Alle gode fortællinger lokker med lys for enden af historien, skriver filminstruktør Kasper Barfoed i sin tv-serie-artikel i dette nummer af folk&kirke om mørke. Og for at nå hen til det lys er vi nødt til at navigere i mørket.
Vi søger lyset, men hvis vi ikke vil stå ved mørket som et grundvilkår, noget der hører med til livet, får vi sværere ved at finde det. Det er den grundpåstand, folk&kirke undersøger denne gang.
Vi har talt med musikeren Katinka Bjerregaard om at stå ved sin blå grundstemning. Med forfatteren Peter Øvig om at dykke ned i sin mors depressive sind og selv blive ramt af mørket. Med Siri, der venter på at blive blind. Og mange andre om mørket som både en konkret fysisk realitet og et eksistentielt vilkår.