
10 minute read
Stadig muligt at vælge tillidsrepræsentanter
ET STÆRKT FAGLIGT SYSTEM ER VÆRDIFULDT FOR ALLE I SYDBANK
60 tillidsrepræsentanter og 21 arbejdsmiljørepræsentanter blev før nytår valgt i Sydbank - blandt dem 10 nye tillidsrepræsentanter og 3 nye arbejdsmiljørepræsentanter. Korpset af tillidsvalgte beklæder deres poster i 2022 og 2023.
Det er rigtig dejligt, at både nye og erfarne kræfter har meldt sig til at gøre en forskel for deres kolleger i Sydbank. Det er en vigtig rolle, man påtager sig ud over sit almindelige arbejde.
For nogle handler det faglige engagement om at gå foran og gøre en positiv forskel for sine kolleger. Andre vælger tillidsarbejdet som et springbræt i deres egen karriere. Uanset hvad der driver værket, får man som tillidsvalgt værdifulde erfaringer, viden og udviklingsmuligheder med i pakken.
Desværre lykkedes det ikke at få valgt repræsentanter på tillidsposterne i alle områder. I Sydbank har vi mulighed for at vælge op til 73 tillidsrepræsentanter og 25 arbejdsmiljørepræsentanter. 17 poster er desværre stadig ledige.
Det kan der være mange forskellige grunde til. På områder med meget stor udskiftning kan det f.eks. være svært at engagere sig og få den nødvendige indsigt. Det kan også være, at man føler sig trygt forvisset om, at der er andre, som tager affære på ens vegne, hvis der er behov for det. Men når et område ikke har sin egen tillidsrepræsentant, får medarbejderne kun det mest nødvendige fra det faglige system.
Tillidsrepræsentanter får alsidige kompetencer
Heldigvis er løbet er ikke kørt, for det er stadig muligt at holde valg i de områder, hvor der mangler tillidsrepræsentanter – dog skal dette ske efter nærmere aftale med ledelsen. Tøv ikke med at tage fat i kredsbestyrelsen eller den områdeansvarlige, hvis I gerne vil vælge en tillidsrepræsentant.
Kredsbestyrelsen er også klar til at tage en snak om, hvad tillidsarbejdet går ud på, hvis der er medlemmer, som gerne vil høre nærmere om mulighederne, før de overvejer et eventuelt kandidatur.
Som tillidsrepræsentant får man alsidige kompetencer. En del af dem lærer man på Finansforbundets Grunduddannelse for tillidsrepræsentanter. Uddannelsen er med til at udvikle tillidsrepræsentanter, som kan møde de krav en sektor i store forandringer som den finansielle kræver.
Der er også nogle personlige kompetencer, som tæller på plussiden, hvis man vil være en god tillidsrepræsentant. Først og fremmest skal man være engageret i kollegernes og virksomhedens ve og vel og have et ønske om at gøre en positiv forskel. Mod, nysgerrighed og en konstruktiv tilgang til udfordringer er også med til at forme en dygtig tillidsrepræsentant. Og har man lyst til personlig udvikling, tør jeg godt love, at der vil være noget at komme efter.
Mød de nyvalgte tillidsfolk
Jacob Andersen
Sara Wiborg Helle Vibe Mathiasen
Annelise Schack Stensgaard Jesper Gerding
Natacha Brink Korsled Susanne Kande Märcher
Kamilla Niemeyer Madsen Thomas Egebjerg Larsen
Kristian Holmboe Majbritt Lindblad Madsen
Lene Jessen
Susan Thrane Thomassen
Respekt for hinandens roller
Et stærkt fagligt system har stor betydning for den enkelte medarbejder og for fællesskabet på arbejdspladsen. I Sydbank har tillidsrepræsentanterne og arbejdsmiljørepræsentanterne et godt og solidt samarbejde. Ansvaret er opdelt, så tillidsrepræsentanter tager sig af det psykiske arbejdsmiljø, mens arbejdsmiljørepræsentanterne har fokus på det fysiske arbejdsmiljø.
En god ledelse kan også se værdien af et dygtigt korps af tillidsvalgte. Det giver adgang til vigtig viden om organisationen, og parterne vil ofte kunne tage problemer i opløbet. Har man respekt for hinanden og hinandens roller, tager man fat om tingene, før de vokser sig store.
Tillidsvalgte og ledere har grundlæggende det samme mål: at udvikle og vedligeholde virksomheden, som de er en del af, så arbejdspladsen er god.
Men tillid kommer ikke af sig selv. Det er noget, man skal gøre sig fortjent til på begge sider af bordet. Hvis man ønsker et stærkt samarbejde, kræver det dialog, tid og ressourcer.
Respekt for hinandens roller er et godt udgangspunkt for at skabe et tillidsfuldt forhold mellem det faglige system og ledelsen. Fagbevægelsen har i mere end 120 år været en hjørnesten i opbygningen af det danske samfund. Helt tilbage fra Septemberforliget i 1899 har arbejdsgiverne anerkendt arbejdernes ret til at føre kollektive forhandlinger, mens arbejderne har anerkendt arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet i den enkelte virksomhed.
Et kig i historiebøgerne kan være en fin reminder om, hvordan vi skaber et solidt grundlag for et godt fremadrettet samarbejde – også i 2022.
Grunduddannelsen
Læs mere om grunduddannelsen for tillidsrepræsentanter her:
Hvis du vil vide mere om uddannelsen for arbejdsmiljørepræsentanter, kan du kontakte gitte.larsen@sydbank.dk
SPØRGEHJØRNET
AF HELLE KROGH, KREDSBESTYRELSESMEDLEM
Regler for tildeling af seniordage
Der er ikke noget nyt i, at dig der er 62 år eller mere, har mulighed for at få tildelt ekstra fridage, når du er ansat i Sydbank. Reglerne for tildelingen blev ændret d. 1. september 2020 og vi får ofte spørgsmål til emnet seniordage. Tildelingen sker automatisk som seniordage i tidsregistreringen, når ovennævnte er overholdt. Når du holder fri, registreres de ligeledes som seniordage. Du skal altid aftale med din nærmeste leder, hvornår du ønsker at holde fri.
Lad os først slå fast, hvor mange dage det drejer sig om. • Når du fylder 62 år, har du mulighed for at få 3 dage • Når du fylder 63 år, har du mulighed for at få 4 dage • Når du fylder 64 år og opefter, har du mulighed for at få 5 dage om året (beregnet ud fra 100% arbejdstid)
Hvornår tildeles seniordagene
Tildelingen sker i den måned hvor man har fødselsdag, og det er et krav, at man i de seneste 12 måneder har afholdt 5 ugers ferie plus 5 dage fra timebanken ved udgangen af måneden før man har fødselsdag. Både ferien og timebanken skal holdes som halve eller hele dage. Du skal være opmærksom på, at det er dit eget ansvar at registreringen sker korrekt.
Du skal også være opmærksom på…
Hvis seniordagene ikke afholdes inden for 12 måneder efter tildelingen, bortfalder de. Dagene kan således ikke videreføres til næste periode. Du skal have været ansat i Sydbank de seneste 12 måneder før tildelingen. Hvis du fratræder i løbet af det kommende halve år, vil seniordage ikke blive tildelt. Hvis du er på deltid, vil seniordagene tildeles forholdsmæssigt efter arbejdstidsprocenten d. 1. i måneden, hvor du fylder år.
Husk at du altid er velkommen til at spørge din tillidsrepræsentant, hvis du er i tvivl om reglerne. Du kan også læse mere om bankens seniorpolitik i Personalehåndbogen på Vores Sydbank.
KORT NYT
MEDDELELSER FRA KREDSEN OG FORBUNDET | LÆSERBREVE | NYHEDER | ETC
Medlemsmorgenmøder
Finansforbundet Sydbank Kreds er igen i gang med at afholde medlemsmorgenmøder rundt om i landet. Vi sætter stor pris på at komme ud i afdelingerne for at have en god debat med jer og orientere om, hvad der rører sig lige nu.
Næste gang vi holder medlemsmorgenmøde er fredag d. 20. maj i Herning og vi er i gang med at planlægge møder i Næstved, Kolding og på Peberlyk senere på året.
Har vi din rigtige mailadresse?
Får du mails fra Finansforbundet og Finansforbundet Sydbank Kreds? Og sendes de til den mailadresse, du foretrækker? Du kan opdatere din profil på finansforbundet.dk/dk/mit-forbund. Du kan registrere både dine privat- og din arbejdsmail og ikke mindst kan du fortælle, hvilken af mailadresserne, du ønsker at blive kontaktet på. Så er du sikker på at være opdateret med de sidste nyheder, uddannelser og viden.
Landsmøde i Finansforbundet
Det seneste knap halvandet år har vi haft et formaliseret strategisk samarbejde med Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH). På et ekstraordinært landsmøde den 20. april skal vi debattere og tage stilling til, om samarbejdet skal blive til en egentlig ansøgning om medlemskab af FH.
Ideer til arrangementer?
Vi har lige afholdt et vellykket arrangement i Aabenraa sammen med Finansforbundet, nemlig ”Bliv bevidst om dine kompetencer – et gå-hjem-møde for erfarne medarbejdere”. Dette kan også holdes et sted nær dig, hvis der er opbakning til det. Arrangementet kom i stand på foranledning af en kollega på Peberlyk, som havde set det på Finansforbundets hjemmeside og tænkte, at det kunne give værdi for andre kolleger i området. Og det gjorde det!
Har du i øvrigt en god idé til et arrangement for dine kolleger i Sydbank, så tag endelig fat i vores arrangementskoordinator Luise på mail: luise.amstrup@sydbank.dk
Udgiver:
Finansforbundet Sydbank Kreds Peberlyk 4 6200 Aabenraa Telefon: 74 37 33 30 ffsydbankkreds@sydbank.dk ffsydbankkreds.dk
Redaktion:
Jarl Oxlund (ansv.) Helle Krogh Luise Amstrup Kommunikation, Finansforbundet
Forsidefoto:
Martin Dam Kristensen
Design:
Finansforbundet
Produktion:
Sydbank
Oplag: 1.000
Diversitet i ledelse gør en forskel
Jarl Oxlund Kredsformand
Verden er fuldstændig forandret siden jeg sidst satte pennen til papiret for at skrive en leder. Krigen i Ukraine har indvarslet en ny konfliktfyldt og svær periode i historien. En konflikt, som er kommet meget tættere på os i Danmark end noget, der ellers er passeret i Europa i rigtig mange årtier.
Til sammenligning med det, der sker i Ukraine, synes vores daglige problemstillinger i Danmark som rene bagateller. Selv Covid-19 er et tema, som er gledet helt i baggrunden. I horisonten truer en løbsk inflation, forsyningsproblemer, ikke kun på energifronten, men også på mange andre varer. Stabiliteten både politisk og økonomisk ser truet ud – og ingen kan vurdere, hvor længe det vil vare ved.
På det baggrundstæppe er det nærliggende at teste tankeeksperimentet af i forhold til, om verden ville være et bedre sted, såfremt der var flere kvinder ved magten. Der har været røster fremme om, at invasionen i Ukraine aldrig ville have set dagens lys med en kvindelig præsident ved roret i Rusland; men jeg er af den overbevisning, at vi ikke skal vælge kvindelige ledere for at undgå konflikter og ufred. For så enkel er verden trods alt nok ikke.
Men vi skal så sandelig vælge kvindelige ledere. Både på den politiske arena og i virksomhedernes verden, for jeg tror fuldt og fast på, at diversitet i ledelse gør en forskel. God diversitet giver klogere beslutninger og en mere harmonisk og stabil udvikling. Diversitet indeholder mange parametre, men en af de tydeligste er fordelingen mellem mænd og kvinder, og det er her, vi bør sætte særligt ind for at komme på plads. Det vil ikke være fair, hvis vi lader stå til, og der er helt enkelt også et rationale i at udnytte potentialet hos kvinder bedre. Faktuelt er de f.eks. i dag klart bedre uddannede end mænd.
I Sydbank har vi en helt favorabel situation for at gøre noget ved ligestillingen mellem mænd og kvinder. Vi har en rollemodel i Karen, som alle andre i sektoren må - eller bør misunde os, og så har vi bestyrelsesformanden Lars Mikkelgaard, som jeg respekterer bl.a. for at
være ligestillingsforkæmper. Vejen til flere Sydbank-kvinder i ledelse går ad to hovedveje. For det første over bløde kvoter - bl.a. måltallet på 35% kvindelige ledere i 2025 - og for det andet via et fokus på at være saglige fremfor “biased”. Når man i vores sektor undersøger om kvinder har lyst til - og ambitioner om et lederjob; så er det ikke her det halter. Det er derfor meget opløftende, at vi i banken arbejder med at få nedbrudt de barrierer i form af bias, som holder kvinder tilbage fra deres ønske om at gå ledervejen. F.eks. har det vist sig nyttigt at puffe til kvinder, så de melder sig på kursusforløbet “Talent for ledelse”, som meget vel kan pege frem mod det første lederjob i Sydbank. Det er lykkedes og det lover godt for fremtiden. Bias spænder ben for en fair fordeling af kvindelige og mandlige ledere. Bias er rigtig mange forskellige fænomener i vores sprog og adfærd. Rip-Rap-Rup-rekruttering – altså at man rekrutterer nogen, der ligner én selv - er et typisk udtryk for bias. Det kan også dreje sig om forudfattede holdninger til “hvordan ”VI HAR EN ROLLEMODEL en nybagt mor skal kunne få det hele til at hænge sammen med et lederjob”, sådan I KAREN, SOM ALLE ANDRE som Sofie beskriver oplevelser med - i en I SEKTOREN MÅ - ELLER artikel inde i bladet. Der skrives i disse år spændende bø-
BØR MISUNDE OS” ger om bias i forhold til kvinder i ledelse – og en aktuel forfatter er Sara Louise Muhr, som er professor på CBS. Pointen er, at vi alle sammen bærer rundt på overbevisninger, der er ubevidst påvirkede (biased). Det er vigtigt, at HR-partnerne - som er inde over alle rekrutteringer af ledere - er opmærksomme på, om de rekrutterer sagligt, eller om der er bias indover. Endnu vigtigere er det selvfølgelig, at de ledere, som inspirerer ansøgerne og i sidste ende tager beslutningerne, også er saglige i deres adfærd og udvælgelse. Det er ikke så nemt, som det måske lyder, men jeg er stolt over, at vi har en stærk HR-funktion og mange dygtige ledere i Sydbank, og derfor et ret pænt momentum til at få endnu flere dygtige kvindelige ledere.