100mm
alt sammen iblandet et strejf af udstødningsgas fra forbipasserende biler. Jeg ryger stadig et anseeligt antal Marlboros, selvom folk herude i Californien sender mig blikke, som havde jeg lige røvpulet deres hamster med en pejsetændstik. Det er sidst i maj, og Walker her er blot på gennemfart..
100mm
veteranen Howard Walker på flugt fra en mørk hemmelighed. Under køreturen gennem Trumps Amerika fortæller Walker sin livshistorie og om sin tid med den verdensberømte protestsanger Philip Boothman i New York. Boothman samlede ham op, da han lå i rendestenen, og siden har Walker udført lyssky arbejde for den feterede og elskede sangskriver og levet i hans skygge. Walkers loyalitet bliver imidlertid sat på en alvorlig prøve, da den danske pige Ida dukker op til en af Boothmans legendariske koncerter. VEJEN TIL ALBERTA er en skæbneroman, der tager læseren med ind i de betændte relationer mellem
210mm
duften af kogler, muskatnød, havsalt,
På den amerikanske landevej møder vi vietnam-
135mm
Vejen til Alberta
Jeg holder fast om rattet og indånder
28mm
BRIAN DAN CHRISTENSEN
❛❛
135mm
BRIAN DAN CHRISTENSEN (f. 1970) er forfatter, oversætter og sangskriver. Han er cand.phil. i litteraturhistorie, har studeret klassiske sprog og været redaktør ved Litteraturmagasinet Standart. Han har udgivet digte og romaner og oversat engelsk og amerikansk litteratur. Brian Dan Christensen er født
mennesker med store drømme og uforløst kærlighed.
i Danmark, er amerikansk gift og bor i New York.
lindhardtogringhof.dk 9 788711 692899 >
ROMAN LINDHARDT OG RINGHOF
VEJEN TIL ALBERTA
Vejen til Alberta.indd 1
19/12/17 6:21 pm
Af samme forfatter: Engle af glas, 2003 Ønskeseddel fra en døende mand, 2008 Øen med de ni broer, 2011 Det koldeste land i verden, 2015
Vejen til Alberta.indd 2
19/12/17 6:21 pm
Vejen til Alberta.indd 3
19/12/17 6:21 pm
Vejen til Alberta © Brian Dan Christensen og Lindhardt og Ringhof Forlag 2018 Omslagslayout: Mikkel Henssel Sat med Bembo Trykt hos ScandBook UAB ISBN 9788711692899 1. udgave, 1. oplag Trykt i Litauen 2018 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont
Vejen til Alberta.indd 4
19/12/17 6:21 pm
Til Dana
Vejen til Alberta.indd 5
19/12/17 6:21 pm
Vejen til Alberta.indd 6
19/12/17 6:21 pm
FØRSTE DEL
Vejen til Alberta.indd 7
19/12/17 6:21 pm
Vejen til Alberta.indd 8
19/12/17 6:21 pm
Kapitel 1
Mit navn er Howard Walker, og jeg taler ind i mikro fonen på en båndoptager, der hænger i en kæde om min hals. Jeg sidder i en bus på vej mod Los Angeles, og forude venter lange strækninger uden stop gennem et mørkt Amerika. Jeg burde egentlig ikke sidde her og plapre løs, for det er mine hænder, der holder om rattet, men sådan er det. For første gang i 17 år r yger jeg cigaretter – Rød Marlboro, faktisk. Jeg er 62 år, gammel nok til at vide bedre. Jeg blev født i en lille flække kaldet Blue Hill, nede i Tennessee. Efter at have fået hjertet knust godt og grundigt i en tåbelig kærlighedsaffære meldte jeg mig til marineinfanteriet, som sendte mig til Vietnam i kri gens sidste år. Kort efter min hjemsendelse mødte jeg sangskriveren Philip Boothman. Indtil da havde jeg rejst rundt i Staterne på må og få. I februar 1979 an kom jeg til New York, få timer inden byen blev ramt af den værste snestorm i mands minde, og så er jeg stort set blevet hængende siden. Den første tid i New York var ikke nem. Byen hav de lige været på fallittens rand, krigsveteraner blev be 9
Vejen til Alberta.indd 9
19/12/17 6:21 pm
tragtet som en slags ukrudt, og ingen interesserede sig for, hvordan vi mon havde det med den skide krig. Så jeg levede fra hånden til munden. Jeg prøvede endda kræfter med skuespillerfaget i et par år, men det eneste, man fik for det, var et par nik og et halvhjertet bifald, og så gik folk hjem, mens jeg lagde hele hjertet i fore stillingen og alligevel måtte overnatte på parkbænke og banegårde. Så mødte jeg Philip Boothman, og inden længe be gyndte jeg at arbejde for ham, uden at vi egentlig hav de aftalt noget. New York kan være et magisk sted. Philip kaldte mig sin handyman, men jeg betragtede mig snarere som hans personlige sikkerhedsvagt, for han var alt for kendt og alt for distræt til at blive over ladt til sig selv for længe ad gangen. Derfor var jeg også sammen med ham, den aften han mødte Ida Granby, en ung dansk sangerinde. Det var på Upper West Side, på Beacon Theatre på Broad way og 74th Street. Inden koncerten sad jeg backstage med Philip, mens klaverstemmeren var i gang derude efter lydprøven. Ikke at Philip havde særlig brug for at lave lydprøve, for han havde jo spillet på Beacon hvert år i mere end et årti. Jeg stod ude i kulissen, mens salen langsomt blev fyldt af et par tusind betalende gæster, og de kom alle for at høre Philip Boothman synge og spille sine nye sange, selvom det bare var ham og hans akustiske guitar – mere skulle der ikke til. Og så fandt jeg mit faste sæde nede i salen. Da han var færdig med sin optræden, dukkede der et blondt hoved op nede ved scenekanten, og en af pic coloerne gjorde et diskret forsøg på at få hende til at 10
Vejen til Alberta.indd 10
19/12/17 6:21 pm
sætte sig igen, men så viftede hun med en hvid kuvert – meget scenevant, må man sige – og råbte: ”Mr. Booth man!” Og så gik Philip hen til scenekanten og talte med hende, hvilket var højst usædvanligt. Sådan begynder historien. Et år senere var Ida død. * Det er vel derfor, politiet bliver ved med at ringe, men nu sidder jeg altså solidt plantet her i bussen, og tele fonen står derhjemme i Alphabet City og kimer ud i et tomt køkken. Hvis politiet har flere spørgsmål, skulle de hellere tage at kontakte Philip Boothman. Ida døde jo i hans baghave den aften. Det er et faktum. Og hun var Philips ekskæreste, ikke min. Men ingen stiller Philip Boothman den slags spørgs mål. Det var derfor, det var godt for Philip at have sådan en som mig. Jeg kunne sætte mig i hans store, hvide sofa og tale med politiet, så det gjorde jeg. Og betjen tene fra NYPD var for fanden ikke andet end nogle store knægte, med øjne lige så blanke som deres sko. De kastede stjålne blikke på min Vietnam Veteran- kasket og noterede hvert et ord, som sad jeg og læste op for dem af Dødehavsrullerne. Sådan en kasket er noget, folk lægger mærke til, også selvom de ikke har nogen anelse om, hvad den forbandede krig betød for os, der var dernede i junglen. Jeg talte til betjentene uden de store falbelader. Jeg har altid haft på fornemmelsen, at fremmede opfatter 11
Vejen til Alberta.indd 11
19/12/17 6:21 pm
mig som én, der er for dum til at slippe af sted med at lyve, og fred være med det – og de slugte råt hvert ord, jeg sagde. Inden jeg fik set mig om, var det hele overstået, og Idas lig blev fløjet hjem til Danmark. Der lå hun så, skønne Ida, med foldede hænder i en kiste ude i fragtrummet på en Airbus, mens hendes far, den stak kels mand, der var så sønderknust, at han ikke kunne græde, sad i et blødt lædersæde på første klasse, for det havde Philip Boothman naturligvis sørget for. Der skulle ikke mangle noget. Så politiet skulle hellere tage at ringe til Boothman. Men det ville nok ikke være til megen nytte. Han har kun en fastnettelefon, og den tager han aldrig. Jamen så kunne de jo lægge en besked til ham. Det har sande lig ikke skortet på beskeder på min maskine derhjem me i lejligheden, men Walker her bliver ikke hængende til anden akt, no sir, og jeg har ærlig talt ikke hørt en eneste af de beskeder. Men politiet ringer vel ikke for at sige tak for sidst. Så her sidder jeg og taler til mig selv bag rattet, mens telefonsvareren står derhjemme og blinker med sine røde tal. Det betyder intet i den store sammenhæng. Det gør de færreste ting. Det var mig, der bar Ida ud af den indianske svede hytte omme i Boothmans baghave. Hendes krop var blød og varm, hendes hud var blank og fugtig, og det håndklæde, jeg igen og igen forsøgte at vikle om hen de, blev ved med at blæse af, så hun lå nøgen og livløs i mine arme. Jeg råbte, at nogen skulle få fingeren ud og hente nogle tæpper fra stakken nede i kælderen. Og jeg sagde rent ud til de fucking fine gæster, hele bund 12
Vejen til Alberta.indd 12
19/12/17 6:21 pm
tet med deres trimmede øjenbryn og polerede negle, at de skulle kigge den anden vej, ellers ville de få tæn derne slået ud af kraniet. Det burde jeg ikke have sagt, men sådan er det. Og så bøjede jeg mig ned over hende igen og forsøgte at give hende kunstigt åndedræt, selv om jeg godt vidste, det ikke nyttede. Jeg byggede den svedehytte med mine egne næver, og jeg vil vædde min sidste krøllede dollarseddel på, at det er den eneste goddamn indianske svedehytte i hele Greenwich Village. Philip havde ikke nogen bygge tilladelse, men det er der heller ingen, der forlanger af sådan en som ham. Philips far var bådebygger i sin tid, ude vestpå, og han havde nøje udvalgt tømmeret for os. Hytten er bygget af ponderosafyr, som vi fik fragtet fra kyst til kyst på en blokvogn. Det eneste, Philip gjorde, var at sende en check med posten, det klarede hans advokat – mere om ham senere – og så blev tømmeret leveret til Philips hus på Grove Street, det eneste i hele gaden med en skinnende rød hoveddør. Jeg har selv tjekket. Og da blokvognen ankom, bakkede en kranvogn ind ved skolen på hjørnet af Hudson Street og hejsede bjælkerne op over huset og sænkede dem ned i bag gården. Der stod jeg så og kiggede op, mens tømmeret kom ned fra himlen, nærmest i slowmotion, det var lidt ligesom i mine teaterdage, hvor vi også firede alt muligt ned fra loftet. Jeg rev nogle løse barkstykker af, hvilket fik mine hænder til at dufte af harpiks, fløde karameller og vanilje. Når jeg sidder her og fortæller om det, bliver jeg hjemsøgt af den duft, og den er ved at kvæle mig. 13
Vejen til Alberta.indd 13
19/12/17 6:21 pm
Det ville have været bedre, hvis de træer var blevet i Oregon, hvor de kunne stå og pege op imod Guds tomme himmel. * Philip er et vanemenneske, det er den slags excentriske kunstnere ofte, har jeg læst et sted, og han snuppede en tur i svedehytten på samme tid hver aften, uanset om der var gæster eller ej. Hvis jeg var til stede, bad han mig tænde op, og ellers bad han sin stuepige om det eller gjorde det selv. Et ritual – næ, stop en halv, en renselse – kaldte han det. Han går højt op i den slags luftige ting. Så er der andre ting, som jeg nok ville be tragte som mere påtrængende, mere dagligdags nød vendigheder, som han til gengæld er fløjtende ligeglad med. Det hører åbenbart med til at være et geni. Det er, som om tid betyder noget andet for ham. Men han er jo også en af nationens mest berømte sangskrivere, og i musikken handler alt om tid, så meget ved jeg da. Ida var også ret musikalsk, kan jeg tilføje, men hendes tid løb ud. Stuepigen kom hver eneste dag, men det blev der sat en stopper for, da Philips bedre halvdel, Lady O, dukkede op ud af det blå med sine lilla negle, guldtør klæder og tre slags kindrødt. Mere om hende senere. Så blev stuepigen fyret, og den nye stuepige kom kun to gange om ugen, og hun var ikke for køn og kom kun for at gøre rent, hvis jeg må være så indiskret. Jeg skal ikke kunne sige, om Lady O teknisk set er Phi lips kone eller ekskone eller noget helt tredje, men hun 14
Vejen til Alberta.indd 14
19/12/17 6:21 pm
trak mig i hvert fald til side og sagde, at hun syntes, stuepigen var lidt for pæn til sådan et usselt job og sag tens kunne finde noget bedre. Det fik mig til at grine. Philip har det med at omgi ve sig med kønne mennesker. Om de så er hyret til at vaske gulv, så ligner de altid noget fra en reklame for kildevand med citrus. Jeg må så være undtagelsen fra reglen, for i mit krøl lede fjæs er der ikke megen skønhed. Mine hænder er til gengæld skruet godt på, og det var mig, der udvalgte hver eneste af brændeknuderne den aften. Det var mig, der knælede foran hyttens åbne luge og tændte ilden under stenene med den bulede Zippo, som jeg har haft siden dengang i Vietnam. Hvis jeg kunne gøre det om, ville jeg have brændt hele den forbandede svedehytte ned til grunden. Så nu sidder jeg her bag rattet og skal allerhelst pokkers langt væk fra New Yorks ørige, inden der for alvor kommer gang i morgentrafikken, for så bli ver vejene proppet med folk med kaffe i papkrus og mobiltelefoner klinet til ørerne, og de ænser ikke tra fikken. Og så går alt i stå. Teknisk set passer jeg faktisk bare mit job – altså mit nye job som chauffør for Sammy’s Coach Lines – men der er ingen, der ved, at jeg ikke har tænkt mig at vende tilbage til New York. Amerika er et uendelig stort land, og jeg skal nok finde en plet et sted. Jeg er nødt til at gøre forsøget, for så gør jeg da et eller andet. Ikke at jeg er på flugt eller noget. Indtil videre fører jeg dette køretøj ad den planlagte rute, akkurat som jeg bliver betalt for at gøre af busselskabet, og jeg har 15
Vejen til Alberta.indd 15
19/12/17 6:21 pm
papirerne i orden. Jeg kan bare ikke forstå, hvorfor politiet bliver ved med at ringe til mig derhjemme. Hvorfor kommer de ikke og banker civiliseret på dø ren, hvis de vil mig noget? Jeg fortalte dem alt, yes sir, præcis som Philip ville have mig til at gøre. Og jeg så de to knægte fra NYPD i øjnene uden at blinke. Phi lip takkede mig også bagefter. ”Folk har tillid til sådan nogle som dig,” sagde han. Sådan nogle som mig? Jeg ved ikke længere, hvad det betyder. Men jeg kan sige så meget, som at jeg gik ned til Sammy’s på East Houston Street inden daggry her til morgen, og jeg pudsede både krom og ruder og spejle, indtil bussen skinnede om kap med morgensolen. Jeg fyldte begge tanke op med diesel, tjekkede bremser, lys og dæk, startede dieselmotoren og satte kursen mod vest. Der går nok en uge eller to, inden Sammy begynder at un dre sig over, hvad fanden der foregår om bord på kap tajn Walkers bus, for ham Sammy har mange busser og kontorer i både øst og vest. Det giver mig masser af tid til at finde hoved og hale i tingene, tid til at sidde her alene bag rattet og tale ind i båndoptageren, selvom jeg godt vil indrømme, at det føles lidt som at skrifte for en død præst. * Den aften Ida døde hjemme hos Boothman, var ikke en hvilken som helst aften. For Philip selv var det årets største aften. Ja, det var det vel også for mig. Philip havde lige fremført en af sine nye sange fra scenen 16
Vejen til Alberta.indd 16
19/12/17 6:21 pm
oppe på Beacon, og det havde bare været ham og hans Martin-guitar og så Sharon Moses på cello. Hende har jeg ikke fortalt om endnu. Det var hende, han smed på porten, da Ida dukkede op, men et år senere var Sharon altså kommet tilbage i folden og optrådte sam men med Philip. Det var første gang i mange år, at han ikke havde været mutters alene på scenen. Den sang, de to spillede, blev kort efter et kæmpe hit på radio stationer over hele landet. De var flotte sammen – han med sin vildtvoksende grå manke og Sharon med sine lange, mørke lemmer og skinnende øjne. Og hverken celloen eller hendes røde kjole blev mindre smuk af det faktum, at hun var gravid, selvom ingen vist kunne se det. Jeg har stærkt på fornemmelsen, at det er mit barn, hun bærer rundt på, men det benægtede Sharon blankt, og der, hvor jeg kommer fra i Tennessee, spørger man ikke om det samme to gange. Det gik for sig på følgende måde: Philip mødte Ida i december, og allerede i januar havde han smidt sin daværende kæreste, Sharon Moses, på porten. Godt et halvt år senere havde Sharon og jeg noget kørende, men inden jeg fik set mig om, var Philip og Sharon sammen igen. Der er ingen business som showbusiness. Lad mig også gøre noget andet helt klart: Jeg vil ikke have noget som helst med det at gøre. Den eneste, jeg nogensinde har elsket i mit liv, er min søde Dela ney. Hun bor i San Francisco med sin datter Alberta, som vel snart er midt i i tyverne. I gamle dage boede Delaney og jeg sammen i New York, og hun forlod 17
Vejen til Alberta.indd 17
19/12/17 6:21 pm
mig, da Alberta var en lille pige på bare otte år. Skred fra den ene dag til den anden. De boede ellers sammen med mig nede i Alphabet City. Jeg har ikke set nogen af dem i 17 år, og nu er det så min tur til at rykke telt pælene op, yes sir, jeg stikker halen mellem benene. Ingen har nogen anelse om, at det faktisk var mig, der skrev teksten til Philips store landeplage i 80’erne, den, som børnene synger i skolen – det gjorde de i hvert fald dengang, men nu sidder de vel bare og kig ger på en skærm. Og der er vist heller ingen, der ved, at jeg også leverede teksten til hans seneste hit. Det er kun to sange, men to sange er dobbelt så meget, som der skal til at for at blive millionær. Ingen andre end Philip ved dette. Vi er jo gentlemen. Men så begyndte det hele at krakelere. Det var mørkt nede i baggården, og folk havde fået en del at drikke, og vi stod midt i årets første store decemberstorm fra nordøst. Ingen bemærkede noget som helst, og ingen kunne høre, hvis Ida råbte om hjælp. Vinden lavede en øredøvende larm derude, men ruderne i Philips hus er lydtætte. Hvordan skulle man ellers kunne komponere musik i en by som New York? Jeg behøver næppe tilføje, at jeg ikke havde nogen som helst anelse om, at Ida var gået ind i svedehytten, det havde jeg ved Gud ikke. Det var et hændeligt uheld. Det sagde politiet også, og sådan blev det formuleret sort på hvidt i rapporten. Jeg har set den rapport med mine egne øjne. Så jeg kan ikke forstå, at de bliver ved med at ringe til mig. 18
Vejen til Alberta.indd 18
19/12/17 6:21 pm
Min mor sagde altid, at for den rene er alting rent, men for den urene er alting urent. Nu blinker jeg til højre og standser for at samle de første passagerer op. Klokken er syv hundrede. De kan godt lide, at der er styr på tingene, hos Sammys busselskab. Det er min første nye arbejdsplads siden Reagan-årene, så jeg må hellere gøre et godt indtryk.
Vejen til Alberta.indd 19
19/12/17 6:21 pm
Kapitel 2
Philip gjorde ikke tjeneste i Vietnam. Han kunne godt være blevet sendt derned, for han er kun et par må neder yngre end jeg, men han var jo allerede et kendt navn med pladekontrakt og udsolgte koncerter. Og cheferne, magtens mænd, hvem de end er, havde jo hundredtusinder af McNamaras drenge, de fattige og mindre privilegerede fra rustbæltets byer, som de kun ne sende ned i junglen. Så kunne pæne folk med uni versitetsuddannelser og atletiske evner blive hjemme, selvom vi sgu godt kunne have brugt et par atleter, der ikke var så fucked up af heroin, at de glemte at dukke sig for kuglerne. Jeg kendte ikke Philip dengang, heller ikke af navn, men jeg ved, at han blev gift og flytte de til Italien og holdt sig langt væk fra USA i flere år. Selv dræbte jeg tretten mennesker. Jeg ser stadig deres ansigter for mig på gaden. Det burde nogen skrive en sang om. Det brev, jeg viste til Philip, og som inspirerede ham til at skrive sin mest kendte protestsang, var oprindelig et brev til min mor. På det tidspunkt, hvor jeg skrev brevet, var der blevet sluttet fred i Paris, men det æn 20
Vejen til Alberta.indd 20
19/12/17 6:21 pm
drede ikke meget nede i junglen, hvor kampene fort satte, og hjemme i Tennessee lå min mor for døden. Jeg vidste godt, at jeg ikke ville kunne nå at vende til bage til den virkelige verden, for jeg var langtfra nogen short-timer på det tidspunkt og skyldte stadig Uncle Sam mange måneders tjeneste. Så jeg skrev det brev til hende, og mens jeg sad med pennen i hånden, sneg Viet Cong sig ind på os, og jeg fik en kugle i skulderen, og en anden strejfede min øreflip, og brevet blev aldrig sendt. Min mor døde kort efter, og det knuste de sidste rester af mit hjerte, som ikke allerede var blevet flået i småstykker af smadrede kranier, barnelig og napalm. Nogle gange spørger folk mig om, hvordan det er at slå et andet menneske ihjel. Så ved jeg ikke, hvad jeg skal sige, og så siger jeg noget vrøvl, som at det eneste, man får ud af at slå et andet menneske ihjel, er en rekyl i riflen. * Philip fik stående ovationer, hver gang han optrådte, og jeg nød altid at se, hvordan først et par personer rejste sig, og hvordan de virkede så nøgne, når de stod helt alene midt i publikum som sassafrastræer på en åben mark. Så lettede nogle flere røven fra sædet, og oppe fra scenen må det have lignet ringe, der bredte sig i vandet. Det ville jeg gerne have spurgt Philip om – hvordan det så ud fra scenen – men jeg glemte det altid. Philip medbragte hverken noder eller akkorder eller sangtekster, aldrig nogensinde, for han kunne ganske 21
Vejen til Alberta.indd 21
19/12/17 6:21 pm
enkelt høre hele molevitten inde i sit hoved, yes sir, selv mens vi raslede op ad 8th Avenue i en bulet yellow cab, der lugtede af tobaksrøg og kylling masala. Hvis han skrev noget ned, sagde han engang til mig, så glemte han alt om det. Men de ting, han ikke skrev ned, levede videre og blev til disse vanvittig smukke sange inde i hovedet på ham. Og så kunne han ellers bare sætte sig ned ved klaveret eller med guitaren og spille sangene, så de blev til virkelighed. Mange af dem blev til nogle rigtige ørehængere og landeplager fra første dag. Selv har jeg for vane at skrive alt muligt ned. Nog le gange sad jeg endda og skriblede i min notesbog, mens vi sad og talte sammen om løst og fast, og det lod ikke til at genere Philip det mindste, og han spurgte aldrig, hvorfor fanden jeg sad og skrev ting ned midt i en samtale. Det må da have virket lidt underligt på en mand, der var en verdenskendt sangskriver, men aldrig skrev noget som helst ned. Der eksisterer ingen optagelser af Philips årlige koncerter på Beacon Theatre fra de sidste mange år. Intet, der er større end en negleklipper, får lov til at komme ind i salen, og alle elektroniske apparater bli ver opbevaret i røde fløjlsposer ude i garderoben. Det insisterede han på, og så var den ikke længere, og jeg gjorde også mit til, at den orden blev opretholdt. Jeg er god til at følge ordrer. Og det faktum, at ingen pub likummere ville være bevæbnet med noget større end en fyldepen, ja, det var et trick, der kun var med til at cementere hans ry som en i sandhed mystisk scene kunstner. Og det vidste han måske? I Rolling Stone skrev de, at han var et spøgelse fra en tabt musikalsk 22
Vejen til Alberta.indd 22
19/12/17 6:21 pm
fortid, og kaldte ham nationens samvittighed. Jeg har stadig artiklen. Engang faldt jeg endda over et ord, som var opkaldt efter Philip. Det var booth-man-es-que. Tænk at få et ord opkaldt efter sig. Det dækker over noget, der på samme tid virker både bekendt og helt overraskende, og det ord udspringer altså af Philips årlige koncerter på Beacon-teatret. Jeg har slået ring om det i ordbogen. Det gør jeg med alle de ord, jeg slår op mere end én gang. Selv er jeg nok mere velbevandret i kunstnere og personligheder fra countrymusikken, folk som Hank Williams, George Jones og Waylon Jennings, og på trods af at jeg altid har sat pris på den musik, som Phi lip laver, så synes jeg altså, at det hele er en værre virak. Idéen til hans protestsang kom som sagt fra det brev til min mor, som jeg havde i lommen, den allerførste dag Philip og jeg mødte hinanden. Selvfølgelig havde jeg det. Jeg havde jo gået rundt med det i lommen i årevis. Da han spurgte, om han måtte bruge noget af det som inspiration til en sang, sagde jeg yes sir, ingen ko på isen dér. Jeg var ærlig talt noget overrasket over spørgsmålet, for jeg havde da aldrig opfattet brevet som en sang, og der er heller ingen, der ved, at det var mig, der gav ham idéen. Det forbliver mellem os to. Den sang blev et enormt hit, og han opkaldte endda sangen efter en af de første linjer i brevet til min mor. Han har aldrig takket mig, ikke som sådan, men det er også fint nok med mig. Jeg har dog fortrudt, at jeg aldrig bad om at få brevet igen, men man spørger ikke Philip Boothman om den slags. Det er sikkert røget ud med de gamle aviser. 23
Vejen til Alberta.indd 23
19/12/17 6:21 pm
Fred være med det, og man kan vel retfærdigvis kal de det en slags byttehandel, for han gav mig både et arbejde og nøglerne til sin gamle lejlighed i Alphabet City. Det nabolag er for snusket til sådan en som ham, der går i hvidt jakkesæt fra Memorial Day til Labor Day. Han købte lejligheden, da han kom til New York sidst i 70’erne, men flyttede vist aldrig ind, så den stod mere eller mindre tom. Det ændrer dog ikke ved, at han godt kunne have sagt tak for den sang. Folk betaler fem hundrede dollars og opefter for billetterne til hans årlige koncerter – rige folk, kendis ser, den slags mennesker, der er noget ved musikken. Jeg mødte engang Marlon Brando ved en af koncerter ne, gav ham hånd og det hele. Og kvinderne ankom mer i lange kjoler, og alle mændene er i jakke og slips. Bortset fra mig altså. Det nemt at få øje på mig ved disse gallakoncerter, for jeg er den eneste i publikum, der er iført camouflagejakke. Fem hundrede dollars er altså i overkanten, selv for min gode vens avancerede fingerspil. Men hvilken ret har jeg til at udtale mig om det? Mit navn er Walker. Det ord slog jeg også op engang, og der var et bille de af et af de der gangstativer, som gamle mennesker bruger, når de trasker ud for at hente toiletpapir og foliekylling. * Publikum klappede og piftede altid så højt, at mine trommehinder var ved at sprænges. Det var en af grun dene til, at jeg som regel sneg mig backstage, når han 24
Vejen til Alberta.indd 24
19/12/17 6:21 pm
var ved at nå til bunden af sætlisten, for der var aldrig noget ekstranummer, og det var også derfor, jeg allere de stod ude i kulissen, da Ida rejste sig nede i salen og gik op til scenekanten. Philips smil har altid været en sjælden fugl, så når han endelig smilede, virkede det som en slags beløn ning. Nogle både skreg og hylede. Andre havde tårer i øjnene, selv nogle af mændene. Atter andre, der var klædt i bedste pingvinstil, klappede med hænderne over hovedet, og hvis man nogensinde har set pingvi ner baske med vingerne, så ved man, hvad jeg taler om. Det virker så trist, for man ved jo, at de aldrig kommer til at flyve. Nede ved rampelyset stod Ida så og rakte en hvid kuvert til Philip. Han kan bare det der, og han er helt underspillet, så han kunne nemt få det hele til at ligne en practical joke, for hans kæreste, Sharon Moses, sad jo nede blandt publikum, så han kiggede bare på Ida og sagde: ”Hvad er det, min ven?” Og han sagde det højt og tydeligt, lige ind i mikrofonen, og han har jo den der stemme, som folk er så glade for. Philip kunne læse op fra telefonbogen, og så ville folk alligevel sidde og lytte med åben mund. Det hører også med til historien, at Philip aldrig sagde noget fra scenen, og det vidste han udmærket, at publikum vidste. Det er der jo også skrevet tykke bøger om. Hans årlige koncerter blev vendt og drejet og vejet på internettets upålidelige guldvægt i månedsvis før selve forestillingen. Jeg holdt øje med den slags, yes sir, og 25
Vejen til Alberta.indd 25
19/12/17 6:21 pm
jeg vidste, hvem der sagde hvad, hvornår og fanden og hans pumpestok. Ville han mon spille i et kvarter eller fire timer i streg? Ville han ryge cigarillos? Ville han gribe guitaren og spille nogle af sine gamle lande plager som Reading Me My Rights, Sorrow In This Land eller min mors sang – Before You Leave This World? Han havde fra tid til anden gjort alt det oven nævnte, men prisen var altid den samme. Man smed fem hundrede dollars uden at have nogen anelse om, hvad man fik for pengene. Jeg ville sgu også føle mig som en pingvin. Nogle bryster sig af at have været til alle tolv eller tretten koncerter, og disse selvudnævnte Boothman ologer ævlede og kævlede altid om både det ene og andet, som om de var rigtige eksperter, men sandhe den er, at ingen kender Philip. Ingen blev inviteret backstage efter koncerten. De tiggede og bad, men mens jeg kendte ham i New York, gav han aldrig et eneste ekstranummer. Når han forlod scenen, var der ingen, der hverken hørte eller så noget til ham før an den fredag i december det følgende år. Altså bortset fra mig. Jeg fik fat i hans kæreste og en taxi, og jeg sørge de for, at de begge kom sikkert hjem til Grove Street. Bagefter smuttede jeg forbi Continental eller et andet diskret vandhul på vejen hjem til Avenue B. * Den aften med Ida ville applausen ingen ende tage. Normalt ville Philip have bukket for tredje og sidste gang, taget en cigarillo frem, han havde haft bag øret, 26
Vejen til Alberta.indd 26
19/12/17 6:21 pm
tændt den og forladt scenen, Men sådan kom det ikke til at gå denne gang. Da Philip løftede sin ene hånd, satte folk sig ned i sæderne igen og holdt vejret. Alt dette var yderst usædvanligt, og det gjorde mig ilde til mode. Lyset i salen blev heller ikke dæmpet igen, for intet at dette var jo planlagt. Men Philip blev bare stående og kiggede ud over rækkerne af ansigter. Han sagde altid, at netop dette øjeblik, sekunderne efter koncerten, var en stor lettelse, fordi han ikke længere hørte musikken inde i hovedet, fordi alt blev stille. Jeg hører ikke musik inde i hovedet. Jeg hører heli koptere, og de bliver hængende deroppe, lige over mit hoved. Så holder jeg mig for ørerne, men det hjælper ikke. Mens alle sad med øjnene klistret til Philip, stod jeg ude i kulissen og kiggede ud over publikum, der satte sig til rette igen og foldede hænderne i skødet. Nogle af dem tørrede tårerne af kinden. Der må have været for en mindre formue i ansigtsløftninger derude. Men Ida satte sig ikke. Hun blev stående ved scene kanten og holdt blikket fast rettet mod Philip, som stod der skrevet et eller andet i hans ansigt med usyn ligt blæk. ”Sir, du må undskylde, at jeg sådan maser mig på,” sagde hun, ”men jeg har det her introduktionsbrev, og jeg vidste ikke, hvordan jeg ellers skulle få fat på dig.” Philip lød oprigtigt overrasket, da han sagde: ”Et introduktionsbrev? Fra hvem dog?” Nu kunne man have hørt en knappenål falde til jor den. ”Fra min far,” sagde hun. 27
Vejen til Alberta.indd 27
19/12/17 6:21 pm
Her fornemmede jeg en accent, men jeg kunne ikke placere den. Jeg rejser ikke meget rundt i den store verden. Jeg fik min rejselyst dækket i Vietnam. Philip sagde: ”Kender jeg din far?” Ida så meget høj ud, ikke mindst fordi alle andre jo sad ned. Den følgende dag skrev New York Times, at dette var den første Boothman-koncert i mere end et årti, hvor der havde været en anden akt. Publikum vir kede fandengalemig mere opmærksomme end under selve koncerten. Ingen lagde mærke til mig derude i kulissen, og jeg må nok desværre indrømme, at jeg har den særlige egenskab. ”Min far reddede dit liv,” sagde hun. ”Da du var 17 år gammel.” Hun trak på skuldrene og viste det store smil, som jeg senere kom til at holde så meget af, et smil, der nærmest lyste af selvtillid. Og det var, som om hun drejede hovedet lidt og henvendte sig til salen, selvom alle næppe kunne høre hende, da hun tilføjede: ”Det påstår han i hvert fald.” Og så lo dem, der sad på de forreste mange rækker. Men jeg lo ikke.
Vejen til Alberta.indd 28
19/12/17 6:21 pm
100mm
alt sammen iblandet et strejf af udstødningsgas fra forbipasserende biler. Jeg ryger stadig et anseeligt antal Marlboros, selvom folk herude i Californien sender mig blikke, som havde jeg lige røvpulet deres hamster med en pejsetændstik. Det er sidst i maj, og Walker her er blot på gennemfart..
100mm
veteranen Howard Walker på flugt fra en mørk hemmelighed. Under køreturen gennem Trumps Amerika fortæller Walker sin livshistorie og om sin tid med den verdensberømte protestsanger Philip Boothman i New York. Boothman samlede ham op, da han lå i rendestenen, og siden har Walker udført lyssky arbejde for den feterede og elskede sangskriver og levet i hans skygge. Walkers loyalitet bliver imidlertid sat på en alvorlig prøve, da den danske pige Ida dukker op til en af Boothmans legendariske koncerter. VEJEN TIL ALBERTA er en skæbneroman, der tager læseren med ind i de betændte relationer mellem
210mm
duften af kogler, muskatnød, havsalt,
På den amerikanske landevej møder vi vietnam-
135mm
Vejen til Alberta
Jeg holder fast om rattet og indånder
28mm
BRIAN DAN CHRISTENSEN
❛❛
135mm
BRIAN DAN CHRISTENSEN (f. 1970) er forfatter, oversætter og sangskriver. Han er cand.phil. i litteraturhistorie, har studeret klassiske sprog og været redaktør ved Litteraturmagasinet Standart. Han har udgivet digte og romaner og oversat engelsk og amerikansk litteratur. Brian Dan Christensen er født
mennesker med store drømme og uforløst kærlighed.
i Danmark, er amerikansk gift og bor i New York.
lindhardtogringhof.dk 9 788711 692899 >
ROMAN LINDHARDT OG RINGHOF