
11 minute read
SÅDAN BLIVER BLÅ DRØMME TIL KONTANT VIRKELIGHED
Simon Krahn har fokus på det omfattende ledelses-aspekt i skibsføreruddannelse
AF FINN BRUUN SÅDAN BLIVER BLÅ DRØMME TIL KONTANT VIRKELIGHED
Advertisement
På MARTEC i Frederikshavn bliver såvel maritime drømme, søgående nysgerrighed som karriereplaner til realiteter i et Danmark, som trods corona står med en stærk Blå fremtid – åben for både drenge og piger såvel som unge med og uden erfaring.
Vi møder Caroline, Simon og Casper, som kigger på hver deres indgang til det store maritime arbejdsmarked men med fælles udgangspunkt i et fagligt solidt og samtidig kammeratligt inspireret MARTEC-uddannelsesforløb med gymnasiefag, skolehjem, værksteder, navigationsklasser, IT og praktikker: En er på vej til at blive maritim student, én er i praktik på DFDS’ Oslorute som led i skibsføreruddannelsen, og Casper er netop blevet færdig som maskinmester og ude efter det helt rigtige job.
MARITIM STUDENT MED EKSTRA GEVINST
Caroline Meredin elsker vand og sejlads, så for hende var det helt naturligt at tænke det maritime ind i sit gymnasievalg. Og selv om hun ikke ved, om fremtiden ligger til søs, giver den 3-årige uddannelse til Maritim HF og den 4-årige STX nogle dejlige ekstramuligheder. På MARTEC var hun med til at skrive historie, da hun for et halvt år siden startede i den første klasse nogensinde med 50 procent kvindelige maritime studerende.
”Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg vil i fremtiden, og om jeg overhovedet vil gå efter det maritime”, siger Caroline, som er 18 år og kommer fra en sejlentusiastisk familie og derfor ser meget hen til togtet med Skoleskibet Danmark til næste år. ”Det bliver en megafed oplevelse i 3-4 måneder alt efter, hvilket togt vi kommer på”. Hun lægger vægt på, at den maritime linje ud over HF-eksamen også giver en egentlig ekstra uddannelse: Nemlig titlen som ubefaren skibsassistent.
”Det giver mig mulighed for at komme ind på flere ting bagefter, end en almindelig gymnasial uddannelse gør”.
”Man kan som maritime student på MARTEC vælge mellem Maritim HF og Maritim STX, hvor jeg så valgte HF, som er et år kortere. På STX er man ligesom os på værkstedet på MARTEC men supplerer med en række ekstra elementer.”

HAV ELLER UNI
”Det kunne da være spændende at komme ud på verdenshavene. I hvert fald er det fint at have muligheden, hvis jeg tænker, at lige det kunne være fedt at gøre i nogle år. Men samtidig har jeg jo den grundlæggende uddannelse, så jeg altid kan komme på universitetet, hvis jeg føler, at det er det, jeg skal”, siger hun.
Uddannelsen er efter hendes mening ikke sværere end en almindelig gymnasieuddannelse.
”Det er delt rimelig godt op, så vi hver tredje uge har tre dage, hvor vi er i værkstedet og laver noget helt andet end det almindelige gymnasierelaterede. Snart skal vi vælge mellem den maskintekniske linje eller den nautiske. Her tror jeg nok, at jeg vælger nautisk. Det er nok mere mig end den mere håndværksorienterede maskinteknik, På nautisk lærer man om alt det med søkort, navigation og selve det at være skibsfører”.

SIDDER IKKE STILLE
Caroline tøver ikke med at anbefale sin uddannelse til andre unge: ”Lige i begyndelsen syntes jeg, at det var meget uoverskueligt med mange lektier, men da vi kom i gang, var det ikke så galt. Min klasse er megagod, og det bliver jo nemmere, når vi kan hjælpe hinanden, ikke mindst når vi bor sammen på skolehjemmet. Det giver ekstra sammenhold, og jeg føler, at vi i klassen har kendt hinanden i meget længere tid, end vi faktisk har.”
”Hvis man ikke bare vil sidde stille i hele gymnasietiden, så er det her fedt. F.eks. har vi på skolehjemmet en masse vandaktiviteter i vores fritid. Kajak, f.eks. Det er kun på denne uddannelse at vi kan det”, siger Caroline Meredin.
Hun er glad for skolen og oplever, at det går fint. Og én ting ligger fast. Hun skal i hvert fald have sin egen sejlbåd.
I PRAKTIK PÅ DFDS’ PEARL
For Simon Krahn er uddannelsen som skibsfører på MARTEC et meget velovervejet valg. Han har været i erhvervslivet i 12 år både som sejlende på bl.a. Molslinjen og på kontor som salgschef. Han er 35 år og klar til at tage søfartens ”store kørekort”.
Således er han øjeblikket i praktik hos DFDS på Oslo-ruten ombord på Pearl. Og det er lidt af en drøm, der er på vej til at gå i opfyldelse. Fra barnsben har han været på vandet, først i optimistjolle og så i solingen, og med en familie som altid har været aktiv i sejlads samt en far, der er forsikringsdirektør i branchen, har det maritime altid været et plus.
I dag er han et halvt år inde i uddannelsen, som varer fire år.
”På MARTEC startede vi 12 elever på 2020 årgangen, og en af de helt store udfordringer for os for at komme ud i praktik var coronaen. Der er knap så mange muligheder. Men det er gået fornuftigt, og gennem Danske Rederier har alle på holdet fået elevpladser i år”, fortæller han.
Faktisk har danske rederier i år rekordmange praktikpladser: 480 i alt.
MASSER AF LEDELSE
Det som tiltaler ham ved skibsfører uddannelsen er ikke mindst den store alsidighed, der ligger i faget: ”Man kommer omkring rigtig mange brancher. Som skibsfører ombord er du både læge, myndighed, arbejdsgiver – der er meget ledelse i det. Kombination af ledelsesansvar og passageransvar inspirerer mig – og så er der jo ikke rigtig to hverdage, der er ens plus at du får lov at opleve en masse smukke og spændende steder i hele verden,” siger Simon Krahn.
Caroline Meredin lægger vægt på, at den maritime HF-uddannelse giver ekstra muligheder i fremtiden
”Mange rederier vil gerne have, at folk lige har et år på bagen. Jeg har set, hvordan enkelte af de 18-19-årige, som kom direkte fra en handelsskole, ret hurtigt er stoppet. Typisk har de ikke helt været opmærksomme på, hvad de gik ind til. Lige nu er f.eks. jeg væk en måned ad gangen og hjemme i 10 dage. Man er meget væk i praktikperioden”.

”Omvendt er det et at de få job, hvor man arbejder halvdelen af året og har fri den anden halvdel og alligevel har fuld løn året rundt”.
Derhjemme har han en familie med to børn, som han gerne vil være der for.
”Jeg håber, at jeg vil kunne få mange spændende og gode oplevelser med mine børn. Men jeg tror, at man skal være afklaret og have sit bagland i orden, inden man begynder at stikke til søs. Jeg har mødt folk i branchen, som har været ude at sejle et år eller to men så er gået i land, fordi de er gået direkte fra handelsskolen og så har mødt en kæreste og fået et barn.” ”Men jeg har taget den omvendte rækkefølge”
EN POSITIV EKSTROVERT
”Skal man være skibsfører er det nok en fordel at være, hvad jeg vil kalde en positiv ekstrovert. Det er et job, hvor man skal kunne håndtere mange forskellige situationer og opgaver. DFDS- skibene er jo små flydende landsbyer med op til 2000 passagerer, og på en 24 timers overfart, kan der ske mange ting. Skibsføreren skal træffe beslutningerne. Nogen skal måske i detentionen eller man kan opleve et hjertestop, hvor vedkommende skal hentes med helikopter, fortæller han.
”Og så har jeg fundet ud af, at for en skibsfører er det kun omkring 50 procent af tiden, at man sejler. Resten af tiden går med papirarbejde. Der er meget dokumentation, så man skal også gerne være bogligt dygtig”, vurderer Simon Krahn.
”Når jeg har valgt et sted som DFDS, er det nok også, fordi det handler om ret store skibe, i forhold til danske farvande. Vi sejler København Frederikshavn, Oslo og retur, og det stræde, vi kommer ind i oppe ved Kattegat og Skagen er blandt de mest trafikerende i verden, så der er mange gode navigationsmæssige opgaver. Her har vi meget radiokommunikation og radar at være opmærksom på som styrmandskadetter”, fortæller han.
DET BLÅ DANMARK LIGGER ÅBENT
Casper Svendsen er netop blevet færdig som maskinmester på MARTEC, og selv om han har stor interesse skibe, satser han ikke på at komme på havet. Det er en anden del af Det Blå Danmark han har i kikkerten: Maritim serviceindustri med fokus på motor- fremdrivningssystemer.
Han er 26 år og oprindeligt uddannet traktormekaniker men arbejdede i nogle år i et firma med kraner, hydraulik og andet, der bruges ombord på skibe. Det gav interessen for MARTEC, hvor to fætre også har gået, ligesom hans far er værkfører på et værft.
”Jeg var ude at sejle i sommer i bachelorpraktik, og det fangede mig ikke direkte, så jeg går i dag efter maritime servicevirksomheder.”
Han oplever, at det har haft betydning for ham, at han havde en praktisk erfaring, inden han kom til skolen.
”Vi kom jo som en blandet skare af studerende. Nogen kom fra HTX, nogen fra handelsskolen, der var elektrikere, mekanikere osv. I den situation er nogen jo skarpe i ét fag, andre kan regne alting ud, for de kommer lige fra skolen. Det fine er, at man hurtigt kan hjælpe hinanden, siger han og tilføjer: ”Som mekaniker kunne jeg så hjælpe nogen, mens der var elektrikere, som kunne forklare ting til andre. Vi byttede viden, når vi havde opgaver. Det fungerede megagodt. Når timen var slut, kunne man lige tage en halv time og støtte hinanden, hvis der var noget man ikke lige var så god til. Vi var gode til at supplere hinanden.”
KENDTE TIL KRAVENE
”Jeg vidste i kraft af familien på forhånd noget om kravene på MARTEC, men der var da nogen, som blev overrasket over, hvad der kræves, og faldt fra. Min erfaring er, at man skal lægge noget tid i det og lave lektierne, ellers kommer man let bagefter og så er det sværere at bede om hjælp, hvis man ikke har grundlaget.” :Casper Svendsen satser som ny maskinmester på en fremtid inden for den maritime industri.
”Man kommer jo til kort på et tidspunkt – jeg gjorde i hvert fald i nogle fag, som ikke gav mening, men så er der heldigvis andre, der har fanget det, og kan sætte det på plads for én. Og i grupperne kunne vi se, hvis en ikke rigtig var med og så sige: har du fået lavet den opgave, eller skal vi lige hjælpe dig lidt i gang. Så hober det sig ikke op for den enkelte med risiko for at falde fra”, fortæller Casper Svendsen.
Der er i hel del IT og digitale elementer i maskinmesteruddannelsen.
”Det tiltaler mig, at man, når man kender mekanikken bagved, kan sætte noget styring og automation på og få det til at køre som man gerne vil. Det er spændende, fortæller han.”
Det Blå Danmark står stærkt i Nordjylland med mange markante virksomheder, så som nyuddannet maskinmester er der mange muligheder.
MASKINMESTRE EFTERSPURGT
”Jeg er i nu gang med at ringe rundt. Man hører jo, at maskinmestre er efterspurgte, og de firmaer, jeg ringer rundt til, har masser af ordrer og muligheder. Problemet er, at mange er nødt til at sidde lidt på hænderne trods ordrer. De har mange folk, der er sendt hjem, og i øjeblikket kan man ikke sådan lige sende to mand ud og lave en hovedmotor eller lign. De kan ikke komme rundt på grund af corona. Derfor er de forsigtige med at tage nye folk ind lige nu,” siger han.
Casper bor i dag nær Frederikshavn og har en kæreste, som netop er blevet færdig som bachelor som sygeplejerske. Han har dog stadig drømmen om at komme ud i verden, måske en dag som montør, der rejser frem og tilbage til opgaver på skibe i fremmede havne.
Hos MAN ENERGY SOLUTIONS har vi gennem mange år haft et godt samarbejde med MARTEC. Om det handler om videndeling, projektsamarbejde eller at være en del af udviklingen indenfor de tekniske og maritime fag og kurser, der udbydes på MARTEC, oplever vi altid, at blive taget med på råd. Så det er med en vis stolthed, hver gang vi hører om en dimittend fra MARTEC der klarer sig godt.
Hos MAN ENERGY SOLUTIONS vil vi med stor sindsro fortsætte med, at aftage dygtige og ambitiøse praktikanter, ansætte dimittender og lade vores medarbejdere videreuddanne og dygtiggøre sig gennem kurser og uddannelser på MARTEC. ”

Thomas Leander, Head of Solutions & Site Manager Frederikshavn, MAN Energy Solutions. Uddannet maskinmester på MARTEC
MARTEC KLÆDER DIG PÅ TIL EN MARITIM KARRIERE
• Klassebaseret undervisning og tæt kontakt til underviser • Topmoderne faciliteter, værksteder, laboratorier og simulatorer • Fagligt og socialt studiemiljø – skolehjem på de grundlæggende uddannelser • Tæt kontakt med erhvervslivet – erhvervsrelevant undervisning
Læs meget mere om vores uddannelser og kurser på www.martec.dk Videregående uddannelser: • Maskinmester • Skibsfører, professionsbachelor • Skibsfører, konventionel • Skibsmaskinist • Fiske-, Kyst- og Sætteskipper
Grundlæggende uddannelser: • Skibsassistent • Maritim Student, HF & STX • Skoleskibet DANMARK
Vi tilbyder kurser indenfor: • Maritim sikkerhed (STCW) • Offshore (OPITO) • Vind (GWO) • Nautisk simulation • Radiokommunikation • Maritim teknik og service
FØLG OS PÅ DE SOCIALE MEDIER