ACTION - De unges egne ord fra "ghettoen"

TEMA: DE UNGES EGNE ORD FRA “GHETTOEN” #1 | 2018 www.ms.dk

“DET ER,

SOM OM DE

BRAINSTORMER A R F D U

” E M M O D R O F år 4 ,2 E LD O EW T EN D E

UNGE FRA BLOKKEN ER TRÆTTE AF DEBATTEN SMEDEN FRA SKØRPING SLÅR ET SLAG FOR RETFÆRDIGHEDEN

MORTEN PAPE: “VI VIDSTE GODT, AT VI VAR DÅRLIGT SELSKAB”

UNGE INGEBORG ALENE I TANZANIA: “DET VAR BÆLGMØRKT”

Leder

Indhold

LYT TIL SUHA, EDEN, RAMMY, SAGAL OG DE ANDRE UNGE STEMMER FRA BLOKKEN Vibeke Vinther National chef Mellemfolkeligt Samvirke

For nøjagtig tre år siden holdt vi i Mellemfolkeligt Samvirke vores rådsmøde i Tingbjerg, et af de udsatte boligområder i København, der officielt betegnes som en ghetto. Det var på mange måder et stærkt og historisk møde.

Orientering:

4 6 VIGTIGE I VERDEN

Betydningsfulde historier fra verden, som ikke nødvendigvis har fyldt i nyhedsfladen. Læs bl.a. om politisk opbrud i Zimbabwe og Trumps kontroversielle Palæstina-kurs.

Tema:

6 DE UNGES EGNE ORD FRA GHETTOEN

Debatten om ghettoerne fylder medierne som aldrig før. Men er debatten med til at anvise løsninger – eller taler den bare store boligområder ned i et sort hul?

GHETTODEBAT UDEN GHETTOSTEMMER: Politikerne maler et mørkt billede af boligområder, som de kun kender sporadisk.

LAVE FORVENTNINGER I TINGBJERG: Alle undervurderer Tingbjergbørnenes lyst til og motivation for skole og uddannelse.

MIN GHETTO: De unge sætter selv ord og billeder på livet i de områder, som har fået regeringens ghettostempel.

MS PÅ GADEPLAN: Ungeråd, nye fællesskaber, festival og stærke meningsdannere. Kortlægning af MS’ indsats.

GAVNER DEBATTEN?: Forfatterne Morten Pape og Ahmad Mahmoud forholder sig til en debat, som de selv er en del af.

I månederne optil havde vi debatteret, om vi skulle arbejde med unge, rettigheder og lokaldemokrati i Danmark. Inspireret af vores arbejde i det globale syd havde nogle af os foreslået, at vi skulle bringe vores erfaringer hjem. At vi skulle støtte unge med etnisk minoritetsbaggrund i at arbejde for sociale forandringer – akkurat som vi støtter unge i andre lande via samarbejdet i ActionAid. På rådsmødet i Tingbjerg viste unge os rundt i deres område. De fortalte os, at de er glade for at bo der. Men også om de mange fordomme, de møder hver dag – udenfor bydelen – på grund af deres postnummer, hudfarve eller navn. Det var historier om stigmatisering og diskrimination, der ganske enkelt bevægede os allesammen. Og et enigt råd stemte ja. Selvfølgelig skulle vi – Mellemfolkeligt Samvirke – støtte de unge i deres arbejde for lige rettigheder.

Noter:

Arbejdet har spredt sig. I dag arbejder vi i mange områder i Storkøbenhavn. Og vi håber, vi kommer til at arbejde i andre dele af landet i de kommende år.

For beslutningen, vi tog for tre år siden, viste sig at give masser af mening. Det har vi bestemt også set i den nylige debat om ghettoerne og regeringens omfattende udspil, der bl.a. lægger op til nedrivninger, tvangsforflyttelser og strengere straffe for kriminalitet begået i de udsatte boligområder.

Ingen stiller spørgsmål ved de sociale problemer og behovet for en indsats. Men det er påfaldende – og utrolig ærgerligt – at man tilsyneladende ikke har lyttet til de unge. Dem, det hele drejer sig om. Dem, der klarer sig bedre og bedre hvert eneste år i statistikkerne for uddannelse og arbejde. Dem, som vi kender efter tre års tæt samarbejde, og som altid står klar med inspirerende bud på forandringer.

20 MS-PILEN PEGER PÅ

Globalt madhus på vej, stærkt tryk fra Aktive Pensionskunder og MS-undervisning i VerdensKlasse.

Mit MS:

22 MED KÆRLIG HILSEN INGEBORG

I 1968 rejste den unge lærerinde Ingeborg Evans til Tanzania med Mellemfolkeligt Samvirke. De intense oplevelser er nu blevet til en underholdende bog. Læs et uddrag her.

Heldigvis har de unge selv taget ordet i ghettodebatten og sikret, at deres budskaber er kommet ud. Det samme gør de her i magasinet. Lyt til de stærke stemmer fra Eden, Rammy, Suha og Sagal.

Og lad os invitere politikerne til i fremtiden at tale langt mere med de unge og noget mindre om dem. Det får vi helt sikkert bedre og mere bæredygtige løsninger ud af. Det er for øvrigt også en god og velafprøvet erfaring fra udviklingsarbejdet i det globale syd. Det er en erfaring, der også er velafprøvet fra mange års udviklingsarbejde i det globale syd.

udgives af Mellemfolkeligt Samvirke.

Artikler i magasinet udtrykker ikke nødvendigvis foreningens holdninger.

2

Redaktør: Mikkel Gottlieb Ansvarshavende: Malene Berland Grauslund Øvrig redaktion: Pola Rojan Bagger, Ulrik Norup Jørgensen

Layout: Laura Johanne G. Danielsen Forsidefoto: Lasse Bak Mejlvang Tryk: Skive Folkeblad Rotation

Adresse: Fælledvej 12 2200 København N Tel: +45 7731 0000 Email: mgo@ms.dk Web: www.ms.dk

#1 Marts 2018 Oplag: 23.300 ISSN: 1901-6115

Aktivisten

SMEDEN FRA SKØRPING SLÅR ET SLAG FOR RETFÆRDIGHED Jens Jørgen Tarp er med egne ord en “almindelig smed med en 7. klasse”.

Ikke desto mindre er det lykkedes ham at rykke sit pensionsselskab, som investerer mange millioner i virksomheder, der tjener penge på de ulovlige israelske bosættelser. 30 år som skibsreparatør på verdenshavene har givet ham et førstehåndsindblik i fattigdom og undertrykkelse, han ikke kan ryste af sig.

Det startede med, at jeg var inde at kigge på nettet, og jeg faldt over en artikel, hvor Danwatch fortæller om pensionsselskabers investeringer i de besatte palæstinensiske områder. Jeg tænkte: “Det kan da i hvert fald ikke være min pension”, men jo, Industriens Pension var med. De havde investeret over 200 millioner kroner (227,41, red.). Jeg ringede til dem og forlangte mine penge udbetalt. Mine penge skal ikke bruges til noget, som er forkert.

Det er måske ikke direkte ulovligt, men jeg mener, det er etisk forkert.

Cemex har for eksempel i årevis taget råstoffer fra palæstinensere i de besatte områder. Til at bygge nye huse til de ulovlige israelske bosættelser. Og Caterpillars maskiner (bulldozere, red.) bliver brugt til at rive palæstinensiske huse ned. Bosættelserne er vanvittige. Alt bliver taget fra palæstinenserne.

Jeg har rejst over hele verden og set, hvordan fattige mennesker bliver behandlet. Det var altså ikke turistområderne, jeg så.

Det var havneområderne, fattige steder. For eksempel i USA – det var ikke det, man ser i filmene, hvor folk bor i luksushuse. Hvis du tager toget op ad østkysten, ser du også slummen. Jeg har set mennesker, som bor i huse, jeg ikke engang ville lukke min hund ind i. Det har gjort stort indtryk. Det har virkelig påvirket mine holdninger.

AKTIVE PENSIONSKUNDER JENS JØRGEN TARP §§ Uddannet smed. §§ Sejlede verden rundt som skibsreparatør fra 1978 og ca. 30 år frem, hvor han gik på pension.

Pensionsselskabet Industriens §§ Pension havde ved seneste opgørelse investeret 227,41 mio. kr. i firmaer med aktiviteter i eller omkring de ulovlige israelske bosættelser (iflg, Danwatch, januar 2017). §§ Har det seneste års tid vedvarende lagt pres på sit pensionsselskab for at ændre praksis.

§§ Der er i alt ca. 3.000 mia. kroner opsparet i danskernes pensionsordninger. §§ En del af pengene bliver investeret i tvivlsomme foretagender – som fx tjener penge på ulovlige israelske bosættelser eller bidrager til at knægte menneskerettighederne i verdens fattigste lande. §§ MS samler lige nu engagerede danskere i gruppen Aktive Pensionskunder for at kræve en mere ansvarlig og transparent investeringspraksis hos pensionsselskaberne.

Du kan være med: ms.dk/pension §§

INTERVIEWET AF: ESBEN SCHOUBOE FOTO: JAKOB DALL

Jeg er jo bare en almindelig smed med en 7. klasse, som lige faldt over den her artikel om, hvordan store pensionsselskaber investerer. Ellers vidste jeg det ikke. Jeg tror faktisk, der ville være mange flere, der protesterede, ligesom jeg har gjort, hvis folk bare vidste noget mere om, hvad der foregik.

Efter jeg ringede til Industriens Pension, henviste de til en investeringschef. Intet held. Jeg har søgt fri proces. Kontaktet Mellemfolkeligt Samvirke og fået gode råd. Ringet til advokatrådgivningen i København. Skrevet og ringet til Dansk Metal (fagforening, som er medejer af Industriens Pension, red.) – både hovedkontoret og lokalafdelingen. I alt mere end 30 mails og opkald frem og tilbage. Til sidste klagede jeg til noget, der hedder Mæglings- og klageinstitutionen for ansvarlig virksomhedsadfærd.

Det hjalp. Jeg er i hvert fald blevet lovet, at Industriens Pension vil øge sin indsats og være mere åbne om, hvorvidt indsatsen nytter.

Jeg håber på, at nogle af investeringerne bliver stoppet, og at nogle af firmaerne kommer på en eksklusionsliste, hvis de ikke vil lytte til kritikken. Jo flere selskaber, der ekskluderer, jo flere andre vil også begynde at tænke over, om de skal trække sig. #1 | 2018

3

Orientering

3: Kenya

5

VALGET I KENYA GIK OM

1 4

3 2 6

Foto: Marie Torp Christensen

6 VIGTIGE I VERDEN 1. Syrien

Foto: UN Geneva

BOMBEREGN OVER SYRIEN Lidelserne fortsætter for befolkningen i Syrien. I februar blev civile mænd, kvinder og børn i flere syriske byer bevidst brugt som målskiver for syriske, russiske og tyrkiske kampfly. Det skete tilsyneladende for at presse civilbefolkningen til at vende oprørsgrupper ryggen.

De store krigsmaskiner rettede skytset mod Ghouta øst for Damaskus samt regionerne Afrin og Idlib, som begge ligger i det nordvestlige Syrien. Store beboelseskvarterer og stribevis af hospitaler og skoler blev sønderskudt af kampfly, helikoptere og tungt artilleri.

Rusland spændte længe ben for en midlertidig våbenhvile i Ghouta. Sidst på måneden lykkedes det at vedtage en 30-dages våbenhvile – men uden den ønskede effekt.

Udviklingen fik Mellemfolkeligt Samvirke til at arrangere demonstrationer på Rådhuspladsen i København og i Aarhus i samarbejde med læge og fredsaktivist Haifaa Awad. Idéen og budskabet blev samlet op af lokale netværk i Odense, Aalborg, Vordingborg, Rønne og Esbjerg.

Voldsomme protester og beskyldninger om valgfusk. Et ret tumultarisk forløb i efteråret betød, at præsidentvalget i Kenya gik om. Det endelige resultat blev, at den siddende præsident Uhuru Kenyatta blev genvalgt som præsident.

I 2010 fik Kenya en ny forfatning med en helt ny decentraliseringspolitik, der var banebrydende for det lokale demokrati i landet. Mellemfolkeligt Samvirke støtter landets fattige kvinder i at tage del i den politiske proces, fordi det rokker ved de traditionelle magtstrukturer, som i høj grad er dem, der holder halvdelen af befolkningen i fattigdom.

2: Zimbabwe

Foto: Scanpix

OPBRUD I ZIMBABWE

4

I november afsatte Zimbabwes militær præsident Robert Mugabe og indsatte sin egen betroede mand: Emmerson Mnangagwa fra regeringspartiet Zanu-PF. Mugabe styrede Zimbabwe i 37 år – ofte med meget hård hånd. Midt i februar døde så lederen af oppositionspartiet, Morgan Tsvangirai, efter længere tids kræftsygdom.

Alle bolde er altså kastet op i luften forud for det kommende valg, som finder sted allerede i sensommeren. Men dødsfaldet ligner umiddelbart en gave til Emmerson Mnangagwa, fordi oppositionen står splittet tilbage efter at have mistet den samlende figur.

Mellemfolkeligt Samvirke håber at bidrage til en demokratisk udvikling i Zimbabwe gennem et nyt program, der handler om demokratiarbejde med unge og sociale bevægelser.

Orientering

Foto: Noor Alam/ActionAid

5. Jerusalem

4: Bangladesh

ADVARSEL MOD HJEMSENDELSE AF ROHINGYAER Rohingyaerne skal IKKE sendes tilbage til Myanmar, før de er sikret helt basale rettigheder. Det var det klare budskab fra Mellemfolkeligt Samvirke, da det kom på tale at sende hundredtusinder af flygtninge tilbage til Myanmar fra Bangladesh.

I efteråret 2017 blev rohingyaerne i Myanmar udsat for, hvad FN kalder en etnisk udrensning. Det var et brutalt forløb, hvor flere hundrede tusinde familier blev sendt på flugt.

Nu bor de i telte i nabolandet Bangladesh, hvor de lige nu afventer, hvad der skal ske med dem. I januar kom det på tale, at de skulle sendes retur til Myanmar.

Det giver ikke mening at sende flygtningene retur, før deres sikkerhed er garanteret – og de får basale rettigheder som fx statsborgerskab.

TRUMP PÅ PALÆSTINAFJENDTLIG KURS 6. december smed USA’s præsident Donald Trump en bombe ind i fredsforhandlingerne mellem Israel og Palæstina: USA vil anerkende Jerusalem som Israels hovedstad og samtidig flytte den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til den hellige by.

Trumps udmelding var en rød klud i ansigtet på palæstinenserne og en fuldstændig afvisning af alle advarsler og gode råd fra eksperter og politikere fra hele verden. Jerusalem har stor symbolsk betydning, fordi den rummer meget hellige steder for både israelske jøder og palæstinensiske muslimer.

I januar fulgte den amerikanske præsident op med endnu en udmelding, der gjorde ondt på palæstinenserne. USA fastfryser halvdelen af sin støtte til FN's hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten (UNWRA) svarende til et beløb på 65 millioner dollars (387 millioner kroner).

6. Sydafrika

NY PRÆSIDENT I MANDELAS FODSPOR Anklager om korruption og udbredt mistillid fik midt i februar den sydafrikanske præsident Jakob Zuma til at trække sig. Dagen efter indtog 65-årige Cyril Ramaphosa præsidentposten.

Begge politikere kommer fra partiet ANC, som har siddet på magten i Sydafrika siden Nelson Mandela blev præsident i 1994.

Men de har forskellige profiler. 75-årige Jakob Zuma repræsenterede partiets mere populistiske og nationalistiske side, vurderer kommentatorer. Efterfølgeren Ramaphosa er en tidligere antiapartheidaktivist og fagforeningsmand, der senere er blevet en succesrig forretningsmand. Han tilhører den moderate reformistfløj af ANC. Ramaphosa forsøgte at vinde præsidentvalget efter Nelson Mandela i 1997, men forlod politik, da det mislykkedes. I 2012 vendte han tilbage til politik. Mandela beskrev i sin tid Ramaphosa som en af den ‘nye generations største ledertalenter’. #1 | 2018

5

S E G N U E D EGNE

Tema: De unges egne ord fra “ghettoen”

F R A “GH E 6

TTO EN”

Foto: Eden Tewolde

Tema: De unges egne ord fra “ghettoen”

Debatten om ghettoer fylder i medierne som aldrig før. Om sorte huller, parallelsamfund, bander og modkultur. Og de politiske forslag om hårde straffe og nultolerance bliver sendt afsted fra Christiansborg med voldsom kraft.

De unge i de omdiskuterede områder har til gengæld ikke en stemme i debatten. De følger diskussionerne på lang afstand i de almene boligblokke, som har dannet ramme om hele deres liv.

Men hvordan føles det at blive udpeget som samfundets tungeste problem? Hvordan er det at være omdrejningspunktet for en debat, som man ikke selv er en del af?

I dette tema kan du høre de unges egne stemmer. Se virkeligheden, som de oplever den. Høre deres tanker om “ghettolivet”, debatten, fællesskaberne og fremtiden.

Læs tema side 8-17 #1 | 2018

7

Tema: De unges egne ord fra “ghettoen”

GHETTODEBATTENS TAVSE HOVEDPERSONER Avisspalter, facebookfeeds og nyhedsudsendelser er fyldt til randen med ghettodebat.

Men boligområdernes unge indbyggere kommer sjældent til orde. Derfor er der en risiko for, at debatten puster til en følelse af afmagt og nederlag i de udsatte boligområder, advarer forskere.

1. januar kiggede statsminister Lars Løkke Rasmussen danskerne dybt i øjnene. Og fra sin sirligt iscenesatte stue på Marienborg slog han et tema an, der har fyldt godt op i debatlandskabet i årevis.

“Rundtom i landet er der parallelsamfund,” sagde statsministeren godt fire minutter inde i sin nytårstale.

Og herefter kredsede resten af talen om de 22 boligområder i Danmark, der står på regeringens ghettoliste. Om huller i Danmarkskortet, magtesløsheden, isolationen, kriminelle bander og utryghed.

“Vi skal sætte et nyt mål om at afvikle ghettoerne helt. Nogle steder ved at bryde betonen op. Rive bygninger ned.

Sprede indbyggerne og genhuse dem i forskellige områder. Andre steder ved at tage en klar styring af, hvem der flytter ind,” sagde Lars Løkke Rasmussen og bebudede et nyt ghettoudspil fra regeringen i begyndelsen af det nye år.

Statsministerens tale fik igen omtalen af ghettoer og parallelsamfund til at stige eksplosivt i medierne. I januar optrådte ordet ’ghetto’ 3.371 gange i artikler og indslag i radio og tv. Ordet ’parallelsamfund’ blev nævnt 1.951 gange. I 526 tilfælde blev ordene ’ghetto’ og ’kriminelle’ nævnt i samme artikel eller indslag.

Og imens debatten om bulldozere og bander buldrede derudad, sad de unge beboere i de omdiskuterede boligblokke fra 1960’erne og fulgte debatten på afstand. De var ikke selv en del af den.

Og det kan være en frustrerende oplevelse, fortæller mange af de unge, som Mellemfolkeligt Samvirke arbejder med. Blandt andre 17-årige Ismail Ibrahim, der sidder i ungerådet i Bispebjerg.

“Når man ikke bliver lyttet til rigtigt, så føler man sig overset. At man ikke rigtig betyder noget. Man skrumper,” siger han.

SELVOPFYLDENDE FORVENTNINGER Og den følelse er der grund til at tage alvorligt, understreger mange af de mennesker, der videnskabeligt har undersøgt udviklingen i de boligområder, der optræder på regeringens ghettoliste. For ordene i debatten har en tydelig indvirkning på adfærden hos de mennesker, der bor i boligområderne.

“Der findes mange socialpsykologiske undersøgelser, der viser, at folk tilpasser sig omverdenens forventninger. Det er det, man kalder Rosenthaleffekten. Man tilpasser sig de forventninger, som man bevidst eller ubevidst føler bliver rettet mod en,” siger Lars Holmberg, der er lektor på Københavns Universitet og bl.a. forsker i forebyggelse af unges risikoadfærd.

For nylig var han med til at kortlægge de lave forventninger til unge i udsatte boligområder som medforfatter til pilotprojektet Tingbjergundersøgelsen. Rapporten undersøger, hvilke

GHETTOER I MEDIERNE Så mange gange har ordet ’ghetto’ været nævnt i aviser, magasiner, indslag i radio og tv eller i webkilder.

2.068 744

828

855

987

2000

2001

2002

2003

8

2004

Den danske regering fremlægger for første gang en officiel “ghettostrategi”

2.656

2005

TEKST: MIKKEL GOTTLIEB ILLUSTRATION: LAURA JOHANNE G. DANIELSEN

2.171

2006

2.860

2.666

2.902

2007

2008

2009

Tema: De unges egne ord fra “ghettoen” forventninger forældre, lærere, kriminalpræventive medarbejdere og elever i Tingbjerg har til de 14-15-årige unge i området. Og billedet er helt entydigt.

Alle overvurderer Tingbjergbørnenes risikoadfærd og undervurderer deres lyst og motivation for skole og uddannelse.

Eksempelvis viser undersøgelsen, at hele 93 procent af de 14-15-årige unge i Tingbjerg synes temmelig godt eller vældig godt om at gå i skole.

Lærere og forældre forventede kun, at omkring halvdelen af de unge ville svare positivt på spørgsmålet.

“Det er interessant, for i vores optik må det betyde noget for den måde, de voksne går til undervisningen af de her børn på. Hvis man regner med, at de ikke gider være der, vil man muligvis undervise dem og håndtere dem anderledes, end hvis man havde en idé om, at de faktisk var glade for at være der,” siger Lars Holmberg.

mennesker bevidst vælger at melde sig ud af det her samfund. Det kan de jo kun finde ud af ved at gå ud og snakke med de her knap 80.000 mennesker og undersøge, om de faktisk ønsker at trække sig fra samfundet og etablere en “modkultur”, som de skriver i rapporten.”

Brian Arly Jacobsen understreger, at der ud fra alle gængse kriterier ganske enkelt ikke findes parallelsamfund i Danmark. Der er områder med mange indvandrere, men de er etnisk blandede. Og folk flytter derhen, fordi det er der, de kan få en bolig. Områderne har heller ikke deres egne institutioner, som står udenfor det danske samfund.

Men er det overhovedet vigtigt, om der teknisk set er tale om et parallelsamfund? Er det ikke bare en strid om et ord?

Så nemt kan man ikke affeje det, mener Brian Arly Jacobsen.

“Denne her begrebsliggørelse er ikke en del af løsningen, den er en del af problemet. Fordi den er med til at marginalisere de her grupper yderligere. De får at vide, at de ikke er en del af de her samfund, at de bevidst vælger at melde sig ud. Og det kan ende med at blive en selvopfyldende profeti,” siger han.

UNGE FREM PÅ SCENEN Mellemfolkeligt Samvirkes indsats i de boligsociale områder handler netop om at hæve forventningerne til de unge, der bor der – og om at lade de unge komme til orde, fortæller leder af

PROBLEMATISKE POSTULATER Flere forskere har også peget på, at det er et markant problem, at politikere og debattører strør om sig med begreber, som ikke har en klar definition. Eksempelvis er det svært at tale om parallelsamfund, hvis man ikke har spurgt mennesker i de omtalte boligområder, om de har lyst til at være en del af det omgivende samfund.

Midt i februar konkluderede Økonomi- og Indenrigsministeriet ellers i analysen “Parallelsamfund i Danmark”, at 28.000 familier lever “fysisk eller mentalt isoleret og følger egne normer og regler, uden nogen nævneværdig kontakt til det danske samfund og uden ønske om at blive en del af det danske samfund”.

Det er en påstand, som er svær at efterprøve, mener lektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet Brian Arly Jacobsen.

“De har bare siddet og trukket registerdata ud af Danmarks Statistik. Jeg kan ikke se, at denne her rapport på nogen måde dokumenterer, at de her

den nationale afdeling Helle Gerber Nielsen. Om at tale med de unge – frem for at tale om dem.

“Vi har et stort fokus på at styrke de unges kompetencer og tro på sig selv som aktive og ligeværdige medborgere i det danske samfund. Vi gør det, fordi vi ved, at de unge har masser af ressourcer, som skal sættes i spil, så de kan påvirke den sociale og politiske udvikling, der vedrører dem. Og os allesammen. Og så er det i øvrigt både opmuntrende og livsbekræftende at møde unge mennesker, der gerne vil vriste sig fri af de fordomme, som unge i udsatte boligområder ofte bliver mødt med,” siger hun.

Mellemfolkeligt Samvirke har indtil videre været med til at forme ungeråd og ungefællesskaber i Tingbjerg, Bispebjerg og på Indre Nørrebro.

Indsatsen vil snart blive udvidet til områder i Kokkedal, Albertslund og Brøndby Strand.

Forhåbentlig vil det bane vej for nye stemmer i debatten om de boligområder, der oprindeligt var tænkt som grønne åndehuller til mennesker med almindelige indkomster.

Stemmer, der vil blande sig med politiske forslag om bulldozere, hårdere straffe og nultolerance.

10.946 Der bliver for første gang præsenteret en ghettoliste som led i en ny 32-punkts handlingsplan.

2010

4.983

4.643

2011

2012

5.285 4.181

2013

2014

5.152

5.567

2015

2016

4.733

2017 #1 | 2018

5.595

JAN-FEB 2018 9

Tema: De unges egne ord fra “ghettoen”

HVEM TROR DE DE ER? “De andres børn er nok kriminelle, trætte af at gå i skole, påvirket af hash og blottet for ambitioner.” Sådan er antagelsen hos mange forældre til unge i bydelen Tingbjerg.

Virkeligheden er en anden, hvis man spørger de unge selv.

Det viser Tingbjerg-undersøgelsen, en ny undersøgelse, der kortlægger forældres, læreres og socialarbejderes antagelser om de 14-15-årige unge i bydelen og sammenholder dem med de unges egne svar.

Og de negative forestillinger om de unge er langtfra ligegyldige. Det er nemlig veldokumenteret, at der er en stærk sammenhæng mellem de forestillinger, man har om andres adfærd, og ens adfærd over for andre. * SSP er et samarbejde mellem politi, kommune og Kriminalforsorgen, som forebygger kriminalitet blandt børn og unge.

HVOR MANGE PROCENT AF DE 14-15-ÅRIGE ELEVER I TINGBJERG BLIVER FULDE MINDST EN GANG OM MÅNEDEN? SSP TROR 14% LÆRERE TROR 4% FORÆLDRE TROR 16% ELEVER TROR 2%

HVOR MANGE PROCENT AF DE 14-15-ÅRIGE ELEVER I TINGBJERG FØLER SIG HOLDT UDENFOR PGA. DERES BOPÆL? SSP TROR 30% LÆRERE TROR 26% FORÆLDRE TROR 20% ELEVER TROR 11% ELEVER FAKTISK 2%

HVOR MANGE PROCENT AF DE 14-15-ÅRIGE ELEVER I TINGBJERG HAR BEGÅET HÆRVÆRK INDENFOR DET SENESTE ÅR? SSP TROR 16% LÆRERE TROR 18% FORÆLDRE: DATA MANGLER ELEVER TROR 4%

ELEVER FAKTISK 2%

HVOR MANGE PROCENT AF DE 14-15-ÅRIGE ELEVER I TINGBJERG HAR TÆVET NOGEN INDENFOR DET ENESTE ÅR? SSP TROR 11% LÆRERE: DATA MANGLER

ELEVER FAKTISK 2%

HVOR MANGE PROCENT AF DE 14-15-ÅRIGE ELEVER I TINGBJERG HAR PRØVET AT RYGE HASH? SSP TROR 18% LÆRERE: DATA MANGLER

FORÆLDRE TROR 21% ELEVER TROR 13% ELEVER FAKTISK 4% 10

FORÆLDRE TROR 25% ELEVER TROR 3% ELEVER FAKTISK 4%

TINGBJERGUNDERSØGELSEN ER UDARBEJDET AF SOCIOLOGERNE FLEMMING BALVIG, LARS HOLMBERG OG AYDIN SOEI

Tema: De unges egne ord fra “ghettoen”

HVOR MANGE PROCENT AF DE 14-15-ÅRIGE ELEVER I TINGBJERG SYNES TEMMELIG ELLER VÆLDIG GODT OM AT GÅ I SKOLE? SSP TROR 38% LÆRERE TROR 56% FORÆLDRE TROR 48% ELEVER TROR 51% ELEVER FAKTISK 93%

HVOR MANGE PROCENT AF DE 14-15-ÅRIGE ELEVER I TINGBJERG HAR PLANER FOR, HVAD DE SKAL EFTER FOLKESKOLEN? SSP TROR 28%

BC

A

LÆRERE TROR 37% FORÆLDRE: DATA MANGLER ELEVER TROR 48% ELEVER FAKTISK 76%

HVOR MANGE PROCENT AF DE 14-15-ÅRIGE ELEVER I TINGBJERG ER MED I EN BANDE?

HVOR MANGE PROCENT AF DE 14-15-ÅRIGE ELEVER I TINGBJERG FØLER SIG TILTRUKKET AF EKSTREMISTISKE GRUPPER?

SSP TROR 5%

SSP TROR 8%

LÆRERE TROR 12%

LÆRERE TROR 11%

FORÆLDRE TROR 17%

FORÆLDRE TROR 10%

ELEVER TROR 5%

ELEVER TROR 6%

ELEVER FAKTISK 0% ILLUSTRATIONER: LAURA JOHANNE G. DANIELSEN

ELEVER FAKTISK 0% #1 | 2018

11

E K R Æ T S MER

Tema: De unges egne ord fra “ghettoen”

M E T S FRA

.

Bander . r le o b ens . Para r-beton ne på regering e ’ 0 7 s r lø .

Trøstes f boligområde net dystert op a g t e Billede e bliver ofte t st ghettoli

Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde med unge i udsatte områder handler ikke mindst om at få nye stemmer på banen. At nuancere billedet. At styrke de unges stemmer – så de får indflydelse.

BLOKKEN

På de kommend e sider giver vi d erfor ordet og ka er omdrejningsp meraet til nogle unktet for den m af de unge, som assive debat bla Her får du deres ndt politikere og egne tanker og meningsdannere fotos om hverdag fællesskaber. . en, ghettodebat ten og de vigtig e

“VI SYNES, DET ER EN SMULE UBEHAGELIGT, AT VI BLIVER OVERVÅGET” RAMMY ALZAIDY, 20 år.

Studerer på HF-centret Efterslægten med henblik på at blive pædagog.

Bor i udkanten af Mjølnerparken på Nørrebro.

Det bedste ved mit område er menneskene. Folk er altid kærlige.

Alle hilser. Ens venner og ens venners forældre. De små ser meget op til mig og kommer altid hen og spørger: “Hvad skal vi lave?” Så tager jeg min telefon frem og viser dem en ruteplan og siger, at de skal cykle fra Runddelen til den Røde Plads, via Tagensvej og tilbage igen. Og at de bagefter kan spille fodbold eller gå på netcafé.

Det værste er politiet. For to år siden begyndte de at sætte kamera op alle steder. Så når gutterne sidder og ryger en smøg, griller eller ryger vandpibe, så hænger der kamera, der bare sigter lige imod os. Det er ikke nødvendigvis forkert med kamera. Men vi synes, det er en smule ubehageligt, at vi bliver overvåget. Og så kommer politiet hele tiden og siger: “Hej gutter”. Og så skal vi visiteres, fordi det er en visitationszone. Og når man står i en gård og bliver visiteret, mens andres forældre går forbi, er det nederen.

Så mister de bare tilliden.

Jeg blev faktisk anholdt for fire uger siden. Jeg var på en netcafé og sad bare og spillede computer. Så kom politiet og skulle visitere os. Jeg synes, det var ydmygende, for de tog os ud på toilettet og vi skulle tage bukserne af, tage posen op og lave en squat. Det var fuldt ud ubehageligt, sindssygt grænseoverskridende.

Det endte med, at jeg sagde “Fuck det hele”. Jeg sagde ikke fuck til betjenten, men bare fuck til hele situationen. Så kom der en betjent og lagde mig i håndjern og tog mig med til Bellahøj Station.

Det er, som om de siger: “Du bor i en ghetto, du er kriminel, du er kriminel, du er kriminel.” Og til sidst tænker man: “Er jeg det?”

12

TEKST: MIKKEL GOTTLIEB

1

2

3 1. Du kan fortælle alt til din frisør, og han vil give dig tips om livet.

2. Det er bare os gutter, der hygger os og prøver få så mange mennesker som muligt på en knallert.

3. Du ser tomheden på gaden.

Men alligevel hører du stemning, gaden tier aldrig stille, der er liv.

4. Visitationszone.

4

Tema: De unges egne ord fra “ghettoen”

“EN LIDT FORFALDEN CHARME” EDEN TEWOLDE, 24 år.

Studerer International Udvikling + Kultur og Sprogmødestudier på RUC. Har boet i Tingbjerg med sine forældre og sin søster hele livet.

Det føles som hjem. Alle ved, hvem hinanden er. Man ser hinanden vokse. Og selv om der er mange dårlige historier fra Tingbjerg, så er her en rigtig smuk charme; en lidt forfalden charme. Det dårlige ved Tingbjerg er, at det er så isoleret.

Det ligger i Københavns yderkant, og man har én bus at vælge imellem. Jeg synes også, her er blevet mere koldt med tiden. Der er ikke den samme Tingbjerg-ånd. Måske også, fordi der faktisk sker kedelige ting herude; skyderier, brand i containere, røverier og vold. Det er jo ikke særlig fedt. Det sker i perioder. Men jeg kan godt forstå, at folk føler sig utrygge.

Jeg føler, at politikerne er rigtig gode til at tale om tingene. Men jeg ved ikke, om de er nok herude. Om de oprigtigt taler med folk herude. Prøver at finde roden af problemet. Det er, som om de brainstormer ud fra fordomme. Og derfor rammer de ikke realiteterne.

Jeg drømmer om, at der kommer en bedre ånd herude igen.

Lidt mere fælleskultur, projekter, aktiviteter. Men måske er det bare mig, der fisker efter, hvad jeg havde i min barndom. Dengang havde vi jo ikke iPhones, så vi legede udenfor hver dag fra 10 morgen til 10 aften. Det gav et magisk miljø. Vi løb rundt fra gård til gård og lavede huler i buskene og spillede rundbold. Det var totalt en ønskeøen-Peter Pan-verden. Og det synes jeg ikke, jeg ser mere.

1

2

2

3

4

5

1. Store torv, Tingbjergs knudepunkt, hvor alle stereotyperne mødes!

Hvor familier laver deres daglige indkøb, hvor alkoholikerne står på hjørnet og får deres daglige bajere, hvor de unge drenge oftest mødes foran den lokale shawarmabar, og ofte politiets andet checkpoint.

2. Den Røde Plads, som er langtfra rød og med tiden kun er blevet mere grå. Her plejede alle de unge at samle sig – især om sommeren – og lave aktiviteter; fodbold, basket, rundbold og dåseskjul.

3. Højhuset + 2A + Ruten = Tingbjerg-essentials!

4. Ruten og Tingbjergs eneste trafiklys. Ruten er Tingbjergs centrum.

Det er på denne lille vej, Tingbjergs puls pumper mest.

5. Her bor jeg! Den her opgang vil altid være hjem for mig.

6. “Den karismatiske kalkun”, som jeg selv har døbt den, har altid stået der. Jeg ved ikke, hvad den symboliserer, jeg kan bare huske, at jeg var helt betaget af den som barn. Det er nok også Tingbjergs eneste skulptur.

7. Skiltet, alle børn hader. I protest valgte vi altid at spille tyr og syvstjerne op ad muren, indtil den sure tykke mand tog vores bolde, som vi aldrig så igen. Han bor der stadig forresten men er stoppet med at snuppe boldene – eller også er det bare børnene, der ikke leger mere?

6

7 #1 | 2018

13

Tema: De unges egne ord fra “ghettoen”

“NOGLE GANGE SIGER JEG BARE, AT JEG KOMMER FRA BRØNSHØJ” SUHA SALAH HAMMID, 17 år.

Læser EUX Business på Niels Brock Gymnasium i København.

Flyttede til København som 13-årig i 2013 og har boet i Tingbjerg i tre år med sin mor og sine tre søskende.

1

2

Alle kender hinanden. Eller kan i hvert fald huske, hvem hinanden er. Og vi er gode til at enes og finde en vej sammen, selv om der er mange forskellige kulturer. Der er mange klubber; fædreklubben, kvindeklubben, arrangementer for børn eller forældre. Man holder sig ikke for sig selv her i Tingbjerg.

Det værste ved at bo herude er de episoder, der er sket. Skudepisoder, knivstikkerier, drab. Jeg bliver bange og tør ikke gå ud alene, når det er mørkt.

Jeg kan godt forstå, at man siger, at Tingbjerg er en ghetto.

Men det er kun nogle mennesker, der gør det til en ghetto. Nogle af de drenge, som hænger ud foran kiosken. Det er ikke dem alle – mange af dem har masser at byde på. Men nogle af dem laver dårlige ting og er med til at ødelægge Tingbjergs ry.

Mine klassekammerater kommer fra alle mulige steder, Vedbæk eller Amager osv. Når jeg fortæller, at jeg kommer fra Tingbjerg, får jeg altid lige en kommentar. Åh, du er sådan en ghettotype! “Nej, jeg er ej. Jeg bor bare i Tingbjerg.” Men de har jo bare fået deres opfattelse fra medierne; de tror, det kun er for folk, der er fattige og har været udsat for alt muligt lort. Nogle gange siger jeg bare, at jeg kommer fra Brønshøj. Fordi jeg ved, at folk tænker, at jeg er banderelateret i LTF og alt mulig mærkeligt, hvis jeg siger Tingbjerg.

3

4

5

6 1. På denne gade bor jeg. Jeg elsker at bo på denne gade, fordi den er så tæt på busstopstedet. Så behøver jeg ikke at løbe efter bussen om morgenen.

2. Den lokale kirke.

3. Vores lokale Spar. Her handler min familie og jeg hele tiden.

4. Beboerhuset, hvor alle holder deres arrangementer.

Såsom da nogle i Tingbjerg samlede tøj til Syrien.

5. Denne gade hedder ‘Ruten’. Alle store aktiviteter i Tingbjerg bliver holdt her.

6. Vores lokale grønthandler. Her handler min mor hele tiden, fordi den er tæt på os.

7

7. De fleste i Tingbjerg har gået eller går i Tingbjerg Skole. Dog har jeg selv ikke gået på skolen.

8. Denne bygning skal være Tingbjerg bibliotek.

8 14

Tema: De unges egne ord fra “ghettoen”

“VI HAR VIRKELIG MEGET AT BYDE PÅ” SAGAL HASSAN, 17 år.

Har boet i Ågården på Nørrebro hele sit liv med sin mor og to søskende.

Går i 1.g på Niels Brock Gymnasium.

Alle kender hinanden. Alle har en eller anden relation. Vi er vokset op sammen. Mine allertætteste veninder er dem, jeg er vokset op sammen med i Ågården. Det er dem, jeg hænger ud med efter skole.

Det værste er, at man bliver stemplet af andre, som ikke kommer fra vores boligområde. Folk har allerede dannet et billede af dig, når de hører, at du kommer fra sådan et sted. Så tænker de, at jeg er en hård type. Og spørger, om jeg har venner eller familie, der er involveret i bander.

Nogle gange undlader jeg at sige, hvor jeg kommer fra. Det er i hvert fald ikke det første, jeg siger, fx til et jobinterview.

Jeg synes, debatten om ghettoerne giver et misvisende billede. Det er portrætteringen i medierne, der får folk til at tænke, at vi bor i parallelsamfund. Mange af os balancerer selvfølgelig vores kulturelle baggrund med vores danske identitet. Men der er ikke tale om en adskillelse fra det danske samfund.

Så jeg synes bare, at det er ærgerligt, at det skal blive vist på den måde. At man hele tiden føler, at der bliver talt om en på en dårlig måde. Det er virkelig synd, for mange af os har mange ting at byde på. Vi går i skole, har fritidsjob, min mor arbejder op til 16 timer i døgnet; vi gavner det danske samfund. Men det føles, som om andres dårlige gerninger kommer til at hænge på os.

VIL DU HØRE MERE TIL DE UNGES EGNE STEMMER I GHETTODEBATTEN? LYT TIL VORES PODCAST: MS.DK/UDPOSTEN #1 | 2018

15

K R A M I DAN

Tema: De unges egne ord fra “ghettoen”

HAR VI

ALLE

HJEMME Et ghettoudspil af unge beboere Om formiddagen den 1. marts troppede otte af regeringens ministre op i Mjølnerparken på Nørrebro, med statsminister Lars Løkke Rasmussen i spidsen. Og foran det samlede danske pressekorps fremlagde de 22 vidtgående initiativer, der skal nedbryde og forebygge parallelsamfund i Danmark. En plan, der inkluderede dobbeltstraf, tvangsflytninger og nedrivninger.

Samme aften hos Mellemfolkeligt Samvirke mødtes 15 af de unge mennesker, der faktisk bor i de omdiskuterede boligområder. Unge, som ikke har haft en stemme i den langstrakte debat om ghettoerne.

Så lavede de deres eget udspil.

Husk den demokratiske proces,

også når det handler om ghettoerne.

Kom og mød os – I ved jo, hvor I kan finde os (her tænker vi ikke på i statistikkerne, men i vores boligområder) – inden I udvikler så omfattende politiske udspil.

Støt op omkring aktiviteter, ungeråd

og foreningslivet i områderne med henblik på at styrke fællesskaberne i de udsatte boligområder internt, men også fællesskaber, der går på tværs af boligområder og adresser.

Fokusér på flere alternative mødesteder, fx udviklingen af flere grønne områder i de såkaldt udsatte boligområder og mødesteder for de +18-årige. Os unge skal have flere steder at mødes, så vi ikke står foran den lokale kiosk eller en opgang, hvilket kan virke utrygt for nogle og særligt for udefrakommende.

Sikr en mangfoldig beboersammensætning i hele Danmark ved at tilbyde nuværende beboere tilsvarende boliger udenfor de udsatte boligområder. Boliger i områder med en høj repræsentation af ’etniske danskere’.

16

Tema: De unges egne ord fra “ghettoen”

MS PÅ GADEPLAN TINGBJERG

YDRE NØRREBRO

Vi har samlet en gruppe af unge piger, som alle tidligere har været på MS’ uddannelsesforløb “Frontløber”. I disse måneder arbejder de på at arrangere en ungefestival til sommer, som skal skabe engagement, fællesskab og sammenhængskraft i Tingbjerg. Det sker i samarbejde med Tingbjerg Forum (den boligsociale helhedsplan). Vi har siden 2015 støttet unge i at skabe lokale aktiviteter, bl.a. fodboldturneringen “Fodbold for Fællesskab”, som foregik i Brønshøj.

Sammen med kommunen og en lokal klub har MS været med til at etablere et ungeråd, der træffer beslutninger og udfører aktiviteter i både klub og lokalområde.

Rådet har for nylig stiftet en forening, der prøver at finde ud af, hvordan brugere af klubben kan fortsætte med at deltage i aktiviteter, efter de er fyldt 18 år.

ALBERTSLUND Et nyopstartet område for MS. Vi er i gang med at etablere et ungefællesskab. Projektet har allerede flere aktører – klubber, kommunen og ungdomsskolen.

BRØNDBY STRAND MS’ arbejde er i opstartsfasen. Vi arbejder for at skabe et kommunalt, tværgående ungeråd, og vi har indtil videre stablet et samarbejde på benene med Brøndby Strand Projekt (den boligsociale helhedsplan).

INDRE NØRREBRO

FÆLLEDVEJ 12

MS samarbejder med ungdomsklubben Kvisten, hvor der er etableret et ungeråd bestående af ca. 10 unge (13-18 år). Vi støtter bl.a. ungerådet i at lave lokale aktiviteter til gavn for lokalområdet.

Gennem de seneste to år har vi også støttet op om et ungefællesskab bestående af ca. 15 piger, der laver lokale aktiviteter (eidfest, studenterfest, debatevents mm.).

Det sker i et tæt samarbejde med den boligsociale helhedsplan Det Gode Naboskab.

MS afholder flere kurser og workshops, der går på tværs af de områder, vi arbejder i.

Frontløber: Kursus, der klæder de unge på til at gå forrest og arbejde aktivt for at styrke positive sociale fællesskaber for unge i udsatte boligområder.

Meningsdanner: Kort og intensivt forløb, startet op som reaktion på den debat, der er fulgt i kølvandet på regeringens udmelding om et nyt ghettoudspil. Vi vil gerne sikre, at de unges stemme bliver hørt og set.

Unge stemmer fra blokken: Forløbet er et opråb til bl.a. politikere og journalister om ikke at tage debatten for langt væk fra dem, den handler om. De seneste to år har vi brugt Folkemødet på Bornholm som en scene, der kan løfte de unges stemmer ud over rampen.

Mellemfolkeligt Samvirke har tidligere arbejdet med etniske minoriteter.

Frem til 2002 havde vi en minoritetsafdeling, og tilbage i 1970’erne samarbejdede vi med fagbevægelsen og Beskæftigelsesministeriet om Fremmedarbejderbladet.

Mellemfolkeligt Samvirkes nuværende arbejde med unge i udsatte boligområder er støttet af TrygFonden, Velux Fonden, Tuborgfondet, Lokaludvalget Brønshøj-Husum, Lokaludvalget Bispebjerg og Områdefornyelsen Indre Nørrebro.

#1 | 2018

17

Tema: De unges egne ord fra “ghettoen”

kaldt racister. At vi kan tale om de fejl, der er blevet begået.

Hvorfor har man fx i andre lande for længst revet denne slags boligområder ned, mens de får lov til at stå i Danmark?

MORTEN PAPE (f. 1986) udgav i 2015 den selvbiografiske debutroman Planen om sin opvækst i Urbanplanen på Amager.

Romanen beskriver en stærkt frustreret og understimuleret samfundsgruppe.

Morten Pape har også taget del i samfundsdebatten, hvor han efterspørger flere nuancer og større klassebevidsthed.

Hvad er det positive ved ghettodebatten?

Det positive er, at man har smidt de berøringsangste handsker. Der har i høj grad har været berøringsangst blandt meningsdannere, politikere og ikke mindst på venstrefløjen. Det er positivt, at vi tør tale om, hvad boligpolitikken har haft af resultater. Det er positivt, at vi tør tale om den store sammenklumpning af mennesker i boligområder. At vi kan tale om problemerne uden at blive

Hvad er det negative?

At vi ikke altid taler ordentligt om problemerne. Det foregår ret ofte på fordomsfulde præmisser. Debatten ville blive bedre, hvis der var flere debatter, der tog udgangspunkt i stemmerne fra folk, der faktisk bor i de her områder.

Ofte bliver debatten blæst meget op.

Og kommer til at få fangarme ud mod en masse andet, som vi er bange for.

Ting, som kendetegner den europæiske angst i dag, fx indvandring, muslimer, terror, bander, skyderier osv.

Der bliver debatten langt ude. Så langt er vi trods alt ikke ude endnu i DK. Vi har ikke et Moolenbeck. Vi har ikke ghettoer som i Marseille. Og når ghetto-forskere fra udlandet kommer til Mjølnerparken, så ryster de på hovedet af, at vi kalder det en ghetto.

Er det overhovedet muligt for politikere og medier at adressere problemerne med vold og social kontrol uden at stigmatisere store befolkningsgrupper?

Det tror jeg bliver svært, for det har altid været svært at tale om det her område uden at skære alle over en kam. Vi har et rimelig fastfrosset billede af klamme, grå bygninger, paraboler, knallerter, kasketter – men disse områder er også meget, meget andet.

Vi må forstå, at der er en svær linedans at sige noget, der er løsningsorienteret, uden at det er stigmatiserende.

Men det er også vigtigt for politikerne at forstå, at de myter, som de er med til at

GAVNER DEBATTEN OM GHETTOER? Morten Pape og Ahmed Mahmoud er begge vokset op i udsatte boligområder. Og de står bag to selvbiografiske bøger, der har sat deres præg på debatten om ghettoer de senere år. Men er debatten med til at skabe løsninger – eller forstærker den bare stereotyperne? skabe, skaber selvforstærkende narrativer for de unge mennesker i områderne.

Lige så længe jeg kan huske, har jeg vidst, at Urbanplanen, hvor jeg voksede op, var det, som folk kaldte en ghetto.

Fx gennem øgenavne. Det blev kaldt Turbanplanen. Og når jeg spillede på udebane med mit fodboldhold, så blev det nævnt, at vi var holdet fra ghettoen.

Vi vidste godt, at vi gik på en skole, der var lidt en læremæssig losseplads – hvor alle de slemme elever endte, når andre gav op. Vi vidste godt, at vi var dårligt selskab. Vi var dem, de andre ikke må lege med.

Du ser dig selv i et negativt lys. Det er ikke motiverende. Når du kommer fra et område, hvor der ikke er så mange forbilleder – eller akademiske eller kulturelle stimuli – så er det oftest molotovcocktailen eller fuckfingeren, man vender sig mod.

Hvordan påvirkede måden at omtale ghettoerne dig selv?

Det skabte en vrede i mig. Jeg var en del af familiens sorte får, fordi vi boede

LANDSKAMP: “Det er et holdbillede fra min første og hidtil eneste (u)officielle landskamp som målmand for Somalia ifm. en undergrundsturnering for afrikanske grupperinger i Storkøbenhavn.

Billedet er fra 2005. Vi spillede mod Sierra Leone og vandt 4-2.”

18

i Urbanplanen. Vi blev set ned på, og det gjorde mig enormt vred. Det gjorde også, at jeg følte, at jeg var en del af et vredesfælleskab. Vreden og hadet mod andre er enormt stærkt.

Det betød enormt meget for mig, men jeg har altid haft en drivkraft for at modbevise, at det var mig. Et behov for at tage røven på alle, der så ned på mig. Det har i høj grad reddet mig. Jeg ser jo ikke mig selv som mønsterbryder, men en, der har kombineret et talent med en stor indsats – og det giver resultater.

Men det er jo ikke alle, der bliver forfattere. Mange fik at vide, at de aldrig bliver til en skid. Og så bliver de aldrig til en skid.

Tema: De unges egne ord fra “ghettoen” FAMILIE: “Det er første gang, vi besøger familien i Libanon. Og det er første gang, jeg ser en hest i virkeligheden og får lov til at ride på den. Min lillesøster går ved siden af og følger mig og hesten meget iagttagende, mens hun er skrækslagen for, at der sker mig noget. Det er et af de bedste minder fra Libanon.”

AHMED MAHMOUD (f. 1987) udgav i 2015 bogen Sort land om sin opvækst i det almene boligkvarter Askerød i Hundige. Bogen skildrer et miljø med tæsk i hverdagen, koranskoler, arrangerede ægteskaber, bander og fastlåste kønsrollemønstre.

Ahmed Mahmoud deltager ofte i debatten med det synspunkt, at unge i ghettoerne bør tage et opgør indefra med den patriarkalske kultur.

Kan du få øje på noget positivt eller gavnligt ved debatten om ghettoerne?

Det positive er, at vi taler meget om det.

At vi bliver ved med at holde fokus på de her problemer. Men jeg er rigtig bange for, at vi taler så meget om det, at vi bilder os selv ind, at vi gør rigtig meget.

I virkeligheden har vi næsten ikke gjort noget som helst de seneste 30 år.

På et tidspunkt kommer der måske en regering, der reelt gør noget ved problemerne. Men jeg har hørt statsministre før Lars Løkke tale om at gøre op med ghettoerne. Så jeg vil se det, før jeg tror det.

Hvad skal der til for at skabe en positiv udvikling i boligområderne?

Vi har jo ghettoer, der har formået at komme af ghettolisten. Problemet er, at i disse områder har man gjort det ved at sikre, at flere socialt belastede ikke kommer ind; at der kommer ressourcestærke ind i området. Man har endda smidt familier ud, hvor børnene eller forældrene har været dømt for noget kriminelt.

Men på denne måde er områderne i mine øjne blevet usynliggjort, mens problemerne fortsat er der. Og det hører jeg ikke statsministeren tale om.

Hvordan vil han komme problemerne til livs? Når vi har fjernet alle ghettoerne og spredt alle menneskene, hvad gør vi så? For de her familier har stadig nogle udfordringer. Vi taler stadig om social kontrol, manglende uddannelser, patriarkalsk kultur, vold som en del af opdragelsen, en distancering fra det danske samfund.

Og her er løsningen, at vi får de her mennesker ind i det danske foreningsliv og ind i samfundet ved at skabe menneskelige relationer. Blandt andet ved at aktivere civilsamfundet, som har en kæmpe opgave her.

Mine forældre har boet i Danmark i 30 år, men de har aldrig haft danske venner. Og det på trods af at min mor har banket på døre og tilbudt naboerne mad. Det er en del af vores kultur i Mellemøsten, at man også laver mad til naboen.

Jeg kender veluddannede familier i samme situation; fx et par, hvor moren er tandlæge med egen praksis og faren er tolk. De har en søn. Og de bor i et villakvarter. De har boet i Danmark i snart 25 år, men de har ikke fået sig etnisk danske venner. Det er simpelthen svært. Vi danskere bliver venner i folkeskolen og måske i gymnasiet, og så slutter det dér. Derefter har vi kun bekendtskaber. Men uden de personlige relationer får vi ikke skubbet til folks værdier og normer, og du lærer ikke, hvad det vil sige at være dansk.

Er det overhovedet muligt at adressere problemerne med vold og social kontrol uden at stigmatisere store befolkningsgrupper?

Der vil altid være nogen, der føler sig ramt og stigmatiseret. Dem kan man ikke gøre noget ved. Vi bliver nødt til at forholde os til, hvad der sker derude.

Men ellers kommer det an på intentionerne. Hvis man har som intention at profilere sig selv i debatten, så lykkes det ikke.

Når politikere nogle gange rammer forkert, og vi ender med at blande følelser ind i det og taler ud fra fordomme, er det, fordi vi ikke har evidensbaseret forskning på området. I hvert fald langt fra nok. Men det koster penge. Og det kræver en regering, der er villig til at investere i samfundet.

JULEHYGGE: “Billedet er fra Faxe, hvor vi boede de første år. Der var kun én anden etnisk familie udover os, og de var kristne. Det var en af de første juletræsfester, vi nogensinde havde deltaget i, og det var super hyggeligt. Livet var simpelt uden alle mulige kulturelle og religiøse begrænsninger.

Der blev delt gaver ud til alle, og vi dansede rundt om juletræet. Ingen Haram-mentalitet, det handlede om at være til stede og hygge sig.”

VENSKAB: “Jeg står og spiller med kugler med en af de andre drenge fra Askerød. Det er helt tydeligt, at der er en aldersforskel. Det handlede ikke om, hvor gammel man var, men hvor god man var, og alle kunne være med. Jeg har lige tabt og er en smule irriteret på ham.”

#1 | 2018

19

Noter

FØRSTE HUMANITÆRE BEVILLING TIL MS Hvordan sikrer vi, at mennesker, der rammes af kriser, konflikter og katastrofer, selv kan stå imod og hjælpe hinanden? Og hvordan holder vi de myndigheder, der står for humanitære indsatser, ansvarlige, så de svageste ikke overses? MS gav en række bud på svar i en ansøgning til Danida sidste år.

Ansøgningen gav 15 mio. kr. årligt de næste fire år til arbejde i Gaza, Libanon og Jordan samt på globalt plan. Bevillingen bygger videre på MS’ tidligere arbejde med at sikre øget ansvarlighed i nødhjælpssituationer. www.ms.dk/katastrofe-og-noedhjaelp

Foto: Brian Berg

Foto: Jakob Dall

MS-PILEN PEGER PÅ

STOR MODSTAND MOD KVOTE-STOP Lige inden jul besluttede Folketinget, at det i fremtiden skal være op til Danmarks udlændingeminister at beslutte, om landet skal modtage kvoteflygtninge – og i givet fald hvor mange.

Men hele 78.000 danskere valgte at skrive under på Mellemfolkeligt Samvirkes protest, som siger JA til kvoteflygtninge.

Med beslutningen er Danmark det eneste land i verden, der i praksis har meldt sig ud af FN’s kvoteflygtningeordning.

Mellemfolkeligt Samvirke fortsætter kampen for, at Danmark skal modtage kvoteflygtninge.

Har du endnu ikke skrevet under?

Gør det på ms.dk/ansvar

I løbet af 2018 vil duften af krydderier blande sig med politiske foredrag, debatter, kunst og musik i MS’ nye madhus på Fælledvej 12 på Nørrebro. Madhuset bliver et globalt orienteret samlingssted, hvor mennesker på tværs af kulturelle tilhørsforhold, alder, køn og etnicitet sammen kan nyde mad af høj kvalitet baseret på lokalt producerede grønne råvarer. Det globale madhus bliver skabt i samarbejde med Camilla Plums tidligere køkkenchef, Jacob Ørstrup, fra den økologiske fødevarevirksomhed Ø&KO. Skriv til Jeppe Bo Pedersen hvis du vil være frivillig eller hjælpe til med projektet på anden vis: jeppe@ms.dk 20

Foto: Or Hiltch via Flickr

MS ÅBNER NYT GLOBALT MADHUS

Noter

Nu skal der stemmes. Og det er et af de vigtige valg – nemlig valget til MS-Rådet.

15. marts udløb fristen for at stille op til Rådet. Fra 22. marts til 17. april har alle medlemmer mulighed for at afgive deres stemme til rådsvalget. 20. april offentliggøres resultatet.

MS-Rådet er Mellemfolkeligt Samvirkes øverste myndighed.

Det er Rådet, der vælger bestyrelsen og hvert år tager stilling til og beslutter, hvad bestyrelsen skal fokusere på og prioritere i det kommende år.

Afgiv din stemme på ms.dk/stem

Illustration: Mette Ehlers

FÅ STÆRK INDFLYDELSE PÅ MELLEMFOLKELIGT SAMVIRKE

MS SAMLER AKTIVE PENSIONSKUNDER MELLEMFOLKELIG UNDERVISNING I VERDENSKLASSE Siden 2010 har Globale Skolepartnerskaber hjulpet danske skoler med at etablere partnerskaber med skoler i andre dele af verden.

Fra årsskiftet blev programmet og tilbuddene samlet hos VerdensKlasse med en række af Mellemfolkeligt Samvirkes og andre organisationers tilbud. Nu kan globalt interesserede skoler vælge mellem workshops til elever og lærere, studieture, partnerskoler, temaforløb og undervisningsmateriale til grundskole og ungdomsuddannelser. Målet er at give elever en bedre forståelse af, hvordan deres liv og fremtid er tæt forbundet med børn og unges liv andre steder i verden.

Læs mere på www.verdensklasse.dk

Cirka 3.000 mia. kroner er opsparet i vores pensionsordninger.

Mange af disse milliarder bliver investeret i foretagender af tvivlsom karakter – som fx tjener penge på ulovlige israelske bosættelser, skader klimaet eller knægter menneskerettigheder i verdens fattigste lande.

Den gode nyhed er, at selskaberne faktisk lytter, når kunderne stiller krav.

Lige nu arbejder en MS-gruppe af engagerede Aktive Pensionskunder. Gruppens medlemmer forlanger, at vores allesammens pensionskroner bliver investeret ansvarligt.

Du kan være med. Læs mere på ms.dk/pension

OPGØR MED TESTAMENTE-TABUET

Foto: Jakob Dall

Blot 17 procent af danskerne får skrevet et testamente. Under to procent tilgodeser velgørende organisationer.

Men der er god grund til at tage stilling til, hvad man giver videre, når man går bort. Det mener en lang række organisationer, heriblandt Mellemfolkeligt Samvirke, der er gået sammen om initiativet Det Gode Testamente. Samarbejdet munder konkret ud i en hjemmeside, nationale oplysningskampagner og gratis juridisk rådgivning, der skal klæde danskerne på til at tage stilling og give noget godt videre.

Bliv klogere på www.detgodetestamente.dk #1 | 2018

21

Mit MS

STREETFOOD: Kyllingestykker trukket på cykeleger. Ingeborg Evans tog billedet under busturen til Korogwe i september 1968.

PÅ VEJ: Tre måneders forberedelseskursus i Helsingør gik forud for opholdet i Tanzania. Her fik deltagerne også kørekort til motorcykel.

MED KÆRLIG HILSEN INGEBORG I TANZANIA I september 1968 rejste den unge lærerinde Ingeborg Evans med Mellemfolkeligt Samvirke til Tanzania, hvor hun i to år skulle undervise tanzaniske børn og unge. De intense oplevelser i landet er nu blevet til en bog, som tager læseren med gennem et væld af underholdende og tankevækkende anekdoter. De mange finurlige detaljer er hentet i de månedsbreve, som Ingeborg Evans sendte hjem til familie og venner.

Vi kommer ind i historien, netop da Ingeborg er landet i det østafrikanske land, der havde vundet sin selvstændighed bare syv år forinden.

22

Jeg husker endnu ganske tydeligt, hvor alene jeg følte mig, da jeg nogle måneder senere stod i lufthavnen i Dar es Salaam i 30 graders varme.

Jeg havde købt et “safarisuit” i Brødregade i Randers. Det var khakifarvet og havde mange lommer. En nederdel og en jakke. Hvor var det ulidelig varmt at have på.

Flyveturen fra Danmark havde været med mange mellemlandinger. Stop i Rom, stop i Benghasi, stop i Kampala, stop i Nairobi. Alle de stop var for at få brændstof, for dengang kunne flyvemaskiner kun tanke til korte afstande.

I Nairobi havde vi overnattet, og jeg skulle som den eneste flyve videre til Tanzania, alle de andre skulle til Zambia og Kenya. Så jeg var hold 12 i Frivilligprogrammet i Tanzania.

Jeg blev modtaget af Mellemfolkeligt Samvirkes repræsentant Flemming

Carlsen, og fordi der kun var en person, besluttede de, at de ikke ville afholde et modtagerkursus, som de plejede at gøre. Jeg kom hjem til familien Carlsen og var der en dag. Dagen efter flyttede de mig på et hotel, og så skulle jeg selv rejse til mit arbejdssted Korogwe Secondary School.

Der sad jeg så på hotellet og kiggede ud ad vinduet. Der lå folk på gaden og sov på pap fra en papkasse, nede for enden af gaden kunne jeg se havet og inderkvinder, der gik ud i vandet MED ALT TØJET PÅ.

Hvor var jeg alene.

På landkortet fandt jeg den lille by Korogwe, som lå i nærheden af den større by Tanga. Jeg tænkte, at jeg kunne tage bussen til Tanga, så kørte den nok igennem Korogwe.

Næste morgen spurgte jeg mig for og kom hen til busstationen, hvor bussen til Tanga kørte fra. Jeg fik købt en

Mit MS

“Næste morgen fik jeg nøglen til mit eget hus, og da jeg stak nøglen i nøglehullet, fløj en flok bier ud, og jeg blev stukket, skønt jeg løb derfra så hurtigt, jeg kunne”

billet, og de hejsede min kuffert op på taget af bussen, hvor al bagage lå. Jeg satte mig ind i bussen ved siden af en dame med to små børn, og hun satte den ene på mit skød, hvor han straks tissede.

En inder spurgte mig, hvor jeg skulle hen. “Til Korogwe”, svarede jeg. “Så er du i den forkerte bus, du skal med bussen til Moshi”. Den til Moshi kørte fra en anden busholdeplads. Han kunne se på mig, at jeg var gråden nær. Jeg havde ikke flere penge, billetten kunne ikke refunderes. Så tog han affære.

Han fik mig ud af bussen, fik kufferten ned fra taget, fik fat i en taxa, og kørte med mig til den anden busholdeplads, hvor han købte og betale en billet til Korogwe for mig. Der stod jeg, våd af drengens tis. Ind i bussen.

Lige før den skulle køre, spurgte han mig igennem vinduet: “Har du ingen forsyninger med?” Det havde jeg ikke.

Hurtigt købte han en masse bananer og et par flasker vand, som han langede ind ad vinduet til mig, mens bussen begyndte at køre.

Busrejsens varighed havde jeg ingen anelse om. Der sad jeg som den eneste hvide person i bussen. Det var varmt, og der skete en masse rundtomkring mig i bussen. Indimellem sov jeg. Af og til stoppede bussen, enten fordi nogen skulle tisse (mændene stillede sig op i fuld offentlighed og tissede, damerne gik ind på græsset, spredte benene i deres lange nederdele og tissede og rystede sig lidt bagefter (Guuud, de havde nok ingen underbukser på)).

Nogle stop var planlagt, så folk kunne købe mad. Mange steder stegte man kyllingestykker på en slags grill. Kyllingestykkerne var trukket på cykeleger og duftede helt godt, men jeg turde alligevel ikke. Godt jeg havde bananerne. Et sted kom vi til en flod, her måtte vi alle ud at skubbe, for broen var skyllet væk. Jeg var bange for sygdomme i vandet, men måtte ud, ligesom de andre.

Vi kørte i mindst 10 timer. Det blev mørkt, jeg sov. Så standsede bussen, jeg blev vækket og fik at vide, at her skulle jeg af. Ved hjælp af en lommelygte fandt de min kuffert på taget, og den blev hejset ned. Så stod jeg ved vejsiden med min kuffert, og bussen kørte videre.

Det var bælgmørkt. Jeg syntes, jeg kunne høre lyde af vilde dyr, slanger etc. Da fortrød jeg bittert, hvad jeg havde givet mig ud i.

Hvor længe jeg stod der, ved jeg ikke, men så dukkede nogle billygter op, og en bil standsede. Det var nonnerne fra Korogwe Secondary School, der var kommet for at hente mig.

Carlsens havde ringet og sagt, at jeg kom.

Den første nat sov jeg på en madras i nonnernes hus. Næste morgen fik jeg nøglen til mit eget hus, og da jeg stak nøglen i nøglehullet, fløj en flok bier ud,

og jeg blev stukket, skønt jeg løb derfra så hurtigt, jeg kunne.

De næste par dage gik med, at en afrikaner lavede bål på terrassen og sad og viftede røg hen mod døren, så bierne flygtede.

Derefter flyttede jeg ind.

INDFLYTNING I “AKVARIET” Jeg må tilstå, at da jeg landede i Tanzania, havde jeg ALDRIG før set en afrikaner i levende live. Så meget for Mellemfolkeligt Samvirkes tre måneders forberedelseskursus i Helsingør. Men vi lærte kiswahili, vi lærte om sygdomme og hygiejne i troperne og meget, meget mere. Vi fik også motorcykelkørekort, ja endda kørekort til motorcykel med sidevogn. En sidevogn fik jeg dog aldrig.

Men første gang jeg sad i bussen i Tanzania på vej til Korogwe Secondaru School, sad jeg og undrede mig over, at afrikaneren ved siden af mig var helt sort ind i ørerne, selv der, hvor det drejede.

I min kuffert medbragte jeg papir og blyanter, fordi jeg troede, at jeg skulle undervise i skyggen under et træ. Og jeg havde strikkegarn og pinde med, for der blev jo mørkt kl. 18 hele året rundt, og så kunne jeg nok få strikket en del…

Vi havde én kuffert på 20 kg med til to år. Returbillet fik vi først efter to år.

Jeg kaldte mit lille hus for “Akvariet”.

Skolen var en gave fra Sverige, og lærerhusene var bygget efter svensk skik, tror jeg. Der var masser af vinduer, og da der ikke var gardiner, var det et problem. Afrikanerne fra landsbyen, der gik forbi på vejen, gik helt hen til vinduerne og kiggede ind, for det var jo lidt interessant, hvad sådan en hvid dame foretog sig. Så i lang tid skiftede jeg tøj i mit klædeskab. Senere fik jeg sparet sammen til gardiner.

Mit lille hus havde spisebord, stole, sofa, et par lænestole, sofabord og en reol i stuen. I køkkenet var der INTET i skabene. Jeg fik et køleskab af Mellemfolkeligt Samvirke, men det kom først senere. Der var også et elkomfur. Ingen tallerkener, ingen bestik, ingen gryder.

Ingen lagener. Så jeg måtte ud at låne hos de andre lærere.

Jeg husker, at den første mad, jeg lavede, var risengrød, for mælk og ris kunne jeg finde let.

flyttede sig ikke. Til sidst besluttede han sig til at køre “under” den, men det blev den ophidset over og sparkede ham med knæet ned fra motorcyklen. Han fik ødelagt sin milt, bøjede ribben med meget mere.

Jeg husker engang, hvor jeg gav et lift til en gammel mand. Han havde enormt svært ved at komme op på bagsædet, fordi han havde et stykke tøj, en slags nederdel viklet om underkroppen helt til jorden. Nå, op kom han.

Jeg var ikke helt klar over, hvor han skulle hen, men med hånden vinkede han mig frem og blev ved med at sige “Kidogo, kidogo” (lidt, lidt). Vi kom efterhånden ud på små stier, men jeg syntes ikke, jeg kunne være bekendt at bede ham at stå af, så jeg fortsatte.

Han skulle langt.

Endelig nåede vi hans hjem, en lille hytte, der lå ret alene ude på marken.

Han kravlede ned og gjorde tegn til, at jeg skulle vente. Så kom han løbende med en lille gave…to æg. Nu spørger jeg bare, hvordan en person på motorcykel skal transportere to æg? Jeg tænkte længe, for jeg syntes ikke, jeg ville smide dem i grøften, når han nu ville glæde mig med dem. Til sidst fik jeg en idé, og jeg anbragte dem i min bh. Det gik fint.

Det store sygehus ligger i Tanga 60 km fra Korogwe. Nogle gange var min motorcykel det eneste transportmiddel til rådighed, og jeg har mange gange kørt med en afrikansk mor bagpå, der holdt sit meget syge barn i armene. Så er 60 km meget langt! Nogle gange nåede vi hospitalet, og barnet fik sin behandling, men jeg husker forfærdelige oplevelser, hvor moderen prikkede mig på skulderen, at jeg skulle stoppe.

Barnet var dødt. Så sad vi der i grøftekanten og græd sammen. Engang rejste moderen sig og sang, græd og dansede i bare fortvivlelse.

LÆS BOGEN “Med kærlig hilsen – Breve fra Tanzania 1968-1970” er udsendt på forlaget Bogform. Du kan købe den i Mellemfolkeligt Samvirkes onlineshop: www.ms.dk/shop

MIN MOTORCYKEL Jeg fik også en motorcykel af Mellemfolkeligt Samvirke. Den blev jeg meget glad for. Der var dog mange frivillige, der kom ud for uheld. Man skrider let ud, når man kører på grusveje, og der kommer mange punkteringer. Mange blev også forfærdelig solskoldede.

Særlig hvis de kørte i korte bukser, så blev lårene så solskoldede, at de nogle gange ikke kunne stå af motorcyklen selv ved vejs ende.

Mere eksotiske uheld skete også.

Henning kom ud for en giraf, der stod tværs over vejen, med to ben på hver side. Han dyttede og råbte, men den #1 | 2018

23

75-ÅRS JUBILÆUMSBOG

En rejse gennem en rig historie Om knap et år er det 75 år siden, at en gruppe modige frivillige under krigen tog initiativ til den forening, vi i dag kender som Mellemfolkeligt Samvirke. De skubbede gang i et arbejde, der har berørt tusinder af menneskers liv. Og som rummer et væld af stærke og tankevækkende fortællinger.

En gruppe tidligere medarbejdere har sat sig for at samle historien i en jubilæumsbog – blandt andre Birgit Møller Jensen, Klavs Wulff og Bjørn Førde. Deres arbejde med bogen foregår – i bedste MS-ånd – på frivillig basis. Men der er en række udgifter, som ikke kan dækkes med frivillige arbejdstimer – fx trykning af bogen og rejser ud i verden for at indsamle materiale.

Vores store håb er, at vi kan finansiere bogen via crowdfunding.

Vi har brug for 150.000 kr. Vil du støtte projektet?

Ved at donere 250 kr. støtter du bogprojektet og får samtidig tilsendt et eksemplar af bogen, når den udkommer i dagene op til den 24. januar 2019.

Støt projektet på ms.dk/bog