Historien om ejnar

FARVEL EJNAR AUTENTISK ROMAN OM DEN 12 ÅRIGE EJNAR DER ANBRINGES HOS EN VOLDELIG PLEJEFAR. VI FØLGER HAM GENNEM 4 MÅNEDER. FORFATTER JOHNNY FALKENSTRØM PEDERSEN VESTERGADE 6 E.1.

4000 ROSKILDE TLF. 4087-9252

Kære læser.

I er nu i besiddelse af min nyeste roman ”FARVEL EJNAR”, som skildrer Ejnars trængsler gennem de 4 måneder vi følger ham.

Handlingen er autentisk, men sammensat af 10 journaler jeg har haft liggende gennem 25 år cirka.

De er kopier af afhøringer, foretaget af politimyndigheder, socialforvaltninger, og undertegnede der var bisidder, støttepædagog, eller værge for de ulykkelige drenge.

Sproget i romanen afspejler gloser vi i det daglige ikke forventer at blive konfronteret med, men er altså oplevelser de afhørte drenge har erfaret under deres springture.

Oplevelser der stadig forekommer, som vi har erfaret gennem dagspressen, og andre medier.

Jeg har nu besluttet at lægge romanen ud, så alle har fri adgang til at downloade den, da jeg forgæves har henvendt mig til utallige forlag.

Jeg ønsker jer hermed god læsning, og hører gerne fra jer hvis i skulle føle det nødvendigt.

Venlige hilsener Johnny Pedersen

Forord Jeg har haft den store glæde at læse denne realistiske fiktion, skrevet af Johnny Pedersen. I starten troede jeg det ville blive en nem opgave, henslængt i mine normale hjemlige omgivelser, men jeg blev klogere. Jeg startede efter den sene nyhedsudsendelse, hen ad midnat, og havde lovet min bedre halvdel kun lige at snuse til romanen, og gemme resten til søndagen efter.

Men jeg blev fanget, tyggede mig fascinere gennem den fantastiske beskrivelse om Ejnar på 12 år, der skulle så meget i gennem, inden han kom i de rette hænder og igen kunne begynde at leve livet. Da jeg åndeløst fik de sidste sider læst, havde jeg fulgt Ejner gennem 3 måneder af hans splittede, mishandlede, fortumlede hverdag, en hverdag gennemsyret af hans hjemkommunes forsøg på kun at spænde ben for ham. Fik indsigt i hvordan en plejefar kunne mishandle, tæske de anbragte børn, og endda slippe godt fra det, næsten. Videre da han oplevede et drengehjems gennemsyrede forsøg på at få has på hans sidste respekt for det samfund der helt havde overtaget hans hverdag.

Jeg fik også kendskab til hans værge, den homoseksuelle Svend, ham der kun ville Ejnars bedste, og som satte alt ind på at redde Ejnar du af kløerne på Socialchefen, ham der troede han kunne tryne Ejnar og socialrådgiveren på Socialforvaltningen.

Jeg fik også kendskab til de miljø Ejnar stødte på i København, miljøer der inddrog Ejnar i kløerne på et porno produktions selskab, og hvor han bliver involveret i indtil flere flatterende pornooptagelser. Men det ender heldigvis rimeligt lykkeligt, men undervejs får man altså indsigt i hans hjemkommunes skalten og valten med alle de ulykkelige skæbner vi ofte læser om i medierne, og det er altså ikke fiktion. Jeg læste den denne nat, og kunne ikke sove bagefter, men min bedre halvdel tilgav mig, i hvert fald efter hun selv havde læst den. Jeg husker endnu da hun åndeløst smed den fra sig, forbandede og postulerede at livet ikke kunne gebærde sig så nådesløst. Læs den dog og dan jeres egen billede af denne fiktion der er så realistisk at man dårligt tror sin egen opfattelse af ret og rimelig behandling af børn, overdraget til offentlig omsorg. Jeg bliver dog nødsaget til at advare om realistiske beretninger om intime beskrivelser hvor Ejnar deltager.

Thomas Rubin

Afsnit 1

Ejnar vågnede igen med denne underlige følelse af ikke at fylde noget i sengen, vågnede op til en dag han ikke vidste hvad ville bringe af tomhed, fuldstændig som i går hvor han havde vadet byen rundt på må og få, mest i centeret.

Han havde skulket fra skole, igen, men inderst inde savnede han det at være en del af sammen holdet i klassen.

Men nu var løbet kørt.

Han puttede sig ned i sengehørmen igen, vidste det ikke varede ved, for han havde vandpik, og det pressede enormt.

Han var begyndt at opsøge steder hvor børnelokkere færdedes, dem der kredsede om lokummerne i centeret hvor de falbød sig til interesserede drenge.

Han havde hørt et par store drenge, stå og snakke om det i skolen, så han havde søgt netop de steder, havde stillet sig op for enden af trapperne ved toilettet.

Han ventede til der var en der havde et ærinde, men der havde ikke været nogen af dem der havde regeret på hans kontakt- forsøg, selv om han havde overbegloet mandens klokkeværk.

Inderst inde vidste han ikke hvorfor, men han havde på det sidste savnet voksenselskab, manglede den far han stadig havde på nethinden, helt bagerst.

Den far han ikke havde set i nu mange år, og som han ikke vidste hvor befandt sig.

Men han savnede ham, i sær nu hvor han var begyndt at hive i kalorius inden han slumrede ind.

Men dagen før havde der været bid.

Ved 12 tiden var der kommet en yngre flot mand, hastende ned af trappen, hvor Ejnar igen var kommet frem fra trappens skjul og nåede at komme med ind inden døren smækkede.

Manden stillede sig op og begyndte at tømme blæren, og Ejnar kunne ikke nære sig, skævede til den velvoksne gynter manden havde blottet, og mærkede det virkede på ham.

Han fik sig færdig inden det blev kriminelt, men manden havde bemærket det.

Han ville vide om Ejnar var ude på noget, for så kunne han da bare følge efter når han selv begav sig hjemad.

Han lynede op, begav sig ud i mellemgangen hvor han bad Ejnar holde sig lidt i baggrunden.

Manden handlede ind i kiosken, fik købt lidt ind hos bageren mens Ejnar lagde mærke til han holdt øje med ham, så han var klar over Ejnar fulgte efter ham, men på afstand ham.

6 De nærmede sig området hvor han selv boede, bare et par blokke før, men først da manden var på vej ind i hans egen opgang, vendte han sig og smilede til Ejnar.

Klokken havde været hen ad 12, så der var ingen chance for at møde nogen fra klassen.

Ejnar var blevet betænkelig, vidste godt det kunne være farligt, børnelokkere og alt det der, men han blev drevet videre.

Manden havde låst op, ventede på at Ejnar kom frem, og så fik han lempet ham ind i hans velordnede lejlighed.

Børnelokkere kendte Ejnar godt til fra tidligere.

Huskede den sene eftermiddag han havde skudt genvej over boldbanen, i tusmørket, hvor kratluskeren havde manifesteret sig.

Han havde stået gemt bag gavlen af det lille halvtag, det til omklædning når drengene spillede bold om sommeren.

Den klamme havde frækt vist hans ståpik frem og tilbudt ham 10 kr. hvis Ejnar ville røre ved den.

Men Ejnar skulle ikke nyde noget, så han var løbet af sted, huskede hvor han tidligere samme sted havde set en stor dreng følge med en voksen ind under halvtaget i mørket.

Ejnar vidste godt hvad de skulle foretage sig, havde haft lyst til at overvåge dem, men han havde holdt sig i baggrunden og kun hørt der blev stønnet mens de arbejdede.

Han var taget lige hjem og havde tilfredsstillet sig selv, stadig med lydene i hans bevidsthed.

Men nu blev Ejnar vist ind i stuen der var smagfuldt indrettet med lyse læderstole, fjernsyn, og de smukke gardiner passede fantastisk til de solskindsgule vægge der var dekoreret med plakater.

Den flotte bad ham finde sig til rette, for han ville gå i køkkenet og hente en vand, den kunne han vel godt drikke?

Han ventede ikke på svar, lod ham alene efter han havde sat radioen i gang, mens Ejnar blev skubbet ned i en læderstol der næsten omsluttede ham helt.

Han var åndeløs, havde besvær med at tænke klart, klar over han havde begivet mig ind hos en fremmed som kunne vise sig at være farlig, voldelig, måske kun ude på at udnytte ham.

Men nu var det for sent, for han var alligevel interesseret i hvordan det spændte an.

Den flotte kom tilbage, satte sig i sofaen ved siden af Ejnar efter han havde stukket ham en citronvand.

Ejnar drejede sig så han fokuserede på manden, der i det samme tog med en fast hånd i nakken.

7 Ejnar smeltede i mandens blide tag, mens han smilende forlangte at Ejnar præsenterede sig.

Vidste ikke om Ejnar havde lagt mærke til hvad der stod på brevkassen, Svend Konradsen, så han bad Ejnar kalde ham Svend, for det havde vennerne kaldt ham i mange år.

Ejnar havde fanget Svends intense blik mens han bragede den oplysning af, men Ejnar havde ikke lagt mærke til navnet på brevklappen.

Hvad hedder du så stump?, nu ville han altså vide det.

Svend smilede sit bedste smil mens han stadig tog Ejnar blidt i nakken.

Så Ejnar fik spagt fremført hans fulde navn, og det blev med rystende stemmeføring, Ejnaaar.

Vi må vist hellere lige få en ting på det rene Ejnar, ikke? Svend fikserede ham igen, imens han smilede afslappet til ham.

Fortalte han var chauffør og kørte ud med købmandsvarer, tidligt.

Skulle op før fanden fik sko på, hver morgen, så derfor var han hjemme allerede nu hvor han plejede at tage en morfar.

Svend holdt en pause mens han tappede et par slurke af sin pilsner, men fortsatte så.

Han ville ikke have noget i mod at Ejnar besøgte ham en gang i mellem, men det skulle være aftalt i forvejen, og kun på fredage.

Svend havde fastholdt hans intense blik mens han fik den invitation fyret af, mens Ejnar bare sad og nikkede, mundlam. Ejnar tømte nu flasken i lange lydelige sug, sad med lukkede øjne og lyttede til musikken, mens han nød Svends blide tag i nakken, ønskede det aldrig ville høre op.

Det blev Svend der brød seancen, da han lod Ejnar vide han ville smide ham ud, nu.

Så Ejnar fulgte tavst med da Svend smøg sig op af sofaen. Forbi ham da han skulle ud i entreen, hvor Svend fik lejlighed til at tage om Ejnar igen.

Den krammer han gav ham fik Ejnars manddom til at erigere på et split sekund.

Han trykkede sig mod Svend og sukkede, mens Svend fik en hånd ned omkring og hviskede at der vist var noget der de skulle have snakket gevaldigt om der, ikke.

Men ikke før på fredag.

Han slap og ledte Ejnar ud i entreen, bad ham om ikke at pjække fra skolen mere, for så ville han ikke have noget med ham at gøre overhovedet, forstået?

8 Ejnar nikkede, havde svært ved at få et ord frem mens han fik øjenkontakt til Svend igen.

Svend gelejdede ham ud til trappen, hvor det sidste han så var hans smil der fortryllede Ejnar, mens han svag i knæene forlod opgangen.

Ved boldbanen mødte han Niels fra klassen.

Han bebrejdede Ejnar ikke havde været til gymnastik, for de havde tabt til parallelklassen, den de havde spillet mod i gymnastiktimen.

De havde manglet ham og havde tabt 3-1, kun fordi Eskild stod på mål i stedet for Ejnar.

Han blev vækket af døsen han gik i, undskyldte sig med at hans mor igen var uden for normal kontakt, nede i kulkælderen, så han havde været nød til at passe alt i huset og købe ind.

Den havde han altid brugt når der var pjækkedage, dem der havde været en del af her på det sidste.

Inspektøren og klasselærer Ingrid vidste om mutters depres- sioner, og at han var nød til at tage sig af hende.

Da de sjældent bad om dokumentation for frafaldet, kunne han bruge den undskyldning uden at blande mutter ind i det, indtil videre altså.

Men nu havde inspektøren været efter ham, fortalt de havde inddraget socialforvaltningen nu det var blevet ved, hvad Ejnar ikke vidste hvad indebar endnu.

Niels blev ved med at kæfte op om alle de fejl klassen havde præsteret under kampen, rakkede ned på et par af kammeraternes elendige spil, mens Ejnar havde sine tanker et helt andet sted, Svend på fredag.

De skiltes ved Oles opgang, aftalte at mødes senere på pladsen, der hvor de skulle øve sig i at skyde på mål efter Ole havde set på lektierne, dem han nåede at orientere Ejnar om de havde for.

Ejnar skulle også hjem, men det blev noget mere kompliceret, måske direkte besværligt, hvis ikke hun som sædvanligt sad og sov over tossekassen.

Han var jo skredet i morges uden morgenmad, og bevidst havde han ladet skoletasken ligge, beviset på han pjækkede.

Siden hans far var skredet fra hjemmet for nu mange år siden, havde Mutter haft det med dårlige nerver, og hun var hos lægen i tide og utide og kom hjem med nye psykofarmaka præparater.

Piller han hentede på apoteket når det stod værst til, for så kunne hun ikke engang bevæge sig uden for huset, følte hun blev forfulgt.

Men det havde været slemt længe før faren var smuttet, huskede Ejnar.

9 Bare fatter var kommet 10 minutter senere hjem end han plejede, så var hun der.

Anklagede ham for at besøge andre fruentimmere, angreb ham med hvad hun nu havde i hænderne.

Han forstod godt faren, men bebrejdede ham at han ikke havde taget ham med til den anden ende af verden, et eller andet sted på Sjælland.

Han havde kun skrevet en gang til dem, og da havde mutter revet kuverten op, rasende læst brevet, og den eneste kommentar var at så var han da helt af vejen.

Sjælland.

Så mens hun skældte og undte ham al landets ulykker, splittede hun brevet til atomer.

Han havde senere prøvet at rekonstruere det, men det havde ligget i sølet i skraldeposen for længe, og skriften var i forvejen ulæselig for ham dengang.

Nu gik han her og var ved at tude, igen, det evige tilbage- vendende flæb når det blev for meget.

Savnet af den far der ikke havde taget sig synderligt af ham, da han havde været nærværende.

Men der var da et par minderige oplevelser at tænke tilbage på, ferien ved Vesterhavet hvor de havde lejet et sommerhus, og hvor Mutter for første gang havde vist bare lidt godt humør.

Det var sket ugen før han var begyndt i skole, og hvor hele kulminerede med Mutter, sikkert fordi fatter havde fået nyt arbejde, med længere rejsetid til følge.

Han gøs da han rundede gavlen på hans blok, velvidende han måtte hjem, for han skulle altså have noget i skrutten.

Han tog tyren ved hornene og begav sig det sidste stykke over den langhårede boldbane, hvor et par små fnatmider løb støjende rundt og spillede fandango.

10 Afsnit 2 Spisefrikvarteret var netop overstået da det bankede på inspektørens dør.

Han havde ingen undervisning denne time, havde håbet på han kunne nå at ordne den bunke papirer der lå hobet op på hans skrivebord.

Det var Ingrid Fournais der åbenbart havde noget vigtigt at snakke med ham om, for proceduren var man lige bestilte tid til en snak, gerne ved 15 tiden når undervisningen var overstået for de flestes vedkommende.

Men det hændte at der opstod uforudsete problemer der ikke kunne udsættes, så han bad Ingrid om at sætte sig og komme frem med hendes problem.

Hun satte sig og forklarede at de måtte til det igen, og her henviste hun til deres tidligere snak om hendes problem barn, nemlig Ejnar Jensen fra 6 d.

Han havde ikke været i skole hverken i går eller mødt endnu, og han havde fået brev med hjem om at det ikke gik mere, så nu måtte de orientere kommunen igen.

Hun havde siddet noget forknyt mens hun havde lagt problemet på bordet, og han havde hende mistænkt for at have dårlige nerver, da hun ofte selv havde været en del fraværende.

Kunne de ikke lige se om det skulle være almindelig sygdom der var skyld i fraværet, det kunne jo være tilfældet.

Han holdt en kort pause mens han fastholdt øjenkontakten til Ingrid.

Men selvfølgelig, hvis han ikke dukkede op i morgen med behørig besked fra moderen, måtte de gøre noget ved det medgav han hende.

Han smilede afvæbnende, fornemmede ikke hun var tilfreds med afvisningen, mens hun rejste sig.

Hun nåede lige at få ud mellem sidebenene at det jo var hændt for ofte efter ferien, og uden han havde haft seddel med.

Han bemærkede tydelig hendes slukkede attitude inden døren lukkede sig bag hende.

Ingrid fortsatte til klassen hvor hun ventede lidt uro nu hun var sent på den til Dansk, men til hendes store glæde sad de fredeligt og fordøjede dagens flade madpakker.

De 4 værste af ”bøllerne” det som hun gerne kaldte dem i fuld forståelse med uromagerne selv, sad og spillede kort.

11 Det var blevet en dille her på det sidste, og de havde snakket om det på lærerværelset, for et par af hendes kolleger var meget imod at de spillede overhovedet.

Der var penge involveret, som regel småmønter, så der blev ikke gjort mere ved det på nuværende.

Hun bad dem stoppe hasard spillet og tage deres bøger frem, undskyldte selvfølgelig hun havde ladt dem alene, men hun skulle lige snakke med inspektøren om noget vigtigt.

Hun satte sig, blev lidt paf da Frederik højt råbte, nu igen. Sikkert om Ejnar der pjækkede og gik rundt og solgte sig til ulækre børnelokkere i centeret.

Det gav en del uro, men hun fik dem dysset ned mens hun panderynkende spekulerede på hvad det nu var for rygter, eller?, solgte sig til suspekte mænd i centeret.

Det havde de da ikke været inde over når de havde diskuteret grunden til hans pjæk, men at han muligvis skulle være ude i den slags problemer, bekom hende ikke vel.

Hun havde hørt om problemet med større drenge, men hendes Ejnar, nej den troede hun ikke på.

Hun fik afviklet timen, givet lektier for og var klar over hun måtte gå videre med socialrådgiveren om det rygte.

Trækkerdreng i hans alder, vor herre bevares.

Hun gjorde sig klar til at tage hjem, og stillede problemet på stand by.

Men hun belavede sig på en snak med Frederik om hans påstand, håbede ikke der var hold i rygterne.

Hun hilste lige på et par kolleger der støjende forlod lærer- værelset, og de bad hende have en god aften.

Jo tak, en god aften.

De skulle bare vide hvad hun havde af gode aftener efter Tom, samleveren, var begyndt at husere rundt med et andet kvinde- menneske.

Hun havde en aften fuldt hans spadseretur uden han havde opdaget det.

Hans undskyldning havde været ekstra travlhed i firmaet her før den store revision skulle foretages i firmaet.

Jo, hun havde luret ham, ekstra travlhed.

Men det der skulle revideres skulle hun nok sørge for blev revideret, og det godt og grundigt.

Samtidig var Ejnar på vej hjem hvor Mutter straks var der da hun hørte ham i entreen, kom ud til ham hvor han smed skoene.

12 Hun bebrejdede ham han ikke havde husket at hente hendes medicin, så hun havde stået uden, og nu stod hun og viftede med recepten som han kendte alt til.

Den var overstemplet fra apoteket hvor de alle kendte ham, og hvor de i starten havde været betænkelige ved at udlevere de stærke nervepiller til ham.

Men mutter havde dog været fremsynet nok til at skrive en fuldmagt, så nu havde han ikke nogen problemer mere.

Han hev recepten ud af hånden på hende, tog skoene på igen, og ventede på hun gik ud i køkkenet og rodede i dåsen med kost- pengene.

Den han hev et par kroner op af en gang i mellem når han stod og manglede til en pakke smøger.

Han røg ikke derhjemme, for Mutter havde på det kraftigste frarådet ham over hovedet at tænke på det, at ryge altså.

Truede ham med al landets ulykker hvis hun opdagede det, selv om hun ikke kunne lugte det når han kom hjem, for hun røg selv af helvede til.

Så han fes ned i kælderen i det lille rum ham og et par venner havde fået installeret med et par madrasser.

Der sad de så gerne om aftenen og fik sig en godnat smøg, ham Erik og Søren, et par større drenge fra området.

Den søde visevært vidste det godt, havde givet dem lov og for- klaret de skulle være forsigtige med ilden.

Han fortalt han selv som knægt havde haft den samme mulighed hvor han dengang boede, også med et par ældre lømler.

Der var lige aftalte penge så der var ikke noget at rutte med, og han blev formanet om at komme lige hjem, for smerterne var ved at hobe sig op, igen.

Hun tog sig til hovedet, markerede hvor det hele var af helvede til, hovedet, hvad han godt vidste.

Smerterne, ha, han vidste godt det var hypokondri det meste af det, noget hun tænkte sig til for ikke at mindes alt det andet der gjorde hendes hverdag til et helvede.

Så fanden være med at hans hverdag blev spoleret.

Han havde fået vristet det ud af lægen en aften han var blevet tilkaldt, en aften hvor det havde været helt galt.

Lægen havde fortalt hun ikke behøvede de store mængder, men var nød til at trappe ned hvis hun skulle gøres medicinfri.

Han mødte ingen fra skolen før han nåede ned i centeret hvor 2 tøser fra klassen højtråbende gjorde ham opmærksom på at Ingrid Fournais havde talt med rektor om hans pjæk.

13 Han ignorerede deres infame skingre tøsestemmer der skar gennem centeret, fik sig møvet ind på apoteket og halede et nummer ud af rullen.

Der var kø og han hadede at sidde der og vente på de gamle hypokondere skulle komme til så de kunne få deres medicin, sad og svedte inden det blev hans tur.

Heldigvis var det den søde matrone, hende der gav ham glasset uden at kommentere han ikke havde fuldmagten med.

Hun havde set den før, vidste det var i orden, så hun spurte aldrig efter den mere.

Han stæsede gennem centeret og håbede på der ikke var flere tøser der ville konfrontere ham, og var heldig og smutte lige hjem.

Det ville sige, han tog forbi blokken hvor hans nye ven boede.

Ville se om han stod i køkkenvinduet og måske vinkede ham op til sig, eller bare vinkede til ham.

Han savnede allerede hans velordnede lejlighed, den røgfri atmosphere der duftede af hjemmelavet mad, som han allerede huskede det.

Men han var der ikke, så han fes hjem til skideballen, fandt brokkehovedet i stuen hvor fjerneren uhæmmet kværnede løs, der hvor hun oftest sad i hendes stol og snorkede.

Nu var det en kok der præsenterede menuer der aldrig havde været serveret der i hjemmet, og heller aldrig ville.

Han vidste hvad der skulle serveres til aften, rester fra noget sammenkogt et eller andet.

Han var allerede godt træt af den, huskede lugten af den ulækre svinelever der stank i hele huset, allerede i opgangen da han var på vej hjem fra kælderen, der hvor de havde fået dagens første smøg.

Han ville se om hans rygeven Erik var hjemme, forhåbentlig alene, for så fik han ofte lov at spise med af den rigelige mad hans mor altid havde klar i køleskabet, mad der var værd at sætte tænderne i.

Mutter havde ikke lagt mærke til at hans skoletaske stod på hans værelse, havde kun haft sig selv at tænke på som sædvan- ligt.

Han besluttede at gøre sin matematik færdig, vidste han var gevaldigt bagefter, men han havde nemt til det.

Han hørte Mutter rumstere i køkkenet, larmende for at gøre opmærksom på sig selv, huskede det fra han var helt lille, hvor han også dengang havde haft lyst til bare at stikke af fra det hele.

Men det var før han begyndte i skolen.

14 Dengang havde han været hjemme hele dagen, indtil faderen kom hjem og tog ham med ned og handle, for det kunne Mutter heller ikke overkomme dengang.

Så var der gerne faldet en af hans ynglings is af, den gule sorbet som var så lækker med Lemond smag.

Han klarede matematikken på ingen tid, fik pakket tasken så den var klar, for han ville op før fanden fik sko på, mest for at slippe for Mutters morgenstress, som regel inden hun fik sin første dose medicin.

Der var hun også uudholdelig, fandt på de mærkeligste ting han skulle gøre når han kom hjem fra skole.

En dag havde hun prøvet at få ham til at pudse vinduer, dem han overhovedet ikke kunne nå, udvendigt, uanset hvor meget han strakte sig, med fare for at dratte ned på plænen.

Han havde nægtet og havde skyndt sig ud, bare væk, hvor hun havde været mopset flere dage efter, havde nægtet ham frihed.

Men han var jo bare smuttet som han plejede.

Nu ville han også væk inden den forbandede gryde kom på komfuret, for så fik han brækfornemmelse som i går, hvor han havde presset lidt kartofler ned efter han havde pillet leveren fra.

Han fik orden på de sidste småting der ofte lå og flød, for han havde ikke så meget plads og ville gerne vide hvor han kunne finde tingene, selv i mørke.

Det havde hans far lært ham når de havde leget mørkeleg, og han havde fået en fantastisk stedsans og kunne finde ting godt gemt af vejen, også med bind for øjnene, som han havde øvet sig i.

Erik var ikke hjemme, men han fandt ham på græsset hvor der var gang i målskydning, med det store brød Egon fra 8 klasse som målmand.

Han var god til det, bred som en ladeport, og med et par hænder som skovle.

Han var hurtig trods sit store korpus, heldig altid at aflæse de finter de prøvede at snyde ham med.

Erik havde lige prøvet at lægge den ind under overliggeren, men fejlede så bolden lige strøg over, så han bandede og gav op.

Han kom over til Ejnar og bad ham med op, for hans gamle var på aftenarbejde igen, så de havde kun fri om aftenen hver anden uge, hvad behagede Erik.

Han havde lært at klare sig selv, kunne lave mad som en god husmor, købte ind af de penge der var til husholdningen, og den pakke smøger han en gang i mellem havde fået lov til.

15 Hans forældre vidste jo godt han hev lidt af kassen til røg, havde givet ham lov, for han kunne administrere det, men fik ikke lov at ryge derhjemme.

Erik behøvede ikke lokke ham til at spise med, biksemad uden lever i, og 3 spejlæg fik han gerne tryllet frem på panden, til hver.

De skulle have noget til hormonerne, især til Eriks, som han nu formulerede det, for han gav fløjten en omgang hver aften inden han sov.

De havde snakket om det en fredag aften i kælderen, kun de 2, hvor Erik havde inviteret ham til en overnatter efter deres røg. De havde set en god film i tossekassen, og var lige gået ind på hans værelse, da hans forældre kom hjem fra deres sene aften job.

Da de lå og snakkede stille med radioen på radio Luxembourg, hviskede Erik til ham at han havde haft Engle fisse forleden aften.

Englefisse?

Ejnar var helt blank, så Erik fortalte at det var sædafgang uden han havde pillet ved kalorius.

Ejnar vidste godt hvad sædafgang var for en størrelse, men havde ikke selv stiftet bekendtskab med det snask endnu, selv om han havde godt gang i sin også.

Erik havde fortalt det var helt fantastisk at opleve, bedre end bare at ligge og hive i svinet, men det klistrede jo temmelig meget.

Da de senere var ved at falde til ro, hørte Ejnar Erik stønne, svagt, og han bad ham lige komme over og se, for han var ved at få orgasme.

Han fes over til hans seng hvor Erik havde smidt dynen til side, så han lå blottet, godt i gang med at hive i hans erigerede manddom.

Han havde smidt underbukserne, så Ejnar kunne ikke lade være, måtte røre ved hans pung der hoppede op og ned mens han stønnede.

Bliv ved, det kommer nu, og han sukkede da han skød kanonen af, og høj op i luften smed han den lange stråle, mens han klemte Ejnars hånd der var omme ved hans hul.

Han blev stille mens Erik kikkede ham intenst i øjnene og fortalte det havde været fantastisk liderligt at han havde været med, og det var aldrig hændt før at han havde ladt andre deltage i hans onani.

16 Ejnar havde naturligvis fået jern på, og med den anden hånd gav han los og nærmede sig udløsning mens han stadig nulrede Eris spændte nosser.

Erik gengældte, og så kom han, men kun med lyd på.

Det var første gang de havde været så tæt på hinanden, og Ejnar ønskede det skulle vare ved.

Erik fik sig tørret og bad Ejnar lade det være deres hemmelig- hed, for der var ingen grund til at indvie hele kliken i det.

Det var klart han ikke ville udbasunere seancen for nogen i det hele taget, og der i sengen sværgede de evigt troskab.

Da Ejnar lå alene og tænkte over den enorme glæde det havde været at opleve Erik og hans lir de havde haft sammen, ønskede han at det ville være muligt at opleve det samme med Svend.

Huskede sin egen stådreng da han havde krammet ham i døren inden han blev sendt hjem.

17 Afsnit 3 Han var længe om at vågne, sikkert fordi han stadig havde billedet af Eriks erektion på nethinden, og det selv om han havde manipuleret sin egen inden han fandt Ole Lukøje.

Ejnar ville i skole.

Var alligevel betænkelig ved at møde op, for han kunne jo ikke få en seddel med om hans fravær de 2 dage.

Han var alligevel klar til at tage skideballen, og hvad der ellers skulle falde af i svinget, en frase hans far havde brugt meget.

Han fik sig gelejdet ud af sengehalmen og fik en gang havre- gryn, en ostemad med orangemarmelade, og så ville han lige i kælderen og hive et hvæs på et skod.

Han nåede det, mødte endda Erik som smilede sit smukke smil til ham, takkede ham for hjælpen forleden aften, og det måtte gerne gentages fik han fremført inden han skyndte sig hen til hans klike.

Der var vild kamp i gården da han nåede hen hvor de skulle stille op, og hvor 2 af de værste barylere var i gang med at splitte et par af tøsernes tasker fra hinanden.

Det blev også til en verbal kamp da de prøvede at fortælle ham at han kunne forvente de værste ulykker, noget med han sikkert blev fjernet hjemmefra.

Han hev den bog frem de skulle bruge da de kom op i klassen, slog op på de sider han regnede med de skulle gennemgå, og så lod han som om han var dybt engageret, mens de værste bandit- ter generede hinanden, med gloser de nu kunne fremprovokere hinanden til at skrige højt.

Pigerne holdt sig i ro som altid, men fik alligevel fremført den værste sladder om hvem der nu havde kvajet sig, eller om de selv havde hørt nyt der var værd at genfortælle.

Der blev næsten stille da Ingrid Fournais kom ind, mens Ejnar stadig lod som om han var dybt engageret i danskbogen, men han følte alligevel hendes gennemborende blik søge hans, så han kikkede op og mødte hendes.

Han nikkede umærkeligt, og hun stak ham et af hendes afvæbnen- de smil der kun varede et splitsekund.

Så hørtes hendes velkendte røst, velkommen alle sammen, også til dig Ejnar, har du seddel med?

Han rødmede synligt følte han, prøvede at gelejde stemmen naturligt, men måtte til sidst stamme sig igennem den planlag- te undskyldning, der kulminerede med han flovt kikkede ned i bogen.

18 Hans mor havde det ikke så godt, så han havde passet hende, det var hendes dårlige nerver igen.

Den havde han jo brugt før, havde aldrig hørt for det, for de vidste problemet var reelt og havde stået på for længe.

Timen gik i gang uden yderligere fokus på ham, og han slap fra mere opmærksomhed fra hende side.

I frikvarteret var de 2 værste barylere straks over ham, igen med deres anklager om han var nede på lokummet i centeret for at indynde sig hos en børnelokker.

Henrik, en fra parallelklassen havde nemlig set ham stæse rundt i centeret en eftermiddag, og flere gange skyndt sig ned til lokummerne.

Pis af, han skulle ikke stå til regnskab for hvad han lavede over for dem, og for øvrigt var Henrik altid fuld af løgn.

Men i det store firkvarter ville Ingrid Fournais have en snak med ham, så han stillede på lærerværelset hvor hun i et stille hjørne fortalte hun havde kontaktet inspektør Bent Jakobsen. De havde fundet frem til at de nok blev nød til at

involvere kommunen, hans socialrådgiver, for han kunne ikke blive ved med at udeblive fra undervisningen på de præmisser.

Inspektøren vidste godt Ejnar havde det svært med hans mor, men Ejnar måtte forstå han var for ung til at have ansvar for morens velbefindende, og så ydermere unddrage sig timerne.

Hun holdt en pause mens han stadig kikkede ned på sine krummede tæer i skoene, var sikker på at løbet var kørt, og at han ville komme i den familiepleje som de havde truet med en gang før.

Egentlig var han ligeglad med hvad fanden de fandt på, for netop lige nu ventede han bare på det blev fredag så han kunne besøge hans nye voksenven, Svend.

De blev nød til at lave en aftale med hans mor i hjemmet forklarede Ingrid, for hun kom jo ikke til de møder de havde prøvet at få arrangeret.

Så hun ville lige skrive et brev han kunne få med hjem efter sidste time, og så måtte de se hvornår de kunne komme på det hjemmebesøg.

Han fik igen øjenkontakt med Ingrid som holdt kæft et øjeblik og hun smilede endda.

Han kunne egentlig godt lide hende, for hun var som regel reel, meget retfærdig, og hun havde aldrig straffet ham, eller været rigtig efter ham når han havde pjækkede før.

19 Hun sænkede stemmen da en kollega nærmede sig, fik lige nulret ham i parykken og gav ham igen det afværgende smil, mens hun bad ham hente brevet inden han skred hjem.

Ejnar nåede at komme ud i den friske luft og få lugten af gammel ost og makrelsalat skiftet ud, før han befandt mig midt i en gang stikbold med gutterne fra Eriks klasse, og det var ham han stødte ind i.

Han gav ham en lammer på skulderen, nåede at hviske om han kikkede op senere, inden han fik bolden.

Han var væk, men han nåede at se Ejnar nikkede til ham inden det netop ringede ind.

De skulle have Geografi og historie, slået sammen, og det var ikke lige det han pjækkede fra, syntes det var spændende at høre om de gamle krigere der havde regeret engang i tidernes morgen.

Han stillede ved lærerværelset som aftalt og ventede på at Ingrid skulle komme med brevet, og nu var han klar over at denne gang måtte han få Mutter til at forstå det var alvor.

Førhen havde hun dårligt nok gidet læse dem, og han fandt dem ofte mellem de gamle ugeblade, uåbnet.

Ejnar gik alene gennem centeret hjem.

Prøvede at udskyde konfrontationen med Mutters skingre stemme når hun beklagede sig over al den indblanding fra myndighe- derne.

Han skulle pisse, men undlod at besøge lokummet i kælderen, ville ikke udsætte sig for unødig omtale hvis nogen fra klassen igen skulle observere hans tilbøjelighed.

Mutter sad igen klistret foran tossekassen, da han larmende ankom til den beklumrede lejlighed.

Han havde prøvet at få hende til bare at lufte ud en gang i mellem, men hun frøs var den mest brugte undskyldning for at genbruge dunsten af hvem ved hvad og gammel røg.

Ejnar hev brevet op af tasken, smed det foran hende. forventede ingen reaktion, men den kom alligevel, for hun hev det til sig.

Ville vide hvad han nu havde rodet mig ud i, men ventede ikke på svar fra ham der var tøffet ind til sig selv.

Ejnar fik musik på anlægget og skruede lidt op så han ikke kunne høre Mutter, hvis hun nu igen begyndte at kommunikere, råbe uhæmmet så naboerne vidste hvad der var gang i.

Det var hendes mest gængse taleform, råbe som om han ikke var tæt nok på til at høre hende hvis hun talte i stedet for.

Han gik tilbage til stuen hvor hun igen var optaget af tossekassen.

20 Hun havde smidt skrivelsen fra sig, kom ikke med nogen kommentar før han satte sig med en mad han havde raget til sig fra det næsten tomme køleskab.

Med mad i munden fik han gjort hende bekendt med han vidste hvad der stod i brevet.

At de fik besøg af hans klasselærer og en fra kommunen.

At det var sidste chance før han blev sendt i familiepleje, og han forventede hun samarbejdede om problemet.

Ejnar tyggede færdig før hun blev opmærksom på han i det hele taget var til stede igen, gav sig ubehersket tilkende ved at det åbenbart ikke var tilladt at få sin snotunge til at hjælpe en dødssyg, endda hans egen mor.

Han kunne ikke kommentere den svada, men det var heller ikke nødvendigt, for hun fortsatte.

Hvis de fjernede ham røg hun fluks på den lukkede, kunne ikke holde ud at skulle klare alt selv.

De var altså kun ude på en ting, at få hende helt ned med nakken.

Det sidste udbrud fik hende skingert til at tude, og denne gang var det ikke krokodille tårer, for nu flød det med vand så hun måtte ty til hendes trøjeærme.

Hun var i gang med at bygge et hysterisk tema op, og det kunne han ikke klare netop nu, så han gjorde klar til retræte.

Gik i køkkenet med tallerkenen og fik lidt kontanter fisket op af dåsen uden at lave spektakel, og så listede han sig forbi stuen ud i den velsignede friske luft.

Ejnar vidste ikke hvor han ville hen.

Var sig bevidst om han var på vej i pleje.

Ville frigøres fra det åg der alt for længe havde ligget som en svøbe, blokerende for hans videre udvikling.

Ejnar gik uden at tænke over det ned mod centeret, hvor han mødte Søren med et par af hans klassekammerater.

De var på vej ind i kiosken, og Søren hviskede til ham at han skulle om på plænen og ryge en smøg, om han ville med.

Ejnar kendte godt de 2 kammerater Søren var sammen med, men ikke nok til han ville udpensle hans usle liv for dem.

De forlod dem også da Ejnar havde handlet, og Sørens kæft stod ikke stille mens de smuttede gennem hullet i hækken og kom over bag banens terræn, der hvor det tætte krat gav mulighed for de kunne ryge upåvirket fra nysgerrige blikke.

Ejnar fik pakken flået op og bød en frisk Camel, hans foretrukne mærke, fik tændt med Sørens tændstikker og inhalerede så han fik den skønne følelse helt ud i tæerne, og suset var enorm da nikotinen fandt frem til de små grå i hans 21 overbebyrdede hjerne masse. Ejnar havde lagt sig på ryggen og stirrede op i det uendelige rum, og hørte distræt på Søren der kæftede op om en af tøserne i klassen han var brændt varm på.

Ejnar kommenterede ikke hans vidtløftige planer om hvad han havde lyst til at gøre ved hende, hvis han kunne få lov at lægge hånd på hende, eller lægge noget andet i hende.

Ejnar kom til at grine da Søren sagde lægge i henne, og korrigerede med om han ikke mente, stikke i hende?

De lå flade af grin over den udlægning, og Søren var der straks med at så skulle han da til at bruge regnfrakke på gynteren.

Ejnar havde røget sin smøg ned til fingrene, rejste sig på albuen, fik øjenkontakt til Sørens milde ansigt og fik lyst til at betro sig til ham.

Han skulle i pleje, for Ingrid havde snakket med ham, og hun havde snakket med en socialmadamme om hans problem, mutter.

Ser vi dig så ikke mere?

Søren lød overrasket selv om han vidste det havde været oppe at vende før, bandede inden Ejnar fik mig strammet op til at svare, men han vidste jo ikke noget konkret endnu.

Ejnar ville hjem og se om der var noget Mutter skulle have handlet ind, for hver torsdag dumpede checken ind af døren, og det var som regel ham der måtte ned og indløse den.

Så skulle han handle ind, og det bedste ved det job var at han bestemte hvad der skulle købes ind, med kød på bordet nu han havde overblikket.

Han kom op, lodret, stod lidt og strakte sig mens han takkede for samværet som han vidste Søren altid satte stor pris på.

Han kom selv op og gav Ejnar en arm om halsen og fik sagt han ville komme til at savne ham meget.

De skiltes og Ejnar fik lidt vand i øjenkrogen mens han slæbte sig den korte vej hjem til Mutters humør.

Der lugtede af kål straks han stak snuden ind i opgangen, vidste det var Tyrkerne på 3 der skulle have deres ugentlige kødløst dag, den som Omar altid beklagede sig over

22 Afsnit 4 Checken var kommet, og det første han blev angrebet for var han bare var skredet før, men han ignorerede hende.

Gik på lokum mens Mutter blev ved med at kæfte op om han var sent på den, så han sad demonstrativt og var længe om at tømme tarmen.

Han fik lige kikket sig i spejlet inden han fik sig lempet ud til hystaden igen, blev enig med sig selv om han ikke ville klippes endnu, selv om han havde planlagt det forleden med Erik.

Hans mutter vedblev at synge den samme melodi, og for at slippe for mere vrøvl, fattede han de 2 indkøbstasker, stak checken i baglommen og smækkede døren med et brag da han skred.

Han vidste hvad de manglede, det hele, så han havde ikke nødig at huske dosmersedlen, den som Mutter førhen havde lavet til ham.

Det var også helt omsonst, for han kunne jo ikke læse hendes kragetæer, så han havde som regel smidt den væk og vidst han ville få skideballe når han var kom hjem med de forkerte købmandsvarer.

Han ville skynde sig, havde også planer om lige at tage på plænen igen og spille lidt bold, hvis der ellers var gang i den der, og nu han havde penge var der jo en pakke Camel inden for rækkevidde.

Der var kø i banken, men heldigvis var det fru Henriksen, rask på fingrene.

Hun vidste også han kom hver torsdag, så hun brugte ikke tid på han skulle forklare sig og finde den fuldmagt frem han heller ikke havde med der.

Han fik handlet ind og slæbte de tunge tasker ud af butikken, forbi frisøren hvor han så køen, og fik lige nikket til de to fra parallel klassen der sad og ventede.

Han slæbte sig op, lukkede sig ind i den beklumrede lejlighed, og selv om han havde beordret Mutter til at lukke vinduerne op en gang i mellem, endda selv gjorde det, lukkede hun dem demonstrativt øjeblikkelig.

Mutter var der straks og ville se havde han havde købt.

23 Smøgerne var det første hun fik fingre i, og der brokkede hun sig straks over der kun var 6 pakker.

Det var gerne sådan at han plejede at købe et helt karton, men havde kun købt 7 pakker i dag, og selvfølgelig stukket en i lommen til mig selv.

Han fyrede den sædvanlige af med de ikke havde flere, men hun blev alligevel ved mens hun fik ild på en frisk.

Han fik afregnet, satte tingene på plads og vidste der ikke var mad før han kom hjem og selv arrangerede noget.

Han meldte sin afgang mens han løb ud af døren, og nåede at smække inden han hørte resten af brølet, det sædvanlige med at være hjemme til spisetid.

Spisetid, vorherre bevares.

Han småløb ud bag blokken og kunne allerede høre Eigils højrystede kommanderen inden han kom helt ud på plænen.

Eigil var 14.

Havde et harem af mindre drenge til at slave for sig, dem han fik til at skaffe sig smøger og andet godt fra deres hjem, for han ville ikke selv stjæle hjemme af frygt for livremmen når det blev opdaget.

Han boede 2 opgange fra Ejnars, men alligevel kunne de af og til høre brølet fra ham når hans Fatter svingede remmen.

De så ham ikke et par dage på plænen efter sådan en tur, og Ejnar havde ladet sig fortælle han havde en pude med i skolen. Så vidste alle han havde ømme balder.

Erik og Søren var der også, og de hilste hjerteligt på ham der bare smed sig ned og fulgte et par af de mindre der var i vild fight med bolden.

Ejnar halede sin pakke Camel frem og nikkede over mod buskadset, der hvor de plejede at trække hen for at være ude af syne fra altanerne.

Eigil ville med for en gang skyld selv om han officielt ikke røg, turde godt alligevel, og hvis han blev opdaget når han lugtede af det, gav han de andre skylden for at have røget i nærheden af ham.

De sjokkede ind gennem hullet i syrenhækkene og fandt Holger fra 7 klasse i gang med at pulse på en cigar, organiseret fra hans fars kasse.

Han havde fortalt faderen købte en 5o styks om ugen og aldrig kunne huske hvor mange han havde røget, så han var da oppe på at organisere op til 10 styks af kassen nogen gange.

De slog sig ned, og Ejnar blev klar over han var favoriseret med at have så mange venner, endda venner ældre end ham selv.

24

Det var ikke fordi han havde smøger de lod ham være ven med dem, for det var lige så ofte han lukrerede på deres, men de havde helt fra børnehaven været et slæng.

Det vil sige, Eigil var kommet til senere, var først flyttet til byen for et par år siden, da hans far havde fået en lederstilling på det lille jernstøberi ude i industri området.

Men de havde taget godt imod ham, mest fordi de følte med ham efter de første gang hørte hans skrig om hjælp under afstraffelsen.

En hjælp de ikke på stående fod kunne give ham, men den moralske støtte han fik senere var godt for kammeratskabet.

Ejnar kendte ikke til tæsk i hans hjem, men så var der så mange andre måder at straffe på, dem han efterhånden var blevet immune over for.

Mutter havde siden Fatter var smuttet prøvet at styre ham med stuearresten, men han var bare smuttet alligevel, for Mutters repressalier senere var også altid røget i vasken.

Hun havde ikke autoritet nok til han respekterede hende, for inderst inde gav han jo hende skylden for Fatter skred dengang.

De lå og nød deres røg, blandet med Holgers cigarrøg som havde en duft der hang længere omkring dem, end fra de ligkistesøm de andre indhalerede.

Erik ville hjem, fangede Ejnars blik og nikkede mod blokken og gjorde ham opmærksom på han godt ville have ham med op.

Søren var sjældent med nogen hjemme, for han havde strenge regler for hvad han måtte, og det var ofte han ikke nåede ned i kælderen til deres aftensmøg.

De rejste sig samtidig og Erik fik sagt, ses senere, mest henvendt til Søren der vidste det var henvendt til ham.

De andre havde de ikke så meget at gøre med uden for boldbanen og da Erik og Ejnar boede i samme blok, var det jo meget naturlig de fulgtes, også at de besøgte hinanden.

Erik havde en eftermiddag da de var i kælderen, fortalt at en fra klassen beskyldte ham for at han havde noget kørende med Ejnar, nu de var så meget sammen.

Det var ikke blevet til mere end den ene finte, en mistanke som Erik bare havde grinet af, og ikke havde følt det var nødvendig at bortforklare.

De fik grinet af og Ejnar vidste Erik var flintrende, for de havde behov for at føle hinanden når de filede den af sammen, samhørigheden der gav en enorm fornemmelse i kroppen når de koordinere orgasmen.

25 Ejnar havde erkendt han var blevet afhængig af Eriks selskab som gav ham følelsen af at være til, og Eriks påvirkning af ham når de dyrkede sex sammen, fik ham til at føle sig mere hel, mere fri, hvad frihed så ellers var for en størrelse.

Ejnar havde slet ingen skrupler over at nogen mente det var unormalt og perverst, og hvis det var det, perverst, så var han altså pervers tænkte han bare, og så var den ikke længere.

Inden de nåede hjem til blokken så de Eigil sjokke hen til hans opgang, følte med ham der skulle op til tyrannen, selv om han havde bedyret hans Fatter alligevel var retfærdig.

Han nåede lige at svinge armen, inden de så hans flagrende skjorte forsvinde da døren klappede i bag ham.

Ejnar fulgte med Erik op, for han var alene igen, hans sidste aften inden weekenden, og Erik krammede ham og smilede hans smukke smil på vej op af trappen.

Det var normalt ikke sådan at de viste fysisk de var så nære venner, men de havde snakket om det en aften de var alene i kælderen.

Erik havde indrømmet han godt kunne føle det sitre i kroppen, når han fik øje på Ejnar i skolegården, men de havde grinet af det og henlagt det til den lir der var når de filede den af sammen.

De fandt senere sammen i en let omslyngning, havde en teknik der føltes helt fantastisk når de bare gned sig mod hinanden, og de smeltede sammen i orgasmen, selv med al tøjet på nogen gange.

Han skulle have hakkedrenge med masser af stegte løg til, og det kunne lugtes da de kom ind i entreen.

Hans Mor var altid sød og lave rigeligt, nu hun vidste han ofte tog Ejnar med hjem for ikke at sidde alene.

De anrettede på tallerkenen og tog det med ind i stuen, tændte for tossekassen, men der var ikke noget interessant, så det blev en stak plader der underholdt dem, mens de slugte den lækre mad, ned i deres sultne maver.

Erik gik i køkkenet og tryllede en kande te frem, ikke noget Ejnar var vant til hjemmefra, hvor Mutter altid lavede kaffe, men han fik da en gang i mellem lyst til te, som han selv lavede og tog med ind på hans værelse.

Han var kommet til at synes om Eriks, hjemmelavet, og af urter specielt mynten som gav det en fantastisk smag når de stak kruset en ordentlig skefuld honning.

De blev døsige og var ved at falde sammen, da Erik foreslog de tog i kælderen med teen, for den var hen ad 8, hvor Søren kunne dukke op hvis han kunne snige sig hjemmefra.

26 Det måtte aldrig være senere, for Søren måtte ikke være ude på hverdage, og han var der også straks efter de havde låst sig ind.

Viseværten havde jo sørget for det lille rum til dem, indforstået med at de brugte det da de ofte hjalp ham med at feje kældrene i alle blokkene, og han stolede på de var ansvarlige nok til at kunne administrere det.

De fik snakket om dagens oplevelser, hvor Søren igen var i gang med det kvindemenneske han var brændt lidt varm på.

Så kunne de vel regne med de så dem hernede en dag på madrassen, for han kunne da ikke tage hende med hjem, vel? Det var Erik der grinende kommenterede den umulighed.

Nej, er du rigtig klog, så ville de gamle da flippe helt ud og sende ham på den kostskole de før havde truet ham med.

Søren var helt oppe i det røde felt da han hårdnakket erkendte det ikke kunne praktiseres, sukkede højlydt og inhalerede på gløden var ved at eksplodere, hostede og slukkede det sidste der var ved at brænde nallerne.

De vidste han skulle hjem, gjorde dem klar til at takle af for i dag, og på vej op af kælderen aftalte de 2 andre hvad de skulle finde på i morgen, hvor Ejnar jo måtte sige fra, for han skulle noget med noget familie, som han nu havde udlagt det for de andre.

Det godtog de uden videre, og først senere erkendte han over for Erik om hans besøg hos hans nye bekendtskab, og det gjorde jo Erik nysgerrig.

Han fik ikke at vide han havde stiftet bekendtskab med Svend på Centerets lokum, men at han havde kendt til ham et stykke tid, og af og til rendte byærinder for ham.

Erik ville vide om han havde været i bukserne på ham, og om han var svans, men det benægtede Ejnar hårnakket ikke var tilfældet.

Han blev lokket med i bad, og det var første gang de var sammen på den maner.

Først vaskede de hinanden på ryggen med badehandsken, også bagi, hvad fik Erik til at fedte Ejnars jern ind med shampoo.

Så bukkede han sig forover og førte den ind i hans grotte og lod Ejnar køre den helt i bund.

Nu piskede Ejnar frem og tilbage mens han havde fat i Eriks stivert, og det var så voldsomt at Erik måtte støtte sig op af væggen.

Erik fik nu hans ene hånd ind mellem hans ben, fattede om Ejnars pung og fik en finger op og kørte den helt op, hvad fik Ejnar til at øge tempoet.

27 De kom begge samtidig, stønnede højt og Erik fik sig frigjort og vendte sig og krammede Ejnar til sig mens han kyssede livet ud af dem begge i de sidste orgasmer.

De endte på langs i sengen, hvor Erik for første gang masserede Ejnar over hele kroppen med en velduftende olie, og det hjalp jo gevaldigt på gejsten, igen.

De sluttede seancen af med at ligge på hinanden og mærke brunsten nærme sig klimaks, og der blev de til de brølede deres orgasme ud i værelset, mens Ejnar var ved at glide ned af Eriks klistrede mave.

De fik sig skyllet igen og satte sig i stuen, tæt, og hvor Erik bekendte han sikkert var ved at blive svans, for han var betaget af de oplevelser de havde sammen.

Ejnar vidste ikke noget om det at være svans, men indrømmede han holdt af ham, og at det de havde sammen var bedre end at løbe efter en fnattet tøs, en tøs som hele tiden skulle have hjælp af en flok veninder, specielt hvis hun var en af de eftertragtede.

De sagde godnat til hinanden i et hedt favntag, og Erik lagde an til et kys som fik dem til at grine gevaldigt.

Det var det tætteste Ejnar havde været på et andet menneske, og han følte det ikke mærkeligt lige pludseligt at have følelser som dem de oplevede sammen.

De skiltes og han gik afklaret hjem hvor han for første gang i lang tid slumrede ind uden at file ynglestokken af.

Senere da han vågnede med jern på var der kun en ting at gøre, så med Erik i tankerne nød han de par minutter det varede.

28 Afsnit 5 Han var der før tid og fulgte Svend komme traskende, mens han selv stod lidt af vejen, skjult bag buskene mellem 2 blokke.

Han lagde mærke til Svend kikkede sig omkring, tænkte på om det mon var ham han spejdede efter, men først efter et par minutter gik han selv op og klappede sagte med brevsprækken.

Svend blev glad for at se ham, stillede sig op og smilede sit frække smil, og så trak han ham ind i entreen.

Han bad Ejnar tage plads i sofaen, hentede en vand til ham, skålede med den Guld Tuborg han havde slæbt med til ham selv, og så satte han sig ved siden af Ejnar.

Han kikkede intenst på ham, fik gang i mundlæderet da han havde taget et heftigt drag af flasken, forklarede Ejnar at han godt vidste hvorfor de var mødtes, ”tilfældigt” der på toilettet.

Han vedblev at kikke intenst på Ejnar, så han var nød til at reagere og fremstammede at han ikke var sikker på hvad det var han forventede, men at han manglede en voksen ven han kunne tale med om hans problemer, det indrømmede han.

Svend nikkede til Ejnar mens han forklarede om hans behov, men Ejnar kikke ned på sine sko, hvor tæerne krummede sig samme, så han så det ikke.

Nu brød Svend ind.

Fortalte Ejnar havde været heldig med han ikke var børne- lokker, en der kun var ude på at komme i bukserne på ham.

Ham der havde stået der og blottede sig, næsten havde vist hele herligheden frem, for det var jo det han havde gjort, ikke?

Han tog en tår øl.

Lod Ejnar tænke over hans udlægning af deres møde netop på toilettet, og Ejnar vidste Svend havde ramt plet.

Du er da ikke børnelokker, vel?

Ejnar kikkede op, fangede Svends intense blik, som mente han lød skræmt, eller var han bare nervøs?

Nej Ejnar, det var jo det han lige havde pointeret han ikke var, men han havde øje for drenge der havde problemer, havde for nogle år siden hjulpet en på Ejnars alder med at komme i gennem puberteten, for det var jo der han var nu, Ikke?

Ejnar vidste fra Eriks og deres gokken af, at Erik var i puberteten, men om han selv var det, det vidste han ikke en skid om, for Ejnar havde jo ikke haft Englefisse endnu.

Så Ejnar indrømme han ikke vidste noget om det, men han kendte da et par venner der var der, det havde de jo selv fortalt 29 ham.

En dreng på hans alder var der, for når man først var begyndt at onanere, så var der ingen vej tilbage, og det var han helt sikkert begyndt på, altså at hive i den når han skulle sove, Ikke?

Ejnar blev rød i hovedet.

Fornemmede varmen og blev flov mens han kikkede ned på fødderne igen.

Svend grinede lidt og fortalte videre at han da selv gav hans en tur en gang i mellem, og det var noget alle drenge gjorde, mænd også naturligvis.

Ejnar kikkede interesseret op, fik øjenkontakt til ham og spurgte forundret om hans også gokkede sin af?

Svend grinede igen over hans overraskelse, fortalt at han ikke kom sammen med kvinder, for han var kun til voksne mænd når han havde sex med nogen, så han kunne godt kalde ham homo eller bøsse hvis han ville.

Homoseksuel? Ejnar vidste godt hvad det var.

Kendte bare ikke nogen der var det, for han regnede ikke med Erik var, selv om de dyrkede hinanden.

Ja, homoseksuel, det vidste han da godt hvad var, ikke?

Han lød lidt drillende i stemmen, ikke hånligt, mere overbærende.

Det vidste han da godt, men han kendte ikke nogen, altså før nu.

Nu var det Ejnar der smilede, og Svend skraldergrinede og gav sin latter frit løb.

Så han måtte hellere fortælle Ejnar, at han altså ikke havde i sinde at ligge og bolle med ham, men at de måske fandt på at røre lidt ved hinanden, massere, og det ville han ikke sige nej til.

Ejnar blev varm inden i igen, fattede mod og spurgte hvad han mente med, røre ved hinanden?

Ja røre ved hinanden, nusse, massere, føle de var til begge to.

Det var det der gjorde livet skønt at leve, og så længe det var uden forpligtelser, altså kæresteri, så blev man ikke uvenner, eller jaloux fordi man var sammen med andre også.

Men det kunne kun lade sig gøre hvis de var indstillet på det begge to, og man måtte stole på hinanden, for hvis han bare rørte ved Ejnars tissemand, og han sladrede, så kunne han ryge i spjældet i flere år, og det vidste han garanteret ikke noget om, vel?

30 Nej, det vidste Ejnar ikke, men han havde da ikke i sinde at sladre til nogen om at han gjorde det.

Det røg lige ud af ham, og han kom til at grine af afsløringen om det han havde haft i tankerne.

Men det skulle være aftalt hvad de skulle lave sammen, hvis det var noget de besluttede.

Nu ville Svend godt høre lidt om hvem Ejnar egentlig var, drak lidt bajer igen mens han fikserede Ejnars reaktion, som uden indledning begyndte at fortælle om hans usle liv, mens han satte sig bedre til rette.

Efterhånden som hans dystre tanker kom frem i lyset, fik Svend gjort sig mageligere i sofaen efter han havde taget skoene af.

Da Ejnar kom til hans far der var stukket af, stoppede Ejnar med at fortælle, blev våd i øjnene.

Han smøg sig ind til Svend og begyndte at tude, hiksede i gråden, erkendte det var længe siden han havde gjort det, men det løsnede.

Svend lod ham sidde uden at spørge om noget.

Trøstede ham ved at stryge ham på kinden med hans varme hånd, og så var hans hånd omme i nakken, fortalte han havde lyst til at trøste ham rigtigt.

Ville godt massere ham over det hele, men stadig uden de skulle bolle, om han havde lyst til det.

Nu? Ejnar fik sig rettet lidt op, forundret, om det skulle være uden tøj på?

Ja da, det er svært at massere med alt det tøj på, og så sviner olien altså.

Men han kunne starte med at smide overtøjet, så kunne han give skuldre, ryggen og hans arme, så behøvede han ikke at sidde blottet, vel.

Ejnar smøg sig igen ind til hans varme bryst, fornemmede han ville være god ved ham, og så moslede han sig fri og strippede overkroppen.

Svend rejste sig og bad ham sætte sig omvendt på en af spisebordsstolene, altså med ryggen fri.

Ejnar placeret sig, og i mens havde Svend fundet en lille flaske olie frem fra dækketøjs skabet, fedtet hænderne ind, og så bad han ham om at lægge armene op på stoleryggen, hvad Ejnar allerede havde gjort.

Han hørte Svend gned olien ud i hænderne, og han fik gåsehud da han synkront berørte hans skuldre, der hvor Ejnar havde de knuder i nakken af det forbandede skolearbejde, og maset med mutter.

31 Svend fornemmede han våndede sig under hans berøring, så han gik videre ned over skuldrene, kom rundt og gav brysterne en let tur inden han gik tilbage til nakken igen.

Svend ville vide om Ejnar kunne lide det, for ellers ville han stoppe nu, det kunne jo godt være lidt for meget første gang. Ejnar svarede ham ikke men tog om hans hænder der var begyndt at cirkle om hans brystvorter, der blev større, og Ejnar bad ham om at fortsætte, for det var bare så skønt.

Han gik længere ned, og den ene hånd kom inden for livremmen, hvor den stødte på hans erektion.

Uha da da lille ven, den ville nok gerne frem i lyset, ikke? Ejnar vidste godt hvad han mente med det, så han spurgte spagt om han måtte smide resten, for nu ville han godt have hele turen, altså massagen kun.

Svend fjernede hænderne fra brysterne og gav lige skuldrene igen, og så bad han ham om at komme med ind i soveværelset, for det var bedst at ligge ned imens.

Ejnar rejste sig rød i hovedet af ophidselse og fulgte ham lydigt uden at vide hvad han havde i sinde at gøre ved ham, men Svend var klar over Ejnar var rede til at gå hele vejen hvis det skulle være det.

Han fandt et tæppe frem og lagde det på dynerne, så Ejnar, som nu var sikkert på han havde gæster der overnattede.

Så du, af med kludene, ned på maven, så kunne han rigtig komme til at torturere ham.

Ejnar fik sine korte benklæder af, for de var stadig et par drenge fra klassen der ikke ville affinde sig med de snærende lange endnu, og vejret var jo også til det.

Ejnar havde erektion, havde ikke i sinde at skjule den, og Svend kommenterede heller ikke noget mens han fortalte ham han skulle tage puden under panden så han havde åndedrættet frit.

Ejnar fornemmede Svend satte sig over ham, lænede sig hen over ryggen og begyndte igen med skuldrene.

Forsigtigt moslede han med tommelfingrene på de ømme steder, mens han nænsomt gik videre ned omkring ryggen.

Var igen inde og markere på brysterne, og mens han igen fik fat om lænden på ham med begge hans varme hænder, fjernede han underhylerne.

Ejnar hjalp til ved at lette understellet lidt, så var de nede om benene, og med et let hiv helt af.

Nu fik han plads til helt oppe fra skuldrene at stryge ned til ballerne, hvor han stoppede og fik rundt, inden om lårene og ind til hans erektion som Svend fornemmede var ved at sprænges.

32 Ejnar lettede sig igen så Svend kunne komme rigtig til, stønnede da han fattede om den og gav den let med den ene hånd, og så fattede han om hele pivtøjet med klunkerne og klemte lidt til Ejnar stønnede af velløst.

Han lettede understellet lidt mere og spredte benene og gav ham lov til at fortsætte, men Svend stoppede og bad ham om at vende sig om.

Han ventede til Ejnar havde vendt sig før han selv smed alt tøjet.

Nu havde Ejnar fuld udsyn til Svends voksne erektion, pragtfuld og helt op til navlen strakte den sig.

Svend stod lidt og kikkede smilende på Ejnar mens han gav sin erektion en lille tur, spurgte om det var for meget, for så ville han stoppe nu.

Ejnar bedyrede at han ikke skulle stoppe, og mens han gjorde klar og lagde sig ved siden af ham, rakte Ejnar ud og fattede om hans og gav den et par hug.

Svend lod ham arbejde lidt med den, og Ejnar fik lyst til at gøre ham færdig lige som med Erik når de legede, men Svend afbrød ham.

Nu fik han mere olie på hænderne og begyndte at bearbejde hans ansigt, brystet igen.

Ned om maven og videre på lårene, og så fik hans fødder en gang.

Det kildrede af helvede til, men han holdt ud til han kom tilbage til hans skridt.

Nu fik Ejnar med begge hænder, rundt, ind om ballerne som han løftede op så han kunne komme til hans stådreng.

Ejnar skreg af velvære, og imens nussede han Svend i håret og bad ham om at blive ved, for han var ved at få orgasme, og det kom i bølger som han ikke havde oplevet det før.

Ejnar stoppede med at nusse ham i håret, og Svend fornemmede han havde nået klimaks, lagde ham nænsomt tilbage på sengen og lagde sig selv tilrette, kyssede ham let på kinden og begyndte at masturbere sig selv.

Ejnar vendte sig så han bedre kunne følge det, og da han stadig kikkede på ham, fattede Ejnar om hans pung og nulrede den hårdt.

Svend bad ham om at blive ved, for han var ved at få orgasme, rakte ud efter en klud der lå under madrassen, og fik den arrangeret så der ikke kom sæd på dynen.

Alligevel lykkedes det ham at ramme ved siden af, og Ejnar fik hans del på armen, da han stadig ivrigt nulrede hans nåsser.

33 Svend tørrede hans bevis på udløsningen af hans arm, tog om ham i deres nøgenhed og takkede ham for hans omsorg for ham.

Sådan lå de og mærkede hinanden, og Ejnar vidste at fra da af, at der aldrig skulle blive noget med pigehalløj fra hans side. Det fortalte han ikke Svend, men Erik havde han luftet tanken over for.

De lå et stykke tid og dampede af mens Svend krammede ham forsigtigt som var han blevet skrøbelig.

Så afbrød han seancen og bad ham komme med ud til en let tur under bruseren.

Her fik han igen massage, men nu var det en velduftende shampoo der vaskede ham ren fra top til tå, og det hele endte med Svend tørrede ham i et kæmpe badelagen, hvorefter han bar ham ind i stuen og lagde ham på sofaen.

Ejnar tog først derfra efter han havde fået serveret en god gang gullasch med hårdkogte æg til, og da Svend smed ham ud ved 7 tiden, bad han ham om ikke at besøge ham før næste fredag igen, for de kunne altså ikke ses oftere, hvad Ejnar måtte forstå.

Men så kunne han også love ham han vil tage sig af ham, og kom han ud for noget uhyrligt, så skulle han bare komme alligevel, nat eller dag, så skulle han nok være der for ham.

Forstået?

Svend havde kvast ham igen, og det Ejnar havde mest lyst til lige nu og her, var aldrig at slippe fra denne kærlige mands favn.

Men Ejnar var klar over som Svend påpegede det, at de ikke kunne vise deres kærlighed for hinanden til nogen.

Så Ejnar gik langsomt ned af trappen da døren blev lukket bag ham, mens han følte det som en afsked han havde svært ved at acceptere.

Han kom hjem til et stille hus, for Mutter lå igen på sofaen og fangede torsk, så han forbarmede sig og smed en dyne over hende, slukkede for tossekassen og så gik han i seng og trøstede sig selv med en gang massage, men det var lige som der manglede noget.

34 Afsnit 6 Der var vild aktivitet på Hanne Jensens kontor efter det store mandagsmøde med socialchefen og kollegerne.

En del akutsager havde hobet sig op, og der skulle tages stilling til dem her og nu, så hun havde kun haft 2 minutter til at komme ind på hendes smertens barn, nemlig Ejnar Jensen.

De havde næsten affejet hendes ønske om en akut anbringelse, men det havde altså stået på længe, og knægten trængte til stabile omgivelser, og gerne på landet.

Hun havde brugt alle argumenter, men lige meget havde det hjulpet, så det måtte vente og blev nedprioriteret, selv om Ejnars klasselærer havde henvendt sig indtil flere gange.

Den anden familie hvis problemer var dukket op i weekenden, hastede endnu mere, så den sag måtte hun tage sig af.

Børnene det drejede sig om, havde været ude for en tragedie. Moderen til de 3 børn var blevet dræbt af hendes voldelige mand, mens de alle overværede det bestialske knivdrab.

Så nu var der 3 børn der skulle findes plejefamilie til, og gerne den samme, for de 3 søskende havde brug for hinanden, nu mere end før.

Men de plejefamilier de havde kendskab til var ikke disponible nu, og kunne slet ikke modtage 3 børn.

Hanne havde nu til opgave at finde den næstbedste løsning, nemlig at lade de to mindste, Henrik på 8 og hans større søster Else på 10 blive sammen.

Så var det mindre vigtigt med den store, søsteren på 14 hvor hun kom hen, for hun var lige konfirmeret, var gået ud af skolen og skulle starte på efterskole til september, altså lige om hjørnet.

Hun prioritere de 2 små, nu det var verificeret at store- søsteren kunne blive på børnepensionen.

Der var de alle anbragt midlertidigt, men da det var vigtigt de 2 mindre kunne starte i en ny skole hurtigt, gik hun listen igennem igen.

De trængte til ro om sig efter den traumatiske oplevelse at se deres moder blive stukket ihjel, trængte til så hurtigt som muligt at få trygge rammer om deres hverdag igen.

Hun havde startet computeren op og søgte listen igennem igen, men fandt ingen der havde forudsætningen til at tage sig af de 3 traumatiserede børn.

Det måtte de nok karakteriseres som, især med oplevelsen så tæt på.

35 Hanna skar igennem og ringede alligevel til den plejefamilie i Grindsted som havde de bedste forudsætninger for her og nu at kunne huse dem i hvert fald, familien med den store ejendom lidt uden for byen.

Fru Poulsen tog straks telefonen, og da Hanne havde brugt de indledende floskler der nu skulle til, gik hun lige til sagen, Og fik forklaret behovet her og nu.

Fru Poulsen havde læst ”Jydepotten” søndag, var orienteret om hændelses forløbet, og hun kunne godt takle børnene mente hun.

Så de blev enige om at Hanne kunne komme med børnene allerede om eftermiddag, så ville plejemoderen have det eneste værelse de havde, klar så de straks kunne fornemme at de var velkomne.

Hanne gav udtryk for hun var meget taknemmelig for plejemode- rens hurtige beslutning.

Ville alligevel lige høre om hendes mand ikke skulle høres inden hun definitivt overtog den svære opgave.

Men her var der ingen slinger i valsen.

Bastant tilkendegav fruen hvem der bestemte inde i huset, og hvor mandens domæne var, alt uden for.

Sådan havde det altid været, også mens de havde haft drengen Egon på nu 14 år, hvad Hanne var orienteret om fra journalen.

Han havde været spæd da de fik ham overdraget, og der havde aldrig været nogen problemer med den anbringelse.

Hanne sukkede tilfreds da hun smed røret på, greb det straks igen og ringede pensionen op, fik fat i vagthavende og fik de vigtigste detaljer ordnet på ingen tid.

De aftalte børnene skulle være klar klokken 3, altså egentlig kun de 2 mindste, men at storesøster selvfølgelig burde tage med og overlevere hendes 2 små søskende til deres nye hjem.

Hanne var tilfreds med den hurtige afvikling og ville til at ringe Bossen op for at orientere ham, men besluttede at give ham fingeren.

På morgenmødet han havde været grov, igen, meget afvisende omkring hendes planer omkring Ejnar.

Hun havde lagt mærke til Kommunaldirektøren forundrede blik da Aksel vrissende havde bragt hende til tavshed.

Hanne ville nu arbejde videre med Ejnars anbringelse efter hun havde skrevet rapporten om de 3, og ved gennemgang af listen over plejehjem tidligere, var hun heldigvis faldet over Grete og Oskar Olsen på Langeland i fredags og havde fået kontakt. Hun havde aftalt at ringe igen midt på ugen, da Grete lige skulle orientere hendes bedre halvdel om Ejnars mulige anbringelse.

36 Hun brugte en times tid til journalarbejdet, fandt papirerne klar til fru Poulsen til underskrivelse, kopier af de relevante dåbsattester, og så var den hjemme håbede hun.

Hun gik i kantinen hvor hun mødte en kollega der havde været med til morgenmødet.

Hun orienterede lige om hendes held med fru Poulsen, for kollegaen havde også siddet og krummet tæer over hendes akutte behov for pleje til de 2 børn.

Men de havde selv haft nok at se til, så hun havde ikke fået andet end tavse blikke fra kollegaernes side.

Hun gav sig god tid til kaffen og den gode kanelsnegl, men blev afbrudt af Kommunaldirektøren der lige kom over og ville høre hvordan det var gået med de 3.

Han satte sig og hørte kort Hanne resumere hendes indsats indtil nu, og da han rejste sig for at få sin kaffe, roste han hende for udfaldet.

37 Afsnit 7 Hos familien Olsen på Langeland var dagen begyndt som alle andre hverdage.

Grete havde sendt de 2 ældste drenge i skole, og sat den yngste til at rydde op på hans værelse, efter Oskar var kørt på arbejde i hans lastbil, fyldt op med småkager fra det store bageri i Rudkøbing.

Oskar Olsen bestred distribueringen på Langeland, Tåsinge og det meste af Fyn med færdigvarer for det store engrosfirma Bedstemors kager.

Han var en vellidt medarbejder i firmaet, der aldrig havde modtaget nogen klager over ham, mens det i hjemmet var en anden melodi der blev liret af.

Det hændte han med sine løse håndlet, stak familien et par flade, og plejedrengen Per fik også så hatten passede når det kom over Oskar.

Det havde stået på i en årrække, men var foregået i næsten ubemærkethed fordi hans terroriserede kone trofast havde holdt gode miner til slet spild.

Oskar var også vellidt i lokale kredse, som nu bestyrelses- medlem i både den lokale fodboldklub, og plejehjemmet der husede de fleste af de ældre plejekrævende fra det nærmeste opland.

De havde kun drenge, deres egne 2, og så Per, baryleren som var i pleje og som var en god indtægtskilde.

Oskar var født og opvokset på øen, hvor hans far havde været sognerådsmedlem for socialdemokratiet, og som havde sat sit politiske aftryk på øens arbejderparti gennem mange år.

Oskar havde selv prøvet på at blive valgt ind i kommunalbestyrelsen, men der havde været et par andre med større albuer end hans, så han havde affundet sig med ”kun” at være ordfører for partiet.

Det var ikke sådan at han i det daglige tævede familien, men når der var noget der gik ham på, enten en bagatel omkring arbejdet, eller hvis en af drengene havde fået en anmærkning med fra skolen.

Så fik ungerne som regel en over nakken, og konen fik også et par på hovedet hvis hun blandede sig og protesterede.

Det vil sige, han undgik altid at markere tævene så de kunne ses på blottede steder.

Placerede dem så hun kun fik trygget et ribben, eller havde lange benklæder på for at skjule hendes molesterede skinneben, 38 det der ofte blev ramt af sparket fra hans støvler i kampens hede.

Nu var det ikke sådan at Oskar var ond af natur, men i hans barndomshjem havde han og brødrene stillet til regnskab for ugens synder, hver lørdag aften, og det uanset om der havde været nogen grund til det eller ej.

De fik ligeligt af remmen, 5 hårde rap hver de 3 drenge, og det var mens resten af familien så på.

Det var altid lørdag før spisetid, så de sad alle 3 og vred sig mens de spiste, mens det som regel nåede at dulme sig før de stillede i skole om mandagen.

Det var ikke sådan at Oskar Olsen anklagede hans far for at have været en hustyran, for de fleste gange havde kløene været fortjent, og han havde jo ikke taget skade af de par klask. Det var ved 10 tiden da Grete var ved at ordne vasketøjet i fredags, at telefonen ringede, og hun tog den pligtskyldigt og præsenterede sig spagt.

Hun blev overrasket over at det var en socialrådgiver der ringede, begyndte straks at tænke det værste selv om deres plejedreng Per var fra en anden kommune.

Men det var kun indtil Hanne havde forklaret sig, for de havde flere år tilbage haft børn fra dem.

Socialrådgiveren ville lige høre om de kunne tage en dreng på 12, her og nu gerne.

Det var jo ikke noget Grete kunne godkende lige på stedet, måtte selvfølgelig lige vende det med manden når han kom hjem fra arbejde.

Det blev en kort snak om det barn der var i deres varetægt, og da Grete forklarede at der ikke var nogen problemer med ham, var hun sikker på de godt kunne klare en til, for de havde jo som regel en god indflydelse på hinanden, drengene.

Det havde kommunernes tilsyn jo selv orienteret sig om ved deres årlige besøg.

Grete havde lært at forsvare deres position, og selv om hun inderst inde forkastede mandens vold, forstod hun til fulde nødvendigheden af at holde sammen.

Alligevel var hun betænkelig ved at tage flere børn i deres varetægt, for der var et par gange hvor det var ved at gå galt under inspektionen.

Huskede med gru på den lille gnom, Niels på 8, der var ved at fortale sig, selv om han var blevet instrueret i hvad han nu skulle sige når kommunen stillede til samtale med drengene.

Huskede Niels havde stammet sig i gennem forklaringen om

39 uheldet, var ved at blande faldet ind med det der virkeligt var sket, nemlig Niels akavede opførsel en aften hvor han havde svaret igen da Oskar havde givet ham stuearrest, kun for et par småting han havde undladt at lave.

Oskar havde, som han ofte havde for vane, stukket ham en på siden af hovedet, hvilket bevirkede at Niels var ramlet ind i en dør der var i vejen, og trimlet hen ad gulvet.

Men de havde klaret den med at Niels havde en ret livlig fantasi, især i skolen over for klassekammeraterne, og at de havde svært ved at gøre ham forståeligt at han skulle sige sandheden.

Da der aldrig før havde været nogen anmærkninger omkring deres arbejde med børnene fra den kommune, var det hele glattet ud og gået i glemmebogen.

Selvfølgelig havde det været tæt på et par gange, men drengene havde så meget respekt for Oskar, at frygten for afstraffelsen bagefter, havde fået dem til at holde deres klager for dem selv.

Hendes egen frygt havde altid været der, for Oskar var og havde altid været psykopat, men havde evnen til at glatte ud hvis han havde været for grov.

Det var altid drenge de havde haft i pleje, for som Oskar pointerede over for hende en dag han havde klapset en af dem, så gav det ham en enorm tilfredsstillelse at tæve dem.

Hun fik kuldegysning da hun tænkte tilbage på den aften alle drengene havde stillet til en regulær røvfuld, og hvor de måtte på skadestuen med, hvad var det nu han hed, jo, den lille 6 årige der var kollapset under afstraffelsen.

Den havde de også reddet sig ud af, for Oskar gav de andre, de 2 store plejebørn skylden for afstraffelsen af den lille.

De havde også skilt sig af med ham, for han var ikke rigtig i hovedet bagefter, og Oskar turde ikke at ”tæmme” ham mere.

Det var tabu at snakke om det i huset, for hendes eget Niels, ikke plejedrengen Niels, var kommet til at nævne det en aften.

Det ville han aldrig glemme, havde uhyggelige mindelser om de bank det havde afstedkommet huskede hun, for hun måtte sidde ved hans seng flere aftener, inden han til sidst faldt i en urolig søvn.

Han havde også haft mareridt og var flere nætter vågnet badet i sved, og han rystede længe ukontrolleret til hun havde fået ham beroliget med at det nok gik over.

40 Men hun vidste det aldrig gik over, men havde ikke mod eller mandshjerte nok til at opponere mod psykopaten.

Nu hun gennemtænkte de gange hun havde troet hans psykopati var gennemskuet af deres bekendtskaber, de få der var, undrede det hende at de aldrig havde reageret, for snakken gik vidste hun.

Men mange af dem havde jo kendt hans fars familie gennem årene, og der havde sikkert været lokal sladder lige så længe.

Hun gjorde klar til drengene kom hjem fra skole, kakao og oste madder, og var sig også bevidst om at Oskar ville være tidligt hjemme.

Hun nød friheden til hun hørte den velkendte motorlyd, gennemtrængende, og han var ved døren og lod sin ofte tavse dominans gennemsyre hvad der var tilbage af frihed i huset den dag.

41 Afsnit 8 Ejnar blev bedt om at vente med at forlade klassen, da det første frikvarter blev ringet ud.

Han blev alene med Ingrid, fik det stukket lige i snudeskaftet, nemlig at han skulle i familiepleje, allerede lørdag.

Han nåede ikke at høre mere om deres projekt, før han stæsede derfra, og han lod hånt om skoletasken og hvad han ellers havde tilbage, da han løb derfra med gråden presset op i halsen.

Men de skulle ikke få den glæde at se ham ude af den, så han fes gennem skolegården i ekspres fart, hvor alle ungerne ellers var i gang med at fornøje sig.

Han var ikke fornøjet.

Vidste ikke hvad han ville men var på vej hjem, for han ville have fat i lidt kapital, og der var det kun køkkenkassen der kunne komme i betragtning Så var det bare at håbe Mutter ikke var for meget til stede, håbede hun hang sovende over tossekassen så han uantastet kunne komme ind.

Han ville også have sin sovepose med sig, lidt skiftetøj, og hvis det var muligt smøre en madpakke.

Han havde ikke gennemtænkt hvad han ville gøre, men helt sikkert ville han opsøge Svend når han kom hjem, for han trængte til en der forstod ham, en der kunne råde ham nu han var i store problemer.

Han var heldig ikke at møde nogen af møgungerne, for de var jo i skole alle sammen, og han fik også lempet sig ind i entreen uden han fik kontakt med nogen i opgangen.

Mutter sad som sædvanligt og hang over tossekassen, snorkede faktisk, så han kom ubemærket ind og fik fat i næsten 1oo kr. fra dåsen.

Han fik også lidt tøj moslet ned til soveposen han pakkede i sportstasken, lempede sig ud igen uden Mutter reagerede på hans næsten lydløse rumsteren rundt.

Han havde husket hans smøger der var godt gemt bag hans bøger i reolen, og lighteren skulle han også bruge.

Han fik lempet døren i bag sig, var klar til at forlade sit hjem uden at vide hvor han skulle bevæge sig hen, og det selv om han tidligere havde affundet sig med anbringelsen.

Han besluttede at gå i kælderen og ryge en smøg, vente til Svend kom hjem, for han kunne hjælpe ham var han helt sikkert på, og det var jo allerede ved 11 tiden.

42 Han så viseværten længere oppe ved den anden blok, men var ikke betænkelig ved at gå i kælderen, for de havde jo hans tilladelse til at være der.

Han faldt lidt ned da han havde tændt cigaretten, tænkte sig om, vidste der ikke var meget han kunne gøre ved situationen, for han kunne jo ikke skjule sig i al evighed.

Måtte helt sikkert affinde sig.

Han slukkede skoddet og lagde sig til rette med tasken som hovedpude, fik den sidste slat squash tyllet ned fra flasken der havde stået fra dagen før, men som alligevel smagte himmelsk.

Han havde ikke ligget ret længe før Erik låste sig ind.

Han havde set han flintrede over skolegården i et satans humør, og regnede med han havde været ude for noget han ikke ville finde sig i.

Erik havde også været oppe og se om han var hjemme, men havde ikke en gang kunnet vække hans Mutter, så han var gået i kælderen.

De fik gang i en røgpind mens Ejnar orienterede ham om Ingrids planer om hans ”deportering”, altså årsagen til hans ville flugt over plankeværket.

Han indrømmede også han var nød til at acceptere beslutningen, for han kunne jo ikke skjule sig, ville til sidst blive indkredset.

Erik rakkede godt nok ned på de mennesker der havde sat gang i det, og han havde ikke meget til overs for Ingrid, hende han aldrig selv havde haft som underviser.

Men Ejnar var jo klar over det ikke kun var Ingrid han skulle bebrejde, for hun nåede at fortælle det var en socialrådgiver på rådhuset der havde besluttet det, og det hele var arran- geret af hende.

Han havde jo pjækket temmelig meget på det sidste, så Ingrid havde jo været nød til at rapportere det til Hanne Jensen, men Ingrid mente altså det ville være godt for ham.

Ejnar orienterede lidt mere om hans nye bekendtskab nu han ville op og se om han var kommet hjem, for Svend vidste sikkert en masse om hvad man skulle gøre i sådan en situation, klage og sådan noget.

De fik luftet ud inden de skred, og Ejnar kikkede sig rundt inden de møvede sig ud i det åbne terræn, på vej op til hans ven der helt sikkert kunne vejlede ham.

De var stille, og i stedet for at ringe skingert på, vippede Ejnar med brevsprækken som sidst og kikkede ind i mens.

43 Svend stod i døren til badeværelset, og da han registrerede hans sagte vippen, kom han iført hans badekåbe, som han lige havde nået at svøbe om sig.

Han blev lidt overrasket over at se ham, lurede reserveret på Erik, som han dog bad med inden for, inden han sjokkede foran ind i stuen.

Erik var lige bag ham, men Ejnar registrerede kun Svend som bad dem sætte sig, mens han ville lave en kande te.

På vej forbi Ejnar der stadig stod, begyndte han at græde, fik fat om Svend og krammede ham hysterisk.

Svend var ikke afvisende, gelejdede ham hen i sofaen, fik ham nogenlunde stabiliseret, og han ville selvfølgelig vide hvad fanden det nu drejede sig om.

Erik sad passivt og fulgte Ejnars nedtur, havde aldrig se ham så ulykkelig, men han kom ikke med nogen kommentarer.

Ejnar kom lidt til mig selv da Svend kom ind med krus og resterne af en kanelstang, og mens vandet kom i kog, fik Ejnar forklaret hvad han havde været ude for.

Svend så medfølende ud, ville ikke som forleden tillade sig at trøste ham, for han kendte jo ikke noget til Erik.

Kedlen fløjtede, så Ejnar samlede sig og snøftede mens der blev serveret, gik med til at lade sig deportere, for han kunne jo altid klage sin nød til Svend, som Svend nu havde forklaret sig.

Svend blev glad da han hørte Ejnar ville samarbejde, og i samme moment forklarede han at han gerne stillede sig til rådighed som værge, det de lige havde berørt om fredag, for han havde fået det indtryk at Ejnars Mutter var sat ud på et sidespor, og sikkert frataget retten som forældre.

Ejnar ville vide hvad det indebar, værge, så Svend forklarede igen at det var ham han kunne henvende sig til, især hvis der var noget der gik galt i plejefamilien.

Det var noget han selv kunne bestemme, hvem han ville have til værge, så Svend håbede selvfølgelig Ejnar ville vælge ham.

Ejnar blev glad, lettede sig og gav ham en krammer, og Ejnar blev siddende hos ham med armen om halsen på ham.

Erik sad og smilede til dem, fattede sikkert hvad de havde haft gang i, men undlod at kommentere noget i det hele taget.

De snakkede videre om det at komme hjemmefra, og at han jo kunne komme på weekend og besøge alle sine gamle venner, altså også Svend som han så kunne klage til hvis der var noget han ikke var tilfreds med.

De fik snakket færdig, og Svend der godt ville have hans ”morfar”, vippede dem høfligt ud.

44 Ejnar sked på formerne, gav ham en ordentlig krammer og takkede ham for hans hjælp, og så kyssede han ham faneme lige på trutteren, alt mens Erik smilende stod og fulgte med fra sidelinjen.

Ejnar tog med Erik hjem, var en evighed om at klæde hinanden af inden de gik under bruseren, og der stod de så mens Ejnar fortalte om Svends massage forleden, og indrømmede det var endt med en gang hed sex.

45 Afsnit 9 I klassen var der naturligvis interesse for hvad der var sket dagen før, da Ejnar mødte op til første time, og han var midtpunktet til de blev afbrudt af Geografilærer Jørgen Tobiassen der velforberedt mødte op.

Han var ikke orienteret om Ejnars flugt dagen før, så han holdt sig til undervisningen, selv om han havde svært ved at få opmærksomhed.

Men det holdt, og så fortsatte interessen for Ejnar som igen måtte fortælle om den plejefamilie han ikke kendte en skid til.

Det skete da Ingrid overrasket kommenterede Ejnars fremmøde, og hun fik hans tilladelse til at orientere om hans problemer.

Hun fortalte lidt om kommunens forpligtelse omkring børns velfærd, og hvorfor det var nødvendigt lige at nævne hans mors svage helbred.

Hun kom ikke ind på hendes medicinmisbrug, da hun ikke vidste hvad årsagen til hendes ”vanrøgt” af Ejnar bundede i.

De fik gang i pensum, og Ejnar fik fred for hans kammeraters snagen i hans privatliv, men han var helt klar over de ville falde over ham i frikvarteret.

Han slap, for Ingrid fik ham på lærerværelset hvor hun fik lov til at tage resten af dagen fri.

Hun kontaktede Hanne Jensen på socialforvaltningen, og de blev enige om at tage fat med det samme, og ville mødes med Ejnar i hjemmet inden for en halv time.

Ejnar havde siddet og fulgt Ingrids bestræbelserne på at få tjek på tingene, helt bevidst om at det hele drejede sig om ham, og at det var hans fremtid det drejede sig om.

Så nu var han på vej.

Havde sagt farvel til klassen.

Havde skippet sine bånd til de omgivelser der så længe havde været noget af en kamp at holde sig i gang i.

Så fik de endelig grønt lys til at tage hjem til ham for at få moderens underskrift på overdragelsen af hans fremtid, hans usle liv hvad det så ellers indebar fremover.

Han var ved at Klods over al den snagen i hvad der var af ting der skulle ordnes så han kunne blive installeret på ungdoms- pensionen, inden Hanne Jensen selv ville køre ham til Langeland, til hans nye tilværelse, allerede lørdag.

Han havde ikke fået meget at vide om plejefamilien, udover at det var en rar familie, og at de havde et andet plejebarn, en 46 dreng på 13 år, så muligheden for de som jævnaldrende kunne blive gode venner, lå lige for.

Der var også 2 andre drenge, deres egne på 5 og 10 år, så sandsynligheden for han ikke ville komme til at kede sig forelå da.

Da alt det telefonsnak var overstået, tog Ingrid fat i ham, fulgtes med ham hjem hvor de mødte Hanne Jensen der stod klar ved opgangen.

De stod lidt og snakkede dæmpet sammen, inden de bad ham om at gå forrest, og han havde nøglen klar og fik låst sig ind for sidste gang i lang tid troede han, men han skulle blive klogere.

De 2 autoriteter blev stående i gangen til han havde lokaliseret moderen, der som sædvanlig sad foran tossekassen, men hun var vågen og rejste sig da hun fik øje på de anmassende kvindfolk.

Mor, forklarede Ejnar.

Han skulle i familiepleje, så han ville bare lige pakke hans ting, så ville han tage af sted.

Han var gået hen til moren der var kommet lidt til sig selv, mens han proklamerede denne nyhed for hende.

Plejehjem, han skulle sku da ikke på noget plejehjem, det havde hun da ikke hørt noget om.

Hun havde taget om Ejnar, knugede ham til sig som hun ellers ikke havde for vane, men nu var der en anledning til at vise de kvindfolk hvem der bestemte her.

Hanne var den der tog initiativet, gik frem og ville give hånd, ville hilse på, men hun fik en kold skulder, og Mutter trykkede Ejnar endnu tættere til sig, mens hun skingert fortalte hvad de kunne gøre, nemlig humle af, og det med det vons.

Ejnar opfattede det kunne blive voldsomt, så han løsrev sig og gik ind på hans værelse, med Ingrid der fulgte ham for at hjælpe med at pakke.

På ingen tid fik han samlet det meste af hans rene tøj, pakkede det i hans store sportstaske som han aldrig havde brugt til nogen sport, for han havde ikke dyrket noget.

Han fandt et par personlige ting han også ville have med, såsom hans billede af faderen fra da de havde været på Himmelbjerget sammen, huskede også de bøger han havde læst til hudløshed.

Det blev ikke noget flyttelæs, og Ingrid trøstede ham med at han senere når han var på weekend, kunne pakke det han ikke havde fået med nu.

47 Imens havde de fuldt den højrøstede stemmeføring fra stuen, hvor moderen stadig protesterede over myndighedernes domineren.

Hanne havde da fået hende til at sætte sig og høre efter, for hun var ved at underskrive overdragelses papirerne, og det lod til hun var stillet i udsigt at Ejnar måtte komme på weekend, snart.

Ejnar var afklaret.

Kunne godt se det fornuftige i beslutningen, men var også klar over moderen nu selv skulle klare hverdagen.

Den som han havde stået for, det meste af den i hvert fald når det havde drejet sig om indkøb og tøjvask.

Moderen begyndte at græde, så han tog om hende, gav hende løftet at han ville skrive, og hun fik jo adressen hvor han skulle hen, så hun kunne bare ringe og høre til ham.

Han rejste sig og fik de 2 kvinder til at følge trop, og mens moderen sad slukket og vandede høns, fik Ejnar låst sig ud. Det tog ikke lang tid for dem at indskrive Ejnar på pensionen, og da han blev alene med den unge mand, Hans, slappede han af mens han fik at vide han bare kunne gøre som han havde lyst til.

Det var jo kun en nat han skulle sove der, og den unge vagt havde indtryk af at det hele var foretaget i fuld harmoni.

Han blev installeret på et lille hummer, men med kun en nat i vente, var det sikkert til at holde ud.

Han havde nået at få sine cigaretter og lighter med, så han belavede sig på at tage ud og futte en af, men blev standset i døren.

Han måtte ikke forlade stedet, vidste han ikke det?

Han vidste ikke noget.

Men at tage en tur op i byen for at sige farvel til hans venner, det var vel ikke kriminelt, eller hvad?

Ejnar stillede sig op og gloede kampberedt på den unge vagt som var lidt rådvild omkring udgangstilladelse.

Han blev dog enig med sig selv om, at der vel ikke kunne ske noget ved at lade ham være ude til spisetid, og det gav han Ejnar besked om at overholde, senest kl.

6.

Så Ejnar fik gang i fodvorterne og gik den korte vej ned forbi centeret mens han røg på sit ligkistesøm.

Skoddede det inden han slog et smut ind for at ose lidt rundt til Svend havde fået sin morfar.

Han skulle ned og pisse og fik et flash back da han tænkte på hans held da han mødte hans nye voksen ven netop der, hans værge.

48 Oppe igen fik han lyst til en vand og stillede sig i kø, og mens han stod der og tænkte hvad hans nye situation i samfundet indebar, fik han et skub i ryggen.

Han skulle til at vappe synderen en på hovedet, inden han erfarede det var Erik og Søren, som havde fuldt hans sidste dages problemer, og de ville orienteres om hans videre skæbne. De inviterede ham med over bag krattet for at ryge dagens første smøg, for deres vedkommende i hvert fald.

Ejnar orienterede dem om den videre udvikling, at han definitivt skulle af sted, endda i bil med kommunens kælling.

De ville vide om han kom på besøg, og om de kunne skrive til ham, men da han ikke havde adressen endnu, kunne han jo skrive til dem, så kunne de få referat af hvad det var for et sted han skulle slås med i fremtiden, opbevaringen.

De grinede noget af hans, opbevaringen, mens Erik fik en skriver frem fra tasken, og de fik griflet deres postadresse ned, læselige.

Ejnar vidste selvfølgelig hvor de 2 venner boede og hvad de hed til efternavn, men der var alligevel et par ting der skulle staves rigtigt, gøres forståelige for at skrivelsen kunne nå frem.

Erik havde fortalt Søren om hans værge, uden ellers at kommentere noget om deres tætte forhold, men Søren vilde alligevel vide om han havde været i bukserne på ham, hvad han selvfølgelig benægtede, lidt rød i hovedet.

Erik var den han stolede mest på hvad angik at holde på en hemmelighed, så han ville ikke buse ud med noget mens Sørens lange ører lyttede.

Erik lurede godt nok på hans forhippede fornægtelse af Sørens mistanke, men han blinkede for han kendte jo sandheden.

Havde jo været med oppe, og der vist en dyb sympati for Svend havde Ejnar bemærket, og Ejnar ville ikke have noget i mod det hvis han besøgte ham nu han selv var fraværende.

De kom ikke ind på det mere mens de lå og kikkede op i den lune efterårs himmel, men stemningen blev brudt af Søren der skulle hjem, for han havde lovet at hjælpe hans mor med at købe ind, så han skred.

Inden han rejste sig, fik han en arm over og gav Ejnar et kammeratlig klask på skulderen og bad ham opføre sig ordentlig, og de havde bare at behandle ham med den respekt han fortjente.

De bød ham god vind i sejlene, og nu de kun var de 2 tilbage, ville Erik vide lidt mere om den flotte Svend, og hans adgang til Ejnars klokkeværk.

49 Han grinede og Ejnar nikkede og smilede mens han kikkede intenst på Erik.

Erik ville også vide om det havde været rart, hvad Ejnar jo indrømmede det havde været, så han fortalte at Svend havde været en gentleman, meget forsigtig, havde masseret ham over det hele uden tanke om at pule ham.

Men han ville over og se om han var hjemme nu, for han skulle orienteres om at det var bragt i orden, og Erik ville godt med igen.

Han var vågen, åbnede smilende mens hans badekåbe lidt åben viste hans klokkeværk, der fuldt synligt gyngede mens han bevægede sig.

Ejnar lagde mærke til Erik havde luret, og han fik lige en hånd i lommen for at rette hans erektion ud så Ejnar.

Erik kunne få erektion på et splitsekund, og havde ofte når de var i kælderes, svært ved at styre hans udløsning, der gerne pressede på når den eksplodere.

Svend gik ind, klædte sig på, gik i køkkenet og hentede et par vand og en pilsner til ham selv, inden han satte sig ved siden af Ejnar og gav ham en krammer som forleden.

Ejnar begyndte at fortælle hvad der var sket efter de var skredet sidst, og Svend gav et ekstra klem mens han roste ham for hans måde han havde taklet problemet på, samtidig med han stadig ville stå stand by, hvis det koksede.

Kommunen havde bare at tage ham alvorligt, og hvis der var den mindste anledning til at klage over deres behandling af ham, måtte han endelig ringe, dag eller nat.

Ejnar slappede af i Svends favntag, og mens han rettede sig op, inviterede Svend, Erik.

Han kunne bare komme og besøge ham på fredage, fuldstændig som Ejnar havde gjort, men husk det nu, kun fredage.

Ejnar kunne se på Erik han blev glad for invitationen, og Ejnar var lige ved at sige han var en heldig skid, da Svend selv fik forklaret at han havde haft en smuk eftermiddag med Ejnar, og at han var klar over de 2 havde haft noget kørende som det nu hed.

Ejnar fik Erik til at følge ham ud til pensionen, og de forlod Svend efter Erik havde aftalt at komme næste fredag.

Han var ikke jaloux fordi Erik nu skulle overtage Svends eksercits i sengen, for han var jo lovet at han måtte komme og besøge ham de weekender han var hjemme.

Erik var ekstatisk mens han fulgte Ejnar de få minutter ud til pensionen, og han gav ham en skøn krammer inden han blev ladt alene.

50 Afsnit 10 Hun kørte faktisk godt, var i løbet af en halv time allerede i Vejle, hvor de tog den stejle bakke ved Mølholm i et pænt tempo.

De havde ikke snakket meget sammen mens Ejnar sad og nød kørslen gennem landskabet, for det var længe siden han havde været uden for byen, den han kendte som sin egen bukselomme.

Det var ikke det bedste udgangspunkt at tage på sightseeing på, for han var jo på vej væk fra hjemmet, og spørgsmålet var jo egentlig hvornår han så det igen, hjemmet, Mutter, Svend, vennerne, og hvad der ellers var tilbage af minder fra hans gamle liv.

Hanne havde ikke snakket meget efter de var startet, men hun havde stukket ham en slikpose, som han sad og gnaskede af mens han lænede sig tilbage og nød det dejlige vejr.

Ved Lillebælt foreslog hun de holdt en tissepause og fik lidt frokost, så hun holdt ind ved en rasteplads efter de var blevet rystet godt igennem på broen, mens de blev overhalet af et af de røde lyntog.

Ejnar var ikke så betænkelig mere ved at skulle stifte bekendtskab med Langeland, for turen havde taget noget af panikken, og det kunne vel ikke være værre end han kunne fortryde, som han nu havde fået fortalt.

Ikke at Hanne havde været inde over det emne, men han havde snakket med en større dreng på pensionen, Søren.

Han havde været på 3 forskellige adresser på 4 år, og han stod til at skulle et nyt sted hen, ventede på 3 uge og håbede på det blev på landet igen, for han holdt meget af dyr.

Som han forklarede det, så var dyrene ikke så troløse som mennesker, og de var der altid når man havde brug for at blive trøstet.

Ejnar fik lov til at bestille 2 Hotdogs, der gled ned ved hjælp af den sodavand han også bestilte, men så skulle han også på lokum.

Det var træls det sidste stykke inden Svendborg, hvor han havde været godt på vej til en Morfar, for han vågnede med et sæt ved at Ingrid bremsede gevaldigt op, inden de kom ind over Svendborgbroen til Tåsinge.

Det var en stor turistbus hun havde overset, og hun smilede undskyldende til ham mens hun febrilsk hev i rattet for at rette vognen op igen.

51 Han havde ikke hørt meget til hende et stykke tid, men nu spurgte hun om han var træt, og han nærmest snærrede af hende da han fortalte han var træt af helvede til,

hvad hun også ville være hvis hun blev rykket op med rode og skulle deporteres til Langtbortistan.

Ejnar nærmest råbte det sidste ud mens han rettede sig bedre op i sædet han var ved at være godt træt af nu.

Hun holdt kæft og hakkede i gearene, da de endelig kom ud på broen og fik fart på.

Han var lidt flov over hans skift i humøret, men havde ikke mod på at fortælle det ikke var hende han var sur på, men hele polemikken om hans deportering.

Det tog det meste af en time før de fandt frem til adressen i den lille flække, for hun moslede rundt de forkerte steder og måtte spørge om vej flere gange.

Men nu var de der, og det første han så var en dreng der spillede bold mod mur på pladsen foran huset.

Han stillede sig op og glanede på ham mens han steg ud og strakte sig.

Hanne henvendte sig til drengen som spænede hen til trappen, sikkert for at sladre om deres ankomst.

Han nåede det ikke, for nu kom en kvinde smilende ud og præsenterede sig, Grete Olsen.

Det var Hanne hun henvendte sig til.

De kendte altså lidt til hinanden men havde ikke mødtes før personligt, men det lidt hun havde vidst, havde hun fortalt Ejnar om på turen.

Ejnar holdt sig lidt i baggrunden, men var nød til at give hånd da Grete kontaktede ham, og han må have set træt ud, for hun kommenterede det og bød dem inden for efter hun havde vist drengen frem, Hans, en smårolling.

Hans holdt sig på afstand af ham, men interessen manglede ikke, for der blev gloet godt og grundigt, og mens han kæmpede med taskerne bag i vognen, viste han ikke nogen interesse i at hjælpe ham.

Hanne og Grete stod og snakkede om turen, som de havde været længe om, men nu blev Grete opmærksom på Ejnar havde parkeret sig ved bagagen, klar til at indtage slottet.

Nu var Hans der straks og fattede sportstasken, så han havde kun de 2 småtasker tilbage at slæbe på selv, mens han blev ledt over gårdspladsen med den lille lige i røven på ham, mens knævren gik på Hans.

Fortalte Ejnar skulle have værelse ved siden af Per, helt for dem selv i stalden.

52 Stalden, var det hvad de kunne byde på, en stald.

Men det viste sig faktisk at det var et stort værelse med masser af lys fra det store vestvendte vindue, som kunne lukkes op i flere positioner.

Det var helt som han kunne lide det, for han kunne ikke sove i et lukket rum, følte sig bedre udsovet når hjernen havde fået frisk luft mens han visselullede.

Og her kunne det ikke regne ind.

Han fokuserede på sengen som han syntes var lige lovlig smal, men ved nærmere eftersyn, og en prøvetur på langs, var han sikker på den var god nok.

Hans var der straks med at han havde en af samme model, madras altså, og at man sov godt på den.

De blev afbrudt af Hanne og plejemor, som inviterede på kaffebord med hjemmebag, så de tøffede efter og han fik set hovedhuset, stueetagen i hvert fald, med Hans som bannerfører igen.

Det var gammelt som de øvrige bygninger, men velholdt og rummeligt.

De blev kaldt til kaffe i køkkenet, hvor Ejnar fik at vide Oskar var ude på arbejde som leverandør af småkager fra et firme her på Langeland, og han havde Per med som hjælper.

Niels, deres største af egen avl var snart tilbage fra fodbold og han var 10 år.

Oskar var Plejefaderen, og ruten han kørte var forskellig på hverdage, med undtagelsesvis leveringer på lørdage også.

De fik kaffe og kage, og imens fik han indtryk af at alt var på solskindssiden.

Grete fortalte om alle de gode erfaringer de havde haft med plejebørn gennem 12 år, og som havde været til gavn for 8 Anbragte, alle drenge.

Der var ikke slinger i hendes rosen af deres egen indsats, men Ejnar skulle blive klogere, og det samme aften.

Det blev tid til Hanne skulle af sted, men hun havde ham lige for sig selv et øjeblik, hvor hun fortalte han skulle ringe til hende hvis der blev nogen problemer, men det mente hun jo ikke ville være tilfældet.

Alligevel fik han hendes telefonnummer, både i hjemmet og til Rådhuset, et kort med hendes navn og lokal telefonnummer.

Ville godt høre fra ham og orienteres om hvordan det gik ham i det hele taget.

Ejnar fik våde øjne da hun kørte mens hun hysterisk vinkede til dem der stod på gårdspladsen og fulgte hendes afgang.

53 Han fornemmede straks ændringen da de blev alene, og det blev tydeligere da de senere hørte en lastbil køre ind og parkere.

Niels var næsten lige ankommet, og mens Ejnar sad med drengene i køkkenet og hørte hvad Niels havde for af lektier, følte han allerede han var ved at få et godt forhold til ham.

Hans havde hængt lidt på ham, og da de hørte bildørene, fornemmede han en anspændthed hos dem, angst?

Alt gik i stå, og selv Grete blev frygtsom fornemmede han, mens hun hektisk begyndte at arbejde ved vasken med det par tallerkener, der for længst var blevet vasket rene.

Da de brød ind i køkkenets stilhed, hvor alt var sat i bero, var den første der brød stilheden Hans, der skingert råbte.

Far, han er kommet.

Hans løb ham i møde, men blev skubbet til side, og den indtrængende vedblev at stirre på Ejnar, med onde øjne, mens han sad og bladrede i Niels matematik bog.

Han frøs til is mens han blev nidstirret af Oskar, men Ejnar fastholde blikket.

Bag ham stod Per, den store plejedreng og gloede, men der var ingen hilsen i det blik, endnu.

Kom her.

Oskars kommando rungede i køkkenet, og alt gik i stå.

Ejnar var åbenbart for længe om at reagere, for han råbte hysterisk om han ikke havde hørt han kaldte på ham.

Ejnar samlede sig og parerede ordre, men åbenbart ikke som Oskar havde forventet, for han fik en knaldende lussing da han var nær nok, med Oskars strakte arm som forlænget hjælp.

Ejnar stivnede og fløj automatisk til siden med den svidende fornemmelse som han prøvede at afhjælpe med hånden, og i mens fortalte Oskar ham hvad han kunne forvente hvis han ikke parerede ordre med det vons når han blev bedt om det.

Han holdt en pause mens Ejnar stod og sundede sig med blikket nede ved hans fødder, der krampagtigt var krummet sammen i skoene.

Oskar henvendte sig til sin familie, fik opbakning af hele forsamlingen da han bad om deres mening om det at parere ordre når han forlangte det, men nu var han lidt mere afdæmpet i stemmelejet.

Der kunne anes en forskel, da han bad fruen i huset om at gøre klar til aftensmad, og gerne i et vist tempo, men man anede forskellen.

Per fik øjenkontakt til ham igen.

Gjorde med en håndbevægelse klart for ham at han skulle følge med ham, og han stilede ud af køkkenet og skyndte sig over i 54 længen, hvor han skyndsomt lukkede døren da han så Ejnar var fulgt efter ham.

Han viste ham ind på hans eget værelse, gjorde ham forståeligt at han ikke billigede Oskars opdragelses metoder, men han var nød til at spille samme melodi for at kunne holde ud at være der.

Han ville vide hvorfor Ejnar var anbragt der, fik den korte version om Mutter og hendes dårlige nerver, og at hans Fatter var smuttet for år siden.

Per satte ham ind i husordenen.

Hvordan der skulle se ud på værelserne når de forlod dem om morgenen.

Og hvad det indebar af repressalier hvis det ikke blev efter- levet.

Repressalier?

Den måtte Ejnar lige have oversat til forståeligt Dansk, så Per udpenslede at det betød stuearrest hvis de andre skulle noget, blive hjemme og kukkelure på værelset, hvilket indebar man ikke kunne komme over i køkkenet og lukrere på køleskabet.

Og hvis han var rigtig ond, så fik de arbejde der skulle udføres inden han kom hjem igen, og guds nåde trøste en hvis det ikke blev ordnet.

Man måtte heller ikke komme i den pæne stue, hvor fjernsynet stod, og den lille radio de hver havde på deres værelse, var ikke værd at lytte til, men kunne da tage et par Danske stationer.

Han havde sat sig på sengen.

Fortalte videre at han havde været den hårde tid igennem for et par år side.

Men nu hjalp han Oskar med hans kørsel nogle lørdage, også når de pakkede lastbilen om morgenen, så han var blevet afhængig af Per, som udnyttede det.

Han smilede til Ejnar imens, fortalte han havde ret til at kommandere med ham, men han kunne tage det roligt, skulle nok moderere sine kommandoer, men psykopaten så gerne han var lige så ond som ham.

Det er kun ham der slår, men det gør han til gengæld også bravt som han selv mærkede før.

Det var alle der stod for tur når han eksplodere.

Han holdt en pause, gjorde ham forståeligt han skulle sætte sig ved siden af ham, fik en arm om Ejnar og trykkede ham tæt til sig.

55 Nu de var 2 kunde de holde sammen, finde en udvej og rappor- tere til politiet, eller socialrådgiverne der jo skulle tage deres klager alvorligt.

Han sukkede og gav ham en tur mere med armen, fortalte Oskar drak af helvede til, også når han kørte lastbilen, og det havde været tæt på uheld flere gange når Per havde været med om lørdagen.

Ejnar forholdt sig passivt i hans greb, fornemmede de nok skulle blive gode venner, og måske endda mere end det.

Han sad og følte savnet af Erik, og især Svend som havde givet ham tilsagn om støtte hvis det skulle gå helt galt, og den hang allerede i baghovedet.

Men han ville lige vente og se tiden lidt an.

Han sukkede dybt i Pers arm, fik ham til at fortælle om skolen, og alene den tanke om nye besværligheder fik ham til at gyse.

Per cyklede de godt 2 kilometer derind sammen med Niels, og han havde kun godt at sige om lærerne og kammeraterne.

De blev afbrudt af drengene der gav besked om middagen, og så var det bare med at makke ret, vaske hænder, og nu fandt Ejnar ud af at der ikke blev snakket mens de spiste.

Det vil sige de holdt kæft mens Oskar stak beskeder ud.

Gav Ejnar retningslinjerne omkring den daglige rutine. Orienterede ham om hvad han skulle nå inden skolegang mandag.

Gjorde ham forståeligt han skulle gå de knap 3 kilometer, og hvis han kom for sent eller fik seddel med hjem, så ville der falde brænde ned.

Ejnar var ikke ved godt mod da han senere skulle i seng, beordret af tyrannen, og med besked om de blev vækket kl. 6 på hverdage, senere om søndagen.

56 Afsnit 11 Det blev en hektisk morgen med masser af arbejde inden morgenmaden, og det blev som Per havde orienteret ham om, arbejde der ville få sveden frem fra hans spændte, søvnige krop.

Han var faldet i søvn sent, havde tudet et stykke tid, lydløst så han var sikker på Per ikke kunne høre det gennem den tynde væk.

Han fandt ud af der var lydt, for på et tidspunkt kunne han høre Per havde gang i sædsprøjten, og det var med god lyd på da han fik udløsning.

Ejnar muntrede sig selv, hvis man kunne sige muntre der, for han savnede Svend og Erik enormt, og mens han fik orgasme tudede han hørligt.

Per bankede på væggen og bad ham moderere sin aktivitet. Advarede ham om skader på helbredet med for meget onani, og så skreg han af grin over hans egen selvmodsigelse.

Mandag var Per vågen før der blev banket på deres dør, med Oskars kommanderende morgenrøst som man skulle vænne sig til, hvad Ejnar aldrig nåede.

Per kom splitter nøgen ind, promoverede sig frækt, forkyndte at Ejnar sikkert skulle rive gårdspladsen før der var morgenmad, for det blev altid gjort om mandagen, førhen af ham i egen høje person.

Per skulle læsse lastbilen efter ordresedler i mens, for Oskar skulle ud på hans lange tur til det halve af Vest Fyn, hvad plejede at gøre ham i et fantastisk humør når han kom træt hjem, sent.

Han fes tilbage til hans eget domæne, men plaprede løs mens han fik ordnet det han skulle, og imens prøvede Ejnar at rette sengeredningen ind efter Pers anvisninger.

Han var ikke færdig før Per stod der igen, rettede ham, fik lagt tæppet rigtig på som soldater i rekruttiden, for det var noget Oskar gik meget op i.

Så stillede de til parade, skulle stå ret mens Diktatoren stak hans ordrer ud, og det alt mens han sad og skubbede ostemadder ind.

Grete stod med ryggen til og havde travlt med at spejle æg og bacon, og det duftede bare skønt, men han glædede sig lidt for tidligt fandt han ud af, for det var kun psykopaten der var privilegeret til det, stod ikke på menuen til slaverne.

Per fik gang i Ejnar ude på gårdspladsen som han ganske rigtig havde regnet med han skulle ondulere, inden han fik noget i 57 skrutten, og han overlod ham riven så han kunne frisere perle- gruset.

Der så herrens ud, for som Per fortalte, så havde han ikke gjort meget ved det siden sidste plejebarn havde været der, nemlig lille Anders på 10, Han var også blevet mishandlet, nu anbragt på et børnehjem, og grunden der blev givet, var fordi han ikke kunne med familiens 2 drenge.

Det tog ham det meste af 1 time at rette perlegruset ud, med vabler som tak for indsatsen, og i mens havde Per fyldt last- bilen op med kasser med alskens kager.

Oskar fik en stak ordresedler i Rudkøbing hver dag når han kørte forbi, og skulle selv pakke og sørge for at detailhand- lerne fik de rigtige varer.

Hver fredag kom der åbenbart en stor lastbil og læssede paller af, og så var der noget at lave for alle snotungerne, for de blev sat af udenfor og skulle ind på lageret i den store lade.

På et tidspunkt før 7 kom Oskar ud, stillede sig op gloede på Ejnar, mens han var i gang med det sidste stykke helt oppe i hjørnet.

Han sagde ikke nogen til ham, men gav Per besked om at han var klar til at køre, og de kunne indtage hans plads i køkkenet. Ejnar var røv sulten, satte riven ind i laden igen, og fik besked af Per om at de skulle huske at vaske sig.

Der var bad i stalden, men kun koldt vand, så Per forklarede ham de helst skulle bade i stuehuset når Oskar ikke var der, ellers var det som regel kolde afvaskninger.

Men det tog jo gejsten fra enhver liderlig ungersvend, som Per larmende fik ud mellem sidebenene på vej over gårdspladsen.

Ejnar havde savnet det i går aftes, var vant til lige at skylle dagen af sig, men her skulle de altså indrette sig efter Oskars luner, og sove ind med hans ukvemsord klistret til kroppen.

Der var heller ikke varme i stalden, men dog et par små flyt- bare el ovne som skulle klare at varme de uisolerede værelser op.

Per fortalte at de blev fjernet om natten, og først udleveret igen om eftermiddagen når Oskar kom hjem.

De havde ofte siddet og hakket tænder når de skulle ordne lektier efter skoletid i de kolde omgivelser, gerne pakket ind i dynen, for de måtte helst ikke sidde i køkkenet når Oskar, psykopaten kom hjem.

58 For at holde varmen når de skulle sove, var de tit krøbet samme i hans seng, plejedrengen Niels og ham, og det blev fortalt med et stort grin mens han fortsatte med at de ikke havde lavet noget frækt.

De kom ind til morgenmaden, brød med ost og marmelade, mens Ejnar forgæves kikkede efter panden med spejlæg og bacon.

Niels og Hans var lige stået op kunne man se, og de værdigede dem ikke et blik eller en morgenhilsen.

Grete var derimod venligheden selv.

Kærede for om de fik brød nok, og kaffen var frisklavet fra Madam blå.

Ejnar funderede på om hun havde dårlig samvittighed over Oskars ondskabsfulde opførsel dagen før, eller hun bare var en rar kone når han ikke var til stede.

Per slugte et par gevaldige stykker brød i tavshed, sikkert lige så sulten som han var, og han holdt sin kæft mens Niels beklagede sig til sin Mor over skolen, hvor de igen skulle have diktat.

Den lille, Hans, ville vide hvad diktat var for en størrelse, så Per forklarede ham det, en øvelse man havde for at lære at skrive hurtigt, mens læreren læste op, det var diktat.

Og man måtte ikke rette i den bagefter hvis man lavede fejl, hvad man altid kom til.

Ja og det gør du også altid Per, det var Hans der lige skulle have den stukket ud, men det tog Per sig ikke af, tyggede videre og skyllede ned med hans sidste sjat af kaffen.

Per bad Ejnar gøre sig klar, for han skulle jo gå derind, hurtig strækmarch som han grinende omtalte det, og undervejs blev de overhalet af Niels.

Da de nærmede sig de første huse i byen, kørte Per fra ham, men orienterede ham om der ikke var langt endnu, første gade til venstre.

Der blev gloet noget da han undseligt mødte op i skolegården, desorienteret, men hvor gårdvagten fik øje på ham.

Han vidste åbenbart hvem han var, for det var hans nye klasse- lærer som selvfølgelig var blevet orienteret allerede i sidste uge, og han gav hånd og præsenterede sig.

Jørgen Berntsen.

Jørgen Berndsen smilede til ham mens han fortalte han skulle i klasseværelse 12 på den lange gang, og de stillede op på række når de skulle ind, det havde han vel prøvet før?

Han skulle nok vise ham hvem hans nye klassekammerater var, så kunne han bare følges med dem når de gik samlet ind.

59 Han holdt en pause, fortalte lidt friskt at de værste barylere havde spottet ham, dem fra hans klasse.

Han nåede at fortsætte inden flokken, de 3 drenge der kom løbende over til dem, at de ikke var så slemme som de lød til, og at de havde en god tone i klassen.

Han måtte være ham den nye ude fra småkagefabrikken, fik en af dem højlydt braget af, og det indrømmede han blankt, men vidste ikke det blev kaldt en småkagefabrik.

Det var almindelig kendt fik han at vide, vidste det fra Per, og så kendte de jo Niels også.

De var edder mame snakkesalige, ville vide alt om ham, men da klokken i det samme ringede, forstummede den højlydte råben, som blev til en sagte summen mens der blev stillet op i lige rækker.

Ejnar holdt sig til barylerne, men stillede sig bagest i rækken hvor han kom i karambolage med et par tøser, som nidstirrede ham og fornemmede han, havde snakket om hvad han var for en.

De skulle have Geografi i første time, og det var Ejnar god til, takket være hans gamle geografi lærer, ham der altid fortalte historier om verden omkring dem.

Han havde inspireret Ejnar til at kikke i hans gamle forslidte atlas, det som havde startet hans interesse for verden uden for hans lille midtjyske trummerum.

Leo Hansen hilste lige på ham inden de skulle høres om Afrika, og der var Ejner heldig, for det havde de lige haft i hans gamle klasse for ikke længe siden.

Leo startede med og spørge om der var nogen der vidste hvor ækvator befandt sig i Afrika og Ejnar regnede med at se en skov af hænder, før han selv markerede sig som den eneste.

Ja Ejnar, ved du det?

Ja, han regnede med det strakte sig fra Libreville i Gabon, hele vejen gennem Congo, Uganda, Kenya, og endte ude i det Indiske ocean ved Somalia.

Alt gik i stå, og Leo Hansen stod og gloede på ham, mundlam.

Ejnar huskede tydeligt den dag hvor de havde haft om ækvator, og hvor han havde skrevet alle de lande ned den løb igennem.

Hvor fanden vidste han alt det fra udbrød Leo, de havde ikke engang haft om det endnu.

Ejnar hørte det summede bag ham mens han kroede sig, mens Leo stadig stod betuttet og ventede på han skulle svare.

Der var en der lydeligt kommenterede den nye som, fedterøven, altså ham, men han var ligeglad, kikkede Leo frækt i øjnene og gav ham hele armen.

60 I skolen selvfølgelig, og de havde haft en dygtig lærer de gad lytte til.

Der var helt stille til der var en der fangede den, og de begyndte at klappe, og fra da af var Ejnar klar over han var accepteret som den nye, fedterøven, for resten af klassen fulgte efter.

Leo var lutter smil da han kommenterede hans præstation, for aldrig før havde han hørt så kontant et svar på så vanskeligt et spørgsmål.

Det viste sig de havde haft lidt om Afrika i sidste kvartal, før sommerferien, men han regnede ikke med at der var nogen af eleverne der havde dykket videre i det uden for lektierne.

Men han havde alligevel givet de dygtige en chance for at gøre sig bemærket, og det blev så ham den nye.

Ejnar var stolt over at have fået chancen til at brillere, og han fik vild opbakning i frikvarteret, hvor alle drengene fortalte ham, i munden på hinanden, at de aldrig havde set en lærer stå og måbe sådan.

Det var ikke fordi de havde noget i mod Leo, men de undte ham den oplevelse at møde en elev der tog pippet fra ham.

Resten af dagen var han der bare, men han følte alligevel den respekt der havde fyldt klassen ud efter den første time.

Ejnar havde ikke fået madpakke med, fandt ud af hvorfor i det store frikvarter, da Per kom over og orienterede ham om at de skulle spise i kantinen.

Dem der boede uden for byen kunne ikke nå hjem og spise, så der var varm mad til de 35, bunderøvene, det som de blev kaldt af by rødderne.

Det var en god middag, og hans præstation var åbenbart rygtedes, for der var flere fra de 2 store klasser der sad og stirrede på ham mens han nød den lækre biksemad, åbenbart mandagens middag med rester fra ugens løb.

Her fik de 1 spejlæg, og han mindedes morgenoplevelse da Psykopaten sad og ventede på hans 3.

Dagen gik hurtigt, og da han skulle hjemad, havde han fået alle de bøger han skulle bruge, samt en masse lektier der allerede ventede.

61 Afsnit 12 Han kendte vejen men fik følgeskab af Per og en af hans kammerater der boede længere ude.

De læste gerne lektier hos Per, og helst inden Oskar kom hjem, for så var der lukket for det samkvem der ellers var kammerater i mellem.

De lod ham alene da de var kommet lidt uden for byen, mens han satte turbo på og løb det sidste stykke.

Grete var selvfølgelig hjemme, havde været i byen med den lille og købe ind, og Ejnar fik senere at vide af Per, at hun skulle aflægge regnskab for hver en krone hun brugte.

Det var faktisk så stramt at han også havde tjek på kilometer- tallet på Ford Transitten, den de alle kørte i når de skulle noget samlet, hvad sjældent skete.

Hun havde forbud mod at besøge nogen af de kvinder hun kendte, dem der var gift med Osvalds foreningsvenner, og hun havde i det hele taget ikke omgang med nogen i byen selv om hun officielt var med i husmoderforeningens arbejde.

Per fortalte også at flere af vennerne fra skolen havde fortalt ham, at deres forældre syntes det var meget mærkeligt, men de havde ikke i sinde at gøre noget ved det, for Oskar var et anerkendt medlem af flere bestyrelser, også talsmand for socialdemokraterne.

Tingene kulminerede ved 5 tiden da de alle sad i køkkenet og hørte lastbilen gasse op, inden den blev parkeret.

Alt gik i stå, og selv de små så betænkelige ud da døren blev smækket op med et brag.

Så stod han skræmmende der i døråbningen.

Det første Ejnar bemærkede var hans onde øjne der gennem de 2 sprækker fokuserede på ham, og hans udtryk forandredes da han råbte han skulle stille til inspektion på værelset.

Han rejste sig, men stadig ikke hurtigt nok, for han kaldte ham hen så han kunne lange ham en lussing lige som dagen før, og den sved mere.

Så hev han ham tudende ud af døren.

Hen over den gårdsplads han havde brugt 1 time på inden morgenmaden.

På vejen over galpede han op over indsatsen som han ikke havde nået at se ordentlig på før han tog af sted, og så var de fremmede ved den virkelige årsag til han sindssyge temperament.

Sengeredningen som han først fik inspiceret nu.

62 Han huskede at Per havde korrigeret ham længe inden han selv var tilfreds, og han vidste jo hvordan Oskar ville have det.

Ejnar tudede stadig men havde bidt smerten i sig, og så begyndte Oskar at splitte sengen fra hinanden.

Ejnar var 10 centimeter fra ham, fornemmede han stank af sprut, var så fuld at han var forundret over han var kommet hjem i lastbilen, men den stod da derude som bevis på han kunne styre sin brandert når han kørte.

Han skulle til at slå igen, men sparkede i stedet med hans jernbeslåede støvle Ejnars højre skinneben i smadder, så han lagde sig fladt ned og skreg af smerte.

Oskar gik ikke fra ham, truede ham med al landets ulykker hvis ikke han fik has på sengen inden spisetid, men det blev der intet af.

Oskar slingrende over gårdspladsen og gik, fik han senere at vide fra Per, lige ind til en vandret med al tøjet på.

Per trøstede ham da han kom over og så hvad han havde været ude for, og han humpede over til køkkenet hvor aftensmaden var klar.

Grete undskyldte spagt stodderens temperament, for han havde jo så meget at se til, og sådan plejede han jo ikke at være. Som om det kunne hjælpe nu, for Ejnar var flintrende med Oskars problemer, havde nok i sine egne.

Men han var klar til at forsvare sig selv, hvis det skulle blive nødvendigt, for det her ville han ikke blive ved at finde sig i.

De små så godt nok lidt paffe ud da han fik bukserne af og fremviste det smadrede skinneben, og Grete lavede kolde omslag inden de fik hendes melboller, annonceret som frikadeller. Sovsen fejlede ikke noget, og sulten som han alligevel var, fik han has på 4 af melkuglerne og en stak kartofler, men det var uden rødkål til.

Smerterne var på et tidspunkt ulidelige, hævet og ildrødt, da de fik løsnet bindet før de skulle til køjs.

Per fandt et par albyler frem fra badeværelset, og med dem i lommen fik han lempet Ejnar over i stalden, hvor han hjalp ham af med bukserne, og så gik han i seng efter at havde fået de 3 piller med masser af vand til at skylle dem ned med.

Ejnar var taknemmelig for Pers omsorg, og kunne ikke lade være med at belønne ham, krammede ham fuldstændigt som et lille barn der skulle puttes af en af sine kære.

Per var mand nok til at tage i mod det, krammet, og mens han lå her ved ham, hviskede han at nu var det sket med Oskar, for det var altså dråben.

63 Per fik sig løsnet fra omklamringen, og mens han fik Ejnar dækket med dynen, grinede han og fortalte at en af pillerne var en sovepille, så han ville sikkert sove fra de værste smerter.

Ejnar følte allerede han var på vej til drømmeland og så for sig Svend, hensynsfuldt, ham som kun ønskede det bedste for Ejnar.

Ejnar hørte svagt Per forlade ham da han ønskede ham en god nat, og han følte den sene aftenvind nå sig gennem vinduet han havde fået Per til at åbne, for han sov bedst når han mærkede naturen, følte den på hans endnu våde kinder.

Han nåede at tænke på at ryge en af de smøger han havde tilbage, men det blev ved tanken, for han var allerede i drømmeland.

64 Afsnit 13 Ejnar vågnede i et stort sort hul og han var helt desorien- teret, men kom efterhånden til bevidsthed og mærkede smerten der blev overvældende nu han rørte på benet.

Det gjorde ondt af helvede til, især da han prøvede at rette det ud af den bøjede stilling det lå i, så han blev liggende til han fik øjenlågene helt op i panden.

Per rørte også på sig, og i det samme gik gangdøren og han ville vide hvordan han havde det, om han kunne støtte på benet.

Han forklarede Ejnar helt sikkert skulle i gang med riven igen, mens han manøvrerede sig ud af sengen, og nu gik det bedre, kunne støtte på det.

Det trykkede på blæren, og det varede alligevel ikke mere end 10 minutter før de fik sparket af Oskar alligevel, så han satte sig og fik møjsommeligt bukserne smøget på, og det kunne mærkes da stoffet kom i kontakt med hævelsen, selv gennem bindet.

Han havde mest lyst til at blive liggende, trække dynen op over hovedet, og så bede slamberten gå af helvede til hvis han viste sig.

Det var ikke ham der manifesterede sig, men derimod Grete der meget sagte kom over og bad dem komme til morgenmødet.

Hun kikkede på ham, opfattede han humpede, men at han ellers var mobil, så hun nøjedes med at smile undvigende til ham.

Per var i frisk humør og syntes ikke at tage sig af at de skulle over til tyrannen, men han var jo også beskyttet, men alligevel arbejdshest.

Han var ikke i godt lune da de fik sig anbragt foran mishand- leren, og det hjalp slet ikke på det, da han observerede han humpede ind i køkkenet.

Ejnar ventede spændt mens Per tog stakken af ordresedler og ville gå i laden, men han blev stoppet af kommandoen, VENT! Tag det skvat med og sæt ham ind i arbejdsgangen, han gad ikke at se ham mere mens han spiste.

Råbet havde fået Per til at stivne i døren, og Ejnar så angsten i hans øjne mens han konsumerede beskeden.

Men han åndede befriet ud da han erfarede det ikke var andet, han mens vinkede Ejnar med ud i den befriende morgenluft, hvor de nød solen der var på vej op over horisonten ude på Lars tyndskids mark.

Per var hurtig oppe i lastbil, startede den professionelt og kørte den væk fra stuehuset over til laden, bakkede rutineret 65 hen til den dobbelte port han bad Ejnar åbne, og så var han ude og i gang med at pakke de mange ordrer.

Han bad Ejnar hente de forskellige kasser efterhånden han talte sammen, og han fik bedre gang i benet nu blodomløbet kom i gang, men halte, det gjorde han.

De var hurtig færdig, og Per gik ud til den side hvor den gamle mødding havde ligget og pissede af, inden han kørte vognen op foran stuehuset igen.

Per havde nået at forberede ham på et eller andet omkring den humpen, og ganske rigtigt.

Da de kom ind forlangte Oskar at han fandt på en mere naturlig måde at gebærde sig på i skolen, og hvis han ikke kunne tage sig bedre sammen, skulle han give boldspil skylden.

Om han forstod det?

Det sidste havde han nærmest skreget ud, og da Ejnar stod et par meter fra ham, var han bevidst om han ikke ville stikke ham en flad igen.

Grete var ikke at se, men hun rumsterede oppe ved de små, hvorfra Niels kom søvndrukken ned og fik spagt sagt god morgen.

Hans bare, en god morgen, og Ejnar nåede lige at tænke over i hvor mange år det her mon havde stået på.

Det vidste Per jo gevaldigt meget om, de år han havde spildt hos psykopaten i hvert fald.

Niels satte sig på den anden side, godt af vejen fra faderens morgensure fjæs, men stemmeføringen kunne ingen af dem gardere sig for, og han blev ved.

Brøsigt forlangte han laden fejet inden han kom hjem, og det skulle gøres ordentlig, forstået Per. Per svarede men Ejnar nikkede kun, og det fik Oskar op i det røde felt, kommanderede ham over til sig, og mens han slæbte sig på vej, var han oppe i et langt sæt.

Hans store skinke var allerede rettet ind på afstraffelsen, der skulle lande på hans efterhånden mishandlede kind.

Ejnar prøvede automatisk at undvige slaget, men Oskar var for hurtig og det landede præcist som første gang og sved igen af helvede til.

I et glimt mellem tårerne lagde han mærke til Niels, der sad som forstenet og glemte at tygge, og han nåede at se hans frygt manifestere sig inden Ejnar lukkede øjnene og kun tænkte på hævn.

Oskar blev oppe, gik ud i gangen hvor hans overtøj hang, og Ejnar stod stadig og tog sig til kinden da han stak hovedet ind og mindede dem om arbejdsopgaven.

66 Der gik en engel gennem huset da de hørte lastbilen starte op og køre ud fra gårdspladsen.

Ejnar satte sig ned og begyndte hysterisk at vande høns, stadig med en hånd på hans smertende kind, der var ved at hæve mærkede han, mens varmen blev intens.

Først nu hørte de Grete der kom frem fra trappen hvor hun havde stået og ventet til manden havde gjort sig usynlig, og han fornemmede i hans afmagt, hun trak vejret hørligt, mens hun rakte ham en våd klud han kunne bruge til at dæmpe hævelsen med.

Per havde ikke været nærværende, men da han kom ind fik han et mærkeligt udtryk i øjnene, strammede munden til en streg og begyndte at bande uforstående.

Ejnar var ved at komme til hægterne og ville have noget i skrutten, fik skænket en kop kaffe op mens han stadig holdt den våde klud på den smadrede kind.

Han bad Per om at smøre en ostemad til ham, for der var hans førlighed altså forhindret, og han sad stadig med blændede øjne af den stille gråd.

De fik øjenkontakt og Ejnar fornemmede Per var i gang med at udtænke et eller andet, og det blev han orienteret om mens han transporterede ham den lange vej til skolen, bag på cyklen.

På lærerværelset blev gymnastiklærer Leif Sakariassen kontaktet af Orla Nielsen der lige ville snakke med ham om den nye elev der var begyndt dagen før.

Han skulle have klassen i anden time, så Orla ville godt Leif holdt lidt øje med ham, i sær nu de skulle i bad efter deres gymnastik.

De havde jo ladet sig fortælle at Plejefaderen havde lidt løse håndled, for det var sket en gang at de måtte indberette om mistanken om vanrøgt, vold mod en af de anbragte drenge.

Der var nu aldrig blevet en sag ud af det, men for at komme evt. problemer i forkøbet, ville han bede Leif se efter tegn på fysisk afstraffelse, nu han havde mulighed under gymnastikken.

Leif var startet omkring nytår og var bekendt med plejefami- liens plejebarn på skolen, Per altså, og der havde de ikke observeret noget.

Leif blev samtidig orienteret om at de for godt 1 år siden havde et tilfælde med den lille purk der af og til kom med tydelige mærker efter slag, altså blå mærker, hvor flere af dem var gule, og det blev til mange efterhånden.

Plejefaderen havde affærdiget det med at knægten var en vildbasse, og tit kom til skade når han var ude at lege.

67 Men de havde mistanke om der var andre årsager til skaderne, men kunne ikke bevise noget.

Når knægten var på skolen var han stille og rolig og virkede ikke interesseret i at lege vildt, og slet ikke med de andre børn.

Han ville ikke deltage i gymnastik, havde også seddel med om at han ikke skulle, men de havde prøvet at lokke ham, men forgæves.

Orla fortsatte med at berette om purken der aldrig deltog i de ville kampe der af og til kunne forekomme, i sær når det gik heftigt til i det store frikvarter, og han var helt sikkert bange for at klatre.

De havde diskuteret det i lærergruppen, men var ikke kommet frem til noget konkret, og det var så gået i sig selv igen, da knægten senere blev anbragt på et børnehjem, grundet umulig opførsel i plejefamilien.

Med Per, den store, havde der ikke været nogen specifikke ting at undres over, ikke tegn på vold mod ham, men han var jo også større og havde været der i mange år.

Oskar, plejefaderen var jo en kendt person i fodboldklubben, og han var vist også bestyrelsesmedlem der, så?

Leif havde fået noget at tænke over, for det var sket før på hans tidligere arbejde i Svendborg, at han havde haft en knægt på 10 år der altid kom med blå mærker.

Her havde faderen affærdiget det med samme begrundelse, voldsom leg indtil drengen en dag var blevet indlagt på hospitalet med hjernerystelse.

Det viste sig han havde fået en på bærret, og erhvervet sig en gevaldig flænge da han havde ramt vasken på badeværelset. Det havde været sent om aftenen, så han havde i hvert fald ikke været ude at lege, og slet ikke faldet ned fra et træ.

Så var lavinen rullet, og faderen mistede forældre retten over knægten som blev afhørt af de sociale myndigheder.

De havde ikke hørt noget om hvad der videre var sket med ham, men han var sikkert kommet i familiepleje hvor han forhåbentlig var sluppet for mere af den slags repressalier.

Men her var der altså en ny der skulle hjælpes hvis der var den mindste mistanke om vold, og så mod et uskyldigt plejebarn, som sikkert havde været i gennem en hulens masse, inden han endte i plejen.

68 Afsnit 14 Ejnar humpede det sidste stykke alene inden han sindigt sneg sig ind i skolegården hvor der var den sædvanlige morgenlarm fra skrigende drenge, mens tøserne stod i klynger og snakkede om hinandens oplevelser, småting, siden de havde set hinanden dagen før.

Per havde fundet hans slæng fra klassen, og fes allerede rundt og havde sikkert glemt alt om aftenens trakasseri, og hvor han undte ham det frikvarter fra tyrannen.

Ejnar nærmede sig området hvor de skulle stille op når det ringede ind, for de andre behøvede ikke at se ham halte.

Men det var nu mest for at skåne benet, for det smertede af helvede til igen efter han nu havde haft det i gang siden han stod af Pers bagagebærer.

Ejnar gruede for det arbejde de var blevet pålagt når de kom hjem, men han blev afbrudt i sine dystre tanker af Knud fra klassen, haltende for lige som at markere han havde set Ejnars uvante gangart.

Han ville vide om han havde fået tæsk af Oskar, for han vidste alt om hvad han havde gjort ved den tidligere anbragte knægt, Niels.

Ejnar blev helt mundlam.

Ville slet ikke diskutere det med ham.

Men at han vidste om den tidligere knægts problemer, det kom bag på ham.

Men han spillede uskyldig, uvidende, lod som om han ikke vidste noget om hvad der var sket før han kom.

Han fandt på det med porten han var vadet ind i, og blev reddet af klokken der ringede ind, og de stillede op, larmende og kævlende indtil gårdvagten bad om ro, for før ville han ikke lade dem komme op.

Hans sidemand som han ikke kendte navnet på endnu, luskede sig til at sige han da også hellere ville blive nede i gården, og allerhelst ville ligge i sengehalmen endnu.

Knægten blev afbrudt af gårdvagten, der pænt bad ham om at holde kaje, og kunne han ikke det, kunne han få lov at starte timen med at genfortælle hvad han havde fået af lektier for i sidste uge.

Alt om Gorm den gamle hvad fik ham til at klappe i, og Ejnar havde ham mistænkt for ikke at have læst på nogen lektier i det hele taget, for han havde kvajet sig gevaldigt i timen dagen før.

69 De skulle have gårdvagten til Historie som han havde regnet med, og da han ikke havde fået bogen endnu, var han da fri for at kvaje sig overhovedet, hvad lektier angik.

Ejnar blev lige introduceret for Martin Knudsen, historielærer som bad ham velkommen, afleverede bogen til ham, og så bad han godt nok Viggo om at starte med at fortælle om hvornår Gorm den gamle huserede i Danmark.

Viggo stod ret, var tavs, og så bad Martin ham om at sætte sig igen og huske på at hans karakterer jo ikke var for gode i forvejen, og nu kunne det jo være han stod til at dumpe.

Det fik et par af kammeraterne til at kommenterede videre med at det ikke hjalp noget, for Viggo glemte alt med det samme, også at han dumpede.

De blev belønnet med at fortælle om deres viden hvad Gorm den gamle angik, og det gik da bedre end med Viggo.

Ejnars skinneben smertede mere nu det var i ro, og han sad og ærgrede sig over han ikke havde fået et par albyler med, sad og kløede på det da han fik øje på Knud.

Han sad og fulgte med i hvad Ejnar foretog sig, grinede frækt til ham, knyttede sin højre hånd og klaskede den lydløst mod den anden.

Ejnar ignorerede ham og fulgte med i resten af timen, til de fik lektier for til næste uge, Erik den Røde og Erik Menved.

Det var noget der altid havde interesseret ham, alt om de gamle Vikinger, de gamle konge historier, så han besluttede at læse godt på det hvis han nu skulle blive hørt.

Ejnar blev ikke hørt i det, for han var ikke til stede, men det vidste han ikke endnu.

De skulle til gymnastik, men ud og spille rundbold, tøserne mod drengene.

Det havde de også tit arrangeret i hans gamle skole, og det var tit tøserne der vandt, selv om de lavede tøseslag.

Han skulle være inde og slå som den 4 af drengene, og den fik et fur så bolden landede langt bag den sidste tøs der havde placeret sig tæt ved hækken der omkransede banen.

Hun fik til sidst fat i den, men han var ikke løbet, for han kunne ikke, og undskyldte sig med at han havde trådt forkert og næsten havde forstuvet foden om aftenen.

Leif, gymnastiklæreren kikkede undrende på ham, bad ham gå til sundhedsplejersken, men det bedyrede han ikke var nødvendigt.

De fik timen afviklet til spisefrikvarteret, frikadeller og stuvet hvidkål hvad fremprovokerede en masse vittigheder om besvimede elever, når nu al den gas skulle slippes ud.

Knud satte sig ved siden af ham.

70 Gik i gang med den gode mad, og så hviskede han til ham at han var fuld af løgn, for det var jo ikke foden, vel?

Han smaskede videre, kom ikke mere ind på hans lille løgn, og han var heldig at få resten af dagen afviklet, uden at skulle forklare hvad årsagen var til hans humpen rundt.

Ejnar måtte selv spadsere hjem, for Per havde først fri senere, og skulle bagefter med et par kammerater hjem og ordne noget med en opgave.

Han nævnede lige Ejnar skulle huske laden, mens han gav ham et støttende klap på skulderen, lovede at skynde sig så han kunne hjælpe med at feje når han kom tilbage.

Ejnar lempede sig forbi kommunekontoret, gik ind i den lille park arrangeret med springvand, flagstang, og flere af de obligatoriske hvide bænke.

Han fandt sine smøger frem fra skoletasken, tændte længsels- fuldt en, og han nød nikotinen der flød gennem hans smerte fulde skinneben, mens han mærkede det sved efter det første hvæs.

Han sad med lukkede øjne og opdagede ikke de 2 der stod og lurede på ham, før de kom helt frem, og de var forundret over han sad offentlig og filede på en cigaret.

Det var 2 fra klassen, 2 som han ikke kendte navnene på endnu, men som han havde bemærket var et par rolige typer der ikke kunne finde på at provokere læreren.

De satte sig, og den største af dem ville godt prøve et enkelt hiv.

Han fik den overdraget, inhalerede og fik det i den gale hals så han måtte op og spytte og harke i busken.

Hans ven ville ikke udsætte sig for det, men sad lidt skadefro og fulgte vennens grimasser da han kom tilbage.

Ejnar røg færdig, slukkede skoddet inden han nonchalant ramte skraldespanden 3 meter væk.

Han fik lige sagt på gensyn inden han pakkede sammen og belavede sig på den lange vej, vejen til hjemmet han ikke havde meget lyst til at opholde sig i.

Ejnar var sig bevidst om de 100 kr. han havde gemt i den skjulte lomme i sportstasken, de penge han havde nallet fra Mutter dagen før han skulle af sted.

Han var ikke flov over at have organiseret dem, for det var den eneste mulighed han havde for at have lidt kapital med, og han havde kun gjort det som en sikkerhed for at han kunne komme derfra hvis det ikke var til at holde ud.

Da han nærmede sig gården, passerede han nabobonden der var i gang med at kappe toppen af roerne.

71 Han hilste og belavede sig på en pause, ville vide hvem han var, for han kendte jo alle i området, men ham havde han godt nok ikke set før.

Ejnar gav benet en tiltrængt pause, fortalte han var den nye dreng og pegede på fængslet lidt nede af vejen.

Nå, han har fået en ny lille en han kan tyrannisere, ja, vi kender ham jo.

Han stod længe og fikserede Ejnar, havde set ham halte vidste Ejnar, men bonden kom ikke ind på det.

I stedet tilbød han ham arbejde efter skoletid, men kun hvis han havde lyst selvfølgelig.

Ejnar sagde ja tak, det ville være rart at komme lidt hjemme- fra, og det fes bare ud af ham uden han var klar over det kunne misforstås.

Bonden præsenterede sig, Albert, og Ejnar gik de få skridt over og gav hånd.

Han virkede som en venlig mand, som Ejnar ikke var bleg for at tilbyde hans hjælp med at muge ud efter skoletid, hvis det var det han havde brug for.

De blev enige om han kunne starte dagen efter, muge ud og hvad der ellers var af arbejde med køerne.

Ejnar humpede det sidste stykke og havde regnet med at se Grete hjemme med Hans, men vognen var der ikke, og bordet var ikke ryddet for morgenmaden.

Han fornemmede dramaet der unægteligt ville manifestere sig når Oskar kom hjem, turde ikke engang tænke tanken om at han skulle stå model til endnu flere ydmygende mishandlinger.

Han belavede mig på at tage samme beslutning som Grete, stikke af, hjem til Svend og føle han var til endnu.

Men han ville vente til Per kom tilbage, hvis han da ellers nåede at komme til tiden, men det var han sikker på han ville, for det var betingelsen, at når ”Fatter” kom hjem, så skulle alle være til stede.

Ejnar forlod stuehuset efter han havde set sig rundt i de øvrige værelser, der hvor de var forment adgang.

I stuen hvor det flød med tøj, havde han ikke været, og han kunne se på det hele Grete havde haft travlt, for der var heller ikke redt senge ovenpå, og ungernes værelse lignede Jerusalems ødelæggelse.

Ejnar tog turen over gårdpladsen og ville tillade sig at ryge en smøg, før han gik ind og lagde sig og slumrede ind, men inden huskede han lige han skulle feje laden.

72 Afsnit 15 Ejnar var sig knap bevidst om hvor han var, da han mærkede en stå og ruske i ham.

Han havde været i drømme land, og huskede han havde været på vej i løb hen over en mark med Oskar efter sig, men han var løbet fra ham.

Ejnar havde også blandet naboens roemark ind i det, for han vadede igennem alle de roer Albert havde stået og snittet toppene af, lige som han havde gjort da han tidligere havde snakket med ham.

Vågn op Ejnar, han skulle over til Oskar, han var lige kommet hjem, og han var edder flintrende og ville vide hvad der var sket, for Grete havde taget Transitten og var kørt.

Ejnar kom op på albuen og fokuserede på Per, der for en gang skyld så helt ekset ud, vild i øjnene da Per hev ham videre op og ud på gulvet.

Ejnar fik sig samlet, var klar over der kunne falde brænde ned, og det skulle som sædvanligt være ham der skulle tage skraldet.

De kom over i køkkenet hvor Oskar sad med en Elefantøl, og han havde haft snuden nede i flere før den, for han sad og hang ind over bordet da de arriverede.

Men vildskaben kunne ikke dulmes med Bajere, for han sprang op da Ejnar viste sig, men faldt tilbage i stolen da han ellers var drattet omkuld.

Han ville vide hvad var der sket, men ventede ikke på Ejnar skulle komme til orde, for han fortsatte og bebrejdede ham at ragnarok havde huseret, og han gjorde Ejnar ansvarlig for at det hele var ved at falde fra hinanden.

Ejnar fik fokus på Niels der sad og så fuldstændig forstenet ud.

Kikkede ned i bordet og var uden for enhver kontakt fornemmede Ejnar.

Oskar var også helt væk, sad og savlede, og da blev Ejnar klar over, at hvis Oskar fik fat i ham, så ville han slå ham til plukfisk.

Ejnar gik ud i gangen, fik gjort Per forståeligt at han var skredet, ville vide hvornår der gik en bus til Svendborg.

Per fulgte med ham ud på gårdspladsen, tog om ham og gav ham et klem.

Fortalte at den kørte om ca. en halv time fra kommune kontoret, men han havde jo ingen penge?

73 Ejnar tænkte sig om et splitsekund og sagde så nej, men så ville han blaffe hele vejen, fanden tage det svin.

Per trak ham med over i stalden, fik ham med ind på hans værelse hvor han stak ham et klippekort til transporten helt ind til Svendborg.

Men det var jo ikke nok forklarede han, så han fiskede en sjat mønter frem fra skuffen i den lille servante, og stak dem i lommen på ham.

Så tog han om ham, krammede ham og ønskede ham en god tur, og han skulle nok sørge for Oskar kom i seng og først opdagede han var væk senere.

Ejnar fik pakket sin taske med de mest nødvendige ting, tog bagvejen ud over Alberts mark, væk fra det sted han håbede han aldrig skulle betræde igen.

Men han skulle blive klogere, men vidste det ikke endnu.

Ejnar nåede bussen, endnu mere haltende, for han havde slået skinnebenet igen da han skulle skynde mig ud af lade døren, men havde ikke taget mig af det i starten.

Men nu var smerten næsten uudholdelig, og han sad med et forgræmmet ansigt da de kørte af sted, 2 minutter efter han nåede frem.

Det tog en helvedes tid inden de var i Svendborg med stop i de fleste småbyer, og han var ved at dø af tørst.

I Svendborg var der tid nok til han kunne nå på lokum, nåede også at købe en børnebillet, og en flaske vand fik han da også med sig, inden toget kørte mod Odense.

Ejnar var faldet i søvn da billettøren kom og ville se hvad han var for en forvildet knægt der sad der og så noget forgræmmet ud, men Ejnar beroligede ham med han havde styr på det, bare var lidt træt efter en lang skoledag.

Han blev beroliget da han så Ejnar havde tjek på billetten, og han blev alene igen, mens billettøren sindigt fortsatte videre gennem toget.

Han var i drømmeland da samme togbetjent vækkede ham og fortalte toget ikke kørte længere, så han henviste ham til hvor han skulle hen for at komme med Jyllands ekspressen.

Han nåede at købe 2 Hot Dogs, arrangeret i en lille bakke som han tog med op i den bageste vogn da togstammen kom frem på perronen.

Han var heldig at finde en tom kupe, og han satte sig og begyndte grådigt at skubbe de 2 hunde indenbords.

Han var ved at klods i den stærke sennep da han blev afbrudt af den nye billettør, som grinede noget over hans problem.

74 Ejnar fik has på halsbranden og skyllede igennem med resten fra flasken, og så var de ved Middelfart hvor han blev forstyrret af en mor med hendes 2 poder.

Ejnar kikkede ud over vandet ved broen, og den største af poderne, en dreng på 4 – 5 år, fortalte hans mor hvad han selv så, og imens fik han øjenkontakt med Ejnar.

Han fik et flash back og tænkte på de 2 stakkels drenge som Oskar havde mishandlet i så mange år nu, og han kom til at smile til drengen, som tillidsfuldt fortalte ham han var på vej til Fredericia for at besøge hans mormor.

Ejnar nikkede bare, mens moderen bad knægten om ikke at gerere den unge mand, for han ville sikkert gerne sidde uforstyrret.

Ejnar blev ikke forstyrret mere inden de var fremme på stationen, og her blev der skiftet ud blandt de rejsende, for togene mødtes fra flere verdenshjørner.

I Vejle skulle han skifte mod Herning, og så tog det kun en halv time før han var fremme og stod hjemmevant på stationen og kikkede ud over byen, hans by.

En by han ikke turde vise sig i, hvis nu han var efterlyst, for så var fanden løs i Laksegade.

Men han stilede alligevel mod den velkendte opgang, håbede Svend var hjemme, og at han ville lukke ham ind selv om det var sent.

Ejnar fik sig haltet gennem parken hvor de så ofte havde ligget og røget deres ligkistesøm, ham, Erik og Søren, og hvor de havde udkæmpet drabelige fodboldkampe med andre rødder fra nærområderne.

Han nåede hen til opgangen og kom op til den dør der havde åbnet sig for ham for kun nogle dage siden, og siden da havde han mest oplevet helvede og kunne ikke klare mere.

Svend havde, som det sidste han havde hørt fra ham, sagt han skulle kontakte ham hvis der var noget der trykkede ham, og det mente han nok var tilfældet nu.

Han stod lidt og fik vejret og støttede på sit bedste ben mens han hvilede det smadrede, og så tog han mod til sig og ringede på.

Det tog en evighed inden han hørte ham ved døren, men så var han der, og han blev tudende trygget i hans sikre favn.

Svend kærtegnede tårerne væk, og Ejnar takkede ham for han havde været hjemme, klamrende sig til Svends varme krop der lod ham komme lidt til hægterne inden Ejnar begyndte at berette.

75

Afsnit 16 Der var lidt kaos hos Svend efter han havde fået installeret Ejnar i badet, havde brugt en times tid til Ejnars beretning, og Svend var godt nok skeptisk da han hørte om de voldsomme udfald Oskar skulle have præsteret.

Men han blev jo overbevist da han så det tydelige bevis, det stadig kvæstede skinneben der var voldsomt hævet og skinnende rødt efter Ejnars anstrengende tur fra Langeland.

Kindhesten var svær at placere nu efter hævelsen var forsvun- det, men efter gennemsynet på skinnebenet, var der ingen tvivl om at han havde været ude for en voldsom oplevelse, og det skulle der gøres noget ved.

De havde siddet i sofaen mens jazz musikken havde strømmet lavt ud i stuen, og Ejnar havde i starten siddet og tudet hjerteskærende inden han kom så meget til hægterne at han kunne genfortælle hans oplevelser, og i et forståeligt sammenhæng.

Svend havde krammet ham lempeligt i starten, men Ejnar havde ikke fået nok, så han krøb selv tættere da han kom til de voldsomme afstraffelser, og hvor han havde rost hans plejeven, Per for hans omsorg.

Svend fik Ejnar stabiliseret.

Fik ham ud til badet og lod ham stå og skylle smerten af sig, så han kunne få det tårevædede ansigt vasket fri for de stimer af støv der havde sat sig i furerne.

I mens fik han lavet hans forsinkede biksemaden han havde planlagt i går, resterne af ugens rester som han plejede at gemme til netop fredage, dagen hvor han ikke skulle tidligt op midt om natten.

Mens han stod og gjorde saucen færdig, fik æggene smidt på panden, kom knægten ud, slæbende Svends store badekåbe efter sig.

Men det forhindrede ham ikke i at kramme sig til ham, og imens fik Svend hans frie hånd om skuldrene på ham og gengældte kærligt tilbage.

Tryggede ham til sig, og gjorde ham klart han elskede ham, og at de nok skulle komme efter de klaprøve der ikke forstod de skulle behandle ham ordentlig.

Svend havde givet udtryk for tidligere på aftenen at han ville skrive til hans socialrådgiver, hende som han kendte fornavnet på, og han gjorde ham forståeligt at han selv skulle aflevere den mandag morgen når kontoret åbnede.

76 Det var han ikke meget for i begyndelsen, men da Svend havde forklaret ham at det var den eneste måde at takle hans klage på, faldt han til patten.

Svend havde også på fornemmelsen at plejeforældrene, ham der var tilbage hvis ikke konen var kommet hjem igen, ville undlade at efterlyse Ejnar til om mandagen, for det kunne være psykopaten var noget betænkelig ved det at knægten nu fes rundt med synlige beviser på hans vold.

Det ville i hvert fald tage flere dage før det skinneben var helet, så der var jo tydelige beviser når han mødte frem på kommunen.

De fik spist, og mens Ejnar så den udsendelse der var i tosse kassen om afrikanske dyr i junglen, fandt Svend hans gamle skrivemaskine frem og begyndte på skrivelsen til social forvaltningen.

Kære Hanne?

Jeg skriver til jer og sender skrivelsen personligt med Ejnar Jensen, for han har været i min varetægt hele weekenden.

Ejnar ankom til undertegnede fredag aften i en miserabel tilstand, hvor det viste sig han havde været ude for en usandsynlig brutal plejefar, ansat af jer til at varetage Ejnars videre opdragelse, den forpligtelse i havde overtaget fra Ejnars moder.

Han havde af Ejnar fået som opgave at varetage hans klager, og tog opgaven som bisidder meget alvorlig, og regnede med de tog hans klage seriøst når nu Ejnar selv forelagde den.

Ejnar havde fortalt ham om de uhyrlige ting han havde været ude for, og da han kendte Ejnar som en ualmindelig ærlig dreng, stolede han helt og holdent på hans

beretning, og havde selvfølgelig i sinde at følge op på om de fremover varetog ansvaret for Ejnars videre opdragelse på en forsvarlig måde. Venlige hilsen.

Bisidder Svend Konradsen.

Og så hans personlige kragetæer.

Han afsluttede brevet og tog kalkerpapiret ud af de 2 ark, for han havde taget en kopi, hvis nu de var ude på at lave ræve- kager.

Han skulle nok finde en måde at riste deres røv på, for et var helt sikkert, han ville gå hele vejen for at hjælpe knægten. Han havde været en smule betænkelig ved deres inderlige massa- geture, men var samtidig sikker på at Ejnar var solidarisk.

Det var helt sikkert at Ejnar havde haft brug for at få sin selvtillid højnet, hvad massagen var med til, med eller uden sex.

77 Han havde før haft drenge i sin varetægt, mindreårige han kendte fra sin tid i Århus hvor han havde kendt en del kolleger i varehuset hvor de havde arbejdet på lageret.

De vidste han var til mænd, men havde aldrig været betænkelige ved at lade ham passe deres poder, hvis de skulle til et eller andet festivitas, og det var drenge på 810 år.

Han huskede specielt en dreng, Søren, hvad var han nu, jo, 9, og han skulle overnatte.

Han ville sove i Svends dobbeltseng, og midt om natten var han vågnet ved at knægten var kravlet under hans dyne.

Ikke at der skete noget, men han var da blevet lidt påvirket af knægten, der var kravlet næsten op på ham i søvne.

Men han havde været standhaftig, og ikke som med Ejnar, gået hele vejen og vist knægten hvad hengivenhed var for en størrelse.

Han var da klar over det kunne være svært for Ejnar at erkende i hans nuværende situation, men det måtte han sørge for at Ejnar fandt ud af, hvad solidaritet var, og ikke gå for langt med hans følelser, for han havde jo nok andet at tænke på.

Man kunne jo også forestille sig de ville krydsforhøre ham, true ham, få ham til at fortale sig, men alligevel troede han så meget på øvrigheden at de måtte tage knægtens beretning for gode varer, professionelle som de vel var.

Han havde siddet og kikket på Ejnar i smug, ladet som om han læste på sine skriverier, men nu dokumentaren var færdig kikkede Ejnar op, rejste sig og kom over og satte sig i sofaen. Ejnar blev kærlig og tog om ham, så han blev varm inden i og han gav igen.

Ejnar ville vide hvad han havde skrevet, så han fik det lige diskuteret med ham, gjort ham forståeligt at kommunen var nød til at tage ham alvorligt på mandag når han tog derop.

For det skulle han altså, personligt.

Han havde jo Svends telefonnummer, og skulle ringe uanset hvornår han nu havde brug for det.

Og hvis han ikke var hjemme, så indtale en besked når han hørte tonen i røret.

Besked,? Ejnar lød konfus, trak sig lidt fra ham, kikkede mærkeligt på ham.

Så Svend måtte til at forklare hvad en telefonsvarer var for en, og viste ham båndoptageren hvor hans besked blev optaget på.

Ejnar var godt nok forundret, for sådan en maskine var ukendt for ham.

78 Svend løsrev sig fra knægten og gik ud og lavede te, og Ejnar tog med og bar ind, småkager hvad fik ham til at stivne.

Svend forstod grunden da han kom til at huske på hvad pleje- faderen arbejdede med.

Midt i det hele opdagede Svend at Ejnar var faldet i søvn i sofaen, så han afbrød musikken og bar ham ind seng, for han havde lovet ham han skulle sove ved siden af ham.

Han fik badekåben af ham uden han vågnede, beundrede hans spinkle drengekrop, og blev lidt påvirket med deres intime leg in mente forleden.

Han fik ryddet af og gik i bad, og da han kom ind og ville lægge sig i sin del af sengen, var Ejnar vågen.

Svend puttede sig under sin egen dyne, men Ejnar krøb over til ham, smøg sig ind til ham og ville ligge tæt, allerede med erektion.

Svend krammede ham og viskede de ikke skulle noget voldsomt. Foreslog ham han kunne ligge som de lå nu, og så vuggede han Ejnar til en stille orgasme, en der fik ham til at tude igen. Han vådtede Svend og kom til at grine, og så ville han vide om han havde fået udløsning.

Svend fortalte ham det ikke gjorde noget, men Ejnar insiste- rede og mærkede på hans erektion at han var lige ved at komme.

Svend lagde ham ved siden af sig, og så masturberede Ejnar ham sagte til en eksplosion der varede, og han kyssede ham imens.

Svend vågnede senere og skulle ud og tømme blæren, og da han kom tilbage var Ejnar vågen, fortalte han havde drømt han var rejst fra ham, og han begyndte at græde så Svend måtte trøste ham og kyssede hans tårer væk til han sov igen.

Svend lå længe, var klar over han var brændt varm på den stakkels dreng, klar over han havde et satans ansvar for han ikke kom på glatis.

Svend vidste der ikke var lang vej fra Ejnars oplevelser med ham, og så vejen til han blev trækker dreng, eller udnyttet af en modbydelig børnelokker.

Han havde da han var yngre haft et par bekendte der betalte sig fra at få taget trygget, men han havde aldrig haft lyst til at gebærde sig i lag med unge knægte, for det var et skråplan at komme ind på.

Og så det med smittefaren.

Nu han lige gennemtænkte sine tidligere oplevelser med jævnaldrende, vidste han nødvendigheden i at orientere Ejnar om den risiko.

79

Afsnit 17 Der var hektisk travlhed i socialforvaltningen, da Hanne Jensen mødte på arbejde mandag morgen, fornemmede der var sket noget uforudset, hvad ikke var ualmindeligt efter en lang weekend, hvor de ikke havde mulighed for at blive ajourført.

Hun fik hilst på et par kolleger inden morgenmødet i social forvaltningen, hvor det endnu ikke var rygtedes, at et barn var stukket af fra sin anbringelse.

Hun ankom som den sidste, og bemærkede straks socialchefen havde fokus på hende, og at han ikke som han plejede, smilede hans sleske grimasse, men derimod stirrede koldt og kynisk lige gennem hende.

Hun fik årsagen smidt lige i ansigtet, da han angreb hende for ikke at have visiteret hendes anbringelse korrekt.

Ejnar Jensen var rømmet fra Langeland, og han var sikker på det kunne have været undgået, hvis hun havde givet sig mere tid til at finde et bedre egnet sted til sådan en tyveknægt, uvorn vandal, ballademager.

Han holdt en kort pause mens Hanne sad og blev helt klam, ventede på den videre skideballe mens hendes kolleger paf overbegloede hende.

Ejnar havde været obsternasig lige fra starte, udvist voldelig adfærd så de måtte isolere ham på hans værelse, som han næsten havde splittet fra hinanden.

De havde fulgt ham i skole om mandagen, hvor han slet ikke egnede sig at være, på det niveau han befandt sig på.

Han blev ved og kunne berette om Plejefaderen der manglede penge efter Ejnar var stukket af.

Hvor mange vidste de ikke, men det drejede sig flere hundrede kroner, og det var aldrig hændt før, så det kunne ikke være andre end ham.

Det var sket fredag efter en turbulent uge med masser af problemer, og hvis han kom tilbage, ville plejelønnen blive væsentlige højere end for et veltilpasset barn.

Når de fandt ham igen ville han altså godt give det en chance mere, bare benytte sig af strammere tøjler, for plejefaderen mente helt sikkert han kunne få has på knægtens unoder. Socialinspektøren afbrød sin lange enetale, mens Hanne stadig sad mundlam og havde modtaget hele skraldet uden tanke om at forsvare sin disponering.

Kunne slet ikke forestille sig Ejnar opføre sig som beskrevet her, for han havde jo været yderst positiv da han mødte den anden dreng huskede hun.

80 Der havde jo heller ikke været nogen slinger i valsen med at han protesterede over familien, eller i det hele taget havde stillet sig på bagbenene over anbringelsen.

Han var efterlyst i hele landet, og politiet havde lovet at søge efter ham i hans gamle miljø her, og ville tage på skolen og snakke med eleverne i hans gamle klasse.

Så indtil da satte de sagen i bero, men lige så snart de vidste noget konkret, og når han blev indkredset, ville politiet følge ham tilbage til Langeland.

Og så måtte de håbe der ikke i fremtiden ville opstå sådan en lemfældig disponering.

Her stoppede han sin dundertale, nidstirrede igen Hanne som rejste sig og forlod lokalet, flintrende arrig.

Men hun kunne ikke gøre noget når chefen havde talt, for det var før sket at en kollega havde givet igen, som så var blevet bedt om at søge en andet sted hen.

Hun gik tilbage til hendes kontor og smed hidsigt mappen fra sig.

Gik i kantinen og gennemtænkte igen Ejnars signaler den dag hun afleverede ham til plejemoderen.

Hun kendte ikke noget til plejefaderen, havde kun snakket med konen, hende som umiddelbart virkede fornuftig, og som Udstrålede en vis professionalisme.

Men tænk nu hvis det var der problemet var begravet, pleje faderen.

Hun var ikke blevet frataget sagen, havde derfor stadig chancen for at følge den når Ejnar blev indfanget, for det skete jo på et tidspunkt.

Hun forlod kantinen med resten af kaffen, og på vej ud gennem forhallen, kikkede hun af gammel vane ud på de parkerede biler, og der stod han.

Ejnar.

Hun blev enorm lettet, var glad for han meldte sig selv, og hun fik lukket den endnu låste dør op.

Hun vinkede ham til sig og ledte ham skyndsomt ned til hendes kontor og skulle heldigvis ikke forbi socialchefens.

Hun fik Ejnar anbragt på en stol, fikserede ham som han sad der og lignede det han var, en forhutlet dreng på flugt.

De havde hørt han var stukket af fra plejefamilien, og nu ville hun da gerne høre hvorfor.

Hun prøvede at virke venlig, og han smilede da også tillids- fulgt til hende mens han hev en kuvert op af lommen.

Hun tog imod den, satte sig tilrette og skimmede den hurtigt. Men halvvejs stoppede hun og kikkede overrasket på ham.

81 Det kunne da ikke være rigtigt det her, hun havde jo indtryk af det var rare mennesker de havde mødt forrige lørdag.

Ejnar sad som forstenet, trak op i hans bukseben hvor hun nu tydeligt kunne se det mærke Oskars militærstøvle havde lavet, den 10 centimeter lange skramme, højrød og som virkede umulig at hele nu der ikke var bind på.

Hun ville vide om plejefaderen havde gjort det?

Rejste sig og gik over for at besigtigede såret, erkendte det havde været smertefuldt, og så gjorde hun noget hun aldrig havde gjort før, eller tænkt sig til at gøre ved en klient.

Hun tog om hans ansigt med begge hænder og kikkede ham direkte ind i hans glinsende våde øjne, der svømmede over.

Ejnar magtede ikke at sige noget, men nikkede kun mens han lidt desperat tog et fast greb om hendes varme hænder og trak dem til sig.

Hun blev skræmt.

Burde ikke involvere sig så meget, men hun havde altså fået sympati for den forhutlede dreng, ham der sad der og overlod sig fuldstændigt i hendes varetægt, deres varetægt.

Hun løsrev sig og ville vide om han så havde søgt ly hos denne, hun kikke på brevet igen, denne Svend Konradsen?

Hun fikserede ham, ville have ham til at åbne sig helt, og hun var sikker på at han ville fortælle sandheden.

Ejnar var stadig i grædeland, nikkede bare, men havde set glad ud da hun nævnede Svends navn.

Hun kunne se problemet med hendes chef når hun nu overlod nyheden til ham, for hun var nød til at involvere ham i Ejnars frivillige ankomst.

Hun kunne også se problemerne hobe sig op da Ejnar fortalte at Svend boede alene, men at han var en gammel bekendt, som han ofte sov hos når hans mor havde haft det af helvede til.

Hun fik også straks tanken om der kunne have været noget mellem denne Svend og Ejnar, altså noget seksuelt, men droppe- de straks tanken igen, ikke Ejnar den purk.

Men hun havde da hørt om drenge der havde fået deres debut allerede som 11-12 årige, så hvorfor ikke ham.

Hun læste videre mens tankerne kredsede om denne Svend, ville gerne møde ham og danne sit egen indtryk af ham, så derfor nedskrev hun hans adresse og gemte den i kalenderbogen.

De skulle altså lige have det hele på det rene, så derfor var hun nød til at snakke med hendes chef om hvad de skulle gøre, det kunne Ejnar vel nok forstå, ikke?

Hun ventede ikke på svar men disponerede professionelt, greb knoglen, kom igennem lokalt og fik straks chefen i røret.

82 Ja, det var Hanne, hun sad der med Ejnar, og ville lige orientere om at han var kommet helt af sig selv, og nu ville hun gerne have klar besked om hvad de skulle gøre.

Hun ventede spændt på hvad han ville foreslå nu hun havde givet bolden videre, men havde stadig i baghovedet at de ikke skulle finde på at drive gæk med hendes opfattelse af hvad den stakkels dreng havde været igennem.

Der blev den sædvanlige pause inden han brød den, bad hende holde ham tilbage til han dukkede op, for han skulle anbringes på pensionen til de fik en eskorte som kunne bringe ham til Langeland igen.

Han ventede ikke på nogen reaktion fra Hanne, men afbrød umiddelbart efter hans dominerende kommando.

Hun lagde røret på og smilede til Ejnar mens hun vidste der ikke var noget at smile af, men hun var nød til at bevare overblikket, og hun fik ham til at slappe af mens hun ventede på chefens ankomst.

Det tog ikke mange splitsekunder inden døren til hendes domæne brutalt blev revet op, og så stod han der, Vorherre selv.

Han gloede demonstrativt på hende, og så fik Ejnar en skide- balle hun ikke ville lade ham komme ned over hans hoved, så hun skreg i afmagt at han skulle moderere sine angreb på en uskyldig dreng der var anbragt i deres varetægt.

Han stoppede, gloede desorienteret på hende der overrakte ham Ejnars medbragte skrivelse, og han holdt kæft mens han hurtigt gloede den igennem.

Hvad er det her for noget, en eller anden der har knægtens sympati uden at vide noget som helst om hvad der er foregået.

Han kastede demonstrativt brevet fra sig og begyndte at bebrejde Ejnars opførsel på Langeland igen.

Han havde siddet og stirret paralyseret på chefens arrogante opførsel, og hun kunne se han skulle til at vande høns igen.

Han blev beskyldt for at have været voldelig, havde stjålet penge, ville ikke i skole, og det det kunne han love ham, det var slut nu.

Han holdt en pause mens han lydeligt hev vejret heftigt ind, og så lovede han Ejnar han skulle tilbage, og det straks i morgen.

Med politieskorte.

Ejnar sad som forstenet.

Havde ikke sagt et kvæk, men nu rejste han sig, skubbede chefen væk fra stolen, og så var han strøget ud af døren og forsvandt i hurtigløb.

83 Socialchefen kom sig efter chokket, var paf efter Ejnars kraftige skub, Kikkede frustreret på Hanne og fik skingert sagt at hun der ved selvsyn kunne se hvad det var for en voldelig knægt de havde med at gøre.

Men så mandede han sig op og forlod hendes domæne, lod hende stå tilbage med Ejnar skrig om hjælp, den hjælp hun besluttede hun personligt ville følge op på.

Hun belavede sig på en lang dag, og hun var glad for hun stadig havde skrivelsen fra Ejnars ven, Svend Konradsen.

I mens var Ejnar strøget ud af dobbeltdørene der netop var åbnet, og hvor et par kunder ved skranken fulgte hans vilde flugt, mens kvinden i receptionen der havde set Hanne lukke ham ind, stod og undrede sig gevaldigt.

Men det varede kun et øjeblik, for så var han væk mens han var sig bevidst om at han måtte sørge for han ikke blev forfulgt. Han kikkede sig tilbage flere gange, begyndte så at slappe af og haltede videre på det satans ben der igen gjorde ondt af helvede til.

Det virkede ikke så voldsomt, men han var alligevel blevet stakåndet.

Da Svend havde givet ham en nøgle med så han kunne komme ind når han havde været på rådhuset, var det den vej han løb.

Han ville ikke ryge hos Svend, og da det var det han havde mest lyst til nu, fik han i tankerne at tage i kælderen hvor han jo stadig havde nøgle til.

Der var ingen der antastede ham da han næsten ubemærket sneg sig derned, og han havde observeret viseværten.

Han arbejde stadig med buskadset længere ovre ved den anden blok, så ham ville han helt sikkert ikke blive forstyrret af. Han faldt åndeløst sammen i gråd da han havde låst sig ind i det velkendte kælderrum, hulkede næsten lydløs, men så tog han sig sammen, mens han hev en smøg ud af pakken og fik den tændt.

Han var rådvild omkring hvad han ville gøre, men var klar over de ikke vidste han var her.

Han var samtidig klar over han ikke kunne tage tilbage til Svend nu de vidste hvor han boede, måske senere på aftenen hvis de ikke fandt ham inden, men hans taske skulle han have tilbage fra Svend, så?

Men hvad fanden skulle han så finde på imens.

Han var også klar over han ikke kunne fortsætte med bare at stikke af, men at tage tilbage til Langeland, det var udelukket, det ville han under ingen omstændigheder.

84 Men han havde på fornemmelse at Hanne havde været på hans side, troet på ham, så måske kunne han finde ud af hvor hun boede, men ikke før i aften, eller sidst på eftermiddagen når hun fik fri fra arbejdet.

Han kunne også prøve at opsøge Erik når han fik fri fra skole, men det varede også satans lang tid inden han kunne få fat på ham.

Han var ved at dø af tørst og vidste der ikke fandtes noget drikkeligt i kælderen, men hvis han kunne snige sig op til Svend og vente lydløst der til han kom hjem, så.

Han beredte sig på den korte vej over til blokken hvor sikkerheden ventede, men han havde forregnet sig, for han stødte lige ind i 2 betjente der var helt tæt på ham da han kom op af kældertrappen.

De vidste ikke det var ham før han begyndte at styrte af sted, men det nyttede ikke noget, for han blev indhentet af dem begge, og den ene tog ham i kraven og holdt ham tilbage, alt mens han prøvede at vriste sig fri.

Han kunne godt spare sig, de havde fat i ham, og nu blev han bare der, for de gad ikke stæse efter ham mere Ham der holdt godt fat i kravetøjet, ruskede ham og Ejnar vidste løbet var kørt.

Han begyndte at tude igen, ikke af frygt men af afmagt over han var solgt.

De hev ham med ud på parkeringspladsen hvor deres bil holdt, og her blev han kylet ind på bagsædet mens de fortalte ham dørene ikke kunne åbnes indefra.

De fik gang i radioen mens de kørte, og han fandt ud af at han skulle på pensionen, der han havde været dagen før han blev kørt til Langeland.

Der stod 2 voksne klar da han blev trukket ud af vognen, og de fik ham overdraget og førte ham ind i de velkendte lokaler, hvor han fik besked på at indtage det lille hummer han havde sovet i sidst.

Han bad om at komme på toilettet, mest fordi han var ved at dø af tørst, men han skulle altså også pisse.

Han fik lov men måtte ikke låse døren, og de satte vagt uden for.

Han satte sig og funderede efter han havde slukket tørsten og pisset af, var sikkert faldet i staver, for vagten bankede på døren og spurgte om han var faldet i søvn.

Det var han altså ikke, men han blev siddende til de åbnede døren og bad ham komme ud, for det var ikke der han skulle campere for natten.

85 Så låste de ham inde efter de havde gennemrodet hans, men de havde altså ikke fundet hans cigaretter som var gemt i strømpeskaftet.

Han tændte en smøg, havde stadig hans lighter, og der gik lige nøjagtig 20 sekunder før døren røg op, og den indtrængende hev cigaretten ud af hånden på ham, skreg om han var rigtig klog, og nærmest spyttede ham i ansigtet, så tæt på var han.

Det nåede Ejnar ikke at svare på før der stod 2 mere, og nu blev han visiteret, og de fandt resten af hans penge i den anden strømpe, dem han havde fikset hjemme inden han kom i netop det der fængsel.

Ejnar protesterede da de konfiskere dem, men hans protester druknede i deres iver for at fortælle ham de godt vidste hvor han havde dem fra, for plejefamilien havde jo anklaget ham for tyveri af et ukendt beløb, det som socialchefen havde orienteret dem om.

Nu protesterede han igen, pointerede at han ikke havde nalret nogens penge, men havde dem med hjemmefra, og han ville faneme have en kvittering på at de havde beslaglagt de 75 kr. de havde taget fra ham.

De ville sku da skide på hans protester, og skred sejrstolte ud og låste døren efter sig, igen.

Ejnar var oppe i det røde felt, men vidste der ikke var noget at gøre, og han så det nyttesløse i at smutte hvis han fik chancen igen.

Uden penge var der jo ikke mulighed for at købe billet eller mad og sådan noget.

Ejnar følte afmagten komme i bølger, og så brød han sammen igen, stortudede indtil han hørte nogen ved døren.

Det var madmor der kom med 4 halve, godt belagt, og der var også et glas mælk til.

Her du, det vil nok hjælpe lidt på det, og så fik han en varm hånd i nakken mens hun trøstede ham med at det nok gik i orden det hele.

Nok gik i orden.

Det var først nu det var ved at gå helt agurk, men det orkede han ikke at fortælle hende, mens han alligevel pænt takkede hende for omsorgen.

Han fandt en god stilling i sengen mens han gaflede de 4 halve i sig, sad forgræmmet og udpønsede måder han kunne hævne sig mod den satans tyran, Oskar.

Ejnar kunne høre et par småunger, sikkert dem der gik i 1 klasse og havde tidligt fri fra skolen.

86 Der var en der tog i døren og ville ind, men der kunne Ejnar ikke hjælpe, råbte til vedkommende der var låst.

Der blev stille, og han måtte være faldet i søvn, for han vågnede ved at der stod en og ruskede i ham, og bag ruskeren fik han øje på Hanne, hende fra kommunen.

Ejnar blev alene med Hanne, og hun ville vide om han var blevet behandlet ordentlig, hvad han benægtede, fortalte om deres tyveri af hans penge.

Hun lyttede længe til hans øvrige beklagelser, især dem Svend havde beskrevet i brevet til hende, og det lovede hun ham at gøre noget ved.

Men hvad hun kunne love ham her og nu, var at han i morgen skulle tilbage til Langeland, og denne gang blev det politiet som ville drøne ned med ham.

Han brød sammen igen, hikkede sig i gennem, protesterede, og hun havde mest lyst til at tage ham til sit bryst og love ham han ikke skulle tilbage til Oskar.

Hun var overbevis om at han havde gjort som Ejnar havde fortalt hende, og så det at anklage drengen for at være tyveknægt.

Men hun havde stået skoleret fordi hun havde taget drengens parti, når det nu viste sig han var tyven der havde taget de penge, og i øvrigt havde fyldt dem med løgn, som socialchefen blev ved med at postulere.

Hun sad og strøg ham med håret, besluttede sig til at hun ville forlade ham, for hun kunne ikke holde ud at se den arme dreng lide mere, mens hun lovede ham at hun ville holde et vågent øje med sagen.

Aksel Jørgensen havde overdraget den til hendes kollega, Inger Frandsen, men det ville ikke hindre Hanne i at holde øje med udviklingen.

Hun var ikke bedste veninde med Inger, vidste at hun fedtede for chefen, så det var sikkert derfor hun havde fået sagen overdraget.

Hun rejste sig fra den noget akavede stilling, gjorde Ejnar forståeligt det var på tide hun forlod ham, men hun lovede ham at hun ville ringe i løbet af ugen og lige høre hvordan det gik, nu hun havde telefonnummeret.

Gråden blev hørligere, men hun var hård og lukkede døren bag sig, var sig bevidst om hun ville kontakte den selvbestaltede.

87 Afsnit 18 Hanne vidste godt hvor hun skulle hen, orienterede sig alligevel om den rigtige adresse, og så fandt hun opgangen hvor Ejnars selvbestaltede værge boede.

Det var ikke det område hun kendte mest til, men havde ellers da været i berøring med et par familier omkring kriminelle knægte i nabolaget.

Hun stod lidt uden for men tog så mod til sig, ringede på,

stillede sig lidt fra døren mens hun lige fik tanken om hun var bange.

Men hun var sig bevidst om det var normal procedure, det de havde lært på kurset, sikkerhedsreglen, hvad nummer det nu var for en.

Men de havde i hvert fald fået indprentet at 2 skridt fra døren gav en vis sikkerhed, for risikoen for et frontalt angreb var altid til stede ved uanmeldte besøg hos belastede klienter.

Men Svend Konradsen var ikke belastet havde hun fundet frem til.

De havde intet på ham, for hun havde gået ham i gennem i deres registre, havde søgt oplysninger og sikret sig han ikke var bagud med skat, eller skyldte børnepenge.

Men der var intet at komme efter der.

Det lod også til han var en stabil arbejder med en rimelig stor indtægt som ugift, ingen børn, og så var han kun 28 år.

Hun studsede noget da han endelig kom frem i døren, iført housecoat, og med håret i en uglet top.

Han stillede sig desorienteret op og ventede på hendes udspil, og hun præsenterede sig, fik med nogenlunde lav stemmeføring forklaret hendes ærinde, og hun ville godt inden for hvis det var muligt.

Ja da, det var muligt, for han ville også gerne snakke med dem, hende.

Han gjorde døren bred så hun kunne smyge sig adræt ind i den stilige entre, det første indtryk af hvad man kunne forvente et fremmed sted.

Det havde de også været i gennem på det sikkerheds kursus, hvor man som indtrængende i et ”belastet” hjem, altid skulle søge efter genstande der kunne bruges som våben, for de kunne komme ud for psykisk syge der ville forsvare sig.

Svend Konradsen ville ikke forsvare sig.

88 Tvært i mod inviterede han hende ind i stuen og gøre sig behagelig, mens han lige ville komme i nogen andre klude efter hans middagslur.

Han bad hende lægge jakken, og hang den selv belevent op på en bøjle i entreen og lod hende alene.

Hun kikkede sig nysgerrigt rundt, fandt stuen hyggelig med smukke møbler, og så satte hun sig i en stol med lyset bagfra.

Det havde de fanme også lært, passiviser klinten så de har lyset i øjnene og har sværere ved at orientere sig.

Hun begyndte at slappe af, og da Svend kom tilbage, bød han på et glas vin, eller måske hellere en kop kaffe.

Hun betænkte sig kun et splitsekund før hun tog i mod et glas vin, for hun havde egentlig fri, og havde ikke travlt.

Svend kom ind med en flaske hvidvin, kølig og med perler fra køleskabet, fattede et par glas fra skænken og serverede bele- vent inden han satte sig.

Han smilede passivt til hende mens han hævede glasset, lod det åbenbart op til hende at spille ud, for han forblev tavs.

Så hun måtte til det, forklarede at det var hende der var involveret i anbringelsen af Ejnar, og hun var ked af det var gået som det nu var, altså hvis det var som Ejnar havde berettet over for hende, gennem brevet fra ham altså.

Hun trak vejret, lydeligt, drak lidt vin og fik øjenkontakt til den unge mand, og hun var ikke upåvirket af hans udstråling, tænkte lige et øjeblik på om han nu var bøsse.

Svend satte sig frem i sofaen, derfra hvor han havde lyset i øjnene, kikkede længe på hende, og spurgte så om der kunne være nogen tvivl om at knægten talte sandt omkring det store sår på skinnebenet, det han ikke vidste hun havde set.

Hun gøs ved mindet om knægtens skade og bedyrede at hun selv fulgt ud stolede på Ejnars forklaring, men hun var altså underlagt sin chef, og han havde overhovedet ikke taget Ejnars forklaring alvorligt.

Tvært i mod havde han opfattet det hele som opdigtet, og skaden kunne være fremkommet på mange måder, under flugten måske, som chefen nu postulerede det.

Svend kikkede desorienteret på hende, længe, inden han fik mæle.

Chefen, hvad har han begreb om hvad der er sket Ejnar, ham han stolede fuldt og fast på ikke kunne finde på at lyve, og slet ikke i så prekær en situation, niks.

Og fortsatte han, så var han altså værge for ham, og det tog han meget seriøst den tjans, for som han forstod på det nu,

89 var der åbenbart ikke andre der ville tage hans beretning for gode varer.

Han havde talt meget højt, var meget fast i spyttet, så Hanne var usikker på hvordan hun skulle orientere ham om at hendes chef havde negligeret hans påstand om det at han var værge, for de havde ikke hørt om ham før nu.

Men hun måtte til det, forklarede at det ikke bare var noget man selv kunne bestemme, men det skulle altså fastsættes af myndighederne.

Myndighederne, han nærmest spyttede ordet ud.

De havde jo ikke gjort andet end beskytte den satans sadist som de havde sat til at tyrannisere de anbragte børn, og hvis de ellers havde læst brevet ordentlig, så forsvandt plejemor på grund af frygt for de tæv hun åbenbart også blev tildelt.

Hanne sad og krummede tæer, vidste hun ikke kunne argumentere om rigtigheden af Ejnars historie, men det med at plejemoderen var stukket af, det måtte bero på en misforståelse, for så meget forkert kunne hun da ikke have opfattet situationen den lørdag.

Hun blev usikker i blikket mens hun i pausen drak af den udmærkede vin, og Svend smilede stadig afvæbnende til hende, men holdt ellers sin kæft, mens han skænkede op i glassene igen.

Men nu fandt han tilbage til hans selvbestaltede job som bisidder, værge, og der var han fast besluttet på at han var habil, for han havde undersøgt det hos en jurist.

Det viste sig nemlig at en ung over 12 år, underlagt myndighedernes forgodtbefindende, selv kunne bestemme hvem vedkommende ville have som uvildig værge, en som var ved sine fulde fem, altså valgbar.

Nu fik han mundvigene helt om til ørerne, og hun var sikker på det ikke var hende han var skadefro over, men forvaltningen som sådan, og hun undte hendes chef den fiasko hvis det kom så langt.

Svend satte sig tilbage i sofaen, gav sig hen til vinen, sad og krammede om glasset, og så ville han vide om hun skulle noget, for ellers ville han invitere hende på middag i centeret.

Der spiste han en gang om ugen, som regel fredage hvor han ikke skulle op midt om natten, og han godtog ikke et nej selv om der ventede en ægtemand derhjemme.

Han forventede nemlig at de fremover skulle se en del til hinanden nu de havde Ejnar at tage sig af, sammen.

90 Hun sad lidt og lurede på det udspil men gav sig så frie tøjler, for hun tænkte at det ikke var hende han var ude på at kurtisere, men det at hun var involveret i Ejnars fremover.

Hun indvilgede.

Belavede sig på en spændende aften, og var ikke betænkelig overhovedet med at lave en aftale med en som hun vidste ville blive mistænkeliggjort af hendes chef.

Svens gav hende lejlighed til at tage hjem og soignere sig, klar over hun var kommet lige fra arbejde, og hun indvilligede i at møde op kl. 18.

Svend havde bestilt bord, og der var plads nok til en til ved hans 2 mandsbord.

Han fulgte hende ud og var inderst inde glad for de nu skulle samarbejde omkring Ejnar, for den situation Ejnar befandt sig i nu, krævede hans fulde opbakning.

En medsammensvoren fra socialforvaltningen var han sig helt bevidst om var heller ikke det værste at have som medspiller.

91 Afsnit 19 Ejnar var klar over løbet var kørt, at han skulle deporteres tilbage til Langeland, så da han hen ad aften blev konfronte- ret med facts, og indvillige i at samarbejde, fik han lov til at spise med de andre.

Senere spillede han kort med et par af de store drenge, bl.a. ham der havde fortalt han kunne skifte plejehjem hvis han ikke syntes om det sted han var anbragt.

Han havde nu kun indvilliget for ikke at sidde i husarrest, for han vidste at han alligevel ville blive kørt tilbage til Langeland, og han var overbevist om at det havde hjulpet at han havde klaget, som Svend havde informeret ham om.

De fik lov at være oppe til kl. 9, dem over 12, mens de små blev vippet vandret ved 8 tiden, selv om en af dem protesterede gevaldigt.

Nu blev der en vis ro, så Ejnar blev interessant som ny, og kun på gennemrejse da de alle vidste han skulle af sted lige efter morgenmaden.

Hans ven fra sidst han var der, Søren, ville vide hvad der var sket siden han var stukket af, så han fik såret på skinnebenet at se.

Han korsede sig og indrømmede han også havde taget en enkelt billet fra sådan en voldelige stodder.

Ejnar fortalte også om hans bisidder, og der var han helt med ham, for han havde også en, en sød veninde til hans mor af et skvat.

Han ville vide hvordan Ejnar havde fået kringlet den, for frivillige bisiddere hang ikke på træerne, slet ikke af hankøn.

Han ville også vide om han var bøsse, og her dæmpede han stemmen så de 2 voksne ikke hørte dem.

Ejnar blev fortørnet og benægtede, men Søren grinede og berettede om et par yngre mænd han engang kendte der havde prøvet at lægge an på ham, men han havde selvfølgelig forsva- ret sin dyd.

Her grinede han så de voksne venligst bad ham om at dæmpe sig, så noget mere behersket indrømmede han at han havde haft en elsker på 18, en ung medarbejder i klubben hvor han kom et par aftener om ugen.

Det var mens han boede i Kerteminde hvor plejefamilien havde 4 plejebørn, og hvor de alle blev vanrøgtet.

Det var kommet kommunen for øre, og så måtte de alle skifte plejehjem, igen.

92 Men fortsatte han, så var han glad for hans ven havde lært ham en masse om lir, for det var sjovere at være 2, end at ligge og file på sjoveren alene.

Nu grinede han igen ubehersket, og da det var ved den tid, blev de bedt om at pakke sammen og gå stille i seng.

Ejnar var træt, mest fordi han ikke kunne besøge sin ven, ham som også havde indviet ham i hvor fedt lir var når man var 2 om det.

Han gik føjeligt i seng, glædede sig ikke til han vågnede, men gled ind i ingenmandsland mens han genkaldte sig samværet med Svend, og han fik den mest vidunderlige orgasme som varede en evighed, og slap den ikke før den var skrumpet ind.

Ejnar blev brutalt vækket til dagens helvede, og med erindringen om hans tur tilbage til satanen som han ikke frygtede mere, stod det lysende for ham.

Han var rede til at lade sig konfrontere med stodderen, psykopaten, mens han kalkulerede med Oskars utilregnelighed kunne få ham til at forglemme sig.

Han vidste intet omkring Gretes paniske flugt, om hun var kommet tilbage, eller noget om hvad de havde snakket med Oskar omkring skinnebenssåret.

Han var dog nogenlunde sikker på at Per nok skulle værne om ham, nu de holdt sammen, og skulle det være, kunne han da stikke af igen, for han havde fået stukket de penge i hånden af Hanne, dem han var blevet beskyldt for at have taget fra Oskar.

Så noget havde de dog troet på omkring det han havde fortalt omkring flugten.

Han lå og tænkte dystre tanker da han igen blev gjort opmærksom på han skulle af sted, og blev bedt om at komme ud af fis posen.

Han kunne lige så godt få gang i systemet og gik i bad, men at få rent tøj på var ikke muligt, da det lå på Langeland.

Det ville sige, han havde jo stadig en del hjemme hos Mutter, men der kunne vel ikke bevilges et besøg.

Så han tog de beskidte underhylere med indbygget bremsespor på igen, men var egentlig ligeglad.

Det var meningen han skulle eskorteres derover af en betjent der var vant til at tage sig af unge barylere, men det blev ændret mens han var i gang med morgenmaden.

Forstanderen gav besked om at Hanne Jensen, hans sagsbehandler ville overtage opgaven, og hun vidste jo også hvor det var.

93

Så han var i samme situation som forrige lørdag hvor de kørte af sted, Hanne og ham, og det viste sig faktisk det blev meget hyggeligt.

Hun kom ved 10 tiden, og han havde pakket det lidt han nu havde i hans sportstaske, som Svend havde givet Hanne med.

Hold kæft hvor tingene gik hurtigt nu, det ene øjeblik var han her, og det næste på Langeland igen.

Han var overrasket over Hanne ville have besværet med den lange tur frem og tilbage, men måske ville hun være sikker på at hans klage over Oskar havde noget på sig, og ved selvsyn finde ud af at han havde noget at have det i.

De kørte efter han havde sagt farvel til den medarbejder han havde oplevet sidst, ham der havde givet ham lov til udgang, og så nåede han også at få givet hans jævnaldrende ven Søren en krammer, mens de stod i gangen.

Han viste sig at have været en god kammerat med et varmt hjerte, og Ejnar fik givet ham adressen på Langeland hvis han kunne finde på at skrive og fortælle hvor i landet de nu fandt på at sende ham hen.

Det blev han glad for, kommenterede at de mishandlede godt kunne holde lidt mere sammen, selv om de var spredt for alle vinde. Ønskede at de kunne samles og gøre oprør og fyre alle de uduelige politikere, dem der troede de havde magten over børnene for evigt.

Men de vidste begge at det var utopi, og Ejnar fik skubbet pensionen i baggrunden mens de i Hannes Morris Marina igen tog den lange tur til hans velkendte torturkammer.

Hanne var venligheden selv.

Fortalte fordomsfrit om hendes forståelse for Ejnars problem, og gav tilsagn om at hun ville holde nøje øje med at han fik den bedste behandling, selv om hun var blevet frataget sagen.

Hun indrømmede også at det var hende der havde kontaktet politiet, som var yderst taknemmelige for at forvaltningen selv kunne klare transporten.

Sagen gentog Ejnar, var det hvad han var i deres opfattelse, og han gentog, Sagen!

Hun blev spag i mælet.

Undskyldte ordvalget, men det var hvad man brugte om klienter, men det var jo ikke fordi man ikke tog sagerne alvorligt.

Ejnar sad og smågrinede for sig selv, da hun kom ind over psykopaten Oskar, ham hun endnu ikke havde oplevet.

94 Hun fortalte hun havde besøgt Svend, hans selvbestaltede værge, og han havde gjort et godt indtryk på hende.

Han ventede, og der kom mere da hun ud mellem sidebenene fortalte at hendes chef havde Svend mistænkt for at der var sket ting og sager, dem i mellem, Svend og ham altså, nu han havde overnattet hos ham.

Ejnar sank spyttet en gang, spurgte hvad de ting og sager var for en sjover, og ventede spændt.

Han vidste jo hvad hun var inde over, men ville godt have hende til at bekende kulør, komme ud af busken med hvad de havde af mistanker mod hans bedste ven.

Hun kørte et par minutter i tavshed, og i mens hev han smøgerne op, bad om lov til at ryge, hvad hun var oprigtig fortørnet over han gjorde, røg.

Han rullede vinduet lidt ned og tændte uden hun protesterede, og han inhalerede hungrigt og nød nikotinen dulme hans tanker, der havde kværnet ukontrolleret rundt alt for længe nu.

Men han forfulgte mistanken omkring Svend op, og hun fik kontrol over sproget og fik lige ud fortalt at chefen troede de havde dyrket sex sammen.

Hun lød usikker ved bekendtgørelsen, sank sit mundvand hørte han, og så grinede han ukontrolleret.

Sex med Svend, hvor fanden havde de dog fået den platte tanke fra.

Ejnar genkaldte sig Svends tanker om at det helt sikkert ville komme på tale, men når de begge tog det afslappet og kunne grine af det og holdt det for dem selv, var det jo op til myndighederne at bevise hvis der havde foregået noget suspekt der.

Hvor var det plat at sidde og høre på fik han lidt hånende skældt hende ud, og så forklarede han at Svend havde været som en far for ham i lang tid, selv om det først var etableret rigtigt nu han var værge altså, men det fik hun intet at vide om.

Og det har været gensidigt, for Svend havde altid ønsket sig en søn at være noget for, forklarede han videre.

Han fortalte også, lige fundet på, at Svend havde haft en kæreste som fik en abort, og det fik hende til at droppe Svend som nu havde været solo flere år.

Det røg lige ud af ham, og han var sikker på det kunne være med til at fjerne mistanken om deres hede ture i kassen, nu hun blev gjort bekendt med at Svend var til kvinder.

Hun tænkte tilbage på hendes middag med ham, og hvor han næsten havde kurtiseret hende.

95 Så nu havde hun svært ved at se ham i en erotisk situation med lille Ejnar i en hed tur i seng, men vidste også at skindet ofte bedrog.

Hun holdt kæft om middagen, det ragede ikke knægten, men hun fortalte at hun da havde det bedste indtryk af Svend, og at hun ikke troede på alle de rygter hun måtte lægge ører til når hun var på arbejde.

Hun gav ham også det indtryk at hun var glad for Svend havde stillet sig til rådighed som værge, og var sikker på han nok skulle holde øje med plejefamilien, nu Ejnar havde mulighed for at indberette alle uregelmæssigheder til ham.

Ejnar smed skoddet ud af vinduet og rullede op, satte sig tilbage i sædet og lod som om han blundede lidt, men det var rævesøvn.

Tværtimod forberedte han sig på mødet med familien igen.

Var spændt på hvad Grete ville sige til hans kendskab til hendes flugt, hvis det i det hele taget havde været det, en flugt.

Han var også beklemt ved gensynet med sadisten, om han havde i sinde at moderere sine voldelige tendenser, eller han stadig troede han var fredet i klasse A. Tiden gik, tålmodigt sad han nu og kikkede ud på den velkendte vej, huskede den som var det i går hvad det jo næsten også var.

Før de nåede Rudkøbing forklarede Hanne igen at hun jo var sat af sagen, at Ejnar havde fået tildelt en anden til at varetage hans situation, og her grinede hun, fortalte ham at det var en rigtig møgkælling, en hun nok skulle holde øje med.

Hun fortalte igen det var hende der havde ringet til politiet og fortalt dem at forvaltningen godt selv kunne klare trans- porten, og så var den ikke længere.

Hun sad der og indrømmede hun havde røvrendt hendes chef den fnatmide, og hun var stolt over det mens Ejnar lagde sin ene hånd på hendes der lå fast om rattet.

Det fik det til at gibbe hende, men hun blev glad for hans tilkendegivelse af at han accepterede hendes involvering uden om forvaltningens jongleren med hans anbringelse.

96 Afsnit 20 Han havde overtaget sit gamle hummer igen, fik luftet ud efter de par dages indelukke, og mærkede at han var meget anspændt.

Han var ikke helt klar til at møde tyrannen når han nu kom hjem fra hans kørsel, sikkert skidefuld som han plejede.

Grete havde været venligheden selv, sørgede for kaffe som sidst og gjorde det klart at der ikke var nogen dårlige tanker om Ejnars anklager om de skader han havde til draget sig under opholdet.

Drenge fyrede hun af til Hanne.

Hun havde en frustrerende attitude på, som Ejnar ikke havde svært ved at gennemskue, og han var sikker på at hun heller ikke have overbevist Hanne med hendes bortforklaringer.

Ejnar havde ladet det blive ved det, og da kaffen var drukket og Hanne klar til turen hjem, trak hun ham afsides og gav ham en seddel med telefonnumre, både til rådhuset, og til hende privat.

Den han havde fået engang før, men som han havde mistet i kampens hede.

Hun bad ham ringe dag eller nat hvis han var ude for det mindste vold, så skulle hun nok sammen med Svend få has på den klaprøv.

Hun indrømmede også hun ikke troede på et ord af Gretes

forklaring, men hun kunne jo ikke bevise noget, så hun bad Ejnar være på vagt som hun nu gravalvorligt havde advaret ham.

Hun havde givet ham en krammer han havde taget i mod, og det havde fået ham til at løsne en enkelt tåre, glad for bare lidt sympati.

Det var han sikker på manglede når svinet viste sig, altså sympatien, og det skulle vise sig at blive tendensen tiden fremover, men han vidste endnu ikke hvordan det ville blive praktiseret.

Han havde lige hilst på Hans der var ude ved laden da de ankom til gården, hvor han tavst stod og holdt øje med dem.

Hans ville godt have fat i Ejnar alene, ventede til han var gået afsides hvor Ejnar mente han kunne være i fred til psyko- paten kom hjem.

Men Hans kom og forstyrrede ham, så ham an og kom så over hvor han lå og kikkede op i loftet.

Hans krøb ind til ham og begyndte at græde, og mens han hikkede sig i gennem gråden, bekendtgjorde han at han havde savnet ham.

97 Ejnar blev paf over den bekendelse, for han havde ikke haft meget med den lille gnalling at gøre, men han blev rørt og gav ham et knus, og så ville Ejnar vide hvordan stodderen havde reageret.

Hans hev luft ind mens han grinede sig i gang, sparede ham ikke for hvad han kunne vente sig, når han viste sig igen, og han løsrev sig og brugte begge arme til at illustrere hvad Ejnar kunne regne med af repressalier.

Hans begyndte at græde igen, og mens han snøftede snottet ind, indrømmede han grådkvalt at han var bange for hans far.

Ejnar krammede den lille knægt der gav ham igen.

Fortalte Hans at han ville hamre stodderen en på goddagen, hvis han så meget som begyndte at lægge hånd på Hans, og hvis det blev nødvendigt, så ville han smadre hans grimme fjæs.

Nu grinede de ubehersket igen, og pludselig stod Per der og manifesterede sig, og han deltog i latteren, for han havde hørt Ejnars sidste profeti, og gav løfte om han ville deltage i massakren hvis det blev nødvendigt.

Ejnar slap knægten fri, mens Hans stadig kikkede intenst på Ejnar, som blinkede til ham, inden han skyndsomt forlod de to ”fanger”, dem der var underlagt hans fars modbydelige luner.

Ejnar havde rejst sig op på den ene albue, og Per satte sig ved hovedgærdet og begyndte at nusse ham i nakken, fuldstændigt lige som Svend den første gang han fik massage af ham, beredt på at modtage hvad der skulle komme af gode vibrationer fra Pers varme hånd.

Ejnar kurrede og sad med lukkede øjne og modtog hvad han vidste var Pers reelle hensigt, nemlig at sørge for han ikke fik for mange dårlige vibrationer inden stodderen kom hjem.

Han var varsom da Ejnar ømmede sig, men han bad ham om at fortsætte, selv om han havde fået kontakt til hans myoser.

Mens han blødgjorde hans 12 års nakkeknuder, og mens Ejnar havde lagt sig på maven så han havde frit spil, begyndte Per at fortælle om Oskars gåen amok da han kom tilbage og erfarede Gretes flugt.

Først gik han totalt amok da han opdagede Transitten var væk, og han havde strøget huset i gennem mens han vandaliserede alt efter sig.

Han havde råbt og skreget af Per der måtte ty til stalden indtil det værste var overstået, hvor Niels også havde søgt tilflugt.

Han havde åbenbart været så fuld da han kom hjem, at han efter vandaliseringen af hjemmet, ikke orkede at forfølge Niels, så de havde ikke set noget til ham den næste time.

98 Per havde orienteret sig i hovedhuset senere, inden han gav Niels fri, og de fandt Oskar fuldstændig bevidstløs på sofaen hvor han åbenbart havde søgt hen i sin magtesløshed.

Per havde smurt en masse madder og taget med over i stalden, og her havde han ladet Niels sove i hans seng efter de havde gnasket madderne i sig, godt skræmte efter Oskars tyranni- sering, mens han selv senere var gået til ro i Ejnars seng.

Ejnar kunne være sikker på Per havde barrikaderet døren med en stol så han ikke kunne komme ind hvis han var ude på noget i den retning.

Ejnar havde sat sig op i fodenden og han vendte sig og var enorm glad for den sympati han havde mødt fra de andre, især fra den lille uskyldige Hans, ham der åbenbart var skræmt til døde af hans far.

Klokken nærmede sig tiden da Niels ville komme tilbage fra skole, så de fik sig på ret køl og gik over i stuehuset hvor Grete huserede, støjende mens hun kokkererede, og Ejnar var sikker på hun var skide bange inderst inde, uden man umiddel- bart kunne se det på hende.

Per havde en aften i sidste uge hvor de havde brugt en times tid til udveksling af snak om dem selv, fortalt at Oskar havde det med at massakrere Grete ved at slå direkte på hendes bryster.

Han havde nemlig en morgen lagt mærke til at hun havde givet sig i smerte, da lille Hans var kommet til at trygge sig for hårdt mod hende.

Hun havde krummet sig sammen, og forladt køkkenet mens vandet fossede ned af hendes forgræmmede ansigt.

Per fortalte også hun senere havde fortalt hun var stødt ind i en dør og havde haft ondt i det bryst længe efter, men at det nok gik over.

Ejnar havde været i bad om morgenen, men ville godt have dagen skyllet af sig inden han skulle konfronteres med sadisten, så han bad om et håndklæde og ville gå over efter rent undertøj. Han nåede det ikke, for alt gik i stå da de hørte bilen komme ind på gårdspladsen.

Ejnar fattede sig, ventede til han kom frem i døren, skulende med hans 2 sprækker rundt, og så fyrede Ejnar den bare af.

Hej Oskar, har du savnet mig?

Han fattede Ejnar var der, nikkede til dem, og så gik han videre ind i privaten, der hvor de aldrig måtte komme.

Ejnar hørte sukket fra Grete da hun så at konfrontationen mellem dem var undgået, indtil videre i hvert fald, så Ejnar fortsatte over efter hans skiftetøj.

99 Han var glad for han havde taget teten, og Per der fulgte med over, baskede ham på skulderen og gav ham ug for det modige initiativ.

Bare sådan at tage tyren ved hornene.

De så ham igen ved aftensbordet hvor han virkede ædru, men Per havde fortalt at det ofte var svært at skue hunden på hårene, var jo vant til at drikke, og så Elefanterne.

Det var ikke meget de hørte til ham efter middagen som Grete havde gjort meget ud af, måske fordi Ejnar var kommet tilbage, og de opholdt sig i køkkenet resten af aftenen, selv efter de små var gået op.

Per fortalte ham senere da de var gået over til sig selv, at han havde hørt rygtet på skolen, om at han var stukket af med en masse penge.

Men han havde manet rygterne i jorden, havde endda haft fat i en af de værste rygtesmede, nemlig Albert fra den store klasse.

Per vidste det var Oskar der havde spredt rygtet, for Alberts far var med i sportsklubben, der hvor Oskar også sad i bestyrelsen.

Så Ejnar belavede sig på en masse spørgsmål fra klassen når han dukkede op, ikke noget han absolut glædede sig til.

Han sov ind til lyden af Per der igen lige skulle manipulere ynglestokken, men han havde ikke lyst til at polere sin egen.

100 Afsnit 21 Svend var træt da han kom hjem fra en træls nat på landevejen, hvor vejret havde været af helvede til med rusk og masser af byger der absolut skulle manifestere sig lige når han skulle ud af det varme førerhus og læsse varer af.

Han var flere gange næsten gennemblødt og ærgrede sig over han ikke havde erhvervet sig det fikse regnslag han havde ønsket sig længe.

Men sommeren havde været så smuk, og han havde ikke haft brug for det siden midt i juli, da han fik en skylder der sagde spar to til regnvejr han erindrede.

Han havde mad fra dagen før og behøvede ikke at købe ind, men havde lige været i kiosken hvor han forsynede sig med et par pilsnere.

Forleden havde han mødt Erik, Ejnars gode ven som havde været med oppe, og Erik ville godt besøge ham fredag hvis det var belejligt, vidste jo han helst ikke ville have gæster på andre hverdage.

Han spekulerede på om det var sikker at indlede et forhold til knægten, men hvis han kunne stole på Ejnar, så hvorfor faen ikke også stole på den store skønne knægt.

Han låste sig ind, bukkede sig efter dagens post og undrede sig over brevet fra kommunen.

Han havde ikke noget udenforstående med skat, og huslejen havde de ikke noget at gøre med, så han var da spændt på hvad fanden det kunne være.

Han gik i bad først, lukkede en pils op og satte noget musik på anlægget før han satte sig og gloede på møgvejret, der osede af regntunge sorte skyer i horisonten.

Mens han sprættede kuverten op, kom han til at tænke på Hanne, socialrådgiveren der ikke havde mere med Ejnars sag at gøre. Det var ikke fra hende, men fra socialchefen.

Han bad ham i en stram tone om at møde til en samtale, da de var i vildrede omkring hans skriftlige klage han havde noteret ned omkring Ejnar Jensen, og hans påstand om at han var værge for drengen.

De så gerne han ville møde op, og så videre, bla bla.

Haa haa, de kunne få lov at vente forgæves, allerede i morgen torsdag, hans bare.

Han smed brevet fra sig og tog et stort drag af flasken og sad stadig og grinede højt for sig selv.

Men han var selvfølgelig nød til at manifestere sig, skrive til dem og beklage at datoen desværre ikke behagede ham, og 101 hvis de ville snakke med ham, hvorfor så ikke dumpe ind hos ham.

Han ville skrive til ham socialchefen allerede i dag så de havde brevet i morgen, så sad de ikke forgæves og ventede på ham.

Hanne havde heller ikke noget med sagen at gøre mere, var sikkert ikke med til mødet, så skrot op.

Han fik fat i maskinen, forfattede den korte beskrivelse og fik kuverten rigtig befattet.

Men han havde ingen frimærker, så han besluttede at vade op og lægge den direkte i deres postkasse, nu det så ud til at regnen var trukket den anden vej alligevel.

Han holdt meget af at gå, for den kørsel fik han stive ben af, og han skulle alligevel i centeret og se på en habit han havde observeret hos herreekviperingen.

Han brugte mest sin cykel til lange anstrengende ture i skoven ude ved søen, men gik altid til arbejdet kl. røv om natten, for det var nemmere at vågne de 10 minutter det tog at vade ud til lageret.

Han samlede uge reklamerne sammen og ville smide dem ud, men skimmede dem lige i gennem, og godt det samme, for der faldt et postkort ud af dem, det han havde givet Ejnar med, franke- ret.

Det var godt han lige havde rystet dem i gennem, for det måtte bare ikke forsvinde.

Det var før sket han var kommet til at smide et brev væk på den måde, en regning der senere endte i inkasso uden han havde fået yderligere varsel.

Han sad og genkaldte sig knægten da han kom tudbrølende forleden.

Huskede han fortalte om sadisten, og hvor han fremviste de tydelige beviser på vandalens mishandling.

Han læste flere gange de læselige kragetæer, ikke mange ord, men varmende, og glæden ved at Oskar havde ladet ham i fred indtil nu.

Den kærlige hilsen og hvor han glædede sig til at komme på besøg, fik tårerne frem, og han kyssede kortet med Himmelbjerg motivet og satte det op på hylden.

Han måtte huske at skrive til ham, for han fortjente man var god ved ham.

De havde godt nok snakket om en weekend, men intet var endnu sikkert, for der skulle lige ordnes noget med kommunen.

102 Så det passede ham udmærket at de havde indkaldt ham til den samtale, så kunne han jo samtidig organisere det besøg.

Han kunne da ikke forestille sig at de ville skabe forhindringer omkring det, men han skulle blive klogere, men vidste det ikke endnu.

Han fik jakken på og fik afleveret hans afvisning, og mens han var der, skævede han lige ind, men han så ikke noget til Hanne.

Han gik i centeret, fandt habitten han var interesseret i, men den var alligevel ikke som han havde opfattet den udefra, så han droppede det indtil videre.

Det var ikke fordi han stod og manglede den lige her og nu, men han skulle jo til det sølvbryllup omkring juletid, og den gamle var ved at være noget slidt i røven.

På vej forbi Restauranten inhalerede han karry duft og fik lyst til at spise der, for de par rester han havde fra i går, kunne godt gemmes, eller kasseres.

Der var ikke mange her ved 4 tiden, så han satte sig ved det bord hvor han havde bespist Hanne forleden, og han genkaldte sig det søde væsens friske latter da hun havde fået det første glas vin.

Han havde da i sine unge dage haft gode veninder, også nogen der havde været i bukserne på ham, for de ville alle sammen finde ud af om han kun var til mænd.

Det havde et par stykker så fundet ud af ikke var tilfældet, men mere end en gang blev det aldrig til.

Han mindedes dengang han blev rigtig upopulær hos en kvinde, hvor han havde lokket hendes flotte fyr til en tur i kanen, hvad ikke var populært hos hende i hvert fald.

Svend blev antastet af den smukke unge Italiener som havde kurtiseret Hanne forleden, og ham ville han da ikke have noget i mod at kurtisere.

Det blev ved tanken, men beleven, det var han for fanden, og Svend mistænkte ham for at have været hele vejen rundt, hvad elskov angik.

Svend var ikke meget for at drikke når han skulle tidlig op, og slet ikke når han skulle køre i mørket midt om natten, men den smalrøvede Italiener inspirerede ham til en lille af husets, og den var vel tempereret.

Han huskede at købe frimærker nu han var her, og på vejen hjem, mødte han Erik på vej fra boldbanen.

Han var alene hjemme, og Svend vidste hans forældre havde skiftende arbejdstider, for Ejnar havde orienteret ham om det. Svend fortalte ham om Ejnars kort, at han skulle hjem og

103 skrive til ham, og inviterede ham med op så de begge kunne skrive til deres ven.

Han var villig, så de sad senere og fik et par ord griflet ned hvor Erik håbede Ejnar slap for videre vold fra klaprøven.

Svend huskede på ikke at skrive om deres forbudte elskov, og det pointerede han lige for Erik, som frækt kommenterede at han selvfølgelig ikke ville skrive om hans oplevelser med Ejnar i sengen.

Svend kunne ikke lade være, bad ham om i det mindste at fortælle ham lidt om deres erfaring, og det fik ham til at grine uhæmmet, og ville da godt hvis Svend også ville fortælle om hans erfaring med Ejnar.

Så de sad en times tid og fik endevendt deres ”hemmelige” liv som homo, og Svend fik en fræk aftale med ham til om lørdagen hvor hans forældre alligevel ikke var hjemme.

Erik indrømmede han var på bar bund hvad piger angik, og efter hans ”experimenteren” med Ejnar, troede han nok det var lukket land der.

Ikke at han var gået hus forbi med et par af tøserne i klassen, men deres angreb på ham var prellet af.

Erik fik en stor krammer i entreen, og mens de var i tæt klins, mærkede Svend Eriks erektion, fuldstændig som med Ejnar den første dag han havde været der.

Erik trykkede sig tættere og hviskede han ville gemme det til om lørdagen, og så lagde han an til et flygtigt kys som fik Svends til at reagere, og det bemærkede Erik.

Han markerede lige med hånden at han havde bemæærket den, og så låste han sig ud og løb adræt ned af trappen, mens Svend stod og fulgte knægten der næsten var lovlig med sine 14 år, snart 15.

104 Afsnit 22 Ugen var gået godt.

I skolen havde de naturligvis været interesseret i hvad der var årsagen til hans vilde flugt, den de havde hørt om fra andre.

Han fik braget en løgn af om at han var taget hjem til et dødsfald i familien, og derfor måtte han hele den lange vej tilbage til begravelsen.

Det var ikke noget lærerne var inde over, så han befandt sig egentlig godt i klassen, havde også fået en cykel, noget Per havde arrangeret, Han havde egenhændigt repareret det der skulle ordnes, for det havde Ejnar ikke meget forstand på, så nu fulgtes de i skole om morgen.

Oskar havde ikke kommenteret deres disponering, sad bare ved aftensmaden og holdt sin kæft, mens Ejnar havde ham mistænkt for at sidde og udspekulere skumle planer.

Hævn over Ejnars afsløring omkring hans afmagt når han ikke kunne styre sig, og nu slet ikke turde dominere mere, i sær med hans ukontrollerede fysiske afstraffelse af dem.

Ejnar vidste ikke om han var bange for at lappe ham en, men han havde da holdt sine hænder i ro, og ukvemsord havde han ikke udgydt mange af den sidste tid.

Det lod heller ikke til at Grete havde fået skrammer, ikke synlige i hvert fald, men hun havde en vis evne til at skjule det bag hendes facade af påtaget munterhed.

De havde, Per og ham, ligget i samme seng og snakket om den forandring der var sket med svinet, og Per var også kommet frem til at han bare ventede på det rigtige tidspunkt.

Per havde om aftenen sneget sig ind, kun iført underbukser, og han havde bare lagt sig klos op af Ejnar og ville snakke.

Og mens de snakkede, endte det med at han fik Pers hånd ind i hans underbukser, og så vidste han hvad han var ude på.

Ejnar havde ikke noget at indvende, og Per lod ham også komme til hans erektion, så de havde ligget længe og nydt deres beherskede berøringer og fået en fantastisk orgasme.

Det gjorde Per mere intim og han ville kysse mens han smattede Ejnars hånd til med hans varme sæd.

De blev vækket af deres forening og uden at snakke om det, følte de nødvendigheden af denne fælles oplevelse der gjorde deres sammenhold stærkere.

105 Ejnar krammede ham til sig, begyndte at tude igen, og imens tørrede han beviset på Pers begejstring for ham af i sine underhylere.

De lå længe og krammede hinanden, og Ejnar følte samhørigheden helt ud i fingerspidserne, og mente han faldt hen i drømmeland lige inden Per gik ind til sig selv.

Tingene ændrede sig omkring klaprøven allerede dagen efter, da Ejnar på vej hjem fra skole mødte naboen, bonden Albert.

Ejnar var alene, for Per havde sport efter skoletid, og sådan var deres hverdage forskellige.

Ejnar havde jo snakket med Albert før, hvor han havde tilbudt ham et par timer arbejde i stalden, for han var alene om det, og han var gammel.

Det var naturligvis ikke blevet til noget, nu han havde været på springtur.

Albert havde før haft en karl, men han var rejst for længe siden, og Albert havde besluttet at opgive det hele når hans køer ikke gav mælk mere.

Hans kone var også gammel, men hun holdt også ud og var stadig oppegående og aktivt i både huset og haven.

Ejnar stod med cyklen mens Albert orienterede ham om hvad han skulle lave, og han fulgte med ham ind i stalden hvor det lugtede af komøg.

Mens han viste ham hvad han gerne ville have gjort, var der en ko der sked i grebningen, som skiderenden åbenbart hed.

Ejnar var klar over det ville blive et bøvlet arbejde, men følte en vis glæde ved at hjælpe den gamle, og han gik i gang med at rive halm væk fra køerne, ned i grebningen, som han så senere skulle fjerne sammen med komøget.

Det var bare op i trillebøren, ud på møddingen, og Ejnar fik sveden frem og følte glæden ved det hårde arbejde.

Han var helt færdig da han træt kørte den sidste børfuld ud, og fik øje på Per på vej hjem.

Sagde han hjem?

Per råbte at Oskar var på vej, havde lige set ham i byen, hvor han var inde hos købmanden.

Og ganske rigtigt, der kom han, og han sad i førerhuset og så olm ud.

Han lod som om han ikke havde set Ejnar, men det var ikke gået hans Falkeblik forbi, hvad han senere fik at føle.

Albert var i gang med at fodre hønsene af, da han meddelte han var færdig, og han fik ros for at have fået det hele med efter han havde fejet op, og endda havde taget den sidste kos besørgelse med.

106 Albert ville vente med at afregne til sidst på ugen, for han regnede med Ejnar ville tage tørnen hver dag efter skole, for han kunne se han havde tag på det.

Ejnar blev glad for rosen, gav hånd og Albert var meget glad for han kunne hjælpe ham, for han var trods alt 86, og kunne vidste han, ikke klare ret mange år mere.

Ejnar cyklede hjem, og da han satte cyklen, fornemmede han der var noget rav ruskende galt, for Per kom ud af køkkendøren i en vældig fart og kommanderede ham med over.

Han låste døren mens han frustreret begyndte at græde, hvad Ejnar aldrig ville have tiltroet den snusfornuftige knægt kunne gøre, stortude.

Han snøftede sig igennem mens han krammede Ejnar, forklarede at Oskar jo var kommet hjem, hvor Grete havde været i gang med aftens maden.

Han var bare gået direkte hen til hende, basket hende en på siden af hovedet med knyttet hånd så hun var faldet om.

Han tudede videre, men så tog han sig sammen, fortalte at hun ikke rørte på sig, og at de 2 små var gået i panik og løbet op på deres værelse.

Han havde altså besluttet at lade det gå ud over Grete, var sikkert betænkelig ved at markere sig på Ejnar mere.

Mens de stod og græd sammen kom Oskar over og ruskede i døren og ville ind, og de turde ikke andet ned at efterkomme psykopatens kommando.

Per låste døren op og de skyndte sig væk, ind på Ejnars værelse som var det nærmeste de kunne søge i skjul i.

Oskar var sløv i betrækket, så de nåede at barrikadere sig, men det eneste han foretog sig var at fortælle der var mad, og det hele var ordnet.

De hørte stalddøren gå i bag ham, åndede lettet op og blev enige om det nok ikke var så slemt alligevel.

De fik lidt koldt vand i deres opkogte hoveder og begav sig noget betænkeligt over til ragnarokken, der var stabiliseret.

Det første de lagde mærke til var Gretes ophovnede kind, helt sikkert der han havde ramt hende, men hun smilede tappert til dem, mens de små sad disciplineret og ventede på de kunde begynde at spise.

De fik sat sig til bords til et måltid der ikke virkede særlig behageligt at deltage i, men for dem var det også bare at få skubbet maden indenbords, og Ejnar huskede det som noget han ikke registrerede som et måltid, værd at mindes.

107 Midt under stilheden bad Oskar om deres opmærksomhed, og alt gik i stå mens de ventede på Oskar skulle udspy hans kommando til forsamlingen.

Han forkyndte at Ejnar ikke oftere skulle befinde sig hos Albert, for det var ikke selskab for ham.

Han holdt en kort pause mens Ejnar kikkede op fra tallerkenen han havde fokuseret på hele tiden, og han vidste Oskar havde nidstirret ham i mens.

Ejnar skulle til at sige han havde lovet ham at hjælpe ham hver dag efter skoletid, men hans blik var nok til at få ham til at holde kæft, og Ejnar kikkede igen ned på hans tallerken mens Oskar lovede ham alle tiders drag prygl hvis han igen så ham på den gård.

Ejnar blev skræmt, og Oskar vidste det, for han holdt kæft og bad Grete om kaffen serveret i stuen, der hvor tilløberne ikke havde adgang til.

Ejnar ville også betakke sig for at være i stue med ham, og de åndede befriet ud da de kom over til dem selv i stalden, hvor han inviterede Per med ud til solnedgangen og et hiv på hans sidste smøg.

Han havde heldigvis penge endnu til at rekvirere flere, for der fik de ikke lommepenge, og nu kunne han jo ikke regne med at tjene noget hos Albert.

Ham han var nød til at fortælle at han var blevet forment adgang til hans behagelige selskab.

Senere gik de i seng, og søgte igen trøst i hinandens selskab, efter Grete havde været ovre med kage og en kande saftevand. Det var tydeligt hun var presset, men hun nægtede at virke underkuet, og Ejnar havde ondt af de 2 små der skulle stå model til den psykopats luner.

Ejnar sov ind med Pers ånde på halsen efter de havde manipuleret sig til en stille gyngetur, og Per kyssede ham igen efter han havde takket Ejnar for han var der til at støtte ham, for han havde ikke mod på at klare stodderen mere, alene.

108 Afsnit 23

Svend fik svar på hans brev til socialchefen om mandagen, og de var ikke villige til at møde op hos ham, men indvilligede i at tage hensyn til hans arbejdssituation, og om hvornår han kunne stille til den samtale de insisterede på var nødvendig.

Han tillod sig at ringe umiddelbart efter han havde læst deres noget stramme skrivelse, og fik straks socialchefen i røret.

Han forklarede det var bydende nødvendigt for dem at høre hvad Svend havde at gøre omkring Ejnar Jensen, så Svend tilbød at møde op straks.

Socialchefen ville ringe tilbage snarest, skulle jo lige have konfereret med sine medarbejdere om det var belejligt netop nu.

Svend brugte ventetiden til at lægge en slagplan, finde sammenhænget i hans og Ejnars forhold til hinanden, og det brugte han ikke lang tid på mens køkkenet blev ordnet.

Det tog ikke mere end 10 minutter før socialchefen ringede, og han var lutter venligheden selv, for han havde samlet de involverede omkring Ejnars sag, og selv om klokken var ved at være 3, kunne de afse den tid der nu skulle bruges til så vigtigt et møde.

Hvis han kunne komme indenfor 10 minutter, ville der stå en vagt og lukke ham ind, for der var jo lukket for offentlig- heden nu.

Han ville være der tidligere, og da han havde afsluttet samtalen, fik han travlt, gjorde sig klar og huskede sine rekvisitter.

Der var 3 personager da Svend blev vist hen til det kontor hvor seancen åbenbart skulle foregå, og han gjorde klar til hvad de nu kunne finde på.

Der blev gloet da han viste sig, og den distingverede herre rejste sig og bød ham velkommen, mens Svend fokuserede raden rundt inden han satte sig.

Svend var forberedt på de ville sætte ham på plads, men han var ikke ude på Lars tyndskids mark endnu, og det var jo ham der havde teten, men de vidste det ikke.

Socialchefen præsenterede sig, Aksel Jørgensen, tog raden rundt, henholdsvis Pædagogisk konsulent, Gertrud Jørgensen, og Ejnars sagsbehandler Inger Frandsen.

De nikkede begge til ham igen, smilede lidt stramtandet, og inden socialchefen nåede at brillere videre, afbrød Svend ham og bad om en forklaring på hvorfor Ejnars sagsbehandler, Hanne Jensen ikke var til stede, for det var jo Ejnars fortrolige.

109 Han fik det til at gibbe i Inger Thomsen lagde han mærke til, da han brugte, fortrolige, men socialchefen fik behændigt taget brodden af hans angreb, forklarede at Hanne havde så mange sager at de havde været nød til at rokere rundt.

Han holdt en kort smilepause og skulle til at tage teten igen, men Svend fangede ham i det splitsekund, og ville naturligvis vide om Ejnar var orienteret om det, for han havde intet hørt fra Ejnar omkring det skift.

Socialchefen affejede ham igen, og mens han igen smilede hans sleske afværge grimasse, gik han lige i kødet på Svend. Forklarede ham han slet ikke havde beføjelser til at blande sig i deres arbejde omkring Ejnar, og at de ville anmelde ham

for utidig indblanding i deres sagsbehandling, hvis han ikke øjeblikkelig standsede med at forvirre Ejnar.

Svend blev godt nok paf, og for lige som at få luft efter det angreb, fiskede han kopien af brevet han havde sendt med Ejnar forleden, op af inderlommen, viste det demonstrativt frem til forsamlingen der kikkede undvigende på ham.

Han lagde tydeligt mærke til at Inger Frandsen blev mat i blikket det sekund der var stille mens han på skift stirrede på deres noget afvisende attitude.

Socialchefen der igen lidt bastant bortforklarede Ejnars vidtløftige anklager i brevet som grundløse, vrissede det mod Svend mens han med en kraftig fejende håndbevægelse, nærmest viftede enhver anklage væk, som om Ejnars klager var et forfejlet angreb mod deres arbejde med at varetage Ejnars behov for pleje.

Og fortsatte han, så havde de indhentet oplysninger fra Oskar, plejefaderen, og han havde berettet om et helt andet hændelses forløb.

Han blev ivrigere i mælet, kikkede hoverende på Svend, og troede han havde detroniseret ham.

Hans tænkepause gav Svend tid til at efterlyse en dokumenta- tion af den bortforklaring, for det var da nødvendigt at forelægge den for Ejnar.

Det var dog ham der her blev anklaget som løgner, tyveknægt og det der var værre, og et var helt sikkert, at med de skrammer han havde vist ham forleden, så var enhver klage om volden berettiget til andet var bevist.

Han pakkede hans skrivelse demonstrativt sammen, stak den i lommen, og så pointerede han at han havde i sinde at orientere socialankenævnet, for de skulle ikke dø i synden og tro de kunne slippe godt fra den vanrøgt af Ejnar, for det var hvad det var, vanrøgt.

110 Han fokuserede igen på Inger Frandsen mens han fyrede den svada af, og hun slog blikket ned igen, og fornemmede han, var usikker på om han havde så meget indsigt i sagen, at han kunne kuldkaste deres anstrengelser for at afkriminalisere Oskar, plejefaderen.

Svend satte sig nonchalant tilbage i stolen og kikkede hoverende på forsamlingen, ventede på et nyt udspil, og det kom prompte fra den pædagogiske konsulent der indtil nu havde været fuldstændig neutral i spyttet.

Hun lænede sig frem i stolen, brugte et par sekunder til at fokusere på ham der stirrede igen, så hun vidste nu Svend var klar over hendes tilstedeværelse.

Så kom det, hendes hoverende anklage mod ham, mistanken om at han havde et seksuelt forhold til Ejnar, og at de nok skulle få sandheden ud af knægten.

Svend fornemmede stilheden, rødglødende, men han tabte ikke tråden, viste ikke nogen tegn på usikkerhed eller frygt.

Mens han bevarede roen de få sekunder, blev han kikket efter i sømmene, og hvis de havde ventet på han ville krakelere, sad han bare og stirrede hånligt på den tavse forsamling der bare afventede.

Han krakelerede ikke, tvært i mod.

Med en nonchalant bevægelse hev han sin lille båndoptager op af jakkelommen og lod den ligge fremme på bordet, og nu fokuserede han igen på Inger Frandsen.

Det var tydeligt hun sad og krummede tæer, for hun blev blodrød i fjæset og kunne ikke bevare fatningen.

Så han fik hendes opmærksomhed da han nåede at tage initiati- vet i den korte pause der blev da de så han havde dokumen- teret deres anklage.

Kære Inger Frandsen startede han.

Er det noget du kan godtage, at krydsforhøre Ejnar?

Jer der ikke tager hans klage alvorligt, ham der er i jeres varetægt, ham som fortjener den bedste behandling, den omsorg i har overtaget fordi hans mor er frataget hendes rettigheder, netop på grund af hendes svigt.

Hører det med til omsorgen af børn i har i jeres varetægt, at krydsforhøre dem?

Der var helt stille mens de tyggede på den svada, men nu overtog socialchefen igen føringen.

Forsvarede deres disponering med at de kun havde til hensigt at give Ejnar den bedste støtte, og at det kun forvirrede

111 Ejnar, når der var udenforstående der blandede sig i deres seriøse arbejde.

Svend skreg af grin, seriøst arbejde.

Det var dog den mest misvisende beskrivelse af det makværk de havde præsteret indtil nu, og hvis Svend gik til avisen med det bånd der, var der vist nogen der fik røde ører, og måske endda røg ud af lønningslisten.

Svend konkluderede at han ville sende en kopi af båndet til Amtsborgmesteren, brevet de havde modtaget om Ejnars beretning om volden, båndet med Ejnars egne udsagn fra forleden, samt en uddybende rapport fra ham som altså stadig var Ejnars værge.

Amtsborgmesteren ville helt sikkert være nød til at indhente oplysninger fra forvaltningen om deres påstande, og så ville der komme andre boller på den suppe, for den uhyrlige påstand om at han havde udnyttet stakkels Ejnar, den hang de på.

De ville få meget svært ved at bevise noget med deres grundløse anklager, for han havde Ejnars fulde fortrolighed.

Ejnar havde givet udtryk for at han stolede mere på hjælp fra ham, end fra dem, og for øvrigt var det Svend der fik ham overtalt til at tage tilbage, for kun der kunne han få den sadist afsløret, og det var det han skulle, afsløres.

Svend havde afvist socialinspektørens forsøg på at afbryde ham, viftede ham af mens han havde givet den hele armen.

Men nu fik han lejlighed til at angribe Svend igen. højrød i hovedet af iver for at fortælle ham han kunne straffes for at sætte Ejnar i den situation, afsløre plejefaderen, lave falske beviser.

Svend havde fastholdt hans hvasse blik, og i mens han prøvede at gøre ham hunderæd, pegede han hele tiden på hans båndmaskine, viste hånligt at han da

havde fri taletid hvis han havde lyst til at blamere sig, og Svend brød ind og fortalte den stadig kørte.

Det var lige før Aksel tabte mundvandet. og Svend havde en lille smule ondt af stodderen, men følte samtidig det var på tide han takkede af.

Så han slukkede demonstrativt maskinen, rejste sig og sagde tak for mødet.

Og i øvrigt fik han hoverende fyret af til sidst, så ville de jo høre fra ham.

Han klappede imens på lommen hvor han havde maskinen, og med en høj latter forlod han de slukørede platugler.

Han vedblev at smile mens han gik gennem den næsten tomme forhal, og i baggrunden anede han lige profilen af Hanne, hans skønne middagsaftale fra forleden.

112 Afsnit 24 Hanne Jensen havde i bakspejlet set at Svend var mødt til det hurtigt arrangerede møde, men hun kendte ikke noget til hvad det drejede sig om.

Hun var jo også sat af sagen, og kunne derfor ikke have deltaget alligevel, og det mishagede hende at chefen havde sat hende i ”Skammekrogen”.

Hun følte sig rigtig sat på plads, men havde dog haft mulighed for at følge med i hvad der skete, da hun havde tiltusket sig adgang til sagsakterne gennem det interne computernet.

Hun havde ikke orienteret om hendes møde med Svend, og slet ikke om deres dinneren bagefter, for det ragede ikke nogen hvad hun foretog sig i sin fritid.

Hun havde heller ikke orienteret om hendes transport af Ejnar, og det håbede hun forblev en hemmelig, for det var en grov forsømmelse at undlade at informere om det.

Hun havde jo også været nød til at melde sig ude af huset grundet kørslen med Ejnar, men der havde hun skrevet et andet ærinde på som grund.

Men hun var besluttet på at holde øje med hvad der skete i sagen omkring Ejnar, for den sympati hun havde fået for den mishandlede knægt, var følte hun, en anden slags omsorg, som i længden kunne blive skæbnesvangert, for hun kunne risikere at miste sit arbejde.

Hun havde gennemtænkt det, og havde fundet frem til at det var risikoen værd, for Ejnar havde vist hende tillid, og den kunne hun ikke bare negligere.

Da hun havde det korte glimt af Svend i baghovedet, og hun havde observeret at han havde set hende, besluttede hun at besøge ham.

Hun skulle kun lige have skrevet journalen færdig, den om de 3 søskende der havde set drabet på deres mor, så var hun færdig for i dag.

Det var jo ikke det mest opløftende at tage med hjem som det sidste hun havde brugt dagen til, selv om børnene umiddelbart havde det godt nu.

Hun behøvede ikke at skynde sig, vidste at Svend havde taget hans ”morfar” den lille lur efter han tidlige start på arbejdet, og at han først lagde sig igen ved 10 tiden.

113 Hun var jo blevet inddraget i hans privatliv sidst hun havde været så påtrængende at aflægge ham besøget, og hun følte nu de var blevet nære allierede i kampen for at hjælpe Ejnar.

Hun nåede at se de 3 fra mødet stå og snakke intimt uden for chefens kontor, og hun mente at registrere en vis fortabt modløshed hos dem, for der var ikke smil at se over deres ophidsede gebærder, især chefen der roterede med begge arme mens han så temmelig stram ud i ansigtet.

Hun mente også at hun nåede at se Svend havde et afslappet udtryk, det split sekund hun havde registreret ham, men det kunne jo betyde både det eller det andet.

Men nu var hun spændt på om hun i det hele taget ville blive budt velkommen lige som sidst, eller om han havde fået så negative vibrationer med fra mødet, at han havde lagt al videre kontakt med forvaltningen bag sig.

Hun brugte en halv time til at ajourføre den efterhånden tykke journal om den tunge sag, og hun fandt frem til at de havde været heldige med plejefamilien til de to mindste.

Den store ville helt sikkert også faldet til på efterskolen, havde endda været på lang weekend hos sine to mishandlede søskende, mens hun endnu boede på pensionen.

Hun sad et øjeblik og sundede sig efter den sidste rapport der var kommet om de tos tilgang til deres nye skole, hvor det havde vist sig at de havde integreret sig og endda havde meldt sig til et par sportsarrangementer.

Hun slukkede dyret og følte inderst inde hun var tilfreds med de dispositioner hun havde gjort, og uanset hvad chefen kunne finde på af skæverter omkring hendes beslutninger, så var der ikke en finger at sætte på hendes arbejde i de andre sager.

Da hun kom ud fra hendes domicil, stødte hun på Inger Thomsen, Ejnars nye sagsbehandler, og da de ikke just var de bedste venner, var det småt med snak i krogene, så Inger nedværdigede sig kun til et enkelt nik.

Det provokerede Hanne, og da hun havde hørt sladder i krogene om at hun var sat fra sagen fordi hun ikke kunne disponere professionelt nok, tog fanden ved hende.

Inger var kommet et par meter hen ad gangen, da Hanne højlydt nåede at spørge om de havde fået skovlen under ham?

Inger stoppede op, desorienteret, og der stod hun og lod som om hun ikke vidste hvad Hanne henviste til, ham.

Hvad mente hun? fået skovlen under, hvem?

Alene stemmelejet beviste hun vidste hvem hun henviste til, og for at sætte trumf på hendes spørgsmål, spurgte Hanne til Svends møde med chefen, og bevidst havde hun smilet skadefro, da hun kun havde brugt hans fornavn.

114 Hun så edder mame noget slukøret ud mens hun lod som om det ikke var særlig relevant at snakke om, brugte et par armbevægelser til at give indtryk af at det var hurtigt overstået, kun havde drejet sig om det at han var bisidder, og han havde da også erkendt at han ikke var involveret nok i sagen til at kunne bestride posten.

Hun skulle til at gå da fanden tog ved Hanne, gik tættere på nikkedukken og plantede sandheden lige i fjæset på hende.

Hun var jo fuld af løgn, og hvis hun ellers kendte det brage mandfolk godt nok, så fik de noget at se til når de skulle forklare hvorfor de ikke havde taget Ejnars klager alvorligt.

Hun blev stående og overbegloede Ingers besvær med at finde grimassen der kunne passe, og Hanne borede videre.

Hun kendte ham indrømmede hun, og hun havde i sinde at sætte sit job på spil bare for at de ikke skulle få lov til at holde hånden over den slambert på Langeland, ham der i alt for lang tid havde haft frit spil til hans mishandlinger.

Og hvis hun så meget som hørte et kvæk om at Inger refererede til denne lille sludder de havde haft, så skulle hun nok komme efter hende.

Det sidste udfald havde hun lagt tryk på, mens et par fra pensionist afdelingen havde stået og fulgt optrinnet, og mens hun var ved det sidste udbrud, kom chefen imod dem fra hans eget domæne.

Hanne nåede at smile provokerende til den slukørede kollega, og det sidste hun hørte fra hende, var sukket da luften blev åndet ud i et desperat sus.

Hun skynde sig ud i mellemgangen, smækkede sig ud af personale døren, hvor hun inhalerede den friske luft, og så besluttede hun at gøre noget ved det besøg.

Han havde forhåbentlig ikke noget i mod hun dukkede op, og var sikkert også interesseret i en forbundsfælle der kunne opsnappe rævekagerne inden de blev sat i gang, rævekager hun var sikker på allerede var i støbeskeen.

Hun tog den hurtigste vej gennem centeret, og da hun passerede Skibbys blomster, fik hun lyst til at købe en plante til ham, for så vidt hun erindrede var der ikke skyggen af et græsstrå i hele hytten, heller ikke i altankassen.

Hun faldt for en knaldrød der mindede om hvedeaks i bladstænglerne, og hun fik en potteskjuler med for en billig penge, lidt skåret i kanten.

Hun travede i godt humør resten af vejen, glad over hun havde taget sig sammen til at sætte den møgkælling på plads, for så langt tilbage hun huskede havde Inger været en fedterøv, altid 115 underdanig når chefen havde besluttet noget, enerådigt omkring en sag.

Hun huskede flere situationer hvor Inger havde ændret holdning til beslutninger de ellers var blevet enige om internt før mandagsmøderne, hvor hun så altid holdt med chefen når han disponere lige efter hans eget hoved.

Hun var lidt stakåndet da hun ringede på, og nåede ikke at få pusten inden han reagerede.

Han blev glædelig overrasket, eller sådan virkede han i hvert fald, og endnu mere da hun hev planten op af posen.

Der havde nok været fart på, hun havde jo næsten tabt pusten kommenterede han, mens han hang hendes jakke op på bøjlen, og så bød han hende ind i stuen.

Han var oprigtigt glad for planten, men indrømmede at være et kvaj til at passe dem, for det var hændt et par gange han først havde taget sig af dem når de længe forgæves havde skreget på vand.

Han havde lige spist og var i gang med at lave kaffe, og så kom han selv ind på det hun egentlig var kommet for, hans besøg på rådhuset.

Han indrømmede han lige havde fået et glimt af hende da han var på vej ud af døren, og hun indrømmede at hun også havde anet ham på vej ud.

Det var altså oprindeligt derfor hun var kommet, mest derfor føjede hun så ind, og han grinede af hendes lette rødmen, det som altid havde plaget hende når hun blev flov, eller blev afsløret i et eller andet hun havde gjort forkert eller undslået sig.

Hun afledte situationen ved at fortælle om sammenstødet med Inger Thomsen, hende som Svend huskede var en møgkælling, som han straks pointerede, og i samme moment rejste han sig og hentede kaffen og et par cognac glas i skabet.

De fik en afslappet time ud af hendes besøg, og da hun stod i entreen og fik sin jakke på, følte hun Svends nærhed og varmen hun følte strømme i gennem hende, fik rødmen til at blusse på hendes kinder.

116 Afsnit 25 Han forventede besøget af Erik som de havde aftalt den aften Ejnar havde været til stede, og det var så vidt han huskede, med Ejnars accept.

Ikke at han havde behov for at lade Ejnar bestemme hvem han skulle have besøg af, men de var jo bedste venner, så han havde vel et vist ansvar for ikke at spolere det, for venner var jo ikke det Ejnar havde flest af.

Han var lige kommet hjem fra arbejde, havde købt ind, og han havde været hos den smalrøvede og bestille bord til ham og Hanne lørdag aften.

Han gik i gang med lasagnen så den kun skulle i ovnen når Erik dukkede op, fik gang i støvsugeren og lagt nyt betræk på sengen.

Ikke at han absolut regnede med noget kis pus med ham, men han havde da tænkt på at de to godt kunne tage en hurtig tango, for sympatien fra Erik havde jo været der.

Han mindedes ikke han før havde haft det store behov for at være sammen med unge drenge, men nu her efter det møde med Ejnar havde der været en enorm sympati for knægtens behov for lidt ømhed, og så var han bare rullet videre uden tanke for efterdønningerne.

Men en ting var han sikker på, stole på Ejnar, det kunne han, og der skulle mange ville heste til at trække noget om deres forhold ud af ham.

Han huskede med glæde på det første år, hvor han som 13 årig kom hos en reel børnelokker, Viggo, og hvor han til en hver tid kunne komme og få taget trykket.

Ikke at han ville betegne Viggo som decideret børnelokker, men han havde mange unge venner, og selv midt i 40erne, og vel trimmet, var han en meget flot mand når man så ham i svømme- hallen.

Han var falde pladask for ham, kunne ikke få øjnene fra hans stramme badebukser som fremhævede hvad han skjulte der, og så inviterede han sig selv hjem til ham da han igen fokuserede på ham et par dage senere.

Han kunne selv bestemme hvad han brugte sin tid til, for de gamle var altid glade hvis de kunne sidde i deres rødvins brandert, og da han var den sidste i flokken af 4 søskende, havde han som regel huset for sig selv.

Han havde været tilfreds med situationen, men der manglede en voksen han kunne betro sig til, og her kom Viggo lige tids nok 117 til han ikke røg ind i banden, den flok af småkriminelle der huserede i området.

Efter han begyndte at komme hos Viggo, havde han ikke behov for meget andet selskab end de par klassekammerater han engang i mellem tog i biffen med, og så naturligvis deres badeture til den nærmeste strand de 3 kilometer væk.

Viggo havde et par andre venner også, Ole og Henrik, begge 15, og de havde ikke været blege for at lempe ham ind i deres hverdag.

Det var også dem der indviede ham I at gokke den af sammen med dem, en aften hvor de ikke skulle i skole dagen efter huskede han, for de havde lov at være der til hen ad kl.10 på lørdage.

Han kunne ikke huske om det var den flotte Ole, eller den mindre Henrik, men i hvert fald blev det foreslået de skulle spille strip poker.

Han vidste jo godt hvad det indebar, men at de skulle ende i samme seng, det var bare noget han kun havde drømt om, men helst alene med Viggo.

Viggo havde ikke lagt op til noget lir, men gav altid en tæt krammer når de mødte op hos ham de to gange om ugen han havde disponeret til dem, og de skulle ikke drømme om at dukke uanmeldt op, udtagen hvis det brændte meget på, som han nu kunne sige det.

Sådan en krammer var ved at blive kriminel en aften.

De andre var ikke kommet, og han var ualmindelig lang tid om at kramme ham, og han nød presset af hans brede bryst mod sig. Det begyndte at rumstere i hans stramme korte bukser, og Viggo havde mærket den blev fyldigere, kikket ham dybt i øjnene med den glans der altid var over dem, og så grinende han og markerede lige med en hånd at han da godt vidste hvad den var i gang med.

De blev afbrudt af de 2 andre barylere, og så var seancen lige som brudt og der gik flere uger før Viggo igen kunne give ham en lang krammer.

Viggo var det bedste der skete for ham i den vanskelige periode hvor han opdagede den var til andet end at pisse med, og hvor den blev misbrugt i tide og utide.

Viggo gjorde ham bevidst om at man kunne få behovet dækket ved gensidigt samvær, bare at ligge og nusse med hinanden, stille uden tanke om at pule løs, eller fløjte fra den ene til den anden, med stor risiko for en masse sygdomme.

118 Der fik de også alle lært lektien om kønsvorter, fladlus, Gonorre som godt nok ikke var det værste, hvad syfilis absolut var, uhelbredelig, og man blev sindssyg af den mange år efter.

De hørte om hele baduljen en aften Viggo havde været på biblioteket og havde lånt nogen bøger, med billeder af pikke der var angrebet af diverse sygdommen.

Svend var sig bevidst for allerede den aften i hvert fald, ikke at faldbyde sig til luskede lokkere.

Dem havde de jo alle mere eller mindre været ude for, og hans 2 venner fortalte de havde hånet en de havde mødt en aften hvor de gik hjem fra boldpladsen.

Han havde prøvet at lokke dem til at tjene 10 kr. hver, hvis de ville røre ved hans stådreng, den han netop havde hevet ud af bukserne da han så de var alene.

De var løbet skrigende der fra, og for fuld lydstyrke råbt, pas på, en børnelokker, og så var de strøget hurtigt hjem, den oplevelse rigere.

Det var jo nogle år siden nu, og de var allerede dengang godt klar over hvad han selvfølgelig havde været ude efter, nemlig en hurtig spiller, men det kunne de jo selv, og de havde da også et par gange pillet ved hinanden.

Det havde udløst en uhæmmet latter det med børnelokkeren, men var ikke blevet berørt mere den aften.

Men det var altså den lørdag hvor der blev foreslået strip poker, og de fik grønt lys fra Viggo der ikke havde lyst til at deltage, men arrangerede at de kunne gå videre med legen i hans soveværelse hvis de fik lyster, med besked om at stryge derind hvis det ringede på midt i spillet.

Der var ingen der ringede på, men der var andet der ringede, for de fik jo alle kludene af, men besluttede at beholde underbukserne på, selv om de tabte.

Men skjule brunsten kunne de jo ikke, og efter hans to venner havde hevet lidt i bulen, besluttede de at tage mod Viggos

tilbud, og de lokkede ham med ind i hans dobbeltseng, mens Viggo blev i stuen.

Det blev hans første erfaring med andre drenge og deres sex lir, og det berørte ham dybt at de var interesseret i hans krop, opdagede velværen ved fælles onani, og han så for første gang en stråle af sæd der forlod deres noget større javertus end hans egen.

Svend var trods alt kun 12 år dengang, og havde ikke haft sædudløsning endnu, så han var virkelig uvidende og fascineret af deres plamager.

119 Dengang var der ikke adgang til porno, så den viden de fik tilranet dem, var fra større drenge, eller som nu hos Viggo.

Han huskede de havde dyrket hinanden under andre forhold, ofte hjemme hos Ole, som havde værelse i kælderen, og nogen gange var de kun de 2.

En aften fik han kendskab til ham og Viggo der havde dyrket hinanden i flere år nu, men det var altså når de var alene, for Henrik ville ikke være med når Viggo skulle deltage.

Svend kom senere med på det hold, for en af mødeaftenerne hvor de 2 andre var på lejrtur med klassen, havde de det for dem selv.

Han fik den krammetur Viggo var så god til, og den aften varede den længere, og Viggo mærkede igen begejstringen for ham.

Han trak ham ind i stuen, begyndte langsomt at tage tøjet af ham og han stod og lod det ske mens han stønnede af velvære.

De endte i hans seng, og der fik han den store massagetur, fuldstændig som den han havde givet Ejnar, for det var en pragtfuld måde at møde hinanden på, også når der var sex involveret i det.

Det var også første gang han fik lov at røre ved en voksen mand og huskede den dag i dag følelsen der gennemstrømmede ham da han lå oven på Viggo, mens de fik orgasme samtidig.

Svend mente ikke Viggo havde været med til at gøre ham til bøsse, for han havde det i sig allerede inden.

Men han var absolut med til at gøre det synlig for ham, intro- ducerede ham i teknikker at være sammen på, være noget for hinanden, som ingen kunne forstå hvis de var mod homo livet.

Men det holdt brat op, besøgene hos Viggo, for han flyttede til England da han fik en lukrativ stilling som sproglærer på en kostskole.

Han holdt en stor afskedsfest for alle han kendte, arbejdskolleger, familien fra det meste af nærområdet, og der var mindst 5o i det forsamlingshus han havde lejet, med mad udefra og hele pibetøjet.

De var med, og de 2 venner animerede ham og drak Svend fuld for første gang, hvor de senere fandt ham sovende under et bord ude ved lokummerne, hvor han havde overpisset det hele.

Det havde været en pragtfuld tid, og Svend var stadig taknemmelig for at have mødt Viggo.

Han fik senere lejlighed til at dyrke begge vennerne, hvor de selvfølgelig fortalte de begge havde været under behandling af Viggo, men aldrig på samme tid.

120 Sådan ville Viggo godt have det, så der var ingen bunkepul der.

Svend vedblev kun at have kontakt med vennerne til han blev konfirmeret, for hans fnattede far, hængerøven, fik arbejde i en anden by, så de flyttede langt væk fra hans sikre havn.

Han havde siddet i sofaen og filosoferet over hans liv, og blev enig med sig selv om at han ikke havde fortrudt en dag, og hvis det fortsatte som det flaskede sig indtil nu, var der ikke chance for mange spildte oplevelser.

Han blev vækket af dvalen da klokken klemtede, og han for op, lukkede skønheden ind, og så gav han ham en krammer mage til den han havde oplevet hos Viggo, den han netop lige havde siddet og filosoferet over.

Han var lidt længere om det end han plejede, og nu mærkede han reaktionen hos Erik igen, som selv lige tog om den og viskede, senere, mens han gav sig hen.

121 Kapitel 26 Det var med blandede følelser Ejnar tog fra skolen fredag ved 2 tiden, for han måtte til det, belavede sig på at skulle orientere Albert om at han ikke kunne være ham behjælpelig mere, for psykopaten havde talt.

Han kørte alene fra skolen, for Per havde time endnu, og han var selv herre over hvad han ville sige til Albert, ham Per kun havde hilst på, og aldrig hjulpet som ham forleden.

Ejnar var stadig påvirket af Oskars modbydelige angreb på Grete, men hvad fanden kunne de gøre ved det de to knægte, dem som ingen troede på, selv hvis de stillede op og beklagede sig.

Han havde stadig de 2 smås panik i erindringen og havde svært ved at glemme lyden af deres gråd der blev hørbar da han havde fulgt dem op på deres værelser, mens Oskar fik hætten af en Elefant øl til, og han havde slet ikke registreret ham da han senere kom ned i køkkenet, på vej over til ham selv i stalden. Per havde sørget for at tage noget spiseligt med over efter han havde fået Grete af vejen, ind i seng, hvor hun ikke var i sikkerhed, men Per havde fortalt at når Oskar havde været i det humør, var gnisten som regel gået af ham, så han holdt sig i skindet og gik i seng for at få sovet den ud.

Per fortalte også at Oskar selv havde pakket vognen de dage Ejnar ikke havde været der, og han skulle også selv pakke til turen i morgen, for Per havde nægtet at være om Oskar og knokle med hans pakkeri.

Det gav dem anledning til at grine uhæmmet, mens han faldt Per om halsen og viskede ham i øret at de nok skulle vinde den kamp.

De havde fået guffet de kanelsnegle og et par ostemadder ned, skyllet efter med resten af den juice der havde stået i stalden et par dage.

Det var med tungt hjerte Ejnar fik roemarken i sigte, det der stod tilbage uden top, men Albert kunne han ikke få øje på, så han var nok i stalden eller inde til en kop kaffe hos Kirsten. Var det virkelig ikke længere siden end i går han havde arbejdet i stalden og fået ros for hans indsats, stolt af at have lavet noget Albert kunne acceptere, noget han havde lavet helt frivilligt uden det skulle være en straf.

Han anede Transitten på gårdspladsen inden han drejede af og satte cyklen, mens han forgæves kikkede efter Albert i stalden, men han fik øje på ham da han kom ud og så han stod og vinkede til ham fra den røde ladeport.

122 Han smilede den gamle gut, og Ejnar blev varm inden i af den udstråling han gav fra sig, ham der i 84 år havde boet på samme sted, der hvor de selv havde opdraget en flok børn.

Men der var ingen af dem der ville drive gården videre, så han havde forpagtet det meste af jorden ud, og havde kun lige jord nok tilbage til at dyrke roerne på, dem til de 3 køer han havde tilbage.

Han måtte til det og fik sig møvet op til den sindige gamle bonde der stod og fulgte hans forsøg på at virke upåvirket af situationen.

Det gik op for ham da han hørte hvad Oskar havde givet ham besked på, nemlig at lade den emsige gamle stodder klare sine ting selv, for han havde før snaget i hvad de foretog sig hos dem.

Det var ikke sådan han fik det serveret af Ejnar, men det var sådan han forstod det, og det nagede Ejnar at være udeladt fra at komme til at lære den gamle gut nærmere at kende.

Han stod da også længe og fokuserede på ham, inden Albert tog sin gamle slidte pung frem og fandt en 2 krone frem som han stak ham.

Ejnar vægrede først at tage imod den, men Albert insisterede, og mens han lidt skamfuldt stak den i lommen, krøllede Albert håret på ham og indrømmede han godt vidste de fik tæsk.

Han havde det bl.a. fra den lille purk Niels på 8, som han havde lært at kende.

Han var næsten smadret en dag han var kommet grædende over til ham da han stod og tyndede roer ud, for nu mere end et år siden.

Han havde også set Ejnar halte i skole, dagen efter han havde fået Oskars støvle at føle, og Albert kunne ikke forstå det kunne blive ved.

Ejnar blev overrasket, fik gjort ham forståeligt at de havde planer, Per og ham, men de havde svært ved at råbe myndighe- derne op.

Men hans egen værge, Svend, havde planer som han ikke var helt på det rene med.

Nå ja, Per. Han havde jo været der nogle år nu, men han havde aldrig været og hilse på, sikkert af samme grund som Ejnar lige havde fortalt om.

Og det underlige var de aldrig havde haft nogen kontraverser, uoverensstemmelser, Oskar og ham imellem, ja heller ikke Kirsten eller Grete havde været i karambolage.

123 De havde besøgt dem en gang Grete havde inviteret på kaffe, men de ville ikke besøge dem, og det syntes de jo var lidt mærkeligt.

Det var efter hånden mange år siden, vist lige da de var flyttet ind med alle de plejebørn, 4 vistnok, og siden havde de ikke snakket sammen overhovedet.

Han stod lidt og gnæggede, tænkte sikkert tilbage, og så fik han igen ud af sidebenene at det var den eneste gang de havde besøgt dem.

Nu han nævnede Kirsten, så manifesterede hun sig på trappen og kundgjorde at der var kaffe og nybagt kringle, og det overtalte Albert ham til at deltage i mens hun vinkede ham med inden for.

Hvad fanden, Oskar var ikke hjemme nu, så han gik med Albert ind i det hyggelige køkken hvor Kirsten tog venligt imod ham.

Han kikkede sig rundt og kunne ikke lade være at sammenligne Kirstens køkken med deres, og der vandt Kirstens i hvert fald. Hun var om ham, nødede ham til at tage et stykke kage mere, og det var ikke svært nu det var varmt endnu.

Albert havde sat sig og genfortalte hvad Ejnar havde fortalt ham om Oskars forbud, og det kom åbenbart ikke bag på Kirsten, for hun nikkede bare og satte sig, mens hun havde kikket ømt på ham, trøstende.

Ejnar var ved at græde, kunne ikke tage mere af denne voldelige stodders luner, tænkte kun på køkkenet her som et alternativ til Oskars, men uden han forbandede Grete eller børnene, dem der også var nød til at leve med stodderen.

Hun så hans mismod, langede en hånd over mens hun forbandede den børnemishandler som hun benævnede Oskar, og så brød han sammen, hulkede så snottet stod ud af næsefløjene.

Hun rejste sig og tog om ham uden at sige noget, og han kom til at grine fordi snottet boblede når han hev luft ind.

Han ville af sted, kunne ikke lade dem involvere sig i hans problemer, og fik spagt sagt han var ked af hans udbrud.

De smilede forstående mens han fik snottet væk med en serviet, blev fulgte ud af Albert der tog ham blidt om skulderen og førte ham hen til cyklen hvor Albert lovede ham al den støtte han havde brug for, hvis det skulle blive nødvendigt.

Og tag Per med når det bliver for meget en dag.

Grete var i køkkenet da han fik sig lempet inden for i huset, kikkede af gammel vane sky rundt og åndede befriet ind da der var fri bane.

124 Den lille Hans var glad ved hans hjemkomst, og han fik travlt med at vise ham hans tegninger han havde lavet, som Ejnar roste ham meget for.

Grete havde travlt med at skralde kartoflerne, var med sit sædvanlige overspændte smilende udtryk afsløret op til begge ører.

Hun havde stadig ondt i brystet kunne han se når hun bevægede armen, den venstre i dag, og man kunne tydelig registrere hendes undvigelse hvor hun undveg at røre med underarmen ved at bøje sig lidt fremover vasken.

Han havde ondt af konen, men hjælpe hende, det magtede han ikke.

Men de små var han klar til at hjælpe ud af kløerne på den psykopat, selv om han aldrig havde lagt hånd på dem mens han havde været til stede.

Han ville, som han havde snakket med Per om, til at skrive dagbog, mest for at holde styr på idiotens udfald, og der skulle dato og klokkeslæt på.

Ikke at han troede det ville være beviser nok hvis der blev meldt om episoderne til politiet, men hvis de fik samlet dem, kunne det være det blev tydeligere.

Men det alder bedste ville være at tage billeder af skaderne bagefter, men det fik de nok aldrig Grete til, at blotte sine bryster, og hun ville nok også være betænkelig ved at melde manden.

Hvis han blev anmeldt, og de dømte ham som mishandler af anbragte børn, så faldt hele den opbyggede facade sammen, og de kunne forgæves kikke i vejviseren efter kommuner der ville anbringe børn hos dem.

Men han var klar til at lade ballonen springe, for han ville ikke stå på mål til flere skrammer som det på skinnebenet.

Hvis det skete var han villig til at tage på skadestuen, og så kunne det godt være der ville falde brænde ned.

Men han regnede med at Svends brev ville ryste stodderen når kommunen havde læst det i gennem, og måske konfronterede ham med facts.

Det ville vel normalt foranledige opmærksomhed, og måske få Hanne, socialarbejderen til at komme på besøg, endda uanmeldt som Per havde fortalt var sket lige efter den lille Niels var stukket af et par gange.

Han havde overvejet meget hvordan de kunne få skovlen under sadisten, mens hans tanker hele tiden havde kredset om alle de hvis ser siden han var kommet tilbage.

125 Men han frygtede ikke mere at få en på hovedet, forberedt på det skulle ske.

Han var heller ikke bange for svinet mere, og havde endda svaret frækt igen forleden aften, hvor Per bagefter havde rost ham for det.

Grete havde rakt ham et krus tynd kakaoplask som havde stået på blusset et stykke tid, og nu de hørte Per fløjte sit sædvanlige identitets pift, fik Grete gang i en frisk bryg.

De fik gang i køkkenhyggen, tiden inden der blev slukket for den, de få stunder inden lyseslukkeren gerne manifesterede sig og satte en stopper for den fritime.

Per skulle også lige belemres med Hans tegninger, men han var høflig nok til lige at glo på dem de par sekunder Hans stak dem op i snuden på ham.

De møvede sig over i stalden med deres lektier, hvor de ofte plejede at lave dem sammen, og det selv om Grete havde prøvet at lokke dem til at sidde i køkkenet sammen med de små.

Men de havde betakket sig, mens de høfligt henviste til den ro de behøvede til de svære opgaver.

Det blev en rolig aften, for Oskar kom slet ikke hjem.

Han havde ringet og fortalt hans lastvogn var brudt sammen i Nyborg, så han overnattede og ventede på vognen fik ny udstødning monteret.

Så de okkuperede hele huset for en gang skyld, besatte stuen og så fjernsyn mens Ejnar havde lille Hans på skødet, klistret til sig.

Så de legede lykkelig familie den ene aften, hvor Grete viste sig fra den bedste side og bagte pandekager, og hvor de løb tør for mælk til al den cacao der blev drukket.

126 Afsnit 27 Det blev senere med Erik, for de besluttede at tage i byen og spise, da hans bestræbelser på at lave mad mislykkedes.

Han havde glemt at skrue ned for lasagnen han havde sat i ovnen inden Erik var arriveret, og det stank i hele huset, før han løsrev sig fra skønheden der var fancy klædt i stramme jeans og en spraglet let jakke der lige kunne holde køligheden ude her sidst på sommeren.

Der var ikke noget at gøre, så han lod den mislykket stå i vasken mens Erik hang lidt distræt hen over ham.

Godt han ikke var gift med ham fyrede Erik frækt af, og så var de i et vildt favntag, hvor Svend viste ham hvad han i hvert fald var god til.

Der var fyldt godt op i restauranten, men hans lille diskrete bord helt tilbage i lokalet, det han havde bestilt til i morgen, var ledigt.

Det var den unge stramrøvede der lidt måbende blev orienteret om at Svend godt ville have bordet i dag også, for han havde selv modtaget bestillingen til dagen efter.

Han stillede sig op og ville vide om han havde misforstået datoen, men Svend beroligede ham med at alt var i orden, og de ville godt have lasagne, og en stor karaffel af husets.

Den smalrøvede modtog bestillingen af karaflen uden at rynke brynene, mens han da diskret kikkede Erik an, og regnede Svend med, bedømte hans alder.

Han havde slet ikke snakket med Erik om hvad han ville have at spise, men da menuen havde været lasagne, så måtte det være sådan, og rødvinen kunne han selv drikke hvis det skulle være. Det skulle det ikke, være ham alene der drak den, for Erik var ikke længe om at skåle med ham, efter den stramrøvede skønhed belevent havde sat karaflen efter han havde skænket op til dem, og Svend fornemmede deres intimitet var afsløret.

Han fornemmede igen en vis interesse fra ungersvenden, mens Svend diskret indsnusede hans deodorant, hundedyr.

Efter de havde skålet, og han havde set Eriks forventnings- fulde blik, vidste han der var et kvarter før lasagnen var på bordet, så det var tid at informere ham om hans bestræbelser med at hjælpe deres fælles ven, Ejnar.

Svend startede med at læne sig over mod Eriks spændt ivrige udtryk, og så satte han ham ind i den pagt Hanne og han havde indgået, nemlig at tage røven på de platugler på kommunen.

Samtidig ville de holde øje med og bestræbe sig på at få plejefamilien på Langeland afsløret i den vanrøgt de prøvede 127 at skjule, med truslerne de fremsatte mod deres plejebørn, altså Ejnar og Per. Svend startede med hvad de havde snakket om dagen før, altså hvad ham og Hanne havde været igennem omkring hjælp til Ejnar. Hanne havde fuld adgang til de beslutninger der blev vedtaget på møderne, dem hun ikke kunne være med til, for hun var jo sat af sagen.

Men hun havde altså tiltusket sig adgang til journalen.

Sagen.

Det var hvad Ejnar var blevet til, og Hanne havde allerede fået værdifulde oplysninger om hvad de havde gang i omkring ham, altså undertegnede.

Der måtte han lige konkretisere det var undertegnede der sad på den anden side af bordet, ham der havde været til møde forleden hvor de havde prøvet at desavouere ham til at være en suspekt person der kun var ude på at udnytte Ejnar seksuelt.

Det kan nok være Erik vågnede i blikket, lige fik indført om det var det han var i gang med, at tænke på at udnytte ham når de nåede hjem efter maden altså.

Så ville han bare informere om at han var klar til at modtage hele pakken, og det uden at anklage Svend for noget som helst bagefter.

Svend kvitterede for den cadeau Erik havde givet om accepten af deres elskov senere, og han modtog hans hænder, der varmt gav ham kontakt hen over bordet med et fast klem, lige da den stramrøvede kom bagfra og serverede deres lasagne med en bakke friske flute til.

Der kom ikke et kny fra den smalrøvede, men Svend fornemmede igen denne intense duft fra hans krop, der næsten strøg sig op af ham da han fik sagt, velbekomme, og han nåede at se hans indforståede smil da hans blik fastholdt Eriks, der frækt nikkede til ham, inden han diskret trak sig tilbage.

De var begge sultne, og der blev ikke konverseret meget mens de fik has på den lækre håndgjorde pasta, udover de par gange de smaskende skålede og smilede underforstået omkring deres senere frække aftale.

Men det måtte vente, for han bestilte en gang æblekage da han fik kontakt til den smalrøvede igen, og han var beleven og fjernede beviset på de havde spist op.

Det var ikke fordi han var sulten han havde kontaktet deres sammensvorne igen, men Svend var ikke meget for at afbryde den afslappede stemning, og musikken var lige netop dæmpet tilpas så de kunne snakke behersket sammen.

128 Svend havde i sinde at skrive til Ejnar og fortælle ham om deres anslag mod plejefaderen, og samtidig bede Ejnar om at returnere det postkort han ville sende med, for der var frimærke på.

Så hvis de ikke hørte fra ham, havde de bevis på at Ejnar ikke modtog brevet, og så havde de slamberten i deres hule hånd hvad tilbageholdelse af post angik.

Erik var saligheden selv da han hørte om planen, og han plagierede håndspålæggelsen fra før, og mens de igen blev afsløret i deres intime akt, fik de serveret desserten med en skål creme Freese til.

Erik fjernede ikke hans bevis på hans hengivenhed for ham, og Svend lod ham kramme hans hænder uden han fik abstinenser af at de konfirmerede deres samhørighed over for den smalrøvede.

Nu var det tydeligt at han var indforstået, og var helt tæt på da han satte de to tallerkener med æblekagen.

Svend var nu sikker på at han var modtagelig hvis han kunne lokke ham hjem til sig en aften.

Erik var inde over det samme mens han fik sine hænder beskæftiget med andet end at flette fingre, og da han havde plasket en masse skum på hans tallerken, udtrykte han sympati for bestræbelserne med at få den stramrøvede inviteret med hjem.

De drak den sidste vin, og Svend kunne se på Erik han var klar til at se dyner, så han bekendtgjorde den smalrøvede at de skulle hjem, og hvis han snart havde fri, ville han da gerne invitere ham med.

Han tog invitationen alvorligt, kom tættere på Svend og hviskede at han havde fri Søndag, om den invitation kunne byttes.

Han fik ham gjort forståeligt at han kunne konfirmere aftale i morgen hvor han jo også sad her på samme plads, og så lovede Svend at Erik ville være til stede søndag også, og det uden han havde fået accept af Erik.

Han forlod dem, da der blev kaldt fra et anden bord, men han smilede sit professionelle smil, og fornemmede Svend, udleve- rede sig helt.

Han fangede Eriks glødende blik, fuld af liv, og han viklede sig ind i en snøvlende snak om at han da var helt indforstået i at blive voldbollet af den spagetti, men kun hvis Svend var med på legen.

Det var der han beslutte han hellere måtte få den eksede knægt hjem under bruseren, for han trængte helt sikkert til en kold afvaskning.

129 Han nåede hjem med ungersvenden efter han havde fået et indforstået nik fra den smalrøvede, og da han kom ind med Erik

hængende på hans skulder, fik han ham lempet ind i hans dobbeltseng, hvor han fik skoene af ham.

Da han løsnede hans livrem, kunne Svend med lidt besvær få hevet hans stramme benklæder ned om fødderne, og det var nu tydeligt han var liderlig.

Han havde ikke i sinde at udnytte hans tydelige tegn på hans lyster, så han ville forlade ham.

Men han vågnede af dvalen og viste Svend med hans hænder at han ønskede hans hjælp, og han var ikke mere søvnig end at han kunne smyge sine underbukser af i et snuptag, og mens han lå der og falbød sig, fik Svend fjernet de klæder der var en hindring for de kunne forenes i en hed omfavnelse.

Erik lod Svend manipulere ham til en orgasme der varede og varede, bare ved han kørte ham op af hans krop mens de lå sidelæns, og han havde en hånd nede og hjalp Svend til at smatte hans hænder godt og grundigt til med hans hede sæd.

De fik en time hvor Erik var ved bevidsthed, men kun så meget at han igen og igen ville røre ham på hans intime steder, og på et tidspunkt ville han penetrere Svend, som arrangerede det ved han fandt hans eksplorations creme frem og smurte anus så han kunne komme til.

Han var ivrig og kom mens han masturberede Svend igen, og han faldt hen mens han afleverede hans anden salve.

Nu vidste Svend han var på vej i drømmeland, for han følte hans hede ånde på hans skulder, mens han selv var på vej ud og pisse.

Bagefter var der meldt Black out, og først om morgenen vågnede de, omklamret, for Erik havde fundet over til ham i løbet af natten.

Han blev og fik morgenmad, og inden han gik, takkede han Svend for en pragtfuld nat, og han glædede sig til at finde ud af hvad den smalrøvede var for en.

De skiltes i entreen hvor han stadig havde svært ved at styre hans manddom, men de lod den i fred.

130 Afsnit 28 Grete var oprørt da de kom fra skole, samlet for en gang skyld, og hun fortalte at Pers socialrådgiver havde ringet og fortalt hans moder var kommet på hospitalet, og de ville godt have han kom og besøgte hende allerede i dag.

Hun fortalte ikke noget om hvad de ellers havde sagt, om hvor alvorligt hun var kommet til skade da hun var gået lige ud foran en bil.

Vidner havde set det var med vilje, for hun havde ventet til bilen var lige ud for det røde lys ved fodgænger overgangen. Hun ville ikke vente til Oskar kom hjem, for der var længe til, så hun bad ham om at pakke hans rejsetaske.

Så ville hun køre ham til Svendborg hvor der jo gik tog oftere end bussen fra Langeland, med en god forbindelse mod Slagelse. Ejnar nåede at give Per en krammer mens han var ovre at pakke, og han forlangte han skyndte sig at komme tilbage, kunne ikke klare at undvære ham, og slet ikke være alene med psykopaten, føj for helvede.

Per blev glad for den hengivenhed Ejnar viste ham, og han var klar over de var endnu mere sammensvorne end tidligere, for de havde jo snakket om at lave en samlet klage over Oskar, med fotos og det hele.

Hvis de satte sig sammen en aften, var det muligt at samle alle Oskars mishandlinger af dem, datoer, osv., også dem mod Grete.

De var færdige i huset da de kom ud og gik over til Transitten, hvor Hans var ved at kravle ind, så han tænkte lige på at han nu var alene på slottet, for Niels var til fodbold.

Per havde sat sig ved siden af Grete, og det sidste han så til ham, var hans heftige vinken da de drejede væk fra gavlen og ud på den lille stikvej op til landevejen.

Men at de ikke skulle ses mere, vidste de ikke endnu.

Han blev mismodig og ville til at gå over til mig selv, da han ville prøve om der var låst, for det var jo kutyme her at de låste huset af når de var alene i stalden, hvilket var sjældent.

Men når det skete fik de smurt mad over hvis de ikke var hjemme til aftensmaden, som Per nu have forklaret det.

Der var pivåben i hele huset, hvilket fortalte ham at Grete havde været helt ude af den, for det var grund nok til angreb på hendes i forvejen gennembankede bryster.

131 Ejnar stod lidt rådvild, betænkelig ved at bryde den tabu der var når de brød reglen om adgang til huset, især nu når der burde have været låst.

Det kom jo helt af sig selv når der var låst af, men nu var det fristende at gå ind og lige snubbe sig en smøremad, og han var på vej inden han havde tænkt tanken i gennem.

Det var hurtigt gjort, og et glas mælk blev det også til, og da han satte mælken tilbage i køleskabet, fik han øje på posten der lå i kurven.

Han blev nysgerrig og bladrede bunken igennem, regninger, et par tilbudsaviser, og en opgørelse fra belysningsvæsenet om det sidste strømforbrug.

Men så fik han øje på kuverten med hans navn på, hev det til sig og så afsenderen, Svend Konradsen, og han blev helt varm inden i af længsel.

Ejnar turde ikke tage brevet med nu, for det opdagede Oskar hvis Grete fortalte ham det var kommet, så han lagde det tilbage, bagest igen, og så fik han den hasarderede tanke at ringe til Svend nu der var adgang til telefonen i stuen.

Han havde indprentet sig både adressen og telefonnummeret, så han tog chancen og gik ind og drejede nummeret, ventede spændt, for han vidste jo det var midt i hans morfar.

Han var hjemme, og Ejnar begyndte sagte at græde da han havde manifesteret sig, og mens Ejnar fortalte han havde det godt alligevel, men savnede ham, undskyldte han fordi han ikke havde givet lyd fra sig før nu, men de havde normalt ikke adgang til telefonen.

Svend spurgte ham om han havde fået brevet, så han fortalte at han havde set det, men havde lagt det tilbage igen hvis nu det blev opdaget.

Det var meget klogt gjort roste Svend ham, for hvis han ikke fik det udleveret af Oskar, havde han begået en kriminel handling, nemlig at tilbageholde personlig post, og det var strafbart og kunne udløse en stor bøde.

Ejnar var ikke meget for at opholde sig i stuen, for selv om der var åbent, var de jo ikke velkomne, og der var før faldet brænde ned over Per, fortalte han om den ene gang hvor det var sket.

Han var lige flyttet ind, og en dag han havde været ene med Grete i køkkenet og begge de små, var han bare gået ind og havde tændt for radioen, netop da Oskar var landet i gården.

Grete var kommet farende og skyndte på ham, men han nåede det ikke.

132 Per havde slåen en skoggerlatter op da han kom til der hvor han havde fået en syngende lussing, fuldstændigt som den Ejnar havde fået første dag.

Ejnar fik tårer i øjnene da Svend bad ham have det godt, og han tilskyndede ham til endelig at ringe hvis der var det mindste.

Og hvis han ikke fik brevet inden for et par dage, måtte han ihvertfald ringe ham op senest onsdag og give ham besked.

Det var nødvendigt at afbryde, for han turde ikke opholde sig længere i stuen, og madderne i køkkenet bar også tydelig bevis på han selv havde smurt dem.

Alene det kunne få psykopaten til at gå fuldstændig amok, og han var alene med ham, uden udsigt til hjælp.

Men han var belavet på at spæne over til Albert, hvis det skulle blive nødvendigt, for han havde jo selv opfordret ham til at benytte sig af den mulighed.

Det blev ikke nødvendigt denne gang, for Grete var hjemme før psykopaten kom ved 18 tiden, noget senere ned han plejede, og han lå og ventede på hans ankomst.

Ejnar var spændt på om han ville udlevere brevet, og da han blev kaldt over af Niels der lige var kommet fra fodbold, begyndte de at spise i total tavshed.

Han stirrede på den tomme kurv, hvilket indikerede at Oskar havde set brevet til ham, hvis ikke han bare havde taget stakken med ind i stuen og gemt den til senere.

Men Ejnar havde før set ham sidde i køkkenet og gennemse posten umiddelbart efter han var kommet hjem.

Ejnar ventede forgæves, og da han havde spist og blev bedt om at fjerne sit modbydelige grimme fjæs, troede han Oskar havde læst og måske endda destrueret hans brev.

Han blev harm, ville umiddelbart cykle ind til telefon boksen ved kommunekontoret, hvis det skulle være det.

Men han besindede sig, vidste det var for tidligt, for det var jo muligt psykopaten ikke havde læst det endnu, og så var bagholdet jo gået i vasken.

Han gik over og begyndte at lave sine lektier, for han havde en masse geografi for, og det var jo hans ynglings fag.

Midt i det skriftlige hørte han Transitten starte, og da han luskede sig ud og gloede i stalddøren, så han Oskar tage af sted, alene.

Det var signalet til ham om at benytte situationen og få sig et bad, for han var ikke meget for at benytte det når Oskar var hjemme, altid med hans tagen tid om hvor længe de var om det.

133 Per og ham havde også hellere taget en gang etagevask i stalden i det kolde vand, men nu her hvor det var blevet køligere om aftenen, var det ikke så rart at praktisere, og i skolen var det jo kun en gang om ugen de blev skrubbet på ryggen af en af kammeraterne.

Så med skiftetøj under armen fandt han Grete i køkkenet som sædvanligt, for hun havde altid en masse og lave, og så var der plads til ungerne at lave lektier og underholde hende.

Han skyndte sig, for han vidste jo ikke hvornår han kom hjem, og han var ikke i humør til at høre på ham, og godt det samme, for nu svingede han ind i gården og smækkede døren ualminde- ligt hårdt.

Ejnar sad og hjalp Niels med et svært matematik stykke, og han var der med det samme, om han ikke havde bedt ham om at fjerne hans grimme åsyn fra hans køkken.

Hans køkken.

Og for øvrigt, så kom Per ikke tilbage, for der var ringet fra Slagelse kommune om at plejen var blevet opsagt, for Pers far havde fået forældremyndigheden tilbage, nu moderen var død efter trafikuheldet.

Det kom helt bag på Ejnar, og det ikke at skulle se Per mere fik ham fuldstændig til at tænde af.

Tænkte ikke på andet end at han nu skulle være alene med psykopaten, og så fes det bare lige ud af ham.

Havde der ikke været et brev til ham, for der var en god ven der havde lovet at skrive, og det skulle allerede have været der i sidste uge.

Ejnar ventede spændt på hans reaktion, og den kom prompte. Fægtende med begge arme stod han i stuedøren og bedyrede, at de venner han havde, de få

pointerede han, sikkert ikke engang kunne stave til deres egen navn, og slet ikke grifle deres adresse ned på en kuvert.

Så nej, der var ikke nogen post til ham, og han skulle ikke forvente at der kom noget.

Med den sidste svada fik han altså bekræftet at han havde læst det, og nu havde de ham i deres hule hånd, som Svend havde udtrykt det.

Han belavede sig på retræte mens han blev opmærksomme på Gretes reaktion på Oskars afvisning, og hun fik et mærkeligt udtryk i ansigtet, hadsk fornemmede han.

Så intens havde han aldrig set hende følge med i Oskars kommanderen med dem, ofte kun hendes neutrale blik når Oskar var efter en af bastarderne, det som han kaldte dem, 134 bastarderne.

Ejnar forlod dette køkken af moralsk forfald, mens han skadefro smilede og forbandede den dag han betrådte Langeland første gang.

Han gik i seng og læste ukoncentreret i bogen, men opgav og lagde sig og trøstede sig med en god gang onani som ikke virkede på hans usle humør, men det hjalp på det da han genkaldte sig Oskars afvisning af at brevet var kommet.

Det skulle koste ham dyrt, men han vidste det ikke endnu.

135 Afsnit 29 Der var breve da han træt kom hjem efter en træls dag på arbejdet, som allerede var startet da han var spadseret de 10 minutter ud til lageret.

Han var blevet overrasket af en heftig byge, og havde han hørt ordentlig efter, kunne han huske vejrudsigten aftenen før, men han havde været på vej i seng og havde slukket for tossekassen.

Han havde klaret arbejdet, mest på rutinen, for det viste sig også at hans køretøj ikke var blevet repareret, selv om han dagen før havde reklameret om den defekte slidbane på baghjulet, og han havde været noget fortørnet over det sjusk.

Han var ellers tilfreds med arbejdet som han havde bestridt i godt 5 år nu, og det hørte til sjældenhederne at der var noget at harcelere over.

Han registrerede rudekuverten, mens han smed stakken af reklamer og de 2 breve fra sig, for han besluttede at tage et bad før noget andet.

Det gav ham associationer om den fantastiske søndag, dagen hvor han havde haft besøg af den smalrøvede, Italieneren.

Han ringede ved 11 tiden og ville have konfirmeret aftalen, og da han ikke var klar over hvor i herrens navn boligblokken lå, dirigerede Svend detaljeret den smalrøvede på vej.

Han stod smilende da Svend lukkede op, og han var straks med på den værste, og gik lige i kødet på ham.

Fortalte dog først om hans omflakkende tilværelse i Italien som ung bøsse.

Hvor umuligt det havde været at eksistere som homo der, men hvor han havde fået chancen da en Dansk turist inviterede ham til at komme til Danmark, paradiset for bøsser.

Så han havde slået til og havde aldrig fortrudt.

De var gået i gang med en gang rigtig pul, for han havde smidt alle kludene, den Italienske yngling, og han ville have hele armen, og hvad der ellers var at give ham der.

Da de lå og erkendte de var faldet for hinanden, indrømmede den Italienske skønhed at han var brændt varm på Svend allerede den første dag han havde spist med Hanne, og da Svend så var dukket op med den unge skønhed, ham som Svend havde siddet og kurtiseret, så var han helt sikker på Svends tilhørs forhold.

Ynglingen havde talt sig varm på hans smukke blanding af Dansk- Italiensk, med de grammatiske fejl der bare var så 136 charmerende, og det roste Svend ham for og håbede han aldrig ville rette på dem.

De havde taget en tur til senere, men her havde han givet den stramrøvede massage først, samme tortur som Ejnar havde fået første gang, og det kan nok være sådan en omgang havde tændt krudtet i ham bagefter, da han fik lov at penetrere kunden han var brændt varm på.

Han lovede ikke at sladre om deres forhold, hvis bare han ofte ville komme og blive betjent af ham, og aldrig sætte sig ved de forreste borde, for det var en drønnert der betjente dem.

Efter badet satte han sig i sofaen, havde fundet noget musik frem på anlægget, knappet en pils op, og fandt ud af at rudekuverten var fra politiet.

Det undrede ham da godt nok, for han havde ingen bøder der hang og ventede på at blive betalt.

Den sidste var for et par år siden hvor han havde kørt for stærkt mellem Horsens og Odder, en tidlig morgen, og de skaldede 60 kr. var afregnet for længst.

Han læste noget overrasket meddelelsen, indkaldt til samtale næst kommende torsdag, angående en henvendelse fra kommunen. Socialchef Aksel Jørgensen anmeldte ham for utidig indblanding i Ejnar Jensens plejeanbringelse på Langeland, og mistanke om manipulering af ovennævnte dreng.

Han var ikke anklaget for noget, og hvis han mødte frivilligt op, var han forskånet for at blive afhentet på bopælen.

Han smed brevet fra sig med en høj latter, vidste at de ikke havde noget på ham, men de troede åbenbart de kunne få ham ned med nakken ved at politianmelde ham.

Men de skulle blive klogere, men det vidste de ikke endnu.

Han havde ikke mulighed for at kontakte Ejnar, men håbede på han ville ringe og fortælle om brevet han helt sikkert ikke havde fået.

Det var jo bevist at det var ankommet, hvor det bedste vidne var Ejnar der egenhændigt havde set det i bunken, men som havde været fornuftig nok til at lade det ligge.

Nu var det op til Klaprøven at benægte han havde modtaget det, og nægtede han det, så måtte politiet tage sig af de indicier de havde på plejefaderen.

Han fik gaflet sig til resterne fra dagen før, kalvelever gryde, og så fik han kapslen af en bajer til, for der var altså noget der skulle skylles ned.

Svend var døset lidt hen da han blev vækket af telefonen der skingert ringede.

137 Han var spændt da han tog røret og tilkendegav sig, og det var hans smertensbarn, ham han havde lovet at tage sig af, og det skulle han nok holde, hvad end der ellers skete.

Ejnar var skinger i stemmen, men fast besluttet på ikke at græde og han var jo sikker på der havde været det brev som Oskar havde nægtet var i posten.

Ejnar havde endda spurt om der var post, og det havde Oskar benægtet, men Ejnar var sikker på at Grete havde set det. Hun havde opført sig underligt da Oskar meget bastant havde benægtet eksistensen af brevet og Grete havde aldrig set så hadefuld ud før.

Svend ville vide hvor han ringede fra, og han blev beroliget da Ejnar fremstammede at det var fra telefonboksen uden for kommunekontoret.

Han nåede at sige han ikke havde flere mønter, og så råbte Svend til ham han ville skrive til ham igen lørdag, og det hørte han, for han nåede at høre han råbte han glædede sig inden telefonen duttede.

Svend lagde påvirket af samtalen røret på, og nu var han altså sikker på han fik skovlen under den børnemishandler, og det skulle komme både ham og de ansvarlige på kommunen dyrt at stå.

Så nu kunne de bare vente sig.

Han havde sat vand på til kaffe og var ved at vaske de få ting fra aftensmaden af, da det ringede på, og han var sikker på det var Erik der havde truet med at komme forbi når han kom fra sport.

Det var Hanne, og han viste glæden ved at se den kvinde han havde fået så meget respekt for, hende som skulle være med til at få Ejnar ud af kløerne på børnemishandlerne.

Hun fik anvist den samme stol som sidst og følte sig allerede hjemme, og Svend var der Straks med hans kaffe og de små glas til cognacen.

Han fortalte om Ejnars telefonopringning, oplysningen om brevet der var blevet væk, og da hun hørte at Ejnar havde set det i brevbunken og ikke havde modtaget det, stejlede hun. Noget af det mest lusede at byde et barn, at stjæle deres post.

Han lod hende sidde lidt og tygge på den oplysning, inden han fandt brevet frem fra politiet, og han sad og skævede til hende, mens hun ændrede udtryk på et splitsekund.

Hun så op, fattede at han sad og smilede til hende og fik endnu mere sympati for den indsats han var i gang med, nemlig 138 at forpurre en tragedie hvor der var stor sandsynlighed for at Ejnar kunne blive tabt på gulvet.

Hun fremlagde hendes kendskab til at Svend var blevet anmeldt til øvrigheden, faktisk derfor hun var mødt op, men hun var noget forundret over det var gået så stærkt, for det var jo i

går chefen havde orienteret dem om at han ville blive meldt for utidig indblanding i forvaltningens arbejde.

Det var sket på morgenmødet, så hele byen vidste det hvis ellers sladderen nåede uden for rådhuset.

Svend sad stadig og smilede hans afvæbnende smil, mens han gjorde klart for henne, at hendes chef måtte have trykket på knappen allerede i sidste uge.

De sad lidt og tyggede på muligheden for sammensværgelsen, da det ringede på, og han sprang straks op og havde kun den smalrøvede i tankerne.

Men det var Erik, og allerede i entreen takkede han Svend for turen i dynerne forleden, krammede ham og trak ham med sig ind i stuen, og først der så han Svend havde kvindebesøg.

Han rettede fejlen og takkede for han havde fået lov til at overnatte, da han jo havde glemt sine nøgler, og forældrene havde været udenbys til sent.

Hanne havde lugtet lunten, og præsenterede sig mens hun smilede afvæbnende til ham.

Hanne Jensen, Ejnars tidligere socialrådgiver, nu sammensvorne omkring at få plejefamilien dømt for vold mod deres anbragte plejebørn.

Den smøre tillod hun sig, for hun var jo orienteret om at Erik var helt informeret, og en af Ejnars bedste venner.

Svend havde ikke nået at stoppe Erik, som efter hans bekendelse blev blodrød i ansigtet da han erkendte fadæsen, men det generede åbenbart ikke Hanne, som kvitterede med en befriende latter.

Svend inviterede Erik på et glas, men han ville hellere have en vand, hentede den selv, og nu blev der gang i konspirations planerne, for de orienterede kort Erik om hvad der var sket indtil nu.

Erik fik ideen til at sende brev til Ejnar, og gerne allerede i aften, for det kunne godt nå at komme med den sidste tømning hvis han stæsede ned med det nu.

Svend fandt rekvisitterne frem, og så fandt de en passende tekst frem til klaprøven, og det var Erik der dikterede.

139 Kære Ejnar.

Vi ved at vores breve ikke når frem til dig, så dette er endnu en prøve på om ham der tæver dig, uberettiget tilbageholder posten.

Som vi ved giver du besked på torsdag selv om du ikke har fået det, da det var det vi aftalte da du sidst ringede til os.

De lovede ham de ville kommer efter ham, klaprøven på Langeland, ham der troede han var fredet og uden for lands lov og ret.

Kærlige hilsener fra dem der trods alt holdt af ham, og dem der ville hjælpe ham mod denne børnemishandler.

Hilsen vennerne.

Og så skrev de alle under, også Hanne, som ikke var bleg for at pointere hun var Ejnars tidligere sagsbehandler.

Erik tog på posthuset med brevet, var ikke bleg for at give Svend en krammer, og et kys for lige som at understrege at han var andet end bare en god ven, og de hørte Hannes sagte latter fra stuen da hun så dem stå i entreen.

Erik hørte hendes kluggen, vendte tilbage som den store dreng han var, gik over til hende og gav hende af samme skuffe, lige på hendes kys tøj.

Hun hvinede behersket, og da Erik smilende havde forladt dem, indrømmede hun at hun var betaget af hans personlighed.

Hanne ville også hjem, og Svend kunne godt tillade sig at bruge den halve time på at følge hende.

Så de traskede det kvarter ud til hendes lille lejlighed, for hun havde ladet vognen stå, vidste der var mulighed for hun fik lidt til halsen.

Svend ville ikke med op, hvad hun ellers havde regnet med, men for at hun ikke skulle føle sig tilsidesat tog han hende i et fast greb, kyssede hende let på hendes brændende læber, mens han krammede hende til sig.

Hun skælvede i hans omfavnelse, men han forlod hende med et god nat, og de aftalte at de ville høres ved om Ejnar.

140 Afsnit 30 Ejnar havde en svær tid efter han var blevet alene, og det blev ikke bedre af at Oskar slet ikke talte til ham.

Troede også de små var blevet påvirket, for de undgik ham når han kom over i køkkenet.

Onsdag eftermiddag da han kom hjem, var hele huset tomt igen, men nu var der låst af, så han kunne ikke komme ind og få et bad.

Han fik et flash back og begyndte at græde hysterisk, og i glimt så han sin mor som ikke havde haft hans opmærksomhed siden dagen han blev deporteret til Langeland.

Nu stod hun lyslevende for ham, selv mens han lå på sin seng med lukkede øjne, og han brød totalt sammen og var ved at opgive det hele.

Han slappe noget af, og så måtte han være faldet i søvn, for han blev vækket ved at Oskar stod og ruskede i ham, og nu ville han altså vide hvor Grete og den lille var henne, for han var kommet hjem til et tomt hus.

Ejnar var vågen på et splitsekund, mest bange for Oskar ikke kunne styre sig, men han slap grebet i ham.

Han så opgivende på ham, gik med langsomme skridt ud og forsvandt ud på gårdspladsen.

Ejnar var vågen nu og smøg sig ud af dynen der havde viklet sig ind mellem hans ben, fulgte efter Oskar som satte sig ind i lastbilen og forsvandt ud bag husgavlen.

Han så også lige skyggen af Niels der åbenbart lige var kommet hjem fra fodbold, for hans cykel lå smidt i gruset, stadig med skoletasken på bagagebæreren.

Han stod lammet tilbage og var i samme situation som da han kom hjem fra skole, for da han prøvede at ruske i køkkendøren igen, var den stadig låst.

Han prøvede at finde et åbent vindue, men ingen steder var der mulighed for at klemme sig ind.

Han var så rasende over den behandling at han bevarede fatningen, skyndte sig over og fandt sin taske hvor de sidste af de penge han havde organiseret fra køkkenkassen lå.

Han talte dem, fandt ud af han havde nok til en billet hjem, og så vidt han huskede, så gik bussen om en halv time.

Han pakkede i hast, huskede billederne i skuffen, og så var det op på cyklen efter han havde smadret et par af de store køkkenvinduer med sten fra gårdspladsen.

Ved kommunekontoret mødte han et par tøser fra klassen.

141 De gloede uinteresseret på hans hastige parkering af cyklen, men ville alligevel vide om han var ved at rejse, for han var jo på vej op i bussen med en masse bagage.

Han undlod at svare dem, og mens han betalte billetten hørte han de råbte at han da var en mærkelig en, og forstod godt han var blevet sat i familiepleje.

De stod stadig og gloede, og så tog fanden ved ham mens han råbte ud af den åbne dør, at det ikke var en familie han var havnet hos.

Sadisten Oskar Olsen tævede både ham, hans egne børn, Niels og Hans, og Grete fik også tæsk af ham.

De stod måbende, og i bussen blev der også gloet fra de 2 ældre madammer der sad på forsæderne.

Chaufføren der var ved at sætte vognen i gear, lukkede døren og bad ham finde et sæde, for man måtte ikke stå op når han kørte.

Der var kun de 2 kvinder og så ham, så han besatte hele bagsædet og blev lullet til ro og faldt i søvn.

I Svendborg blev han vække af chaufføren.

Han havde lige tid til at snakke med ham om Oskar, som han kendte godt, så han ville vide hvorfor Ejnar havde udgydt de beskyldninger mod ham.

Ejnar trak op i buksebenet og fremviste hans gamle skinnebens sår, det der stadig var ildrødt og havde svært ved at heles.

Men det gjorde ikke så ondt mere, men alligevel.

Chaufføren studsede, så tvivlende ud indtil Ejnar fortalte om Grete der var smuttet fra hus og hjem, igen, anden gang inden for det sidste, og så begyndte han at græde, og det ville ikke stoppe.

Han stod op men kunne ikke komme forbi chaufføren som tog trøstende om ham, og Ejnar tog imod ham, smøg sig til ham og kom lidt til sig selv.

Ejnar takkede ham snøftende for sympatien, men han skulle altså nå det tog.

Chaufføren fortalte der var 10 minutter igen, mens han hev sin tegnebog frem og stak ham en 10 kr. seddel, for han havde sikkert ikke for meget at rutte med, nussede ham deltagende i hans uglede hårmanke imens han stak den i lommen på Ejnars jakkelomme.

Ejnar blev forlegen men takkede igen for deltagelsen, fandt sin taske og traskede modløs over mod banegården.

142 Der var lige tid til han købte lidt fourage til turen, og så var han igen på vej hjem, og denne gang ville han ikke tilbage.

Turen føltes ikke så lang som sidst, men han havde brug for tid til at tænke hans situation igennem, vidste han ikke kunne søge hjem til Svend, for han skulle på arbejde, tidlig.

Han ville bruge et andet alternativ, nemlig kælderen, for han havde stadig nøglen, den han ikke havde afleveret.

Han havde også lige luftet tanken om at tage hjem til Mutter, men det var nok et af de første steder de ville søge, så det droppede han med det samme.

Det blev kælderen, og da han ved 8 tiden ankom til stationen, søgte han en omvej hjem til blokken for ikke at møde nogen på gågaden, og han kom slet ikke i nærheden af centeret.

Der var stille i området da han søgte ly bag buskene de brugte som skjul når de lå og røg, og der var tomt for skrigeunger på legepladsen her i tusmørket.

Han var sikker på han kom ubemærket ind i cykelkælderen, for der var mørkt indtil han påvirkede den automatiske knap, og han kunne lugte røgen.

Han skyndte sig og livede op ved tanken om at Erik måske var der, og han nøjedes med at banke let på i stedet for at låse sig ind.

Der skete ikke noget, så han fik nøglen ind og låste op, og der lå de, Erik og Søren, på hver deres madras.

Han blev så overvældet, tudede igen så snottet hang i guir- lander som han tørrede væk med jakkeærmet, imens han kærligt modtog Eriks kram da han fangede ham ind.

Søren var også oppe nu, og han pressede sig ind og ville også give lidt sympati fra sig, så han måtte jo til det, pakkede ugens oplevelser ud for dem, mens de måbende sad og hørte på de uhørligheder han havde været ude for.

Søren vågnede af hans dvale mens han lyttede til beretningen, havde glemt klokken til Erik gjorde ham opmærksom på det, og så strøg han af sted efter han havde givet Ejnar en tur til i håret og fik sagt, velkommen hjem.

Velkommen hjem, god dav du, hans bare.

Da de blev alene gav Erik en cigaret som han hev hungrende ned i lungerne i lange sug, og da de var færdige med at pulse, inviterede Erik ham med op, for hans forældre var jo først hjemme ved midnat.

De lavede pandekager med musikken dæmpet fra transistoren som i gamle dage, men alligevel var der kun gået 3 uger siden 143 deportationen til Langeland, og han fortalte igen om det helvede det havde været når Oskar skulle bevise han var herre i eget hus.

Erik havde stadig svært ved at tro det kunne være så voldsomt som han fik berettet, men efter hånden måtte han tage hans oplevelser for gode varer, især efter gensynet af Ejnars skinnebens sår.

Det var en vidunderlig følelse igen at være sammen med hans bedste ven, og da de havde ædt sig igennem den store stak pandekager, gik de i bad.

Her følte de igen den spændende lir, ventede på at deres gensidige berøring på intime steder skulle vare længe, og følelsen af at være noget for hinanden væltede op i ham.

Erik hjalp ham til en fantastisk udløsning der varede, og igen krammede de hinanden mens sæden for første gang fandt vej ud fra Ejnars erektion.

Erik var overrasket og skulle lige se efter om det var rigtigt, men han så det ikke kun var ham der havde ejakuleret, for de var gået uden for bruseren for at se rigtigt efter.

Han var altså fra denne aften at regne for næsten voksen, og det var på tide samfundet begyndte at behandle ham som sådan.

Med de tanker om en lykkeligere fremtid, faldt Ejnar træt men tilfreds i søvn hos den ven der altid havde respekteret ham, og det sidste han huskede inden han sov, var Eriks stemme, der ønskede ham en god nat.

144 Afsnit 34 Torsdag kom Svend fra arbejde med bevidstheden om han skulle til forhør hos politiet, og der havde udtrykkeligt stået at han ville blive afhentet på boligen, uanmeldt, hvis han ikke mødte op, eller hvis han ikke havde en dokumenteret grund til udeblivelsen.

Han havde ikke en dokumenteret grund, men selv om han havde, var han nysgerrig og ville vide hvad de var ude på, og de kunne bare vente sig, kunne de.

Han havde i sidste uge kontaktet en jurist, en han kendte fra et par år siden, og som havde taget et lille sidespring fra konen og ville opleve hvad en tur i kassen med en af samme køn kunne byde ham.

Konen var ved at blive en smule afvisende omkring det erotiske, som den noget ældre skabsbøsse havde forklaret sig.

Han boede i Vejle, havde haft et par sager i deres fogedret og var blevet de par dage i stedet for at tage hjem, selv om afstanden ikke havde været nogen hindring.

Han havde spist i cafeteriet ved stationen, der hvor de var stødt ind i hinanden, for Svend havde lyst til dagens ret, frikadeller med stuvet hvidkål.

Det gad han ikke at lave derhjemme, var lidt for besværlig, så det var dagens ret der havde ført dem sammen, bogstaveligt talt.

Der havde været kø og de var uenige om hvor de ville sidde, men var så enedes om at dele det sidste ledige bord hvor der havde været plads til dem begge.

De var blevet bonkammerater, for Svend havde uden blusen fortalt om hans åbne forhold til mænd, og så tog det ene ord det andet mens de dæmpet snakkede om hvilke problemer det kunne indebære.

Han var så endt i hans dobbeltseng efter Hubert havde hentet sine ting på hotellet.

Han kunne godt have spist i deres restaurant, men den var lidt for kedelig, så han havde heldigvis valgt cafeteriet lige den dag Svend fik lyst til dagens.

De mødtes et par gange hos Svend, men så var det gået i orden med konen, indrømmede også han egentlig ikke rigtig var til mænd, så de var skiltes i bedste harmoni.

Hubert stillede sig imidlertid til rådighed hvis han skulle havne i et juridisk problem, og det kunne Hubert jo forstå var tilfældet nu.

145 Han var ekspert i familieret, havde skilsmisser som speciale, og han beroligede Svend med at de ikke kunne røre ham, især ikke når Ejnar som 12 årig havde besluttet at han ville have Svend som værge.

Den nylig reviderede sociallov gav børn over de 12, retten til selv at bestemme hvor de ville bo hvis forældrene skulle Skilles.

Den indeholdt også klausul om at børn selv kunne bedømme, bestemme, hvem der skulle varetage deres sag, især hvor socialforvaltningerne var inde omkring plejeanbringelser.

Svend var blevet beroliget af Huberts professionelle orientering, og de havde sluttet samtalen af med at Hubert ville stille sig til rådighed, hvis sagen helt kuldsejlede.

Svend var enorm taknemmelig for tilsagnet fra Hubert om hans juridisk støtte, for det var jo ikke det område han var mest bevandret i, og han ville have svært ved at hamle op med de embedsmænd der alle var inde i paragrafferne.

Drevne slyngler var de også mange af dem, og skyede sikkert ingen midler for at bøje loven hvis det passede dem.

Nu havde han nedfældet et par fagt, lavet et kopibånd af mødet på forvaltningen, så han mente nok han var klædt godt på til konfrontationen med ”uniformerne” .

Men der var masser af tid og han mente godt han kunne tage hans daglige, Morfar, og var ved at lægge an til den, da telefonen ringede.

Det var Hanne, og hun lød meget ophidset selv om hun talte lavt, fortalte de lige var orienteret om at Ejnar var rømmet igen, og ingen vidste hvor han var.

Hun kunne ikke sige mere fra kontoret, men ville godt møde ham på cafeteriet ved stationen.

Hun afbrød, og han var ikke længe om at pakke sine notater sammen, af sted gennem centeret, og så op det sidste stykke til stationen.

Han ankom før Hanne dukkede op, men han så hende gennem de lidt duggede ruder, og hun så også ham og vinkede diskret til ham.

Hun købte et krus te inden de fandt sig til rette, bagest, hvor det var usandsynligt hun ville blive set sammen med fjenden, men Svend kaldte det at hjælpe en nødstedt før han druknede.

Det var enhvers borgerpligt at stille op til det, hjælpen, og han var villig til at indstille hende til en medalje.

Hanne trak vejret dybt et par gange, fortalte så at de på 146

morgenmødet var blevet orienteret om at Ejnar havde smadret et par ruder, var taget derfra mens de andre havde været ude og handle, og så var han bare væk da de kom tilbage en time senere.

De havde tilbudt ham at tage med, men han havde øjensynligt planlagt flugten inden, havde været inde i køkkenet igen og naldret nogen hundrede kroner af deres husholdnings kasse.

Han havde så oven i købet smadret de par store vinduer, og dem ville Oskar naturligvis godt have erstattet.

Hun fnyste af indigneret vrede under hendes dæmpede beretning, og holdt en pause for at få luft til vreden der skulle ud, men hun var ikke færdig.

De havde ikke haft andet end ballade med ham, siden han var kommet tilbage, og nu ville de altså ikke mere. havde Oskar orienteret Aksel Jørgensen om.

Hun trak sig lidt tilbage fra bordet hun havde hængt ind over, mens hun havde gjort sig umage for at tale behersket, dæmpet, for Hanne havde observeret det ældre par der sad nærmest.

De var ihærdige i deres iver for at følge med i hvad Hanne prøvede at hviske til Svend, og konen kikkede nysgerrigt, uden blusel, i håbet om at få det hele med.

Svend havde helt ubevidst haft sine hænder ovre og favne hendes, mens hun febrilsk ikke vidste hvad hun ellers skulle gøre med dem, og det havde han så hjulpet hende med.

Nu var de begge tilbagetrukken fra bordet, og Svend fattede nu om hans papirer og gav hende referatet af Huberts kendskab til loven, og tilbuddet om juridisk hjælp hvis lokummet brændte. Nu han skulle til møde på politistationen, hvad hun vidste, var han også taknemmelig for hendes orientering inden, og han fik tilladelse til at fortælle han havde en ”sladrehank” på rådhuset, en der var inde i sagen, men helst ikke hvem hun var, endnu altså.

Hun var sig jo bevidst om, at hvis politiet kommunikerede med socialchefen, og han fik det at vide, så var hendes dage talte der.

Hun havde taget risikoen i betragtning, og skulle det gå så galt, ville hun gå hele vejen og afsløre socialchefen som det han var, en manipulator der ikke fattede hvad der var hans pligt.

Nemlig at varetage de anbragte børns tarv, og ikke holde hånden over mishandlere som Oskar Olsen.

Svend ville af sted, men inden blev de enige om at spise sammen igen, og for at tage lidt af den dystre stemning, bad 147 han hende om at tage forbi og reservere deres bord, men kun hvis den smalrøvede var på arbejde.

De stod lidt, tæt, og han fornemmede hendes kvindeduft, svagt lavendel, noget han ikke havde været rigtig bevidst om tidligere.

Med Hanne var han begyndt at vågne, åbne op for muligheden af et forhold til hende, vidste at hans bedste homo venner ville kalde ham en forræder, men hvad så.

Han var fandens ligeglad, og med middagsaftalen som plaster på deres frustration over Ejnars skæbne, skiltes de for en stund. For et syns skyld nøjedes de med at give hinanden hånd, men han indrømmede han havde lyst til at kramme hende, og kysset han havde givet hende forleden, brændte stadig hans læber.

148 Afsnit 35

Erik var vågen før Ejnar selv kom til bevidsthed, men han hørte ham i badet, så han stod op og brugte det samme vand til at skylle aftenens bevis på han var blevet voksen væk, for de var gået til den igen nu hvor han havde undgået Englefissen.

Erik kyssede ham godmorgen mens vandet plaskede dem i hovedet, men de var ligeglade og pjattede mens de tørrede sig.

Erik ristede et par skiver af moderens hjemmebag, og de blev i køkkenet for ikke at forstyrre hans forældre, der jo var sent hjemme fra arbejdet.

De havde besluttet lige at gå i kælderen og ryge en smøg, for der var tid nok til Erik kunne nå i skole, og Ejnar var besluttet på at gemme hans taske der, til Erik kom tilbage.

De aftalte at mødes der igen, men det blev bare ikke til noget, men det vidste de ikke endnu.

Ejnar blev tilbage efter de havde røget deres Camel, for han ville ikke vise sig for meget i området, men ville alligevel tage chancen og lige se om Mutter sov som hun plejede.

Han ville forbandet gerne have noget af hans tøj, det fra vasketøjskurven, det som han ikke havde fået med sidst.

Han lagde sig til rette, faldt i søvn, men vågnede med en underlig fornemmelse af der var nogen i rummet, men det viste sig det bare var nogen udenfor der låste sig ind i deres kælderrum.

Han frøs, blev mindet om det som en kold vind der omsluttede ham, så han næsten lå og hakkede tænder.

Lyden forsvandt lige så pludselig som den opstod, og der blev helt stille i den næsten mørke kælder.

Alligevel ventede han lidt før han sneg sig ud og tog trappen op og lyttede ved døren om fjerneren var på, men der var helt stille.

Han skulle lige til at sætte nøglen i låsen, da han hørte nogen buldre ind de 2 etager nede, men han ventede ikke på de skulle komme op ad trapperne, før han lydløst sneg sig op på 3.

Det var tydeligt det var 2 betjente kunne han høre på deres snak, højlydt, om de nu var heldige at snubbe ham, delinkven- ten et eller andet, hjemme hos hans mor.

Han frøs til is af frygt, men bevarede roen til de standsede uden for døren, og han hørte det lange ring de prøvede at lokke Mutter ud og lukke op med.

149 Der gik lang tid syntes han før de begyndte at banke hårdt på døren, og det virkede, for den blev åbnet.

Betjentene præsenterede sig, spurgte om hendes efterlyste søn var i lejligheden, og de gik åbenbart ind uden at have bedt om adgang, for der blev stille et par minutter til de kom ud igen.

De bad Mutter om at ringe hvis han skulle dukke op, og det fik Ejnar til at grine lydløst, for de havde aldrig haft telefon, hvad Mutter nåede at orientere dem om, inden de larmende forlod hende.

Han sneg sig ned til vinduet hvorfra han havde overblik over udearealet, og her fulgte han deres spejden rundt i området der var tomt for børn, nu de var i skole eller børnehave.

Han blev på 3 til han hørte gamle Eriksen var ved at åbne hans dør, før han rapt løb ned på 2 hvor han lydløst låste sig ind. Han stod lidt i entreen for at lodde stemningen, før han svingede sportstasken af skulderen, og så manifesterede han sig i stuedøren hvor han hørte mutter i hendes ynglings stol, snorkende.

Hun havde slet ikke reageret på hans stille entre, så han følte sig som altid, usynlig og ikke eksisterende.

Han fik hurtigt pakket det bedste tøj fra hans vasketøjskurv, møgbeskidt og stinkende, men han ville have det med, for hans bedste par bukser var en del af det.

Da han havde pakket hvad han kunne have i tasken, spekulerede han på om der var nogen penge tilbage i køkkenkassen han havde sat øverst op, der hvor Mutter havde døjet med at komme til den.

Han tog chancen, sneg sig ud og fik den raget lydløs ned.

Det så ud til der slet ikke var taget noget fra den, for der var stadig et par halvtredsere, og småpengene væltede han ned i den yderste lomme på sportstasken.

Han stod lidt og kikkede på Hans Mutter, og hun rørte på sig men snorkede videre mens han stod og fik våde øjne.

Han bad hende lydløst om undskyldning for hans konfiskering, men han havde altså hårdt brug for dem, og så lovede han at besøge hende igen når alt var faldet på plads.

Han forlod lejligheden lige så lydløst som før, men stod lidt og lyttede med døren på klem, og da han ikke hørte noget, satte han nøglen i låsen og lukkede uden at give en lyd fra sig.

150 Han var i vildrede med hvad han nu skulle, men var sig bevidst om at han ikke kunne blive i byen, så han besluttede at tage til København.

Så vidt han huskede skrev faderen i det eneste brev de havde fået fra ham, det Mutter havde læst højt for ham for nu mange år siden, at han var chauffør i et transportfirma, ”Danmark” et eller andet.

Hvis han kom så langt og opsnusede hvor firmaet havde til huse, kunne det være de vidste hvor han boede, selv hvis han ikke arbejdede der mere.

Han genkaldte sig det år inden han startede i skolen, hvor han havde oplevet faderen, huskede også hans mors evige bebrejdelser, i sær når han var væk fra hjemmet længere og længere af gangen.

Huskede faders opgivende resignering, og dagen da han aldrig viste sig mere.

Men han havde skrevet et brev om hans nye status, og hvor han huskede Mutters hysteriske opførsel da hun bandende ham langt ned i helvede.

Han vågede sig ud i det åbne, tog bagom parkeringspladsen uden at blive antastet af nogen, bekendte eller strømerne, og der var ingen panserbil at se.

Det gjorde ham lidt modigere, så han begav sig til stationen, langs cykelstien der forbandt deres område med naboblokkene, og da han ubeset kom frem, købte han uden problemer en billet.

Der var et kvarter inden toget mod Vejle kørte, skifte i Fredericia, og så over i ekspressen direkte mod København.

Der havde Ejnar aldrig sat sine ben før, men han var ikke bange for at prøve det af.

Havde i tankerne han kunne ringe til hans elskede Svend, hvis det skulle gå helt af helvede til.

151 Afsnit 36 Svend ankom til tiden, og mens den vagthavende orienterede sig på listen på skranken, kikkede han sig rundt i lokalet.

Det var åbenlyst der ikke var meget at lave her tidlig på eftermiddagen, for i gangen stod der et par betjente og grinede højlydt af noget en af dem havde braget af.

Men de begav sig under megen gestikuleren ned af gangen og forsvandt ud af hans synsfelt.

Han havde sagt farvel til Hanne uden for cafeteriet hvor de havde givet hånd, og hun havde med et glimt i hendes smukke øjne, frimodigt bedt ham om at tage sagen fra den humoristiske side.

Den vagthavende ved skranken noterede sig hans skriftlige invitation til samtalen, eller hed det mon afhøring.

Men i hvert fald var den ham bekendt, og han bad ham følge med ned af gangen hvor de 2 før var forsvundet hen.

Han blev ledt ind i et lille aflukke uden vinduer, sikkert et afhøringsværelse, havde ikke siddet lang tid før en ældre civil betjent kom ind og præsenterede sig.

Kriminalbetjent Henriksen.

Han satte sig og åbnede det chartek han havde med, og samtidig kikkede han koncentreret på Svend, der tavst erkendte han var spændt på udspillet.

Kriminalbetjenten var nød til at spørge, spurgte om han var Svend Konradsen, med bopæl, og her måtte han ned i chartekket igen.

Så Svend bekræftede alt hvad han spurgte om, og legitimere sig da han ville se hans sygesikringskort.

Da alt det formelle var i orden, lagde Henriksen chartekket fra sig, kikkede intens Svend an og spurgte om han vidste hvorfor han var indkaldt til denne samtale.

Svend var glad for Kriminalbetjenten kaldte det, samtale, men det var måske for at gøre ham overbevist om at situationen ikke var så alvorligt, som han måske mente den var.

Han fortsatte da Svend besvarede med et, næ æh, og overlod det til Kriminalbetjenten at fortsætte.

Han måtte igen dykke end i chartekket, kikkede så igen søgende på ham men spurgte så om Svend kendte Ejnar Jensen, på følgen- de adresse, hvor han i øvrigt ikke boede nu, da han jo var anbragt i familiepleje.

Svend var indforstået med at han havde udspillet, men han nikkede kun til det spørgsmål, hvad overbeviste ham om at der ikke var nogen skjulte mikrofoner der registrerede deres 152 samtale, for han forlange ikke besvarelsen gentaget verbalt. Kriminalbetjenten uddybede ikke Svends tavshed, men fortsatte med at orientere om socialforvaltningens henvendelse.

At Svend havde huset den bortløbne dreng, nemlig tidligere nævnte Ejnar, og i den forbindelse havde socialchefen mistanke om at der var foregået noget upassende mellem Ejnar og ham.

Svend agerede måbende.

Upassende eksploderede han, og han lod sin forundring hænge i luften, mens kriminalbetjenten lidt neutralt granskede Svends undren over spørgsmålet.

Henriksen var jo nød til at uddybe mistanken, men havde svært ved at formulere sig, så han søgte igen hjælp i hans papirer før han fortsatte.

Udtrykket upassende dækkede altså over socialchefens mistanke om at der havde foregået noget seksuelt mellem drengen og ham.

Svend bibeholdt stadig sit forundrende udtryk, fandt sine papirer frem fra inderlommen, og bladrede lidt demonstrativt i dem.

Så kom han med det.

Fremførte at Ejnar var en bekendt af ham gennem Ejnars familie, familien han havde kendt i alle de 5 år han havde boet i området.

Endvidere havde Ejnars mor overladt Svend hvervet som værge for Ejnar, og bedt ham køre sagen om Ejnars dokumenterede klager over mishandlingerne i plejefamilien.

Kriminalbetjenten lod ham fortsætte uden han følte anledning til at afbryde ham, så han lyttede videre da Svend fortsatte med plejefaderens dokumenterede fysiske vold mod Ejnar.

Endvidere havde Ejnar detaljeret fortalt om den uhyrlige vold mod plejemoderen, og af en anden plejedreng.

Her stoppede Svend for lige som at markere at han havde tjek på det hele, kikkede, ja her var det, Per på 13 år, som også i flere år havde stået model til den fysiske afstraffelse.

Her stoppede Svend og fokuserede på kriminalbetjenten der ikke fik et ord indført, inden han fortsatte med en pegefinger i luften.

Og hvis det ikke var nok til at forklare Ejnars flugt fra plejehjemmet, og hans forsøg på at få hjælp, den hjælp han ikke kunne forvente fra selv samme socialchef.

Så var Ejnar villig til at vidne om at plejefaderen bestred sit arbejde som erhvervschauffør, skide fuld som Ejnar altså havde formuleret det, da han havde aflagt beretning for Svend i hans hjem for ikke så mange dage siden, en beretning han havde optaget på bånd.

153 Svend trak sig nu tilbage i stolen, kikkede afklaret på Henriksen, og lod ham endelig komme til orde.

Men det varede noget inden han reagerede og så kom det meget overraskende for Svend at de var klar over det, for de havde fået et anonymt tip om selvsamme påstande Svend netop havde fremført.

De havde undersøgt sagen, havde indhentet oplysninger fra Langelands Politi, og der var man klar over der foregik fysiske afstraffelser, som den lokale betjent i byen nylig havde fået kendskab til.

Men ingen havde anmeldt noget, så de kunne ikke gribe ind, endnu.

Her smækkede betjenten sine papirer ned på bordet, bad Svend have en god dag, for samtalen var forbi.

Han rejste sig og gav Svend hånden, gav ham løfte om han ikke hørte mere omkring den gemene påstand, men godt kunne forvente senere at blive indkaldt til bekræftelse af hans kendskab til sagen omkring Ejnar i det hele taget.

Han fulgte ham ud til skranken hvor han høfligt undskyldte ulejligheden, men de var glade for han havde bekræftet deres mistanke om Ejnars oprigtige klager.

Hvis der i det hele taget skete videre i sagen ville de sikkert informere ham, og ellers hørte de gerne fra Svend hvis der var nyt om Ejnars springtur.

Svend var overrasket, stod lidt forundret ude på pladsen foran stationen, men begav sig så hjemad, mest for lige at tage et bad, og måske se om der var ryddet så han kunne invitere Hanne med hjem bagefter middagen hos den smalrøvede.

Han mødte Erik på vejen før opgangen, og blev overrasket over han spurgte ham om han havde set Ejnar, for han havde overnattet hos ham, hvor det var meningen han ville opsøge Svend når han kom hjem fra arbejde.

Erik tog med op, og de fandt ud af at der var tid nok til en tur i kanen, så de var virile sammen i et kvarters tid, hvor Erik indrømmede at Svend var en vidunderlig elsker, og at ham og Ejnar også havde haft en afslappet aften sammen.

Svend var jo nød til at fortælle den underskønne at han skulle være ham utro med et kvindfolk, men det slog han hen med en smuk latter, daskede Svend hensynsfuldt på hans bare maveskind og lagde an til et af hans vidunderlige kys.

De fik sig soigneret mens Svend lidt henkastet fortalte om afhøringen af ham, og at plejefaderen var afsløret omkring hans vold og den falske anklage om Ejnars tyveri.

154 Det havde de godt nok ikke været inde over, tyveriet, men det måtte være konklusionen på sagens udfald.

De aftalte, at hvis han så Ejnar i løbet af aftenen, måtte de endelig møde op, uanset tidspunktet pointerede han, for han var sikkert oppe nu han havde gæst, og så fik han igen en i maven af skønheden.

Han forlod ham, smilende, og Svend var inderlig glad for han havde mødt denne sprudlende dreng, der bare levede livet fuldt ud, mens han samtidig var bekymret for hvad Ejnar mon havde fundet på.

Med ham i tankerne mødte han velklædt op og blev hjerteligt budt velkommen af den smalrøvede, som belevent holdt stolen for Svend, mens han hilste på Hanne.

Hun havde åbenbart også været hjemme og smukkesere sig, hvad hun ikke havde behøvet.

De sad i fred mens Svend igen gengav mødet med øvrigheden, og de blev enige om at de kun havde tilbage at sable Socialchefen ned, og det ville Hanne gladelig praktisere når lejligheden bød sig.

Hun indrømmede også hun var den anonyme sladrehank der havde meddelt politiet om Oskars vold og spritkørsel, og det gibbede i Svend at hun havde taget det initiativ.

De fik en fantastisk lækker Karry kylling, og rødvinen var en nødvendig del i deres samvær nu de var forenede i bestræbel- serne for at få Socialchefen ned med nakken.

De endte hjemme hos ham, og ikke længe efter kom Erik og ville vide om der var nyt om Ejnar, men der var de altså alle blanke omkring hvad han havde foretaget sig.

Hanne havde nydt hans servicering men besluttede sig nu til at tage hjem, og Svend skulle jo også tidligt op.

Erik fulgte beleven Hanne ned, og Svend hørte senere de var taget op til Erik der stadig var alene hjemme et par aftener endnu.

155 Afsnit 37 Toget var netop ankommet til Københavns Hovedbanegård, og Ejnar der ikke kendte en skid til Hovedstaden, var helt fortabt indtil han fik øje på skiltet.

Han kom op i et hektiske mylder af mennesker, der skyndsomt bevægede sig i alle retninger, så han fandt et sted modsat trapperne, der hvor alle de indkomne tog spyttede de fortravlede menneske ud i en lind strøm, op i forhallen.

Han nåede hen til skiltet, oplysningen, belavede sig på at finde ud af om de kunne hjælpe ham, stod længe og sonderede terrænet.

Han var i vildrede med om det var oplysninger han kunne bruge til noget, for de fleste der gik ind af svingdøren havde en togbillet i hånden, og de stod alle og viftede med den, mens kæften gik på dem lagde han mærke til.

Han gik lidt rundt og hans indtryk var at mange af dem der lignede nogen der skulle med et tog, i virkeligheden var nogen der brugte stedet som opholdsstue.

Han havde fulgt et par store knægte et stykke tid, vel på alder med Per, og de kontaktede voksne, som regel ældre mænd.

Han var overbevist om de tiggede, for de modtog af og til en mønt som de behændigt stoppede i en lomme i deres flagrende benklæder.

Han fulgte dem længe for at se hvad de skulle senere, for de kunne vel ikke stolpre rundt der hele dagen.

Der gik det meste af en time, og de tiggede stadig, og nu havde den ene af dem observeret at han holdt øje med dem.

I starten lod de som om de var ligeglade, men de tog røven på ham, overraskede ham da de var drejet om hjørnet ved Kino grafen, hvor de stod klar da han fulgte med rundt i svinget.

Ham der havde set ham an, tog ham i kravetøjet og ville vide hvad fanden han var ude på, for de fandt sig ikke i at blive udspioneret.

Han blev ikke bange lige i starten, men da kammeraten hviskede til ham der havde fat, at de kunne trække ham med udenfor og smadre ham, begyndte han at stamme.

Prøvede at forklare at han var taget til byen fordi han ledte efter hans far.

Den mest aggressive af dem grinede skadefro, plagierede hans undskyldning, ledte efter hans far, hans bare røv du, den kendte de godt, ikke Sivert?

156 Nu grinede de synkront, mens den skrappe af dem slækkede på grebet, og de blev enige om at han nok ikke var så farlig som de havde anset ham for i begyndelsen.

Men de ville vide hvor hans far så var henne i verden, for det var altså en stor by, og der var langt til alt, ikke Sivert?

Han havde slubbet taget helt, og Sivert gav hans ven ret, jo Allan.

Og nu han vidste deres navne, ville de vide hvad han hed.

Ejnar måtte til det, og de skreg af grin da de hørte hans sagte men hørlige pip i larmen der summede konstant, Ejnar, og de fik grineflip igen.

Ejnar kopierede Allan skingert, med et noget sofistikeret stemmeleje, og så grinede de igen, larmende.

Allan begyndte at skubbe ham mod udgangen, men uden at vise magt, bare ledte ham ud til pladsen hvor taxis i flere baner satte passagerer af.

Sivert, mon det var et dæknavn, tryllede en pakke Eiffel op af inderlommen og tændte 2, gav Viggo den ene, og så gloede han på Ejnar med hans gennemborende blik, bød ham en, og da han nikkede, tog Ejnar mod den han havde tændt.

Han fulgte automatisk med da de konspiratorisk begyndte at gå langs den dybe banegrav, der hvor togene åbenbart passerede under, og da han stillede sig op og glanede, ville de vide om han var en ”Hill Billy”.

Ejnar var uforstående, ”Hill Billy”, hvad for en størrelse? Bonderøv du, det er det, det betyder, slet og ret bonderøv, og Ejnar grinede solidarisk med dem over hans egen uvidenhed, bonderøv, haa.

De havde uden hans vidende om hvor de skulle hen, eller hvor de i det hele taget var, kommet frem til en stor bygning der reklamerede med film, en enorm biograf, og Ejnar fulgte nu troligt med, mens de hjemmevandt masede sig i gennem hoben der var forsamlede i den enorme forhal.

Trappen var bred og der var en strøm af mennesker på vej op og ned, men det var ikke der de skulle hen, for Allan hev i ham og trak ham ned i en lang mørk spillehal, hvor larmen fra de enarmede maskiner var enorm.

Der var også et leben af unger i alle aldre der uhæmmet smed mønter i de forslugne enarmede maskiner, men det var åbenbart ikke det der interesserede de 2 ”tiggere”, for han fulgte dem hen til enden af spillegangen.

Her kontaktede de en korpulent yngre mand, der smilende tog om dem, og imens han håndfast gav dem et tag i nakken, stirrede 157 han intenst på Ejnar og ville vide hvad det dog var katten havde slæb med ind.

Allan som havde smøget sig op af mandslingen, forklarede det var en forvildet ”Hill Billy”, som de havde indfanget, for han havde observeret og gennemskuet deres forehavende på stationen mens de havde ”arbejdet”.

Så de havde slæbt ham med så han selv kunne bestemme hvad de skulle gøre med ham, for de turde ikke smide han i banegraven her i dagslyset.

Manden tog Ejnar i nakken med et fast greb, kikkede igen opmærksomt på ham, slap ham og bad de 2 om at sørge for ham, for han kunne godt blive nyttig engang.

Ejnar havde nysgerrigt fulgt de 2 modtage mandens ros, mens de hev indtil flere tegnebøger op af deres store posede bukse- lommer, alle spækket med pengesedler.

Manden gennemrodede dem systematisk, stak sedlerne til sig, ind i overfrakkens inderlommer, og der var mange i den ene, en vældig tyk moppedreng.

Der var 4 at rode igennem, og hver gang han intenst havde set noget han kunne bruge, fik det en tur i en af hans andre lommer, og ubemærket kasserede han resten som han smed i skraldesækken der belejligt stod der.

Ejnars 2 nye venner, for det tog han dem allerede for, fik igen en hånd i nakken af den distingverede herre, mens han roste dem for indsatsen.

Han nidstirrede igen Ejnar mens han nussede videre med dem, og de stod passive og afventede til han slap dem, dykkede ind i en frakkelommen, og så hev han en hundrede krone seddel op og gav dem fri resten af dagen.

Han havde igen fokus på Ejnar, fjernede blikket, koncentrerede sig om Allan som han gav besked om at tage ”bonderøven” med på Slottet.

De var føjelige til de kom op og ud i det klare dagslys hvor de bød på grillmad på den nærmeste grill i varehuset Anva, det lige over for hovedindgangen til Tivoli.

Det var et hurtigt sprint, og de fandt et bord nogenlunde for dem selv i det inderste hjørne, hvorfra der var en fantastisk udsigt til Tivoli.

Ejnar fik besked om at passe på pladserne mens de gik op og bestilte, og det varede en helvedes tid inden de kom tilbage med bakker fyldt med sandwich og masser af pomfrits.

Der blev grinet gevaldigt mens de sultent skubbede ind, og han hørte de 2 konspiratorisk diskutere hvor mange kontanter de mon havde skoret der i eftermiddags mylderet.

158 De talte dæmpet, for der var tætpakket, mest af gamle kvind- folk der ikke holdt sig tilbage med højlydt at skvaldre om alt muligt og ingenting.

Allan og Sivert fik de sidste småstumper fra pomfritbakken indenbords, før de henvende sig til ham igen, og nu var det med besked om at glemme alt om hvad han havde set indtil nu.

Ejnar havde regnet ud hvad der foregik, men han spillede med på legen og spillede uskyldig.

Set hvad? han havde ikke se noget, og så larmede de mens de fik ryddet af, og der var Allan striks, for de måtte ikke skabe for meget opmærksomhed omkring sig.

De indprentede ham visse regler de havde i ganget.

Aldrig råbe og gøre andre opmærksom på de arbejdede, og her grinede de igen hysterisk mens de uhæmmet smadrede hinandens rygstykker med knytnæver mens de sagde ”arbejde”.

Aldrig nævne navne på venner der er med, bruge dæknavne, og han havde jo hørt deres.

Aldrig sladre uanset hvor strengt strisserne afhørte en, for de kunne ikke gøre dem en skid før de var 15, men så røg han også ind, den lukkede, ungdoms fængsel.

De havde det med at grine uhæmmet, og det praktiserede de igen og igen, åbenbart hver gang de var indforstået med noget de pissede af.

Han ville vide hvad det var for et sted de var inviteret til om aftenen, og så var de der igen, men de beherskede sig, for de fik øje på 2 strømer kasketter i mylderet.

Det fik dem til skyndsomt at dreje ned af den første sidegade de passerede, og der stillede Allan sig op og skuede bag en parkeret bil.

Det var den højeste af dem, bekendtgjorde Allan om hans kendskab til den ene af strømerne, og de fik historien mens de fortsatte ned af sidegaden hvor han trak dem ind i en biograf. Grand.

Allan havde en dag været uheldig og var blevet snubbet lang fingret i en butik netop der på Strøget, og de tilkaldte 2 strømere, hvoraf den ene var ham de så, den højeste, og han ville ikke lige frem skilte med han var på den galej igen.

Sivert ville vide hvad der var sket ham, for det var før han var stødt til ”slænget”.

Det var hurtigt overstået, for de havde kun skrevet ham op, fik det han havde neglet konfiskeret, og så løslod de ham, bare sådan.

Han grinede igen ubehersket mens han købte billet til eftermiddags forestillingen her kl. 16, en for Ejnar ukendt 159 film, som viste sig at være spændende nok til han fulgte med.

Allan prajede en taxa på Rådhuspladsen og bad den køre til Gammel Kongevej ved Folketeateret, da de i mylderet fik sig møvet ud på pladsen, og det varede ikke længe før de var der.

De blev sat af ved et stort klods af et forsikringshus, Codan stod der, men de skulle gå et stykke, og imens fortalte de at de aldrig måtte opføre sig støjende når de besøgte Den gamle.

De måtte heller ikke ankomme i taxa, men stå af og gå resten, og så ellers opføre sig civiliseret til de var kommet ind.

Det var et skrummel af et hus på Vodroffsvej, 3 etager med en masse karnapper, og på kvisten tronede et tårn med kopper kuppel.

De benyttede indgangen gennem kælderen, fandt nøglen i det krakelerede murværk, låste dig ind, og huskede at skjule nøglen inden de smækkede døren bag sig så der var låst igen.

160 Afsnit 38 Hanne ankom tidligt fredag morgen, indforstået med at det var dagen hvor hun skulle prøve at få skovlen under de kolleger der ikke havde behandlet Ejnars skriftlige klage korrekt, også nylig orienteret om brevet han ikke havde modtaget.

Hun havde stadig samværet med Svend Konradsen i baghovedet, og havde erkendt at han var en flot mand, selv om hun måtte forstå han ikke var til kvinder.

Hun erkendte også at det egentlig var nok for hende at opleve ham som inspirator til det angreb hun nu skulle i gang med, nemlig at få Ejnar Jensen ud af klørene på forvaltningens snærende bånd, redde ham fra flere frygtelige nederlag, og forhåbentlig finde et ordentlig sted til ham.

Hun var noget fascineret af at Erik, Ejnars bedste ven, som havde erkendt at han var Svends sengekammerat når det kom over dem, kun var 14 år.

Hun var også klar over hun havde været forskånet for kendskab til en masse af samfundets skyggesider, men indrømmede at dem hun nu var blevet bekendt med omkring Ejnars vennekreds, ikke skræmte hende.

Hun var den første da hun kom ned i kantinen, hvor hun fandt flere kolleger fra de forskellige forvaltninger sidde over deres morgenmad.

Det var blevet indført at man en time før mødetid, kunne få en morgenkomplet, og det havde vist sig det var en succes da der ofte var kø ved kassen, og det havde faktisk reduceret syge fraværet.

Det viste sig jo at flere af kollegerne havde svært ved at nå morgenmaden hjemme, i sær dem der var enlige, og dem var der en del af.

Hanne fandt en af hendes bedste kolleger fra skattekontoret, alene, så der slog hun sig ned og fik en snak med hende om de nye skatteopkrævningsmuligheder, og hun var erfaren nok til at lade som om hun var interesseret i så uinteressant et projekt, sammenlignet med hendes mishandlede Ejnar.

Da hun nærmede sig forvaltningens domæne, mødte hun social— chefen, som hilste behersket på hende.

Han ville lige orienteres om hun kendte noget til Ejnars flugt fra Langeland, men der var Hanne helt kold, og undslog sig enhver kendskab, nu hun jo var sat af sagen.

Hun fik sig løsrevet fra hans nedværdigende blik, og var nu endnu mere opsat om at afsløre hans manglende forståelse for sagen, for mage til bureaukrat skulle man da lede længe efter.

161 På vej hen mod hendes domæne, stødte hun ind i Inger Thomsen, hende der havde overtaget Ejnar efter hun var detroniseret.

Hun fornemmede hendes syrlige, god morgen, som et ønske om at hun skulle forsvinde fra hendes åsyn for altid, men Hanne var der stadig, og hun skulle også nok få skovlen under den smatso.

Da hun endelig kom ind til morgenmødet, var hun lidt sent på den, og det var helt bevidst.

Der var en mærkelig stemning, og hun nåede at opfatte Aksel havde været i gang med at fortælle om Ejnars nye springtur.

Hun fokuserede på chefen, tog mod til sig, bad om deres opmærksomhed, for hun havde en vigtig detalje omkring den sag Aksel var ved at misinformere dem om.

Indledte med, at ifølge socialloven var det deres forbandede pligt at varetage klienternes nedture bedst muligt, i sær når det drejede sig om uskyldige børns rettigheder.

Hun skiftede fokus til kollegaen Inger, der stod med hendes syrlige smil, men det skulle ændre sig.

Aksel havde tabt skuffen, stod forstenet og lod Hanne videre give hendes dundertale om hans manglende indsigt omkring sagens kerne.

Hanne holdt en kunstpause, det som hun havde lært på kurset, i sær hvis de skulle pådutte deres klienter at lytte til deres præken.

Så orientere hun dem om Politiets afhøring af Svend Konradsen, en afhøring der var foranlediget af socialchefen, og som var endt med at Politiet ville iværksætte en

undersøgelse af plejefaderen på Langeland, hvor der var fældende indicier der beviste at Ejnars klage var mere end berettiget.

Hun fastholdt imens Chefens kolde blik der hoverende bibeholdt hendes, men det krakelere noget, da hun berettede om den sidste kovending omkring Svend Konradsen.

At politiet havde opgivet enhver undersøgelse af urent trav, det som Aksel Jørgensen havde håbet på ville detronisere Svend helt, kom noget bag på Aksel, bemærkede Hanne opmærksomt.

Hun var nu varmet op, fyrede den sidste brøler af om hvad de ansvarlige i sagen havde foretaget sig, og det makværk de alle havde begået.

Hun stod faktisk og orienterede hendes chef om at Svend havde i sinde at melde hans svigt til selvsamme politi, den etat som chefen havde troet ville få Svend ned med nakken.

Hun standsede hendes talestrøm, men bibeholdt hendes faste blik, og registrerede en vis sympati fra et par af de kolleger 162 der ellers aldrig blandede sig i socialchefens dispositioner. Men nu stod de med smil på og nikkede til hende, mens hun direkte detroniserede chefen for åben skærm.

Nu trådte Aksel i karakter, stillede sig hovent op, prøvede at forklarede sig ud af miseren, proklamerede at de ikke kunde handle anderledes ud fra de informationer de havde haft på det givne tidspunkt.

Og så forlangte han en Forklaring på hvor Hanne havde alle sine påstande fra, for det var jo ikke andet end gætterier, hun var jo sat af sagen.

Hun afbrød ham skingert, anklagede ham for slet ikke at have taget sagen seriøst, set på den professionelt, og det var der det hele havde taget den famøse drejning.

Så nu stod de igen med en bortløbet dreng ingen vidste hvor befandt sig.

Hun fik også lige orienteret om at den voldelige plejefar havde tilbageholdt breve som Ejnar skulle have modtaget, og Ejnar havde personligt set de var afleveret af posten, hvilket Svend var blevet informeret om, telefoneret ind af Ejnar før han igen rømmede.

Og så gav hun ham nådestødet.

Når de nu havde været så amatøragtige at melde den eneste der havde stået bag Ejnar, meldt ham til politiet, så var der vel ikke noget at sige til at Svend Konradsen havde sat hende ind i sagen, og hun havde for øvrigt selv henvendt sig til ham.

Hun sluttede af med, at uanset om han, Aksel Jørgensen, social chefen i kommunen, snakkede fra nu af og til næste lønudbeta- ling, så kunne han ikke snakke sig ud af den fiasko han havde ansvaret for.

Hun stoppede sin svada med at de havde andre vigtige ting at foretage sig i forvaltningen, men mente samtidig at det var meget vigtigt at finde Ejnar hurtigst muligt.

Han var jo i en udsat situation netop nu, fordi han havde mistet troen på at der var nogen der havde hans fulde tillid.

Hun bad kollegerne om at gå i gang med dagens arbejde, for de havde jo meget andet at se til.

Hun havde set ud over gruppen, de 8, de var, mens hun sluttede med sin høje stemmeføring der gik tydelig i gennem til de lyttende kolleger.

Stod nu og fasthold Aksels tavse sammenbidte grimasse, og det undrede hende at hun overhovedet ikke havde fået kommunal- direktøren at høre, og den pædagogiske konsulent havde kun stået og kikket ned på hendes nye højhælede sko, dem Hanne kunne se gnavede i hælen, hvad frydede hende.

163 Afsnit 39 Oskar var kørt om morgenen som han plejede, havde selv stået for pakning af køretøjet, var jo nød til det efter Per var hjemsendt til hans far i Slagelse.

Oskar havde overtaget og selv klaret pakkeriet før, for Per havde sjusket en morgen og undladt at læsse efter pakkesed- lerne, så han havde stået i Nyborg uden de 5 kasser roulader de skulle have, og sådan var det bare gået der ud af da han nåede til Svenborg og manglede hele molevitten til de sidste 3 købmænd.

Han havde haft lyst til at smække ham nogen på skrinet da han kom hjem, men sidst han havde gjord det, havde Per været for- hindret i at gå i skole i 4 dage, og endda var det lige ved at gå galt, for striberne han havde fået på ryggen, kunne tydelig ses da han skiftede til gymnastik, især badet bagefter.

Han måtte også selv sørge for morgenmaden, for Grete var endnu på flugt hos hendes forældre, med Hans på slæb.

Han havde dog stadig Niels at tage sig af, men han var så stor at han selv kunne komme op og tage i skole, og det var også ham der købte de mest nødvendige ting ind, bl.a. til morgen- maden.

Middagsmad var der nok af i frosten, for Grete havde været en knag til at lave rigeligt hver gang hun stod i røg og damp, og når hun nedfrøs i portionsposer, var det altid tydeligt mærket med en tusch.

Han var ikke klar over hvad der var blevet af Ejnar, for de par dage siden han havde meldt ham for hærværk og tyveri af de penge der ikke havde manglet, havde han ikke hørt hverken fra forvaltningen, eller den lokale betjent.

Han var kommet senere af sted end han plejede på hans fredags tur den morgen, for han havde været nød til at skifte forhjulet på den satans gamle møgspand før han kunne komme af sted, og det havde taget det meste af en time.

Fredag var det sydlige Fyn, med start i Ringe, småbyer op mod Middelfart, og så bare ned langs kysten, og hvis han var heldig fik han læsset det sidste af i Svendborg ved 5 tiden.

Det holdt ikke, for han måtte ind på et værksted i Fåborg og få montere en ny slange i det forbandede reservehjul han havde skiftet over til, for det tabte også luft.

Han havde været ved at køre i grøften på det smalle stykke før Millinge, svedte endnu efter chokket, så han havde været nød til at køre langsomt de sidste 10 kilometer før han nåede ind til dækcentralen.

164 De havde godt nok slangen på lager, men var ved at skifte alle dæk på et stort monstrum af en møgtraktor, men nu var han på vej, sent på den af helvede til.

Han havde fået sin ration af Elefanter, følte sig ikke fuld, men vidste at hvis han en dag kørte ind i en patrulje og skulle blæse, så kunne det godt blive kriminelt.

Det var den satans hovedpine der havde plaget ham i mange år nu, og hvis noget skulle have skylden for hans opfarende humør, var det den.

Han havde fået Dr. Gram til at udskrive de stærke Ketoganer så han havde til lang tid, og pillerne tog da noget af smerten, men virkede ikke så længe mere, så han åd dem efterhånden som slik.

Grete vidste ikke noget om det, andet end han havde dem i til- fælde af at hans gamle rygskade brød op igen, erhvervsskaden af de mange år ved rattet, men det var længe siden han havde mærket noget til den.

Han havde læsset de sidste kasser af hos de 4 små købmænd i Svendborg, havde fourageret et par Elefanter mere, og han hev kapslen af den sidste da han havde passeret Siø, på vej ind i Rudkøbing.

Da han drejede ind på gårdspladsen, lurede han noget på den gamle Volvo 240, herregårds modellen, var i vildrede med hvem han kendte der havde sådan en vogn, men blev klar over det da han kom ind i køkkenet.

Der sad Landbetjent Sivertsen over en kop kaffe, sikkert noget Niels havde sørget for, men han var der ikke.

De kendte da hinanden, ikke socialt, men når der var et eller andet arrangement i byen, var det Sivertsen der gav tilladelse til afspærring af en vej, eller lignende.

Han var da spændt på hvad der bragte Sivertsen ud så sent en fredag, for så vidt han lige huskede på, var der ingen arran- gementer i klubben i weekenden, men tanken om at det kunne have noget med Ejnar at gøre, strejfede ham da inden de formelt fik hilst på hinanden, med håndtryk og det hele.

Oskar kom i tanke om hans ånde sikkert var gennemtrængende, men erkendte det var for sent, for Sivertsens næse havde vibreret ved nærkontakten under håndslaget.

Det viste sig at det var grunden til hans sene besøg, for socialforvaltningen, Sivertsen stod lidt og søgte efter navnet på byen, men fortsatte så, den kommune hvor Ejnar kom fra.

De havde altså ringet og bedt politiet om at kontrollere om han kørte i beruset tilstand, og havde så bedt ham om at tage affære.

165 Han holdt en pause mens han stadig stod med vibrerende næsebor, mens Oskar prøvede at bortforklare det med han lige havde åbnet Elefanten lidt ude af vejen, og først havde drukket det sidste inden han svingede ind på gårdspladsen.

Sivertsen havde stået sindigt og lyttet til denne velbrugte undskyldning, men han var for gammel i gårde til at lade sig dupere af muligheden om at det godt kunne være

sandt. Kollegaen der havde ringet ham op, havde også pointeret at der var stærke indicier på at Oskar var voldelig mod plejebørnene, og Sivertsen var jo vidende om at Ejnar var deserteret for nu et par dage siden.

Så han måtte til det, og fra en af hans uniforms lommer trak han den velkendte alkotest frem.

Oskar blev bleg, for den havde jo ikke fået for lidt efter Svendborg, og der var da også røget de 2 ned efter hjulskiftet på værkstedet i Fåborg.

Det undrede ham nu han stod der og skulle blamere sig over for denne gamle landbetjent, at han slet ikke havde set noget til Niels, og han nåede at spørge Sivertsen om hvem der havde lavet kaffe til ham.

Sivertsen forklarede med sin drevne stemme, at det var Niels, og de havde haft en lille sludder sammen.

Nu måtte Oskar jo ikke misforstå det, for der havde ikke været tale om noget forhør, men han ville jo godt vide hvor Grete var.

Så lille Niels havde fortalt at hun var på besøg hos hans Mormor og havde taget lillebror Hans med for et par dage siden.

Sivertsen stod stadig mens Oskar ikke havde flyttet sig fra stedet hvor de havde håndet før, og nu fortsatte Sivertsen uden Oskar fik sagt mere til hans forsvar.

Så ser du Oskar, han havde også fået ud af Niels at han havde en god kammerat han kunne sove hos i nat, for det ville ikke være fær over for ham, at han skulle opleve hvad de nu skulle til, så han tog af sted efter han beredvilligt havde lavet en kande kaffe til ham.

Niels havde også ringet til hans mor i Assens, og hun skulle være på vej, sikkert snart hjemme.

Nu havde Sivertsen alkotesten klar, så han bad Oskar om at puste, og han blev slap i knæene og måtte sætte sig, men han slap ikke.

Da han havde brugt 3 forsøg, kikkede Sivertsen på klokken og fremsagde den velkendte melodi.

Klokken er 18.50, og Aksel var anholdt for promillekørsel.

166 Afsnit 40 Ejnar var på vej ind mod Rådhuspladsen, huskede vejen fra dagen før da han havde kørt i taxa sammen med Allan og Sivert, og det var fredag i dag, hvor alle offentlige kontorer havde åbent.

De havde hjulpet ham i går aftes, anvist ham stedet hvor de måske kunne hjælpe ham, folkeregisteret på selve Københavns rådhus.

Han havde følt det mærkeligt i starten da de var kommet ind i den røgfyldte kæmpestue, hvor et enormt bord fyldte den ene ende, med plads til 2o i hvert fald.

Det måtte være en stor familie der skulle bespises der, men han fik syn for sagen senere efter de havde ladt ham alene.

Sivert plantede ham i en kæmpe læderstol, pressede en vand i hænderne på ham, og så fik han ellers lejlighed til at obser- vere hvad der skete omkring ham.

De havde ikke siddet ret længe før den distingverede herre fra Palads biograferne, i fuld dress, tronede ind og påkaldte sig deres opmærksomhed uden et ord.

Han begyndte at tømme lommerne for kontanter, fiskede indtil flere stakke sedler op af hans fyldige inderlommer og gjorde kassen op. 2.800 kr. og det var bare fra i dag fik han at vide af Sivert da de ved sengetid fandt sammen på et af værelserne oppe under loftet.

Her lå der 7 på stribe, hvor de to havde okkuperede det ene, og hvor Sivert smed en madras mere på gulvet, beregnet til ham for natten.

De var altså gemene lommetyve, og havde holdt til i villaen i flere måneder, pjækket fra skole, og var helt sikkert efterlyst hvad Ejnar havde fortalt han også var.

De havde selvfølgelig været nysgerrige og spurgt ham om hvad han var for en ”Hill Billy”, og da han havde bekendt klør, fortalt om den satan til plejefar, fandt de frem til de kunne stole på ham.

Herremanden havde altså lommerne fyldt med pengesedler, og da han havde talt dagens høst op, fik de to venner et par tikrone sedler hver, og de blev ellevilde og ville i byen og sprede dem for alle vinde med det samme.

Men her stoppede Herremanden deres iver, beordrede dem til at tage den med ro, og vente til lørdag, for han kendte godt det når to knægte gik amok med penge, og hvor folk omkring dem blev nysgerrige.

167 Så var det nemlig det kunne gå galt, og de skulle ikke have noget med politi involveret i deres forretninger her, vel.

Her satte han en noget skrappere stemmeføring ind, og der blev ro i slænget der fandt ordren bydende nødvendig.

Der havde kun været en yngre mand til stede da de var dumpet ind, men ham havde de to fuldstændig overset, ladt ham sidde i fred og ryge på den enorme cigaret, lang og tykkere i den ene ende.

Ejnar havde da set bygningsarbejdere stå og rulle smøger i pauserne de tog sig på stilladserne, eller hvor de nu arbejdede, men ”Børger” som den han sad og pulsede på, det var helt yt.

Han fandt også lugten helt forskellig fra hvad han huskede, men det var måske Tyrkisk tobak, det han havde hørt havde en stærk lugt, hvad Erik havde forklaret ham en aften de havde røget i kælderen.

Den unge mand sad også og så underlig ud, fuldstændig som om han med lukkede øjne var ved at falde i søvn hele tiden.

Herremanden fik Herbert vækket, fik ham ud af hans sløve tilstand da han havde gjort kassen op.

Bad ham sørge for kokken kom i gang og fik maden på bordet, og gerne i dag kommanderede han, for han var sulten af helvede til.

Herbert rettede sig op i stolen, missede med øjnene og makkede ret, men da han ville forsvinde med røgpinden, blev han bedt om at aflevere.

Herremanden begyndte febrilsk at ryge på den i voldsomme inhaleringer, flere efter hinanden uden at puste røgen ud efter hvæset.

Det var hvad snotnæserne kaldte at slamsuge, og det var kun nassere der kunne finde på det, så de fik som regel lov til for fremtiden at købe deres egne.

Herremanden havde ikke hverken hilst på Ejnar, eller på anden måde ladet sig inspirere til at se ham an, men nu viftede han med resten af smøgen, mens Ejnar bare rystede på hovedet.

Sivert sprang op, overtog skoddet, og da han havde delt med Allan, sad de og lignede søvngængere med deres brede smil klistret til deres søvnige udtryk.

Havde han det selv lidt underligt? var blevet ualmindelig tung i kroppen, og stemmerne han hørte, kom lige som –langt- væk - fra- og med ekko i bølger.

Han syntes også hans to venner ændrede udseende jo mere han fokuserede på dem, havde ingen anelse om hvorfor tingene skete 168 som de gjorde, men han var altså blevet skæv uden viden om hvad det indebar, eller hvordan det skete.

Han sad længe, sløv, og da han endeligt rørte på sig, var det hele i slowmotion, og lydene fulgte slet ikke med når han observerede nogen gå hen over gulvet.

Pludselig gik de to fløjdøre op, og ind væltede en vogn belæsset med service, og på toppen af det hele, fade med smurt smørrebrød, nok til et helt kompagni sultne fattigrøve.

Et par unge mennesker kom i kølvandet på kokken der ihærdigt synliggjorde madorgiet, og de begyndte at anrette bordet med hvid dug og hele svineriet.

De to ny ankomne havde været i huset før Ejnar ankom, for de aflagde beretning, fortalte hvor mange penge de havde lavet, og hvad der var afsat i løbet af dagen.

De fremtryllede en stak sedler som Herremanden ikke engang talte, inden han lagde dem oven i den der lå i forvejen.

Han havde skævet til Ejnar i små glimt, havde registreret hans nysgerrige interesse, og nu henvende han sig til ham.

Fortalte at han stolede på alle der var tilstede, og hvis Ejnar troede der forsvandt noget fra hans hus han ikke vidste noget om, så måtte han revidere opfattelse.

Ja fortsatte han sin enetale, de kunne godt gå til bords, han skulle lige ind til husalteret med dagens pulje, og så forsvandt han ud af en dør Ejnar næsten ikke havde lagt mærke til tidligere.

De andre snakkede dæmpet, og hans to bekendte havde været ude og vaske hænder mens de grinede fjollet over ingen verdens ting.

Ejnar blev bedt om at rette på den antagelse at man bare gik til bords her, nej nej, man skulle ud og glo i spejlet, og gerne have vasket de værste pletter af fra synlige steder, og rettet på parykken.

Så Sivert viste ham hen ad gangen til et kæmpe badeværelse med kar til mindst to.

Herremanden kom tilbage, hvor ingen endnu havde rørt fadene med det højt belagte smørrebrød, men de havde arrangeret sig.

Han havde besvær med at arrangere sin store stofserviet, men blev hjulpet af Sivert, og nu var han næsten frisk igen, sulten, for han havde kun spist den flade burger i Anva hele dagen.

Så var der orgie, men med en vis disciplin der styrede udvælgelsen af de mange flotte anretninger, og der var ingen tumult selv om der var to der ville havde det samme stykke.

169 Der blev snakket, dæmpet, om dagens højdepunkter, og Herbert kom ind på den lokalitet der var drevet forretning fra hele ugen.

Den omtalte unge mand blev nok nød til at skifte destination, for et par forretningsdrivende var begyndt at skæve til ham der hvor han havde stået i Jorcks passage.

Der havde jo været mange de par timer kunderne vidste de havde at handle i.

De skulle jo gerne have spredt information om hvor han var i næste uge, som herremanden selv var inde over, om han selv havde fundet et velegnet sted?

Herbert sad bare imens og smaskede højlydt, orienterede om han havde ladet rygtet løbe til kunderne allerede i dag om at han fra i morgen ville stå på Nørrebros runddel, men inde ved Gartnernes halvtag på selve kirkegården.

Der var ingen på arbejde de dage han ville bruge det skjul, men fandt sikkert noget stationært snart, for han var træt af at fløjte rundt til nye salgssteder hver anden dag.

Herremanden gav ham frie hænder til at disponere, men huskede ham på lige at give kunderne besked, for ellers søgte de jo forgæves med risiko for de begyndte at handle andre steder.

Det blev ikke diskuteret mere, men nu var det Ejnars tilstede- værelse der stod på tur, for Herremanden havde fokuseret på ham i lang tid havde Ejnar bemærket.

Hvad skulle de så gøre med ham den lille der, han var jo ikke så gammel, og de havde ikke brug for amatører til at lette de gamle grisebasser for deres velstoppede tegnedrenge.

Det fik de to der her var blevet rost til at grine behersket, og Herremanden grinede med, ville vide om Ejnar definitivt var stukket af fra plejefamilien, hvad han nikkede ja til mens de havde øjenkontakt.

Ejnar fortalte spagt at han var meget opsat på at opsøge sin far, men han vidste ikke hvor han boede, men muligvis kendte hans arbejdsplads.

Ejnar måtte igen til fadet, fortalte han ikke var helt sikker på han var der endnu, men han ville da prøve i morgen, men helst finde ud af hvor firmaet havde til huse.

Da de havde spist og de voksne havde taget deres vin med fra bordet, gav Herremanden besked til de to, at Ejnar skulle installeres sammen med dem, og de måtte hellere ordne det med det samme, for de skulle i biffen, den store på Gamle Kongevej, lige om hjørnet.

170 Ja-hu var reaktionen mens de trak af med ham, op af alle trapperne til det loftværelse hvor de havde etableret sig.

Der var kun madrasser på gulvet, ingen skabe eller kommoder, men i stedet gamle ølkasser hvor de opbevarede deres tøj og de få ejendele de ellers var i besiddelse af.

De skulle til 7 forestillingen, havde travlt men nåede det hele, og da de kom tilbage fra biffen, holdt Herremanden lige et husmøde om hvad de unge skulle arbejde med næste dag.

Herremanden skævede igen til Ejnar, gav ham lov til at blive boende, for han regnede med at han var loyal og kunne holde kæft med hvad de foretog sig.

Ejnar blev glad og takkede ham, og så forklarede han videre at de to knægte, som han kaldte dem, skulle arbejde på Frederiks- berg lørdag aften, og Ejnar kunne deltage og tage med.

Ejnar så de to smile konspiratorisk til hinanden da Herreman- den sagde arbejde, og de gav ham ok fingeren.

De havde fået en af de underlige cigaretter med fra spisestuen, og efter de havde været i bad, alle 3 under den samme bruser, listede de sig op under taget hvor de fik ild i Jointen, som de fortalte Ejnar den hed.

Nu var der ingen tvivl om at Ejnar var en ”Hill Billy”, for han havde ingen kendskab til det euforiserende stof Canna- binol, Hash, eller Cannabis Sativa som det hed på latin.

Det havde også en masse dæknavne fik han at vide, og mens de sad og pulsede, skiftevis, fik han en af sine egne tændt.

De havde været så fornuftige at åbne loftlemmen op til tag spærene, for han måtte ikke blive for skæv, forklarede de ham, for selv om han ikke røg på den, indvirkede den ved at han inhalerede deres røg, altså blev han passiv skæv.

De havde da de begynde at ryge tjald for nogle år siden, haft det frygteligt lige i starten, med hallucinationer, og havde senere mareridt hvor de oplevede at blive fanget af myndig- hederne, så de vidste hvad han skulle i gennem hvis han tog den store tur på en gang.

De blev sjove, og da lyset blev dæmpet og de havde smidt underbukserne, begyndte de at kæle med hinanden.

Han blev inviteret med til en gang skøn gruppesex, og efter de havde smidt deres inde trængte sæd, fortalte de ham at det var det de skulle i morgen aften i en stor ville.

Der havde Pondus, som Bossen hed, masse pule aften, hvor en gruppe bøsser mødtes og havde gruppesex mens kameraerne snurrede.

171 Selvfølgelig skulle han også deltage, for der var masser af penge i det.

Ejnar havde det som i spisestuen, følte enorm glæde ved Siverts behagelige hænder der var overalt på hans liderlige krop, og han fik ham op i det høje leje igen, da han gav ham et blow job til.

Det sidste han registrerede var Sivert der lå i arm med ham og hviskede at han helt sikkert ville bringe lykke i morgen hos de liderlige bøssekarle.

172 Afsnit 41

Svend lukkede op da det ringede på, håbede det var Hanne, for han var spændt på hvordan hun havde klaret at få skovlen under de platugler der havde mishandlet hans dreng.

Ham han var kommet til at holde så meget af, Ejnar, ham som havde været så meget i gennem, og som skulle skånes for flere af de røvture platuglerne på kommunen stadig havde tænkt sig at udsætte ham for.

Det var Erik, men han var lige så velkommen og fik en krammer da de havde lukket døren ud til trappen, hvor emsige Klausen netop passerede.

Svend havde haft en anstrengende dag, for hans lift havde haft svært ved at tage turen ned til niveau, så han måtte bruge ekstra tid på at bringe varerne videre med håndkraft, ind til butikkerne.

Han havde prøvet alt, men der var ikke noget at gøre, så han havde haft forbandet travlt, og havde fået sved på panden. Heldigvis havde nogle af rengøringsfolkene et par steder hjulpet ham, så han var kun en time forsinket det sidste sted, og de bandede og svovlede da på plejehjemmet som stod og manglede varer til morgenanretningen.

Han havde aldrig været ude for at hans Bedford havde skabt problemer i de 3 år han havde kørt den, så han sparkede den hårdt på alle hjul inden han forlod den på værkstedet.

Det havde han lært af en gammel kollega med erfaring fra mange års kørsel med gamle møgspande, for overtroen mente det hjalp så det ikke skete mere.

Han fandt ud af at han ikke gad at lave lasagne, så da han kom forbi centeret, besluttede han at bestille bord, men da den smalrøvede ikke var at se, droppede han det.

Der havde været mange i supermarkedet, men han kom igennem og fik slæbt de 2 poser op på 2 sal og gjorde klar til bare at sætte den i ovnen.

Det var det Erik indsnusede da de havde kysset færdig, så han skulle ud og se hvad de skulle have, og da han så hans arran- gement, kunne han ikke lade være at komme med en kommentar om at Svend havde fået inspiration af den smalrøvede Italiener.

Svend forklarede at han altså kunne lave mad før han havde lært ham at kende, og for øvrigt regnede han med at hans ville vinde i en blindsmagning, så bare vent.

Der blev ringet på igen, men Svend nåede ikke at reagere før Erik var stæset ud og lukkede Hanne ind.

173 Hun så godt ud, og hendes humør fejlede heller ikke noget mens hun smilende tog imod Eriks omfavnelse, som han gjorde det svært at slippe ud af, så Svend kunne ikke komme til.

Han fik overtøjet af hende, fik gang i ovnen, huskede at sætte uret, for det var jo sket tidligere han havde haft en god ven på besøg og glemt tiden, mens de havde været i gang med noget kispus, vandret.

Han havde tænkt sig at dækket bord i stuen, fandt glas frem til vinen der stod tempereret ved ovnen, og så satte de sig for at høre nyt fra Hanne.

Det kan nok være der blev grinet efterhånden som hun lidt dramatisk gengav socialchefens attitude, da han følte hans autoritet skred under ham, og da hun kom frem til hvor den pædagogiske konsulent, Gertrud Johansen, havde stået og gloet på sine sko der gnavede hende, lød deres latter befriende.

Svend var lidt i vildrede med om det ikke var hende der havde anklaget ham for direkte at have haft seksuel omgang med Ejnar, og det var jo tilfældet, altså at det var hende.

Erik var der straks om der dog ikke havde været noget om det, men der stoppede Hanne ham, Ejnar, han var trods alt kun 12 år.

Erik kom ikke ind på det mere, for han var sig bevidst om at der trak Hanne nok grænsen for tolerance, og han vidste jo også at selv hans og Svends forhold officielt var kriminelt, såå.

Uret ringede, og man kunne også lugte at der var gang i den, så Svend strøg ud, fik organiseret salaten fra køleskabet, med løse majs og små stykker avocado i en fed dressing med masser af revet hvidløg i.

Han fik hjælp af Erik som lige skulle have en krammer af Svend inden, og i deres hede favntag, blev de afbrudt af Hanne som Svend inddragede i krammeturen.

Hun havde aldrig brudt sig om de mennesker der i frigjorthedens hellige navn absolut skulle manifestere sig ved næsten at mase dem de hilste på til plukfisk, men med de to venner hun mente at have fået her, var det noget andet.

Mere intimt nu hun vidste de var åbne bøsser, og havde været i seng sammen, selv om der var så stor alders forskel mellem dem.

Mens de spiste frittede Svend hende til at fortælle om sig selv, men selv om hun følte sig i godt selskab, var hun meget i mod at udlevere sig.

Men hun måtte til det, for hun kunne jo næsten ikke undslå sig nu hun var informeret om dem, næsten i detaljer.

174 Hun var i gang, startede med hendes barndom på Give egnen, hvor de boede på et lille husmandssted.

Der havde været langt til alting, og skolen var et par enkelte skolestuer ved præstegården, indtil hun startede i 6 på den kommunale i Give.

Det var der på landet hun havde stiftet bekendtskab med de elendige sociale forhold der ihvertfald havde været i samfundet på den tid.

Hun holdt en pause og brugte den til at tænke over om hun skulle udlevere sig helt, men hun afledte med at rose maden og skålede med dem.

Hun havde lagt mærke til at Erik havde lyttet intenst, og hun havde på fornemmelsen af at han var mere end bare almindelig nysgerrig omkring hende som person.

Hun havde også spekuleret på om så ungt et menneske var færdigudviklet til at blive det ene eller andet, og her tænkte hun på hans seksuelle oplevelser han havde med Svend.

Men det kunne jo være han senere hen blev gift, selv om han stadig kunne elske med en af sit eget køn, det vidste hun da forekom.

Hun indrømmede at han påvirkede hende enormt med hans åbne sind, fuldstændig falbød sig, gav sine smukke vibrationer til alle, og så krævede han intet til gengæld.

Forleden aften da de også havde været samlet netop her, var de gået samtidig, havde stået lidt og talt om hans relation til Ejnar.

Der havde han også givet hende en krammer, i mørket, og det havde fået det til at gibbe i hende.

Var noget rystet da Erik havde trykket sig til hende, for hun mente hun mærkede hans erektion, men det kunne have været effekter i hans lomme.

Hun erindrede tilbage til en aften for nu mange år siden, hvor de unge fra egnen havde været til deres ugentlige missionsmøde i forsamlingshuset.

Hun havde været den sidste troede hun, for de andre var kørt da de skulle andre veje.

Hun havde været ved at sætte lygten på, da Egon tog fat i hende, bagfra, og hun var blevet meget forskrækket, men vidste at han normalt var et godmodigt brød.

Egon mente at hun frøs, og så var det store brød kommet bagfra og taget om hende for at varme hende.

Det havde været meget akavet i starten mens han hænder havde æltet hendes bryster, men da han havde drejet hende rundt, og han havde presset sig mod hende, blev hun betænkelig.

175 Han blev ivrigere, og i mens følte hun hans lem vokse til uanet størrelse, følte den gennem hans bukser, mens han begyndte at rage inden for kjolen, hvor han fik hans hånd ind under elastikken og bare brutalt hev hendes trusser ned om ballerne på hende.

Mens han holdt hende med den ene arm, havde han fået sit lem ud, og nu stønnede han og fik kontakt til hende og havde presset sig hårdt og brutalt ind uden at tage hensyn til hendes gråd.

Hun havde opgivet at kæmpe i mod, for han brugte nu begge hans store hænder til at holde hende, og det var nytteløst.

Da han gispede og blev ivrigere, vidste hun at det var sket med hende, for han fik udløsning, og hun mærkede hans lem give sæden fra sig i lange hidsige stød mens den udvidede sig i takt med han tømte sig.

Han havde også været brutal efter voldtægten.

Hevet sjoveren ud og havde tørret den af i hendes kjole, og truet med at slå hende ihjel hvis hun så meget som snakkede om det til nogen.

Han havde bare taget hans cykel og var kørt, efterladt hende ulykkelig tilbage.

Hun var taget hjem, og heldigvis havde hun værelse i den ombyggede stald hvor der i gamle dage havde været karlekamre, så forældrene havde ikke set hendes forgrædte ansigt.

Hun var heldigvis ikke blevet gravid, for hun havde fået sin menstruation et par uger senere, men siden havde hun ikke oftere haft mod på at tage til Missionsmøderne.

Hun havde søgt på en efterskole for unge fattige piger fra landet, uden om hendes forældres vidende, og det var der hendes interesse for de sociale tabere var modnet.

Hun blev afbrudt i den tungsindige tankebane, vækket af Erik der havde set hendes pludselige triste refleks der var kommet over hende, mens han snappede med fingrene foran hende.

Hun havde været væk et øjeblik, og Svend grinede højlydt af hendes konfuse undskyldning, noget hun ofte blev mindet om på kontoret.

Hun kom ikke ind på mere om hendes løbebane, andet end hun var taget fra den lille flække.

Kom til Brande og blev uddannet socialrådgiver, mest fordi hun kunne lide at beskæftige sig med mennesker, og derfor sad hun nu her og spiste Svends pragtfulde måltid i de to venners selskab.

176 Afsnit 42 Oskar fandt selv hjem de 3 kilometer på gå ben, efter han havde afgivet blodprøven, og Dr. Gram som også var hans huslæge, havde skældt ham huden fuld.

Havde fortalt ham det ikke var for sjov han havde advaret mod at indtage alkohol når han tog sine ketogan, men han havde åbenbart ikke hørt efter.

Ikke nok med han havde en spritdom hængende over hovedet, men de kunne sikkert også registrere overforbruget af medicinen, og det gav ekstra straf nu han var erhvervs chauffør.

Sivertsen havde bedt ham om at skrubbe af, og han kunne regne ud at hans dage var talte, for Sivertsen havde inddraget hans kørekort.

Men han havde udfærdiget et midlertidigt som han kunne regne med ville blive konfiskeret hvis blodprøven blev analyseret til de 1,8 promille han havde blæst den til tidligere.

Han kom hjem til et tomt hus hvor han ikke havde lyst til at være.

Havde på turen gennemtænkt hvad der netop lige nu hang over hans hoved, og havde fundet frem til at det hele ragede ham en papskid, nu det var kollapset.

Han havde stadig et par Elefanter i kassen som han lige så godt kunne tylle i sig, og han var også i besiddelse af et halvt glas Ketogan, såå.

Han fik hætten af flasken og skyllede hjemmevandt det halve i sig inden han registrerede den velkendte motorlyd fra Transitten, kvasende sig gennem gruset, det grus han havde bedt Ejnar om at ondulere hans første mandag morgen.

Han havde altid når de havde fået en ny uvillig knægt, tyret dem fra starten, og havde som regel fået magt over dem, men nu sad han her og filosoferede over om han havde gjort noget forkert.

Det var jo med ankomsten af Ejnar det hele var ramlet ned over hovedet på ham, men han havde ikke fortrudt sin pædagogiske behandling af de uvorne drenge.

Der var jo en grund til de var blevet overdraget i hans varetægt, og metoden havde jo også vist sig at have båret frugt, disciplineret de uvorne unger.

Der var godt nok det med Grete der nogen gange havde opponeret over hans metoder.

Men hans far havde jo selv praktiseret metoderne over for dem, brødrene og ham, og de havde jo virket, metoderne, for han 177 havde jo ikke taget skade af de smådask han var blevet hærdet af.

Han var også klar over at han var færdig med det arbejde, for uden kørekort var han jo prisgivet.

Vidste også at de ikke kunne regne med flere af de balstyriske ballade drenge, dem de havde gjort alt for at integrere i sam- fundet igen.

Så nu var hele deres eksistensgrundlag røget.

Han nåede at tømme flasken inden Hans kom frem i køkkendøren, hvor han stillede sig op og glanede på ham, hans far, som om han ikke kendte ham.

Men knægten havde pli nok til at hilse, ikke underdanigt som han havde prøvet at indprente dem, men med et spagt, hej Far. Alligevel den rette opførsel over for herren i huset.

Oskar erindrede pludselig han aldrig nogen sinde havde fået et kærligt kram af sine sønner, men de havde da respekteret ham, især når de havde været uden for huset i kraft af hans positioner i foreningslivet.

Der havde de da tituleret ham, Far, og han mente da de havde følt en vis samhørighed med ham, især når de sammen kom i omklædningen efter fodboldkampene.

Men det havde skortet på samvær inden for i huset, og han sad nu og filede på manglen på erindring om glade stunder han skulle have haft med sine drenge.

Men han opgav at undskyldte hans svigt, da Grete kom frem i døren, skræmt ved at se ham på hans plads, og med flasker på bordet.

Han havde ikke haft mod på at fortælle dem at han ikke var fuld, og at han ikke havde noget arbejde mere.

Hun satte tingene fra sig, forsvandt igen ud af hans synsfelt, og han erindrede i et flash back han da engang havde elsket hende, havde da også været glad første gang hun var blevet gravid med Niels.

Men han havde ikke haft energi nok til at kurtisere hende i lang tid erindrede han nu, for hun havde været et svin med sig selv i mange år, og han havde heller ikke turdet nærme sig hende med hans manglende potens.

Det var noget der var kommet efter han var begyndt at tage de forbandede ketoganer, for før den tid havde han ikke haft problemer med rejsningen.

Det var ikke sådan at hun havde bebrejdet ham noget, men han havde været nød til at bebrejde hende for miseren, for han følte selv nederlaget havde været for svær at bære alene, og han vidste hun havde taget den til sig.

178 Grete kom nu helt ind i køkkenet med hendes pakkenelliker, nærmede sig bagfra, satte tingene i køleskabet og spurgte om han havde spist.

Han var lige ved at snerre af hende, men tog sig i det, mens han alligevel studst forklarede hende at han havde haft andet at tage sig til.

Han kom ikke ind over hans deroute endnu, men det ville komme. Hun undskyldte hendes fravær, men hendes svagelige mor havde ringet og bedt hende om at komme og hjælpe hende med at komme til hægterne efter hendes influensa, for farmand havde også lagt sig, og hun kunne ikke selv klare vasketøjet og den daglige madlavning.

Han var pisse ligeglade med de gamle idioter, dem der i tidernes morgen havde prøvet at stikke en kæp i hjulet for hans giftermål med Grete, hende han engang havde været forgabt i.

Nu sad han der og ønskede det aldrig var sket, mens hun stod bag ham og prøvede at undskylde, for hun var bange for hans reaktion, bange for ham!

Han kunne have vendt sig og gjort en ende på deres miserabel liv, men han besindede sig da han fik øjenkontakt med Hans, der stod og fokuserede på ham, stadig i døren, flugtvejen, væk fra ham han også var skræmt for skulle eksplodere, som han jo ofte havde oplevet.

Grete havde presset sig igennem, da hun selv skulle ind i køkkenet, men han havde ikke reageret på hendes skubben, og nu stod han bare og gloede.

Han vidste hvad han plejede at gøre, kalde dem til sig, men nu var han i syv sind, for situationen havde ændret sig, og han var i vildrede med om han i det hele taget havde magt over noget som helst mere.

Grete blev modigere, og efter hun havde sat den store stegepande på svagt blus, gik hun over til Hans og bad ham om at gå op i bad, så ville mor kalde når der var mad.

Hun skærmede for ham mens han skulle forbi ham, den olme tyr, det som en tidligere plejedreng havde kaldt ham for nu længe siden.

Det holdt han selvfølgelig øjeblikkelig op med, for de rap det indebar over rygstykkerne, havde mindet knægten om hvad den arme dreng kunne forvente i fremtiden, hvis han ikke maggede ret.

Hun stod ved komfuret hvor hun fandt den bakke biksemad frem fra tasken, den gode fra den lokale slagter som havde gloet undrende på hende.

179 Hun kunne jo ikke vide han tidligere havde set Oskar traske forbi på gåben, havde også set Sivertsen køre forbi med ham tidligere.

Men det vidste Grete intet om, og Oskar havde ikke i sinde at orientere hende om sandheden, for den skulle nok gå op for hende når morgendagen kom, hvis den kom.

Oskar besluttede sig, rejste sig og gik ind i stuen, den stue plejedrengene var forment adgang til.

I det aflåste skab fandt han pistolen frem, den han havde gemt i mange år, den han havde naldret fra hans far der havde fået den af en Tysk officer, lige inden krigen var forbi.

Han undersøgte professionelt om der var ammunition i, og mindedes de gange han havde skudt til måls efter de satans skrigende måger, dem der havde huseret på deres landsted.

Nu var der andet der skulle skydes til mål efter, og han gik resolut ud i køkkenet hvor Grete var i gang med at vende biksemaden.

Hun vendte sig ikke da han kom tæt på hvor han uden tøven stak pistolen i nakken på hende, og så trykkede han resolut af. Braget var øredøvende, og mens Grete blev slynget hen over biksemaden der spruttede på panden, gik han beslutsom op ad trappen.

Hans var kommet våd frem i badeværelsedøren efter han havde hørt braget, og med skræk i hans lille forgræmmede ansigt, og opspilede øjne, prøvede han at barrikadere døren den lille stump, men forgæves.

Oskar hamrede den op så Hans kom i klemme mellem den og væggen, og hans hoved klaskede lydeligt i mod.

Lille møgdyr var Oskars eneste kommentar, inden han på nært hold ville ende Hans usle liv, men han blev ikke for at se at Hans stadig lå og spjættede, for kuglen havde ikke ramt ham dødeligt, endnu.

Oskar gik uden tøven ud til Transitten, fandt reservedunken der var fyldt op, for han var et ordens menneske.

Hans Fatter af en sadist havde altid indprentet dem at rydde op efter dem, og det skulle han nok sørge for nu.

Han gik ind i køkkenet, fattede at der var gået ild i Gretes tøj, der havde fænget fra gasblusset.

Han hældte resolut hele dunken med de 10 liter benzin ud på gulvet, satte sig med pistolen klar, og så ventede han kun på at dampene skulle antændes.

Han hørte som i en døs Hans jamrede sig højlydt fra 1 salen, men han havde ikke i sinde at hjælpe ham, tøsedrengen.

180 Men han havde heller ikke haft mulighed for det, selv om han skulle have haft en lille smule medynk tilbage for nogen i det hele taget, for nu eksploderede dampene.

Oskar nåede at sætte pistolen for tindingen og trykke af, umiddelbart før hele køkkenet eksploderede i et flammehav.

På nabogården stod Albert som han plejede og så aftenen mørknes fra gavlen af stuehuset.

Det havde været et fast ritual i mange år, for hans far havde lært ham at spå om vejret, og de havde som regel været korrekte, spådommene.

Han havde fuld overblik over hans lille stykke jord, og ved vejen ned til hans lille landsted, lå nabogården uden tilhørende jord, for det havde storbonden Kofoed forpagtet lige som den store mark Albert havde afgivet nede ved engen.

Han stod og skimtede Oskars landsted de 100 meter der var, og syntes han hørte et mærkeligt sus der ovre fra.

Lød lige som når en kraftig vind fik fat i trækronen på deres kæmpe kastanjetræ.

Han vedblev at kikke mod lyden han havde registreret, så lysskæret, og så vidste han det var for sent.

Han var den første der ringede direkte til brandstationen i Rudkøbing, men de nåede først frem da hele stuehuset var omspændt af flammer, og de fandt ingen overlevende.

Det blev svært at konstatere hvad der var årsag til eksplosionen, men i begyndelsen regnede man med at det var en defekt i flaskegassen, for den fandt man uden for huset hvor den var fløjet gennem muren

181 Afsnit 43 De havde da været behjælpelige på Folkeregisteret, men mente ikke de kunne hjælpe ham, for der var for mange der hed, Anders Jensen, og når han slet ikke havde fødselsdagen, var det helt udelukket.

De var dog så venlige at slå adressen på Transportkompagniet ”Danmark” op, og de skrev den ned til ham.

En anden dame fortalte ham, inden han forlod kontoret, han skulle tage sporvogn nr. 5, pegede ud hvor den holdt, lige ved Rådhuset, og han skulle først stå af når han kom til endestationen, der hvor sporvognen vendte.

Når han så var kommet så langt, måtte han hellere spørge om vej igen.

Han havde også fået at vide der helst skulle lige penge til billetten, og have dem klar når den klimtende meldte sin ankomst.

Han nød den lange tur ud gennem de travle gader, og der var fandeme langt ud til den endestation, hvor han stod af og desorienteret stod og gloede på adressen, Islev et eller andet.

Der havde næsten kun været ældre mennesker med det sidste stykke ud til vendepladsen.

Han dristede sig til at standse en tillidsvækkende en af dem, der beredvilligt forklarede, bare lige ud der, og så måtte han hellere spørge sig for igen, for den lå gemt inde i industri- kvarteret vidste hun.

Der var et stykke vej at gå, og han var ved at miste modet, da han pludselig så skiltet der henviste, og han fik mere fart på og håbede.

Det var en lyseslukker der lidt spidst kikkede på ham mens han forelagde sit ærinde, vidste godt de havde en medarbejder der hed Anders Jensen.

Hun bad ham vente lidt, ville se efter, havde åbenbart fået medlidenhed med ham, nu hun smilende undskyldende at hun havde været lidt afvisende.

Hun var kun væk et øjeblik, viftede med en stykke papir, men hun kunne ikke hjælpe ham lige her og nu.

Han måtte jo forstå, at ud fra det han havde fortalt hende, så vidste omtalte Jensen ikke han var på jagt efter ham, så hun måtte jo lige spørge Jensen om det var i orden at give adressen videre til Ejnar.

Det forstod han ikke en hujende fis af, ikke måtte udlevere faderens adresse, men hun vendte tilbage til hans bevidsthed, 182 bad om hans, for så kunne Jensen, som hun blev ved at omtale ham, jo selv kontakte ham.

Han anede intet om hvad adresse han kunne viderebringe til damen, og da hun så hans dilemma, foreslog hun at han kunne komme tilbage mandag, så havde hun orienteret Jensen og vidste så hvad han mente om udveksling.

Det måtte han jo tage for gode varer, og han forlod kontoret lidt opløftet da hun havde lovet ham at ville have ordnet det til mandag.

Han havde penge nok på lommen og følte sulten begynde at plage ham, så han styrede mod den pølsevogn han havde observeret på Husum torv.

2 Hot Dogs hjalp på sulten, og de blev skyllet ned med en kakaomælk, og sådan styrket tog han sporvognen samme vej tilbage.

Han stod først af i den anden ende af linjen, fandt ud af at det var en god måde at lære byen at kende på, så han stod lidt og sundede sig på Sundby Vester plads over en time senere.

Han ville til at tage sporvognen tilbage, men da vejret var så smukt her sidst på sommeren, besluttede han at gå lidt nedad Amagerbrogade, og det var jo bare at følge sporene.

Der var et mylder af handlende, fruentimmere der slæbte deres indkøb, tungt læssede tasker og net, og flere steder var det ikke til at komme frem, for de stod og skvaldrede på fortovet uden at tage hensyn til de gående.

Ved Øresundsvej var den helt galt med 3 der fyldte hele bredden af fortovet ved en købmand, så han skubbede hårdt til den yderst bredrøvede, som blev meget mopset og begyndte at skælde ham ud, højlydt.

Han vendte sig mod hende, bad hende om at knytte sylten, for hvis hun ikke havde været så bredrøvet, havde han haft plads til at møve sig forbi hende.

De gloede forarget på ham, og en af de mest rapkæftede forlangte han skulle undskylde.

Det var ikke noget han gad at tage sig af, så han gik fløjtende videre mens han hørte deres forargede røst skælde ham ud, højlydt igennem larmen fra trafikken.

Han følte sig glad på en helt ny måde, var sikker på det hele kom til at flaske sig mandag, og hvis han kom til at bo hos hans far, ville han finde sig til rette i denne by.

Han følte han kom til at kende den bare ved at spadsere her, og hvis han kom i skole ville han få masser af venner der også

183 kunne hjælpe ham og tage med ham på ture rundt i byen som i går med Allan og Sivert.

Nu tanken lige gav ham associationer om netop de to lommetyve, for det var jo det de var, så var han da meget spændt på hvad der egentlig skulle ske om aftenen.

Men de havde været meget fåmælte, havde konspiratorisk signaleret til hinanden et eller andet tegn med hænderne, som når man onanerede.

Det kunne vel ikke være det de skulle sammen, lige som det de havde foretaget sig om aftenen, og så i et fremmet hus.

Men han var stadig i gang med at følge sporvejens skinner ind mod byen, men havde ikke i sinde at stige på, for han havde jo masser af tid.

Han havde forladt deres base med besked om først at komme tilbage ved 6 tiden, og hvis der ikke var nogen ved kældertrappen, kendte han jo til hvor nøglen var.

Han var helt tryk ved sine nye venners levevis, også selv om de virkede noget forherliget med deres lommetyveri virksomhed, og så deres hash.

Men de havde beroliget ham med at det kun var de rige svin det gik ud over, og de penge de snubbede, var en dråbe i havet.

Han var egentlig ligeglad med hvem der mistede et læs penge, for han følte mig godt tilpas i det selskab, og så kunne alt andet pisse af, for han var ikke blevet behandlet ordentlig af samfundet den tid de havde taget sig af ham.

Men mandag var han i sikre hænder igen, skulle sikkert møde den far han havde undværet alt for længe, og han gik og fik vand i øjnene, igen.

Han var kommet ned til kanalen der forbandt øen Amager med Sjælland, og nu var han bekendt med hvor han var, for de bygninger kendte han da fra fjernsynet, kunne bare ikke huske hvad fanden de hed, men pis med det.

Han jokkede forbi Børsen, Christiansborg hvor alle dem der bestemte sad på deres flade, og han gad vide om de havde bestemt han skulle opleve al den vold.

Der var et par turistbåde ved at lægge til ved statuen af en kone med en spand fisk på hovedet.

Han stillede sig op, kikkede på alle de mange fremmede med kamera om halsen, og han fik enorm lyst til sådan en tur.

Det var heldigt at der netop skulle en båd af sted, købte hastigt en billet, og han satte sig bagest der hvor skruen piskede vandet op.

Det var en skøn tur hvor en ung kvinde på flere sprog fortalte om hvad de passerede, og det var så heldigt at han havde 184 fulgt godt med i Engelsktimen, så han forstod det meste af hvad hun berettede, selv om hun også sagde det på Dansk.

Den lille havfrue kendte han til, men han havde jo aldrig været der før, så han sugede til sig, og spændende var det da også da de sejlede ind i kanalerne hvor der lå store velholdte Yachts, side om side.

Men det fik en ende, så da han lidt desorienteret skulle finde ud af hvad vej han skulle gå for at komme op til Gammel kongevej, hørte han nogen spille højt musik.

Han blev draget af det og blev ledt op til et stort spring vand, omkranset af storke der i flugten baskede med vingerne.

På kanten, og på de mange bænke sad der mennesker i alle aldre, og to unge stod og spillede.

Der var et par drenge der fes rundt og samlede de penge ind i en hat som folk kastede i dem, og det lod til at der var mange der honorerede med en skilling.

Ejnar havde et par småører i lommen, og da en af smårollin- gerne nærmede sig, fik han gelinde lirket dem over i hatten.

Knægten kikkede lidt forundret på ham, for han havde sikkert ikke regnet med noget fra en snothvalp som ham.

Det var ved at være tid til at søge ud til hans base, så han spurgte en af de små indsamlere om nærmeste vej, som beredvilligt fortalte at Ejnar roligt kunne tage op af Købmagergade til Nørreport station, og så måtte han hellere spørge igen.

Han følte sig træt, havde jo trasket hele dagen og ikke holdt en regulær pause, så da han så en cafe med eget bageri lige efter han havde passeret Rundetårn, gik han ind.

Der var det sædvanlige rend af kvindfolk som alle havde det til fælles at de ikke kunde holde deres kæft, og jo flere der var samlet på et sted, jo højere snakkede de for at blive hørt.

Men han blev fristet af lagkagerne i vinduet, det der havde lokket ham, så sammen med et stort stykke og et krus kakao, sad han alligevel og fik ro i sjælen.

Han var glad for at dagen var gået bedre end han inderst inde havde troet på, for det hele var bare faldet i hak.

Han begav sig af sted igen, blev anvist vejen op til søerne og så til venstre.

Han var længe om det, men ankom alligevel tidsnok til aftenens ritual, smørrebrødet, og da de havde spist sig mætte i den lækre mad, gik de to venner lokket ham med ud til badet, og så var det op til et par timers søvn, for det blev en lang nat fortalte de.

185 Men de fik røget en Joint inden, mens han nøjedes med en smøg og så den passive inhalering, og nu vidste han hvordan han skulle bruge skæverten, som det jo hed.

De sludrede lidt om dagens arbejde, altså Allans og Siverts, og det var nær gået galt fortalte de.

En ældre nar der lige var kommet op af trapperne ved Jyllands ekspressen, brokkede sig over deres tiggeri, og han skabte lidt røre om sig, så de var hurtigt forsvundet derfra.

De ville selvfølgelig vide hvad han havde bedrevet, og det skortede ikke på lattermusklerne da han berettede om hans turist oplevelser, men sådan var det jo altid når en ”Hill Billy” kom til byen.

186 Afsnit 44 Hanne havde netop forladt centeret, hvor hun havde været inde og handle lidt ind i Supermarkedet, da hun blev antastet bagfra.

Hun vendte sig overrasket, men det var bare Erik den smukke yngling, som hun var begyndt at se ham som, den smukke.

Han var taget hjemmefra fordi han ville ud og have lidt frisk luft, og insisterede på at følge hende der ud af, og imens røg han en smøg.

Hanne ville vide hvornår han var begyndt på den dårlige vane, så han fik gang i mundlæderet om at flere af hans venner fra klassen, der allerede i 3 klasse var begyndt at ryge i smug når de samledes, gerne i buskadset ved boldbanen.

Ikke sådan at han ikke kunne undvære det, men han savnede det gerne når han skulle sove, mest når han var alene.

Men nu pointerede han at det ikke var nødvendigt når han besøgte Svend, for der havde han jo andet at tage sig til.

Hun smilede til ham mens han frejdigt fyrede den hemmelighed af, den hun var bevidst om, for Erik havde jo erkendt det den aften de havde spist hos Svend.

Svend havde fulgt med i hendes udfritten om deres forhold, og Erik havde lagt alt på bordet.

Det var en smuk lørdag hvor vejret igen viste sig fra den bedste side, og de havde faktisk haft en pragtfuld begyndelse på efteråret her sidste uge i august.

Hun følte en vis stolthed ved at lade sig kurtisere af Erik, vidste at hun var privilegeret ved at have de to medsammen- svorne som venner, og tænkte i sær nu på om hvordan Erik ville være som elsker.

Hun blev lidt flov over bare at gå her og tænke tanken, men på den anden side, så var han sikkert mere erfaren end mange af de brovtende stoddere, dem der sad og kæftede op om alle deres erobringer, sikkert pral det meste af det.

De nærmede sig hendes lejlighed, og hun var lidt i vildrede med om hun kunne tillade sig at invitere ham med op, men det kom helt af sig selv, for han ville godt hvis hun gav en kop kaffe.

Hun blev varm inden i og fik fjoget indskudt at nu fik naboerne da noget at snakke om.

Erik grinede lattermildt og indførte at så syntes han de skulle indfri rygtet, og bare give den hele armen, og han 187 fattede om hendes vidje og ledte hende ind mens han holdt døren for hende.

Hun fik ilinger ned af ryggen, følte varmen brede sig ned i skødet der alt for længe havde ligget i dvale, og hun havde ikke engang haft lyst til at tilfredsstillelse sig selv.

Hun tog sig sammen, fik mæle og gav ham en over nallerne mens hun fik gjort ham klart at hun ikke var til drenge.

Hun fortrød med det samme og rettede det til unge mænd, men det var for sent.

Erik trak hende til sig og medgav at han var en dreng, men han havde sine behov han skulle have dækket, enten alene eller sammen med gode venner, og det regnede han med hun var.

Han bøjede sig ned over hende mens de gik, kyssede hende på kinden mens de tog vejen op af trapperne, og nu fniste han sin frække latter.

Han måtte læne sig ind over hende og bukke sig lidt for at nå, og da erkendte Hanne at han virkede meget ældre end de 14 år, godt nok snart 15, så hvad fanden med hvad andre tænkte.

Hun var sig også bevidst om at knægten gik her og lagde an på hende, og var egentlig enorm beæret, hendes 35 år taget i betragtning.

Hun fandt nøglen frem, og lod Erik besigtige hendes lille to værelses, med den lille altan, straks han kom ind.

Hun lod ham være mens hun gik i køkkenet og satte maskinen i gang, tog kopper med ind i stuen, hvor han stod på altanen og nød udsigten over det bakkede landskab man anede langt ude.

Hun gik ud til ham og lod ham tage om sig igen, og nu kunne hun ikke holde sig fra ham længere, ville vide om han var ude på noget, for så ville hun vide det, nu.

Han trykkede hende let til sig og bad hende have tålmodighed, for han havde masser af tid, skulle ikke være hjemme til nogen bestemt tid, og så førte han hende ind og bad hende om noget stærkere end kaffen, hvis hun havde.

Han slap hende mens hun drejede sig mod ham, spurgte om rødvin var tilstrækkelig, for hun havde da et par flasker tilbage fra sidst hun havde haft veninder på besøg.

Det var godt nok længe siden, for det med veninder var ikke noget hun var belemret med, men hun havde da stadig kontakt til de 2 fra seminariet hun havde føjtet rundt med i de glade halvtredsere, hvor de endnu havde været unge og virile Hun tænkte på om hun havde gejst nok til at hidse den unge dreng op så hun kunne behage ham, men indrømmede hun var villig til at prøve sig af hvis han gik så langt.

188

Han satte sig i sofaen, og protesterede ikke da hun valgte en af stolene, efter hun havde bragt glas og flasken ind.

Erik begyndte selv at snakke om at han var meget interessere i at de prøvede at elske, for han havde haft meget lyst til bare at se hende uden tøj på, lige fra den aften de havde spist sammen.

Det var ikke fordi han ville svigte Svend, for deres forhold ville ikke lide fordi han også elskede med en kvinde.

De havde fået noget i glasset og han sad og varmede det som en cognac, mens han smilede hans charmerende, afvæbnende smil.

Det hun havde svært ved at ignorere, det som gav hende ilinger i gennem hele hendes under stimulerede korpus.

Hun rejste sig og satte gang i båndspilleren, og da hun ville tilbage til stolen, bad Erik hende om han måtte tage et bad, for han ville godt skyldes inden.

Her holdt han en lille pause, men fortsatte så, for han regnede med han kunne lokke hende til at voldtage ham.

Hun overgav sig.

Grinede ubehersket og fik hektisk frem at hun ikke ville voldtage ham, men tvært i mod være god ved ham.

Han rejste sig og begyndte at tage tøjet af, viste uden blusel hans erektion da han stod foran hende kun i underbukser.

Dem smed han også inden han gik over gulvet, smuk som en græsk gud, og hun vidste hun var solgt, var lige glad med hvad der ellers skete af sladder i krogene.

Hun gik efter ham og fandt et badelagen i skabet, og han tog smilende i mod og begyndte at vaske sig uden at lukke døren.

Hun stod paralyseret og fulgte hans indsæbning af skridtet uden bade forhænget skjulte noget, og hun var nød til det, og han ventede på hende.

Han tog ivrigt i mod da hun kom ud under bruseren, gav plads så hun kunne vaske sig, og han hjalp hende med en hånd i hendes vagina.

Aldrig havde hun oplevet en mere intens følelse i skridtet, og det blev voldsommere da han frejdigt begyndte at føre en finger ind og påvirkede hendes kilder.

Hun krammede sig til ham, men han løsrev sig og fik sæben skyllet af dem, og så begyndte de at tørre hinanden.

Hun følte ham i skridtet og fattede om hans velvoksne erek- tion, og selv her i hendes ophidselse, var hun forundret over hvor stor den var.

Mens hun havde fat om den, førte han hende ud i gangen og ind i soveværelset, hvor han bad hende om noget creme, for han ville massere hende som Svend havde lært ham.

189 Hun vidste intet om hvad Svend havde lært ham, men overlod sig i hans varetægt.

Hun fandt dåsen med Nivea mens han bad hende om at lægge sig på maven med en pude under hendes bryster.

Han arrangerede også så hun havde ansigtet frit, inden hun mærkede hans varme hænder, der nænsomt løsnede hendes knuder i nakken, smøg sig ned ad hendes

rygstykker, ned om hendes baller, inden de kom ind under hende til hendes klitoris, der var våd og villig.

Det varede en evighed, og imens lå hun og oplevede en kontakt hun ingen forestilling havde om hvordan ville ende.

Men det varede længe endnu inden hun fik klimaks at mærke, for Erik begyndte igen at bearbejde hendes ryg, og smøg sine hænder ind under hende og fik et bryst i hver hånd.

Der blev de mens han lagde sig ned over hendes ventende krop, og hun lod ham bevæge sig som han lystede.

Nød han arrangerede hans penis i mellem hendes baller, hviskede han ville have orgasme som de lå nu, og bagefter ville han give hende en slikker hvis hun ikke var fulgt med i hans bestræbelser for hendes udløsning.

Hun mærkede han blev ivrigere, og ventede på han skulle komme, og det flød ud af ham i voldsomme stød, mærkede hun mens han krammede hendes bryster.

Hun havde været passiv indtil hun mærkede det første sprøjt, løftede så sit skød op og lod ham få plads så han kunne komme til med en hånd.

Hun stønnede da han var helt inde i hende med fingeren, og orgasmen skyllede igennem hende mens hun græd af ophidselsen der varede ved.

Erik fik sig frigjort, fandt håndklædet som han brugte til at tørre sæden af hende med, og så bad han hende om at vende sig.

Han besteg hende straks, knugede sig til hende og viskede han lige ville klæde sig rigtig på, for han ville bolle hende sønder og sammen, for det her var bare en smagsprøve på hvad han havde i sinde at misbruge hende til.

Hun lå med lukkede øjne og var sig bevidst om at hun aldrig havde været i de højder før, og hun troede ikke det kunne blive voldsommere.

Men det sørgede Erik for da han kom tilbage, klædt rigtigt på, og hun så hans lem der stadig knejsede, strakte sig op af maven på ham med det stramme kondom helt op til roden.

Han lagde sig ved siden af hende og begyndte at kæle for hende, ville kysse, og det var han også god til.

190 På et tidspunkt førte han sit lem ind, og mens de lå sidelands, tæt, fik han hende op i højderne igen, og der blev hun til hun mærkede han rystede af ophidselse mens han fyldte kondomet.

Han sørgede for hun fulgte med og sådan lå de længe til hun mærkede han trak hans mishandlede lem ud af hende.

Han blev der til om morgenen, og de sov da lidt ind i mellem hun fik hævnet sig på ham, for nu var det hende der var den aktive, øverst, belært af en skoledreng der gik i 8 klasse.

191 Afsnit 45 Ejnar havde ikke sovet ret meget efter han var blevet eskorteret til drengehjemmet, Solbakken, lørdag morgen, for han havde siddet til afhøring et par timer efter han var blevet antastet af de 2 betjente i patrulje vognen.

Men nu fik han lov at hvile sig et par timer før de besluttede sig til hvor de ellers skulle anbringe ham, for der kunne han ikke blive havde den ellers venlige betjent forklaret ham, så i sidste ende blev det nok ungdomspensionen, der han før havde været anbragt.

Det var ikke det værste der kunne ske, for så kunne Svend helt sikkert hjælpe ham, og tænk hvis han kunne besøge Erik og gå i kælderen og ryge en smøg med ham og Søren.

De havde været venlige nok under afhøring, og da de endeligt fandt ud af hvem han var, havde de jo været i vildrede med hvad de skulle gøre ved ham.

Han havde siddet en stiv time på et kontor hvor der var en masse løben og larm, og han luftede lige tanken om at stikke af, da han fik lov at gå på toilettet.

Men han opgav det, mest på grund af at de havde vagt ved ind- gangen, og så indkredsede de ham jo alligevel.

De havde da sørget for han fik en vand at drikke, og et eller andet stykke tørt wienerbrød blev han også budt.

Endelig kom en politimand i civil, og han blev gjort opmærksom på at han skulle af sted nu, inden han blev ført ned til et par uniformerede der kørte af sted med ham i patruljevognen.

Det var et børnehjem, hvor nattevagten der tog i mod dem, snakkede lidt med betjentene der fik sagt pænt farvel til ham med håndtryg og det hele.

De bad ham opføre sig ordentlig, men det havde han jo gjort hele tiden, og ikke som med Allan og Sivert, der var stæset af sted i hver deres retning da strømerbilen havde antastet dem på Falkoner alle på Frederiksberg.

Under afhøringen havde han fortalt han lige havde mødt dem. Kendte ikke noget til hvor de boede eller hvad de lavede, men han var jo selv ude fordi han ikke havde noget logi for natten.

Han havde også stukket dem den løgn at han havde sovet på Frederiksberg station til der kom en og vækkede ham, hvor han så bare var blevet smidt ud.

Han var vandret rundt til han mødte de 2 som han aldrig havde set før, vidste heller ikke hvad de hed eller hvor de boede overhovedet.

192 Han var ikke sikker på de troede på ham, men efter han havde fortalt at han var på jagt efter hans far, og at han havde lokaliseret ham i Islev, var det de fandt ud af han var stukket af hjemmefra.

Han var ligeglad med hvad de kaldte det, bare de ikke fandt ud af hvor han i realiteten var stukket af fra.

Men nu var det søndag, tidlig morgen, hvor alt åndede fred og fordragelighed på stedet.

Nattevagten anviste ham en seng han kunne lægge sig på de par timer der var tilbage inden der var morgenskaffe.

Han blev orienteret om baderummet hvis han ville vaske sig lidt, og ellers var han henne i stuen de var kommet forbi på vej til det lille hummer.

Han kom ud fra hans afvaskning, kom forbi nattevagten der sad og læste, og han vinkede ham ind til sig.

Han inviterede på en kop kaffe, og hvis Ejnar havde lyst måtte han godt spise den ostemad han havde stående, men den havde stået et stykke tid, så osten krøllede lidt i hjørnerne.

Ejnar tog mod tilbuddet, og den røg ned uden betænkeligheder, mens nattevagten tyggede lidt på en journal han sad og bladrede i.

Han var ikke snakkesalig, men fortalte dog uopfordret hvad det var for et sted Ejnar var havnet på.

Hjemmet var til akutanbringelser, hvis nu et barn skulle ses efter mens en forældre var blevet indlagt på hospitalet.

Eller hvis det viste sig forældrene efterlod deres børn alene i deres lejlighed uden opsyn, altså omsorgssvigt.

Ejnar følte selv omsorgssvigt, men det fortalte han ikke noget om til studenten, som selv var inde på hvad han lavede her, midt om natten.

Han læste til psykolog, altså sådan en der havde med mennesker at gøre, dem der havde brug for hjælp til at komme sig efter en svær sygdom, eller havde traumer og skulle på psykiatrisk hospital.

Det var ikke noget Ejnar kendte meget til, men han var sikker på at Oskar helt sikkert kunne trænge til en behandling på omtalte hospital, og gerne lagt i spændetrøje.

Han kom til at smile ved tanken, og nattevagten ville vide hvad der var så morsomt, mens de blev afbrudt af et vræl der skar gennem gangen.

Nattevagten fik noget at tænke over, og Ejnar fulgte efter til enden af gangen hvor brølet stod, en lille purk på vel 5 – 6 år.

193 Han snøftede snottet ind mens han stod og græd hjerteskærende, og nattevagten tog ham kærligt op og bar ham tilbage til hans seng.

Snakkede fortroligt til ham mens han lå på knæ, og så fortalte knægten han havde haft det mareridt, igen.

Nattevagten fik ham beroliget, og da han sov ind efter han blev puttet og dysset til ro, gik de fra ham.

Nattevagten observerede Ejnar havde stået og fulgt med i hans trøsten, og blev overrasket da Ejnar ville vide hvorfor det lille pus var her.

De var kommet ud på gangen hvor han lod døren stå åben efter sig, for hvis drengen vågnede igen, var der lidt lys at orien- tere sig med.

Nattevagten tog ham let i nakken, og han fik sådan en lyst til at kramme sig til ham, mindedes jo Svends samme tag som var så beroligende.

Men han holdt sig i skindet og lod sig lede tilbage til stuen hvor han satte sig igen, og han fik den korte historie om hvad det lille pus havde været i gennem.

Det var en frygtelig tragedie, efterladt alene i en lejlighed hvor der hverken var varme, mad eller lys, og naboen havde meldt til myndighederne at barnet led under vanrøgten.

Det viste sig, fortalte han videre, at forældrene var på turne, altså vandrede fra det ene værtshus til det næste, og når de så endelig kom hjem, var de så bedøvede af sprut og havde ingen mad i huset til drengen.

Politiet havde en låsesmed med så de kunne komme ind, og den der var med fra børneværnet havde korset sig over det svineri drengen levede i.

Nu var han her, og der skulle han blive et stykke tid for at falde til ro. Skulle først blive fortrolig med personalet og de andre børn der, inden han skulle i pleje et eller andet sted langt fra København.

Han stoppede op, så lidt desorienteret på Ejnar og grinede undskyldende, for han var lidt forundret over han sad her og fortalte om den stakkels drengs liv til en vidt fremmed dreng der slet ikke burde have noget at vide om hans skæbne.

Nu han sagde skæbne, så synes Ejnar det var hans tur til at åbne op, og han gav ham et kort resume af hans ophold hos psykopaten, om familiens skræk for slamberten, og at han tævede både plejebørnene og hans egen kone, Grete, som Ejnar havde lidt ondt af.

194 Nattevagten sad og måbede, ville vide om Ejnar havde erfaret noget selv, eller bare havde hørt om volden.

Så han fremviste arret fra Oskars støvle der havde maltrak- teret hans skinneben, som stadig var ildrødt de 12-13 centimeter langt.

Tiden var åbenbart løbet fra nattevagten, for der var en der låste sig ind.

Vedkommende viste sig i døren og fik søvnigt hilst god morgen, mens hun gik videre og lod Nattevagten lidt distræt tilbage.

Han forklarede hviskende Ejnar det ikke var tilladt at sidde og snakke med børnene når de skulle sove, og bad Ejnar om han kunne få ham til at sige han lige var ankommet, hvis hun spurgte, hvad Ejnar lovede.

Morgenvagten spurgte ikke, for hun læste journalen da hun kom tilbage, hvor hun bad Ejnar velkommen.

Hun kunne også se at han skulle afhentes senere af en social arbejder fra kommunen, notere sig, han skulle afleveres på pensionen i hans hjemkommune.

Nattevagten var ved at takle af, men inden han skred, overleverede han mundtligt oplevelse med den lille og hans mareridt, men han var jo faldet hen igen.

Hun sad faktisk og rystede på hovedet i mens, og gav nu en kort beskrivelse af den skræmte drengs ankomst, den morgen de havde modtaget ham.

Hun fangede Ejnars blik, og så indrømmede han, han vidste lidt om ham, for han havde hørt hans skrig på gangen da han vågnede af sit mareridt.

Hun smilede bare til ham mens hun konstaterede han vist skulle have ligget i sin seng.

Nattevagten fik sig klar, og Ejnar fulgte ham til dørs hvor han fik et håndtryk af ham, mens morgenvagten stod og fulgte dem.

Ejnar fornemmede hun var betænkelig ved om hun skulle kalde ham til sig, for han kunne jo snildt være stukket af.

Han havde ikke i sinde at smutte, var tilfreds med at han skulle hjem, skulle ikke tilbage til Oskar nu han vidste hvor hans far var henne i verden.

Børnene vågnede lidt efter lidt, og da det ikke var skoledag, fik de lov at sove lidt længere, til det øvrige personale nåede at møde inden den sidste var kommet i tøjet.

Der var 8 – 9 drenge mellem 3 - 13, og 3 - 4 tøser bedømte han, og ham på 13 ville vide hvornår Ejnar var ankommet, og hvad han havde lavet.

195 Men han fik intet at vide, for han blev bedt om at lade Ejnar sidde i fred mens han spiste.

Der kom en medarbejder hen og beredte ham på at han skulle af sted om lidt, for der var lige ringet at der ville komme en fra kommunen og køre ham til Jylland.

Så hvis han pakkede sine ting og gjorde sig klar, ville hun udskrive ham.

Ejnar havde ikke noget at pakke, for det hele lå jo i villaen, den han ikke havde nævnt med et ord under afhøringen.

Havde faktisk fået respekt for det kollektiv af kriminelle.

De startede mod færgen ved 10 tiden, og den unge pædagog Søren, var snakkesalig mens han kørte behændigt gennem byen med den stille søndags trafik.

Den store Morris Monaco var rummelig, og han genkaldte sig Hannes to ture med ham, da hun for ikke så længe siden også havde været chauffør.

Nu var det bare omvendt, for nu skulle han den anden vej. Hjem.

196 Afsnit 46 Sivertsen havde ventet på politichefen fra Rudkøbing, der lige var ankommet hen ad midnat, før kunne de alligevel ikke søge i det nedbrændte stuehus, hvor brandvæsenet lige havde slukket de sidste gløder i tagspærene.

Transitten var også svært brandskadet, da en del af taget var væltet ned over den og havde antændt begge dæk i venstre side. Det havde forårsaget en eksplosion i benzintanken, så den stod fuldstændig udbrændt, med rygende fælge endnu.

Han havde fået en foreløbig rapport fra brandinspektøren, som lød på selvantændelse, enten ved benzin hældt ud i et af rummene, eller et bål ved flaskegassen, for den var røget gennem væggen før hele huset var blevet antændt.

Sivertsen havde stadig Oskar i frisk erindring, og han var sikker på han lå forkullet derinde, men spørgsmålet var så bare om hvor mange han havde taget med sig i flammehavet.

Han var sikker på at Niels på 10 stadig var i sikkerhed hos hans skolekammerat, ham som Sivertsen havde bedt ham om at forføje sig til, for han ville jo skåne knægten for den nedtur han var nød til at stille Oskar i udsigt.

Han var bevidst om at han med den disposition havde reddet drengens liv, var også klar over han gik en frygtelig tid i møde, og han ville for altid være sig bevidst om den skæbne hans lillebror og Grete havde været ude for.

Brandchefen kontaktede ham og gav lyd om at de ville lade en af sluknings køretøjerne blive tilbage, mest som en helgar- dering hvis der skulle vise sig at de havde overset en luftlomme.

Så Sivertsen stod tilbage med det vanskeligste, nemlig at få registreret hvor mange indebrændte de ville finde, men regnede med de tre der kunne komme på tale.

På den anden side kunne der jo også være tale om 1 eller 2 plejebørn, for de vidste jo alle i det lille lokalsamfund at han tjente tykt på dem, så spørgsmålet var nu hvor mange han havde haft på det sidste, og hvor de var henne i verden.

Han var helt tom, havde lidt dårlig samvittighed fordi han havde handlet så konsekvent, men han havde jo været nød til at statuere et eksempel, og havde reageret på mistanken.

Han kendte jo en del unge der ved halballerne tillod sig at køre ræs på de smalle veje, skide påvirkede af sprut, og så det nye, hashen som de røg, og han var ofte blevet bebrejdet at han ikke fik fat i nogen af synderne.

197

Han havde prøvet, men de værste af de unge, endda nogen uden kørekort som var alt for unge til at få det, var sønner af storbønderne, og dem blev han ikke gode venner med hvis han fik fat i deres afkom.

Han havde haft fat i en af de unge fløse på 18 godt nok, og han havde hånet Sivertsen den dag han havde stoppet ham med en ordentlig kæfert indenbords, og da han ville have ham til at blæse i alkometeret, var han bare kørt fra ham.

Han var et par dage senere kørt ud til gården hvor han havde mødt fløset på gårdspladsen, og han havde hånligt bedt ham, Sivertsen om at pisse af.

Heldigvis havde fløsets far overværet episoden, bedt om en forklaring, og den havde han indgivet inden sønnen kunne komme til orde, og bødeforlægget med tilbagevirkende kraft havde han medbragt.

Der var brugt, paragraffen flugt fra Sivertsen omkring et politiarbejde, flugt under ukontrollerede forhold, og så fik han også en bøde for at føre automobil i beruset tilstand, hvilket dog ikke kunne stadfæstes.

Faderen havde stået og gloet på den detroniserede søn der nu stod og så noget angerfuld ud, og heldigvis var faderen lydhør, så han havde givet Sivertsen besked om selv at aflevere bødeforlægget.

Han skulle nok sørge for at baryleren betalte af sin løn han fik for at hjælpe på gården.

Sivertsen havde ikke hoveret, men havde virket professionelt da han fik øjenkontakt til det unge flab, og så fik han lige indført at han havde allieret sig med Svendborg landevejs- patrulje som ville patruljere næste gang der skulle være halbal.

Faderen der jo havde stået og overværet overrækkelsen, grinede af sønnens skamfulde mine, og så takkede han Sivertsen for hans personlige professionelle indsats.

Sivertsen var kørt derfra i lidt bedre humør end da han ankom, og han var enorm glad for faderens støtte, for det var ikke det han var forvænt med.

Men han havde andet at tænke på nu, ville have en snak med brandchefen der havde været inde i ruinen.

Men han måtte vente til de havde undersøgt brandtomten i morgen, for først der kunne de gennemgå den systematisk og måske være heldig at finde rester af de indebrændte.

Sivertsen havde snakket med Albert fra nabogården, ham der havde ringet, ham der var rendt de 100 meter derover, men der var intet han kunne have gjort, så han havde stået ulykkelig 198 og set flammerne æde sig i gennem taget til de kom med den første brandslukker.

Der havde ikke været tegn på noget liv i huset, for han havde ikke hørt nogen skrig eller anden lyd indefra, undtagen ildens brølen, og den gamle bonde havde stået og grædt mens han havde genfortalt om hans uhyggelige oplevelse.

Sivertsen havde diplomatisk spurgt om han havde nogen kendskab til hvor mange plejebørn der havde været på nuværende, mente der godt kunne have været 2, for der var stødt en lille ny til et par uger før, Ejnar.

Og så var der jo Per, ham der havde været der en rum tid nu. Sivertsen lod det blive ved det, for den gamle stod stadig og pøsede vand ud af de forgrædte øjne, mens han selv forventede det værste.

Han blev enig med brandchefen om at der ikke var mere at gøre der i nat, men han havde stadig en opgave, og den var ikke noget han var vild med at annoncere.

Han vidste hvor Niels var taget hen, inden han havde modtaget Oskar i hjemmet, og han var nød til at få foretaget det besøg nu.

Branden var antagelig set fra deres bolig, og Niels skulle ikke lide den tort at høre om familiens endeligt fra andre end ham.

Sivertsen fandt indsatslederen og aftalte hvornår de ville komme i morgen, og han nåede også lige at få sagt farvel til kriminalinspektøren fra Svendborg, der lovede at lade en betjent blive tilbage.

Det var før sket at udefra kommende havde været inde i brand tomter efter effekter der var undsluppet flammerne, og de havde som regel ødelagt vigtige spor ved deres hærgen.

Sivertsen kørte med tungt hjerte mod den lille landsby de par kilometer, og der var lys i køkkenet da han stille trillede ind på gårdspladsen.

Han nåede ikke ind i køkkenet før døren røg op, og Viggo Hansen kom ham i møde.

De havde set branden i den sene aftentime, men havde ikke taget det for noget der vedkom dem, indtil en nabo til Oskar havde ringet og fortalt om det.

Da de havde Niels på besøg, ville de ikke sige noget til ungerne, før de var helt sikre på det var det hus der var brændt.

199 Sivertsen stod der i lysskæret fra døren og informerede om at Niels nu var alene i verden, og at han ikke selv var mand nok til at fortælle ham det.

Han hørte bare sukket fra Viggo der havde været tavs mens Sivertsen havde bekræftet hans bange anelser, men nu fik han mæle og forbandede den slambert der ikke var mandfolk nok til at erkende han havde været et pjok.

Han havde kendt Oskar lige siden hans far var kommet i sogne rådet, og havde aldrig brudt sig om ham.

Men at deres drenge gik i klasse sammen, skulle jo ikke gå ud over dem, selv om Oskar havde forbudt Niels at besøge hans Egon, hans bedste kammerater i klassen.

Sivertsen aftalte med Viggo at han godt måtte orientere Niels om tragedien, for Sivertsen vidste han var i gode hænder, og Viggo tog den svære opgave på sig uden slinger i valsen.

Sivertsen var glad for Viggo ville overtage hans forbandede pligt, for han var altså ikke klar til at møde Niels igen.

Men han måtte til den igen når lyset vendte tilbage, og da han kørte hjem til lillemor, vidste han der ikke ville blive meget søvn den nat.

Da han hvilede sig i hans bedste stol efter lillemor havde serviceret ham med lidt godt til ganen, faldt han i en let søvn, afbrudt flere gange inden han besluttede at give op og gik i bad.

Han havde fået klemt et par stykker af fruens velsmurte madder ned, for han vidste af gammel vane at han ville gå død på arbejdet, hvis han ikke fik noget indenbords, og det hjalp også gevaldigt at han inhalerede porteren.

Ved 6 tiden lige inden det lysnede, fik han startet Volvoen op og kørte de få kilometer ud til det nedbrændte husmandssted, hvor teknikkerne fra Svendborg allerede var i gang.

Han hilste også på Eriksen fra Odense universitets hospital, der hvor alt personale vedrørende identifikation af dødsofre hørte til.

Han stillede sig op og fik en snak med politibetjent Frandsen fra Svendborg, ham der havde haft nattevagten, og han fortalte den sædvanlig historie om de nysgerrige der i nattens løb var drønet forbi på landevejen hvor der ellers aldrig viste sig et køretøj efter midnat.

Mens de stod og kikkede på de nu synlige rester af det gamle hus, kom Eriksen ud fra det nedbrændte køkken, hvor Sivertsen så sent som i går eftermiddags havde siddet og drukket kaffe. Eriksen havde fundet 3 døde i de forkullede rester, alle skudt i hovedet, og pistolen, en gammel Tysk Luger, fandt 200 han tæt ved et af de voksne lig, så det var indlysende det var 2 likvideringer, og så et selvmord.

Det var ikke lige hvad Sivertsen havde haft i tankerne, men der var jo mange på landet der havde efterladte skydevåben, gemt fra krigens tid, så.

Sivertsen kunne nu danne sig et billede af hvad der var sket, og at de omkomne var ægteparret og så den lille Hans på 6.

Han åndede lettet ud, for så var der ikke nogen af pleje- børnene der var dræbt, men det var jo i sig selv også en tragedie at det meste af familien var omkommet.

Han besluttede at tage på kontoret, og selv om kommunekontoret var lukket for weekenden, måtte han ulejlige Fru Brandt med at lukke sig ind, for hun kunne finde frem til hvem Oskar havde haft i pleje.

Det tog ham det meste af en time at støve hende op, og hun var ikke meget for at lette røven, før han satte hende kort ind i sagen.

Sivertsen var tilstede da hun ankom efter en halv times tid, og hun var ikke længe om at finde papirerne.

Det var som naboen, Viggo havde fortalt, 2 drenge, og Sivertsen fik hende til at skrive fakta ned.

Med de oplysninger ville han gå i gang med at finde frem til dem, kalkulerede med de forhåbentlig havde været på weekend i deres eget hjem.

Eller havde de selv haft noget med det at gøre?

201 Kapitel 47 Der var langt til færgen, men da trafikken var begrænset denne søndag morgen, var de kommet hurtigt ud af Roskildevejen, og snart havde de retning mod Ringsted.

Ejnar havde ladet sig underholde noget af vejen, men da han ikke havde fået sovet overhovedet, faldt han hurtigt sløvt hen på forsædet.

Det var den unge pædagog Ole ikke meget for han gjorde, sov på forsædet, for hvis han skulle foretage en hurtig opbremsning, ville han helt sikkert ende ude på køleren.

Han holdt lige ind så han kunne krybe over på bagsædet der havde behagelig armstøtte i midten, og så varede det ikke længe inden der stod Ole luk øje på hans åsyn.

Men han kunne ikke sove, for han var hele tiden til stede i den villa de havde ”lokket” ham med over i.

De havde sovet et par timer efter det heftige aftensmåltid, havde også bappet på en joint, så han havde haft svært ved at vågne da Sivert stod og hev i ham.

Der var ikke langt, lidt op af Gammel kongevej, og så en af de første sideveje til venstre hen til en gammel herskabs villa. Dem var der mange af der på det gamle Frederiksberg, og selv om det var de ”fisefornemmes” bydel, stod mange af kolosserne og så miserable ud.

Herremanden var taget i forvejen, så de var kun de 3, og han lagde mærke til at Allan hele tiden så sig tilbage, som om han var bange for der var nogen der fulgte efter dem.

De sneg sig ind i en mørk skummel havegang, ringede på en skjult klokke man ikke kunne se med det blotte øje, 3 små tryk.

På førstesalen gik et lille vindue lydløst op og et ansigt blev lige synligt et øjeblik i mørket.

Umiddelbart efter lød en svag summen ved døren der nu kunne presses op, og de kom ind i en svagt oplyst trappeopgang.

Allan førte dem helt op, og så kunne det nok være der blev lyst, nærmest blændende lige da de kom ind i lokalet, hvor Ejnar straks lagde mærke til det eksklusive interiør.

Unge mænd sad næsten afklædte, og de babbede alle på en joint.

Hej drenge, godt at se jer, de ville straks gå i gang med den 3 kant de snakkede om sidst.

Det var en flot ung mand der kom dem i møde, og mens han hilste på de 2 andre, veg hans blik ikke fra Ejnar, dvælede længe i håndtrykket mens han smilede frækt til ham.

202 Han var da en sød lille størrelse, mon de kunne bruge så ungt et talent til noget, fik han lige kommenteret, inden han bad de forsamlede om at gøre sig klar, for de ville få travlt.

En af de unge der sad og røg joint havde fulgt deres entre, og nu henvendte han sig og bød Ejnar et hiv, smilede til ham mens han ragede sig i skridtet.

Han klappede på pladsen ved siden af ham, og fik Ejnar lokket over at sidde, og inden han havde slået røven i sædet, fik den unge en arm om ham, og strøg ham kærligt mens han trutkyssede. Han ville vide om han havde været med i optagelser før, og mens han tog et hvæs på jointen, undrede Ejnar sig stadig over de var så letpåklædte, mens hans kurtisane stadig sad og tog sig i skridtet.

Han kendte ikke noget til nogen optagelse, undslog sig mens han stadig fulgte den unges bestræbelser med at rage sig på pikken.

Nu var der resultat, man så tydeligt hans lem var vokset, tydelig markeret i de stramme underbenklæder.

Ejnar blev påvirket af hånden der strøg ham i nakken, og da han gav jointen fra sig til en der kom forbi, kom hans anden hånd over, smilede hengivent mens den nærmede sig Ejners skridt der havde vist flaget.

Han følte det godt nok noget akavet, men det var svært at styre lysterne der pressede sig på, nu han havde set hvad sidemanden præsenterede.

Den unge mand blev afbrudt i hans bestræbelser på at få lukket op til Ejnars nu tydelige erektion, for den voksne der kom ind, begyndte at kommandere med ham og en af de andre.

De skulle gøre sig klar til optagelse, påklædte i øverste værelse, og hans blik havde ikke sluppet Ejnar mens han havde gæffet den kommando af.

Kommenterede at Henrik da var klar, og henviste grinende til hans tydelige markerede ståpik, som han stadig sad og gejlede på.

Da kurtisanen havde forladt lokalet, dvælede han et øjeblik ved Ejnar, og inviterede ham så til at komme med.

Han havde stadig tydeligt jern på, og nu han var kommet op at stå, sås det, og manden kunne ikke dy sig og mærkede efter da de stod i døren.

Han førte an til et noget større loftrum, hvor en stor himmel- seng dominerede, og hvor lyset var skærende.

Da de kom ind stod Allan og Sivert, nøgne, smilende mens de gned på deres erektion, og de hjalp også en yngre mand med at få hans op at stå.

203 Ham havde Ejnar ikke set før, men flot var han med en krop lidt hen ad Svends, meget muskuløs.

Ham med apparatet om halsen fattede om nakken på Ejnar, introducerede ham for de tilstedeværende, oplyste ham om at han, hvis han kunne lokke ham, ville have ham til at komme ind i den sidste scene hvor det hele gik på dem.

Men det kunne jo kun komme på tale hvis han ellers havde sæd i sprøjten.

Her stoppede han, drejede Ejnars hoved så han fik øjenkontakt, smilede igen afvæbnende, og spurgte om der var sprøjt når han filede på den.

Ejnar blev en smule flov men nikkede og erkendte at det var tilfældet.

Han blev vækket i gennemgangen af aftenens enorme sammenrand af nøgne mennesker og kameraer der filmede på samme tid.

Ole var standset på en rasteplads uden for Ringsted, Mormors kaffestue, for han var nød til at lade vandet.

Ejnar skulle også pisse, men han sad altså med jern på og måtte lige vente til den havde lagt sig.

De fik besørget, og Ejnar satte sig tilbage på bagsædet igen, hvor han prøvede at genskabte sig det tabernakel han var noget benovet over forekom for øjnene af ham.

Han huskede han blev bedt om at lægge alt tøjet, gøre sig klar, men endelig ikke måtte sprøjte endnu, for det var meningen han skulle komme ind lige når det gik mest vildt for sig i himmelsengen.

Allan, Sivert, og den unge der ihærdigt stod og gejlede, skulle bruge et kvarter til alt muligt lir sammen, ting han ikke skulle deltage i, men gerne måtte overvære fra side- linjen.

Han skulle vente til han blev bedt om at snige sig ind, skræve hen over den unge mands ansigt, og så masturbere sig til udløsning og sprøjte sæden ud over ham, samtidig med de 2 andre gjorde det samme nede fra hver deres side.

Han skulle nok blive instrueret når tiden kom, for først skulle de have alt det andet i kassen som han udtrykte det.

Nu fandt han ud af hvad det apparat der hang og dinglede skulle bruges til, for han gik rundt og målte lyset de forskellige steder kameraerne skulle fokusere på når de lå og moslede med hinanden.

Manden, ham de kaldte ”Mester” bad ham sætte sig og gøre sig klar, altså ikke tabe gejsten, holde den lidt i gang, ikke skyde kanonen af, for den skulle smutte umiddelbar når han satte sig ind over den unges ansigt.

204 Der blev snakket mens de filmede, for lyden skulle ikke bruges, for de eftersynkroniserede og lagde nye stønne lyde på fik han forståelsen af.

Men der blev godt nok stønnet mens de moslede rundt med hinanden.

Det hele startede lidt drømmeagtigt, hvor Allan lå i sengen med hænderne over dynen.

Han skulle agere rævesøvn der blev afbrudt af Sivert der kom ind, kun iført underbukser, og hvor de så skulle i gang med hinanden, slikke, masturbere, og hvad de nu blev bedt om, bare ingen pul.

Mens de så lå med røven i vejret og gnaskede, blev de afsløret af den unge mand der kom ”bevæbnet” ind, og han ville mishand- les af de 2 knægte der straks fik gang i ham.

Mester afbrød et par gange, instruerede dem i en scene der lige skulle tages om, men de tabte ikke gejsten i mens, og på et tidspunkt gjorde han det klart det snart var Ejnars tur.

Han havde heller ikke haft nogen problemer med at holde liv i grisebassen, havde hele tiden en hånd i skridtet, og han var klar.

Mester fik de 3 andre i position, en af drengene på hver side af den unges skridt, der hvor de skulle kaste klatten.

Og det helst i lange stråler, lige når han selv fik masturberet sig til en smasker.

Her var det han ville have Ejnar ind, sætte sig over skrævs ved hans ansigt, gejle vildt, og så ville han se grimasser når de kom.

De 3 gjorde sig klar, fik hevet sig til maks størrelse erektion, gav lyde fra sig der indikerede deres klimaks nærmede sig, og så var han klar og kom bagfra og satte sig så udløsningen ville ramme den unge i ansigtet.

Han lå med lukkede øjne da Ejnars første sædklat ramte ham lige på munden, og han slikkede den velbehageligt i sig.

Det inspirerede Ejnar til at prøve at gentage succesen, og han var heldig flere gange at tildele ham sæd, anbragt på samme position.

De 2 venner hev ihærdigt i deres ynglestokke, og de brøl de præsterede, samtidig med han præstere sin indsats, fortalte ham de havde ramt synkront, for han fangede også synet af den unges enorme sprøjt, et sprøjt der landede på Allans arm næsten en meter oppe.

Mester klappede, og det blev efterfulgt af kamerafolkene der også gav sit besyv med.

205 Alle var enormt tilfredse med deres indsats, og han roste Ejner for hans præstation, nu det var første gang han var med.

De blev ledt ud i badet, hvor der var plads til dem alle, og bagefter fik de hver en snehvid badekåbe på, inden de blev trakteret med alskens mad, hummer, kaviar, og hvad der ellers hørte til en god gang natmad på de kanter.

Det blev alt sammen serveret af kokken fra Vodroffsvej, og her viste Herremanden sig for første gang, ham der stod for det hele.

De ville godt hvis de kunne lokke Ejnar til at deltage næste lørdag, for de havde planer med ham, så det ville han da tænke over.

Herremanden var færdig med at spise, bøvsede af og begyndte så at dele kuverter ud, og alle teknikkerne stak dem straks til sig og belavede sig på at gå.

Ejnars 2 venner lokkede ham ind i optagerummet hvor de tændte en joint inden Herremanden kom ind og satte sig på sengekanten hvor de 3 lå og slangede sig.

Han stak Ejnar 2 hundrede krone sedler, og fortalte han var enorm tilfreds med hans indsats, som han havde fulgt fra det spejl der fyldte det meste af bagvæggen.

Ejnars 2 venner grine skævt af hans måben, inden de fortalte man kunne se igennem det fra den anden side.

De fik lov at slumre lidt ind på himmelsengen efter Herremanden havde forladt dem, og de gentog aktiviteten fra tidligere, men uden den unge mands tilstedeværelse.

Mætte af nattens arbejde befandt de sig senere på gaden, der hvor de 2 venner forlod ham i fuldt løb da strømerne antastede ham.

Han blev igen opmærksom på hvor han var på vej hen, for de var ved færgelejet hvor Ole inviterede på en gang god biksemad i cafeteriet, en udgift han fik refunderet når han aflagde regnskab for turen der ville tage det meste af søndagen, for ham i hvert fald.

206 Afsnit 48 Der var kaos på socialforvaltningen, for den lokale politi- betjent på Langeland, Sivertsen i Spodsbjerg området, havde ringet angående et af deres anbragte børn hos familien Olsen.

Der var sket en tragedie, og det var ikke muligt for dem at registrere om Ejnar var indblandet i den, tragedien altså. Aksel Jørgensen var umiddelbart efter han var

mødt på arbejdet, blevet orienteret om at plejefamilien gennem 14 år, alle var omkommet under en tragisk brand.

Da man ikke havde fundet beviser på at Ejnar var blandt de omkomne, var de nød til at henvende sig og forhøre sig, om der var nogen ny disponering omkring plejeanbringelsen.

Det vidste han naturligvis der ikke var, foretaget nogen ændring, bortset fra Ejnars tidligere springtur, men han havde straks orienteret Ejnars nye kontakt person, Inger Frandsen, og ajourført hende omkring de nye oplysninger.

Men der var jo ikke foretaget nogen ændring i den anbringelse, så han var altså nød til at indkalde til et møde, klar over at deres tidligere disponering omkring netop den anbringelse, havde været en fuser.

Så han havde indkaldelse de involverede, inden meddelelsen indløb fra børnepensionen om at der var ankommet en dreng dagen før, Ejnar Jensen, ham der før var anmeldt som bort- løbet.

Da Aksel Jørgensen fik den meddelelse åndede han lettet op, takkede sin gud for drengen var i god behold, mens han ilede mod kontoret.

Men han havde også forstået på henvendelsen at der var en mulighed for at Ejnar havde noget med ildspåsættelsen at gøre, så det skulle tages med i han orientering til personalet når han fremlagde problemet de havde med knægten.

Han gøs da han genkaldte sig oplysningen fra betjentens korte orientering, som ikke ville tage tingene for givet før de fandt frem til drengen, og der måtte de naturligvis vente på at Aksel fandt ud af hvor knægten var henne, som Sivertsen nu havde fremlagt det.

Han skyndte sig, for han vidste slaverne ventede spændt på hvad der var hændt, og han var især glad for han nu havde chancen for at lægge noget af problemet over på Ejnar.

Men han forbandede den dag han stiftede bekendtskab med drengens selvbestaltede værge, Svend Konradsen.

207 Han indfandt sig lidt stakåndet, kikkede sig orienterende rundt på de fremmødte, hvoraf de fleste var loyale omkring de svære beslutninger han førhen havde levet højt på som chef.

Men han vidste også hans sidste fejldisponering var en streg i regningen, og det havde skabt en vis krakelering i det panser han før havde haft omkring hans position.

Han vidste han ikke kunne slippe for indblandingen fra denne amatør, og at Hanne Jensen ville være med til at slagte ham. Så nu ville han bruge Ejnars flugt som angreb, og han var sikker på at have situationen i sin hule hånd.

Det summede i lokalet, og forventningerne om årsagen til denne hasteindkaldelsen så han i deres overraskede ansigter da han ankom, så han besluttede at lægge hårdt ud.

Han skuede forventningsfuldt ud over de 7 fremmødte, og da han ventede og holdt den obligatoriske kunstpause, var der helt stille til han begyndte at gengive samtalen han havde haft med betjent Sivertsen tidligere.

Han følte den ophøjede samhørighed han havde følt, mens Sivertsen i et kort klart sprog havde orienteret ham om familiens udslettelse, og at de ikke havde fundet et eneste spor af Ejnar Jensen, udover en del effekter på hans værelse, så han var forsvundet efter tragedien, men nu altså tilbage på pensionen.

Han holdt øje med Hanne Jensen mens han højtideligt berettede om tragedien.

Gav den ikke for lidt om Ejnars forsvinden, og om hans mulige deltagelse i branden.

Men hvad han ikke vidste endnu, var at man havde klare beviser for at det var Oskar selv der var skyldig i massakren.

Sivertsen havde ikke følt det var relevant at gå i detaljer om ”nedskydningen”, så Aksel Jørgensen løb med en halv vind, mens han mente han handlede i god tro.

Han meddelte også han ville orientere det lokale politi, dem der skulle foretage sig det nødvendige omkring afhøringen af Ejnar.

Hanne havde stået og krummet tæer mens hun hørte på Chefens umiskendelige påstand om Ejnars medskyld, troede selvfølgelig ikke på det, så hun rejste sig op og gav hele hendes inde trængte vrede fra sig.

Anklagede ham for at tilsvine en uskyldig dreng på 12, og hvor var beviserne?

Hun ventede ikke på hans reaktion men fortsatte, bad ham om at erindre at klagerne om at Oskar havde brugt vold mod uskyldige børn, var det der havde bragt dem i den situation nu.

208 Hun holdt en pause, mest fordi hun var ved at græde, og den oplevelse skulle han ikke have serveret for senere at kunne hovere over hendes svaghed.

Men han var over hende.

Bebrejdede hende for hendes urealistiske opfattelse af tingenes tilstand, for det var da indlysende, at Ejnar, ham der var forsvundet fra jordens overflade, var skyldig som ind i helvede.

Og nu politiet havde fundet ham, i gang med andre kriminelle handlinger i København, så var det da indlysende at det var delinkventen de havde fået fat i.

Hanne stod stadig og viste hendes vrede, fik mæle og gav ham igen.

Fik indført at der ikke kunne være tale om nogen afhøring af Ejnar, før hans værge var til stede, og i øvrigt skulle der være en fra socialforvaltningen også.

Socialchefen viste ingen nåde da han bekendtgjorde at han personligt gerne stillede op som bisidder, hvad enten Ejnar billigede det eller ej.

Svend Konradsen, han standsede op og var i vildrede, var i tvivl om navnet var rigtigt, men et nik fra Hanne fik ham til at fortsætte, ja, Svend Konradsen, han havde ingen fuldmagt fra Ejnar Jensen mor, og det skulle han have.

Han var i sit es, men nu kom den pædagogiske konsulent på banen for en gang skyld, korrigerede ham og fortalte at Ejnar skulle orienteres om at han havde ret til selv at bestemme hvem han ville have som bisidder, og det kunne der ikke laves om på.

Socialchefen fik overflod af mundvand, spyttede og kom i vildrede igen, men det endte med at han i første omgang ville lade politiet rede trådene ud.

Men det vigtigste var dog at man fandt den skyldige til den brutale handling der bl.a. havde forårsaget døden af en uskyldig dreng på 6 år.

Her havde følelserne næsten fået ham til at ryste i stemmen, men Hanne var ikke færdig med slamberten, fik ikke sympati for noget han fandt på for at redde sit skind.

Så hun gav igen med at han sagtens kunne anklage en uskyldig dreng på 12, uden der var konkrete beviser, uden Ejnar havde mulighed for at forsvare sig, og det var uhørte anklager fra en embedsmand i hans stilling.

Hun blev klar over hun ikke kom længere med ham på det møde, så hun belavede sig på at gå, men ville orientere Svend senere.

209 Afsnit 49 Ejnar var tilfreds med at skulle tilbage på pensionen, og efter de havde forladt færgen havde han sat sig på forsædet igen.

Han var sig bevidst om at det han havde oplevet i København var ulovligt, men han havde stadig de 2 hundrede kroner som han havde stoppet ned i strømperne, det han havde lært af Sivert.

Han var ikke bleg for at indrømme han ville gøre det igen, hvis han fik chancen, var heller ikke betænkelig ved at hans deltagelse skulle blive afsløret.

Hans 2 venner.

Dem der også havde lært ham at hvis han blev stoppet, skulle man spæne i alle retninger hvis man altså var mere end en.

De havde garanteret ham at optagelserne han havde deltaget i, ikke blev solgt i Danmark, men kom til andre lande, og hvem derfra ville komme netop til Jylland og støde ind i ham.

Han havde ikke tænkt på det lige i starten, havde været fascineret af hele arrangementet, været skæv og enormt lider- lig, og det havde gjort ham ligeglad med at være skeptisk.

Men nu hvor han vidste hvad det evt. kunne indebære af afslø- ringer bagefter, havde fået ham til at betænke sig alligevel.

Han var blevet modtaget af den unge medarbejder som første gang han boede der, ham der havde givet ham tilladelse til udgang.

Men i går havde der ikke været noget at rafle om, låste døre og en kraftig besked om at der ikke kunne bevilges nogen tur i byen for at skeje ud.

Han havde ellers pointeret at hans værge ikke vidste han var der, men lige lidt hjalp det, og han blev også nægtet at telefonere.

Han var blevet ked af det ikke var muligt lige at stikke ned til Svend, for han havde jo lovet at hjælpe ham når han havde brug for det, og det kunne han da godt kalde det nu, at have brug for hjælp.

Han havde også haft en fandens lyst til en smøg, især da han havde set den unge vagt sidde på kontoret med en i flabet.

Han ville ikke spørge, vidste han ville sætte vagten i forlegenhed hvis han havde givet ham en, så han havde bidt hungeren i sig.

Han var den ældste på pensionen nu, for den store dreng der havde været der sidst, Søren, ham som havde fortalt om han kunne skifte plejefamilie hvis der var problemer, var rejst.

2 10 Hende den vrantne kælling havde ikke været til at vride et ord ud af, så han havde været glad for den unge også havde været der, heldigvis også på aftenvagten, så der havde været en at spille skak med.

Men nu var det mandag og stedet vrimlede med personale selv om stedet næsten var uden unger, da de fleste var i skole.

Lederen, som ikke vidste noget om han var kommet tilbage endnu, havde hilst gemytligt på ham, lavet sjov med at han ikke kunne regne med at de havde plads til ham hver gang han ville på lang weekend.

Det øvrige personale føjtede rundt, ordnede sengetøj hos en af de små der havde lækket om natten, ordnede fællesstuen nu der kun var ham og et par smårollinger, og mens han stod og kikkede tomt ud i friheden, kom der en patruljebil til syne på parkeringspladsen.

Det foruroligede ham ikke, for han vidste det ofte skete her hvor man som regel blev eskorteret hen.

Men han fulgte med fra stuedøren, og da betjenten kom alene, fik hans bange anelser der blev til virkelighed.

Lederen havde hovedet ude i gangarealet, skuede lige rundt anede Ejnar, der trak sig tilbage som om han havde mulighed for at skjule sig.

De fandt ham og han fik sandheden smidt lige i fjæset, af sted til afhøring.

Men han behøvede ikke pakke, for han skulle tilbage når de havde haft ham i vridemaskinen, hvad de så ellers ville vride ud af ham, for han var jo afhørt i København.

Han var sikker på de ikke vidste noget om hans filmrolle, vidste de Københavner strømere havde troet på ham, i sær det at han havde sovet på togstationen og var smidt ud sent om natten.

Men han måtte se tiden an, håbede på det sikkert kun var noget med Oskar som havde anklaget ham for hærværk eller tyveri igen.

Han blev eskorteret ned i patruljebilen, fik besked om at han godt kunne spare sig at smutte undervejs, for der var lås på alle dørene.

Han havde ikke i sinde at smutte nogen steder hen, for han var jo hjemme, og det fik betjenten lige i snotten, arrogant som den uniformerede nu havde været.

Han blev anbragt på en stol og skulle vente, for der ville komme en voksen fra socialforvaltningen som ville overvære afhøringen.

211

Nu vidste han det godt kunne blive alvorligt, især når de brugte ordet, afhøring.

Hans erfaring var allerede, at hvis de brugte samtale, så var det ikke med henblik på at afhøre ham, for der var de kun ude på at få en på glatis.

Han kendte jo et par af socialarbejderne på rådhuset, bl.a. Hanne Jensen, og hende måtte det godt være, for hun var på hans side mente han at huske.

Det blev ikke Hanne, men 2 strigler, og uden at hilse på ham, gik de lige forbi sammen med en civil kriminalbetjent, ind på et kontor hvor de lukkede døren efter sig.

Han sad og funderede, havde opdaget tiden gik hurtigere hvis man genkaldte sig noget rart.

Noget man kunne distrahere de dystre tanker væk med, om hvad der eventuelt ventede bag den lukkede dør, den han sad og ikke ville stirre på.

Men nu gik den op mens hans opmærksomhed var klistret til den alligevel, og han blev vinket ind i den beklumrede hørm.

Det var også ham der stank følte han, havde ikke skiftet underbenklæder siden fredag, for han havde ikke haft fat i hans sportstaske siden filmoptagelserne.

Heldigvis var det et par af hans nyste under hørmere, i flere farver og mønstre, så de bremsespor der uundgåeligt aflejrede sig, var godt kamufleret.

Han blev igen anvist en stol, og de 2 mokker sad sukkersødt og gloede på ham, imens kriminalbetjenten bladrede i en stak papir.

Ejnar fik lige et flash back, havde oplevet den situation indtil flere gange på det sidste, så han smilede et øjeblik for sig selv, og vidste det ville blive misforstået af de 2 møgkællinger, der begge sat og nidstirrede ham.

Han vendte spontant blikket mod dem, og de skiftede udtryk fra det sukkersøde til stramtandede, foragtelige.

Han var sig bevidst at han ikke kunne forvænte nogen støtte fra de 2, og ønskede at det var Svend der sad der og ville tage ham med sig hjem og ville være god ved ham.

Bare holdt om ham så han kunne føle sig elsket bare en lille smule, føle der var nogen der holdt af ham og forstod hans savn af en voksen han kunne søge trøst hos.

I stedet for sad han nu her og var lige ved at græde, igen.

Følte det pressede sig hele vejen fra mellemgulvet og op gennem svælget så snottet boblede i næseborene, og ikke en af de tilstedeværende rakte ham noget at tørre sig med.

212 Så han hev guirlanderne op med et gevaldigt sug, mens han brugte jakkeærmet demonstrative som lommetørklæde.

Han gloede ondt på kællingerne der igen lignede et par agurker der lå i eddike, og han fnøs hånligt af dem inden betjenten henvendte sig til ham.

Han ville vide hvor han havde opholdt sig lørdag aften omkring kl. 17 – 18, ca. og han fokuserede på ham for at han ikke skulle smutte fra spørgsmålet.

Han havde ikke i sinde at smutte, for det var jo nærliggende bare at henvise til afhøringen af ham lørdag nat i København, hvad han også gjorde.

Betjenten kikkede længe på ham efter han havde fyret den sandhed af, vendte sig og rodede videre i stakken af papirer.

Stilheden blev brutalt spoleret da en af striglerne anbefalede ham at fortælle sandheden, for det betalte sig i længden.

Samtidig pointerede hun at han jo før havde rømmet fra stedet havde tilranet sig kontanter, og nu tilmed havde han smadret køkken vinduer.

Kriminalbetjenten så op fra hans pairer, bad hende med hans professionelle blik om at holde kæft, og så koncentrerede han sig igen om Ejnar.

Bad ham tænke sig gevaldigt om, for nogen havde jo set ham på vej til bussen ved den tid.

Blikket fra ham var gennemborende, men Ejnars veg ikke fra det, og hans stemme rystede ikke da han gentog han havde været i København på det tidspunkt, men han var rigtig nok set tage bussen.

Det var bare om fredagen, og meget tidligere på dagen, for han havde været på hovedbanen ved 6 tiden, hundrede, og imens pointerede han udtalelsen med et par nik med hovedet for at understrege oprigtigheden.

Han gloede også på kællingerne, demonstrativt, men de forblev tavse.

Imens han opponerede mod anklagen, pakkede kriminalbetjenten sine papirer sammen og gav op.

Bad socialrådgiverne om at tage ham med, bare sådan, så han kunne vel ikke være langt fra friheden, men han skulle blive klogere.

Begge mokkerne havde deres sleske tone på mens de kommanderede ham ud til deres bil, for de ville køre ham tilbage til pensionen.

Han fulgte beredvilligt med, og regnede med på et tidspunkt at kunne få lidt frihed til at besøge vennerne.

213 Mens de kørte de få kilometer, var de så arrogante at han havde haft lyst til at smække dem en på snotten, harmedes over de påduttede ham at være fuld af løgn, og så vred de nyheden ud om at de havde planer om han skulle anbringes på et drenge- hjem, tæt ved Silkeborg.

Han gik totalt i baglås, bandede og svor at hans værge nok skulle fortælle dem hvordan de skulle behandle ham, og ikke regne med han ville blive der, hvis det lykkedes at få ham transporteret der op.

Han fulgte med da de kom tilbage til pensionen, og mens de 2 møgstrigler konspirerede med lederen på kontoret, fik han mulighed for at organisere noget tøj i hans størrelse. Pensionen havde åbenbart et sortiment af brugt til de arme stakler der ankom uden andet end det de stod og gik i.

Han tog i mod tilbuddet om et bad, og følte sig i bedre humør da han fik skiftet de gamle underhørmede med bremsesporene ud, dem som han jo havde brugt 3 dage på at dekorere.

Han kom ud netop da de 2 møgkællinger smiskende kom ud fra kontoret, og de prøvede stadig at indynde sig hos ham, men der var lukket, så han gik hånligt lige forbi dem mens han fnyste af dem.

De forlod pensionen med lederen lige i røven, på vej ned til hoveddøren der blev forsvarligt låst, så flugt den vej var i hvert fald forhindret.

Han kontaktede lederen på vej tilbage til hans kontor, bad om lige at få lov til at ringe til hans værge.

Det blev igen pure afvist, og i øvrigt havde han ingen værge ud over den pædagogiske konsulent, Gertrud Johansen, hende der lige havde forladt stedet, og hun havde udtrykkeligt forbudt ham at kontakte nogen udover hende, hvis han havde noget at klage over.

Ejnar var vred, og mens han gik tilbage til sit hummer, overvejede han alle mulige ideer til hvordan han kunne slippe ud af det her fængsel, men erkendte inderst inde han var prisgivet uden Svend, og han satte sig på sengen og brød sammen.

214 Afsnit 50 Hanne brugte et par timer på arbejdet med at ajourføre et par journaler der havde et efterslæb, og imens tænkte hun på hvordan hun bedst kunne gribe ”sagen” an.

Det harmede hende at de uden reel viden, luftede muligheden for at Ejnar havde noget med ildspåsættelsen at gøre, og hun ventede kun på et referat fra de 2 kolleger, dem der var taget med til afhøringen af Ejnar hos det lokale politi.

På den anden side var hun sig bevidst om at de ville udpønse deres egen rævekage, uden om hende, for hun følte allerede hun var frosset ud.

Det gjorde det så meget nemmere for hende at gå bag ryggen af dem og afsløre deres vanrøgt af den arme dreng.

Ham som hun havde fået en enorm sympati for, og som hun vidste talte sandt om Oskar der nu var elimineret for egen hånd.

Hun gøs ved tanken om Chefens referat om tragedien, huskede den lille hans, og konen havde hun da også sympati for, men hun havde åbenbart været for svag til at forlade tyrannen, fundet sig i slamberten til den bitre ende.

Der havde også været en dreng på 10-11 år, men ham havde hun ikke nogen erindring om, var åbenbart sluppet derfra med livet i behold, stakkels dreng.

Ved frokosttid fik hun ubemærket hendes overtøj lusket ud fra garderoben, besluttede at opsøge Svend, og i tilfælde af han ikke var hjemme, havde hun i hast noteret en kort besked om at han straks skulle kontakte hende.

Han var hjemme, men hun tog ham lige i badet, så han kom våd ud og lukkede hende ind og bad lige om 2 minutter til at komme i tøjet.

Hun var enorm lettet over han var hjemme, sikker på han ville blive flintrende når hun fik hul på justitsmordet på Ejnar, for det følte hun det var, justitsmord.

Svend kom ind, ikke klædt på, men dog i badekåben som havde det med at flagre om ham når han bevægede sig.

Hun huskede sidst hun havde observeret det, og imens fik hun associationer om hendes smukke oplevelse med Erik, den som Svend jo ikke vidste noget om, eller gjorde han?

Han var lidt i vildrede med hvad besøget handlede om, var klar over det var midt i hendes arbejdstid, men var dog bevidst om det måtte handle om Ejnar.

Hanne var frustreret dumpet ned i hendes ynglings stol efter frakken var hængt på bøjle, for det insisterede Svend på

215 skulle gøres i hans hus i hvert fald, og ikke bare op på krogen så den gik ud af facon.

Han kom sjokkende i hans slippers, som sagt med badekåben flagrende, og han var fåmælt mens han satte sig, ventede på hendes udspil.

Hun begyndte at græde, heftigt mens hun prøvede at forklare sig, og han lod hende lige stamme færdig.

Da hun prøvede at beskytte hendes forgræmmede ansigt med hænderne, følte han det ikke akavet at gå hende i møde og lagde beskyttende en arm om hendes skuldre, tryggede hende blidt til sig, og lod hende komme til hægterne.

Hun snøftede ind så snottet gurglede, og han var så galant at han hentede et fugtigt gæstehåndklæde som hun hastigt fik sig soigneret med.

Han hentede også et par glas og skænkede lidt vin op, lod hende sunde sig, for det måtte være alvorligt siden hun reagerede så voldsomt.

Så fik hun hul på bylden, så mens det strømmede ud sad han fuldstændig mundlam og lyttede til hendes beretning om tragedien på Langeland.

Han befandt sig også i syv sind da hun kom til hendes chefs anklage om at Ejnar havde haft en finger med i ildspåsættelsen.

Og nu var Ejnar afhørt af det lokale politi, hvor 2 fra forvaltningen havde deltaget.

Hun vidste ikke andet om afhøringen, end at de var kommet tilbage, og de havde straks opsøgt chefen som ikke havde følt det nødvendig at orientere det øvrige personale, slet ikke hende i hvert fald.

Svend tømte glasset, skænkede op til begge igen og drak selv ud, inden han bad om hendes mening om hvad de skulle gøre.

Hun var lidt i vildrede, men da hun jo vidste at Ejnar var på pensionen, endnu, men helt sikkert på vej til et nyt opholds- sted, skulle der handles hurtigt.

Så hun foreslog de tog på besøg og fik kontakt til Ejnar, og hvis han i det hele taget vidste noget om hvad der var sket, mere end de havde fået orientering om fra Svendborg politi, måtte de have ham til at spytte ud.

Svend syntes det var en beslutning der skulle prøves og gik hinsides og fik tøj på.

Han fandt papiret på at Ejnar havde besluttet han skulle være værge for ham, og så fulgtes de som de gode venner de var blevet, arm i arm.

De snakkede ikke meget om hvad de ville gøre hvis de blev forment adgang til at få Ejnar i tale, men Svend var klar over 216 det ville blive en svær tid for Ejnar ikke at have nogen at støtte sig til, nu han var i ”ingenmandsland”.

Der var selvfølgelig låst da de kom frem til pensionens hoveddør, så Svend hang unødvendig længe på klokken.

En bøs udseende voksen kom frem og viste det ikke behagede ham, men kun til han så det var et par voksne der havde forårsaget larmen.

Han lukkede op, men det blev kun til en sprække, og da han hørte at de skulle besøge Ejnar, var han ved at klappe sprækken til igen, inden Svend fik en fod i mellem og legede Jehovas vidner.

Og så masede han sig bare ind.

Den unge mand begyndte at argumentere, og mens han forklarede at Ejnar ikke kunne modtage besøg, og de skulle ringe i forvejen, pressede Svend ham op ad trappen, kom op på 1 sal hvor de i en dør længere henne fik Ejnar i syne.

Han skreg hjerteskærende mens de løb hinanden i møde og favnedes i et langt gensynskram der mundede ud i Ejnars hørlige hulken, mens han lod sig kramme i Svends sikre havn.

Hanne havde følt med Ejnar da hun hørte hans hjerteskærende skrig, og da hun så de 2 forenes i krammet, var hun overbevist om at det var det eneste rigtige de havde gjort, tiltvunget sig adgang.

Tumulten havde aktiveret alt hvad der kunne krybe og gå, og mens Svend stadig stod og tørrede Ejnars tårer væk fra hans ophovnede ansigt, kom Lederen brasende og ville have en forklaring.

Det var dog uhørt sådan at komme uanmeldt og bryde alle regler for besøg, og lederen bad dem faktisk om at forlade pensionen, ellers ville han tilkalde politiet.

Svend favnede Ejnar i hans venstre arm, fægtede med højre hånd foran snuden på den opfarende, og gjorde ham opmærksom på han gerne ville vente til de kom, for så ville han have en anledning til at gøre øvrigheden opmærksom på at alle juridiske regler var tilsidesat omkring Ejnars sag.

Bossen stod desorienteret, men han prøvede at bevare fatningen og udbad sig en forklaring på den påstand svend havde fyret af.

Hanne havde paralyseret fulgt slagets gang, og hun fik enorm respekt for den mand der her stod og tog Ejnar i forsvar, den eneste i det slæng af øvrighedspersoner der kun havde brugt deres magt til at nedgøre den arme dreng.

217 Svend fortsatte, og hans bastante stemme skar igennem gangen hvor indtil flere småbørn havde stukket hovederne frem, og de fulgte slagets gang.

Svend præsenterede sig som bisidder for ham her, og her krammede han Ejnar til sig, mens han fortsatte med at de ikke havde behandlet ham ordentlig.

Han havde holdt en pause, vendt sig til Hanne, hvad involve- rede hende som vidne i det spil der var foretaget imod Ejnar.

Lederen havde ikke haft en chance for at få et ord indført, men nu protesterede han og henviste til socialinspektøren, som han havde sine direktiver fra.

Direktiver du, nu skulle Svend give ham direktiver.

De tog Ejnar med, nu, men han ville komme tilbage senere, for han skulle have lov at berette for åben mikrofon om hvad han havde været i gennem, og det for åben mikrofon.

Svend havde bedt Ejnar om at finde de ting han ville have med, men det var kun hans jakke, og da han havde hentet den, fik de uhindret lov at passere de voksne, mens Ejnar stadig klyngede sig til Svend.

Svend havde foreslået de tog i centeret og fik en forsinket frokost, og så kunne de altid tage hjem til ham bagefter og sørge for at Erik fik besked om besøget.

Her fik Ejnar igen en krammer mens de gik de 10 minutter til restauranten hvor den smalrøvede Italiener overrasket tog imod dem.

De fik en omgang smørrebrød, og Svend bad Ejnar vente med at fortælle om hvad han havde været ude for til de kom hjem til båndspilleren.

Udefra kunne de forbipasserende godt få den opfattelse at de glade mennesker ved bord 12 var en lykkelig familie, men det var ikke tilfældet.

De var 3 der ved skæbnens hjælp havde mødt hinanden, og i kraft af historien var de ført ubrydelig sammen, nærmere forbundet end kærnefamilien, hvor blodets bånd var det bærende i familien.

Dem der havde set Ejnars afmagt tidligere på dagen, ville nu undres over den forandring der var kommet over ham, og de kunne godt få den opfattelse af at hans problemer var løst eller forsvundet.

Men der var stadig en rævekage der skulle elimineres, men de vidste ikke hvad den indeholdt endnu.

Da de 3 forenede igen var på vej, hjem til Svend arm i arm, mødte de Erik på vej hjem fra skole, og de 2 venner faldt

218 hinanden om halsen, mens Eriks 2 klassekammerater måbende stod og så på.

Det blev en strid genfortælling Svend optog på hans lille maskine, den der lusket havde afsløret komplottet tidligere mod Ejnar, og imens lavede Erik og Hanne te og ostemadder i det lille køkken.

De forenedes også i en smuk krammer, hvor de igen gennem- levede deres erotiske oplevelse nu de stod og mærkede hinanden.

Svend kom først tilbage til hans lejlighed igen hen ad 9 tiden, for de fulgte alle Ejnar tilbage til pensionen, hvor han i favntaget forsikrede ham om at han nok skulle følge slambeternes skalten og valten med ham.

Men Ejnar var altså nød til finde sig i deres dispositioner, indtil videre altså.

Med det i mente fik de i det sidste favntag sagt farvel og på gensyn, men det varede længe inden de skulle se hinanden igen.

219 Afsnit 51 Der var igen en vis aktivitet på socialforvaltningen, for der var ringet fra børnepensionen at en for dem ukendt mandsper- son, sammen med Hanne Jensen, socialrådgiveren, var trængt ind på pensionen.

Her havde de overtalt Ejnar Jensen til at tage med dem, og trods protester fra ham, chefen på pensionen, havde de forladt stedet.

Han måtte dog medgive den indtrængende, at han postulerede at være bisidder for omtalte dreng, og i samme moment havde indtrængeren lovet at Ejnar ville blive fulgt tilbage senere på dagen.

Socialchefen var i syv sind, var sig bevidst om at Hanne Jensen stod til en intern undersøgelse, og han var villig til, aftalte han med pensionens ansvarlige, at indberette episoden til politiet.

Han fortalte videre, at der stadig var mistanke om et upassen- de forhold drengen og den selvbestaltede bisidder imellem, altså sex mellem de 2, drengen og den voksne.

Socialchefen undlod bare at orientere om Svends optagelse af en noget uheldig samtale de havde haft med ham, men han mente selv at have sin sti ren, for det var trods alt den pædagogi- ske konsulent der havde bragt snakken om den mistanke til torvs.

De blev enige om at holde kontakten ved lige, og socialchefen bad pensionslederen om lige at ringe, gerne på privaten, og her fortælle om den videre udvikling omkring tilbageleveringen af Ejnar.

De lagde på, og socialchefen fandt det nødvendigt at orientere kommunaldirektøren, ham som havde haft et noget anderledes opfattelse omkring deres behandling af Svend Konradsen.

Kommunaldirektøren havde faktisk bebrejdet ham, at de ikke havde undersøgt Svend Konradsens kendskab til hvad Ejnar selv havde af ønsker omkring en bisidder, for socialchefen vidste jo godt at det var en juridisk mulighed børn anbragt i pleje havde.

Men han var ikke meget for at bringe sig i en ny pinlig situation, men vidste samtidig at forvaltningsloven forventede at man internt informerede om usædvanlige episoder, sager der havde med socialforvaltningens behandling af børn i deres varetægt at gøre.

220 Han sad og krummede tæer, inden han besluttede at sjokke den lange vej til direktørens domæne, ville ikke risikere at man internt skulle høre ham over deres lokale telefonnet, lytteposten.

Jungletrommen som alle kaldte denne aflytning der kunne praktiseres.

Hvor ofte havde han ikke selv hørt det afslørende, klik, klik, når forbindelsen blev reetableret efter et par sekunders lytten, og ofte var der slet ingen klik, da omstillingen vidste de så blev afsløret i deres forehavende.

Direktørens sekretær meddelte ham at direktøren ikke var tilstede mere i dag, og sikkert heller ikke i morgen.

Der var jo det møde i København, hvor alle kommunaldirektø- rerne fra hele landet samledes, hvad han da godt huskede på nu.

Han blev lidt formildet, var glad for den respit han var i udsigt, så han nåede sikkert at få skovlen under Hanne Jensen inden han var nød til at informere kommunaldirektøren.

På vej tilbage til hans kontor gav han lige besked om han godt lige ville have et ring, hvis Hanne Jensen dukkede op inden lukketid, for han havde en vigtig besked til hende.

Den ældre ved omstillingen vidste godt hvad sådan et ordvalg indebar, og da de alle var orienteret fra ”jungletrommerne” om uoverensstemmelserne de to imellem, var der hurtig signaler på vej i det interne hierarki.

Men han havde ikke til sinds at finde sig i den selvbestaltede bisidder, fandt på vejen forbi Ejnars socialkontakt som var på sin pind, altid ivrig til at behage chefen.

Han ville lige forhøre sig om hvor langt hun var kommet med planerne omkring den nye anbringelse af Ejnar, den de havde hørt var mulig på drengehjemmet i Ry ved Himmelbjerget.

Hun forivrede sig mens hun prøvede at finde journalen, tabte den forfjamsket på gulvet, mens hun stammende orientere om at de kunne tage ham akut.

Hun havde informeret dem om at han var en vanskelig dreng, deres speciale, og at han havde rendt fra samme plejefamilie 2 gange i de par uger han havde været anbragt.

Hun nåede også at pointere at hun havde orienteret dem om politiets mistanke om hans mulige deltagelse i mordbranden, men der brød socialchefen ind og rettede hendes misforståelse, for det var jo ikke nogen mordbrand.

Sagen var jo åbenlys nok, da det var belyst at alle de omkomne var skudt, inden branden fortærede dem, men han bebrejdede hende ikke for den lille misinformation.

221 Tvært i mod fik hun ros for den hurtige sagsbehandling, og hun smilede sleskt og takkede ham for tilliden.

Han gik tilbage til hans tomme skrivebord, sikrede sig hos hans sekretær der ikke havde været nogen telefonsamtaler til ham mens han havde været væk.

Han satte sig og tænkte situationen igennem.

Kom til den konklusion at de nok skulle få skovlen under den tølper til bisidder, for når først de fik anbragt den uvorne knægt, godt af vejen, så var der ingen mulighed for at han kunne blande sig i tide og utide.

Han frydede sig, sad og smilede hævngerrigt, glædede sig til sagen faldt ud til deres fordel.

De havde trods alt ansvaret for at drengen kom i professionel behandling, og hvem var bedre til det end et opdragelseshjem, specielt med ekspertise omkring vanskelige drenge.

Han ville hjem til familien og glædede sig til at høre hvordan det var gået hans yngste knægt i skolen i dag, for de havde haft samfundsfag, og her havde han som

kyndig omkring sit arbejde, informeret knægten om de problemer han ofte kom ud for.

Havde endda hjulpet ham med den skriftlige stil, den som drengen havde haft lidt svært ved at få helheden frem i.

Men i betragtning af at han kun var 12, så var han som far alligevel stolt over knægten slægtede ham på, hvad interessen for samfundssind angik.

Karina på 23 som var flyttet hjemmefra, havde haft sin periode hvor hun ville være lige som farmand, men det var hun heldigvis vokset fra.

Det var ikke et kvindearbejde at være leder for en personale gruppe, i sær med så vigtigt et arbejde som at varetage omsorgen for mennesker, og slet ikke når det drejede sig om børn med ar på sjælen.

Så hun var blevet børnehavepædagog, hvad også indebar ansvaret for at retlede børn med svigt fra uansvarlige forældre.

Andreas på 28 ville han helst ikke tænke på, forsumpet som han var, levede vel som boheme selv om han var beskæftiget i et eller andet direktorat i København.

Han havde aldrig fundet ud af hvad der var gået galt, men knægten var allerede som 9 årig gået over gevind, især når han som ansvarlig far ville vejlede ham.

Bestræbt sig for at retlede ham til en fornuftig samfunds medborger.

Skolen kunne heller ikke styre ham, så enden på det hele blev at de sendte ham på kostskole, og det havde hjulpet.

222 De blev aldrig gode venner, sønnen og ham, men Aksel ville ikke erkende han havde været for hård ved ham da han var lille og sårbar.

Hans elskelige kone havde aldrig med et ord bebrejdet ham at han revsede knægten, i sær når han som lille havde lavet noget galt, og hvor han skreg i flere timer efter de par rap han havde fået bagi.

Han fik orden på hans tomme skrivebord, kikkede i kalenderen og fandt ud af at der ikke var flere noterede arrangementer.

Der var stille da han kom hjem hvor hustruen som altid stod klar og servicerede ham, og senere da han sad i familiens trykke rammer, ringede lederen fra børnepensionen og fortalte at Ejnar var kommet tilbage.

Nu Socialchefen havde ham i røret, orienterede han om at det kun drejede sig om natten over, så var de ude over det problem, for de havde fundet et passende sted til den uvorne knægt.

De kværnede lidt mere sladder af, enedes om at de var glade for det professionelle samarbejde der altid havde været mellem dem, og det var så socialchefens sidste beslutning omkring dagens vigtige arbejde.

Han satte sig bedre tilbage i sofaen, glædede sig over hans arbejde var så vellykket, og hustruen sad og fyldte ham med glæde over det vellykkede samliv han havde delt med hende gennem alle de mange lykkelige år.

223 Afsnit 52 Ejnar blev fulgt tilbage af Erik, Svend, og deres allierede Hanne Jensen, som Svend var kommet til at respektere enormt efter hendes indsats på forvaltningen.

Det drejede sig om at holde et vågent øje med hendes chef, Aksel Jørgensen.

Hanne havde efter deres frokost, opsnust hans nye rævekage, drengehjemmet ved Silkeborg, ved at bryde ind i kollegaens computer.

Så Svend og Hanne havde fået endevendt hvad det nu indebar at han skulle på det drengehjem ved Silkeborg, inden de fulgte ham tilbage til pensionen.

Fundet frem til de lige ville se tiden an, og så selv lade Ejnar give det en chance også, hvad han indvillige i.

Svend havde indskærpet over for ham at hans rettigheder var blevet gevaldigt tilsidesat, og han havde fået et dokument med i en kuvert, et som Svend og Hanne havde udfærdiget.

Det beskrev nøje hvordan kommunen havde tilsidesat Ejnars rettigheder omkring deres anbringelse på Langeland.

Til sidst var det pointeret at al henvendelse omkring Ejnars problemer skulle indberettes til undertegnede, og så Svends adresse og telefonnummer og til sidst hans ulæselige krage- tæer.

Svend havde indprentet ham at det skulle afleveres umiddelbart efter han var installeret på drengehjemmet.

Som en garanti og bekræftelse havde Svend i skrivelsen, bedt den ansvarlige på stedet lade Ejnar ringe ham op ved middags- tid efter han var ankommet, for det var før sket at man havde forhindret Ejnar i at kontakte ham, hans værge.

Nu lå Ejnar der på hans værelse på pensionen og hørte natte-

vagten gå stille rundt og se til de lidt urolige småbørn, dem der ofte ikke kunne sove.

Det var ikke noget problem for Ejnar der var afklaret om hans nye situation, for med det brev i tasken han havde fået af Svend, var han sikker på de nok skulle efterkomme Svends direktiver.

Pensionen havde mens han var på den springtur som Svend havde kaldt den, fået tilladelse til at ekvipere Ejnar med lidt brugt påklædning, så da han var afleveret ved 9 tiden, lå der undertøj i hans størrelse, og der var også en skjorte og pullover i flotte farven.

224 Han prøvede det lige, blev enig med sig selv om at han ville tage det på i morgen, for så var han i hvert fald prober når han ankom til drengehjemmet.

Det havde i øvrigt undret ham at ingen havde forklaret ham hvorfor han ikke skulle tilbage til Langeland.

Ikke at han havde lyst, men at de bare havde undladt at nævne muligheden, og slet ikke kommenterede hans springture, undrede ham godt nok.

Der var heller ingen der havde givet ham i udsigt at han ville få sine ting tilbage, dem han havde efterladt da han var smuttet, og det drejede sig dog om en del tøj og personlige ting, som nu billedet af Mutter og Fatter.

Men det kunne jo være at Oskar i vrede havde destrueret det hele, så fred være med det, han fik jo noget nyt, og billedet af Mutter kunne han få et andet af når han næste gang kom på weekend.

Det viste sig at holde stik, afstanden, for det store brød af en socialpædagog fra kommunen der næste formiddag kom og skulle køre ham de 8o kilometer, brugte godt 1 time til turen.

Det lå smukt af helvede til, hjemmet, lidt i en hulning med skovklædte bakker til begge sider, mens indkørslen der var ryddet for store træer, var bevokset med æbletræer der bar enorme mængder frugt.

Brødet der havde været fåmælt det meste af vejen, var oprigtig imponeret af beliggenheden, og nu han var i gang, ønskede han Ejnar alt godt for fremtiden.

Han vidste hvor svært det kunne blive at få sin hverdag splittet fra hinanden, havde selv været på børnehjem som knægt.

Han kom ikke ind over det emne mere, inden han parkerede, så med hans nye taske godt fyldt op med hans nye ekvipage, fulgte Ejnar med ham ind i hovedbygningen, hvor der over døren stod, Administration.

Deres ankomst var åbenbart blevet registreret, for en ældre gråhåret herre kom dem i møde i døren, og de blev vist ind på et kontor hvor en kvinde sad og slog tasterne ihjel på en gammel skrivemaskine.

Socialpædagogen ville ikke sidde, men fremviste i stedet en skrivelse han trak op af inderlommen, bad om en underskrift, og så fik Ejnar et let tag i nakken med besked om at opføre sig ordentlig, inden han igen daffede ud til bilen.

Satans som alle ville have ham til at opføre sig ordentlig, det var da mere relevant hvis de bad de voksne, dem som han 225 havde været omgivet af på det sidste i hvert fald, om at de skulle opføre sig ordentlig.

Men det gjaldt selvfølgelig kun børnene, selv om de voksne skulle vise et godt eksempel.

Den ældre præsenterede sig, Walter Gormsen, forstander på stedet.

Han fikserede Ejnar, spurgte om han var klar over hvorfor han var blevet anbragt netop der, og nu gloede han med onde øjne mens han ventede på et svar.

Ejnar vidste ikke grunden til han var ”anbragt” i det hele taget, udover at hans Moder havde haft svært ved at klare hverdagen, men det fik han ikke fremført, før han fik en knaldende lussing.

Han blev fuldstændig paf, vidste godt nok det var gængs at slå, men lige fra starten, og så et nyt sted lige som på Langeland, det behagede ham ikke.

Når han blev spurgt, så svarede Ejnar, forstået, og han nåede ikke at værge for sig, før han fik en til, og den sved mere end den første.

Ejnar var ved at græde, ventede til det ikke trykkede i brystet mere før han fik hold på tårerne, og fik så febrilsk fat i lommen på tasken og fattede om Svends skrivelse.

Han overleverede brevet, ventede at Forstanderen dog ville åbne det og læse indholdet, men han nidstirrede ham stadig med hans kolde blik.

Han modtog brevet, men gjorde sig ikke engang den ulejlighed at orientere sig om indholdet, før han med et voldsom riv splittede det i 2 dele.

Nu var det den anden hånd der lynhurtig fandt hans anden kind, og det slag sad også bare.

Hvis han bad Ejnar om at aflevere hvad han nu havde af breve til ham, så gjorde han det, men uden besked fra ham, så skulle han overhovedet ikke aflevere noget, forstået?

Ejnar var klar over han var nød til at parere ordre, nikkede mens tårerne sprøjtede ud, og de løb ned af kinderne og ind under hagen, hvor han prøvede at stoppe dem med hånden. Forstanderen smed den iturevne kuvert i papirkurven under skrivebordet, hvor kvinden uinteresseret stadig sad og slog løs på tasterne, men hun havde da lige skævet op første gang øretæven landede.

Nu ville der komme en af hans ”medarbejdere” og hente ham, og hvis han så meget som modsagde ham, eller ikke adlød en besked han gav fra sig, så var det hullet, forstået?

226

Nu reagerede Ejnar prompte og der lød et spagt, ja, men det var åbenbart ikke nok, for han forlangte der skulle kvitteres med. javel hr.

Stander tog røret af telefonen og drejede bare en gang, så var der kontakt.

Han bjæffede en kommando om at stille med en ”lærling” straks, og så lagde han på mens han bad Ejnar om ikke at røre sig ud af pletten.

Ejnar rørte sig ikke, heller ikke for at tørre sig under hagen hvor et par tårer var på vej inden for skjortekraven.

Men han drejede dog lige hovedet da døren hastigt blev åbnet, og hvor en ung dreng på vel 14 -15 år, stakåndet lempede sig inden for med kasketten krammet i begge hænder.

Forstanderen der havde brugt tiden til at gå nogle papirer igennem, kikkede op, fattede sig og gav Karl besked om at det læs lort der, pegede på Ejnar med strakt arm, straks skulle på den store sovesal, nederst ved pispotten.

Han skulle også sættes ind i husets regler, stille til høring inden skaffe klokken 17.30, hos ham, og der faldt brænde ned hvis han ikke kunne dem, forstået?

Forstanderen ventede ikke på svar, viftede dem væk, men han nåede at skrige efter dem, i løb, og det efterkom Karl prompte og bad Ejnar følge med i samme tempo.

Karl informerede ham om at al gang på pladsen foregik i løb, for ”Forstanden”, det som de kaldte ham i daglig omtale, havde det med at kontrollere alt hvad der foregik åbenlyst, og han havde Sladrehanke der informerede ham om rævekager der blev planlagt.

Det var nogle ondskabsfulde sataner, og de havde privilegier og kunne ikke modsiges.

De kom ind i en lang gang hvor der var et par knægte i gang med at gøre rent, og de skævede skræmt nåede Ejnar at opleve, inden Karl ledte ham ind på en sovesal, der husede 12- 14 senge, alle militærisk redt op som på Langeland.

Han blev ført ned til en tom seng, hvor sengetøjet lå pænt på den kasse alle havde ved fodenden, sirligt lagt sammen.

Ejnar fik hurtigt tag på at rede sengen, mens Karl satte ham ind i morgenritualets stramme program.

Alt foregik på klokkeslæt, og var man ikke hurtig med senge redning, lokumsbesøg og den kolde morgenafvaskning under bruserne, så var der ingen morgenmad, og staklen skulle stå ret uden for i det kvarter måltidet varede.

227 Ejnar fandt ud af han var kommet til helvedes forgård, og nu han ikke fik ringet, var der mulighed for at Svend ville reagere og redde ham ud af den suppedas.

Med den sikkerhed i baghovedet, gik han med Karl rundt og fattede efterhånden, at han trods alt ville have foretrukket Langeland.

Men hvad han ikke vidste endnu var, at så havde han først fået en kugle i hovedet, og bagefter ristet til ukendelighed, fortæret til sidst som flammernes bytte.

Helvede havde mange ansigter, men det han var kommet til her slog alt han indtil nu havde forstået som et liv han ikke gad deltage i, og et var sikkert, når han fik chancen, så ville han tage på springtur, igen.

Karl havde læst hans tanker, frarådede ham i det hele taget bare at tænke tanken om at smutte, for når de kom tilbage, og det gjorde de altid, så var det hullet.

Ejnar gøs da han så fortvivlelsen i Karls ansigt, og uopfordret fortalte han havde prøvet det selv i en uge.

Det var i en mørke kælder uden lys om aftenen, uden varme, og føden de fik var elendig.

De havde en spand at skide i, og det stank forfærdeligt, for den blev ikke tømt i den tid de var tildelt.

Han havde hørt om en der havde været der en måned, kun fordi han ikke ville sige undskyld for en fejl han havde lavet, småting, men det var nok til at ”Forstanden” var flippet skrot op.

De havde båret den arme dreng væk, og de så ham aldrig mere, mens rygtet gik at han var blevet helt gak gak i hovedet.

Det blev en lang dag, og aftenen var et mareridt også, for et par af de store prøvede ham af.

Han var grædefærdig da de blev beordret i køjen, og selv der fik han ikke fred.

Han græd lydløst, og takkede hans lykkestjerne for de ikke havde opdaget hans 2 hundrede krone sedler, godt pakket ind i sprækken i Svends taske, og det var ham der selv havde givet ham fidusen hvis han nu havde noget han skulle have af vejen i en fart.

Det sidste han tænkte var netop hans velgører, der helt sikkert ville redde ham væk fra stedet, og mens han faldt lidt til ro, tørrede han striberne væk fra kinderne.

Men hvad der ikke forsvandt var den smerte han havde følt hele dagen, efterhånden som han fandt ud af hvad tortur gjorde ved mennesker, og i sær de børn det gik ud over.

228 Afsnit 53 Svend var hjemme uden svingærinder, gik rastløst rundt og havde svært ved at slappe af, for han havde udtrykkeligt bedt Ejnar om at ringe senest klokken 2, hvor han ville være ved telefonen.

Erik ville komme umiddelbart efter skolen havde sluppet ham, og han gav hans sædvanlige kodering, 3 meget korte med en lidt længere pause mellem dem.

Det var noget de havde fundet på, kun for sjov lige som når man skulle igennem en prøve for at få adgang til et eller andet gang, det som drenge altid havde følt var spændende.

De krammede hinanden uden at hidse sig op, var bevidste om at det var vigtigt at de hørte fra Ejnar, og det satte de sig i stuen og snakkede om.

Hanne havde lovet at komme lige fra arbejde, og de skulle spise sammen, kun hende og Svend, for Erik skulle være hjemme nu hans forældre var på dagvagt, for ellers så de jo ikke meget til hinanden.

Det var ikke noget der generede Erik, for han havde jo al den frihed en ung på kun 14 kunne ønske sig, og havde da overnat- tet uden hans forældre havde udfrittet ham.

At de så havde deres mistanke om at det var en mand han overnattede hos, var ikke noget der generede dem, for så slap de da for uroen om at han kom hjem og fortalte han havde gjort en ung pige gravid.

Erik havde aldrig haft en veninde på besøg, og de vidste om hans rygning i kælderrummet, havde selv tilskyndet ham til det blev der, for de røg jo ikke selv.

De vidste også det ikke var Hash der blev røget, for Erik havde selv været inde over det en aften de havde snakket om det, tidens trent, som han havde benægtet at nogen fra kliken røg.

Der var ingen der ringede, så de sad som på stilke og Svend var rastløs.

Han havde ringet til pensionen og fik den unge medhjælper i røret, men han vidste intet om hvad drengehjem det drejede sig om, og han vidste heller ikke hvor chefen var.

Hanne var muligvis i stand til at opsnuse hvor, selv om hendes chef ikke var meget for at orientere udenforstående om hvilke dispositioner han havde foretaget sig.

Men hun havde ikke haft nogen chance viste det sig, da hun ved 4 tiden også gav det hemmelige signal, hvad de havde fået 229 meget sjovt ud af, en fra fjendens lejr, indviet og med i den ”hemmelige” klub.

Socialchefen havde ikke orienteret noget om Ejnars nye bestemmelsessted, og Hanne havde ikke kunnet opsnuse noget på kollegaens computer endnu.

Det ville sige de sad uden kendskab om hvor Ejnar var blevet deporteret hen, men Hanne fik en god ide, nemlig at de skulle aflevere den bagage han ikke havde nået at få med.

De skreg af grin, fandt muligheden realistisk, men de besluttede at vente til senere på aftenen, sikker på chefen var taget hjem.

Svend besluttede allerede han ville melde sig fraværende, og det gjorde han med god samvittighed, for han havde aldrig haft en nats sygefravær.

De fik spist Hanne og ham, efter firmaet havde modtaget hans sygemelding, og i mens skyndte Erik sig hjem og ajourførte hans familie om situationen, for de var fortløbende blevet orienteret af ham.

Planen gik i gang præcis kl. 21.00, for så var alle ungerne nok i gang med at visse lulle mente de, og den vagthavende de skulle overtale, ville have tid til at udlevere adressen.

De var ikke længe om at spadsere den korte vej, og da Erik havde givet et let Klimt, fik de set vagten an, en ældre kvinde som de ikke havde set før.

Hun var ikke meget for at lukke rigtig op, men her var Svend jo ekspert, så han pløjede sig bare ind, mens han jo huskede hun ikke havde været tilstede sidst han havde brugt samme teknik.

Hun hørte lidt neutralt på deres ærinde, tøede lidt op mens hun stod og vred hænder, og så fik de opfattelsen af at hun var blevet mør, da hun begyndte at bevæge sig mod kontoret.

De fulgte hende afventende, men så begyndte hun at opponere, for hun stoppede op og foreslog at hun lige ringede chefen op, var ikke sikker på det var helt efter bogen.

Hanne gik i sort mens Svend bevarede fatningen, for han tog den gamle kvinde om skuldrene, bad hende om at skynde sig, for ellers fandt de selv ud af det.

Kvinden gik i panik, begyndte at klynke, så Svend måtte berolige hende og fortalte at han var Ejnars værge, og han havde fanme al mulig grund til at vide hvor drengen befandt sig.

Nu blev konen kontrær, obsternasig, så Svend bad Hanne om at finde journalen.

230 Erfaren som hun var med arkivalier fandt hun den, slog op og skrev straks ned.

Men Svend var ikke færdig, fandt en blok skrivepapir og begyndte at skrive, og da han var færdig bad han konen om at aflevere den til chefen, og kun til ham.

Så skred de, og de 2 andre der ikke havde haft mulighed for at se hvad han skrev, grinede da han fik vejret igen, udenfor.

Han havde bare takket for hjælpen, og hvis der blev mere pis med ham, kunne han læse om sig selv i lokalavisen på et givent tidspunkt.

De sendte Erik hjem efter deres selvbestaltede indsigt i hvor de næste dag skulle hen for at besøge den arme knægt, men Erik havde bestemt sig, erklærede han ville pjække lige som dem, og de aftalte at mødes hos Hanne ved 10 tiden, for hun havde jo køretøjet.

De 2 gentleman beslutte at følge Hanne hjem, og nu de blev alene, kunne Svend lige så godt følge hans elskede Erik hjem også, de 2 blokke væk.

De fandt et sted hvor de lige kunne forenes i en krammer, der markerede sig i tydelige bevis på de havde andet i tankerne end bare den krammer, men det blev ved det.

Da Svend blev alene igen, erkendte han, at han ikke havde regnet med det ville blive så besværligt at være værge for en 12 års dreng.

Erkendte også at han ikke fortrød et minut af den tid der var brugt på arbejdet, men var samtidig overbevist om at han sikkert ville komme ud for endnu større hurdler.

Han var hel afklaret da han senere end han plejede, slumrede ind, men han havde svært ved at slippe tanken om at Ejnar måske igen havde været ude for noget utilgiveligt, takket være Hannes chef.

231 Afsnit 54 Samtidig befandt Ejnar sig i en mærkelig, uvirkelig, drømme tilstand, hvor han ikke helt var klar over om han overkom mere, for han var blevet svækket gevaldigt i hans tillid til voksne, voksne der igen havde svigtet hans sidste håb om en retfærdig behandling.

Han havde taget sit tøj med under dynen, for det var hans hensigt at flygte, uanset det sorte hul alle havde snakket om, var i hans bevidsthed.

Efter aftensmaden da han lagde planen, og hvor han som ny ikke havde fået arbejdsopgaver stukket ud endnu, kunne han bevæge sig nogenlunde frit rundt på området, uden at blive holdt øje med af de emsige medløbere.

I et cykelskur fandt han et par cykler der ikke var låst, og der var luft i alle hjulene, altså var de køreklare.

Han huskede vejene de havde kørt på, og kunne som den gode kortlæser han var, huske navnene på de nærmeste småbyer de var kørt igennem.

Der var heller ikke lås på skuret, og det lå heldigvis bag hovedhuset.

Så han skulle ikke forbi ”Forstandens” bolig, og var heller ikke synlig fra den store hovedbygning der husede alle 24 drenge.

Heldet var også med ham, da hans sov lige ved ”Pispotten”, hvilket betød han var nærmest toiletterne, og det store baderum, hvor der kun var koldt vand om morgenen.

Planen gik ud på at han ville fingere at han skulle på lokum, diarre, puste og stønne og ellers jamre sig så vagten til sidst ville lade ham i fred og selv klarede sig i gennem natten.

Der var et lille værelse i den anden ende af sovesalen, mellem de 2 sovesale, og det var en ny ung der skulle have opsyn med begge sovesale den nat.

Karl omtalte ham om det inden han selv var strøget ind på hans afdeling, den hvor de største sov.

Det kunne være han kunne udnytte det, så han startede med at jamre sig ved 10 tiden, give høje klagende små ynk, inden han larmende prøvede at finde lokummet i det mørke rum, og det fik godt nok den unge ud af dynen.

Han havde ikke hilst på Ejnar i løbet af dagen, men vidste han lige var ankommet, men nu var han om ham da han endelig kunne sætte sig på lokummet, hvor Ejnar fik en ordentlig skid braget af, mens han stønnede højlydt.

232 Efter 3 omgange med den ravage Ejnar fremprovokerede inden for de næste 2 timer, fik han lov at lade lyset være tændt på lokummet.

Da der var helt ro og alle sov nogenlunde fredfyldt, og med vagtens snorken som akkompagnement, begav han sig på vej ud i friheden, igen.

Ejnar havde hver gang han havde været på lokum, haft noget af hans tøj med og kastet det ud af det vindue han havde haspet af, og da han sidste gang lydløst begav sig af sted, havde han husket at få sin taske med, den hvor alle hans penge var i. Han havde samlet sine ting sammen og sneget sig lydløst over til skuret med cyklerne, hvor han ved hjælp af det svage månelys der engang i mellem kom frem på himlen, fik sig klædt ordentlig på.

Det var ikke røvkoldt, men hvis han skulle være ude hele natten før han kunne finde en station hvor han kunne købe billet, var det rart at have godt med klude på.

Han stod lidt, og da der ikke var en lyd fra husene, listede han sig bagom med cyklen, og trak den gennem det lille stykke krat hvor ingen jo fra husene kunne se ham.

Først da han var kommet et godt stykke bort fra straffe an- stalten, svang han sig op og fik fart på ud af den smalle landevej.

Han var jo kørt uden lys på, havde været klar til at trække ind i vejsiden hvis der skulle komme en bil, men han mødte ingen.

Heller ikke i landsbyen var der nogen, hverken mennesker eller køretøjer, og på kirketårnet opdagede han til sin forbløffelse at klokken var langt over 1.

Det eneste der gav lyd fra sig var en køter der åbenbart havde fået færden af ham, men den holdt hurtigt kæft igen.

Han havde allerede brugt 2 timer på flugten, og var en lille smule stolt af at have klaret det indtil nu.

Han kunne se for sig det ragnarok af frustrerede voksne og skræmte børn, der ville fare rundt og lede alle vegne, men da ville han Allerede sidde i et tog, på vej til København hvor han straks ville opsøge hans gamle venner.

Han havde også tænkt på at tage lige hjem, men huskede sidst hvor strømerne havde været og ledt efter ham, så det blev Allan og Sivert.

Da han havde passeret det sidste hus i landsbyen, og gadelyset holdt op, tog han pedalkraften i brug igen.

Ved et vejkryds fik han mulighed for at tage enten til Gammel Ry 2 kilometer væk, eller til Ry, hvor der var 5, og det blev 233 Ry, for der gik der tog fra havde han set da de var kørt i gennem i formiddags.

Han moslede de 5 kilometer på ingen tid, og imens funderede han på hvornår han fik fred for alle de sadister der prøvede at styre hans liv.

Han havde kun mødt en bil på den øde landevej, og den havde han undgået ved at smyge sig ned i grøften, der var forholdsvis tør. Han fandt ventesalen åben og belavede sig på at vente til det første morgentog.

Han var åbenbart slumret ind, for han blev vækket af et par morgenfriske stemmer der højlydt undrede sig over hans tilstedeværelse.

I det samme åbnede billetsalget, så han købte billet til hele turen, fouragerede i kiosken, og glædede sig til i toget at få noget i skrutten.

234 Afsnit 55

Erik stillede hos Svend ved 8 tiden, havde fået morgenmad, mens Svend der normalt ikke var hjemme ved den tid, sad med kaffen og nød musikken i radioen, den station han gerne hørte i lastbilen.

De havde rigelig tid til en tur i sengen, så de gik i soveværelset og muntrede sig en times tid, og gav hinanden følelsen af, at de kunne holde ud at være sammen.

Erik havde meget glæde af samværet med den virile ven, og følte han aldrig kunne blive træt af at elske med ham.

En af grundene var mente han, at de havde så mange andre ting de gjorde sammen, og så det at Erik også havde fået lov at opleve Hanne i sengen også.

De fik sig soigneret efter en heftig udløsning, og da de senere mødte på Hannes adresse, var hun klar.

Erik satte sig bagi, og da Svend havde besat passager sædet, sad han bagfra og lagde kærligt armene om skuldrene på Svend.

De havde snakket om en dag, at tage pis på det hele og gå hånd i hånd, ned i centeret, men det blev ved snakken.

Hanne var lige inde over at hendes chef, det møg dyr, om han kunne finde på at reagere hvis hun nu var blevet genkendt i aftes, og især nu hvor hun havde sygemeldt sig, og helst ikke måtte ses køre rundt med Aksels dødsfjende.

Men hun mente ikke hun havde set nattevagten før, og i sin afmagt over ikke at have klart overblik, bandede hun kraftigt og kom selv til at grine uhæmmet.

De var også lige inde over om politiet kunne komme på tale, men her mente Svend de jo bare havde tilegnet sig den viden, oplysningerne, dem de skulle have haft alligevel, nu Svend var værge for knægten.

De nærmede sig, og hun var glad for der ikke var længere og tænkte tilbage på de 2 lange ture til Langeland.

Hun parkerede bilen på pladsen foran hovedbygningen, og på vej ind ad hoveddøren, der hvor der stod Administration, kikkede de efter om Ejnar var blandt de drenge de observerede på vej ind i bygningen bagude.

Der var ingen genkendende træk, og heller ingen reaktion fra de nysgerrige, der vagtsomt tiltuskede sig at skævede til gæsterne.

Svens lukkede op ind til forkontoret hvor Walter Gormsen kom dem i møde, og han præsenterede sig og gav fidelt hånd hele vejen rundt.

235 Svend var jovial mens han forklarede omkring deres ærinde, informerede Walter om at de skulle tale med Ejnar om et weekend arrangement de stod for i familien.

Svend kikkede Walter an mens han ventede på en reaktion, og den kom prompte.

Walter havde lyttet neutralt på Svends forklaring om grunden til deres besøg, men han afbrød al videre snak om at de kunne komme til at se Ejnar, for han var i gang med undervisning, og den ville de ikke afbryde.

De kunne jo skrive en besked til ham, så skulle han personligt sørge for han fik den.

Svend stod lidt, fik den bistre tone på, forlangte at komme til at snakke med Ejnar, for han var værge for ham, knægten.

Forvaltningen havde fjernet ham uden de havde haft en jordisk Chance for at give ham støtte omkring anbringelsen, foretaget over hals og hoved.

Svend havde samtidig med han hævede stemmen, nærmet sig Walter, der bakkede og prøvede at holde afstand til Svend.

Men da han var bakket ind i det hjørne hvor madammen havde overværet afstraffelsen af Ejnar dagen før, kunne han ikke komme længere.

Erkendte han ikke havde en jordisk chance for at forsvare sig mod den veltrænede voldsmand han stod over for, og Svend der så frygten i Walters øjne, pressede sig tættere på, mens Walter i panik bad kvinden om at ringe til politiet.

Men hun reagerede ikke.

Sad inderst inde og frydede sig over at se mishandleren frygt- somt prøve at skjule sig bag hans kontorstol, den som Svend var ved at tage fra ham.

Hun sad og mindedes alle de gange svinet havde bevist han var en slambert, som nu i går hvor han uden plausibel grund havde smadret drengens selvrespekt en på goddagen, og hun sad nu og smilede hoverende uden han observerede det.

Svend gav Walter respit, om han havde ændret opfattelse omkring hans afvisning.

Svend havde stadig fat i det halve af rygstøtten, mens Walter havde trukket sig mere tilbage og næsten sad på skrivebordet, men han havde ikke ændret mening om afvisningen, selv om alle kunne se på ham han ønskede sig en anden mulighed.

Så nu stod han bare frygtsomt og ventede på det uundgåelige, Svends vrede der ville eksplodere og splitte ham fra hinanden. Men han blev reddet på målstregen af kvinden, hende der altid

236 havde adlydt hans mindste vink når der skulle manipuleres med regnskaberne, hvad bevirkede han kunne hive mere profit ud af kommunerne.

Hun hævede stemmen, hende der ellers altid havde været spar- sommelig med sin decibel når hun endelig fik et ord indført, enten her hos Walter Gormsen, eller derhjemme hvor det dumme svin huserede lige som ham, bare uden fysisk vold.

Hun undrede sig over hvor meget selvtillid det gav hende, og da der i det samme kom to forsagte drenge ind, slukørede, brugte hun sine første ord på at bede dem se godt efter, mens de krammende deres kasketter, for det var deres plageånd der stod der og var bange for at få igen, tifold.

Hun smilede til den ene, Niels på 10, ham som havde været hos dem i næsten 3 år, og som stadig havde skræk i øjnene, når han bare så ”Forstanden” på afstand.

Nu stod de der og vidste ikke hvad ben de skulle stå på, så hun fortsatte og berettede for gæsterne, mens hun nidstirrede Walter, at den arme knægt de ville have i tale, brutalt var blevet afstraffet mens hun som øjenvidne havde set på det.

Men som sædvanligt havde hun ikke haft mod til at sige fra til slamberten der, og nu pegede hun på den detroniserede skide- bange Walter Gormsen.

Gjorde opmærksom på at han var afskyelig at se på, når han teede sig som konge over de arme drenge.

Alt det var foregået på et splitsekund, og Erik og Hanne havde faktisk stået paralyseret og lyttet til kvinden, mens hun berettede om afstraffelsen af Ejnar.

Konen berettede videre at Ejnar var flygtet i løbet af natten, og at ingen vidste hvor han befandt sig.

Hun standsede ordstrømmen, trak sig lidt tilbage fra fokus mens hun frejdigt, hoverende igen nidstirrede Walter Gormsen.

Da var det Svend slap grebet i stolen, det der havde hindret ham i at smække svinet en på snotten noget før.

Men nu da han blev orienteret om afstraffelsen af lille uskyldige Ejnar, trak han lynhurtigt hånden op fra stoleryggen, svang den i en lang bue, og smækket der lød var lige som et nanosekund senere end synet af Svends store hånd der ramte præcist.

Walter Gormsen skreg, og de følte alle at de 2 drenge grinede frygtsomt, eller var det måske skadefrot.

Svend vendte sig mod dem og bad dem gå igen, for Walter Gormsen havde ikke i sinde at afstraffe nogen mere, aldrig nogensinde, vel Gormsen, og her var Svend vendt tilbage i hånd afstand.

237 Men han beherskede sig, lod skvattet stå og pleje sin ophovnede kind, den proces han utallige gange havde set drengene reagere med, når han selv havde ramt præcist.

Svend ville vide om Ejnar var efterlyst, men det benægtede konen, og fortalte yderligere at de gerne ventede et par dage når det skete.

Skvattet der, nu pegede hun igen, var ikke meget for at indrømme det, at hvis 1 dreng turde, så var der hurtigløb der ud af, og det lige i hælene på hinanden.

Konen havde talt sig varm, opdagede de 2 drenge stadig stod og glanede, så hun bad dem venligt pille af, og sige til de andre voksne, at ”Forstanden”, hun vidste godt hvad de modigste af drengene kaldte ham, og sige at ”Forstanden” var forhindret og ikke kom rundt mere i dag.

De forlod paffe kontoret, og deres råb da de løb ned ad gagen virkede befriende.

De plejede ellers at løbe af angst og uden lyde andet end de ilende fødders, men her var åbenbart noget at fejre.

Senere da Hanne gik forrest ud fra kontoret, efter de var orienteret om at Ejnar havde taget alle hans ting med under rømningen, så de flokken stå på gårdspladsen, og de vinkede til dem.

Da de var næsten ude ved bilen, blev de noget overraskede, for alle drengene stod og klappede, og flere af dem råbte hurrae.

De var sent hjemme, for Svend gav frokost på Gammel Ry kro, hvor Hanne blev så beruset at hun lod Svend køre det sidste stykke hjem.

Der var ikke nogen besked fra Ejnar, men Svend håbede på at han ville ringe og fortælle hvor fanden han var henne i verden.

238 Kapitel 56 Ved 4 tiden stod Ejnar ved pølsevognen tæt på strøget og sonderede terrænet.

Havde været rundt i området ved Palads biografen, men ikke et glimt af vennerne havde han observeret.

Så var han trasket lidt rundt de steder han kendte, og hver gang han så skyggen af en uniform, sneg han sig langt væk og lod sig lede af den tætte menneskemængde.

Han var jo kommet godt af sted med toget, hvor han kamufleret blandt alle de mennesker der mere eller mindre søvndrukne skulle på arbejde, var anonym som alle de andre unge der var på vej til skole i Århus, eller en af de andre større byen.

Så hvem tog sig af der for en gang skyld sad en lille grønskolling på 12, snart 13, om 5 dage faktisk, og han havde heller ikke været bange for at blive afsløret på de første farlige kilometer.

Han skiftede i Vejle til et direkte tog til København, og først på færgen kom han ud og fik strakt benene.

I en stille krog fik han gjort kassen op, regnede med han havde til mad til et par dage i hvert fald, hvis han sparede, men han kalkulerede jo med at møde vennerne.

Han havde lige rundet den pornofilm han havde deltaget i, og følte egentlig ikke det var særlig frækt, så hvis han fik chancen igen, ville han helt sikkert deltage.

Det var jo også gode penge at tjene, og så det at vide man blev værdsat for sin indsats, og det at han blev set af utallige mænd i fremmede lande, det trak også lidt.

Han var gået lidt rundt inden de blev kaldt ned til toget, hvor tunge skyer var begyndt at samle sig over Korsør inden de forlod færgen, lidt forsinket hvad de havde undskyldt i højtalerne.

Han skulle ikke noget, havde masser af tid, og var inderst inde lidt beklemt over ikke at vide hvad fanden han skulle gøre, for gemme sig i umindelige tider som vennerne havde gjort, ville han ikke indordne sig under.

Han var også klar over han ikke i al evighed kunne gemme sig i København, var klar over han kunne blive antastet hvert øjeblik det skulle være, og han havde ikke i sinde at spæne hver sin vej som Allan og Sivert havde præsteret den nat.

239 Men nu var han altså kommet så langt, og hvis han ringede til Svend kunne han sikkert vejlede ham, love ham han ikke skulle tilbage til den sadist, Gormsen, der tyranniserede alle drengene, og hvor ingen af de voksne havde nosser nok til at stoppe ham.

Måske arrangere så han kunne bo hos Svend, adopteres.

Ejnar havde været steder i byen han ikke genkendte, havde ikke været der før, så han havde altså stavret rundt i flere timer uden egentlige mål, før han igen registrerede Rådhuspladsen.

Der stillede han sig op og kikkede på alle sporvognene hvor fortravlet mennesker skiftede til andre vogne, eller tog en bus videre ud i det pulserende virvar.

Han havde ingen grund til at skynde sig, så han blev stående ved pølsevognen, fik mundvand af duften der væltede ud i gennem den lille siderude.

Han havde ikke stået længe for en ung sulten kunde kom i sank med ham.

Han ville vide hvorfor han stod der uden en pølse i hånden, og i samme åndedrag bød han Ejnar hvad han kunne tænke sig.

Han blev ikke betænkelig, kendte jo godt til begrebet børne- lokker, og mindedes første gang han havde mødt Svend på lokummet i centeret.

Han havde kikket den unge mand an et par sekunder, inden han takkede for invitationen, og så stod de ellers og udvekslede personlige data.

Det vil sige, Ejnar var jo nød til at bruge den nødløgn han havde tænkt igennem, hvis han igen blev antastet af øvrigheden, så han forklarede at dem han skulle have besøgt var flyttet, og ingen vidste hvor de var flyttet hen.

Den unge mand havde præsenteret sig, Jørgen Albrektsen, 23 og lige startet på et drømmejob, netop på Rådhuset.

Han pegede derover, men erkendte man ikke kunne se vinduet derfra, for det lå inde i gården, og så ville han da lige vide hvad sådan en skøn knægt gjorde, når nu hans familie var forsvundet fra jordens overflade.

Ejnar måtte til den igen, og med det sidste af de 2 ristede i munden, gumlede han lidt uforstående ud, at han ville finde en kammerat han havde haft engang.

Han var rejst fra Odense, boede et eller andet sted i Vanløse, men det hele var lidt vagt.

Han var ret stolt af den løgn han bare rystede ud af ærmet, men han skulle jo også passe på ikke at overdrive vidste han.

240 Jørgen ville vide hvad han ville gøre hvis han ikke fandt sin gamle vens adresse, sikkert umulig at opspore, nu Ejnar ikke havde andet end den bydel at søge i.

Ejnar fik sympati for ham, ville ikke være betænkelig med at tage med ham hjem, så han fandt på flere nødløgne.

Brugte den med at han ikke var meget for at tage hjem til Odense lige nu, for hans mor var taget på besøg hos mormor, og det gad han altså ikke at deltage i.

Men han var vant til at være alene, klarede at lave mad, købe ind, og alt det med rengøring var han også en knag til.

Nu var det ikke nødvendigt at finde på flere påhit, for Jørgen var hægtet på.

Han kom lidt tættere, inviterede ham med sig hjem til hans store lejlighed i Gothersgade, hvor han havde indtil flere gæsteværelser.

Han havde talt lavt, havde orienteret sig om der ikke var nogen i umiddelbar nærhed der kunne lytte med, og Ejnar havde slået til uden omsvøb.

Jørgen blev nu febrilsk, smed pølsepapiret i bøtten og fik Ejnar gjort forståeligt at de skulle have fat i en taxa.

Jørgen trak af med ham til Palads hotellet, kontaktede den første vogn i køen, og her nærmest skubbede han Ejnar ind på bagsædet.

Der var ikke langt, og da Jørgen havde afregnet førte han an op til 4 etage, op ad alle de mange trapper, for der var ingen elevator.

Det var noget af en herskabs bolig, mere end 2oo kvadrat meter berettede Jørgen mens han stolt viste rundt, konstant med en hånd i nakken på Ejnar.

Hans far var diplomat i Brasiliens, så han havde fået til opgave at passe den imens, og det havde han selvfølgelig rengørings hjælp til.

Langt nede af den lange smalle gang, fandtes der flere døre, og han blev anvist en af dem, et lækkert gæsteværelse med en stor dobbeltseng.

Jørgen blev overkåd, havde stadig en let arm om skulderen på ham, og hvis Ejnar var bange for at ligge alene i den store seng, så var han velkommen til at ligge sammen med ham i hans, fortsatte han.

Han grinede af sin egen frimodighed og førte ham videre til endnu et pragtfuld værelse, hvor store vinduer ud til gårdhaverne fyldte rummet med et fantastisk lys, og det var smagfuldt møbleret.

241

Nu mærkede Ejnar at armen kom ned om ryggen, og mens de stod og kikkede ned i gården, følte han en hånd på hans ene balle, og den blev kopieret og fattede om den anden også.

Ejnar var ikke overrasket, havde haft det i tankerne at de skulle ligge sammen, og han stod faktisk og blev smask liderlig.

Jørgen åndede heftigt, fattede om Ejnar, inviterede ham med i bad, og inden han fik svaret, førte Jørgen ham hastigt ind i et stort badeværelse med det største badekar Ejnar nogen sinde havde forestille sig.

Jørgen begyndte at fylde karret, og imens klædte han sig langsomt af nu han havde fået Ejnars accept til at elske med ham.

Ejnar var ikke så hurtig, fik pullover op over hovedet, og da han fik udsyn igen, stod Jørgen tæt ved ham, åndede heftigt, splitters, og med hans lille stump af en penis på hel stang. Han holdt fingrende for sig selv endnu, men da Ejnar kun havde underbenklæderne tilbage, spurgte han om han måtte have lov at smyge dem af ham.

Ejnar nåede ikke at reagere før Jørgen havde begge hænder omkring ballerne, og nu fandt hans ene hånd vej ind til Ejnars erektion ved at smyge sig vej ind under det ene bukseben, fik hans penis i hånden, og så hev han med den anden hånd resten af ham.

Da han nu stod der, passivt og ventede på det næste udspil, mærkede Ejnar hans mund omslutte glans, og så slugte han og slikkede imens, så Ejnar var ved at komme.

Jørgen følte Ejnar var ved klimaks, stoppede og kom op i øjenhøjde, og først nu fik han mæle og spurgte om Ejnar havde prøvet noget før.

Han indrømmede han havde lidt erfaring fra et par sengeture med en kammerat, men det var først her for nyligt det var sket.

Nu karret var fyldt op hoppede han i efter han havde tilført en velduftende badeolie, så Ejnar fulgte beredvilligt efter og velværen var fantastisk.

De lå med ryggen op af hver deres gavl, da Jørgen igen erobrede Ejnars erektion, som igen gjorde ham ophidset, gengældte han og fandt hans skridt med han godt nok 10 centimeter.

Men Ejnar var flintrende, fattede om hele klokkeværket og begyndte at masturbere den, så nu blev Jørgen ellevild, stoppede hans håndgas og kom op i hans ende af karret.

242 Han ville kramme, og mens de sådan lå og fægtede i deres iver, vendte Jørgen Ejnar så han lå med ryggen mod Jørgens bryst.

Det var en vidunderlig stilling, for mens han mærkede Jørgens glans prøve at erobre hans anus, befølte hans hænder Ejnar i skridtet.

Ejnar var ikke opmærksom på det før han igen mærkede han rumsterede ved hans hul, og nu var det en finger der kom helt op, og der var smørelse med.

Ejnar følte Jørgens brunst vokse mens han heftigt trak vejret, og samtidig med han trak sin finger ud, var der ingen tvivl om at han var på vej ind med stumpen.

Han brugte nu begge hænder i Ejnars skridt, og mens han arbej- dede med klokkeværket, kom Ejnar med et brøl.

Jørgen kæmpede med hans ejakulering med heftige stød så Ejnar følte ham arbejde, og hold kæft hvor han umiddelbart efter Ejnar havde smidt sæden i det varme vand, knoklede løs.

Det bar frugt mærkede han, for stumpen udvidede sig, og han mærkede tydeligt hans sæd der strømmede ud i kaskader.

Ejnar der var udmattet efter den heftige udfoldelse, følte ingen lyst til at bryde seansen, men roste Jørgen for hans opfindsomme stilling.

Med begge hænder fattede han om hans baller mens han stødte sine tæt til Jørgens skridt, hvor han stadig følte den lille penis fulde erektion.

Det var Jørgen der brød af, og vandet var også ved at blive noget afkølet, så de fik sig lodret mens vandet løb ud.

Mens han frotterede Ejnar og snakkede om alle hans små drenge bekendtskaber han havde kendt hidtil, roste han Ejnar og inviterede ham med på den bedste restaurant i den indre by. Ejnar var sulten, mest efter en god gang frikadeller, brun sovs og masser af rødkål, så da Jørgen hørte det, ændrede han spisestedet.

Det viste sig at være et folkekøkken, indrømmede han ofte kom der, og det vrimlede med unge drenge.

Et par af dem hilste lidt tilbageholdene på Jørgen, som lige nikkede tilbage.

Han erkendte mens de spiste, at han havde travet op og ned i alle sidegaderne i hans jagt på drenge, drenge der skulle imødekomme hans umættelige behov.

Jørgen indrømmede dog han havde oplevet Ejnar som en af dem der havde evnet at forstå hans ønske, og han overbeviset Ejnar om at det var længe siden han havde haft en så intens orgasme.

243 En hob af mennesker i alle sociale afskygninger havde stået i kø, længe, inden hoben blev lukket ind, men det viste sig der var masser af plads, mens køkulturen var som i Dahls varehus ved udsalgstid, ragnarok.

De sad til bords med en Spritter og hans hund, ventende, og da de fandt køen reduceret til ingen ting i sammenligning, fik Ejnar lokket en delle mere ud af den smilende kone, som havde fulgt med i hvad der foregik, vidste han ville fodre køteren med den.

Da de kom tilbage til hunden og spritteren, sad han ret op og sov, mens køteren fulgte Ejnars tallerken med et sulten blik. Den slikkede sig flere gange om snudeskaftet, inden den hev dellen ind han serverede for den, og det så ud som om den ikke tyggede på den.

Ejnar oplevede en vis samhørighed med klientellet der sad og summede efter indtagelsen af det mættende måltid, og Jørgen indrømmede at han havde større glæde af at spise på steder som det her, end på de pisse fornemme restauranter.

Der hvor de serverede småportioner der ikke engang kunne mætte en pygmæ i Afrikas jungle.

Jørgen ville godt tilbage til Gothersgade, forventede Ejnars deltagelse, så han spenderede igen en taxa.

De endte med at sidde i den kæmpe stue og glo på en Dansk film, hvor alle de gængse aktører tonede frem og gjorde deres bedste på teater jysk med at underholde seerne, men han var ikke nok interesseret, så han faldt i søvn midt i Poul Ricard der sang.

Han opfattede Jørgen senere puttede ham og takkede ham for en smuk oplevelse, for de havde taget en tur i dobbeltsengen, hvor Ejnar var Adam, og så var han fraværende til hans næsebor vibrerede da de opfangede duften af bacon og spejlæg der lydeligt brasede gennem de åbne døre.

Han forstod godt han ikke kunne være i huset når fru Sejersen kom for at ordne hytten, men i krammeren Jørgen gav ham i gangen inden de skiltes, følte han for Jørgens behov, ønskede egentlig at han kunne besøge ham igen.

Det var med blandede følelser Ejnar forlod lejligheden, og havde en smule dårlig samvittighed fordi han ikke havde fået ringet til hans elskede Svend, men han var altså faldet for den boheme.

Han gik mæt af dage ud i den kølige morgen efter de var skiltes ved gadedøren, hver sin vej selvsagt, med hver sin social status i bagagen, hvor Ejnar endnu ikke var sikker på hvad vej han ville vælge.

Men et var han næsten sikker på, han ville aldrig behages sammen med en pige i sengen, for der var for megen glæde ved de erfaringer han indtil nu havde gennemlevet med sit eget køn.

244 Afsnit 57 Der var igen vild panik da det dagen efter blev meddelt at Ejnar var deserteret, igen, dagen før, men de havde undladt at efterlyse ham i håbet om at han selv dukkede op.

Walter Gormsen havde været meget vag i sin beskrivelse af hvad der var foregået, men en ting var dog klarlagt, og det var at Ejnar havde stjålet, igen.

Denne gang en cykel som var tilvejebragt, fundet på Ry station hvor den var efterladt op ad et plankeværk.

Men socialchef Aksel Jørgensen var flintrende med hvor meget eller hvor lidt den uregerlige dreng havde stjålet, for han skulle tilbage, eller finde et bedre egnet sted til ham denne gang, et sted han ikke kunne rende fra, uanset hvad den selvbestaltede værge påstod han repræsenterede.

Han stod dominerende på sit kontor, følte sig ikke hjemme på det mere, men han var nød til at tage en beslutning, så han greb røret og bad omstillingen sætte ham i forbindelse med Inger Frandsen, Ejnars socialrådgiver.

Hun var på sin pind, trofast da han bad hende komme øjeblik- kelig til et uopsættelig møde, og han tilkaldte også den pædagogiske konsulent, Gertrud Johansen, uopsætteligt.

Han lagde på og forbandede den dag Svend Konradsen blev ind- blandet, og han måtte indrømme han umiddelbart var kørt fast, men ikke definitivt.

Han satte sig, erkendte at sagen var gået ham på, men mente at kunne komme Svend til livs, for det var nødvendigt for at få skovlen under Ejnar.

Ham som havde givet ham så meget hovedbrud, mere end nogen anden sag før den, for han havde ellers haft indtil flere af den kaliber sager i hans tidligere virke.

Han mindedes en enkelt sag da han havde været gemen social- rådgiver i Århus, tilsvarende, en dreng på 10 som var blevet kastebold mellem forældrene i en svær skilsmisse.

Moderen havde startet sagen, for hun havde mødt en mand på hendes arbejde, og det havde resulteret i skilsmissen.

Den detroniserede ægtemand begyndte nu at kæmpe for rettighe- den som far til sønnen på 12, mens han lod konen få forældre- retten over de 2 småpiger.

Men moderen ville partout have alle ungerne skulle følge hende, og hun blæste på at drengen absolut ville blive hos hans far.

Aksel havde kørt sagen som var kutyme dengang, indstillede hustruen som forældre til alle børnene, for hvordan fanden 245 skulle en mand, alene og med et fast arbejde, opdrage en knægt i vokse alderen, umuligt.

Faderen havde hyret en advokat, havde drengens mundtlige ønske om at han ville blive hos faderen med i retten, var indstillet på at ansætte en barnepige efter skoletid, endda gå ned i arbejdstid.

Men lige meget hjalp det, for statsamtet besluttede som Aksel og hans forvaltning havde besluttet.

At så manden blev forment samkvem med sønnen senere, var en anden sag, det var manden selv skyld i.

Den fraskilte kvinde anmeldte nemlig hendes tidligere ægtemand for at manipulere med sønnen når han den ene gang om måneden havde samkvem med ham i de par timer, og der fik konen igen statsamtets ord for at samkvemmet faderen og sønnen i mellem, skulle ophøre.

Han havde hørt fra anden side at faderen var gået ned med flaget, først som alkoholiker, og så en overdosis piller der tog livet af ham.

Hvordan det var gået med sønnen vidste han intet om, men han var stadig overbevist om de havde taget den rigtige beslutning dengang.

Børn hørte nu engang hjemme hos deres moder, men kunne det ikke lade sig gøre som i Ejnars tilfælde, så var det samfun- dets opgave at sørge for den videre opdragelse.

Han havde siddet og funderet over hans ansvarsfulde arbejde, ville ikke finde sig i at en ugift, suspekt mand, skulle tage part i en sag der var så åbenlys enkel.

Slet ikke hvis der var den mindste mistanke om urent trav, mulig usædelighed, og det var der han skulle starte op igen, begynde forfra.

Han havde for en gang skyld siddet og gloet ud på parkerings pladsen, dagdrømt, hvad han ikke plejede, for det tog over- blikket fra sager der krævede kontrol og overblik, var hvad han forventede af hans medarbejdere, et professionelt overblik.

Han nåede at dreje sig og fik front mod hans velordnede skrivebord, inden de 2 mest betroede medarbejdere meldte deres ankomst med deres svage bank på døren, og de tog først i håndtaget efter han havde sagt god for de kunne betræde hans domæne.

Han nåede at tage et chartek fra bunken og lod som om han var ved at gennemlæse et ark, inden han ulejligede sig til at se op og erkende at de var ankommet.

246 Først da lagde han chartekket fra sig, og før han bad dem tage plads, foldede han sine hænder som han lagde uvirksomme på skrivebordet.

Så gjorde han sig klar til at indføre dem i situationens nye alvorlige udvikling, men lod dem sidde lidt og svede mens de gjorde sig klar til at tage notater, for de havde blokken klar.

Så smed han bomben.

Fremførte at Walter Gormsen netop havde ringet til ham, og underrettet ham om at Ejnar Jensen igen var rømmet fra sin plejeanbringelse.

Han ventede med resten, for han sad og nød deres bestyrtelse, vidste de havde gjort deres bedste for at finde et sted hvor han ikke bare kunne smutte fra, men det havde altså ikke været godt nok.

Ja fortsatte han så, det skete i går, og han havde igen været langfingret, havde stjålet en cykel som heldigvis var blevet fundet igen.

Han holdt kunstpausen, orienterede dem om at de nu havde at gøre med en kommende kriminel der åbenbart blæste højt og flot på den private ejendomsret, så han så ikke anden udvej ned at anmelde ham som den forhærdede kriminelle han mente drengen var blevet.

Han holdt igen pause, men fortsatte så, mente de kunne lægge en del af skylden på Svend Konradsens skuldre.

Det måtte jo antages at Ejnar havde modtaget dårlige impulser fra Svend Konradsen, andre havde jo ikke udefra haft kontakt til drengen.

Han ventede på respons, men der kom ingen, altså forventede de han igen skulle inspirere dem til handling.

Så han fattede sig og informerede dem om at han havde tænkt sig at kontakte politiet, for nu måtte de træde i karakter og vise at de havde kompetence til at afhøre Svend Konradsen, igen.

Han bad dem også finde ud af hvor Ejnar havde gebærdet sig sidst han var i København på springturen, kontakte den station der havde indfanget ham, for det kunne jo være at han var taget tilbage til det samme område.

Han holdt en pause så de kunne nå at nedfælde hans ordre, men så fortsatte han, ville have dem til at finde ud af hvad sygemeldte Hanne Jensen havde bedrevet hele dagen.

Hun havde jo haft snudeskaftet lidt for meget sammen med ham den emsige Konradsen, og han ville godt vide hvad for planer de havde tænkt at rette mod ham.

247 Her lød han mere ophidset end de før havde observeret, selv når han var ivrig ved de store personalemøder.

Han havde ikke mere til de 2, så han nikkede bare, og de fangede signalet og forlod underdanigt hans domæne, mens han sad og følte hans position var vokset de 10 minutter hans slagplan var blevet lagt.

Hvad han ikke var klar over, var at han lavede en fælde han selv kunne falde i, men han var for storskrydende til i det hele taget at tænke i de baner, vidste intet om det endnu.

Senere ville han fortryde det gevaldigt, men så var det for sent.

Men socialchef Aksel Jørgensen havde mere end en rævekage at søsætte, så han ringede først til hans Rotary kammerat, politimester Gorm Frederiksen.

De havde jo før diskuteret sagen, så Politimesteren var nogen lunde indført da han blev ringet op af socialchefen, som nu orienterede ham om den nye udvikling.

Politimester Gorm Frederiksen var en redelig mand, havde altid besindet sig når der var en risiko for nogen prøvede at udnytte hans position.

Derfor var han yderst forsigtig nu, for han havde jo hørt om sagen han igen blev ringet op omkring, og så vidt han fornemmede var det Svend Konradsen der havde fat i den lange ende.

Han havde jo læst informationen i deres omdelte månedsblad om det at være værge, og det skulle tages meget seriøst af myndighederne.

Man havde en del hensyn at tage vare på i henhold til den nye sociallov, som bl.a. omhandlede børns rettigheder i skilsmisse sager, og især omkring anbringelsen af børn uden for hjemmet.

Men da han fik Rotary kammeraten i øret nu, vidste han det var nødvendig at være diplomatisk, så han lovede at se på sagen og sende en menig ud for at afhøre Svend om delinkventen. Socialchefen havde lagt på efter han havde fedtet Gorm op og ned ad ryggen, men havde ellers ikke meget tilovers for de Rotary venner i hans omgangskreds han havde kendt gennem mange år.

Der var for mange vennetjenester der skulle kalkuleres ind i det regulært juridiske, og der var han ofte ved at stå af når han skulle gå på kompromis.

Men Gorm havde dog lovet at se på sagen, og det vigtigste var dog at Aksel fik skovlen under de platugler, dem der prøvede at tage fusen på ham og hans seriøse arbejde.

248

Afsnit 58 Gorm Frederiksen havde dårlig nok lagt røret, før han hørte den vagthavende modtage et opkald fra vogn 2, den der var sendt ud til noget ”formodet” husspektakel.

Han hørte Karlsen afgive forklaring, skrattende i radioen ude fra industriområdet, hvor de havde erfaring for at modtagelsen blev forstyrret af noget maskineri i området.

Det var mest i dagtimerne, så det var oplagt det drejede sig om jernstøberiets støjfrekvens man kunne høre langt fra kilden.

Men nu fik Karlsen sendt en forståelig kommentar om at det var et ægtepar der havde været oppe og toppes, hvorefter manden ophidset var gået fra hjemmet, smækket døren hårdt, hvorpå fruen havde råbt ukvemsord i trappeopgangen efter ham.

Det var åbenbart en emsig nabo der havde ringet, for spektak- let havde vækket den lille, der på grund af larmen, skreg ubærligt.

Karlsen blev kaldt hjem uden yderligere ordre om repressalier mod ægteparret, der var forenet igen i nogenlunde god harmoni. Der havde aldrig før været kaldt ud til pågældende adresse, så det blev kun til en kort notits i dagsrapporten.

De unge betjente havde det med at kalde det tidsspilde, men det hørte med til jobbet at tage alle anmeldelser seriøst, så hellere en gang for meget udkald, end en for lidt.

Gormsen havde haft sin læretid i Århus, vidste hvad en for sen reaktion kunne forårsage af uhyggelig vold, så han havde indprentet sine mænd ikke at tøve når det drejede sig om den kategori opkald.

Han blev siddende ved sit skrivebord, og i bakken fandt han rapporten fra sidste gang de var ude at lede efter Ejnar Jensen.

Han skimmede den lige i gennem og huskede at drengen var blevet antastet en nat i København, og siden havde de ikke beskæftiget sig med den efterlysning, huskede han nu.

Men han var nød til at rundsende Aksels nye oplysning, havde ikke meget tillid til drengen befandt sig i området, nu han sidst var blevet lokaliseret i hovedstaden.

Han gik ud til vagthavende med den gamle rapport, bad Gårdmand om at rundsende efterlysningen af denne bortløbne dreng, igen. Han orienterede lige om at åstedet for flugten var fra drenge hjemmet, ledte lige efter adressen og Gårdman skrev ned inden

249 han over radioen orientere de 2 patruljevogne om den nye opgave.

Rutinen i sådanne sager nødvendiggjorde gerne et besøg i de pårørendes hjem, opsøgning af de nærmest kendte venner og bekendte.

Det viste sig dog altid i de nemme sager, det ofte drejede sig om et barn der gemte sig hos en ven.

Bange for ballade af en eller anden slags, især hvis de havde lavet lort i den.

Men så vidt Gorm Frederiksen huskede, så var sagen med denne dreng ikke bare et banal flugtforsøg.

Der var et eller andet Aksel Jørgensen havde undladt at fortælle, så han gik journalen lidt grundigere igennem, også fordi hans kollega fra Langeland jo havde haft ham direkte i røret.

De havde i starten frygtet at Ejnar også var offer i det tragiske familiedrama hvor Plejefaderen havde skudt familien og sig selv, inden huset brænde ned.

Han læste videre at Aksel havde Ejnar mistænkt for at have haft en finger med i ildspåsættelsen, men hvor det viste sig at han var langt fra åstedet på det tidspunkt.

Aksel Jørgensen havde også mistanke om Pædofili kunne Gorm læse, men det viste sig det var Ejnars værge, bisidder om man ville, en vis Svend Konradsen, en person som Aksel ikke ville godkende.

Men her vidste Gorm fra andre sager i børneværnsregi, at børn over det fyldte 12 år, selv kunne udpege en værge, så der måtte Aksel altså bide den hurdle i sig.

Gorm lagde journalen fra sig, men med henblik på senere at prøve på at rede de tråde ud hvis drengen blev indkredset i hans distrikt, så han måtte have fuldt overblik omkring den voldsanklage der jo forelå fra Svend Karstensen.

Der var jo også de personlige udtalelser fra kollegaen fra Langeland, der godt nok ikke var nedfældet i rapporten, men Sivertsen havde luftet en personlig mening om Oskar Olsens mistænkelige ”opdragelse” af børnene.

Det havde både drejet sig om plejebørnene, hans egne, og hustruen skulle også have været underlagt hans vold.

Landbetjent Sivertsen havde også lige nævnt, at hans kone en dag mente at have set Oskar Olsens kone Grete, i brugsen, med tydelig hævelse i den ene side af hovedet.

De kendte jo hinanden fra Husmoderforeningen de 2 kvindfolk, et sted Grete næsten aldrig viste sig.

Men Sivertsens hustru havde altså mistanke om at Oskar var voldelig, hvad de begge havde grinet noget af da Sivertsen 250 nævnede, mistanke, for det var jo den term de brugte når de omtalte uopklarede sager, mistanke.

Nu sad Gorm og mistænkte Aksel, medlem i Rotary logen, mistænkte ham for at spille med fordækte kort, og han ville altså have klarhed over hvorfor denne Ejnar hele tiden flygtede fra de opholdssteder kommunen anbragte ham på.

Gorm pakkede journalen sammen, lagde den i bakken igen, og så besluttede han at brygge sig en kande frisk kaffe.

Vagten var i gang med lidt skrivearbejde da han kom ud til skranken , og i det samme gik døren fra gaden op, og en herre trådte ind ifølge med en ung mand.

Gorm blev og hørte hvad ærindet drejede sig om, for han var nysgerrig, og mente at have set vedkommende på stationen før. Det var en anmeldelse om en bortløbet

dreng, og nu blev Gorm virkelig interesseret, for allerede inden anmelderen havde nævnt Ejnar Jensens navn, vidste han det var ham det drejede sig om.

Gorm gik resolut hen til de 2, bad dem følge med ind på hans kontor, for han overtog sagen fra nu af.

Det sidste var mest henvendt til den vagthavende, der godt nok undrede sig, men selvfølgelig uden palaver, underlagde sig Gorms disponering.

Gorm Frederiksen bad dem sætte sig efter de havde hilst på hinanden, og havde erfaret at det netop var Ejnar Jensens værge, og en af Ejnars venner.

Men han ville alligevel orienteres om hvilke relationer de havde til efterlyste Ejnar Jensen, så Svend fortalte hvad der skulle forklares, hans kendskab til omtaltes familie gennem mange år, og især moderens psykiske tilstand.

Pointerede specifikt Ejnars ønske om at han skulle varetage hans rettigheder når det brænde på, og det måtte Svend lige pointere det var, brændt på.

Svend holdt en kort pause mens han hev sin lille båndoptager op af skjortelommen, hvor han som regel opbevarede den, klar til brug.

Gorm havde lyttet intens, men nu ville han vide hvad Svend mente med, brændt på, for hvad de vidste om Ejnars situation på stationen, så var Ejnar altså efterlyst fordi han var rømmet fra drengehjemmet, og det var jo sket tidligere fra plejefamilien på Langeland.

Svend havde brugt pausen til at spole båndet tilbage, fik forklaret de her i formiddags havde været på stedet for at

251 finde ud af hvordan det stod til med Ejnar, og først da vidste de han var rømmet om natten.

Svend holdt en kunstpause, holdt øjenkontakten til Gorm mens han forklarede hvad det var de nu skulle høre fra det besøg, nemlig en seriøs optagelse af hvad der var foregået under besøget.

Gorm nåede at spørge om de pågældende på hjemmet havde været indforstået med han havde optagelsen, men han fik ingen svar, for Svend havde sat maskinen i gang.

Gorm satte sig og belavede sig på at høre en almindelig samtale de implicerede i mellem, men da først kvinden kom til orde og udleverede stedets manglende pædagogiske respekt for de børn de havde i deres varetægt, måbede han, og han signale- rede til Svend at han var helt indforstået med at han forstod hans, brændt på.

De lyttede videre til der hvor de 2 drenge kom ind, og hvor Svend havde smækket Valter Gormsen en på siden af hovedet. Her afbrød Svend båndet, for han var overbevist om Gorm havde hørt nok, for Gorms mimik viste tydeligt hans foragt for hvad han havde hørt indtil nu.

Da Svend ydermere oplyste om at kommunen vidste alt om den psykiske og fysiske vold den arme dreng havde været ude for på Langeland, så var det vist på tide man begynde at tage Ejnars situation og hjælpen han skulle tildeles, op til revision.

Gorm var imponeret over Svends indsigt i hvad der var sket indtil nu, og det var jo et noget andet forløb end Aksels udlægning han havde prøvet at indyndet sig med tidligere.

Nu var det hans fornemste opgave at tage seriøst fat om de nye oplysninger Svend her var i besiddelse af, så han bad ham om en kopi af den optagelse, hvis det var muligt, ellers kunne de selv ordne det.

Det blev ikke aktuelt, for Svend plantede 2 bånd på bordet med et smæld, fortalte at det andet var fra en samtale han havde haft med socialchefen på hans kontor, indkaldt og miskredite- ret som værge, og endda samtidig anklaget for seksuel misbrug af Ejnar.

Gorm var helt mundlam, smilede afværgende men fik alligevel formuleret at han var glad for Svends indsats, for det satte jo det hele i relief, og helt sikkert, så ville de se nærmere på den anbringelse kommune havde brugt til Ejnar.

Svend rejste sig, gav udtryk for han var glad for at have haft indflydelse på sagen, og så udtrykte han håb om at politiet ville arbejde ud fra at det var socialchefen der var den ansvarlige for vanrøgten af Ejnar.

252 Ham man skulle klandre for de ikke vidste hvor i verden Ejnar befandt sig nu, og det ansvar kunne han ikke snakke sig fra.

Svend udtrykte også at han ikke havde i sinde at skåne de andre ansvarlige på kommunen, selv om det skulle gå ud over etatens renomme.

Gorm rejste sig, gav pote og forsikrede Svend at han ikke havde i sinde at holde hånden over nogen af de ansvarlige, dem fra forvaltningen i hvert fald, mens han ikke nævnede noget om at han netop havde haft Aksel i røret.

I samme moment indså han nødvendigheden i at konfrontere Aksel Jørgensen med hans ansvarsforflygtigelse, og så fra en embeds- mand i funktion.

De fik håndet igen, og Erik der havde siddet og fulgt slagets gang, fik lige indført at han havde kendt Ejnar i mange år, og han fortjente ikke den svigt han havde været ude for.

Gorm var ikke bleg for at love at han ville sørge for de ansvarlige ikke skulle slippe for en undersøgelse, for en embedsmand der ikke varetog sit arbejde seriøst, stod til den dobbelte straf, så der helmede han ikke før retfærdigheden skete fyldest.

Gorm fulgte de 2 ud og gik øjeblikkelig tilbage og ringede socialchefen op, fik ham i røret, hørte hans genhørs glæde som falmede noget da Gorm med den autoritære stemme han brugte når han ikke havde behagelige oplysninger.

Han beordre Rotary kammeraten til at møde på stationen, her og nu, og det sidste havde han fremført i en meget stram tone, inden han smækkede røret på og lod Aksel sidde forgræmmet, ene tilbage.

Gorm sad og funderede mens han fingerede ved de 2 bånd Svend havde efterladt, og han priste sig lykkelig for den hjælp der af og til blev dem tildelt fra borgerne.

Han var sig også bevidst om at det han havde lovet Ejnars nærmeste ven, ville blive effektueret til punkt og prikke.

253 Afsnit 59

Ejnar havde brugt det meste af dagen til at vandre gade op og gade ned, og han var hele tiden klar over hvor han var, for han havde været på turistbureauet.

Havde fået et kort over byen, specielt et over den indre by hvor han havde koncentreret sig om at opleve det hektiske og pulserende liv.

Han var jo skide god til geografi, og vidste hvor de mest interessante turistattraktioner allerede befandt sig, nu han ved selvsyn havde set de fleste af dem.

Havde brugt tid ved den lille Havfrue, Gefion springvandet, og ikke at forglemme, Rundetårnet, som han ofrede en billet til.

Han havde aldrig været de steder, kun set dem i fjernsynet eller i bøger de havde haft i skolen., men det var jo noget helt andet at stå og glo på det.

Han havde også været helt ude ved is huset for enden af Langeliniekajen, hvor han havde flottet sig med en vaffelis af de store, og i havnen bag pakhusene, lå der store fragtskibe der blev losset for gods fra hele verden.

Han var træt da han efter den lange tur fra Nyhavn gik op af Strøget og befandt sig ved samme pølsevogn som dagen før.

Godt nok senere ned i går, så han forventede ikke at se noget til hans ven fra i går, der sikkert var taget lige hjem.

Men han stillede sig op ved pølsevogne alligevel, for Jørgen var vel ikke den eneste der kontaktede drenge på den måde.

Ejnar var blevet bevidst om hvad han kunne komme ud for i byen, og han kunne lige så godt udnytte tiden til noget der sparede ham for at bruge af hans egne penge.

Han blev antastet af et par drenge på 13,14 år, der stillede sig op og gloede på ham, mens han dristede sig til at spørge dem om de ville noget.

Det ville de, for den største af dem tog fat i kravetøjet på ham, stak hans snudeskaftet helt ind i Ejnars ditto, hviskede til ham at han skulle fise af, nu, for det var altså deres område.

Og hvis han ikke parerede ordre gesvindt, så ville de ondu- lere ham så der ikke var en eneste pædofil der ville ofre så meget som et blik på ham.

Ejnar vidste godt hvad, ”deres område”, var for en størrelse, især hvis de store drenge i skolegården havde noget for de 254 ville skjule for de små, især når ganget skulle ryge i fred bag boldbanen.

Men at der her på Rådhuspladsen var nogen han skulle tage hensyn til, det kom bag på ham.

Så han begyndte at argumentere med dem, men det fik han ikke noget ud af, for de havde lagt mærke til ham i går, da han var taget med ham med den lille pik.

Så forstod han de var trækkerdrenge, det som Svend havde, snakket med ham om en aften han orienterede ham om livets mange fælder.

Det havde de godt nok grinet noget af, for så var Svend jo også en af de fælder han havde advaret ham om.

Han gav op, forstod de bare ville af med ham, og de fulgte ham over pladsen med øjnene følte han, til han kom forbi varehuset Anva, hvor han drejede af og begav sig mod Palads biograferne igen.

Nu han var der, kunne han lige så godt se efter om de var der, Allan og Sivert, men det var svært at komme til, for det var lige før 4 forestillingerne, hvor flokke af højtråbende børn, ifølge med bedsteforældre sikkert, stod i kø og masede for at komme til.

Han skulle ikke stå i kø, men ned i spillehallen som var lige så stressende at befinde sig i, men de var der ikke.

Nu han var forment adgang til den ”jagtmark” han kendte til, var han lidt i vildrede med hvad han så skulle finde på, var ved at gå død, men ville alligevel ikke give op.

Han havde været ved at ringe til Svend et par gange, men ventede, ville bruge det som sidste udvej, og mente han kunne klare den et par dage endnu med de penge han havde tilbage.

Det var ved at være ved den tid han kunne forvente der ville komme nogen af de faste til huset ved Gammel Kongevej, så han traskede hjemmevant der ud af, og fanme om ikke han så dem ved søen lidt foran ham, hvor de drejede ned ad Vodroffsvej.

Han nåede at indhente dem inden de møvede sig ind på grunden, og de flippede godt nok ud da de så ham stå der, ”Hill Billy”, lyslevende, for sidst var jo da han var hægtet af og nabbet af de 2 strømere, mens de selv spredtes for alle vinde.

De fandt nøglen som sidst, og dumpede lige i favnen på Herre manden der var ved at tage overtøjet på.

Han smilede til Ejnar, roste ham for hans indsats forleden, og da han ville komme tilbage inden aften ritualet kl. 6, fik de lejlighed til at agere som de nu lystede imens.

De blev alle inviteret til senere at deltage i en gang liveshow samme sted som sidst, men han ville orientere om det 255 senere, for der skulle andre boller på suppen denne gang, mere gang i den.

De grinede gevaldigt da Herremanden bragede den af, Boller, og så på suppen.

Han nåede at sige der kun var kokken hjemme, men efter spisetid ville der komme 2 - 3 unge knægte som også skulle med til optagelserne.

De kom ind i de velkendte gemakker, fandt kokken siddende med en joint i kæften, og det slog ham at han havde savnet et bab på sådan en, mest da han havde været alene på den mørke landevej.

Han havde ellers ikke haft nicotin hunger, havde ikke lyst til en smøg egentlig, men nu var det hashlugten der virkede euforisk på ham lige da han kom ind stuen.

Drengene vidste hvor lageret var, så de fik glød på en som de delte, og imens genfortalte de hvad der var sket efter de var smuttet fra ham forleden, gik i detaljer om de 2 strømer biler der kredsede rundt for at lokalisere dem.

Men de havde jo aftalt de ville gemme sig, blev til kysten var klar, og først da kunne de snige sig uset hjem til villaen, en time mellem hver deres hjemkomst.

Der var godt nok røg i stuen, og han sad og blev sløv, og det så de andre, så grineflippet var uundgåeligt.

Kokken gik på et tidspunkt ud til hans dont, og de besluttede at gå i badet, gik på loftet og filede lideren af, og mens de lagde klatten, hver for sig, snakkede de om hvad de mon skulle præstere senere, og om der var nok sperm tilbage til nattens halløj.

De havde ligget tæt, onanerede med lange hug, mens de nulrede nosserne på hinanden.

Ejnar følte igen denne anderledes lider nu han var skæv, og da han fik udløsning, virkede det som om strålen hang længere i luften, inden den faldt ned på hans bare mave.

De havde skaffet ham rent undertøj fra et skab med efterladte effekter, for han havde haft dem på et par dage nu, og de var ikke noget han ville vise sig offentlig i, hvad de jo snart skulle, vise røv til kameraer.

Da de kom ned til det veldækkede bord, var 2 andre arriveret, et par lidt større drenge nærmest unge mænd, velklædte, og de var vist lettere overrislede, virkede overkåde og tog fis på det hele kunne han høre.

Ejnar blev overbegloet, blev diskuteret de 2 i mellem, om han nu havde noget at vise frem, for Herremanden havde orienteret dem om han også skulle være med i aftenens show.

256

Men ellers følte han sig absolut velkommende i den gruppe af umage unge, som alle dog havde det til fælles mente han at vide, udmeldt af det samfund som de følte de var blevet enorm svigtet af.

Det kunne han jo selv snakke med om, vidste hvad det indebar på trods af hans kun 12 år, snart 13.

Han havde da tænkt over hvad der skulle blive af ham, sammenlignede hans situation med Siverts, som havde fortalt en næsten identisk historie som hans egen.

Sivert var også forældreløs, rigtig, for begge var døde af druk og havde efterladt 3 unger til deres egen skæbne, alle spredt for alle vinde, så nu vidste han ikke hvor hans 2 andre søskende befandt sig.

Sivert havde været efterlyst næsten et år nu, havde i starten ernæret sig som tigger på Hovedbanen indtil Herremanden havde interesseret sig for ham, og så var han altså blevet ferm til at liste tegnedrenge op af de velnærede ”bønders” velpostrede lommer.

Det var specielt ved Jyllandsekspressen de 4 gange om dagen, hvor Allan jo var ferm til at hjælpe ham, distraherede dem, vimsede om dem så de blev forvirrede, og så bare det hurtige snuptag.

Det var det han havde overværet da han så dem første gang, ferme til at tigge, men altså også så ferme at han slet ikke havde oplevet det som lommetyveri.

Nu boede de så her hvor Herremanden tog sig af dem, og hvor de afleverede tyvekosterne når der var noget.

Det var de helt tilfredse med den ordning, for der blev jo sørget for dem, fik også selv en masse cool Cash ud af de film de var med i, og procenter af tyve kosterne, alt sammen sparet op på en bankbog.

Sivert havde ladet mundtøjet løbe, tømt lageret af ophobet livserfaring og var beredvillig med at give gode råd om hvad man skulle gøre hvis han røg i kløerne på panserne.

For at undgå det skulle man først og fremmest være ferm til at spæne, gerne ind i en baggård, eller en villahave hvor det var nemt at komme over en hæk eller plankeværk, bare man kunne kravle.

Sivert havde været heldig indtil nu, var løbet fra dem hver gang, og løbe, det kunne han, for Ejnar havde jo selv set det forleden.

257 Ejnar kunne også løbe, men havde aldrig haft en grund til det før forleden, hvor han bare var gået i panik, havde stået og ventet på at de snubbede ham, autoritetstro som han nu var.

Men det skulle ikke ske igen, for han ville ikke tilbage til den tortur han mente det var, den de usle drenge stadig fandt sig i, tortur.

Han var faldet lidt i staver efter han havde proppet sig, siddet og filosoferet over hans lorteliv, hvor han hellere ville være hjemme hos Svend.

Besøge ham når han lystede og ellers være sammen med dem han holdt af, for en ting var han sikker på, han elskede Svend, hans redningsmand.

Herremanden gjorde dem klart at de skulle være i atelieret kl. 8, for der ankom et par voksne modeller der gerne skulle tilbage til Holland med nattoget, så de havde 3 timer til at filme i.

Han var optimistisk, bad dem gøre sig klar, selv tage derover, men ikke i en samlet støjende flok, så Ejnar blev lokket med hen i de bløde gemakker til et bab på resten af jointen.

De faldt lidt hen men blev vækket af kokken der gjorde dem opmærksom på det var tid til afgang.

Ejnar vidste han var bevæbnet, havde selv set en gøb i en skuffe i køkkenet, mens han ledte efter en øl åbner.

De store var gået for længst, men kokken beroligede dem med der var tid nok, så de kunne tage den med ro, og husk, ingen spilopper når de nærmede sig villaen.

Det var lige som sidst, 3 nøk på klokken, vinduet op på 1 sal, klikket i døren der nu kunne åbnes, og så bare op under loftet.

Det var som det plejede, bare med andre aktører, og de 2 Hollændere var da et par hærdebrede mandfolk at se på.

Den største af dem havde straks fokus på Ejner, smilede til ham og kom over og gav hånd, mens han lirede et eller andet af på Engelsk.

Ejnar kunne jo forstå lidt Engelsk, men det kaudervælsk som Hollænderen bragede af, var volapyk i hans ører.

Men Hollænderen blev ved at smile til ham, så Herremanden kom over og oversatte.

Forklarede for Ejnar at Hollænderen havde foretrukket ham frem for en af de andre, så han kunne godt gøre sig klar.

Hans 2 venner var gået afsides efter de havde konfereret med en af kameramændene, og nu blev Ejnar gennet ind i et lille værelse hvor der kun lå en madras og en dyne på gulvet, og hvor en enkelt lampe var det eneste der lyste op.

258 Hollænderen fulgte med, og en af kameramændene bar på et mindre kamera, et der var håndholdt og ikke fyldte så meget som de store på stativ.

Mens Hollænderen stod og kævlede med kameramanden, kom Herremanden ind og instruerede Ejnar, bad ham om at lægge sig på madrassen med dynen under sig.

Beholde tøjet på og som om han sov, indtil Hollænderen kom ind og begyndte at kæle lidt med ham.

Mens det foregik, ville Hollænderen fjerne hans tøj, og når han lå nøgen, ville Hollænderen være rar ved ham og give ham et blowjob til sidst, det vidste Ejnar godt hvad var, ikke?

Ejnar vidste godt hvad et blowjob var, og da Hollænderen hørte ordet, grinede han og gjorde bevægelsen med hånden og kystøjet for at illustrere han var med på den.

Ejnar arrangerede sig på madrassen, fik den ene hånd under kinden og begyndte på hans rævesøvn.

Hans opmærksomhed manglede ikke noget nu han havde lukket øjnene, og han hørte tydeligt Hollænderen prustende tage hans egne lange benklæder af.

Han skulle ikke kikke.

Holde positionen indtil han mærkede Hollænderens hænder begynde at fjerne hans skjorte, og følte hans heftige ånde tæt på.

Nu fik han syn for sagen da han overskuede den helt nøgne muskuløse krop, og Ejnar erkendte at han var en flot mand. Ejnars bukser blev nu trukket af ham i et heftigt hiv, og han blev næsten båret op i siddende stilling, så Hollænderen nu havde frit slag til at strippe hans overkrop helt.

Ejnar agerede inaktiv, ventede på næste indfald, og det kom helt uventet, for nu falbød Hollænderen sig til ham.

Trak Ejnars ansigt ned til hans skridt og stak hans enorme penis lige ind i kystøjet på ham, så han fattede hvad det drejede sig om og han var ikke bleg for at lege med.

Ejnar havde jo prøvet det før, men den størrelse kunne da godt tage pippet fra en, men den var ren fornemmede han.

På et tidspunkt trak Hollænderen sig ud, væltede Ejnar ned på madrassen, og så var det hans tur til at blive ordnet efter den sidste trævl var røget ned om benene på ham.

Hollænderen gnaskede løs, og midt i dét hele, svingede han Ejnars ben op over hans skuldre.

Nu var Ejnars skridt tilgængeligt til hvad som helst, og mens Ejnar prisgivet lå og tog imod, følte han Hollænderens glans bore sig ind, og det gjorde satans ondt, men kun i starten.

259 Han var ikke brutal, vrikkede lidt, og så var han der og kørte løs mens Ejnar godt nok lå med tårer i øjnene.

Han tænkte lige på Jørgen der dagen før havde foretaget samme operation, men der var godt nok forskel på instrumentets størrelse.

Ejnar bed smerten i sig mens Hollænderen knoklede løs, og på et tidspunkt følte Ejnar at det blev fantastisk liderligt.

Så væltede hans sæd ud af hans enorme erektion, og han vippede i takt med Hollænderen der åbenbart havde fulgt Ejnars velvære, og han kom med et brøl og pulede løs til han stakåndet faldt tungt ned over Ejnars spinkle krop.

Der havde stået nogen og kikket på uden Ejnar havde set det, for der blev klappet, og Herremanden roste ham for hans fantastiske præstation.

Den udmattede Hollænder fik sin smaskvåde krop lodret efter han havde trukket sig ud, og han blev budt et bad, som Ejnar også kunne deltage i.

De gik ud sammen, men undervejs blev alt afbrudt af vagten der kom skrigende ind, strømere, og i det samme lød et enormt brag, gentaget 2 gange.

Det var karmen der røg nede for enden af trappen hørte Ejnar, og alt blev til råb og skrig med politi alle vegne.

260 Afsnit 60 Klokken hen ad 10 ringede telefonen hos Svend, og han forbandede den ad helvede til, da han lige havde fundet Ole luk øje.

Men han blev helt vågen da han hørte hvem der var i den anden ende af linjen, nemlig Københavns politi, og de havde et spørgsmål til ham.

Han lyttede intenst, mens han prøvede at finde ud af hvad fanden han skulle gøre, nu han blev klar over han var nød til at tage stilling til det problem.

Han forstod søvndrukken på det hele, at Ejnar var antastet i en rassia politiet havde foretaget efter et anonymt opkald. Svend gryntede et par konfirmerende signaler for at fortælle han stadig var på linjen, men ellers var der ikke meget respons fra ham, udover han accepterede betjentens orientering om at Ejnar ville blive ledsaget til hans værge.

Altså forventede betjenten at Svend ville være til stede ved overdragelsen i morgen ved middagstid.

Svend blev meget sikker på hvad der var i vente, da han havde lagt på, og han vidste han også blev nød til at orientere myndighederne, og hvad kunne være mere nærliggende end at ringe Hanne op.

Hun lød også søvndrukken, men blev meget bevidst da Svend havde refereret om opkaldet, fik forståelse for hans plan, og ville komme så hurtigt som muligt.

Svend arrangerede så han kunne ligge på sofaen, mens han redte op med nyt sengetøj til Hanne, for hun skulle ikke intimideres med det Erik og han havde boltret sig i for kun et par dage siden.

Han gik i køkkenet og satte vand på til en kande te, og så tryllede han et par osteskorper frem som han gjorde klar lige inden han hørte bilen parkere.

Svend kunne ikke fortælle meget mere end han var informere om, men så meget havde han da forstået på betjenten der havde ringet, at de havde fået en anonym opringning om en pornoring, hvor drenge var involveret i en villa på Frederiksberg.

Det viste sig at holde stik, for de brød ind lige hvor de afslørede der deltog mindst 3 mindreårige drenge, da de havde tiltvunget sig adgang til villaen.

De havde de bl.a. fundet omtalte Ejnar Jensen, som havde erkendt at han havde deltaget i optagelserne, og at han godt ville tale med hans værge, Svend Konradsen.

261 Det blev godt nok ikke til noget, men i stedet fik han så aftalt med Betjenten at han ville være hjemme og modtage Ejnar når han kom med en transport omkring middagstid.

De sad et stykke tid og følte samhørigheden mellem dem, inden Svend ved 11 tiden gabte, og Hanne trak sig straks tilbage så Svend kunne få bare lidt af sin nødvendige søvn.

Hun lå længe og vendte og drejede sig, var bevidst om det var her Svend og Erik sikkert havde deres ture når det kom over dem.

Det var ikke sådan at hun følte det akavet, slet ikke efter hun havde haft den fantastiske oplevelse med Erik, og bagefter havde hun ikke følt hun havde noget at fortryde, for den dreng havde ageret mere afslappet end de voksne mænd hun havde kendt til.

Hun gyste igen bare ved tanken om det kunne gentages, og det gjorde slet ikke noget hvis Svend også deltog.

Så var det lige som ringen var sluttet, og deres intimitet ville konfirmere deres forhold til Ejnar, stakkels dreng.

Hun var meget spændt på at høre noget om hvad han dog havde været involveret i, for hun var jo ikke ordentlig informeret, udover han havde prøvet at opsøge sin biologiske far, men hvad han derudover havde haft gang i stod ud i det uvisse.

Men nu de var bekendt med hans eskapader i nat, så var det nærliggende at resonere at han havde været involveret i den aktivitet tidligere, bøsse porno med pædofile som medaktører. Hun gøs men slumrede ind igen, og først da Svend lige gled ind og kærtegnede hendes kind, blev hun bevidst om hvor hun var, og at hun måtte sygemelde sig igen, for hun kunne jo ikke fortælle sandheden, ikke indrømme over for personalechefen hvilken mission hun var sat til at varetage.

Hun vendte tilbage til bevidstløs tilstand, og vågnede først da hun fik dagslys i ansigtet.

Hun stod op, fandt ud af hvor remedierne var i køkkenet, lavede en spand kaffe med et par madder til, og så satte hun sig og følte sig straks hjemme i den efterhånden velkendte stue.

Hun havde sat radioen på p 3, og ved 8 tiden gik radioavisen i gennem æteren.

Et af indslagene fangede hendes opmærksomhed, for det drejede sig om en rassia politiet havde foretaget, sent i aftes i en villa på Frederiksberg, hvor de brød ind netop da der var filmoptagelser i gang i villaen, og her afslørede de voksne i gang med at filme seksuel omgang med tre mindre årige drenge.

262 Hanne tabte skuffen, var klar over det var der Ejnar havde været, og nu var der al mulig grund til at de fremover sørgede for han fik den rette hjælp.

Hun kunne jo ikke orientere Svend, men måtte vente til han kom hjem, og håbede hun, før Ejnar dukkede op.

Men hun måtte ringe om hendes fravær, var ikke meget for det, men hvad faen, det var i en god sags tjeneste.

Det var Jytte fra sekretariatet, og hun var nysgerrig, havde ikke det helt store pres på lige nu, og da de var lidt bon kammerater, fik de lidt sladder fyret af.

Det var ofte sket Jytte havde givet Hanne oplysninger, noget hun lige havde opsnappet på den lokale jungletelegraf, især når hun kom til at ”glemme” at hive ledningen ud.

Det var også sket forleden hvor Jytte havde opsnappet Gorm Frederiksens noget pikerede samtale med Socialchef Aksel Jørgensen, hvor det tydeligt skinnede i gennem at politi mesteren var direkte vred over deres ”mishandling” af Ejnar Jensen.

Hun havde ikke fået mere med, for der kom presserende samtaler hun skulle have i gennem, men det var da også rigeligt til at snakken føg internt rundt resten af dagen.

Hanne var rastløs til hun hørte døren blev åbnet, og Svend viste sig i entreen med en kanelstang.

Hun gik ham smilende i møde, mens han kommenterede det underlige ved at der var en kvinde i huset når han kom hjem, men det var meget betryggende, nærmest hyggeligt.

Hanne satte kaffe over, og da de havde etableret sig i stuen, refererede Hanne om radioavisens korte oplæsning om nattens hændelse.

Svend følte nødvendigheden i at underrette myndighederne, men var ikke meget for at ringe til Socialchefen, så det blev Politimesteren.

Han var til stede, og Svend følte han blev glad for informa- tionen og indforstået med at Ejnar ikke straks skulle anbrin- ges uden for hans lille verden her i byen, så han ville personligt ringe og sørge for han kunne blive overført til børnepensionen.

De aftalte at ringe sammen igen, i hvert fald når Ejnar ankom, for Gorm Frederiksen ville godt lige snakke med ham om hvad der egentlig var sket på Drengehjemmet, mest for at have fyldestgørende oplysninger til rapporten, den der skulle videre til Silkeborg politi som overtog sagen om drengehjemmet.

263 Svend blev lige gjort opmærksom på af Gorm, at Ejnar jo skulle afhøres om nattens eskapader, men det ville de høre nærmere om nu Svend var bisidder.

De afbrød og Svend orientere Hanne om Gorms plan om at bringe sagen om Drengehjemmet videre, og Svend takkede sit fremsyn for han havde den båndoptagelse.

Uden den var det ord mod ord, og ikke en pot pis værd i retten.

Her var der konkrete beviser, og selv om kontorsekretæren skulle ændre udsagn, så fangede bordet med det bånd.

De havde ikke andet at foretage sig end at vente, og da det ved 2 tiden ringede på, farede de begge op, men det var Svend der var hurtig ved døren, hvor han lukkede Erik ind.

Han blev modtaget lige så hjerteligt som hvis det havde været den savnede Ejnar, og blev hurtig sat ind i hvad der var sket efter Svend og han havde sagt godnat ved 8 tiden i aftes.

Næste gang det ringede var der bid, og den unge chauffør der fulgte Ejnar helt ind i stuen, skulle bare have en underskrift og ellers sørge for at Svend kunne legitimere sig som den behørige værge.

Det var åbenbart bare en formalitet, for de kunne nu knuselske den savnede, mishandlede, forhutlede dreng, og han var ovenud lykkelig for at være tilbage hos vennerne.

Han græd som pisket, tudbrølede, men også af angst for at han skulle tilbage til Drengehjemmet, men han blev noget beroliget da han blev bekendt med hvad der var sket efter han var stukket af.

Der gik en times tid, hvor samtalen forsigtigt blev drejet over på hvor Ejnar nu skulle bo, men han var meget tilfreds med ordningen på Børnepensionen, for så kunne han jo begynde i sin gamle klasse igen, troede han.

Det var en noget gladere dreng de kørte ud med på pensionen, hvor man nu modtog Svend med noget mere respekt end sidst, for selveste politimesteren havde jo ringet og dikteret hvad der skulle laves af foranstaltninger.

Ejnar kunne nu regne med en tålelig hverdag, for han havde absolut fået mere end kvoten tillod af nedture, alle grundet socialforvaltningens forfejlede dispositioner.

Han fik et større værelse end sidst, fik lovning på han kunne besøge sin mor og hente det af sit tøj han ikke fik med til Langeland, for nu ikke så lang tid siden.

Det med skolen kunne de hurtigt ordne, en kort samtale, så var den gået i orden mens Ejnars venner stod og hørte på det.

264 De forlod Ejnar, med lovning fra Forstanderen om at Ejnar selvfølgelig havde sin fulde frihed, men at det nok var smartest han ventede til i morgen efter skoletid med at føjte rundt, og det indvillige han i.

De fik alle krammet den savnede og gav ham mod på igen at præstere noget andet end det han havde beskæftiget sig med på springturene, og han glædede sig gevaldigt til igen at se de gamle venner fra klassen.

Men han glædede sig for tidligt, men det vidste han ikke endnu.

265 Afsnit 61 Efter en hektisk og næsten søvnløs nat i politiets varetægt, var det vidunderligt igen at kunne sove betryggende, vide sig i gode hænder, og vennerne tæt ved var klar til igen at hjælpe hvis det viste sig nødvendigt.

Så Ejnar befandt sig godt under det rene sengelinned, men kunne alligevel ikke sove, for nattens begivenheder kværnede igen gennem hans overspændte hukommelse.

De havde jo lige fuldendt optagelsen af ham og den flotte Hollænder, hvor han havde følt den enorme udblokning der til sidst gav den enorme lange orgasme, selv om det i starten havde gjort ondt, mens Hollænderen havde vrikket sig forsigtig ind.

Ejnar huskede med gru på de sekunder hvor der blev råbt, Strømere, og hvor alt gik i panik, mens Hollænderen havde prøvet at få hans benklæder på.

Ejnar måtte dæmpe hans ukontrollerede latter mens han gen- kaldte sig billedet af ham der prøvede at få hans erigerede lem ind og lyne op.

Men de nåede intet før der stod 2 – 3 kampklædte betjente, der alle råbte og skreg at folk skulle blive hvor de var, men alligevel var kamera folk og de andre implicerede på vej et eller andet sted hen, alle i vild panik.

Han så ikke meget af hvad der foregik i de andre afdelinger i huset, for efter de kampklædte havde neutraliseret loftet for urolige elementer, kom der lidt mere tjek på politiets arbejde, foretaget af betjente i almindelige uniformer.

Ejnar havde nået at komme i lidt af hans tøj, stod og fedtede med strømperne da han blev bedt om at skynde sig.

Der var andre i gang med at pakke grej i flyttekasser, da betjenten førte Ejnar end ad trapperne, ned til en vogn der holdt med en chauffør ved rattet.

Undervejs nåede Ejnar dog at se en betjent gå rundt og tage billeder, og Ejnar takkede sin skaber for at betjenten ikke nåede at se Hollænderen i gang med ham.

Inden han nåede ud til bilen, fik han lige set Allan og Sivert drøne af sted i en anden vogn, inden han selv blev kørt af sted til Frederiksberg politigård.

Han fandt aldrig ud af hvad der var blevet af de andre fra Vodroffsvej, fik ikke chancen til at få sit tøj tilbage, for han fortalte jo heller ikke hvor han havde boet i København, før de indbragte ham til afhøring.

266 De fandt hurtigt ud af hvem han var, for en af de betjente der var på stationen da de ankom, genkendte ham, og så var det løb kørt.

De hoppede på hans forklaring om han var ankommet til byen samme dag, rømmet fra det forpulede drengehjem, og det var jo nærliggende at ringe dertil, hvor det blev bekræftet af den vagthavende i Silkeborg der tog telefonen.

At det var dagen før, nåede de ikke at finde ud af, og at han heller ingen bagage havde med, var de slet ikke inde over.

Det de virkelig var interesseret i var, hvordan han var kommet i kløerne på de filmproducenter, og hvad han havde deltaget i før de kom.

Han måtte til det igen.

Havde mødt en stor knægt på Hovedbanegården, som han faldt i snak med.

Ejnar fortalte han var stukket af fordi de tævede drengene på anstalten, og det kendte han alt til, for han var selv smuttet for et par måneder siden fra Århus, og boede nu i en ville på Frederiksberg hos nogle venlige voksne, sammen med nogle andre drenge.

Han var så blevet inviteret med og vidste ikke noget om hvad de havde af planer, for så havde han altså ikke taget mod tilbuddet.

Der var mange mennesker da de var kommet ud til villaen, og de havde alle spist med, da kokken serverede.

De blev ved med at spørge om det samme igen og igen, men han holdt fast ved den forklaring han startede med, og så var de efterhånden tilfredse.

I mellemtiden havde de ringet og tjekket med Svend, som havde bekræftet han var værge for Ejnar.

Men de ville jo også høre om hvilke seksuelle aktiviteter han havde deltaget i, og uden de vidste noget om Hollænderen der blev taget med bukserne nede om haserne, kunne Ejnar slippe af sted med at fortælle han kun havde deltaget i lidt fælles onani med 2 drenge.

Men hvad han ikke vidste endnu, var at filmkameraerne var konfiskeret, og beviserne ville senere afsløre hans løgn, når filmene blev fremkaldt.

De tog det altså for gode varer, for da de havde dem inde ved siden af i et andet lokale, hver for sig, var det jo nærlig- gende at Ejnar talte sandt.

De havde afhørt ham i to stive timer, men hen ad midnat fik han besked om de ville køre ham ud til Solbakken, der hvor han overnattede sidst han var på springtur.

267 Det var endda den samme betjent der skulle køre ham, og mens de stod og ventede på grønt lys I modtagelsen, nåede han lige at se ryggen af Sivert der sad og hang på en stol.

Det var samme unge mand der modtog ham på Solbakken, temmelig overrasket over at se ham igen.

Betjenten havde fået sin underskrift på afleveringen, havde givet besked om at en fra socialforvaltningen ville køre ham til Jylland hen på formiddagen, og så var de alene som sidst.

Han bød på kaffe fra termokanden, fandt også et par skiver med samme ost på som den vindtørre han var præsenteret for sidst.

I det hele taget var det et rent Deja-vu han var ude for, og nu det værste var ovre, havde han følt sig ret afslappet og havde affundet sig med situationen.

Han havde ikke haft lyst til at sove, men fik tilbuddet og brugte det, da han hen ad 3 tiden alligevel faldt sammen.

Det blev et Deja-vu igen ved morgenvækningen, for næsten de samme børn var til stede og kunne huske ham, hvor de kom søvndrukne ud til morgenritualet, bad, tøjskift, og så havre grøden som han selv fik en ordentlig skudefuld af.

Det var en ung mand der skulle køre ham til Jylland, men han var ikke snakkesalig, så han fik en stille tur til Korsør på bagsædet af den gamle Ford Cortina, men på færgen tøede den unge chauffør dog lidt op og tilbød Ejnar et måltid, dagens ret, hakkedrenge med det hele.

Resten af turen sad han foran, hvor Ejnar havde snakket, fortalt om sin omtumlede tilværelse den sidste tid, dog ikke nattens oplevelser.

Det var lige før den unge socialarbejder ikke troede på ham, men han havde stadig arret at vise frem, og så korsede han sig godt nok, og blev noget oprørt over at man behandlede drenge anbragt af myndighederne så lemfældigt i Jylland.

I deres forvaltning var de meget strikse i deres anbringelser, og kom ofte på uanmeldt besøg hos plejefamilierne.

Men det var jo passe, for nu var han i sikker havn, og ingen kunne forulempe ham nu han havde Svend til at beskytte ham, og med det i tankerne faldt han i en urolig søvn igen, men vågnede flere gange.

Sidste gang var ved 6 tiden, hvor han lå badet i sved, vidste ikke hvor han var, for han havde drømt han blev holdt fanget i et sort hul på drengehjemmet, det hul han var sluppet for at opleve, da det jo var lykkedes for ham at stikke af uden at blive fanget og komme tilbage til straffen.

268 Han kunne ikke sove mere, så han stod op og gik stille ned for tage et bad, men på vejen blev han stoppet af nattevagten der bad ham gå i seng igen, for han kunne komme til at vægge de andre.

Han fandt sig i det, ville ikke skabe mere postyr hvis han kunne undgå det, så han satte sig og gloede ud af vinduet.

Så på fortravlede mennesker, knap nok vågne endnu, på vej til stationen sikkert, for de stæsede den vej, mens der var mødre med søvndrukne børn på slæb, sikkert på vej til en af de institutioner der lå ved siden af pensionen.

Men nattevagten blev afløst af dagpersonalet, og børnene kom op, blev fodret af, og nu troede Ejnar at alle hans kvaler var et overstået kapitel, men han måtte ændre opfattelse.

Det viste sig der var kommet kontraordre fra alder højeste sted, for Socialchefen havde søndag været travlt optaget med at få overtaget igen.

Efter han havde haft sit møde med Loge kammeraten, politi mester Gorm Frederiksen, havde han haft en underlig følelse af at have tabt terræn, havde mistet sin autoritet, og han havde udtænkt en plan og fundet ud af han ikke fandt sig i utidig indblanding i hans arbejde.

Så han havde ringet Børnepensions bossen op, og de havde fundet frem til at Svend ikke fremover skulle have adgang til institutionen, og at Ejnar skulle blive der, og ikke begynde næste morgen i hans gamle klasse.

Det var jo det den emsige Hanne Jensen ellers have gennem trumfet uden om ham, men det skulle dog siges til hendes forsvar at hun havde orienteret ham, godt nok noget sent.

Det værste af det hele var at hun havde meldt sig syg, inden hun havde ført sin luskede transaktion igennem, og her havde han en klemme på hende vidste han, for nu hang hendes stilling i en meget tynd tråd.

Ifølge funktionærenes overenskomsten stod enhver ansat til øjeblikkelig afskedigelse, hvis funktionæren blev afsløret i en illoyal handling, specifikt foretaget mod en overordnet.

Den passus i paragrafferne havde hun forbrudt sig mod indtil flere gange, og nu var hans tolerance brugt, og han måtte træde i karakter.

Derfor havde han fundet en ny anbringelse af den problematiske dreng Ejnar Jensen nødvendig, uanset hvad uautoriseret indblanding ellers mente om hans beslutning, og det gjaldt både politimesteren, og så det pestilens til den selvbestaltede bisidder, Svend et eller andet.

269 Det var jo umuligt at arbejde under sådan indblanding, og det hørte hermed op fra dags dato.

Nu skulle den uregerlige dreng føle hvad konsekvent pædagogik gik ud på, og så måtte de senere se på om han havde rettet sig så meget op, at han kunne passe ind i en almindelig familie pleje igen.

Socialchefen sad på sit kontor og gennemgik i tankerne hvad han havde været i gennem de sidste dage, men med den sidste beslutning in mente, rettede han sig op, og han følte sig en smule stolt over at han stadig havde autoritet nok til at tage beslutninger, endda udenom de evindelige beslutningsmøder.

Dem der var med til at trække sagernes afvikling i langdrag, og som i sidste ende kostede urimeligt mange penge.

Så nu drejede det sig bare om at få drengen transporteret til Fanø, og hurtigst muligt, så var der ingen udenforstående der kunne nå at sætte en kæp i hjulet.

Han havde allerede søndag allieret sig med vognmand fra, Kølles busser, dem der havde erfaring med vanskelige børn fra deres skolekørsel for kommunen.

Der havde aldrig været vrøvl med balstyriske unger, for han kunne indgyde respekt bare ved sin tilstedeværelse, Kølle selv altså.

Socialchefen vidste godt han ville få spidse bemærkninger fra visse personager, helt sikkert fordi han ikke orientere dem om hans beslutning på morgenmødet.

Men han havde altså besluttet at tage det som det kom, og til den tid var Ejnar godt af vejen.

270 Afsnit 62 Ejnar blev lige kaldt på kontoret før han skulle i skole, for chefen ville tale med ham, og han var kort for hovedet. Meddelte at Ejnar skulle pakke sine ting, for han ville blive afhentet om lidt og skulle ud på en lang biltur.

Ikke et ord om hvor han skulle hen eller hvorfor, så Ejnar gik i baglås, vidste han ikke kunne komme i kontakt med Svend før efter kl. 12, så han bad om lov til at ringe til hans socialrådgiver.

Forstanderen kikkede olmt på ham, forklarede at det var hendes beslutning, så det nyttede ikke noget at kontakte hende, så ser var ingen ring derfra.

Han vendte bare ryggen til Ejnar og negligerede ham fuldstæn- digt, og det provokerede Ejnar der harmdirrende gik ned på sit værelse, smed rundt med tingene og råbte og skreg så det øvrige personale kom løbende.

De undrede sig over den pludselige vrede den ellers rolige dreng pludselig udfoldede, for de var uvidende om rævekagen der var arrangeret, ”kliken” imellem.

Nu kom ophavsmanden til bataljen tilstede, bad Ejnar beherske sig, for beslutningen stod ved magt og ville blive afviklet når Kølle personligt kom og foretog transporten, og ham kunne Ejnar ikke løbe om hjørner med.

Han lod ham alene, og Ejnar erkendte han ikke vandt noget ved at være destruktiv, så han smed sig på sengen, hulkede lydløst ned i dynen.

Han bed tænderne sammen og erkendte det slag var tabt, men han havde jo før vundet tabte slag, og det skulle han også nok klare denne gang, så de kunne bare vente sig alle sammen.

Det sidste var sagt i vrede, højt mens han hamrede hans knyttede hånd ned i dynen, fnyste så grådens snot stod i guirlander ud af snothornet.

Han pakkede de få ting han endnu havde tilbage, hans næsten nye ekvipage han havde erhvervet sig fra lageret fredag, og så belavede han sig på at komme af sted, for han havde jo erkendt han havde tabt.

Men han ville ringe fra hvor nu det sted lå, så skulle de få Svends vrede at føle, for de var jo gået bag ryggen af dem alle, hvad Svend heller ikke fandt sig i.

Han gik demonstrative op og stillede sig så han kunne følge med i hvad chefen beskæftigede sig med ved hans kontor, og det fik ham til at bede Ejnar om at forføje sig og vente et andet 271 sted, for det generede ham faktisk han stod der og så mopset ud.

Ejner blev stående, spændte ansigtsmusklerne i hidsighed og bad ham med skinger stemme om selv at forsvinde, for han havde i sinde at blive stående.

Nu blev chefen vred, rejste sig og skubbede til ham, hvad resulterede i at Ejnar sparkede ham med hans hårde skosnude, og det gjorde nas, for chefen ømmede sig og humpede væk, mens han skreg højt på hjælp.

Han fik ingen hjælp, for den eneste der var i nærheden var den unge medhjælper, og han havde set det hele, måbede og undlod at reagere på chefens nødråb.

Men han henvendte sig til Ejnar og bad ham med sagte stemme- føring lade den vatnisse i fred, for han havde fortjent det spark.

En voksen mand skulle holde sig for god til at skubbe til et barn.

Medhjælperen gelejdede stille Ejnar væk fra kontoret, hvor døren nu var lukket bag dem da klokken lød, så den unge skyndte sig ned for at lukke op.

Det havde fået forstanderen til at komme ud fra sit skjul, og da han så det var Kølle der meldte sin ankomst, vovede han sig nærmere og hånede Ejnar med at han nu var færdig med at sparke nogen der igen.

Det lod Ejnar sig ikke kyse af, tog et hurtigt sprint op mod klaprøven og lossede ham endnu et hårdt spark der kunne høres da han ramte det forreste af skinnebenet, samme sted Ejnar havde ar på sit endnu.

Nu hylede klaprøven højere end før, haltede rundt mens han jamrede sig og bad Kølle om at bortfjerne den spand lort han alligevel skulle transportere af sted.

Det fik den noget korpulente Kølle til at gå i aktion, fattede om nakken på Ejnar med et hårdt tag med hans fede kotelet af en hånd.

Ejnar klagede sig i smerte over grebet, mens Kølle bad den unge medhjælper om at komme med Ejnars bagage, så skulle han nok transportere den der baryler ned i vognen.

Ejnar måtte jo overgive sig, men han havde svært ved at beherske sig, især da han blev smidt ind på bagsædet af den gamle taxa, hvor Kølle smækkede døren lige i hovedet på ham, mens han ihærdigt prøvede at komme ud igen.

Kølle stod hoverende da Ejnar hev i døråbneren og fandt ud af den var børnesikret, og den anden dør virkede heller ikke. Taxaen havde mellemrude så passagererne kunne sidde 272

uforstyrret og tale sammen, men nu virkede det som et fængsel, for da Ejnar prøvede at skubbe den ene side fra, var den umulig at rokke, og han gav op, skreg i afmagt og gemte ansigtet i hænderne.

Han registrerede bagageklappen blev åbnet, smækket igen, at de startede og kørte hurtigt væk, og lige da han kikkede op, så han de to små stå og vinke lidt skræmte, magtesløse til ham.

Han vidste ikke engang hvad de hed, og heller ikke hvorfor de var der, men at de havde problemer, det var sikkert og vist. Ejnar gav op, satte sig og så igen på den egn han havde pløjet sig i gennem i bil de sidste par uger, men registrerede alligevel at de befandt sig på en anden landevejen han ikke var bekendt med, den mod Grindsted.

Han måtte til en telefon lige så snart han kunne komme til det, om han så skulle løbe langt, men han havde ingen småpenge, så det var jo omsonst alligevel.

Erik havde engang vist ham hvordan man ringede centralen op og bad dem kontakte abonnenten, og hvis de ville betale for samtalen, kom man igennem.

Det var jo meget smart men tog en fandens tid, og det var ikke det han havde mest af, når han havde den idiot i røven på sig, kun ude på at afholde ham fra at ringe.

Han havde opdaget det fede svin til Kølle havde holdt øje med ham i bakspejlet, og nu trak han ruden fra så de kunne snakke sammen, hvis ellers Ejnar havde noget at sige til det møg dyr. Demonstrativt rakte Ejnar armen over og lukkede igen, mimede han ikke havde noget at sige til stodderen, og han så det, for han holdt stadig øje med ham.

Han grinede bare hoverende, trak panden lidt op så hans kasket bevægede sig på hovedet af ham, og så lod han ham være til de fik Esbjerg at se i horisonten.

Ejnar havde alle følehornene ude, vidste han skulle ud af kareten på et tidspunkt, og så ville han bare stæse der ud af. Han regnede ikke med fede bjerget kunne løbe, så det drejede sig om at få et godt forspring.

Kølle fandt professionelt rundt i byens lige gader, fandt ned til havnen hvor der var et leben af lastbiler der kørte gods til og fra de mange fragtskibe.

De skulle åbenbart med en færge, for Kølle drejede ind på en opmarsplads hvor der stod Fanø.

Aha, han skulle anbringes på en ø, så de mente åbenbart han ville have sværere ved at smutte, men som han så det herfra, så var der ikke langt til færgelejet på øen, og han var en habil svømmer.

273 Men alligevel sad han nu og gøs, for her først i september, og strømmen var sikkert strid i den smalle sejlrende.

Kølle blev siddende, satans også, for hvis han havde forladt vognen ville Ejnar have prøvet at sparke skydevinduet ud af rammen, så over på forsædet og ud i friheden.

Men Kølle gik ingen steder før de blev dirigeret om bord, og de 10 minutter det tog gav ingen mulighed for et flugtforsøg.

Han gav op, for der var jo ingen grund til at forspilde en chance, slet ikke nu hvor færgen sejlede den forkerte vej.

Kølle kørte fra borde, sydpå, vendte ved en lille sidevej, og tog så op til venstre hvor skiltet viste Hanehoved børnehjem.

Han skulle gøre alt for det ikke blev lang tid han skulle opholde sig på det børnehjem, de kunne bare vente til Svend fandt ud af hvor de havde deporteret ham hen.

De kørte ikke langt og der lå det så, et gammelt badehotel, småt, i et par lange længer i 1 stokværk.

Det så flot ud når man så det her fra hulvejen Kølle kørte op i gennem, og den okkergule farve passede skide godt til omgivelserne, især til de røde tagsten.

Det var underligt han kunne sidde og filosoferede over bygningens udseende, men han havde altid haft sans for harmoni, hvordan ting harmonerede sammen.

Her var det lykkedes til fulde, og han var lige ved at give det en chance, lige se tiden an, for det kunne jo være lederen var til at komme overens med, såå.

Der stod et par smådrenge og gloede da de kørte op foran hovedbygningen, og i det samme kom en ældre gråhåret herre ud og tog i mod dem.

Kølle havde åbenbart aktiveret børnelåsen, for døren gik op da Ejnar prøvede igen, og han røg ud lige i favnen på den ældre gråhårede herre.

Han greb Ejnars hånd og præsenterede sig, Niels Hobart, og velkommen til Fanø, håbede han ville falde til hos dem.

Kølle havde fikset hans taske, smed den overlegent, satte sig ind igen og kørte raskt væk, for han kunne åbenbart nå den næste færge hvis han skyndte sig.

Den ”gamle”, sådan kaldte alle børnene ham fandt han hurtigt ud af, ikke for at bagtale ham, for den ”gamle” havde selv foreslået det.

Men her stod den ”gamle” og undrede sig over chaufførens noget forhastede afgang, for de havde arrangeret kaffe og hjemmebag i spisestuen.

Den ”gamle” stod stadig med Ejnar i hånden, og Ejnar havde slet ikke lyst til han skulle slippe den.

274 Var klar over han ville komme til at holde af det sted her, men ville alligevel hellere hjem.

Men nu havde han ikke så travlt som i Ry, ville lige give det tid så Svend kunne arrangere noget derhjemme, og håbede han, ville få skovlen under de sataner der hele tiden spændte ben for dem.

Niels trak Ejnar beredvilligt ind i det lavloftede hus, og den lille flok smådrenge fulgte småsnakkende med, mens Niels førte ham videre, forbi kontoret, spisestuen, hyggelig lang og bred, og så blev han vist ind på et stort værelse med to senge.

Først her slap Niels Ejnars hånd, anviste ham hans seng, kundgjorde at det var her han skulle sove, men dele med Ole. Han var i skole til kl. 2, og der ville de alle samles til kakao og hjemmebagt kringle.

Ejnar fik sin bagage bragt af 2 af de små, og han begyndte at pakke ud inden de samledes til den modtagelse han var stillet i udsigt.

Da de sad ved det lange bord i stuen, sang de en velkomstsang for ham, og han sad og vandede høns igen, næsten af lykke, for her havde han ikke så travlt med at smutte fra.

Den trivelige kogekone der vimsede rundt og skænkede kakao op, strøg ham lige over kinden i forbifarten, og man anede lige hun hviskede, stakkels pus.

275 Afsnit 63 Svend var ved godt mod nu Ejnars problem var klaret med bravur, og han havde ikke så travlt med at komme hjem nu han var i skole, havde sikker meget at snakke med sine kammerater om.

Så han tog i centeret og bestilte bord til 4 hos den smalrøvede der endnu en gang havde været i gennem Svends helende hænder, en lørdag nat efter han havde serveret til hen ad 23 tiden.

Han var lige mødt på arbejde, så lidt klatøjet ud, nåede at fortælle Svend han havde mødt en forbundsfælle i Århus, og de havde knoklet hele natten for at lære hinanden bedre at kende.

Den smalrøvede skyndte sig væk, for de blev afbrudt af hans chef der kaldte ham til sig, og han havde før stået og gloet på dem når de lige havde et par ting de skulle orientere hinanden om.

Svend og den smalrøvede havde diskuteret risikoen ved alle de løse bekendt skaber man kunne komme ud for, og de brugte altid kondomer når de elskede, også ved et godt blowjob.

Enrico, det hed den smalrøvede faktisk, havde chefen mistænkt for at kende til deres forhold, men fortalte samtidig at han var ved at søge andre græsgange, var lidt træt af det trivi- elle provinsmiljø.

De havde ligget og sludret efter en hed gang pul, hvor Enrico var Madonna igen, for der fik han det bedste sex, lige som da han havde været kordreng i Firenze.

Men Svend havde nevet ham og bedt ham om en forklaring, pro hvad for en størrelse, så Enrico havde undskyldt, for han havde jo ikke ment Svend var provinsiel.

De havde fået snakket rigtig ud den aften, og Enrico fortalte videre om hans erfaring med den unge præst der havde kurtiseret ham efter messen, hvor Enrico altid blev tilbage og hjalp med oprydningen.

Senere blev der så tid til en anden oprydning når lade stokken skulle renses, og det foregik altid i kælderen hvor der var et lille rum, aldrig brugt til andet end den oprydning.

Men Enrico var blevet skiftet ud da der kom en yngre uerfaren messedreng på 10 år, så Enrico fandt andre der godt ville have deres ynglestok renset.

Så nu var han ikke interesseret i andre varianter end dem de praktiserede.

276 Svend havde tænkt tilbage på de behagelige sengegalopper han havde haft med den smalrøvede, mens han spadserede hjem i det milde vejr, og han undte ham da de nye græsgange i Århus, bare han huskede den satans smitte risiko.

Posten var hurtigt overstået, og han skyndte sig i bad, ville tage sin Morfar så han var frisk når de skulle spise, og det lykkedes ham at sove til kl. 1, da telefonen kimede, og den blev ved.

Han nåede ind i stuen i bar røv og regnede med det måske var Ejnar, men det var Hanne der hviskende og stakåndet bad ham møde hende på cafeteriet, nu, og han havde aldrig før hørt hende så oprørt.

Alligevel talte hun, næsten hviskende, og så lagde hun bare på.

Det lød presserende, så han fik hurtigt kludene på og småløb i hurtigere gangart end han var vant til.

Han nåede lidt forpustet stationen og så hende oppe i hjørnet hvorfra hun vinkede ham til sig.

Hun så herrens ud, og han havde egentlig lyst til at bøje sig ned og give den elskelige kone et kys, men han ville ikke skræmme hende.

Han gav hende lejlighed til at komme ud med hele baduljen, inden han brød ind, og det var noget af et baghold de var røget i.

Mens Hanne fortalte og gennemlevede de sidste par timer på forvaltningen, lagde Svend planer, for nu var han vred, gennemsyret af hævnmotiver der kun drejede sig om at redde Ejnar.

Socialchefen prøvede genstridigt at ødelægge den stakkels misrøgtede dreng, men Svend skulle have rede på alle enkelt- hederne, før de kunne lægge planer så de kunne redde Ejnar ud af kløerne på de slamberter.

Hanne havde oplysningerne der skulle til.

Havde jo deltaget i deres morgenmøde hvor de havde gennemgået de sager de skulle bearbejde i løbet af mandagen, og det var hurtigt overstået.

Men så havde Socialchefen bedt hende om en sludder umiddelbart efter, og hun havde observeret han havde nidstirret hende, alt mens han stram i masken havde beklaget sig over en medarbejder fra forvaltningen der havde optrådt meget illoyalt.

Det skulle stoppes her og nu, som han nu spyttede det ud til forsamlingen.

277 Men det var kommet bag på hende at han turde udlevere og bede hende om den samtale umiddelbart efter han havde svinet hende sådan til anonymt.

Det var ikke det vigtigste Hanne havde at fortælle, men den nyhed kom godt nok bag på Svend.

Hun illustrerede næsten med hendes gestikulerende hænder, chefens hoverende orientering om at Ejnar i morges var anbragt på en institution, hvorfra han ikke bare kunne stikke af. Skadefro havde han endvidere grinet hoverende og orienteret hende om hun ikke var til at stole på, så Ejnars opholdssted ville blive hemmeligholdt og kun tilgængelig for loyale medarbejdere.

Hun holdt en pause, så sørgmuntert på ham, og kom til at grine mens hun tørrede et par tårer bort fra hendes bedrøvede øjne.

Men han ventede og lagde hans beskyttende hænder på hendes der lå inaktiv på bordet nu, og hun var taknemmelig for han lod hende sidde til hun igen fik stemmen tilbage.

Socialchefen havde overfuset hende, kaldt hende en usolidarisk møgso der ikke holdt med de ansvarlige beslutningstagere, og der brød hun sammen og knækkede over i stemmen.

Nu satte han sig over til hende og var flintrende med hvad det par sladderkællinger tænkte, for han havde set dem allerede da han var trådt ind, og da han passerede dem, var de emsige og havde fulgt ham hele vejen op til Hannes bord.

Han tog hende om midjen og bad hende tage den tid der var nødvendig, for han var nød til at vide alt, før han gik i gang med at finde modspil til hvad den bandit havde gang i.

Hun havde lagt hendes tungsindige ansigt til hans skulder, og imens havde hun snøftet og kommet lidt til sig selv. Socialchefen havde truet hende med al landets ulykker, givet hende et ultimativt forslag hvor han til sidst havde truet hende med han ville afsløre alt.

Så hun ville blive forhindret i at søge arbejde inden for faget, og det i hele landet, hvis han skrev en rapport og sendte den til amtet eller socialstyrelsen.

Han vilde ikke helme før hun faldt til patten og fremover var solidarisk med beslutningstagerne.

Hun havde imens taget imod hans skulder, og nu hun var ved vejs ende, følte han det var på sin plads at tage fast om hende og gengælde hendes hengivne kontakt, så han pressede hende til sig.

Hviskede han nok skulle komme de platugler til livs, og han ville allerede i dag lægge bunden til angrebet.

278 Svend fornemmede det var på tide at bryde op og inviterede henne med hjem, men hun havde brugt sin frokostpause til mødet med ham, ville tilbage.

Socialchefen skulle ikke få skovlen under hende og forhindre hende i at beholde overblikket, selv med hans trusler hængende over hende.

De fik sagt behørigt farvel uden for cafeteriet, mens de blev overbegloet af de matroner der hele tiden havde haft fokus på deres møde, og der var masser af sladre om bagefter, for de havde fået det hele med var Svend overbeviste om.

Svend begav sig straks mod Pensionen og belavede sig på at blive præsenteret for en masse udenomssnak, var klar til at spille alle kortene ud, men ville lige se hvad de havde at byde på først.

Da han kom frem og havde trykket på ringeren på en civiliseret måde, kom den unge mand frem, ham som Svend genkendte som den unge nattevagt Ejnar havde synes godt om.

Han var ikke informeret, for han var lige mødt, så han bad Svend henvende sig på kontoret, da Svend spurgte efter Ejnar.

Forstanderen var ikke forberedt på Svend der kom brasende ind, selv om han havde hørt klokken ringe på gangen, for det skete jo ofte.

Men han følte straks der var noget rav ruskende galt, da han følte døren næsten blive fjernet fra karmen, mens Svend brutalt sparkede den op.

Forstanderen krøb sammen da han så den sammenbidte Svend brase ind, men selv om Svend havde forberedt sig, var han alligevel mundlam da han stod ansigt til ansigt med den skræmte leder.

Men så brød han seancen, bad ham med høj stemmeføring om en forklaring på hvad fanden der var blevet af Ejnar, ham der var blevet installeret fredag aften, ham der skulle have været i skole i dag, ville have en plausibel forklaring, og det kunne ikke gå for hurtigt.

Han var, mens hans høje stemmeleje skar i gennem lokalet, tæt på den skræmte, og da døren var forblevet åben bag Svend, kunne alle børnene på gangen høre hvad der foregik, mens de stimlede sammen uden for.

Svend var varmet op, var klar til verbalt at forvente respons fra den detroniserede forstander, men der kom intet pip fra ham, kun en skræmt attitude der viste at Svend havde skræmt manden til ind i helvede.

Svend var nu så tæt på misdæderen at han var inden for hånds- rækkevidde, og Svend fik også fat i kraven på ham, da han besinde sig.

279 Den skræmte forstander begyndte at stamme, så svend fik da lidt ud af ham og lod ham komme frem med havde han havde at sige.

Det viste sig at han måtte videre til socialchefen, men først ville han lige have en snak med politimesteren, ham der havde vist forståelse omkring sagens sammenhæng, og med den autoritet han besad, kunne han jo vejlede Svend i hvor langt han kunne tillade sig at gå, uden at komme i karambolage med voldsparagrafferne.

Svend var klar over han ikke kom længere med det vrag han ville overlade til de øvriges forgodtbefindende, mente han kunne lugte stanken af angst og var lidt ked af han ikke kunne få sig selv til at smække ham en på skrinet.

Han huskede med glæde på episoden som nu forleden på drenge- hjemmet hvor han havde detroniseret Walter Gormsen da han havde givet ham den kindhest.

Der var kø da Svend ville ud, og han hørte tydeligt forstand- erens befriende suk, da han fandt ud af han slap for flere nervepirrende oplevelser.

De børn der stod i en kødrand gav plads til ham, og de fulgte ham mens han begav sig ned af gangen og selv lukkede sig ud.

Han bemærkede at der ikke havde været voksne tilstede blandt børnene, men årsagen var nu så han, at de stod i flere døråbninger hvorfra de nu manifesterede sig, mens de næsten hørligt bad børnene om ikke at spærre for gæsten.

Svend kunne ikke holde sig tilbage, takkede børnene for deres åbenlyse deltagelse, og så var han ude og begav sig mod politistationen.

Gorm Frederiksen var selv tilstede da Svend meldte sin ankomst ved skranken, og han blev budt ind på hans kontor, spændt på hvad dog skyldes besøget, for han troede at det var ordnet med socialchefen efter det møde Gorm havde haft med ham.

Han blev klogere da Svend forelagde ham den nye udvikling, og han ville straks ringe socialchefen op, men blev standset af Svend, der gerne selv ville konfrontere den formastelige.

Gorm sad et øjeblik og smagte på muligheden, blev enig med sig selv om han godt kunne unde hans loge bror den tort at stifte bekendt med den muskuløse værge.

Men i samme moment bad han Svend om ikke at blive voldelig, holde sig til de verbale skideballer, så ville han også give ham frit spil.

Svend var meget glad for Gorms tilladelse til konfrontationen, og da Gorm rejste sig og ville give pote, holdt han Svends 280 næve længe og roste ham for den civile ulydighed han havde udvist.

Og fanme om han ikke stod og ønskede sig flere kompetente borgere som ville manifestere sig på samme niveau.

Svend gik mod rådhuset med en mærkelig følelse i kroppen, efter han havde forladt Gorm, tænk sig næsten at få carte blanche til at smække socialinspektør Aksel Jørgensen en på snotten.

Politiet ville åbenbart ikke blande sig i det, og han kunne endda forvente at selveste Gorm Frederiksen, politimesteren, ville stå og klappe hvis han kunne overvære det.

Det kom han dog ikke til, for der var ikke andre på Aksels kontor da Svend ved 3 tiden kom frem til indgangsdøren.

Den var ved at blive låst af 2 afvisende kvinder, men han nåede at presse sig igennem, trods store protester fra dem der netop havde sat nøglerne i låsen.

Svend negligerede dem og stilede mod socialforvaltningen, og stedkendt brasede han bare ind og fandt Aksel Jørgensen i gang med at lægge en journal mere på bunken på hans skrivebord.

Svend opfattede Aksel hoppede i stolen inden han nærmest skreg at han kun tog i mod efter aftale, og i øvrigt var han ved at lukke for i dag, så Svend måtte til skranken for at få en aftale i stand.

Svend var kommet nærmere, mens Aksel desperat prøvede at afværge konfrontationen, men da Svend var ud for stakken af journaler, hvor lidt af den nederste stak ud over kanten, gik han i sort og vippede hele bunken ud over gulvet.

Arkene fløj ud fra deres charteks og landede i et rod, og Svend beherskede sig mens han skreg af grin og højt konklu- derede at Aksel vist havde fået overarbejde nu.

Han holdt grinepausen og så for sig hvordan problemerne ville hobe sig op, hvis fru Nielsen fik bevilget børnepenge, selv om hun havde søgt om førtidspension.

Svend stillede sig op, følte ingen sympati for socialchefen, der desperat prøvede at samle puslespillet i en bunke, men det forhindrede Svend ham i.

Et spark fra Svends ene sko ramte Aksels hænder der straks standsede det formålsløse i at redde journalerne, og Svend konfronterede ham nu med om han mon vidste hvorfor han var på besøg lige netop nu.

Aksel gav op, forskansede sig bag hans skrivebord, og han forklarede han godt vidste hvorfor Svend var der hos ham lige her og nu.

281 Men han henholdt sig til de servitutter han havde at rette sig efter i socialloven, som han frygtsomt gjorde Svend opmærksom på han var nød til at handle ud fra.

Imens prøvede han at mande sig op til den status han dog havde i det arbejde han bestred, nemlig som Socialchef i kommunen.

Det var ikke noget han sagde højt, men en myndig person ville opdage hans strunke loge holdning, da han gjorde Svend klart at han havde nået at benytte katastrofeknappen, så der var hjælp på vej.

Den kom netop ind af døren, da en kraftig rådhusbetjent desorienteret meldte sin ankomst, mens han afventende blev stående i døren, da der jo ikke var nogen umiddelbar fysisk konfrontation i gang de to i mellem.

Svend negligerede Body bilderens ankomst og gentog spørgsmå- let, men nu uddybede han det, for han ville vide hvor de havde kørt Ejnar hen, ham han var værge for.

Aksel havde fået modet tilbage, henholdt sig til det tidligere svar, og stillede sig sejrsberuset op og gloede hoverende på Svend.

Svend gloede tilbage, stillede sig op med næsen lige ud for Aksels der skævede til Body bilderen, som stadig holdt sig neutral.

Nu fyrede Svend sin sidste replik af.

Fortalte den detroniserede Socialchef at Svend skulle hilse fra hans loge bror Gorm, politimesteren, ham der havde givet ham tilladelse til at hamre Aksel en på kasketten.

I samme øjeblik Svend fyrede den af, svang han højre skinke og stak Aksel en syngende flad, med samme styrke som hos Walter Gormsen forleden.

Det hele gik så hurtigt at Body bilderen ikke nåede at reagere, men kun verbalt prøvede at stoppe Svend i yderligere vold.

Svend bad ham om at tage sig af den sårede, mens Svend sejrsbevidst gik ud i forhallen hvor nysgerrige tavse stod afventende, og han fornemmede de godt ville orienteres om hvad der var sket derinde hos Aksel.

De havde hørt alarmen gå lige efter Svend havde passeret dem før, og en af dem var Hanne der storsmilende nikkede til ham og mimede, senere.

Svend nikkede samtykkende, og da han vidste hun snart havde fri, stillede han sig op og ventede på han kunne følge hende hjem til ham, for de skulle ud at spise uanset om Ejnar kunne komme med eller ej.

282 Kapitel 64 Da de havde vist Ejnar deres ritual når de modtog en ny beboer til bostedet, som de kaldte hjemmet, bad Niels Hubert, Ejnar om at komme med ind på hans kontor, for han havde noget han var nød til at snakke med ham om.

Da Ejnar havde sat sig og stadig undrede sig over at børne- hjemmet kunne være så forskelligt fra hvad han indtil nu havde erfaret, forstod han på Niels at det var normen her, tillid og frihed under ansvar til alle, også de små.

Niels vidste at Ejnar var i syv sind fordi han var i vildrede omkring det han havde oplevet på stedet indtil nu, for Niels var informeret om de nederlag han før havde været i gennem.

Niels havde sat sig i den gamle sofa der havde fulgt ham fra barnsben af, og hver gang han sad i den, og skulle introducere en ny dreng i stedets husorden, huskede han tilbage på hans far, ham der havde siddet i selvsamme sofa og forklaret dem om livets fortrædeligheder.

Den havde fulgt ham de 3 steder han havde styret drengehjem indtil nu, og stedet her blev nok hans sidste, for han var ved at skrante af på den.

Ejnar sad desorienteret, troede fortryllelsen var ovre om lidt når han vågnede, for det følte han det var, en fortryllelse.

Niels brød den.

Begyndte med at forklare hvorfor Ejnar egentlig var endt hos dem.

De var blevet kontaktet af Socialchef Aksel Jørgensen fra hans hjemkommune, og de havde altså en dreng de godt ville have dem til at tage sig af, altså ham.

Socialchefen var vidende om at ingen endnu var rømmet, stukket af fra stedet der, og det var Ejnar altså god til havde Aksel bramfrit sladret om.

Denne Aksel Jørgensen havde også informeret Niels om at Ejnar var tyvagtig, var mistænkt for deltagelse i en husbrand på Langeland, der hvor Ejnar havde været i familiepleje.

Samme sted hvor plejefaderen viste sig at have skudt hele familien og sig selv, før huset var brændt ned til grunden.

Ejnar sad som forstenet, hele familien død, det havde han ikke hørt noget om.

Han gik helt i sort, opløst i gråd afbrød han Niels mens han fægtede vildt i luften med begge armene og bedyrede han ikke havde noget at gøre med det, vidste intet om hvornår det var sket, og han havde være så oprørt at Niels måtte rejse sig og tage fat og kramme den ulykkelige dreng.

283 Fortalte han blot gengav hvad den sladrevorne chef havde Ejnar mistænkt for, bedyrede ham han ikke havde troet en skid på hvad han havde hørt fra den sladrevorne socialchef.

Niels havde fuldt sagen i medierne, vidste at Ejnar ikke på noget tidspunkt havde været mistænkt af politiet, der havde erfaret at Ejnar havde været langt fra Langeland, mens Oskar havde begået den uhyggelige forbrydelse.

Niels sad ved siden af Ejnar som vuggede ham blidt, mens han gennemtænkte den grufulde forbrydelse denne sadist havde begået.

Aviserne havde også gransket i hvordan Oskar havde mishandlet plejebørnene, og hans egen familie, så Niels var orienteret.

Han mente at høre Ejnar sidde og gentage, ikke de små også, ikke Niels og lille Hans, ikke Niels og lille Hans, og han tudede nu mens han smøg sig ind til Niels der prøvede at berolige ham med at Niels ikke var blevet dræbt, for han havde været på besøg hos en klassekammerat.

Ejnar hiksede i gråden der havde vådtet Niels skjorte, mens han gentog at Niels ikke havde været blandt de dræbte, og nu ville Ejnar så vide hvor han var nu.

Der måtte Niels blive ham svar skyldig, for det var der ikke refereret noget om, men mon ikke der var en mormor eller noget andet familie.

Ejnar havde rettet sig op og prøvede at tørre sig med skjorteærmet, men det var for meget, så Niels fiksede et par snotklude fra pakken på skrivebordet.

Niels var noget forundret over Ejnar ikke var informeret om den tragedie, men han havde jo som han også forstod på Socialchefen, været travlt optaget med at rømme fra indtil flere steder, og til med havde han været involveret i noget lyssky børneporno film.

Stakkels dreng, og nu sad han der og var igen udsat for en ubærlig oplevelse, vidende om han kunne have været en af dem. Niels besluttede at det var nok for nu, foreslog Ejnar tog sig et bad og trak af med ham, ned forbi kogekonen der svedig stod ved komfuret og tryllede.

Niels fandt remedierne, gennede Ejnar ind og gav ham al den tid han havde brug for, og når han var færdig, ville Niels komme med rent undertøj, og en skjorte skulle han da også ha. Det ville da være kedeligt at gå med alt det snot han havde dekoreret sin egen med.

Ejnar grinede lidt, beviste han var ovre det værste, så Niels lod ham alene, og da han mødte oldfruen, Marie, som alle 284 børnene kaldte hende, blev hun lige sat ind i Ejnars behov for rent tøj.

Niels gik tilbage på kontoret, greb knoglen og ringede Social chefen op.

Han fik ham i røret da han bad omstillingen om det, men hvad han ikke vidste var han brød ind lige efter Svend havde været der og lave rav i den.

Aksel Jørgensen var heller ikke meget for at fortælle sine omgivelser om det, så han lød jovial da han fandt ud af det var forstanderen der allerede lod høre fra sig.

Han nåede lidt spøgefuldt at spørge om Ejnar allerede var undveget, før han fik besked om at holde kæft, for han havde noget alvorligt at fortælle ham.

Der blev stille i den anden nede af røret, og Niels fornemmede det suk Aksel kom med da han erfarede Niels bastante besked til Aksel om at lukke ædespalten.

Fremført hårdt og kontant, hvor Niels gjorde klart for Aksel at Niels ville lave en fyldestgørende rapport over den misrøgt der var overgået Ejnar, sørge for at tilsynet i hans kreds blev informeret, og han ville følge det op.

Og sidste instans ville være en politianklage for vanrøgt, mishandling af et barn, fjernet fra hjemmet og anbragt under Aksels bureaukratiske dominans.

Sidste ord, under, havde han spyttet harmdirrende ud i røret, så nu var Aksel ikke i tvivl om at de alle var i mod ham, så det var vist på tide lige at give igen.

Han prøvede at hale Niels mistillid til ham i land, men forgæves, for Niels afbrød ham, bad han holde sin kæft igen, og han håbede at Socialchefen var for klog til at stikke en kæp i hjulene for at ændre på det, at Ejnar endelig var faldet til et sted for første gang siden de havde overtaget retten til ukontrolleret at mishandle knægten.

Niels kunne høre Aksels hastige vejrtrækning i røret, og så fyrede han den sidste bredside af.

Ejnar havde det godt, havde allerede fået nye venner, begyndte på skolen i Nordby allerede i morgen, og så var det planen at han skulle på weekend og opholde sig hos sin værge, ham Aksel havde miskrediteret så bramfrit i går.

Niels ventede, men der kom ikke et suk fra Aksel, så han smed røret lige i øret på Aksel der sad fuldstændig slukket og endelig fattede nederlaget havde omsluttet ham helt.

Ejnar var ren, også på sjælen, så han klædte sig sindigt på og kom næsten frejdigt ud i luften der omgav Fanø med den lidt ramme salte tanglugt.

285 Den mindede ham om en tur han havde et eller andet sted fra, sammen med hans egen far da han var mindre.

Han stod i læ for den blide vind men skuttede sig alligevel i den lette påklædning, da en lille flok drenge kom slentrende fra skolestuen.

Det var de mindste som ikke frekventerede den store skole i Nordby endnu, den han skulle starte på, og han glædede sig allerede, for her ville han blive et stykke tid havde han besluttet.

De råbte og kaldte ham allerede Ejnar som om de havde kendt hinanden hele livet, standsede op og ville snakke, for de havde haft Geografi og gav fra sig om deres nye viden om verden omkring dem.

De var elever, 3 under 5 - 6 år som endnu ikke var skole modne, og han syntes den ene af dem mindede ham om Hans, ham der ikke havde overlevet Oskars modbydelige massakre.

Ejnar ville ikke tænke på det mere, slog følge med de små som tog ham i hånden og ville vise ham området.

De løb mod bagsiden af den bageste sidebygning, og fra Vinduet stod Niels og fulgte slænget han holdt så meget af.

Udstødte, som da de kom hos dem, og havde en bagage med der sagde spar to til indsigt i vanrøgt af uskyldige børn.

Men de fleste var faldet til, og da han oplevede Ejnars glade løb med lille Holger i hånden, stod han sku og fik en enkelt tåre i de gamle øjenkroge.

Han viskede den hastigt væk og gav trækken fra det utætte vindue skylden, inden han hastigt forlod kontoret, glad for hans snak med Socialchefen.

Godt nok havde det været enetale fra Niels side, men det var nødvendigt at sætte det svin fra alle beslutninger der skulle foretages fra nu af, hvad angik Ejnars fremtid i hvert fald.

Ved aftensmaden hvor de alle var samlet, også de 5 voksne der var tilknyttet hjemmet, orienterede Niels lige om Ejnars situation.

Det havde han altid gjort når der kom en lille skræmt knægt, for hans erfaring var at når børnene vidste om hinandens fortrædeligheder og familieproblemer, dem der som oftest var skyld i anbringelsen, så kunne de fleste af dem relatere deres problemer til sig selv.

286 Afsnit 64 Svend inviterede på en lille en fra cognac flasken, da han havde lavet kaffen, for de havde lidt at fejre selv om de ikke vidste noget om Ejnars skæbne endnu.

Det de kunne vente på var han ringede, men hvis han var kommet samme sted, eller et tilsvarende, var det jo bare at vente og håbe det bedste.

De gennemgik Aksel Jørgensens spænden ben for Ejnar, ville godt have en ende på det, men han var en hård nød at knække.

Men en instans kunne de involvere nu, en instans som Aksel sikkert ikke regnede med de ville involvere, nemlig lokalavisen.

Midt i deres planlægning af at involvere lokalsprøjten, ringede det i kode, så de vidste det var Erik, som jo var enorm interesseret i om de havde noget nyt.

Svend berettede, først om Pensionen, så mødet med den venlige Gorm Frederiksen, og hurra for politimesteren.

Svend holdt en kort pause efter den direkte beskrivelse af Gorm havde givet Svend tilladelse til selv at konfrontere svinet, som Svend fremover ville benævne Aksel Jørgensen.

Det tog lidt længere tid at rekonstruere besøget hos ham, oplevelsen efter han havde trykket på panikknappen.

De gennemlevede Svends billede af Aksels rod efter alle journalerne var røget på gulvet, godt blandede, og hvad vagten ikke havde magtet, nemlig at standse Svend i at klappe Aksel den på siden af hoved.

Erik ville lige hjem og ordne lektier, klæde sig om til middagen, for han var strøget lige fra skole, havde jo været meget spændt på om der var nyt om Ejnar, nu han ikke havde set ham som han havde håbet på.

Inden han gik satte han sig hos Hanne i sofaen, tog om hende og gav hende et kys så hun sad og rødmede, og for ikke at gøre forskel fik Svend også et, lige på trutteren.

Erik grinede højlydt inden han smækkede sig ud af døren, og de sad tilbage og følte sig beærede over at kende det harmoniske drengebarn, Erik, der tog livet som det nu kom.

Han ville aldrig få problemer når han engang mødte modstand, for han vidste hvordan den skulle takles og elimineres.

Svend ville i bad og tilbød Hanne et senere, men hun ville med, for når Erik kunne befinde sig godt i hendes selskab, mente hun Svend sagtens kunne klare at se hende uden en klud på, som hun nu frækt fremlagde det.

287

Svend blev lidt paf, men mente han var mand nok til at kunne tage det i stiv arm, og skulle noget andet svulme, kunne det være Hanne var kvinde nok til at kapere det.

Det blev Hanne der fremprovokere til erektionen, og Svend lod hende manipulere med ham, mens de stod under det varme vand. Svend fik for første gang sin manddom ført på afveje af en kvinde, en der vidste hvad sådan en kalorius kunne misbruges til.

Svend lod sig lede, og han følte Hannes hengivenhed for ham mens han lod sig kysse, og mens hun kælede for hans skridt, gav han los og bød hende tage i mod hans ejakulation som fremkaldte hendes små lyde der tilkendegav at hun fuldførte voldtægten af en inkarneret homoseksuel.

De stod længe og nød samhørigheden, indtil Svend trak sin manddom til sig.

Hanne vaskede den professionelt, og den ville ikke bøje sig for hende, men vedblev strunk at vise sin sympati for hendes initiativ.

Tilbage i stuen undskyldte Hanne, for hun havde aldrig tiltroet sig selv til at tage springet og forføre en mand. Tvært i mod havde det altid været hende der skulle stå model til hendes bejleres noget anmassende handyr brunst.

Dem der tilranede sig retten til alt hvad de mente var deres bytte.

Men hun var stået af.

Ville ikke lægge ryg og andre dele til rådighed til disse anmassende handyr, der ofte sad i hinandens selskab mens de pralende byttede oplevelser.

Og de var aldrig bange for at nedgøre byttets indsats, der ofte blev sidestillet med en død madras med motorstop.

Svend havde smukkeseret sig mens Hanne vimsede om ham, men hun insisterede på at hun ikke var i gang med at omvende ham, for det ville hun ikke acceptere.

Ville meget gerne han vedblev at være den han var, nemlig den bløde mand der dog ikke veg fra sine principper når han skulle forsvare dem han holdt af.

Det var ved at være ved den tid Erik ville indfinde sig igen, og han viste stolt sit nye tøj, mens han glad drejede sig rundt til ære for de to der lige havde dyrket hinanden..

De for sammen da telefonen ringede, men Svend reagerede, og smilet han fik frem mens han råbte og grinede, fortalte alt.

Hanne indtog lytte position og fulgte med, mens Ejnar i den anden ende fik udlagt hans glæde ved endelig at have fundet mennesker der respekterede ham som det han var.

288 Ham der havde haft det svært og havde været så meget igennem, med myndighedernes forbandede velsignelse.

Svend evnede selv i sin eufori at gentage Ejnars overspændte beretning om heldet der endeligt havde tilsmilet ham, og han kunne til slut fortælle han kom med toget fra Esbjerg fredag, altså ved 6 tiden.

Han ville selvfølgelig overnatte hos Svend, og meget gerne spise sammen med vennerne.

Svend fik endelig indført at de var til stede begge to, og de 2 kunne høre hans skråle, at han glædede sig til at se dem fredag.

Svend måtte afbryde, for Ejnar gav besked om at flere af hans nye venner stod i kø for at ringe, for der var højst 5 minutter til hver der skulle ringe.

Svend stod længe med røret i hånden og så meget lettet ud, og dem der kendte ham ville definere ham i en tilstand af drøm, helt væk, og det var det han selv fornemmede, endelig at høre hans smertensbarn finde tilfredshed i den satans forsøg på at knokle drengens selvtillid væk under ham.

Men det var altså ikke lykkedes, så han krammede begge der spændt ventede på han skulle komme til sig selv, og de gav igen da de mærkede Svends behov for at fornemmede glæden ved Ejnars held denne gang.

Det blev en begivenhedsrig aften der startede med deres middagsanretning, kylling Karry med det hele, og den smalrøvede var om sig.

Svend fik den skøre ide at ringe og melde sig syg, og han kom hurtigt tilbage fra boksen i baren, meldte han ville drikke sig æskestiv, og det blev enden på det.

Men det var først senere han viste det, for han skulle hjælpes hjem, usikker på benene.

De var to om det, en i hver arm, og mens de slingrede der ud af som det team de var, følte de sig begge solidariske med Svend, der havde haft en del at se til omkring hans bestræbelser for at yde den hjælp en værge måtte stå model til.

De fik uden de store faldelabre buksered den berusede op i hans lejlighed, fik sko og overtøjet af ham, og så isolerede de ham med en dyne fra soveværelset på ottomanen han var drattet om på.

Erik, der kun havde snust til den ene af de 2 flasker husets, havde planer med Hanne der heller ikke var overrislet, men viste sig i et vist humør.

289 Han gik lige til sagen, falbød sig som forleden, og Hanne der for ikke så mange timer siden selv havde lokket Svend i gyngen, slog til, for hun havde noget der skulle indhentes.

Der blev indhentet noget af det efterslæb hun havde til gode, og for 2 gang den dag var hun med til at bryde den myte, at homoseksuelle ikke fjernede sig fra deres last.

De forenedes om tidligere i badet, og Erik fik udgydt sine følelser for hende inden han penetrerede hende og fik hende op i højder som sidst han ondulerede hendes skød.

Efter en heftig brydekamp fik Erik igen udgydt sine gener til Hanne, der tog imod dem omklamrende Eriks baller, som hun ikke gav meget plads så han kunne bevæge sig.

Erik drejede sig rundt, lagde sig på ryggen og lod Hanne bevæge sig så han fik de sidste spasmer afviklet i hendes skød der sugede ham tom for den sidste energi.

Hanne var igen betaget af den store drengs energi, energi han førhen havde afviklet sammen med Svend og andre venner, alle af hankøn.

Hun havde spekuleret over om det var noget arveligt, eller manglen på en fadermodel i familien, men Erik havde begge forældre, så hun var usikker på om det måtte være tilfældigheder der gjorde udslaget.

Hun vidste at drenge i de første pubertets år kunne onanere i flok, gejle i hinanden selskab, men guds nåde trøste den der åbent turde kalde dem bøsser.

Det var måske det der var ved at ske med Erik, eller også gik han begge veje, som nogen mente var den eneste rigtige.

Grækerne havde jo gennem tiderne ladet deres voksne venner opdrage deres drengebørn udi elskovens svære kunst, og der brugte man aldrig sprogets snævre rammer, men mente tværtimod at drengene blev bedre elskere hvis drenge lærte deres egen krop at kende gennem en voksen mand.

Erik lå stille og kælede for hendes baller mens han stadig var erigeret i hende, og nu begyndte han at bevæge sig forsigtigt. På ingen tid var han i gang med at pule hende, heftigt, og hun fulgte med mens hun igen følte en energi hun ikke troede var muligt.

Nu fattede Erik om hende, vendte dem i et hurtigt vrid og fik overtaget.

Han blev heftig og var helt inde i hende ved hvert stød, og hun følte hans sprøjt af sæd der igen kom i kaskader mens han heftigt kyssede hende til de sidste spasmer var ovre.

De blev liggende sammenfiltret til de fattede at Svend havde lagt sig i den anden seng, og mens de slumrede ind, var de 290 alle bevidst om at det ikke ville være sidste gang de skulle ligge sammen.

291 Afsnit 65 Ejnar var med et par af de andre større drenge, Henrik på 13 og Jens på 12, på vej til færgen hvor de skulle nå toget med afgang fra Esbjerg station kl. 4, og de blev kørt af den lokale vognmand der havde Børnehjemmet som fast kunde.

Det var ikke meget kørsel der var udover skoleturene når vejret var dårligt, for de store cyklede gerne de godt 2 kilometer hver vej, og Ejnar havde allerede fået hans egen.

Chaufføren var en venlig ældre mand, helt skaldet så de, når han en gang i mellem tog hans kaptajn kasket af.

Han kaldte sig kaptajn, for han havde arbejdet på de syv have som sømand i mange år.

De nåede toget og fik en hel kupe for dem selv, men Ejnar skulle kun med til Bramming, hvor han skulle skifte til bumleren mod Grindsted.

De sidste kilometer var det bussen, og så ville han være hjemme og skulle aldrig mere tænke på at skjule sig, så han følte sig rigtig glad, næsten lykkelig.

Han havde lært de to jævnaldrende at kende som et par gode kammerater, begge med en journal så lang som en rulle lokumspapir, betegnelsen de selv yndede at bruge om deres korte livshistorie.

Egentlig havde de ikke noget at prale af, for Henrik på 13 havde mistet sin mor lige da hun havde givet ham fra sig, død af barselfeber.

Hun havde mødt en ung mand, og da hun havde konfronteret ham med Henrik der voksede i hendes mave, længe før hun skulle føde, var han skredet så hun havde klaret resten selv.

Ja, altså lige indtil hun forlod Henrik et par dage efter fødslen.

Han var først røget på småbørnshjem, senere var det børnehjem hvor de fik tæsk for et godt ord.

Der stak han af fra første gang som 5 årig, og det blev en dårlig vane fremover, indtil han kom i kløerne på Niels, og nu stak han ikke af mere.

Jens på 12 havde ikke helt samme historie, men han havde også fået tæsk, mest af faderen der også maltrakterede hans mor.

Det havde stået på så langt tilbage han huskede, men det kulminerede en aften hvor den lille Jens, dengang 7 år, havde hugget en spids kniv langt ind i faderens fede mave.

Han var ved at dø af blodtab fordi moderen lå bevidstløs af det slag psykopaten havde langet ud, men uheldigvis havde naboen hørt faderens jammer ude på gangen.

292 Så lille Jens var røget på opdragelsesanstalt, fik flere tæsk, men havde ellers holdt sig i skindet, bortset fra et par springture.

Hans held var også at Niels havde taget ham til sig, for på Fanø var det jo næsten umuligt at stikke af fra.

De havde grinet meget af det med at stikke af, i sær da de havde hørt Ejnars historie, men de var noget skeptiske omkring hans deltagelse i de børnelokkerfilm han berettede omkring. Men han insisterede, så nu ville de vide hvad han havde lavet med de pædofile lokkere.

De var blevet afbrudt og havde ikke snakket mere om det den eftermiddag, men Henrik var kommet ind over det, hvor han en aften før sengetid havde inviteret Ejnar ind på hans værelse, som han kunne låse af.

Han havde den svage sengelampe tændt, og inviterede Ejnar op til sig på sengen, hev sine lange bukser af, bare sådan, og Ejnar så tydeligt hans penis var erigeret.

Henrik tog den ud og begyndte at gnide på den, og nu ville han vide hvad han havde lavet med de pædofile, mens han blev ivrig.

Han satte sig helt op af Ejnar, begyndte at lyne hans gylp åben og fik sin ene hånd ind og fattede om hans stådreng, der var på vej oven ud over elastikken.

Ejnar var fanget af liren, smed hastigt forhindringerne, og sad nu og viste sig frem.

Henrik tog fat om Ejnars hånd og trak ham over til sig, og Ejnar var villig.

Fattede om Henrik og lagde han ned så han kunne smage på ham, for han vidste Henrik var ren nu de alle havde været i bad.

Mens Ejnar var i gang med at slikke, trykkede Henrik hans hoved mod sit skød, spurgte med hæs stemme om han måtte sprøjte imens, hvad Ejnar gav ham lov til.

Henrik blev ivrigere, og så løftede han sit understel og stønnede sagte mens han advarede.

Men da strømmede det allerede ud af ham og Henrik faldt sammen mens Ejnar gjorde rent efter sig.

Imens Henrik lå og fik vejret igen, ville han vide om Ejnar var kommet, men Ejnar svarede ham ikke.

Begyndte i stedet at gejle heftigt, mens Henrik hjalp til ved at nulre hans klunker.

Ejnar blev endnu vildere, og så slap han sæden i lange sprøjt, stadig med Henriks hånd mellem hans ben, og med en finger på vej ind.

293 De faldt sammen, og Henrik fortalte det var første gang han havde haft nogen til at hjælpe ham, og det måtte godt ske igen.

Ejnar kunne ikke lade være, tog efter han havde tørret sin sæd af i hans egne underhylere, om Henrik og trykkede ham til sig. Gav ham et intimt kys og lovede ham al den opmærksomhed han havde lyst til at modtage fra ham.

De var gået hver til sit og havde ikke snakket mere om det før de mødtes aftenen efter hos Henrik.

Nu var på vej på weekend, og ville ikke se hinanden før søndag aften.

I Bramming skulle Ejnar vente et kvarter mens hans 2 nye venner tog videre, men det gjorde ikke friheden vanskeligere, for om godt en time var han hjemme, og der stod der i hvert fald 2 af hans gamle venner og ventede på ham, når bussen kørte ind til endestationen.

Da bussen fandt den første rundkørsel, var Ejnar allerede oppe ved chaufføren som den første, som var han bange for ikke at nå at komme af, og chaufføren smilede af ham, mens han sindigt parkerede.

De var der, stod og spejdede, og hans socialrådgiver Hanne var der også, havde en arm om taljen på Svend og Erik, hvad fanden det så betød.

Men Ejnar havde andet at tænke på da han i et langt spring blev omfavnet af de to brave mandfolk, dem der havde været der for ham når det var brændt allermest på.

Han vandede høns igen, glædes vanding, og han følte befriende det snærende bånd, forsvandt i det øjeblik han følte sikkerheden i Svends brede favn.

Erik grinede og ønske ham tillykke med hans held i uheld, og imens fik Svend lige strakt Ejnar lidt ud for at kontrollere om det var der det hele.

Han præsenterede Hanne som den barmhjertige samaritan, hende der havde gjort det muligt at være det skridt foran den onde Socialinspektør.

Hanne havde holdt sig neutralt tilbage, men da Svend bragte hende i fokus, tog hun tesen og lagde en arm om den heldige dreng.

Ham der heldigvis havde forladt Langeland på hans springtur, for ellers havde der jo været stor sandsynlighed for hun ikke havde haft mulighed for at stå her og kramme ham til sig.

Hun mærkede han tog imod hende og gav igen, frydede sig inder-

294 ligt og opdagede hun også havde våde pletter i øjenkrogene.

Der var et mylder af mennesker der skulle skifte både til tog, bus, eller bare op i byen, og de stod noget i vejen, så Svend foreslog de gik hjem til ham og fik den brændende kærlighed sat til livs, den han havde tilberedt til ære for Ejnars tilbagekomst, brændende kærlighed.

Mens han gentog synonymet på denne ret, trykkede han igen den misrøgtede dreng til sig, lovede hævn mod dem der havde misbrugt deres magt til volden mod ham, og det fik Ejnar til at skraldgrine.

De skulle komme til at stå til regnskab, og Svend ville personligt sørge for de kom i den offentlige gabestok.

Det var ikke til at kende den forhutlede Ejnar, ham de for kun et par dage siden afleverede i uansvarlige magtmenneskers varetægt.

Ham som nu til sidst altså ved et held var under en dygtig professionel pædagog der ikke fandt sig i klaprøve der prøvede at tage røven på ham.

De havde spist op inden Erik og Ejnar havde givet et højlydt ræb fra sig, og Erik foreslog de gik i kælderen og fik sig en smøg.

Ejnar var fyr og flamme, for Erik fortalte at deres gamle smøg ven Søren, ville dukke op ved 8 tiden, og det var jo år og dag siden Ejnar havde hilst på ham.

Det blev også et heftigt gensyn med Søren, men ingen tæt knus der, men et gemytlige dask på skuldrene, og et heftigt hånd tryk hvis det gik højt til.

Men Ejnar fik alligevel klemt en arm om Søren, der ikke lod sig mærke med han kendte til alle de fortrædeligheder Ejnar havde stået på mål til.

Ejnar var omkring hans nye opholdssted, nævnede han havde besluttet at blive der, i hvert fald året ud.

Også Svends forslag, for han mente Ejnar trængte til ro et stykke tid, og det kunne han med garanti forvente efter han selv havde accepteret stedet.

Svend ville også have det opgør med Aksel overstået, før det var tilrådeligt at hjembringe Ejnar, mest fordi hans bosted ikke var afklaret, og der var muligheder der skulle tjekkes først.

Mens knægtene var i kælderen, diskuterede Svend netop det problem med Hanne, bad hende se på muligheden for om Ejnar kunne komme hjem til hans mor igen.

De havde været inde over det før, men Hanne mente umiddelbart det var ude af billedet, men Svend holdt fast.

295 Hvis nu konen fik hjemmehjælp til de opgaver Ejnar var gået død på, indkøb og tøjvask, så måtte der kunne opnås en vis genetablering af konens evne til selv at deltage i husførel- sen.

Hvis hun så samtidig nedtrappede medicineringen, blev stabili-

seret, skulle der så ikke være en reel chance for Ejnar kunne overleve i hans hjemlige omgivelser?

Svends gennemgang omkring resocialiseringen af Ejnars mor, kunne Hanne godt se perspektivet i, men på nuværende var det helt umuligt for hende at få noget igennem på morgen møderne, i sær med den mistro hun var ude for.

De sad i aftenlyset fra den nedadgående sol, mens Svend betroede hende om planerne om at informere de lokale medier, Ugeavisen selvfølgelig, overlade dem kopier af de bånd han havde, så de hurtigst muligt kunne få skovlen under forvaltningen.

Også hende?

Det var Hanne der lige protesterede da Svend smed hende i hardkorn med hendes chef, og det rettede Svend hurtigt, for Hanne var på vej op af stolen mens Svend viste overgivelse. Knægtene vendte tilbage til de to der konspiratorisk var ved at ændre forholdene drastisk for Ejnar, men han vidste det ikke endnu, men havde også andet i tankerne.

De to var nemlig blevet enige om at overnatte sammen hos Erik, og de fik velsignelsen til at have en god nat, men stille til morgenmad ved 10 tiden.

Ejnar havde sat sig på skødet af hans velgører, lagt en arm om halsen på ham, og fik givet ham et kys inden de begge kåde strøg af sted igen.

Ejnar havde ingen skrupler over at forlade Svend til sig selv, for det blev heller ikke tilfældet.

De to fandt igen sammen i en harmonisk sammensmeltning, og efter deres voldsomme udløsning, lå de og snakkede videre om Svends plan.

Planen der ville ryste byens borgerskab, mens ingen endnu var vidende om effekten af den afsløringen.

Hanne var også inde over det med at indgå ubrydelige bånd, ægteskab, men der stod Svend af, kunne aldrig forestille sig at være bundet af de bånd ægteskabet ofte forhindrede hinanden i at udvikle sig i.

Men at indgå aftaler om samvær som de netop lige havde oplevet igen, det ville han godt kunne overleve, og ved den erkendelse fik de lullet sig ind og de fandt søvnen udløsende og nåede at kysse hinanden inden de fandt Ole Lukøje.

296 Afsnit 66 Gorm Frederiksen havde afsluttet dagens rutiner, og overladt vagten til aftenholdet.

Ansvaret for ro og orden denne fredag aften og nat, var dog altid Politimesterens, men nu på stand by, og han kunne tilkaldes hvornår det skulle være.

Der havde nu ikke været synderlig meget at tage sig af de sidste weekender, men et par værtshus slagsmål var jo ikke usædvanligt, og der havde da også været et par indbrud i sommerhus området ved Fasterholt ferieresort.

Det var ikke det helt store, men de var jo nød til at tage sig af alle henvendelser, for borgerne havde krav på et effektivt og neutralt politi.

Men som privat person var der helt andre ting han var nød til at tage sig af, nemlig Svend Konradsens klage over kommunens mishandling af en dreng anbragt uden for hjemmet.

Det var i første omgang en privatsag for logen, nu Social- forvaltningens chef var involveret og afsløret som inkompetent omkring arbejdet i sin egen forvaltning.

Han var nød til at orientere den valgte, Manufakturhandler Henning Henriksen, som burde tage sig af indkaldelsen til det møde allerede i aften, gerne hjemme hos ham hvor fruen var til bridges med Husmoderforeningen på Hotellet.

Han havde gennemlyttet de bånd Svend Konradsen havde overladt ham, og det var hovedrystende at lytte til den omsorgssvigt der her blev blotlagt for åben mikrofon, og det måtte stoppes her og nu.

Men ikke nok med omsorgssvigtet, så var der også det med den pædagogiske konsulents påstand om urent trav fra Konradsens side, og det var uhørt i hans regi at man postulerede en anklage på så løst et grundlag.

Han kunne heller ikke se for sig at der var hold i det, kunne ikke forestille sig Konradsen ville involvere sig så bastant, hvis han havde involveret knægten i den slags.

Han måtte henholde sig til fakta og ikke stille sin lid til udokumenterede rygter, og det måtte han sande var tilfældet omkring Gertrud Johansens båndede udtalelse.

Gorm forlod sit kontor, ryddet for rod på hans skrivebord, og med vagtplanen i jakkelommen, fik han lukket sig ud i gården og kørte hjem til fruen der havde sat middagen klar i ovnen.

Hun var allerede på vej til Rialto hvor de skulle spise før de spillede kort, og han var glad for de aftener hvor han var alene.

297 Ikke at han havde noget mod Kirstens småsludren når han kom hjem, men han manglede altså nogen gange tid til lige at absorbere de kontroverser der havde været igennem stationen i løbet af dagen.

De havde trods alt holdt sammen i 38 år, med de to veluddan- nede drenge bragt godt i vej.

Når han næste sommer kunne trække sig tilbage fra etaten efter 36 års tro tjeneste, 20 som politimester, så havde de tænkt sig at tage på den tur gennem Rusland, den Transsibiriske togtur.

Fruen havde gyst da han havde fremlagt hans drøm, men hun var ved at tø op, for de havde set en dokumentar i tossekassen, en fra Rusland, der i glimt havde vist togstammen på vej over stepperne mod Kina, hvor hun nu syntes det så ubeskriveligt spændende ud.

Den biksemad skulle ikke have mere, men han måtte selv spejle de æg han ville dekorere den med, mens fruens gryde med den bearnaise sauce han holdt så meget af, fik svag varme et par minutter.

Men det første Gorm foretog sig, var at gå i bryggerset og hente en porter fra kassen som han straks åbnede og drak en god sjat af, inden han satte sig og greb knoglen.

Han fik straks Henning Henriksen i øret, og de fik de nødvendige tomme fraser ordnet, inden Gorm kom til sagen.

Henning lyttede mens Gorm kort beredte ham på det nødvendige i at mødet blev nu, for Gorm var i tidnød måtte Henning forstå. For hvis de ikke fik mulighed for at overtale Aksel til frivilligt at trække sig tilbage, måtte Gorm indkalde Aksel til en snak, nærmest et forhør.

Ballonen var sprunget, og Aksels renomme hang nu i en tynd tråd, og sladderpressen?

Gorm hørte de små grynt fra Henning efterhånden som han af- dækkede Aksels embedssvigt.

Det mente Gorm det var, for når Aksel med det ansvar han havde som chef i Socialforvaltningen, ikke varetog Ejnars sag efter forvaltningslovens retningslinjer, var sagen klokkeklar.

I den pause Gorm tildelte sig for lige at pimpe af porteren, var det eneste han hørte til Henning, hans gentagende, jøsses dog.

Men til sidst måtte han have bekræftelse på det sandfærdige i Gorms fremstilling, og det bedyrede Gorm han havde de gyldige beviser på.

Henning indvilligede i at samle bestyrelsen, og han sanktio298 nerede at møde senest kl. 8 med de 2 andre, hvis de var til at få fat i, for det var jo fredag, store indkøbsdag.

Gorm lagde på, arrangerede hans mad, og i mens han spiste, sad han og funderede over om der alligevel kunne være noget om den pædofilmistanke, at Svend Konradsen havde et seksuelt forhold til Ejnar.

Men han kunne ikke i sin vildeste fantasi tiltro en ansvarsfuld borger, ham som havde afsløret Aksels svigt, spille det dobbeltspil.

At han turde, komme så meget i rampelyse med den anklage hængende over hovedet, det nægtede han fuldstændigt kunne være realistisk, og det ville han arbejde ud fra.

Gorm var ved at døse hen da det ringede på, lukkede dem ind i herreværelset hvor han måtte ryge hans stinkende cigarer i mere eller mindre fred.

Så Gorm fik kapslen af et par pils, gamle Carlsberg, som han vidste de alle kunne tylle i sig uden at føle sig så beruset at de ikke kunne føre bil derfra senere.

Han fattede sig i korthed, for Henning havde forberedt de 2 andre, Jørgen Bentsen, automobilforhandler, og Hans Bernt Nicolaisen, hotelejeren ved Golf ressorten.

Gorm havde sat det bånd i hvor Svend havde optaget samtalen fra socialforvaltningen, der hvor han forklare hvorfor han mente han var kompetent som værge for Ejnar Jensen.

I starten gik det jo meget diplomatisk til, men da først de 3 Loge brødre hørte den pædagogiske konsulent, direkte anklage Svend for at have forført Ejnar, og for at have indyndet sig under falske forudsætninger og drage fordel af det engagement, blev der en del uro i gruppen, og Gorm afbrød båndet.

Han lod dem lige tygge på den fadæse Aksel havde ladet Gertrud Johansen slippe ud på det afslørende bånd, men Automobilfor- handler Jørgen Bentzen ville vide om det bånd havde juridisk gyldighed, for det var jo optaget under et lukket møde.

Gorm afbrød med det samme, gjorde det klart for dem at det var fyldestgørende som bevis som bagvaskelse af en ustraffet borger, og Svends selvbestaltede indsats som værge, var helt legalt.

Børn efter det fyldte 12 år, kunne selv udpege en person til at varetage deres sagsbehandling, om den blev overholdt efter bistandsloven, og det var lige hvad Svend Konradsen havde gjort, helt efter bogen.

Der blev snakket om hvor meget Aksel egentlig havde været involveret i selve sagsbehandlingen, men her brød Gorm igennem 299 alle argumenter, om at fritage Aksel for ansvar.

Gorm forklarede at Aksel ikke havde opponeret da mistanken om den seksuelle udnyttelse blev fremsat, og som ikke blev afvist af Aksel efter påstanden, så han var lige så skyldig i anklagen som chef for forvaltningen.

De havde bundet, så Gorm hev Hatten af et par til, velvidende der gik lang tid inden de gik hver til sit, og de var nu alle indforstået i at Gorms ønske om dette haste møde havde været berettiget.

Der var kun en vej for Aksel.

Eksklusion.

Men de skulle blive endnu mere overbeviste i deres beslutning, for nu satte Gorm det næste bånd på.

Det Svend havde kopieret fra Drengehjemmet hvor Ejnar netop var anbragt dagen før Svend afslørede alt om den voldelige Valter Gormsen.

Valter maltrakterede jo beviseligt de børn kommunerne anbragte i hans varetægt, og som de antageligt uden skrubler, betalte ham store summer for.

Men han kunne åbenbart skalte og valte med overholdelsen af de normer og regler der var omkring behandlingen af anbragte børn.

Gorm stoppede båndet, ventede til de havde absorberet den nye viden om vanrøgten af den stakkels dreng, og så bekendtgjorde Gorm i kraft af den viden han havde som politimyndighed, at Valter havde overtrådt indtil flere juridiske love, og især de moralske normer.

Især den hvor han formente en værge eller anden voksen adgang til samtale med en person som vedkommende havde tilsyn med, eller var familierelateret til.

De havde holdt sig tavse alt mens de havde lyttet til de afslørende detaljer omkring Ejnar, som svend blev nægtet at tale med, men nu startede Gorm båndet igen og satte sig tilbage i lænestolen og pulsede videre på havanneseren.

Det startede lidt abrupt, lige der hvor Valter havde nægtet at tage imod de effekter af Ejnars som de havde haft med til ham. Da kontorristen brød ind og fortalte at Ejnar var blevet ydmyget, straffet umiddelbart efter han var ankommet, var

deserteret i løbet af natten, fik deres måben ingen ende mens de kikkede usikkert på hinanden.

Gorm stoppede båndet igen, for der skulle lige sluges et par kameler, og de blev skyllet ned inden Gorm begyndte at udpensle de uregelmæssigheder der var foregået på det sted 300 Det i sig selv var nok til at anholde Valter, anklage ham for vold og tyrannisering af de anbragte børn.

Ydermere havde han tilbageholdt efterlysningen af den bortløbne Ejnar.

Han kunne have ligget ilde tilredt, kommet til skade under flugten.

Kontordamen oplyste yderligere at Valter havde revet brevet fra Svend midt over og smidt det ud, endda uden at læse det.

Gorm orkede ikke at starte båndet igen, men fortalte kort at Svend havde smækket Valter en på snotten, og her ville automobil handleren lige vide om de ikke kunne konfrontere Svend med at anklage ham for overfald.

Valter var dog leder på drenge hjemmet, og med det ansvar måtte han vel anvende en vis disciplin.

Det skabte kun overbærende latter fra de to andre loge brødre, og Gorm pointerede at hvis det havde været ham der havde stået over for den stodder, så havde han maltrakteret ham med mere end blot en ørefigen.

Automobilforhandleren fik ikke fremsat flere flyvske hypoteser om hvordan man kunne få skovlen under Svend Konradsen, for det endte med at formanden, manufakturhandler Henning Henriksen, allerede i aften ville konfrontere Aksel Jørgensen med deres beslutning, eksklusionen.

Men de blev også enige om at hvis han meldte sig selv, uegnet til fremover at bestride hans arbejde på grund af familiære problemer, så kunne de skåne ham for en røvtur offentligt, og måske undgå den værste sladder.

Da de brød op var der gået et par timer, og de havde yderligere konsumeret et par whiskys, men fik alligevel lov til at køre derfra i deres automobiler uden påtale fra Gorm.

Han blev takket mens Henning Henriksen gjorde sig klar til det ubehagelige job, nemlig at fortælle en loge bror han ikke kunne dele deres kammeratskab mere på grund af hans tilsidesættelse af indtil flere forvaltnings love.

Han havde endda været heldigere end så mange andre civilister der var i samme situation, ved muligvis at slippe for en sag om omsorgssvigt, indtil videre i hvert fald.

Det kom fra en helt anden kant, men det vidste de involverede ikke endnu.

301 Afsnit 67 De fulgte Ejnar til bussen, og taget i betragtning af han skulle på ”børnehjem”, var han i et strålende humør.

Da bussen kørte hang han godt nok lidt med skuffen, men det ændrede sig da han fra bagvinduet energisk vinkede, ellevild, og han blev ved til bussen drejede ind i den første rundkørsel.

Det havde jo også hjulpet på det at Svend havde pointeret at han efter Juleferien ville arbejde på han kom tilbage til sin egen klasse, hjem og bo hos sin mor, men det afhang alt sammen af hvor meget de ville samarbejde fra kommunen fremover.

Ejnar måtte ikke regne med et mirakel.

Det afhang også af det de havde diskuteret, for Hanne ville prøve at finde ud af hvad kriterierne egentlig havde været i starten omkring Ejnars mors tab af forældremyndigheden.

Selv om hun havde været involveret lige fra begyndelsen, og endda havde haft fornøjelsen af at køre drengen til Langeland 2 gange, så havde hun ikke haft nogen indflydelse på selve beslutningen.

Det juridiske omkring beslutningen hang Aksel og juridisk sekretariat på, og morens situation havde hun ikke fået sat sig rigtigt ind i overhovedet.

Det var kredslægen der stod for journalføringen om moderens helbredstilstand, og så den psykiater der var ansvarlig for medicineringen.

Svend havde også taget initiativ til Ejnar kunne besøge hans mor, ikke bare for at finde det tøj han havde savnet siden deporteringen, men også så han kunne orientere sig om hvordan hun egentlig havde det, så det havde de gjort lørdag formiddag drengene og ham.

Ejnar havde ringet på, og de ventede lidt med at gentage det, for de hørte det puslede i entreen, hvor Svend fornemmede der var en ved dørspionen.

Så blev døren åbnet til en sprække, og Ejnar pressede sig ind og bekendtgjorde han kun skulle hente det tøj han ikke havde fået med sidst.

Drengene var gået på jagt i Ejnars gamle gemmer, og i mens var Svend fulgt efter moderen ind i stuen, hvor der godt nok stank, indelukket, og varmen var ulidelig hvis man som ham altid nød den friske morgenluft.

Svend prøvede at få en snak i gang med den mutte kvinde, men han opgav og nøjedes med at fortælle hende at Ejnar endelig havde det godt, men at det var gået galt de 2 første steder.

302 Hun havde lyttet, for hun fjernede blikket fra vinduet hun havde siddet og stirret ud af, virkede opmærksom, lyttede.

Så Svend fortsatte mens han havde hendes opmærksomhed, og hun fik et meget kort resume af hvad der var sket, både på Lange— land, og på drengehjemmet.

Hun havde lyttet, men viste ellers ikke nogen interesse omkring hvad Ejnar havde været i gennem, men da han nævnede Fanø, livede hun gevaldigt op og kommenterede at de da havde været på ferie der engang, dengang de endnu havde været en familie.

I det samme kom Ejnar ind, ville vide hvor hans gamle godt brugte islandske sweaters var henne, for den skulle han bruge nu det var koldt om morgenen når de cyklede i skole.

Da moderen anede Ejnars tilstedeværelse i stuen, vågnede hun endnu mere op og ville vide om han ikke kunne huske det.

Huske hvad, han havde ikke hørt hendes snak om den hengemte erindring, så Svend reciterede lige moderens opfriskning om ferien.

Ejnar var stoppet op, fandt ud af at hans erindring om ferien ved Vesterhavet altså havde drejet sig om Fanø, så han fik kæften på gled og fortalte hende om stedet, og at der var så smukt.

Men han ville altså have den sweaters med nu mor, så vrid lige de små grå, hvis der ellers er nogen tilbage at arbejde med.

Der skete noget med konen da hun hørte Ejnar kommanderede med hende, for hun rejste sig og gik ud i gangen.

Den lå sikkert på øverste hylde, der mente hun den kom op da han ikke ville gå med den mere.

Ejnar kunne ikke nå så højt, så Svend fik lågen åbnet, og der var den.

Han blev glad, stak moren en lap papir og gjorde hende opmærksom på det var hans adresse på Fanø, så nu havde hun ingen undskyldninger for ikke at skrive.

Ejnar kom ikke nærmere ind på hvorfor han ikke havde givet lyd fra sig til hende, men den årsag kendte Svend jo alt til, og han havde jo lige orienteret hende.

De ville skride nu Mutter, mens Ejnar også lovede at skrive og ville kikke op næste lørdag, for der var han på weekend igen.

Svend blev lidt i entreen hvor moderen stod og vred hænder, fik givet hånd til Svend der gav sig tid til at love hende hun nok skulle få besked hvis der skete nogen ændring omkring Ejnars plejeanbringelse.

Drengene havde stået og glanet ved trappen, og nu kom moren 303 ud, smilede sku til dem, og hun bad Ejnar have en god rejse til Fanø, der havde de jo været engang.

Stakkels kone fik Svend lige tænkt, der var noget at arbejde med, huskeren var vist kortsluttet af al den medicin.

Svend havde sendt drengene i vaskekælderen, for alt det tøj Ejnar havde fundet frem var fra vasketøjskurven stank, og da der var en vasketur der ikke blev brugt, fik han ordnet det.

Svend havde været inde omkring hvad Ejnar mente om at flytte hjem igen, altså med den mulighed at hans mor blev nedtrappet. Selvfølgelig afhængig af at de i

starten fik tildelt en hjemmehjælp, for han skulle altså ikke hænge på al den husførelse som han havde gjort tidligere.

Ejnar havde været skeptisk lige i starten, men da Svend for- talte Hanne havde lovet at se på muligheden, og at de håbede på et vist samarbejde med Socialchefen, så var han ikke helt afvisende med at flytte hjem til mutter.

Han sad endda og tyggede på tilbuddet og smilede gavtyveagtigt mens han havde luftet muligheden om at han måske kunne bo hos Svend, proforma altså, men der havde Svend stejlet, bedt ham om lige at være realistisk, bo hos en børnelokker.

De havde svært ved at holde masken da Svend fyrede den af om børnelokkeren, for de havde snakket om det før, og Ejnar havde brugt den anden vinkel, nemlig det var ham der var voksenlok- keren.

Ejnar vidste det godt, men han hang sig alligevel fast i at han ville overnatte hos Svend når det var belejligt.

Fridagene var gået hurtige, og da de havde fået sendt Ejnar af sted, og Hanne var taget hjem til hende selv, var Erik taget med tilbage, gået i bad, og så havde de elsket, vildt og hurtigt som 2 hungrende der ikke havde smagt elskovens himmelflugt længe.

Men sådan var det med Erik en gang i mellem, så skulle han bare, voldsomt, give alt hvad den kunne trykke af, og han fik så den voldsomste orgasme der bare varede.

Så faldt han udmattet sammen og krøb ind til Svend der ikke havde nået klimaks, men han var også flintrende, brugte i stedet pausen til at favne Erik, fortælle ham hvor meget han holdt af ham.

De var jo alle meget privilegeret ved at være de umage de nu var, og at de kunne indordne det så de alle fik behovet for kærlighed dækket.

Det lød som en Ugeblads novelle, dem der lå i venteværelser,

304 eller blev købt i stakkevis af frustrerede husfruer der aldrig fik en ordentlig tur, vandret af et brunstigt mandfolk.

Svend vidste det godt, sandheden var jo at de igennem deres mandfolke sammenhold, med deres alligevel beherskede seksuelle udfoldelse, vitterligt havde mere sammenhold end mange andre slæng.

Dem der bare sad på et værtshus og snakkede om alle de kvinder de havde lyst til at gennempule, men hvor det aldrig blev til andet end narrefisse, hvad de selvfølelig aldrig ville vedgå ikke kunne realiseres.

Svend havde dagdrømt, mens Erik havde ligget og misbrugt Svends højre arm, der lå solidt og markerede at han ikke ville slippe ham.

Svend indrømmede han var blevet lidt afhængig af Eriks behov for sex med en voksen, med begge køn endda, og han var kun lige fyldt 14 år, og var ikke konfirmeret endnu, altså af præsten.

Svend havde også fået meget erfaring med Ejnar, bare de par ture med ham.

Havde fået løst op omkring hans forestilling om at drenge ikke havde behov for en arm at ligge i efter en heftig orgasme.

Ikke kun jagten efter orgasmerne, men roen bagefter og det uforpligtende sammenhold, ærligheden og det at man kunne stole på hinanden.

Det var da sådan han selv havde haft det engang, og det varede da flere år inden han faldt så meget til ro, at han kunne sidde og snakke med en sød jævnaldrende ungersvend i klubben, uden at få stådreng.

Erik rørte på sig, og Svend skulle lige mærke efter, og den var god nok, så han vækkede den til live igen.

Svends hånd blev der, og nu var han klar da Erik fik fat i Svends, og sådan lå de, 2 skibbrudne, i et samfund der ikke tolererede deres behov for hinanden.

Det var ikke noget de tog sig af lige her og nu, og deres stille og rolige håndarbejde, resulterede i de fik tømt ynglestokken godt og grundigt, igen.

En anden af Eriks forser var, nemlig at ligge op af hans voksenven og bare gnide sig mod hans lår, så havde han det lige så fantastisk som ved en voldsom spiller.

De fik sig soigneret, og Svend smed Erik ud, efter de havde krammet hinanden i gangen, hvor Erik anklagede Svend for ikke at elskede ham mere.

Svend havde mere han skulle ordne inden han gjorde sig klar til den vandrette.

305 Han fandt sin gamle Olivetti maskine frem, begyndte og skrev systematisk Ejnars historie ned, men undlod at orientere om moderens mentale tilstand.

Han pointerede dog at hendes sygdom havde gjort det svært for hende at påtage sig det fulde ansvar for hendes store dreng, og så videre.

Han kom også ind over Ejnars oplevelse, bl.a. pornomiljøet i København, og det at drengen var blevet filmet i kompromitterende seksuelle sammenhænge.

Svend undlod at nævne den bombe han ville lade springe senere, men det krævede at myndighederne igen negligerede Ejnars behov for lægelig opmærksomhed, og det håbede Svend de ville gøre igen, Kvaje sig altså.

Da Svend havde rundet af med at socialforvaltningen havde forregnet sig omkring anbringelsen på Fanø, sluttede han af med at beviserne for deres svigt sikkert var til stede, men ikke et ord om på hvilket område de befandt sig.

Han havde skrevet i en stiv time, fyldt 3 hele ark, og dem samlede han med de båndkopier han ville sende med til lokal- sprøjten, sammen med en kortfattet forklaring om hvad de ville komme til at overhøre.

Han begav sig i seng, og på vej til arbejdet, ville han dumpe kuverten i Lokalavisens postkasse.

306 Afsnit 68 Journalist ved lokalsprøjten, Johan Winther mødte mandag morgen som han plejede, og blev straks interesseret i brevet der gik fra Svend Konradsen han lige havde skimmet igennem, men han havde et par andre vigtige ting han skulle igennem inden deadline.

Ved frokosten de gerne brugte til at informere hinanden om weekendens personlige oplevelser, som regel fra det hjemlige lokal område, brugte Johan lige et par minutter til at orientere kollegerne, især chefredaktøren Birgit Gunnersen.

Det var hans arbejde som det første at sortere posten, havde som sagt nået lige at skimme brevet han nu lagde frem og kort kommenterede fra.

Han havde også som opgave at uddelegere opgaverne efter hvem der nu skulle beskæftiges med diverse spændende nyheder, som nu referatet fra det sidste bestyrelsesmøde i en eller anden forening, og hvad der ellers var foregået i forretningslivet her eller der.

Birgit var jo lige kommet, så derfor havde Johan ventet med at formidle det fra Svend, for den slags tog hun sig gerne af, i sær når det drejede sig om kommunale intriger.

Kollegerne var nysgerrige og ville oplyses nu de havde luret Johans finurlige mimik, da han overdragede svends 3 ark, for han havde været meget karrig med at give bare et hint.

Men han holdt stand, og i de få minutter der gik var han koncentreret om at se Birgit ændre udtryk fra det neutrale, og så til den overraskelse hun nu markerede.

Johan sad bare og ventede på hendes udbrud, og det kom med en latter, hoverende, for Birgit var ikke i kridthuset hos borgmesteren, og slet ikke hos Social inspektøren.

Det var jo ham som vedkommende Svend et eller andet havde lagt på slagtebordet.

Det var godt nok satans, det her var lige guf for dem, for de huskede alle socialchefen havde været i vridemaskinen omkring den overskridelse af budgettet han stod til skideballe for af kommunalbestyrelsen, og det ærgrede de 3 i venstrefløjen, om Ansgar kunne huske det?

Ansgar nikkede, havde mad i munden, så han svarede ikke med det samme, men de vidste alle at Socialinspektøren havde undslået sig et hvert ansvar, og han blev reddet på stregen af borgmesteren, bonkammeraten.

Det viste sig til sidst da rygterne var massive nok, at pengene var blevet brugt af forvaltningens kasse til en 307 studietur til Norge, hvor Aksel Jørgensen havde familie, og han havde pamperagtigt taget konen med.

Af de 3 dage besøget varede, havde de kun brugt 1 dag til det officielle formål, nemlig ved selvsyn at se hvad den besøgte kommune brugte af hjælpemidler til, hovedsalig ældre demente plejehjemsbeboere.

Birgit havde ved ihærdigt arbejde fundet et tilsvarende plejehjem på Fyn, og de var endda længere fremme med stimulering af de demente, havde dyr og fik bevilget 3 hjulede cykler.

Det dementerede Aksel Jørgensen han havde haft kendskab til, så han reddede skindet lige på målstregen, og Birgit droppede artiklen.

Johan huskede endnu Birgit der var oppe i det høje c, da hun blev klar over der ikke var kød nok på historien.

Da Birgit havde hoveret af, bad hun Johan om at finde den af de ansatte, for i brevet fra Svend Konradsen, nævnede han flere gange en socialrådgiver, godt nok ikke ved navn, men han måtte kunne støve noget op, gerne i dag, ikke?

Johan nikkede, men havde et par esser mere som han trak op af lommen, de 2 bånd der havde fulgt med, og de flippede ud. Tidligere artikler de havde skabt stor opmærksomhed med, var decideret båndede, og dem kunne ansvarlige politikere jo ikke løbe fra, hvor meget de end slog sig i tøjret.

Det havde aldrig været direkte skandaler de havde haft succes med, mere banale udtalelser som senere blev benægtet, hvor det så viste sig en vaks borger havde afsløringen på bånd.

Birgit slog hårdt i bordet, bad ophidset om båndafspilleren, og i mens skrev hun hastigt sin ulæselige stenografi kun hun kunne tyde.

Hun fortalte en dag de havde lært det på journalisthøjskolen, altid at finde deres egne grafer, nogen emsige kolleger ikke kunne tyde hvis de var på rov.

Sonja, receptionisten, kopieksperten, kaffebryggeren, var straks sprunget op, og nu var forventningerne ekstatiske da hun hurtigt fik strøm til båndet der blev lagt på.

Det var Svends møde med de implicerede fra socialforvaltningen hvor de fattede Svend var indkaldt omkring hans selvbestaltede bisidder job, det som Aksel Jørgensen ikke ville accepterede. De fulgte opmærksomt med, fik en stille

bemærkning indført, mens Birgit gryntede som hun plejede, men da den pædagogiske konsulent brød ind og nærmest anklagede Svend for at være pædofil, skreg hun og grinede mens hun smadrede begge hænder ned i bordet så båndspilleren hoppede.

308 Det var topmålet af stupiditet det der, det var hendes egen grav hun gravede, og den kunne hun ikke selv komme op fra den møgso.

Det lignede ikke Birgit at udtale sig så vulgært om offentlige personer, men Gertrud Jørgensen var en arrogant so, så de forstod alle hvorfor hun var på det niveau.

Båndet fadede ud, sikkert fordi mødet blev afbrudt, for Svend havde rejst sig, og det hørtes tydeligt på støjen fra noget der skrabede mod mikrofonen.

De sad lidt mens Birgit skrev som en gal, mens Johan skiftede bånd, startede det, og det skabte lige så meget røre mens hun nåede at skifte side flere gange, så blyanten var glødende mens hun fik det hele med.

De var koncentrerede omkring den stakkel de snakkede om, fattede hvor svært drengen havde haft det, og fornemmede også Svend havde taget indsatsen seriøst til sig som bisidder, værge om man ville.

De måbede da sekretæren begyndte at blande sig, og først her gik sagen i sit fulde omfang op for dem, og tavse var de til de hørte Svends afstraffelse af Valter Gormsen, for slaget gik tydeligt igennem.

Sikke et mandfolk, han må edder mame holde af den knægt, bøsse eller ej, hvad? og Birgits voldsomme udbryd fik båndmaskinen til at hoppe igen.

Så indkaldte hun til et møde, straks, journalisterne i mellem, for nu skulle der uddelegeres opgaver, uanset deres deadline.

De gik afsides så de øvrige kolleger kunne arbejde i fred, men der var lige som en ophøjet stemning, ikke som ellers før en deadline, for her havde de sateme fat om nosserne på de offentlige ansvarlige der havde vanrøgtet et uskyldigt barn, fy for satan.

Birgit hev en flaske ud fra skabet der som regel var låst af, i hvert fald når hun ikke var der, for ejendomsretten gjaldt ikke hvis hun havde glemt det, og ofte manglede der så en flaske eller to.

Hun sagde aldrig noget, prøvede aldrig at finde den formastelige, for de blev altid erstattet, pænt uden afsender, stillet på hendes skrivebord.

Men nu skulle der arbejdes, og glassene blev fyldt og de skålede på et vellykket resultat, alt mens Birgit orienterede sig i sine hieroglyffer.

Hun uddelegerede opgaverne, en til en snak med Politimesteren, for han var jo orienteret ifølge Svends skriverier, den fik Berit.

309 Birgit smilede til den unge nye der ikke var erfaren nok til at tage de stride fra kommunen, men den ærlige Gorm var lige hende.

Hun gik straks i gang, havde også et par stikord på sin blok, og mens hun ilede til sin pind, fik Johan drengehjemmet, Valter, lederen, hvis han var leder endnu.

Men det ville Johan finde ud af, og husk endelig hende sladre hanken, ikke, bad Birgit ham endelig om.

Så var der gamle Ansgar som forventningsfuldt kikkede på hans chef, for hun gav ham altid creme de la cremen, og i dag blev det socialchefen og evt. kommunaldirektøren, og gerne lige efter hinanden, så de ikke kunne nå at snakke sammen.

Birgit ventede mens han sirligt skrev ned den gamle snu ræv, mens han vidste hun snuppede Borgmesteren.

Nu var der fuld gang på alle linjer ud af huset, så Birgit gjorde som hun holdt mest af, den personlige konfrontation.

Fik overtøjet på igen og begav sig smilende de få minutter op mod Rådhuset hvor Hanne Jensen netop var på vej ud på hjemmebesøg hos en klient.

De var ved at støde sammen, hilste lige i forbifarten, men vidste endnu ikke hvem de var hver i sær, men det blev der snart lavet om på, men det vidste de ikke endnu.

310 Afsnit 69

Svend havde netop sat vognen efter en lang mørk nat på landevejen, besluttede at tage på lokalsprøjten for lige at høre om det var noget de gad at tage sig af, så han fortsatte af gågaden i stedet for at gå i gennem centeret som han plejede.

Han blev modtaget af Sonja, der var ved at gennemgå en besked fra Ansgar, omhandlende et nyt skur til rekvisitterne på en af kommunens boldbaner, arbejde hun var ferm til, renskrivning.

Hun stod også for arkivering, og når borgere havde fødselsdag, var det hende der sørgede for den notits, eller indsættelse af billeder når der var konfirmation eller andet festivitas.

Hun fornemmede straks Svend kom i et andet ærinde, for han havde ikke noget i hænderne, og stod bare og gav hende tid til at blive opmærksom på hans ankomst.

Men hun blev godt nok overrasket da han fremsagde sit ærinde, fortalte der var yderligere oplysninger som han ikke havde fået med i går, så hun bad ham lige vente til hun havde rekvireret assistance.

Sonja var lidt i vildrede med hvem hun skulle søge assistancen hos, men det blev Ansgar, for han var altid den beslutningskyndige når Birgit ikke var tilstede.

Ansgar var ved at snakke med Kommunaldirektøren, bad Sonja om et par minutter uden kendskab til hvem der ventede, men det tog lidt længere tid.

Ansgar undrede sig lidt over Sonja ikke havde klaret den ekspedition, men forstod hvorfor da Svend forklarede grunden til hans ærinde, og han var ikke mange sekunder om at hive ham ind på hans domæne.

Han bød ham en slat af flasken fra morgenmødet, nåede at fortælle det ikke var normal kutyme med vin til arbejdet, men de skulle altså have noget at styrke sig på, efter den krudt- tønde Svend havde sat lunte på.

Svend var lidt benovet over den modtagelse han havde fået, og han blev endnu mere overrasket, da Ansgar orienterede om at noget af nyhedsformidling med deadline næste dag, var sat i bero.

De fleste medarbejdere var i gang med at interview de inkompetente på rådhuset, inkluderet ham selv, og han havde netop lagt røret på, efter en noget kompliceret samtale med Kommunal direktøren.

Senere skulle han have fat i Socialinspektøren når han kom tilbage fra et møde ude i byen, så hvis Svend havde tid, ville 311 Ansgar godt give et kort referat af samtalen han lige havde afsluttet.

Svend havde masser af tid, men ville godt lige vedlægge et par vigtige tillæg som kunne flå tæppet væk under de uansvarlige i deporteringen af omtalte dreng.

Her stoppede Svend lige op, for han havde ikke afsløret identiteten af Ejnar, men mente nu det var relevant.

Så han lagde kortene på borde og gav Ansgar navn og adressen på Fanø, informationen om moderens miserable tilstand, men med den klausul at de skulle være anonyme i artiklen.

Det kunne Ansgar godt garantere, for især når det drejede sig om børn var det en absolut prioritet at beskytte de forulem- pede.

Ansgar havde siddet og noteret, kikket op ind i mellem, og da Svend havde afsluttet den oplysning, spurgte Ansgar om der var flere relevante oplysninger de havde til gode.

Svend ville ikke afsløre den sidste kriminelle handling han regnede med kommunen ville undlade at tage højde for, da resultatet først ville vise sig om tidligst en uges tid.

Det pirrede da Ansgar, og han prøvede at løfte sløret lidt for hvad det dog kunne være for en afsløring.

Svend var standhaftig, for hvis det kom kommunen for øre, var der chance for de kunne nå at rette op på fadæsen, og det måtte helst ikke ske.

Ansgar der sad med overblik gennem hans åbne dør, fik et glimt af Birgit der åbenbart lige var kommet tilbage fra Rådhuset, så han vinkede hende ind hvor han præsenterede hende for Svend.

Hun hilste hjerteligt på det modige mandfolk, det hun havde kaldt ham efter båndet havde gengivet klaskelyden efter slaget havde ramt Valter Gormsen.

Ansgar gengav kort navnene på de implicerede i sagen, altså Ejnar og moderen, og det fik Birgit til at smile, ja nærmest skoggerle, for Borgmesteren hun lige havde efterladt noget rystet over hendes ærinde, havde pure afvist nogen dialog med hende.

Det havde han været i hans gode ret til, med henvisning til hendes ukendskab til de anonyme det drejede sig om.

Ansgar pointerede lige han selvfølgelig havde lovet fuld anonymitet i artiklerne, og det var Birgit, den gamle rotte, selvfølgelig helt indforstået med, for uden den klausul ville de få gevaldig mange sagsanlæg på halsen.

312 Hun fandt et glas i Ansgars skab og skænkede den sidste slat vin, fandt en stol, ville lige informere om mødet med Borgmesteren, for han var godt nok blevet bleg, da hun i korte sekvenser havde forelagt de reelle anklager om vanrøgten for ham.

Hun var kommet til med det samme, vanlig goodwill, velvidende han altid skulle stille sig til rådighed for pressen.

Der havde været episoder han gerne ville have været pressens snagen forundt, huskede hans optræden ved et officielt møde, hvor han var kommet til at jokke i det med hans snøvlen under en omtale af byens erhvervsliv.

Han havde indrømmet fadæsen ved de navneombytninger han i oplæsningen var kommet til at jonglere rundt med, og de titler han tildelte dem, men som tilhørte helt andre prominente i byen.

Det havde været Birgit der var ophavsdame til den parodiske kommentar der ugen efter prydede forsiden, og med billedet af ham, hvor han stod og gloede ned i dokumentet, skeløjet uden at fornemme den rette sammenhæng.

Han havde forbandet lægens ordinering af de piller han skulle tage på grund af hans noget turbulente periode lige før kommunevalget, piller der havde gjort ham søvnig i stedet for at muntre ham op.

Det var flere år tilbage, men det blev aldrig glemt, og blev naturligvis parodieret i revyen under Julehalløjet.

Han vidste hun var en strid mokke, vidste aldrig hvor man havde hende, for hun kunne jo være åleglat det ene øjeblik, og så det næste huggede hun bare til.

Det var hvad Birgit præsterede da hun smøg sig ind til 5 minutter i Borgmesterens stramme mødeplan denne mandag, og Birgit startede da også åleglat.

Havde fået hul på anklagen ved at agitere for et møde omkring inkompetence inden for socialforvaltningen, for de var ved at samle materiale om direkte korporlig afstraffet af anbragte børn, og indtil flere endda.

Jo, først var han blevet ligbleg, begyndte så at hakke i det, bedyrede at der ikke var noget smuds hun kunne grave op omkring deres anbringelser, og slet ikke af den karakter som hun var inde over.

Hun havde givet ham lang respit, og så slagtede hun ham. Konfronterede ham med båndbeviserne, og her nikkede hun til Svend mens hun udpenslede Borgmesterens ansigtskulør.

313 Hun havde læst det nedfældede omkring Ejnars mareridt på Langeland op, episoden der var blevet bekræftet af den lægeattest der forelå om skaden på skinnebenet af den mishandlede dreng.

Her undskyldte hun den lille løgn, men mente det virkede plausibelt, for borgmesteren sad stadig uvirksom og lignede en slukøret skoledreng hos rektor.

Så hun mente det var på tide at lade ham komme til sig selv.

Beredte ham på de ville vente med at publicere artiklen, i hvert fald til han havde orienteret sig hos hans embedsmænd.

Hun havde alle detaljerne på bladet, og endda på bånd det mest kompromitterende af det.

Borgmesteren var ved at komme til sig selv, havde da rejst sig og takket hende for den respit han havde fået, og så aftalte de han ville ringe til avisen når han havde fået en redegø- relse fra socialchefen.

Hun havde overladt ham navnene på anbringelses stederne, men selvfølgelig ikke på drengen, for det var hun jo først blevet bekendt med nu.

Men socialchefen måtte jo være vidende om hvem der var løbet fra institutionerne, i hvert fald den hvor Oskar havde gjort en ende på hans egen familie.

Svend havde siddet paralyseret og fulgt Birgits hurtige gennemgang af mødet, var fascineret over hvor hurtigt de var kørt i stilling, og det gav han lige udtryk for.

Han var mødt op i den hensigt at forhøre om der var interesse i at køre sagen i avisen, og det var han jo ikke i tvivl om var tilfældet, som han havde forstået det indtil nu.

Birgit var ikke informeret om det ”hug” Svend havde snakket om, men endnu ikke ville afsløre, det der kunne kompromittere hele socialforvaltningen, hvis de ikke nåede at varetage den åbenlyse opgave.

Hun blev selvfølgelig interesseret af helvede til, men hun kunne heller ikke presse Svend til så meget som at give et lille hint.

Han indprentede dem de måtte vente til næste uge, for den tid ville han godt give dem på socialforvaltningen, men regnede ikke med at de inden da, havde reageret på det livstruende problem det forhåbentlig ikke skulle vise sig at være.

Svend gik lettet derfra med fornemmelsen af at det hele kørte på skinner, så nu var der bare tilbage at få Ejnar hjemsendt til hans mor, for hun fortjente ikke den behandling hun havde været ude for indtil nu.

314 Han tog i centeret, ville bestille deres bord til dem, for det skulle fejres, ventede spændt på hvad Hanne havde at fortælle fra forvaltningen, hvis hun nu havde opsnappet noget om lokalavisens besøg.

315 Afsnit 70 Morgenmødet var igen et rent kaos med Kommunaldirektøren som chef, for Aksel Jørgensen havde meldt sig syg.

Kommunaldirektøren vidste intet om sygdomsforløbet, men lægen havde forbudt Aksel at varetage hans arbejde på nuværende, og de ville få nærmere besked i løbet af ugen.

Kommunaldirektøren overlod nu mødet til den konstituerede souschef, tilkaldte Torben Nielsen, den ældre værdsatte, personalechef for alle ansatte på Rådhuset.

Han takkede for tilliden og forespurgte om der var nogen presserende ting, for ellers ville han overlade dagen til den rutine der plejede at præge mandagen på socialforvaltningen.

Det var jo som regel i weekend det presserende hobede sig op, men det så ud til de var forskånet for de værste sager, ingen der meldte om anmeldte tragedier.

De afbrød mødet og gik hver til sit, uvidende om hvad der var sket med deres chef, men han ville aldrig mere møde på sit arbejde som Socialchef, men det vidste de ikke endnu.

Men hjemme hos Aksel var han bevidst om at det løb var kørt. Færdig og udbrændt med masser af gode arbejdsår tilbage ellers, hvis ikke den forbandede sag var kulmineret med Svend Konradsens indblanding.

Politichef Gorm Frederiksen, Loge brødrene, flere af hans ellers loyale undersåtter på forvaltningen, alle var mod ham.

Efter hans kone havde sygemeldt ham her til morgen, havde han bare siddet og hængt, havde ikke lyst til noget overhovedet.

Han havde indtrængende aftenen før, med gråd i stemmen, overtalt loge bror Sven Walther til et hjemmebesøg, og han havde straks bedt Aksel indtage et par beroligende piller, da han så hvilken sindstilstand Aksel befandt sig i.

Uden han vidste noget om årsagen til forfaldet, havde han også modvilligt udskrevet en recept på stærke nervepiller, men havde advaret Aksel, en 3 gange om dagen du, for de kunne slå en hest ihjel.

Dem måtte konen ned og hente i centeret straks apoteket åbnede ved 9 tiden, og hun havde været om ham, så meget at han til sidst havde snerret af hende og bedt hende om at lade ham være i fred.

Hun havde ladt ham være i fred, og viste hendes fortørnelse ved at tage af sted uden at meddele hvor hun begav sig hen.

Han var flintrende, ville være i fred, og det skulle han også nok få, fred, for glasset var fyldt til mange dage endnu.

316 Han havde besluttet sig, fandt whisky flasken frem fra barskabet, et glas, for man var da kultiveret der i huset.

Imens stod pilleglaset på sofabordet og gloede på ham.

Aksel satte sig i hans bedste stol, hældte dem ud på bordet uden at ænse dem der trillede ned på gulvet, og så begyndte han systematisk at tage fra, en af gangen.

Efter hver pille tog han en slurk af whiskyen til at skylle efter med, fik billedet frem på nethinden af brødrenes besøg, og han hørte for sig deres bebrejdende anklager om hans håndtering af embedsførelse omkring anbringelsen af klienten, drengen Ejnar Jensen.

De var mødt uanmeldt op, sent, og der var dystre miner især fra Manufakturhandler Henning Henriksen.

Han havde budt dem inden for, og konen havde budt på kaffe, men de skulle ikke have noget, heller ikke lidt stærkere sager.

Ydermere havde de bedt om at snakke med ham i enrum, og selv om konen blev lidt pikeret over at blive udeladt i sit eget hjem, forlod hun stuen.

Det var lige før de ikke ville sidde, og da blev han bange for det var noget meget alvorligt.

Det viste det sig jo at være, men inden fik han dem alligevel anbragt, men ingen af dem slappede af.

Henning havde startet med opringningen fra Politimesteren, som jo var menig i logen, og han havde informeret dem om de grave- rende embedsforsømmelser.

De ville ikke ind i konkret hvad forsømmelserne drejede sig om, men nøjedes med at nævne Ejnar Jensen, og så ringede klokkerne jo for Aksels ører.

Aksel var blevet bleg, vidste hvad der nu ville komme, for han havde før været med til at stemme en broder ud, ingen nåde der.

Han forventede heller ikke nogen nåde nu, for de fortsatte, forargedes over han i så betroet en stilling havde negligeret ”mishandlingen” af et barn som var i kommunens varetægt, og under bistandslovens beskyttende vinge

Aksel skulle til at protestere, men Manufakturhandler Henning Henriksen havde stoppet ham med en håndbevægelse, bedt ham om at høre efter.

Der var ingen mulighed for han kunne slippe uden om de facts, embedssvigt de var oplyst om, Gorms indberetning var autentisk og definitiv.

317 Så Manufakturhandleren fortsatte, oplyste ham om at Aksel godt vidste hvilke moralske normer han havde overtrådt med sin svigt omkring anbringelsen, og tilsynet med denne dreng.

Drengen der direkte var blevet korporligt mishandlet af pleje- faren, ham som Aksel havde tilsynspligt med, og som han lod upåagtet trods flere beviselige synlige anmeldte voldsskader.

Aksel burde også være vidende om hvad der hændte med brødre der ikke overholdt de uskrevne moralske spillereglerne.

De regler der var grundlaget for logens stadige popularitet i erhvervslivet i byen, og hvor man ikke tolererede at andre, offentligheden bl.a. fik mulighed for at sætte spørgsmålstegn ved logens berettigelse.

Aksel havde siddet længe og gnasket piller, skyllet ned med hans bedste Whisky, den mange af brødrene havde fået smag for når de havde aflagt ham besøg.

Han var nu så tåget i sine erindringer, at han kun svagt huskede andre vigtigere ting, mens han gnaskede videre.

Men han gad ikke mere hykle for de skindhellige brødre, farisæerne der evig og altid var på dupperne for ikke at overtræde den moral, hykleriske, falske som de var.

Han tog et ordentlig hiv af flasken, for han kunne ikke ramme glasset mere når han skænkede op.

I hans tågede tilstand ledte han forgæves efter flere piller på bordet, erindrede svagt der var røget nogen på gulvet, så han befandt sig nu kravlende rundt på tæppet, søgende de uanselige piller der uigenkendelige lå og lignede farverne i tæppet.

Aksel fornemmede det gled ned over ham og slukkede lyset, og han fandt det bekvemt at blive liggende på det tæppe der altid havde behaget ham.

Der havde han ofte ligget mens hans småunger kravlede rundt på ham, og det var det sidste han registrerede, inden alt gled ud af fokus og forsvandt i en sort tåge.

Det næste han oplevede var lyset, skrigende hvidt, og så kom larmen og han kunde ikke få vejret, for der var en slange i halsen som han prøvede at hive op.

Men det mislykkedes, for han kunne ikke bevæge armene, og først da fandt han ud af at han var spændt fast med remme.

Meget senere fandt han ud af at fruen var kommet hjem, i tide til at rekvirere en ambulance, så nu lå han på den lukkede et eller andet sted og var helt alene.

Aksels tanker var kaotiske, men han huskede han var faldet om på gulvet, men derefter var alting mørke.

318 Fruen var efter turen til apoteket taget fra ham, var slet ikke klar til at følge ham mere, og havde opgivet at leve efter det løfte de ellers havde givet hinanden for nu over 30 år siden.

Gennem livet til døden dem skilte.

Det var hun lige ved at realisere da hun var kommet hjem efter han var dejset om, ikke viste tegn på liv, og hun kunne så let som ingen ting have kørt igen.

Men hun havde fået ondt af ham, og hensynet til børnene vejede tungt, for det ville blive dem der virkelig blev straffet hvis han fik held til at smutte så let fra sit ansvar.

Aftenen før havde hun stået klinet op bag døren til hun havde hørt nok, og da havde hun taget sin beslutning, skilsmissen, den der havde rumsteret et stykke tid her på det sidste.

Hendes bedste veninde, Else, gift med Boghandler Mathiesen, hende hun havde søgt støtte hos, havde frarådet hende en så drastisk beslutning.

Tænk dog på børnene.

Men det var jo netop det hun havde gjort da hun reagerede og rekvirerede ambulancen.

Hun havde allerede pakket en kuffert, klar til at tage til Sjælland, for hun havde tænkt sig at komme til hægterne hos sønnen Richard, ham som var ansat i udenrigsministeriet.

Han havde indvilliget i at hun kom og boede hos dem til Aksel kom i bedring, for hun kunne ikke klare det store tomme hus alene, og så al den sladder hun skulle stå på mål til.

319

Afsnit 71 Johan havde haft drengehjemmet på linjen et par gange, uden at det var lykkedes for ham at få forbindelse til kontoret, for de tog den stadig i køkkenet.

Tredje gang blev han endelig anvist et andet nummer, der viste sig at være Valter Gormsens private.

Han præsenterede sig ikke, da Johan bad om at komme til at snakke med en på kontoret.

Valter fik en reserveret tone på, spurgte hvad han skulle, for der var lukket indtil videre.

Det gjorde jo Journalisten nysgerrig, og for ikke at skræmme Valter, for Johan mente han genkendte stemmen fra båndet, udgav han sig som ansat på forvaltningen, og han havde med regnskaberne at gøre vedrørende anbragte børn.

Det drejede sig om Ejnar Jensen, og han mente ikke de havde fået nogen tilbagemelding omkring ankomsten af drengen, så han ville høre hvordan han skulle stille sig angående plejelønnen.

Johan mente at høre Valter sukke, tænkte han sig mon om, men det gjorde han ikke, for han bad dem sende en check, måden de andre kommuner plejede at afregne på.

Der var en regnskabsdame der havde med administrationen at gøre, og hun tog aldrig telefonen, hvis han var fraværende som netop i dag.

Det var godt nok toppen af frækhed, lade som om Ejnar var der endnu, hvor dum troede han forvaltningen var, at de ikke talte sammen, men det skulle være løgn.

Så mens Valter prøvede at forklare sig ud af afregningen for Ejnar Jensen, fik Johan lige indført om det var muligt at han kunne komme til at snakke med Ejnar, for der var et par ting han godt ville orientere drengen om, nu han var kommet igennem alligevel.

Nu blev Valter reserveret, lod Johan lægge øre til en masse snak om telefontid, og for øvrigt var han i skolestuen nu, og de afbrød aldrig undervisningen midt i timen.

Valter åndede heftigt i røret hørte Johan, så han spillede ud igen og bad nu inderligt om lige at få lov at sakke med drengen, hvis han i det hele taget var tilstede.

Det regnede Johan selvfølgelig med var tilfældet, nu de skulle sende den check, ikke?

Nu krakelerede Valter, undskyldte sig og erkendte han huskede forkert, for nu var klassen pludselig ude på tur i den lokale skov, men han ville informere Ejnar når de kom tilbage, og så 320 ville han lade ham ringe til Johan, hvis han lige ville oplyse hans nummer.

Johan tjekkede båndet i maskinen før han fyrede med skarpt, bad Valter høre ordentlig efter, for han var afsløret i sin løgn.

Ejnar var deserteret for nu mange dage siden, og for øvrigt havde de aflyttet den båndoptagelse Svend havde med fra besøget i sidste uge, og han havde også det med da han stak ham den på skrinet.

I øvrigt var Johan fra lokalavisen i Ejnars hjemkommune, og han takkede mange gange for interviewet.

Det sidste hørte Valter ikke, for han nåede at smække røret på inden.

Johan sad og smågrinede og kalkulerede med at den gode borger, Valter, fortjente en hel artikel, hvor alene båndet fra Svend Konradsen var fyldestgørende.

Han rejste sig og hentede et krus kaffe, efter han havde smækket røret på, og da han kom forbi Ansgars åbne dør, stak han lige ind og gav ham en kort orientering af hans afsløring af Valters løgnehistorie.

Ansgar undrede sig godt nok over den brøler forstanderen havde begået, mens Johan grinede og fortalte han ville gå videre med hende kontordamen, hvis han kunne komme i gennem til hende.

Så han ringede køkkenet op igen, og denne gang fik han lempet sekretærens privat nummer ud af den der havde taget telefonen, og hun tog røret ved første ring.

Det var hende erkendte hun, da Johan havde præsenteret sig, og hun indvilligede i at udtale sig til hans snurrende maskine, da hun hørte Johan havde hørt om den optagelse Svend med følge havde optaget, skjult under besøget.

Det var satans bragede den midaldrende kvinde af, og hun ville vide om Valters øretæve var med, og det var den jo.

Så Johan hørte på den brave sekretær der var stået af ræset der, men allerede havde fået tilsagn om et nyt arbejde.

Så Johan tændte for båndet, lyttede til alle de uregelmæssig- heder hun havde lagt ører og ofte navn til.

Alle de rævekager der var lavet med udlæg der aldrig var købt varer for, men hvor hun alligevel havde bogført dem som udgifter, med tanke om den skat der kunne spares der.

Utallige gange havde hun brokket sig over den direkte svindel der foregik, men hvor hun havde resigneret, for hvis ikke hun bestred det arbejde, fik han nok et andet fjols til det.

321 Johan fik lige indført at Valter havde bedt ham sende checken for Ejnar, så hun brød ud i skoggerlatter, og fik grinende indført det var stodderen i en nøddeskal.

Johan indså der var rieligt kød på den historie, så han takkede fruen for hendes oprigtighed og lagde på.

Der var frokost hørte han på porselænet der skramlede, båret ind af Sonja, så han gik i køkkenet og hentede sin madpakke og satte sig som den første.

Han havde besluttet at lave artiklen om drengehjemmet, dem der åbenbart mishandlede børnene, og det uden han vidste noget om fra hvilke kommuner de var anbragt.

Men udgangspunktet ville jo i alle tilfælde blive sagen om Ejnar Jensen, hvor hans hjemkommunes svigt var til at tage og føle på, og det ville være det bærende i artiklen.

De andre dumpede ind en efter en, og der var ingen tvivl om hvad der var gang i, for Birgit fik et kort briefing fra dem alle nu hun var tilbage fra byen.

Johan gav kun et kort referat af samtalen med Valter Gormsen og sekretæren, og fik grønt lys til sin artikel til morgen dagens udgave.

Birgit orienterede om hendes artikel der måtte vente til næste onsdag, for der manglede en del enkeltheder, bl.a. det om den bombe Svend havde lovet ville springe.

Det var en tilfreds personalegruppe der ved fyraften lagde dagens noget anderledes arbejdsopgaver fra sig, slukkede for lyset i de respektive kontorer, og tog hjem.

Men alle var enige om at de ventede spændt på den nødvendige afsløring, den som Svend Konradsen havde orienteret om, den som var nødvendig for at de kunne afsløre alle detaljerne i sagen om Ejnar Jensen.

De havde forgæves prøvet at gætte på hvad det mon kunne indeholde af kompromitterende oplysninger, men ingen havde været inde over Svends es, det han var bevidst om han havde i ærmet.

Og med de tanker der stadig kredsede om det ukendte de var ivrige for at finde ud af, sagde de god aften til hinanden og gik hver til sit i den halvmørke eftermiddag, for der var mørke skyer på vej, og de havde lovede regn og rusk.

Hvor der også snart ville blive rusket op var på socialfor- valtningen, men de vidste det ikke endnu.

322 Afsnit 72 Næste morgen, tirsdag, var der vild opstandelse på rådhuset, rygter, men ingen vidste noget konkret, da det hele var startet med en halv vind.

Men en oplysning var stadfæstet, nemlig den at Socialinspek- tøren jo var blevet sygemeldt allerede dagen før, uden nogen vidste noget konkret.

Elly Thorsen kom med det nærmeste, nemlig hypotesen om dårlige nerver, for hendes mand havde hørt at 2 fra Logen, brødrene altså der havde besøgt Aksel Jørgensen fredag aften.

Hendes mand havde haft kunden der også berettede om besøget af lægen endnu senere, og lige før han var blevet rekvireret, havde hun fra køkkenvinduet fulgt loge brødrene tage derfra i et noget dystert humør.

Og Aksel havde ikke engang været ude og byde sine gæster på vej, hvad var uhørt i de kredse.

Elly kunne endvidere fortælle hendes mand var informeret om at der var ankommet en ambulance til huset ved 1o tiden søndag, og inden den var observeret, havde Aksels hustru forladt huset, først i et kvarters tid, men var så kommet tilbage med en pose i hånden.

Fruen var umiddelbart efter kørt derfra igen, næsten med hjulspind, og Aksel havde ikke været synlig på noget tidspunkt.

Kunden var hjemmegående, havde åbenbart ikke andet at tage sig til end at holde øje med naboerne, men Elly bedyrede at hendes mand havde fået korrekte oplysninger, for kunden var ikke en der ellers gik med løse rygter.

Det med ambulancen tydede da på noget mere end snotnæse, men det var det nærmeste de opsnappede i deres ihærdige forsøg på at få hul på mysteriet.

Sladderen blev spredt ved morgenkaffen der blev indtaget i kantinen før arbejdstids begyndelse, men senere fik rygterne mere kød på, tog en drejning ingen var klar over hvor bar hen endnu.

På socialforvaltningen var der lagt op til morgenmødet, for der var sager der skulle koordineres, og Hanne havde en stak papirer med i favnen, da hun stødte ind i den unge Ole Henriksen, nylig udklækket fra seminariet, og lige tiltrådt.

Hun havde lagt mærke til han altid sad og skrev ned, selv når andre kolleger blev sat på de opgaver der blev uddelegeret.

323 Hun havde en overgang tiltroet ham han holdt øje med kolle- gernes arbejdsindsats, tilskrev ham at ”snage” på computeren for at se hvad der var nedfældet på journalerne, fuldstændig som hun selv var begyndt på.

Men det viste sig han kommunikerede med en seminarieven i Horsens, udvekslede erfaring i hvor progressive de var i hver deres socialforvaltning, og det var jo meget harmløst.

Hun havde gennemlæst den sidste side i hans søgning, en dag hvor døren stod åben, en sag hun ville snakke med ham om, men han var der ikke.

Hun havde lusket sig til at læse siden det drejede sig om, differensen på tilskud til unge gravide under 18 år, de 2 kommuner i mellem, så kriminelt?

Hun fik mere sympati for hans engagement, huskede hendes egen entusiasme da hun i starten ville det hele, men til sidst måtte give op i junglen af restriktioner, dem som forhindrede en i at udføre arbejdet efter bistandslovens bogstav.

Som regel var det et spørgsmål om økonomi, hvor indsatsen kunne hjælpe en klient her og nu med et kontakt beløb, hjælp til den ofte urimelig store husleje.

Eller en ung der mistede lønudbetaling under sygdom, hvor det ikke blev dækket af sygedagpenge.

Eller fagforeningskontingentet som var blevet misligholdt.

Det var altid på morgenmøderne Aksel skulle blamere en for ”misbruget” af resurserne, som han plejede at udlægge det.

Og så frydede det ham at så splid kollegerne i mellem, bl.a. ved at give den udskældte skylden for at andre blev skåret i deres bevillinger.

Men her til morgen var der ingen der fik smæk over fingrene, som når Aksel plejede at håne den formastelige, for det var stadig Kommunaldirektøren der kun informerede dem om Aksels fravær, og som dagen før henstillede dem til at arbejde efter bogen.

Han kom også lige ind over om der var indvarslet akutte sager der skulle diskuteres i panelet, det som blev indkaldt i krise tilfælde, men det skulle være ren rutine som dagen før.

Han bød dem en god morgen og forlod forsamlingen, der i små grupper gik hver til sit.

Hanne holdt sig lidt tilbage, ville have en snak med Ole om Ejnars nye opholdssted, som jo ved et tilfælde havde vist sig at være vellykket.

Aksel havde kun haft til hensigt at anbringe Ejnar et sted han ikke kunne stikke af fra, og det forhindrede øen jo var næsten umuligt.

324 Hun havde også til hensigt at forhøre sig om hvordan Ole ville stille sig til den rapport hun var i gang med at skrive, den hvor hun indstillede hendes chef til et tjenstlig forhør, for hendes indsigt var jo dokumenteret gennem Svends båndede afsløringer.

Den skulle stiles til Socialstyrelsen, gennem Amtet, dem der tog sig af graverende fejl i beslutninger lige netop som i Ejnars tilfælde.

Hun ventede i den lange gang der forbandt ”hundehusene”, det som de kaldte deres små aflukker indbyrdes, og da hun var sikker på han var alene, bankede hun let på den åbne dør.

Han blev umiddelbar overrasket, men bad hende sidde i den eneste stol der var udover deres egen drejestol.

Hanne lukkede døren inden, undskyldte sig, men hun havde noget vigtigt at snakke med ham om, lukkede op for sluserne, og den fik ikke for lidt.

Hun fremlagde alt om hendes engagement med Svend Konradsen, lagde det frem han kunne tåle at høre, men udelod selvfølgelig om sengeoplevelserne med hendes mandfolk.

Men hun glemte ikke deres besøg på drengehjemmet ved Ry, for- talte om Ejnars flugt som hun jo havde første hånds oplysning om, direkte fra kilden.

Men det var kun indgangen til hendes egentlig ærinde, og her bad hun ham om fuldstændig fortrolighed, for det måtte ikke komme ud endnu.

Nu redegjorde hun så for de planer hun havde omkring rapporten hun var i gang med, ville have hans ærlige svar på om han troede hun ville stå helt alene, når hun havde i sinde at fremlægge den for gruppen på næste mandagsmøde.

Der håbede hun selvfølgelig Aksel ville være tilbage, så kunne han selv overhøre hende fremlæggelse af, rapporten til Social styrelsen.

Hun havde talt lavt som var hun bekendt med mulige lyttere bag døren, mens Ole intenst havde lyttet, kun fokuserende på hendes ansigt.

Men nu hun tav, fandt han et chartek frem fra hans nederste skuffe, viste hende omslaget der med store bogstaver viste.

RAPPORT OM FEJLANBRINGELSER AF 12 ÅRIG DRENG. Hun blev enormt overrasket, fandt hans lidt frimodige grimasse velplaceret, og smilede selv befriet til ham.

325 Han indrømmede han havde været ved at indvie hende i hans nødvendige engagement, men ville vente til hele sagen var behandlet, og han ventede på første rapport fra Fanø.

Hans håb havde været at det ikke blev nødvendigt at advisere socialstyrelsen, men allerede efter den første anbringelse, den hvor Hanne selv havde besøgt familien på Langeland, vidste han det blev endnu vigtigere at følge sagen til torvs.

Der var ikke andet for Hanne at gøre efter den tillidserklæ- ring hun havde fået fra Ole, end at fortælle at Svend havde et par skjulte esser i ærmet.

Det var alt hun vidste om det, for han havde været konsekvent og ville ikke engang indvie hende i det.

Svend mente nemlig der absolut ikke måtte sive noget ud før svigtet kunne dokumenteres, hvad det så end var for et svigt.

Han indrømmede at han var lige så spændt som han fornemmede Svend var, for der havde Svend fat om nosserne på de ansvarlige, men han ville heller ikke ud med hvad han troede Svend havde i tankerne.

Hanne havde fået så meget sympati for hendes kollega at hun inviterede ham til middag om aftenen, havde jo tænkt sig at invitere Svend og så kunne de lægge en fælles slagplan.

De to konspiratoriske kolleger var frimodige da de skiltes, og de aftalte at mødes i centeret.

Det første Hanne gjorde da hun var tilbage på hendes pind, var at slå nummeret op på den Italienske, ringede og bestille deres bord, nr. 4, og så kunne hun altid ringe Svend op når han havde fået sin morfar.

Hun fik hurtigt skrevet de 2 rapporter færdig, dem der skulle være klar til morgenmødet onsdag, ordnede et par aftaler over telefonen, og så besluttet hun at tage hjem og slappe af resten af dagen.

326 Afsnit 73 Svend var lige stået op, gjorde sig klar til at gå i centeret og købe lidt ind til køleskabet, og da han ingen aftaler havde for aftenen kunne han jo gøre som han lystede.

Han vidste Eriks forældre var på dagvagt ugen ud, og de havde den faste aftale, at han kun kom de aftener hvor de var på arbejde.

Han var ikke meget for det, men siden Ejnar havde antastet ham i centeret den famøse dag, og hvor han havde oplevet drengens hunger for kontakt med netop ham, så var han faldet for den spontanitet drengene lagde for døren når de skulle have deres naturlige nysgerrighed for sex dækket.

Han mente selv han havde fornuften med i de forhold han havde indlevet sig i, med den klausul at der skulle være plads til andet end den vandrette ekserceren, og det syntes han var lykkedes til fulde.

Han skulle lige til at lukke sig ud, da telefonen ringede, blev glædelig overrasket da Hanne manifesterede sig i den anden ende af røret, og sagde straks ja tak til invitationen. Hun kom ikke ind over at kollegaen Ole ville deltage, men det havde ikke ændret hans glæde ved hendes omtanke for ham, for den skønne kvinde havde helt bjergtaget ham da hun første gang havde ”voldtaget” ham.

Så Svend opgav centeret, fik gang i rengøring af hytten, for der trængte havde han bemærket i går, da solen havde afsløret hvor støvet havde lagt sig.

Han var spændt på hvad Hanne havde at berette, for det var nærliggende hun havde nyt om Aksel, nu hun disponerede med middagen.

De havde valgt en nogenlunde kontaktplan hvis der opstod en akut situation hvor de skulle i hurtig kontakt med hinanden, men det tydede det ikke på her, for så havde det været her og nu og noget forjaget som forleden.

Men han var spændt alligevel, for sammen med hende var det altid en fornøjelse, og han glædede sig bare til de kunne være sammen.

Han var der før tiden, men det var jo ikke den smalrøvede der servicerede dem som førhen, for han var stukket af til Århus i hud og hast.

Svend havde al sympati med den iltre liderlige Italiener han jo havde haft på langs i sin dobbeltseng indtil flere gange, og han havde da udvekslet adrs. og telefonnumre med håb om et besøg i Århus på et tidspunkt.

327 I stedet var der kommet et ældre drys der straks protesterede da Svend lidt før 6 satte sig ved bordet, hvor han bestilte en stor karaffel husets rødvin.

Svend satte ham på plads, orienterede om han vidste hvem der havde bestilt bordet, og så blev der selvfølgelig glattet ud, men uden et smil fra den gamle tørvetriller.

Ole arriverede, blev henvist til Svends bord, og de kom hurtigt i snak, da de fandt ud af deres fælles arrangement omkring Ejnar.

Midt i udleveringen af personlige data om dem selv, kom Hanne heldigvis og afbrød dem, for de var blevet noget højrøstede.

Det blev de også senere, efter der blev bestilt mere vin, for på et tidspunkt spurgte Ole om hvad der skjulte sig bag den hemmelighed, det der først kunne afsløres engang i næste uge.

Selv i den tilstand svend var i, løssluppen, var der ikke noget at komme efter, men da Ole lænede sig over og hviskede Svend noget i det ene øre, uhørligt, endda af flere omgange, smilede Svend bare og nikkede.

Hanne ville også være med, men fik en kold skulder af dem begge, og Ole fik konspiratorisk tilføjet at det var en bombe der ville give genlyd lang tid fremover, og sikkert kræve personaleudskiftning helt oppe i toppen.

Hanne forstod ikke at det ene ord Ole havde nået at hviske, kunne være den bombe der ville ændre historien, men hun måtte altså styre sin nysgerrighed.

Alligevel prøvede hun at komme i gennem det panser af mandehørm der omgav de to, dem der først lige havde mødt hinanden, men som ikke havde svært ved at være i hinandens selskab.

Det udviklede sig da de var færdige med de 2 karafler rødvin, hvor Svend næsten glemte at han skulle have sin nattesøvn, men også vidste at han sagtens kunne klare sig med et par timer en gang imellem.

Ved 8 tiden inviterede Svend dem med hjem, for Ole ville godt høre de bånd Svend havde optaget, men Helle undslog sig.

Udenfor var hun så tæt på Svend da de skiltes, at han tog om hende og gav hende et rigtigt trutkys, og hun viste ham hun var glad for hans omsorg.

Ole var interesseret i hvor godt de kendte hinanden, men Svend slog det hen og forklarede det som et godt venskab, opstået på grund af deres arbejde omkring Ejnar som skulle have den bedste omsorg, den kommunen tydeligvis havde bevist de ikke magtede at give ham.

De var gået bagom blokkede, gik i det mørke område ved bold328

banerne, og Ole havde uden at være bevidst om det, lænet sig lidt op ad Svend som havde lagt en arm om taljen på ham.

De fik ikke rettet op på den sammenfiltring før Svend skulle låse sig ind, men da de var inde og Svend fik hul på en flaske vin, ville Ole vide om Svend var bøsse, for han fornemmede en vis attitude.

Svend svarede ikke men gik i køkkenet og hentede glas, men Ole fulgte med og pludselig stod de og kærtegnede hinanden, to der lige var mødtes, men som åbenbart havde fået sympati nok til at gå i klinch.

Men Svend ville ikke noget voldsomt, så han bad Ole sætte sig ind efter de lige havde kysset, sporadisk, for det var lige tidligt nok, mente Svend uden han slap grebet i den ivrige nybegynder.

Ole var ikke stødt, men ville vide om han havde opfattet signalerne forkert, men de var reelle nok fik Svend forklaret.

Men han ville godt vente til han ikke skulle op kl. 3, hvad Ole ikke vidste en døjt om, så han undskyldte.

Svend tog varsomt om Ole der aldrig havde været bevidst om han ville blive ophidset af at sidde ved siden af en mand, men han hørte efter, grinede da den Pædagogiske konsulent plat antog at Svend havde haft et seksuelt forhold til Ejnar.

Ole var ikke mere ophidset end han kommenterede forhøret som han mente det tangerede, og nu var han meget interesseret i også at høre det andet fra drengehjemmet, for det var mere kriminelt det der havde foregået der, som han nu havde hørt det fra Hanne.

Da det var slut foreslog Svend at Ole fik soveplads, men uden lir, for Svend skulle altså nå at sove rødvinen ud, ville ikke stoppes med sprut i blodet.

Det blev en stille senge hygge de nåede at opleve, for Ole fik alligevel orgasme på et splitsekund da de havde lagt sig, for Svend tog fat om hans erektion og masturberede ham til en hurtig plasker.

Han bad Ole om ikke at begynde med ham, for han ville som sagt godt vente til der var bedre tid, en fredag måske, og så tørrede han op efter Oles heftige ejakulering.

Uret var stillet, 5 timer kunne det blive til, og Ole var allerede væk.

Svend erkendte han havde fået en lille amatør til, en han var nød til at tage sig lidt af, og Ole reagerede da han mærkede Svends varme læber kysse ham let på hans kind.

329 Afsnit 74 Ejnar var godt i gang med at integrere sig på Fanø, havde fået en ven for livet i Henrik som han var kommet i klasse med, og de læste lektier sammen når de var tilbage på hjemmet.

Niels Hobart havde erkendt at de var uadskillelige, men Ejnar havde alligevel overskud til at lære de andre drenge at kende, i sær de små.

De var også glade for ham, benyttede ham meget når de sad sammen om lektierne, og han var også afholdt af de to madammer, især gamle Dagmar der var med til at holde det værste skidt fra deres værelser.

De store drenge skulle selv holde deres, rydde rimeligt op inden sengetid, og det var Ejnar også god til.

Han havde en aften ved sengetid fortalt han havde øvet sig i at finde sine ting i mørke, så de var jo nød til at ligge det samme sted, altid.

Det var jo ikke sådan at han var pertentlig, manisk, men Niels havde lagt mærke til han gjorde det automatisk, selv når han havde travlt, men hvor han alligevel nåede det hele.

Niels Hubert havde også observeret de to, Ejnar og Henrik, og tiltroede dem at havde mere end et almindelig venskab at tage vare på.

Havde set deres små kærtegn de gav hinanden selv når de sad med de andre, og nu Henrik havde eneværelse, var det ofte Ejnar viste sig lidt konfus, rød i hovedet som efter en god lang løbetur.

Han havde diskuteret det med Allan, en af de unge medhjælpere, som havde samme oplevelse, så han syntes de skulle gøre det nemmere for dem.

I stedet for de skulle gå og skjule det, hvis de var kærester, besluttede de at tilbyde dem at flytte sammen.

Så om tirsdagen inden de skulle i seng, fik han fat i Ole, Ejnars værelse ven, foreslog ham han fik værelset alene, for Ejnar ville godt flytte sammen med Henrik.

Ole var fyr og flamme, ikke at han var ked af at dele med Ejnar, men at få sit helt egen, det var toppen.

Nu var Niels jo nød til at orientere de to sprællemænd, kaldte dem til sig da de havde fået nattøj på, og så forelagde han tilbuddet.

Fortalte lige ud at de godt vidste de var lidt ”kærester”, og havde brug for at få deres egen, så hvis de ville kunne de flytte sammen.

330 De blev lidt flove lige da de blev kald ”kærester”, men da de fandt ud af at det var helt legalt at de sov sammen og dyrkede sex, accepterede de uden blusel.

Det endte med de stod og holdt hinanden i hånden inden de skiltes og gik hver til sidst, men allerede næste dag lavede de rokeringen, og det lod til det blev godtaget af de 3 store der ikke havde været involveret i rokaden.

Der blev snakket lidt dagen efter hvor Niels overhørte to af de små 7-8 årige, der stod og fundere på om det var rigtigt at Ejnar og Henrik var kærester, nu de var flyttet sammen.

De afbrød da de opdagede Niels stod og fulgte med, så han brød ind i deres forundring og gjorde dem opmærksom på at de jo også boede med en anden, som de var venner med.

Men der protesterede lille Allan, for de var jo ikke kærester, hvad det så ellers var for en størrelse.

Niels var nød til at følge den op, fortalte at når man kom i den alder de to store havde, så fik man andre lyster end de små havde når de var sammen, og dem skulle de hav lov til at have for dem selv.

Han havde krøllet dem i håret som han havde for vane, i sær når han var færdig med hans præken, og det lod til de havde fanget pointen, for de gik derfra med armen om skuldrene på hinanden.

Niels havde ofte været ude for drenge der havde lyst til at eksperimentere med hinanden, og hans erfaring var at det ikke nødvendigvis førte til en homoseksuel livsstil som voksen, i sær ikke hvis man lod dem gennemleve forløbet.

Han havde tidligere da han var ung medarbejder, igen og igen diskuteret det med hans overordnede på de store opdragelses anstalterne han havde arbejdet på, for sådan hed de den gang, opdragelsesanstalter.

Han var blevet klandret for sin holdning, mens han havde set drenge gå ned psykisk, i sær når de i uhumske omgivelser havde givet sig hen til hinanden, udfoldet deres seksuelle lyster, lysskyt.

Og når de så blev opdaget, for det blev de altid, opdaget så blev de straffet, tæsket, hånet og altid bespottet af de andre drenge.

Og værre endnu, også af sadisterne, de voksne, og dem havde der været mange af da han havde været ny i faget.

Han var stadig af den overbevisning, at hvis man behandlede børn som det de var, eksperimenterende, så vilde de ikke opføre sig som vilde dyr der kæmpede for overlevelse, møvede 331 andre ned i skidtet, dem der ikke havde mod eller turde sige fra, og så var der kun en vej for dem, overgivelsen.

De andre var en del af hierarkiet, dem der styrede, eller underlagde sig, men uanset hvor de befandt sig i det spil der hed overlevelse, så fandt de aldrig sandheden, og de var alle tabere.

Hvor havde han ofte set nederlaget hos en ussel dreng, stå og modtage forhånelse, bede ydmygt med deres dådyrøjne.

Bede om tilgivelse for ting de havde gjort, ting de vidste var forbudte men som alligevel drev dem ud i fortabelsen.

Når de voksne så havde hånet de stakkels drenge, ned i det sorteste helvede, viste de sig som endnu større forbrydere. Tiltvang sig friheden til fysisk at voldtage de samme usle, forhutlede drenge, som de så brutalt fornøjede sig med i deres tro på at magten var legitim.

Han havde efter utallige episoder hvor voksne havde pint stak- lerne, siddet og grædt med de selvsamme børn, et eller andet sted langt fra de andres overvågning.

Men han havde kun haft hans egen afmagt at tilbyde dem, og bare tanken om at melde de brutale medarbejdere for vold, voldtægt, psykisk terror, var en by i Rusland.

Nu var han her, og han var faldet til ro, havde aldrig slået et barn, endsige skældt dem ud, for han vidste at kærligheden, forståelsen, og ikke at forglemme tilgivelsen, var den eneste vej til at lære at gebærde sig i samfundet.

Han så for sig hvad der var sket i hans unge dage, hvis han havde accepteret at to drenge viste de elskede hinanden. Endda opfordret dem til at vise deres omgivelser at de gjorde det.

Så var han blevet straffet, helt sikkert betegnet som pervers og fyret på gråt papir.

Niels blev afbrudt i hans tilbageblik om en tid hvor man opfostrede forbryderspirer, børn man blev betalt for at tage vare på, og nu stod lille Orla på 6 og græd fordi han ikke kunne finde hans ene sko.

Så Niels gjorde det han var blevet forhindret i alle de år, tog Orla i hånden og fandt hans sko, under sengen, og da han glad fik humøret tilbage, ville han puttes det lille kræ.

Hubert gjorde det han heller aldrig havde turdet førhen, gav drengen et knus, og dem fik Orla mange i dagens løb, for de brave matroner i køkkenet var heller ikke karrige med at give fra sig.

332 Niels gik runden, fandt ingen fortabte drenge i hans flok, og alle steder var der en summen af forventning, for der var fest i Nordby lørdag, hvor de drenge der havde hjemme weekend havde droppet den, de få der havde noget de kunne kalde hjem uden for basen der.

Ejnar havde ytret noget om han også ville blive, ham som for ikke så mange dage siden var løbet fra to anbringelser, han ville nu droppe friheden, en hel weekend til fordel for en fest han ikke engang vidste hvad egentlig var for noget gøgl.

Niels huskede Ejnar på han skulle ringe afbud til hans værge, for det havde jo været meningen han skulle hjem lige som sidste uge.

Hvor var han bare blomstret op den dreng, ham der havde været så meget i gennem, ham som kommunen havde sendt over til Niels for at straffe ham, kun fordi han ikke fysisk kunne rende fra Øen.

Nu var han ikke til at jage ud af huset, havde ikke accepteret han hørte til de kasteløse, dem man kunne jonglere rundt med i systemet.

Nu var det hans opgave at hindre Ejnar kom ud for flere af den slags svigt.

Han havde lige Henriks journal i tankerne, ham der kom til dem, stækket af angst for hvad han igen skulle i gennem.

Han havde ikke været mere end 8 år, var bagefter i skolen, havde været i 4 plejeanbringelser efter han var på spædbørne- hjemmet til han skrigende blev anbragt hos et religiøst par.

Men den dreng var også vokset, havde taget livet til sig efter han første gang, skræmt, havde taget i mod et kram inden han skulle sove.

Ham der altid havde forsøgt at beskytte sig så snart han så skyggen af en hånd på vej med en afstraffelse.

Han havde på ingen tid lært at tage imod, og kunne nu selv give fra sig, lige som Ejnar var et godt bevis på.

Niels havde endt runden og begav sig mod fællesstuen hvor nattevagten, og hvem der ellers var tilbage, altid fik en dram til kaffen inden lyset blev dæmpet.

Der var altid et vågeblus tændt så en forvildet sjæl sikkert kunne komme på toilettet, eller vække nattevagten hvis de havde haft mareridt.

Det havde for mange gange været et tilbageværende chok for Niels at opleve, høre en purk på 5 – 6 år skrige af angst over en uhyggelig oplevelse der ikke ville slippe deres ubevidsthed, og hvor gråden var utrøstelig.

333 Men også det var de kommet over, ofte med samtale terapi, og hvor de med de små legede uhyret væk uden at dræbe det, for det var jo ikke så slemt alligevel, uhyret, for det var også bange og skulle trøstes.

Niels havde oplevet Verner, hvad var han? 8, som pissede i sengen hver nat i starten, troede han skulle drukne, og så fossede vandet bare ud.

Han havde været en svær nød at knække, men det lykkedes efter Niels havde lokket ham med ned til stranden.

I starten ville han ikke engang soppe, skreg mens Hubert havde holdt ham fast i hånden.

Efter 2 måneder var han ikke vandskræk mere, ville selv ned til vandkanten og lege ved bølgerne, og senere begyndte han at svømme, og var ikke til at få med hjem når de skulle de få minutter op til huset.

Og det bedste af det hele var han ikke pissede i sengen mere, for nu druknede han jo ikke.

Han sad salig, stadig dagdrømmende da Else, matronen fra køkkenet kom med deres kaffepunch, småsnakkende med sig selv som hun nu plejede.

Hun havde været en uvurderlig matrone lige fra den første dag hun betrådte huset med sin store kurvekuffert.

Niels var lige startet, havde fået ansættelsen som forstander på det der dengang hed, opfostringshjemmet.

Organisationen var missionsk, noget Hubert aldrig havde taget særligt alvorligt, men de sang da, eller skrålede engang i mellem.

Matronen blev antaget uden Niels vidste af det, men han havde aldrig fortrudt det en dag da hun begyndte at husere, for hun knuselskede de unger, fik på ingen tid tjek på drengenes tøj, og lærde dem alt om at rydde op og selv ordne værelserne.

Og Niels der næsten aldrig havde haft rigtigt med kvindfolk at gøre førhen, altså som ægte hustru og al det pjat, var faldet pladask for den barmfagre Matrone.

De havde indledt et forhold, og det stod da på endnu, men nu noget neddroslet.

Det var alt sammen 30 år siden det startede, og de var blevet enige om at slutte deres arbejde der, og så længe de kunne, ville de gøre alt hvad der stod i deres magt for at retlede de forvildede sjæle de stadig fik i deres varetægt.

334 Afsnit 75 Svend vågende lidt groggy, var lidt loren omkring hvad dag det var, om han skulle på arbejde, men så huskede han på at han dagen før havde glædet sig til Ejnar kom med rutebilen fra Grindsted som sidste fredag.

Han havde forgæves stået og set bussen tømmes, men han havde ikke vist sig, så han var gået hjem, var dårlig nok kommet inden for døren før telefonen ringede, og der var han så i rører.

Han var noget brødebetynget, ked af det, men han havde altså ringet flere gange, forgæves, og han ville undskylde han ikke kom, men de havde en stor byfest, hvor skolen havde et arran- gement i festteltet, høst gildet kaldte de det, og Ejnar var ved at klods i hans hurtige forklaring.

Svend blev glad da han hørte han ikke ville hjem, følte dog et lille jag af jalousi alligevel, men vidste inderst inde han var enorm glad for den nye Ejnar.

Han snakkede bare løs om hvad teaterstykket handlede om, det de skulle optræde med for hele byen.

Det var lidt af et mirakel at tingene var faldet på plads så hurtigt, følte Ejnars glæde ved at finde sig til rette selv på et børnehjem.

Ejnar snakkede videre og Svend hørte da efter, brød ind og kommenterede de rigtige steder, men nu skulle Ejnar af sted, for de skulle øve for sidste gang på skolen, og han var ellevild da han trutkyssede og lavede lyde, inden han lagde på.

Svend nåede at give udtryk for han var glad på Ejnars vegne, hvad han også var, men den jalousi hang alligevel og nagede, uden han dog tog sig af det.

Svend erkendte det var fredag, skulle ikke noget presserende, så han gassede sig og var klar til at tage en slapper.

Hanne var på besøg hos noget familie i Århus, med toget, for det var ikke til at finde rundt i indre by, og slet ikke til at finde en parkeringsplads.

Hun havde været på dupperne hele ugen.

Havde fundet Ejnars fars biologiske adresse i København, for hun huskede Ejnars søgen havde båret frugt i Islev hos det transportfirma, Danmark et eller andet.

Så hun havde ringet, opgivet sig som det hun var, men med et noget andet ærinde, mest for at legalisere hendes ærinde over for den venlige kontordame.

335

Hun huskede drengen, ham der havde spurgt efter Anders Jensen, men hun havde ikke kunnet kontakte ham, for drengen var jo ikke kommet tilbage dagen efter, og han havde heller ikke opgivet en adresse.

Men nu var det altså vigtigt at de fandt faderen, for hans fraskilte kone var kommet alvorligt til skade, og drengen havde nedtrygt spurgt efter hans far, igen.

Kvinden i den anden ende sukkede, forbarmede sig, dykkede ned og fandt hvad Hanne skulle bruge for at skabe kontakt til Anders Jensen.

Sekretæren gjorde samtidig Hanne bekendt med at chaufføren var i udlandet med et læs møbler, og sikkert først var tilbage næste uge, mandag tidligst.

Hanne takkede, lagde på og brugte forvaltningens maskine til at formulere en let skrivelse, hvori hun kort forklarede om Ejnars situation og sluttede af med at formålet ikke var han skulle tage sig af Ejnar.

Fortalte lidt om hvad Ejnar havde været i gennem, og at han kun var interesseret i at komme i kontakt med ham uden krav om videre omsorg.

Hun gennemlæste og godkendte hendes noget kliniske skriveri, men sådan var det jo når jobbet smittede af.

Svend erindrede Hannes oprigtige glæde da hun fortalte om heldet med opsøgningen, hvor Hanne udtrykkeligt havde for- klaret at Ejnar ikke var informeret endnu, men hun håbede da at høre fra faderen.

De havde ligget i sengen efter en heftig omgang hurtig pul, og han indrømmede han var ved at blive afhængig af hendes iltre ”voldtægt”, det som de stadig kaldte det, da hun bagefter havde gengivet hendes held i København.

De huskede begge Ejnars snak om hans besøg i Islev, og at han var ked af han ikke kom dagen efter og fulgte op på det.

Men nu var bunden lagt, og det var bare og vente, mens hun havde haft gang i andre projekter.

Helt uden for hendes regi var hun jo gået i Ejnars journal for at finde navnet på hans far, og mens hun søgte det, havde hun fikset alle data på hans mor, lægen, de andre der havde været involveret, også psykiateren.

Hun havde også systematisk fundet frem til at moderen var blevet glemt, gemt af vejen på daglig dope, psykofarmaka som var dræbende for al anden aktivitet end passiviteten, og hvor man langsomt miste grebet i dagligdagen, og man glemte forpligtelserne omkring sig.

336 Nu var det så hendes hensigt, når hendes chef kom tilbage hvis det altså skete, for der gik mærkelige rygter om indlæggelse på den psykiatriske afdeling på Skejby hospital i Århus.

Men hun ville altså sætte gang i en revurdering af moderens reelle psykiske tilstand, og anbefale en nedtrapning, for Ejnar skulle hjem igen, det var de begge opsatte på.

Svend havde krammet hende, og hun blev igen aktiv og fik liv i hans manddom og besteg ham, moslede løs og sugede mere kraft ud af hans magtesløse modstand, som efterhånden ikke var så magtesløs mere.

Erik havde også meldt fra, skulle med en flok fra klassen til Horsens og møde et tilsvarende hold fra holdboldsklubben, og de blev der efter kampen, så han havde fri til egen disposi- tion.

Der var et farligt leben i centeret, og i restauranten var der kun få pladser ved bordene, men han kneb sig ned hvor der sad en familie med to veldresserede drenge på Ejnars alder.

Han kom i snak med forældrene, sammenlignede den mindste med Ejnar, og kunne ikke lade være lige at nævne han kendte en på samme alder.

Det viste sig de kendte Ejnar fra skolen, for han havde gået i parallelklassen til den største, men havde spillet fodbold på samme hold.

Det var et godt initiativ Svend havde taget, for han var sulten, og da han havde siddet en time var han klar over han havde fået valuta for pengene.

Så han bøvsede af og afregnede. gik i brugsen, fik sine indkøb ordnet, og på vejen hjem fik han øje på Ole, hans nye erobring.

Han råbte ham an, og de fulgtes hvor Ole undervejs ikke var bleg for at indrømme han havde tænkt meget på den oplevelse fra forleden.

Han havde i sin rødvinsrus lagt krop til den behagelige tur i Svends professionelle introduktion i homo sex, og det var første gang han havde lagt krop til mandesex.

Og ikke nok med det, så var han overladt til sig selv bag- efter, for han var jo vågnet op helt alene i en fremmed seng.

Han nåede at fortælle det var gået ham lidt på ikke at huske meget fra natten, men det kunne Svend så orientere om, og beroligede ham med der ikke var sket andet end at han havde fået en hurtig blød spiller, hjulpet på vej af den professio- nelle, som han nu bedømte sig selv som.

337 Ole ville vide om Svend havde fået noget ud af det, hvad han indrømmede havde været tilfældet, nemlig fred til at sove lidt bagefter, for han skulle jo op klokken røv og nøgler.

Og det med at få noget ud af det, så var han da ikke bleg for at tage revanche hvis der var noget Ole ikke havde fået helt på det rene sidst.

Ole gik lidt i stå, og først da de var ved opgangen fik han forklaret hvorfor han reelt var kommet på de kanter.

Sagen var den at han havde hørt nyt om hans Chef, Social inspektøren, og det var ren dynamit.

Svend låste dem ind, satte kaffe over, fandt den kanelstang han havde investeret i, og så ville han godt høre hvad det var for rygter Ole havde hørt.

Det var en veninde til hans kæreste, her stoppede Ole, grinede lidt flovt men fortsatte så, hans tidligere kæreste.

Hun havde fundet ud af hvor han havde sovet forleden, men hun troede ikke på det var Svend der boede der, alene, sååe.

Svend afbrød ham, lurede lidt over han var skyld i det brud, men bad ham fortsætte og komme til sagen.

Ole grinede videre, fattede sig, fik fremsat at denne nu tidligere kæreste kendte en der gjorde rent på sygehuset, og der havde hun set Byens Socialchef ligge, dopet med et eller andet psykofarmaka, med lange udsigter til udskrivning.

Men han var der ikke mere, for det viste sig det var rigtigt det med den psykiatriske på Skejby hospital.

Ole satte sig tilbage i stolen, fokuserede på Svend der sad og grundede, for det kuldsejlede jo planerne lidt med den bombe de havde planer om at lade springe.

Ole fornemmede Svends tanker, kom ind og nævnede den ansvar- lige pædagogiske konsulent, hende der havde prøvet at få Svend i fedtefadet med hendes mistanke om pædofili.

Det var selvfølgelig hende der nu stod på tur, sammen med hende der havde taget over efter Hanne var sat af, Inger Frandsen.

Og ikke at forglemme, forvaltningens renomme som i hvert fald også hang med røven i vandskorpen.

Det var jo indlysende, to inkompetente, og det reddede jo deres planer noget, selv om Aksel Jørgensen var inhabil på nuværende tidspunkt.

Han var trods alt den hovedansvarlige, og så måtte han altså ned med nakken en gang til.

Kaffen gurglede så Svend serverede, fik spurt til hvad Ole havde tænkt sig nu han var fri på markedet, og han sad fanme og blev konfus den lille amatør.

338 Men han fattede sig, fik spagt henvist til sidst hvor han havde været lidt beruset og ikke rigtig vidste hvad han havde deltaget i, men han kunne dog huske lidt.

Svend gjorde kort proces, bad Ole om at finde ud af om de skulle tage revanche, eller han ville nøjes med at løbe med en halv vind.

Inden Ole fik lejlighed til at besinde sig, rejste Svend sig og trak gardinerne for så lyset blev dæmpet noget, bad Ole om at strippe og tage med ham i bad, for uanset hvad, så ville Svend altså have revanche.

Svend stod hurtigt uden en trævl på med strakt våben, og han gned frækt på det mens Ole uden blusel spontant fulgte trop.

Det blev en smuk forening hvor Svend efter badet gav Ole hele massage turen, og det tog lang tid inden han satte sig på Oles skød og lod ham penetrere sig, og så kom der gang i gyngen.

I mens Svend fik så hatten passede, masturberede han sig og skyllede sin erektion ud over den uskyldige amatør, der også fuldførte hans.

Nu var han ikke uskyldig mere, og de lå længe og kyssede lige som for at få det hele konfirmeret.

339 Afsnit 76 Ejnar havde haft en interessant uge i klassen, især lørdagen hvor de om aftenen havde fremført det teaterstykke om gamle dage, og hvor deres instruktør havde støvet hele øen rundt for at få fingre i børnetøj fra de tider, mellemkrigsårene.

Det havde ikke været svært for Ejnar at lære de replikker, selv om han var trådt til i sidste øjeblik, da Leif måtte sige fra på grund af sygdom.

Ejnar klarede det med glans og fik meget ros for hans ageren, indlevelse i rollen som søn af en fisker, ham der ikke kom hjem fra havet efter et drabeligt stormvejr.

Ejnar havde aldrig spillet teater før, men havde fået blod på tanden og ville engagere sig i Fanø amatør scene, for de stod netop og manglede et par drenge i hans alder, til et stykke de var godt i gang med allerede, en jule forestilling.

Niels var overrasket over Ejnars store engagement i det lokale kulturliv, og regnede ham for en der ville nå langt i livet.

Men der var andet end kulturlivet uden for huset.

Efterårsferien, for her skulle der sættes ind så kartoffel- høsten kunne komme i hus inden nattefrosten begyndte.

De havde et pænt stykke jord tilhørende hjemmet, men da jorden af naturlige årsager mest bestod af sandjord, var kartofler det eneste rentable de kunne få ud af den.

Niels havde ikke helt overblik over hvor mange der skulle ud af huset endnu, men dem der blev tilbage, de 4-5 drenge kunne sikkert også klare det bette stykke.

Ejnar havde udtrykkeligt pointeret han skulle hjem, noget af ferien i hvert fald, og det selv om det var noget usikkert om han kunne bo hos sin mor.

Svend, som han havde talt med et par gange, havde helt konse- kvent sagt Ejnar ikke kunne overnatte hos ham.

Niels følte det nødvendigt at ringe Svend op, for han skulle lave vagtplan for det øvrige personale, nu læreren til klassen for de små ikke var der i den uge.

Han var heldig lige at ramme ind i ham, lige landet, så han forklarede Ejnar godt ville bruge lidt af ferien i Svends varetægt.

Men der nægtede Svend igen kontant at have ham boende, på hverdage i hvert fald, for han skulle jo på arbejde, og det gik slet ikke han havde ham boende, alene, nu han var værge for ham.

340 Niels var uforstående over den kontante holdning han havde til at Ejnar kunne overnatte hos ham, men da Svend fik lagt kortene på bordet, og lige ud af posen erkendt han var Bøsse, så gik pråsen op for Niels, som godt nok tog hatten af for Svends engagement omkring Ejnar alligevel.

Men de ville se på om de, Hanne og ham, for hun havde snakket om at tage et par dages afspadsering, hvor de så kunne lege forældre i hans lejlighed, det de havde gjord i weekenderne.

Svend var også lige inde over at han ville orientere Niels en gang i næste uge, om et svigt kommunen havde kvajet sig med omkring Ejnar, men det måtte vente.

Han bad også Niels om ikke at gå i panik hvis han fik en anelse om hvad Svend havde hentydet til, for de havde store planer om at kulegrave svigtet, og der ville ryge hoveder i socialforvaltningen.

Det var godt nok en voldsom reaktion Svend lidt hævngerrigt lagde frem, men som Niels havde forstået sagen indtil nu, så var der da god grund til at klandre de ansvarlige omkring svigtene, men ligefrem at der skulle ryge hoveder.

Niels gik længe og tyggede på den gåde, men kunne ikke komme på noget nærliggende, så han måtte spændt vente på hvad fanden Svend havde gemt i baghånden, noget der kunne lave så meget ravage.

Niels havde meget at se til i et par dage frem, for han skulle også aflevere halvårsrapporten over børnenes trivsel til de respektive kommuner.

Kredslægen, ham der havde tilsyn med drengene og deres sundheds tilstand, havde kun ros til matronen for hendes kostplan, som kredslægen altid havde gransket nøje, og det gik forvaltningerne meget op i.

Niels var afhængig af at have så mange børn som kunne presses ind, men var aldrig gået på kompromis, så 12 var det højeste de havde været oppe på for nu et par år siden.

Der havde de også brugt de 2 små loftkamre, gemt godt af vejen bag alle de gamle møbler og hvad man ellers havde stablet op.

Men det var de blevet bedt om at ændre på af brandmyndighe- derne, og han havde selv været betænkelig, men havde været behjælpelig med at tage 2 brødre i en akut anbringelses situation.

Hvis ikke de havde taget hånd om dem, skulle de have været skilt fra hinanden, anbragt i hver deres plejefamilie, langt fra hinanden.

341 De havde aldrig fortrudt den beslutning, for det var jordens nemmeste børn, 2 der bare havde været brikker i skæbnens uransagelige spil.

Nu Niels tænkte over det, så havde kredslægen dvælet længe ved det ar Ejnar havde på skinnebenet da han stod afklædt, og han havde spurgt indtil det, for det så godt nok voldsomt ud, endnu.

Så Ejnar havde prompte erkendt det var minder fra kommunens plejefamilie, og at resterne fra andre hændelser stadig var lagret i hans husker.

Niels erindrede jo stadig den artikel i Jyllandsposten, hvor en hel familie var omkommet i et flammehav.

Der var også noget om der have været flere plejebørn involve- ret men så vidt han huskede, var de ikke til stede, så Ejnar var altså den omtalte dreng der reddede livet da han var rømmet fra plejefamilien inden.

Det var måske noget ved den afsløring Svend havde nævnt, det som ville rive hovederne af de ansvarlige på forvaltningen, men det var stadig en gåde for Niels hvad sagen egentlig drejede sig hen i mod.

Niels fik igen fokus på de rapporter der kort skulle beskrive hverdagen for hver enkelt dreng, og som han var forpligtet til at udfærdige, sende til de respektive kommuner, velvidende at de fleste røg lige i nederste skuffe hos de overbebyrdede socialrådgivere.

De rapporter han modtog fra børnenes kommuner, beskrev som regel kort årsagen til anbringelsen, men den fra Ejnars hjemkommune havde han ikke modtaget endnu.

Det smøl ville han da lige kontrollere, for han kunne blive klandret for ikke at have orienteret sig om enkeltheder omkring vigtige ting han skulle have haft kendskab til.

Så Niels ringede socialforvaltningen op, blev omstillet til en kvinde da han havde bedt om Ejnar Jensens rådgiver, den pædagogisk konsulent, Gertrud Johansen.

Hun var ikke afvisende, men vidste ikke om journalen var sendt med til ham, hvad den jo skulle have været, for den fulgte altid med barnet den første dag.

Niels brød ind, forklarede bureaukraten at lille Ejnar var blevet bragt i taxa af en noget korpulent chauffør der bare havde smidt staklen af, uden så meget som at sige farvel til drengen, og han havde ikke medbragt nogen papirer overhovedet.

Det var ikke noget Gertrud kendte til, Socialchefen var langtidssygemeldt, og det var ham der havde kørt sagen.

342 Det undrede da Niels at der ikke var styr på deres overførsler af anbragte børn, så han bad lidt brøsigt om at tale med en der var bedre orienteret end hende, hvad fik hende til skingert at stamme i det, kunne se om journalen lå på den syge- meldte Socialchefens kontor.

Niels gad ikke snakke mere med den pulverhæks, forklarede hende at han var nød til at orientere Borgmesteren om at forvaltningen sejlede der ud af, så han smed røret lige i øret på hende.

Han ringede op igen, blev stille om til Borgmesterkontoret, men han var ikke tilstede.

Han var ved at lægge på, da han kom i tanke om den kvinde på socialforvaltningen, helt sikkert bekendt af Svend Konradsen, Hanne Jensen kom han lige på.

Han bad sekretæren om at blive stillet om, og hun kom i røret, præsenterede sig, undrede sig da Niels lidt abrupt forklarede sit ærende.

Men så dæmrede det for Hanne, og mens hun kort gengav en del fra Ejnars eskapader fra den sidste springtur, forstod han Svends fordækte hensigt med at holde tyst om sagen til den var ført til torvs.

Niels fik også tilsagn fra Hanne om at Ejnar kunne tilbringe hele ferien hos hende, for hun havde taget afspadsering, og skulle nok tage hånd om ham.

Det var med undren Niels afbrød den lange snak med den sympatiske Hanne, og han havde forstået på hendes imponerende kendskab til Ejnars skæbne, at hun, selv om hun ikke var på sagen mere, havde fulgt ham tæt.

Niels fik ordnet de sidste rapporter til udgående post, forventede snart at høre matronen slå på gongongen, hvad gav kø ved håndvasken, for de havde lært hvad bordskik var.

343 Afsnit 77 Efter den opløftende snak med Niels, følte Svend ikke trang til at lægge sig lige nu, men besluttede at forhøre sig om hvor langt de var kommet med artiklerne.

Han ville i bad først og genkaldte sig Ole stå og nyde hans nøgne krop, kæle for hans erektion, og han blev inspireret og tog en hurtig spiller, mens vandet lindrede hans trætte muskler.

Det havde været en lang nat hvor læsseslæden havde strejket, igen, hvad resulterede i den langsommelige aflæsning.

Det havde taget ekstra meget tid og forsinket ham på de sidste steder, mens håndarbejdet nu ikke forsinkede afleveringen, der blev skyllet ud med badevandet.

Det kom over ham en gang i mellem når han blev liderlig, lige som forleden med Ole, igen, og han var spændt på hvad Hanne ville sige til den erobring, hvis hun i det hele taget skulle informeres om det.

På redaktionen var de midt i frokosten, så der var en summen af løst snak om dagens opgaver, dem der skulle være klar inden fyraften.

Birgit sad på sit kontor, og da hun fik øje på Svend ved skranken, kom hun ud og inviterede på en bajer.

Han tog i mod invitationen, og imens han fik has på den, fik Birgit ham orienteret om artiklen Johan netop havde færdig gjort.

Den ville pryde forsiden onsdag, og Birgit brugte store armbevægelser for at illustrere sætningen.

KOMMUNEN BRUGER VOLDELIG INSTITUTION. Det ental, institution, beroede på de kun havde skrevet om drengehjemmet ved Ry, og den detroniserede Valter Gormsen.

Johan fik selv lov til, stolt, kort at fortælle om hans samtale med Valter, der havde givet indtryk af at Ejnar stadig var hos dem.

Johan havde jo udgivet sig som ansat ved regnskabsafdelingen, så Valter havde bedt om at få tilsendt checken for betalingen for Ejnar.

Det havde jo fået Johan til at bede om at få Ejnar i tale, hvad Valter afslog som umuligt, så Johan havde smidt bomben, vidste Ejnar ikke var der mere, og at han i næste uge kunne læse om hans nedtur i ugeavisen, som de gerne tilsendte ham.

De fik alle grinet godt af den præstation, igen, men Johan havde også samtalen med den regnskabskyndige, og hun havde fyldt godt op med nye oplysninger om Valters svinestreger.

344

Birgit ville også vide hvornår de kunne skrive om den bombe, afsløring, så han lovede at komme op fredag med afsløringen af kommunens sidste fadæse, så kunne de gøre med det hvad de ville.

Han gav dem lige en forsmag på forvaltningens misbehandling af Ejnars mor, og psykiaterens ukontrollerede medicinering af hende, men det var de først lige i gang med, så det måtte vente til de havde flere reelle fact.

Birgit gav igen udtryk for den forundring for energien Svend og hans medkumpan lagde for dagen, forsikrede ham om de ville holde alle anonyme, undtagen banditterne på kommunen selvføl- gelig.

Men de kunne også forvente at komme på med store bogstaver. Birgit mindedes ikke nogen sinde at have skrevet om en tilsva- rende sag, og hun var sikker på den ville blive overskrifter i de landsdækkende aviser.

Svend var lidt benovet over han sad der, hovedansvarlig for afsløringen af en korrupt forvaltning, og at alle de inkompetente funktionærer måske kom ud af drift.

Han var også klar over de ville sætte alle kløerne i ham, for de ville helt sikkert forsvare deres position, men det første angreb var da lykkedes med bravur.

Hovedet på dragen var hugget af, så nu ventede de bare på det sidste og afgørende hug, så lå dragen til offentlig beskuelse, bespottelse.

Død.

Svend havde før været euforisk over konsekvensen af deres anstrengelser, men jo nærmere de kom målet, jo mere frygtede han de havde spændt buen for meget.

Hanne, der havde samme opfattelse af situationen, var mere skråsikker, men hun var også bedre informeret her på det sidste.

Hun var også i gang med at efterforske moderens behandlings team for overmedicinering uden kontrol omkring det daglige misbrug, og det i sig selv var uhyrligt.

345 Afsnit 78 Onsdag morgen mødte Hanne tidligere end hun normalt lagde op til, med kaffe før morgenmødet, og det regnede hun med ville trække noget ud i dag.

Hun havde været forbi Lokalsprøjten, så hun var oppe på redaktionen og fiskede et par aviser fra bunken der lå og ventede på læsernes dom.

Hanne fik anbragt et par eksemplarer ved indgangen, bevidst med forsiden med den stort opsatte overskrift synlig.

SOCIALFORVALTNINGEN AFSLØRET, BRUGER VOLDELIG DRENGEHJEM TIL DERES PLEJE ANBRINGELSER. Tykke sorte bogstaver, og inde i bladet blev socialinspektøren gjort ansvarlig for at institutionen fik en urimelig høj betaling for plejen, samt at lederen Gormsen, korporligt mishandlede drengene han havde i sin varetægt.

Hanne satte sig så hun kunne se når hendes kolleger kom, nogen lige i tide til at de kunne nå at tage kaffen med ned på deres kontor.

Gertrud viste sig tidsnok til at se den ivrige kø der var ved det sidste eksemplar, og da gruppen stod og lyttede til Irene der læste højt, fik Gertrud færden af at det drejede sig om deres socialforvaltning.

Hanne kunne ikke lade vær med at sidde og smile lidt spydigt til hende, og hun så det og skyndte sig ud uden at få kikket i eksemplaret.

Ole stod pludselig bag hende, også med et eksemplar, og han var da også i et sprudlende humør mens de fulgtes ned til mødet.

Der var en summen, og kollegerne stod og diskuterede lavt de nylig fremførte afsløringer.

Hanne satte sig, og Ole anbragte sig klods op af hende, småsnakkende om middagen i går aftes.

Hun havde ryggen mod døren, men vidste alligevel der var noget på færde, for der blev helt stille, og kollegerne fandt en stol at plante sig på.

Det var kommunaldirektøren der formastede sig til at stå, fuldstændigt sammenbidt, og han viftede med en avis.

I stilheden hørtes hans næsefløje hektisk arbejde, og mens hans øjne lynede og mundvandet tydeligt fløj fra hans sammenbidte læber, bad han om en forklaring.

Det er da meget nærliggende, bare læs artiklen, der står det jo det hele, kommenterede Ole. 346 Stilheden var larmende bagefter denne logiske kommentar mens kommunaldirektøren gik frem og viste front.

Der hørtes et par fnis over Oles bemærkning, og nu følte Hanne Kommunaldirektørens brændende øjne, fokuseret på hende, mens Gertrud som forstenet sad og vred hænder.

Nu spruttede han mere end før, harcelerede over der åbenbart var nogen der følte det sjovt, at blive hængt ud i avisen.

Men det lovede han dem, de skulle nok finde synderen, og guds nåde trøste den der var ophavsmand til den sladder her.

Han stod og dirrede af harme, rystede avisen som kunne han ryste bogstaverne ud, og så var Ole der igen.

Du efterlyser synderen til artiklens oprindelse, det er da også meget nemt, det står jo sort på hvidt hvem det er, chefen ikke?

Nu var målet nået, og helvede brød løs, for Kommunaldirektøren gik fuldstændigt amok, anklagede forsamlingen for at være illoyale, og det til trods for at den omtalte var afholdt i det finere borgerskab.

Igen brød Ole tilliden til den detroniserede, fortalte at hvis han skulle slås i hardkorn med den omtalte i artiklen, så var han glad for han ikke hørte til det bedre borgerskab, og så brød et par af kollegerne den sidste rest af respekten, hvis der havde været nogen, for latteren havde svært ved at stoppe.

Ole havde siddet og skævet, og ind i mellem havde han lavet ansigter til hende, så hun havde svært ved at holde masken.

Nu imiterede han Kommunaldirektørens højrøde spruttende udseende, og hun kunne ikke holde latteren tilbage, havde svært ved at holde op.

Hun fik et par af de unge kolleger til at følge hende i moroen, men det var hende han henvende sig til, da han spurgte om der var så meget at grine af.

Det var jo Aksel Jørgensen der var udsat for den ondsindede sladder, grundløs, for han havde altid anstrengt sig for reelt og ansvarligt at lede forvaltningen.

Nu kunne Hanne altså ikke holde sig tilbage, rejste sig, så sig rundt i gruppen af kolleger, og fikserede på Gertrud der havde siddet, forstenet, totalt alene med ryggen til hende.

Hun hævede stemmen, anklagede netop Socialinspektøren for uansvarlig embedsføring, og hendes stemme havde den gnist af indigneret foragt for de uhyggelige oplevelser Ejnar havde været ude for.

Og det var netop forårsaget af indtil flere af den tilstedeværende flok kolleger der ikke evnede at tage deres ansvar seriøst.

347 Hun anklagede også kommunaldirektøren for at have ladet tingene eskalere, og den eneste det var gået ud over, indtil nu, var altså en stakkels uskyldig dreng på 12 år, som de havde pisset på, og som de ikke havde den fjerneste sympati for.

Ham som de havde svigtet i deres iver for ikke at stå tilbage med et plettet ry.

Men nu var sagen altså vendt, og den moralsk skyldige havde fået så hatten passede, nemlig Aksel Jørgensen.

Hanne blev stående, og hun brød ind i den mumlen der lød, da hun igen havde placeret ansvaret for Ejnars urimelige mishand- ling.

Bad om ro, fik opmærksomheden og fastholdt kommunaldirektørens brændende blik, mens hun højt og tydeligt, og uden slinger i stemmen, berettede at den svigt der indtil nu var kommet frem i dagens lys, intet var i forhold til hvad avisen ville dokumentere omkring svigtene næste onsdag.

Stadig omhandlende samme uskyldige dreng.

Med den svada, pakkede hun sammen og forlod den undrende gruppe der ikke undlod at applaudere hendes retræte.

Hun var nød til at komme væk, vidste det var hendes deroute i det firma, og det ragede hende en høstblomst.

Hendes videre fremtid blev fremover Århus, for sidst hun besøgte sin storesøster, personalechef i et større revisions firma, blev hun tilbudt arbejde.

Hun havde så sent som i går aftes ringet og sagt ja tak, og da der var en del af søsterens store lejlighed, med egen indgang til rådighed, var der ikke noget at betænke sig på.

Hun tudbrølede da hun trådte ind på hendes lille domicil, der i snart 5 år havde været hendes base, vidste hun i tiden fremover ikke ville kunne udholde arbejdsvilkår som dem hun havde været ude for der.

Hun var for ofte stødt på utallige forhindringer, især når hun havde disponeret omkring en klient hun ifølge loven skulle hjælpe, men hvor bureaukraten Aksel Jørgensen havde blokeret for den lovformelige støtte han dermed fratog klienten.

Hun sad en kort stund før døren gik op, kikkede med forgrædte øjne, men evnede at smile til Ole der mandhaftig kom ind og fattede om hende, tørrede hendes tårer væk, og han lovede hende at følge med hende hjem til Svend.

Han var snart hjemme og ventede helt sikkert på at høre nærmere om afslutningen på første akt af dramaet, der hvor Ejnar havde haft hovedrollen igen, men uden at vide det.

347 Ole vidste godt Hannes arbejde sang på sidste vers, men han havde besluttet at blive og prøve kræfter med at gennemføre den nye arbejdsgang, den der nødvendigvis måtte etableres efter det ragnarok de havde sloges med i lang tid nu.

Han vidste at loven favnede bredt, især hvis forvaltningen tillod deres dygtige medarbejdere at arbejde ud fra de paragraffer der var deres lovlige værktøj.

Men når en emsig embedsmand sked højt og flot på de præmisser, så måtte han selv stå for ansvaret, og Ole havde ikke spor ondt af den detroniserede chef.

Ole havde bragt hende tilbage nuet, og hun var taknemmelig for hans omsorg for hende, men ville lige ud og nette sig lidt og skylle den bitre oplevelse af, og så til helvede med de bureaukrater.

De besluttede at tage i centeret og få lidt frokost selv om det var lovlig tidligt, men de vidste jo Svend først var hjemme ved 12 tiden.

Ole skulle ellers have betjent et par klienter i løbet af formiddagen, men ikke en sjæl gøede da han aflyste alle sine aftaler resten af dagen, og de fik senere at vide det hele sejlede efter de var skredet, hvor flere af kollegerne også var skredet hjem, godt desillusioneret.

Ikke nok med det, så havde Kommunaldirektøren sygemeldt sig, og den pædagogiske konsulent havde grædende frasagt sig ethvert ansvar omkring ”mishandlingen” af Ejnar.

Drengen der ikke ved navn var nævnt i artiklen, men hvor journalist Johan havde meldt sig som den ansvarlige for artiklen om Drengehjemmets leder.

Afsløret for mishandling af drengene, for udførelse af en opdragelsesmetode der bundede i systematisk vold, og som hørte fortiden til, og ikke mindst, for at fifle med betalingen fra kommunerne han modtog børn fra.

De begav sig ved 1o tiden mod centeret, og ved et rent tilfælde mødte de Svend, tidlig hjemme for en gang skyld, og han havde naturligvis lokalsprøjten under armen.

Nu var det frokosten der var på programmet, og de sad længe over højt belagte madder, mens Hanne ikke kunne få nok af at gengive hendes hensynsløse afsløring om avisens videreførelse af attentatet næste onsdag, for det regnede hun med stod ved magt.

Svend havde fyldt godt med fiskefilet i hans sultne hangar, men orkede alligevel at love hende de fredag ville ringe til Fanø, og så ville de vide om der var mere kød på det ben, eller han havde forregnet sig.

349 Men uanset om det slog fejl, så havde de jo indtil nu alligevel fået fat i nosserne på de perverse svin, dem der havde tilladt sig at lade den stakkels dreng vantrives, og hvor mange før ham havde de mon sjoflet på samme måde?

De ankom samlet til Svends lejlighed hvor han straks hentede glas og den sidste flaske rødvin.

Der var noget der skulle fejres, og de blev enige om at de havde gjort dagens gode gerning og kun ventede på sidste agt skulle manifestere sig, så de sidste ansvarlige kunne komme til at stå til ansvar.

Men Hanne ville hjem, havde en del hun skulle have ordnet nu hun ville til Århus, så hun forlod de 2 der nu skulle sørge for det sidste afgørende bevis.

Det der ville vanære de stærkt implicerede endnu mere, og der var intet der kunne redde dem hvis Svends mistanke viste sig at holde stik.

Hanne kom hjem til en stak breve i entreen, bl.a. et fra København som viste sig at være fra Ejnars biologiske far.

Hun åbnede det, skimmede løseligt indholdet og blev glad, for han ville meget gerne igen skabe kontakt, så han foreslog at Ejnar kunne komme til Islev og besøge dem.

Dem, måtte betyde at faderen efter skilsmissen havde giftet sig igen, men hvad andet kunne man have forventet.

Hun lagde brevet til side og begyndte at planlægge hendes opsigelsesbrev til kommunen, ville lægge alle facts på bordet om deres svigt af, klient anbragt uden for hjemmet, for ad den vej kunne de ikke klandre hende for brud på opsigelses kontrakten, den hun ellers havde brudt indtil flere gange allerede.

Hun gik i et velfortjent bad, og her skyllede hun sig ren for dagens grimme men nødvendige oplevelse, og hun stod længe og vidste hendes hverdag havde ændret sig for altid.

Hun fik sig tørret, gjorde op hvad hun havde af overdragelser omkring klienter hun ikke kunne nå at følge op på, og den proces måtte hun sikkert bruge et par dage på.

Hun var sig også bevidst om at hun skulle overdrage Ejnars journal til afløseren, og der måtte hun pointere at der skulle tages hensyn til det de havde arbejdet med

omkring hans hjemsendelse, og den beslutning var definitiv fra hendes side.

Samtidig var der den nye behandlingsplan omkring Ejnars mor, hvor Hanne havde foranlediget at psykiateren igen ville tage det enorme medicinforbrug op til revision.

350 Hun havde også helt uden forvaltningens viden, etableret hjemme hjælp 2 gange om ugen, arrangeret gennem hjemmehjælpen, og det helt uden problemer.

Med de tanker i baghovedet, fattede hun sig og begyndte på kladden til hendes opsigelse, og den blev lang og fyldest gørende, og som dokumentation for hendes påstande, medsendte hun dagens artikel, afsløring af Valter Gormsen.

351 Afsnit 79 Ejnar var lige kommet fra skole, hvor ham og Henrik fik deres tasker smidt ind på deres værelse, inden de stillede til kakao og friskbagte boller.

Kakaoen stod varm i termokanden sammen med bollerne der havde et viskestykke over, hjemmebagte.

Niels havde set de 2 uadskillelige venner var kommet hjem, vidste han måtte, men var ikke meget for det.

Det gav muligheden for de måtte sige farvel til Ejnar for altid, hvis Svends mistanke om groft omsorgssvigt var rigtig, for det indebar at han kunne blive forenet med sin mor, og den gamle klasse ville også gerne have ham igen, som han nu havde forstået det på Svend.

Det ville skabe lidt ravage lige i starten, men ikke mere end han kunne takle det, lade dem besøge hinanden et par gange så de kunne vænne sig til adskillelsen.

Han havde netop endt samtalen med Ejnars værge, Svend, ham han havde fået stor respekt for, da han erfarede hvad de sammen havde været i gennem for at redde Ejnar ud af vanrøgten, den kommunen stod for.

Så vidt han havde forstået på Svend, var forvaltningen ved at gå i opløsning, og hvis hans mistanke viste sig at holde stik, var der ingen mulighed for de kunne redde æren.

Han ville snakke med Ejnar om det, informere ham og lade Henrik deltage, for han var gammel nok til at forstå problemet, hvor i mod Ejnar jo var røget ind i sin dyrekøbte erfaring med det porno miljø på fuldstændig bar bund.

Niels havde forstået på Svends, at det drejede sig om 2 gange, hvor Ejnar havde været i kløerne på de bøsse film producenter, og allerede der burde alarm klokkerne have ringet hos de ansvarlige på forvaltningen.

Det var som Svend havde formuleret det, indlysende for enhver, selv dem uden studenterhue, at her var der ingen undskyldning for den svigt det nu handlede om, i sær når det drejede sig om et uskyldigt barn på 12 år.

Niels håbede for knægtens skyld han var slubbet for psykiske men i hvert fald, og Svend havde anbefalet han satte husets læge ind i problematikken.

Få taget den blodprøve, mest for at have sikkerhed for der ikke var sket nogen skade på knægten, men også for at dokumen- tere at forvaltningen havde svigtet deres opgave, hvis det viste sig at han var blevet smittet med et eller andet.

352 Men Niels ville vente til han gik sin godnat runde, have dem tæt på og fri for de smås nysgerrige fisen rundt, og så kunne han samtidig aftale hvad Ejnar ville have serveret, nu han fyldte 13 mandag.

Så hurtigt forventede han heller ikke de arbejdede i den kommune nu de havde andet at se til, og Svend havde jo også henvist til nytår hvad skolen angik.

Han rundede lige muligheden for om Ejnar ville være smittet, men håbede selvfølgelig det ikke var tilfældet.

Han var selv en novice i vejledning omkring sex drenge imellem, havde ingen erindringer om egne eksperimenter udi homoseksuelle forbindelser, men han havde jo kendt unge voksne der praktiserede det, og som overlevede selv om de indre missionske sataner havde brugt masser af energi på at smadre de unges liv.

Det var heldigvis ikke lykkedes for alle de gamle hyklere, og Niels havde da selv været på banen for at forsvare et par fra deres menighed, to der havde formastet sig til at smage på den forbudne frugt, livet.

De 2 gavtyve var i et gevaldigt humør resten af dagen, og da de havde spist matronens frikadeller med stuvet hvidkål til, gik alle ud og boltrede sig på boldbanen, og det blev sent før det blev puttetid.

De var begge i gang med at læse i den samme bog, det vil sige de skiftedes til at læse et afsnit hver. og de forklarede Niels at det var befordrende, for når de skulle læse højt i klassen, lærte de at se det næste ord, inden de faktisk kom til det.

Hold da kæft hvor var han glad for at opleve hvor meget de sublerede hinanden, og han var overbevist om at deres fælles seksuelle sammenhold kun var af det gode.

Det var så opstarten til hans lidt famlende nødvendige spørgsmål, det Svend ville have svar på, det han var nød til at få svar på, så han sprang ud i det.

Han begyndte med at han skulle hilse Ejnar fra hans værge Svend, og han havde et spørgsmål han var meget opsat på Ejnar svarede oprigtigt på.

Niels famlede sig ikke så elegant gennem de oplevelser Ejnar havde erfaret i homo miljøet, stoppede hans oplæg da de begge grinede og hjalp ham på vej med at bruge de rigtige gloser, og så var Niels ved sagens kerne, smittefaren.

Her grinede de begge voldsomt igennem, mens de indrømmede de var begyndt at bruge gummi, men Ejnar havde lidt problemer, for han kunne ikke fylde det ud endnu.

353 Nu skreg de igen af grin over de havde taget så let på snakken om deres intime sengelege, og Niels var også noget benovet over de tog det så bramfrit.

Men han var jo nød til at få dem på rette spor igen, fik nævnt at Ejnar skulle have taget en blodprøve, hvis ikke han havde fået taget en tidligere.

De havde lyttet uden pjank, men Ejnar ville da godt lige vide hvorfor han skulle udsættes for det, så Niels måtte til det.

Han vidste de ikke var novicer udi kendskab til smitte når man havde sex, men alligevel gik han hele repertoiret i gennem.

Forvissede sig om de forstod konsekvensen af samleje uden det gummi de selv var begyndt at bruge, vidste at de tog det meget alvorligt, så da han havde brugt sit sidste krudt på at nogen sygdomme var meget længe om at vise sig, blev de alvorlige.

Henrik blev nærværende, var godt klar over det tog lidt tid inden man pissede glasskår, men der var da gået lang tid siden Ejnar var kommet hjem fra de eskapader.

Så vidt han vidste, gik der højest 4 dage inden man ikke kunne pisse uden denne gonorre markerede sig.

Nu var Niels på sikker grund, nævnede den noget farligere Syfilis, hvor det tog flere år inden symptomerne viste sig, og så var det ofte for sent bare at behandle den.

Nu lyttede de, og Henrik opfordrede Ejnar til at få taget den blodprøve, for han ville ikke lægge krop til ham mere, hvis han gik rundt og smittede.

Det endte altså godt, for Niels fik da forstået at Ejnar ikke havde fået taget nogen blodprøve, eller havde snakket med nogen om det i det hele taget, og det var det vigtigste.

Han aftalte med Ejnar at tale med lægen hurtigst muligt, og gerne inden han skulle på Weekend.

De grinede igen hæmningsløst da Henrik opfordrede Ejnar at tage godt med gummi med, for ellers var det kun den enarmede han kunne benytte.

Niels var enorm glad for han havde klaret opgaven så nemt, og for at give dem ros for den elegante måde de havde taget snakken på, gav han dem et kram som de tog intimt i mod mens Henrik kommenterede det ufarlige med den form for kontakt, et godt kram og en blød spiller.

De grinede igen uhæmmet af den flade kommentar, mens Niels bad om ro, for de små lå sikkert og lyttede med, og der var ingen grund til at opfordre dem til utugt før det var absolut nødvendigt.

Niels erkendte han var fascineret af deres sammenhold, men vidste også der var al mulig grund til at snakke med dem om at 354 de kunne støde på mennesker der ikke ville tolerere deres åbne sind.

Han havde lovet Svend at ringe så snart han vidste noget konkret, så han gik resolut i gang, vidste der var ballade i kølvandet på hvad han havde at fortælle, men de fortjente det, bureaukrater.

Svend var der efter det anden ring, havde siddet og ventet, og da han hørte hvor konkret svaret var, forberedte han Niels på hvad han havde i sinde at gøre.

Men der skete ikke noget før onsdag, hvor lokalavisen havde næste artikel i bladet, og samtidig ville Svend politianmelde kommunen for svigt omkring Ejnars manglende blodtest.

De afsluttede, men inden lovede Niels at sende Ejnar med færgen lige som sidst, så der var afhentning ved bussen. Svend forberedte også Niels på at redaktøren ville ringe for at få bekræftelse om at Svends oplysninger var gangbare, hvad Niels jo havde været ude for tidligere.

355 Afsnit 80 Svend fik travlt resten af ugen, sørgede for avisen fik de nye oplysninger om kommunens svigt af en dreng der havde være på springtur.

Fortalte om de dage han havde været i kløerne på et noget lysskyet miljø, et foretagende der beskæftigede sig med porno- film, og hvor de kun var interesseret i drenge som aktører.

Det havde de ansvarlige på kommunen kendt til siden drengen var blevet antastet i netop sådan et foretagende, hvorefter de uden tanke for drengens helbred havde anbragt ham på en voldelig institution, det før så omtalte drengehjem i Silkeborg kommune.

De havde som ansvarlig for drengens ve og vel glemt alt om hvad det kunne indebære af mulig smitte af diverse kønssyg- domme, ladet ham gå for lud og koldt vand.

Men så var drengens værge trådt i aktion, havde foranlediget en lægeundersøgelse indeholdende de blodprøver der forhåbent- lig skulle vise sig at være negative, men man vidste intet før i næste uge.

Birgit på lokalsprøjten var i højt humør, da hun blev orienteret om den afgørende nyhed, den som Svend afleverede allerede om torsdagen og hun gik straks i gang med artiklen.

Hun ville aflægge Borgmesteren et uanmeldt besøg, igen, hvilket jo stadig var højst ualmindeligt, men her var der altså en god anledning til at bryde alle normale procedurer.

Lørdag formiddag ringede Niels fra Fanø, fortalte om blod prøverne der forhåbentlig viste sig at være negative, men Svend takkede ham alligevel for hans hurtige reaktion.

Han havde haft daglig kontakt med de sammensvorne, mest Ole, og han berettede om et panikmøde der havde været på kontoret torsdag eftermiddag, hvor selveste Borgmesteren havde styret forløbet.

Ingen vidste hvad der var sket på det møde, men nogen havde set Ejnars sagsbehandler komme meget sammenbidt ud fra Torben Nielsens kontor, hvor også Gertrud Johansen havde indfundet sig.

Der havde lydt dundertale der inde fra, men der var kun svage gisninger om hvad det havde drejet sig om denne gang.

Det vidste Svend der i mod, og han luftede lige hans viden om Birgits uanmeldte besøg torsdag, sikkert umiddelbart lige før panikken havde bredt sig.

Han havde om torsdagen informeret de sammensvorne, så Ole var nu helt bevidst om hvad panikken drejede sig om.

356 Han lækkede lidt af gangen til de kolleger han vidste kunne holde kæft med hvem kilden var til nyheden.

Så allerede om fredagen havde hoved indholdet i avisens artikel om det svigt spredt sig, selv om den først blev publiceret onsdag.

Svend og Ole var mødtes, og de 2 mandfolk var blevet enige om at gå hjem til Svend og forenes i et godt knald, hvad de havde praktiseret et par gange efterhånden.

Det var bedst hos ham, for Ole havde kun en smal seng hvor de hverken kunne det eller det andet.

Ole havde da haft indtil flere kvindfolk i sit garn, bl.a. hende der lige havde skippet ham, og hun havde taget dobbelt sengen med sig, skredet efter hans første overnatning hos Svend.

Ole havde selv formuleret det sådan, ville ikke bindes over hovedet, heller ikke med Svend, men god sex var god sex, uanset hvem man praktiserede det med.

Erik havde fundet sig en jævnaldrende, næsten, en sød lidt feminin fyr, så han havde travlt med at kurtisere ham som boede et par kilometer ude ad Ejstrupholm til.

Svend havde nået at se ham en dag han havde set dem tage bussen, og han forstod da godt Erik var faldet for den høje slanke smalrøvede ungersvend.

357 Afsnit 81 Onsdag morgen ville Hanne sørge for at alle oplysningerne om Ejnar, dem hun kendte til, blev overleveret til Inger Thomsen, så hun troppede op lidt før hun ellers skulle have mødt.

Hun havde de sidste par dage brugt tiden til seriøst at arran- gere alt vedrørende Ejnars hjemkomst.

Havde jo allerede fået svar fra Ejnars far, som gerne ville se hans store søn, og helst i Husum så han kunne lære sine nye søskende at kende.

Hun havde, så godt hun nu kunne, beskrevet Ejnars noget turbu- lente liv her på det sidste, og hans store ønske om bare at skabe kontakt til faderen.

Inger var i kantinen, blev overrasket da hun så Hanne komme smilende i mod hende, for hun var jo meget fraværende, og blev ønsket hen hvor peberet groede.

Men hun blev endnu mere overrasket da Hanne afleverede sin rapport om Ejnar, hvor alt hvad der skulle foranstaltes om Ejnars hjemkomst, var beskrevet ned i mindste detalje.

Hanne gjorde hende klart at der var kolleger som nøje ville følge med i hvad der blev lavet af rævekager, hvis der var planer om repressalier mod Ole, eller mod hende for den sags skyld.

Der var en separat rapport om hvad der til dato var foretaget af hjælp omkring Ejnars mor, Kirsten Jensen, for der havde de foranstaltet at sygekasselægen havde ændret medicineringen af hendes psykofarmaka, i fuld forståelse med psykiateren, og hvor indtagelsen nu dagligt blev overvåget af distrikts syge- plejersken, som foretog kontrollen af nedtrapningen.

Endvidere var der sat en hjemmehjælper på 2 gange om ugen indtil de havde stabiliseret fruen så meget, at hun selv kunne varetage det daglige arbejde, indkøb, rengøring, madlavning, når nu Ejnar kom hjem i det nye år.

I kantinen blev der pludselig vild opstandelse da Ole kom med en stak aviser, nyeste udgave af lokalsprøjten, og den blev ivrig studeret.

Forsiden var spækket med store typer, igen.

SOCIALFORVALTNINGEN UNDLADER NØDVENDIG HELBREDSUNDERSØGELSE AF 12 ÅRS DRENG, ANBRAGT I FAMILIEPLEJE. Og så kørte den bare der ud af, hvor de ansvarlige ikke blev skånet, for de var alle nævnt ved navn og rang.

Selv Inger Thomsen var ikke gået ram forbi, og hun fik hele armen.

358 Redaktør Birgit Gunnersen havde skrevet en ”leder”, hvor hun hamrede de ansvarlige i småstykker, tænk sig at overlade en 12 års dreng med risikoen for at rende rundt med en kønssygdom uden at undersøge knægten.

Havde det været en uansvarlig forældre var hammeren faldet prompte, og resultatet havde med garanti været en pleje- anbringelse af barnet.

Ole var lige kommet forbi hvor Inger sad, og han havde lidt hoverende smidt et eksemplar direkte foran hende, så hun satte sig forgræmmet til at læse om hendes egen nedtur.

Hanne kunne ikke kapere mere i den atmosfærer, så hun ville skride, men inden gjorde hun igen Inger opmærksom på at hendes oplysninger om Ejnars fremtid stod ved magt, ellers var der jo mulighed for en opfølgning i avisen, og med den slutbemærkning havde hun plasket sin hånd hårdt ned på det eksemplar der lå og ventede på en ny læser.

Ole stod og snakkede med en kollega fra inddrivelses afdeling, og da han så Hanne var ved at pakke sammen, fik han lige ud af sidebenene bedt hende om at komme til frokost i centeret.

Det havde hun ingen skrupler over at love ham, så hun forlod sin arbejdsplads i nogenlunde godt humør.

Hun var sikker på de ikke turde negligere hendes besked om Ejnars behov for ny sagsbehandling, især ikke efter den nye bulletin i ugeavisen.

Hun skulle handle lidt ind, vidste køleskabet var tomt, og mens hun gik de 5 minutter ned til centeret, kværnede hendes tanker omkring hendes nye tilværelse.

Hun var spændt på om den stilling som regnskabskyndig i hendes firma egentlig var noget for hende, men hun ville se tiden an et stykke tid, for det var jo søsteren der havde fikset den til hende.

Hun var selv chefsekretær for de ansatte ”kontorslaverne”, havde klaret sig flot, både i skolen og senere som student fra Århus universitet, så nu vidste Hanne at det med social arv og miljø ikke altid fulgtes ad.

Hun huskede tilbage på de år hvor forældrene havde brugt søsteren som rollemodel, prøvede at pace hende til at gå samme vej som søsteren, men hun havde kun taget 3 g, samfundsfag med speciale i pædagogik.

Der var ikke mange i centeret her tidlig på formiddagen, så hun kom hurtigt af sted hjemad med sine varer, benyttede lejligheden til at støvsuge, fik lagt rent sengetøj på, og de få ting fra de sidste dages køkkentjans blev stuvet af vejen.

359 Nu var det også snart på tide at tænke på flyttekasser, så kunne hun i ro og mag få pakket de ting der aldrig var blevet brugt, for det havde jo været begrænset hvad hun havde haft af gæster.

Hun havde aftalt med søsteren at flytte ind midt i november, skulle begynde 1. december, så der var rigelig tid til at gå og småpakke.

Hun havde også fundet frem til hvad hun ikke ville have med af møbler, effekter der bare havde stået og fyldt op, og da hun nu skulle dele den store stue med søsteren, var det begrænset hvad der skulle bruges til hendes egen mindre afdeling.

Hun begav sig på vej til centeret, kom forbi ugeavisen hvor hun lige så ryggen af Svend, på vej ind i opgangen, og hun nåede ham lige inden han møvede sig etagen oppe.

Han blev godt nok overrasket, fik lige en arm om hende og trut kyssede så hun blev helt varm og rødmede igen, blussede.

De kom ind til en heksekedel der kogte, hvor Sonja havde nok at se til, med flere linjer der stod og blinkede.

Hun var i en heftig diskussion om nogens fødselsdag der var averteret helt misvisende, men de kunne høre på Sonja at hen- des tålmodighed var brug op, og hun lagde da også på og fik en ventende i gennem til Birgit, alt mens hun sad og lavede heftig mimik over den utilfredses klage.

Svend havde ikke været der siden i fredags, hvor de sidste brikker var blevet lagt til artiklen, dem som han havde modta- get fra Niels på Fanø, og nu ville han se hvad der var kommet ud af dem.

Døren ind til Birgit stod åben, havde set hende tage telefonen da Sonja stillede om, og Birgit havde også spottet dem og bad dem med en voldsom vinkende arm, endelig at entre hendes noget rodede kontor.

De kom ind lige da hun smækkede røret på, ret ophidset over samtalens forløb, og hun gav grunden til hendes temperament mens hun fandt 3 nogenlunde rene glas der skulle fyldes med en slat whisky.

De satte sig, fik et kort referat af Borgmesterens helt hysteriske reaktion over artiklen, men hun havde afvist hans plat om at de havde været i gang med netop den blodprøvetest, for hun beviste det kun var et ynkelig forsøg på at redde æren.

Hun havde selv dobbelt tjekket Svends oplysninger fra Niels i fredags, og med den procedure hun altid skrev sine ”ledere” ud fra, fik hun altid kontaktet de implicerede, for så vigtig en anklage som den de havde bragt her, skulle gerne holde vand.

360 Hun havde haft en lang snak med Niels, som var orienteret af Svend om at han roligt kunne plapre ud med hvad han vidste om den detroniserede Socialinspektør.

Hvordan han i panik havde fået overtalt Niels til at modtage Ejnar fra den ene dag til den anden, og de havde slet ikke været inde på noget om hvad Einar havde bedrevet i tiden før.

Niels havde i øvrigt i den uge der var gået siden Svend havde meldt ud om blodprøven, intet hørt fra Aksel Jørgensen, så fred være med den hykler fik hun lige markeret, før hun professionelt hev slatten ned i løgneren, mens alle kollegerne hørte hendes befriende latter runge.

De gik næsten i arm derfra, tæt i hvert fald, og Svend fulgte med til centeret, for han ville da godt lige hilse på hans sengekammerat.

De havde rigtig dyrket hinanden på det sidste, så meget at Ole en aften hvor de havde byttet roller, ytrede at han var bange for han var blevet bøsse.

Det havde Svend jo ikke noget imod så længe han holdt sig til ham, og ikke blev for flyvsk, hvad indebar en lammer fra Ole, der havde dyrket boksning som yngre.

De fik sig klemt ned og gjorde opmærksom på at de forventede en herre mere, og godt ville vente til han kom.

Han kom ikke, så de fik selv lidt indenbords fra buffeten, hvor der altid var rigelig at tage fra af, men da de sad med kaffen i den mørke afdeling, kom han daskende, smilende, og han satte sig mens han bestilte drikkelse til alle, for der var absolut noget at fejre.

Der var ikke mange på denne tid, så de kunne snakke nogenlunde frit, og det var sprængstof han kunne gengive fra det kaos han havde forladt.

Borgmesteren havde indkaldt alle de implicerede til et akut møde, efter han havde snakket med ugeavisens Chefredaktør, hvad de begge fortalte de vidste.

De havde altså siddet og hørt på hans hysteriske svada af beskyldninger om hvem der var den mest ansvarlige, indtil Torben Nielsen havde skåret i gennem, og spurgt hvorfor Aksel Jørgensen slet ikke var blevet nævnt med et ord, men det var måske fordi han var fredet?

Han foreslog også der kom en anden sagsbehandler på Ejnar, og der havde han kikket intenst på ham, Ole, og det blev vedtaget da han især foreslog det skulle være en mand.

361 Han grinede da han gengav Inger Frandsens noget forgræmmede mimik, og hun havde øjeblikkelig rejst og var gået grædende derfra.

Det var der ikke mange kolleger der havde harceleret over, for hun havde altid været en ussel medløber når der var skideballe fra Aksel Jørgensen, altid når han var smuttet fra ansvaret i vigtige sager.

Her afbrød Hanne Oles talestrøm, fik indskudt at hun så sent som her til morgen, som han selv havde set, afleverede alle papirerne, omhandlende deres nye handlingsplan for Ejnar, og dem måtte han huske at vriste fra hende.

Det viste sig han havde dem, for han var straks gået til Ingers kontor, hvor han fik alt relevant smidt i hovedet af hende, også den kuvert, så der var tjek på det.

Nu de var ved Ejnar og hans behov for omsorg, og nu det viste sig Ole stod for bevillingerne, foreslog Svend de investerede i nogle nye møbler til hans værelse.

Han trængte i hvert fald en ny seng, og det måtte meget gerne være en halvanden mands, for Svend var sikker på han nok skulle få overnattere.

De aftalte at mødes fredag aften til en gang god mad hos Svend, nu Ejnar ville komme på weekend.

De lagde også op til de ville finde frem til en sagsbehandling der tog hensyn til Ejnar på alle niveau, uden at skæve til hvad det kostede.

Ole måtte tilbage til forvaltningen, havde andre klienter han skulle tage sig af, men var klar over han havde fat i den lange ende, hvad Ejnar angik, og han var sikker på at kunne servicere ham på bedste beskub.

Hanne ville også af sted, hjem, så de skiltes alle og Ole blev igen opfordret til at anstrenge sig for at få Ejnar installe- ret, gerne inden Juleaften.

Så vidt de var orienteret fra Sygekasselægen, så var Kirsten Jensen nede på et meget lavt niveau af piller, og hun kunne allerede selv gå i byen og handle ind, hvad jo skulle tages med i forvaltningens betragtning når de tog Ejnars sag om hjem tagning op igen.

Det var let om hjertet Svend tog hjem og lagde sig, for han havde stadig brug for den Morfar, nu den mørke tid om natten tærede på koncentrationen når han skulle ind til købmænd med varer, ofte i snævre indkørsler.

Inden han faldt hen takkede han sine kumpaner, dem der havde holdt ved i den svære tid, glædede sig til Ejnar kom hjem og 362 fik en stabil hverdag.

Han huskede på han i morgen ville købe den cykel de havde snakket om at give ham i fællesskab når han kom på Weekend.

Han var jo fyldt 13, havde holdt den på Fanø og havde ringet til Svend og glad fortalt om alle de gaver han havde modtaget, også dem hjemmefra, i sær den fra hans fader.

Han havde skrevet til ham, havde fortalt han kunne komme på besøg inden jul, og der havde været et billede med af hans 2 mindre søskende, Per på 5, og Grete på 2, som han glædede sig afsindigt til at se, i sær hans savnede far.

Kæften havde ikke stået stille på Ejnar mens han stakåndet havde kæftet op, men han måtte jo overgive røret til en anden, for de havde jo kun 5 minutter hver når de ringede.

Svend havde bestilt bord i cafeen i centeret, havde snakket med Erik og Søren, så det endte med at de med moderen blev 8 der skulle fejre Ejnars 13 års dag, samtidig med han skulle orienteres om han kunne starte i hans gamle klasse i det nye herrens år. 1963.

Johnny Falkenstrøm Pedersen.

Vestergade 6 e 4000 Roskilde Tlf. 4087-9252.