„En usædvanlig og uforglemmelig bog“ – DV, Island Sindets tremmer tager sin begyndelse i 2002, hvor Einar Már Guðmundsson modtager et brev fra Litla-Hraun-fægslet. Brevskriveren takker Einar Már for hans bøger og ønsker at fortælle sin egen historie om misbrug og narkohandel. Gennem brevene mellem fangen og hans kæreste Eva fortælles en historie om menneskelig svaghed, erkendelse og håb. Romanen blev nomineret til Islands litteraturpris i 2007.
ROMAN
LINDHARDT OG RINGHOF
Sindets tremmer
Sindets tremmer.indd 1
8/30/16 8:02 AM
Einar Már Guðmundssons samlede værker 1981-2016: Frankensteins kup. Digte, 1981 Ridderne af den runde trappe. Roman, 1984 Vingeslag i tagrenden. Roman, 1986 Regndråbernes epilog. Roman, 1988 Røde dage. Roman, 1991 Universets engle. Roman, 1995 Orkanens øje. Digte, 1996 Fodspor på himlen. Roman, 1999 Drømme på jorden. Roman, 2001 Måske er posten sulten. Noveller, 2002 Navnløse veje. Roman, 2003 Beatlemanifestet. Roman, 2005 Jeg skyder genvej forbi døden. Digte, 2007 Sindets tremmer. Roman, 2008 Hvidbogen. Essays, 2009 Bankstræde nr. 0. Essays, 2011 Betragtninger over fortællekunsten. Poetik, 2012 Islandske konger. Roman, 2013 Hundedage. Roman, 2015 På sporet af den zoologiske have. Noveller, 2016
EINAR MÁR GUÐMUNDSSON er en af Islands største nulevende forfattere, modtager af bl.a. Nordisk Råds Litteraturpris, Karen Blixen-medaljen og Det Svenske Akademis nordiske pris, også kaldet ”Den lille nobelpris”. Med i alt tyve værker, herunder romaner, noveller, digte og essays, står forfatterskabet som en milepæl i den nordiske fortælletradition.
Sindets tremmer.indd 2
8/30/16 8:02 AM
Einar Mรกr Guรฐmundsson
Sindets tremmer Roman
Oversat fra islandsk af Erik Skyum-Nielsen
Lindhardt og Ringhof
Sindets tremmer.indd 3
8/30/16 8:02 AM
Denne udgivelse har fået støtte fra Nordisk Ministerråd, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Lademanns Fond og Eimskip. Forlaget ønsker at takke Mathilde Friese, Mikkel Henssel, Caroline Kamp Jørgensen, Astrid Ellehammer Kristensen, Ninna Lange, Liv Charlotte Lindhardt, Sandra Stauersbøll Nielsen, Louise Ardenfelt Ravnild, Rikke Kühn Riegels og Sonya de Souza Schmidt-Madsen. En særlig tak skal også gives til Forlagið og Islands Ambassade, ambassadør Benedikt Jónsson og kulturkonsulent Stefanía Kristín Bjarnadóttir.
Sindets tremmer Oversat fra islandsk efter: Rimlar hugans Oversat af Erik Skyum-Nielsen Copyright © 2007 Einar Már Guðmundsson og Mál og menning Første gang på dansk © 2008 Forlaget Vindrose Denne udgave © 2016 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Rettigheder forhandlet gennem: Copenhagen Literary Agency Omslag: Simon Færch Trykt hos: Livonia Print 2. udgave, 1. oplag 2016 Denne bog har ISBN 978-87-11-53710-7 Sælges kun i forbindelse med Einar Már Guðmundssons samlede værker 1981-2016 ISBN 978-87-11-48582-8 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont.
Sindets tremmer.indd 4
8/30/16 8:02 AM
Til Thรณrunn
Sindets tremmer.indd 5
8/30/16 8:02 AM
Sindets tremmer.indd 6
8/30/16 8:02 AM
Første del
Sindets tremmer.indd 7
8/30/16 8:02 AM
Sindets tremmer.indd 8
8/30/16 8:02 AM
I
1 Jeg er lige kommet hjem. Det er underligt at være her alene og en uudholdelig tanke, at sådan vil det være de næste uger ... de næste måneder, de næste år ... Hvad ved jeg? Jeg har bare lyst til at fortælle dig, at jeg elsker dig, og at det ikke ændrer ved noget, selv om du er væk et stykke tid. Det er skidt, at du ikke er hos mig, men hvis vi er tålmodige og stærke, så går det hele godt til sidst. Jeg har skiftevis grædt og sovet. Det er, som om mine tårer er sluppet op. Kære du, jeg holder modet oppe og bliver stærk. Gør det samme for min skyld. Prøv. Ikke give op. Jeg er tom og underlig i hovedet. Jeg bliver nødt til bare at prøve at sove. Jeg ved, at du ikke kan tale med mig, men jeg må gerne skrive til dig. Det gør jeg i håb om at give dig lidt støtte.
9
Sindets tremmer.indd 9
8/30/16 8:02 AM
Kære Einar Thor, jeg kan bare ikke holde op med at tænke på dig. Vær stærk, for din egen skyld og en lille smule for min. Du ved, at det alt sammen holder op, og så ses vi igen. Jeg er nervøs for dagen i morgen. Mor er helt ude af den og sagde, at jeg skulle se at få sovet. Jeg sidder op i sengen og prøver at samle mine tanker op fra gulvet. Det er godt at have det billede, hvor du griner over hele femøren, her hos mig, selv om jeg ved, at du ikke har det sådan lige nu. Hvis jeg kan give dig en eller anden støtte, får du den hele. Jeg håber, det er i orden med børnene. Mor sagde, at de var faldet i søvn. Ikke give op. Jeg er hos dig. … Klokken er otte. Jeg er lige vågnet. Jeg ringede med det samme til mor for at høre til børnene. Jeg går frem og tilbage over gulvet og tænker på dig. Mor kom med børnene. Bjössi gik i skole, men Birna er hos mig. Hun sidder ved køkkenbordet og spiser druer. Jeg var meget glad for at se hende. Bjössi spurgte, hvor jeg havde været, og jeg sagde, at jeg ville forklare ham det, når han kom hjem. Han er så stor og forstår mere, end han giver indtryk af. Mon ikke tiden er kommet til at forklare det med hans far?
10
Sindets tremmer.indd 10
8/30/16 8:02 AM
Jeg spekulerer ikke på, hvad du tænker lige nu, men vi kan snakke senere. Jeg er her i hvert fald, når du kommer tilbage. Birna og jeg fik os en lille lur. Jeg drømte om dig. Du var bare her. Jeg har det, som om du kan dukke op hvert øjeblik. Jeg regner med at traske ned på stationen med det her bagefter. De siger, de vil sende brevene. Jeg ved, de læser dem. Din Eva
Sindets tremmer.indd 11
8/30/16 8:02 AM
2 Jeg ved ikke, hvad jeg lavede søndag aften den 27. januar 2002, da min navnebroder Einar Thor Jonsson blev anholdt på hjørnet af Thorsgata og Baldursgata, hvor han kom gående alene. Jeg kendte slet ikke Einar Thor, ikke dengang ... men tre uger efter anholdelsen skrev han et brev til mig fra statsfængslet Litla-Hraun. Det begynder med disse ord: „Jeg hedder Einar Thor Jonsson og er for tiden varetægtsfange B4. Jeg har siddet i varetægtsarrest siden slutningen af januar og har ikke tænkt mig at komme nærmere ind på alt det, der følger deraf. Jeg håber, at dette skriveri ikke vikler dig ind i mine sager, de er vist rigelig indviklede i forvejen. Jeg vil først og fremmest takke dig for dine bøger. Dine romaner har altid betydet meget for mig, og nu hvor jeg er kommet herover østpå på Litla-Hraun, har jeg læst dem igen. Jeg har fået støtte og ro i sindet, og jeg har gennem dine historier fået større forståelse af, hvordan det er at være forældreløs.
12
Sindets tremmer.indd 12
8/30/16 8:02 AM
Jeg er selv forældreløs ... “ … Nej, jeg ved ikke, hvad jeg lavede, og det betyder heller ingenting. Det var ikke mig, der blev anholdt. Jeg kunne sagtens opdigte et eller andet, om filmen, der var i fjernsynet, maden, jeg spiste, eller øllet, jeg drak. Ja, lad os bare sige, at samtidig med at man smækkede håndjernene sammen om Einar Thor, åbnede jeg en dåseøl og mærkede det iskolde øl strømme igennem mig med det velbefindende, der fulgte med. Det er nærliggende. Søndag aften fik jeg mig tit en øl eller to, eller endda tre. Så søgte jeg efter balancen, weekendens endelige afslapning, og det fortjente jeg, jeg fortjente det så sandelig, for store og vigtige opgaver ventede på mig, en hel roman, ikke „historien om mig, der frøs ude i mørket, men i stedet den store historie, tavshedens historie“, som Paul siger i novellen „Måske er posten sulten“. I bogen Måske er posten sulten er der 38 noveller. Nogle af dem fortælles af Paul, der er jegfortæller i Universets engle. Paul skriver et brev til sin bror Rabbi. Jeg tog det ud af Universets engle, for jeg syntes, det lå for tæt på den scene, der foregår på Grillen på Hotel Saga, hvor Viktor vil betale og rækker tjeneren et stykke papir, hvorpå der står: „Vi er alle sammen patienter på Klep-
13
Sindets tremmer.indd 13
8/30/16 8:02 AM
pur. Vær så venlige at ringe til politiet med det samme. Det var et virkelig dejligt måltid.“ Titelnovellen i ovennævnte bog handler også om en fest. Paul vil holde fest og skriver et brev til Rabbi. Det slutter sådan her: „Jeg sender dig en kotelet med dette brev. Hvis ikke den er med, har posten måske været sulten og ædt den.“ Måske er posten sulten udkom i 2001, men nu havde vi 2002, og jeg skrev på romanen Navnløse veje, det tredje bind i den romanserie, der begynder med Fodspor på himlen, imellem dem ligger Drømme på jorden. Jegfortælleren Rabbi siger, at han nedfælder disse begivenheder „for at give tavsheden mæle og minde om det glemte“. Derfor skriver han tavshedens historie, historien om nogle mennesker, der ikke er nævnt nogen steder. Er dette helt ved siden af? Nej, det er en del af den historie, jeg nu fortæller, en historie, der begynder med et brev fra Einar Thor efter hans anholdelse, en historie, jeg spekulerede meget over, men valgte at holde mig fra, men så kom den til mig igen, som det utvivlsomt også var meningen med den, utrolig meget sker på den måde. Derfor fortsætter jeg bare med at drikke den øl, som jeg sad og drak den aften, da Einar Thor blev anholdt på hjørnet af Thorsgata og Baldursgata. Dengang og faktisk længe forinden drak jeg af tvingende nødvendighed. Det skal ikke være nogen hemmelighed. Alligevel var der langt igen, til jeg indrømmede, at jeg havde tabt, og 14
Sindets tremmer.indd 14
8/30/16 8:02 AM
mere end tre år gik, før Einar Thor og jeg mødte hinanden, da han kom ud af fængslet og jeg kom fra afvænning, så gik der endnu nogle måneder, og pludselig gik der et lys op for mig, og det var, som om jeg blev slået med en snabel i hjernen.
Sindets tremmer.indd 15
8/30/16 8:02 AM
3 At jeg er forældreløs, betyder kun én ting ... Far lavede mig, mor bragte mig til verden, og dermed færdig slut. Jeg har aldrig set far, og mor er død. Jeg var tyve, men havde aldrig mødt min mor, da min ven Siggi kom og sagde: „Einar Thor, jeg skal hilse fra din mor.“ Det gav et sæt i mig. Siggi var AA-medlem i Hafnarfjord og tog op for at lede et møde på Vifilsstadir. Dér var en kvinde, der gav sig i snak med ham. Det viste sig, at det var min mor. Hun var der i behandling. „Du kan møde hende, hvis du vil,“ sagde Siggi. Jeg kan huske, at jeg tænkte: „Det er da godt, at bedste broder Jesus foretager sig noget fornuftigt.“ Jeg ringede med det samme op til Vifilsstadir og måtte bagefter vente på, at mor skulle ringe tilbage. Det var underligt, men dejligt, at høre hendes stemme, og vi aftalte, at jeg skulle komme den følgende søndag. Det gjorde jeg, og jeg fortryder det ikke. Min mor hed Sigrun. Hun begik selvmord for godt et år siden efter en lang og hård kamp med en psykisk sygdom, som lægerne på hospitalernes psykiatriske
16
Sindets tremmer.indd 16
8/30/16 8:02 AM
afdelinger prøvede at tage sig af, lige fra hun gav mig fra sig. Det er over tredive år siden, og nu er mor en af universets engle, ligesom din bror og nogle af fyrene i bogen. Jeg har læst Universets engle adskillige gange og synes, den er storartet, lige så god som de andre romaner, dem om de forældreløse. Mor kæmpede med den samme sygdom som din bror. Det er ikke usandsynligt, at de har kendt hinanden. Det gør folk i den branche, ligesom folk i andre brancher. Folk, der handler med værdipapirer, kender hinanden, selv om det kan være svært at kende dem fra hinanden, pushere kender hinanden, ganske vist ikke altid for det gode, tandlæger kender til hinanden, og musikere. Jeg går ud fra, at forfattere også kender hinanden. Jeg kan stadig huske, da min søster Fjola ringede og meddelte, at mor var død. Jeg græd meget inde i hjertet, men til trods for min gråd og mit savn følte jeg også en fred, for det var hendes vilje, og jeg ved, at hun har det bedre som engel end som psykiatrisk patient. Det tror jeg i hvert fald. … Sagen om Einar Thor Jonsson var en af de sager, som man hører om i radioen og læser om i aviserne, og dermed færdig slut. Jeg huskede den uklart, da jeg modtog brevet.
17
Sindets tremmer.indd 17
8/30/16 8:02 AM
Så kommer der andre sager op, som holder os fast ved livet og forsoner os med verden, tilfredse med, at det ikke er os, vores børn, forældre, søskende, men andre mennesker, i andre huse, folk, som vi overhovedet ikke kender og ikke kan tage ansvaret for. I de flestes øjne er sådan nogle sager dele af et eller andet problem, i dette tilfælde narkoproblemet. Det ligger et sted i luften, men styrter en gang imellem til jorden. Alligevel er der kun få, der forstår det, hvis nogen overhovedet, ligesom så meget andet, der styrter til jorden. Nogle gang dukker det op på husenes tage, bortfører børnene og efterlader dem ligblege på kirkegården. Jeg siger ikke, at jeg har en eller anden løsning på dette problem eller forstår det, men jeg ville heller ikke trænge mig på, hvis ikke det var, fordi Einar Thors historie også er min historie, og omvendt, min historie er også hans historie. Vi er passagerer på samme rejse, tilhører samme gruppe. Når han fortæller sandheden om sig selv, hører jeg sandheden om mig. Vi har tit lavet grin med det, at så mange af os hedder Einar. Engang mødte vi op til et møde, hvor tolv mand tog ordet, og seks af dem hed Einar. Jeg begyndte at mene, at alkoholismen fulgte med navnet, ikke mindst fordi navnet Einar går tilbage til einherjerne i Valhal, der drak om dagen og sloges om natten. Einar Thor vidste udmærket, hvem jeg var, ellers havde han ikke skrevet til mig, men han nævnte aldrig for mig, at han var brevskriveren, at det var ham, der 18
Sindets tremmer.indd 18
8/30/16 8:02 AM
var fangen, og vi havde været sammen på møder i nogle måneder, da det pludselig gik op for mig, at dér foran mig stod brevskriveren, og jeg blev, som jeg sagde før, slået med en snabel i hjernen. Det gav et voldsomt sæt i mig. Det var en detalje i brevet, der bragte mig på sporet. Jeg vender nok tilbage til det senere, men det var noget med to øl i Liverpool, som fem år senere havnede på Litla-Hraun. Nok om det i denne omgang. Det siges, at vi er forskellige som mennesker, fra forskellige verdenshjørner, som ofte ikke har meget til fælles, men mellem os hersker der en ånd af broderskab og venskab, som er vanskelig at beskrive, men vidunderlig at opleve. Man kan sammenligne os med passagererne på et skib, der lige er blevet bjærget ud af havsnød; og alle om bord, fra de billigste kahytter og opefter, er grebet af den samme fællesskabsfølelse og glæde. Bortset fra at vores glæde og begejstring ikke aftager, selv om vi fortsætter hver sin vej. At have oplevet en fælles fare er den nerve, der binder os sammen. Det tager tid at få øje på det åbenlyse, og der er mange, der aldrig får øje på det, fordi det er for åbenlyst, for selvfølgeligt, fordi problemet er et andet sted og ikke er mig og ikke er dig, det er en anden. Årsag og virkning bytter plads, som skuespillere på en scene, og løgnen er blevet sandhed, inden du ved af det. At gøre sig fri af glasset er ligesom at miste en legemsdel. I tankerne hænger det fast ved hånden, der fører det 19
Sindets tremmer.indd 19
8/30/16 8:02 AM
til munden. Eller som der står i en bog: „Man kan sammenligne os med et menneske, der har mistet fødderne. De vokser ikke ud igen ...“ Jeg prøvede at holde fast ved illusioner, og nu er jeg faldet tilbage til den søndag aften, da Einar Thor blev anholdt, og hvis jeg er færdig med øllen, jeg drak, har jeg åbnet en anden. Søndag aften prøvede jeg som regel at opnå en blød landing, og sådan kan det have virket for en tid. Så stod arbejdsugen for døren. Det lå mig meget på sinde at holde styr på drikkeriet, at kunne drikke og styre det. Drikkeriet skulle ikke have nogen indflydelse på det, jeg foretog mig. Klarede jeg mig da ikke godt? Nej, i virkeligheden var der intet i vejen. Jeg havde det fint. Det gik mig godt. Jeg havde opnået alt, hvad jeg ville. Jeg havde et dejligt hjem, en dejlig kone, glimrende børn. Jeg var faktisk heldig med alt, hvad man kan være heldig med. Verden var min. Jeg drak og var glad. Der var naturligvis nogle idioter ude i samfundet, der af og til gjorde knuder for mig, men hvad betød det, når det kom til stykket? Jeg var ikke nogen dumrian. Jeg sørgede for, at alle havde nok, og helst mere end nok. Ikke desto mindre var alkoholen blevet vævet sammen med alt, hvad jeg foretog mig. Den var benzinen, der drev mig, selveste fortællingens olie.
20
Sindets tremmer.indd 20
8/30/16 8:02 AM
II
1 Kære Eva, Inden jeg blev ført herover østpå, fik jeg lov at tage forbi Odinsgata og tage det med mig, jeg havde brug for. Det, der betyder mest, er at have et billede af dig. Jeg tog det billede, som du gav mig – det, hvor der står Til Einar 31. okt. ... Jeg elsker dig, kære du ... På det stråler du af kærlighed. Jeg har sat det op på væggen, godt og forsvarligt med en tegnestift i korkpladen. Væggen er lysegrøn, som du ved. Nu hænger du oppe på en væg i en isolationscelle på Litla-Hraun, hvor der sidder en fange og kigger på dig fuld af beundring. Du er så smuk. Jeg fandt også et billede af Bjössi, men ikke et af lille Birna. Det synes jeg er ærgerligt, for jeg elsker jer alle sammen. Jeg kigger på billederne og smiler gennem tårerne, der nu strømmer ned over kinderne. 21
Sindets tremmer.indd 21
8/30/16 8:02 AM
Jeg er begyndt at kunne læse. Det spreder tankerne. „Folk bliver kedelige, hvis ikke de har noget spændende at tro på.“ Jeg faldt over den sætning. Det siger bedstemoderen i Fodspor på himlen, hun som aldrig lader sig kue. Bedstemoderen er en kvinde efter mit hoved, som du. Ikke forstået på den måde, at jeg sammenligner dig med bedstemødre, men forhåbentlig bliver vi engang bedstemor og bedstefar. Jeg værdsætter bare gamle mennesker så meget. Der er noget ved dem, der fortryller mig, selvfølgelig deres modenhed og erfaring. Jeg har altid godt kunnet lide gamle mennesker. Jeg synes, de er smukke, og det smukke ved dem er roen og stilheden. Man kan se, at de er nøjsomme og ikke behøver meget for at blive glade, frie for forfængelighed og overlegenhed, noget helt andet end de fæhoveder, der styrer verden i dag, gamle hippier som Bill Clinton og David Oddsson. Nej, det var uretfærdigt. Jeg streger navnene over. Jeg vil omformulere eksemplet. Åh nej, det undersøger vi senere, for lige nu mærker jeg dig så godt. Jeg har det, som om du er hos mig. Jeg håber, at jeg får lov at være sammen med dig så snart som muligt, holde om dig og mærke strømmene, forbindelsen, den ånd, der bor i os begge. Jeg vil være stærk og ikke give op. Jeg har lyst til at sige til dig igen og igen, at jeg elsker dig af hele mit hjerte. 22
Sindets tremmer.indd 22
8/30/16 8:02 AM
Er jeg blevet gakgak? Nej, det er bare kærligheden, der strømmer ... … Blyanten er slidt ned. Jeg bliver nødt til at få blyanten spidset. Det må jeg ikke gøre selv. Her er en klokke. Jeg ringer på den, hvis jeg har brug for ild, en cigaret, vand ... og så kommer fangevogteren. Han spidser blyanten, så jeg kan fortsætte med at skrive. Lige før kom den fangevogter, der hedder Solrun, og spidsede blyanten. Hende kan jeg godt lide. Hun er fra Eyrarbakki og kendte min mor, der boede dér i mange år. Solrun ved, hvem jeg er. Hun kender mine søskende eller rettere sagt halvsøskende. Nu står hun i døråbningen med blyantspidseren i hånden og siger: „Einar Thor, det er godt, du skriver.“ „Det ved jeg nu ikke,“ siger jeg. „Jo, det vil jeg opfordre dig til,“ siger hun. „Det er godt for sindet. Du får så meget ud, så meget, der sidder inde i dig.“ „Måske,“ siger jeg, „men jeg har det, som om jeg skriver det samme igen og igen.“ „Det er fuldkommen lige meget,“ siger hun. „Jeg ved, hvad jeg taler om ...“ 23
Sindets tremmer.indd 23
8/30/16 8:02 AM
Solrun har arbejdet her på Litla-Hraun i otte år, før den tid var hun lærer ved kommuneskolen i Eyrarbakki. Hun underviste mine søskende, både Fjola og Kalli, og hun har en dreng, som er på alder med min bror Gunni. Jeg har kun halvbrødre og ligeledes en halvsøster. Mine brødre, som er vokset op sammen med mig, er ikke i familie med mig, og jeg har ikke haft megen kontakt med mine søskende herovre østfra. Jeg er småforvirret ved det hele, men det er der ikke noget at gøre ved. Sådan er det bare. Solrun kom og snakkede med mig om mor, og jeg kan mærke, at jeg stadig sørger over hende, selv om der er gået lidt over et år, siden hun gik bort. Da hun døde, var jeg så døvet af narkotika, så sløv i mine følelser, at jeg ikke mærkede nogen sorg, kun en neutral susen i hovedet og tårer, der nægtede at komme. Sigrun, min mor, var født i Hveragerdi og sagde om sig selv, at det var dér, hun kom fra, men boede i tredive år i Eyrarbakki sammen med sin mand, Thorstein. De mødtes, kort efter at hun havde givet mig fra sig. Jeg er altså på hjemlig grund, i en vis forstand, og kan se Eyrarbakki, når jeg får lov at trække frisk luft. Mor og Thorstein fik tre børn, Fjola, Karl og Gunnar. De blev skilt i 1999. Så flyttede mor tilbage til Hveragerdi, til lejligheden, hvor det efter mange forsøg lykkedes hende at gøre det, hun gjorde til sidst.
24
Sindets tremmer.indd 24
8/30/16 8:02 AM
„En usædvanlig og uforglemmelig bog“ – DV, Island Sindets tremmer tager sin begyndelse i 2002, hvor Einar Már Guðmundsson modtager et brev fra Litla-Hraun-fægslet. Brevskriveren takker Einar Már for hans bøger og ønsker at fortælle sin egen historie om misbrug og narkohandel. Gennem brevene mellem fangen og hans kæreste Eva fortælles en historie om menneskelig svaghed, erkendelse og håb. Romanen blev nomineret til Islands litteraturpris i 2007.
ROMAN
LINDHARDT OG RINGHOF