Uopklaret - læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

100 mm.

155 mm.

45 mm.

FREDERIK STRAND

”Uopklaret er spændende som en kriminalroman, den er oplysende, medrivende og interessant som danmarkshistorie.” Politiinspektør Bent Isager-Nielsen i bogens forord

FREDERIK STRAND

231 mm.

Uopklarede kriminalsager har altid skabt fascination, myter og konspirationsteorier. I denne bog fortæller historiker Frederik Strand om nogle af danmarkshistoriens mest gådefulde, uopklarede forbrydelser: fra mordet i Finderup Lade i 1286 over Varulve-bevægelsen til de uopklarede kvindemord i København i 1990’erne og katastrofebranden på Scandinavian Star.

FREDERIK STRAND (f. 1975), museumsleder for Politimuseet siden 2010, cand.mag. i filosofi (2000) og i historie (2005) samt ph.d. i politihistorie (2010). Har tidligere udgivet Rejseholdets historie (s.m. Ove Kryger Rasmussen) og Efterforskningens anatomi om kriminalpolitiet 1863-2007.

Kriminalsagerne viser, hvordan historien har udviklet sig fra at have kongerne og adlen i centrum til at handle om almindelige mennesker. Gennem tiden opstår også en stor interesse for den ekstraordinære kriminelle som f.eks. seriemorderen. Endelig fortæller Frederik Strand om fænomenet cold cases, som er sager, der tages frem igen, hvis afgørende nye spor dukker op.

9 788711 481172

lindhardtogringhof.dk

UPOPKLARET.indd 1

”På Politigården i København findes et helt særligt rum for uopklarede sager. Ikke mange ved, at rummet findes, og ikke mange har været der. Når man træder ind i rummet, er det første, man møder, en ubestemmelig lugt af ælde og støv. Man mærker så at sige historiens nærvær meget fysisk. De gamle sager står først. De er pakket ind i karakteristisk brunt papir. Længere nede i rummet er de nyere sager. Nogle er markeret med hvid plastik. Det betyder, at der stadig pågår en konkret efterforskning. Mange af de uopklarede kvindedrab fra 1990’erne er markeret med hvid plastik.”

L I N D H A R D T OG RINGHOF

01/03/16 15:23

FREDERIK STRAND

UOPKLARET Danmarkshistoriens stĂ¸rste uopklarede kriminalsager

Lindhardt og Ringhof

Frederik Strand UOPKLARET Danmarkshistoriens største uopklarede kriminalsager © 2016 Frederik Strand & Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Henrik Koitz Bogen er sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-48117-2 1. udgave, 1. oplag 2016 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof, et selskab i Egmont

Indhold

Forord af Bent Isager-Nielsen . . . . . . . . . . . . . . . . . 7

Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11

Del 1 Kongernes gåder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 27

Kapitel 1

Det sidste kongemord . . . . . . . . . . . . . . . 31

Kapitel 2

Elskerindens død . . . . . . . . . . . . . . . . . . 55

Kapitel 3

Stjernernes herre . . . . . . . . . . . . . . . . . . 81

DEL 2 Kvindedrabene og det moderne politis fødsel .

111

Kapitel 4

Opsprætteren . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 119

Kapitel 5

Kvindedrabet i Hjortshøj . . . . . . . . . . . . . . 137

Kapitel 6

Politidrabet, der rystede Danmark . . . . . . . . . 153

Kapitel 7

Den smukke prostituerede . . . . . . . . . . . . . 163

DEL 3 Besættelsestidens mysterier . . . . . . . . . . . . . 185

Kapitel 8

Dobbeltagent eller nymfoman . . . . . . . . . . . 187

Kapitel 9

Varulvene . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 217

DEL 4 Efterkrigstidens mysterier . . . . . . . . . . . . . . . 247

Kapitel 10 Det 20. århundredes største drabsgåde . . . . . . 249

Kapitel 11 Fotohandlerens død . . . . . . . . . . . . . . . . 273

Kapitel 12 Lægen, der blev massemorder . . . . . . . . . . . 293

DEL 5 Svindel, afpresning og tyveri . . . . . . . . . . . . . 319

Kapitel 13 Afpresning af kongen . . . . . . . . . . . . . . . . 321

Kapitel 14 Brødrene Sass – de uforbederlige vaneforbrydere 337

Kapitel 15 Den halshuggede havfrue . . . . . . . . . . . . . 353

DEL 6 Fra justitsmord til kold krig . . . . . . . . . . . . . . 369

Kapitel 16 Manden i vandet . . . . . . . . . . . . . . . . . . 371

Kapitel 17 De gådefulde hypnosemord . . . . . . . . . . . . 383

Kapitel 18 Det motivløse drab . . . . . . . . . . . . . . . . . 407

DEL 7 Forbrydelser mod børn . . . . . . . . . . . . . . . . . 423

Kapitel 19 Barnet, der forsvandt . . . . . . . . . . . . . . . . 425

Kapitel 20 Manden i stationcaren . . . . . . . . . . . . . . . 443

DEL 8 Moderne tid . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 457

Kapitel 21 Pigen i kælderrummet . . . . . . . . . . . . . . . 459

Kapitel 22 Det brændende skib . . . . . . . . . . . . . . . . 473

DEL 9 Cold cases . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 495

Kapitel 23 Forsikringssvindleren . . . . . . . . . . . . . . . . 499

Kapitel 24 Lejemordet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 517

Kapitel 25 Serieforbryderen . . . . . . . . . . . . . . . . . . 535

Afslutning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 555

Litteratur & kildemateriale . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 557

Illustrationer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 565

Indledning

å Politigården i København findes et helt særligt rum for uopklarede sager. Ikke mange ved, at rummet findes, og ikke mange har været der. Når man træder ind i rummet, er det første, man møder, en ubestemmelig lugt af ælde og støv. Man mærker så at sige historiens nærvær meget fysisk. De gamle sager står først. De er pakket ind i karakteristisk brunt papir. Længere nede i rummet er de nyere sager. Nogle er markeret med hvid plastik. Det betyder, at der stadig pågår en konkret efterforskning. Mange af de uopklarede kvindedrab fra 1990’erne er markeret med hvid plastik. Det er min opfattelse, at rummet for uopklarede sager for politiet er mere end et arkiv. Det er et symbol eller måske mere korrekt: Det er etatens mørke erindring. I Politigårdens Mindegård findes statuen Slangedræberen og mindetavlerne over politifolk døde i tjenesten. Det er smertelige, men samtidig heroiske erindringer – og de vises frem for besøgende og personale, lige når de træder ud af den smukke runde søjlegård midt i den monumentale bygning. De uopklarede sager er derimod gemt bort. De er det mislykkede, det, man ikke er stolt af. Rummet er et symbol på det, alt politiarbejde sker på baggrund af: frygten for, at en sag ikke opklares. Men rummet er mere end det. Heri findes nemlig også politiets lange hukommelse og princippet om, at man ikke opgiver en sag. Rummet er altså modsætningsfyldt. Dets indhold er en trussel mod selve politiets arbejde, for en uopklaret sag er et slag mod den altafgørende tillid til politiet. Samtidig viser rummet dog politiets styrke, for sagerne er jo gemt i den dybe hukommelse og kan altid tages op igen – hvilket til tider 11

også sker, som det vil fremgå af denne bog. Hermed bliver rummet for uopklarede sager et memento mori for enhver forbryder og et carpe diem for efterforskeren.

Tillid og afskrækkelse Den tyske sociolog og filosof Niklas Luhmann nævner i et af sine værker, at intet menneske ville stå ud af sengen om morgenen, hvis det ikke havde en grundlæggende tillid til verden. Tillid er altså noget for samfundet – og for det enkelte menneske – helt fundamentalt. Hvis den grundlæggende tillid svækkes eller ødelægges, opstår der alvorlige revner i samfundets fundament. Mange uopklarede sager kan skabe et sådant tillidsbrud, der svækker samfundet. Det er derfor heller ikke uden grund, at det moderne politi, der opstod i England i slutningen af 1820’erne, havde et særligt fokus på opklaringen af uopklarede sager. Sådanne sager måtte nemlig ikke findes i et moderne samfund. Embedsmændene bag det nye politi havde en filosofi om, at politiet som institution ikke skulle og kunne bygge på fuldstændig overvågning og kontrol. Det var en ressourcemæssig umulighed – og dertil imod de frihedsrettigheder, mange af dem gik ind for. Politiet skulle derimod bygge på tillid og afskrækkelse. Tilliden bestod i, at borgeren kunne være sikker på, at en sag blev opklaret. Afskrækkelsen bestod i det samme, for når borgeren vidste, at en sag blev opklaret, ville det naturligt afskrække denne fra at begå forbrydelser. Det stærke og effektive politi var dermed ikke karakteriseret ved tung bevæbning og militær struktur (politiet i England skulle være – og er stadig – ubevæbnet), men ved at have indpodet en særlig indstilling i befolkningen – og denne indstilling skulle bestå i en tillid til, at forbrydelse ikke betalte sig. En forbrydelse ville altid blive opklaret. Vi behøver ikke konstant at overvåges for ikke at handle kriminelt. I vores årer løber nemlig forestillingen om, at en kriminalsag opklares – og derfor undlader vi som udgangspunkt at handle kriminelt. To af de vigtigste mænd bag den banebrydende politireform i 1829, indenrigsminister Robert Peel og oberst Charles Rowan, hævdede, at 12

netop fraværet af kriminalitet var tegnet på politiets effektivitet. Forestillingen om, at en sag altid opklares, er altså et af de væsentligste præventive redskaber i politiets arbejde. Uopklarede sager er dermed ikke blot noget trivielt eller i bedste fald sensationelt, som man kan skrive spændende historier om. For mange uopklarede sager kan i værste fald true den grundlæggende tillid til en af det moderne samfunds væsentligste institutioner. Her er det dog værd at bemærke, at ikke alle uopklarede sager har samme prioritet eller betydning i forhold til befolkningens tillid til politiet. Lader man et blik glide ned over det danske rigspolitis seneste statistikker, fremgår det f.eks., at kun 6,7 procent af alle indbrudssager opklares, og kun 1 procent af alle cykeltyverier opklares – der er altså en form for kriminalitet i Danmark, hvor 99 procent af sagerne er uopklarede. Meget af nutidens politiarbejde sker således, tankevækkende nok, på baggrund af en stor overvægt af uopklarede sager. Men influerer det på tilliden til politiet? Det er der intet, der tyder på. Politiet er en af de statslige institutioner, den danske befolkning har mest tillid til – og tilliden er stigende. Hvordan er det muligt? Svaret er næppe ukompliceret, men en af grundene er ubetvivleligt, at nogle uopklarede sagstyper opfattes som mere vigtige end andre. Når tidligere rigspolitichef Ivar Boye sendte det hedengangne Rejsehold ud til en drabsefterforskning, sagde han altid til rejseholdschefen, at sagen skulle opklares – koste hvad det ville. En uopklaret drabssag var nemlig noget af det mest skadelige i forhold til befolkningens tillid til politiet. Boye gav dermed udtryk for en prioritering, som man sjældent taler om, men som findes både i befolkningen og i politiet. Man prioriterer naturligvis imellem opklaringen af sagstyper. Nogle sager får megen opmærksomhed, andre sager får så godt som ingen opmærksomhed. Det er derfor heller ikke uden grund, at der igennem de sidste godt 50 år i Danmark har været en opklaringsprocent for drab på godt 90 procent. Faktisk er prioriteringen så markant, at en stor del af befolkningen formentlig ville sige, at et cykeltyveri, der ikke opklares, knap kan karakteriseres som en uopklaret sag. En »rigtig« uopklaret sag, ville mange hævde, er forbundet med personfarlig kriminalitet, dvs. drab, voldtægt eller lignende. 13

Ud fra dette perspektiv er en uopklaret sag noget særligt. Den er kædet sammen med en særlig begivenhed og en særlig form for kriminalitet. Derfor må man også antage, at kun en særlig form for uopklarede sager eroderer befolkningens tillid til politiet. Hvis f.eks. drabssager ikke opklares, er det en særdeles alvorlig sag, fordi det skaber en grundlæggende utryghed i det moderne samfund, hvor menneskeliv sættes højt. I bogen vil der da også være et særligt fokus på sager af personfarlig karakter, om end andre sager også vil være repræsenteret. Værd er det i øvrigt også at nævne, at der i forbindelse med oprettelsen af det moderne engelske politi blev etableret en særlig afdeling for såkaldte cold cases, forstået som uopklarede drabssager. Det moderne politis fædre havde forståelse for signalværdien i særlige dele af efterforskningsarbejdet.

Uopklarede sager og politik Prioriteringen af uopklarede sager indikerer, at opklaringen af kriminalsager kan være påvirket af politiske hensyn. I nogle tilfælde kan det sågar være sådan, at man fra politisk side ikke ønsker sagen opklaret. Det er der eksempler på igennem historien. Storpolitik og hele landes skæbner kan være indviklet i sådanne uopklarede sager. Et eksempel fra nyeste tid er den argentinske rigsadvokat Alberto Nismans død i januar 2015. Døde han for egen hånd, eller stod andre kræfter bag hans død? Nogle vil hævde, at han blev myrdet, og at hans død var forbundet med et terrorangreb mod et jødisk kulturcenter i 1994 foranstaltet af Iran. Ifølge disse teorier skulle Iran have lavet en aftale med den siddende argentinske præsident, Cristina Fernándes de Kirchner, om at støtte Argentinas trængte økonomi, mod at Argentina lagde låg på sagen og udleverede nogle mistænkte for attentatet. Nisman skulle have fået nys om dette, hvorfor han blev myrdet. Mordet blev maskeret som selvmord. Tusinder gik i protest på gaden grundet Nisman-sagen, men hvad der egentlig foregik, blev aldrig afdækket, og sagen er stadig lige mudret. Et andet eksempel fra 2015 er drabet på den russiske oppositionspolitiker Boris Nemtsov, som blev skudt lige uden for Kreml. Tilsy14

neladende var drabet en ren likvidering. Men hvem stod bag? Nogle pegede på terrorister fra Tjetjenien, andre havde den russiske sikkerhedstjeneste FSB i kikkerten, og endelig var der en forbindelse til Putins særlige præfekt i Tjetjenien, Kadyrov. Rygter og teorier svirrede, men sagen blev aldrig reelt opklaret, selvom det givetvis kunne have ladet sig gøre. Store interesser var på spil, for sæt FSB stod bag eller Putins præfekt Kadyrov. Sådanne afsløringer kunne have destabiliseret det politiske liv i Rusland. Som det vil fremgå af denne bog, er uopklarede sager af stor politisk betydning imidlertid ikke noget, vi kun kender fra udlandet. Danmark kan også fremvise uopklarede sager af lignende kaliber. Nogle af landets væsentligste begivenheder er således viklet ind i sådanne sager. Hvem tænker på, at Danmarks første håndfæstning fra middelalderen havde forbindelse til et uopklaret kongedrab, og at Kalmarunionens sammenbrud måske havde relation til drabet på en elskerinde? Eller hvad med de hundredvis af uopklarede stikkerlikvideringer, der fandt sted under 2. Verdenskrigs kaos! De uopklarede sager har altså også spillet en betydelig rolle i dansk historie – og der har også været politiske interesser på spil, som har søgt at forhale opklaringen af disse sager.

Konspirationsteorier Når der er store politiske interesser på spil, opstår der også ofte konspirationsteorier – og dette har så afgjort gjort sig gældende ved flere store uopklarede kriminalsager. En konspirationsteori er en særdeles kompleks størrelse. Basalt set er en konspirationsteori en idé om, at en begivenhed eller hændelse er forårsaget af en konspiration mellem et antal ofte meget magtfulde aktører. Konspirationen består altså i, at aktørerne, i fælles forståelse og bag om ryggen på offentligheden, forsøger at gennemføre en særlig plan med henblik på at opnå et særligt mål. Sådanne konspirationsteorier er ofte meget resistente over for kritik og saglig argumentation. Dette skyldes flere forhold, men er essentielt en konsekvens af, at en konspirationsteori er en mærkelig hybrid mellem tro, fakta og en særlig historisk udvikling. 15

Når konspirationsteoretikeren ofte er uimodtagelig for rationelle argumenter, kan det skyldes et ønske om ikke at opgive teorien. Teorien giver tilværelsen spænding og mening. Den genfortryller så at sige verden, for at bruge et af sociologen Max Webers udtryk. Det er mere interessant og underholdende at tro, at magtfulde grupper og personer hindrer opklaringen af en sag, eller at en udenlandsk efterretningstjeneste har stået bag et uopklaret mord. Som sådan minder konspirationsteorien om et trosforhold, der giver tilværelsen en form for indhold. Som det vil fremgå af bogen, er flere af de største kriminalgåder viklet ind i sådanne konspirationsteorier. Af og til har konspirationsteorierne noget på sig. Der stod faktisk »dunkle« magter eller efterretningstjenester bag forbrydelserne. I disse tilfælde kan selv almindelige mennesker blive grebet af konspirationsteorierne, idet deres grundlæggende tillid til f.eks. statslige institutioner rystes. Når det sker, bærer det yderligere ved til konspirationsteoretikernes bål. Konspirationen udbasuneres nu som langt større og mere omfattende, end der faktuelt er belæg for. Ja, måske går forbindelsen helt op til en særlig herskende elite eller et farligt netværk med uindskrænket magt – ræsonnerer konspirationsteoretikerne. Alt i alt udfylder konspirationen en form for »meningstomrum«. Det er, når vi ser, at noget ikke hænger sammen, at fakta ikke passer på alle forhold, og at sporene peger i forskellige retninger, at vi begynder at fylde de tomme huller ud. Der må jo være en forklaring! Vi kan ikke leve med det uforklarlige, det er naturstridigt for mennesket, og vi skaber derfor selv tolkninger og årsagssammenhænge. De uopklarede sager lægger op til konspirationsteorier, for en uopklaret sag er fuld af tomme huller, som blot venter på at blive fyldt ud og dermed skabe en sammenhængende forklaring. Menneskets interesse for konspirationsteorier er derfor også én af forklaringerne på vores fascination af uopklarede sager. Hvis vi ikke selv fylder de uopklarede kriminalsagers tomme huller, skal medierne nok gøre deres til, at det sker. Medierne og den moderne journalistik er vævet sammen med såvel konspirationsteorier som de uopklarede kriminalsager. Som det vil fremgå af bogen, har 16

medierne ofte haft en stor interesse i at eksponere uopklarede kriminalsager og kæde dem sammen med særlige konspirationsteorier. Grunden hertil er dels journalisternes indbyggede fascination af det konspiratoriske, der ofte rummer et element af myndighedskritik, dels behovet for at sælge nyheder. Uopklarede sager og konspirationsteorier går derfor ofte hånd i hånd i den moderne kriminaljournalistik, og det er naturligvis med til at skabe en særlig grobund for konspirationsteorier i det moderne samfund.

Kriminalteknik De uopklarede sager er imidlertid ikke kun vævet ind i konspirationsteorier, politik og politifilosofiske idéer om tillid og tryghed. Ofte skyldes en uopklaret sag helt basale fejl i efterforskningen, manglende spor eller en primitiv kriminalteknisk udvikling. Mange sager i denne bog vil være præget af sådanne forhold, og det kan derfor være værd at se nærmere på de enkelte elementer i kriminalefterforskningen for at få indblik i, hvor efterforskningskæden af og til bliver brudt – og den gådefulde uopklarede kriminalsag opstår. Man opdeler groft sagt efterforskningen i fire sammenhængende dele; for det første gerningsstedet – herunder gerningsindhold – for det andet gerningsmand og offer – herunder gerningsmandens såkaldte modus operandi og signatur – for det tredje vifteefterforskningen – og endelig, for det fjerde, motiv og årsagssammenhæng. Alle disse fire dele er afgørende for en kriminalsags opklaring. Bliver en kriminalsag ikke opklaret, skyldes det, hvis ikke der spiller politisk pres eller lignende ind udefra, ofte en svaghed i et eller flere af disse forhold. Udgangspunktet for en efterforskning vil således altid være, hvad der er sket. Når efterforskerne træder ind på gerningsstedet – og det gælder såvel i dag som for 100 år siden – vil de først søge at bestemme, hvilken forbrydelse der er tale om. Man vil altså forsøge at bestemme det, der kaldes gerningsindholdet. Er det selvmord eller drab, en sædelighedsforbrydelse, røverisag eller noget helt tredje? Når gerningsindholdet er bestemt, kan rammen sættes op for efter17

forskningen, og man kan afgøre, hvilke spor der skal søges efter. Kan man ikke afgøre, hvad der er sket, og hvilken forbrydelse der er tale om, er det vanskeligt at komme videre med sagen. Gerningsindholdet skal derpå kædes sammen med, hvornår forbrydelsen blev begået, dvs. gerningstidspunktet, og hvor det er sket – f.eks. har en forbrydelse på gaden ofte et ganske andet gerningsindhold end en forbrydelse i hjemmet. Det handler altså om at identificere forbrydelsens tidspunkt og gerningssted – for først da kan man søge efter de ofte mest værdifulde spor. Samtidig er det dog vigtigt, at efterforskningens fokus på gerningsstedet ikke bliver for snævert. Gerningsstedet kan i den forbindelse være mange ting; det kan være et særskilt rum, men også en plads, et helt område, særlige ruter eller et køretøj. Til gerningsstedet knytter der sig samtidig helt centrale spørgsmål såsom: Hvor blev forbrydelsen planlagt? Hvor opholdt gerningsmanden sig umiddelbart før og efter forbrydelsen? Hvordan kom gerningsmanden hen til gerningsstedet – dvs. hvilken rute tog han? Endelig er der ofte et spørgsmål om, hvordan gerningsmanden har skilt sig af med forskellige effekter fra gerningsstedet. I centrum står altid det såkaldt strafferetlige gerningssted, dvs. det sted, hvor forbrydelsen blev gennemført af gerningsmanden. Spor fundet på dette sted vil, som udgangspunkt, have afgørende bevisværdi i retten. Ofte er det forbundet med betydelige vanskeligheder at lokalisere, hvor det strafferetlige gerningssted præcis har været. Et ikke ubetydeligt antal sager ender derfor, som det vil fremgå af flere af bogens sager, som uopklarede, fordi man har vanskeligt ved at lokalisere det egentlige gerningssted og dermed ikke kan svare på de spørgsmål, der relaterer sig til dette. Det er imidlertid ikke bare afgørende at få fastlagt, hvor og hvornår forbrydelsen har fundet sted; man må også afklare, hvordan den har fundet sted. Her er spørgsmålet om forbrydelsens særlige form, forløb og udvikling på spil. I den forbindelse fastslår efterforskerne, hvordan gerningsmandens fremgangsmåde har været, dvs. hvordan vedkommende har udført forbrydelsen. Man taler i den forbindelse om gerningsmandens særlige modus operandi. I forbindelse med for18

søget på at fastslå modus operandi er der en række forhold, man er særligt opmærksomme på. Disse forhold kaldes modusspor. Modusspor er egentlig det, der bredt giver et indblik i, hvordan en forbrydelse er blevet udført, men fokus retter sig dog især mod: hvad for et gerningssted gerningsmanden har valgt, hvilket transportmiddel der er blevet benyttet, tidspunktet for forbrydelsen, om der har været en helt særlig fremgangsmåde, hvilke forsigtighedsforanstaltninger der er foretaget, hvad der eventuelt er taget fra gerningsstedet, og hvordan gerningsmanden er kommet ind på gerningsstedet – og har forladt det. Alle modusspor tilsammen giver et vigtigt indblik i gerningsmandens psyke og handlingsmønstre – og dermed naturligvis, hvem den potentielle gerningsmand kan være, og hvem man kan udelukke. Modus operandi forveksles ofte – f.eks. i pressen – med det, der kaldes en gerningsmands signatur. Modus operandi og signatur er imidlertid to forskellige ting. Begrebet modus operandi kan spores helt tilbage til 1700-tallets tidlige kriminologer. Egentlig dækker begrebet modus operandi, som det også fremgår ovenfor, blot over de nødvendige og tilstrækkelige midler, der skal til for at gennemføre en forbrydelse. Som sådan fortæller modus operandi naturligvis noget om forbryderen – nemlig hvilke helt specifikke metoder han eller hun har valgt for at gennemføre forbrydelsen. Der er imidlertid flere eksempler på, at en forbryder kan ændre metoder, og dvs. modus operandi, over tid. Årsagen hertil kan eksempelvis være, at forbryderen har lært af tidligere fejl, eller at forbrydelsens kontekst har ændret sig så markant, at gerningsmanden har måttet tage radikalt forskellige metoder i brug. Brugen af begrebet signatur i forbindelse med forbrydelser stammer fra USA og er særligt blevet benyttet i forbindelse med studier i serieforbrydere, herunder i særdeleshed seriemordere. I anden halvdel af det 20. århundrede vandt begrebet indpas, idet man, både i USA og Europa, i stigende grad blev optaget af serieforbryderens særprægede karakter. I forlængelse heraf blev man opmærksom på, at nogle serieforbrydere over tid benyttede forskellige modi operandi, dvs. de valgte i nogle tilfælde vidt forskellige metoder til at 19

begå forbrydelser, ligesom de – meget overraskende og forvirrende for efterforskerne – kunne finde på at vælge ofre af både forskellig race og alder, ja, i nogle tilfælde sågar køn. Hvad der imidlertid altid gik igen hos serieforbryderen, var en særlig signatur, dvs. den måde, vedkommende udførte sin forbrydelse på, som ikke var en del af de nødvendige midler, der skulle til for at gennemføre forbrydelsen. Det var så at sige forbryderens særlige mærke, som måske var den egent lige årsag til, at den pågældende udførte forbrydelsen. Som signatur-serieforbryder kan f.eks. nævnes Whitechapel-morderen – også kaldet Jack the Ripper – der hærgede London-bydelen Whitechapel i slutningen af 1880’erne. Whitechapel-morderen, der vil blive behandlet mere indgående senere i bogen, skar, efter han havde myrdet sine ofre, deres kroppe op og tog organer fra dem. Derfor kunne man adskille hans drab fra en lang række andre drab, der fandt sted på samme tid i bydelen. Under sagen mod Whitechapel-morderen blev begrebet signatur dog aldrig anvendt – begrebet blev benyttet første gang i sagen mod amerikaneren Harvey Glatman – alias »The Lonely Hearts Killer« – i 1958. Glatman myrdede et større antal kvinder, som han fik forbindelse med igennem kontaktannoncer. Når han havde kendt kvinderne i en periode, fik han, under dække af at arbejde som professionel fotograf, kvinderne overtalt til at deltage i sadomasochistisk opsatte fotografier, og først når kvinderne enten var forsvarligt bundet eller iført håndjern, myrdede han dem. Håndjernene eller kvindernes særligt bagbundne hænder blev dermed Glatmans mærke eller signatur, men hverken håndjern eller reb var midler til at myrde kvinderne – dette kunne han have gjort på utallige andre og nemmere måder. For både Glatman og Whitechapel-morderen var selve deres signatur formentlig den egentlige årsag til, at de begik deres mange drab. Kan man ikke fastslå en særlig modus operandi eller signatur, vil det ofte være vanskeligt at opklare en sag – for hvilken form for gerningsmand skal man så kigge efter? Denne problematik vil være en rød ledetråd igennem flere af bogens sager. Fra modus operandi og signatur er der en direkte overgang til motivet bag en forbrydelse, for hvordan forbryderen har udført en for20

brydelse, fortæller meget ofte, hvem der har stået bag forbrydelsen og hvorfor. Afklaring af motiv er på mange måder det vigtigste i en efterforskning. Først når man har kendskab til motivet, kan man forstå meningen bag forbrydelsen. Motivet er derfor ofte det meningsskabende i efterforskningen. Ud fra det kan man tolke sporene og forstå deres indre sammenhæng. Herigennem kan man fastlægge et fast årsag-virknings-forhold; hvorfor blev offeret slået ihjel dér på lige netop dét tidspunkt, og hvorfor valgte gerningsmanden lige netop dette offer? Motivet er således i mange henseender alfa og omega i en efterforskning. Det er så at sige drivkraften og motoren. Med motivet i baghovedet skabes der hypoteser om, hvad der egentlig er foregået. Når en person findes myrdet, opstilles der hypoteser om, hvorfor det er foregået. Var motivet berigelse, hævn eller seksuelt? Når sporene begynder at pege i en bestemt retning, låser efterforskerne sig normalt fast på et motiv. Når motivet er fastlagt, når man har forstået forbrydelsens indre mening og sammenhæng, har efterforskningen en vej at fortsætte ad. Men hvad gør man, når der ikke kan lokaliseres noget motiv, eller når sporene peger på et utal af motiver? Når dette er tilfældet, kan en forbrydelse være meget kompliceret at opklare, for så kan efterforskningen kun vanskeligt systematiseres, og ressourcer og kræfter kan heller ikke prioriteres. Efterforskningen vil fortsætte i forskellige retninger, utallige, måske irrelevante personer afhøres, og spor uden betydning forfølges. I flere af de største og mest legendariske uopklarede sager har man da heller ikke, som det senere vil fremgå af bogen, kunnet præcisere motivet bag forbrydelsen. Man har simpelthen ikke kunnet sige, hvad meningen med forbrydelsen var – hvilket for efterforskerne er umådeligt frustrerende, men for offentligheden kan være fascinerende. Uden et klart motiv er det meget vanskeligt at få gennemført både en efterforskning og en retssag. Også dette vil stå klart igennem behandlingen af flere af bogens uopklarede sager.

Cold cases Når talen falder på uopklarede sager, nævner man ofte automatisk begrebet cold cases. Cold cases er uopklarede sager – oftest drabssager, da disse ikke har nogen forældelsesfrist – som tages op igen, idet et eller flere afgørende nye spor er dukket op. Det kan også skyldes, at en efterforsker eller privatperson har fundet en ny tolkning af en sag og derfor får foranlediget, at den genoptages. Bogen vil have et eksempel på dette. Ofte vil cold cases dog blive taget op, fordi nye tekniske metoder muliggør fremdragelsen af nye spor. Her tænkes naturligvis først og fremmest på dna-metoden, der i mange henseender har betydet en revolution for genoptagelsen af flere uopklarede sager. Også her vil der være et eksempel i bogen. Af og til kan sådan noget som analyser af private breve, den såkaldte retslingvistik, eller fremkomsten af nye vidneudsagn dog også have en afgørende indflydelse på opklaringen af en hidtil uopklaret sag. Dette vil bogen også have et eksempel på. Det er i øvrigt værd at bemærke, at genoptagelsen af hidtil uopklarede sager eller sager, der allerede er pådømte, men hvor den dømte viser sig ikke at være gerningsmanden, er eksploderet igennem de seneste år. Vi har desværre ingen statistik fra Danmark, men analyser fra USA viser, at 2.000 personer siden 1989 er blevet frikendt, efter at deres sager blev taget op igen. 48 procent af de frikendte var dømt for mord og kunne altså i nogle tilfælde imødese en dødsdom eller fængsel på livstid. En del af disse er blevet frikendt ved hjælp af dna, selvom vi dog ikke har tal på hvor mange. Et af de berømteste nyere eksempler på en genoptaget sag er beskrevet i den amerikanske radioføljeton Serial, der undersøgte en drabssag med en ung sort gerningsmand. Serien betvivler, at gerningsmanden er den rette, og hævder, at sagen stadig er uopklaret. Hvorvidt det er tilfældet, er dog stadig omdiskuteret. I parentes bemærket bør det nævnes, at 50 procent af de frikendte ved genoptagne sager i USA var sorte. Så der er uden tvivl en racebestemt slagside i genoptagne sager.

Sagerne Bogen vil bygge på en lang række forskellige kriminalhistoriske sager, hvor jeg naturligvis i flere tilfælde står i gæld til tidligere forfattere, men også i en del tilfælde er den første, der har haft adgang til arkivalierne. I enkelte tilfælde har sagerne tidligere været beskrevet i min og Ove Kryger Rasmussens bog Rejseholdets historie – her vil sagerne dog blive beskrevet fra en anden vinkel. Kriminalhistorierne er udvalgt, så læseren får et indblik i de uopklarede sagers kompleksitet. Tidsrammen for sagerne er derfor også lang – bogen starter tilbage i den urolige middelalder og slutter i begyndelsen af det nye årtusind. Alle sager vil, af plads- og kildehensyn, være hentet fra den danske historie. Der vil dog være én undtagelse, nemlig Jack the Ripper-sagen. Den kom på mange måder til at udgøre prototypen på en uopklaret sag – og fik dermed også væsentlig indflydelse på danske forhold. Samtidig giver Jack the Ripper-sagen et interessant indblik i, hvorfor vi i så høj grad fascineres af uopklarede kriminalsager. De beskrevne sager vil ikke være strengt kronologisk opbygget, idet der også vil være en tematisk vinkel. Først vil der således være fokus på nogle af de uopklarede sager, der politisk var med til at forme middelalderen og den tidlige renæssance. Her var kongemagten og de højeste adelige kredse i centrum, mens forbrydelserne mod menigmand kun yderst sjældent fandt vej til de uopklarede sagers annaler. Dette fokus skiftede med fremkomsten af det moderne politi og den nye kriminaljournalistik. Nu var der ressourcer til også at efterforske forbrydelser mod menigmand. Hertil kom en ny fascination af kriminalsagerne formidlet igennem de mange nye aviser. Fascinationen rakte dog videre end til menigmand, også samfundets skyggeside begyndte at træde frem i de uopklarede sager. De prostituerede, sutterne og seriemorderne. Det blev Jack the Rippers tid – og det bedre borgerskab gøs, når de åbnede aviserne. Men de ville have mere. Og aviserne skrev gerne, så længe kunderne betalte. Også uopklarede anslag mod det nye moderne politi vakte dog offentlighedens interesse. Særligt et uopklaret drab på en politimand kunne, og kan vel stadig i dag, sætte sindene i kog overalt i landet. 23

Uopklarede sager er imidlertid ikke kun forbundet med drab. Forskellige former for svindelforetagender, tyverier og røverier kan også have en gådefuld nimbus. Sådanne sager vil en del af bogen behandle. Sagerne vil strække sig fra kongehuset over to gådefulde tyske kriminelle til en hovedløs statue. Alle sager siger noget om deres tid og om sædernes skiften. Sagerne siger imidlertid også noget om danskerne. Hvorfor skabte det så stor opstandelse, at en statue mistede sit hoved, og hvordan kunne et enkelt brev til kongen sætte politi og samfund på den anden ende? Store historiske begivenheder skaber ofte store uopklarede sager. Til besættelsestid og efterkrigstid knytter der sig flere af de største sager. Faktisk er det sådan, at flertallet af uopklarede sager går tilbage til besættelsen. Her er der tale om alle de såkaldte stikkerlikvideringer, der aldrig blev opklaret, men af politiske grunde henlagt. Med dette i baghovedet siger det sig selv, at netop besættelses- og efterkrigstidens sager er omgærdet af konspirationsteorier og mysterier. Her er myrdede ægtepar, der forbindes med magtfulde netværk, terrorgrupper med forbindelser til danske politikere, og myrdede med relation til udenlandske efterretningstjenester. En særlig tragisk begivenhed er uopklarede forbrydelser mod børn. Rent historisk er der kommet mere fokus på sådanne sager siden 1960’erne. Naturligvis fandtes der også tidligere i historien gådefulde og uopklarede sager rettet mod børn, men overraskende få er gået over i historien. Hvor mange berømte sager er der f.eks. om børnebortførelser eller -drab, hvis man blot går 150 år tilbage i tiden? Disse sager fandtes naturligvis, de har bare ikke fundet plads i kriminalhistorien. En af grundene til det øgede fokus på forbrydelser mod børn er naturligvis, at børn i højere og højere grad er kommet i centrum for vores opmærksomhed. De har fået rettigheder og en helt anden værdi i samfundet. Som følge heraf er nogle af den nyere tids berømteste sager da også forbrydelser mod børn – og to af de mest kendte og gådefulde af disse vil blive beskrevet her i bogen. Bogens sidste to dele vil kredse omkring spørgsmålet: Hvornår er en sag opklaret? Tre af de her beskrevne sager skabte voldsom debat tilbage i midten og slutningen af forrige århundrede og ansporer 24

fortsat til diskussion i dag. Den ene sag var branden på færgen Scandinavian Star, en af de største færgetragedier i Nordens historie. De to andre sager var henholdsvis Wolsing-drabet, der var forbundet med anklager om justitsmord, samt de såkaldte hypnosemord, der den dag i dag er omgærdet af retsfilosofiske diskussioner om ansvar og skyld. Tre nu opklarede cold cases vil udgøre bogens sidste del. Hvorfor blev lige netop disse sager opklaret, og hvordan skete det? Hvilke nye kriminaltekniske metoder tog man i brug – og skaber nogle af disse metoder håb om, at andre uopklarede sager vil kunne blive opklaret? De tre beskrevne cold cases vil også have en mere tematisk vinkel: Der vil for det første være fokus på den forsikringssvindel, der ligger bag en del uopklarede sager. For det andet vil blikket blive vendt mod de uopklarede forbrydelser, der måske, måske ikke, ligger bag sagerne om de danskere, der forsvinder hvert år. Og endelig – for det tredje – vil der være et fokus på serieforbryderens kriminalitet, som også ligger bag et betydeligt antal uopklarede sager. Hensigten med beskrivelsen af de mange uopklarede sager og cold cases er at give et bredt alternativt indblik i danmarkshistorien og efterforskningsarbejdet. Beskrivelserne vil både inddrage konspirationsteorier, politisk manipulation og spørgsmålet om, hvad der sker – såvel kriminalteknisk som i forhold til tilliden til politiet – når efterforskningsarbejdet ikke når frem til en opklaring i en af de højt prioriterede kriminalsager. Meget tyder nemlig på, at dele af historien og politiets arbejde har udviklet sig på baggrund af et tæppe af uopklarede sager – og fortsat gør det. Jeg har bevidst søgt at gøre denne historie så interessant og medrivende som muligt. Om det er lykkedes, er op til andre at afgøre. Bogen appellerer langtfra blot til polititeoretikere eller historiske fagfolk. Alle med interesse for politietatens fascinerende historie og de store kriminalsagers drama skulle gerne kunne få noget ud af bogen om nogle af de største uopklarede kriminalsager i danmarkshistorien. Bagerst i bogen findes en fyldig litteratur- og kildefortegnelse til de læsere, som vil dykke længere ned i de uopklarede sagers fascinerende historie. Noteapparatet har jeg imidlertid valgt at udelade, 25

dels af hensyn til bogens læsevenlighed, dels fordi jeg i nogle tilfælde har benyttet klassificeret materiale, hvor betingelserne for brugen har været, at jeg hverken citerede fra disse eller henviste til dem. Citater er, da de stammer fra mange forskellige århundreder, konsekvent holdt i nutidig retskrivning. For en god ordens skyld skal det fremhæves, at ofre, gerningsmænd, mistænkte og involverede efterforskere kun er nævnt ved navn, hvis deres navne tidligere har været offentliggjort i pressen. Da de uopklarede sager spænder over et meget omfattende tidsrum, har jeg været vidt omkring og benyttet mig af mange forskellige kilder og megen forskellig, ofte fremragende, litteratur, som har dannet fundament for flere af de forskellige kapitler. Jeg har også fået hjælp fra flere forskellige sider. I den forbindelse ønsker jeg at rette en tak til fotograf Poul Olsen, lokalhistoriker Dines Bogø, vagtmester Per Reichgrüber, vagtmester Peter Wodschou, kriminalassistent Erland Petersen, kriminalassistent Tonny Holck, tidl. kriminalassistent Ove Krüger Rasmussen, tidl. vicekriminalinspektør Henrik Svindt, vicepolitiinspektør Jens Møller, og advokaturchef Dorrit Borgaard. Hertil skal en særlig tak gå til Politimuseets medarbejdere, der har hjulpet i det omfattende arbejde med at fremskaffe materiale til kriminalsagerne. En stor tak skal også gå til cand.mag. Elisabeth Strand og cand.mag. Karen Rosén Andreasen for hjælp til bogens oversættelser. Endelig naturligvis en særlig tak til politiinspektør Bent Isager-Nielsen, der på baggrund af sin omfattende efterforskningsmæssige erfaring har indvilliget i at skrive et forord til bogen. At de personer, der beredvilligt har hjulpet under tilblivelsen af bogen, ikke har noget ansvar for bogens endelige indhold, er naturligvis indlysende. Her har forfatteren det fulde og hele ansvar.

DEL 1

Kongernes gåder

oget af den ældste nordiske litteratur, vi kender, er forbundet med uopklarede sager. Det gælder særligt de islandske sagaer, hvis historier altid cirkulerer omkring en forbrydelse – ofte et drab – hvor det er uklart, hvem der egentlig er gerningsmanden. Blodhævn og voldsomme konflikter, der ødelægger hele samfund og familieklaner, er som regel det eneste svar på kriminalgåden. Samme problemstilling gør sig gældende, når vi når lidt længere op i tiden. Nu er det bare ikke så meget fejder mellem stormandsslægter, der står i centrum, som kampen om kongemagten. Igennem middelalderens første århundreder havde kongen cementeret sin position som en uomgængelig magtfaktor i samfundet. Intriger og magtspil blev som følge heraf uundgåeligt viklet ind i kongemagtens virke. Til tider kunne disse magtspil resultere i kongedrab. Når et kongedrab fandt sted, blev alle stormandsslægterne aktiveret. Nu gjaldt det om at gøre sig gældende, når en ny konge skulle vælges. For kongemagten i middelalderen var jo ikke arvelig, men byggede på et valg blandt de mægtigste i riget. Det berømteste uopklarede kongedrab i danmarkshistorien er forbundet med denne dramatiske problematik. Kongedrabet fandt sted i 1286 og har senere – under betegnelsen »drabet i Finderup Lade« – fået en nærmest kultisk status i danskernes bevidsthed, fordi sagen indeholder så mange forskellige facetter. Der er et gådefuldt gerningssted, et muligt uklart seksuelt motiv, og så er der hele det politiske spil, hvor magtfulde grupper arbejder for, at sagen ikke opklares. Der var altså fra flere sider et bevidst ønske om at holde sagen 27

hen i dunkelhed – og udpege syndebukke. Kongedrabet i 1286 blev et eksempel på, hvordan uopklarede kriminalsager til tider er viklet ind i store politiske begivenheder og historiske brydningsperioder. For det var den evigt tilbagevendende blodige kamp mellem konge og stormandsslægter, der var dramaets akse. Godt to århundreder senere drejede en af dansk histories mest afgørende konflikter om samme akse. I den mellemliggende periode var Danmark, Norge og Sverige i 1397 blevet forenet i Kalmarunionen. Det væsentligste ved Kalmarunionen var kongemagten, idet der var en fælles valgt konge for alle tre riger. I lange perioder var det en dansk konge, der herskede over både Danmark, Norge og Sverige – derfor var Kalmarunionens magtcentrum også reelt placeret i Danmark. Fra slutningen af 1400-tallet søgte den danske kongemagt at styrke sin position i de tre nordiske lande, idet man ønskede at gøre sig gældende som en stormagt i Europa. Den danske kongemagts positionering skete på bekostning af adelsslægterne i såvel Danmark som Sverige. Dette førte til en magtkamp og blodig konflikt, som der næppe er noget sidestykke til i skandinavisk historie. I centrum for hele konflikten stod den danske kongeslægts enfant terrible, Christian II, om hvem der senere er blevet skrevet mange biografier, teaterstykker og store romaner. Christian II stod imidlertid ikke alene. Ved hans side var en ung smuk kvinde og hendes mor. Den unge kvinde, hvis navn var Dyveke, blev kongens elskerinde, og moren, Sigbrit, blev kongens rådgiver. Omkring disse tre personer opstod der et drama med storpolitiske magtkampe og forviklinger, men det var også et kriminal- og kærlighedsdrama. Kongens elskerinde døde nemlig på uforklarlig vis. I de efterfølgende århundreder har man diskuteret, om det var drab. Christian II havde ønsket at samle hele Norden ved jern og ild, men det endte i hans eget fald og Kalmarunionens endelige sammenbrud i 1523. Det blev begyndelsen til enden på de danske stormagtsdrømme. K nap 100 år efter Kalmarunionens sammenbrud var en anden dansk konge og en selvbevidst adelsmand igen på kollisionskurs. Konflikten implicerede to af dansk histories mest markante personligheder, nemlig Christian IV og Tycho Brahe. Begge var renæssance28

mennesker, der ønskede at sætte deres præg på Europa og skrive sig ind i historien. Mødet mellem de to store personligheder var på mange måder dømt til at slå gnister – og gnisterne var så store, at man efterfølgende har diskuteret, om Tycho Brahes pludselige død var Christian IV’s værk. Andre gerningsmænd har dog også været inde i billedet, for Brahes død fandt sted på et tidspunkt, hvor videnskaberne ændrede sig, og mange mænd ønskede at blive en af videnskabshistoriens evige skikkelser. Så måske stod et andet geni bag den danske videnskabsmands død? Fælles for alle kriminalgåder i første del af bogen er, at de fandt sted i brydningsperioder. Her tog nye ting form, idéer opstod, og magtfulde mænd gik til grunde. I denne heksekedel af begivenheder skete der for samtiden uforklarlige ting, og dette førte til konspirationsteorier og kriminalgåder, der diskuteres den dag i dag. En fællesnævner for sagerne er dog også, at de alle fandt sted i de højeste kredse, blandt konger og adelsmænd. Den almindelige borger var endnu ikke kommet i historiens søgelys, og kriminalgåder fra disse samfundsgrupper er derfor så godt som fraværende i de historiske annaler. Hertil må man tilføje, at på det tidspunkt, hvor de første kriminalgåder fandt sted, eksisterede der ikke nogen politimyndighed i Danmark. Den første politimester i landet blev indsat i København i 1682, og egentlig efterforskning, som vi kender det, påbegyndtes først omkring midten af 1800-tallet – altså århundreder senere. Der var således ingen til at efterforske forbrydelserne mod almindelige mennesker – og for så vidt heller ikke de højere klasser. Dermed var der også grobund for store uopklarede sager, som det vil fremgå af første del.

100 mm.

155 mm.

45 mm.

FREDERIK STRAND

”Uopklaret er spændende som en kriminalroman, den er oplysende, medrivende og interessant som danmarkshistorie.” Politiinspektør Bent Isager-Nielsen i bogens forord

FREDERIK STRAND

231 mm.

9 788711 481172

lindhardtogringhof.dk

UPOPKLARET.indd 1

L I N D H A R D T OG RINGHOF

01/03/16 15:23