Tjenerindens fortælling - læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

TIL ORIENTERING NO PRINT

Nolit e t e des r a t s a b rum o d n ru o rb ca

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

TJ E NE RINDE NS F OR TÆ LLING

MARGARET ATWOOD (f. 1939) er canadisk forfatter, litteraturkritiker og miljøaktivist. Tjenerindens fortælling fra 1985 er hendes hovedværk og en moderne klassiker.

MA RGA R ET ATWO O D

TJENERINDENS FORTÆLLING er en grusom beretning fra diktaturet Gilead, i den nære fremtids USA. I Gilead er de få tilbageværende frugtbare kvinder, som en stor miljøkatastrofe ikke har gjort sterile, blevet anbragt hos samfundets magtelite. De skal sørge for, at slægten videreføres. Modvillige tjenerinder straffes med døden. Tjenerinden Offred anbringes i huset hos en af det totalitære samfunds spidser og hans hustru. Men den undertrykkende stat kan ikke fjerne Offreds længsler og ønsker. Tjenerindens fortælling er en rystende og universel fortælling om uvidenhed, frygt og undertrykkelse.

TIL ORIENTERING NO PRINT

MARGAR ET AT W OOD

TJ E NE RI ND E NS FO RTÆ LLI NG

ROMAN LINDHARDT OG RINGHOF

MARGARET ATWOOD

Tjenerindens fortælling På dansk ved Lisbeth Møller-Madsen

LINDHARDT OG RINGHOF

Tjernerindens fortælling.indd 3

31/05/2017 11.22

Tjenerindens fortælling er oversat fra canadisk efter Tjenerindens fortælling Copyright © 1985 O. W. Toad Ltd. Published by agreement with Curtis Brown Ltd. Omslag Simon Lilholt/Imperiet Bogen er sat af Demuth Grafisk med Adobe Garamond Pro og trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-54915-5 4. udgave, 1. oplag Printed in Latvia 2017

Tjernerindens fortælling.indd 4

31/05/2017 11.22

Til Mary Webster og Perry Miller

Tjernerindens fortĂŚlling.indd 5

31/05/2017 11.22

Tjernerindens fortĂŚlling.indd 6

31/05/2017 11.22

Da Rakel så, at hun ikke fødte Jakob noget barn, blev hun skinsyg på sin søster og sagde til Jakob: „Skaf mig børn, ellers dør jeg!“ Men Jakob blev vred på Rakel og sagde: „Er jeg i Guds sted? Det er jo ham, der har nægtet dig livsfrugt!“ Så sagde hun: „Dér er min trælkvinde Bilha; gå ind til hende, så hun kan føde på mit knæ og jeg få sønner ved hende!“ Første Mosebog 30, 1-3 Men hvad mig selv angår, som er blevet træt af i mange år at have tilbudt forfængelige, nytteløse og visionære tanker, og som omsider endelig havde opgivet ethvert håb om at få medhold, faldt dette forslag mig heldigvis ind ... Jonathan Swift: Et beskedent forslag*

I ørkenen står intetsteds skrevet: Du skal ej æde sten.

Sufi-ordsprog

* Jonathan Swifts A Modest Proposal udkom i 1729 og er en barsk satire over englændernes undertrykkelse af Irland, hvori Swift foreslår, at man skal spise børn for at undgå, at de ligger deres forældre og samfundet til byrde, samt for at redde dem fra det sølle liv, de ville komme til at leve i det fattige Irland. (o.a.)

Tjernerindens fortælling.indd 7

31/05/2017 11.22

Tjernerindens fortĂŚlling.indd 8

31/05/2017 11.22

INDHOLD

I. NAT 11 II. INDKØB 15 III. NAT 49 IV. VENTEVÆRELSE 55 V. LUR 85 VI. HUSHOLD 95 VII. NAT 123 VIII. FØDSELSDAG 131 IX. NAT 171 X. SJÆLERULLER 179 XI. NAT 227 XII. HOS JEZABEL 235 XIII. NAT 305 XIV. BJÆRGNING 313 XV. NAT 341 HISTORISKE NOTER 349

Tjernerindens fortælling.indd 9

31/05/2017 11.22

Tjernerindens fortĂŚlling.indd 10

31/05/2017 11.22

I NAT

Tjernerindens fortĂŚlling.indd 11

31/05/2017 11.22

Tjernerindens fortĂŚlling.indd 12

31/05/2017 11.22

KAPITEL 1

Vi s ov i det, der engang havd e være t gy mn a stiksalen. Der var malet striber og cirkler på det lakerede trægulv til de kampe, der tidligere var blevet spillet der; ringene til basketball nettene var der stadig væk, selv om nettene var væk. Hele vejen rundt i salen løb en balkon til tilskuerne, og jeg syntes, at jeg, svagt som et efterbillede, kunne mærke den skarpe lugt af sved, iblandet det sødlige strejf af tyggegummi og parfume fra de piger, som kiggede på, iført filtnederdele, vidste jeg fra film, senere miniskørter, så shorts, så med een ørenring, stift grønstribet hår. Det var her, skoleballerne måtte have fundet sted; musikken hang der stadig, en overspilning af lyd uden lyd, den ene stilretning efter den anden, en understrøm af trommer, en fortabt jamren, guirlander af silkepapirblomster, papdjævle, en roterende kugle af spejle, der pudrede de dansende med et snedrys af lys. Der var gammel sex i salen og ensomhed, og forventning om et eller andet uden form eller navn. Jeg husker den længsel, efter noget, som altid var lige ved at ske og aldrig var identisk med de hænder, som tog på os netop da, på bagdelen, eller ude bagved, på parkeringspladsen, eller i fjernsynsstuen, mens der var skruet ned for lyden, og kun billederne flakkede hen over kødets bevægelser.

Tjernerindens fortælling.indd 13

31/05/2017 11.22

Vi længtes efter fremtiden. Hvor fik vi den fra, den evne til umættelighed? Den lå i luften; og den lå stadig i luften, erindret senere, mens vi forsøgte at falde i søvn i de feltsenge, man havde stillet op i rækker, med afstand imellem, så vi ikke kunne snakke sammen. Vi havde flonelslagener, ligesom børn, og militærtæpper af den gamle slags, som der stadig stod U.S. på. Vi lagde vores tøj pænt sammen og anbragte det på skamlerne for enden af sengene. Der var skruet ned for lyset, men ikke slukket helt. Tante Sara og Tante Elizabeth patruljerede; de havde elektriske kvægpigstave hængende fra deres læderbælter i en rem. Men der var ingen geværer, selv ikke dem betroede man et gevær. Geværerne var til vagterne, nøje udvalgt blandt Englene. Vagterne havde ikke tilladelse til at komme ind i bygningerne, medmindre de blev tilkaldt, og vi havde ikke tilladelse til at komme ud, bortset fra vores spadsereture, to gange om dagen, to og to rundt om fodboldbanen, som nu var omgivet af et trådhegn med pigtråd foroven. Englene stod uden for det med ryggen til os. For os betød de frygt, men også noget andet. Hvis de blot ville se. Hvis blot vi kunne tale til dem. Noget kunne udveksles, troede vi, en slags handel sluttes, en slags byttehandel, vi havde stadig vore kroppe. Det var vores drøm. Vi lærte at hviske næsten uden lyd. I halvmørket kunne vi strække armene ud, når Tanterne ikke så det, og røre hinandens hænder tværs over mellemrummene. Vi lærte mundaflæsning, med hovederne helt nede på sengene, drejet om på siden, mens vi iagttog hinandens læber. På denne måde udvekslede vi navne, fra seng til seng: Alma. Janine. Dolores. Moira. June.

Tjernerindens fortælling.indd 14

31/05/2017 11.22

II INDKØB

Tjernerindens fortælling.indd 15

31/05/2017 11.22

Tjernerindens fortĂŚlling.indd 16

31/05/2017 11.22

KAPITEL 2

E n s to l , et b ord, en l am pe. O ve n ove r, p å d e t hvi de loft, en reliefudsmykning formet som en krans, og midt i den et tomt område, gipset til, som det sted i et ansigt, hvor øjet er blevet taget ud. Der må have været en lysekrone engang. De har fjernet alt, hvori man kunne fastgøre et reb. Et vindue, to hvide gardiner. Ved vinduet en vinduesbænk med en lille pude. Når vinduet står på klem – det kan kun åbnes på klem – kan luften komme ind og få gardinerne til at bevæge sig. Jeg kan sidde i stolen, eller på vinduesbænken, med foldede hænder, og se på dette. Solskinnet kommer også ind gennem vinduet, falder på gulvet, som er af træ, smalle stave, skinnende blanke. Jeg kan lugte bonevoksen. På gulvet ligger et tæppe, ovalt, et flettet kludetæppe. Det er den stil, de synes om: folkekunst, gammeldags, fremstillet af kvinder, i deres fritid, af ting, der ikke kan bruges mere. En tilbagevenden til traditionelle værdier. Den, der sparer, har. Jeg sparer. Hvorfor har jeg så ikke? På væggen oven over stolen, et billede, indrammet, men uden glas: en reproduktion, blomster, blå iris, akvarel. Blomster er stadig tilladt. Har vi mon hver især den samme reproduktion, den samme stol, de samme hvide gardiner? Statsejendom? Betragt det som at være soldat, sagde Tante Lydia. 17

Tjernerindens fortælling.indd 17

31/05/2017 11.22

En seng. Smal, mediumhård madras, dækket af et hvidt, uldent sengetæppe. Intet foregår i den seng bortset fra søvn; eller ingen søvn. Jeg prøver at lade være med at tænke for meget. Som alle andre ting, nu, må tanker rationeres. Der er meget, der ikke er til at holde ud at tænke på. At tænke kan skade dine chancer, og jeg har i sinde at vare. Jeg ved, hvorfor der ikke er noget glas foran akvarelbilledet af de blå iris, og hvorfor vinduet kun kan åbnes på klem, og hvorfor glasset i det er splintfrit. Det, de er bange for, er ikke, at vi skal løbe væk. Vi ville ikke nå langt. Det er de andre flugtveje, dem man kan åbne i sig selv, hvis man fik fat på noget skarpt. Altså. Bortset fra disse detaljer kunne dette være et collegegæsteværelse, til de mindre fornemme gæster; eller et værelse på et pensionat, i gamle dage, for damer i reducerede kår. Det er, hvad vi er nu. Vores kår er blevet reducerede; de af os, som stadig har kår. Men en stol, solskin, blomster: disse må ikke afvises. Jeg er i live, jeg lever, jeg ånder, jeg strækker min hånd frem, åben, ind i solen. Det sted, jeg er, er ikke et fængsel, men et privilegium, som Tante Lydia sagde. Hun elskede enten/eller. Klokken, som registrerer tiden, ringer. Her bliver tiden registreret af klokker, som engang i klostrene. Som i et kloster er her også få spejle. Jeg rejser mig fra stolen, fører mine fødder frem i solskinnet, i deres røde sko, med flade hæle for at aflaste rygsøjlen og ikke til at danse i. De røde handsker ligger på sengen. Jeg tager dem op, trækker dem på hænderne, finger for finger. Alt bortset fra vingerne omkring mit ansigt er rødt: blodets farve, som definerer os. Kjolen når ned til anklerne, vid, falder fra et fladt bærestykke, som ligger hen over brysterne, ærmerne er vide. De hvide vinger er også obligatorisk påklædning; de skal forhindre os i at se, men også i at blive set. Jeg har aldrig været pæn i rødt, det er ikke min farve. Jeg løfter indkøbskurven op, tager den over armen. Døren til værelset – ikke mit værelse, jeg nægter at sige mit – er ikke låst. Faktisk kan den ikke lukkes ordentligt. Jeg går ud i den 18

Tjernerindens fortælling.indd 18

31/05/2017 11.22

bonede korridor, hvor der ned langs midten ligger en løber, støvet rosa. Som en sti gennem skoven, som en løber til kongelige, viser den mig vej. Løberen drejer og fører ned ad hovedtrappen, og jeg følger den, med den ene hånd på gelænderet, som engang var et træ, forvandlet i et andet århundrede, gnedet til en varm glans. Senviktoriansk er huset, et herskabshjem, bygget til en stor, rig familie. I korridoren står et standur, det fordeler tiden, og derefter døren til den moderlige opholdsstue, med kødfarvede nuancer og associationer. En opholdsstue, hvor jeg aldrig opholder mig siddende, kun stående eller knælende. For enden af korridoren, oven over hoveddøren, er der et halvrundt vindue med farvet glas: blomster, røde og blå. Der er et spejl tilbage, på væggen i korridoren. Hvis jeg drejer hovedet, således at de hvide vinger, der indrammer mit ansigt, retter mit synsfelt mod det, kan jeg se det, mens jeg går ned ad trappen, rundt, konveks, et konsolspejl, som et fiskeøje, og mig selv i det som en forvredet skygge, en parodi på et eller andet, en eller anden eventyrfigur i rød kåbe, på vej ned mod et øjebliks skødesløshed, som er det samme som fare. En Søster, dyppet i blod. Neden for trappen står et hatte- og paraplystativ, et af dem af bøjet træ, lange rundede træstykker, som blødt bøjer sig til knager, i samme facon som bregneblade, der er ved at folde sig ud. Der står adskillige paraplyer i det: sort til Kommandanten, blå til Kommandantens Hustru, og den, som er bestemt for mig, rød. Jeg lader den røde paraply blive, hvor den er, fordi jeg fra vinduet har set, at solen skinner. Jeg spekulerer på, om Kommandantens Hustru er i opholdsstuen. Hun sidder ikke altid. Nogle gange kan jeg høre hende vandre frem og tilbage, et tungt skridt og så et let, og den bløde dunken af hendes stok mod det støvetrosa tæppe. Jeg følger korridoren, forbi døren ind til opholdsstuen og døren, som fører ind til spisestuen, og åbner døren nede for enden og går ud i køkkenet. Her lugter der ikke længere af møbelpolitur. Rita er herinde, hun står ved køkkenbordet, som har en skrammet, hvid 19

Tjernerindens fortælling.indd 19

31/05/2017 11.22

emaljebordplade. Hun er iført sin sædvanlige Martha-kjole, som er matgrøn, som operationstøj i tiden før. Kjolen har stort set samme snit som min, lang og dækkende, men med et smækforklæde over og uden de hvide vinger og sløret. Hun tager sløret på, når hun går udenfor, men der er ingen, der rigtigt interesserer sig for, om nogen ser en Marthas ansigt. Hendes ærmer er rullet op til albuerne og afslører hendes brune arme. Hun er ved at bage brød, giver dejen den sidste hurtige æltning, inden hun former den. Rita ser mig og nikker, om det er en hilsen eller blot en vedkendelse af mit nærvær er svært at sige, tørrer sine melede hænder i forklædet og roder i køkkenskuffen efter mærkebogen. Med rynket pande river hun tre mærker ud og rækker mig dem. Hendes ansigt kunne måske være venligt, hvis hun ville smile. Men rynken i hendes pande skal ikke tages personligt: Det er den røde kjole, hun misbilliger, og det, den repræsenterer. Hun tror, at jeg måske er smittefarlig, som en sygdom eller enhver form for uheld. Undertiden lytter jeg uden for lukkede døre, noget, jeg aldrig ville have gjort i tiden før. Jeg lytter ikke længe, for jeg ønsker ikke at blive grebet i at gøre det. Men engang hørte jeg Rita sige til Cora, at hun ikke ville fornedre sig sådan. Det er der heller ikke nogen, der beder dig om, sagde Cora. Og hvad kunne du i øvrigt gøre, hvis det var? Tage til Kolonierne, sagde Rita. De har et valg. Sammen med Ukvinderne, og dø af sult, og guderne må vide hvad andet? sagde Cora. Der fik jeg dig. De var ved at bælge ærter; selv gennem den næsten lukkede dør kunne jeg høre den svage ringlen fra de hårde ærter, når de faldt ned i metalskålen. Jeg kunne høre Rita, et grynt eller et suk, i protest eller enighed. Desuden gør de det for os alle sammen, sagde Cora, det siger de i hvert fald. Hvis jeg ikke havde fået skåret mine æggeledere over, kunne det have været mig, hvis jeg havde været ti år yngre. Så slemt er det heller ikke. Man kan ikke ligefrem kalde det hårdt arbejde.

Tjernerindens fortælling.indd 20

31/05/2017 11.22

Hellere hende end mig, sagde Rita, og jeg åbnede døren. Deres ansigter havde det udtryk, kvinders ansigter har, når de har talt om dig bag din ryg, og de tror, du har hørt det: pinligt berørte, men også lidt trodsige, som om det var deres ret. Den dag var Cora venligere mod mig, end hun plejede at være, Rita mere vrissen. I dag ville jeg, trods Ritas afvisende ansigt og sammenknebne læber, gerne blive her, i køkkenet. Måske ville Cora komme ind fra et eller andet sted i huset, bærende på sin flaske med citronolie og sin støvekost, og Rita ville måske lave kaffe – i Kommandanternes huse er der stadig væk rigtig kaffe – og så ville vi sidde ved Ritas køkkenbord, som ikke er Ritas mere, end mit bord er mit, og så ville vi snakke, om smerter og lidelser, sygdomme, vore fødder, vore rygge, alle de forskellige skarnsstreger, som vore kroppe, ligesom uartige børn, kan hitte på. Vi ville nikke med hovederne for at understrege hinandens stemmer, tilkendegive, at ja, det ved vi alt om. Vi ville udveksle råd og prøve at overgå hinanden i opremsninger af vore fysiske problemer; blidt ville vi beklage os, med bløde stemmer holdt i mol og sorgfulde som duer under tagskæggene. Jeg ved, hvad du mener, ville vi sige. Eller et mærkeligt udtryk, som man undertiden kan høre, stadig væk, blandt gamle mennesker: Jeg kan høre, hvor du kommer fra, som om selve stemmen var en rejsende, der var ankommet fra en fjern egn. Hvilket den ville være, hvilket den er. Hvor jeg plejede at foragte den måde at tale på. Nu savner jeg den. Det var da i hvert fald tale. En udveksling af en eller anden slags. Eller måske ville vi sladre. Marthaerne ved ting, de snakker sammen indbyrdes, viderebringer de uofficielle nyheder fra hus til hus. Ligesom jeg lytter de utvivlsomt ved dørene og ser ting selv med bortvendt blik. Jeg har nogle gange hørt dem gøre det, opfanget pust af deres private samtaler. Dødfødt var det. Eller: Stak hende med en strikkepind, lige i maven. Jalousi, det må det have været, som var ved at æde hende op. Eller, drillende: Hun brugte toiletrensemiddel, fungerede glimrende, selv om man skulle tro, at han ville kunne smage det. Må have været godt fuld; men de afslørede hende alligevel. 21

Tjernerindens fortælling.indd 21

31/05/2017 11.22

Eller måske ville jeg hjælpe Rita med at bage brød, lade mine hænder synke ned i den bløde, modvillige varme, som minder så meget om menneskeligt kød. Jeg hungrer efter at røre noget, noget andet end tøj og træ. Jeg hungrer efter at begå berøringens gerning. Men selv om jeg spurgte, selv om jeg i den grad brød alle regler, ville Rita ikke gå med til det. Hun ville være for bange. Marthaerne har ikke lov til at fraternisere med os. Fraternisere betyder at opføre sig som en bror. Det fortalte Luke mig. Han sagde, at der ikke fandtes et tilsvarende ord, som betød at opføre sig som en søster. Sororisere, skulle det hedde, sagde han. Fra latin. Han kunne godt lide at vide den slags detaljer. Ords oprindelse, mærkelige anvendelser. Jeg plejede at drille ham med, at han var en pedant. Jeg tager mærkerne fra Ritas udstrakte hånd. Der er billeder på dem, af de ting, de kan byttes til: tolv æg, et stykke ost, noget brunt, som skal forestille en bøf. Jeg anbringer dem i mit ærmes lynlåslomme, hvor jeg har mit pas. „Sig til dem, at de skal være friske, æggene,“ siger hun. „Ikke som sidste gang. Og sig til dem, at det skal være en kylling, ikke en høne. Fortæl dem, hvem det er til, så bliver der ikke noget vrøvl.“ „Det skal jeg nok,“ siger jeg. Jeg smiler ikke. Hvorfor friste hende til venskab?

Tjernerindens fortælling.indd 22

31/05/2017 11.22

KAPITEL 3

Je g g å r u d ad b agdøren, ud i have n , so m e r sto r og ryddelig: en græsplæne i midten, et piletræ, som græder gæslinger, langs kanterne blomsterbedene, hvor påskeliljerne nu er begyndt at visne, og tulipanerne åbner deres bægre, lader deres farver vælde frem. Tulipanerne er røde, mørkere røde ved stilken, som om de var blevet skåret og er ved at vokse sammen dér. I denne have hersker Kommandantens Hustru. Når jeg har kigget ud af det splintfri vindue, har jeg ofte set hende, på knæ på en pude, et let blåt sjal over den bredskyggede havehat, en kurv ved siden af sig med sakse i og stykker af snor til at binde blomsterne på plads. En Vogter, detacheret til Kommandanten, tager sig af det hårde gravearbejde; Kommandantens Hustru giver instruktionerne ved at pege med sin stok. Mange af Hustruerne har sådanne haver; det giver dem noget at ordne og vedligeholde og holde af. Jeg havde engang en have. Jeg husker lugten af nygravet jord, de buttede faconer på løg, man holdt i hånden, fornemmelsen af fylde, den tørre raslen af frø mellem fingrene. Tiden kunne gå hurtigere på den måde. Nu og da får Kommandantens Hustru bragt en stol ud, for blot at sidde i den, i sin have. På afstand ligner det fred. Hun er her ikke nu, og jeg begynder at spekulere over, hvor hun er: Jeg bryder mig ikke om uventet at støde på Kommandantens 23

Tjernerindens fortælling.indd 23

31/05/2017 11.22

Hustru. Måske sidder hun og syr i opholdsstuen, med venstre fod på fodskamlen på grund af sin leddegigt. Eller strikker halstørklæder, til Englene ved fronterne. Jeg har svært ved at forestille mig, at Englene har brug for disse halstørklæder, i hvert fald er de, som Kommandantens Hustru strikker, for kunstfærdige. Hun gider ikke strikke det kors- og stjernemønster, som mange af de andre Hustruer bruger, det er ingen udfordring. Grantræer marcherer tværs over enderne på hendes halstørklæder, eller ørne, eller stive menneskelignende skikkelser, dreng og pige. Det er ikke halstørklæder til voksne mænd, men til børn. Undertiden tænker jeg, at disse halstørklæder overhovedet ikke bliver sendt til Englene, men atter trævlet op til garnnøgler, som så kan strikkes endnu en gang. Måske er det bare noget, der skal holde Hustruerne beskæftiget, få dem til at føle, at der er en mening med det. Men jeg misunder Kommandantens Hustru hendes strikketøj. Det er godt at have små mål, som er lette at opnå. Hvad misunder hun mig? Hun taler ikke til mig, medmindre hun ikke kan undgå det. For hende er jeg en bebrejdelse; og en nødvendighed. Vi stod ansigt til ansigt for første gang for fem uger siden, da jeg ankom til denne stationering. Vogteren fra min tidligere stationering fulgte mig til hoveddøren. På førstedagene har vi tilladelse til hoveddøre, men derefter skal vi benytte bagdørene. Tingene er ikke faldet helt til ro, det er for tidligt, alle er usikre på, hvordan vores stilling helt eksakt er. Om nogen tid vil det blive enten kun hoveddøre eller kun bagdøre. Tante Lydia sagde, at hun arbejdede på, at det skulle blive hoveddøre. Jeres stilling er en ærespost, sagde hun. Vogteren ringede på for mig, men før der var gået så længe, at nogen havde kunnet høre det og hurtigt gå hen for at lukke op, åbnedes døren indad. Hun måtte have stået og ventet lige indenfor. Jeg havde ventet en Martha, men i stedet var det hende, i sin lange, koboltblå dragt, umiskendelig. 24

Tjernerindens fortælling.indd 24

31/05/2017 11.22

Nå, så du er den nye, sagde hun. Hun trådte ikke til side for at lade mig komme ind, hun stod bare dér i døråbningen og spærrede indgangen. Hun ville have mig til at føle, at jeg ikke kunne komme ind i huset, medmindre hun gav lov. Der er et værre tovtrækkeri i denne tid over sådanne adkomster. Ja, sagde jeg. Lad den stå i vindfanget. Dette sagde hun til Vogteren, som bar min kuffert. Kufferten var af rød vinyl og ikke stor. Der var en kuffert til, med vinterfrakken og de tykkere kjoler, men den ville komme senere. Vogteren satte kufferten fra sig og gjorde honnør for hende. Så kunne jeg høre hans fodtrin bag mig, på vej ned ad indkørslen igen, og klikket fra lågen, og jeg følte det, som om en beskyttende arm blev trukket væk. Tærsklen til et nyt hus er et ensomt sted. Hun ventede, til bilen startede og kørte væk. Jeg så ikke på hendes ansigt, men på den del af hende, jeg kunne se med sænket hoved: hendes blå talje, som var blevet tykkere, hendes venstre hånd på stokkens elfenbenshåndtag, de store diamanter på ringfingeren, som engang må have været smuk og stadig var velholdt, fingerneglen for enden af fingeren med de opsvulmede knoer filet til en svagt buet spids. Det lignede et ironisk smil, på den finger; noget, der gjorde nar ad hende. Du kan lige så godt komme indenfor, sagde hun. Hun vendte ryggen til mig og haltede ned gennem hallen. Luk døren efter dig. Jeg bar den røde kuffert indenfor, sådan som det uden tvivl havde været hendes mening, så lukkede jeg døren. Jeg sagde ikke noget til hende. Tante Lydia sagde, at det var bedst at lade være med at tale, medmindre de stillede een et direkte spørgsmål. Prøv at se det fra deres side, sagde hun, med de foldede hænder knuget sammen, sit nervøse bønfaldende smil. Det er ikke let for dem. Herind, sagde Kommandantens Hustru. Da jeg trådte ind i opholdsstuen, sad hun allerede i sin stol, med venstre fod på fodskamlen, og dens petit point-pude, roser i en kurv. Hendes strikketøj lå på gulvet ved siden af stolen, med pindene stukket gennem det. 25

Tjernerindens fortælling.indd 25

31/05/2017 11.22

Jeg stod foran hende med foldede hænder. Nå, sagde hun. Hun havde en cigaret, og hun anbragte den mellem læberne og holdt den fast der, mens hun tændte den. Hendes læber var tynde, når hun foretrak dem på den måde, med de små lodrette linjer rundt om dem, som man plejede at se i reklamer for læbekosmetik. Lighteren var elfenbensfarvet. Cigaretterne måtte stamme fra den sorte børs, tænkte jeg, og dette gav mig håb. Selv nu, hvor der ikke længere eksisterer rigtige penge, er der stadig en sortbørs. Der vil altid være en sortbørs, der vil altid være noget at bytte med. Hun hørte altså til de kvinder, som kunne tillade sig at omgå reglerne. Men hvad havde jeg at købslå med? Jeg så længselsfuldt på cigaretten. For mig er cigaretter forbudt, ligesom spiritus og kaffe. Så blev det altså ikke til noget med gamle hvem-var-det-nu-hanvar? Nej, Frue, sagde jeg. Hun sendte mig noget, der kunne have været et smil, så hostede hun. Uheldigt for ham, sagde hun. Så er det her altså anden gang for dig? Tredje, Frue, sagde jeg. Heller ikke så godt for dig, sagde hun. Igen den hostende latter. Du kan sætte dig. Det er ikke noget, jeg plejer at tillade, men for denne gangs skyld. Så satte jeg mig, på kanten af en af de stivryggede stole. Jeg ville ikke stirre rundt i værelset, jeg ville ikke virke uopmærksom mod hende; så marmorkaminhylden til højre for mig og spejlet over den og blomsterbuketterne var kun skygger, dengang, i øjenkrogene. Senere ville jeg få rigelig tid til at opfatte dem. Nu var hendes ansigt i niveau med mit. Jeg syntes, jeg genkendte hende; eller i hvert fald var der noget bekendt ved hende. Lidt af hendes hår stak frem under sløret. Det var stadig blond. Dengang troede jeg, at hun måske blegede det, at hårfarvningsmiddel var endnu en ting, hun kunne skaffe på den sorte børs, men nu ved jeg, at det virkelig er blond. Hendes øjenbryn var plukkede til tyn26

Tjernerindens fortælling.indd 26

31/05/2017 11.22

de, buede streger, hvorved hun fik et konstant overrasket udtryk, eller vredt, eller spørgende, som man kan se det hos et forskrækket barn, men under dem virkede hendes øjenlåg trætte. Men det gjorde hendes øjne ikke, de havde samme direkte, fjendtlige blå farve, som en midsommerhimmel i strålende solskin, en blå farve, som lukker dig ude. Hendes næse måtte engang have været det, man kaldte nuttet, men nu var den for lille til hendes ansigt. Hendes ansigt var ikke fedladent, men det var stort. To furer førte nedad fra hendes mundvige; mellem dem var hendes hage, sammenpresset som en knytnæve. Jeg ønsker at se så lidt til dig som muligt, sagde hun. Jeg går ud fra, at du har det på samme måde med mig. Jeg svarede ikke, for et ja ville have været en fornærmelse, et nej en modsigelse. Jeg ved, du ikke er dum, fortsatte hun. Hun inhalerede, blæste røgen ud. Jeg har læst din journal. For mit vedkommende er dette som en forretningsaftale. Men hvis jeg får vrøvl, giver jeg igen med samme mønt. Er det forstået? Ja, Frue, sagde jeg. Lad være med at kalde mig Frue, sagde hun irriteret. Du er ikke nogen Martha. Jeg spurgte ikke, hvad jeg så skulle kalde hende, for jeg kunne se, at hun håbede, at jeg aldrig ville få lejlighed til at kalde hende noget overhovedet. Jeg var skuffet. Jeg ønskede, på det tidspunkt at gøre hende til en ældre søster, en moderskikkelse, en, der ville forstå og beskytte mig. Hustruen i min forudgående stationering havde tilbragt det meste af tiden i sit soveværelse; Marthaerne sagde, at hun drak. Jeg ville gerne have, at denne skulle være anderledes. Jeg ville gerne have kunnet tro, at jeg ville have syntes om hende, i en anden tid og på et andet sted, i et andet liv. Men jeg var allerede klar over, at jeg ikke ville have syntes om hende, og hun heller ikke om mig. Hun skoddede sin cigaret, halvt færdigrøget, i et lille askebæger med volutter på lampebordet ved siden af sig. Dette gjorde hun

Tjernerindens fortælling.indd 27

31/05/2017 11.22

beslutsomt, et hug og en vriden, ikke den række dannede tjat, som de fleste Hustruer brugte. Hvad angår min mand, sagde hun, så er det præcis, hvad han er. Min mand. Det ønsker jeg at gøre helt klart. Til døden os skiller. Definitivt. Ja, Frue, sagde jeg igen, glemsomt. Engang havde de dukker til små piger, som kunne tale, hvis man trak i en snor i ryggen; sådan syntes jeg, at jeg lød, en ensformig stemme, en dukkestemme. Hun længtes sikkert efter at stikke mig en lussing. De må gerne slå os, der er præcedens for det i Bibelen. Men de må ikke bruge et redskab. Kun hænderne. Det var en af de ting, vi kæmpede for, sagde Kommandantens Hustru, og pludselig så hun ikke på mig, hun så ned på sine diamantbesatte hænder med de opsvulmede knoer, og jeg var klar over, hvor jeg havde set hende før. Første gang var i fjernsynet, da jeg var otte-ni år gammel. Det var, når min mor sov længe søndag morgen, og jeg plejede at stå tidligt op og gå ind til fjernsynet i min mors arbejdsværelse og trykke på alle kanalerne på jagt efter tegnefilm. Undertiden, når jeg ikke kunne finde nogen, så jeg et af de religiøse børneprogrammer, hvor de fortalte bibelhistorier for børn og sang salmer. En af kvinderne hed Serena Joy. Hun var solosopran. Hun havde askeblond hår, var lille, havde opstoppernæse og enorme blå øjne, som hun vendte opad, mens hun sang salmerne. Hun kunne smile og græde samtidig, en tåre eller to trillede yndefuldt ned over hendes kind, som på kommando, mens hendes stemme løftede sig til de højeste toner, skælvende, ubesværet. Det var efter det, at hun gik videre til noget andet. Den kvinde, der sad foran mig, var Serena Joy. Eller havde været det, engang. Det var altså værre, end jeg havde troet.

Tjernerindens fortælling.indd 28

31/05/2017 11.22

TIL ORIENTERING NO PRINT

Nolit e t e des r a t s a b rum o d n ru o rb ca

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

TJ E NE RINDE NS F OR TÆ LLING

MARGARET ATWOOD (f. 1939) er canadisk forfatter, litteraturkritiker og miljøaktivist. Tjenerindens fortælling fra 1985 er hendes hovedværk og en moderne klassiker.

MA RGA R ET ATWO O D

TIL ORIENTERING NO PRINT

MARGAR ET AT W OOD

TJ E NE RI ND E NS FO RTÆ LLI NG

ROMAN LINDHARDT OG RINGHOF