mørke
DARK TOURISM: TUREN GÅR TIL HOLOCAUST VI KAN BLIVE KLOGERE PÅ HISTORIEN OG OS SELV AF AT OPSØGE DET MØRKE. MEN HVORNÅR BLIVER DER BARE TALE OM UNDERHOLDNING, DER RYKKER VORES GRÆNSER FOR, HVOR MEGET ONDSKAB VI KAN VÆNNE OS TIL? OG SKAL VI FORSTÅ ONDSKABEN ELLER HOLDE OS PÅ AFSTAND AF DEN? AF LENE KJÆLDGAARD DA MIKKEL ANDERSSON var i tyverne, besluttede han at skifte sommerferiedestinationen ud fra Roskilde Festival til nazistiske dødslejre i Polen. Siden har han i snart to årtier jævnligt besøgt udryddelseslejrene Chelmno, Belzec, Treblinka, Sobibor, Auschwitz-Birkenau og Majdanek, som den tyske besættelsesmagt opførte under 2. Verdenskrig. I de gennemorganiserede lejre, tæt ved jernbanelinjer i uforstyrrede landsbrugsområder, døde omkring tre millioner mennesker i et systematiseret folkedrab. Her kan man stille sig under de brusere, der lukkede Zyklon B-gas ud over fangerne i stedet for vand. Man kan se et ubegribeligt antal fotos af de internerede, taget før de blev sendt til aflivning, nogle endda med et forsigtigt smil til kameraet. Bunker af sko giver en fornemmelse af alt det levede liv, der blev tilintetgjort i dødslejrene. Det var en faglig interesse, der drev Mikkel Andersson. Han er uddannet journalist med en bachelorgrad i historie, og han syntes, det var vigtigt at tilbagevise dem, der benægtede, at holocaust havde fundet sted. “Jeg
20
ville gerne forstå, hvordan noget, der på så mange planer var en undtagelse i historisk sammenhæng, var muligt? Vi har set mange folkedrab, men holocaust var så systematiseret. Jeg har besøgt lejrene for at forsøge at komme tæt på et svar ved selv at stå der. Og det er fascinerende at besøge noget så ekstremt som en drabsfabrik,” forklarer Mikkel Andersson. Hans optagethed af lejrene handler ikke om spænding og er ikke et banalt underholdningsindslag i hverdagen, understreger han. Men han vedgår, at interessen ikke kun er faglig, men også personlig: Han drages af at rejse til steder, der relaterer sig til tragiske begivenheder. De gentagne rejser ind i mørket handler om at se den konkrete og fysiske virkelighed og på den måde erkende det ufattelige på et andet plan end det intellektuelle, forklarer han. Ved at se massegravene i Belzec eller pigtrådsresterne i Sobibor, som i dag hænger langt oppe på granerne, der er vokset mange meter, siden lejren var i drift. Og trangen til at opsøge det tragiske er noget, han deler med mange andre. Fæno-
