ACTION - Homoseksuelles kamp mod vold og had

TEMA: HOMOSEKSUELLES KAMP MOD VOLD OG HAD #3 | 2017 www.ms.dk

AFRIKA RAMT AF HOMOFOBISK EPIDEMI PRÆSTER OG KOLONIHERRER BRAGTE HOMOFOBIEN TIL AFRIKA

ETIKMINISTEREN SLUKKEDE FOR UGANDA PRIDE MED TRUSLER

DANMARK PYNTER SIG MED REGNBUEFARVER

Leder

Indhold

VI SKAL KÆMPE MED KÆRLIGHED

Orientering:

4 7 VIGTIGE I VERDEN

Læs blandt andet om fængslingen af en palæstinensisk fredsaktivist, mistanke om valgsvindel i Kenya og en dansk FNeksamen i verdensmålene.

Tema:

6 HOMOSEKSUELLES KAMP MOD VOLD OG HAD

Tim Whyte, Generalsekretær Mellemfolkeligt Samvirke

Homofobien har bidt sig hårdt fast i Afrika. Men hvor kommer den fra? Og kan vi gøre noget ved det?

VESTLIG IMPORTVARE: Koloniherrer og missionærer har bragt homofobien med sig.

GLOBALT HOMOHAD: Verdenskortet viser et væld af forbrydelser mod LGBT-personer.

UGANDISK LGBT-VILJE: Mød de LGBT-aktivister, der kæmper for retten til Pride i Uganda.

DANISH DELIGHT?: Ikke alt er godt under den regnbuefarvede overflade, mener forsker.

Jeg har et spørgsmål til dig.

Har folk ret til at elske den, de elsker? Til at være den, de er?

For dig er det nok dagens letteste spørgsmål. For selvfølgelig har de da det. Vi skriver jo 2017, ik? Desværre er det slet ikke sådan, der bliver svaret på lige præcis de spørgsmål i en lang række lande rundt om i verden. Spurgte man i Afrikas største land, Nigeria, ville ni ud af ti sige nej. Nogenlunde lige så mange ville svare nej i en lang række andre afrikanske lande.

Mens vi kunne fejre seksuel mangfoldighed ved Priden i flere danske byer, er virkeligheden i store dele af Afrika en helt anden. Homoseksuelle er i dag den mest forfulgte minoritet på det afrikanske kontinent. Stod det til befolkningsflertallet i Uganda, burde det føre til dødsstraf at være sammen med mennesker af sit eget køn. Politikere i flere lande skærper nu straffen, så det kan koste årtier i fængsel at være seksuelt aktiv på en ikke statsautoriseret måde. Og flere steder, hvor lovens lange arm ikke når frem – ja, der klarer folket straffen selv.

Overfald, drab, opdragende voldtægter af lesbiske og total udstødelse af familier bliver beskrevet i de talrige rapporter om krænkelser af homoseksuelle.

Som udviklingsorganisation, der kæmper for det enkelte menneskes ret og værdighed, må Mellemfolkeligt Samvirke reagere, når så uhyrlige krænkelser sker i de lande, hvor vi arbejder. Men det er lettere sagt end gjort. For vi er oppe imod alt, hvad man næsten kan være oppe imod. Vi er oppe mod den lokale folkestemning. Vi er oppe mod lokale regeringer. Vi er oppe mod rabiate kristne hjælpeorganisationer fra USA, der prædiker had og homofobi. De eneste, vi faktisk er på hold med, er de homoseksuelle aktivister, der kun kan arbejde i skjul af frygt for voldelige overgreb.

Noter:

20 MS-PILEN PEGER PÅ

Roskilde-penge til Zambia og Palæstina, råd til at drømme i Tingbjerg og MS-café i hjertet af Aarhus.

Mit MS:

22 INDISK MS-EVENTYR I 1960’ERNE

En ny verden åbnede sig for sløjdlæreren Olav Liengård, da han i 1964 rejste til Indien som en af de første MS-frivillige.

Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg troede på, at homoseksuelles rettigheder er den kamp, der vil føre til de største resultater på kortest tid. Men vi SKAL gøre, hvad vi kan. For på trods af den monumentale håbløshed er der faktisk et par lysglimt at finde. De glimter i vores egen historie. For når vi i de fleste vestlige lande har så let ved at svare ja til spørgsmålet herover – så er det faktisk et lille mirakel. Et mirakel, der viser, hvor meget det betaler sig at kæmpe. Det er kun en generation siden, vi officielt betragtede homoseksualitet som en psykisk sygdom. Og i USA skal vi kun sølle syv år tilbage for at finde de sidste undersøgelser, der viste, at de fleste amerikanere ville svare “nej” til mit spørgsmål.

Så vinden kan vende. Men det kræver, at vi både insisterer på, at homoseksuelle skal have samme rettigheder som alle andre. Og at vi går i dialog med dem, vi i dag betragter som hadefulde. Det er ikke let – men det har virket før.

udgives af Mellemfolkeligt Samvirke.

Artikler i magasinet udtrykker ikke nødvendigvis foreningens holdninger.

2

Redaktør: Mikkel Gottlieb Ansvarshavende: Thomas Hundsbæk Øvrig redaktion: Pola Rojan Bagger, Ulrik Norup Jørgensen

Layout: Laura Johanne G. Danielsen Forsideillustration: Laura Johanne G. Danielsen Tryk: Skive Folkeblad Rotation

Adresse: Fælledvej 12 2200 København N Tel: +45 7731 0000 Email: mgo@ms.dk Web: www.ms.dk

#3 Oktober 2017 Oplag: 21.000 ISSN: 1901-6115

Aktivisten

“ENTEN VÆLGER MAN AT LEVE RETFÆRDIGT ELLER AT LEVE NEMT” 24-årige Haitham Abdalla gik i anden klasse i Amman, da angrebene i USA 11. september 2001 ændrede Mellemøstens kurs. Han tilhører den første generation af arabere i den nye verdensorden. Det arabiske forår ændrede hans liv og åbnede hans øjne for aktivismens nødvendighed.

Min generation voksede op under helt andre politiske omstændigheder end vores forældre. Jeg husker tydeligt som barn, hvordan mennesker, der lignede os, begyndte at fylde mere og mere i nyhedsbilledet. Pludselig blev vores lande meget synlige. Vi lærte tidligt som børn at forholde os til for eksempel terrorisme. Og med Irak-krigen blev alting meget hurtigt meget intenst omkring os, husker jeg.

Det klare vendepunkt for mig blev det arabiske forår fra 2011. Da var jeg 18 år og gik i gymnasiet. Det var det største, vi nogensinde havde oplevet. Som almindelige arabere følte vi os med ét styrket. For første gang blev der lyttet til os i befolkningen.

Vi kunne få magthavere til at gå af. Jeg følte en blanding af stolthed og lykke. Jeg havde aldrig oplevet noget lignende.

Jeg var så optaget af udviklingen i vores nabolande, at jeg endda dumpede til en eksamen i gymnasiet. Hele aftenen og natten forinden havde jeg siddet foran fjernsynet og fulgt begivenhederne i Egypten med tårerne trillende ned ad kinderne.

Og jeg havde endda aldrig sat mine ben i landet.

Revolterne i de arabiske lande gjorde, at vi som folk smed frygten af os. Jeg mødte nye mennesker og fik nye venner fra kredse, jeg aldrig havde kendt til. Det hele gav mig en stor appetit på at udforske aktivismen.

Da den syriske borgerkrig udløste en flygtningekatastrofe af historisk omfang, var vi efterhånden mange unge i Jordan, der gerne ville hjælpe flygtningene. De var begyndt at vælte ind i flygtningelejrene ved den jordansk-syriske grænse. Vi brændte efter at gøre en forskel i deres liv, der var blevet brutalt ødelagt af krigen.

Jeg studerede på universitetet, da jeg gennem venners adkomst blev frivillig i ActionAid, der ydede basal hjælp i FN’s Zaatari-lejr. Alt fra bleer til psykologisk krisebistand. Det syn, der mødte mig i lejren, skræmte mig. Situationen var langt værre, end jeg havde forventet. Det var svært ikke at blive frustreret; ikke at blive vred. Konfronteret med menneskelig lidelse er det svært ikke at betvivle det gode i mennesker.

HAITHAM ABDALLA §§ Har to storebrødre og en lillesøster. §§ Er uddannet software-ingeniør fra Philadelphia-universitetet i Amman. §§ Arbejder i dag som Youth Hub Organizer i ActionAid ARI.

Men oplevelsen styrkede mig i mit nuværende arbejde. Som vi siger hernede: Enten vælger man at leve retfærdigt eller at leve nemt. Og jeg tror, at jeg endegyldigt har valgt at leve retfærdigt.

INTERVIEWET AF: POLA ROJAN BAGGER

#3 | 2017

3

Orientering

4 6 1 5

7 Foto: Marie Torp Christensen for MS

2

3

7 VIGTIGE I VERDEN VALG I KENYA 3: Kenya

SKAL GÅ OM

Højesteret i Kenya har besluttet, at august måneds præsidentvalg skal gå om. Det skyldes, at svindel ved valget ikke kan udelukkes.

“Det er meget overraskende for os, at der kommer et omvalg.

Men vi ser det som et demokratisk sundhedstegn. Det ser ud til, at Kenya bevæger sig i en mere demokratisk retning – og annulleringen af valget er endnu et tegn på øget respekt for demokratiet,” siger Karen Ansbæk fra Mellemfolkeligt Samvirke.

Omvalget finder sted 26. oktober.

1: Vestbredden

FÆNGSLING AF FREDSAKTIVIST

4

2: St. Martin

ORKANEN IRMA BLÆSTE CARIBIEN OMKULD Ekstremt kraftige orkaner har hærget i Caribien og USA. Irma bragede ind over en række lande i regionen og flåede flere steder alt i stykker. Bl.a. de Små Antiller i Vestindien, Puerto Rico, Bahamas, Cuba og USA blev hårdt ramt.

Irma var den kraftigste orkan, der nogensinde er registreret i Atlanterhavet. På caribiske øer som Barbuda og St. Martin er næsten al infrastruktur ødelagt.

Irma blev efterfulgt af orkanen Maria, der også plagede de caribiske øer.

Haiti, der tidligere har været hårdt plaget af naturkatastrofer, slap nogenlunde nådigt, men ActionAid Haiti overvejer en indsats for de hårdest ramte familier.

DANSKE BANK HVIDVASKER MILLIARDER Endnu en gang er en dansk bank involveret i tvivlsomme aktiviteter. Denne gang er det Danske Bank, der tilsyneladende har medvirket til hvidvask af milliarder af kroner fra diktaturstaten Aserbajdsjan. Det viser med trist tydelighed, hvorfor det er nødvendigt at kigge på lovgivning – og kontrol – omkring danske virksomheders aktiviteter i udlandet. Billedet er fra en tidligere demonstration foran Nordea, der var involveret i at hjælpe folk med at placere penge i skattely.

Foto: Mellemfolkeligt Samvirke

Foto: Interfaith Peace-Builders via Flickr

En kritisk kommentar på Facebook har sendt fredsaktivisten Issa Amro i fængsel. Han blev fængslet i begyndelsen af september, da han kritiserede de palæstinensiske myndigheder for at arrestere en journalist. Fra Hebron har han bl.a. koordineret “Youth Against Settlements”.

Stribevis af andre aktivister og journalister er blevet arresteret den seneste tid. Mellemfolkeligt Samvirke har klart fordømt de palæstinensiske myndigheders overgreb på ytringsfriheden.

Foto: Karl-Ludwig Poggemann via Flickr

4: København

Orientering

5: Bangladesh, Nepal og Indien

VANDET ÆDER ALT

Foto: ActionAid

De værste oversvømmelser i årtier hærger lige nu i bl.a. Nepal, Indien og Bangladesh.

Millioner af mennesker har mistet alt. Og regnen fortsætter. Vi uddeler nødhjælp i de tre lande – bl.a. presenninger, mad og tøj til babyer og børn.

“Det er de allerfattigste, der bliver ramt af oversvømmelserne. Og de har ikke en forsikring eller en opsparing i banken til at hjælpe med at komme på fode igen. Så lige nu bor de under presenninger og mangler helt basale fornødenheder. Deres tilværelse er druknet,” siger Tim Whyte, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke.

Du kan støtte vores arbejde via MobilePay på 6043 4320

7: Myanmar

Foto: UN Photo/Ariana Lindquist

ETNISK UDRENSNING I MYANMAR Landsbyer brændt ned til grunden, mennesker henrettet, og hundredtusinder af mennesker sendt på flugt. En etnisk udrensning mod det muslimske Rohingya-mindretal har sendt hundredtusinder på flugt i Myanmar. De søgte tilflugt i nabolandet Bangladesh og slog sig ned, hvor der var plads: i grøfter, under træer og på bakkeskråninger. Mellemfolkeligt Samvirke hjælper flygtningene med bl.a. vand, mad, tæpper og midlertidigt tag over hovedet.

6: New York

DANSK EKSAMEN I VERDENSMÅLENE

Foto: ActionAid Bangladesh

Danmark har meget arbejde forude for at indfri FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling.

Det er konklusionen i en ny rapport, som Mellemfolkeligt Samvirke har lavet sammen med 27 andre danske organisationer.

Rapporten blev lanceret på et møde i New York, hvor den danske regering skulle til “eksamen”.

“Poul Henningsen sagde, at fremtiden kommer af sig selv, men det gør fremskridtet ikke. Den rapport, som 28 danske civilsamfundsorganisationer udgiver i dag, viser, at Danmark stadig har en del arbejde foran sig, hvis Danmark skal indfri FN's verdensmål,” siger generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke Tim Whyte, der var til stede i New York. #3 | 2017

5

KAMPE AT KUN ELSKE DEN MA ELSKER Tema: Homoseksuelles kamp mod vold og had

6

EN FOR NNE

AN R

Tema: Homoseksuelles kamp mod vold og had

Homofobien raser hen over Afrika.

I 34 af kontinentets 55 lande er homoseksualitet strengt forbudt. Og folkestemningen mod homoseksuelle er både hadsk og voldelig. Flere regeringer ønsker netop nu at skærpe love, der skal sende homoseksuelle i fængsel i årtier.

Mellemfolkeligt Samvirke arbejder i en række lande, hvor statsautoriserede overgreb – og endda drab – er en del af prisen for at være homoseksuel, hvis man “bliver opdaget”.

Men hvordan kan homoseksuelle kæmpe for egne rettigheder, når man ikke engang kan stå frem uden at risikere sit liv? Og kan man nogensinde vinde en kamp, når næsten alle mennesker i et land bakker op om krænkelser af homoseksuelles rettigheder?

Dette nummer af ACTION tager et dybt og deprimerende kig på homoseksuelles svære vilkår i Afrika.

Læs tema side 8-19 #3 | 2017

7

Tema: Homoseksuelles kamp mod vold og had

“VI BLANDER OS IKKE I JERES SEKSUALMORAL – SÅ HVORFOR BLANDER I JER I VORES?” Homoseksualitet er en vestlig importeret vare, der bevidst skal ødelægge afrikanske samfund indefra. Sådan lyder det fra ledere i mange afrikanske lande – mens højrekristne amerikanske hjælpeorganisationer bakker op. Volden og chikanen mod homoseksuelle spreder sig netop nu i Afrika. Bøsser bliver udstødt og banket. Straffe og love bliver skærpet. Og i Sydafrika er såkaldt “korrigerende voldtægter” af lesbiske udbredte.

AF THOMAS HUNDSBÆK, KOMMUNIKATIONSCHEF

8

Der er langt fra Vejle til Uganda. Alligevel tog mine tanker et stort geografisk hop fra min østjyske hjemstavn til det østafrikanske land, da jeg for få år siden arbejdede i diplomatiets danske højborg: Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads på Christianshavn.

Vi sad med en rigtig ubehagelig sag.

Parlamentsmedlemmer i Uganda havde netop fremsat et lovforslag, der ville medføre dødsstraf for visse former for udøvelse af homoseksualitet. Uganda var samtidig en af de suverænt største modtagere af dansk udviklingsbistand med årlig støtte på omkring 300 millioner kroner – så spørgsmålene var mange: Hvilke konsekvenser skulle det uhyrlige lovforslag have for udviklingsbistanden til Uganda? Kunne vi overhovedet støtte sådan et land? Skulle vi skære i støtten?

Min egen rygmarvsreaktionen var: “Ja, selvfølgelig skal vi true Uganda med barske økonomiske konsekvenser.

Og vi skal gøre det højlydt og offentligt, så de ikke tør vedtage loven”.

Men det hele blev lidt mere besværligt af en anelse fordybelse. Når vi talte med førende ugandiske homoaktivister, bad de os inderligt om at lade være med at tro, at vi kunne hjælpe dem ved at true deres politikere til at sikre rettigheder for homoseksuelle.

“Det vil bare gøre os endnu mere udsatte for vold og overgreb. Skærer Danmark i bistanden, bliver vi gjort til syndebukke,” lød det fra LGBT-aktivisterne.

Et andet argument var, at vi med en så symbolsk og synlig reaktion kunne være sikre på, at organisationer, der kæmper for homoseksuelles frihed, ville få smadret selv de små fremskridt, de trods alt havde fået skabt. For kun når

LGBT-aktivisterne var under offentlighedens radar, kunne de arbejde stille og roligt for at hjælpe mennesker i LGBTmiljøet.

Et tredje argument var, at det ville blive meget svært for Danmark at være konsekvent i forhold til at sanktionere regimer, der krænkede homoseksuelle. For hvor skulle man starte på et kontinent, hvor mindst 38 lande kriminaliserer homoseksualitet? Hvor skulle grænsen gå? Hvad med lande, hvor strafferammen godt nok ikke var dødsstraf – men meget meget lange fængselsstraffe under umenneskelige forhold? Skulle de lande også have fjernet bistand? I så fald skulle man skære hårdt i bistanden til Danmarks to største samarbejdslande, Tanzania og Afghanistan. Tanzania har haft en strafferamme på 30 års fængsel for homoseksualitet i årevis uden nævneværdige danske protester.

Eller hvad med Afrikas største land, Nigeria, hvor der var rapporteringer om fængslinger – og endda steninger – af homoseksuelle. Her skulle Danmark til at åbne en ny ambassade. Gjorde vi alvor af truslerne om direkte økonomisk konsekvens, ville det sandsynligvis komme til at gå ud over andre fattige og udsatte mennesker, der har stor glæde af dansk udviklingsbistand. Og deres muligheder for at få bedre skoler, sundhed og demokrati.

Vi valgte til slut en mere diplomatisk vej i tilfældet Uganda. Det, man kunne kalde en markant telefonisk samtale bag en lukket dør på et ret højt niveau og med en nogenlunde umaskeret trussel om, at det måske kunne få konsekvenser for samarbejdet, hvis loven blev gennemført.

Jeg var voldsomt overrasket over samtalen. Personen i den ugandiske ende af telefonrøret skældte os ud i et

FOTO: JAKOB DALL FOTO-ILLUSTRATION: LAURA JOHANNE G. DANIELSEN

ekstremt brysk tonefald, der gjorde det svært at få et ord indført. “Det ugandiske folk blander sig ikke i jeres seksualmoral – hvorfor blander i jer i vores,” sagde han vredt.

Truslen om at skære i bistanden ramte gulvet så hårdt, at det gungrede længe efter. Hvis vores samarbejde med Uganda skulle være med den på… ja, så skulle Danmark da være velkommen til at skære i støtten.

I det diplomatiske system er det ekstremt usædvanligt at høre vred tale.

Normalt tiltales man høfligt og lavt. Selv hårde ord bliver pakket nydeligt ind.

Men her kunne man næsten fornemme arrigskabens spyt gennem telefonrøret. Da vi lagde på, var vi derfor lettere målløse.

HOMOHAD I SØNDERVIG OG COLORADO Og jeg gik hjem. Og jeg tænkte mange lidt usammenhængende ting. Det var jo helt uhyrlige overgreb, som mennesker kunne blive udsat for i Uganda – og i en række andre afrikanske lande for den sags skyld. Alene fordi nogle mennesker elskede mennesker, som regeringerne ikke ønskede, de måtte elske. En værre krænkelse af menneskers ret til at være menneske, kunne jeg næsten ikke forestille mig.

Men en række billeder fra mit eget liv et par årtier forinden blev ved med at spille ind over min nethinde. Jeg havde spenderet en del af mine tidlige ungdomsår i miljøer, hvor afstanden mellem homoseksualitet og overgreb var meget lille. Jeg husker en ung mand, der i det skjulte havde rørt ved en anden mand på et diskotek hjemme i Vejle. Han var om natten blevet jaget gennem byens gader af et kobbel dørmænd. Og han havde “fået på gummerne”, som man sagde i den lokale dørmandsjargon

Tema: Homoseksuelles kamp mod vold og had – “så han aldrig ville gøre det samme igen”. Jeg husker en anden gang, hvor jeg havde været i sommerhus ved Vesterhavet og var gået på diskoteket “Brændingen” i Søndervig. Vi var resterne af en gammel gymnasieklasse, der havde danset uden alt for meget skelen til kønsbalancen på dansegulvet. Vi måtte flygte fra nogle lokale fiskere med bøsse-skældsord flyvende om ørerne for at undgå øretæver.

Jeg huskede også en scene fra mit ophold som udvekslingsstudent i USA. Jeg havde været til en privat fest, hvor et par af præriens rødnakkede sønner var mødt op i en pickup-truck. De uddelte de mest uhyggelige klø, jeg nogensinde havde overværet. En del teenagere stod og så på, mens en høj fyr blev slået ned og sparket, mens han lå krøllet sammen som en frossen reje i græsset. Jeg fik en meget enkel forklaring på overfaldet fra mine nye venner, Adam og Joel. “He is gay”, konstaterede de tonløst, mens nogle piger slæbte det blødende offer ind i en bil.

Så her sad jeg – og prøvede at forsvare homoseksuelles rettigheder på

6.500 kilometers afstand. Uden overhovedet at have gjort noget for at forhindre de krænkelser, der var sket lige omkring mig bare et par årtier forinden.

Og jeg tænkte på, om vi overhovedet på nogen succesfuld måde kunne strakseksportere fuldstændigt sunde, humanistiske værdier, når vi først selv for alvor havde taget dem til os for nylig – endda efter flere århundreders tilløb. Ville det have samme begrænsede effekt, som hvis nogen i 80'erne og 90'erne havde forsøgt at tale med dørmændene hjemme i Vejle – eller rødnakkerne i Colorado?

for at skabe forandring. Og hvordan gør man det i et Afrika, hvor folkestemningen er direkte imod homoseksualitet?

Ingen ved det.

Det eneste, vi kan konstatere med sikkerhed, er, at ingen har fundet den effektive tilgang endnu. Antihomostemningen har desværre bidt sig hårdt fast i det afrikanske kontinent i de seneste årtier. Mange steder går det den forkerte vej. Love og straffe bliver gjort hårdere og hårdere i mange af de 38 lande, som i forvejen har menneskerettighedskrænkende lovgivning, der forbyder homoseksualitet. I Nigeria er 92 procent af befolkningen tilhængere u

BAGLÆNS UDVIKLING Jeg var og er ikke i tvivl om, at vi skylder alle homoseksuelle i verden at forsøge at sætte en modbevægelse i gang. At der ikke er mange finere kampe at kæmpe end kampen for menneskers ret til at elske dem, de elsker – til at kunne være dem, de er. Og det gør naturligvis en stor forskel, om overgreb foregår med accept af staten eller ej.

Men skal vi gøre noget, må vi gribe til den tilgang, der virker. Vi må hjælpe

Jeg husker en ung mand, der i det skjulte havde rørt ved en anden mand på et diskotek hjemme i Vejle. Han var om natten blevet jaget gennem byens gader af et kobbel dørmænd. Og han havde “fået på gummerne”, som man sagde i den lokale dørmandsjargon.

#3 | 2017

9

Tema: Homoseksuelles kamp mod vold og had af streng kriminalisering af homoseksualitet, viser en undersøgelse. En anden undersøgelse i Uganda viser, at mere end ni ud af ti mener, at homoseksualitet er uforenligt med ugandiske værdier og kultur – og at homoseksuelle ikke skal beskyttes af samme rettigheder som andre.

Mellemfolkeligt Samvirke støtter aktivt homoseksuelle i det ekstremt svære arbejde med at organisere sig og kæmpe sine kampe i et miljø, hvor alt er imod en: folkestemningen, loven og de myndigheder, der burde beskytte deres borgere mod overgreb og diskrimination.

Således havde Mellemfolkeligt Samvirke undervist flere af de afrikanske LGBT-aktivister, der i august forsøgte at afvikle en forsigtig version af Pridefestivallen i Uganda. Det blev et præmieeksempel på, hvad homoseksuelle aktivister er oppe imod.

Priden blev lukket ned, allerede inden den var begyndt. Minister for etik og integritet, Simon Lokodo, mødte personligt op på det hotel, hvor åbningsgallaen skulle have fundet sted, og pressede hotelledelsen til at aflyse arrangementet.

“Næste gang får de hele lovens vrede at føle,” udtalte han efterfølgende.

Og den trussel hører ikke til i den milde ende. For selvom det tidligere forsøg

Når man læser missionærernes materiale og ser deres videoer, er et gennemgående tema, at homoseksualitet er en vestlig værdi, der er blevet ført til Afrika for at ødelægge lokalsamfundene indefra.

på at få indført dødsstraf blev fældet af forfatningsdomstolen i 2014, så er straffen for homoseksuelle handlinger stadig syv år i fængsel.

RELIGIØS SLAGMARK Historierne om overgreb er desværre mange og uhyggelige. Hvor de værste eksempler i mange år er kommet fra Østafrika, er de systematiske krænkelser af mennesker i LGBT-miljøet nu i voldsom grad kommet til Afrikas mest folkerige land, Nigeria i Vestafrika. En ny lov, der giver fængsel på op til 10 år for homoseksualitet, bliver håndhævet ekstremt hårdt, siger menneskerettighedsorganisationer som Human Rights Watch. I hele landet er der fængselsstraf for at udleve sin forelskelse i en person af samme køn. I de nordlige muslimskdominerede områder er der regionale love, der giver dødsstraf – ofte ved stening med henvisning til sharia.

Det største fællestræk blandt de afrikanske lande, hvor homofobien har taget mest fart, er religion. En række muslimske lande har uforsonlige straffe.

Og i en række kristne og engelsksprogede lande spreder konservative amerikanske evangelister budskabet om, at homoseksualitet er syndigt og den direkte vej til fordærv for både det enkelte menneske og samfundet. Det er en af årsagerne til den voldsomme homofobi, mener de fleste observatører.

Og den moderne afrikanske homofobi er både krænkende og voldelig.

I Uganda dokumenterer man homoseksualitet hos mænd ved hjælp af tvungne anal-undersøgelser af mistænkte. De bruges som dokumentation i straffesager.

I Sydafrika er såkaldte “korrigerende voldtægter” udbredt. I perioder do-

kumenteres ifølge flere organisationer cirka 10 korrigerende voldtægter af lesbiske pr. uge, men da voldtægterne sjældent bliver rapporteret, er metoden formentlig langt mere udbredt. Overgrebene skal lede lesbiske kvinder ind på den rette vej og lære dem at blive heteroseksuelle.

Tanken om, at homoseksuelle skal og kan kureres, er blot en blandt mange homofobiske tanker, der bliver prædiket af pengestærke amerikanske missionærer. Den amerikanske præst Scott Lively var en slags ghostwriter på det føromtalte lovforslag, der skulle sikre dødsstraf for homoseksualitet i Uganda. En anden meget aktiv amerikansk prædikant er organisationen Family Watch International (FWI). Den bliver styret af mormonen Sharon Slater fra Arizona. ACTION har forsøgt at få et interview med Slater og tilbudt, at hun frit kunne fortælle om sit syn på homoseksualitet og udviklingsarbejde. Hun har desværre ikke ønsket at stille op.

Slater er ellers et yderst centralt navn i den amerikansk-afrikanske antihomokamp. Og et meget godt eksempel på, hvor systematisk prædikanterne arbejder. Officielt arbejder hendes kristne organisation for “familiebaserede løsninger på verdens problemer”.

Hendes familiebaserede værdieksport fra det amerikanske bibelbælte handler blandt andet om modstand mod andre organisationers uddeling af kondomer, modstand mod kvinders ret til abort – og ikke mindst modstanden mod homoseksualitet.

Når man læser missionærernes materiale og ser deres videoer, er et gennemgående tema, at homoseksualitet er en vestlig værdi, der er blevet ført til Afrika for at ødelægge lokalsamfundene indefra. FWI's retorik rummer blandt andet skarpe antydninger af, at Vestens formål med at kæmpe for homoseksuelles rettigheder er at sprede aids og bringe fødsels- og folketallet ned for på at svække Afrika.

Det har stor klangbund på både højt og lavt niveau i mange afrikanske lande.

Sharon Slater bliver taget meget alvorligt omkring FN's hovedkvarter i New York. Hun er selv stolt af, at hun flere gange har fløjet markante afrikanske FN-delegerede til USA for at informere diplomater og politikere om Vestens skjulte homo-agenda. Slater koordinerer efterfølgende de delegeredes kræfter, så de sammen kan modarbejde enhver aftale, der skal fremme homoseksuelles rettigheder i FN. Og derudover også forhindre udbredelsen af abort og prævention. Arbejdet er så effektivt, at diplomater ofte nævner FWI som den vigtigste grund til at antihomo-kampen har fået fornyet styrke i FN.

VÆRDIKRIG Den kamp, som Mellemfolkeligt Samvirke og andre organisationer støtter, er altså en slags vestlig stedfortræderkrig 10

Tema: Homoseksuelles kamp mod vold og had

på afrikansk jord. Det er et clash mellem mennesker med konservative kristne værdier som dem, jeg mødte i USA og Jylland for bare 20-30 år siden, og moderne frisindede rettighedsforkæmpere. Det er en kamp, som rettighedsforkæmperne og LGBT-aktivister har vundet i Vesten i de seneste år. Men stillingen i Afrika er desværre den stik modsatte.

Når det ser allermest håbløst ud for afrikanske aktivister, er det derfor i Vesten, de finder inspiration og håb. For godt nok er vi kommet langt i Vesten, men vi er ikke gået nogen snorlige vej, og fremskridtene lod vente på sig pinligt længe. I Danmark var homoseksualitet kriminelt frem til 1933, men folkestemningen fulgte ikke med før mange årtier senere. Det var en “afsløring” i medierne i 1996, at Danmark havde en homoseksuel minister. Og det er kun godt og vel 35 år siden, at homoseksualitet blev fjernet fra listen over psykiske lidelser i Danmark.

I USA er det først efter årtusindeskiftet, at der for alvor er kommet skred i

accepten af homoseksualitet. I 2001 var et stort flertal af amerikanerne modstandere af, at bøsser og lesbiske skulle have retten til at indgå ægteskab eller partnerskab. Et årti senere, i 2011, var der lige mange for og imod. I dag – bare seks år længere fremme i historien – er der markant støtte til ægteskaber mellem partnere af samme køn. To tredjedele er for, mens kun en tredjedel fortsat er imod.

Det er intet mindre end et historisk jordskred i holdninger.

Så tilbage til det helt centrale spørgsmål: Hvordan kan afrikanske aktivister få det samme jordskred til at ske i Uganda og Nigeria, som er sket i Vejle og i USA? Hvad er det rigtige værktøj, når man er oppe mod en folkestemning og højrekristne vestlige udviklingsorganisationer? Og når lokale samarbejdspartnere lever under så voldsomme trusler, at deres liv og levned er i fare?

Matt Beard er en god mand at spørge. Han er administrerende direktør for All Out, som Mellemfolkeligt Samvirke samarbejder med i kampen for værdig

behandling af homoseksuelle. Han tror på, at forandringerne kommer. Men det er en hård kamp.

“Det er svært og nogle gange deprimerende at arbejde med. Det vil ikke virke bare at sige til mennesker i Uganda, at LGBT-rettigheder er menneskerettigheder. Der skal en meget mere grundig samfundsændring til. Men jeg tror, at når først det begynder – når først snebolden ruller – så kan det ske hurtigt. Det er jo det, vi har set i Vesten, hvor der er sket meget store forandringer på bare fem år.”

Matt Beard er ikke jubeloptimist. Der er hele tiden tilbageslag, siger han. Men han tror på, at løsninger skal findes der, hvor de er opstået.

“Problemerne er blevet importeret – først af kolonimagternes lovgivninger og siden af amerikanske missionærer. Religion bliver også en stor del af løsningen.

Det skal lykkes os at samle moderne mennesker med et progressivt religiøst syn, så vi kan vise, at religion og tolerance for medborgere kan forenes. Det er vejen frem.”

Det lyder som mere missionsarbejde og en overførsel af de vestlige værdier, vi først selv har fået nogenlunde styr på i de sidste årtier. Men kan vi det? Det er nærliggende, at kaste de vrede ord fra telefonsamtalen i Udenrigsministeriet lige i hovedet på Matt Beard: De blander sig ikke i vores seksualmoral, Matt – hvorfor skal vi blande os i deres?

“Det skal vi, fordi Vesten netop har skabt homofobien. Det lyder måske patroniserende, men objektivt set passer det ikke, når nogen siger, at homoseksualitet er uafrikansk. Inden den britiske og europæiske imperialisme kom til Afrika, var homoseksualitet en almindelig del af afrikansk stammekultur. Det er kun ved hvide menneskers mellemkomst dengang og nu, at den ekstreme stigmatisering er opstået. De homoseksuelle, der er ofre for det, vil være værre stillet, hvis vi blander os udenom nu.”n

#3 | 2017

11

Tema: Homoseksuelles kamp mod vold og had

HOMOFOBI VERDEN RUNDT 1

Drab, censur, tortur.

I det meste af verden er det stadig livsfarligt at elske et menneske af samme køn. Her er ni konkrete eksempler på den voldsomme homofobi.

1 USA

2 El Salvador

Under dække af et romantisk møde bliver den homoseksuelle Steven Nelson i delstaten Idaho i april 2016 lokket i en fælde af fire mænd, der udsætter den 49-årige Nelson for grov vold og efterlader ham nøgen og forslået. Nelson mister efterfølgende livet på hospitalet som følge af sine kvæstelser. Med en stigning på 17 procent i antallet af hadmotiverede mord var 2016 ifølge amerikanske rettighedsgrupper det hidtil dødeligste år for LGBTpersoner i USA.

På vej til den lokale Prideparade i hovedstaden San Salvador i juni 2015 bliver den transkønnede LGBTaktivist Aldo Alexander Pena arresteret og i politiets varetægt udsat for grov vold. Pena bliver indlagt på hospitalet med en brækket kæbe og svære kvæstelser i øjenhulen. Den offentlige anklager efterforsker efterfølgende sagen som et mordforsøg. Lokale menneskeretsgrupper har dokumenteret 500 mord på LGBT-personer i landet siden 1993.

12

TEKST: POLA ROJAN BAGGER

3 Brasilien Den 42-årige transkønnede Dandara Dos Santos bliver i februar 2017 udsat for vold, tortur og stening af fem mænd. Overfaldsmændene optager sågar overfaldet på video, der siden cirkulerer på sociale medier. Ifølge en opgørelse fra den brasilianske rettighedsgruppe Rede Trans blev sammenlagt 144 transpersoner i landet myrdet i 2016. Det er en markant stigning sammenlignet med 57 mord i 2008, da gruppen først begyndte at dokumentere disse sager.

2

3

4 UK Over en tremåneders periode efter Brexit-afstemningen i juni 2016 stiger antallet af voldsepisoder mod LGBTpersoner i Storbritannien hele 147 procent sammenlignet med niveauet for året før.

Det viser tal fra den britiske rettighedsgruppe, Galop, der i en rapport dokumenterede sammenlagt 187 tilfælde af hadforbrydelser mod LGBTpersoner. Tallet for samme periode i 2015 lød på 72 dokumenterede tilfælde.

Afstemningen har angiveligt åbnet døren for fordomsfulde synspunkter.

5 Nigeria I juli 2017 blev 52 mænd arresteret og tilbageholdt i dagevis, beskyldt for at være homoseksuelle – dog uden at blive sigtet. I politiets varetægt blev de ifølge flere beretninger frarøvet mad og andre basale rettigheder. I 2013 indførte regeringen et forbud mod ægteskab mellem personer af samme køn. Det har ifølge Human Rights Watch forværret et i forvejen fjendtligt klima for LGBT-personer. I de nordlige muslimskdominerede områder er der regionale love, der giver dødsstraf – ofte ved stening.

Tema: Homoseksuelles kamp mod vold og had

7 4 8

9 5 6

6 Uganda I januar 2011 blev den kendte LGBT-aktivist David Kato banket ihjel i Ugandas hovedstad, Kampala. Få måneder forinden havde den ugandiske tabloidavis Rolling Stones trykt navnene på 100 LGBT-aktivister – blandt andre David Katos – under overskriften “Hæng dem”. Uganda vedtog i begyndelsen af 2014 en ekstremt hård lovgivning, der fik tilnavnet “Kill the Gays Bill”. Loven blev dog forkastet af forfatningsdomstolen et halvt år senere.

7 Rusland Et russisk forlag bortredigerer flere afsnit i romanen A Gathering of Shadows af den amerikanske fantasyforfatter Victoria E. Schwab, fordi teksten fremstiller et homoromantisk forhold mellem to af karaktererne. Ifølge russiske medier begrunder forlaget redigeringen med den russiske lov fra 2013, som forbyder omtale af “utraditionel seksuel orientering” i såkaldt propagandamateriale, som er tilgængeligt for mindreårige”.

10

8 Tjetjenien Snesevis af LGBT-personer blev i 2017 arresteret af tjetjensk politi og udsat for fysiske overgreb. Mindst tre er døde i politiets varetægt.

Human Rights Watch (HRW) har talt med nogle af de løsladte og beretter om op mod 100 tilbageholdte. Politiet har ifølge forlydender opfordret de tilbageholdtes pårørende til at udføre æresdrab på deres homoseksuelle familiemedlemmer. Andre tidligere tilbageholdte fortæller til HRW, at de i deres familiers påhør er blevet tvunget til at “indrømme deres homoseksualitet”.

9 Bangladesh

10 Malaysia

Den 41-årige LGBT-aktivist Xulhaz Mannan bliver i april hakket til døde af en gruppe mænd, der trænger sig ind i hans lejlighed i hovedstaden Dhaka. Som stifter af landets første LGBT-magasin i 2014 og medarrangør af Pride-møder var Mannan et kendt ansigt i landet.

Menneskeretsorganisationer har gentagne gange kritiseret myndighederne i Bangladesh for ikke at efterforske de mange hadforbrydelser mod bl.a. LGBT-personer.

18-årige T. Nhaveen blev af sine klassekammerater i byen Penang i juni 2017 udsat for grov vold, brandsår og homofobiske tilråb.

Overfaldsmændene ville ifølge beretninger i lokal presse gøre ham til “en rigtig mand”. Nhaveen døde efter seks dage i koma. I en national konkurrence udråbt af det malaysiske sundhedsministerium samme måned opfordrede man unge til at indsende videoer med bud på, hvordan man bedst “kontrollerer” homoseksualitet.

#3 | 2017

13

Tema: Homoseksuelles kamp mod vold og had

Isaac Mugisha arbejder år efter år på at få Uganda Pride til at lykkes. Sidste år og i år blev bestræbelserne slået i stykker af myndighederne.

14

TEKST: MIKKEL GOTTLIEB FOTO: JAKOB DALL

Tema: Homoseksuelles kamp mod vold og had

DA ETIKMINISTEREN SLOG UGANDAS LGBT-FEST I GULVET Ugandas version af en LGBT-Pride sluttede få timer før, den skulle gå i gang.

Ministeren for etik og integritet lukkede effektivt ned for festlighederne med trusler og politi. Men aflysningen viser, at LGBT-miljøet er ved at vokse sig stærkt, mener en af hovedarrangørerne.

Det er en onsdag eftermiddag midt i august. Om få timer skal Uganda Pride skydes i gang med en åbningsgalla på Hotel Sheraton midt i hovedstaden, Kampala. 300 mennesker er på gæstelisten, blandt andet diplomater fra Danmark, USA, England, Sverige og Holland.

Men så får arrangørerne et telefonopkald, der rammer dem som en mavepustser. Hotellet meddeler, at kontrakten er ophævet. Festen er aflyst.

Ugandas minister for etik og integritet, Simon Lokodo, er tidligere på dagen mødt personligt op på hotellet omgivet af en talstærk og tungt bevæbnet skare af politifolk. Og han efterlod ikke hotellets ledelse med et valg.

“Jeg kunne ikke tro, at det skete.

Det føltes uvirkeligt,” fortæller Isaac Mugisha, der er en af hovedarrangørerne af Pride-fejringen. “Vi skulle kontakte 300 mennesker og sige: Lad venligst være med at komme. Nogen var på vej fra lufthavnen i det øjeblik.”

Simon Lokodo, den ugandiske minister, er tidligere katolsk præst og

kendt som en indædt modstander af homoseksualitet. Han havde ganske vist fremsat enkelte trusler forud for Priden, bl.a. fysiske trusler mod en af de kvindelige arrangører.

“Men det er hans almindelige adfærd. Han fremsætter altid trusler og prøver at få folk til at trække sig,” som Isaac Mugisha siger.

Alligevel troede arrangørerne på, at begivenhederne ville få lov at løbe af stablen. De havde mødtes med ministeren i god tid i forvejen og orienteret ham om begivenhederne. Og han havde givet sin tilladelse under forudsætning af, at de ikke promoverede homoseksualitet i det åbne.

REKRUTTERING OG PROMOVERING Den tilladelse blev altså trukket i ellevte time. Ministeren gav ikke en begrundelse, men udtalte kort tid efter til den britiske avis The Guardian: “Det er sandt, jeg har beordret politiet til at stoppe og lukke ned for alle Pride-events. Ingen samling og promovering af homoseksuelle kan blive tilladt i Uganda. Vi vil på ingen måde tolerere det,” sagde han.

Han fortsatte med det, der er hans hovedargument.

“Vi ved, at de prøver at rekruttere og promovere homoseksualitet i hemmelighed. Men det er værre, at de forsøger at udstille det på offentlige steder. Det er totalt uacceptabelt. Aldrig i Uganda.”

Isaac Mugisha ryster på hovedet.

Rekrutterings-argumentet er velkendt.

Ministeren har gentaget det igen og igen.

“Det, de altid understreger, er, at homoseksuelle rekrutterer med penge.

Altså betaler folk for at blive homoseksuelle. Det er absurd,” siger Isaac Mugisha.

LGBT-fejringen skulle i øvrigt ikke foregå på offentlige steder. Alle arrangementer var henlagt til hoteller og private resorts. Men det er ikke noget, der formilder den homoforskrækkede minister. Også sidste år fik han lukket ned for Priden – dengang nogle dage inde i arrangementerne. En skønhedskonkurrence for LGBT-personer blev stormet af politiet, og flere kom alvorligt til skade.

Den oplevelse sad stadig i bevidstheden hos arrangørerne, da de traf den #3 | 2017

tunge beslutning og sendte en meddelelse ud om, at hele Priden var aflyst.

“Så vi valgte fred. Vi tænkte, at liv er vigtigst. For du kan ikke kæmpe, når du er død,” siger Isaac Mugisha med et træk på skuldrene.

Men selvom skuffelsen stadig sidder tungt i kroppen på den ugandiske LGBT-aktivist, da ACTION møder ham få dage efter aflysningen, er han i stand til at mønstre en vis optimisme.

Ministerens hårde reaktion er nemlig et billede på, at LGBT-miljøet har vokset sig stærkt og synligt i Uganda i løbet af de seneste år, mener han. Nu bliver politikerne tvunget ud af busken.

“Det kan blive et wake-up-call for regeringen. De bliver tvunget til at forholde sig til det. De bliver nødt til at komme med deres position. Så selvom jeg er jeg dybt skuffet som organisator, kan jeg også se det fra en positiv vinkel.

For vi har jo ikke kun ønsket en fest. Vi har også ønsket, at få regeringen i tale,” siger han.

Det ønske er dog endnu ikke gået i opfyldelse. Der er fortsat tavshed fra regeringen. Imens undersøger folkene bag Uganda Pride mulighederne for at sagsøge etik- og integritetsminister Simon Lokodo. Og for at samles igen under regnbuefarvede flag.

INSPIRERET TIL LGBT-KAMP Mellemfolkeligt Samvirke støtter op om eksisterende LGBT-miljøer i afrikanske lande. På vores politiske højskole i Kenya samler vi LGBT-aktivister fra Kenya, Uganda og Nigeria. Her får de idéer og konkrete værktøjer til at lave kreative kampagner for LGBTpersoners rettigheder. Derudover forsøger vi at skabe et fællesskab og en bevægelse på tværs af landegrænserne.

Vores arbejde med LGBT-rettigheder er støttet af Den Obelske Familiefond.

Isaac Mugisha og personerne på de næste sider har alle deltaget i forløbet.

15

Tema: Homoseksuelles kamp mod vold og had

“DE VILLE GIVE MIG EN LÆRESTREG, JEG ALDRIG VILLE GLEMME” Kenyanske Nelmar Wanzala er heteroseksuel. Men hun er en aktiv forkæmper for LGBT-personers rettigheder og var i august rejst til Uganda for at deltage i Pride-fejringen. Hendes venskab med LGBT-personer kostede hende sidste år en smertelig oplevelse, der har fået hende til at lukke ned for alle romantiske bånd.

Det skete i oktober sidste år. Jeg kom hjem fra skole, og fire fyre, som jeg kender fra min opvækst, ventede på mig et stykke fra mit hjem. De rev mit tøj af og begyndte at røre mig. Jeg kæmpede imod og var til sidst heldig, at mine brødre kom og stoppede det.

Da mine brødre spurgte, hvorfor de ville gøre det, sagde de, at det var fordi, jeg er venner med lesbiske, og at det er uacceptabelt. En af fyrene havde prøvet at forføre mig, og jeg havde afslået. Nu sagde de, at de ville give mig en lærestreg, jeg aldrig ville glemme.

Episoden gjorde mig stålsat på at kæmpe for homoseksuelles rettigheder. Men jeg har mistet interessen for sex. Jeg har prøvet flere gange, men jeg ender med at græde, fordi det minder mig om det overgreb.

Overgrebet har været en hemmelighed, som jeg har svoret, jeg ville tage med mig i graven. Men i dag har jeg besluttet at fortælle om det. Jeg har netop mistet relationen til en kær ven, som jeg elsker højt, men som jeg ikke har kunnet få mig selv til at fortælle om, hvad der skete. Han er forelsket i mig. Vi har prøvet at date, men hver gang han vil have sex, siger jeg nej eller kommer med en historie for at undgå emnet. I dag fortalte han mig, at hvis ikke jeg kan gengælde hans lyster, så er det bedre, at vi går hver til sit.

Jeg kan mærke, at det at fortælle om det, sætter mig fri.

STEMMER FRA LGBT-MØRKET Midt i august var hundredvis af LGBT-aktivister rejst til Ugandas hovedstad, Kampala, for at deltage i noget så sjældent som en afrikansk Pride. Festen blev lukket ned af regeringen – men folk samlede sig alligevel for at styrke det indre sammenhold. Vi mødte tre af dem til en snak om tvivl, frygt, overgreb og håb.

16

TEKST: MIKKEL GOTTLIEB FOTO: JAKOB DALL

Tema: Homoseksuelles kamp mod vold og had

“JEG HOLDT OP MED AT VÆRE SAMMEN MED ANDRE MENNESKER” Vrede og tvivl fyldte Lugendo Tracy, da det gik op for hende, at hun er tiltrukket af andre piger. I dag er den 26-årige ugander afklaret om sin seksualitet.

“DET VAR DEN LÆNGSTE NAT I MIT LIV” Bryne Comrade lever i et fast forhold med sin kone.

Men han er også sammen med andre mænd. Hans seksualitet blev udstillet, da hans kone pludselig fandt en seddel på hans dør. I dag arbejder han i sin egen organisation, der støtter seksuelle minoriteter.

Jeg følte mig som et udskud, da jeg fandt ud af, at jeg er homoseksuel. For der var ikke andre i mit lokalområde, der var homoseksuelle. Og jeg var presset, fordi jeg kommer fra en familie, der er meget religiøs. I kirken prædikede de om forfærdelighederne ved homoseksualitet, og jeg dømte mig selv i en sådan grad, at jeg ønskede at dø. Jeg følte mig ikke værdig til at leve.

Jeg fandt ud af, at Bibelen berettede om Sodoma og Gomorra (byer, som Gud tilintetgjorde på grund af indbyggernes ugudelighed og usædelighed, red.), som folk misfortolkede som en straf mod homoseksuelle. Og jeg tænkte, at Gud måske ville kaste ild på mig en dag. Jeg var bange i lang tid.

I 2012 blev jeg gift med min kone. Jeg var begyndt at læse teologi og havde fået arbejde som præst. Og for at passe ind, for at folk ville komme i min kirke, var jeg nødt til at blive gift. Da jeg havde været gift i tre-fire måneder, vågnede jeg op en morgen, og på min dør sad en meget stor seddel tapet fast, hvor der stod: “Du siger, du er en præst, at du er en mand af Gud. Men vi ved, du er homoseksuel”. Jeg ved stadig ikke, hvem der skrev det.

Da det gik op for mig, at jeg er homoseksuel, blev jeg mere vred end bange. Jeg var irriteret over, at folk ville diktere, hvordan jeg skulle leve. Jeg blev irriteret over, at folk mente, at jeg skulle have deres tilladelse til at være i et forhold. Jeg blev vred. Og den vrede gjorde, at jeg lukkede mig inde. Jeg holdt op med at være sammen med andre mennesker – fordi jeg kiggede efter mennesker som mig selv.

Jeg flyttede hus, da jeg besluttede at blive åben om min seksualitet. For jeg var bange for, at min nabo ville miste besindelsen.

Og jeg mistede mange venner. De lukkede bare af. En person skrev en meget lang e-mail og fortalte mig, hvorfor vi ikke længere kunne være venner. Jeg var fortvivlet og fortabt. Jeg troede, at jeg havde begået en fejl. Jeg hadede mig selv. Jeg var så deprimeret, at jeg tænkte: Måske kan jeg prøve at date en fyr. Det kan vel ikke være så slemt. Det sagde jeg til mig selv igen og igen. Men jeg gjorde det aldrig.

På et tidspunkt mødte jeg en pige på en bar, som jeg virkelig kunne lide. Hun fortalte mig, at hun var aktivist. Vi begyndte at hænge ud, og hun introducerede mig for en masse mennesker.

Og det var, som om jeg havde fundet en ny familie. Nu føler jeg mig ikke så ensom mere.

Da jeg stoppede med at være vred, holdt jeg også op med at være bange. Og jeg indså, at problemet med vores miljø er, at det ikke har et ansigt. Ved at deltage i Priden er jeg med til at give miljøet et ansigt. Så er jeg din søster, din nabo, din medarbejder. Og du vil ikke længere tænke på samme måde, når det ikke længere er så fjernt.

Det var min kone, der fandt sedlen. Og vi havde et meget hårdt skænderi. For hun havde tidligere spurgt mig, om jeg var homoseksuel, og jeg havde benægtet det. Nu kunne jeg ikke benægte det længere.

Tre-fire dage efter vi havde fundet sedlen, blev jeg angrebet i mit hjem. De kastede en sten gennem mit vindue om natten. De smadrede også nogle spejle på min dør. Det var den længste nat i mit liv.

Vi havde et meget dårligt ægteskab de næste syv-otte måneder. Men så begyndte hun at acceptere mig. Og nu ved hele det samfund, jeg bor i, at jeg er homoseksuel. Jeg lever stadig med min kone. Nu arbejder jeg i en organisation, der hjælper seksuelle minoriteter. Og nogle gange hjælper min kone mig faktisk.

Men jeg er altid bange for, at der skal ske noget. Jeg forsøger ikke at bevæge mig ud om aftenen.

#3 | 2017

17

Tema: Homoseksuelles kamp mod vold og had

DANMARK PYNTER SIG MED REGNBUEFARVER I en rus af frisind flager vi i stor stil med de regnbuefarvede flag i Danmark. Men i skolegården er ordet “bøsse” stadig et skældsord.

Vores accept af bl.a. homoseksuelle har stadig sine begrænsninger, mener forsker.

Da årets udgave af Pride løb af stablen i august, var der regnbueflag overalt. På busserne, i butiksvinduer og i hænderne på de mange tilskuere. En stor hyldest til LGBT+-personers kamp og et stærkt udtryk for det danske frisind og accept af mennesker med en anden seksualitet end flertallet. Og en scene, der viser vejen fremad for de lande i verden, hvor homofobien stadig stortrives.

Eller hvad?

Ikke ubetinget, mener Michael Nebeling Petersen, lektor, ph.d. ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet. I hvert fald udtrykker scenerne fra Pride i København en sandhed med visse modifikationer.

“Det kræver ikke en ret dyb analyse at konkludere, at det bare er lettere at være heteroseksuel i Danmark i dag.

Mennesker, der ikke er heteroseksuelle, møder synlig og usynlig modstand hver dag. Det kan stadig være et problem at gå hånd i hånd med kæresten,” siger han.

Michael Nebeling Petersen har skrevet en anerkendt afhandling om, hvordan den homoseksuelle mand er blevet set på og diskuteret igennem de seneste årtier. Han har bl.a. analyseret på Folketingets forhandlinger om homoseksuelles rettigheder, film og tv-shows, artikler og mediedebatter. Og afhandlingen konkluderer bl.a., at selvom der er sket 18

bevægelser i danskernes holdning til homoseksuelle, så er der stadig massive udfordringer.

“De homoseksuelle er gået fra at være på 'tålt' ophold til at være galionsfigurer, som en markør på fortællingen om det danske frisind,” siger han.

“De homoseksuelle bliver målt ud fra de heteroseksuelles lineal, så de skal helst bo to sammen i et hus med en Volvo.”

SELVMORD OG SYGDOM For at forstå den udlægning og udvikling går vi tilbage til 1980’erne, hvor myter, uvidenhed og usikkerhed omkring homoseksualitet var udpræget. Det var eksempelvis først i 1981, at homoseksualitet blev fjernet fra listen med sygdomme af Sundhedsstyrelsen.

Samtidig kom de første tilfælde af hiv/ aids i begyndelsen af 1980’erne. “Bøssepesten” blev sygdommen kaldt af medierne.

“Holdningen dengang var, at det var synd for de homoseksuelle. De har det skrækkeligt. De begår selvmord, og de dør af sygdomme. Lad os hjælpe dem lidt. De homoseksuelle kom på en form for tålt ophold i de heteroseksuelles verden,” fortæller Michael Nebeling Petersen.

De homoseksuelle blev holdt ud i strakt arm. Man vil gerne hjælpe dem, men de havde ikke noget at gøre på de klassiske heteroseksuelles domæner – fx familieskabet. Loven om registreret partnerskab kom i 1989, men de homoseksuelle måtte stadig ikke adopTEKST: ULRIK NORUP JØRGENSEN

tere. Det klassiske familieliv var stadig forbeholdt de heteroseksuelle, og loven om registreret partnerskab handlede i de politiske begrundelser bl.a. om, at de homoseksuelle skulle dyrke sex med færre partnere, så de ikke spredte hiv/ aids. Homoseksualiteten blev set som en trussel.

Men den logik ændrede sig ret drastisk efter år 2000, hvor nye vinde fik regnbueflagene til at blafre i Danmark.

GALIONSFIGUREN Verden går ind i en ny æra, og de globale bevægelser får et land som Danmark til ændre på sin holdning til homoseksuelle, fortæller Michael Nebeling Petersen.

“Vi begynder som land at blive defineret ift. nogle andre akser. Danmark taler sig selv frem som et moderne oplyst demokrati – i modsætning til såkaldte 'uoplyste lande'. Danmark er en anden slags stat, og her bliver de homoseksuelle en galionsfigur, der beskriver Danmark som et land med frisind.”

De homoseksuelle bliver nu anset som det ypperste eksempel på, hvordan Danmark er et frit og rummeligt land.

Og de homoseksuelle får rettigheder på områder, hvor de var forment adgang tidligere; fx i forhold til familierettigheder.

De får lov til at blive gift i folkekirken, og de kan adoptere børn.

“Men det interessante er, at det er rettigheder, der gør, at de homoseksuelle kan efterligne de heteroseksuelles idealer. De bliver indrulleret i de heteroseksuelles verden og normer, og det heteroseksuelle er prismen for det normale. De homoseksuelle bliver målt ud fra de heteroseksuelles lineal, så de skal helst bo to sammen i et hus med en Volvo,” siger Michael Nebeling Petersen.

De homoseksuelle bliver vægtet og vejet op imod det “normale” – og ofte bliver homoseksualitet stadig set som noget anderledes.

“Hvorfor er bøsse eksempelvis stadigvæk et skældsord i folkeskolen,” spørger Michael Nebeling Petersen?

Tema: Homoseksuelles kamp mod vold og had

KAMPEN FOR RETTEN TIL AT VÆRE HOMOSEKSUEL 1866: Homoseksualitet er ulovligt og strafbart, fastslår straffeloven.

1973: Det lovliggøres at danse offentligt med en partner af samme køn.

1906: Den store sædelighedssag.

En retssag afslører, at København er hjemsted for en større homoseksuel subkultur. Sagen fører til offentlige diskussioner, der baner vejen for afkriminaliseringen af homoseksualitet.

1976: Den seksuelle lavalder for homoseksuelle sættes ned til 15 år og ligestilles med heteroseksuelle.

1948: Organisationen LGBT Danmark stiftes.

1955: Københavns politi laver omfattende razziaer, anholdelser og afhøringer af hele det homoseksuelle miljø i København. Målet med aktionen var at retsforfølge personer, der havde haft sex med unge mænd under 18 år, der var den seksuelle lavalder for homoseksuelle på det tidspunkt.

Mellem 30 og 70 homoseksuelle begår selvmord.

1989: Som den første nation i verden gør Danmark det lovligt for homoseksuelle at gifte sig på rådhuset, registreret partnerskab.

1996: Copenhagen Pride bliver stiftet.

2006: Lesbiske får ret til kunstig befrugtning.

2010: Homoseksuelle kan nu adoptere børn på lige fod med heteroseksuelle.

2012: Homoseksuelle får ret til at blive viet både på rådhuset og i kirken.

Foto: Arne List via Flickr | billedet er modificeret | creativecommons.org/licenses/by-sa/2.0

1933: Sex mellem to af samme køn afkriminaliseres i Danmark.

Socialminister K.K. Steincke udtaler “Hellere at livet tager livet af loven end at loven tager livet af livet.”

1981: Sundhedsstyrelsen fjerner homoseksualitet fra listen over sygdomme.

#3 | 2017

19

Noter

Foto: Danni Folman Holm Nielsen

MS-PILEN PEGER PÅ

Foto: Greg Funnell

FRA ROSKILDE FESTIVAL TIL ZAMBIA OG PALÆSTINA

PENGE TIL UNGE OG UDVIKLING Sommeren bød på særdeles glædelige nyheder for Mellemfolkeligt Samvirke. Bevillingerne fra Danida til MS bliver øget med cirka 30 millioner kroner om året de kommende fire år. Det sker efter en omfattende ansøgningsrunde, hvor 17 af de største og mest kendte danske udviklingsorganisationer er blevet vurderet. Mellemfolkeligt Samvirkes udviklingsarbejde fik den højeste karakter blandt alle udviklingsorganisationer.

Generalsekretær Tim Whyte understreger, at de nye penge først og fremmest skal bruges til at hjælpe unge mennesker i nogle af verdens fattigste lande.

“Udsigterne er håbløse for alt for mange unge mennesker i verden. Det øger risikoen for konflikter, ustabile samfund og desperat migration,” siger han.

En del af de nye penge skal også bruges til at afhjælpe humanitære katastrofer i Mellemøsten.

RÅD TIL AT DRØMME I TINGBJERG Hvilke udfordringer og drømme har man, når man er ung dansker med anden etnisk baggrund og bor i Tingbjerg, Bispebjerg eller Nørrebro? Og hvordan kan man skabe en bæredygtig tilværelse i samklang med andre mennesker i lokalområdet?

De spørgsmål får Mellemfolkeligt Samvirke mulighed for at arbejde videre med i efteråret. Under Folkemødet på Bornholm i sommer overrakte Tuborgfondet nemlig 200.000 kr. til MS’ arbejde med at engagere og organisere unge i udsatte boligområder – et arbejde, som MS har været i gang med i de seneste to år. I efteråret kommer en gruppe unge igennem et undervisningsforløb, der blandt andet inkluderer en studietur til Jylland, hvor de skal besøge et ungeråd. Forløbet fortsætter i foråret.

20

Cirka 250 frivillige fra MS var på Roskilde Festival og arbejde frivilligt for deres armbånd. Det mundede ud i meget mere end fadøl og gode musikoplevelser. Roskilde Festival giver nemlig 1000 kr. for hver MS-frivillig – i år blev det altså til godt en kvart million kr.

De penge går til MS’ politiske højskole i Zambia, der klæder unge zambiere, mozambiquere, zimbabwere og malawiere på til at kæmpe for bæredygtige samfund. Derudover fik Mellemfolkeligt Samvirke endnu en donation som partnerorganisation på Roskilde Festivals lighedskampagne. Af denne går 150.000 kr. til MS’ politiske højskole i Betlehem, Palæstina.

FRIVILLIGE STØTTER FRIVILLIGE En fest mod finansfyrsterne. Et slag for ligestilling og mangfoldighed blandt studerende på CBS. Støtte til aktivistisk egyptisk hiphop-kultur. Og kampagner mod hævnporno, mikroplast i naturen og homofobi i Kenya. Det er bare nogle af de projekter, der i løbet af det seneste år fik luft under vingerne med støtte fra Mellemfolkeligt Samvirkes frivilligpulje på 100.000 kr. Pengene i puljen støtter bevægelser, initiativer, debatter og aktioner, der bekæmper social og økonomisk ulighed. Det er frivillige fra Mellemfolkeligt Samvirke der driver uddelingen. I alt 12 projekter har modtaget støtte fra puljen i år.

Puljen er åben for ansøgninger på ms.dk/frivillig-pulje

Noter

STÆRK STØTTE TIL FORFULGTE ROHINGYAER Fatima Ghelam og gruppen Womanity for Burma har i en årrække samlet penge ind til det muslimske rohingya-mindretal i Myanmar. Årets indsamling tog fart, da historierne om burmesiske soldaters etniske udrensning af rohingyaerne begyndte at præge nyhedsbilledet i september. Sidst på måneden rundede indsamlingen en million kroner. De penge, der er samlet ind i år – omkring 200.000 kr. – går til Mellemfolkeligt Samvirkes indsats med at hjælpe de rohingyaer, der er flygtet til Bangladesh. Medlemmer og bidragsydere i Mellemfolkeligt Samvirker har derudover sammen indsamlet omkring 400.000 kr.

Vil du også støtte den forfulgte rohingya-befolkning?

SMS “Rohingya” til 1919 – så giver du 100 kr.

I løbet af efteråret slår Mellemfolkeligt Samvirke rødder i Aarhus, nærmere bestemt på Vestergade 69. Her åbner frivilligcaféen MellemFolk, som bliver fyldt med hygge, kaffe til overkommelige priser, debatarrangementer, danseaftener, drinks, filmvisninger, folkekøkken og smukke MS-typer bag baren. Overskuddet går til MS’ arbejde med at skabe bæredygtige samfund.

Find Mellemfolkeligt Samvirke Aarhus på Facebook, hvis du vil være sikker på at opsnappe åbningsdatoen.

Foto: AIM/ActionAid

CAFÉ I HJERTET AF AARHUS MS-SKATTERAPPORT MED POLITISK EFFEKT Danmark uddeler med den ene hånd milliarder af kroner for at sikre udvikling i verdens fattigste lande. Men med den anden hånd indgår Danmark skatteaftaler med de selvsamme lande, der mindsker landenes muligheder for at opkræve skat. Globalt skønnes det, at udviklingslande går glip af lige så mange skattemilliarder fra vestlige virksomheder, som de får i udviklingsbistand.

Lyder det absurd? Det er det også.

Derfor har Mellemfolkeligt Samvirke udgivet rapporten ’Stemming the Spills’, der er vores bud på et arbejdsværktøj til de danske embedsmænd, der indgår skatteaftalerne. Et værktøj, der forhåbentlig vil gøre embedsfolkene i stand til at skrue aftaler sammen, der er gode både for Danmark og de udviklingslande, som Danmark indgår aftaler med.

Rapporten er blevet delt med beslutningstagere i både Danmark og Europa, og MS er blevet inviteret til møder med både Skatteministeriet og Udviklingsministeriet. #3 | 2017

21

Foto: Jakob Dall

Mit MS

“VI BLEV SÅ OFTE INVITERET TIL INDISK MUSIK OG DANS I LANDSBYERNE”

“Det er mig i den sløjdsal, som jeg indrettede på Shivaragudda. Jeg hjalp lærere fra lignende skoler med at starte undervisning i sløjd.”

En ny verden åbnede sig for Olav Liengård, da han kom til Indien i 1964 som en af de allerførste MS-frivillige. Det blev en tur, der tændte et mellemfolkeligt lys, som stadig brænder i dag.

22

TEKST: ESBEN SCHOUBOE

Mit MS

Øredøvende musik med trommer og blæseinstrumenter fylder luften blandt de hundreder af mennesker, som er samlet denne vinteraften.

Olav Liengård forsøger sit bedste at sidde i skrædderstilling, mens han spiser den stærke mad af et palmeblad på jorden til det traditionelle indiske bryllup.

Vi er i Mysore-provinsen i det vestlige Indien i midten af 1960’erne.

Olav Liengård arbejdede på MS’ kombinerede højskole og landbrugscenter Shivaragudda. Her mødtes Grundtvigs og Gandhis idéer, symboliseret ved billederne af de to intellektuelle fyrtårne, som hang side om side. Og her kom Olav Liengård samtidig tæt på de lokale fra landsbyerne i området samt de andre danske udsendte.

Det blev til mere end en almindelig arbejdsplads.

“Det var jo hyggeligt. Dels kom vi rigtig ind på landsbylivet, dels var der et stærkt sammenhold mellem alle på skolen,” siger Olav Liengård.

Selvom man for eksempel var ansat som landmand eller tømrer eller ingeniør, så var man nemlig altid noget mere, fortæller han.

“Man havde jo indflydelse på arbejdspladsen og på de andre, og man kom tæt på hinanden.”

Ikke blot var Olav Liengård frivillig for MS i Indien. Han var blandt de allerførste MS'ere i landet og skulle senere blive regionalleder. Han ankom i 1964, men allerede ca. 20 år tidligere, lige efter krigen, var MS dukket op i hans liv. En ven af familien kom på besøg og fortalte om “Fredsvenners Hjælpearbejde”. Få år efter, da Olav Liengård havde færdiggjort gymnasiet, rejste han så med det, der nu hed Mellemfolkeligt Samvirke, til Frankrig for at hjælpe med at bygge feriehuse i en tidligere mineby.

“GLEM GANDHI” Mens Olav Liengård gik på lærerseminarium på Fyn, hørte han så om et samarbejde mellem Danmark og Indien om en højskole. Igen dukkede MS op i hans liv med muligheden for at blive udsendt.

“Jeg var meget fascineret af Indien.

Jeg havde læst en masse om landet, om Gandhi og den slags,” siger han.

Olav Liengård tog et kursus i kannada, som man taler i Mysore-området.

Med i bagagen havde han også en sløjdlæreruddannelse – sløjd var et fag, som de indiske samarbejdspartnere, der havde været i Danmark, mente kunne gøre meget gavn på den nye højskole.

Olav Liengård fik også en grundig indføring i udviklingsproblematikker hos MS. Og så mødte han andre, som allerede havde rejst i Indien.

“De sagde faktisk: Glem Gandhi og alt det der. Det er ikke det, som betyder noget derude,” husker han.

OVERRUMPLENDE FATTIGDOM På trods af de grundige forberedelser var det stadig en stor omvæltning, da Olav Liengård landede i Mumbai.

“Luften. Stanken, som var mange steder. De mange mennesker. Det hele var så overrumplende,” fortæller han om de første øjeblikke i den indiske millionby. Hurtigt gik tankerne til, hvor anderledes – anderledes ulige – et land, han var kommet til.

“Man kan næsten ikke på forhånd forestille sig, hvordan der er i et land, hvor folk lever så fattigt,” siger Olav Liengård.

Kulturchokket lagde sig i takt med, at Olav Liengård faldt ind i skoleplanen, underviste lokale landbrugselever i sløjd, ligesom de spillede volleyball og gik ture sammen og fortalte hinanden om de forskellige kulturer og idéer.

“Vi kunne ligesom fortælle hinanden ting ‘fra en anden verden’,” husker Olav Liengård om udvekslingerne, der foregik med tolkehjælp fra begyndelsen.

JA TIL KONEN – OG INDIEN Efter to år i Indien kom generalsekretær Christian Kelm-Hansen på besøg, fordi han gerne ville etablere et decideret landekontor i Indien. Kelm-Hansen pegede på Olav Liengård som regionalleder. Efter noget betænkningstid samt en tur hjem til Danmark, hvor han giftede sig med sin nuværende kone, Helle Liengård, takkede Olav Liengård ja. For ham var lederrollen en naturlig forlængelse af det sammenhold, han allerede oplevede i Mysore.

“Det der med at være leder, det handler jo i virkeligheden om at skabe forbindelser og styrke et netværk. Jeg har altid været meget interesseret i mennesker og god til at få kontakt.”

Dén dynamik oplevede parret da også allerede, da de ankom til Mysore efter brylluppet i Danmark. Tidligere elever insisterede med det samme på at få dem på besøg “laaaaangt ude på landet”, som Olav Liengård siger.

“De tog imod os derude, og de varmede endda vand op, så vi rigtig kunne blive vasket.”

Olav Liengård var med til at sætte mange nye projekter i søen. For eksempel et samarbejde med Oxfam om en brøndboring til en landsby, som

“Luften. Stanken, som var mange steder. De mange mennesker.

Det hele var så overrumplende” manglede vand. Og udsendelsen af en maskinarbejder fra Mors til en landsby i Andhra Pradesh i det sydøstlige Indien for at etablere et værksted til fiskerbåde.

Ingen af projekterne var blevet til noget, hvis det ikke var for det stærke netværk omkring Shivaragudda, fortæller Olav Liengård.

“De kom hjem forbi os til mad og drikke, og vi blev så ofte inviteret til indisk musik og dans i landsbyerne. Vi var ikke blot samarbejdspartnere, men venner.”

SPROGVANSKELIGHEDER OG STÆRK MAD Det gik selvfølgelig ikke bare nemt altid.

For eksempel husker Olav Liengård en udsendt dansk landmand, der underviste lokale i landbrugsmetoder. Han var ikke den stærkeste til engelsk, og sprogbarrieren blev et problem, da eleverne prøvede at følge hans anvisninger for at pløje, lægge kartofler og harve.

“Så havde de pløjet på langs, men også harvet på langs og revet alle kartoflerne op igen. Så spurgte han dem, lidt frustreret: ‘Why do you harve på langs when I tell you to harve på tværs!?’” fortæller Olav Liengård med et grin.

På trods af sprogvanskelighederne blev der knyttet mange tætte bånd.

Tætte nok til, at Olav Liengård efterhånden vænnede sig til den stærke mad, palmebladene og musikken til de mange bryllupper, han blev inviteret med til. Og tætte nok til, at enkelte udsendte endda holdt egne bryllupper med lokale, de blev forelskede i, fortæller Olav Liengård.

Han både tror og håber, hele projektet gjorde en positiv forskel i området. Det gjorde det i hvert fald for de danske udsendte.

“Jeg tror, at for alle os frivillige, så er vi blevet meget mere mellemfolkelige, end vi havde været, hvis vi var blevet hjemme. Vi har fået en bredere horisont og er blevet mere internationalt orienterede,” siger Olav Liengård og #3 | 2017

remser op, hvordan han sammen med Helle har rejst meget og blandt andet være rejseleder på ture til Vietnam og Sydafrika, mens broderen bor i England og datteren i Frankrig.

Dog har Indien en særlig plads i Olav Liengårds hjerte. Fordi tiden på Shivaragudda var som at være en del af “en lille familie”, som han formulerer det.

“Når vi flyver over Indien og kan se lysene i de små landsbyer, så vækker det virkelig nogle følelser.”

OLAV LIENGÅRD §§ Uddannet sløjdlærer. §§ Var i 1964 den første frivilligt udsendte til Shivaraguddahøjskolen i Mysore i Indien.

Regionalleder på MS’ indiske landekontor 1966-1969. §§ Leder af International Student Centre i København 1969-1972. §§ Højskolelærer på Nørgaards Højskole 1972-1987 og Rødkilde Højskole 1987-1995.

1959-1969:

SHIVARAGUDDA STYRKEDE MELLEMFOLKELIGHEDEN Højskolen Shivaragudda Vidyapeeth blev til i samarbejde mellem MS og indiske Mysore State Adult Education Council, en organisation af undervisere og studenter, der søgte at bringe undervisning til fattige landsbyer i staten Mysore (i dag et område i staten Karanataka). Der blev bl.a. undervist i sløjd og landbrugsteknikker på skolen, ligesom generelt oplysningsarbejde og kulturudveksling var på skemaet.

23

Danske politikere ønsker internationale løsninger på flygtningekrisen.

Nu nægter de at tage imod 500 kvoteflygtninge udpeget af FN. Det hænger ikke sammen.

OVER 50.000 DANSKERE HAR SAGT FRA. HAR DU?

MS.DK/ANSVAR