Septembers lys - læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

Siden er udkommet Englens spil og Himlens fange samt Tågens fyrste og Midnatspaladset.

Året er 1937, og Irene Sauvelle flytter med sin familie til en lille kystby i Normandiet, hvor de slår sig ned på en stor ejendom, der er ejet af legetøjsfabrikant og opfinder, Lazarus Jann. Irene bliver betaget af stedets skønhed, de lokale anekdoter og ikke mindst af den unge mand Ismael. Mordet på en ung pige ødelægger idyllen og får Irene til at undre sig: Hvad gemmer der sig bag de mystiske fortællinger, der verserer blandt byens beboere? Og hvad er det, Lazarus Jann så ihærdigt forsøger at skjule på sin ejendom? Irene skal gennemleve sit livs mest skræmmende sommer og forsøge at finde mening i de mange mysterier og hemmeligheder, der viser sig at være overalt i den lille franske by.

C A R L O S RU I Z

ZAFÓN Septembers lys

Septembers lys

Den spanske forfatter Carlos Ruiz Zafón (f. 1964) brød stort igennem hos det internationale publikum med romanen Vindens skygge, der udkom i 2001, og siden er blevet oversat til 46 sprog og har solgt 25 millioner eksemplarer verden over.

CARLOS RUIZ ZAFÓN

Hvad er er det, han skjuler, den mystiske legetøjsfabrikant, der bor alene i et kæmpe hus befolket af mekaniske væsener?

Af forfatteren til Vindens skygge

Lindhardtogringhof.dk

Lindhardt og Ringhof OMSLAG: IMPERIET.DK

Septembers lys er oversat fra spansk efter Las luces de septiembre Copyright © Carlos Ruiz Zafón 1955, Dragonworks, S.L. 2004 All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København 2017 Bogen er sat med Adobe Garamond og trykt hos Livonia Print Omslag: Harvey Macaulay / Imperiet ISBN: 978-87-11-56393-9 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia 2017 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

SEPTEMBERS LYS.indd 4

06/04/17 2:31 pm

CARLOS RUIZ ZAFÓN

SEPTEMBERS LYS På dansk ved Iben Hasselbalch

Lindhardt og Ringhof

SEPTEMBERS LYS.indd 3

06/04/17 2:31 pm

Kære Irene eptembers lys lærte mig at mindes dine skridt, der forsvandt i tidevandet. Jeg vidste allerede dengang, at vinteren og dens spor hurtigt ville slette billedet af den sommer, vi havde sammen i Baie Bleue. Det ville overraske dig at se, hvor uforandret alting er. Fyrtårnet står stadig som en skildvagt i disen, og vejen langs Englænderens Strand er nu ikke andet end en ligegyldig sti, der snor sig gennem sandet uden mål. Ruinerne af Cravenmoore stikker op over skovens trækroner, tavse og dækket af en dyne af mørke. Når jeg med større og større mellemrum tager ud på bugten i sejlbåden, kan jeg stadig se de krakelerede ruder i vestfløjens vinduer glimte som uvirkelige tegn i tågen. Sommetider bliver jeg så opslugt af mindet om de dage, hvor vi sidst på eftermiddagen sejlede over bugten og hjem i havn, at jeg synes, jeg igen ser lysene flimre i mørket. Men jeg ved, at der ikke er nogen. Ingen. Du spørger sikkert dig selv, hvad der er blevet af Næshuset. Og ja, det ligger der endnu i al sin ensomhed på spidsen af næsset ud til det store hav. Det, der var tilbage af den lille anløbsbro på stranden, blev smadret af en storm sidste vinter. En velhavende

SEPTEMBERS LYS.indd 5

06/04/17 2:31 pm

guldsmed fra en eller anden navnløs by var lige ved at købe det for en slik, men vestenvinden og bølgeslaget mod klinten fik ham fra det. Saltluften har tæret på det hvide træ. Den hemmelige sti, der gik langs lagunen, er nu en uigennemtrængelig jungle af vilde buske og nedfaldne grene. Nogle gange, når arbejdet på kajen tillader mig det, cykler jeg ud til næsset for at opleve skumringen fra verandaen oppe på klippekanten. Jeg alene med en flok måger, der lader til at have overtaget rollen som nye lejere uden at ulejlige sig ind omkring et notarkontor. Derfra kan man stadig se månen hæve sig over horisonten og aftegne sin sølvguirlande mod Flagermusgrotten, Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt fortalte dig om denne grotte og berettede en fantastisk historie om en skummel korsikansk sørøver, hvis skib blev slugt af grotten en nat i 1746. Jeg løj. Ingen smugler eller krigerisk sørøver har nogensinde vovet sig ind i den mørke grotte. Jeg kan sige til mit forsvar, at det er den eneste løgn, du har hørt fra min mund. Men det har du sikkert vidst hele tiden. Her til formiddag, da jeg sad og bødede nogle garn, som havde siddet fast på et skær, skete det igen. Et kort øjeblik syntes jeg, jeg så dig stå på verandaen til Næshuset og spejde tavst mod horisonten, sådan som du holdt af at gøre. Da mågerne fløj op, konstaterede jeg, at der ikke var nogen dér. Længere borte, ridende oven på tågen, rejste Saint Michel-bjerget sig som en flygtig ø strandet i tidevandet. Sommetider tænker jeg, at alle andre er flygtet langt væk fra Baie Bleue, og at jeg er fanget i tiden og forgæves venter på, at septembers purpurrøde tidevand skal give mig noget mere tilbage end minder. Det skal du ikke tage dig særligt af. Sådan er det med havet; det giver det hele tilbage efter et stykke tid, især minderne. •

SEPTEMBERS LYS.indd 6

6•

06/04/17 2:31 pm

Jeg tror, jeg nu har sendt hundrede breve, hvis jeg tæller dette med, til den seneste af dine adresser i Paris, jeg har kunnet fremskaffe. Sommetider spørger jeg mig selv, om du overhovedet har fået nogen af dem, og om du nogensinde tænker på mig og den morgen på Englænderens Strand. Det gør du måske ikke, måske har livet ført dig langt bort herfra, langt bort fra alle minder om krigen. Livet var meget enklere dengang, kan du huske det? Og dog. Det var det sikkert ikke. Jeg begynder at tro, at det kun er mig, der er et sølle fjols, som stadig lever i mindet om de dage i 1937, hvor du endnu var her hos mig …

SEPTEMBERS LYS.indd 7

06/04/17 2:31 pm

SEPTEMBERS LYS.indd 8

06/04/17 2:31 pm

I. HIMLEN OVER PARIS

Paris, 1936.

e, der husker den nat, da Armand Sauvelle døde, påstår, at et purpurfarvet lysglimt fór over himlen og trak et spor af glødende aske, som forsvandt i horisonten; et lysglimt, som hans datter Irene aldrig så, men som skulle komme til at spøge i hendes drømme i mange år efter. Det var en kold vintermorgen, og vinduesruderne på stue 14 på Saint George Hospital var overtrukket af et tyndt lag is, der tegnede spøgelsesagtige akvareller af byen i dagningens gyldne halvlys. Armand Sauvelles flamme slukkedes i stilhed næsten uden et suk. Hans hustru Simone og hans datter Irene så op, da dagens første lys brød nattens linje og kastede tynde striber af lys hele vejen gennem hospitalsstuen. Dorian, den yngste søn, lå og sov i en af stolene. En overvældende stilhed fyldte stuen. Det var ikke nødvendigt at sige et eneste ord for at forstå, hvad der var sket. Efter seks måneders lidelser havde det

•

SEPTEMBERS LYS.indd 9

9•

06/04/17 2:31 pm

sorte spøgelse af en sygdom, hvis navn ikke var til at udtale, taget livet af Armand Sauvelle. Sådan bare uden videre. Det blev begyndelsen på det værste år, som familien Sauvelle skulle mindes. Armand Sauvelle tog sin charme og smittende latter med sig i graven, men hans talrige gældsposter fulgte ham ikke på hans sidste rejse. Snart begyndte en sværm af kreditorer og alle mulige gribbe i diplomatfrakke og med fine titler at aflægge besøg hos familien Sauvelle på Boulevard Hausmann. De kølige, juridiske høflighedsvisitter fik følgeskab af skjulte trusler. Og disse efterhånden af beslaglæggelser. Prestigefyldte skoler og velsyede klæder blev afløst af deltidsjobs og mere beskedent tøj til Irene og Dorian. Det blev begyndelsen på familien Sauvelles svimlende nedstigning til den virkelige verden. Det var dog Simone, det gik værst ud over. Genoptagelsen af jobbet som lærerinde var ikke nok til at klare den store gæld, der åd hendes sparsomme midler op. I alle hjørner dukkede nye dokumenter op, som Armand havde underskrevet, nye ubetalte gældsposter, nye sorte, bundløse huller. Det var på det tidspunkt, at den lille Dorian begyndte at få mistanke om, at halvdelen af Paris’ befolkning bestod af advokater og bogholdere, der som rotter holdt til lige under overfladen. Det var også på det tidspunkt, at Irene, uden at moren vidste noget om det, sagde ja til et job i en dansesalon. Hun dansede med soldaterne, der blot var store, generte drenge, for nogle mønter (mønter, som hun om aftenen lagde i den æske, som Simone gemte under køkkenvasken). På samme måde opdagede familien Sauvelle, at listen over dem, der erklærede sig for deres venner og velgørere, forsvandt •

SEPTEMBERS LYS.indd 10

10 •

06/04/17 2:31 pm

som dug for solen. Men trods det tilbød Henri Leconte, en gammel ven af Armand Sauvelle, den følgende sommer familien, at de kunne flytte ind i en lille lejlighed over den forretning med tegneartikler, som han bestyrede i Montparnasse. Lejen udsatte han til bedre tider, mod at Dorian hjalp ham som stikirenddreng, for hans egne knæ var ikke længere, hvad de havde været. Simone fandt aldrig ord for at takke gamle monsieur Leconte for hans godhed. Og han bad aldrig om dem. I en verden af rotter var de løbet ind i en engel. Da vinterens første dage krøb ind i gaderne, fyldte Irene fjorten år, men hun syntes, de vejede som fireogtyve. For en enkelt gangs skyld brugte hun de småpenge, hun tjente i dansesalonen, på en kage for at fejre sin fødselsdag med Simone og Dorian. Armands fravær hang over dem alle som en knugende skygge. De slukkede lysene på kagen sammen i den trange stue i lejligheden i Montparnasse, mens de bad til, at den onde skæbnes ånd, der havde forfulgt dem i månedsvis, ligeledes skulle forsvinde. Og denne gang blev deres ønske ikke ignoreret. De vidste det ikke endnu, men det mørke år lakkede mod enden. Nogle uger efter tændtes der uventet et håb i familien Sauvelles horisont. Takket være monsieur Lecontes kunstgreb og netværk af bekendte opstod der et tilbud om et godt job til moren i en landsby ved kysten, Baie Bleue, langt fra det grå Paris, langt fra de triste minder om Armand Sauvelles sidste dage. En formuende opfinder og legetøjsfabrikant ved navn Lazarus Jann skulle bruge en husholderske til at passe sin paladsagtige bolig i Cravenmoore-skoven. Opfinderen boede i et enormt hus lige ved siden af sin gamle og nu lukkede legetøjsfabrik, kun i selskab med sin •

SEPTEMBERS LYS.indd 11

11 •

06/04/17 2:31 pm

hustru Alexandra, der var alvorligt syg og havde ligget i sengen i et værelse i det store hus i tyve år. Betalingen var gavmild, og desuden tilbød Lazarus Jann dem logi i Næshuset, en beskeden bolig bygget ved klippekanten helt ude på næsset på den anden side af Cravenmoore-skoven. Midt i juni 1937 tog monsieur Leconte afsked med familien Sauvelle på perron 6 på Austerlitz Banegård i Paris. Simone og hendes to børn steg på et tog, der skulle bringe dem ud til Normandiets kyst. Gamle Leconte smilede ved sig selv, mens han så toget forsvinde i det fjerne, og et kort øjeblik havde han en forudanelse om, at familien Sauvelles histore, deres egentlige historie, først lige var begyndt.

SEPTEMBERS LYS.indd 12

06/04/17 2:31 pm

2. GEOGRAFI OG ANATOMI

Normandiet, sommeren 1937

en første dag i Næshuset prøvede Irene og hendes mor at bringe lidt orden i det, der skulle være deres nye hjem. Dorian opdagede i mellemtiden en ny lidenskab: geografi, eller nærmere betegnet at tegne kort. Udstyret med blyanter og et skrivehæfte, som Henri Leconte havde foræret ham, da de tog af sted, fandt Simone Sauvelles yngste barn et sted mellem klipperne et privilegeret udsigtspunkt med et fantastisk udsyn. Landsbyen og dens lille fiskerikaj dominerede den midterste del af den store bugt. Mod øst lå en endeløs strand med hvidt sand, en perleørken, der lå lige ud til havet og lød navnet Englænderens Strand. Bag den skød næsset sin brod ud i havet som en skarp klo. Sauvelles nye hus var bygget på spidsen, der skilte Baie Bleue, Den Blå Bugt, fra den brede havbugt, som de lokale kaldte Den Sorte Bugt på grund af dens dybe, mørke vand. Ude på havet, en lille kilometer fra kysten, kunne Dorian skimte øen med fyrtårnet i den flygtige dis. Fyrtårnet rejste •

SEPTEMBERS LYS.indd 13

13 •

06/04/17 2:31 pm

sig mørkt og gådefuldt og gik i et med tågedisen. Hvis han vendte blikket mod land, kunne han se sin søster Irene og sin mor på verandaen i Næshuset. Deres nye bolig var en toetagers bygning af hvidt træ placeret på klinten som en terrasse svævende i den tomme luft. Bag huset rejste skovens tykning sig, og over trækronerne kunne man skimte Lazarus Janns majestætiske bolig, Cravenmoore. Cravenmoore mindede snarere om en fæstning, et katedrallignende påfund, et produkt af en aparte, forpint fantasi. En labyrint af buer, stræbepiller, tårne og kupler fyldte dets kantede tag. Konstruktionens grundplan var formet som et kors med fire forskellige fløje. Dorian granskede det skumle omrids af Lazarus Janns bolig. En hær af vandspyere og engle udhugget i sten bevogtede facadens frise som en flok forstenede genfærd, der ventede på nattens komme. Mens Dorian lukkede sit hæfte i og beredte sig på at gå tilbage til Næshuset, spurgte han sig selv, hvad det var for en slags person, der valgte at bo sådan et sted. Det ville han snart finde ud af, for den aften var de inviteret til middag på Cravenmoore. En opmærksomhed fra deres nye velgører, Lazarus Janns side. Irenes nye værelse vendte mod nordvest. Fra sit vindue kunne hun se den lille ø med fyrtårnet og pletterne af lys, som solen tegnede på havet, laguner af lysende sølv. Det forekom hende som en næsten krænkende luksus at få et værelse for sig selv efter at have været spærret inde i månedsvis i den lille lejlighed i Paris. Det var en berusende fornemmelse at have muligheden for at lukke sin dør og have et sted helt for sig selv. Mens Irene så den nedgående sol farve havet kobberrødt, tog hun hul på dilemmaet med, hvad tøj hun skulle •

SEPTEMBERS LYS.indd 14

14 •

06/04/17 2:31 pm

tage på til deres første middag hos Lazarus Jann. Hun havde kun en lille del tilbage af det, der engang havde været en stor garderobe. Tanken om at skulle være gæst i det store Cravenmoore fik alt hendes tøj til at ligne lurvede klude, som man kun kunne skamme sig over. Da hun prøvede de to eneste muligheder, der måske kunne bruges til en sådan lejlighed, opdagede Irene et nyt problem, hun ikke havde regnet med. Efter at hun var fyldt tretten år, var det, som om hendes krop insisterede på at få mere fylde nogle steder og mindre andre. Nu, hvor hun snart fyldte femten og stod foran spejlet, var naturens luner blevet mere iøjnefaldende end nogensinde for Irene. Hendes nye runde former passede ikke til det strenge snit i hendes bedagede garderobe. En guirlande af skarlagenrøde reflekser bredte sig over Den Blå Bugt, da Simone Sauvelle kort før mørkets komme bankede forsigtigt på døren. – Kom ind. Hendes mor lukkede døren bag sig og foretog en hurtig røntgenfotografering af situationen. Alle Irenes kjoler lå på sengen. Datteren stod ved vinduet i en enkel, hvid T-shirt og kiggede ud på de fjerne lys fra bådene i kanalen. Simone betragtede Irenes slanke krop og smilede ved sig selv. – Tiden går, uden at man lægger mærke til det, hva’? – Jeg kan ikke passe nogen af dem. Jeg beklager, svarede Irene. – Jeg har prøvet. Simone gik hen til vinduet og satte sig ved siden af sin datter. Lysene fra landsbyen midt i bugten tegnede akvareller på vandet. Et øjeblik betragtede de sammen det betagende syn af tusmørket over Den Blå Bugt. Simone strøg sin datter over ansigtet og smilede. •

SEPTEMBERS LYS.indd 15

15 •

06/04/17 2:31 pm

– Jeg tror, at vi kommer til at synes om stedet her. Tror du ikke? – Men hvad med ham? Vil han synes om os? – Lazarus? Irene nikkede. – Vi er en herlig familie. Han kommer til at elske os, svarede Simone. – Er du sikker? – Det må vi håbe på, unge dame. Irene pegede på sine kjoler. – Lån en af mine, smilede Simone. – De vil klæde dig bedre end mig. Irene rødmede svagt. – Nu skal du heller ikke overdrive, sagde hun bebrejdende til sin mor. – Bare vent og se. Det blik, som Dorian sendte sin søster, da han så hende for foden af trappen i en af Simones kjoler, var guld værd. Irene så lige på Dorian med sine blå øjne, løftede truende pegefingeren og sendte ham en skjult advarsel: – Du siger ikke et ord. Dorian nikkede stumt uden at kunne tage øjnene fra den fremmede pige, der talte med samme stemme som hans søster Irene og også havde hendes ansigt. Simone bemærkede hans udtryk og undertrykte et smil. Så lagde hun med højtidelig alvor en hånd på drengens skulder og knælede ned foran ham for at ordne hans lilla butterfly, som han havde arvet efter sin far. – Du er omgivet af kvinder, min dreng. Du kan lige så godt vænne dig til det. •

SEPTEMBERS LYS.indd 16

16 •

06/04/17 2:31 pm

Dorian nikkede igen med en blanding af resignation og forbløffelse. Da væguret slog otte, var alle tre klar til den store aften og iklædt deres fineste stadstøj. Og i øvrigt skrækslagne. En svag brise kom ind fra havet og tog i Cravenmoore-skovens løvværk. Den usynlige susen i bladene ledsagede lyden af Simones og hendes to børns skridt på stien, der førte gennem træbevoksningen, en veritabel tunnel hugget gennem den mørke, endeløse jungle. Månens blege hud kæmpede for at trænge gennem svededugen af mørke, der hvilede over skoven. De usynlige stemmer fra fuglene, der boede i toppene af disse hundredårige kæmper, udgjorde en foruroligende litani. – Jeg får kuldegysninger af det her sted, sagde Irene. – Pjat, skyndte moren sig at afbryde. – Det er bare en skov. Videre. Dorian kiggede i tavshed ind i tykningens skygge fra sin position i bagtroppen. Mørket skabte uhyggelige silhuetter og pirrede hans fantasi, så han så alle mulige djævelske væsener ligge på lur. – I dagslys er alt det her bare krat og træer, sagde Simone Sauvelle og ødelagde dermed den flygtige fortryllelse, Dorian fornøjede sig med. Nogle minutter senere, efter en tur gennem mørket, som havde forekommet Irene uendelig, rejste Cravenmoores store, kantede omrids sig foran dem som et eventyrslot, der dukkede frem af tågen. Strålebundter af gyldent lys glimtede bag de store vinduer i Lazarus Janns kæmpestore bolig. En skov af vandspyere aftegnede sig mod himlen. Længere borte kunne man se legetøjsfabrikken, et anneks til ejendommen. •

SEPTEMBERS LYS.indd 17

17 •

06/04/17 2:31 pm

Da de havde lagt skovtykningen bag sig, standsede Simone og hendes børn op for at betragte legetøjsfabrikantens overvældende store residens. I samme øjeblik kom en fugl, der lignede en ravn, flaksende ud af vildnisset og fulgte en mærkværdig bane over haven omkring Cravenmoore. Fuglen fløj i cirkler over en af stenfontænerne og landede for fødderne af Dorian. Da den var holdt op med at slå med vingerne, lagde den sig på den ene side og lå og gyngede lidt, indtil den blev helt stille. Drengen knælede ned og førte langsomt højre hånd hen mod dyret. – Pas på, advarede Irene. Dorian tog sig ikke af hendes råd og strøg hånden over ravnens fjerdragt. Fuglen gav ingen livstegn fra sig. Drengen tog den mellem hænderne og foldede dens vinger ud. Et udtryk af forvirring formørkede hans ansigt. Så vendte han sig mod Irene og Simone. – Den er af træ, mumlede han. – Det er en maskine. De tre udvekslede et tavst blik. Simone sukkede og sagde opmuntrende til sine børn: – Nu skal vi gøre et rigtig godt indtryk. Ikke også? De nikkede. Dorian lagde træfuglen tilbage på jorden. Simone Sauvelle smilede svagt, og så begav de sig på hendes tegn alle tre op ad den hvide marmortrappe, der slyngede sig op mod den store bronzedør ind til Lazarus Janns hemmelige verden. Cravenmoores døre åbnede sig foran dem, uden at de behøvede bruge den mærkelige bronzedørhammer, der var formet som et engleansigt. Et stærkt, gyldent lys strålede ud fra huset. En ubevægelig skikkelse kom til syne og aftegnede sig mod det stærke lys. Skikkelsen fik pludselig liv, da den drejede hovedet til siden, samtidig med at der lød en mekanisk skramlen. Ansigtet kom ind i lyset. Øjne uden liv, •

SEPTEMBERS LYS.indd 18

18 •

06/04/17 2:31 pm

blot glaskugler indlagt i en maske uden andet udtryk end et uhyggeligt smil, betragtede dem. Dorian gjorde en synkebevægelse. Irene og moren, der var mere følsomme, trådte et skridt tilbage. Skikkelsen rakte en hånd frem mod dem og stod ubevægelig igen. – Jeg håber ikke, Christian forskrækkede Dem. Han er en gammel, ubehjælpsom frembringelse. Familien Sauvelle vendte sig mod den stemme, der talte til dem fra foden af trappen. Et venligt ansigt, godt på vej mod en velkonserveret modenhed, smilede lidt drilsk til dem. Mandens øjne var blå og lyste under det tykke, sølvgrå og omhyggeligt friserede hår. Han var pænt klædt på og havde en farverig stok af ibenholt. Han kom nu hen mod dem og bukkede respektfuldt for dem. – Mit navn er Lazarus Jann, og jeg tror, jeg skylder Dem en undskyldning, sagde han. Hans stemme var varm, opmuntrende, en stemme præget af en beroligende kraft og en sjælden ro. Hans store, blå øjne betragtede indgående hvert enkelt familiemedlem og landede til sidst på Simones ansigt. – Jeg gik min sædvanlige aftentur i skoven og kom lidt for sent hjem. Madame Sauvelle, hvis jeg ikke tager fejl … – Mig en fornøjelse, monsieur. – Kald mig endelig Lazarus. Simone nikkede. – Det er min datter, Irene. Og det er Dorian, familiens yngste. Lazarus Jann gav opmærksomt dem begge hånden. Hans håndtryk var fast og behageligt; hans smil smittende. – Udmærket. Hvad angår Christian, skal De ikke være spor bange for ham. Jeg har beholdt ham som et minde om •

SEPTEMBERS LYS.indd 19

19 •

06/04/17 2:31 pm

min første tid. Han er ubehjælpsom, og han ser ikke særlig rar ud, det ved jeg. – Er det en maskine? skyndte Dorian sig at spørge, fascineret. – Det kan man godt kalde det. Teknisk set er Christian det, man kalder en automat. – Er det Dem, der har lavet den? – Dorian, sagde moren bebrejdende. Lazarus smilede igen. Drengens nysgerrighed generede ham tydeligvis ikke. – Ja. Ham og mange andre. Det er, eller rettere sagt, det var mit arbejde. Men jeg tror, middagen er klar. Skal vi ikke tale om alt dette foran en tallerken god mad, så kan vi lære hinanden bedre at kende? Duften fra en lækker steg nåede dem som en fortryllet eliksir. Selv en sten ville have kunnet læse deres tanker. Hverken automatens overraskende modtagelse eller det overvældende indtryk af Cravenmoore udefra kunne stå mål med det indtryk, som det indre af Lazarus Janns store hus gjorde på familien Sauvelle. Aldrig så snart var de trådt indenfor, før de blev opslugt af en fantastisk verden, der lå langt over det, som de tres fantasi tilsammen ville have kunnet forestille sig. En prægtig, spiralformet trappe syntes at føre op i det uendelige. Da familien Sauvelle kiggede opad, så de, at den endte i Cravenmoores centrale tårn, kronet af en laterna magica, der badede det indre af huset i et forunderligt, omskifteligt lys. Under dette tæppe af uvirkeligt lys sås et endeløst galleri af mekaniske skabninger. Et stort vægur forsynet med øjne og et karikaturagtigt ansigt smilede til gæsterne. En ballerina svøbt i et gennemsigtigt slør drejede rundt om sig selv •

SEPTEMBERS LYS.indd 20

20 •

06/04/17 2:31 pm

i midten af et ovalt rum, hvor hver genstand, hver detalje hørte til den fauna, som Lazarus Jann havde skabt. Dørhåndtagene var smilende ansigter, der blinkede med øjnene, når de blev drejet rundt. En stor hornugle med en pragtfuld fjerdragt udvidede sine pupiller af glas og bevægede langsomt vingerne i disen. Snesevis eller måske hundredvis af miniaturer og legetøj fyldte et væld af vægge og vitrineskabe, som det ville have taget et helt liv at udforske. En lille, legesyg mekanisk hundehvalp logrede med halen og bjæffede, da en metalmus pilede forbi. Fra det usynlige loft hang en karrusel af feer, drager og stjerner og dansede til den fjerne, ringlende lyd af en spilledåse i det tomme rum omkring et slot, der svævede mellem skyer af vat. Hvor de end vendte blikket, opdagede familien Sauvelle nye undere, nye utrolige indretninger, der overgik alt, hvad de tidligere havde set. Lazarus så fornøjet til, mens de tre blev stående sådan stille i flere minutter, fanget i en tilstand af total fortryllelse. – Det … det er vidunderligt! sagde Irene ude af stand til at tro sine egne øjne. – Og det her er kun vestibulen. Men det glæder mig, at I synes om det, sagde Lazarus og viste dem ind i Cravenmoores store spisestue. Dorian var mundlam og betragtede det hele med øjne så store som tekopper. Simone og Irene, der ikke var mindre betagede, gjorde, hvad de kunne, for ikke at give efter for den hypnotiske drømmetilstand, som huset bragte dem i. Det rum, hvor middagen blev serveret, levede op til det, vestibulen havde indvarslet. Alt lige fra vinglassene til servicet, tallerkenerne og de luksuøse gulvtæpper bar Lazarus Janns stempel. Ikke en eneste ting i huset syntes at tilhø•

SEPTEMBERS LYS.indd 21

21 •

06/04/17 2:31 pm

re den virkelige, grå og afskyeligt normale verden, de havde ladt bag sig, da de trådte ind i dette hus. Alligevel undgik det enorme portræt, der hang over kaminen, hvis flammer kom ud af nogle dragers gab, ikke Irenes opmærksomhed. En blændende smuk dame i en hvid kjole. Hendes bliks kraft havde overskredet grænsen mellem virkeligheden og kunstnerens pensler. Et par sekunder blev Irene væk i dette magiske og berusende blik. – Min hustru, Alexandra. Dengang hun endnu var rask. En vidunderlig tid, sagde Lazarus’ stemme bag hende fuld af melankoli og resignation. Middagen forløb behageligt i skæret fra flammerne. Lazarus Jann afslørede sig som en glimrende vært, der hurtigt vandt Dorian og Irenes sympati med sine spøgefuldheder og overraskende fortællinger. I løbet af aftenen forklarede han, at de velsmagende retter, de spiste, var lavet af Hannah, en pige på Irenes alder, der arbejdede for ham som kokkepige og stuepige. Efter få minutter forsvandt den første anspændthed, og alle deltog i den afslappede samtale, som legetøjsfabrikanten forstod at styre med naturlig færdighed. Da de begyndte på anden ret, kalkunstegen, som var Hannahs specialitet, følte familien Sauvelle, at de var sammen med en gammel bekendt. Simone følte med ro i sindet, at sympatien mellem hendes børn og Lazarus var gensidig, og selv var hun heller ikke upåvirkelig over for hans charme. Ind imellem anekdoterne gav Lazarus dem fyldige forklaringer angående huset og hvilke opgaver, der fulgte med det nye job. Fredag var Hannahs friaften, og den tilbragte hun med sin beskedne familie i Baie Bleue. Men Lazarus sagde, at de ville få chancen for at møde hende, så snart hun kom •

SEPTEMBERS LYS.indd 22

22 •

06/04/17 2:31 pm

tilbage på arbejde igen. Hannah var den eneste person, ud over Lazarus og hans hustru, der boede på Cravenmoore. Hun ville hjælpe dem med at finde sig til rette og løse alle de tvivlsspørgsmål, de måtte få angående huset. Da desserten, en uimodståelig hindbærtærte, kom, gav Lazarus sig til at forklare, hvad han forventede sig af dem. Selvom han havde trukket sig tilbage, arbejdede han stadig indimellem i legetøjsværkstedet, der lå i en fløj af Cravenmoore. Såvel fabrikken som værelserne på de øverste etager var forbudt område for dem. De måtte under ingen omstændigheder komme dér. Især ikke i husets vestfløj, hvor hans hustrus værelser lå. Alexandra Jann havde i over tyve år lidt af en mærkelig og uhelbredelig sygdom, der tvang hende til at ligge helt stille i sin seng. Lazarus’ hustru levede tilbagetrukket på sit værelse på tredje sal i vestfløjen, hvor kun hendes mand kom for at tage sig af hende og give hende den pleje, hun havde brug for i sin skrøbelige tilstand. Legetøjsfabrikanten fortalte, at hans hustru havde fået denne mystiske sygdom, da de engang var på rejse i Centraleuropa, og hun stadig var en ung kvinde fuld af livskraft og skønhed. Virussen, der tilsyneladende var uhelbredelig, havde gradvist bemægtiget sig hende. Snart kunne hun næsten ikke gå eller holde på noget med hænderne mere. I løbet af seks måneder havde hendes tilstand forværret sig, gjort hende invalid og forvandlet hende til en sørgelig skygge af den person, han havde giftet sig med kun få år tidligere. Et år efter, at hun var blevet ramt af sygdommen, begyndte patientens hukommelse at forsvinde, og i løbet af nogle uger kunne hun knap genkende sin egen mand. Fra da af var hun holdt op med at tale, og hendes blik var blevet til en bundløs brønd. Alexan•

SEPTEMBERS LYS.indd 23

23 •

06/04/17 2:31 pm

dra Jann havde været 26 år dengang. Og siden da havde hun aldrig været uden for Cravenmoore. Familien Sauvelle lyttede til Lazarus’ sørgelige historie i andægtig tavshed. Fabrikanten, der var tydeligt påvirket af mindet og af de to årtier, han havde levet alene og i sorg, prøvede derpå at slå sagen hen og føre samtalen over på Hannahs pragtfulde tærte. Men den triste bitterhed i hans blik undgik ikke Irenes opmærksomhed. Hun havde ikke svært ved at forestille sig Lazarus Janns flugt ingen steder hen. Frataget det, han elskede mest, havde Lazarus søgt tilflugt i sin fantasiverden og havde kreeret hundredvis af skabninger og genstande for at udfylde den dybe ensomhed, der omgav ham. Da Irene hørte legetøjsfabrikantens ord, forstod hun, at hun aldrig igen ville kunne se det univers af overstrømmende fantasi, der fyldte Cravenmoore, som en imponerende og rystende piruet hos det geni, der havde skabt det. For hende, der på egen krop havde følt tomheden efter et tab, var Cravenmoore blot en mørk afspejling af den labyrint af ensomhed, som Lazarus Jann i de forgangne tyve år havde levet i. Hver beboer i den forunderlige verden, hver skabning udgjorde blot en tåre fældet i tavshed. Da middagen var færdig, stod det meget klart for Simone Sauvelle, hvad hendes pligter og hendes ansvar var i huset. Hendes opgaver lignede en husholderskes, et arbejde, der ikke havde meget at gøre med hendes oprindelige job som lærerinde, men som hun var indstillet på at udføre, så godt hun kunne, for at sikre en fremtid, der gav trivsel for hendes børn. Simone skulle føre tilsyn med Hannahs arbejde og med de tjenestefolk, der nogle gange kom, hun skulle tage sig af opgaver omkring administration og vedligeholdelse af •

SEPTEMBERS LYS.indd 24

24 •

06/04/17 2:31 pm

Lazarus Janns ejendom, stå for kontakten med leverandører og handlende i landsbyen, tage sig af korrespondancen og forsyningerne og garantere, at intet eller ingen forstyrrede fabrikanten i hans selvvalgte tilbagetrækning fra den ydre verden. Desuden omfattede hendes arbejde også anskaffelse af bøger til Lazarus’ bibliotek. På dette punkt antydede hendes chef klart, at hendes fortid som underviser havde været afgørende, da han valgte hende blandt de andre kandidater, der havde mere forstand på husholdning. Lazarus insisterede på, at denne opgave var en af de vigtigste i hendes stilling. Til gengæld for disse funktioner kunne Simone bo med sine børn i Næshuset og hæve en mere end rimelig løn. Lazarus ville tage sig af udgifterne til Irenes og Dorians skolegang efter sommerferien. Han forpligtede sig ligeledes til at betale begges studier på universitetet, hvis de havde evner og lyst til det. Irene og Dorian kunne for deres vedkommende hjælpe moren med de opgaver, som hun gav dem i huset, så længe de respekterede de gyldne regler: ikke at overskride de grænser, ejeren havde afstukket. I betragtning af de foregående måneders gæld og elendighed opfattede Simone Sauvelle Lazarus’ tilbud som en gave fra himlen. Baie Bleue var en paradisisk ramme for et nyt liv for børnene. Stillingen var mere end attråværdig, og Lazarus lod virkelig til at være en storsindet og god arbejdsgiver. Før eller senere måtte heldet tilsmile dem. Skæbnen havde villet, at det blev på dette afsides sted, og for første gang i lang tid var Simone indstillet på at acceptere dens hensigter med velvilje. Ja, hvis hendes instinkt ikke bedrog hende, og det plejede det ikke at gøre, kunne hun ane en oprigtig strøm af sympati mod hende og hendes familie. Hun havde ikke svært ved at antage, at deres selskab og tilstedeværelse på Cra•

SEPTEMBERS LYS.indd 25

25 •

06/04/17 2:31 pm

venmoore kunne være en balsam, der måske kunne afhjælpe ejerens enorme ensomhed. Middagen sluttede med en kop kaffe og et løfte fra Lazarus om, at han en dag ville indvie den fuldstændig besnærede Dorian i automatproduktionens mysterier. Drengens øjne lyste op i forventning ved dette tilbud, og et kort øjeblik mødtes Lazarus’ og Simones øjne flygtigt i stearinlysenes skær. Simone så spor af mange års ensomhed i dem, en skygge, som hun kendte godt. Drivende skibe, der passerer hinanden i mørket. Legetøjsfabrikanten lukkede øjnene halvt i og rejste sig i tavshed for at vise, at aftenen var slut. Så fulgte han dem ud til hoveddøren, men standsede kort op undervejs for at fortælle om nogle af de vidundere, de kom forbi. Dorian og Irene hørte måbende på alle de detaljer, han afslørede. Cravenmoore rummede underværker nok til hundrede års undren. Kort før de kom ind i vestibulen, der førte til hoveddøren, standsede Lazarus op foran noget, der lignede en kompleks mekanisme af spejle og linser, og sendte Dorian et gådefuldt blik. Uden at sige et ord stak han armen ind i en gang af spejle. Langsomt tonede spejlbilledet af hans hånd bort, til det blev usynligt. Lazarus smilede. – Du skal ikke tro på alt det, du ser. Det billede af virkeligheden, som vores øjne giver os, er kun en illusion, et optisk indtryk, sagde han. – Lyset er en stor løgnhals. Giv mig din hånd. Dorian fulgte legetøjsfabrikantens instruktioner og lod ham føre den ind i spejlgangen. Billedet af hans hånd opløstes for øjnene af ham. Dorian vendte sig mod Lazarus med et stumt spørgsmål i blikket. – Kender du de optiske love og lysets love? spurgte manden. •

SEPTEMBERS LYS.indd 26

26 •

06/04/17 2:31 pm

Dorian rystede på hovedet. I det øjeblik vidste han ikke engang, hvor han havde sin højre hånd. – Magi er kun en udvidelse af fysikken. Hvordan har du det med matematik? – Ikke så godt. Bortset fra trigonometri … – Det er der, vi begynder. Fantasi er tal, Dorian. Det er tricket. Drengen nikkede uden helt at vide, hvad Lazarus talte om. Til sidst pegede denne på døren og fulgte dem ud. Da var det, Dorian næsten ved en tilfældighed troede, han så det umulige. Da han gik forbi en af de flimrende lygter, aftegnede de skygger, som deres kroppe kastede, sig på væggene. Alle undtagen en: Lazarus’, hvis spor på væggen var usynligt, som om hans tilstedeværelse ikke var andet end en luftspejling. Da han vendte sig, stod Lazarus og iagttog ham indgående. Drengen gjorde en synkebevægelse. Legetøjsfabrikanten kneb ham kærligt og drilagtigt i kinden. – Du skal ikke tro på alt det, dine øjne ser … Og Dorian fulgte efter sin mor og sin søster udenfor. – Tusind tak for i aften, sagde Simone til afsked. – Det har været en fornøjelse. Og det er ikke bare en kompliment, sagde Lazarus hjerteligt; han smilede elskværdigt til dem og løftede hånden til farvel. Det var kort før midnat, da familien Sauvelle gik gennem skoven tilbage til Næshuset. Dorian var tavs, stadig påvirket af Lazarus Janns fantastiske hus. Irene gik i sine egne tanker langt fra den virkelige verden. Og Simone trak vejret roligt og takkede Gud for sit held. Lige før omridset af Cravenmoore forsvandt bag dem, vendte Simone sig om for at se en sidste gang på det. Der •

SEPTEMBERS LYS.indd 27

27 •

06/04/17 2:31 pm

var kun lys i et enkelt vindue på anden sal i vestfløjen. En skikkelse stod ubevægelig bag gardinerne. I samme øjeblik slukkedes lyset, og det store vindue sank hen i mørke. Da Irene kom tilbage på sit værelse, tog hun den kjole af, som hun havde lånt af moren, og foldede den omhyggeligt over stolen. Hun kunne høre Simones og Dorians stemmer i værelset ved siden af. Den unge pige slukkede lyset og lagde sig i sengen. Blå skygger dansede i loftet som et optog af springende spøgelser i nordlys. Bruset fra bølgerne, der sprængtes mod klipperne, kærtegnede stilheden. Irene lukkede øjnene og prøvede forgæves at falde i søvn. Det var svært at acceptere, at hun fra nu af aldrig skulle se deres gamle lejlighed i Paris mere, og at hun ikke skulle tilbage til dansesalonen og tjene de få skillinger, som soldaterne kunne undvære. Hun vidste, at storbyens skygger ikke kunne nå hende der, men erindringens spor kendte ingen grænser. Hun stod op igen og gik hen til vinduet. Fyrtårnet rejste sig derude i mørket. Hun rettede blikket mod øen i den hvide dis. Der kom et flygtigt skær, som et spejl, der glimtede i det fjerne. Et par sekunder efter kom glimtet igen og forsvandt så helt. Irene rynkede panden og bemærkede, at hendes mor sad nedenunder på verandaen. Simone havde taget en tyk trøje på og betragtede havet i tavshed. Irene behøvede ikke se hendes ansigt i mørket for at vide, at hun græd, og at de begge ville have svært ved at falde i søvn. På denne første nat i Næshuset, efter deres første skridt mod det, der så ud som en horisont af lykke, føltes Armand Sauvalles fravær mere smerteligt end nogensinde.

SEPTEMBERS LYS.indd 28

06/04/17 2:31 pm

Siden er udkommet Englens spil og Himlens fange samt Tågens fyrste og Midnatspaladset.

C A R L O S RU I Z

ZAFÓN Septembers lys

Septembers lys

CARLOS RUIZ ZAFÓN

Hvad er er det, han skjuler, den mystiske legetøjsfabrikant, der bor alene i et kæmpe hus befolket af mekaniske væsener?

Af forfatteren til Vindens skygge

Lindhardtogringhof.dk

Lindhardt og Ringhof OMSLAG: IMPERIET.DK