K A PI T E L 1
D
en halvskaldede mand lignede en hvilken som helst midaldrende afrikansk skolelærer. Han var iklædt lysegrå fløjlsbukser og nystrøget skjorte. Roligt og systematisk hældte han Earl Grey op i de blomstrede porcelænskopper. Nora mærkede en svag duft af mandelolie og vaskepulver, da han lænede sig ind over det lille, ramponerede kakkelbord og høfligt hældte mælk i hendes te. Han puttede to stykker sukker i sin egen kop og rørte rundt en enkelt gang. Så gik han i gang med sin beretning. Om henrettelser, voldtægter, lemlæstelser og mord. Historierne om de uhyrlige overgreb, han havde været med til at begå, flød sammen i Noras hoved. Den ene skændsel overtog den anden. Skolebørn overværede massevoldtægt af deres lærerinde, inden de selv blev myrdet med macheter. Hele landsbyer blev udraderet, indtil morderne var for trætte til at løfte armen længere, de overlevende blev låst inde blandt ligene til næste dag, hvor myrderierne fortsatte. Manden, der af hensyn til sin egen sikkerhed kun ville fremstå som mr. Benn, fortsatte sin monotone talestrøm i en uendelighed. Nora knugede tekoppen. Lysten til at hælde den skoldhede te i ansigtet på den afdæmpede mand var overvældende. For at se en reaktion, et glimt af noget menneskeligt i det udtryksløse ansigt. Følelse. Fortrydelse. Hun bed det i sig. Sådan arbejder Nora Sand, udsendt korrespondent for ugemagasinet Globalt, ikke. Hun lytter, hun indsamler informationer, og hun skriver. Hun er professionel. »Jeg har kun ét spørgsmål tilbage,« sagde hun neutralt. Han så på hende med et blik, der for længe siden havde lagt menneskeheden bag sig. 5
»Ja?« »Hvorfor? Hvorfor gjorde du det?« Han trak på skuldrene. »Hvorfor ikke? De havde ikke fortjent bedre. De var kakerlakker, og vi gjorde rent i køkkenet.« Nora rystede svagt. Hun fumlede med knappen på diktafonen. Slukkede og rejste sig, lidt for brat. Pete, som havde siddet i hjørnet, rejste sig også, skiftede linse på kameraet og gik i gang med sit arbejde. Billeder af manden, der kaldte sig mr. Benn, i skygge. Ufokuserede billeder af hans ansigt. Nærbilleder af de mørke hænder. Selvom mr. Benns hænder var rene og neglene velmanicurerede, syntes Nora, at hun kunne se skjolderne af indtørret blod. Det var billeder af en person, der nu gik fri, fordi han havde valgt at sladre om dem, der var højere oppe i kommandokæden end ham selv. Mr. Benn var sluppet igennem det britiske asylsystem og kunne nu se frem til at leve et fredeligt liv i en sydengelsk kystby, hvor den største opstandelse formentlig var det årlige karneval. Nora fik kvalme.
* Pete kom ud. Nora gravede bilnøglerne frem og smed dem over til ham. Han greb dem i luften. »Du kører. Jeg er smadret,« sagde hun og satte sig ind på forsædet af hans ramponerede Ford Mondeo. Pete hævede øjenbrynene. »Hårdt?« Han var en mand af få ord. Til gengæld faldt de med vægt og en umiskendelig australsk accent. Nora havde lyst til at sige en hel masse. Men ordene blev i halsen. »Der er grænser for, hvor meget ...« Pete pakkede tavst sin kamerataske ind i bagagerummet, satte sig ind og startede motoren. I stedet for at svinge ind på motorvejen tilbage mod London slog han ind på kystvejen. Nora sagde ingenting. De havde arbejdet sammen, siden hun for fem år siden kom til London som helt grøn journalist. Efter et utal af 6
opgaver og rejser sammen, lige fra Afrika til Østeuropa, behøvede de ikke længere mange ord for at forstå hinanden. Solen kastede de sidste rester blegt dagslys over landskabet, da de drejede ned mod det lille fiskerleje Brine og parkerede bag den lokale pub. Nora skuttede sig og trak jakken op om ørerne. De søgte ned mod stranden, hvor vandets grå overflade gled i et med den perlemorsfarvede himmel. Blæsten bed i kinderne, og efter en halv time kunne Nora mærke, hvordan giften langsomt var på vej ud af systemet igen. Eller rettere, var blevet indkapslet, forvandlet til en håndterbar størrelse, placeret et mørkt sted inde i hende selv, på en hylde ved siden af andre historier af samme indhold og kaliber. »Kom, vi går op i byen. De er gode til fisk på de her kanter, jeg har været her engang med Caroline,« sagde Pete. Som altid sneg der sig en smule tristhed ind i tonen, når han talte om sit livs kærlighed, der for længst var rejst tilbage til Melbourne og blevet gift med en kirurg. De slentrede op ad de smalle gader, der så underligt forladte ud her i udkanten af turistsæsonen og uden for en weekend. »Hey, vent lige.« Nora var standset op foran en butik, der skilte sig ud i det pastelfarvede sammensurium af keramikværksteder og delikatessebutikker med røget fisk. Facaden var afskallet og vinduerne beskidte, men inde bag ruden kunne Nora skimte den: en ramponeret mørkebrun læderkuffert, der ville passe perfekt til hendes samling derhjemme. Hun tog i døren, og til hendes overraskelse var den åben. Lugten af mug og støv slog hende i møde i et rum, der var så stopfyldt, at væggene så ud til at kunne revne, hvis man forsøgte at presse så meget som en brevvægt ind i det. Langs den ene væg lå læderindbundne bøger i høje bunker, og ved siden af stod reoler proppet med krystalglas og umage stel. De få huller mellem reolerne var fyldt ud med malerier af svingende kvalitet. Skibsmotiver var en tydelig favorit, noterede Nora sig. Fra baglokalet var en skrattende Glenn Miller så småt ved at gøre sig færdig med at være In the Mood. En mand med et gigantisk rødt 7
fuldskæg stod bag disken og nynnede med, mens han pudsede en messinglysestage. »Velkommen til,« sagde han smilende. Nora smilede tilbage og tog en hurtig runde i butikken. Overvejede et kort øjeblik en muslingeformet smørskål i pletsølv, men vendte tilbage til den kuffert, hun havde set i vinduet. »Må jeg se nærmere på den?« spurgte hun og pegede. Manden snoede sig frem fra sin plads bag disken. Han var stor, men bevægede sig overraskende behændigt, da han zigzaggede ind og ud mellem de aflagte møbler og udtjente dødsboer. Han flyttede en blikdåse og en stabel lp’er og vristede kufferten løs fra bunken af varer i vinduet. »Den er lige kommet ind i sidste uge. Udmærket stand,« sagde han. Nora rakte ud efter den. Følte efter. Ægte læder. Mørkebrun, skrammet. Den helt rigtige slidte udstråling. »Hvad tænker du?« spurgte hun henkastet. »Hm. Tjah,« sagde manden og kneb øjnene sammen. »Skal vi sige halvtreds pund?« Nora skar en grimasse. »Jeg havde mere tænkt noget i retning af en tyver.« »Det er ægte læder,« svarede han. Nora trykkede på låsen. Den gav sig ikke. Hun rynkede panden. »Er den gået i baglås?« Manden trak på skuldrene. »Arh, det er vist ikke noget, der ikke kan klares med en hårnål og lidt fingersnilde,« mente han. »Jo, men der kan jo være alt muligt indeni. Den kan være muggen.« Manden tog kufferten fra hende og rystede den. Det frembragte en svag, dump lyd. »Hm. Måske ligger der nogle papirer i. Hør her. Hvis du slår til nu for fyrre pund, så får du indholdet med gratis. Ubeset. Hvem ved? Måske ligger der en vindende lotteriseddel i? Sikke en chance!« Tre minutter senere kom Nora ud igen, tredive pund fattigere og med kufferten i den ene hånd. »Du er uforbederlig«, sagde Pete og rullede med øjnene. 8
»Ja ja. Men indrøm det – den passer perfekt til pladsen under sofabordet. Ved siden af skibskisten.« Pete rystede på hovedet og trak hende videre op ad bakken. De spiste nystegte rødspætter med ærtepuré og håndskårne pomfritter. Da de endelig sad i bilen igen, og Pete satte Eagles på cd-afspilleren og indstillede gps’en til »hjem«, havde Nora fået så meget overskud, at hun begyndte at stykke artiklen om skolelæreren fra Rwanda sammen inde i hovedet. Da Pete satte hende af foran lejligheden ved Belsize Park, var hun dødtræt og magtede kun lige at slæbe sig ind ad døren, børste tænder og trimle direkte i seng.
9
K A PI T E L 2
B
ig Bens klokkeslag gjaldede gennem lejligheden. Det var den specielle ringetone, hun på mobilen havde tildelt sin chef, Oscar Krebs. I daglig tale kaldet Krebsen, fordi han var i stand til at finde det svage punkt i en hvilken som helst historie og nappe til det med kloen, indtil historien gik midt over, eller journalisten stillede op med bedre research. Det var i hvert tilfælde hans egen udlægning. Andre på bladet fremhævede, at navnet især passede til den farve, han fik i ansigtet, når han blev stresset. Nora respekterede hans mani med at dobbelt- og nogle gange tredobbelttjekke alle historier, før de endte på Globalts sider. Hvad der derimod irriterede hende grænseløst, var Krebsens usvigelige evne til at misforstå begrebet Greenwich Mean Time. Én ting var at glemme, at hun var en time bagud. En anden ligefrem at insistere på, at hun var en time forud. Efter at have forsøgt at forklare det gentagne gange havde Nora lært, at der er ting i denne verden, man ikke kan lære chefer. »Nå, men du har vel været oppe i flere timer,« sagde Krebsen morgenfrisk. Nora skævede til vækkeuret på natbordet. Klokken var 6.30 britisk tid. Hun svingede benene ud over sengekanten. »Hmfrhm.« »Godt så. Hvornår kan du aflevere Rwanda? Vi regner med dig til side 7, og den går tidligt i eftermiddag.« Hun mumlede vagt noget om klokken to »dansk tid«, lagde på og stavrede ud i lejlighedens eneste andet reelle rum, hvor det var lykkedes hende at få plads til både en slags stue, kontor, bibliotek og køkkenkrog. Hun gik sin sædvanlige morgenrunde halvt i søvne – tænde 10
for computeren, tænde fjernsynet på BBC News 24, tænde for elkedlen – og sjoskede videre ud mod det minimale badeværelse. Her stoppede rutinen, for pludselig lå hun, så lang hun var, på entrégulvet, snublet over den kuffert, hun havde smidt lige inden for døren sent om aftenen. Låsen var gået op, og ud af kuffertens åbne mund dryssede en stak polaroid- fotos. Nora satte sig på gulvet og åbnede kufferten helt. Hun tog stakken i hånden og bladrede den igennem. Alle billeder forestillede unge piger, teenagere. Enlige piger, der stod stillet op mod mure eller vægge i en position, der varierede meget lidt. Alle så de direkte på fotografen. Nogle af dem flirtede åbenlyst med kameraet og havde smil på læben. Andre så generte og beklemte ud ved situationen. Ved at kigge på hår og tøj daterede hun billederne til at spænde fra engang i 1980’erne med MC Hammer-bukser, hårgelé og Ball-trøjer frem til engang i 1990’erne, hvor U2 dukkede op på en enkelt T-shirt. Samlingen må have tilhørt en amatørfotograf. Så meget havde hun trods alt lært ved at gå op og ned ad Pete. Det her var ikke nogen professionel samling, snarere et lille pudsigt indblik i en persons spæde forsøg på at lære sig fotografiets svære kunst. Sikkert en mand, der var fascineret af unge kvinder, men tydeligvis aldrig havde lært det mindste om motivvalg eller lyssætning og ikke havde antydning af kunstnerisk flair. Hun trak på skuldrene og skulle netop til at lukke kufferten igen, da hendes blik blev fanget af et billede, der afveg fra de andre. To piger stod på samme billede. En smilende blondine, der var en smule buttet, men køn. Ved siden af hende en mørkhåret, spinkelt bygget pige, der skulede ud mod fotografen. Det var sommer, og de stod i shorts på en hvid baggrund. Hun daterede den ene piges forvaskede Feed The World-T-shirt til at ligge et år eller to efter Live Aidkoncerten i 1984. Men det var ikke T-shirten, der havde fanget hendes blik. Det var skiltet bag de to piger, der havde en stor rød pil og den pæredanske tekst: »Vogndæk 2«. 11
Hun lagde billedet til side og gik ud på toilettet, børstede tænder og pjaskede lidt vand i hovedet. Lavede en kop kulsort Nescafé, justerede farven med mælk, satte sig hen foran computeren og tændte for diktafonen. Mr. Benns følelsesforladte stemme tonede ud i rummet, og i de næste timer var der kun ham og hans rædsler i Noras liv. Hendes fingre dansede hen over tastaturet.
* Nora havde afleveret artiklen og ventede på en tilbagemelding, mens hun adspredt forsøgte at rydde op i bunkerne på skrivebordet. Hun tjekkede køleskabet og overvejede, om hun orkede en ekskursion til Whole Foods i Kensington efter noget spiseligt. Hun elskede at bruge flere timer på de tre etager med udsøgte fødevarer og kom altid hjem med en slunken pung og favnen fuld af italiensk gedeost, speltkiks, økologiske solbær eller cheesecake fra bagerafdelingen. Men det var ikke i dag, kunne hun mærke. Et eller andet ved billedet fra færgen nagede hende. På samme måde, som når man ser på gamle soldaterbilleder af unge, storsmilende mænd, der troede sig udødelige, men som i dag kun eksisterer i form af indhuggede bogstaver på et mosgroet granitmonument i Normandiet. Hun forsøgte at ryste fornemmelsen af tragedie af sig. De to piger på billedet var sikkert både godt gift og skilt igen, mens de havde glemt alt om en færgetur, de havde været på for flere årtier siden. Nora tog fotoet af de to piger op igen. Den ene lys og den anden mørk. Den lyshåredes blik var hårdt, som forsøgte hun at udfordre, hvem der end havde stået bag linsen: Hvad fanden vil du mig? Den mørkhårede så genert ud. Hovedet på skrå og blikket vendt ned, som turde hun kun skæve indirekte op mod tilskueren. Hun vendte billedet om. Intet på bagsiden. Dørtelefonens hæse hvæs afbrød hendes tanker. »Ja?« sagde hun prøvende. 12
»Ja, goddag – det er politiet. Vi har fået rapporter om husspektakler,« lød det på bredt nordjysk. Argh! Hun havde helt glemt sin frokostaftale med Andreas. De havde været venner i gymnasiet, men til en af de sidste fester var Andreas blevet alt for fuld og havde erklæret hende sin store og uforløste kærlighed. Og da Nora ikke havde kunnet gengælde den og bare havde bedt om at bevare deres venskab, havde han undgået hende de sidste uger, inden de fik studenterhuen trykket ned over hovedet. Kort tid efter rejste Nora til England for at holde sabbatår, og Andreas blev optaget på Politiskolen. Siden havde han arbejdet sig op i graderne og var endt i kriminalpolitiet. Nora havde holdt lidt øje med ham på afstand. Nu havde tiden åbenbart helet Andreas’ sårede stolthed. Han havde fundet hende på Facebook og sendt hende en besked, da han skulle til London i nogle uger for at deltage i et specialkursus om terrorceller hos Scotland Yard. Nora konsulterede sin kalender, der lå gemt under et flere dage gammelt eksemplar af The Guardian, en WHO-rapport om børnefattigdom og en artikel om immigration revet ud af The Economist, som hun forgæves havde ledt efter. Der stod det ganske rigtigt: Frokost Andreas klokken 13.30. »Hvad bliver det til?« sagde han fra dørtelefonen. Hun trykkede ham ind. »Kom op. Jeg er klar om et øjeblik.« De firkantede skuldre og det korngule hår over de brune øjne var Andreas, helt som hun huskede ham. Og alligevel kunne hun tydeligt se, at årene havde sat sig spor i hans ansigt. Han var blevet voksen. Uden et ord åbnede han sine arme, og hun forsvandt i hans store favn. »Stadig smuk som en havfrue,« sagde han med sit skæve smil. Nora rullede med øjnene. »I det mindste har du da ikke fået politioverskæg. Det ville have været mere, end jeg kunne rumme«. Hun slog ud med hånden og inviterede ham ind i lejligheden, der virkede endnu mere mikroskopisk med en næsten to meter høj og muskuløs politimand inde i den. 13
»Jeg har arbejdet, siden jeg stod op i morges. Jeg er lige nødt til at tage et bad, inden vi tager nogen steder hen. Vil du have en kop kaffe, mens du venter?« »Hvad mener du? Vil det sige, at du ikke har tænkt dig at spise frokost med mig iført kung-fu-morgenkåbe? Er du ikke blevet lidt småkedelig på dine gamle dage?« sagde Andreas med et grin og så sig nysgerrigt om. Nora spillede fornærmet, pegede på elkedlen og knejsede med nakken. »Vand. Kaffe. Mælk i køleskabet. Jeg går.« Hun lod det varme vand strømme ned over kroppen, mens hun spekulerede på, hvor hun skulle tage Andreas med hen. Der var den økologiske Honey Bee-café om hjørnet, eller de kunne tage hen til den lille tapasbar ved tube-stationen. Hun forkastede tanken. For eksotisk for den nordjyde, han i bund og grund var. Hun besluttede sig for, at det måtte blive den lille tyrkiske bag ved supermarkedet. Hun tørrede håret og trak hurtigt i en næsten ubrugt hvid T-shirt, et par sorte cowboybukser og sandaler. En streg om de blågrønne øjne og lidt lipgloss senere var hun næsten klar til at gå ud og spise frokost med manér. Da hun trådte ind i rummet, sad Andreas med kaffe i den ene hånd og billedet af de to piger i den anden. »Er det en sag, du skriver om?« Nora rystede på hovedet. »Jeg købte en gammel kuffert i går, og billedet lå i en kuvert, der var kommet om bag foret,« forklarede hun og slog ud med armen mod kufferten, der stadig lå på entrégulvet. »Jeg ved ikke helt, hvad det er. Der er noget ved det foto, der interesserer mig. Og det irriterer mig, at jeg ikke kan placere det. Det føles, som om jeg burde vide, hvad eller hvem det forestiller,« sagde hun. Andreas kneb øjnene sammen. »Det ser ud, som om en af pigerne har et armbånd på. Har du en lup?« Nora skramlede rundt i et par skuffer og fandt et forstørrelsesglas, 14
der havde forputtet sig i en bunke med sikkerhedsnåle, farvekridt og gamle opladere, hun aldrig havde fået smidt væk. Hun hev billedet ud af hænderne på Andreas. Ganske rigtigt kunne man lige skimte et armbånd af den slags med bogstavperler på den ene af pigernes håndled. Det var ude af fokus, men Nora mente at kunne læse et L ... Og måske et E eller et I? Lene? Line? Lisette? Lea? Ingen af navnene bragte hende tættere på at forstå, hvad der nagede hende ved billedet. Var det, fordi der var noget bekendt ved færgen, hvor billedet var taget? Andreas afbrød hendes tankerække. »Jeg ved ikke med dig, men jeg har faktisk ikke fået morgenmad, så hvad bliver det til? Får jeg noget at spise i dag, eller hvordan?«
* Kort tid efter sad de bænket hos Abdul, og Andreas forbløffede Nora ved at bestille hjemmevant fra menukortet. Köfte og cacik og pide og han sagde endda »Tesekkür« til Abdul, der havde fundet det helt store smil frem i dagens anledning. Nora hævede brynene. »Hvad?« sagde Andreas tørt. »Tror du ikke, der går udenrigsfly fra Aalborg?« »Undskyld. Jeg husker dig bare meget mere som en sovs og kartofler-mand. Jeg måtte plage dig i timevis bare for at få dig til at smage lasagne,« indrømmede hun med et lidt fåret smil. »Folk ændrer sig jo,« svarede han og trak på skuldrene. Abdul hentede en kande isvand, og Noras tanker begyndte igen at kredse om billedet af de to piger. »Et eller andet ved det foto bliver ved med at stikke til mig. Det føles, som om jeg burde kende de piger,« begyndte hun. Andreas nikkede. »Jeg har det på samme måde.« »Okay. To piger. En af dem begynder med L. Eller havde måske en kæreste, der begyndte med L. På en færge? Lise på færgen? Line? Lis ...?« 15
Og pludselig. Netop som Abdul satte en rød plastickurv med lunt tyrkisk brød midt på bordet, faldt brikkerne på plads. »Lisbeth!« sagde hun og slog sig for panden. »For fanden, Andreas! Det er Lisbeth. L for Lisbeth. Kan du ikke huske den sag? Pigerne fra Englandsbåden?« Det var en af den slags sager, der somme tider dukkede op i dokumentarprogrammer, og Nora kunne huske, da hun sidste forår havde været hjemme i Danmark på besøg i sommerhuset hos Trine, at hun efter påskefrokosten åndsfraværende havde fanget de sidste fem minutter af en udsendelse, der endnu engang fastslog, at det var et mysterium, hvad der var blevet af Lisbeth og den anden pige, som Nora ikke kunne huske navnet på. Andreas nikkede, mens han brækkede et stykke brød af og stak det i munden. »Jo. Jeg kan godt huske et eller andet.« Nora ransagede sin hjerne for at komme på, hvad sagen handlede om. »Det var noget med, at de forsvandt fra den færge. Og aldrig blev fundet igen.« Andreas trak på skuldrene. »Det er en gammel sag. Mit gæt er, at de nok ligger på havets bund nu. Og aldrig bliver fundet. Jeg tror faktisk nok, min onkel Svend arbejder sammen med en af dem, der var på sagen i sin tid.« Maden kom, og de sad i tavshed, mens de fyldte hver sin tallerken. Da de havde spist i et stykke tid, kunne Nora ikke holde sig tilbage længere. »Kan du ikke ringe til din onkel? Jeg er simpelthen nødt til at vide det nu.« Andreas lænede sig tilbage og betragtede hende med halvlukkede øjne. »Du mener ikke, at vi lige skal vente, til vi er færdige med at spise?« »Kom nu. Jeg bestiller kaffe,« lokkede hun. Med et lille suk trak Andreas sin mobiltelefon frem. Nora fangede Abduls blik og signalerede efter kaffe, mens Andreas fik fat på sin onkel. 16
Kaffen ankom i en lille kobberkande, med små glas ved siden af og to stykker tyrkisk konfekt sirligt placeret på en hvid kniplingsserviet. Nora hældte op til Andreas og sig selv, mens han talte færdig med sin onkel. Hun nippede til den stærke kaffe og puttede et stykke sukker i for at tage toppen af den værste bitterhed. Andreas sluttede af. »Jamen, så hils Annika.« Han tog sin tid, drak først af kaffen, skar ansigt og puttede sukker i. Nora kiggede opfordrende over på ham. »Nå. Spyt så ud med det.« »Ja, den er god nok. Min onkel arbejder sammen med Karl Stark, der var ung politiassistent i Esbjerg, dengang pigerne forsvandt. Han har aldrig helt sluppet sagen.« »Okay, hvad skete der?« »Min onkel kunne huske det sådan i korte træk: to piger, der forsvandt fra en døgninstitution for unge kriminelle uden for Ringkøbing. De var otte unge og tre voksne, der skulle have været på en tredagestur til London. Men på færgen forsvandt Lisbeth og Lulu sporløst. Som sunket i jorden. Eller i vandet, om man vil. Aldrig fundet igen. Lisbeths sorte rygsæk blev fundet på soldækket, og det er det eneste spor.« »Nåh ja. Hun hed Lulu, hende den anden,« afbrød Nora. »De havde sagen oppe at vende sidste år i Uopklaret på DR, så det har formentlig været det program, du fangede de sidste minutter af,« mente Andreas. Nora tænkte sig om et øjeblik. »Hmm. Bor din onkel stadig i Esbjerg?« »Nej, han har fundet sit livs kærlighed, Annika, og er flyttet sammen med hende i et hus i Dragør. Han arbejder i drabsafdelingen ovre i København nu, og det gør Karl Stark også. Skal jeg skaffe hans nummer fra min onkel?« Nora nikkede. »Ja tak.« Uden at være blevet bedt om det kom Abdul med mere kaffe. Og blinkede til Nora, da hun sendte ham et spørgende blik. »Særlig dag i dag, miss Nora. Dejligt at se dig uden mobiltelefonstress og ikke her for at hente takeaway til skrivebordet,« grinede han. 17
Andreas rystede smilende på hovedet. »Visse ting ændrer sig aldrig. Eller gør de?« sagde han. Og så tog de hul på den uundgåelige samtale. Om, hvem der lavede hvad. Hvad der var blevet af Ole, Klaus og Røde Rita, hvem der var blevet gift, og hvem der var blevet hjemmegående eller karriereryttere. »Og hvad med dig?« spurgte Nora forsigtigt, da Andreas havde berettet om skilsmisser, offentlige ansættelser og en enkelt tvillingefødsel blandt de tidligere klassekammerater. Hun havde selvfølgelig tjekket hans profil på Facebook, så snart han havde kontaktet hende, men oplysningerne var sparsomme. Han havde ikke opgivet sin status som gift eller single. Det eneste, hun havde kunnet konstatere ud fra de grupper, han var medlem af, var, at han formentlig stadig dyrkede triatlon og ikke havde mistet sin entusiasme for Monty Python og fodboldklubben Chelsea. »Ja, hvad med mig?« gentog Andreas. I det samme ringede telefonen. Det var Krebsen. »Hej, du. Det er sgu en meget god artikel. Men jeg vil godt lige have, at du skriver en smule om. Jeg tror, han bliver for nem at genkende ud fra de geografiske oplysninger, så de skal sløres lidt. Og så skal tredje afsnit forkortes. Han gentager sig selv. Jeg sender den lige tilbage. Du har deadline om en halv time. Hej-hej.« Inden hun kunne nå at svare, havde han lagt røret på. Nora fiskede en tyvepundseddel op af pungen og lagde den på bordet. »Beklager. Arbejde,« forklarede hun. Andreas fortrak ikke en mine. Nora forsøgte at bløde ham op. »Hvor længe bliver du i byen?« Hun blev belønnet med et af hans skæve smil. »Smut bare med dig. Vi mailes ved.«
18
K A PI T E L 3
N
ora vågnede til den lille trompetfanfare, der angav, at flyet fra lavprisselskabet var i færd med at gratulere sig selv for at ankomme rettidigt til Københavns Lufthavn. Det var en af de sædvanlige dødemandsafgange, der betød, at hun havde været nødt til at stå op inden klokken fire om natten for at nå ud i lufthavnen i tide, og hun var faldet i søvn igen, inden flyet overhovedet var taxiet ud på landingsbanen i Stansted. Den bog, hun havde planlagt at læse på turen – en ambitiøs sag om oliekonflikter i Afrika – lå uåbnet i skødet, og hun stuvede den tilbage i håndtasken, inden hun rejste sig og gik ud i ankomsthallen. Der stod han i al sin magt og vælde og viftede med et papirkrus fra Starbucks, som om hun ikke straks ville have spottet ham i det mørkegrønne jakkesæt. Ingen andre, hun kendte, gik med vest. Og da slet ikke i juni. Han smilede over hele ansigtet, der var delvist dækket af et gråt fuldskæg. Christian Sand, prominent historiker med speciale i 1600-tallets Danmark og grunden til, at Noras fulde navn på passet blev opgivet til intet mindre end Leonora Christine Sand. »Far. Du havde altså ikke behøvet at komme og hente mig.« »Det gør jeg gerne. Jeg har alligevel fri, inden jeg skal til konference i Stockholm i næste uge. Jeg arbejder på en ny afhandling om flugten fra Hammershus,« forklarede han oprømt og tog fat i Noras kuffert. De kørte hjem til Bagsværd i den lille, ærtegrønne Fiat Punto, der havde fragtet faderen frem og tilbage i mindst et årti. Egentlig havde den været hendes mors, men efter at moderen forlod dem, havde faderen beholdt bilen som et sentimentalt minde om næsten tyve års stort set lykkeligt ægteskab. 19
Der duftede umiskendeligt af far i huset. Af støvede bøger, piberøg, læder og rugbrød, der stod til koldhævning i et stort lerkar i bryggerset. Han lavede stempelkaffe i køkkenet, mens Nora smed kufferten ind på værelset på førstesalen. Hendes gamle afsyrede seng stod præcis, hvor den plejede, og selv hendes efterladte Tintin-plakater havde fået lov til at blive hængende. Måske ville noget en dag kunne få Christian Sand til at interessere sig for boligindretning og modernisering, men Nora kunne ikke på stående fod komme i tanker om, hvad det skulle være. Hun pakkede den prikkede kjole ud og hængte den på en bøjle, så den kunne nå at glatte sig ud inden i morgen aften. »Festen starter klokken fem. Vi tager om til faster Ellen lidt før og kører hende og onkel Jens til kroen,« forklarede faderen. »David kommer ikke. Han er taget ud i kolonihaven. Han gider ikke alle de mennesker,« tilføjede han med et lille suk. Det kom ikke som nogen overraskelse. Hendes højt begavede storebror var aldrig blevet diagnosticeret officielt som autist, men efter hvad Nora kunne læse sig frem til, led han nok af noget i den retning. Hans job som aktuar for et fremtrædende forsikringsselskab gjorde fuld brug af hans suveræne talent for matematik og gav ham samtidig muligheden for ofte at arbejde hjemmefra og dermed undgå mest mulig kontakt med alle disse forvirrende og frustrerende mennesker, som verden var befolket af. På en god dag var han bare en smule indelukket og genert. På de dårlige var han uden for rækkevidde. David så man på Davids præmisser, eller også så man ham ikke. »Nå, men det skal nok blive en god fest, far. Har du talen klar?« Hendes far nikkede. Nora havde glædet sig til at se sin yndlingsfaster fra Kalundborg igen og havde sørget for at få fri, så hun kunne komme med til hendes 70-års fødselsdag. »Okay, men så kig ind på redaktionen, når du alligevel er i byen,« havde Krebsen formanet. 20
Og det var, hvad hun havde tænkt sig at gøre, inden hun havde en sen frokostaftale med Louise ude i DR’s ørestadskompleks. Hun tog S-toget fra stationen i Bagsværd, stod af på Nørreport og gik resten af vejen ind til redaktionen, som optog to etager over en bygning, der indeholdt et antikvariat i stueetagen. »Heeey, miss Sand,« lød det kækt fra Anette i receptionen. I bunken af journalister, chefredaktører, fotografer, korrekturlæsere og researchere, der blev slidt op af at arbejde på et så ambitiøst magasin som Globalt, var Anette muligvis den eneste konstante tilstedeværelse på redaktionen. Hun havde været med, siden Globalt sendte det første nummer på gaden, og indtog rollen som supermor for journalister og redaktører. Hun styrede deres tandlægeaftaler, sendte deres koner blomster, når de arbejdede for længe over på et projekt, og lagde øre til store og små sorger uden at bringe det videre. Krebsen var ikke den eneste chefredaktør, der havde foreslået at sætte hendes navn i kolofonen. Uden hende ville magasinet ganske enkelt ikke udkomme hver uge, hævdede han. Nora hev en æske engelsk lakridskonfekt, indkøbt i lufthavnen, op af tasken og stillede den på skranken. Anette truede med pegefingeren. »Fy! Du ved jo godt, jeg ikke kan tåle det,« sagde hun med slet skjult begejstring. Æsken forsvandt lynhurtigt ned i den øverste kontorskuffe, hvor den kunne ligge og vente på en eller anden nødsituation, der krævede noget sødt til ganen. »Krebsen sidder inde i mødelokalet, de er lige blevet færdige med 13-mødet.« »Han er i godt humør i dag,« tilføjede hun. Mødelokalet lå gemt bag et lille tekøkken, man kun kunne nå frem til ved at manøvrere sig forbi to arkivskabe og en bunke indbundne avissamlinger, som ingen længere kunne huske hvorfor skulle være på redaktionen. »Jamen, er det ikke vores udsendte?« sagde Krebsen smilende og smed et stykke nikotintyggegummi i munden. 21
Det var en stående joke på redaktionen, at Krebsen ganske vist var holdt op med at ryge cigaretter for to år siden, men siden havde gumlet sig igennem mindst en plade nikotintyggegummi om dagen. Op til deadline så man ham gerne kaste tre stykker i munden ad gangen. På konferencebordet stod en samling tomme kaffekrus. Det ene var kulturredaktøren Viola Pontes prætentiøse Penguin-krus med et Virginia Woolf-citat. Et krus, som sportsredaktøren huggede dagligt, så Viola Ponte var tvunget til at bruge en skåret Brøndby-kop, ingen ville stå ved at have bragt ind i huset. Opslagstavlen bag Krebsen var fyldt med A4-ark i alle stadier, før de blev til magasinsider. Nogle havde allerede tekst og fotografier. Andre stod gabende tomme, kun med et par stikord griflet hastigt ned. »Nå, lad mig høre: Hvad går du så og sysler med?« sagde Krebsen og lænede sig tilbage i stolen, mens han foldede hænderne bag nakken. »Hm. Jeg har et par ideer. Pete og jeg har talt om, at vi kunne tage til Afrika i en måneds tid og samle historier. For eksempel kunne man ...« »Ja. Men vi har lige haft Rwanda-historien. Har du ikke noget mere ... nært?« sagde Krebsen utålmodigt. »Mellemøsten?« spurgte hun prøvende. »Hmm ...« Krebsen lød ikke overbevist. Nora tog en dyb indånding. »Okay. Jeg har den her historie, der måske kunne blive til noget. Jeg ved ikke, hvor meget der er i den endnu. Men kan du huske de to piger, der forsvandt på Englandsbåden?« Krebsen virrede med hovedet, som forsøgte han at hente en lille flig af information frem fra en hjerne, der var vant til at absorbere de finere pointer i amerikansk udenrigspolitik fra New York Times og spidsfindigheder fra børsen i Frankfurt. »Øh. Ikke helt?« »Jeg ved ikke, om der er noget på det. Men jeg er faldet over et billede, der måske har forbindelse til sagen. Den var kæmpestor dengang. To teenagepiger, der forsvandt på færgen til England i 1980’erne.« »Hmm. Er det ikke lidt ... historisk? Jeg synes, det lyder sådan lidt 22
mere som noget for et dameblad. Lige inden krydsogtværssektionen,« sagde Krebsen skeptisk. I det samme kom Anette ind på kontoret med en stak papirer. »Til underskrift. Og helst lidt hurtigere end sidste gang,« formanede hun og drejede om på hælen. »Anette – du er jo en af folket,« sagde Krebsen selvhøjtideligt. Anette rullede med øjnene. »Kan du huske en sag om to piger, der forsvandt på en færge ... i – hvornår var det, Sand?« Inden Nora kunne nå at svare, afbrød Anette: »Ja, om jeg kan huske den sag! Jeg var teenager, og jeg læste alt, hvad jeg kom i nærheden af om det, da det skete. Der var faktisk flere år, hvor jeg ikke turde sejle med færger.« »Hm. Så ville du gerne læse om sagen igen?« »Ja!« sagde Anette bare og gik tilbage mod receptionen, hvor telefonen kimede. »Hm.« Krebsen sad lidt og stirrede ud ad vinduet. Nora rømmede sig diskret. »Okay, Sand. Så prøver vi det. Det er sådan lidt uden for program. Men lad os se, hvordan det går. To uger. Og du er ikke taget af almindeligt arbejde, i den tid du har travlt med at løse mysteriet. Okay?« »Jo. Tak. Men jeg kan jo ikke garantere, at ...« begyndte hun, inden Krebsens mobil gav sig til at summe som en pacemaker i forlommen på hans skjorte. Han tog den op og så undrende på skærmen. »Hm. Et russisk nummer. Jeg er vist nødt til at tage den,« sagde han og vinkede som tegn på, at audiensen var forbi. Hun slog en runde inden om redaktionen. Mange var allerede taget på sommerferie, men i fotoafdelingen fandt hun Magnus, der sad dybt koncentreret om at redigere billeder fra sin seneste tur til Afghanistan. Soldaterbilleder plejede ikke at sige hende noget, men Magnus, der allerede som 25-årig havde tre internationale priser bag sig, havde endnu en gang overgået sig selv. Han havde fanget frygten i øjnene, støvet, fortvivlelsen, kedsomheden og sejrsrusen i fastfrosne øjeblikke. 23
Han vendte sig om, da han fornemmede hendes blik over sin skulder. »Hej, Nora,« sagde han henkastet og vendte atter blikket mod skærmen. »Magnus, hvordan ligger det egentlig med vores billedarkiv – kan man få adgang til det som journalist?« »Selvfølgelig. Man går bare ind på databasen. Hvad skal du bruge?« »Det er en sag tilbage fra midten af firserne.« »Så har vi den ikke i vores arkiv, søde. Globalt kom som bekendt først til verden i 1998.« Efter en lille tænkepause, som han benyttede sig af til at justere farvekontrasten på et ørkenlandskab, sagde han: »Men prøv ServiceMedia. De har samlet de fleste af de pressefotos, der nogensinde er blevet udgivet i danske medier. Du kan bare bruge mit password, hvis du holder kæft med det.« »Tak,« sagde hun og satte sig ved den nærmeste computer. Først googlede hun »Forsvundet Englandsbåden« og fandt hurtigt frem til en række artikler om, hvordan Lulu Brandt og Lisbeth Mogensen var sporløst forsvundet. Med et par klik frem og tilbage fandt hun sagen på både Ekstra Bladet, BT og en større omtale i Ringkøbing Amts Dagblad, hvor journalisten havde gjort ekstra meget ud af vinklen med den institution, hvor pigerne boede – Vestergården, 15 kilometer fra byen. Hun printede siderne ud, så hun kunne læse dem senere. I første omgang noterede hun sig datoen for deres forsvinden – 4. august 1985 – og loggede sig derefter ind på ServiceMedias hjemmeside og søgninger med Magnus’ password, der viste sig at være Hendrix78. Hun spurgte ikke, men han forklarede selv. »Hunden,« sagde han med et grin og pegede på et billede af en savlende boxer, der hang over hans skrivebord. Der var otte billeder på sagen. Ringkøbing Amts Dagblad havde tre. Dem klikkede hun sig igennem først. Det ene forestillede Vestergården, det andet en storsmilende mand med fuldskæg, der blev beskrevet som »leder af Vestergården Kurt Damtoft«, og det tredje mente 24
hun vagt at kunne huske at have set før. De to piger stod midt i en flok smilende unge på havnen i Esbjerg og ventede på at komme på deres livs rejse. Lisbeth så ud til at misse mod solen med smalle øjensprækker, og ved siden af en gigantisk ghettoblaster stod den mørkhårede Lulu og smilede genert mod kameraet. Hun klikkede videre til Ekstra Bladet og BT. De havde begge billeder fra retssagen mod Kurt Damtoft og hans to kolleger. »Grov forsømmelse!« skreg Ekstra Bladet. Begge aviser bragte igen billederne af de to piger på havnen med færgen i baggrunden. »Det sidste billede af pigerne i live,« lød en af billedteksterne, der også tillod sig at konkludere, at »de jyske skønheder blev myrdet til søs«. Nora rodede rundt i sin taske og hev kalenderen op, hvor hun havde lagt fotoet af de to piger ind mellem siderne. Hun trak det frem og studerede det igen. Ekstra Bladets foto var tydeligvis ikke det sidste billede, der blev taget, mens pigerne var i live. Nogen havde taget et billede af Lisbeth og Lulu om bord på færgen, efter at de ikke længere var sammen med de andre unge fra Vestergården. Spørgsmålet var bare hvem, og hvorfor ingen havde udleveret det til pressen, da den store eftersøgning af pigerne var på sit højeste. Og hvad det lavede i en tilfældig kuffert fra Brine. Mod en kop kaffe fik hun Magnus til at scanne fotoet ind på computeren. Hun sendte det til sig selv på mailen og fik ham til at printe et par kopier på fotopapir. Så printede hun et par af gruppebillederne ud og stak hele bunken ned i tasken sammen med udskrifterne, inden hun gik ned på gaden igen og fandt toget ud til Ørestaden.
25
90 mm
153 mm
20,5 mm
som 32-årig blev afsløret af noget så banalt som en punktering. Han var holdt ind til siden på en landevej for at skifte dæk en fredag eftermiddag i oktober 1992. En venlig landbetjent var kommet forbi og Hickley havde nået at afslå assistancen, havde den djærve betjent allerede åbnet bagagerummet for at lede efter donkraft og reservedæk. spor, at han aldrig siden vendte tilbage til aktiv
Jean Eastman havde efter alt at dømme været
dukker et foto af dem op i en gammel kuffert hos en marskandiser i den engelske kystby Brine. Journalist Nora Sand, som arbejder i London for det danske blad
en lokal skønhed, da hun arbejdede i en blomsterbutik i Dorchester, men der var intet smukt ved hende, som hun lå nøgen og kold på et stykke
Globalt, graver i historien og tager til Danmark for at undersøge pigernes brogede baggrund på en ungdomsinstitution. Snart vikles hun ind i en sag om en uhyggelig
LONE THEILS er journalist og bl.a. korrespondent for dagbladet Politiken, bosat i London gennem 15 år. Pigerne fra Englands-
båden er hendes første roman og inspireret af en virkelig hændelse, hvor nogle fotos af ukendte piger, taget på Københavns Hovedbanegård, pludselig dukkede op hos en amerikansk seriemorder.
mørkegrøn presenning med knæene foldet op under sig. Hvor øjnene engang havde slået smut, var der i stedet to gabende huller, og i hendes åbne mund så betjent Carr et mørke, der kom til at hjemsøge ham
seriemorder, der afsoner en livstidsdom i det berygtede fængsel Wolf Hall. Begivenhederne tager fart, og Nora begynder pludselig at frygte for sit eget liv.
P I G E R N E F RA E N G LA N D S B Å D E N
resten af livet. Hendes tunge var skåret ud. Uddrag fra bogen
K R I M I 9 788711 325452
L I N D H A R D T
O G
R I N G H O F
226 mm
planlagt at trække sig tilbage.
To danske piger forsvandt sporløst på Englandsbåden i 1985. Mange år senere
P I G E R N E F RA E N G LA N D S B Å D E N
Det, betjent Ross Carr så, satte sig så dybe
Foto: Hazel Thompson, True Image Media Ltd.
standset op for at tilbyde sin hjælp. Inden William
og søvnproblemer to år før, han oprindelig havde
90 mm
LONE THEILS
William Hickley boede hjemme hos sin mor, da han
tjeneste, men gik på pension med flossede nerver
153 mm