Bæredygtighed er mere end ”bare” CO2

Lise Lyngfelt Molander

Lise Lyngfelt Molander og Sarah Cecilie Andersen fra Teknologisk Institut mener, at hvis byggeriet kun måles på CO2-aftryk, så misser vi en mulighed for at sætte et endnu grønnere aftryk på den dagsorden i forhold til at bygge og leve bæredygtigt.

Indlæg af Lise Lyngfelt Molander og Sarah Cecilie Andersen, Teknologisk Institut

I foråret kom den. Den nationale strategi for bæredygtigt byggeri. Intet mere – og intet mindre. Strategien indeholder en række tiltag og initiativer, som skal gøre vores bygge- og anlægsbranche mere bæredygtig. Og så har den en række indsatsområder, herunder ’holdbare bygninger af høj kvalitet’og ’energieffektive og sunde bygninger’, men også ’mere klimavenligt byggeri’. Men mens det helhedsorienterede fokus, ifølge strategien, er centralt, og den Frivillige Bæredygtighedsklasse indeholder bredere aspekter på bæredygtighed end LCA, så er det vores oplevelse, at netop ’LCA’ - og den målbare parameter, CO2 – gør det nemt at læne sig lidt tilbage og slappe af – nu, hvor vi har fået krav og grænseværdier ind i lovgivningen. Og branchen har da også lidt fat i alle de 5 indsatsområder i strategien, og mange projektteams er i gang med at teste den Frivillige Bæredygtighedsklasse af. Men i dialogen med branchens aktører, lader der (stadig) til at være overvejende fokus på klimaspørgsmålet, og ”løsningen herpå” – som er ’LCA og CO2 krav’. 24

Men er den hellige gral så velforvaret med en LCA? Hvad betyder det egentlig og hvad sker der, hvis vi tager luppen frem og ser nærmere på implementeringen af LCA – eller, som nogle ynder – ganske fejlagtigt - at definere det ’den målbare bæredygtighed’. Som inden for alle andre fagområder har man, fra centralt europæisk hold, forsøgt sig med at udvikle en fællesnævner for, hvordan vi måler aspekterne af bæredygtighed. Men nogle ting er nemmere at måle end andre, og netop her opstår udfordringen med den fejlslagne brug af frasen ’målbar bæredygtighed’. For dét, at vi nu er i stand til at måle nogle parametre af det miljømæssige aspekt, betyder altså ikke, at vi nu bygger eller lever bæredygtigt. For bæredygtighed er meget mere. Og netop det udgangspunkt bør være lysende klart og ikke mindst forstået, hos alle, der ønsker at arbejde med eller bruge begrebet bæredygtighed. VI ER LANGT FRA MÅLET

Men hvorfor har vi så en tendens til at glemme netop dette, og bruge begrebet ’bæredygtighed’ efter forgodtbefindende? Er bæredygtighed gået hen og blevet en floskel eller et buzz word, som ingen rigtig ved, hvor kommer fra eller hvad betyder? En ting er dog sikkert; bæredygtighed er det nye sort –eller grønt om man vil - som alle forsøger at forstå og forholde sig til. Men helt ærligt - vi er overhovedet ikke i mål med forståelsen alene!

Igennem mange år, har flere aktører gjort et gevaldigt benarbejde for at presse på den bæredygtige dagsorden for byggebranchen. Der har været skiftende politiske holdninger til vigtigheden af arbejdet og markedet og den brede del af branchen har ikke været parat – så det har krævet en del viljestyrke at nå dertil, hvor vi er i dag. Det glæder os, at der er sket et ryk – efter mange års arbejde fra branchen, EU, grønne NGO’er, rådgivere – for blot at nævne nogle få - har politikerne nu handlet, og indset behovet. Det er mundet ud i den national strategi og i, at der stilles krav om udførelsen af LCA og et loft for CO2. Tak for det. For det er et nødvendigt skridt på vejen. Men mens der er bred enighed om, at det er et vigtigt skridt, så hører vi også røster, der ytrer, at der

er brug for penge, vilje og højere ambitioner. For hvis en LCA ikke bruges til produkt- og procesudvikling, hvad er så den reelle værdi af arbejdet? Pointen er, at der oparbejdes rigtig meget viden om egne processer og produkter, når man arbejder i dybden med LCA - og hvis der kun fokuseres på CO2, så er det dét, der bliver leveret. For man eksekverer på det man måles på. Eller sagt med andre ord. Hvis vi kun måles på CO2, så misser branchen, og Danmark, mulighed for at sætte et endnu grønnere aftryk på den dagsorden, som alle forsøger at finde sin plads i. Og vigtigere, vi lader os forblænde af et CO2 tal, der intet siger om bæredygtighed og derved ikke lader os komme nærmere målet for en bæredygtig udvikling. ALDRIG EN SOVEPUDE

Er ensidigt fokus på CO2 så en skidt ting, tænker du måske? Og det korte svar er nej. For nu har vi endelig fået et ord som flertallet forstår og (måske) kan forholde sig til. Men det er bare rigtig vigtigt at understrege, at det kun er første skridt på en meget lang rejse, og det er vigtigt, at vi husker at sige det højt, så vi ikke hviler på laurbærrene mens vi ’blot’ overholder de nye krav. Vi skal videre og være mere ambitiøse. Det skal vi fordi vi forbruger for meget og fordi vi allerede nu mærker konsekvenserne af årtiers stilstand og fornægtelse! Vi har for meget regn, vi oplever

Sarah Cecilie Andersen

skovbrande, vi har gletchere der smelter, vi har vandstandsstigninger og vi ser ind i en geopolitisk ustabilitet forsaget af klimaforandringer. Så nej, det er ikke nok og nej, vi kan ikke stille os tilfredse. Det seneste halvandet år, har vores generationer oplevet, hvad det vil sige, at ’der mangler varer på hylderne’. En scenarie, der kan blive en permanent realitet i en nær fremtid, hvis vi ikke får styr på vores ressourcer og materialer. Derfor skal vi allerede nu tage næste skridt på rejsen, og stille krav til det sociale og økonomiske aspekt af bæredygtighed. Vi skal se på, om de produkter og services, der er på markedet har positiv eller negativ påvirkning på os som mennesker, i hele værdikæden. Og tilsvarende er det økonomiske aspekt stadig for uhåndterbart, for hvornår er en ’kroner og øre størrelse’ bæredygtig? Med denne evige dagsorden, bør vi acceptere, at vi altid kan – og bør - blive klogere, at fremtiden er foranderlig, og vi kan ikke forudsige den – og så skal vi selvfølgelig starte et sted. Nu har vi så en strategi, og den skal vi tage alvorligt. Vi har gode værktøjer til at gå i gang, og vi skal arbejde med dem. Men mens vi arbejder med dem, så bør vi jævnligt overveje om det er ’godt nok’ – for det er det formentlig ikke.