Sundhed
Derfor skal du …
SPISE (og høste) TANG Intet sted i Danmark er der mere end 52 kilometer til havet. Det betyder gode muligheder for at bade, dyrke vandsport – og høste spiselig tang. Du kan selvfølgelig også bare købe dig til tang. Det bliver den ikke mindre sund af. Tekst STINE TROENSE
D
e gode næringsstoffer, vi får, når vi spiser fisk, har fiskene fået fra de mindre havdyr, de spiser, der blandt andet spiser tang og andre havplanter. Spiser vi selv tang, får vi altså de sunde næringsstoffer, uden at de skal igennem en hel fødekæde først. Tang er rig på mineralerne jern, magnesium, calcium og fosfor, og dertil indeholder tang vitamin A, B, C og E og det endda typisk i mængder, der er omkring 10 gange større end i planter dyrket på landjorden. Tang indeholder desuden ganske lidt fedt – og det er de sunde umættede fedtsyrer, der er flest af. Endelig er tang en god proteinkilde, hvilket blandt andre veganere og vegetarer kan nyde godt af. Med andre ord: De gode argumenter for at spise tang står i kø!
Det er både en nem, sjov og miljøvenlig aktivitet at høste tang selv. I Danmark er vi beriget med en lang kyststrækning, hvor du flere steder kan finde spiselig tang af høj kvalitet, men vælg dit høststed med omhu. Undgå steder i nærheden af udløb, badeområder, havne og andre steder, hvor vandet ikke er rent. Udstyr dig selv med waders eller badetøj, grib en saks eller kniv, en spand eller pose – og ud i bølgen blå, og høst din tang. Brug aldrig tang, der er skyllet op på stranden, og sørg for, at tangen er frisk og lugter af hav – ikke af fisk. De spiselige tangarter i Danmark er søsalat, fingertang, søl, savtang, sukkertang og gracilaria. Er du i tvivl om arterne, kan du lade appen ‘Vild mad’ hjælpe dig på vej i høsten. Du kan selvfølgelig også købe tang i velassorterede supermarkeder, helsekostbutikker, delikatesseforretninger og online.
FIRE TIPS TIL TANGHØST
1. Tjek Miljøstyrelsens side om badevand for at sikre, at vandet, du høster i, er rent. 2. Undersøg, hvor den tang, du ønsker at høste, findes, på et kort udarbejdet af Aarhus Universitet. 3. Klip de yderste skud af den tang, du høster, og spis den. Det er de skud, der er mest friske. 4. Lugt til tangen, inden du spiser den. Den må ikke lugte af fisk. Identificer det, du har høstet, med appen ‘Vild mad’.
68 SKØN
KILDER Geodatastyrelsen og Zennie Storm FOTO Unsplash
SÅDAN FINDER DU TANG