NEW YORK TIMES BESTSELLER
MICHAEL KRANISH MARC FISHER
ved Washington Post, hvor han har arbejdet i mere end 30 år. Han har tidligere udgivet Something in the Air, en historie om radioen,
sunday times
og After the Wall, en beretning om Berlinmurens fald og genforeningen af Tyskland. Han har skrevet adskillige af de artikler,
Donald Trump havde kun været præsident i få
som vandt Pulitzerprisen i 2016 for ’National
timer, før han begyndte at udstede sine kontro-
Reporting’ og Pulitzerprisen for ’Public
versielle dekreter og behandle medierne som en
Service’ i 2014.
flok uartige skolebørn. Men hvad er historien
www. marcfisher.com
egentlig om USA’s 45. præsident?
MICHAEL KRANISH er undersøgende politisk reporter for Washington Post. Han har tidligere udgivet Flight from Monticello: Thomas Jefferson at War og
TRUMP BAG FACADEN er den mest dybdegående beskrivelse af Donald Trumps liv frem til hans forbløffende valg som amerikansk præsident. Bogen er baseret på research fore-
været medforfatter på John F. Kerry and
taget af tyve journalister, to faktatjekkere og
The Real Romney samt begge Boston Glo-
tre redaktører fra Washington Post.
be-biografierne om præsidentkandidaterne. I 2016 modtog han ’Society of Professional Journalists Award for Washington Correspondence’.
TRUMP
MARC FISHER er seniorredaktør
“SELVOM BOGENS TILGANG ER AFBALANCERET OG RETFÆRDIG, VIL RESULTATET EFTERLADE LÆSEREN RYSTET OG BANGE.“
Selvpromovering. Brovten. Retssager. Trump havde været åben for at bruge alle de midler og mere til for at beskytte sit image og opnå sit ultimative mål: at tjene penge. „Jeg repræ-
MICHAEL KRANISH
MARC FISHER
TRUMP BAG FACADEN
karriere. Men nu, da han stilede efter at blive præsident, skulle denne selverklærede multimilliardær overbevise vælgerne om, at hans værdi for landet var større end hans nettoværdi, og at han kunne blive en forkæmper for citat fra bogen
En historie om ambitioner, ego, penge og magt LINDHARDTOGRINGHOF.DK
han meget direkte sagt om sin
andet og mere end sig selv.“
BAG FACADEN
www. michaelkranish.com
senterer Donald Trump,“ havde
LINDHARDT OG RINGHOF
MICHAEL KRANISH MARC FISHER The Washington Post
TRUMP BAG FACADEN En historie om ambitioner, ego, penge og magt
PÃ¥ dansk ved Anders Juel Michelsen
LINDHARDT OG RINGHOF
Trump bag facaden af Michael Kranish og Marc Fisher Oversat af Anders Juel Michelsen efter Trump Revealed – The Definitive Biography of the 45th President Copyright © 2016 by WP Company LLC Oprindeligt udgivet af Scribner, en del af Simon & Schuster, Inc. Udgivet efter aftale med Ulf Töregård Agency AB Dansk udgave © 2017 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Simon Lilholt / Imperiet med foto fra Polfoto Bogen er sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-69044-4 1. udgave, 1. oplag 2017 Kopiering må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof, et selskab i Egmont
OM DENNE BOG Hvert fjerde år udforsker journalisterne på Washington Post præsidentkandidaternes liv og karrierer. Formålet er at lære så meget som muligt om, hvordan kandidaterne tænker, træffer afgørelser og agerer – kort sagt at undersøge deres fortid for at få en fornemmelse af, hvordan de vil opføre sig i fremtiden. I slutningen af marts 2016, da begge partiers nomineringer stadig ikke var afklaret, besluttede Posts redaktører, at de måtte i gang med den omfattende research og indsamling af viden, der ville blive nødvendig for at kunne producere omfattende biografiske artikler om hver kandidat til præsidentvalget. Posts redaktører samlede store hold af reportere til at se på de formodede nominerede Donald Trump og Hillary Clintons arbejde og baggrunde. Begge hold havde samme opgave, men Trump repræsenterede en unik udfordring: Han ville blive den første nominerede i over et halvt århundrede – den første siden Dwight Eisenhower – som kunne blive præsident uden at have haft et offentligt hverv. Post afsatte over tyve reportere, to faktatjekkere og tre redaktører til at undersøge Trumps liv. De fik tre måneder til at producere denne bog samt over tredive artikler til Post med det formål at skildre og forstå alt i Trumps familiebaggrund, hans barndom, karriere og politiske udvikling. Vi sendte reportere til hans forfædres hjem i Tyskland og Skotland, til hans barndomskvarter i Queens og til kostskolen i den nordlige del af delstaten New York, til hans universitetscampusser i Bronx og Philadelphia og til hans forretningsforetagender i Atlantic City, Panama, Rusland og Aserbajdsjan. Vi besøgte og talte med Trumps slægtninge, klassekammerater, ven5
ner, konkurrenter, forretningsparterne, ledere og medarbejdere, tilhængere og kritikere. Denne bog skyldes en enestående dedikeret og begavet gruppe af reportere og redaktører: Jenna Johnson og Frances Sellers rejste vidt og bredt for at udforske Trumpfamiliens rødder. Michael Miller og Paul Schwartzman gik tilbage til Trumps barndom for at finde legekammerater, klassekammerater, lærere og naboer. Robert O’Harrow og Shawn Boburg udforskede Trumps komplicerede finansielle operationer og ejendomshandler i Atlantic City og New York, og Bob Woodward leverede nøgleinterviews og vejledning, efterhånden som vi erfarede, hvordan Trump opbyggede sine forretninger. Drew Harwell sporede Trump Organizations rødder i Manhattan, og Will Hobson fordybede sig i udviklingen af Trumps årelange hadkærligheds-forhold til nyhedsmedierne samt hans projekter inden for professionel sport. Mary Jordan og Karen Heller beskrev Trumps forhold til kvinder, deriblandt hans koner, kærester og kvindelige ledere. Amy Goldstein og Jerry Markson undersøgte op- og nedturene for Trumps kasinoer og andre projekter i en særlig svær periode i hans karriere, og Rosalind S. Helderman og Tom Hamburger eftersporede, hvordan Trump omdannede sit imperium til et brand baseret på hans navn og folkelige image. Robert Samuels undersøgte Trumps politiske anskuelser igennem årene, og Kevin Sullivan rejste rundt i verden for at undersøge internationale projekter. Dan Balz trængte dybt ind i 2016-valgkampen for at forstå, hvordan og hvorfor Trump dukkede frem fra den store flok af republikanske kandidater. Næsten alle de nævnte reportere arbejdede også med andre aspekter af denne bog, som også blev hjulpet på vej af det omfattende arbejde, der blev udført af Post-reporterne Dan Zak, Ben Terris, Michael Birnbaum, Ian Shapira, Steve Hendrix, David A. Fahrenthold, Karen Tumulty, Robert Costa, Philip Rucker og Janell Ross; af researcheren Alice Crites; og af finansjournalisten Allan Sloan. Researcherne Julie Tate og Lucy Shackelford faktatjekkede omhyggeligt alt i bogen. Redaktørerne Scott Wilson, Steven Ginsberg og Peter Wallstein spillede en afgørende rolle i udformningen af reportagerne og læste 6
alle udkast, mens processen stod på. Posts ansvarshavende redaktør, Martin Baron, og chefredaktør Cameron Barr holdt fra starten benhårdt på, at denne biografi skulle være så omfattende og tilbundsgående som mulig, og de stillede enestående resurser til rådighed for at nå det mål. Trump selv stillede sig til rådighed ved at lade sig interviewe i over tyve timer af mange af de reportere, som arbejdede på denne bog. Han stillede også sin advokat og nogle af medlemmerne i sin valgkampagnestab til rådighed. Han afslog vores anmodning om at tale med hans søskende eller ophæve de restriktioner, som han havde pålagt sine mange nuværende og forhenværende ledere, som skrev under på tavshedsklausuler, da de arbejdede for Trump. Han nægtede også at give os adgang til sine selvangivelser, som det i nyere tid ellers har været kutyme for nominerede at give offentligheden adgang til. Under hele forløbet sagde Trump, at han håbede og forventede, at bogen ville blive pålidelig og retfærdig, og vi forsikrede ham om, at det bestemt var vores hovedformål. For at give læsere enhver mulighed for selv at fordybe sig i materialet om Trumps liv og påvise, at hver påstand i denne bog understøttes af dokumenter, interviews og anden research, lagde vi tusinder af sider med vores baggrundsmateriale op på nettet, så alle kan se det. Arkivet er tilgængeligt på https://www.washingtonpost.com/graphics/politics/ Trump-revealed-book-reporting-archive/. Han undlod heller ikke at fortælle os flere gange, at han – hvis han ikke brød sig om bogen – ikke ville tøve med at tage afstand fra den eller gå rettens vej. Samme dag han første gang indvilligede i at blive interviewet til denne bog, fortalte han New York Post, at projektet var »latterligt«. Og aftenen før denne bog skulle udkomme, tweetede Trump: »The@WashingtonPost har i al hast smækket en bog sammen, der skal gøre det af med mig ... Køb den ikke, kedelig!« Trump havde endnu ikke set bogen, da han sendte den tweet ud. Så vidt vi kan bedømme, har han også efterfølgende holdt sit ord om, at han ikke vil læse bogen. Donald Trump har levet efter det credo, at al opmærksomhed, slesk eller kritisk eller noget midtimellem, er til gavn for ham, at 7
hans personlige image definerer hans brand, at han er sit brand. Vi begyndte på denne reportage ud fra en idé om, at Trump som alle andre er andet og meget mere end sit omdømme eller brand. Vi afslutter dette arbejde med denne antagelse i behold efter at have opdaget, at manden, der vil være præsident, er langt mere kompleks, end hans simple sprog kunne tyde på, at hans bevæggrunde og anskuelser er præget af hans forældre, hans opvækst, hans sejre og nederlag og hans livslange søgen efter kærlighed og accept. Det, der følger nu, er den mand, som vi har lært at kende.
8
INDHOLD Prolog 11 »Præsidentiel« Kapitel 1 29 Guldfeber: Det nye land Kapitel 2 44 Stinkbomber, springknive og habit med vest Kapitel 3 66 Far og søn Kapitel 4 76 Roy Cohn og kunsten at gå til modangreb Kapitel 5 87 På den anden side af broen Kapitel 6 122 »Den bedste sex, jeg nogensinde har fået« Kapitel 7 145 All in Kapitel 8 163 Kolde vinde Kapitel 9 177 Jagten Kapitel 10 199 I en liga for sig
Kapitel 11 217 Den store optrævling Kapitel 12 241 Ratingmaskine Kapitel 13 254 Navnelegen Kapitel 14 274 Imperium Kapitel 15 296 Showmand Kapitel 16 308 En politisk kamæleon Kapitel 17 333 En mands værdi Kapitel 18 350 »Trump! Trump! Trump!« Epilog 375 Lov og orden Efterskrift 393 Præsident Trump
413 Tak 419 Noter 485 Register
PROLOG
»PRÆSIDENTIEL« Han var spidskandidat nu, og hans næste handling skulle være at opføre sig præsidentielt. Hans søn og hans datter og hans kone havde fortalt ham, at det var nødvendigt, og at han måtte vise en mere eftertænksom og rolig side af sig selv. Og han havde sagt til dem: »Jeg kan skam være meget præsidentiel.« Han havde leet og sagt: »Jeg kan være mere præsidentiel end nogen som helst præsident i dette land nogensinde har været, med undtagelse af Abraham Lincoln, fordi ... man kan ikke overgå Abraham Lincoln.« Og nu befandt han sig her i nationens hovedstad, i magtens centrum, for at vise dem alle, at han kunne gøre det her. Han skulle møde en amerikansk senator – en senator, som støttede ham, knægten fra Queens, den stygge ulv fra New Yorks ejendomsmarked – på et kontor i et af hovedstadens førende advokatfirmaer. Han skulle diskutere udenrigspolitik i et lokale fuldt af Washingtons politiske eksperter. Han skulle læse en tale op fra en teleprompter, det redskab, som han havde gjort grin med så længe og kaldt en krykke, som politiske tabere brugte. Han skulle nævne nogle af de insidere, der skulle rådgive ham i Det Hvide Hus, selvom han selvfølgelig stadig ville være sin egen chefrådgiver, for han havde bedre styr på sagerne end nogen anden. På en krystalklar forårsdag i 2016 skulle den førende i kapløbet om at blive Republikanernes bud på USA’s næste præsident give igen på ethvert skarpt spørgsmål, som Washington Posts redaktionsudvalg kunne finde på at bombardere ham med. Han skulle adressere den barske flok i AIPAC, the American Israel Public Affairs Committee, en af de mest indflydelsesrige lobbyer i den vigtigste by i verden, en gruppe, hvis med11
lemmer i stigende grad kaldte hans valgkamp for skræmmende og endog demagogisk. Og bare fordi han var i Washington – hvor hans selskab for øvrigt var i gang med at opføre et af de kendte Trump hoteller – skulle han føre hyænerne fra medierne gennem byggepladsen og blære sig med den tykke granit og fine marmor. Han strålede i hele ansigtet og skød kæben frem, da han meddelte, at opførelsen af dette hotel var langt forud for tidsplanen og holdt sig under budget, »og vi har næsten tre hundred superluksuriøse værelser«, og »vi kommer til at beskæftige væsentligt mere end fem hundred mennesker, i hvert fald mindst fem hundred mennesker«. Det skulle blive en vigtig dag i den store kampagne for at ‘Gøre Amerika Stort Igen’. Han skulle vise, hvor mangefacetteret han egentlig var – den ene dag øjeblikkets store populist, som æggede de store forsamlinger i stadig større arenaer og roste dem for at gøre op med deres status som det tavse flertal og blive til »et meget, meget aggressivt, meget, meget larmende, højrøstet flertal«, for derefter næste dag at være den elegante, alvorlige, principfaste – ja, præsidentielle – spidskandidat. Det her er alvor, sagde han, og man kan ikke gå imod folkets vilje. Donald Trump – en efterkommer af en selfmade mand, der byggede beskedne hjem til middelklassen, en fræk knægt, som gik over broen og indtog Manhattan, en storskrydende entreprenør, som belagde alt med guld, manden, der gjorde Atlantic City stor igen (indtil den kollapsede igen), entertaineren, som var en selverklæret »ratingmaskine« – stod nu i det største rum i nationens hovedstad og holdt en tale, som ville blive gransket, som om han allerede var præsident. Trump – den perifere kandidat, som vendte op og ned på Det Republikanske Parti, milliardæren, som overbeviste millioner af amerikanere om, at han var den, der bedst forstod deres frustrationer og stræben – denne politiske novice, denne stolte outsider havde overlistet eksperter og konsulenter og insidere, hele kliken af de magtfulde og selvretfærdige, som i pinlig grad havde lammet denne by. På få uger var det lille show blevet til hovedbegivenheden. Nu var han stjernen på netop sådan en dag, som der ville blive hundredvis af, når først han blev præsident Trump – dage, der skulle bruges til at »gøre det her til et land igen«, tage det tilbage, 12
gøre det stort, skaffe jobs igen, holde mexicanerne og muslimerne ude, »vinde, vinde, vinde«. »Bam!«, sagde han på sine larmende folkemøder. Bam! – og de onde terrorister i IS ville blive udslettet. Bam! – og de samme selskaber, som havde sendt amerikanske jobs ud af landet, ville bringe dem tilbage. Bam! – og Mexico skal betale for muren, der skal forhindre illegale immigranter i at komme ind i USA. Bam! – et stort land, igen. Han havde været i rampelyset i næsten hele sit voksne liv. Han var stadig kun i trediverne, da han blev en berømthed som Madonna eller Beyoncé, som en rockstjerne eller en præsident, og hans navn stod med STORE BOGSTAVER i guld på bygninger og fly og skjorter og vinflasker (selvom han siger, at han ikke har drukket et eneste glas i hele sit liv). Han var den sjældne milliardær, som ikke ønskede sig et privatliv, som inviterede kameraerne til at stille skarpt på egovæggen på hans kontor. Han skiltede med sin rigdom og ødslede demonstrativt penge bort, bearbejdede medierne til at blive ved med at skrive om ham på sladdersiderne og forretningssiderne og sportssiderne og forsiderne. Han vil gøre hvad som helst for den mindste smule omtale, sagde hans kritikere. Han var næsten lige fra starten sit eget brand. Det skyldtes i høj grad, at han nærlæste alt, der blev sagt om ham. Han startede hver dag med at læse et bundt presseklip med dagens omtale af ham. Selv nu hvor han var kandidat til en af de mest magtfulde stillinger på Jorden, et job, som næsten udelukkende er baseret på evnen til at overbevise alle omkring sig, og et job, som i høj grad kræver evnen til at lede et team og skabe loyalitet, selv nu sagde Donald J. Trump, at han tog de fleste beslutninger selv og ikke spurgte nogen til råds: »Jeg forstår livet,« sagde han. »Og jeg forstår, hvordan livet fungerer. Jeg er Sorte Maske (The Lone Ranger).« Han vidste, hvordan han skulle blive berømt, han vidste, hvordan han skulle vinde i lotteriet, få gode ratings og få folk til at lægge mærke til sig. Mere end tre årtier før han besluttede, at han ville være præsident, stod han på en Gallupliste over de ti mænd, som amerikanerne beundrede mest, kun overgået af paven og nogle præsiden13
ter. Han havde hele livet igennem studeret, hvordan man skabte opmærksomhed. Han havde et opmærksomhedshierarki i sin hjerne. Glamour var et trin højere end flash. God pr var bedre end dårlig pr, men begge dele var gode. Han var en spøjs, måske unik blanding af en smart showmand og en gnaven, tyndhudet gadedreng. Han promoverede sig selv hæmningsløst og fremkaldte både smiger og latterliggørelse. Han var i lige grad tilbøjelig til at sagsøge sine kritikere og rose sig af sine bedrifter. Han var en stolt, storskrydende vindertype, som var mislykkedes med flere forretningsforetagender, end mange magnater når at påbegynde i et helt liv. Det var vigtigt for ham at blive respekteret. Han blev sjældent set uden jakke og slips. Selv folk, der havde arbejdet tæt sammen med ham i årtier, tiltalte ham med »mr. Trump«. Men hans sprog kunne støde folk, og han langede konsekvent ud efter sine indbildte fjender – og især kvinder – med sønderlemmende, grove fornærmelser. Hans sprog forekom nogle gange at være en stribe af sloganer og enkle, svulstige sætninger, der formidlede overforenklede tankegange. Det fik nogen til at tro, at han var ubehøvlet og ubegavet. Det kunne han meget godt lide; det var den slags, han forventede fra den elite, der havde leet hånligt af ham hele hans liv. Han pralede med en masse, men var for det meste tavs om, hvad der foregik i hans indre. Det viste sig kun sjældent, som for eksempel når han talte om de film, han elskede. Da han blev spurgt ud om Citizen Kane, Orson Welles’ klassiske film om en idealistisk avisejer, der skaber sig enorm rigdom og mister sin sjæl, sagde Trump: »Citizen Kane handlede egentlig om akkumulation, og når den er ved at være til ende, ser man, hvad der sker, og det er ikke nødvendigvis kun positivt. Ikke positivt ... I det virkelig liv tror jeg, at rigdom faktisk isolerer en fra andre mennesker. Det er en beskyttelsesmekanisme. Man har paraderne oppe i langt højere grad, end hvis man ikke er rig.« Han så sig selv som en mand af folket, der var mere interesseret i ros fra taxichauffører og byggearbejdere end i lovord fra de rige og mægtige. Folket kendte ham og beundrede ham, sagde han, så han havde altid tænkt, at det ultimative for ham ville være at rykke ind i Det Hvide Hus. »Fordi jeg har haft stor succes,« sagde han, »Jeg har 14
været meget succesrig i meget lang tid. Jeg har måske altid haft det i baghovedet ... altid ønsket at gøre landet bedre, eller, som vi plejer at sige, gøre landet stort igen, ikke? ... Et rigtig godt slogan, som jeg fandt på.« Et år tidligere, på selve årsdagen, var alt det her en drøm, en fantasi. Trump gjorde, hvad han havde gjort under hver valgcyklus i årtier – han pjattede med journalister, deltog i radiotalkshows og tv-nyhedsudsendelser, insinuerede, drillede og grinede smørret af inkompetente politikere, forjættede sit publikum med tanken om, at han måske kunne anvende sit talent til at få indflydelse og gøre noget ved verdens elendighed. Den dag i marts 2015, nøjagtig et år inden han skulle klare sine første »præsidentielle« runder i Washington D.C., var den første bølge af republikanske wannabes begyndt at erklære deres intentioner, og Trump blev nævnt seksogfirs gange i pressen. Chicago Sun-Times bad ham give sit besyv med i en lokal strid om den mulige fredning af en skyskraber; Trump kunne ikke udstå tanken om at hæmme sine entreprenørkolleger – hvis de, ligesom Trump, ville lave ændringer i historiske bygninger, skulle de have lov til det. I Palm Beach gjorde Trump fælles front med husejere og protesterede mod en forlængelse af en flystartbane, som ville resultere i støjende jetfly, der brølede i luften over hans ejendom, Mar-a-Lago. I Skotland skiftede Trump kurs og meddelte, at han ville gå videre med opførelsen af et hotel og en golfbane. Hjemme i New York annoncerede et underholdningsselskab, som arrangerede et musik-, danse- og modeshow i Radio City Music Hall, at forestillingerne ville inkludere en »videocameo« med Donald Trump. Men i marts 2015 var Trumps sædvanlige opbud af forretningstvister og reklameoffensiver begyndt at blive skubbet ud af en voksende storm af politiske rygter og skarp kritik. På MSNBC bød værten Chris Matthews samme dag på »et lille komisk indslag« i form af en diskussion om Trumps præsidentielle forhåbninger. »Lad os ikke betragte Donald Trump som en seriøs kandidat,« replicerede Chicago Tribunes klummeskriver Clarence Page. »Han er et geni til markedsføring, og det er det, han laver.« På CNN afviste analytike15
ren Jeffrey Tobin emnet: »Donald Trump indleder en af sine fiktive præsidentvalgkampagner.« I Washington Posts gennemgang af det republikanske felt blev Trump sat i kategori med »en voksende stime af utænkelige kandidater«, folk som Carly Fiorina, senator Lindsey Graham, Ohios guvernør John Kasich og tidligere guvernør for New York, George Pataki. På MSNBC afviste BuzzFeeds McKay Coppins Trumps snak om at stille op som kandidat som »denne opvisning af foregivne præsidentielle ambitioner« og erklærede: »Jeg vil stadig vædde et helt års løn på, at han ikke kommer til at stå på en stemmeseddel i Iowa.« Og på spillesiderne på nettet væddede man om det uundgåelige ved Jeb Bush og det absurde ved Trump. Den dag i 2015 var oddsene for Bush 4-1; Trump lå i bunden af bunken med 150-1. Men fjernt fra landets mediecentre i New York og Washington begyndte der så småt at lyde nye toner. I New Hampshire Union Leader skrev udgiveren Joe McQuaid, at andre kandidater og nyhedsmedierne »løber en risiko ved at undervurdere Donald Trump. Folk er så trætte af letkøbt snak og glatpolerede imager og programerklæringer, at de måske vil synes om en fyr, der går på tværs af normerne og bliver kritiseret af en bedrevidende studievært.« Trump optrådte selv i Megyn Kellys Fox News-program, og da hun spurgte, om han »bare er en drillepind«, svarede han: »Jeg kan gennemføre ting. Jeg har gennemført alt i mit liv ... Jeg elsker det, jeg laver, men jeg elsker landet endnu mere. Og jeg kan få sat skik på landet.« Ni måneder senere, i de sidste dage af 2015, var Trump ikke længere nogen »drillepind«. I en stuvende fuld arena en kold, regnfuld aften i Grand Rapids, Michigan, stod han foran et enormt amerikansk flag og strålede over hele femøren, mens hans tilhængere – mange iført hans røde MAKE AMERICA GREAT AGAIN-baseballhue, »Made in U.S.A.«, til salg på hjemmesiden shop.donaldjtrump. com for 25 dollars – råbte hans navn i kor. Det første primærvalg lå stadig nogle uger ud i fremtiden, og Trumps modstandere var allerede ved at falde bort. Trump åbnede mødet med at bemærke, at Lindsey Graham havde trukket sig samme dag: »Han var modbydelig over for mig. Alle, der går imod mig, X, X,« og han tegnede X’er i luften og slog kryds over alle taberne, mens folkemængden i Delta16
Plex Arena jublede. »Sådan bør det gå i vort land,« sagde Trump. »Alle, der går imod os, færdig med dem!« Et nyt jubelbrøl. Trump havde nu holdt adskillige stadionstævner og var allerede faldet ind i en fast gænge. Der var intet manuskript, men snarere et lille udvalg af historier, som han fremførte mellem riffs om dagens begivenheder og kommentarer til fjernelsen af demonstranter fra lokalet. (Publikummet havde aldrig noget imod at høre de historier, de havde hørt før, som den om at Ford var ved at bygge en stor fabrik i Mexico, og præsident Trump ville tvinge dem til at føre de job tilbage til USA. »Har nogen hørt den historie?« spurgte Trump. »Ja!« råbte folk. »Vil I høre den igen?« »Ja! Ja!,« råbte de.). Den dag havde Trump nogle nye kvikke bemærkninger, nogle nye lunser rødt kød til en folkemængde, som nød alle hans udfald mod de mægtige og de opblæste. I dag var den første skydeskive nyhedsreporterne. Trump bemærkede, at Ruslands leder, Vladimir Putin, var blevet citeret for at sige, at Trump var genial. Trump grinede smørret ad de amerikanske medieberetninger, der antydede, at det måske ikke lige var sagen for en præsidentkandidat at blive lovprist af den autokratiske leder for en af USA’s vanskeligste rivaler. »Ja, er det ikke forfærdeligt, at Putin sagde noget pænt om mig?« spurgte Trump hånligt. »Det er ikke forfærdeligt, det er godt ... Ville det ikke være rart, hvis vi kunne komme godt ud af det med folk?« Reporterne fordrejede konstant hans ord og fik det til at lyde, som om Trump støttede Putin, sagde han. »For øvrigt hader jeg nogle af disse ‘reportere’. Men jeg ville aldrig slå dem ihjel. Jeg hader dem bare.« Jublen nåede nye højder, og Trump hævede stemmen og skar igennem tilhørernes høje råb: »Nogle af dem er sådan nogle løgnagtige, modbydelige mennesker, det er sandt, det er sandt. Men jeg ville aldrig slå dem ihjel.« Han insisterede på sin ret, sin pligt, til at sige tingene ligeud. Hans sprog, det nedladende lille »farveller«-vink, han kom med, når sikkerhedsvagterne smed demonstranter ud for at råbe »Du er en hykler!« – det ville Trump aldrig undskylde for. Han forklarede det for 17
folkemængden: »Jeg har gået på et af de fine universiteter. Jeg er højt uddannet ... Jeg behøver ikke at sige tingene ligeud. Jeg har et kolossalt ordforråd. Men helt ærligt, kan jeg beskrive vores ledere bedre end med ordet dumme? ... Jeg plejede at sige ‘stærkt inkompetente’, men dumme er bare meget stærkere, ikke?« Publikum var utroligt enige. »Trump, Trump, Trump,« råbte de. »USA, USA, USA,« messede de. Kandidaten gik med i koret. Derefter beordrede han nyhedsreporterne til at »vende kameraerne rundt« og vise folkemængden og panorere gennem lokalet, for »der er så meget kærlighed i det her rum«. Han blev ved med at plage og plage for at få dem til at dreje kameraerne rundt, og til sidst gjorde nogle af dem det, og folk brølede af begejstring, og endnu en demonstrant råbte noget, og Trump bad vagterne om at smide ham ud, men tilføjede med et drilsk smil: »Men han må ikke komme noget til! Vær rigtig søde!« Han henvendte sig til publikum igen. »Findes der noget sjovere end et Trumpstævne?« Det var et glad publikum, selvom de havde stået i kø i regnen omkring arenaen i timevis; og selvom nogle snese demonstranter stod der som tavse vidner og viftede med skilte med ordene NO TO HATE, NO TO TRUMP og HEIL TRUMP, AMERICAN FASCIST. De fleste var glade for omsider at høre Trump selv, ikke fordi de var vilde med manden eller bare troede, at han ville blive en fin præsident, men fordi de var glade for, at nogen endelig sagde det, som han sagde. Kevin Steinke var treoghalvtreds år og havde i den senere tid måttet tage nogle beslutninger om, hvorvidt han skulle betale for sygesikring eller afdrage på huslån. Han kom til mødet og tog sine to teenagesønner med, så de selv kunne høre det og forstå, at andre mennesker også kæmpede, og at det måske kunne lade sig gøre at vende tilbage til dét, de havde været vant til. Trumps sprog var, som Steinke sagde, lidt voldsomt, men »han rammer et ømt punkt. Folk er ved at være frustrerede over, at vi ikke synes at komme nogen vegne som nation. Mange af os føler, at vi bevæger os baglæns.« Steinke var universitetsuddannet, og hans kone var musiklærer, men de klarede sig ikke lige så godt, som de havde gjort engang, og selvom han hverken var venstre- eller højreorienteret, og selvom han aldrig før havde 18
været til et politisk stævne, så kunne han lide tanken om Trump som administrerende direktør for landet, én, der ikke ville skabe et »os mod dem«, men som ville skabe en ny stemning, så folk kunne »sige, hvad de tænker, uden at føle at de er islamofober eller homofober, eller hvad man nu kunne sætte -fob efter.« Trump var så skræmmende, at han »fik nogle af de kulturelle og politiske magthavere til at gå i panik, og det kan jeg egentlig meget godt lide,« sagde Steinke. »Donald siger det bare på jævnt engelsk, måske lidt for jævnt. For mig er det forfriskende.« Steinke gjorde sig ingen illusioner om, at Trump var »moralsk uangribelig – det er der ingen, der er«. Og han syntes, at nogle af de ting, Trump sagde, var »lige på kanten, og han kan ikke altid redde dem hjem, som han gerne vil«. Men Steinke kunne lide at høre Trumps barske ord om forhandlinger med udenlandske ledere, for Amerika behøvede ikke at vinde alt, men var nødt til at være »lidt mere kraftfuld på det område og sige, at det bliver nødt til at være os, der bestemmer. Vi skal ikke sige: ‘Undskyld, at vi er amerikanere.’ Det er virkelig sådan, det føles: vi har været alt for eftergivende og ikke stillet andre lande til ansvar for deres handlinger.« Trump, sagde Steinke, »ved, hvordan man bytter: Jeg gør dig en tjeneste, og du gør mig en. Så jeg tror, at selv om en masse af hans retorik er varm luft, kan han få en aftale i hus, når han sidder bag lukkede døre.« Den dag kom Trump med en ny bemærkning om Hillary Clinton, og hvilken taber hun var efter at være blevet »schlonged« – skridtpryglet – af Barack Obama ved primærvalgene i 2008. Trump stak til Clinton, fordi hun gik på toilettet midtvejs gennem de demokratiske kandidaters sidste debat og kaldte det »ækelt. Jeg har ikke lyst til at tale om det.« Han forklarede, at han var kommet godt ud af det med hende engang – dengang »i mit tidligere job«, hvor »man får fem millioner dollars foræret og ... ja, så føler man sig ligesom lidt forpligtet«. Men han tog ikke imod store donationer nu, han finansierede selv sin valgkamp, »og det er meget svært for mig at sige nej, for jeg har taget imod hele mit liv. Jeg tager imod penge, jeg elsker penge, jeg tager imod penge. Nu siger jeg til de her mennesker, at jeg ikke vil have deres penge. For jeg ved, hvad det betyder.« 19
Og folk jublede endnu højere nu, fordi han sagde det, som de havde sagt; han indrømmede det, som ingen glat politiker fuld af flotte ord nogensinde ville indrømme. Han sagde det bare: »Sandheden er, at den amerikanske drøm er død.« Folk jublede, ikke fordi de var pessimister eller kynikere, men fordi de havde det svært, og fordi de var blevet forrådt, og nu var der endelig en, der erkendte det. Han sluttede af med et løfte, et stort løfte, som de valgte at tro på: At den amerikanske drøm var død, men ikke borte. »Jeg vil gøre den større og bedre og stærkere end nogensinde før. End nogensinde før. Større og bedre og stærkere.« Og nu var det tre måneder senere, i marts 2016, en dejlig forårsdag i Washington, og Trump havde vundet den ene sejr efter den anden og var godt på vej til at blive nomineret som præsidentkandidat med kun to modstandere tilbage. Partibosserne holdt hemmelige møder om, hvordan de kunne vende sommerkonventet mod Trump, og de samme eksperter, der havde forkastet ham et år tidligere, sagde nu, at hans nominering virkede uundgåelig. Han holdt stadig flere politiske stævner hver uge og var i tv og radioen hele dagen, med en blanding af de sædvanlige løfter om fornyelse og storhed og nye politisk ukorrekte udbrud. Når kvinder får en abort, »må der nødvendigvis være en form for straf«, sagde han en dag, men trak så i land få timer senere. Han følte sig så sikker på sejr nu, at han sagde, at hvis partiet nægtede at nominere ham, »tror jeg, der bliver ballade«. Han var så selvsikker, at han besluttede, at tiden var inde til at begynde på den vending, som han længe havde sagt, han ville foretage, når alt spektaklet fra primærvalgene havde lagt sig. Han sagde, at han let og hurtigt kunne bevise, at »jeg kan være meget præsidentiel«. Så Trump fortsatte nu med et mere konservativt marineblåt slips, der var mere afdæmpet end de iøjnefaldende røde slips, som han yndede at have på til stævnerne. Over for Washington Posts redaktionsudvalg var tonen også roligere og venligere. Hans retorik var nedtonet – han gjorde sig den ulejlighed at rose en af avisens politiske reportere (selvom Trump også bemærkede, at »jeg er blevet 20
behandlet meget, meget dårligt af Washington Post«) og roste ligeledes forbundskontoret, som kontrollerer DC-bygningen ved siden af IRS (Skatteministeriet), som Trump var ved at omdanne til et hotel. Trump havde beredvilligt accepteret, at hele det timelange interview blev dokumenteret – en afvigelse fra redaktionsudvalgets sædvane med at holde sine samtaler med kandidater fortrolige for at anspore til en åbenhjertig diskussion, mens udvalget besluttede, hvem de ville anbefale deres læsere at stemme på. I Trumps tilfælde var der ingen i udvalget, der et øjeblik troede på, at Post med sin traditionelt demokratiske redaktionelle side seriøst ville overveje at støtte en kandidat, som avisens ledere havde langet ud efter i usædvanligt kraftige vendinger og kaldt en trussel mod det amerikanske demokrati. Så det eneste formål med interviewet ville være at se, om redaktørerne og journalisterne kunne gå Trump på klingen med hensyn til hans mere ekstreme udtalelser og teste, om han virkelig havde styr på sin politik. Redaktionsudvalget havde på forhånd udarbejdet en strategi, der fokuserede på Trumps beherskelse af svære udenrigspolitiske spørgsmål, og på at presse ham til at tale om, hvorfor han valgte at være så provokerende. Nu var det showtime. Trump kom ind og gav hånd – en dejagtig hånd med overraskende ru hud – til hver redaktør. Det var noget ganske dagligdags for de fleste gæster, men noget nyt for Trump, som det meste af sit liv havde undgået at trykke folk i hånden, fordi, som han sagde: »Folk kommer ind, de har en slem forkølelse, man giver dem hånden og ender selv med en forkølelse.« (Det måtte han lave om på, da han blev kandidat, sagde han, for folk forventer et håndtryk: »Det er meget uhøfligt, hvis nogen vil trykke en i hånden, og man ikke vil, så man gør det og giver hånd. Jeg vasker mine hænder så ofte som muligt ... og det er ikke for at fornærme nogen, det er et faktum: Man får bakterier på hænderne, og man bliver forkølet.«). Hos Post bevarede Trump sit rolige tonefald, og hans sætninger blev længere og mere komplekse, end de havde været i debatter, eller når han optrådte i tv. Men han kunne ikke presses. Seks gange forsøgte hans udspørgere at få ham til at udtale sig om, hvorvidt politiet behandler sorte mere hårdhændet end hvide. 21
»Opretholdelse af lov og orden er vigtig for mig,« svarede Trump. »Opretholdelse af lov og orden spiller nødvendigvis en stor rolle.« Da han igen blev spurgt, om han troede, at der blev gjort racemæssig forskel, svarede Trump: »Jeg har læst om tilfælde, hvor der gør, og jeg har læst om tilfælde, hvor der ikke gør. Jeg mener, jeg har læst om begge dele. Og jeg har ingen mening om det.« Samtalen kom ind på Trumps hyppige, ophidsende kommentarer ved hans stævner, hvor han opfordrer sikkerhedsvagter til at fjerne demonstranter med ord som »Tæv ham gul og blå«. Er den slags bemærkninger ikke accept af vold? »Nej, for det, jeg sigter til, er, at vi har haft nogle meget slemme folk, der kom ind. Vi havde en fyr ... han talte højt ... og jeg sagde: ‘Kors, jeg kunne godt tænke mig at smække ham en.’ Altså, sådan sagde jeg. Jeg kunne godt tænke mig at gokke ham. Han var utrolig højrøstet. Han havde en stemme som Pavarotti. Jeg sagde, at hvis jeg var hans manager, ville jeg have tjent en masse penge på ham, for han havde en pragtrøst. Jeg mener, det var ufatteligt, så højrøstet han var.« På mødet overraskede Trump blandt andet ved at sige, at USA måske ikke skulle betale så meget til NATO, der har været kernen i den europæisk-amerikanske sikkerhedsalliance siden den kolde krig – sådan en udtalelse, som måske ville få folk til at nikke og klappe ved et stævne, men som fremkaldte chok og hån hos tænketankene og bookmakerne. Improviserede han bare? Stak han til de selvhøjtidelige politiske eksperter? Eller havde han virkelig en kvalificeret, gennemtænkt holdning? »NATO blev oprettet, dengang vi var et rigere land,« sagde Trump. »Vi er ikke et rigt land. Vi låner, vi låner alle disse penge.« Men ved De, spurgte lederskribenten Charles Lane, at Sydkorea og Japan betaler halvdelen af de administrative omkostninger ved at bevare amerikansk militær i disse lande?« »50 procent?« spurgte Trump. »Ja,« bekræftede Lane. »Hvorfor er det ikke 100 procent?« Trump lød ikke vred på noget tidspunkt under mødet. Han blev 22
ikke rød i hovedet, sådan som han af og til blev i de ophedede debatter. Redaktørerne, som mere end noget andet ønskede at regne ud, hvor meget af Trumps valgkampsfacon der var show, og hvor meget der var ægte galde, endte med at tro, at de havde set den rigtige Trump – en mand, der var sikker i sine synspunkter, havde en enorm tillid til sine evner, ikke var alt for velorienteret, hurtig til at blive stødt og oprigtigt uforstående over for mistanken om, at han havde andre motiver end at ville gøre Amerika stort igen. Nogle uger senere hyrede Trump en ny chefstrateg, en garvet Washingtonlobbyist ved navn Paul Manafort, som hurtigt forsikrede Republican National Committee om, at Trump kun spillede en karakter i sin valgkamp. »Den rolle, han har spillet, er nu ved at udvikle sig til den rolle, som I har forventet,« sagde Manafort. Men den købte Trump ikke selv, og heller ikke medlemmerne af Posts redaktionsudvalg. Underligt nok var det de mindst præsidentielle øjeblikke af besøget, der overbeviste nogle af Posts redaktører om, at Trump ikke spillede komedie. Hvordan kunne en mand, der stilede mod at blive præsident, retfærdiggøre, at han i en landsdækkende tv-debat talte om størrelsen på sin penis? »De er kvik og har gået på en god skole,« sagde redaktøren, Fred Hiatt. »Og der står De så og taler om Deres hænder og størrelsen på Deres kønsorgan.« »Nej,« sagde Trump, det var Marco Rubio, der var kommet ind på Trumps hænder. »Han begyndte.« »Men De valgte at tage det op,« sagde journalisten Ruth Marcus. »Nej, jeg valgte at reagere.« Trump skød kæben frem. »Jeg havde ikke noget valg.« »De valgte at tage det op under en debat,« blev Marcus ved. »Kan De forklare, hvorfor De ikke havde noget valg?« »Jeg vil ikke have, at folk skal gå rundt og tro, at jeg har et problem.« Han begyndte. Som om det var et slagsmål i skolegården. Og Trump havde reageret. Han havde ikke noget valg. Han havde aldrig trukket sig i en kamp – ikke da han gik på militærskole og bestemt ikke på den nationale scene. Så ja, han var en fighter og en vinder, fortalte han alle, der spurgte. Men han var også loyal, respektfuld og ridderlig. 23
På vej ud fra mødet stoppede Trump for at give hånd til Karen Attiah, en af redaktørerne, som havde været kritisk over for hans splidfremkaldende retorik og dens påvirkning af et land, som bliver mere og mere brunt og sort. »Jeg håber virkelig, jeg besvarede dit spørgsmål,« sagde Trump. Så smilede han, så direkte på Attiah og tilføjede: »Henrivende.« Og det var ikke hendes spørgsmål, han mente. Attiah svarede ikke. Hun var ikke vred over, at en præsidentkandidat kommenterede hendes udseende, »bare målløs«, sagde hun. »Han havde været charmerende, karismatisk, hverken forbeholden eller modvillig. Jeg tænkte over, hvad han sagde, og jeg huskede, at det her er manden, som viser sin kone og datter frem ved skønhedskonkurrencerne, og som sagde, at hvis hun ikke havde været hans datter, ville han måske date hende. Og jeg konkluderede, at, nå ja, her fik vi Trump for fuld udblæsning.« På en sportsarena ikke så langt væk, hvor Washington Wizards og Capitals spiller, havde tusinder af jødiske aktivister samlet sig for at høre Trumps længe ventede tale til AIPAC om sin holdning til den israelsk-palæstinensiske hårdknude. En stor skare rabbinere med flere havde meddelt, at de ville boykotte arrangementet, både fordi Trump havde lovet at være »neutral« i forhandlingerne mellem Israel og palæstinenserne, og fordi Trumps opfordring til at forbyde muslimer indrejse i USA på mange jøder virkede som en skræmmende påmindelse af den politik, som deres egne forældre og bedsteforældre havde mødt i Europa. Selvom Trumps datter havde giftet sig med en ortodoks jøde og var konverteret til jødedommen, havde kandidaten stødt mange jøder fra sig med sine kommentarer under et Republican Jewish Coalition-møde, hvor han sagde, han måske ikke ville få støtte fra ret mange i lokalet, fordi han ikke ville have deres penge. Trump sagde, at han var den, der var i den bedste position til at tilvejebringe en fredsaftale for Mellemøsten, fordi han var en forhandler, »ligesom jer«. Så Trump havde lidt reparationer, han skulle lave. Han tog ingen chancer. Selvom han havde sagt, at telepromptere burde forbydes til valgmøderne, så brugte han én nu, og hans øjne flakkede fra den ene skærm til den næste. Denne gang var han helt og holdent på Is24
raels side. Han skældte ud over palæstinensernes dæmonisering af jøderne. Han mindede publikum om, at han havde udlånt sit private jetfly til New Yorks borgmester, Rudy Giuliani, da denne besøgte Israel efter attentaterne den 11. september, og at han havde været stormarskal for Israel Parade i New York i 2004, da volden kulminerede i Gazastriben. Han sikrede sig, at alle bemærkede, at Ivanka inden længe ville føde et »dejligt, jødisk barn«. Men inden Trumps tale modtog stående ovationer, havde en rabbiner, som sad seks rækker fra scenen iført et jødisk bedesjal, i begyndelsen af talen ene mand rejst sig og råbt i protest: »Denne mand er ond. Han inspirerer racister og hyklere. Han opfordrer til vold. Lyt ikke til ham.« Rabbiner Shmuel Herzfeld, som leder en ortodoks menighed i Washington, havde ikke rejst sig i et øjebliks ophidselse. Han havde kæmpet med sin beslutning i flere dage. Han rådspurgte sin egen rabbinervejleder, sin advokat, sin kone og sine syv børn. Han sagde til sine børn, at han følte sig forpligtet til at sige noget, »sige, ‘vi ved, hvem du er, vi gennemskuer dig’.« Hans børn bad ham lade være, fordi han kunne komme til skade, men Herzfeld mente ikke, han havde andet valg. Han vidste, at han ville miste medlemmer af sin synagoge (og det gjorde han også). Han vidste, at han ville blive anklaget for at tage et upassende politisk standpunkt (og det blev han). Men han havde konkluderet, at Trump udgjorde »en eksistentiel trussel mod vort land. Jeg har aldrig oplevet en politiker som ham i mit liv. Han er skamløs i sin måde at inspirere til vold på. Han anvender et ækelt sprog om folk fra andre lande. Han har gjort det muligt for hæsligheden at træde ud fra skyggerne.« Herzfeld blev straks vist ud af arenaen, og Trump fortsatte med at tale uden flere episoder. Men næste dag undskyldte AIPAC’s præsident tåreblændet for optrinet under Trumps tale og sagde, at den havde krænket organisationens regler for personlige angreb. Trump havde været usædvanlig moderat i sin sprogbrug, men han havde kaldt præsident Obama for »måske det værste, der er hændt Israel«, og han fik indskudt et »Yeah!«, der ikke stod i talen, da han bemærkede, at det var Obamas sidste år i Det Hvide Hus. Han kunne måske nok optræde i præsidentielle rammer, men han var og blev Trump. 25
Den eneste gang den dag, hvor Trump lignede og lød som den folkets milliardær, klar i mælet, som han havde været i løbet af sin valgkamp – skiftevis munter, vred, passioneret, overbevisende – var ved en helt anden begivenhed, nemlig et salgsfremstød ved det overdådigt udsmykkede gamle postkontor på Pennsylvania Avenue, som han hastigt var ved at omdanne til Trump International Hotel. En time før Trump skulle vise sig, løb køen af journalister, der skulle akkrediteres til at dække begivenheden, rundt om hele blokken. Et par hundred journalister dukkede op, og der var måske kun en håndfuld af dem, der havde nogen som helst interesse i ombygningen af en føderal kontorbygning fra det nittende århundred til et luksushotel fem gader fra Det Hvide Hus. Lokkemaden var chancen for at stille Trump spørgsmål. Hamrene klingrede, og boremaskinerne summede, lige indtil Trump skulle dukke op. Derefter forsvandt mændene med beskyttelseshjelme og orange veste lige så stille, og tilbage var kun en stille klavermusik, som stod i grel kontrast til de aggressive, pulserende playlister, som Trump anvendte til at få folk op på mærkerne på sine møder. Trumps bilkortege ankom, to sortglinsende SUV’er anført af fire politivogne og flere motorcykelbetjente. Trump – der blev ledsaget af over en halv snes medarbejdere i mørke habitter, samt en velnæret mand i hvidt kokketøj, to bygningsarbejdere og en masse hotelchefer – gik over en plankesti af krydsfiner og ind i gårdhaven, hvor han stillede sig op foran to amerikanske flag. Hotellet, lovede han, ville blive »fantastisk, med pragtfuld marmor fra forskellige dele af verden ... Jeg synes, det er en storslået ting for landet, en storslået ting for Washington.« I fyrre minutter overdængede journalisterne Trump med spørgsmål, og ingen af dem havde noget med postkontorprojektet at gøre. De ville hellere tale om optælling af delegerede, Mellemøstpolitik, NATO, volden på Trumps stævner. Trump tog det hele i en stiv arm og spurgte derefter, om der var nogen, som havde lyst til at se den fantastiske balsal. En pulserende klump af reportere og kamerafolk med telehjelmsmikrofoner og kameraer holdt op i luften maste sig gennem en dør og svirrede omkring Trump som møl. Trump syn26
tes ikke selv at ænse det. Han standsede op, kiggede op på bygningens nyromanske ydre og pegede: »Det der vindue er fra 1880. Det er svært at tro, ikke? Det er lavet af særligt glas. Det har en slags patina.« Folk var ikke kommet for at studere byggematerialer, men det her kunne han. Det her var hans verden. Alt det andet – menneskemylderet, folk, der råbte hans navn i kor, politikken i et forvirret land – var alt sammen nyt og spændende, men også foruroligende. Han var spidskandidat nu, og han havde fået at vide, at han i næste akt skulle opføre sig præsidentielt, men han vidste selv, at han ville være den, han altid havde været.
27
Â
28
NEW YORK TIMES BESTSELLER
MICHAEL KRANISH MARC FISHER
ved Washington Post, hvor han har arbejdet i mere end 30 år. Han har tidligere udgivet Something in the Air, en historie om radioen,
sunday times
og After the Wall, en beretning om Berlinmurens fald og genforeningen af Tyskland. Han har skrevet adskillige af de artikler,
Donald Trump havde kun været præsident i få
som vandt Pulitzerprisen i 2016 for ’National
timer, før han begyndte at udstede sine kontro-
Reporting’ og Pulitzerprisen for ’Public
versielle dekreter og behandle medierne som en
Service’ i 2014.
flok uartige skolebørn. Men hvad er historien
www. marcfisher.com
egentlig om USA’s 45. præsident?
MICHAEL KRANISH er undersøgende politisk reporter for Washington Post. Han har tidligere udgivet Flight from Monticello: Thomas Jefferson at War og
TRUMP BAG FACADEN er den mest dybdegående beskrivelse af Donald Trumps liv frem til hans forbløffende valg som amerikansk præsident. Bogen er baseret på research fore-
været medforfatter på John F. Kerry and
taget af tyve journalister, to faktatjekkere og
The Real Romney samt begge Boston Glo-
tre redaktører fra Washington Post.
be-biografierne om præsidentkandidaterne. I 2016 modtog han ’Society of Professional Journalists Award for Washington Correspondence’.
TRUMP
MARC FISHER er seniorredaktør
“SELVOM BOGENS TILGANG ER AFBALANCERET OG RETFÆRDIG, VIL RESULTATET EFTERLADE LÆSEREN RYSTET OG BANGE.“
Selvpromovering. Brovten. Retssager. Trump havde været åben for at bruge alle de midler og mere til for at beskytte sit image og opnå sit ultimative mål: at tjene penge. „Jeg repræ-
MICHAEL KRANISH
MARC FISHER
TRUMP BAG FACADEN
karriere. Men nu, da han stilede efter at blive præsident, skulle denne selverklærede multimilliardær overbevise vælgerne om, at hans værdi for landet var større end hans nettoværdi, og at han kunne blive en forkæmper for citat fra bogen
En historie om ambitioner, ego, penge og magt LINDHARDTOGRINGHOF.DK
han meget direkte sagt om sin
andet og mere end sig selv.“
BAG FACADEN
www. michaelkranish.com
senterer Donald Trump,“ havde
LINDHARDT OG RINGHOF