10 ÅR EFTER – STADIG BEGEJSTRET

AF PETER BRANDI 10 ÅR EFTER – STADIG BEGEJSTRET

Vi skriver meget om uddannelser indenfor den maritime sektor, men hvordan ser det ud efter 10 år, når man ser bagud? Vi har tale med Jannie Moesgaard Dinesen om det.

“Det er nu 10 år siden, jeg havde min første undervisnings-dag på Svendborg Søfartsskole. Det er mig ufatteligt at der allerede er gået et helt årti,” fortæller Jannie og fortsætter.

”Da jeg pakkede mit grej og tog toget til Svendborg, havde jeg smidt hele min daværende fremtid på porten. Det var generelt ikke nogen nem tid for mig i de år. Jeg havde enormt svært ved at pejle den rette kurs for mig selv, både i gymnasiet og de efterfølgende år.

Uanset hvilken retning jeg prøvede at styre, kunne jeg ikke se andet end tåge i kikkerten. Mavefornemmelsen og hjertet var bare ikke med.

Jeg elskede min tid i Søværnet. Værnepligten gjorde noget godt for mig, jeg blev rettet af og jeg fandt interesse i noget. Det var svært at acceptere, at jeg ikke kunne blive der. Det var svært at tage hjem, endnu engang uden at vide, hvad jeg så skulle gøre med mig selv. Et halvt år senere, efter forsøg med en erhvervsuddannelse og en bachelor, var jeg rådvild og desperat. Det hele var forkert, jeg var faret vild. Og jeg havde det ad helvede til. Der var gået halvandet år siden jeg fik min studentereksamen og jeg anede ikke hvad jeg skulle stille op med mit liv – jeg havde ingen havn at sejle imod.

Jeg vidste kun, at jeg havde været lykkelig i Søværnet. Jeg måtte finde en måde at komme tilbage til noget maritimt. Ud af tågerne kom Søfartsskolen. Det tog mig to dage, så havde jeg meldt mig ud af Roskilde Universitet og ind på Søfartsskolen. Jeg pakkede mit liv i papkasser, opsagde min lejlighed, stillede mit liv hjem på ungdomsværelset – og så tog jeg afsted.

Svendborg Søfartsskole blev min redningskrans, her kunne jeg endelig kaste anker. I det sekund jeg gik gennem de døre, vidste jeg at jeg endelig havde fundet hjem. Det blev så meget mere end et uddannelsessted, det blev her jeg byggede

mit eget fundament. Her fandt jeg lasten der skulle bygge stabiliteten til det menneske jeg er i dag. De lærere og den vejledning jeg mødte i Svendborg ændrede alt. Jeg er for evigt den skole og de mennesker taknemmelig for alt hvad jeg siden har opnået. Her blev jeg presset til at være den bedste version af mig selv, her lærte jeg i sandhed hvad det betyder at ‘kæmpe for alt hvad jeg har kært’. Med fuld reference til ‘Altid frejdig når du går’.

De seneste ti år har ikke været uden risici for grundstødninger eller kollisioner, men jeg har heldigvis altid haft noget i vadsækken fra Svendborg, som jeg kunne hive op og bruge til at komme videre på.

Og nu står jeg her, 10 år senere, på toppen. Jeg har stadig verden for mine fødder, jeg brænder stadig for mit fag. Hoveddøren på Søfartsskolen kunne god binde lidt nogle gange eller være tung alt efter vindretningen. Men det er stadig den vigtigste dør jeg nogensinde er gået igennem.

Kære Søfartsskole, tak for ti-årsjubilæet. Tak for alt hvad du gav mig med. Du var det bedste jeg nogensinde gjorde for mig selv. Det var en rådvild pige der startede den dag for ti år siden. Det var en sømand der sidenhen forlod ankerpladsen. Med ret kurs og sikker fart.”

Hvordan har din karriere været indtil nu? ”Jeg blev ansat som aspirant i april 2011 og påmønstrede mit første aspirantskib 8. juli 2011. Som aspirant har jeg også været på to Supply-skibe og et tankskib hos Mærsk.

Men som færdiguddannet skibsfører har jeg kun været ansat i Maersk Line og jeg har kun sejlet på Triple-E-skibene. Lige nu er jeg på Marseille Mærsk, hvor jeg er 1. styrmand. Her er jeg er typisk ude 10 uger og hjemme 8 uger, sådan plus/minus.”

Hvad har du af ønsker til fremtiden? ”I forhold til ønsker så er jeg ret godt med. Da jeg startede som aspirant havde jeg mange drømme: - Krydse Polarcirklen - Krydse Ækvator - Krydse datolinjen - Sejle gennem Panamakanalen - Sejle gennem Suezkanalen - Krydse Stillehavet - Krydse Atlanterhavet - Sejle til samtlige verdensdele - Blive kaptajn - Tage et nyt skib fra værft (altså nybygning) - Tage et skib i tørdok

På nuværende tidspunkt mangler jeg: - Krydse Ækvator - Sejle gennem Panamakanalen - Krydse Atlanterhavet - At sejle til Australien, Sydamerika og Antarktis, så har jeg sejlet til alle verdensdele. - Blive kaptajn - Tage et skib i dok

De ting er stadig noget jeg drømmer om at nå en dag, Antarktis er måske lidt for abstrakt, men nu koster drømme jo ikke noget.

Men når det er sagt, så er jeg rigtig stolt af alt jeg har (op)nået indtil videre. Jeg startede som 2. styrmand og knoklede på for at kunne blive forfremmet, det samme for at komme med på en nybygning – Murcia Mærsk i 2018. Jeg har fra november 2018 til november 2020 arbejdet på Esplanaden, hvor jeg lærte en masse om den operationelle del fra landsiden, fordi jeg som lastekoordinator sad og planlagde lastning og losning af skibe.

Efter to år er jeg nu taget ud at sejle igen, jeg vidste, at jeg ville komme til at savne søvandet og mine Triple-E-skibe. Jeg tror ikke at nogen, i min omgangskreds, har været overraskede over at jeg før eller siden ville stikke til søs igen.”

Hvad driver dig? Mit drive er en enorm nysgerrighed og interesse for mit eget fag, jeg synes simpelthen søfart er så spændende. Det er alsidigt og jeg kan godt lide, at jeg skal bruge både hoved og hænder hver dag.

Og så fylder udlængslen til stadighed også rigtig meget i mig. Selvom alle Triple-E’erne sejler på mellem Europa og Fjernøsten og jeg kender havnene, så ved man aldrig helt, hvad der sker i morgen og det kan jeg rigtig godt lide. Jeg elsker arbejdsmiljøet, det tekniske kombineret med det praktiske og den betydning søfarten har for verdensøkonomien, at folk hver eneste dag kan leve deres liv, takket være det gods vi flytter rundt i verden.

På Svendborg Søfartsskole havde jeg undervisere, der havde prøvet mange forskellige ting til søs og den slags vidensdeling og erfaring er også motiverende – der er så mange spændende muligheder.

Jeg har hele verden som min arbejdsplads og jeg kan selv forme min karriere og søge i nye retninger. Og det er jeg bare helt vild med, selv efter ti år i faget.”