mørke
Mennesker har god grund til at være bange i mørket. Vi orienterer os i høj grad ud fra synet, og derfor er vi relativt dårligt stillet i mørke; vi er ikke i stand til det samme. Men mange dyr har slet ikke de problemer. Flagermus er aktive om natten og orienterer sig ved ekkoet fra de høje skrig, de udstøder. De ser rigtig dårligt og er derfor ligeglade med, om der er lyst eller mørkt. Men om dagen er fuglene bedre til at udnytte luftrummet, så det er først om natten, når fuglene sover, at der er plads til flagermusene. På Balkan har hulesalamandre levet i millioner af år i underjordiske vandfyldte huler, hvor der er helt mørkt. Gennem evolutionen er deres øjne forsvundet. Kroppen bruger meget energi på at opretholde sansefunktioner, så med tiden er øjnene sparet bort. Dybhavstudsefisken, en fjern fætter til havtasken, lever så langt nede i vandet, at der slet ikke er noget lys. De orienterer sig ved hjælp af lugtesansen, men lyset kan alligevel noget: De udsender selv små lysglimt for at tiltrække det andet køn. I den saudiske ørken er der så varmt, at oryxantiloperne ikke kan røre sig om dagen. Om natten kan de ikke se, så de har kun ganske kort tid at være aktive i: to timer ved daggry og to timer i skumringen. Her tager fanden til gengæld ved dem, fordi de på den korte tid skal nå alle deres aktiviteter; de skal både spise, holde sig rene og parre sig. Intet øje kan se i fuldkomment mørke, men nogle dyr kan klare sig med næsten ingen lys. Det er typisk dyr med uforholdsmæssigt store øjne, fx ugler, katte og bestemte kakerlakker. Fugle sover både kortere og dårligere i lysforurenede byer, hvor man ikke kan se nattehimlen. Det viser en australsk undersøgelse. Også for mennesket er mørket vigtigt for søvnens kvalitet, og lysets skift med mørket er nødvendigt for at fastholde den almindelige døgnrytme for mennesket. I 2017 fik tre forskere Nobelprisen i medicin og fysiologi for deres opdagelse af den molekylære mekanisme, der ligger til grund for kroppens indre ur. Dette indre ur sikrer, at vi holder fast i døgnrytmen, selvom vi holdes i totalt mørke, men rytmen vil langsomt skride, fordi den ikke korrigeres og fastholdes af solens lys. Når vi er i lys, sendes der signaler til koglekirtlen, der sidder i hjernen, om at nedsætte produktionen af søvnhormonet melatonin, og det gør os mere vågne. Kilde: Tobias Wang, professor i zoofysiologi, Aarhus Universitet
10
FACTS OM LYS Og MØRKE
DYR OG MØRKE
