Af samme forfatter Slagteren i Liseleje, roman 2013 Harpiks, roman 2015 Bæst, roman 2019
Content_9788711989661.indd 2
23/03/21 12:40 PM
Ane Riel
Urværk
Lindhardt og Ringhof
Content_9788711989661.indd 3
23/03/21 12:40 PM
Urværk © 2021 Ane Riel All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S efter overenskomst med Copenhagen Literary Agency, København Omslag: Mikkel Henssel Bogen er sat med Minon og trykt hos Livonia ISBN 978-87-11-98966-1 1.udgave, 1. oplag Printed in Latvia 2021 Forfatteren ønsker at takke Statens Kunstfond.
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. aneriel.dk lindhardtogringhof.dk
Content_9788711989661.indd 4
23/03/21 12:40 PM
Almas vilje Det gik. Alma kunne ikke længere høre bornholmerurets rolige takt, men hun kunne stadig fornemme den i hjertet. Noget i hende sagde, at de hang sammen, de to. Bornholmeren og hendes hjerte. Hvis hun en aften skulle glemme at trække uret op, ville hjertet gå i stå sammen med det. Det var ikke en tanke, som skræmte hende. Det var bare en vished, hun havde vænnet sig til. Der var så meget, hun havde vænnet sig til den forgangne vinter. Først og fremmest at være alene. Men også det gik, indtil videre. At trække standuret op inde i stuen var det sidste, Alma foretog sig, inden hun skulle sove. Inden da gjorde hun sig klar til natten og trak med besvær i sin natkjole, mens hun sad på sengen. Når hun derpå forlod soveværelset og trådte ud i gangen, måtte hun støtte sig til væggene. Det var ikke et stort hus, hun boede i, og alligevel var der aftener, hvor gangen syntes meget lang og stuen kun som et spinkelt lys for enden af tunnelen. Ikke desto mindre værdsatte Alma sin aftenrutine. Alene det at have et mål var rart. Der var noget, hun skulle. Nogen, som ventede på hende. Hvor langt der end var hen til uret, måtte hun altid passe på ikke at falde. Bentøjet var ikke, hvad det havde været, heller ikke ryggen, der krummede mere, end hun brød sig om. Det var værst om morgenen. Tilsyneladende rettede 5
Content_9788711989661.indd 5
23/03/21 12:40 PM
dagen hende delvist ud, indtil natten krøllede hende sammen igen. Inde i stuen kunne Alma støtte sig til møblerne. Så snart hun havde sluppet væggen i gangen, var en spisebordsstol klar til at gribe hendes højre hånd med sit robuste rygparti. Fire forsigtige skridt senere greb en tung kommode hendes venstre. Møblerne ventede hende på deres sikre ben. Og for enden af en persisk løber, op ad stuens bageste væg, ventede det gamle bornholmerur. Optræksnøglen hang i en rød garnsnor fra den nøgle, som sad i urkassens låge. De var vigtige, de nøgler. Nøgler var adgange. Og udgange. De to optrækshuller var placeret over for hinanden på urskiven, og for at komme til dem skulle Alma først åbne den glaslåge, som sad for. Endnu kunne hun lige nå derop, men meget krummere skulle hendes ryg så heller ikke blive. Hun støttede sig gerne til urkassen med sin frie hånd, når hun åbnede ind til skiven, og navnlig når hun bagefter stak optræksnøglen i det første hul og begyndte at dreje. Engang havde det været ham, der gjorde det. År ud og år ind på nøjagtig samme tidspunkt hver aften. ”Fjorten!” plejede han at sige, når han var færdig med et hul. Han talte altid omgangene, og der var altid fjorten. Alma besværede sig ikke med at tælle. Hun drejede bare, indtil hun ikke kunne dreje mere. Når hun var færdig, åbnede hun trælågen ind til den høje urkasse. Den bandt lidt, og der var egentlig ingen grund til at åbne den. Alligevel måtte Alma sikre sig, at lodderne nu også var hejst helt derop, hvor de skulle være, og at pendulet svingede trofast under dem. 6
Content_9788711989661.indd 6
23/03/21 12:40 PM
Det gjaldt trods alt hendes liv. Men det var ikke kun det. Hun måtte også se, at der i bunden af rummet befandt sig en gammel cigarkasse, og oven på den endnu en nøgle: en lille, flad nøgle til en kraftig hængelås. Et uskyldigt stykke metal, skulle man mene, og dog følte Alma et kortvarigt ubehag, hver gang hun fik øje på nøglen inde i mørket. Det hændte, at hun blev stående og stirrede på den et øjeblik, men hun lod den altid ligge. Bagefter skubbede hun trælågen i med begge hænder, drejede nøglen i låsen og hængte optræksnøglen tilbage på sin plads. Aften efter aften drog hun nu den samme konklusion, som hun venligt delte med bornholmeren og resten af stuen: ”Ja, det var så den dag.” Alma kunne dårligt høre, hvad hun selv sagde, men i det mindste kunne hun se. Hverken den ene eller den anden stær havde haft held med at slå sig ned i hendes øjne. Ikke en eneste brille havde hun haft behov for igennem et meget langt liv. ”De har et falkeblik, fru Sørensen,” havde nogen engang sagt, og falken havde tilsyneladende holdt stærene væk i alle de år. Hun var ikke længere klar over, hvor mange det drejede sig om. Årene flød ind i hinanden. Uden nogen at tælle dem med var de intet andet end tid, som gik og gik på stedet. * Jo, se kunne Alma stadig. Af og til kunne hun også huske. Hun huskede, at hun engang havde siddet i en klit og peget på en prik i horisonten. En prik af en fiskekutter. Pigen havde ikke kunnet få øje på prikken. 7
Content_9788711989661.indd 7
23/03/21 12:40 PM
Der var marehalm og sand omkring dem og en brusende lyd af hav, der blev brudt af skrig fra måger og legende børn. Med mellemrum strøg en lun vind hen over marehalmen og fik den til at dukke sig, mens tjavser af hår forstyrrede blikket og flyvske sandkorn nippede til anklerne. Pigens ben var solbrune og silkeglatte ligesom fødderne. Tåneglene røde, hvor lakken ikke var slidt af; på de mindste tæer var der kun en plet tilbage. Tæerne krammede det varme sand med bløde bevægelser, som om de forsøgte at holde på det. Og til trods for at sandet var alt for fint til at blive fastholdt, fortsatte tæerne tålmodigt forsøget. De havde al tid i verden. Almas fødder var der også. De var ældre og blegere, men ikke gamle, ikke grimme. Bare voksne. De hvide vriste forsvandt under en rem i et par sandaler, og på den anden side af læderet dukkede tæerne frem. Hendes egne tæer. Ti små stykker vippende velplejet perlemor i sommersolen. De talte om lakken. Pigen ønskede sig perlemor på neglene næste gang. Ligesom den, Alma havde. ”Perlemor,” sagde hun med sin perlende, lyse stemme. Og ”mor”. Alma sagde til pigen, at hun ville blive en fin, lille frøken. Hun ville ønske, at hun kunne dreje hovedet og se barnets ansigt, hendes krop. Hele barnet. Men øjeblikket i klitterne var en film, eller et brudstykke af en film, som Alma ikke var herre over. Den afspillede sig selv ligesom et tilbagevendende mareridt, men uden maren på brystet. Helt uden brystet faktisk, og værst af alt uden ansigt. En beskåret lykke, optaget i en fjern tid et sted mellem himmel og marehalm. Med bare nøgne tæer. 8
Content_9788711989661.indd 8
23/03/21 12:40 PM
Der var en linje, som af og til dukkede op ud af ingenting i Almas tanker. Her står jeg hver aften på vristen, på vristen af venstre fod. Den havde nogen engang sunget for hende, og så havde hun leet, fordi det var fjollet. En helt forkert tekst til en kendt melodi. Hun kunne endnu huske melodistumpen, men den rigtige tekst lykkedes det hende aldrig at hente frem i hukommelsen, kun denne tossede linje med foden. Hun forstod, at det var morsomt, men ikke længere hvorfor. Der manglede noget, en krop, en sammenhæng. Den alvor, som humoren var vokset ud af. Alting var vokset ud af noget, også Alma. I en ramme på chatollet stod de som to små, farveløse skikkelser og falmede i deres stiveste puds. Hendes forældre. Alt for fine til at blive fastholdt på papir for tid og evighed. Efterhånden som kontrasten mellem det sorte og det hvide mistede sin kraft, forsvandt de sagtelig, hånd i hånd i en grå tåge. Nej, heller ikke hendes forældre var udødelige, hverken i livet eller i døden. Men de smilede til det sidste. Når Alma betragtede sig selv i spejlet, kunne hun få øje på dem begge to. Hun havde en overflod af smilerynker. Det samme havde moderen i rammen haft, før tågen og tiden glattede dem ud. De så godt brugte ud, Almas smilerynker, især ved øjnene, og alene synet af dem kunne få hende til at smile til sit eget ældgamle spejlbillede. De mindede hende om, at hun havde leet. Smil er ikke altid glæde, det vidste hun godt. Smil er også sorg, trøst. Men de er dog smil, tænkte hun, og i ethvert smil bor en varme. En lille lykke af noget, der er eller var eller kommer. Der var noget trygt ved at vide, at man havde smilet. Trods alt. 9
Content_9788711989661.indd 9
23/03/21 12:40 PM
Erindringerne om pigen kom som regel i glimt – med barnet, men samtidig uden barnet: et glimt af den store mave, en barnevogn i haven i skyggen af en hybenrose, en lagkage med seks lys, en lille cykel. De to betjente i døren og deres sørgmodige, utilpasse blikke. Det gjorde dem ondt. Kørt ned. Hun huskede ordet ”knust”. Sænket ned. Den lille kiste. Så forsvandt billederne igen, ligesom en drøm forsvinder, når man bevæger sig i sengen. Kun en følelse blev hængende tilbage et øjeblik, en tynd dis af sorg eller glæde, måske alle følelser på samme tid. Jo, Alma havde engang haft en datter. Og i mange, mange år havde hun ikke haft nogen. I den første tid efter ulykken havde hun let kunnet genkalde sig pigens klare stemme. Men med årene var den blevet spinkel, næsten uhørlig, som om den befandt sig i et rum langt væk, og afstanden til det rum blev større og større. Ansigtet, det levende og det knuste, ville slet ikke lade sig fremkalde, men skjulte sig skånsomt et sted i mørket inde i hende. Det var kun tæerne, som stak ud i lyset og lod sig se, milde og sorgløse med deres fine, røde lak. Eller resterne af den. Der var ingen fotografier. Alma havde ledt og ledt, tænkt på dem gennem alle årene. Der havde engang været et album, det vidste hun, men han ville ikke fortælle, hvor det var. Det var for hendes skyld, havde han sagt. For at hun ikke hang fast i sorgen, det var ikke sundt. Og så en dag fortalte han, at billederne var gået tabt i ilden. Der havde været en brand for nogle år siden, i deres gamle hjem. Hun huskede soden og vandet. I guder, hvor havde der været meget vand. 10
Content_9788711989661.indd 10
23/03/21 12:40 PM
”Alle de fine ting,” havde han hvisket. ”Alle de fine ting.” Han havde grædt, som hun kun havde set ham græde én gang før. Det værste var, at navnet var borte. End ikke i sine klareste øjeblikke kunne Alma huske sin datters navn. Det stod på stenen, selvfølgelig. I tidernes morgen havde de fundet stenen sammen, hånd i hånd. Nu vidste hun ikke engang, hvor hun skulle finde kirkegården. * Efter at hun havde trukket bornholmeren op, lagde Alma altid en hånd på urkassen og stod lidt sådan. Hendes håndryg var et stille virvar af knogler, sener og blågrønne blodårer, der krøb hen over hinanden som blottede rødder fra et gammelt træ. Huden kun en gennemsigtig hinde, der lagde sig tæt og træt om det hele med små folder, hvor der var for meget af den. Uret var kendetegnet ved en anden slags ro. Kassen var elfenbensfarvet med beskedne, forgyldte stafferinger, og selvom træet var endnu ældre end Almas hånd, var det kun mærket af tiden med diskrete afskalninger og undseelige furer. Det var i det hele taget en køn, lille bornholmer med en slank, let skrånende figur. Foroven sad et rundt hoved, som var omkranset af gyldne guirlander og kronet med en lyre. En mild majestæt, havde Alma ofte tænkt om sit ur. Det havde altid forekommet hende, at det udstrålede en vis højtidelig alvor. Og alligevel var det, som om urskiven med alle sine rynker af romertal smilede lidt til de to visere, som kravlede hen over den med nøje tilpasset iver. 11
Content_9788711989661.indd 11
23/03/21 12:40 PM
Der var skam liv i det gamle standur, men livet på facaden blev holdt oppe inde fra mørket af pendulets sindige logren, som igen var bestemt af optrækket. Og dermed af Almas vilje. Uden hinanden levede de ikke. Bornholmeren var et empireur af den type, man kaldte en kone. Der havde også engang været en mand, som var mere firkantet i det. Og en frøken. Begge var gået tabt. Alma forlod aldrig konen, før hun havde klappet let på træværket og smilet op mod urskiven. ”Godnat med dig,” plejede hun at sige som det sidste. Så vendte hun sig forsigtigt væk fra uret, lod sig gribe af kommoden, derpå af stoleryggen. Den bløde løber bar hende det sidste stykke gennem stuen. Jo, det var en fin gammel kone, og den gik endnu. Og endelig gik Alma i seng. Hendes gamle bomuldsnatkjole var blevet for stor med årene, men hun fandt den stadig behageligere end så meget andet tøj. Der var dage, hvor hun aldrig kom ud af den. Også tøflerne holdt endnu. Hver aften stillede hun dem ved siden af sin seng. Og hver morgen ventede de på hende, lodne og lysebrune, som et par trofaste hunde. Når det en dag blev tid til at sove stille ind, ville Alma gå i seng uden at trække bornholmeren op først.
Content_9788711989661.indd 12
23/03/21 12:40 PM
Fremvisning ”Nå, for satan. De har været gamle, dem der boede her.” Det var kundens første ord, da han trådte ind i entréen. Han havde arbejdstøj på: et par snavsede overalls over en forvasket T-shirt og dertil kraftige snøresko, som han burde tage af. I stedet nøjedes han med at lade sålerne strejfe måtten. Han trak en fæl lugt af armsved og smøreolie med sig indenfor. Håndtrykket var fast, lige lovlig fast. Til gengæld flagrede blikket uroligt hen over konsolbordet, lampen, tæppet, garderoben og tapetet, som om det forsøgte at registrere alle detaljer i en fart. Det eneste, det undlod at registrere, var tilsyneladende ejendomsmægleren. ”Dav igen.” Mægleren nikkede venligt til kundens profil og trak sin hånd til sig. ”Ja, det er rigtigt. Det var et ældre ægtepar, som boede her til sidst, og de overtog huset fra en ældre herre i sin tid. Det bærer indretningen selvfølgelig lidt præg af.” Han smilede, så loyalt han kunne, mens han sagde det. Loyalt over for huset og dets tidligere beboere, men anerkendende i forhold til kundens dygtige observationer. ”Det må man sige,” mumlede manden. Han ignorerede døren lige fremme, som mægleren havde åbnet for ham, og trådte til venstre ud i køkkenet. 13
Content_9788711989661.indd 13
23/03/21 12:40 PM
Linoleumsgulvet knirkede under den store fyr, særligt da han standsede ved komfuret. Det var et temmelig gammelt komfur, sikkert lige så gammelt som køleskabet ved siden af. Kunden drejede omkring og så ud til at tage hele rummet i øjesyn i samme knagende bevægelse: de mørkebrune skuffer og skabslåger med dekorerede porcelænsknopper, den lysegrå laminatbordplade, tallerkenrækken og de blå vægfliser med stiliserede blomstermotiver. Nej, et tidssvarende køkken kunne man ikke kalde det, men det var nu ganske pænt i størrelsen. ”Ja, det er ganske pænt i størrelsen,” sagde mægleren. Der var hele to køkkenvinduer med udsigt til forhaven og den beskedne villavej. Eller enden af den. Man skulle nok ikke regne med, at der skete så meget derude. Mægleren kastede et hurtigt blik hen over køkkenvasken og ud på kundens bil. Den var plastret til med store klistermærker og havde vinger monteret bagpå, lignede noget fra en anden planet, som den holdt parkeret derude i stilheden, halvt skjult af en blomstrende rododendron. Alice Cooper Tour ’88, kunne han læse på siden af den. Live in et-eller-andet. Han anede ikke, hvem damen var. ”Der er mange muligheder med sådan et rum,” fortsatte han og flyttede igen sin opmærksomhed indenfor. ”Men først og fremmest er her en dejlig stemning, synes jeg.” Nu lagde han an til at tale om spisepladsen henne ved det næste vindue. Hvem drømte ikke om sådan et hyggeligt hjørne med slagbænk og morgensol? Det var dét, han skulle få kunden til at fokusere på. Så kunne de fortsætte ud i bryggerset bagefter. Mægleren bevægede sig hen til spisepladsen i et professionelt tempo, men da han vendte sig om for at rose den, 14
Content_9788711989661.indd 14
23/03/21 12:40 PM
havde kunden i mellemtiden bevæget sig ind igennem døren til stuen. Han lod til at have travlt. Det var også en meget spontan aftale, de havde lavet. Manden var kommet ind i forretningen og ville se huset med det samme, fordi det var billigt. Selv havde mægleren kun været forbi det en enkelt gang, efter at han havde fået sagen ind fra advokaten. For at vurdere ejendommen og kunne instruere rengøringsholdet naturligvis, men måske ikke mindst for at stille sin nysgerrighed. Der var trods alt blevet talt en del om dette hus. Eller om dem, rettere. Om ægteparret. Man talte jo. ”Ja, det er så stuen, vi træder ind i,” sagde han til kundens ryg, som om manden ikke selv kunne regne det ud. ”En fin, lille vinkelstue med en pragtfuld udsigt.” Selv bagfra kunne han tydeligt aflæse misbilligelsen, ud fra den måde, fyren kastede hovedet lidt tilbage og gjorde sig tung på. Han havde sat hænderne i siden og så ikke ud, som om han havde til hensigt at gå videre. Høj, bred og muskuløs var han. Med en tatovering på den ene underarm. Det var på alle måder en helt forkert kunde. ”Inventaret kan følge med, hvis der er interesse for det?” ”Ellers tak,” lød det prompte. ”Der er da ingen, der gider bo med sådan noget i dag. Alene gardinerne … se lige de røvballer!” Ejendomsmægleren kastede pligtskyldigt et blik på stuens gardiner. Der var to brede vinduer ud mod baghaven og markerne i vest foruden et mindre i gavlen mod syd. Alle var forsynede med halvgennemsigtige blondegardiner, der var samlet med snore, så de hang i buer og lignede blege gopler. Nå ja, eller røvballer. Han kom til at tænke på sin mormor. 15
Content_9788711989661.indd 15
23/03/21 12:40 PM
Så tænkte han på damen, som havde boet der. ”Forresten, indkørslen derude,” fortsatte kunden. ”Den dur heller ikke. Der skal være en ordentlig garage.” ”Joh, men til så lav en pris kan man jo overveje …” Kunden hørte ikke efter, og nu afbrød han mægleren. ”Det er da ellers smart, det gamle ur derhenne. Dur det?” Han pegede på et standur, som var placeret op ad stuens bageste væg ved siden af det sydvendte vindue. Det var svært at se urskiven på grund af modlyset, men det lød da, som om det gik. ”Det vil jeg tro. Hvis du er interesseret, kan jeg måske …” ”Nej-nej, glem det, jeg skal sgu ikke have det.” Kunden grinede. Det var åbenbart en vittighed. Mægleren fandt et eller andet smil frem, han ikke engang vidste, at han lå inde med. Det var dog spildt på manden, som var på vej i den modsatte retning af standuret. Han havde set nok af stuen og ville nu hen ad gangen til værelserne. Ejendomsmægleren blev stående et øjeblik og tænkte, at han burde insistere på at vise kunden sofaarrangementet henne i vinklen, det var et udmærket hjørne. Deromme var der også udgang til terrassen og baghaven. Ja, og til redskabsskuret for den sags skyld, det burde han vel også vise frem. Men ærlig talt havde han ikke synderlig lyst til at vise fyren her mere end højst nødvendigt. Det ville formodentlig også være spild af begges tid. Kunden stoppede op i gangen, da han nåede døren på venstre hånd. Han nøjedes med at kaste et hurtigt blik ind på værelset, der var indrettet som et noget trangt kontor. Så fortsatte han hen til soveværelset for enden af gangen. Mægleren fulgte efter på afstand. 16
Content_9788711989661.indd 16
23/03/21 12:40 PM
”Jeg kan give dig salgsopstillingen med, så du kan tænke over det,” pippede han til mandens ryg. Han ville have sagt De, som han plejede, men det virkede forkert. ”Ja, huset ligger jo helt uforstyrret her for enden af en blind vej. Det er virkelig en enestående beliggenhed. Og så er der altså en fantastisk udsigt til kornmarker fra stuen og begge værelser.” Kunden sagde ingenting. Og mægleren blev ved. ”Og … øh … du nåede ikke at se det før, men der er faktisk et bryggers ude bag køkkenet. Derfra kan man bogstavelig talt træde lige ud i naturen, for der ligger en lille skov omme bagved … eller måske ikke en skov … mere sådan et stykke jord, som har fået lov til at gro vildt.” Ingen reaktion. ”Så her vil man helt sikkert kunne nyde synet af rådyr lige uden for vinduet.” Mægleren bed sig i læben. Han burde ikke bruge alle de floskler, men kunden gjorde ham usikker med sin tavshed. Og nu tvang den ham til at fortsætte. ”Måske så du, at der ligger en købmand nede på hjørnet?” ”Jah, det gjorde jeg da,” svarede kunden omsider, dog stadig uden at vende sig om. ”Og så vidt jeg kunne bedømme, ligger den kun et stenkast herfra?” Fyren grinede. Han havde stillet sig op foran døren ind til soveværelset og fyldte den næsten ud. De store hænder ragede op over hans hoved og havde et fast greb i øverste dørkarm. Der stod han og betragtede rummet, mens han duvede frem og tilbage i døråbningen, som om nogen skubbede til ham. Mægleren ville ønske, at manden i det mindste ville tage armene ned. Der lugtede ganske forfærdeligt af hans armsved i den trange gang. Men det var også, som om en svag lugt af cerutter fortsat trængte ud fra kontoret. Rengøringsdamerne 17
Content_9788711989661.indd 17
23/03/21 12:40 PM
havde ellers gjort deres bedste for at slippe af med den, havde de sagt. De havde sørme også gjort det pænt derinde, noterede han sig. Det kunne ikke have været helt let. Omsider tog han sig sammen. Nu måtte han få afsluttet det her på en ordentlig måde. ”Det er såmænd en udmærket købmand, den dernede. Folk kører gerne en omvej for at handle der. Men ellers er der åbnet en stor brugs inde i Gadeby. Nu ved jeg ikke, hvor kendt du er i området, men Gadeby er den nærmeste større by. Der er alt, hvad man har brug for. Der er også en glimrende skole, hvis I har …” Mægleren tøvede. De måtte være nogenlunde jævnaldrende. Manden måtte da mindst være fyldt tredive, men han virkede ikke som nogens far; egentlig heller ikke som nogens mand. ”Ja tak, stop bare,” brød kunden ham af, idet han trådte tilbage i gangen. ”Så er det vel badeværelset herude?” Han åbnede selv døren over for kontoret. Lysebrune fliser med mørkebrun ornamentering fra gulv til loft, indmuret badekar og bruseniche, originalt toilet og muslingeformet håndvask. Blomstret bruseforhæng … sæbe skål, tandkrus. Blomstret alt muligt. Mægleren valgte at tie. Fyren blev stående i døråbningen, udstødte et støn og trak hovedet til sig. ”Gem du bare din salgsopstilling. Jeg ser mig om efter noget andet.” Han var formentlig ikke uvenlig, det var bare hans facon. Og nu ville han videre. Mægleren måtte trykke sig op mod en platte på væggen bag sig, da kunden maste sig forbi. Det slog ham, at de endnu ikke havde haft øjenkontakt. Først da mægleren vendte sig rundt for at forsikre sig om plattens tilstand, var der én, som søgte hans blik. En meget 18
Content_9788711989661.indd 18
23/03/21 12:40 PM
krøllet dame, som smilede diskret igennem et virvar af streger. Umiskendeligt Bjørn Wiinblads. Mægleren gengældte smilet, taknemmelig for den sort-hvide venlighed. Det ville jo nok være bedst at få huset ryddet, tænkte han, da han få minutter senere smækkede hoveddøren efter dem. Han blev stående lidt på dørtrinnet. Bag ham gassede kunden op og forsvandt med et brøl i middagssolen. Manden havde jo haft ret. Ingen ville bo i sådan en tidslomme. Det ærgrede ham lidt, for han kunne godt lide huset, som det var. Hans søde mormor havde boet på samme måde med røvballegardiner og standur og det hele. Og med en dørhammer i mørk messing på hoveddøren. Præcis som denne. Mægleren smilede til det bistre, lille løvehoved foran sig. Løven gabte om den ring, man skulle banke med. Han kunne pludselig ikke dy sig for at tage fat i ringen og slå et par gange med den. Den gjorde uventet modstand, som om løven bed tænderne sammen i trods. Der var måske ikke så mange, som havde banket på her. Ved siden af brevindkastet til venstre for døren stod en krukke med en udpint buksbom, som omsider havde fået vand. Forhåbentlig ville den komme sig. Plænen trængte også til en kærlig hånd. Og så var der den enorme hæk ind til naboen. Alt det måtte de få kigget på. Før han satte sig ind i sin bil, rettede mægleren lidt på det Til salg-skilt, som han tidligere havde placeret op ad en forvokset dværgsyren. Om ikke andet så forhavens buske ud til at klare sig, de blomstrede endda overdådigt her i juni. Han så hen på en imponerende, lyserød dronningebusk, som en 19
Content_9788711989661.indd 19
23/03/21 12:40 PM
flok småfugle havde indtaget med al deres puslen og kvidren. Der var et liv uden lige. Så kastede han et sidste blik på huset. ”De arme mennesker,” mumlede han. Det var svært ikke at tænke på dem, når man gik rundt derinde. Især hende.
Content_9788711989661.indd 20
23/03/21 12:40 PM
Drengen Det var på alle måder en klar morgen. Alma stod ved det store vindue i stuen og kunne se langt ud over de bakkede, brune marker med sit falkeblik. En flok råger havde slået sig ned i en række træer et stykke væk. Hun forestillede sig larmen, også af traktoren, der bevægede sig op over den fjerneste mark. Selv på denne afstand kunne hun genkende bondemanden ud fra den måde, han krummede sig sammen på i sædet. Som et forskrækket dyr. Mads Frederiksen. Massey Ferguson havde de kaldt ham. Jo, hun huskede i dag. Han havde aldrig haft en kone. Kun sin mor, og hende havde han ikke længere. Hunden var også væk. Den gamle traktor havde han i det mindste endnu. Alma støttede med en hånd på det runde spisebord, og da hun vendte sig om, glattede hun af gammel vane bordløberen, selvom der ikke var noget at glatte. Hun betragtede dens blomstermotiver og mindedes et øjeblik, at hun selv havde broderet dem i tidernes morgen … eller at en af hendes søstre havde. Den ældste? Nu kom hun alligevel i tvivl. Men smuk var løberen. Og væk var de allesammen. De fire stole stod pænt fordelt om det lille bord, trukket helt ind til bordkanten, bortset fra den, hun altid støttede sig til, når 21
Content_9788711989661.indd 21
23/03/21 12:40 PM
hun skulle forbi. De havde vist kun brugt to af stolene, mens de havde boet her. Det var ikke mange år ud af et langt liv; alligevel kunne det føles som mange. Mahogni det hele. Også den lille skænk, der klemte sig op ad væggen ind til kontoret ved siden af. Hun måtte huske at støve af. Lyset var nådesløst. ”Ja-ja,” sagde hun til sig selv, da hun slap stoleryggen og bevægede sig hen mod køkkendøren. ”Vi når det nok.” Nu måtte hun have sin kaffe. Dagens første tår kaffe var en himmerigsmundfuld, det havde de været enige om, selvom han ikke troede på noget himmerige. ”Den dér erstatning, vi fik under krigen. Kan du huske den?” havde han af og til spurgt. ”Det er Richs, der drik’s.” ”Uh ja, den var modbydelig,” havde hun svaret. ”Den smagte slet ikke som den rigtige.” Sådan havde de talt hyggeligt sammen om det forfærdelige og det vidunderlige, mens de nød deres kaffe. Nogle gange lod hun, som om han stadig var der. Den rigtige. I de første år i huset drak de morgenkaffen i køkkenet, mens de sad ved siden af hinanden på slagbænken med hver sin krydsogtværs. Eller måske sad han over for hende, på stolen. Til frokost flyttede de ind til spisebordet i stuen. Der byttede de krydsogtværser, så de kunne lave hinandens færdig. Alma holdt sig til køkkenet nu. Uden krydsogtværs. Det gav ingen mening længere. Der var lige så lidt grund til at begynde på noget som til at gøre noget færdigt. 22
Content_9788711989661.indd 22
23/03/21 12:40 PM
Det hændte, at hun glemte hans navn. Og sit eget for den sags skyld. Det hjalp hende ikke synderligt, at begge navne fremgik af messingskiltet ved siden af hoveddøren: Urmager Otto Sørensen & fru Alma Rosalinde Sørensen. Dørskiltet havde de taget med, da de flyttede fra Gadeby til Solum. Fra byliv til stilhed. Forretningen havde ligget i den ene ende af hovedgaden, på en af Gadebys bedste adresser. Folk var kommet fra nær og fjern for at se på de fine ure eller få repareret et hos den gamle urmager. Jo, han havde været et stort navn, også selvom hun gik og glemte det nu. Hun og Otto havde boet lige ved siden af forretningen, indtil det meste af ejendommen brændte. Ilden tog hele butikken og en bid af deres hjem. Så flyttede de til Solum med det, der var tilbage. Huset var billigt. Det havde også været til salg i månedsvis, efter at den gamle ejer var flyttet på plejehjem. Det skulle de ikke, det kunne der ikke være tale om. Nok var de ældre, men de kunne udmærket klare sig selv. Også et bette hus. Otto havde købt det, før hun havde nået at tænke over det. Alma huskede ham tydeligt i dag. Hans markerede kæbeparti, der gav ham et næsten firkantet ansigt. De uregerlige krøller og alvorlige grågrønne øjne, som pludselig kunne flamme op, hvis han blev ivrig. Eller gal. Hans flannelskjorte og selerne og de posede bukser, der sad for højt på maven. Han havde været lidt for tyk. Og lidt for syg til sidst. Syg i en eller anden forstand i al fald. Måske bare syg i forstanden. De skulle ikke have hjælp. Kommunen havde ellers tilbudt sig med mellemrum, vistnok bare fordi de var gamle. Men han skulle ikke nyde noget, og så skulle hun heller ikke. Sidste gang kommunen skrev, havde det været hen under jul. Så 23
Content_9788711989661.indd 23
23/03/21 12:40 PM
havde Alma skrevet venligt tilbage og takket nej på begges vegne. Det plejede at være ham, der skrev. Kommunen vidste ingenting. De kunne heller ikke se af Almas brev, at hun ikke længere kunne høre. Højst at hendes hånd rystede lidt. Det var sidste gang, hun havde været nede ved postkassen på hjørnet. Det havde været mørkt, og der havde været sne, og hun mødte heldigvis ikke nogen på vejen. Faldt heller ikke, selvom det kneb med at holde balancen. Når hun ville, så ville hun. Men hun ville ikke derned igen, uanset at sneen for længst var væk. Hun ville slet ikke ud, vovede det ikke. Så Alma blev, hvor hun var. Telefon havde de aldrig fået i huset, til trods for at alle andre nok havde det nu. Der havde kun været den i butikken dengang. Hvem skulle de også ringe til? som han havde sagt, da de flyttede hertil og det var slut med forretningen. De kunne lige så godt spare de penge. De gjaldt også dem til avisen. Det var, efter at han var begyndt at ændre sig. Alma skubbede sig ind på slagbænken og skænkede kaffe op i den porcelænskop, som stod klar på bordet. Ved siden af den stod en lille skål med sukkerknalder, som hun aldrig rørte. Det var ham, der brugte sukker. Hendes blik strejfede en af de sedler, som var tapet fast til voksdugen: Af og til bliver du forvirret. Det går over igen. Lad være med at gøre noget, når du er forvirret og ikke kan huske noget. Bare vent, til det er overstået. Men husk at trække uret op, inden du går i seng (bornholmeruret inde i stuen). Teksten var skrevet med en sirlig, let rystet skråskrift. Den hjalp, den seddel. Der var vistnok dage, hvor hun sad og stirrede på den og spekulerede på, hvem der havde 24
Content_9788711989661.indd 24
23/03/21 12:40 PM
skrevet den, og hvem den var til. Men læse kunne hun da heldigvis endnu. Så gik det over. Og så trak hun bornholmeren op. Nu blev Almas blik fanget af noget ude på vejen. Det var den lille dreng, der nærmede sig. Efterhånden var det hver formiddag, at han kom forbi med sin hund. De kom op ad vejen, gik forbi hendes forhave og den smalle vendeplads og fortsatte så ad den sti, der førte rundt om gavlen og videre ud mellem markerne. Det var ellers meget sjældent, at nogen brugte den sti. I det hele taget var det sjældent, at nogen kom helt op til vendepladsen. Hun satte koppen fra sig og rykkede lidt tættere på vinduet. Der var noget ved den dreng. Han var ikke stor. Sådan en størrelse var vel omkring fem år, tænkte hun. Seks måske. Syv? Det var vanskeligt for hende at gætte den slags nu; der var bare små børn og store børn, og i flere år havde der slet ikke været nogen børn. Ikke uden for hendes vindue i hvert fald. Han kunne måske være et barnebarn eller et oldebarn, som var på besøg et sted. Men noget kunne tyde på, at han boede i nærheden, når hun så ham så ofte. Hun kunne ikke forstå, at sådan en frisk, lille purk kunne høre til i en stille flække som Solum. En by kunne man dårligt kalde den. Solum var bare en klynge huse ud til en mindre landevej uden særlig megen trafik, efter at man havde bygget en stor vej i nærheden. Ja, så var der nogle småveje, som bandt husene bagved sammen, herunder nogle afstikkere, der endte blindt. Og for enden af den ene blinde vej sad Alma med sit falkeblik og så ikke nogen. Jo, drengen, som ikke rigtig hørte til. 25
Content_9788711989661.indd 25
23/03/21 12:40 PM
Måske var det hende, som ikke længere hørte til, tænkte Alma på denne klare dag. De unge erstattede de gamle, som svandt ind til skygger af sig selv, indtil de var helt borte. Måske blev de glemt, endnu før de var væk. Det var den vej, det gik. Ind i tågen. Men Alma kunne ikke være glemt, så længe der stod en kasse ude på trinnet foran hoveddøren. Hun var ikke helt sikker på, hvad den aftale gik ud på. Det var noget, hendes mand havde arrangeret med købmanden i sin tid. Der var ikke nogen, som bad om penge. Ikke hvad hun vidste af. Ja, så skulle hun måske læse brevene. Hvis der blev banket på, kunne hun ikke høre det. Hun nåede aldrig at se buddet. Han kom tidligt, ligesom posten. Alma sov, indtil hun vågnede langsomt, og så stod hun lige så langsomt op. Det nyttede ikke noget at forsøge at sætte vække uret, der blot ville bimle for døve øren. I øvrigt havde hun ikke begreb om, hvilken dag kassen kom. Eller rettere, hvilken dag i ugen hun vågnede til. Alle dage var ens. Og hendes tanker var efterhånden lige så sendrægtige som hendes bevægelser. Måske var det godt, at hun ikke så buddet, hverken postbuddet eller købmandens, for så var der heller ingen risiko for, at de så hende. Det gik ikke, hvis de ville tale med hende. Hun skulle ikke have nogen ind. Hun var blevet lidt bange for dem, måtte hun indrømme. Bange for andre mennesker. Det havde hun ikke været før, ikke på samme måde. Men denne vinter havde gjort en forskel, nu var tingene forandrede. Alting lignede sig selv, og alligevel var intet, som det plejede at være. Drengens hund var en lille, pjusket en, som knap nok nåede ham til knæene. Hvid og gyldenbrun var den, med pudsige 26
Content_9788711989661.indd 26
23/03/21 12:40 PM
korte ben og en busket hale, der fløj muntert rundt i luften over dens bagdel. Et gadekryds vel. Han havde den i en lang snor, men det kunne af og til være svært at bedømme, hvem der gik tur med hvem. Under alle omstændigheder var de uamindelig kære begge to. Drengens lyse hår hoppede på hans hoved, når han gik. Alma smilede ved synet. Hvis den lille fyr drejede hovedet nu, ville han kunne se hende inde i køkkenvinduet, for hunden var standset for at snuse. Da gjorde Alma noget, hun aldrig før havde gjort: Hun vinkede. Bare lige så forsigtigt. Hun vovede ikke at banke på ruden også. Drengen så hende ikke, og i næste øjeblik trak hunden ham videre. Op mod stien bag gavlen. Og væk var de. Alma blev siddende lidt og kiggede ud. Så rejste hun sig møjsommeligt og gik ind til det store vindue i stuen. Det værkede i hendes lænd, så hun måtte læne sig op ad skænken. De var allerede kommet et godt stykke ud ad stien mellem markerne. Den røde traktor var kørt ud af billedet, og snart forsvandt også drengen og hunden bag en bakke i det fjerne. Det sidste, hun så, var hans lyse hårtop. De måtte godt være lidt fladere, de marker. På den anden side var det kønt med bakkerne, ikke mindst når kornet bølgede over dem i sensommeren. Men der var længe til. Endnu var det kun tidligt forår. Alma så på mahognispisebordet. Om lidt ville hun hente en støveklud. Hun tænkte på dengang, de sad der sammen, over for hinanden, og betragtede hver bevægelse ude i markerne. Talte 27
Content_9788711989661.indd 27
23/03/21 12:40 PM
sammen om alting og ingenting. Om bonden og kornet, om dyrene og vejret. Om deres krydsogtværser. Om der skulle et eller to d’er i postbuddet. Det var stadig smukkest med ét, tænkte hun. Korrekt eller ej. Engang havde hun tegnet et hjerte i feltet, hvor der egentlig skulle være et ekstra d. Postbuddet ringer altid to gange var den romantitel, man skulle gætte. Hjertet havde gjort ham tosset. Et hjerte havde ikke noget at gøre dér, havde han sagt. Og det gav problemer, når der skulle stå mord på den anden led som svar på ugerning. Nu stod der mor og et hjerte i stedet. Hun havde troet, at han ville smile. Men dybest set var der ikke noget at smile ad. Så tænkte hun på, hvad hun havde gjort. Nogle dage var næsten for klare.
Content_9788711989661.indd 28
23/03/21 12:40 PM
Content_9788711989661.indd 2
23/03/21 12:40 PM
137mm
20mm
”En unik roman. Det bliver ikke meget bedre!” – SØNDAG
★★★★★★
”Sært forførende … Forfatteren har en helt særlig evne til at lade plot og især karakterer krybe under huden på læseren, der langsomt lokkes i en berusende ruse, man ikke slipper ud af igen.” – WEEKENDAVISEN
”Et brag af en roman … fantastisk, fabulerende og fantasifuld ... et overlegent sprog, der selv midt i den største nød og elendighed får én til at fnise begejstret.”
”Sitrer af spænding fra start til slut. En vidunderlig og usædvanlig original roman.” – NRC (Holland)
★★★★
”En af sommerens bedste bøger.” – DE STANDAARD (BELGIEN)
”Melankolsk, melodisk og mesterligt mærkelig. Spækket med humor og livskraft. En lille stor roman.” – BERLINGSKE
ANE RIEL
Tiden er ved at rinde ud for Alma. Nu forbereder hun sig på at gå i stå sammen med det bornholmerur, som har fulgt hende igennem et langt liv. Et uventet møde med en lille dreng puster nyt liv i den gamle kone, og samtidig ruskes der op i mindet om ægtemanden Otto og det, der skete med ham. Kun Alma kender sandheden, og den kan hun ikke altid huske.
★★★★★
”Grusomt betagende som et eventyr af Brødrene Grimm.” – THE GUARDIAN (UK) / PÅ LISTEN OVER ÅRETS BEDSTE BØGER
”Minder om Stephen King, når han er bedst.” – THE TELEGRAPH (UK)
★★★★★ LINDHARDTOGRINGHOF.DK
”En mesterlig roman.” –DE TELEGRAAF (HOLLAND)
★★★★★
9 788711 989661 >
100mm
ANE RIEL
FOTO: LÆRKE POSSELT
ROMAN
URVÆRK
– LITTERATURSIDEN
Haren sad med siden til Alma og stirrede uafladeligt på et punkt i det fjerne. På noget, hun ikke kunne se fra sin plads ved vinduet. Måske var der ingenting. Måske sad den bare og spejdede som hun. Efter et eller andet. En anden hare, måske.
137mm
216mm
100mm
ANE RIEL (f. 1971) fik sit litterære
URVÆRK LINDHARDT OG RINGHOF
gennembrud med romanen Harpiks (2015), som har vundet flere danske og internationale priser, er solgt til 26 lande og danner forlæg for en spillefilm. Hun debuterede i 2013 med den ligeledes prisbelønnede Slagteren i Liseleje og har senest udgivet romanen Bæst (2019).
aneriel.dk
OMSLAG: MIKKEL HENSSEL