1 minute read
Den vigtigste sætning
Tekst: xxxx • Foto: xxxx
Den vigtigste sætning, jeg har hørt i dag Af Helle Sindal • Foto: Lærke Posselt
»Lykke er ikke en permanent følelse. Lykke er venteværelset til en ulykke, som så er venteværelset til lykke«
Jeg synes, det er en god påmindelse om, at både lykke og ulykke er øjeblikstilstande. Vi gør os mange forestillinger om den evige lykke. Men lykken kommer i glimt, og det er ofte små ting, der tæller.
Sætningen blev serveret til et gå hjem-møde i Finansforbundet, hvor foredragsholderen Thomas Milsted fortalte om forskningsresultater og egne erfaringer med lykke, robusthed og positiv psykologi.
Han havde flere gode eksempler på, at livet ikke er enten-eller: At være dårlig til én ting, betyder ikke, at man er dårlig til alt. Det er en god reminder i en perfekthedskultur som vores.
Jeg har høje forventninger til mig selv på jobbet og har identificeret mig meget med mit arbejde. Det gør jeg stadig, men i sommer tog jeg en U-vending og besluttede at skrue ned for arbejdsblusset for at få mere tid og energi til andre ting i livet. I dag er jeg mere tilstedeværende sammen med venner og familie, og jeg har lært, at det er helt okay at slappe af og lave ingenting.
Thomas Milsted anbefalede, at man udarbejder en liste over ting, aktiviteter og personer, som giver energi, og en tilsvarende liste over alt det, der dræner. Har man haft en hård dag, skal der energi og ikke mere dræning på programmet. Det genkender jeg, så det var en ahaoplevelse at få sat ord på det”.
Nana Schønemann Larsen, 33 år HD-uddannet i finansiel rådgivning. Seniorkonsulent i Danske Bank