Design skal give mening og gøre en forskel Corona-krisen har orienteret Rikke Frost endnu mere mod det, der er vigtigt her i livet. Og derfor også hvilke opgaver, hun ønsker at arbejde med. Mød den aarhusianske designer til en samtale om designprocessen, om benspænd, legepladser og behovet for mere meningsfuldt, cirkulært design. Tekst af Rune H. Jensen
Ingen grund til at spille med fordækte kort. Nye restriktioner er tikket ind dagen før. Coronaen melder tungt om sin tilstedeværelse nok engang. Landet lukker ned igen, og pandemien har allerede for længst haft sine konsekvenser også hos Rikke Frost: – Jeg tænker endnu mere på, at de designs, jeg sætter i søen, skal give mening. Der er alt for mange produkter i verden, og jeg ønsker ikke at bidrage til det allerede store materielle overforbrug.
DET LOKALE OG DET VIGTIGE I LIVET
Et portræt ville normalt få de bedste vilkår med fysiske møder tilsat duften af savsmuld i troldmandens værksted. Det er bare ikke en reel mulighed nu, og kanalerne for kommunikation hedder derfor online og telefon. Men over distancen giver designer Rikke Frost tydeligt udtryk for, at tingene har flyttet sig under pandemien. Ikke kun i negativ forstand, men absolut også i konstruktiv retning: – Corona har nok fået mig til at tænke mere over, hvad der er vigtigt her i livet og derfor også hvilke opgaver, jeg ønsker at arbejde med. Det har på en måde været positivt. – Til gengæld er det en større udfordring at komme ud over rampen med et nyt design i disse tider, og der skal virkelig tænkes helt nye tanker omkring markedsføring. Jeg har oplevet, at flere af mine møder sagtens kan tages online, så vi sparer hinandens tid og passer på klimaet ved ikke at rejse unødigt. Jeg har også fokus på lokale samarbejder i endnu højere grad, fordi jeg tror på, at en samarbejdsform med et tæt produktudviklingsforløb skaber de bedste resultater.
VI LYTTER OG TALER FOR LIDT MED HINANDEN
Rikke Frosts designs repræsenterer et formsprog i forlængelse af den nordiske strømning med rod i tidløs enkelhed og stringens, men prioriterer også plads til nye detaljer, farver og overraskende features højt. Et af de eksempler, hun er særlig stolt er, er den asymmetriske sofa Sideways, produceret af Carl Hansen & Søn. Fordi den ud over sine iboende æstetiske, funktionelle og sociale kvaliteter også taler ind i en større samfundsmæssig sammenhæng: – Jeg synes, den tapper ind i en samfundsudfordring, som jeg gerne vil være med til at sætte fokus på. De fleste af os bruger meget tid på vores tablets, teleByggeri + Arkitektur # 108
Dryp Drying Rack
foner og lap tops, og vi lytter og taler alt for lidt med hinanden. Sofaens form leder de siddende til samtale og nærvær på en naturlig måde, hvor man vender ansigterne mod hinanden. Samtidig er den produceret af nogle af de bedste, og sammen med materialevalget gør det den til et langtidsholdbart design, der forholder sig til det bæredygtige aspekt inden for design.
DESIGN MED BEVIDSTE BENSPÆND
I 2019 vandt Rikke Frost DR-serien Danmarks næste klassiker. Et program, der affødte bred opmærksomhed og som har haft afgørende betydning for det videre virke som designer: – Det har gjort en stor forskel for mig personligt og professionelt, at jeg deltog. Jeg har fået mange flere nye spændende samarbejder. Her kunne jeg visuelt vise, hvordan jeg arbejder, og hvem jeg er, og det tror jeg har gjort det meget nemmere for virksomheder at tilvælge mig til fremtidige projekter. Jeg har fået en meget bedre fornemmelse for, hvad mine styrker er. Det har givet mig mere mod på at udforske og presse på for de løsninger, jeg tror på.
DESIGN SKAL GIVE MENING
For Rikke Frost er det en gennemgående tilgang til designprocessen. Meningsfylde. At presse på for at fastholde nysgerrigheden og bevare motivationen. Og det afgørende spørgsmål at stille er Hvorfor? Når der er tale om en stillet opgave, researcher Rikke Frost grundigt på virksomhedens profil og linje, på opgavens præmisser, på materialemulighederne m.v. Og den proces fører frem til netop det nødvendige spørgsmål hvorfor: Hvorfor lave et nyt produkt, når der i forvejen er så rigeligt? Er der noget, jeg kan gøre bedre, anderledes? >
73