Sort flag - læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

JOBY WARRICK har været journalist på The Washington Post siden 1996. To gange har han vundet Pulitzerprisen, første gang for en artikelserie i The Washington Post, anden gang i 2016 for bedste non-fiction udgivelse for Sort flag. Han har tidligere udgivet The Triple Agent – The al-Qaeda Mole Who

Infiltrated the CIA.

Den jordanske regering gav i 1999 amnesti til en gruppe politiske fanger. Blandt dem var Abu Musab al-Zarqawi, den fremtidige arkitekt bag en islamisk bevægelse opsat på at erobre Mellemøsten. Joby Warrick viser, hvordan en enkelt mands ildhu sammen med strategiske misforståelser foretaget af vestlige regeringer førte til, at IS’ sorte flag blev hejst over store dele af Syrien og Irak. Ved at trække på højtstående efterretningskilder fra hele verden væver Warrick gribende detaljer fra konkrete operationer sammen med udtalelser fra diplomater, spioner, generaler og statsoverhoveder. Mange af dem forudså faktisk, at en trussel værre end al-Qaeda var på vej, og prøvede desperat at standse den. SORT FLAG er den ultimative historie om, hvordan IS blev født, fortalt gennem nøglepersoner og centrale begivenheder.

FOTO: MARVIN JOSEPH/THE WASHINGTON POST

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

Joby Warrick

I en dramatisk fortælling optrevler Pulitzerprisvinder Joby Warrick, hvordan den militante gruppe bag Islamisk Stat (IS) opstod i et fjernt jordansk fængsel og blev til den største ekstremistiske trussel mod verden i dag.

„Der er masser af grunde til at trænge dybere ind i fortællingen om IS. Det har aldrig været mere påtrængende at finde ud af, hvem det er, der de seneste år har sat dagsordenen både herhjemme og i Mellemøsten – for de kommer til at gøre det i lang tid fremover.“ Fra bogens danske forord af mellemøstkorrespondent Puk Damsgård, forfatter til bl.a. Hvor solen græder og Ser du månen, Daniel.

Joby Warrick

SORT FLAG HISTORIEN OM HVORDAN ISLAMISK STAT OPSTOD

På dansk ved Anders Juel Michelsen

Lindhardt og Ringhof

4 S O R T F L A G

Joby Warrick Sort flag – Historien om hvordan Islamisk Stat opstod er oversat af Anders Juel Michelsen efter Black Flags – The Rise of ISIS Copyright © 2015 by Joby Warrick Først udgivet i USA i 2015 af Doubleday Udgivet efter aftale med Licht & Burr Literary Agency Dansk udgave © 2016 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Simon Lilholt / Imperiet.dk Bogen er sat med Adobe Garamond hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-56464-6 1. udgave, 1. oplag 2016 Kopiering må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof, et selskab i Egmont

Til Maryanne I kærlighed og taknemmelighed

6 S O R T F L A G

Jeg stiller med mændene, der tragter lige så brændende efter død, som I tragter efter liv. – Khalid ibn a-Walid (islamisk kriger i 600-tallet, Muhammeds fælle)

8 S O R T F L A G

foror d

F OROR D De havde indrettet gymnasiet som shariadomstol. Med insisterende nøjagtighed havde nogen over vinduespartierne sprøjtet sort maling på muren, så det dannede sorte flag med den hvide skrift i midten. De flag, der vidnede om, at terrororganisationen ISIS havde været her i den lille by Darret Ezza, vest for Aleppo i det nordlige Syrien. »Man skulle næsten tro,« bemærkede min oversætter, mens vi kiggede på de sorte firkanter, »at de rejser rundt med en kunstner.« Mens vi stirrede mod bygningen, var det, som om de stadig var der. Som om de sortklædte krigeres tilstedeværelse havde ætset sig ind i murværk og sat sig i luften mellem træerne. Ingen af os havde lyst til at åbne døren og kigge indenfor. Det var akkurat blevet juni 2014 – og ISIS tordnede hen over ørkenvidder. På tværs af landegrænser mellem Syrien og Irak trivedes de – mellem krigens ruiner og kaos i Syrien og i det politisk og sekterisk betændte Irak. I småbyer som Darret Ezza havde de afsagt domme i deres selvbestaltede retssystem, inden de buldrede videre mod større og strategisk vigtigere byer. To uger efter mit besøg i Darret Ezza, hvor syrerne åndede lettet op over, at ISIS var draget videre, indtog de uden større modstand Iraks næststørste by, Mosul. Her erklærede ISIS-leder Abu Bakr a l-Baghdadi det selvudnævnte kalifat, og terrororganisationen skiftede navn til Islamisk Stat (IS). To måneder senere begyndte USA at bombe IS – og man dannede en international koalition med også Danmark som deltager i håbet om militært at udslette IS i både Irak og Syrien. Pludselig var de der. Det var, som om IS fra den ene dag til den anden blev et påtrængende tema ved middagsbordet. Ikke bare i Dan-

10 S O R T F L A G mark, men i hele verden, og ikke mindst i Mellemøsten, hvor IS spredte sig over stadig flere territorier, hvor de civile måtte leve med omfattende og farlige omvæltninger. Men IS var ingen ny aktør. IS var tværtimod en gammel kending i Irak, der fik ny næring i den syriske borgerkrig for derefter at vende styrket tilbage til Irak og udråbe et kalifat i Mosul. Indbyggerne i Mosul var ikke spor overraskede, da IS indtog byen. Jeg kender en kvinde, der i 2007 blev truet væk fra sin arbejdsplads i centraladministrationen i Mosul af dem, der allerede dengang kaldte sig dawlat islamiya – den islamiske stat. Syv år efter mistede hendes forældre deres arbejde fra den ene dag til den anden, da IS overtog kontrollen med byen og lukkede skoler og universiteter. I dag kender vi alle historierne om IS’ barbari. Fortællingerne om deres drab og afstraffelse af civile i det offentlige rum, deres religiøse love og regler og den absolutte afvisning af andre end dem selv. Vi glemmer ofte, at IS først og fremmest er vokset ud af politiske forhold i Irak og Syrien, hvilket gør dem til mere og andet end religiøse fanatikere og militante islamister. IS er også en politisk aktør, som kan og vil bestå i sin nuværende form, eller en ny, så længe de politiske forhold i Irak og Syrien tillader det. Og netop historien om, hvordan IS egentlig opstod og udviklede sig, er omdrejningspunktet for denne bog, skrevet af den amerikanske journalist Joby Warrick. Det er en detaljeret og dramatisk fortælling om, hvordan det hele egentlig begyndte i et jordansk fængsel i 90’erne, og ikke mindst, hvordan IS også blev hjulpet på vej af to amerikanske præsidenter og en fejlslagen strategi i Irak efter invasionen. Det er relevant læsning i en tid, hvor den internationale koalition mod IS i skrivende stund gør klar til sammen med de irakiske styrker at generobre Mosul og dermed fjerne IS fra den sidste store by i Irak – stedet, hvor kalifatet blev udråbt. Organisationen mister i øjeblikket territorier, men det skal ikke foranledige læseren til at tro, at den dermed snart er udslettet. IS er ikke afhængig af fysiske territorier for at overleve og udøve sin terror over befolkningerne i Mellemøsten og Europa. Det politiske

foror d

efterspil og genopbygningsprocessen efter koalitionens krig mod IS i Irak og udviklingen i krigen i Syrien bliver afgørende for, hvorvidt IS fortsætter med at være en trussel for verdenssamfundet. Og der er stor sandsynlighed for, at IS ikke forsvinder lige så pludseligt fra vores radar, som de dumpede ned i vores kollektive bevidsthed. Jeg har det seneste år rejst rundt i områder i Irak, hvor koalitionen har sejret over IS. Byer, der er blevet »befriet«, som man kalder det, ved en kombination af koalitionsbomber og irakiske kampenheder på landjorden. Mange af byerne er befriet for både IS og alt andet levende samt de civiles muligheder for en snarlig fremtid i det, der tidligere udgjorde rammen om deres liv. Byen Sinjar, der ligger tæt på den strategiske vej mellem kalifatets to hovedbyer Mosul i Irak og Raqqa i Syrien, er så smadret, at de kurdiske styrker, der befinder sig i byen, uden at grine foreslår at gøre byen til et monument over de faldne. »Vi bygger en mur omkring byen. Den kan jo ikke genopbygges,« lyder det. I Anbar-provinsens hovedby Ramadi ligger samtlige huse langs indfaldsvejen i ruiner, og elektricitetsmaster bøjer sig som uhyrer ind over asfalten selv måneder efter, at IS er drevet ud af byen. Alligevel er en del indbyggere vendt tilbage. De er udmattede af at leve som flygtninge i telte og hos familiemedlemmer, og de ønsker at bygge deres liv op igen. Men børnenes skole er smadret, der er ingen læger eller fungerende hospitaler, og det er tydeligt, hvor langsommeligt genopbygningsprocessen foregår i de brændte landskaber. Omfattende korruption i alle geledder i statsapparatet, bureaukrati og politisk kaos (i skrivende stund har Irak ingen indenrigs-, forsvars- eller finansminister, og landet er midt i forberedelser til en Mosul-offensiv) overlader livet i ruinerne til flere tilfældigheder, end hvad godt er. Netop dette er farligt. Farligt for Iraks fremtid og for indsatsen med at udrydde grundlaget for militant islam. Ingen ved endnu, hvem der

12 S O R T F L A G vokser ud af ruinerne, og det er på høje tid, at alle involverede lærer af tidligere tiders fejl. Samtidig fortsætter krigen i Syrien med brutal og uformindsket styrke. Koalitionens snævre sigte på én aktør i en meget bredere konflikt, og hvor den største krigsforbryder af dem alle, præsident Bashar al-Assad, indtil videre går fri, lover ikke godt for fremtiden. Radikaliseringen sker også, når syrere må leve med daglige bombardementer fra det syriske regime, mens koalitionens fly koncentrerer sig om IS, og det internationale samfund og diplomati i årevis ikke har formået at stoppe regimets kontinuerlige bombning af civile. Der er masser af grunde til at trænge dybere ind i fortællingen om IS. Det har aldrig været mere påtrængende at finde ud af, hvem det er, der de seneste år har sat dagsordenen både herhjemme og i Mellemøsten – for de kommer til at gøre det i lang tid fremover. Puk Damsgård, Kairo, Egypten

foror d

IND HOL D

Forfatterens bemærkning 15 Hovedpersoner 17 Kort over vigtige steder 20 Prolog 23

BOG I: HISTORIEN OM ZARQAWI 1. »Hvad er det for et menneske, der kan kommandere blot med øjnene?« 37 2. »Her var en ægte leder« 53 3. »Sådan et problem vender altid tilbage« 70 4. »Træningstiden er slut« 87 5. »Jeg gjorde det for al-Qaeda og for Zarqawi« 98 6. »Denne krig vil komme« 113 7. »Nu ville han blive kendt i hele den arabiske verden« 123

BOG II: IRAK 8. »Ikke længere en sejr« 131 9. »Så I tror, dét her er et oprør?« 147 10. »Det er netop det, vi ønsker« 159 11. »Det ville overgå alt, hvad al-Qaeda havde udrettet« 172 12. »Slagternes sheik« 187 13. »Det er håbløst dér« 211

14. »Får I ham?« 228 15. »Det her er vores 9/11« 247 16. »Snart vil du møde dit endeligt« 261

BOG III: ISLAMISK STAT 17. »Folket ønsker at vælte regimet!« 281 18. »Hvor er den der Islamisk Stat i Irak, som I taler om?« 298 19. »Det her er staten, som Zarqawi banede vejen for« 311 20. »Stemningsmusikken begyndte at ændre sig« 328 21. »Efter det var der ikke længere noget håb« 343 22. »Det her er en stammerevolution« 360 Epilog 373 Efterskrift (2016) 383 Tak 393 Noter 397 Register 415

p rolog

P ROL OG Amman, Jordan, 3. februar 2015

Lige efter mørkets frembrud modtog byens kvindefængsel en retskendelse med ordre om henrettelse af Sajida al-Rishawi. Ordren var kommet fra kong Abdallah 2. selv, der på det tidspunkt var på statsbesøg i Washington, og blev sendt fra hans privatfly til det kongelige hof i Jordans hovedstad. En sekretær videregav meddelelsen til indenrigsministeriet og derefter til fængselsafdelingen, hvor den skabte røre. Statslige henrettelser er en kompliceret affære, som indebærer mange trin, men kongens ønske var utvetydigt: kvinden skulle hænges inden solopgang næste dag. Fængselsinspektøren skyndte sig hen til cellen, hvor Rishawi havde opretholdt en slags selvpålagt isolationsfængsling i næsten ti år. Fangen, der nu var femogfyrre og ikke længere slank, tilbragte det meste af tiden med at se fjernsyn og læse Koranen i en paperbackudgave. Hun modtog aldrig besøg og skjulte, hvad hun måtte have af tanker bag den fedtede hijab udleveret fra fængslet, som hun altid gik med. Hun var ikke en dum kvinde, men virkede konstant, som om hun var uden fornemmelse for, hvad der foregik omkring hende. »Hvornår kan jeg komme hjem?« spurgte hun sin offentligt beskikkede advokat under de sjældne møder, i månederne efter at hun var blevet dømt til døden. Til sidst holdt også disse besøg op. Nu da fængselsinspektøren fik hende til at sætte sig og fortalte, at hun skulle dø næste morgen, nikkede Rishawi blot og sagde ingenting. Hvis hun skreg eller bad eller bandede, hørte ingen i fængslet et ord af det.

24 S O R T F L A G At hun skulle dø, kom ikke som nogen overraskelse for nogen. I 2006 dømte en dommer Rishawi til at blive hængt for medvirken i Jordans værste terrorangreb nogensinde: tre samtidige hotelbombninger, der dræbte tres mennesker, hvoraf de fleste var gæster ved et bryllupsselskab. Hun var selvmordsbomberen, der overlevede, en aparte kvinde med tunge øjenbryn, som måtte posere kejtet, inden tv-kameraerne viste vesten, der ikke var eksploderet. Alle i Amman lærte nu hendes historie at kende: hvordan denne femogtrediveårige ugifte irakiske kvinde havde indvilliget i at gifte sig med en fremmed, så de kunne blive et mand og kone-selvmordshold; hvordan hun gik i panik og løb sin vej; hvordan hun var strejfet om i byens nordlige forstæder i en taxi, var faret vild og havde standset forbipasserende for at spørge om vej, mens hun stadig havde striber af blod på sit tøj og sine sko. Men der var gået næsten ti år siden da. Hotellerne var blevet genopbygget og havde fået nye navne, og Rishawi var forsvundet et sted i Jordans labyrintiske strafferetslige system. Inde i Juwaidakvindefængslet var hun en slags falmet berømthed, lidt som en værdifuld museumsgenstand, ingen kigger på længere. Nogle af de gamle rotter i statens sikkerhedstjeneste kaldte hende »Zarqawis kvinde«, en spottende hentydning til den berygtede jordanske terrorist Abu Musab alZarqawi, som beordrede hotelbombningerne. De yngre ansatte kunne knap nok huske hende. I løbet af en måned ændrede alt sig. Zarqawis tilhængere havde ikke glemt Rishawi, viste det sig. Terroristerne havde rebrandet sig i årenes løb og var nu kendt i Jordan under det arabiske akronym Daesh – på engelsk ISIS, Islamic State of Iraq, på dansk IS, Islamisk Stat. Og i januar 2015 krævede IS at få Rishawi tilbage. Kravet om hendes løsladelse kom midt i Jordans værste indenrigskrise i årevis. Et jagerfly fra det jordanske flyvevåben var styrtet ned i Syrien, og dets unge pilot var blevet taget til fange i live af IS-krigere. Gruppen havde udsendt fotos af den skræmte, næsten nøgne pilot, der blev vist frem af grinende jihadister; nogle af dem rakte ud for at omfavne denne store gave, som Allah havde ladet dumpe ned fra himlen.

p rolog

Fra paladset til sikkerhedstjenesterne stålsatte kongen og hans rådgivere sig mod endnu mere forfærdelige nyheder. De frygtede, at piloten enten ville blive slagtet offentligt af IS, eller at terroristerne ville forlange en frygtelig pris i løsepenge for ham. Helt som forventet meddelte IS deres beslutning på makaber vis. Mindre end en uge efter styrtet modtog den tilfangetagne pilots familie en opringning i deres hjem fra pilotens egen mobiltelefon. I den anden ende meddelte en fremmed, der talte arabisk med irakisk accent, gruppens eneste krav. Vi vil have vores søster Sajida, sagde manden i telefonen. Det samme krav blev gentaget sammen med adskillige nye krav i en konstant skiftende og for det meste ensidig forhandling. Alle kravene endte hos Mukhabarat, Jordans efterretningstjeneste,*) og landede til sidst på skrivebordet hos den imposante, syvogfyrreårige brigadegeneral, som ledede afdelingens antiterrorenhed. Selv i denne tjeneste, der var berygtet for sin barskhed, skilte Abu Haytham sig ud, en mand med en fysik som en streetfighter og en personlighed som en ambolt. Han havde bekæmpet IS i dens mange inkarnationer i årevis, og han var berømt for at have knækket nogle af gruppens topagenter under forhør. Zarqawi havde selv siddet flere gange i Abu Haythams forvaringscelle, og det samme havde Sajida al-Rishawi, kvinden, som IS nu prøvede at befri. Uden for Jordan gav dette krav ikke megen mening. Rishawi havde ingen værdi som kriger eller leder eller bare som symbol. Man vidste, at hun havde medvirket til nøjagtigt ét terrorattentat, og hun havde kludret i det. Hun var næppe »Zarqawis kvinde«, hun havde ikke engang mødt manden, som havde beordret attentatet. Hvis IS ikke havde nævnt hendes navn, ville hun sandsynligvis have levet fredeligt i fængslet resten af sine dage, eftersom hendes henrettelse ville blive udskudt i det uendelige af mangel på nogen særlig grund til at udføre den. Men Abu Haytham forstod, hvad det handlede om. Ved at påkalde Rishawis navn rakte terroristerne bagud til gruppens begyn* Mukhabarat er det arabiske ord for efterretningstjeneste, men karakteriserer her og i resten af bogen specifikt Jordans efterretningstjeneste.

26 S O R T F L A G delse, til en tid før der fandtes noget IS eller nogen borgerkrig i Syrien, før sammenbruddet i Irak, som førte til bevægelsens fremkomst, selv før verden havde hørt om en terrorist ved navn Zarqawi. Mukhabarats mænd havde prøvet at forhindre denne terrorgruppe i at få fodfæste. Det var mislykkedes – nogle gange på grund af deres egne fejl, men oftere på grund af andres fejlbedømmelser. Nu var Zarqawis jihadistbevægelse blevet en selverklæret stat med territoriale krav ved to af Jordans grænser. Og Rishawi, den mislykkede selvmordsbomber, var et af de mange gamle regnskaber, som IS nu ville have gjort op. Ved at fremmane dette glemte spøgelse vakte IS en af de mest rædselsvækkende nætter i landets historie til live igen, et øjeblik, der var ætset ind i erindringen hos mændene i Abu Haythams generation, de tidligere efterretningschefer, efterforskere og assistenter, der siden kom til at lede Mukhabarat. Det var lykkedes Zarqawi at rette et slag direkte mod Jordans hjerte, og nu, hvor IS stod med landets pilot i hænderne, var de parat til at gøre det igen. Abu Haytham havde været til stede den aften. Han kunne huske hver detalje i forbrydelsen, som Rishawi var blevet idømt hængning for. Han kunne huske, hvordan det havde føltes den aften, lugten af blod og røg og de tilskadekomnes jamren. Han kunne især huske de to piger. De var kusiner, ni og fjorten år gamle, og han kendte deres navne: Lina og Riham. Lokale piger fra Amman, der deltog i en bryllupsfest. De var begge klædt i hvidt og havde små ansigter, der var yndige og blege og rene i trækkene. »Som engle,« havde han tænkt. De havde stadig deres næsten identiske blondekjoler på, som deres forældre havde købt til festen, og fikse dansesko. Nærmest mirakuløst havde ingen af dem fået en skramme fra halsen og op. Da Abu Haytham så dem ligge side om side på en træplade i disse første kaotiske øjeblikke på hospitalet, havde han spekuleret på, om de mon sov. De var måske skadede, men havde fået noget beroligende og sov. Lad det være sandt, at de bare sover, havde han bedt i sit indre.

p rolog

Men så så han de frygtelige huller, som granatsplinterne havde lavet. Under eksplosionen måtte pigerne have stået ligesom alle andre og råbt og klappet, da bruden og brudgommen skulle til at gøre deres entré i dansesalen på Radisson Hotel i Amman, der lyste op som et ørkentivoli på en kølig aften midt i november. De nygiftes fædre, der var lutter store smil og lejede smokinger, havde indtaget deres pladser på podiet, og det arabiske orkesters brægende træblæsere og dunkende trommer lavede sådan en larm, at hotellets ansatte i lobbyen måtte råbe for at blive hørt. Festen var lige nået til sit strålende, larmende, svedige, overdådige klimaks. Ingen syntes at have bemærket to skikkelser i mørke frakker, som stod uroligt henne ved døren og derefter maste sig gennem rækkerne af jublende bryllupsgæster for at komme hen foran i dansesalen. Der kom et blændende glimt og så en følelse af, at alt faldt ned – loftet, væggene, gulvet. Trykbølgen væltede gæster ud af deres senge på hotellets øvre etager og sprængte de tykke spejlglasdøre i lobbyen. Et tordenskrald, derefter stilhed. Og skrig. Kun en af bomberne var blevet udløst, men den blæste gennem dansesalen som en sværm af flyvende barberknive. Hundredvis af stålkuglelejer, der var pakket tæt og omhyggeligt omkring bombens kerne, skar gennem bryllupsdekorationer, madbakker og polstringer. De splintrede træborde og knuste marmorfliser. De flænsede sig gennem aftenkjoler og smarte kuverttasker, gennem jakker og knitrende skjorter og gennem hvide, plisserede kjoler af den slags, som unge piger tager på til fine selskaber. Abu Haytham, der dengang var kaptajn, var ved at være færdig med endnu en lang vagt i en række af mange denne onsdag i begyndelsen af november 2005. Klokken var næsten 21, da den første opringning kom om en eksplosion af en slags i Grand Hyatt-hotellet i den anden ende af byen. Man gættede først på, at det var en gasbeholder, der var sprunget, men så blev der indberettet en ny eksplosion på Days Inn Hotel og så en tredje – der angiveligt var langt værre end de andre – på Radisson. Abu Haytham kendte udmærket stedet. Det var et vartegn i Amman, prangende efter jordansk standard, som lå

28 S O R T F L A G på en høj og kunne ses fra det meste af byen, blandt andet fra hans egen kontorbygning, der lå cirka tre kilometer væk. Han hastede hen til hotellet og banede sig vej gennem redningsfolk, de jamrende overlevende og ligene, der var blevet slæbt ud på bagagevogne og lagt i indkørslen. Inde i dansesalen, gennem en tåge af røg og nødlys, kunne han se flere lig. Nogle lå henslægt, som havde en kæmpe smidt dem. Andre manglede lemmer. På det smadrede podium lå to sammenkrøllede skikkelser i smokinger. Både brudens og brudgommens far havde befundet sig i nærheden af selvmordsbomberen og var døde på stedet. Abu Haytham organiserede hold, der arbejdede på de tre eksplosionssteder hele natten og indsamlede, hvad de kunne finde af rester efter sprængningsanordningerne sammen med de stumper af kød og blod, der udgjorde resterne af de tre bombemænd. Det var først senere, da han stod på hospitalet lænet over en træplade i et improviseret lighus, at han blev overmandet af aftenens rædsler: De lemlæstede lig. De mange sårede. Lugten af blod og røg. De to piger, Lina og Riham, der stadig lå der i deres flænsede hvide kjoler. Abu Haytham, en hengiven far, havde døtre på samme alder. »Hvordan,« sagde han højt, »kan noget menneske med et bankende hjerte gøre sådan noget som det her?« Kun to dage senere kom nyheden om, at en af de medvirkende i attentatet – en kvinde – havde overlevet og var flygtet. Dagen efter sad Sajida al-Rishawi i en stol foran ham. Hun måtte bestemt vide noget, så indsyltet hun var i en øjensynligt vigtig og velplanlagt aktion. Hvor ville terroristerne slå til næste gang? Hvilke planer var ved at blive realiseret, måske netop mens de talte? »Jeg ved det ikke, jeg ved det ikke,« mumlede kvinden nu og da. Hun gentog sætningen langsomt, som om hun var dopet. Abu Haytham bønfaldt hende. Han truede hende. Han appellerede til hendes samvittighed, til religionen, til Allah. Timerne gik – afgørende timer, frygtede han. »Du er jo totalt hjernevasket!« råbte han på et tidspunkt. »Hvorfor beskytter du de folk, der udsætter dig for det her?«

p rolog

Kvinden sagde intet nyttigt, hverken dengang eller i de følgende måneder, efter at hun var blevet dømt til døden. Men Abu Haytham vidste allerede, hvem der stod bag. Alle mændene i Mukhabarat vidste det, selv før forbryderen pralende tog ansvar for attentaterne i en lydoptagelse af sin egen stemme. Alle kendetegnene var der: de koordinerede sprængninger, alle sammen udført i løbet af ti minutter, anvendelsen af selvmordsbombere, der hver med øvet hånd var blevet rigget til med en anordning, der bestod af RDX-sprængstof (som bruges til militære formål) og tilstrækkeligt med løse metaldele til at sikre maksimal blodsudgydelse. Mest sigende var valget af målet – almindelige hoteller, hvor Ammans middelklasse på enhver given aften i deres fineste tøj fyldte en lejet dansesal for at fejre et bryllup eller markere en milepæl. Der ville næppe være nogen efterretningsagenter eller generaler, som gik gennem Radissons lobby kl. 21 en onsdag aften. Til gengæld ville der være snesevis af jordanere, som klamrede sig til det normale livs ritualer i et land, der var på nippet til at blive en krigszone. Sådanne kendetegn tilhørte, ligesom stemmen på lydoptagelsen, umiskendeligt Zarqawi, en mand, som Mukhabarat kendte særdeles godt. På det tidspunkt, da bombningerne fandt sted, var han chef for et særlig ondskabsfuldt terrornetværk kaldet al-Qaeda i Irak. Men jordanerne havde kendt ham, dengang han var bøllen Ahmad, en dropout fra gymnasiet med et ry for at være en drukmås og slagsbror. De havde set ham begive sig af sted til Afghanistan sidst i 1980’erne for at bekæmpe kommunisterne, derefter var han vendt tilbage som en kamphærdet, religiøs fanatiker. Efter et første forsøg med terrorisme var han forsvundet i et af Jordans mørkeste fængsler. Denne gang dukkede han op igen som en kamphærdet, religiøs fanatiker, der nu også udmærkede sig som leder af andre. Abu Haytham havde været blandt dem, der prøvede at ændre Zarqawis vej efter fængslet. Han havde været den sidste efterretningsofficer, der mødte ham i 1999, inden Zarqawi fik tilladelse til at forlade landet for altid og drog til Afghanistan, igen til en fremtid, som formentlig – det troede jordanerne i hvert fald – ikke havde andet at tilbyde end ørkesløshed og en støvet grav.

30 S O R T F L A G Men så skete det helt usandsynlige, at USA lagde sig imellem. Få uden for efterretningstjenesten havde hørt om Zarqawi, da Washington gjorde ham til en terroristsuperstjerne og over for verden i 2003 erklærede, at denne ukendte jordaner var bindeleddet mellem Iraks diktatur og planlæggerne af terrorattentaterne den 11. september 2001. Påstanden var falsk, men nogle uger senere, da amerikanske tropper invaderede Irak, fik den nyligt berømte og velfinansierede terrorist en slagmark og en sag og snart også tusinder af tilhængere. Gennem tre tumultagtige år pressede han med forsæt Irak til randen af sekterisk krig ved at udløse bølge efter bølge af brutale angreb på shiitiske civile i deres moskéer, basarer og skoler. Han forfærdede millioner med en ny form for yderst intim terrorisme: halshugning af individuelle gidsler, optaget på video og sendt verden rundt ved at udnytte internettets nye evne til at komme direkte ind i folks hjem. Hen ad vejen langede han voldsomt ud efter sit fødeland, Jordan, og bidrog til at omdanne USA’s lynsejr i Irak til det dyreste amerikanske militærfelttog siden Vietnam. Men hans mest betydningsfulde bedrift fik man først øjnene op for år senere. Nogle vil blot kalde hans bevægelse for en udløber af al-Qaeda, men Zarqawi gik ikke i andres tjeneste. Hans udgave af jihadismen var helt og aldeles brutalt original. Osama bin Laden havde forsøgt at befri muslimske nationer gradvist fra den fordærvelige, vestlige indflydelse, så de en dag kunne forenes til et enkelt islamisk teokrati eller kalifat. Som en kontrast insisterede Zarqawi på, at han ville skabe sit kalifat her og nu. Han ville forsøge at indføre Guds rige på Jorden gennem handlinger af ufattelig grusomhed, idet han med rette antog, at denne teatralske udstilling af ekstrem vold ville vinde de mest forhærdede jihadister for hans sag og skræmme alle andre til underkastelse. Hans strategi rystede regionen på en måde, som alQaeda aldrig havde gjort. Men Zarqawis umådeholdenhed øgede også hans modstanderes beslutsomhed. I kølvandet på hotelbombningerne havde Abu Haytham og andre Mukhabaratofficerer ét enkelt mål: at likvidere manden, som havde beordret bombningerne. Og da det lykkedes for

p rolog

dem i 2006 ved at levere efterretninger til amerikanerne, der hjalp dem med at spore Zarqawi til sit skjulested, så det ud til at være slut med terroristen og hans organisation. Men i stedet trak hans tilhængere sig blot tilbage og samlede kræfter i fred og ro i Syriens lovløse provinser, indtil de igen brød frem i 2013, ikke som en terrorgruppe, men som en hær. Denne gang nægtede det krigstrætte USA at hjælpe, indtil det var for sent. Der var ingen seriøse forsøg på at bevæbne de moderate oprørere, som forsøgte at afskære IS fra dens sikre tilflugtssted, og ingen flyangreb til at genere IS’ lederskab og forsynlingslinjer. To gange i løbet af et årti havde en jihadistbølge truet med at opsluge regionen. To gange, forekom det jordanerne, havde den amerikanske reaktion været at skære et nyt hul i redningsbåden. Zarqawis efterfølgere kaldte sig selv forskellige navne, inden de besluttede sig for IS – Islamisk Stat. Men de blev ved med at omtale Zarqawi som »mujahid-sheiken« i anerkendelse af grundlæggeren, som havde været så dristig at tro, at han kunne skabe et helt nyt kort over Mellemøsten. Og ligesom Zarqawi troede de heller ikke, at deres erobringer ville standse der. I de profetiske passager i de muslimske, hellige tekster kendt som hadither, så Zarqawi sin skæbne spået. Han og hans mænd var de sortklædte soldater, om hvem de gamle lærde havde skrevet: »De sorte flag vil komme fra Øst, anført af mægtige mænd med langt hår og skæg og efternavne, som er taget fra deres hjembyer.« Disse erobrere ville ikke blot vinde de gamle muslimske lande tilbage. De ville også blive anstiftere af det sidste, altødelæggende slag, som ville ende med udslettelsen af Vestens store hære i det nordlige Syrien. »Gnisten er blevet tændt her i Irak,« prædikede Zarqawi, »og dens glød vil forstærkes, indtil den brænder korsfarerhærene i Dabiq.« Den slags snak havde Mukhabarats folk hørt rigeligt af fra Zarqawi, dengang han var deres fange. Nu kom disse skamløse påstande fra hans afkom. En hær på 30.000 mand ventede lige på den anden side af grænsen og kaldte på deres søster Sajida.

32 S O R T F L A G Komediespillet med et fangebytte endte brat den 3. februar 2015, dagen efter at Jordans konge ankom til Washington på officielt besøg. For Abdallah 2. var det den seneste af en række udmattende rejser, hvor han gentog den samme bøn om hjælp. Hans lille land kæmpede med to byrder, som begge var pålagt udefra: et menneskeligt tidevand af flygtninge fra Syrien – omkring 600.000 indtil nu – og omkostningerne ved at deltage i det vestligt-arabiske militærfelttog mod IS. Turen forløb ikke særlig godt. Medlemmer af Kongressen udtrykte sympati, men ikke meget mere end dét. Talsmænd for Det Hvide Hus udtalte de sædvanlige løfter om at styrke Jordans forsvar og nødlidende økonomi, men den form for hjælp, som Abdallah havde mest desperat brug for, var ikke i sigte. Kongens skuffelse var for længst hærdnet til vrede. Under tidligere besøg havde præsident Obama afslået Jordans anmodning om laserstyret ammunition og andre avancerede våben, der ville kunne slå IS’ lastbiler og kampvogne ud. På denne tur var der ikke engang nogen egentlig aftale om et møde mellem de to ledere. Abdallah befandt sig i Capitol, kongresbygningen i Washington, og var ved at fremføre sine argumenter for den republikanske senator og formand for senatets udvalg for de væbnede styrker, John McCain, da han blev afbrudt af en af sine medarbejdere. Monarken gik ud på gangen og så på en lille skærm i en smartphone IS bringe sin sidste erklæring om det foreslåede fangebytte. Mens videokameraerne snurrede, gennede maskerede jihadister den unge jordanske pilot ind i et lille metalbur, der var blevet overhældt med brændstof. De satte ild til buret og filmede, mens piloten blev brændt i levende live. Da Abdallah vendte tilbage til mødet, havde McCains medarbejdere også set videoen. Monarken bevarede fatningen, men McCain kunne se, at han var dybt rystet. »Er der mere, vi kan gøre for Dem?« spurgte McCain. »Jeg får ingen støtte fra jeres side!« svarede Abdallah til sidst. »Jeg får stadig kun ustyrede bomber, og vi får ikke engang nye forsyninger af dem. I mellemtiden flyver vi to hundred procent flere missioner end alle koalitionsmedlemmerne samlet bortset fra USA.«

p rolog

Kongen fortsatte med sine berammede møder, men han havde allerede besluttet sig for at vende hjem. Han var ved at træffe foranstaltninger, da Det Hvide Hus ringede for at tilbyde ham et kvarter med præsidenten. Abdallah tog imod tilbuddet. Inde i Det Ovale Værelse kondolerede Obama over for pilotens familie og takkede kongen for Jordans bidrag til militærfelttoget mod IS. Regeringen gjorde alt, hvad den kunne for at yde støtte, forsikrede præsidenten monarken. »Nej, det gør De ikke,« sagde Abdallah bestemt. Han opremsede en liste over våben og forsyninger, som han havde brug for. »Jeg har bomber til tre dage tilbage,« sagde han ifølge en embedsmand, der var til stede under samtalen. »Når jeg kommer hjem, bliver der krig, og jeg vil bruge hver eneste bombe, jeg har, indtil der ikke er flere.« Der var endnu et punkt på dagsordenen, der skulle klares, inden han vendte hjem. Fra lufthavnen ringede Abdallah til sine medarbejdere i Amman og pålagde dem at udføre et par henrettelser. På dødsgangen i Jordan var der to indsatte, som var blevet dømt for at have begået morderiske handlinger efter ordre fra Zarqawi. Den ene var en irakisk mand, som havde været agent på mellemniveau i Zarqawis irakiske oprør. Den anden var Sajida al-Rishawi. De skulle begge henrettes uden yderligere udsættelse. Kongen forudså, at vestlige regeringer ville protestere mod henrettelserne og kalde dem hævnaktioner, selvom begge indsatte var blevet dømt for længe siden i forbindelse med en normal retssag. Men han ville ikke lade sig afskrække. Som han så det, var aftalen med bødlen allerede blevet udsat for længe, sagde han til medarbejderne. »Jeg vil ikke høre et ord til fra nogen,« sagde Abdallah. Kongen var stadig i luften ved totiden om natten i Amman, da vagterne gik hen for at hente Sajida al-Rishawi i hendes celle. Hun havde afslået det sædvanlige sidste måltid og rituelle bad, hvor fromme muslimer renser legemet som forberedelse til livet efter døden. Hun tog den røde uniform på, som kun bliver båret af dødsdømte fanger,

34 S O R T F L A G den dag de skal henrettes, foruden den sædvanlige hijab til at dække hoved og ansigt. Hun blev fulgt ud af fængslet til en ventende bil med en militær eskorte, som skulle køre til Swaqa, Jordans største fængsel, der ligger på en ørkenhøj omkring hundred kilometer syd for hovedstaden. Bilerne ankom lidt i fire, mens fuldmånen, der kunne ses gennem en let dis, sank ned mod den sydvestlige horisont. Det sidste hun så, inden hun fik bind for øjnene, var et lille henrettelsesværelse med hvide vægge og en række små vinduer og nogle få trætte ansigter, der så på fra vidnepladserne lige under hende. En imam bad, mens en løkke med en tung metallås blev gjort fast, og en dommer spurgte, om Rishawi havde et sidste ønske eller ville udtrykke en sidste vilje. Hun svarede ikke. Hun lavede heller ingen hørlige lyde, da galgelemmen åbnede sig, og hun styrtede ned i mørket med et hårdt bump. Klokken var 05.05, næsten halvanden time før solopgang, da fængselslægen tjekkede hendes puls. »Zarqawis kvinde« var død, hendes henrettelse var slutscenen i den værste terroraktion i Jordans historie. Men Zarqawis børn forfulgte grundlæggerens langt større ambitioner: enden på Jordan og landets konge, udviskningen af internationale grænser og ødelæggelsen af de moderne stater i Mellemøsten. Så kunne de, med sorte flag vajende oven over muslimske hovedstæder fra Levanten til Den Persiske Golf, indlede det store, apokalyptiske opgør med Vesten.

historien om z ar q a w iâ&#x20AC;&#x192;

BOG I

HISTORIEN OM ZARQAWI

36 S O R T F L A G

䠀䄀刀䐀唀䰀夀匀吀吀䤀䰀䄀吀䰀였匀䔀嘀䤀䐀䔀刀䔀㼀䬀�䈀䈀伀䜀䔀一䠀䔀刀

Infiltrated the CIA.

FOTO: MARVIN JOSEPH/THE WASHINGTON POST

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

Joby Warrick