Vi river himlen ned på jorden - læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

ERIK KULAVIG

VI RIVER HIMLEN NED

©JESPER DALL

Erik Kulavig (f. 1953), cand.mag. i russisk og dansk, har siden 1975 beskæftiget sig med Ruslands historie og kultur med fokus på sovjettiden. Lektor ved Institut for Historie, Syddansk Universitet, og centerleder ved Center for Koldkrigsstudier. Hans seneste bøger handler om Sovjetunionens hjemmefront 1941-1945, Stalins regime, de hemmelige tjenester og den russiske revolution i 1917. Han og været gæsteprofessor ved en række europæiske og amerikanske universiteter, senest Harvard University i foråret 2015.

blev fulgt af en vild og kaotisk tid, hvor befolkningen skulle finde sig til rette i et nyt system og i en ny kultur. Det gamle styre var væk, og borgerkrigen var brudt ud, mens bolsjevikkerne desperat og med alle midler forsøgte at befæste deres nyvundne, men endnu usikre magt. Denne bog beskriver, hvordan bolsjevikkerne med Lenin og Trotskij i spidsen forsøgte at få bønder, arbejdere, skolelærere, husmødre, embedsmænd og alle andre medlemmer af samfundet til at spille efter nye og meget anderledes regler. Bogens kilder er blandt andet indberetninger fra det hemmelige politi, forhørsprotokoller, avisartikler, erindringer og optegnelser fra kommissærer og andre, der var sendt ud i landet for at få sat skik på tingene. Erik Kulavig har i forbindelse med arbejdet på bogen tilbragt seks måneder i et unikt arkiv på Harvard University, der rummer store dele af den sovjetiske stats og det kommunistiske partis arkiv.

Drikkeri passede ikke ind i bolsjevikkernes forestillinger om det nye menneske og det nye liv. Det skulle på linje med traditionelle kønsroller, analfabetisme, religiøsitet,

Drøm og hverdag i revolutionens Rusland 1917-1922

dovenskab og prostitution bekæmpes, og midlet var social kontrol i form af propaganda og straf. Problemet var, at disse gamle former ikke på en gang lod sig udrydde, og især vodkaen var det vanskeligt at få bugt med. Det blev efterhånden en hel besættelse for de nye magthavere. Trotskij udtalte således, at vodkaen var nøglen til alle sovjetmagtens problemer. Når først folk var holdt op med at drikke, ville produktionen og navnlig produktiviteten stige, og samfundet ville blive rigere. Dermed ville der også blive skabt grundlag for at forbedre tilværelsen for

LINDHARDT OG RINGHOF

OMSLAG: HARVEY MACAULAY / IMPERIET.DK

PÅ JORDEN

har været på flere studieophold i Rusland

Den russiske revolution i 1917

N E L M I H R E V I R VI N E D R O J Å P D E N

ERIK KULAVIG

masserne, og det ville skabe ro og stabilitet i samfundet.

ERIK KULAVIG

VI RIVER HIMLEN NED PÅ JORDEN Drøm og hverdag i revolutionens Rusland 1917-1922

Lindhardt og Ringhof

Erik Kulavig Vi river himlen ned på jorden Drøm og hverdag i revolutionens Rusland 1917-1922 © 2016 Erik Kulavig & Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Harvey Macauley / Imperiet Forsidefoto: Propagandaplakat, Sovfoto/Getty Images Kort: Steen Frimodt Bogen er sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia ISBN 978-87-11-55616-0 1. udgave, 1. oplag 2016 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof, et selskab i Egmont

Indhold Forord 7 Indledning 9

Del I: Forudsætningerne og drømmene Kapitel 1: Scenen sættes 17 Kapitel 2: Socialistiske drømmerier 67

Del II: Revolutionen til hverdag Kapitel 3: Den revolutionære helt 117 Kapitel 4: Foran tribunalet og inde bag fængslets mure 151 Kapitel 5: Scener fra borgerkrigen 197 Kapitel 6: Uro, politisk opposition og attentatforsøg 223 Kapitel 7: De hellige tåber 245 Kapitel 8: Revolutionen i krise 263 Kapitel 9: Til kamp for ikonerne 285 Kapitel 10: Magtkampen 309 Kapitel 11: Ned med den private ejendomsret, rigdom og foretagsomhed 349 Afslutning 399 Litteratur og kilder 409 Billedkilder 414

Forord

enne bog blev til i Cambridge, Massachusetts, i den koldeste vinter i århundreder i 2015-2016. Her findes et af verdens fineste og rigeste universiteter, Harvard University, der i kølvandet på Sovjetunionens sammenbrud købte sig rettigheder til at mikrofilme store dele af den sovjetiske stats arkiver og af partiarkivet. Disse samlinger er tilgængelige i Lamont-bibliotekets kældre i de fleste af døgnets timer, og når man først har skaffet sig adgang, er der ingen grænser for, hvad man kan hente op fra arkivet og se igennem og dernæst frit downloade til sin medbragte computer. Arbejdsbetingelserne er således meget bedre end i de egentlige arkiver, hvor man stadig kun kan få udleveret få sager om dagen, og hvor der ikke må scannes eller kopieres uden en betydelig betaling. Denne bog bygger på en gennemgang af et meget stort antal dokumenter, og den ville derfor ikke have været mulig at lave uden turen til Amerika. En af de første amerikanske forfattere jeg stødte på, da jeg ville læse mig ind på ånden og kulturen i New England, hvor vi skulle opholde os i et halvt år, var Nathaniel Hawthorne (1804-1864). Jeg fandt ved et tilfælde hans roman The Scarlet Letter (1850) i brugtbogsafdelingen i den uforlignelige Harvard Bookstore, der ligger på hovedgaden lige uden for universitetets mure. Den er en bidende kritik af puritanernes forsøg på i det 16. og 17. århundrede at grundlægge en reformeret kristen kultur, der byggede på strenghed, pligt, afsavn, religiøs ortodoksi og renhed. Her var altså en slags pendant til det, jeg var kommet for at studere – bolsjevikkernes bestræbelser på at ændre russernes kultur efter revolutionen i 1917 – og det indtryk blev 7

f o r o r d

forstærket af forfatterens fascinerende beretning om, hvad et netop ankommet selskab af nybyggere fra Holland og England engang i det 18. århundrede besluttede at bygge som den første institution i det, der skulle blive deres by i det nye land. Det var et fængsel til dem, der ikke kunne overholde reglerne i det nye samfund. Tak til Mark Kramer, Centre for Cold War Studies, Harvard University, fordi han inviterede mig, til alle medarbejderne i arkivet for deres venlighed og hjælpsomhed og til min arbejdsgiver, Syddansk Universitet, for at lade mig forlægge tjenestested. Tak til Kirsten Dige Larsen, Thorleif Christiansen, Torben Heuer og Thomas Petersen for korrektur, gode råd og opmuntring. Jeg har været meget glad for at samarbejde med korrekturlæser Berit Højberg og sidst men ikke mindst redaktør Elise H. Nørholm fra forlaget. Assens, sommeren 2016

Indledning

enne bog handler om, hvordan bolsjevikkerne, der pludselig stod med magten i hænderne i oktober 1917, fik lært sig selv, embedsmænd, generaler, direktører, skolelærere, bønder, arbejdere og alle andre at spille spillet efter de nye regler. De blev dikteret af bolsjevikkerne og gik meget ofte på tværs af det, der hidtil havde været gældende, og som havde rødder langt tilbage i historien. Der var ikke blot tale om fundamentale ændringer af love og generelle bestemmelser, men også af vaner og omgangsformer, af selve hverdagslivet. De nye ledere var klar over, at der var tale om en kolossal opgave, og derfor omtalte de den som »krigen uden våben«. Krigen med våben var den russiske borgerkrig, der udkæmpedes mellem på den ene side de nye magthavere, også kaldet de røde, og på den anden side en meget sammensat gruppe af modstandere, der spændte fra anarkister til folk, der ønskede tsaren tilbage. De blev kaldt de hvide. Denne borgerkrig, der varede fra 1917 til 1921, var usandsynlig voldelig og blodig, men ikke desto mindre blev kampen om borgernes sjæl, eller skabelsen af det nye menneske, opfattet som en endnu vanskeligere kamp, der også måtte vindes, hvis socialismen og senere kommunismen skulle realiseres. Og jo længere bolsjevikkerne var vadet ud i blod for at realisere deres drømme, desto mere stålsatte synes de at være blevet. Det er muligt, at nogle havde forestillet sig, at krigen uden våben virkelig skulle have været udkæmpet med fredelige midler og ad frivillighedens vej, men det blev ingenlunde tilfældet. Det fremgik allerede af begrebet »proletariatets diktatur«, der var betegnelsen for 9

v i r i v e r h i m l e n n e d på j o r d e n

det overgangsregime, som bolsjevikkerne etablerede, og som skulle gælde, indtil betingelserne for et nyt skridt frem mod kommunismen kunne tages. Lenin forsvarede regimet med det argument, at alle forudgående styreformer havde været mindretallets diktatur over flertallet. Med proletariatets diktatur var der tale om flertallets diktatur over mindretallet, og altså var det i sin kerne mere demokratisk end selv det borgerlige demokrati, mente han. Samfundets nederste – proletariatet – havde altså en moralsk ret til at undertrykke de gamle undertrykkere, og det fik de fripas til af de nye myndigheder, der lancerede slagord som: »Stjæl det stjålne.« Det fik samfundets ballademagere til at gå løs på pæne borgere og på deres ejendomme, og bønderne fik i realiteten grønt lys til at sætte godsejerne ud af deres godser og tilegne sig jorden. Hvad der før var blevet straffet af myndighederne, fik med et myndighedernes blå stempel. I det mindste så længe det ikke udviklede sig til anarki, der kunne true den nye statsmagt. Det skulle dog snart vise sig, at vold og tvang ikke kun måtte anvendes over for de gamle magthavere, eller de »tidligere mennesker«, som de hånligt blev betegnet, men også over for den nye herskende klasse, der på papiret udgjordes af arbejderne og fattigbønderne. Lenin, Trotskij og de andre ledende bolsjevikker var altså på det rene med, at kampen om bevidsthederne ikke alene ville blive hård, men også langvarig. At vinde den politiske kamp, sagde de, var en enkel sag. Det skete på få døgn i oktober 1917, men kulturkampen ville tage generationer. Bolsjevikkerne var klar over, at de ikke på langt sigt ville kunne regere landet mod flertallets vilje, og derfor var det dem magtpåliggende at demonstrere, at politikken var til flertallets bedste. Det er enkelt at påvise, at de socialistiske idealer om frihed, lighed, solidaritet og velfærd aldrig blev realiseret i Rusland, og man kunne på den baggrund hævde, at bolsjevikkerne blot var en gruppe magtsyge bedragere. Så ukompliceret er det imidlertid ikke. Drivkraften i ikke bare ledernes aktivitet, men også i de almindelige partimedlemmers og i mange almindelige menneskers handlinger var de socialistiske idealer. Det kan godt være, de kun tilnærmelsesvist el10

indledning

Unge overklassekvinder er sat til at rydde gaden for sne i Petrograd, 1918.

ler kun af navn blev realiseret, men dels var der i mange tilfælde en undskyldning, i perioden 1917-1922 krig og borgerkrig, og dels blev idealerne bevaret i sproget: Oktoberrevolutionen var socialistisk, og de undertrykte og fattige var kommet til magten. Dette kunne borgerne høre og læse overalt. De fleste oplevede noget andet, mange ignorerede det og forsøgte at leve deres eget liv, andre bekæmpede det aktivt, men alle var de omsluttet af det og dermed en del af det. Ikke sådan at forstå, at alle borgerne blev »nye mennesker« og dansede efter Lenins og Trotskijs piber og senere Stalins, så derfor forblev massernes bevidsthed øverst på de politiske lederes dagsorden i hele sovjettiden. Folk i almindelighed blev imidlertid mere eller mindre integreret i den særlige kultur, som var under udvikling fra dag et, og hvoraf avisernes sprog og begreber forblev en del, der ikke bare kan afvises som løgn og propaganda. Den var nemlig en større eller mindre del af bor11

v i r i v e r h i m l e n n e d på j o r d e n

gernes sprog og bevidsthed. Denne særlige kultur kan betegnes som hverdagssocialistisk, heri ligger, at den ikke blot afspejler det kommunistiske partis program, men er kompleks og modsætningsfyldt. Her overlevede elementer af den gamle kultur, her fandtes havesyge og ærgerrighed, her udvikledes strategier ikke bare til overlevelse, men også til karriere, og side om side med dette udvikledes en socialistisk planøkonomi, et sovjetisk »demokrati«, Den Røde Hær og en socialistisk kultur. Hverdagssocialismen omfattede alle medlemmer af samfundet, måske ovenikøbet mange af fangerne i arbejdslejrene, og det gav den indre sammenhængskraft, der gav systemet en levetid på godt 70 år på trods af utallige forudsigelser om snarligt og endeligt sammenbrud. Det er klart, at vold og undertrykkelse og frygt var en del af dette system, eller snarere af kulturen, men det indgik i et komplekst samspil og modspil med andre dele. Hverdagssocialismen, eller som en amerikansk historiker har kaldt det: den sovjetiske civilisation, nåede sit højdepunkt under Stalin, men konstruktionen tog sin begyndelse, umiddelbart efter at bolsjevikkerne havde taget magten og indledt deres fundamentale ombygning af samfundet. I den socialistiske litteratur fandtes kun få anvisninger på, hvordan et socialistisk samfund i praksis skulle indrettes, og der herskede derfor stor uenighed om, hvordan det skulle ske. En ting var man dog enige om, og det var, at det, man anså for roden til alt ondt, den private ejendomsret til jord og produktionsmidler, skulle afskaffes så hurtigt som muligt. Det skete med få dekreter fra det nye styre og var således en enkel sag. Hvordan de skulle få produktionen til at fungere uden de private ejere, uden marked, uden banker og uden ledere, var imidlertid et mere kompliceret problem, som det sovjetiske system aldrig fik løst for alvor. ✪✪✪

Bogen falder i to hoveddele. I den første redegøres for den politiske og økonomiske udvikling i Rusland i tiden efter bolsjevikkernes magtovertagelse i oktober 1917 og frem til 1922. Der er tale om borgerkrigen, krigskommunismen, etableringen af det hemmelige 12

indledning

politi, opbygningen af sovjetmagten og endelig om Lenins taktiske tilbagetog til markedskræfterne med den såkaldte nye økonomiske politik (NEP) i 1921. I dette hovedafsnit skitseres sluttelig, hvad de nye spilleregler gik ud på. Dernæst beskrives nogle af de tanker, drømme og utopier, som frontkæmperne for den nye socialistiske verdensorden havde, og hvordan disse på forskellig måde, direkte og indirekte, kan siges at have forbindelse til og være blevet formet af den russiske tradition. Hvilke forestillinger havde politikere, kunstnere, forfattere og almindelige bønder og borgere gjort sig om fremtiden? Hvordan skulle produktionen og arbejdet organiseres? Hvordan med forholdet mellem staten og samfundet? Hvilken plads skulle kærligheden have, og hvad med forholdet mellem kønnene? Og endelig, hvordan forestillede man sig løsningen af den ældgamle problematik om at finde en balance mellem pligten og lysten? I del to, der er bogen hoveddel, undersøges det, hvordan forskellige grupper i samfundet reagerede på det nye styres politik, på de bestemmelser, ordrer, dekreter og love, der flød i en lind strøm fra magtens centrum. Hvordan blev med andre ord de nye spilleregler modtaget, ville folk spille med, og hvis de ville, overholdt de så spillereglerne, eller opfandt de deres egne? Der bygges på et broget udvalg af kilder fra forskellige sovjetiske arkiver. Der er tale om indberetninger fra udsendte kommissærer, der skulle holde øje med, om regeringens love og bestemmelser blev overholdt, og om de sovjetiske myndigheder, partiafdelinger og partifolk gjorde deres arbejde ordentligt. En anden gruppe af kilder er forhør og retsprotokoller fra det hemmelige politi, diverse domstole, herunder fra de revolutionære tribunaler og fra Den Røde Hær. Vi hører stemmer fra et bredt udsnit af den russiske befolkning: deklasserede borgere, stålsatte kommissærer, arbejdere, fortrykte bønder og den nye tids kvinder og mænd. Der er udvalgt gode og typiske historier, der fortæller, hvordan russerne så på omvæltningerne, hvordan de handlede, herunder hvilke strategier de udviklede for at overleve, hvordan de tilpassede sig de nye tider, og endelig hvordan de spillede med og mod magten. 13

DEL I

Forudsætningerne og drømmene

K APITEL 1

Scenen sættes

middelbart efter den første verdenskrig var den liberale samfundsorden og demokratiet på mode i Europa. England, Frankrig og Danmark var gamle demokratier, men Tyskland havde aldrig haft en demokratisk forfatning, og det havde Rusland heller ikke. Endvidere var der opstået en række nye stater på bekostning af de gamle imperier, der alle blev udstyret med en demokratisk grundlov. Det gælder blandt andet Polen, Ungarn, Rumænien, Estland, Letland og Litauen. Mange mente, at disse var for demokratiske, eftersom de folkevalgte parlamenter havde det store ord at skulle have sagt i forhold til regeringerne, og i tider med store politiske og økonomiske problemer er der mere brug for beslutsomhed og handlekraft end for diskussioner i parlamentet. Allerede i samtiden blev disse forfatninger kritiseret for i alt for høj grad at være skrivebordsarbejde fra de juridiske fakulteter og dermed uden forbindelse til den sociale og politiske virkelighed. De gamle demokratier holdt stand under tyvernes og tredivernes kriser, hvorimod de nye demokratier snart blev afløst af mere eller mindre autoritære regimer, og i Tysklands og Ruslands tilfælde af totalitære regimer. Det 19. århundredes liberaldemokratiske model blev alt for hurtigt af mange opfattet som gammeldags og kedelig. I stedet hyldede man nu den stærke og handlekraftige leder og radikale løsninger på samfundsmæssige problemer. Lenin tog magten i Rusland i 1917. Diktatoren Horthy kom til magten i Ungarn allerede i 1920, Mussolini i Italien i 1922, og Hitler gjorde dem kunsten efter i Tyskland i 1933. 17

forudsætningerne og drømmene

Det var overraskende, at Rusland, der vel var Europas mest reaktionære regime, skulle blive det første af de nye demokratier. Det skete imidlertid allerede i februar 1917, hvor tsar Nikolaj II abdicerede til fordel for en liberal regering under ledelse af den erfarne politiker Lvov, der havde titel af fyrste. Den provisoriske regering, som den blev kaldt, fordi det kun var meningen, den skulle sidde, indtil den grundlovgivende forsamling var blevet valgt, var sammensat af medlemmer fra Dumaen, der havde eksisteret siden 1906, men som tsaren havde opløst, kort før han selv slap tøjlerne. Rusland havde fra midten af det 19. århundrede taget en række vigtige skridt i retning af en ny samfundsorden. Først var der de omfattende landboreformer fra 1861, der blev ledsaget af oprettelsen af lokalråd, de såkaldte zemstva, hvortil der var valg, og som fik midler af staten, som de skulle forvalte til fælles bedste. Endelig indledtes der fra 1880 et storstilet industrialiseringsprogram under ledelse af den ihærdige og fremsynede statsminister Witte. Det gav gode vækstrater, og hvis ikke Rusland var blevet involveret i verdenskrigen, og hvis ikke det efterfølgende var blevet slået ud af kurs af bolsjevikkernes regime, kunne det være blevet velstående og måske sågar demokratisk. I takt med industrialiseringen og moderniseringen af landet opstod der nye sociale klasser og lag, som med tiden begyndte at kræve økonomiske og politiske rettigheder, og der opstod således et politisk pres på tsarens regime, som i stadig højere grad blev opfattet som gammeldags og brutalt. I 1905 tabte Rusland en krig mod Japan. Krigen var et resultat af sammenstød mellem imperiale interesser i Asien. Den varede i cirka et år, og det vakte betydelig international opsigt, at det europæiske Rusland led nederlag til en asiatisk magt. Indenrigspolitisk blev den katalysator for et bredt socialt og politisk opgør med tsarmagten. Det hele endte med, at den hårdt trængte Nikolaj II afskrev sig dele af sin enevældige magt og overlod den til den folkevalgte forsamling, Dumaen. Der var ikke tale om et parlament i almindelig forstand, for tsaren bestemte stadig det meste, og han kunne opløse Dumaen stort set efter forgodtbefindende og regere per dekret, hvis han ikke var 18

scenen sæt tes

Tsar Nikolaj II med en ikon foran en deling soldater ved fronten, september 1917.

tilfreds med dens afgørelser. Det skete gang på gang, men Dumaen havde dog en vis betydning som overgangsform mellem autokrati og demokrati, hvor debatter og lovgivningsarbejde blev afprøvet, og en vis rutine grundlagt. Der var altså ingenlunde tale om en tom skal. Tsar Nikolaj II førte Rusland ind i første verdenskrig under påskud af at ville komme de slaviske brødre i Serbien til undsætning. Han regnede dog også med at kunne opfylde en gammel drøm om at få kontrol med indsejlingen til Sortehavet. Som de andre ledere i de førende europæiske magter troede også han, at der ville blive tale om en kortvarig krig, og at en rask sejr ville kunne samle nationen. Disse forhåbninger syntes i krigens allerførste fase at skulle blive til virkelighed. Officererne og de hundredtusinder af bondesoldater lod sig villigt mobilisere og drog af sted til fronten. Undervejs blev de mødt af begejstrede mennesker, der kastede blomster efter dem og råbte hurra. Den nationale begejstring ville ingen ende tage, da de russiske styrker rykkede frem i Østprøjsen. Det skulle imidlertid ikke vare længe, før krigslykken vendte til en tragedie uden lige, og dermed kom de alvorlige politiske og sociale problemer atter på dagsordenen i Rusland. Og krigen var med til at forstærke dem. Ved slaget i Tannenberg, der fandt sted i august 1914, led den russiske 19

forudsætningerne og drømmene

hær det første af mange ydmygende nederlag til den tyske hær, hvor tabene var uhørt meget større end tyskernes. Hos de russiske soldater havde der ikke været noget had til tyskerne forud for krigen. Man mente nærmest, at de var lidt latterlige, og så snart de fik de russiske bajonetter at mærke, ville de overgive sig og tage hjem. Efter de første slag vendte denne lette stemning sig til en frygt for »den tyske krigsmaskine«. Efterhånden som det gik op for de russiske soldater og for befolkningen i almindelighed, at der ikke var tale om en kort og sejrrig krig, og efterhånden som bunkerne af lig ved fronten blev større, og sulten og manglen var blevet dagligdag på hjemmefronten, kom tsaren under pres fra snart sagt alle dele af samfundet. Han havde forlagt residensen til en luksuriøs jernbanevogn i Mogiljov allerede i 1915 for at være i nærheden af fronten. Hjemme i Petrograd sad hans tyskfødte kone, Aleksandra, om hvem rygterne sagde, at hun havde taget magten og hemmeligt samarbejdede med den tyske kejser. Som om det ikke var nok, blev hun underholdt af den religiøse mystiker Rasputin. Den autoritet, der på trods af stigende modstand og uro traditionelt havde kendetegnet tsarens hus og bidraget til at holde sammen på riget, var nu stærkt på retur, og nogle mener sågar, at rygtet om, at tsaren var blevet hanrej, var en vigtigere forklaring på tsarmagtens endeligt end krig, sociale og økonomiske problemer. Under alle omstændigheder skulle tsaren, før han i februar 1917 tog beslutningen om at træde tilbage, have set sig omkring og erkendt, at de fire søjler, som tsarens magt i århundreder havde hvilet på: folket, kirken, bureaukratiet og ikke mindst militæret, vaklede eller var forsvundet. Det fik ham til at lytte til de generaler og politikere, der havde opsøgt ham i jernbanevognen og bedt ham overgive magten til en regering, som folket havde tillid til. Deres håb var, at soldaterne med denne meddelelse ville holde op med at smide deres våben eller, endnu værre, at skyde deres officerer og vandre hjem, at arbejderne ville indstille deres strejker, og at bønderne ville ophøre med at brænde gårde og godser af og ekspropriere jorden. At russerne med andre ord ville optræde som ansvarsbevidste statsborgere. Sådan gik det imidlertid ikke. Den provisoriske regering lagde 20

scenen sæt tes

ganske vist ud med et meget liberalt program, hvis grundidé var, at bare man afskaffede alle tsarens undertrykkende og kontrollerende institutioner, ville folket forstå, at statsmagten var på deres side og derfor også optræde til fælles bedste og dermed i statens interesse. Imidlertid fortsatte krisen ikke bare, men forværredes. Dertil kom, at de revolutionære ledere, Lenin, Stalin og Trotskij, på grund af den liberale kurs kunne vende hjem til Petrograd fra deres politiske eksil og puste til ilden. Bolsjevikpartiet var endnu et ganske lille parti, som de fleste ovenikøbet mente opførte sig besynderligt. Det skulle imidlertid snart ændre sig. Lenin havde allerede fra og med sin ankomst til den russiske hovedstad den 3. april 1917, da han vendte hjem efter 17 år i eksil, til bevidstløshed gentaget sine krav om fred, jord og arbejde og med stadig større held overbevist befolkningen om, at bolsjevikkerne var de eneste, der ville og kunne gennemføre dem. Han havde allerede fra sit eksil i Schweiz hamret løs på de russiske bolsjevikker for at få dem til at afbryde ethvert samarbejde med den provisoriske regering og for med alle midler at fremskynde den socialistiske revolution. Partikammeraterne var på det punkt egentlig mest enige med de moderate socialister, mensjevikkerne og de socialrevolutionære, der mente, at det var halsløs gerning at overtage magten i en tilbagestående bondestat, der ovenikøbet var i krig. Selv Stalin gav udtryk for, at Lenin vist havde været for længe borte og havde glemt, hvordan realiteterne var i Rusland. Lenin fortsatte imidlertid stædigt og ihærdigt med at holde på sit efter sin hjemkomst, men først omkring en uge før det gik løs, fik han flertal i partiets ledelse for sit krav om at styrte den provisoriske regering. Eller med andre ord at skyde oktoberrevolutionen i gang. I modsætning til den borgerlige revolution i februar var Lenins og bolsjevikkernes magtovertagelse stort set ublodig. Trotskij var leder for den militære revolutionære komité, der stod i spidsen for grupper af bevæbnede arbejdere i den såkaldte Røde Garde, dele af Petrograd-garnisonen, der frem for alt ville undgå at blive sendt i krig med tyskerne, og sidst men ikke mindst de oprørske matroser på fæstningen Kronstadt, der allerede havde erklæret deres ø for en 21

forudsætningerne og drømmene

sovjetrepublik, medens tsaren stadig sad på sin trone. Denne blandede styrke besatte vigtige strategiske steder i Petrograd, og til sidst vandrede de under ledelse af den farverige bolsjevik Bontj-Brujevitj ind i Vinterpaladset og arresterede medlemmerne af den provisoriske regering. Lederen, Kerenskij, var forinden taget til fronten i en bil fra den amerikanske ambassade med det formål at mobilisere styrker til at holde bolsjevikkerne stangen. En vigtig forklaring på, at bolsjevikkerne kunne slippe af sted med at overtage magten uden den store dramatik, er, at de fleste havde regnet med, at det skete i sovjettens navn. Sovjetmagten var betegnelsen for en form for basisdemokratisk bevægelse, der gjorde sig gældende under februarrevolutionen. Bønder, arbejdere, soldater og andre organiserede sig i lokale sovjetter og etablerede med tiden en landspolitisk overbygning og en form for skyggeregering, der skulle føre kontrol med, om den provisoriske regering holdt sig i den borgerlige revolutions spor. Sovjetternes største partier var de socialrevolutionære, der især havde opbakning blandt bønderne, og mensjevikkerne. Først på tredjepladsen kom bolsjevikkerne. De domineredes således af moderate socialister, og de fleste regnede med, at magten ville overgå til en koalitionsregering bestående af de moderate socialistiske partier, der havde et klart flertal bag sig, og bolsjevikkerne. Det skulle dog snart vise sig, at man havde gjort regning uden vært. Lenin havde nemlig ikke tænkt sig at dele med nogen. Han ville tage et spring fremad mod socialismen, og han var klar over, at de moderate socialister ikke var klar til at følge ham, men hellere ville fortsætte samarbejdet med kræfter, der var indstillet på, at kapitalismen endnu ikke havde udspillet sin rolle i Rusland. Da dette for alvor gik op for folk, og da man snart på egen krop fik at mærke, at løfterne om fred, jord og arbejde ikke længere havde førsteprioritet, begyndte modstanden mod det nye regime, og før man vidste af det, var den borgerkrig, der skulle koste millioner af mennesker livet, i gang. Der var mange grunde til, at det skulle gå så galt. En af de vigtigste var en forholdsvis lille gruppe menneskers besættelse af tanken om, at det ville være muligt med opbydelsen af al mulig handlekraft at »rive himlen ned på jorden«. 22

scenen sæt tes

Vi bygger socialismen Karl Marx havde forudsagt, at den socialistiske revolution ville opstå i et samfund, hvor kapitalismen havde nået den øvre grænse for sin udvikling. Det var langtfra tilfældet for Ruslands vedkommende før verdenskrigen, og med den afindustrialisering og den decimering af arbejderklassen, der fandt sted som følge af krigen og ikke mindst den efterfølgende borgerkrig, var det slet ikke tilfældet, da bolsjevikkerne indledte opbygningen af socialismen. Langt ind i bolsjevikkernes rækker havde der indtil det sidste været tvivl om det fornuftige i overhovedet at gribe magten, og var det ikke, fordi Lenin og Trotskij havde insisteret så kraftigt og sat hele deres prestige ind på det, var det formodentlig ikke sket. Da de stod med magten, var der stadig uenighed om, hvor hårdt der skulle presses på for at gennemføre socialismen, eller få den borgerlige revolution til at vokse over i den socialistiske, som Lenin formulerede det. Da denne fik gennemtrumfet en regering, der udelukkende bestod af bolsjevikker, lød det advarende fra en række ledende partikammerater som Kamenev, Zinovjev, Rykov og Larin: »Den socialistiske regering bør dannes af alle sovjettens partier ... Laver vi en étpartiregering, vil det ende med terror.« Kritikerne af bolsjevikkerne fra de øvrige socialistiske partier havde allerede gentagne gange advaret om, at Rusland under bolsjevikkerne i stedet for at blive socialistisk ville udvikle sig til et blodigt diktatur. Derfor havde de fleste af dem før revolutionen insisteret på at fortsætte en eller anden form for flerpartistyre og bevare den private ejendomsret og markedet indtil den dag, hvor den historiske udvikling dikterede en overgang til socialismen. Dette grundsynspunkt holdt de med stigende vægt fast i efter revolutionen, og derfor udviklede det hele sig til en blodig magtkamp. Bolsjevikkerne var da også gået til sagen under kampråbet: Al magt til sovjetterne! Og med løfter om at afslutte krigen, om jord til bønderne, brød til den sultende befolkning og om arbejdernes kontrol med fabrikkerne og produktionen. I første omgang så det ovenikøbet ud til, at de faktisk havde tænkt sig at opfylde deres løfter. Godsernes jorder blev fordelt til bønderne, krigen med tyskerne blev indstillet, og fabrikkerne og bankerne blev nationaliseret. Sov23

forudsætningerne og drømmene

jetmagten bredte sig i form af lokale sovjetter, der overtog styret og administrationen, hæren blev nedlagt, og der var planer om, at den skulle erstattes af lokale hjemmeværn. Arbejderne fik medbestemmelse over produktionen gennem fabriksrådene. Det kneb dog fortsat med at opfylde løftet om brød, og regeringen, der udelukkende bestod af bolsjevikker, måtte snart begynde at anvende tvangsmetoder over for bønderne. Nogle hævder, at Lenin og bolsjevikkerne fra begyndelsen kun havde lanceret det »folkelige program«: fred, brød, jord, arbejderkontrol og sovjetmagt, for at vinde magten. At det med andre ord kun havde været til propagandaformål, mens de i virkeligheden var gået efter al magt til den bolsjevistiske avantgarde, statskontrol med industrien og landbruget, borgerkrig og verdensrevolution. Det er imidlertid højst tvivlsomt, om det i virkeligheden var så enkelt. Man kan i hvert fald argumentere for, at det hele starter med gode hensigter om at imødekomme et bredt folkeligt krav, og at dette fortrinsvis skulle ske ad frivillighedens vej. Lenin synes i begyndelsen at have været af den opfattelse, at man blot kunne »kappe hovedet af kapitalismen«, så ville resten kunne klares per rutine. Det ville være som at drive et tysk posthus, skrev han. Selv da borgerkrigen brød ud, bevarede han denne naive optimisme: »Der er masser af åndelige og materielle ressourcer til at føre krig med, de skal bare organiseres. Det klarer arbejderne og bønderne selv: De vil hurtigt tage ved lære.« Da de gode hensigter stødte på en lang række barrierer i form af modstand ikke blot fra medlemmer af den gamle elite i statsadministrationen, i bankerne og på fabrikkerne, men også hos masserne, som den nye magt hvilede på, begyndte voldsspiralen at snurre. Modstanden fra den gamle elite var i et vist omfang forståelig for bolsjevikkerne, fordi de havde materielle interesser bundet til den gamle samfundsorden. Her havde man indstillet sig på modstand. Da Trotskij, efter han var blevet udpeget som krigskommissær, mødte op i sit kommissariat, havde han således forberedt sig på at blive mødt af uvilje fra embedsmændenes side. Og det blev han. Det samme overgik Aleksandra Kollontaj, der blev kommissær for sociale anliggender. Hun måtte sågar finde sig i, at kommissariatets embedsmænd gik i strejke. 24

scenen sæt tes

Når arbejderne og bønderne begyndte at slå sig i tøjret, blev det af bolsjevikkerne i mindre grad opfattet som ond vilje end som uvidenhed. Når de fik tingenes rette sammenhæng forklaret, eller – endnu bedre – når de fik håndgribelige beviser på, at den nye statsmagt tjente deres interesser – vi skal argumentere med fakta, insisterede Lenin – ville de marchere med bolsjevikkerne. I den forbindelse gjaldt det selvfølgelig også om at værne dem mod klassefjendens snedige propaganda. Man kan sige, at bolsjevikkerne kunne have sagt sig selv, at deres projekt var utopisk. Det skortede heller ikke på advarsler fra såvel venner som fjender. Og nogle af forudsigelserne viste sig at være uhyre præcise. Det er imidlertid store krav at stille til mennesker, der følte sig kaldet til at kæmpe for de fattige og undertrykte, og som virkelig troede på, at de gik det godes ærinde. Da de begyndte at anvende pres og siden terror for at nå deres mål, forstod de det som modterror og derfor som uomgængeligt. Og da de første skridt ud ad den blodige sti var taget, var der ingen vej tilbage. Det var den religiøst betonede tro på ideologien og denne forfærdelige logik, der førte Rusland ind i noget, der med rette er blevet sammenlignet med Dantes helvede, og som kostede millioner af mennesker livet. Den interne opposition blev snart fordømt som: umarxistisk, sabotage, kriminel ubeslutsomhed, og inden længe var hele det arsenal af fordømmelser på plads, som man ellers normalt forbinder med stalinismen.

Sovjetmagten breder sig I ugerne og månederne efter oktoberrevolutionen bredte sovjetmagten sig fra hovedstaden Petrograd ud i det store og mangfoldige land. Flere steder kom det til kamp, før det nye styre kunne begynde at etablere sig. I Moskva kæmpede de bolsjevistiske styrker eller de røde mod hærenheder, der var forblevet loyale mod det gamle bystyre: Dumaen. Kampen varede i seks dage og kostede omkring 700 mennesker livet. Fra oktober og frem til årsskiftet indførtes der foruden i de allerede nævnte byer sovjetstyre i Minsk, Novgorod, Ivanovo25

forudsætningerne og drømmene

Voznesensk, Ufa, Kazan, Reval, Jekaterinburg og Mogiljov. I januar og februar 1918 i Petrozavodsk, Kiev, Vologda, Arkhangelsk og sidst Novotjerkassk. De fleste sovjetter var sammensat af flere socialistiske partier, og de var også repræsenteret i de lokale administrationer. Efterhånden som de kom i opposition til centralmagten, blev de imidlertid fjernet eller stemt ud, og til sidst kom sovjetterne til at fungere som transitionsbælter for den kommunistiske elites politik. Lenin og de fleste af de andre ledende bolsjevikker blev mere og mere overbeviste om, at hvis bare de kunne få alle organer, institutioner og borgere til at virke efter en stor generel plan, ville alle problemer løse sig. Det var selvfølgelig naivt, men de regnede faktisk med, at når grundlaget for klassemodsætningerne, som er den private ejendomsret til jord og produktionsmidler, var fjernet, ville der ikke være nogen særinteresser af betydning. De, der ikke ville trække på samme hammel, ville blive skaffet af vejen, mens det store flertal ville gå til værket. Man kan næsten sammenligne det med det liberale styre, der i form af den provisoriske regering kom til magten, efter at tsaren havde takket af. Dens ledende mænd regnede med, at når bare de fjernede tsarens repressive institutioner, ville bønderne, arbejderne og soldaterne begynde at vise samfundssind og optræde som ansvarsbevidste statsborgere og passe deres dont. Da det ikke skete i noget nævneværdigt omfang, var skuffelsen hos lederne til at tage og føle på. Kerenskij, der afløste Lvov som leder af regeringen i sommeren 1917, udtrykte gang på gang i offentlige taler, at han havde tabt troen på det russiske folks evne til ved egen hjælp at rejse sig, og med tiden blev en række af tsarens gamle tvangsmekanismer genindført. I de første seks måneder efter magtovertagelsen i oktober 1917 brugte de bolsjevistiske ledere megen tid på at diskutere, hvordan de skulle få sluttet fred med tyskerne. De var på det rene med, at det var vigtigt for magtens legitimitet, og desuden var de ikke længere indstillet på at kæmpe det gamle borgerskabs og tsarismens krig. Ideologien dikterede dem, at den virkelige kamp ikke stod mellem lande og nationer, men mellem klasser: Den internationale arbejderklasse mod det internationale borgerskab. Trotskij blev sendt af 26

scenen sæt tes

sted for at føre fredsforhandlinger med tyskerne; på vejen samlede man en bonde op og tog ham med for at give delegationen et skær af sovjetmagt. Det betød bare, at tyskerne blev endnu mere usikre på, hvem og hvad det var, de stod over for. Og da Trotskij samtidig gjorde, hvad han kunne for at trække forhandlingerne i langdrag, mistede tyskerne til sidst tålmodigheden og genoptog krigen. Forhalingspolitikken skete i fuld forståelse med Lenin, og baggrunden for den var, at bolsjevikkerne regnede med, at Tyskland snart ville bryde sammen, og at de tyske arbejdere og soldater ville rejse sig og lave revolution. Det blev forsøgt nogle steder i 1919, men da havde den sovjetiske ledelse for længst skrevet under på en særdeles ufordelagtig fredstraktat med tyskerne. Den russiske regering afgav ved den lejlighed 32 procent af den dyrkede jord, 26 procent af jernbanenettet, 33 procent af fabrikkerne og hele 62 millioner af indbyggerne. På venstrefløjen var der stor utilfredshed med fredsslutningen. Man så den som et tegn på, at Lenin havde opgivet verdensrevolutionen og nu ville stille sig i spidsen for en nationalistisk og statskapitalistisk stat. Det var den direkte anledning til, at de socialrevolutionære genoptog deres lange tradition for terrorvirksomhed. Denne gang var den rettet mod de nye magthavere og deres embedsmænd. Kun et tilfælde forhindrede, at de fik gjort det af med Lenin, men mere herom senere. Utilfredsheden gærede også i andre dele af samfundet. I en resolution fra arbejderne ved rustningsindustrien i Petrograd hed det blandt andet: »Der er nu gået fire måneder, og vi er dybt skuffede. Det nye regime kalder sig sovjetisk, men de vigtigste beslutninger træffes uden om sovjetterne. De lovede os fred, men i virkeligheden har vi blot kapituleret til de tyske imperialister. De lovede os brød. I stedet fik vi sulten. De lovede os frihed, i stedet er alt blevet trampet ned af politistøvler og knust med våben.« Her sigtedes sikkert til den ekstraordinære kommission, på russisk forkortet til TjK eller Tjekaen. Den blev oprettet i december 1917 med det formål at bekæmpe kontrarevolutionær virksomhed, spekulation og bandituvæsen. Til denne organisation var der knyttet revolutionære tribunaler, således at man var i stand til at efterforske, 27

forudsætningerne og drømmene

sagsøge og dømme hurtigt og effektivt. Organisationen var ganske beskeden til at begynde med, men den udviklede sig med stor hast og fik snart tilknyttet egne hærenheder og politistyrker. Den blev hurtigt en magtfaktor, og agenterne var frygtet såvel i sovjetterne som i selve partiet. Verdenskrigen, de første tegn på borgerkrig, regeringens nationalisering af industrien og indførelsen af den såkaldte krigskommunisme, der forbød bønderne at handle med deres afgrøder, som de i stedet skulle aflevere til staten for en ringe eller ingen betaling, førte landet helt ud på randen af kaos. Lenin gik så langt som til at tilbyde de gamle specialister i form af direktører, ingeniører, økonomer og bogholdere højere løn, fødevarehjælp og ordentlige boligforhold, hvis de ville gå med til at arbejde for det nye regime. Det gav visse forbedringer, men var langtfra nok til at vende den økonomiske udvikling. Pengepressen kørte på højtryk, hvilket førte til hyperinflation, og snart blev pengeøkonomien afløst af en simpel bytteøkonomi. Fabrikker stod stille på grund af mangel på energi og råstoffer, jernbanerne brød sammen på grund af manglende vedligeholdelse af spor, vogne og tog. Finanspolitiske instrumenter var ikke længere virksomme, fordi markedet stort set var hørt op med at fungere. Det blev søgt erstattet med det folkeøkonomiske råd i december 1917, der forsøgte at planlægge og koordinere sig ud af problemerne. En økonomisk historiker har beskrevet processen, som at regeringen erstattede markedet med dets millioner af informationer med en flok læderjakkeklædte kommissærer, der for rundt og forsøgte at få styr på den ustyrlige økonomi. Markedets og økonomiens pres og mekanismer blev forsøgt erstattet af regimets pres og efterhånden også terror. Tjekaen jagede småhandlende og spekulanter, modvillige direktører og embedsmænd, prostituerede og andre sabotører af sovjetmagten. I foråret forsøgte bolsjevikkerne at splitte bønderne med det formål at få dem til at opgive deres modstand mod krigskommunismen og tvangsafleveringen af korn og andre fødevarer. Det blev forsøgt at samle landsbyernes fattige i såkaldte fattigbondekomitéer (på russisk forkortet til Kombedy); de skulle vindes for revolutionen gennem en 28

scenen sæt tes

mildere behandling fra regimets side end den, der blev de såkaldte rigbønder eller kulakker til del. De blev tildelt redskaber, der var blevet beslaglagt fra godserne og fra de rige, de fik fødevarehjælp, og kvoterne for tvangsaflevering var langt mindre, hvis de ikke var blevet annulleret fuldstændigt. Det gav anledning til en masse ævl og kævl i landsbyerne, men det generelle billede var, at man derude holdt sammen på tværs af de sociale skel mod det, man forstod som uretten. Bolsjevikkerne fik med andre ord ikke fattigbønderne på deres side, og under alle omstændigheder gav det ikke mere korn til soldaterne og arbejderfamilierne. Der skulle heller ikke gå lang tid, før denne fejlslagne politik blev opgivet. Regeringen brød allerede i oktober sit løfte om ytringsfrihed ved at lukke de borgerlige aviser. Trotskij forsvarede det med, at der var tale om en undtagelseslov, der ville blive ophævet, når krisen var overstået. Krisen tog imidlertid til i et omfang, så styret også så sig nødsaget til at lukke den ikke-bolsjevistiske del af den socialistiske presse i løbet af 1918. Oven i alt dette skulle landet også opleve de første af en række alvorlige epidemier af tyfus, tuberkulose og kolera. Ved udgangen af 1918 så situationen med andre ord særdeles sort ud.

Borgerkrigen Ved skæbnens ugunst var ikke mindre end 30.000 tjekkoslovakiske soldater og officerer havnet midt i det russiske kaos i foråret 1918. De havde kæmpet for national uafhængighed, men da østfronten var forsvundet som følge af fredsslutningen i Brest-Litovsk, ville de nu til Frankrig for at fortsætte kampen mod tyskerne. Rejsen skulle foregå med tog gennem Sibirien, dernæst med skib til USA og fra USA igen med skib til Europa. I første omgang tillod bolsjevikkerne dem at rejse, men da der opstod rygter om, at de ville støtte modstandere af regeringen, krævede Trotskij dem afvæbnet. Det modsatte de sig imidlertid, og dermed havde bolsjevikkerne skaffet sig endnu en modstander på halsen. Styrkerne var fordelt på steder langs hele jernbanen fra Volga til Vladivostok. Det kom til flere sammen29

forudsætningerne og drømmene

Under bolsjevistisk styre sommeren 1918

Under bolsjevistisk styre indtil februar 1918

Længste fremrykning for de antibolsjevistiske styrker

Byer vundet ved bolsjevistiske kup

Arkhangelsk

MILLER FINLAND (6.12.1917)

Helsinki

ERS

ØEN

ESTLAND (24.2.1918)

Vjatka

POLEN (11.11.1918)

Warszawa

Kazan

Penza

Smolensk

Kaluga

KOLTJAK

SK E

Jekatrinodar

Astrakhan

DENIKIN

Simferopol SO

VRANGEL

AV TEH

Tsaritsyn

Rostov

Jekatrinodar

Odessa

DUTOV

KAS

Kisjinjov

Samara

Kharkov

Orenburg

Saratov

DENIKIN

MAKHNO

Ufa

ANTONOV

Voronezj

Minsk

Kiev PETLURA

Simbirsk

Moskva

JUDENITJ Pskov

LITAUEN (16.2.1918)

Vologda

Petrograd

LETLAND (18.11.1918)

Jekaterinburg

Perm

Baku

ASERBAJDSJAN (28.5.1918) ARMENIEN (28.5.1918)

GEORGIEN (26.5.1918)

scenen sæt tes

stød med delinger af Den Røde Hær, enten alene eller som dele af de hvides styrker. De hvide styrker var sammensat af en politisk set særdeles broget flok af alt fra reaktionære nationalister og protofascister over liberale og moderate socialister til socialrevolutionære og afhoppede bolsjevikker. Der var flest fra den gamle elite, herunder fra den militære del, og flertallet ønskede efter alt at dømme en eller anden form for tsarstyre. Hovedkvarteret lå meget upraktisk i Paris, hvor den tidligere udenrigsminister Miljukov forsøgte at rejse vestlig støtte til at bekæmpe bolsjevikkerne, men det var der ingen større forståelse for. Ganske vist talte den engelske rustningsminister Winston Churchill for, at bolsjevikkerne skulle kvæles i vuggen, men det blev kun til nogle forkølede indsættelser af britiske styrker i Arkhangelsk og af amerikanske og japanske styrker i det østlige Sibirien. De fik ingen militær betydning. Til gengæld kunne bolsjevikkerne med et ikke ubetydeligt resultat udnytte dem i deres propaganda om, at de hvide var allieret med den internationale imperialisme i kampen mod det socialistiske Rusland. Borgerkrigen havde ingen klare fronter, og der blev kun udkæmpet få egentlige slag mellem de to hære. Den Røde Hær brugte megen energi på at nedkæmpe større og mindre bondeoprør og det, de betegnede som kontrarevolutionære banditter, og begge hære var optaget af at skabe ro i eget bagland, fravriste befolkningen forsyninger og skaffe indkvartering til officererne og soldaterne. Bolsjevikkerne var ofte trængt, og da det så sortest ud for dem i sommeren 1919, kontrollerede de kun omkring 20 procent af landet. I øst herskede admiral Koltjak, i syd generalerne Denikin og Wrangel og i nord general Judenitj med deres respektive hære. Det blev aldrig til nogen samlet og koordineret indsats mod bolsjevikkerne. Det skyldtes dels kommunikationsproblemer over de lange afstande og dels politisk uenighed mellem de tre hvide ledere. Den Røde Hær derimod stod samlet, og bolsjevikkerne fastholdt magten over det centrale Rusland og kontrollen med transportsystemet, herunder transport af fødevarer til de store byer. Ukraine havde de mistet til tyskerne, og der skulle gå år, før det blev indlemmet i det sovjetiske rige. 31

forudsætningerne og drømmene

Desertør fra general Denikins hær, 1918.

䠀䄀刀䐀唀䰀夀匀吀吀䤀䰀䄀吀䰀였匀䔀嘀䤀䐀䔀刀䔀㼀䬀�䈀䈀伀䜀䔀一䠀䔀刀

ERIK KULAVIG

VI RIVER HIMLEN NED

©JESPER DALL

Drikkeri passede ikke ind i bolsjevikkernes forestillinger om det nye menneske og det nye liv. Det skulle på linje med traditionelle kønsroller, analfabetisme, religiøsitet,

Drøm og hverdag i revolutionens Rusland 1917-1922

LINDHARDT OG RINGHOF

OMSLAG: HARVEY MACAULAY / IMPERIET.DK

PÅ JORDEN

har været på flere studieophold i Rusland

Den russiske revolution i 1917

N E L M I H R E V I R VI N E D R O J Å P D E N

ERIK KULAVIG

masserne, og det ville skabe ro og stabilitet i samfundet.