Sandgrav - læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

POLITIKEN om JAGTMARK

HELENE TURSTEN har udgivet 10 bøger om kriminalinspektør Irene Huss, der alle er blevet filmatiseret.

SANDGRAV er anden selvstændige del i Helen Turstens serie med Embla Nyström i hovedrollen.

Bøgerne er oversat til 18 sprog, blandt andet thailandsk, og har solgt i over 4,5 millioner eksemplarer verden over. I 2015 udkom JAGTMARK, som er første bog i Helene Turstens nye serie om Embala Nyström.

L I N D H A R D T O G R I N G H O F. D K

SANDGRAV

Men da en politibetjent findes død og en eksplosionsbrand kort tid efter hærger en lade, begynder Embla at tro, at der ligger andre og større kræfter bag. Er der en seriemorder på fri fod, og vil det lykkes at finde Amelie i live?

HELENE TURSTEN

FOTO © OLA KJELBY

En kold decemberdag forsvinder den ni-årige Amelie sporløst, da hun er på vej hjem fra skole. Kriminalinspektør Embla Nyström og hendes team sættes på sagen, og mistanken rettes mod en stille og indadvendt teenager.

BERLINGSKE om JAGTMARK

DEN DANSKE PRESSE OM HELENE TURSTEN:

HELENE TURSTEN SAND GRAV EN EMBLA NYSTRÖM KRIMI

LINDHARDT OG RINGHOF

”Tursten skriver i en behagelig nøgtern prosa uden for meget stuk og stilmøbler. Hendes stærke kvinder er herlige og heldigvis ikke dukkebørn som i visse andre skandinaviske krimier, men har morgenhår, får menstruation, tisser på hug og skyder med skarpt.” POLITIKEN

”Visse forfattere adskiller sig fra andre ved at skrive i et koncist og kontant sprog, der gør deres tekster velformede – og til en fornøjelse at læse. Det gælder for bl.a. Helene Tursten.” BERLINGSKE

SANDGRAV HELEN TURSTEN

PÃ¥ dansk ved Charlotte A.E. Glahn

LINDHA RDT OG RINGHOF

SANDGRAV.indd 3

1/9/17 5:43 PM

Sandgrav Oversat fra svensk efter Sandgrav Copyright © 2016 Helen Tursten Published by agreement with Copenhagen Literary Agency ApS, Copenhagen All rights reserved Dansk Copyright © 2017 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Forsideillustration: Getty Images Omslag: Imperiet Bogen er sat med Minion og trykt hos Livonia Print

ISBN 978-87-11-53972-9 1. udgave, 1. oplag 2017

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

SANDGRAV.indd 4

1/9/17 5:43 PM

Til Anneli HĂ¸ier med inderlig tak for dit venskab og din professionelle stĂ¸tte

SANDGRAV.indd 5

1/9/17 5:43 PM

SANDGRAV.indd 6

1/9/17 5:43 PM

DEL I December

SANDGRAV.indd 7

1/9/17 5:43 PM

SANDGRAV.indd 8

1/9/17 5:43 PM

jertet hamrede, og maven trak sig sammen i nervøsitet. Amelie sad som på nåle i de sidste ti minutter af timen. I samme øjeblik klokken ringede, sprang hun op fra stolen og løb med Tuva i hælene ud på gangen. – Jeg følger med hen til bussen! råbte Tuva. Pigerne krængede jakkerne på, mens de løb mod udgangen. På trappen standsede de et kort øjeblik for at lyne op og tage vanter på. Det var allerede mørkt udenfor, og den stærke vind fra havet var isnende kold. Det var tilmed begyndt at regne kraftigt. Kun to uger til juleaften og ikke et eneste snefnug i sigte. Lortevejr! tænkte Amelie. Hun havde mest lyst til at vende om og gå ind til klassekammeraterne igen, men hun var nødt til at tage hjem og hente luciakjolen og lyset. Musiklæreren havde sagt, at alle skulle være klædt om, hvis det skulle virke ægte, når de øvede sidste gang inden krybbespillet og luciaoptoget. Generalprøve, havde hun kaldt det. Det havde været en dum morgen. Som sædvanlig ville Julien, der altid var så træt om morgenen, ikke i børnehave. Mor havde måttet lokke og plage ham, før han tog tøjet på.

SANDGRAV.indd 9

1/9/17 5:43 PM

Alt for sent var de løbet ud ad døren. I forvirringen glemte de posen med tingene, som altså nu stadig lå på gulvet i gangen. Amelie havde sit eget buskort, fordi hun ikke længere gad at være på fritten. Der var kun et enkelt stoppested mellem skolen og Önnaröd, hvor hun boede, men det var farligt at gå på de smalle veje i mørket. Selv om hun havde reflekser på både skoene og jakken, ville mor alligevel have, at hun tog bussen. Tuva boede tæt på skolen, så hun behøvede ikke at tage bussen. Pigerne var bedste veninder og gik i tredje klasse. Amelie ville fylde ti år om to måneder og tre dage, og hun syntes, at fritidshjemmet var for pattebørn. Tuva var helt enig, selv om hun ikke havde fødselsdag før den 5. maj. Nu kunne pigerne høre, at bussen svingede ind på holdepladsen. Eller var den på vej ud igen? – Vent! råbte de. De løb alt, hvad de kunne ned ad bakken, kun for at se de røde baglygter forsvinde ned ad vejen. Næste bus ville ikke komme før om tyve minutter. Øv! Hun skulle være tilbage på skolen om en halv time! Pigerne blev stående ved det tomme busskur og pustede ud efter løbeturen. Måske kunne hun lige så godt løbe hjem, det ville jo kun tage ti minutter. Men så bliver jeg jo drivvåd, tænkte Amelie. I samme øjeblik hørte de en velkendt brummende motorlyd. Kristoffer! Han og Tuva var i familie med hinanden, selv om Amelie ikke rigtig vidste hvordan, men de havde flere gange fået lov til at køre med i hans ombyggede traktor. En A-traktor, kaldte han det. Tuva stillede sig beslutsomt ud i vejkanten og viftede ivrigt med armene, da det langsomme køretøj nærmede sig.

SANDGRAV.indd 10

1/9/17 5:43 PM

Amelies hjerte begyndte at slå endnu hurtigere, da Kristoffer standsede. Han rullede ruden ned og så spørgende på dem. Der strømmede høj rockabillymusik ud fra højtalerne, og det gav genlyd i busskuret. – Hej! Må Amelie køre med? Hun nåede ikke bussen … må hun? Pleaaaaase? Han nikkede, og Amelie løb om på den anden side af bilen. Hun vinkede glad til Tuva, inden hun åbnede døren og hoppede ind. Med et suk af lettelse sank hun ned i det bløde sæde. Hvide lædersæder, det var pænt. Kristoffers ladvogn, nej A-traktor, var virkelig flot. Han gik meget op i, hvad de forskellige biler hed. Der duftede godt fra det Wunderbaumtræ, der dinglede i forruden. Eller kom duften mon fra det, Kristoffer havde i håret, for at holde det lange pandehår på plads? Elvisfrisure, kaldte Tuva det. Hun syntes, det var sejt, men Amelie var ikke helt sikker. Hun var vild med One Direc tion, og ingen af drengene i bandet havde sådan en frisure. Kristoffers hættetrøje var plettet af olie og snavs. Også hans jeans. Ham og hans far rodede med biler, vidste Amelie. Hun vinkede glad til Tuva, da bilen satte sig i bevægelse igen. – Vi skal øve, og så skal vi have luciakjolerne på, men vi behøver ikke noget glimmer. Ikke før i morgen. Krybbespil, du ved. Alle forældre kommer og ser det. Tuva og mig er med i luciaoptoget. Vi synger hele tiden, og de små unger fra første og anden skal være får og hyrder, og vi er engle og … Amelie sludrede løs. Hun kendte jo Kristoffer lidt, for han var Tuvas grandfætter, eller hvad det nu var, men selv om de havde fået lov at køre med i A-traktoren før, havde

SANDGRAV.indd 11

1/9/17 5:43 PM

hun aldrig været alene med ham. Tuva havde altid været med. Men han var, som han plejede. Og måske snakkede hun så meget, fordi hun vidste, at han ikke ville svare. Han sagde ikke så meget. Faktisk næsten ikke noget. Men han var sød nok. Han kørte hende jo for eksempel hjem nu. Hun lænede sig tilfreds tilbage i sædet med den trygge følelse af, at hun ville kunne nå at være tilbage i rette tid. Lige så vanskelig han kunne være om morgenen, lige så besværlig var Julien, når Maria kom om eftermiddagen for at hente ham fra børnehaven. I dag ville han absolut ikke hjem, for han og Malte var ved at bygge et Legohus, som ikke kunne vente til næste dag. Hun mærkede, hvordan sveden begyndte at løbe ned ad ryggen, mens hun lokkede og til sidst håndgribeligt forsøgte at give drengen overtøjet på. Han var overtræt og sur. Trodsalderen, ja tak! Den dreng havde været i trodsalderen, siden han blev født for fem år siden, tænkte Maria irriteret. Hun udvekslede et opgivende blik med en af pædagogerne, som var gået med ud i den tomme gang. Sammen lykkedes det dem til sidst at få givet drengen jakke og sko på, men overtræksbukserne nægtede han at få på. På vej hen mod bilen snublede han selvfølgelig i en stor vandpyt. Bukserne blev plaskvåde, og han begyndte at græde igen. – Vi skal bare lige hente Amelie, og så kører vi direkte hjem. Jeg laver varm kakao med flødeskum og varmer et par boller. Synes du ikke, vi har fortjent det efter sådan en dag? Hun kyssede ham på panden og løftede ham ind i bilen. Naturligvis drillede selen til barnesædet. Det var bare en af

SANDGRAV.indd 12

1/9/17 5:43 PM

de dage! Først da hun sank ned på førersædet, åndede hun lettet op. Det var skønt, at der kun var et par minutter hen til Amelies skole. Hun begyndte selv at længes efter den varme kakao og en lun bolle. Maria så spørgende på skiftevis Tuva og pigernes musiklærer, Therese Jansson. Der var kun de tre tilbage i skolens gymnastiksal, hvor juleafslutningen skulle afholdes. Fra det tændte juletræ i hjørnet bredte der sig en stærk duft af harpiks. Grenene hang tungt af alt den pynt, børnene havde hængt på, for at træet skulle være ekstra flot. – Kom hun ikke tilbage? – Nej. Jeg har ringet tusinde gange. Hun svarer ikke, sagde Tuva. – Jeg har også ringet til hende. Både på mobilen og jeres hjemmenummer. Men jeg har jo haft nok at gøre med generalprøven … Læreren sendte hende et undskyldende blik og sank besværet en klump. Maria noterede sig, at hendes hånd dirrede let, da hun skubbede de store hornbriller længere op på næseryggen. Hun er også bekymret, tænkte Maria. – Det ligner ikke Amelie at pjække, sagde hun. – Bestemt ikke. Og hun havde virkelig glædet sig til at skulle synge solo, medgav læreren. – Hun tager altid sin mobil, tilføjede Tuva bestemt. Hun har ret. Amelie svarer altid, tænkte Maria med stigende bekymring. – Tuva, jeg kører dig hjem, sagde hun hurtigt.

SANDGRAV.indd 13

1/9/17 5:43 PM

– Vil du ringe til mig, når du finder hende? Det gør ikke noget, at det bliver sent, sagde læreren nervøst. – Det skal jeg nok. Maria var allerede på vej ud til bilen. Huset og haven var gennemsøgt. Julien havde glad løbet rundt og ledt, han kendte alle gemmestederne, eftersom gemmeleg var hans yndlingsbeskæftigelse. Men han fandt ikke sin søster nogen steder. I vasken lå der en bananskræl, og på køkkenbordet stod der et glas med en sjat mælk på bunden. Inden hun var gået, havde Amelie været på toilettet og tisse, men hun havde i farten glemt at skylle ud. Maria kunne ikke finde posen med luciatøjet og det lille batteridrevne lys nogen steder. Datteren havde altså været hjemme, havde spist lidt, været på toilettet, taget posen og var derefter løbet ud i mørket og regnen. Hvor var hun taget hen? Mekanisk varmede Maria kakaomælk i en gryde og tøede den lovede bolle op i mikroovnen til sønnen. Mens han tilfreds gav sig til at spise, satte hun sig ned og ringede rundt til alle dem, Amelie kunne tænkes at opholde sig hos. Ingen havde set eller hørt noget til hende. Med jævne mellemrum ringede hun til datterens mobiltelefon, men ingen svarede. Tuva havde haft helt ret, Amelie tog altid sin telefon, hun var så stolt og glad for sin nye mobil. Angsten fik Marias strube til at snøre sig sammen. Det varede en rum tid, før det lykkedes hende at få tilstrækkelig samling på sig selv til at ringe til svigermoren. Med skælvende hænder tastede hun nummeret ind. Da Iris Holms

SANDGRAV.indd 14

1/9/17 5:43 PM

rolige stemme lød i den anden ende, mistede Maria beherskelsen og begyndte at græde. Mest af alt af lettelse over, at Iris var hjemme, hun havde altid været en stor støtte. Mellem grådanfaldene fortalte Maria, at Amelie var forsvundet. Hun bad Iris om at komme og passe Julien, mens hun selv gik ud og ledte i området. – Har du ringet til Johannes? var det første, Iris spurgte om, da hun trådte ind ad døren. – Nej, men jeg har ringet til alle andre, som hun kunne tænkes at være hos. Jeg vil ikke gøre ham urolig. Han kan jo alligevel ikke stille noget op, der, hvor han er, svarede Maria. – Det har du selvfølgelig ret i … Hvis ikke du har fundet hende inden for en time, ringer vi til politiet. Både privat og i arbejdssammenhænge havde svigermoren en evne til at bevare fatningen og tænke klart i svære situationer. Hun skulle gå på pension om et halvt år, men arbejdede stadig heltids som bibliotekar. Hun trak omsorgsfuldt Maria ind til sig og holdt om hende, uden at sige noget. Da svigerdatterens gråd begyndte at aftage, klappede hun hende blidt på kinden. – Så, så. Smut nu ud og find Amelie, sagde hun. Et øjeblik efter løb Maria ud i mørket og den silende regn. Hun havde regntøj på og havde taget en kraftig lommelygte med sig. Hun gik med raske skridt i vejens venstre side. Hun lyste hele tiden på vejen og ned i grøften. Regnen og vinden var taget til, og det var svært overhovedet at se noget. Hun gik den lille kilometer hen til skolen uden at

SANDGRAV.indd 15

1/9/17 5:43 PM

bemærke noget ud over det sædvanlige. Nogenlunde hvert femte minut ringede hun til Amelies telefon uden at få svar. Pludselig fik hun en indskydelse. Hun standsede op og valgte et nyere foto af datteren, som hun havde på mobilen; en smilende Amelie med glade, lysende øjne og det nye hårspænde, der holdt pandehåret på plads. Billedet af hendes søde datter bragte gråden frem igen. Tårerne blandede sig med regndråberne, der slog mod ansigtet. Med dirrende fingre lagde hun billedet ud på Facebook med en bøn om, at folk skulle lade høre fra sig, hvis de havde set pigen på billedet efter klokken 15.00 i dag. På tilbagevejen passerede hun genbrugsstationen, der lå et par hundrede meter fra busstoppestedet. Mekanisk ringede hun igen til Amelies telefon og afventede med buld rende hjerte. Gode Gud, lad hende svare! Gode Gud … Hun afbrød sine indre bønner, da omkvædet til Bjældeklang lød inde fra en af containerne. Netop den ringetone havde Amelie downloadet et par uger forinden for at påminde sig selv og sine omgivelser om, at julen nærmede sig. – Amelie! Amelie! Hvor er du? Stemmen knækkede over, da hun råbte. Med hjertet oppe i halsen løb hun ind på pladsen. Det tog hende ikke mange sekunder at lokalisere ringetonen til den nærmeste container. Da hun åbnede låget, blev lyden stærkere. Åbningen var for lille til, at hun kunne stikke hovedet ind, men hun lyste med lommelygten. Beholderen var tydeligvis blevet tømt for nyligt, for hun så ikke noget affald, men hun kunne høre telefonen ringe ihærdigt. Selv om hun vidste, at pigen ikke kunne være i derinde, råbte hun ind gennem åbningen:

SANDGRAV.indd 16

1/9/17 5:43 PM

– Amelie! Amelie! Det eneste svar var ekkoet af hendes egen stemme, der blandede sig med ringetonens syntetiske melodi. Maria trak hovedet tilbage fra lågen og forsøgte at tænke. Hun afbrød sin mobil for at få den frygtelige melodi til at standse. Panisk trykkede hun 112. Da en rolig kvindestemme oplyste hende om, at hun havde ringet til alarmcentralen, var det, som om stemmebåndet låste sig fast. – Amelie … min datter … er væk! lykkedes det hende til sidst at få fremstammet. – Hvor gammel er pigen? – Ni … – Hvor længe har hun været væk? Forgæves forsøgte Maria at regne i hovedet, men hun kunne ikke koncentrere sig. – Hun gik hjem fra skolen for at hente noget … de skulle øve et luciaoptog … men hun kom ikke tilbage igen! – Hvad var klokken på det tidspunkt? – Tre … ved tretiden. – Snart fire timer, altså. Har du ringet rundt til kammerater og naboer? – Ja! Til alle! Og ledt i huset … haven … kvarteret, hvor vi bor. Nu har jeg gået hele vejen mellem vores hus og skolen. Med lommelygte. Og … – Hvor lang er den strækning? – Knap en kilometer. Og nu er jeg på genbrugsstationen. Da jeg ringede til hendes mobil … så hørte jeg hendes ringetone. Telefonen ligger i en af containerne!

SANDGRAV.indd 17

1/9/17 5:43 PM

Det sidste kom ud som et ufrivilligt skrig. I den anden ende blev der stille i et par sekunder, inden den rolige stemme vendte tilbage. – Hvad er dit navn? – Maria Holm. – Og nøjagtigt hvor befinder du dig netop nu? – Lossepladsen … genbrugsstationen, eller hvad det hedder … mellem Önnaröd og Mällby. – Nærmeste by? – Strömstad. – Hvor langt fra Strömstad befinder du dig? – Lige nord for … to kilometer. – Jeg sender en patruljevogn. Bliv, hvor du er. Efter ti minutter ankom en politibil. Maria viste billedet af Amelie og beskrev hendes tøj: rød dynejakke, hvid hue, blå vanter, blå jeans og blå gummisko. Den mandlige politibetjent præsenterede sig som politiassistent Patrik Lind. Han var i begyndelsen af tyverne og virkede veltrænet, men samtidig en anelse overvægtig. Eftersom han ikke var specielt høj, og uniformsjakken strammede betænkeligt over ryggen, fremstod han noget kompakt af bygning. Han granskede billedet længe, før han sagde: – Hun er jo også ret mørk. I har ikke fået nogen trusler eller sådan noget? Maria stirrede uforstående på ham, før det gik op for hende, hvad han mente. – Ja, jeg er født på Guadeloupe … Caribien. Min mand er fra Strömstad. Svensk. Jeg har boet her i ti år, og jeg har

SANDGRAV.indd 18

1/9/17 5:43 PM

sjældent fået negative kommentarer om min hudfarve. Amelie har heller ikke fortalt noget om den slags. – Jeg tænkte bare på, om det kunne være en slags hate crime, sagde den unge politimand. Han skævede hen til sin kvindelige kollega, som var et halvt hoved højere end ham og hvis lange, kulsorte hår var samlet i hestehale. Det var svært at tyde udtrykket i hendes mørke, mandelformede øjne, da han nævnte ordet hate crime. Patrik Lind vidste, at Alice Åslund var adopteret fra Kina. I det sidste år havde hun boet sammen med en noget ældre kvinde på en hesteejendom uden for Fjällbacka. Med sit tydelige asiatiske udseende og sin seksuelle orientering var der intet i ordet hatecrime, som Alice ikke kendte til. Efter først at have sendt billedet til sin egen og kollegernes telefoner, gav han Maria hendes mobil tilbage. Med armene lidt ud fra kroppen traskede han tilbage til politibilen og satte sig tungt i passagersædet. Inden de kørte, lykkedes det Patrik Lind at få kontakt til chefen for det firma, der havde ansvaret for genbrugsstationen. Efter at have fået en forklaring, lovede chefen for firmaet at sende en mand, der kunne låse containeren op. – Vi kører ud og leder efter hende, sagde Patrik Lind gennem den åbne bilrude. Han lukkede den hurtigt igen for at stoppe for regnen, der slog ind i bilen. Politiassistent Åslund sad allerede ved rattet. Med hvinende dæk svingede hun ud på vejen for at begynde eftersøgningen efter pigen. I den halve time det tog, før manden fra genbrugsstationen kom, stod Maria alene i mørket og regnen. Hun ryste-

SANDGRAV.indd 19

1/9/17 5:43 PM

de af kulde og angst, men turde ikke at forlade stedet. På en eller anden måde virkede det vigtigt at våge over det eneste spor, hun havde af sin datter. Samtidig med at manden med nøgle til containerne ankom, svingede også politibilen ind på genbrugspladsen igen. Patrik Lind og Alice Åslund kunne kun overgive den nedslående besked, at de ikke havde fundet det mindste spor af pigen, men de kunne fortælle, at yderligere en politibil var på vej for at slutte sig til eftersøgningen. Den container, hvorfra Maria havde hørt Amelies ringetone, blev åbnet. På bunden af den næsten tomme container lå en mobiltelefon. Alice Åslund hoppede ned i containeren og lirkede forsigtigt mobilen ned i en papirspose. Maria identificerede mobilen med det lyserøde etui med et mønster af små katte som Amelies. Nu ligger den i en bevispose. Bevis? På hvad? tænkte hun. I løbet af aftenen blev en stor eftersøgning sat i gang, og både politi og militær blev indkaldt. Selv flere frivillige, der havde set Marias opfordring på Facebook, deltog. Tidligt om morgenen kom en helikopter med varmekamera og begyndte at afsøge området. Eftersøgningslederen havde lovet, at den ville være i luften, lige til de fandt pigen.

SANDGRAV.indd 20

1/9/17 5:43 PM

POLITIKEN om JAGTMARK

HELENE TURSTEN har udgivet 10 bøger om kriminalinspektør Irene Huss, der alle er blevet filmatiseret.

SANDGRAV er anden selvstændige del i Helen Turstens serie med Embla Nyström i hovedrollen.

L I N D H A R D T O G R I N G H O F. D K

SANDGRAV

HELENE TURSTEN

BERLINGSKE om JAGTMARK

DEN DANSKE PRESSE OM HELENE TURSTEN:

HELENE TURSTEN SAND GRAV EN EMBLA NYSTRÖM KRIMI

LINDHARDT OG RINGHOF