– Det var alt fra Kaare Klint, Hvidt & Mølgaard, Jørn Utzon og Hans J. Wegner til Arne Jacobsen i mine bedsteforældre og forældres hjem. Godt møbeldesign var en naturlig del af vores liv, og vi har mange sjove historier og anekdoter forbundet med familiens møbelvirksomheder. Møbler, som er i en høj kvalitet, er gået i arv, så vi fætre og kusiner har alle møbler og interiør fra dengang – møbler, tæpper, knive og gafler osv., fortæller Joakim Lassen, der selv bor i en klassisk københavnerlejlighed i Fiolstræde. Netop det at møbler kan holde i generationer, er for Joakim Lassen det bedste bevis på bæredygtighed. Og det gør ham ked af det at se containere med storskrald på gaden være fyldt af bl.a. IKEA-møbler, som er blevet kasseret af den ene eller anden grund. – Bæredygtigt design er design, som holder såvel fysisk som designmæssigt. Jeg bliver ærgerlig over, når jeg ser produkter i storskrald, som ikke er gået i stykker, men er smidt ud, fordi designet er dårligt eller utidssvarende. Når ting ikke bliver lavet ordentligt, vælger vi at smide det ud, siger Joakim Lassen og fortsætter: – Selv om man måske ikke har råd til at købe et dyrere møbel, er det måske alligevel ikke så dyrt set over en årerække, hvor man har glæde af det – frem for løbende at kassere møbler og købe nyt. Vi er nødt til at indrette os smartere helt fra teenageperioden til voksenlivet – og se muligheder i f.eks. at omdanne en kommode til et puslebord, som man måske kun har brug for i 3-4 år. Men det er en del af en større politisk diskussion, da forbrug er en stor del af vores oplevelseskultur som forbrugere, hvor det at shoppe i butikker fylder meget.
LANGTIDSHOLDBARE KLASSIKERE
Godt og holdbart møbeldesign skal derfor ifølge Joakim Lassen både være ordentlig designet og produceret, ligesom det skal være noget, som øjet kan lide. – Et godt eksempel er Arne Jacobsens 7’er-stol, som er supergodt designet. Vi skiller os ikke af med den, men beholder den, indtil den braser sammen. Men det gør den ikke, da den er lavet i en ordentlig kvalitet. Den er et forbrugsgode med en lang levetid på grund af udformningen, men også fordi vi ikke bliver træt af designet og derfor ikke ønsker at have den længere, forklarer Joakim Lassen og påpeger, at godt design bevarer sin relevans og ikke hører til en bestemt tid eller trend. Det er i den sammenhæng, at modulreolerne fra Montana skal ses. De byggeklodser, som man kan blive ved at forny og give relevans – uanset hvor man er i sit liv – og i hvilket af boligens rum, de indgår. Det forsøger man at italesætte i den nye kampagne, Renew Your Montana, hvor forbrugerne kan bygge videre på deres historier med den reol, de købte engang. – Vi ønsker, at kunderne opgraderer deres reol i stedet for at købe nyt. Men hvorfor ikke bare få folk til at købe en ny reol? Det er netop ikke bæredygtigt. Og man bliver måske også mere glad for at lave noget helt nyt af noget gammelt og eksisterende – at give det nyt liv f.eks. med nye farver, som gør os glade, hvis de er brugt rigtigt, siger Joakim Lassen, hvis mål med Montana bl.a. er at sætte kulør på tilværelsen.
Målet for Montana er at styrke kontraktmarkedet, hvor man gerne vil være stærk inden for få områder i stedet for at lancere en masse nye produkter hvert år.
OM JOAKIM LASSEN
Født i 1963 og opvokset i Lillerød nord for København. Uddannet kulturgeograf i 1992. Arbejdede som miljøkonsulent i forskellige ingeniørfirmaer indtil han startede op som selvstændig med firmaet DJOB i 1999. Hans første møbelprojekt var DJOB-bordet, designet af Arne Jakobsen, derefter kom Hillow-bordet designet af ham og hans far, Peter J. Lassen. Senere kom Panton-One-stolen, tegnet af Verner Panton. Udnævnt til adm. direktør i Montana i 2015, som hans far, Peter J. Lassen, grundlagde i 1982.
24
Byggeri + Arkitektur # 113