Greatest Hits 2008-2012

28. juni 2012 • Vollsmose Avisen 90 • 5

Forside

Greatest Hits

2008-2012

Vollsmose Blomstrer 2011 >> Historien om Mosen >> Borgerfotografer >> Net-tv >> Stemmer fra Vollsmose >> Gode råd fra Fadumo >> John Bonde

6

• Vollsmose Avisen 90 • 28. juni 2012 Vollsmose Blomstrer 2011 var en stor publikumssucces. Vollsmose Avisen havde også stor succes i forbindelse med bydelsfesten. Her lykkedes det nemlig at lave en hel avis på 16 sider udelukkende med artikler skrevet at borgerjournalister og billeder taget af borgerfotografer. Det var et stort arbejde, men resultatet er noget, mediehuset og de borgerjournalister, der var med, stadig taler om med glæde. Festen bød blandt andet uddeling af integrationsprisen Den Gyldne Frø (se artiklen nedenfor, som blev bragt i september 2011) og koncert med Aarhus-rapperen U$O. Foto: Jørgen Gregersen, borgerfotograf

Den Gyldne Frø gik til Abildgårdskolen Under Vollsmose Blomstrer blev integrationsprisen ’Den Gyldne Frø’ traditionen tro uddelt. I 2011 gik den til Abildgårdskolen og skoleleder Allan Feldskou. Skolen har skabt flotte resultater for årets 9. klasses elever, som ligger langt over det forventede niveau.

- Alle eleverne fra årets 9. klasse på Abildgårdskolen er kommet videre på en videregående uddannelse. Eleverne har også klaret sig rigtig godt i Pisa-undersøgelsen, sagde Søren Damgård og fortsatte: - Der er gode grunde til, at prisen er blevet uddelt til Abildgårdskolen. Blandt andet de flotte resultater. De er et godt eksempel på, at skolen har klaret sig godt generelt.

Lørdag omkring klokken 20.00 blev integrationsprisen ’Den Gyldne Frø’ uddelt for fjerde gang fra Vollsmose Blomstrers scene. I år gik prisen til Abildgårdskolen, repræsenteret ved skoleleder Allan Feldskou. Han var sammen med skolen opstillet i et kvalificeret felt bestående af 11 andre kandidater.

Formålet med Den Gyldne Frø er at anerkende integrationsarbejde, som udmærker sig ved at nå ud til en bred kreds.

- Allan hopper altid længst og højst muligt for at forbedre elevernes undervisningsmiljø og dermed elevernes læring.

Det blev ved prøven i 9. klasse i dansk 2011 af eleverne og lærerne honoreret med 8,8 i snit, lød det fra Åse Elmstrøm, der havde indstillet Allan Feldskou til prisen.

Vil dele æren med hele skolen

En stor overraskelse at vinde Allan Feldskous glæde og stolthed over at vinde Den Gyldne Frø var svær at skjule. Ud over en skulptur af en gylden frø er prisen på 10.000 kroner.

- Jeg er utrolig glad og stolt over at have fået denne pris af Helhedsplanen for Vollsmose. Med prisen får vi anerkendelse for det arbejde, vi har gjort. Så jeg er en meget, meget glad og stolt skoleinspektør, sagde han, efter prisen var blevet overrakt af beboerdemokrater fra Vollsmose.

Allan Feldskou fortalte, at skolen og dens medarbejdere har lavet et stort stykke arbejde for, at eleverne kan få gode og høje karakter - samt en god uddannelse i fremtiden.

Skoleinspektøren vidste godt, at Abildgårdskolen var blevet indstillet sammen med 11 andre kandidater. Men han havde

ikke regnet med at vinde.

- Det var en overraskelse. En dejlig overraskelse, sagde han.

Dommer: En fortjent pris Søren Damgård er beboerformand i Granparken. Derudover sidder han i dommerudvalget for Den Gyldne Frø - og har været med til at give årets pris til Abildgårdskolen.

Allan Feldskou ved ikke, hvad de 10.000 kroner skal bruges til.

Men én ting er sikkert - at de skal deles med alle eleverne og medarbejderne på skolen.

- Jeg vil fortælle om prisen til hele skolen på mandag. Samtidig vil jeg spørge eleverne, om de kan komme med nogle gode ideer og forslag til, hvad de 10.000 kroner skal bruges til.

Så vil vi kigge alle ideerne igennem, tage de bedste af dem og gøre brug af dem, sagde Allan Feldskou og understregede, at det skulle være ideer, der kommer alle til gode: - Jeg havde ikke set skulpturen før. Så lige da jeg fik den, tænkte jeg, at den skal stå på mit kontor. Men så tænkte jeg, at det jo er en pris, som jeg har fået på vegne af hele Abildgårdskolen. Så jeg vil have den stående et sted, hvor alle eleverne kan se den. Jeg tror, at vi køber et glasskab med lås, så den kan stå lige ved kontoret på den lange gang på Abildgårdskolen.

Det er der, de fleste børn går forbi hver dag. Allan Feldskou slutter med at slå fast, at han vil dele glæden med alle hele skolen - både elever, lærere og forældre: - Jeg vil især dele æren med alle lærerne på skolen. For de flotte resultater, som vi har fået, er på grund af, at lærerne har været dygtige og gode til at undervise.

Af Rahima Mano, borgerjournalist

28. juni 2012 • Vollsmose Avisen 90 • 7

Fremtiden er svær at spå om Historien om skolerne i Vollsmose er et eksempel på, det er svært at spå – især om fremtiden. Man kan være godt rustet med statistikker og demografiske fremskrivninger. Men mennesker er uberegnelige størrelser, der ikke altid reagerer, som byplanlæggere har regnet sig frem til.

De fleste mennesker er i deres dagligdag er mere optaget af ordentlige her-og-nu løsninger end løfter om en gylden fremtid.

Den moderne børnefamilie anno 1968 var ofte en familie, hvor både mor og far arbejdede ude. De ville have børnehaver og skoler i nærheden. Skulle man bruge lang tid på at transportere småbørn og få børnene til skole, så var det endnu et argument for, at man lige så godt kunne flytte ud i de nye parcelhuskvarterer.

Der var planlagt fire nye, moderne skoler hen ad vejen til netop de børnefamilier, man så gerne ville have som lejere i Vollsmose, da planerne for bydelen blev lagt.

Men først i februar 1973 kom den første skole, Abildgårdskolen. Indtil da måtte børnene i Vollsmose gå på Risingskolen, der knap havde plads til de nye elever, skønt den ved sin indvielse i 1951 var en af nordens største skoler. Ifølge én af de første beboere i Vollsmose betød det, at eleverne nogle gange rent bogstaveligt blev undervist på trapper og gange.

Planerne blev langsomt skrottet I 1976 kom Humlehaveskolen til. Den oprindelige plan havde været, at skole nummer to skulle ligge ved Kertemindevej, blandt andet for at få elever fra det planlagte boligområde på den anden side vejen.

Men da det lokale indkøbscenter kom i alvorlige vanskeligheder fra 1974, ændrede man planer. Nu blev skole nummer to placeret i næsten umiddelbar forlængelse af centret - i håb om at det kunne medvirke til yderligere omsætning i butikkerne.

Allerede i 1978 havde Humlehaveskolen pladsmangel, og frustrerede beboere pressede politikerne for at få bygget den tredje skole. Den skulle have været bygget i 1977, men var blevet udskudt på ubestemt tid. At få bygget den fjerde skole, som skulle være kommet til i 1980, var der ingen, der snakkede om mere.

Trods et massivt pres fra en meget aktiv beboergruppe, især op til byrådsvalget 1978, kom den tredje skole ikke. Igen måtte Risingskolen hjælpe: Børnene fra Granparken blev flyttet derover, ligesom Seden Skole en overgang måtte oprette en klasse specielt til børn fra Vollsmose.

Nye tilflyttere - nyt behov Den tredje skole i Vollsmose kom dog til sidst, men først i 2005 da H.C. Andersen Skolen åbnede.

Historien om den tredje skole, der kom 28 år forsinket, og den fjerde skole, der slet ikke kom, viser med al tydelighed, hvor svært det er at forudsige, hvilke behov der opstår i fremtiden. Blot seks år efter, at man byggede H.C. Andersen Skolen, lukkede man skole nummer to, Humlehaveskolen.

Da man planlagde at bygge fire skoler i Vollsmose, var den daværende familiestruktur typisk på tre-fire børn per familie. Det faldt hurtigt til et-to børn i 1970’erne, og de børnefamilier, man havde forstillet sig som lejere i Vollsmose, flyttede i stedet i stor stil i eget parcelhus.

Behovet for skoler dalede. Men så nåede flygtningestrømme fra lande med traditionelt store familier til Vollsmose. Igen forsøgte man at komme fremtiden i forkøbet ved at forestille sig, at disse familier ville blive boede i området, og at deres børn også ville få mange børn. Voila: Nu var der brug for en tredje skole.

Desværre for planlæggere opfører folk sig ofte slet ikke, som det er blevet forudsagt. Anden generation af tilflytterne holder sig til at danne små familier, da der i en velfærdsstat ikke er behov for at få mange børn som alderdomsforsikring.

Da man begyndte at bygge H.C. Andersen Skolen, havde udviklingen egentlig allerede overflødiggjort den. Men det var altså Humlehaveskolen, der seks år senere, i 2011, betalte prisen.

Af Herdis Weins

Alle greatest hits-album har en smule nyt materiale for at ’få skiven solgt’ - og det har Mediehus Vollsmoses naturligvis også. I 2010-2011 bragte Vollsmose Avisen en serie om Vollsmoses historie, skrevet af Herdis Weins og Ann Ammons fra Vollsmose Kulturhus. Men ét af afsnittene nåede på grund af akut pladsmangel i avisen aldrig at blive bragt. Men læserne skal naturligvis ikke snydes. Derfor er her Herdis Weins ’historietime’ om bydelens folkeskoler, der skulle have været bragt for længe, længe siden, men som altså først når med her på falderebet. Vær så artig. Foto: Niels Nyholm / Odense Stadsarkiv

8

• Vollsmose Avisen 90 • 28. juni 2012 B1909’s U16-hold havde sparet sammen i et helt år for at kunne tage på fælles tur til Brasilien og opleve sambabold på nærmeste hold (maj 2011).

Foto: Jesper Staal Nielsen

Et billede siger mere end Uden billeder mangler en artikel i avisen noget. Billeder giver liv, de skaber identifiktaion, de dokumenterer. Og de fortæller selvstændige historier. Derudover kan de være en god måde at få folk, der måske ikke føler, de er født med en pen i baglommen, til alligevel at være med til at skabe de lokale medier.

Mediehus Vollsmose har gennem de sidste fire år været beriget med et væld af fine artikler, notitser, portrætter, reportager og andet godt fra de frivillige hjælpere, som vi kalder borgerjournalister.

Men der er også en anden gruppe af frivillige, der har hjulpet mindst lige så meget: Vores dygtige borgerfotografer.

Om det er foreningsformanden, der selv sørger for at tage billeder til generalforsamlingen, eller om det er de mere garvede fotografer, der velvilligt stiller op en lørdag for at hjælpe med at dække byfesten med tusindvis af gæster, har vi været glade for bidragene. Her giver vi nogle af de bedste snapshots fra de sidste fire et gensyn.

Samtidig minder vi om, at Vollsmoses egne medier altid er interesserede i bidrag fra borgerne. Ikke mindst i form af fotos.

Af Thomas Juhl Bruun

Cykelpigerne fra holdet ’Stjernerne fra Vollsmose’ er lige vendt hjem fra turen fyn rundt (august 2011).

Foto: Flemming Larsen

28. juni 2012 • Vollsmose Avisen 90 • 9

Perfekt vejr på kælkebakken i Vollsmose (december 2010).

Foto: Jørgen Gregersen

Omkring 500 demonstrerede mod vold og kriminalitet, efter især Bøgetorvet havde været ramt af ballade gennem en periode (november 2010). Foto: Maryan Abdi Muse

tusind ord... ’Den Store Bagedag’ i Vollsmose Kulturhus var et sandt overflødighedshorn af gode sager (oktober 2011).

Foto: William Hansen

Det bedste fra net-tv Efter knap et par år med at lave lokal-tv i Vollsmose takker Martin Ramsgård af med at samle alle de bedste indslag fra de sidste to år.

I løbet af en halv time kan du møde Hana, der gerne ville til et Oprah Winfrey-show.

Nikita, der er vild med Hansi Hinterseer. Og Olav Rabølle Nielsen, da han sagde farvel til eleverne på Humlehaveskolen. Der er også et gensyn med Stemmer fra Vollsmoses gallakoncert og B1909’s U19-pokalkamp mod OB. Sæt dig tilbage foran computeren eller fjernsynet og se eller gense nogle historier, som man sjældent hører fra Vollsmose. Udsendelsen kan ses på www.vollsmose.dk og kommer senere på sommeren i fjernsynet på Den Regionale Kanal, hvor Vollsmose Nyhederne plejer at blive sendt.

10 • Vollsmose Avisen 90 • 28. juni 2012

Vollsmose lignede en million

Tv-koret ‘Stemmer fra Vollsmose’ blev dækket intenst i Vollsmose Avisen, da programmet løb over skærmen i efteråret 2010 på DR1. Vi var også med ved gallakoncerten, der afsluttede serien, for at lave en reportage fra ’den røde løber’. Her mødte vi blandt mange andre familien Bodjo, der var taget i Odense Koncerthus for at se lillesøster og kusine Leticia synge med resten af koret for Kronprins Frederik. Foto: Thomas Juhl Bruun

Pas på den farlige kemi Undgå farlig kemi – og spar samtidig penge. Sådan lyder opsangen fra tidligere miljøambassadør Fadumo Sheik Ibrahim, som her giver sit bedste råd til billig og miljøvenlig husførelse.

Hen over et halvt år bragte Vollsmose Avisen en serie af artikler, hvor tidligere miljøambassadør Fadumo Sheik Ibrahim satte fokus på miljøambassadørernes arbejde med at skabe bedre miljø-, energi- og affaldsvaner hos beboerne. Dette er fjerde afsnit, som handler om rengøring, og som blev bragt i april 2011. Foto: Thomas Juhl Bruun

Det er vigtigt at holde boligen ren. Men det er også vigtigt at tænke over, hvordan man gør det. Og især hvilke midler man bruger. Supermarkedets hylder er fyldt med farvestrålende og velduftende flasker. Men det er langt fra alt, der er lige godt for helbredet.

- Når folk i Vollsmose køber ind, kigger de først og fremmest på prisen – derefter på lugt og farve. Det dufter måske godt og ser godt ud, men duft og farver fjerner ikke snavset, siger miljøkoordinator Fadumo Sheik Ibrahim, der mener, at mange i bydelen ikke kender til betydningen af miljømærker på pakningen: - Varerne med miljømærker koster næsten det samme, og nogle gange er de endda billigere. Men de fleste mangler kendskab til, hvad eksempelvis Svanemærket eller Miljøblomsten betyder for helbredet, hjemmet og tøjet.

Klorin skal ikke bruges til alt Den helt store synder i Vollsmose er ifølge Fadumo Sheik Ibrahim klorin. Klorin er billigt og kraftfuldt, men det er ikke beregnet til at blive brugt som universal-rengøringsmiddel.

- Nogen bruger klorin til alt. Ikke bare rengøring i hjemmet, men også for eksempel tøjvask eller opvask. Jeg har set

familier, der bruger helt op til fem liter klorin om måneden – en flaske om ugen, fortæller Fadumo Sheik Ibrahim og fortsætter: - Men tøjet bliver ødelagt af klorin, og kvinderne risikerer at blive svimle og kaste op. Jeg er ikke læge, men jeg har oplevet mange, der har fået det dårligt over årene, fordi de har brugt masser af klorin uden at lufte ordentligt ud. Jeg har været miljøambassadør i seks år, og noget af det, jeg er mest

stolt over i mit arbejde, er, at jeg har reddet mange kvinder fra klorin.

Fadumos bedste trick Man kan nemlig sagtens leve uden klorin – og mange af de andre rengøringsmidler, der er fyldt med usunde eller direkte

28. juni 2012 • Vollsmose Avisen 90 • 11 Lørdag aften kulminerede ’Stemmer fra Vollsmose’, da tv-koret sang for Kronprins Frederik, borgmester Anker Boye samt ikke mindst en koncertsal fyldt med beboere, familie og venner fra Vollsmose.

Nystrøgne skjorter, pressede bukser og blanke sko. Smukke rober, fikse kjoler og tørklæder lagt i de helt rette folder.

Jo, Vollsmose tog sig ud fra sin bedste side, da Odense Koncerthus lørdag aften blev fyldt op af beboere og ansatte samt kormedlemmernes venner og familie, der alle var kommet for at se kulminationen på tv-programmet ’Stemmer fra Vollsmose’ – den store gallakoncert med Odense Symfoniorkester og Kronprins Frederik på første parket.

Men det var også en festlig aften. Gallakoncerten var afslutningen på dirigent Frans Rasmussens arbejde med at skabe et kor ud af en flok brogede Vollsmose-borgere, som man har kunnet følge de seneste uger på DR1.

- Jeg synes, det er en rigtig god måde at vise, at vi godt kan sammen, sagde Kronprins Frederik, inden han satte sig til rette i salen for at høre tv-koret synge i selskab med symfoniorkesteret: - Sangen forener på mange måder – det har den gjort i flere tusind år. Det er noget vi godt kan lide, og det er noget, der spreder glæde og selvværd.

Ingen udgave af avisen uden ét af John Bondes karakteristiske portrætter af ansigter fra Vollsmose. John Bonde var én af de første aktive borgerjournalister i mediehuset, og han er ’still going strong’. Vi har været i arkivet for at finde hans allerførste artikel, portrættet af navnebror John Laursen, der blev bragt i juli 2008.

Foto: Pernille Poulsen

Af Thomas Juhl Bruun

Omkring John Vi befinder os i Bøgeparken på en skyfri dag i juni.

Udenfor sidder mange mennesker og slikker solskin, og der er travlt hos halalslagteren og grønthandleren.

Her bor den 56-årige John Laursen i en ét-værelses lejlighed. Lejligheden består af et rum med en altan i den ene ende og et køkken i den anden. farlige kemikalier. Faktisk findes der et rengøringsmiddel, som er både billigt og naturligt. Og som ifølge Fadumo Sheik Ibrahim kan bruges til næsten alt: Ganske almindelig, lys lagereddike – som fås i store dunke til ingen penge i ethvert supermarked.

- Jeg har selv tænkt og tænkt over, hvad jeg kunne bruge i stedet for kemikalier. En dag læste jeg om eddike som universal-rengøringsmiddel i en avis. Jeg undersøgte sagen på nettet, og det viste sig at være sandt, fortæller hun og fortsætter: - Eddike fjerner snavs, kalk og dårlig lugt. Og det skader ikke nogen eller noget.

Lugtfjerner og skyllemiddel Fadumo Sheik Ibrahim bruger selv eddike til næsten alt. Blandet op med almindelig neutralsæbe er det et udmærket rengøringsmiddel til fliserne i badeværelset og bordet i køkkenet. Og i en forstøverflaske er det perfekt til at rense en beskidt ovn. Det skal bare have lov at virke et par timer, og det fastbrændte fedt og snavs er væk.

- Jeg har boet i min lejlighed i Vollsmose i 18 år. Men når jeg gør rent i eddike, kommer det hele til at se helt nyt ud – både fliser, afløb og vandhaner.

Selv om eddike i sig selv ikke lugter specielt godt, er det faktisk en glimrende lugtfjerner. Man kan bare hælde lidt op i en skål eller underkop og lade det stå i for eksempel et tilrøget rum – så forsvinder lugten af røg.

Ja, man kan endda bruge det i stedet for skyllemiddel, når man vasker tøj. Det gør tøjet blødt og fjerner den statiske elektricitet, uden at tøjet af den grund kommer til at lugte af eddike.

Af Thomas Juhl Bruun

I alt 35 kvadratmeter, som det kræver lidt praktisk sans og en god fantasi at møblere. Der skal både være plads til madlavning, spisning og et sted at sove. Lejlighederne bliver lidt galgenhumoristisk kaldt kister uden låg, men for mange er det et hjem og en base for livets udfoldelser.

John er født i Odense og tilbragte sin barndom i en lejlighed i centrum, hvor han boede sammen med sin mor og to søstre. Der var ikke mange penge, så John supplerede husholdningen ved at fange fisk i åen eller havnen.

John blev senere gift og fik to sønner. Men ægteskabet holdt ikke, og da drengenes mor oven i købet blev syg, blev John enlig far til de to drenge.

- Til tider var det hårdt. Jeg mødte klokken 06 om morgenen på Roulunds Fabrikker og fik fri klokken 14.30. I dag er de dog kommet godt på vej. Lars er blikkenslager, og Kenn arbejder som lagerarbejder og chauffør.

Blodproppen For knap to år siden, mens John arbejdede i pensionistservice, skete der noget skelsættende i hans liv. En dag, hvor han stod lænet op af døren hjemme i sin lejlighed, gled han pludselig ned på gulvet. Han rejste sig op igen, men det samme skete.

Han havde fået en blodprop, men han var slet ikke klar over alvoren. Så John tog med nogle venner i centeret for at få en øl, og først da kammeraterne begyndte at kommentere, at hans kæbe da hang lidt mærkeligt, blev John sendt på sygehuset. Her fik han endnu en blodprop og var indlagt i flere uger.

- I dag kan jeg ikke bruge venstre arm og er meget besværet på venstre ben. Jeg får dagligt besøg af Lena fra hjemmeplejen. Hun har 20 minutter, hvor hun smører mad til mig og vasker op. Hver onsdag har hun 45 minutter til rengøring, fortæller John:

- Jeg er blevet meget afhængig af andre. Heldigvis har jeg min handicapknallert, så jeg kan komme i centeret, handle ind og være sammen med mine venner. Hver dag undtagen onsdag går jeg til træning i Seden.

En gang imellem har folk medlidenhed med John. Og det kan godt være irriterende, siger han: - Men folk gør det jo i en god mening. Mine dage går som regel med at komme i centeret, hvor jeg snakker med mine venner og får en øl eller to. Om aftenen ser jeg fjernsyn og laver mad. Før jeg blev syg, opholdt jeg mig meget i mit havehus i Martinsminde Haveforening. Nu er kolonihaven solgt, men jeg kommer der tit alligevel.

Fremtiden Når man spørger John om hans fremtidsdrømme, handler det om at få en bedre bolig, der kan lette hverdagen.

- Jeg håber, at jeg i fremtiden kan få en større bolig ved jorden. Jeg har søgt om én i Slåenhaven og Poppelhaven, men indtil videre uden held. Jeg har også søgt om førtidspension og håber det går i orden. Indtil videre lever jeg af sygedagpenge, siger John og fortsætter: - Men det vigtigste for mig er, at jeg bliver bedre til at bevæge min arm og mit ben. Jeg bliver aldrig helt rask, men lidt kan også gøre det.

John har boet i Vollsmose i næsten 26 år og synes, det er blevet bedre med årene. Han har selv oplevet at få tæv nogle gange, men det er længe siden nu.

- Der er blevet mere roligt herude. Jeg har det helt fint med at bo sammen med en masse forskellige nationaliteter. I min opgang hjælper vi hinanden, og hvis elevatoren ind imellem ikke virker, så kan min knallert sagtens stå nede i opgangen uden at blive udsat for hærværk eller stjålet. Og børnene holder døren for mig, når jeg skal ind og ud af elevatoren, forklarer John.

På spørgsmålet om hvad han ville gøre, hvis han fik lov til at bestemme en ting omkring sine medmennesker, svarer han: - At folk i højere grad var til for hinanden og ikke kun til for sig selv.

Af John Bonde, borgerjournalist

Foto: Martin Ramsgård

12 • Vollsmose Avisen 90 • 28. juni 2012

Der er et sted...

Der er et sted så stort og dog så småt

men med en tålmodighed som dagen er lang

Der kan høres larm fra en knallert eller bil

Hvor mennesker lever på ondt og på godt

Et sted, hvor cyklerne cykler i cyklernes kor

som ikke altid føres med stil

En enklave, der har sin egen specialitet

en dreng, en pige, et barn med sin mor

Stilheden kan dog være mere stille end det mest stille

hvor samvær har en høj prioritet

Hvor alle føler sommerens blide vinde og varme

og føles som en utømmelig stilhedskilde

Beboet af mennesker med hver sin identitet

og cykler friskt afsted med bare arme

Ikke alt på stedet passer som fod i en hose

hvor meget sker og meget er sket

Hvor folk smilende hilser og gi’r hinanden hænderne

men stedet er vores sted, og det er Vollsmose

Et sted, hvor vinden hyler, når den runder et hjørne

mens små børn leende fodrer ænderne

og solen skinner glad over træer, buske og tjørne

Et sted, hvor kulturen i al dens forskellighed

Hvor fiskeren står ved søen med sin ensomme stang

har det enkle mål, at alle kan være med

Digt af John Bonde, borgerjournalist