Sabotør i Holger Danske - læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

Peter Birkelund

PETER BIRKELUND (f. 1952), cand. mag. i historie og humanistisk datamatik fra Københavns Universitet. Ansat på Frihedsmuseet i ﬂere perioder 1983-1998 og siden 1998 arkivar og seniorforsker på Rigsarkivet. Peter Birkelund har skrevet ﬂere bøger om besættelsen, bl.a. Holger Danske. Sabotage og likvidering 1943-45 og ph.d.-afhandlingen De loyale oprørere.

I foråret 1943 mødtes en gruppe handlekraftige mænd i baglokalet til Stjerne Radio på Istedgade i København. Mødet førte til dannelsen af sabotageorganisationen Holger Danske, som blev den største af sin slags i Danmark. Historiker Peter Birkelund tegner i denne bog et levende portræt af Holger Danskes sabotører. Han fortæller indgående om deres aktioner, der begyndte med det illegale blad De Frie Danske og sabotage og senere kom til at omfatte et stort antal likvideringer af stikkere og danskere i tysk tjeneste. SABOTØR I HOLGER DANSKE er baseret på mere end 300 mundtlige og skriftlige udsagn fra tidligere Holger Danske-folk udformet under og efter besættelsen. Hertil kommer sabotørernes egne aktionsrapporter, dagbøger, dansk og tysk politis rapporter og afhøringer af mistænkte samt illegale blade og legale aviser. Tilsammen tegner det et detaljeret og dramatisk billede af det illegale arbejde og de mænd og kvinder, der udførte det.

Bagside: Radioforretningen Stjerne Radio i Istedgade, hvor modstandsorganisationen Holger Danske havde sit udspring. Stemningen var aktivistisk og stærkt antitysk, blandt andet blev BBC’s danske nyhedsudsendelser udsendt i højtalere ud over gaden. (Frihedsmuseet).

lindhardtogringhof.dk

holger danske

sabotør i

holger danske Peter Birkelund

Lindhardt og Ringhof

„Lær at lyve. Se jer godt for, stol ikke på nogen. Undgå møder med mange deltagere. Vælg et kontaktsted, men fortæl ellers ikke hvor I bor ... Skyd ikke på dansk politi. Bær kun våben, hvis det er nødvendigt. Undgå tyske razziaer. Fortæl aldrig om jeres oplevelser som sabotører.“

Forside: Lastbil med Holger Danske-folk foran Christiansborg den 5. maj 1945 på vej i aktion ved Bådsmandsstræde Kaserne. (Privatfoto/Knud Fennestad). Omslag: Simon Lilholt / imperiet.dk

Forord

2008 udgav jeg en større afhandling om modstandsorganisationen Holger Danske, som var aktiv i en toårig periode under den tyske besættelse af Danmark. Det var en grundig videnskabelig redegørelse og analyse af organisationens udvikling og sammensætning og af det illegale arbejde, som Holger Danske kom til at udføre; nemlig sabotage mod danske virksomheder og likvidering af personer, der arbejdede for tyskerne. Bogen Holger Danske. Sabotage og likvidering 1943-45 blev en tyk sag i to bind, hvor alle væsentlige problemstillinger blev berørt og undersøgt. En sådan bog har et begrænset publikum, da det kræver mere end en almindelig interesse for besættelsestiden at kaste sig over et værk i to bind på næsten 900 sider, hvoraf over 100 sider er noter og henvisninger. Jeg har derfor i flere år ønsket at udgive en mere »menneskelig« bog, som går tættere på det illegale arbejde og sætter fokus på de enkelte modstandsfolk – og lader dem fortælle deres historie med egne ord. Mulighederne for at lade sabotørerne selv fortælle er gode, da jeg under arbejdet med min afhandling lokaliserede og indsamlede mere end 300 mundtlige og skriftlige udsagn fra tidligere Holger Danske-folk. Alle er udformet efter begivenhederne – nogle allerede under besættelsen, men for størstepartens vedkommende år efter krigen. Omkring halvdelen af disse er egentlige fortællende beretninger om den enkeltes modstandsindsats

strækkende fra bare én side til over 800 sider. En del er udgivet, hvoraf flere har litterære kvaliteter. Resten er i denne sammenhæng mindre anvendelige korte erklæringer og udtalelser i forbindelse med erstatningssager for de skader, som modstandsfolkene måtte have pådraget sig i det illegale arbejde. Hertil kommer et stort bevaret samtidigt kildemateriale i form af sabotørernes egne aktionsrapporter og dagbøger, dansk og tysk politis rapporter og afhøringer af mistænkte samt illegale blade og legale aviser. Tilsammen giver de et broget, farverigt og dramatisk billede af det illegale arbejde og de mænd, der udførte det. Men sådanne beretninger kan ikke stå alene. Uklarheder, divergens, fejlhuskninger og ønsketænkning er jævnligt forekommende, hvorfor de må sættes ind i en sammenhæng og underkastes historisk analyse og kildekritisk kontrol. På baggrund af min undersøgelse af Holger Danske fra 2008 vil aktørernes beretninger blive sat ind i denne sammenhæng. Med andre ord vil modstandsfolkenes egen fortælling blive sat ind i en organisatorisk og historisk ramme, hvor jeg sætter rammerne, og modstandsfolkene leverer indholdet. Denne bog beskriver Holger Danske-organisationen, dens medlemmer og det illegale arbejde og prøver at forklare organisationens udvikling, og hvorfor tingene skete, som de gjorde. Egentlige noter er udeladt, dog er der medtaget henvisninger til de mange bøger, beretninger, rapporter m.v., som der bringes uddrag fra. Alle citater er skrevet med tilnærmet moderne retskrivning, mens tegnsætning er original. For andre kildehenvisninger henviser jeg til min Holger Danske-bog fra 2008. Bagest er der indsat en kronologisk liste over alle Holger Danskes sabotager, likvideringer, våbenaktioner og andre aktioner samt en oversigt over den vigtigste litteratur om Holger Danske. Det er mit håb, at denne blanding af historisk analyse og aktørernes egne ord vil bidrage til bedre forståelse af det illegale arbejde og give en større fornemmelse af de vilkår, som sabotørerne oplevede på egen krop. Sabotører og illegale var i den længste del

af besættelsen pariaer, ugleset af politikerne og store dele af befolkningen, som opfattede dem som ballademagere og urostiftere. For den tyske besættelsesmagt var de fjenden, der opererede i det skjulte til fordel for de allierede, hvorfor de var stærkt efterstræbt af både dansk og tysk politi. De illegale frihedskæmpere eller modstandsfolk var således i lange perioder udenfor det normale samfund, hvor de kun havde sig selv og deres ligesindede at stole på. Som krigen skred frem, blev stemningen i befolkningen mere positiv overfor modstandskampen, men følelsen af at være udenfor samfundet fulgte de fleste modstandsfolk besættelsen igennem – og for mange også i årene efter. Det følgende gør intet krav på at give et fuldstændigt billede af Holger Danske og organisationens illegale arbejde. De personer og begivenheder, som omtales, er et udvalg blandt mange mulige. Nogle læsere vil måske savne omtale af nogle gruppemedlemmer og aktioner, men det er et bevidst valg. Bogen skal netop ikke være altfavnende og dybdeborende, men tanken er at give et beskrivende og følelsesmættet indtryk af det illegale arbejde, som det udviklede sig fra april 1943 til befrielsessommeren 1945. Peter Birkelund, januar 2015

Indledning

olger Danske er en sagnfigur, som ifølge sagnet bor i kasematterne under Kronborg. Her hviler han, med skægget vokset fast til bordet, indtil Danmark trues af ydre fjender, hvorpå han vil sprænge bordet og med sværdet i hånd beskytte land og folk. Som det hedder i overleveringen, vil Holger Danske vågne op til dåd, når Danmark stander i våde. Men da tyskerne den 9. april 1940 besatte Danmark, var der ganske tavst i Kronborgs kasematter. Først tre år senere vågnede Holger Danske til dåd. Det skete dog ikke under Kronborg, men i baglokalet til den lille radioforretning Stjerne Radio på Istedgade i København. Her tog en lille gruppe aktivistisk indstillede personer en række initiativer, der siden skulle blive til sabotageorganisationen Holger Danske – den største af sin slags i Danmark. På landsplan var det illegale bladarbejde i god gænge fra 1942. Kommunisterne udgav Land og Folk, og i samarbejde med konservative kredse omkring Christmas Møller udkom Frit Danmark, ligesom De Frie Danske blev udgivet af en ikke-kommunistisk gruppe i Valby. Og hertil kom en underskov af lokale illegale blade, som på dette tidspunkt begyndte at se dagens lys. Holger Danske var således ikke den første til at kaste sig ud i kampen mod tyskerne og deres danske håndlangere, som man ud fra navnet ellers kunne formode, men i den toårige periode, hvor organisationen var virksom, udviklede den sig til den stør-

ste enkeltstående illegale sabotageorganisation i Danmark. Holger Danske – eller HD, som organisationen populært blev kaldt – opererede hovedsagelig i og omkring København, selvom enkelte HD-grupper undtagelsesvis udførte aktioner i Jylland. Omkring 500 mennesker – primært unge mænd – var i kortere eller længere tid aktive sabotører i Holger Danske. Hertil kom et par hundrede hjælpere, som lagde hus til, fungerede som kurerer eller indsamlede oplysninger om virksomheder og personer. Selve organisationen startede som en ganske lille gruppe, men endte efter en del reorganiseringer som en stor slagkraftig organisation bestående af tre kompagnier klar til direkte kamphandlinger med tyskerne. Holger Danske kan dog ikke opfattes som én organisation i hele perioden, men snarere tre på hinanden følgende – og delvis overlappende – generationer. Allerede under besættelsen skelnede man mellem generationerne og benævnte dem Holger Danske I – III, eller HD I, HD II og HD III. Josef »Tom« Søndergaard var leder af den første gruppe (HD I), som begyndte i april 1943 og var aktiv til september. HD I forblev én gruppe på under 20 mand, som udførte omkring 30 sabotager og andre aktioner. Efter den store sabotage mod Forum den 24. august blev gruppens medlemmer eftersøgt, og de måtte rejse til Sverige. I løbet af efteråret og vinteren returnerede flere gruppemedlemmer til København, hvor de for en periode genoptog sabotagen. Med flugten til Sverige var HD I faldet fra hinanden. En af de få tilbageblevne var Jens Lillelund, som dannede nye sabotagegrupper i september-oktober 1943. Der var tale om helt nye grupper, men da navnet Holger Danske blev videreført, opfattes den nye organisering som en videreførelse af gruppen – en ny HD-generation. For at skelne mellem Søndergaards og Lillelunds grupper benævnte man dem henholdsvis HD I og HD II. Efteråret og vinteren 1943 blev den periode, hvor Holger Danske-grupperne udførte de fleste og største sabotager. Nye radikale angrebsmetoder blev udviklet – kampen skærpedes. Det er også i denne periode, at de første likvideringer fandt sted. I vinteren og

foråret 1944 decimerede arrestationer og flugt til Sverige organisationen, men nye grupper blev rekrutteret, og i juni 1944 blev ledelsen erstattet med en ny og mere slagkraftig, hvorefter Holger Danske begyndte at forberede sig på en slutkamp med tyskerne. Man organiserede sig militært i bataljoner og kompagnier og søgte på alle måder at skaffe sig våben til det stigende antal medlemmer. Denne organisation benævnes Holger Danske III. Hen mod slutningen af krigen eskalerede kampen mod tyskernes danske håndlangere, og i visse perioder antog det ligefrem borgerkrigslignende tilstande. Den 5. maj 1945 kunne Holger Danske mønstre over 400 mand, hvoraf mange deltog i arrestationer og andet politiarbejde i forbindelse med befrielsen. Gruppen i Stjerne Radio, som siden skulle blive til Holger Danske, startede med fremstilling af det illegale blad De Frie Danske, men fra foråret 1943 overgik gruppen til sabotage, og fra december 1943 blev det illegale arbejde udvidet til også at omfatte likvidering af stikkere og danskere i tysk tjeneste. Det blev disse to kampformer, som Holger Danske gjorde til sine. I runde tal udførte Holger Danske i sin toårige eksistens omkring 430 større og mindre aktioner, heraf 150 sabotager eller sabotageforsøg, mindst 170 likvideringer eller likvideringsforsøg og mere end 110 våbenaktioner og andre aktioner. I gennemsnit mere end en aktion hver anden dag. Denne bog er historien om den relativt store gruppe mennesker, der med livet som indsats bød besættelsesmagten trods, dels ved at ødelægge danske virksomheder, der arbejdede for den tyske rustningsindustri, og dels ved at uskadeliggøre tysk politis danske håndlangere. Men det havde en pris. Organisationen havde 64 faldne, og mange deporterede vendte fysisk og psykisk knækkede hjem efter ophold i tyske fængsler og koncentrationslejre. Selv de, der ikke havde været fængslet, led under eftervirkningerne af det hårde og opslidende modstandsarbejde. Og de, der fortsat lever, betaler endnu.

k a pi t e l 1

Holger Danske dannes

et var i radioforretningen Stjerne Radio i Istedgade, at Holger Danskes vugge stod. Det var her i baglokalet, at de mange diskussioner om, hvordan man bedst kunne genere tyskerne, blev taget. Og det var her, gruppens første sabotager blev planlagt i foråret 1943. Ejeren af Stjerne Radio var den da 35-årige Carl Munck. Han var uddannet tilskærer i farens manufakturforretning i Istedgade 87, men havde siden mest været beskæftiget med forskellig selvstændig grossistvirksomhed. Den 1. september 1942 overtog han forretningen Stjerne Radio i Istedgade 31. Det var en lille undseelig forretning, åbnet tidligere på året af en guldsmed, men den skulle komme til at danne rammen om en af de mest kendte sabotageorganisationer under besættelsen. Allerede måneden efter ansatte han sin ven og gamle soldaterkammerat fra Livgarden, den 36-årige Josef Søndergaard, som bestyrer. Søndergaard havde været frivillig på finsk side i Det Danske Finlandskorps i Vinterkrigen mellem Finland og Sovjetunionen i 1939-40, og denne deltagelse fik afgørende betydning for dannelsen af den første Holger Danske-gruppe. Den sovjetisk-finske krig var brudt ud den 30. november 1939, da Sovjetunionen angreb Finland. Det internationale samfund fordømte angrebet, hvilket førte til Sovjets eksklusion af Folkeforbundet i december 1939. Fra sovjetisk side havde man regnet med

Frivillige i Det Danske Finlandskorps under Den finsk-sovjetiske Vinterkrig afholder parade i vinteren-foråret 1940. De danske frivillige gennemgik en hård militær træning i vinterkrigsførelse. (Frihedsmuseet).

en hurtig sejr, men den usædvanlig kolde vinter og den indædte finske modstand med hurtige mobile skipatruljer sinkede Den Røde Hærs fremmarch og kostede store tab. Det anslås, at Sovjet i de fire måneder, som krigen varede, mistede over 125.000 mand, mens de finske tab blot var på ca. 26.000 mand. I Danmark var der fra første færd stor sympati med det finske broderfolks kamp mod den store kommunistiske nabo. Der blev iværksat en storstilet humanitær hjælpeaktion, men også dansk militærhjælp blev drøftet. De første danske frivillige måtte dog drage af sted ulovligt, men i januar 1940 tillod regeringen, at danskere rejste til Finland for at deltage i krigen. På privat initiativ oprettedes et hvervekontor i København, som understøttede danske frivillige med rejsepenge og udrustning. De omkring 1000 danske frivillige blev formeret i Det Danske Finlandskorps og uddan-

net i vinterkrigsførelse. Det var en hård militær træning, som de danske frivillige gennemgik, men da de endelig stod klar til indsats ved fronten, kom fredsslutningen den 13. marts 1940 – til stor skuffelse for alle. Søndergaard fortæller: Endelig kom ordren om afgang til fronten. Vi fik besked på at ordne vor bagage, således at alt overflødigt blev efterladt (…). Stemningen var høj. Vi var lede og kede af kasernelivet. Enhver forandring var velkommen. Der blev sunget, leet og spøgt, mens vi ivrigt diskuterede, til hvilken front vi skulle sendes. Senere fik vi at vide, at stedet hed Ekenæs, en lille by bagved Hangø. Alt blev gjort klart (…) men tiden trak ud. Endelig, efter flere døgns venten blev der givet ordre til at stille i kasernegården, klar til afmarch. Og netop i dette øjeblik kom kontraordren. Der blev talt om fred eller noget i den retning. Det var et bedøvende slag. Fred netop nu! Jeg tror ikke, man gør sig begreb om vor skuffelse.1

Det var dog lykkedes enkelte danskere, blandt andet Jacob Bøgh, som vi senere skal møde som aktiv sabotør i den første Holger Danske-gruppe, at blive forflyttet til det internationale korps SISU, som var i kamp på Det Karelske Næs til krigsafslutningen. Halvdelen af de frivillige blev hjemsendt allerede den 21. marts, mens de øvrige, deriblandt Søndergaard, blev i Finland og forrettede bevogtningstjeneste i Lovisa. Søndergaard var således fortsat i Finland den 9. april 1940, da de danske frivillige fik endnu et chok: Danmark blev besat af tyskerne. Det var en herlig solskinsdag. Så vidt jeg husker havde vi fridag – og sad om morgenen og slikkede sol. Én kom ned og fortalte, at tyskerne vistnok var gået over den danske grænse. Ingen tog notits af ham. Vi gad end ikke at svare ham. Men der kom flere, og nyhederne blev mere detaljerede. Danskerne havde gjort modstand i Sønderjylland, men København var taget, og et tysk pansertog var overført med

Josef Kristian Søndergaard (1906-1946) med dæknavnet »Tom«. Han var bestyrer af radioforretningen Stjerne Radio i Istedgade og leder af sabotagegruppen Holger Danske, som havde basis i forretningens baglokale. (Frihedsmuseet).

færgen til Gedser og jog nu mod København. En mærkelig stemning bredte sig mellem os, men vi vægrede os stadig mod at tro på rygterne, som ingen havde fra førstehånd. Vi gik op, hvor radioen var installeret. En lille gruppe, der stadigt voksede, stod bomstille omkring apparatet. Besat af de mærkeligste følelser og fornemmelser sluttede vi os til kredsen: Jo, det var virkelig den danske speaker.2

Søndergaard slutter af med: »Vi blev ikke den bataillon, vi før havde været. Lysten manglede.« I juni 1940 vendte han sammen med resten af de finlandsfrivillige tilbage til et nu tysk besat Danmark. Det var skibet Arcturus, der bragte dem til Frihavnen, hvor de fik en skuffende modtagelse. De blev mødt med indtrængende formaninger om ikke at udæske den tyske besættelsesmagt, og – som det værste – de fik ikke lov til at forlade havneområdet i deres finske uniformer. Grosserer P.M. Daell fra Daells Varehus, som havde stået for en stor del af finansieringen af de danske finlandsfrivillige, havde sørget for nyt tøj til de frivillige, så alle kunne forlade havnen nyekviperet fra top

til tå. Men det kunne ikke opveje skuffelsen over ikke at kunne få lov til i uniform at gå i samlet flok gennem Københavns gader. I Danmark organiserede de finlandsfrivillige sig i Foreningen af danske Finlands-Frivillige, som senere omdøbtes til Nationalt Værn. Da Finland i 1941 involverede sig i krigen på tysk side mod Sovjet i den såkaldte Fortsættelseskrig, skabte det stridigheder i de tidligere frivilliges kredse om, hvorvidt det var acceptabelt at gå i finsk tjeneste, så længe tyskerne besatte Danmark. Den almindelige holdning var, at det ville være unationalt, og foreningen Nationalt Værn ville ikke sanktionere dannelsen af et frivilligt korps. Men splittelse gav det, og omkring 250 tidligere finlandsfrivillige fra Vinterkrigen lod sig siden hverve til finsk eller tysk krigstjeneste, heriblandt den senere leder af Frikorps Danmark, kaptajn C.F. von Schalburg. Andre – tallet er opgjort til omkring 100 – involverede sig senere i modstandskampen mod tyskerne, hvilket den første Holger Danske-gruppe er et glimrende eksempel på. Den fortsatte Finlandskrig skilte vandene for de tidligere frivillige. Groft sagt afhang valget af side af, med hvilken indstilling den enkelte var kommet til Finland: De, der primært var kommet for at bekæmpe kommunismen, havde en tendens til at ende på tysk side, mens de, der kæmpede for demokrati og de små landes selvstændighed, mere sandsynligt landede i modstandsbevægelsens rækker. Hjemkommet fra Finland forsøgte Søndergaard sig som tørveproducent. Det var dog uden det store held, hvorfor han siden blev ansat som sælger i en radioforretning på Gl. Kongevej, men snart efter endte i Stjerne Radio. Han havde ingen egentlig uddannelse. På et tidspunkt havde han været landvæsenselev, men var ikke blevet færdig, og før afrejsen til Finland havde han ernæret sig som tegner ved Frederiksbergbladet. Søndergaard var meget aktiv i Foreningen af danske Finlands-Frivillige, hvor han redigerede foreningens blad, hvilket han fortsatte med, da foreningen i januar 1942 ændrede navn til Nationalt Værn og nu også optog medlemmer, som ikke havde været frivillige i Finland. Både Carl Munck og hans to yngre

brødre, Ove og Børge, blev medlemmer af Nationalt Værn. De havde ikke deltaget i Vinterkrigen, men de sympatiserede med finnernes kamp, og da Ove og Børge Munck også havde aftjent deres værnepligt i Livgarden, var der meget, der knyttede de fire mænd sammen. Da Carl Munck købte Stjerne Radio i september 1942, ville han gerne have Søndergaard med som partner, men da han ikke havde kapital at skyde i forretningen, blev han i stedet ansat som bestyrer. Så kunne man altid senere tage ejerforholdet op til drøftelse.

Provokationslinjen Stemningen i forretningen var klart antitysk – og Munck og Søndergaard gjorde deres for at genere tyskerne. Mest markant var deres provokatoriske linje ved at lade BBC’s danske middagsudsendelse fra London lyde i højtaler ud over Istedgade. Det samlede dagligt opløb foran forretningen, hvor nyhederne blev diskuteret. Søndergaard indleder sin beretning således: Det begyndte med i radioforretningen, Istedgade 31, gennem højtaleren at udsende den danske radio fra London. Efter nogen tids forløb blev det forbudt af det danske politi. Begrundelsen var spærring af trafikken. Så blev udsendelsen forlagt til gården, hvor folk stod som sild i tønde. Så blev også det forbudt. En Frikorpsmand tvang politiet til at optage rapport. Derefter blev udsendelserne forlagt til selve lokalet. Her fortsatte udsendelserne på trods af forbuddet. Der var fuldt hus hver dag kl. 12 til halv 1. Udsendelserne ophørte først, da Gestapo d. 29. august 1943 lukkede forretningen. En anden form var to i vinduet udstillede kort med henholdsvis Østfronten og fronten i Nordafrika. Nipsenåle markerede fronten. Nålene blev flyttet i overensstemmelse med Londons radio. Disse to kort gav anledning til flere sammenstød med SS-folk. Både politi og publikum var helt

på forretningens side. Danske nazister forsøgte at knalde butiksvinduerne. Følgen var, at vi oprettede et vagthold, der passede på forretningen fra kl. 23 aften til kl. 6 morgen. En gang fik vi af politiet ordre om at fjerne kortene fra vinduet, »da de samlede for stort opløb«. Dagen efter fik vi atter tilladelse til at udstille kortene, mod at love at holde opløbet nede på en vis størrelse.3

En anden yndet sport var at få de tyske patruljer og kolonner, der marcherede gennem Istedgade, til at gå i takt til »It’s a Long Way to Tipperary«, som blev afspillet på grammofon ud over gaden. Noget sådant gik naturligvis ikke upåagtet hen. Det var så tydeligt en provokation, og dansk politi måtte, som Søndergaard nævner, jævnligt på besøg i forretningen for at undersøge de nærmere omstændigheder. Ofte var det på de tyske myndigheders bud, at politiet måtte rykke ud. Tysk politi havde i efteråret 1942 ingen selvstændige politimæssige beføjelser, hvorfor alle politiopgaver udførtes af dansk politi. Hver gang politiet stillede i forretningen, havde Carl Munck og Søndergaard gode forklaringer på, hvad der var sket, som for eksempel i april 1943, da en dansk SS-mand havde anmeldt forretningen for at have udsendt den engelske radioavis: Han [Carl Munck] forklarede, at han i dag kl. ca. 9.30 havde indstillet det radioapparat, der trækker højtaleren, der er anbragt over døren, på musik. Han var derefter gået ind i baglokalet til forretningen for at telefonere til en dame (…). Han underholdt sig med hende i ca. en halv time, og han blev afbrudt ved at en civil mand kom ind i forretningen og meddelte ham, at der var noget skæg med en Frikorpsmand uden for. Han gik straks ud i forretningen og lukkede for radioen, der nu sendte radioavis, sandsynligvis på engelsk, men det vidste Carl Munck ikke, da han ikke forstår engelsk.4

Københavnere samlet foran radioforretningen Stjerne Radio i Istedgade i sommeren 1943, hvor der lyttes til nyhedsudsendelser fra BBC. (Frihedsmuseet).

Da det ikke på noget tidspunkt under besættelsen var forbudt at lytte til engelsk radio, måtte politiet nøjes med at henstille til, at der ikke dannedes opløb foran forretningen til gene for trafikken. Der gik dog bud til Svendsgades Politistation om at holde et godt øje med forretningen. Munck og Søndergaard gik derpå over til at lukke folk ind i forretningen kl. 12.15 og holde døren låst i det kvarter, som BBC’s nyhedsudsendelse varede. Men også det blev bemærket, og snart efter modtog det tyske Standortkommandantur et anonymt tip: De bedes have opmærksomheden henvendt på radioforretningen Istedgade 29, Kbh. V. Det danske politi har det åbenbart ikke. Kl. 12.15 hver dag bliver der lukket alle de folk ind der kan være og så bliver der udsendt engelske meldinger og det kan bestemt kun skade og sætte rygter i gang.5

Endnu en gang måtte den danske kriminalbetjent Frost af sted for at undersøge sagen. Han overværede en af udsendelserne, hvor der var ca. 20 mennesker til stede, men da der hverken var optøjer eller demonstrationer, blev intet foretaget. Kriminalbetjentene udviste generelt en forståelse for forretningens aktiviteter – måske var de en anelse irriterede over ekstraarbejdet, men i rapporterne prøvede de at få de enkelte episoder og (sø)forklaringer til at fremstå plausible. Rapporterne blev fremsendt til tyskerne, som absolut ikke troede på dem. Forretningens pro-britiske vinduesudstillinger med de store krigskort var en yderligere kilde til tysk bevågenhed og irritation. Da der i en periode var ophængt engelske og amerikanske legetøjsflyvemaskiner, som på kortet pegede mod Sicilien, klagede tyskerne igen, og Frost måtte af sted og afhøre Carl Munck. Han bestrider straks, at der fra hans side er tale om nogen som helst demonstration overfor Aksemagterne, idet han erklærer, at anbringelsen af kortene med angivelse af de øjeblikkelige fronter kun skyldes ønsket om at holde folk, deriblandt sine kunder, a jour med krigens forløb. (…) Anbringelsen af de engelske og amerikanske flyvemaskiner skete for at markere, hvilke byer i Italien, der var blevet bombet, og når det var maskiner med engelske og amerikanske kendingsmærker, skyldtes dette, at han kun kunne få sådanne i forretningerne.6

Dansk politi havde i det hele taget sit hyr med Stjerne Radio. Hvis det ikke var radioudsendelserne, så var det vinduesudstillingerne, der var noget galt med. Og hver gang havde Munck og Søndergaard en forklaring, som dansk politi valgte at tro på, men som tyskerne var meget mere skeptiske overfor – og med god grund. Danske nazister og Frikorpsfolk følte sig voldsomt provokeret af Stjerne Radios radioudsendelser og udstillinger. Flere gange var der forsøg på at smadre butiksvinduerne om natten, men det blev forhindret af deres lille vagthold.

Fra efteråret 1942 førte Stjerne Radio således sin egen lille provokationskrig mod tyskerne – og den fortsatte, selv efter man i forretningen påbegyndte rigtigt illegalt arbejde. Der var således ikke tale om at holde lav profil for at beskytte de illegale aktiviteter – uagtet de mange besøg af politiet.

Bladarbejdet for De Frie Danske Det blev de tre brødre Munck og Søndergaard, sidstnævnte med dæknavnet »Tom«, der kom til at præge det første illegale arbejde med rod i Stjerne Radio. De daglige provokative nålestik var ikke længere nok til at tilfredsstille deres virketrang. Ved et tilfælde fik de kontakt med udgiverne af det illegale blad De Frie Danske, og i løbet af november 1942 etablerede de et illegalt duplikatortrykkeri i Stjerne Radios baglokale. I en vis udstrækning fik de materialerne leveret (stempler, papir og de færdigskrevne stencils), men en håndduplikator og skrivemaskine måtte de selv skaffe. I december 1942 kunne gruppen udsende det første blad fremstillet i Stjerne Radio. Det faktiske oplag kendes ikke, men det har formentlig været nogle ganske få tusinde. Denne såkaldte Muncke-gruppe bestod udover brødrene Munck og Josef Søndergaard af Max Bæklund, Olav B. Bertelsen og Jens Lillelund. Det var disse syv, som var kernen i bladarbejdet, mens en række personer hjalp til mere perifert. Carl Muncks to yngre brødre, Ove og Børge, deltog aktivt. Ove var forretningsfører i forældrenes forretning, hvor Børge også var uddannet, men han havde siden fået ansættelse som politibetjent i kystpolitiet. Max Bæklund var 29 år og havde også været frivillig i Finland i 1940, hvor han havde lært »Tom« Søndergaard at kende. Bæklund var efter 7. klasse kommet i koloniallære, men havde siden haft tilfældigt skiftende arbejde, blandt andet som repræsentant, chauffør og ekspedient. En situation, som ikke ændredes nævneværdigt efter hjemkomsten fra Finland. Dog havde han i en længere periode ansættelse som arbejdsmand hos Standard Electric på Nør-

Max Bæklund (1913-1981), arbejdsmand. Han var finlandsfrivillig og deltog i bladfremstillingen i Stjerne Radio i vinteren 1942-43. Han blev et kernemedlem i sabotagegruppen efter dannelsen i foråret 1943. (Privatfoto/Jørgen Kieler).

Olav B. Bertelsen (1906-1969), overbetjent, dæknavn »Jønsson«. Han deltog allerede fra 1941-42 i illegalt bladarbejde for De Frie Danske og blev siden tilknyttet sabotagegruppen i Stjerne Radio. (Frihedsmuseet/ABE’s Foto).

rebro. Denne virksomhed skulle siden blive gruppens første sabotagemål, da denne gik over til væbnet kamp. Den 36-årige Olav B. Bertelsen var kriminaloverbetjent hos Frederiksberg Politi og er et godt eksempel på en aktivistisk politimand. Han havde deltaget i halvillegalt arbejde siden 1941, hvor han blandt andet bidrog med indsamling af oplysninger om nazister på Frederiksberg. Han var garderkammerat med »Tom« Søndergaard og Carl Munck og et ivrigt medlem af Nationalt Værn, hvorfor han helt naturligt fik sin gang i Stjerne Radio. Jens Lillelund var med sine 38 år gruppens ældste. Han arbejdede som repræsentant for National Kasseapparater og havde i den egenskab henvendt sig til Carl Munck i Stjerne Radio for at sælge ham et kasseapparat. Da de under samtalen kunne konstatere, at de havde samme synspunkter i relation til den tyske besættelse af Danmark, blev Lillelund snart efter inddraget i bla-

darbejdet. Lillelund var den eneste, som ikke havde en personlig tilknytning til disse forsvarsvenlige miljøer, og formentlig derfor blev han aldrig rigtigt accepteret i gruppen – de øvrige fandt ham lidt for påtrængende og for sleben. Det var således en lille aktivistisk gruppe med dybe rødder i miljøet omkring de finlandsfrivillige i Nationalt Værn og i Livgarden. Men nogen ungdomsgruppe var det ikke, og de fleste var gift og havde børn – kun Carl Munck og Max Bæklund var ungkarle. For de gifte mænds vedkommende havde deres koner alle accepteret, at de påbegyndte illegalt arbejde, og i flere tilfælde gav konerne en hånd med. De Frie Danske var det første landsdækkende, ikke-kommunistiske illegale blad, der blev udgivet i Danmark. Det blev skrevet og udgivet af en borgerligt orienteret gruppe i København, men bladet blev sendt rundt i hele landet. Det var startet i Valby af en lille antinazistisk gruppe, Vædderen, der i december 1941 udsendte det første nummer i bare 215 eksemplarer. De første udgivere var amatører, men da der blev tilknyttet professionelle avisfolk fra Politiken og Berlingske Tidende, fik bladet en mere stram redaktionel linje. På grund af den friske og bramfri tone fik bladet snart tilnavnet »Det illegale Ekstrablad«. I slutningen af 1942 og begyndelsen af 1943, hvor Stjerne Radio fungerede som trykkegruppe, lå det månedlige oplag på 8.000-12.000 eksemplarer. Siden steg det månedlige oplag til 20.000 blade. Det var således ikke et af de store illegale blade, som folkene i Stjerne Radio fik forbindelse med, og i bund og grund var gruppens indsats vel ikke så stor, men den månedlige produktion af blade gav gruppens illegale arbejde retning og målrettethed. Ligesom det gav dem de første lærerige lektioner i illegal levevis og sikkerhedsregler (»security«). Til trods for at det illegale bladarbejde ikke hørte til de militante modstandsformer, blev bladfolkene indædt eftersøgt af de tyske myndigheder. På dansk side var ansvaret for bekæmpelse af spionage, sabotage og anden nedbrydende virksomhed lagt hos Statsadvokaten for Særlige Anliggender, en politimyndighed, som var oprettet umiddelbart efter besættelsen i april 1940. De danske

Forsiden af det første nummer af det illegale blad De Frie Danske fra december 1941. Bladet blev udgivet af en borgerligt indstillet gruppe i København, men bladet var landsdækkende og fik på grund af sin friske tone tilnavnet »Det illegale Ekstrablad«.

politifolk i afdelingen skulle efterforske alle anslag mod den tyske besættelsesmagt, herunder det illegale bladarbejde. Det hemmelige tyske politi, Gestapo, var i 1942 endnu ikke officielt virksomt i Danmark, hvorfor det var overladt til den tyske militære efterretningstjeneste, Abwehr, at efterforske illegal aktivitet – og det skete ofte i samarbejde med dansk politi, som på tysk forlangende stod for arrestationer og anden udøvende indsats. Frem til 29. august 1943, hvor regeringen ophørte med at fungere, varetog dansk politi således efterforskningen og bekæmpelsen af det illegale arbejde, hvorefter det tyske Gestapo overtog arbejdet og reducerede politiets rolle til stort set blot at observere. I efteråret 1942, hvor De Frie Danskes virksomhed blev efterforsket, skete det oftere og oftere, at det tyske Abwehr deltog i eller ligefrem overtog den politimæssige efterforskning, hvilket gav anledning til den opfattelse, at der foregik et tæt samarbejde mellem dansk politi og tyskerne. Men faktisk havde flere politifolk i »Afdelingen for Syrlige Sager«, som afdelingen spøgefuldt kaldtes, et nært samarbejde med modstandsfolkene og bistod på forskellig vis det illegale arbejde. Blandt andet søgte de fleste politifolk i afdelingen ved afhøringerne af arresterede at fremstille sagerne så bagatelagtige som muligt. Arbejdet i afdelingen var derfor en balanceakt på en knivsæg: På den ene side var politifolkene tvunget til at efterforske det illegale arbejde, for at tyskerne ikke selv skulle overtage hele politihåndhævelsen, på den anden side var kun de færreste politifolk interesserede i at yde tyskerne bistand – og især ikke hvis det gik ud over landsmænd. Med hjælp fra to danske angivere, Olaf Hanøl og Arvid Waltenstrøm, lykkedes det Abwehr at infiltrere De Frie Danske i efteråret 1942. Ved at foregive at de sympatiserede med bladet og ønskede at støtte det økonomisk, blev der afholdt nogle møder med De Frie Danskes ledelse. Og den 5. september mente tyskerne at have nok til at gå i aktion, hvilket startede en arrestationsbølge, som fortsatte til langt ind i november. I flere omgange måtte dansk politi på tysk forlangende rykke ud og foretage arrestationer på en lang

række navngivne personer. Omkring 30 personer blev arresteret, og mange andre måtte gå uvirksomme under jorden eller flygte til Sverige. Det var således en organisation på hælene, der fik kontakt med folkene i Stjerne Radio i oktober-november 1942. Etableringen af trykkestedet i Istedgade var derfor et kærkomment supplement. I løbet af vinteren blev trykkestedet flyttet væk fra Stjerne Radio og forlagt til O.B. Bertelsens hjem på Sylows Allé 6 på Frederiksberg. En fornuftig foranstaltning, da radioforretningen fortsat var i politiets søgelys på grund af de daglige provokationer med BBC’s udsendelser og engelskvenlige vinduesudstillinger. Stedet på Sylows Allé forblev et tilholdssted for den senere sabotagegruppe, selvom Bertelsen ikke blev direkte aktiv i denne. I de næste fire måneder fremstillede gruppen hver måned et ikke nærmere kendt oplag af De Frie Danske og aflastede det hårdt trængte hovedtrykkeri. I begyndelsen af marts 1943 blev der for alvor brug for hjælp, da hovedtrykkeriet blev afsløret i en lejlighed i Vestergade, og der blev konfiskeret duplikator og andet udstyr samt forsider til 10.000 blade. Bladet udkom med forsinkelse, men det kom ud – ene og alene på grund af sidegruppernes arbejde. Bladarbejdet var ulønnet, og faktisk måtte Muncke-gruppen selv betale for udgifterne til papir og trykkematerialer. En udgift, som i vid udstrækning blev afholdt af Carl Munck. Præcis hvornår gruppen ophørte samarbejdet med De Frie Danske, kan ikke fastslås, men det fortsatte i hvert fald til hen i april 1943, hvor Max Bæklund blev arresteret for uddeling af De Frie Danskes løbesedler den 9. april. Helt ufarligt var bladarbejdet ikke, men hvor farligt kunne de ikke vide, da der i efteråret 1942 endnu ikke var faldet dom over de mange arresterede bladfolk. Det skete først i februar 1943, hvor folkene bag De Frie Danske efter tysk krav blev idømt hårde straffe, helt op til otte års fængsel. Ved en senere prøvning i Højesteret blev dommene dog nedsat noget, men de markerede, at tyskerne så med største alvor på det illegale bladarbejde.