drukket mælk med lysten appetit og skrammet mit bordben med sine robotagtige spark. ”Årh, shit,” sagde Julian. ”Ja.” Jeg kunne ikke afgøre om han faktisk huskede mig, eller om jeg bare havde fremmanet tilstrækkeligt med beroligende detaljer. Pigen vendte sig om mod Julian; hendes ansigt var lige så tomt og udtryksløst som en ske. ”Det er okay, skat,” sagde han og kyssede hende på panden – en ømhed der overraskede mig. Julian smilede til mig, og det gik op for mig at han var fuld eller måske bare skæv. Hans ansigt var fedtet eller fugtigt på en usund måde, men hans overklasseopdragelse slog igennem som et sprog man har lært som barn. ”Det er Sasha,” sagde han og puffede til pigen. ”Hej,” peb hun forlegent. Jeg havde glemt det fjogede ved teenagepiger: Begæret efter kærlighed glimtede så direkte i hendes ansigt at det gjorde mig forlegen. ”Og Sasha,” sagde Julian, ”det er –” Julians øjne kæmpede for at fokusere på mig. Jeg opfriskede hans hukommelse. ”Evie.” 13

Pigerne.indd 13

13/07/2016 11.18

”Ja, netop,” sagde han. ”Evie. Sgu da.” Han drak af sin øl, løftede den så den ravfarvede flaske fangede lyset. Han stirrede forbi mig. Så rundt på møblerne, indholdet af bogreolerne, som om vi befandt os i mit hus, og han var en udenforstående. ”Gud, du må jo have troet at vi brød ind eller sådan noget.” ”Jeg troede I var et par af de lokale.” ”Der var indbrud her engang,” sagde Julian. ”Da jeg var lille. Vi var ikke hjemme. De stjal kun vores våddragter og en masse søører fra fryseren.” Han tog en slurk mere. Sasha tog ikke blikket fra Julian. Hun havde cutoffs på, helt forkerte til kulden ved kysten, og en sweatshirt i overstørrelse som sikkert var hans. Ærmerne så våde ud ved håndleddet, som om hun havde bidt i dem. Hendes makeup var rædsom, men det var nok mest symbolsk. Jeg kunne se at det gjorde hende nervøs når jeg så på hende. Jeg forstod bekymringen. Da jeg var på hendes alder, var jeg tit i tvivl om hvordan jeg skulle bevæge mig; om jeg gik for hurtigt, om andre kunne se hvor stiv og utilpas jeg følte mig. Som om alle andre konstant studerede mig og vurderede min præstation og fandt den utilstrækkelig. Det slog mig at Sasha var meget ung. For ung til at være her sammen med Julian. Som om hun vidste hvad jeg tænkte, stirrede hun nu på mig med overraskende trods i blikket. ”Jeg er ked af at din far ikke har fortalt dig at jeg var her,” sagde jeg. ”Jeg kan sove i det andet værelse hvis I vil have den store seng. Eller hvis I vil være her alene, så finder jeg ud af et eller –” ”Næh,” sagde Julian. ”Sasha og jeg kan sove hvor som helst, ikke også, skat! Og vi holder bare pause her. Vi er på vej nordpå. Urtetur,” sagde han. ”Jeg kører fra L.A. til Humboldt mindst en gang om måneden.” Det gik op for mig at Julian troede det ville imponere mig. ”Jeg sælger det ikke eller noget,” fortsatte han, på hastig retræte. ”Kun transport. Det eneste man skal bruge, er et par vandtætte tasker og en politiscanner.” Sasha så bekymret ud. Ville jeg nu skabe problemer for dem? ”Hvor var det du kendte min far fra?” sagde Julian. Han tømte sin øl og åbnede en ny. De havde købt et par sixpacks. Øvrig pro14

Pigerne.indd 14

13/07/2016 11.18

viant som jeg kunne se: en pose med smuldrende nøddemix, en uåbnet pose sure vingummier, en krøllet pose træt fastfood. ”Vi mødtes i L.A.,” sagde jeg. ”Og boede sammen en overgang.” Dan og jeg havde delt en lejlighed i Venice Beach sidst i halvfjerdserne; Venice med sine gyder som den tredje verdens, palmetræer hvis kroner slog mod vinduesruderne i den varme nattevind. Jeg levede af min mormors filmpenge mens jeg arbejdede hen imod at få min eksamen som sygeplejerske. Dan prøvede at blive skuespiller. Det skulle aldrig lykkes for ham, skuespilleriet. I stedet giftede han sig med en kvinde med familieformue og grundlagde et firma der producerede vegetarisk dybfrost. Nu ejede han et hus i Pacific Heights fra før jordskælvet. ”Åh vent, hans veninde fra Venice?” Julian virkede med ét mere interesseret. ”Hvad var det du sagde du hed?” ”Evie Boyd,” sagde jeg, og det udtryk der fandt vej til hans ansigt, overraskede mig: genkendelse, delvis, men også ægte interesse. ”Vent lige,” sagde han. Han tog armen væk fra pigen, og hun så ud som om luften var blevet lukket ud af hende. ”Du er hende dér damen.” Måske havde Dan fortalt ham hvor slemt alting havde udviklet sig for mig. Tanken gjorde mig forlegen, og jeg rørte instinktivt ved mit ansigt. En gammel skamfuld vane jeg havde haft siden puberteten; en måde at skjule en bums på. En ligesom tilfældig hånd over hagen og munden. Som om det ikke netop var at rette opmærksomheden derhen og gøre alting værre. Julian var ophidset nu. ”Hun var med i den dér kult,” meddelte han pigen. ”Ikke?” sagde han og vendte sig om mod mig. Et hulrum af gru åbnede sig i mit mellemgulv. Julian blev ved med at se på mig, hans forventning skærpet. Hans vejrtrækning var hoppende og ujævn. Jeg havde været fjorten den sommer. Suzanne havde været nitten. Der var noget røgelse som gruppen somme tider brændte af som gjorde os døsige og føjelige. Suzanne der læste højt af et gammelt nummer af Playboy. De obskøne og knivskarpe polaroidfotos som vi gemte for andre og byttede som baseballkort. Jeg vidste hvor nemt det kunne ske; fortiden der trænger sig på 15

Pigerne.indd 15

13/07/2016 11.18

som et synsbedrag og tænder et glimt af erindring. En stemning der kædes sammen med en speciel genstand: min mors chiffontørklæde, fugtigheden i et overskåret græskar. Bestemte skyggemønstre. Selv et glimt af sollys på en hvid bils motorhjelm kunne fremkalde et kortvarigt gys når det lod en smal stribe fortid vende tilbage. Jeg havde set gamleYardley-læbestifter – hvis indmad var reduceret til voksagtigt smulder – til salg for næsten et hundrede dollars på internettet. For at voksne kvinder kunne mærke duften igen, den kemiske, blomsteragtige fims. Så meget længtes folk efter den – for at vide at deres liv havde været virkeligt, at det menneske de engang havde været, stadig fandtes et sted inden i dem. Der var så mange ting der sendte mig tilbage til den tid. Duften af soja, røglugt i et menneskes hår, de græsklædte skråninger der blev lyse i løbet af juni. Et arrangement af egetræer og kampesten kunne, hvis jeg så det ud af øjenkrogen, åbne en sprække i mit bryst og gøre mine håndflader fugtige. Jeg forventede at se afsky, måske endda frygt, i Julian. Det var den logiske reaktion. Men hans ansigtsudtryk forvirrede mig. Det mindede om ærefrygt. Hans far måtte have fortalt ham det. Sommeren med det forfaldne hus, de solbrændte småbørn. Da jeg første gang havde forsøgt at fortælle Dan om det, under en strømafbrydelse i Venice der affødte en stemning med levende lys og apokalyptisk intimitet, var han bristet i latter. Han forvekslede min hvisken med en komisk sænkning af stemmelejet. Selv efter at jeg havde fået overbevist Dan om at jeg talte sandt, omtalte han altid ranchen i det samme fjollet parodiske tonefald. Som en gyserfilm med dårlige effekter, en mikrofonbom der dykker ned i billedrammen og forvandler en slagtescene til komedie. Og det var en lettelse at overdrive min distance og pakke min deltagelse ind som en fin lille anekdote. Det hjalp at mit navn ikke optrådte i de fleste af bøgerne. Ikke paperbackudgaverne med blodtilsølet titel og glittede sider med fotografier fra gerningsstedet. Ikke det mindre populære, men mere pålidelige værk der var blevet skrevet af den førende anklager, kvalmende fuldt af detaljer helt ned til den ufordøjede spaghetti de fandt i den lille drengs mave. De få linjer der omtalte mig, var be16

Pigerne.indd 16

13/07/2016 11.18

gravet dybt i en udgået bog af en tidligere digter, og han havde fået galt fat i mit navn og havde ikke draget nogen forbindelse til min mormor. Den samme digter påstod også at CIA havde produceret pornofilm med en bedøvet Marilyn Monroe og solgt dem til politikere og fremmede landes statsoverhoveder. ”Det er længe siden,” sagde jeg til Sasha, men hendes ansigt var stadig tomt. ”Men alligevel,” sagde Julian og lyste op. ”Jeg har altid syntes at det var smukt. Sygt, men smukt,” sagde han. ”Et fucked-up udtryk, men altså, et udtryk, ikke? En kunstnerisk impuls. For at bygge op, må man bryde ned, alt det dér hinduistiske fis.” Jeg kunne se at han opfattede mit forvirrede ansigtsudtryk som udtryk for enighed. ”Shit, jeg kan ikke engang forestille mig det,” sagde Julian. ”Rent faktisk at være med til sådan noget.” Han ventede på at jeg skulle svare. Jeg var omtåget efter at være vadet lige ind bagholdet af ubudne gæster og skarpt lys; havde de ikke selv opdaget at lyset var alt for skarpt? Jeg spekulerede på om pigen overhovedet var køn. Hendes tænder havde et gulligt skær. Julian puffede til hende med albuen. ”Sasha ved ikke engang hvad vi snakker om.” Næsten alle kendte mindst én af de bloddryppende historier. Studerende på college klædte sig somme tider ud som Russell til halloween, med hænderne smurt ind i ketchup som de huggede i kantinen. Et sort metal-band havde brugt hjertet på et pladecover, det samme grove hjerte som Suzanne havde efterladt på Mitchs væg. Tegnet med kvindens blod. Men Sasha virkede så ung – hvorfor skulle hun nogensinde have hørt om det? Hvorfor skulle hun tage sig af det? Hun var opslugt af den dybe vished om at der ikke fandtes andet end hendes egen eksistens. Som om der kun var én måde tingene kunne udvikle sig på, som om alle årene førte én ned ad en gang til et lokale hvor ens uomgængelige jeg ventede – embryonisk, klar til at komme til verden. Hvor var det trist at se i øjnene at man somme tider ikke nåede frem. At man somme tider brugte et helt liv på at skøjte på overfladen mens årene gik, uvelsignede. 17

Pigerne.indd 17

13/07/2016 11.18

Julian klappede Sasha på håret. ”Det var en fucking stor sag dengang. Hippier der myrdede nogle mennesker ude i Marin.” Ophidselsen i hans ansigt var velkendt. Det var den samme flamme der brændte i de mennesker hvis fora på internettet tilsyneladende aldrig ville miste kraft eller dø ud. De kæmpede om ejerskab til rædslerne og anlagde den samme vidende tone, et tyndt lag lærdhed til at maskere forehavendets grundlæggende gravrøveriske tilbøjeligheder. Hvad søgte de mellem alle banaliteterne? Som om det spillede nogen rolle hvordan vejret havde været den dag. Hver en trævl virkede betydningsfuld når man tænkte længe nok over den: den station radioen var tunet ind på i Mitchs køkken, antallet og dybden af stiksår. Hvordan skyggerne måske havde flimret på denne bestemte bil da den kørte op ad denne bestemte vej. ”Jeg var kun sammen med dem i et par måneder,” sagde jeg. ”Det var ikke noget særligt.” Julian så skuffet ud. Jeg prøvede at forestille mig den kvinde han så når han så på mig: hendes uredte hår, de bekymrede kommaer omkring øjnene. ”Men jo,” sagde jeg. ”Jeg opholdt mig en hel del derude.” De ord bragte mig sikkert tilbage til interessesfæren. Og så lod jeg øjeblikket glide fra mig. Jeg fortalte ham ikke at jeg ville ønske at jeg aldrig havde mødt Suzanne. At jeg ville ønske jeg var blevet i mit trygge værelse i de tørre højdedrag i nærheden af Petaluma hvor bogreolerne var tæt pakket med min barndoms yndlingsbøger med guldfoliebelagte bogrygge. Og det ville jeg virkelig. Men nogle nætter når jeg ikke kunne sove, stod jeg ved vasken og skrællede langsomt et æble, lod skrællen vokse sig lang under knivens glimt. I det mørke hus der omgav mig. Somme tider føltes det ikke som fortrydelse. Det føltes som et savn. Julian gennede Sasha ind i det andet soveværelse som en godmodig teenagehyrde. Spurgte om der var noget jeg havde brug for inden han sagde godnat. Det kom bag på mig – han mindede mig om drengene i skolen der blev mere høflige og velfungerende på stof18

Pigerne.indd 18

13/07/2016 11.18

fer. Som pligtskyldigt tog familiens opvask mens de var på trip og lod sig hypnotisere af sæbeskummets psykedeliske magi. ”Sov godt,” sagde Julian og bukkede på geisha-maner inden han lukkede døren. Lagenerne på min seng var rodede, den pludselige angst hang endnu i luften. Hvor havde jeg optrådt latterligt. At lade mig skræmme på den måde. Men selv overraskelsen ved harmløse fremmede i huset gjorde mig urolig. Jeg ville ikke have min indre råddenskab udstillet, ikke engang ved et tilfælde. Hvad det angik, var det skræmmende at leve alene. Ingen til at gribe ind når man flød over; kontrollere de mange måder hvorpå man forrådte sine mest primitive længsler. Det var som en kokon man havde opbygget omkring sig selv af ens egne nøgne tilbøjeligheder, og aldrig fået ordnet i de mønstre der kendetegner ægte menneskelig eksistens. Jeg var stadig på vagt, og jeg måtte anstrenge mig for at slappe af og få min vejrtrækning under kontrol. Huset var sikkert, sagde jeg til mig selv, jeg var tryg. Pludselig virkede det komisk, dette overrumplende køkkenmøde. Gennem den tynde væg kunne jeg høre Sasha og Julian indrette sig i det andet værelse. Gulvet knirkede, skabsdørene blev åbnet. De lagde sikkert lagener på den nøgne madras. Rystede års opsamlet støv væk. Jeg forestillede mig at Sasha stod og studerede familiefotos på reolen, Julian som treårig med en kæmpestor rød telefon. Julian i en alder af elleve eller tolv på en hvalsafaribåd, med ansigtet rødt af vind og hav og fuldt af forundring. Hun projicerede sikkert al den søde uskyld over på den næsten voksne mand der trak sine shorts af og klappede på sengen som tegn til at hun skulle komme hen til ham. De udtværede amatørtatoveringer der bugtede sig over hans arme. Jeg hørte madrassen stønne. Det overraskede mig ikke at de kneppede. Men så lød Sashas stemme, klynkende som i en pornofilm. Skinger og hæs. Vidste de ikke at jeg var lige ved siden af? Jeg vendte ryggen til væggen og lukkede øjnene. Julian stønnede. 19

Pigerne.indd 19

13/07/2016 11.18

”Er du en møgfisse?” sagde han. Hovedgærdet bankede mod væggen. ”Er du?” Senere tænkte jeg at Julian måtte have vidst at jeg kunne høre det hele.

Pigerne.indd 20

13/07/2016 11.18

Pigerne.indd 22

13/07/2016 11.18

䠀䄀刀䐀唀䰀夀匀吀吀䤀䰀䄀吀䰀였匀䔀嘀䤀䐀䔀刀䔀㼀䬀�䈀䈀伀䜀䔀一䠀䔀刀

00 01

”Clines roman er fantastisk og overgår alle forventninger.” — TheTimes

02 03 04

07 08 09

— Richard Ford, forfatter til Canada

Pigerne bygger løseligt på historien om Charles Manson og de mord, han fik sine kvindelige følgere til at begå i slutningen af 1960’erne.

”Pigerne er en genial og betagende roman – imponerende arbejde for en så ung forfatter.”

www.emmacline.com

”Debutromaner af denne kaliber er i den grad sjældne.” — Washington Post

— Lena Dunham, forfatter til Ikke den slags pige og TV-serien Girls

”Emma Cline har et suverænt blik for pigeliv, og hun ser lige ind i kernen af deres sjæl … Denne roman vil ramme dig i både hjerne og hjerte.”

— Jennifer Egan, forfatter til Tæskeholdet banker på

Sådan begynder Evie Boyds beretning om sommeren 1969 i Californien.

”Emma Clines debutroman summer af frisk, overraskende, lysende prosa. Pigerne bebuder ankomsten af en spændende ny stemme i amerikansk skønlitteratur.”

”Det var latteren, der fik mig til at kigge op, og pigerne, der fik mig til at blive ved med at kigge.”

16 17

”Pigerne er storslået, foruroligende og virkelig, virkelig god.” — Los Angeles Times

18 19 20

788711 465523

w w w. l i n dha rdtogri n ghof.dk

Omslag: eyelab.dk efter originalt forlæg af Peter Mendelsund

L indhardt og R i n g ho f

layout: thomas@eyelab.dk +45 51 84 51 51

11/07/2016 11.00

Pigerne 153x226 OMSLAG.indd 1