Spejlbyen - læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

08 34

BESTSELLER

INTERNATIONAL

VERDEN, SOM VI KENDER DEN, ER BORTE. HVAD VIL I STEDET VOKSE FREM?

”Spejlbyen er poetisk. Spændende på alle tænkelige måder, og samtidig poetisk … Sproget er vidunderligt, selv når handlingen er mørk og voldsom.” – The Huffington Post

05 06

J USTIN

SPEJLBYEN

CRONIN

‡

“Et mesterværk … Med Spejlbyen afslutter Justin Cronin, hvad der meget vel kan være det fineste post-apokalyptiske værk nogensinde. En fantastisk bedrift.” – The National Post

Et vanvittigt eksperiment slog fejl og efterlod en tom og øde verden. De blodtørstige væsner, der forårsagede det, er overvundet, og for første gang i hundrede år forsøger de få overlevende mennesker at genopbygge et samfund. Men i en død metropol langt derfra venter Zero. Faderen til De Tolv. Han er fyldt op af had, et had, som først vil blive slukket, når han har tilintetgjort Amy, menneskehedens eneste håb. Forude venter den absolut sidste kamp mellem lys og mørke.

– Stephen King

”Spejlbyen er den spændende finale på en trilogi, som vil stå som en enestående bedrift i amerikansk fantasy.”

SPEJLBYEN er afslutningen på DEN FØRSTE og DE TOLV

DE TOLV

LINDHARDT OG RINGHOF

‡

SPÆNDINGSROMAN

SPEJLBYEN

“Cronin formår at fange læseren med en legende let episk fortællestil.” – Publishers Weekly

788711 543689

lindhardtogringhof.dk

D EN F Ø R STE

”Storslået ... Kan sagtens stå ved siden af Stephen Kings apokalyptiske mesterværk Opgøret. En anden sammenligning kunne være Cormac McCarthys Vejen.” – Time

a f s l u t n i n g e n på

DEN FØRST E

Forfatterfoto: © Julie Soefer Omslag: eyelab.dk

– Publishers Weekly

”Uovertruffen.”

JU S T I N C R O N I N

”Læsere, som utålmodigt har ventet på afslutningen på Cronins dystopiske trilogi, bliver i den grad belønnet med denne episke roman.” – Library Journal

“Fængslende, gribende og underholdende.” – The San Diego Union-Tribune

‡

“En litterær superthriller drevet af både karakterer og plot.” – The New York Times Book Review

er professor i engelsk ved Rice University i Houston, Texas, men slog med udgivelsen af Den første og De tolv sit navn fast som international bestsellerforfatter. Filmrettighederne til trilogien er solgt til Twentieth Century Fox.

SPEJL BYEN

DE TOLV

J ustin C r o ni n (f. 1962)

– en international bestsellertrilogi om civilisationens sammenbrud og menneskehedens desperate kamp for overlevelse.

STD 4b

layout: thomas@eyelab.dk +45 51 84 51 51

Print order: Sølvfolie

➋ hvid specielfarve

➌CMYK

13/09/2016 16.46

Spejlbyen OMS STD4b.indd 1

Af sammer forfatter den fĂ¸rste de tolv

Spejlbyen.indd 2

13/09/16 5:42 pm

Justin Cronin

SPEJLBYEN PÃ¥ dansk ved Jan Pock-Steen

LINDHARDT OG RINGHOF

Spejlbyen.indd 3

13/09/16 5:42 pm

Spejlbyen er oversat fra amerikansk efter The City of Mirrors Copyright © 2016 by Justin Cronin Printed by Ballantine Books Published by arrangement with Ulf Töregård Agency AB All rights reserved Dansk copyright © 2016 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Omslag: eyelab.dk Kort og illustrationer: David Lindroth, Inc. Bogen er sat med Minion og trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-54368-9 1. udgave, 1. oplag Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Side 98: Koranen, A.S. Madsen, Islam International Publications Ltd. 1989

Side 401: William Shakespeare, Julius Cæsar, Henning Krabbe, Boghandlerforlaget 1998

Side 131: John Milton, Det tabte Paradis. Uffe Birkedal, Forlaget Vangsgaard 2006

Side 411: Charles Dickens, David Copperfield, Eva Hemmer Hansen, Rosinante 2012

Side 193: William Shakespeare, De to herrer fra Verona, Edward Lebcke m.fl. Boghandlerforlaget 1998.

Side 467: Homers Iliade, Christian Wilster, Museum Tuscalanums Forlag, 1979

Side 278: Biblen, Bibelselskabet 1992

Side 639: Dickens, Et juleeventyr, Jesper Dannow, Rosinate 2010

Side 281: William Shakespeare, Som man behager, Niels Brunse, Gyldendal 2013

Side 749: Leo Tolstoj, Krig og Fred, W. Gerstenberg, Lindhardt og Ringhof 2016

Side 324: William Shakespeare, Hamlet, Prins af Danmark, Henning Krabbe, Boghandlerforlaget 1998

Side 763: William Shakespeare, Romeo og Julie, Niels Brunse, Gyldendal 2012

Side 349: William Shakespeare, Lige for lige. Erik H. Madsen, Boghandlerforlaget 1998

Spejlbyen.indd 4

13/09/16 5:42 pm

Til min familie

Spejlbyen.indd 5

13/09/16 5:42 pm

And how am I to face the odds Of man’s bedevilment and God’s? I, a stranger and afraid In a world I never made. – A.E. Housman, Last Poems

Spejlbyen.indd 6

13/09/16 5:42 pm

Datteren År 98-101 A.V. Der findes en anden verden, men det er den her. – paul éluard

Spejlbyen.indd 15

13/09/16 5:43 pm

Spejlbyen.indd 16

13/09/16 5:43 pm

1 det centrale pennsylvania

August år 98 A.V. Otte måneder efter Homelands befrielse

Jorden gav nemt efter for hendes klinge og frigav den sorte lugt af jord. Luften var varm og fugtig. Fugle sang i træerne. Hun lå på alle fire på jorden og stak i den for at løsne den. Hun skovlede én håndfuld væk ad gangen. En del af hendes svaghed havde fortaget sig, men ikke det hele. Hendes krop føltes slap, uorganiseret, udtømt. Hun havde smerter, og hun erindrede smerter. Der var gået tre dage, eller var det fire? Sveden sad som perler på hendes pande, og hun slikkede den salte smag af læberne. Hun gravede og gravede. Det drev af hende, og dråberne faldt mod jorden. Det er der, alting havner i sidste ende, tænkte Alicia. Alting ender i jorden. Dyngen ved siden af hende svulmede i størrelse. Hvor dybt var dybt nok? Jorden begyndte at ændre sig en meter nede. Den blev koldere og duftede af ler. Det kunne være et tegn. Hun vippede tilbage på støvlehælene og tog en lang slurk af sin feltflaske. Hendes hænder var røde og ømme, og et stykke hud ved roden af hendes tommelfinger var blevet flået op. Hun satte hånden op til munden, brugte tænderne til at bide hudflappen over og spyttede den ud på jorden. Soldier ventede på hende i udkanten af rydningen, hvor hesten gumlede højlydt på en dusk højt græs. Dens yndefulde bagparti, den tykke man og blåskimlede pels, dens imponerende hove og tænder, dens øjne så store og sorte som marmorkugler – en herlig aura udstrålede fra den. Den besad, når den ønskede det, en fuldkommen ro og kunne så i næste øjeblik udrette det mest utrolige. Den løftede det 17

Spejlbyen.indd 17

13/09/16 5:43 pm

kloge ansigt, da den hørte, at hun nærmede sig. Jeg er med. Vi er klar. Den vendte sig i en langsom bue med halsen bøjet nedad og fulgte hende ind mellem træerne til det sted, hvor hun havde slået sin presenning op. Der lå en lille bylt på jorden ved siden af Alicias blodige sovepose. Bylten var svøbt i et plettet tæppe. Hendes datter havde levet i mindre end en time, men på den time var Alicia blevet mor. Soldier så på hende, da hun kom tilbage igen. Barnets ansigt var dækket, men Alicia trak stoffet væk. Hesten bøjede sig frem mod barnet. Dets næsebor udvidede sig, da den indsnusede lugten. En lillebitte næse, øjne og en mund som en rosenknop – forbløffende i al dets menneskelighed. Hovedet var dækket af blødt, rødt hår. Men der var intet liv, intet åndedræt. Alicia havde spekuleret på, om hun ville kunne elske hende – dette barn, der var blevet undfanget i rædsel og smerte, og hvis far var et uhyre. En mand, der havde slået og voldtaget hende. Forbandet hende. Hvor havde hun været dum. Hun gik tilbage til rydningen. Solen stod direkte over hende, insekterne summede i græsset med en rytmisk, pulserende lyd. Soldier stod ved siden af hende, da hun lagde sin datter i graven. Alicia havde bedt en bøn, da veerne satte ind: Lad hende være sund og rask. Men som den ene smertefulde time blev til den næste, kunne hun mærke dødens kolde nærvær indeni. Smerten dunkede i hende, ramte hende som en kølle; den fik det til at runge i hendes celler som torden. Der var noget galt. Åh gud, våg over hende, våg over os. Men hendes bønner faldt på ufrugtbar jord. Den første håndfuld jord var den sværeste. Hvordan fik man sig selv til det? Alicia havde lagt mange mænd i graven – nogle kendte, andre ukendte – men kun én, som hun havde elsket. Drengen Hightop. Så morsom, så levende og nu død. Hun lod jorden sive ud mellem fingrene. Det ramte stoffet med en trommende lyd, ligesom de første regnstænk på bladene. Hendes datter forsvandt lidt efter lidt. Farvel, tænkte hun. Farvel min elskede, min egen. Hun gik tilbage til sit telt. Hendes sjæl var knust som millioner af glasskår inde i hende. Hendes knogler var blytunge rør. Hun be18

Spejlbyen.indd 18

13/09/16 5:43 pm

høvede vand og mad, for hendes forsyninger var brugt op. Men hun kunne umuligt gå på jagt, og det føltes, som om bækken lå milevidt derfra og ikke blot fem minutters gang ned ad bakken. Men hvad betød hendes krops behov? Intet betød noget. Hun lagde sig på sin sovepose og lukkede øjnene. Snart sov hun. Hun drømte om en flod. En bred, mørk flod, og over den skinnede månen. Den kastede sit lys over vandet som en gylden vej. Alicia vidste ikke, hvad der ventede hende på den anden side af floden, blot at hun måtte krydse den. Hun tog sit første forsigtige skridt ud på den skinnende overflade. Hendes sind var delt – dels var det forundret over denne usandsynlige måde at bevæge sig fremad på, og dels ikke. Men da månelyset rørte den modsatte bred, indså hun, at det var et bedrag. Den lysende sti gik i opløsning, og hun satte desperat i løb for at nå over til den anden side, før hun blev opslugt af floden. Men der var for langt. Horisonten rykkede sig længere og længere væk for hvert skridt, hun tog. Vandet plaskede om hendes ankler, hendes knæ, hendes hofter. Hun havde ikke kræfter til at kæmpe imod. Kom til mig, Alicia. Kom til mig, kom til mig, kom til mig. Hun sank, floden tog hende, og hun forsvandt i mørket … Hun vågnede til et dæmpet, orange lys. Dagen var næsten gået. Hun lå ubevægelig og forsøgte at samle tankerne. Hun var blevet vant til disse mareridt. Enkeltheder ændrede sig, men aldrig den følelse, drømmene efterlod – frugtesløsheden, frygten. Men denne gang var det alligevel anderledes. En del af drømmen havde blandet sig med virkeligheden; hendes skjorte var gennemblødt. Hun så ned på pletterne, der voksede i størrelse. Hendes mælk var begyndt at sive. At blive var ikke en bevidst beslutning. Hun havde ganske enkelt ikke viljen til at bevæge sig. Hendes kræfter vendte tilbage. De nærmede sig med små skridt, og så kom de på én gang, ligesom en længe ventet gæst. Hun byggede et læskur af væltede træstammer og slyngplanter. Presenningen gjorde det ud for et tag. Der var masser af liv i skoven – egern og kaniner, vagtler og duer, rådyr. Nogle af dem var for hurtige 19

Spejlbyen.indd 19

13/09/16 5:43 pm

for hende, men ikke alle. Hun satte fælder og ventede på at indsamle byttet, eller hun skød dem med sin armbrøst. Ét skud og en nådig død fulgt af aftensmad, rå og varm. Når dagen var slut, og lyset var svundet bort, badede hun i bækken. Vandet var klart og chokerende koldt, og det var på en af de udflugter, hun fik øje på bjørnene. En raslen ti meter oppe ad bækken, noget stort, der bevægede sig rundt i underskoven, og så dukkede de op ved bredden af bækken. Det var en mor med et par unger. Alicia havde aldrig set sådan et væsen i levende live, kun i bøger. Ungerne strejfede om i det lave vand og rodede i mudderet med deres snuder. Der var noget løst og ufærdigt over deres anatomi, som om musklerne ikke var ordentligt fastgjort til huden under deres tykke pels, der var fuld af kviste. En sky af insekter funklede omkring dem og fangede det sidste lys. Men bjørnene lagde vist ikke mærke til hende, og hvis de gjorde det, syntes de ikke, at hun var vigtig. Sommeren gik på hæld. Den ene dag var verden fuld af grønne blade og mørk af skygger. Så eksploderede skoven i løsslupne farver. Om morgenen knasede jorden af frost. Vinterkulden lagde sig over landet med en ubesudlet renhed. Sneen lå tykt. Træernes sorte streger, fuglenes små fodspor, den hvidskurede himmel bleget for hver en nuance. Alt var blevet beskåret ind til essensen. Hvilken måned var det? Hvilken dag? Mad blev et problem, som tiden gik. I timevis, hvis ikke flere dage, rørte hun sig knap nok for at spare på kræfterne, og hun havde ikke talt med en levende sjæl i næsten et år. Det gik gradsvist op for hende, at hun ikke længere tænkte i ord, som var hun selv blevet et skovvæsen. Hun spekulerede på, om hun var ved at miste forstanden. Hun begyndte at tale til Soldier, som om hesten var et menneske. Soldier, kunne hun finde på at sige, hvad skal vi have til aftensmad? Soldier, synes du, det er på tide at hente brænde til bålet? Soldier, synes du ikke, at himlen ligner sne? En nat vågnede hun i sit læskur og indså, at hun havde hørt det tordne i længere tid. En våd forårsvind blæste i retningsløse stød og hvirvlede rundt mellem trætoppene. Alicia lyttede uhildet til uvej20

Spejlbyen.indd 20

13/09/16 5:43 pm

ret, der nærmede sig, og så var det pludselig over dem. Et lynnedslag splittede himlen og fik sceneriet til at stivne for hendes øjne. Det blev fulgt af et øredøvende drøn. Da himlens sluser åbnede sig og sendte blytunge regndråber mod jorden, lod hun Solder komme indenfor. Hesten dirrede af rædsel, og Alicia måtte berolige den, for dens enorme krop kunne slå læskuret til pindebrænde med bare én panisk bevægelse i det trange rum. God dreng, mumlede hun og aede dens flanker. Med sin ledige hånd listede hun rebet rundt om dens hals. Du er sådan en god dreng. Hvad siger du til at gøre en pige selskab på en regnfuld nat? Hestens krop var stiv af skræk, den var som en mur af spændte muskler, men den lod hende alligevel gøre det, da hun blidt trak den ned. På den anden side af læskurets væg glimtede lynene, og tordenen rullede. Den faldt på knæ med et mægtigt suk, lagde sig om på siden ved hendes sovepose, og det var sådan, de to sov, mens regnen væltede ned hele natten og skyllede vinteren væk. Hun blev på det sted i to år. Det var svært at tage derfra, for skoven var blevet hendes trøst. Hun havde taget dens rytme til sig. Men da Alicias tredje sommer begyndte, rørte der sig en ny følelse i hende. Det var på tide at komme videre og afslutte det, hun havde påbegyndt. Hun brugte resten af sommeren på forberedelserne. Det omfattede konstruktionen af et våben. Hun drog af sted mod byerne ved floden og vendte tilbage tre dage senere slæbende på en klirrende pose. Hun forstod grundlæggende, hvad det var, hun forsøgte at gøre, for hun havde set det gjort mange gange. De nærmere detaljer ville hun lære sig hen ad vejen. En klippe med en flad top ved bækken ville fungere som hendes ambolt. Hun anlagde sit bål i vandkanten og så til, mens det brændte væk til trækul. Det sværeste var at holde den rigtige temperatur. Da hun fornemmede, at den var rigtig, tog hun den første genstand op af posen – en fem centimeter bred, en meter lang og en centimeter tyk stang af O1-stål. Hun fandt også en hammer, en jerntang og et par tykke læderhandsker frem fra posen. Hun stak 21

Spejlbyen.indd 21

13/09/16 5:43 pm

enden af stålstangen ind i ilden og så, hvordan den ændrede farve, da metallet blev varmet op. Så gik hun i gang med arbejdet. Det krævede yderligere tre ture ned ad floden efter forsyninger, og resultatet var primitivt, men til sidst var hun tilfreds. Hun viklede grove, seje slyngplanter om håndgrebet, så hun kunne holde godt fast i det ellers glatte metal. Våbnet lå behageligt i hendes hånd. Dets polerede spids skinnede i solen. Men den rigtige prøve lå i det første hug. På sin sidste tur ned ad floden var hun gået over en mark med meloner på størrelse med menneskehoveder. De voksede tæt sammen og var viklet ind i slyngende stængler med blade, der lignede gribende hænder. Hun udvalgte sig en af melonerne og bar den hjem i sin pose. Hun stillede den på en væltet træstamme, tog sigte og svingede sværdet i en lodret bue. De adskilte halvdele gled dovent væk fra hinanden, som var de bedøvede, og faldt til jorden. Der var intet tilbage, der bandt hende til det her sted. Aftenen før sin afrejse havde Alicia aflagt et besøg ved sin datters grav. Hun havde ikke lyst til at gøre det i sidste øjeblik, for hun ville forlade stedet uden hast. Graven havde været umarkeret i to år, for der var intet, der forekom hende værdigt. Men det føltes forkert at rejse fra den uden at efterlade et spor. Hun brugte det sidste stål til at smede et kors. Hun brugte hammeren til at banke det ned i jorden og knælede ved siden af det. Der ville ikke være noget tilbage længere, udover måske er par knogler eller aftryk af knogler. Hendes datter var blevet en del af jorden, træerne, klipperne og endda himlen og dyrene. Hun var taget til et sted, ingen kendte. Hendes uprøvede stemme var fuglenes stemmer, den røde hårvækst efterårets flammende farver. Alicia tænkte over disse ting, mens hun rørte ved den bløde jord med den ene hånd. Men hun havde ikke flere bønner i sig. Et knust hjerte forbliver et knust hjerte. »Undskyld,« sagde hun. Morgenen gryede i al ubemærkethed. Den var vindstille, rå og luften mættet af dis. Sværdet hang i en skede af rådyrskind i en skrå vinkel på hendes ryg, hendes knive var stukket i de bandolerer, der 22

Spejlbyen.indd 22

13/09/16 5:43 pm

sad som et X over hendes bryst. Hendes øjne var dækket af mørke beskyttelsesbriller med læderstykker ved tindingerne. Hun gjorde saddeltasken fast på Soldiers ryg. Hesten havde strejfet uroligt omkring i dagevis, for den kunne fornemme den umiddelbare afrejse. Er vi i gang med det, jeg tror, vi er? Jeg vil altså egentlig gerne vide det. Hendes plan var at ride langs med floden og følge dens løb gennem bjergene. Hvis hun var heldig, kunne hun nå frem til New York, før de første blade faldt. Hun lukkede øjnene og lod tankerne flyve. Stemmen ville ikke lyde, før hun var væk fra dette sted. Den kom fra det samme sted som drømmene, som vinden fra en hule, der hviskede hende i øret. Du er ikke alene, Alicia. Jeg kender til din sorg, for det er min egen. Jeg venter på dig, Lish. Kom til mig. Kom hjem. Hun berørte Soldiers flanker med hælene.

2 Dagen var netop ved at være slut, da Peter tog tilbage til huset. På den umådelige himmel over Utah maledes lange, farvede fingre mod det stedse mere mørkeblå. Det var en aften i det tidlige efterår. Nætterne var kolde, og vejret var stadig smukt om dagen. Han begav sig hjemad langs den brusende flod med fiskestangen over skulderen og hunden luntende ved sin side. I hans sæk var der to fede ørreder viklet ind i gyldne blade. Da han nærmede sig gården, hørte han musik inde fra stuehuset. Han tog sine mudrede støvler af på verandaen, stillede sækken fra sig og gik stille indenfor. Amy sad ved det gamle, opretstående klaver med ryggen mod døren. Han skyndte sig hen til hende. Hun var så fuldkommen koncentreret, at hun ikke lagde mærke til, at han var kommet. Han lyttede uden at røre sig og trak knap vejret. Amys krop 23

Spejlbyen.indd 23

13/09/16 5:43 pm

svajede en smule i takt til musikken. Hendes fingre bevægede sig vævert op og ned ad klaviaturet, og hun mere kaldte tonerne frem end egentlig spillede dem. Sangen var en lydelig legemliggørelse af ren følelse. Der var dyb hjertesorg i den, men følelsen blev udtrykt med en sådan ømhed, at den ikke virkede trist. Den fik ham til at tænke på, hvordan tiden føltes, hvordan den altid forsvandt bagud og blev til minder. »Du er hjemme.« Sangen var ophørt, uden at han havde bemærket det. Da han lagde hånden på hendes skulder, rykkede hun sig på bænken og drejede ansigtet opad. »Kom her,« sagde hun. Han bøjede sig ned for at modtage hendes kys. Hendes skønhed var forbløffende. Det opdagede han, hver gang han så på hende. Han gjorde et hovedkast mod tangenterne. »Jeg ved stadig ikke, hvordan du bærer dig ad med det,« sagde han. »Kunne du lide den?« Hun smilede til ham. »Jeg har øvet mig hele dagen.« Han sagde, at det kunne han. Han elskede den. Den fik ham til at tænke på så mange ting, sagde han. Det var svært at sætte ord på. »Hvordan var der ved floden? Du har været længe væk.« »Har jeg?« Dagen var gået, som havde den været indhyllet i en velbehagelig dis, ligesom så mange andre dage. »Det er sådan en smuk årstid. Jeg glemte vel tiden.« Han kyssede hende oven på hovedet. Hendes hår var nyvasket og duftede af de urter, hun brugte til at blødgøre den hårde lud. »Spil bare videre. Jeg går i gang med aftensmaden.« Han gik gennem køkkenet, ud til bagdøren og ud i gården. Haven var i forfald. Snart ville den sove under sneen, og det sidste af høsten være gemt væk for vinteren. Hunden var løbet et eller andet sted hen. Den kom vidt omkring, men Peter var aldrig bekymret. Den kunne altid finde vejen hjem igen, før det blev mørkt. Peter fyldte vasketruget ved pumpen, tog skjorten af og plaskede vand i ansigtet og på bry24

Spejlbyen.indd 24

13/09/16 5:43 pm

stet, hvorefter han tørrede sig. Solens sidste stråler rikochetterede fra bakkeskråningerne og kastede lange skygger på jorden. Det var det tidspunkt på dagen, han holdt mest af, hvor det føltes, som om alting smeltede sammen med hinanden og opløstes. Da det blev mørkere, så han de første stjerner tændes – først én, så én til og endnu én. Følelsen af det tidspunkt var den samme som i Amys sang: erindring og længsel, glæde og sorg, en begyndelse og en afslutning, der mødtes. Han tændte op, rensede fangsten og lagde det bløde, hvide kød på en pande med en klat fedt. Amy kom ud og sad sammen med ham et stykke tid, mens aftensmaden stegte. De spiste i køkkenet ved tællelys: ørreden, tomater i skiver, en kartoffel stegt i gløderne. Bagefter delte de et æble. De tændte op i stuen og satte sig til rette i sofaen under et tæppe, mens hunden indtog sin sædvanlige plads ved deres fødder. De så ind i flammerne uden at tale. Der var ikke brug for ord, for de havde sagt dem alle sammen, alt var delt imellem dem og kendt. Da der var gået noget tid, rejste Amy sig og rakte hånden frem. »Lad os gå i seng.« De gik op ad trappen med tællelysene i hånden. De klædte sig af i det lille soveværelse under tagskægget og krøb sammen under tæpperne med deres kroppe tæt til hinanden for at holde varmen. Ved sengens fodende udstødte hunden et langt suk og sank sammen på gulvet. En god, gammel hund, loyal som en løve. Han ville ligge der til næste morgen og passe på dem begge. Nærheden og varmen fra deres kroppe, deres åndedræts fælles rytme – det var ikke lykke, Peter følte, men noget dybere, stærkere. Hele sit liv havde han kun ønsket at lære én person at kende. Det var det, kærlighed var, besluttede han. Kærlighed var at blive kendt af en anden. »Hvad er der, Peter?« Der var gået noget tid. Hans tanker drev rundt i det dimensionsløse rum mellem søvn og vågen tilstand; de havde opsøgt gamle minder. »Jeg tænkte på Theo og Maus. På den nat i laden, da viralen angreb.« En tanke drev forbi, men den var for langt borte, og han 25

Spejlbyen.indd 25

13/09/16 5:43 pm

kunne ikke gribe den. »Min bror fandt aldrig ud af, hvad der slog den ihjel.« Amy var tavs et øjeblik. »Jamen, det var da dig, Peter. Det var dig, der reddede dem. Det har jeg jo fortalt dig. Kan du ikke huske det?« Havde hun det? Og hvad mente hun mon med sådan en erklæring? Han havde været i Colorado, da angrebet fandt sted, mange dagsrejer og mil derfra. Hvordan kunne det have været ham? »Jeg har forklaret dig, hvordan det fungerer. Gården her er ganske særlig. Fortid, nutid og fremtid er én og samme ting. Du var til stede i laden, fordi du var nødt til at være der.« »Men jeg husker ikke, at jeg gjorde det.« »Det er, fordi det ikke er sket endnu. Ikke for dig. Men der kommer en tid, hvor det sker. Så vil du være der og redde dem. Redde Caleb.« Hans dreng Caleb. Han mærkede pludselig en overvældende træthed, en intens og længselsfuld kærlighed. Gråden stod ham i halsen. Det var så mange år siden. Så lang tid var der gået. »Men vi er her nu,« sagde han. »Dig og mig i den her seng. Det er virkeligt.« »Der er intet mere virkeligt i verden.« Hun krøb ind til ham. »Det skal du ikke spekulere på nu. Jeg kan mærke, at du er træt.« Det var han. Han var bare så træt. Han kunne mærke sine år i knoglerne. En erindring om at se sit ansigt i floden strejfede hans tanker. Hvornår var det? I dag? I går? Var det en uge siden, en måned, et år? Solen stod højt på himlen og forvandlede vandets flade til et glitrende spejl. Hans spejlbillede dirrede med strømmen. De dybe rynker, de hængende kinder, den opsvulmede hud under øjnene, der havde mistet deres glans med tiden, og hans hår, den smule, der var tilbage, var blevet hvidt som en hue af sne. Det var en gammel mands ansigt. »Var jeg … død?« Amy svarede ham ikke. Da forstod Peter, hvad hun forsøgte at fortælle ham – at han ikke blot ville dø, ligesom alle andre, men at 26

Spejlbyen.indd 26

13/09/16 5:43 pm

døden ikke var afslutningen. Han ville forblive på dette sted som en vagtsom ånd uden for tidens begrænsning. Det var nøglen til alting. Den åbnede en dør, bag hvilken der lå svaret på alle livets mysterier. Han tænkte på den dag for så længe siden, da han første gang var ankommet til gården. Alt var på uforklarlig vis intakt. Laden var fyldt, der var gardiner for vinduerne og tallerkner på bordet, som om det ventede dem. Det var det, som stedet her var. Det var hans eneste sande hjem i verden. Han lå der i mørket og mærkede, hvordan han fyldtes af en tilfreds følelse. Der var ting, han havde mistet, der var folk, der var borte. Alting forsvandt med tiden. Selv jorden, himlen og floden og de stjerner, han holdt så meget af, ville en skønne dag holde op med at eksistere. Men det var ikke noget, man skulle frygte. Sådan var livets bittersøde skønhed. Han så dødsøjeblikket for sig. Hans vision om det var så livagtig, at det føltes som en erindring og ikke noget, han forestillede sig. Han ville ligge i netop denne seng. Det ville være en sommereftermiddag, og Amy ville holde om ham. Hun ville se ud, præcis som hun gjorde nu, stærk og smuk og fuld af liv. Sengen vendte mod vinduet, gardinerne glødede i det diffuse lys. Der ville ikke være nogen smerte, blot en følelse af afslutning. Det er alt sammen godt, Peter, ville Amy sige. Jeg følger snart efter. Lyset ville blive kraftigere og kraftigere. Det ville først fylde hans blik, så hans sind, og det var sådan, han ville tage afsked. Han ville tage af sted på bølger af lys. »Jeg elsker dig så meget,« sagde han. »Og jeg elsker dig.« »Det har været en vidunderlig dag, ikke?« Hun nikkede. »Og vi vil få mange flere af dem. Et ocean af dage.« Han trak hende tæt ind til sig. Udenfor var natten kold og stille. »Det var en smuk sang,« sagde han. »Jeg er glad for, at vi fandt det klaver.« Og med de ord krøb de sammen i deres store, bløde seng under tagskægget og drev ind i søvnen. 27

Spejlbyen.indd 27

13/09/16 5:43 pm

䠀䄀刀䐀唀䰀夀匀吀吀䤀䰀䄀吀䰀였匀䔀嘀䤀䐀䔀刀䔀㼀䬀�䈀䈀伀䜀䔀一䠀䔀刀

08 34

BESTSELLER

INTERNATIONAL

VERDEN, SOM VI KENDER DEN, ER BORTE. HVAD VIL I STEDET VOKSE FREM?

”Spejlbyen er poetisk. Spændende på alle tænkelige måder, og samtidig poetisk … Sproget er vidunderligt, selv når handlingen er mørk og voldsom.” – The Huffington Post

05 06

J USTIN

SPEJLBYEN

CRONIN

‡

“Et mesterværk … Med Spejlbyen afslutter Justin Cronin, hvad der meget vel kan være det fineste post-apokalyptiske værk nogensinde. En fantastisk bedrift.” – The National Post

– Stephen King

”Spejlbyen er den spændende finale på en trilogi, som vil stå som en enestående bedrift i amerikansk fantasy.”

SPEJLBYEN er afslutningen på DEN FØRSTE og DE TOLV

DE TOLV

LINDHARDT OG RINGHOF

‡

SPÆNDINGSROMAN

SPEJLBYEN

“Cronin formår at fange læseren med en legende let episk fortællestil.” – Publishers Weekly

788711 543689

lindhardtogringhof.dk

D EN F Ø R STE

”Storslået ... Kan sagtens stå ved siden af Stephen Kings apokalyptiske mesterværk Opgøret. En anden sammenligning kunne være Cormac McCarthys Vejen.” – Time

a f s l u t n i n g e n på

DEN FØRST E

– Publishers Weekly

”Uovertruffen.”

JU S T I N C R O N I N

”Læsere, som utålmodigt har ventet på afslutningen på Cronins dystopiske trilogi, bliver i den grad belønnet med denne episke roman.” – Library Journal

“Fængslende, gribende og underholdende.” – The San Diego Union-Tribune

‡

“En litterær superthriller drevet af både karakterer og plot.” – The New York Times Book Review

SPEJL BYEN

DE TOLV

J ustin C r o ni n (f. 1962)

– en international bestsellertrilogi om civilisationens sammenbrud og menneskehedens desperate kamp for overlevelse.

STD 4b

layout: thomas@eyelab.dk +45 51 84 51 51

Print order: Sølvfolie

➋ hvid specielfarve

➌CMYK

13/09/2016 16.46

Spejlbyen OMS STD4b.indd 1