5 minute read

Designskolen i Kolding skal være fremtidens designuniversitet

Spørger man rektor for Designskolen i Kolding, Lene Tanggaard, om hendes visioner og værdier, lyder svaret, at ambitionen er, at skolen skal være et designuniversitet i fremtiden. Og man skal være modig og selvbevidst samt gøre verden til bedre sted med design.

Tekst af Astrid Helene Seier Ellemo. Fotos af Peter Leth-Larsen

Kage er godt! Og gerne et par gange om ugen, lyder det fra rektor for Designskolen i Kolding, Lene Tanggaard, som er meget tilfreds med sin nye position, hvor hun står i spidsen for en af landets bemærkelsesværdige uddannelsesinstitutioner. Skolen er ifølge Lene Tanggaard – ud over et førende fagligt miljø – et rart sted at være, og det skyldes ikke mindst en stab af dygtige og dedikerede medarbejdere.

– Designskolen i Kolding er en fantastisk skole, hvor vi er gode til at passe på hinanden. Skolen rummer mange glade, opvakte unge studerende, som er ’værdikrigere’ i samfundet. Vi har desuden en stor grad af selvbestemmelse, da vi er en selvejende institution. I kantinen har vi f.eks. en kok ansat, som udelukkende laver moderne, vegetarisk mad. Og da hun også er uddannet dessertkok, får vi heldigvis også meget god kage, siger Lene Tanggaard med et stort smil.

Lene Tanggaard er sideløbende professor og Ph.d. fra Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet, hvor hun med sin baggrund som psykolog og forsker i pædagogisk psykologi især beskæftiget sig med forskning i kreativitet og læring, men også med en kritisk stillingtagen til indholdet på læreruddannelse, almen dannelse og arbejdsliv. Det faglige vejer tungt hos Lene Tanggaard, og det er derfor udviklingen af Designskolen i Kolding, som ligger hende på sinde.

– Som uddannelsesinstitution har vi stor indflydelse på, hvordan vi indretter de forholdene på skolen. Modsat lignende steder med stor ensretning og strømlining med storkøbsaftaler på f.eks. cateringområdet, sætter vi pris på selv at bestemme, siger Lene Tanggaard og fortsætter: – Men vi skal selvfølgelig skal leve op til vores rammekontrakt med Uddannelses- og Forskningsstyrelsen og Ministeriet for Uddannelse og Forskning, så vi skal indrapportere nøgletal for uddannelses- og forskningens kvalitet samt for vores samarbejde med omverdenen.

KOMBINERE FORSKNING OG HÅNDVÆRK

Som relativt nyudnævnt rektor for Designskolen i Kolding gør Lene Tanggaard sig mange overvejelser og planer for det fremtidige arbejde med at udvikle skolen som en af landets vigtigste uddannelsesinstitutioner inden for design.

Det vigtigste mål for Lene Tanggaard er, at Designskolen i Kolding lægger en linje for at sin nye strategi om at medvirke til en bedst mulig kombination af forskningsmæssig viden og håndværket samt designmæssige tradition.

– Som uddannelsesinstitution er Designskolen i Kolding vokset ud af den tekniske skoles tradition. Skolen blev akkrediteret om institution under Uddannelses- og Forskningsstyrelsen i 2010, og siden jeg tiltrådte i januar 2020, har vi taget de første spæde skridt i den retning, hvor vi begynder at tænke meget mere i værksteder i kombination med forskning, siger Lene Tanggaard og påpeger, at designere naturligvis ikke alle skal være forskere, men har design som det primære.

Fremtidens designerne – uddannet på højeste niveau – skal gerne lege sig frem til nye prototyper, som de – i endnu højere grad en tidligere – også kan forklare designteoretisk og selv kan være med til at udvikle med afsæt i den bedste forskning på området. > >

Designskolen i Kolding får også et ansigtsløft på facaden og en ny forskningsbygning, hvor man får nemmere mulighed for at lade forskning og håndværk smelte sammen.

– Et nyt kunstnerisk udviklingsprojekt på skolen igangsat af professor i leg, Helle Marie Skovbjerg og studieretningsansvarlig på tekstil, Helle Gråbæk, er et godt eksempel på, hvordan man undersøger legekvalitet med afsæt i tekstilmaterialer. Det vil sige, at man via tekstilmaterialer kan udtrykke ny viden om leg, og det er forenklet sagt der, hvor jeg gerne vil bringe skolen hen, forklarer Lene Tanggaard.

Det vil sige der, hvor designhåndværket og forskningen udvikler sig på gensidig, frugtbar vis.

– Forskere er i høj grad skrivende, og ingen skal tvinges til det, de ikke er. Nøglen er, at man skal gøre det, man er bedst til. Nogle af vores designere er ikke uddannet i en skrivende praksis, og det er helt ok. Deres viden ligger mere i hænderne, men samarbejdet med forskere kan netop sikre, at denne viden almengøres, siger Lene Tanggaard og uddyber:

– Det praktiske håndværk i værkstedet er derimod noget af det fineste. Det er det, vi bygger vores viden på, men det er fremadrettet kombinationen af de to områder på Designskolen Kolding, som jeg ønsker at fremelske.

DEN TAVSE TRADITION

Når man kan integrere håndværksmæssig kunnen i form af design med det teoretisk og forskningsbaserede, kan fagene udvikles indefra, mener Lene Tanggaard, som vil almengøre den såkaldt ’tavse tradition’. – Den både vigtige og frugtbare praktiske kunnen kan bruges til at udvikle faget inde fra, når de kommende generationer af designere også skal kunne forklare deres design, siger Lene Tanggaard og understreger, at det f.eks. kan være via farveteori.

En af de Ph.d.-studerende på Designskolen i Kolding er i øjeblikket i sin afhandling ved at undersøge, hvordan farver bliver brugt i formgivningen i dag. Hun er på den måde med til at forny farveteori, og det er netop den type forskning, som er Lene Tanggaards vision, og som hun gerne vil have mere af.

– Vi må gerne blive klogere på designfaget og samtidig gøre menneskelivet bedre samt mere bæredygtigt. Kan vi designe bæredygtigt, er vi med til at bidrage til en grønnere verden. Vi kan på den måde vise, hvad design kan, siger Lene Tanggaard, som understreger, at det fællesskabsorienterede er altafgørende.

– Vi skal være en vi-skolen, hvor det ikke er den geniale ener, som er målet. Vi gør ting sammen for at vi lykkes. Det er det lange seje træk og nok 10-15 år ude i fremtiden, før vi har opnået vores strategi. Og jeg oplever allerede nu, at vi har sået et frø, når de studerende kommer og siger, at de godt kunne tænke sig at lave en Ph.d. inden for deres fagområde, forklarer Lene Tanggaard og fortsætter:

– Designere træder qua deres job ind i relevante dagsordener i samfundet, da 80 % af beslutning er i forhold til bæredygtighed handler om design og materialer. Det er noget, som vi arbejder i vores laboratorier og kommende transformering af skolen. Det handler om, hvordan vi får relevant design ud til folk – baseret på en selvkritisk stillingtagen i forhold til det reelle klimaaftryk.

This article is from: