mørke
CHRISTIAN LOLLIKE: NÅR VI IKKE KAN SE HINANDEN, MISTER VI VORES IDENTITET – OG DET GIVER PLADS TIL DET DÆMONISKE FORESTILLINGEN EN FORTÆLLING OM BLINDHED UNDERSØGER SPØRGSMÅLET OM MENNESKERS GRUSOMHED. DER SKAL IKKE MEGET TIL, FØR CIVILISATIONEN GLIDER AF OS, OG VI GLEMMER HINANDENS MENNESKELIGHED, SIGER INSTRUKTØREN. AF MALENE BJERRE
16
FORESTIL DIG, AT DU GÅR PÅ GADEN og ser en bilist, der holder stille og råber: “Jeg kan ikke se.” Du får ondt af ham og kører ham hjem, fuld af omsorg. Men så tænker du: Nu har jeg hans bilnøgle, hvad skal han egentlig bruge sin bil til, når han ikke kan se. Og så stjæler du den. Kort tid efter er det imidlertid dig selv, der rammes af den samme mystiske epidemi, som fratager folk deres syn. Og på vej ind på det nedlagte sindssygehospital, hvor I interneres, går alle i blinde i en lang række, og hende foran har det dejligste bløde hår, og hvorfor skulle du ikke tage hende på brysterne, der er jo ingen, der kan se det.
Og efter ingen tid står du midt i voldtægter, overfald, selvjustits og drab. Civilisationen ligger som et tyndt lag lak hen over den menneskelige afgrund. Og der er meget kortere vej ind i mørket, end du forestiller dig. Alle de institutioner, du har lænet dig op ad; retsvæsenet, sundhedssystemet, det sociale sikkerhedsnet, kan opløses på et splitsekund, og du er overladt til dig selv. Det er pointen i teaterstykket En fortælling om blindhed, der bygger på portugiseren Saramagos bog fra 1997. Der skal ikke mere end en epidemi til, før de principper, samfundet hviler på: retfærdighed, omsorg for de svage, individets ukrænkelighed, går
