ACTION - Opskriften på forandring by Mellemfolkeligt Samvirke

TEMA: OPSKRIFTEN PÅ FORANDRING #2 | 2019 www.ms.dk

RUNE LYKKEBERG: GAMLE PARTIER UDFORDRES NEDEFRA

SOCIALE BEVÆGELSER DER FORANDREDE VERDEN

MINDER FRA HJÆLPEARBEJDET I HARZEN EFTER KRIGEN

Leder

ET VALG I GRØN BEVÆGELSE cisme, som Mellemfolkeligt Samvirke arrangerede i samarbejde med Amnesty International, FOA, 3F København og Mino Danmark. Videoer fra arrangementet spredte sig til hundredetusindvis af danskere på sociale medier.

Der skete noget stort 5. juni. Det første klimavalg nogensinde kulminerede på en valgaften, hvor de to mest klimalunkne partier blev halveret, hvor den mest hadefulde stemme fra det yderste højre blev stemt hjem, og hvor der i det hele taget var mere håb end frygt i luften.

Og to dage senere – ved klimamarchen i København – gik omkring 40.000 mennesker på gaden, hvor de bl.a. kunne høre den unge svenske klimaaktivist Greta Thunberg minde deltagerne – blandt dem flere danske politikere – om klimasituationens brændende alvor.

Men indtil videre er det jo kun mandater og procenttal, vil mange indvende. Og det er sandt. Der er langt fra løse valgløfter til realpolitisk handling. Og i skrivende stund sidder den formentlig kommende statsminister Mette Frederiksen fanget i forhandlinger, der truer med at vikle sig ind i en gordisk knude.

udgives af Mellemfolkeligt Samvirke. Artikler i magasinet udtrykker ikke nødvendigvis foreningens holdninger.

Redaktør: Mikkel Gottlieb Ansvarshavende: Ulrik Norup Jørgensen Øvrig redaktion: Pola Rojan Bagger Kasper Gram, Ole Damkjær Nielsen

er ne e al so

E IN

Layout: Laura Johanne G. Danielsen og Leo Scherfig Forsideillustration: Adrian Johnson Tryk: Skive Folkeblad Rotation

Ø IJ

:F or

og O RT :M S

AK RI K AF

be v

en m

tte Sæ IE R:

ED M LE C IA

ru tie ar :P RG BE KE LY K N E RU

ne g in

dr an fo r på

ift en kr

O ps A: M

rd e

df or dr es

of re s ai Id til jæ lp :H O FE TR AT AS AK IM KL

fri ?

de fra

i Indhold

Magasinet her er fyldt med eksempler på, hvordan sociale bevægelser har ændret danmarkshistorien og verdenshistorien – og på, hvordan Mellemfolkeligt Samvirke støtter små og store bevægelser i verden.

23. maj samlede omkring 4000 mennesker sig på Rådhuspladsen til arrangementet Musik mod Ra-

Derfor står sociale bevægelser helt centralt i Mellemfolkeligt Samvirkes strategi. Ikke fordi Mellemfolkeligt Samvirke er en social bevægelse eller for den sags skyld kan starte sociale bevægelser. Men vi har en meget meningsfuld rolle at spille i forhold til at forbinde mennesker, kapacitetsopbygge ledere og i det hele taget fungere som en støttepille for mennesker, der har samlet energien om at udvikle og nå nye mål.

Alligevel synes jeg, at der er grund til at glæde sig. Især fordi valget viste, at unge aktivister og folkelige bevægelser faktisk er med til at rykke stemmer og ændre den offentlige dagsorden. Mellemfolkeligt Samvirke var stærkt til stede ved to store markeringer, der viste store bevægelser i vælgerhavet.

Det viser for mig, at sociale bevægelser har en vigtig plads i demokratiet. Måske fører de ikke til konkrete lovændringer på den korte bane. Men de er i høj grad med til at sætte en retning; til at ændre den offentlige diskurs. Og så er de ikke mindst med til at presse politikerne til reelt at sætte handling bag ordene.

æ ge BT k ls v er LV ka in de AD PA m p LÆ O i m og ST R: B gr od øn AT IN ev v i A: O æ n kr d M ge ig KR Un er l s d N e AF er O f TE or pr T? R: es re N nt M EJ M fra IT va STA tre M pi nd K: S: le si n de H pe Kvi jæ r nd ge lp en r t il FA på ba ty RV sk g EL lo e go bø :A et r C n TI af O kr N ig ta en kk er af

Billedet på modsatte side viser de tre store bannere, som Mellemfolkeligt Samvirke havde taget med til klimademonstrationen. Og på mange måder kom de tre ord – klima, lighed og miljø – til at stå centralt i valgkampen. Kvoteflygtninge blev et centralt tema, båret frem af over 80.000 danskere, der har skrevet under på MS’ hjemmeside. Paradigmeskiftet var til debat, ikke mindst fordi der stadig hang et ekko i luften fra december måneds markeringer, hvor 10.000 mennesker samlede sig på Rådhuspladsen, og bannere på togstationer og busstoppesteder

N YA :

Tim Whyte, Generalsekretær Mellemfolkeligt Samvirke

gav tydelig modstand til regeringens linje.

Adresse: Fælledvej 12 2200 København N Tel: +45 7731 0000 Email: mgo@ms.dk Web: www.ms.dk

#2 Juni 2019 Oplag: 21.100 ISSN: 1901-6115

Aktivisten

FOTOGRAF: BRIAN BERG

#2 | 2019

Orientering

IDAI SKYLLEDE TILVÆRELSEN VÆK Kvinden på billedet hedder Majiva Mangweva og er 32 år gammel. Hun har for nylig været igennem sit livs mareridt.

Majiva Mangweva plejede at drive et loppemarked i Chimanimani i det østlige Zimbabwe, hvor hun boede med sine tre børn. Men da cyklonen Idai ramte i marts i år, blev hendes tilværelse revet op med rode. Hun flygtede med sit yngste barn på ryggen og sine to andre børn og sin mor ved sin side. Men vandmasserne tog hele familien med sig, og i dag står hun helt alene tilbage. Uden sin familie, uden sit hus og uden identitetspapirer. Majiva Mangweva er et af de mennesker, som Mellemfolkeligt Samvirke og vores partnere i Zimbabwe og Mozambique forsøger at hjælpe. Idai er ifølge FN muligvis den værste vejrkatastrofe nogensinde på den sydlige halvkugle. I Zimbabwe og Mozambique blev hele landsbyer skyllet væk. Mennesker, hytter, marker og kvæg, skoler, sundhedsklinikker, vandpumper – alt. Manglen på rent drikkevand har ført til udbrud af kolera. Mellemfolkeligt Samvirke har sendt 400.000 kr. afsted til ofrene i Zimbabwe og Mozambique. Penge, der går til helt basale fornødenheder som mad, hygiejneartikler og tag over hovedet. De mennesker, der er ramt af katastrofen, bliver selv inddraget i arbejdet med at identificere behov og uddele nødhjælp. Særligt bliver kvinder sat i spidsen for indsatsen, fordi de har størst viden om behovene i lokalsamfundet. Men samtidig med uddelingen af basale fornødenheder arbejder Mellemfolkeligt Samvirke med at styrke kvinder som Majiva Mangweva, så de selv kan kræve, at genopbygningen efter cyklonen sker ordentligt, og at de penge, der afsættes til genopbygningen, bliver brugt på det rigtige. Indsatsen har altså både et kort og et langt sigte, og ambitionen er, at de berørte samfund kommer ud på den anden side med mere styrke og lighed. Den type indsatser har Danida støttet med en humanitær bevilling siden 2018, mens katastrofefonden også er blevet polstret med private bidrag. Forhåbentlig kan indsatsen efter Idai være med til at hjælpe Majiva Mangweva videre fra en af den slags klimakatastrofer, som efter alt at dømme vil fylde mere i fremtiden.

Vil du støtte MS’ katastrofefond? ms.dk/stot 4

Orientering

TEKST: MIKKEL GOTTLIEB FOTO: TAKAITEI BOTE/ACTIONAID

#2 | 2019

Tema: Opskriften på forandring

OPSKRIFTEN PÅ FORANDRING Hvad er det, der gør, at nogle sociale bevægelser pludselig eksploderer i omfang og betydning? Læs tema side 8-20

URETFÆRDIGHEDSSYMBOL Et billede, en person eller en begivenhed, som vækker genkendelse

TIMING Hvornår åbner det berømte ‘window of opportunity’?

SOCIALE MEDIER Det er her, massemobiliseringen sker

TEKST: MIKKEL GOTTLIEB ILLUSTRATION: ADRIAN JOHNSON

MASSEMEDIER Skubber bevægelsens tema helt ud til den brede befolkning

Tema: Opskriften på forandring

MAGTANALYSE STRUKTUR

Hvem er det, der kan være med til at ændre på tingene?

Bevægelser vokser organisk og vildt – inden for faste rammer

LEDERSKAB Mennesker, der kan formidle fortællinger, alle kan samles om

INDIGNATION OG HÅB Hvis en af delene mangler, visner bevægelsen

#2 | 2019

Tema: Opskriften på forandring Foto: ymphotos

Foto: Liv Oeian Foto: Everett Historical

VI BEVÆGER OS MOD FORANDRING Unge i tusindvis samler sig i disse måneder i klimaopråb, der vækker mindelser om det ungdomsoprør, der fandt sted for et halvt århundrede siden. Store folkelige bevægelser bruser gennem verden og munder ud i store menneskehav i gaderne og bølger af opråb på sociale medier. Men hvad er det, der pludselig får en social bevægelse til at eksplodere i omfang og betydning? Vi har bedt tre eksperter forholde sig til udviklingen.

BØLGER AF BEVÆGELSER Et hurtigt OVERBLIK over nogle af de danske og udenlandske bevægelser, der har været med til at forme den verden, vi lever i.

til bogen Politisk protest, aktivisme og sociale bevægelser, har et bud. “Sociale bevægelser opstår der, hvor det etablerede politiske system ikke kan eller vil tage nogle emner op, som befolkningen anser for at være vigtige,” siger Thomas Olesen. Men der skal mange skridt til, før en ulmende utilfredshed vokser til en stærk bevægelse. Først og fremmest skal de utilfredse borgere have noget at samle sig omkring. Et billede på, hvad der er galt i verden. Thomas Olesen kalder det uretfærdighedssymboler. Det kan være fotografier, personligheder eller begivenheder, fx mord eller massakrer. “Uretfærdighedssymboler starter ikke bevægelser som sådan. Men de

1866

1871

ANDELSBEVÆGELSEN

FAGBEVÆGELSEN

Efter engelsk inspiration begyndte danske mælkebønder i anden halvdel af 1800-tallet at slutte sig sammen i kampen mod de magtfulde herregårde. Små landbrug og husmænd dannede fællesproduktion for at kunne købe, producere og distribuere varer billigere. Udbyttet blev fordelt efter medlemmets bidrag til sammenslutningen. Herved undgik bønderne at blive udkonkurreret af gårdejernes og borgerskabets priser.

Den faglige organisering af arbejdere i Danmark er uløseligt knyttet til den socialdemokratiske partihistorie. I begyndelsen skete massemobiliseringen gennem skriftlig agitation, og snart skød organiseringer knop rundt i hele Danmark. Den faglige kamp for bedre rettigheder førte til, at overenskomstparterne i 1919 blev enige om en otte timers arbejdsdag, hvilket fortsat er en af grundpillerne i det danske arbejdsmarked.

TEKST: MIKKEL GOTTLIEB

Sociale bevægelser har skabt de samfund, vi kender i dag. Historiebøgerne fortæller det ganske klart. De har væltet monarker, vundet uafhængighed, banet vejen for demokrati og givet rettigheder til slaver, kvinder, arbejdere og etniske og seksuelle minoriteter. Derfor er der al mulig grund til at holde øje, når mennesker i markant antal samler sig i opråb for klima og lige rettigheder – eller for lukkede grænser og høje mure. Men hvad er det, der i første omgang får en social bevægelse til at vokse frem? Thomas Olesen, der er professor ved Aarhus Universitet og medforfatter

Tema: Opskriften på forandring Foto: David Mbiyu Foto: Rowland Scherman/Wikimedia

faciliterer og forstærker bevægelser, der allerede er i gang. Sådan var det også med Alan Kurdi, den druknede syriske dreng, der blev fotograferet, mens flygtninge begyndte at strømme over Middelhavet i 2015. Billedet af ham genererede en masse ny opmærksomhed, aktivisme og indignation. Men den byggede jo på en indignation, som allerede var der. Så det er typisk noget, der kan galvanisere eller styrke nogle kræfter, som allerede er der,” siger Thomas Olesen.

DRØMMENE MOD VIRKELIGHEDEN Så indignationen skal have næring af symboler, som kan vække genkendelse og genklang. Men indignationen kan ikke stå alene, siger Liv Maria Detlif, der er kampagne- og organiseringskonsulent med mange års erfaring fra bl.a. Mellemfolkeligt Samvirke. “Man starter med indignationen – men man skal koble det til håbet. I klimadebatten siger forskerne nu, at vi har 12 år til at redde planeten, hvilket jo er en sindssygt dystopisk udmelding.

Hvad kræver det at skabe social forandring? Ikoniske og stærke ledere, som Greta Thunberg og Martin Luther King. Massemobilisering, som under Det Arabiske Forår. Og indignation, som den der prægede suffragetternes kamp for stemmeret og som antænder aktivisterne i Black Lives Matter.

Men samtidig er der jo et håb. Hvis vi går i gang nu, kan vi nå det. Hvis du bliver for meget i dystopien, så skaber du frygt, og frygt skaber apati. Hvis du bare er bange, er det sjældent, du handler.” Og her er lederskabet vigtigt, understreger Liv Maria Detlif. Lederskab fra mennesker, der har evnen til at stille sig frem og skabe en fortælling, der kobler indignationen med håbet. Liv Maria Detlif har for nylig studeret betydningen af lederskab i sociale bevægelser under et forløb på Harvard University i USA, hvor Marshall Ganz stod for undervisningen. Ganz er den måske mest berømte teoretiker i organisering af politiske kampagner og skabte blandt andet strategien til den kampagne, der bragte Barack Obama ind i Det Hvide Hus – en kampagne, der i allerhøjeste grad formåede at bruge håbet som en samlende kraft. En af hans vigtigste pointer er, at det er afgørende at distribuere lederskab og bygge nye ledere op, der kan være med til at sprede bevægelsens grundlæggende fortælling. Under Obamas kampagne skabte Marshall Ganz de såkaldte Camp Obamas; træningsforløb ledet af mennesker, som kunne få folk til at lytte. De studerende lærte at fortælle deres egne historier og begyndte at stemme dørklokker. Det opbyggede 3000 ledere, som mobiliserede 3 millioner frivillige i kampagnen. Problemet for Barack Obama var, at virkeligheden – med kompromiser og modstand i kongressen – ramte ham hårdt, da han rykkede ind i Det Hvide Hus. Så fik han travlt med at opløse

hele den organisation, der var blevet bygget op – til Marshall Ganz’ store fortrydelse. “Marshall Ganz virker desillusioneret,” siger Liv Maria Detlif efter forløbet på Harvard University. “I hans forståelse kunne det være blevet så stort, og så blev der bare lukket ned for det. Og Obama-kampagnen fylder meget lidt i hans nye bog, i forhold til hvor stort det var. Han er skuffet.”

FORANDRING INDEFRA Det efterlader et par gode spørgsmål: Hvor meget rykker bevægelserne egentlig? Vil de store visioner ikke altid støde på grund, når de rammer den politiske virkelighed? Vil alle de grønne ambitioner fra valgkampen visne, når de kommer på bordet under de kommende finanslovsforhandlinger? Det tætteste, vi kommer et videnskabeligt svar, kommer fra den amerikanske politolog og professor Erica Chenoweth, der har lavet et studie af 40 års sociale bevægelser. Hun er nået frem til, at der er et tipping point, når man har aktiveret omkring 3,5 procent af befolkningen. I Danmark svarer det til omkring 200.000 mennesker, der for alvor skal være klar til handling. Ikke desto mindre oplever mange store sociale bevægelser i dag, at det er særdeles svært at skubbe beslutninger igennem systemet, når man står helt ude på gaden, siger Emil Husted, der som adjunkt ved Institut for ledelse, politik og filosofi på CBS forsker i alternativ politisk deltagelse. “I det liberale demokrati har vi jo en stolt tradition for protestbevægelser. Særligt i de protestantiske lande – protestantismen er jo en protestbevægelse mod den katolske kirke. Så vi vil gerne lytte til dem, og politikerne er hurtige til at tage ejerskab over protestbevægelser ved at vise sympati med de børn, der strejker osv. Men på den anden side er protestbevægelser også blevet en del af hverdagskosten,” siger han. Det oplevede aktivisterne i Occupy Wall Street-bevægelsen, der kæmpede

mod finansverdenens grådighed. Opbakningen var massiv, men de konkrete resultater var til at overse. “Det er blevet business as usual. Politikerne er blevet vant til, at der står mennesker og demonstrerer nede på Christiansborg Slotsplads. Og de er blevet vant til underskriftsindsamlinger og borgerforslag. Det rører dem ikke så meget længere,” siger Emil Husted. Derfor oplever han en tendens til, at de sociale bevægelser er ved at bevæge sig ind i magtens inderste cirkler. “Jeg tror, der er kommet en accept af, at aktivister også må kæmpe på den realpolitiske bane. Så hvis man ikke kan ændre systemet udefra, må man gøre det indefra. Mange partier vil heller ikke ses som partier i den gamle forstand men snarere som bevægelser eller platforme. Det kommer der nogle sjove konstruktioner ud af; partier med en helt anden struktur for at undgå det store bureaukrati, partier uden medlemmer og partier, der bare hedder Klaus Riskjær Pedersen. Så der er en masse innovation mod det politiske system,” siger Emil Husted. Men hvis bevægelser vokser sig store nok, har de bestemt styrke til at ændre den politiske dagsorden udefra. Det ser vi med klimabevægelsen i dag, som også samler folk, der i andre bevægelser har kæmpet mod finansspekulation, global ulighed og ureguleret kapitalisme. Det er med andre ord afgørende at bygge alliancer, der kan give styrke til kravet om forandring, mener Emil Husted. “Hvis man kan få sin egen kamp til at repræsentere mange andre kampe i samfundet, så er man nået rigtigt langt. Det handler altså kort sagt om at udvide sin egen kamp, så den kommer til at handle om noget mere, end den oprindeligt handlede om. En vigtig opgave er i den henseende at finde et symbol eller et udtryk, der er abstrakt nok til, at alle de implicerede parter kan identificere sig med det,” siger han.

1908

1915

1961

DANSKE KVINDER FÅR STEMMERET

GANDHI

KAMPEN MOD APARTHEID

Den jurauddannede Mohandas Gandhi var intellektuel spydspids og fredsaktivist i den ikkevoldelige modstand mod det britiske overherredømme i Indien. Fra 1915 begyndte Gandhi lokalt at organisere fattige bønder og arbejdere mod diskrimination og udbytning. Det udviklede sig hurtigt til en landsdækkende bevægelse for social retfærdighed, religiøs tolerance og indisk selvstændighed. Indien blev selvstændigt i 1947.

Den formaliserede raceadskillelse i Sydafrika eksisterede i årene 1948-1994 under navnet apartheid. Det betød total adskillelse mellem racerne. Den hvide befolkning dominerede fuldstændig politik og økonomi. Juristen Nelson Mandela startede i 1961 et væbnet politisk oprør mod myndighederne og blev under sit 27 år lange fangenskab en stemme for fred og ligeværd. En politisk kamp, der også blev støttet af Mellemfolkeligt Samvirke.

Danmarks formelle overgang til folkestyre i 1849 efterlod fortsat kvinderne uden ret til at stemme og blive valgt til tillidshverv. Men i de efterfølgende årtier mobiliserede tusindvis af kvinder sig. Landsforbundet for Kvinders Valgret havde 160 lokalafdelinger og 12.000 medlemmer. I 1908 fik kvinderne endelig stemmeret og blev valgbare til kommunale råd. Med grundlovsændringen i 1915 blev stemmeretten udvidet til også at omfatte Folke- og Landstinget for også tjenestefolk og fattige.

#2 | 2019 9

Tema: Opskriften på forandring Foto: Torben Huss / Ritzau Scanpix

DE GAMLE PARTIER UDFORDRES AF SOCIALE BEVÆGELSER De sociale bevægelser har potentialet til at genskabe hele den måde, vi tænker politik på. Det mener Rune Lykkeberg, Informations chefredaktør og forfatteren til en ny bog om det politiske opbrud fra efterkrigstiden til Brexit og Trump. De sociale bevægelser – protestbevægelserne – har fået vind i sejlene. Og hvis de bliver forstået og brugt rigtigt, kan de vende op og ned på den måde, politik og politiske partier normalt fungerer på. Det mener Informations chefredaktør, Rune Lykkeberg. “De sociale bevægelser har fået et comeback – eller måske er det i virkeligheden en genopfindelse af, hvad en social bevægelse kan og skal. Under alle omstændigheder kan den sociale bevægelse, hvis den bliver forstået og brugt rigtigt, genskabe hele den måde, vi tænker politik på,” siger Rune Lykkeberg i et interview med ACT!ON om de folkelige protester, der allerede har

sendt de gamle, etablerede politiske partier til tælling i flere lande. Det nyligt overståede folketingsvalg i Danmark, hvor de etablerede partier gik frem, var en interessant undtagelse fra en regel, der ellers begynder at ligne en naturlov: Det politiske etablissement bliver straffet, mens utraditionelle typer vinder frem – ofte båret af diffuse bevægelser i befolkningen. Der er ikke en enkelt forklaring på de sociale bevægelsers gennemslagskraft, siger Rune Lykkeberg. “Men der er en ting, som er fundamental og enormt interessant, og det er, at vi på den ene side i de vestlige samfund har en meget stor modstand mod dem, der regerer, og en meget stor skepsis over for de politikere, der

1964

1966

1969

BORGERRETTIGHEDSBEVÆGELSEN I USA

VIETNAMBEVÆGELSEN

LGBT-BEVÆGELSEN

De store massedemonstrationer foran den amerikanske ambassade i København var organiseret af Vietnam-komiteen, der blev stiftet i 1966 på initiativ af Kommunistisk Arbejderkreds. Målet var at kæmpe mod USA’s krigsførelse i Vietnam. Siden delte bevægelsen sig langs ideologiske skillelinjer på den yderste venstrefløj. I disse år greb antikrigsdemonstrationerne om sig over store dele af verden.

Historikere tillægger demonstrationerne i New York i 1969 ved baren Stonewall Inn stor betydning, når man skal identificere begyndelsen til den moderne LGBT-bevægelse, der siden har kæmpet for ligestilling og ligeværd for seksuelle minoriteter på globalt plan. Politiet stormede i juni 1969 Stonewall Inn, et kendt tilholdssted for bøsser og lesbiske, og lagde kimen til en årelang kamp for LGBT-rettigheder.

Ophævelsen af slaveriet i USA efter borgerkrigens afslutning i 1865 betød ikke ligestilling for den sorte befolkning, der i det daglige måtte leve med at blive diskrimineret i næsten alle livets forhold. Men efter Anden Verdenskrig voksede den ikkevoldelige massemobilisering fra sortes side anført af Martin Luther King. I 1964-65 blev diskrimination baseret på race, religion, køn eller national oprindelse forbudt ved lov.

10 TEKST: OLE DAMKJÆR NIELSEN OG MIKKEL GOTTLIEB

Tema: Opskriften på forandring

RUNE LYKKEBERG §§ Journalist, redaktør og debattør. Chefredaktør på Dagbladet Information siden 2016. §§ Forfatter til flere bøger om demokratiets tilstand, senest Vesten mod Vesten, der udkom i år. §§ Har læst filosofi og litteraturvidenskab på Københavns Universitet.

har magten nu. Samtidig har vi i Vesten en meget stor tillid til, at samfundene faktisk kan regeres, og at politik faktisk kan nytte noget. Så på den ene side har borgerne en meget stærk forventning om at leve i et demokratisk samfund, som de ikke bare har indflydelse på, men som de også har ret til at have indflydelse på. På den anden side har borgerne også en fornemmelse af, at den ret er blevet dem nægtet.”

PROTEST MOD ULIGHED Rune Lykkeberg har i særlig grad fokus på udviklingen i den vestlige verden, som han har studeret grundigt under arbejdet med bogen Vesten mod Vesten, der udkom tidligere på året og beskriver det umiddelbart paradoksale i, at Vestens befolkninger tilsyneladende er ved at opløse de politiske systemer, der har givet dem global magt og rigdom. Vesten er i disse år hjemsted for en række protestbevægelser, der rydder den politiske dagsorden. Det så vi eksempelvis herhjemme under forårets valgkamp, hvor klimabevægelsen gjorde klimapolitikken til et af de emner, der optog vælgerne allermest. “Det, der er drivende for rigtigt mange protestbevægelser og sociale bevægelser, er, at de markerer den ret, som de føler, de har, men som vore systemer og institutioner ikke honore-

rer. Derfor går bevægelserne på gaden og demonstrerer. Lad mig give et par eksempler: De Gule Veste i Frankrig. De har alle mulige grunde til ikke at tro på politik. De demonstrerer mod en eller anden form for økonomisk ulighed mellem centrum og periferien, men de demonstrerer også – og det tror jeg er meget vigtigt at forstå – imod en ulighed mellem generationerne. Altså at vore forældre havde muligheder, som vi ikke har. Og den oplevelse af, at de lever i et samfund, som har skabt en meget stor ulighed – både politisk og økonomisk – kunne jo have fået De Gule Veste til at vende politik ryggen. Til ikke at tro på politik. Men nej, tværtimod demonstrerer de imod de steder, hvor magten udøves. Det er jo præsidenten, de råber op. Det er regeringen, de taler til,” siger Rune Lykkeberg. “Et andet eksempel er bevægelsen omkring Greta Thunberg: Vi har brændt lige så meget fossilt brændstof af i de seneste 25 år som i resten af menneskehedens historie. Altså fra FN’s Rio-aftale om bæredygtig udvikling i 1992 og frem til nu har vi vidst, at det, vi gjorde, var ødelæggende og stik imod det, der blev aftalt i Rio. Og vi har ikke bare fortsat, vi har sågar accelereret den forkerte udvikling. På den baggrund kunne man jo godt forestille sig en Greta Thunberg, der siger, at efter det, I har gjort i så mange år, tror jeg ikke på politik. Men nej, hvor stiller hun sig op og protesterer? Hun stiller sig op foran Rigsdagen. Så min konklusion er, at der er en meget stor mistillid til de konkrete politikere, men samtidig en meget stor tillid til politik,” siger Rune Lykkeberg. Du siger, at hele grundlaget for de sociale bevægelser er en mistillid til de etablerede politikere. Er denne mistillid ny? “Nej, opgøret med politikerne og det politiske centrum har en lang historie, der kulminerer i de her år,” svarer Rune Lykkeberg. “Det har jo i årtier været sådan, at ikkepolitikere er bedre end politikere.

At være politiker forbindes med noget negativt, og Reagan var skidegod, fordi han var skuespiller og ikkepolitiker. Trump, Obama, Bernie Sanders osv. er skidegode, fordi de ikke er traditionelle politikere. Men det, vi ser efter finanskrisen, er, at der ikke rigtigt er økonomiske reformer. Vi står med samfund, der ikke kan reformere sig selv ud fra sine fejl, og med samfund, der får en hårdere og hårdere protestkultur. For mig var den store begivenhed, at Jean-Marie Le Pen i 2002 kom til anden runde i det franske præsidentvalg. Det var ikke længere højre mod venstre. Det var protestpolitikerne mod centrum,” fastslår han.

BEVÆGELSEN OVERTAGER PARTIAPPARATET Ifølge Rune Lykkeberg er bevægelserne ved at overtage den rolle, som partiapparatet traditionelt spiller. Det ser vi eksempelvis med Emmanuel Macron, Frankrigs præsident, om end Macron i Lykkebergs optik har det problem, at hans bevægelse i så overvejende grad er en overklassebevægelse, at den er svær at blive ved med at mobilisere. “Så har vi Corbyn (Jeremy Corbyn, leder af engelske Labour, red.). Han har taget bevægelsen og flyttet den ind i et gammelt parti. Corbyn har overtaget Labour med aktivisterne i Momentum-bevægelsen, og derfor er Corbyns Labour også det eneste socialdemokrati, jeg kender, der skaber begejstring. Det er en helt ny form for politik, for partidannelse, som for mig at se har noget meget positivt – nemlig at den er baseret på idealer – og som mobiliserer på en helt vild skala. Tag Bernie Sanders. En mand på 77 år eller deromkring. Han fylder et fodboldstadion med 80.000 mennesker. Tag den store kvindemarch i USA i marts 2017 – vel nok en af de største marcher i historien. Det var den progressive modbevægelse til Trumps bevægelse, og der er undersøgelser, der viser, at to tredjedele af dem, der deltog i marchen, aldrig tidligere havde deltaget i

en demonstration,” siger Rune Lykkeberg. “Så er der Obama, der begik den fejl, at han troede, at han bare skulle bruge bevægelsen til at blive valgt på – i modsætning til Trump, der er meget bedre til at bruge bevægelsen hele tiden. Og det er det, man skal gøre. Bevægelsen skal hele tiden bruges til at mobilisere og skabe begejstring,” siger Rune Lykkeberg, der tilbage i april i en klumme i sin egen avis gav den amerikanske venstrefløj følgende råd under overskriften “Hvad venstrefløjen kan lære af Trump”: “Hvis det skal lykkes de demokratiske præsidentkandidater i USA at reformere den amerikanske kapitalisme og realisere en grøn omstilling, skal de forstå, at deres virkelige base ikke er partiet men græsrødder og sociale bevægelser.”

DEN AUTORITÆRE RISIKO Rune Lykkeberg har dog mere end gode råd. Han har også en advarsel i forbindelse med de omsiggribende protestbevægelser: “Der er hele tiden en risiko for, at de slår over i noget autoritært. Det så vi i Brasilien, hvor vi fik en social protestbevægelse i 2014. Den krævede mere, end systemerne kunne levere, og når systemerne ikke kan levere, hvad gør folk så? Se vælger en stærk mand, nemlig den stærkt højreorienterede Jair Bolsonaro. De Gule Veste i Frankrig, hvem hepper de på? Ham generalen, der blev fyret for to år siden. Det samme med Femstjernebevægelsen i Italien. Den startede som en gøglerbevægelse, der ville stille nogle klovne ind bag magten. En antiautoritær bevægelse. Og hvad er Femstjernebevægelsen endt med at blive? En bevægelse, der støtter Putin, holder Liga ved magten og bakker op om autoritære regeringsformer. Også Trump er et resultat af den form for bevægelse,” mener Rune Lykkeberg. Bevægelserne trækker altså i mange forskellige retninger. Men de må helst ikke trække væk fra demokratiet.

1976

1992

2009

“ATOMKRAFT? NEJ TAK”

DEN GLOBALE KLIMABEVÆGELSE

TEA PARTY

Organisationen til Oplysning om Atomkraft (OOA) stod i 1976 bag en af dansk græsrodshistories største mobiliseringer. OOA indsamlede 170.000 underskrifter og omdelte 800.000 aviser i protest mod regeringens planer om at oprette atomkraftanlæg på dansk jord. Det ikoniske rød-gule klistermærke er siden blevet internationalt kendt.

Den organiserede aktivisme for større politisk handling imod klimaforandringer tog for alvor fart i 1992 efter FN’s klimatopmøde i Rio de Janeiro. Herefter fik bevægelsen voksende deltagelse fra græsrødder og organisationer over hele verden. I 2009 førte mobiliseringen til det første FN-topmøde under rammekonventionen UNFCCC i København, hvor op mod 100.000 mennesker fra hele verden deltog i en klimamarch. De blev sekunderet af over 5.000 lignende demonstrationer over hele verden.

Højrefløjsmodstanden mod Barack Obamas sundhedsreform og hjælpepakker til finanssektoren affødte i 2009 en løst organiseret bølge af stærkt ideologisk motiverede republikanere, der ønskede lavere skatter og mindre stat. Mange vurderer, at bevægelsen banede vejen for Donald Trump. Tea Party-bevægelsen har aldrig haft en formel leder og opfattes i dag som en del af det republikanske partis højrefløj. Den har navn efter borgere i Boston, der i 1773 protesterede mod at blive pålagt skatter uden selv at være repræsenteret i London.

#2 | 2019

Tema: Opskriften på forandring Foto: PPstock

TWITTER-REVOLUTIONER OG FACEBOOK-FORANDRING Sociale bevægelser fik pludselig et kraftfuldt værktøj i hænderne, da hele verden blev forbundet via internet og sociale medier. Men har de nye medier fundamentalt ændret muligheden for at skabe forandring nedefra? Forskere er langtfra enige.

2011

2012

DET ARABISKE FORÅR

OCCUPY WALL STREET

BLACK LIVES MATTER

En tilfældig tunesisk gadesælgers offentlige selvmord i december 2010 i protest mod myndighederne førte i de efterfølgende måneder til masseprotester i først Tunesien og siden Egypten med krav om demokratiske reformer. I Tunesien trådte præsident Ben Ali tilbage som følge af protesterne, ligesom præsident Mubarak gjorde det i Egypten. Lignende protester førte siden til blodige borgerkrige i Libyen og i Syrien.

I protest mod økonomisk ulighed og ureguleret finansspekulation affødt af finanskrisen tre år forinden samlede tusinder af amerikanere sig i september 2011 i New Yorks finansdistrikt under overskriften Occupy Wall Street. Fire uger senere var der lignende demonstrationer i over 900 byer i 82 lande verden over. Bevægelsen havde i årene op til organiseret sig i folkeforsamlinger med det formål at initiere handling frem for blot at lægge pres på politikerne.

Efter nedskydningen af en 17-årig, ubevæbnet, sort amerikaner i Florida i 2012 blev gerningsmanden, en privatansat vagt, efterfølgende frifundet i en domstol. Det affødte massive protester under hashtagget #BlackLivesMatter organiseret af en løst sammensat bevægelse af samme navn. Protesterne udviklede sig i de følgende år, da flere tilfælde af overdreven magtanvendelse fra politiets side kostede kostede sorte mennesker livet i en række amerikanske delstater.

TEKST: MIKKEL GOTTLIEB

Tema: Opskriften på forandring

Folket vil blive oplyst, despoter vil blive vippet af magten, og demokratiet vil blomstre. Nogenlunde sådan lød de mest optimistiske forudsigelser, da internettet i begyndelsen af det nye årtusinde bandt verden sammen på kryds og tværs og gav alle mennesker mulighed for at komme til orde. For det var oplagt, at der var blevet rykket godt og grundigt ved en af grundpillerne i demokratiet: den frie og uafhængige massekommunikation. Den svenske medieforsker Christian Christensen analyserede udviklingen i 2009, da sociale medier stadig var forholdsvis unge. Og han vurderede, at de nye medier var skyld i en afgørende magtforskydning: “Politik handler om magten til at definere, hvad der er rigtigt og forkert, hvad der er lovligt og ulovligt, hvad der er legitim modstand eller forræderi,” lød hans analyse. Og den magt lå tidligere hos aviser, TV, radio og film, som er så dyrt at producere, at beslutningerne bliver truffet af en smal elite og påvirket af skiftende politiske hensyn. Men elitens monopol blev brudt med Facebook og Twitter. “De sociale medier har muliggjort en fremstilling af alternative diskurser til et lokalt og globalt publikum og udfordrer derved magthavernes ortodokse sandheder,” skrev han i en analyse af Den Grønne Bevægelse i Iran, der også blev kaldt Twitter-revolutionen, fordi demonstranterne brugte sociale medier til at mobilisere en stor modstand mod præsidenten Mahmoud Ahmadinejad. Ordet Twitter-revolution blev også brugt i årene efter, da Det Arabiske Forår samlede tusindvis af borgere til protester i blandt andet Tunesien og Egypten, og i 2013 under de store demonstrationer i Ukraine, der rasede mod styrets beslutning om at knytte bånd til Rusland i stedet for EU. I 2017

voksede protesterne mod seksuel chikane sig store, da Me too-bevægelsen fik kvinders vidnesbyrd til at sprede sig ved hjælp af et hashtag. Alligevel er der langtfra enighed blandt forskere og iagttagere om, hvorvidt sociale medier reelt er med til at bane vejen for sociale forandringer. Den Grønne Bevægelse i Iran blev knust med styrets jernhånd, det samme skete i mange tilfælde under det Det Arabiske Forår, og seksuel chikane kan dårligt siges at være manet i jorden. Når man ser sig om i verden, kan det i det hele taget være svært at få øje på de demokratiske fremskridt.

SKEPTIKERE OG UTOPISTER Meget groft sagt er forskere og iagttagere delt ind i to lejre: utopister og skeptikere. Utopisterne mener, at sociale medier uvægerligt vil bane vejen for en ny frihedshungrende generations opgør med forældede institutioner og magtforhold. Skeptikerne mener til gengæld, at internettet er uden grundlæggende betydning og i værste fald bliver udnyttet af despoter. Skeptikere frygter også, at sociale medier kan narre os til at tro, at sociale forandringer sker af sig selv, når blot de politiske aktører udnytter de nye mediers potentialer. Reelt set befinder de fleste forskere sig et sted midt imellem de to yderpoler. Det gælder også Jakob Ohme, der har tysk baggrund og forsker i politisk deltagelse og digitale medier ved Amsterdams universitet. Overordnet set mener han dog, at sociale medier er med til at sætte mennesker fri. “Du kan sige, at det går, som det altid går, når du har meget store forhåbninger. Noget forandrer sig, men det går ikke så hurtigt, som du forventede. Generelt set vil jeg dog sige, at der er mere frihed og flere muligheder, end før internettet kom. Det betyder ikke, at ni-

veauet nødvendigvis er højt i den politiske dialog, der foregår online – bare se på kommentarsporene under en hvilken som helst avisartikel – men jeg tror alligevel, vi undervurderer, hvor meget denne type onlinekommunikation sætter mennesker fri,” siger han. Til gengæld har det måske overrasket nogen, at det ikke kun er de progressive, venstreorienterede stemmer, der er blevet sat fri. I Tyskland, hvor Jakob Ohme kommer fra, har de meget indvandrekritiske bevægelser, Pegida og Alternative für Deutschland, brugt sociale medier som en kæmpe megafon: “De bruger sociale medier til at sige: ‘Vi er ikke enige med jer, vi vil ikke have flygtninge, vi vil ikke have Angela Merkel.’ Og det er en del af frigørelsen, at det bliver synligt, hvem der faktisk er derude. De er en minoritet, men de er en stor minoritet. Så det er nok værd at tage dem seriøst,” siger Jakob Ohme.

DIGITAL EKSTREMISME Men er de sociale medier med til at skubbe nationalisterne længere ud i nationalismen? Er nye medier simpelthen med til at radikalisere debatten? Det er en bekymring, der ofte bliver luftet af forskere og iagttagere. Videoplatformen YouTube, der har 1,5 milliarder brugere, bliver kritiseret for at radikalisere sine brugere ved hele tiden at anbefale sine brugere videoer, der kolporterer ekstreme holdninger. Og på verdens suverænt største sociale medie, Facebook, får opslag med konfliktpotentiale ofte enorm rækkevidde,

fordi de får folk til at dele og kommentere. Jakob Ohme anerkender tendensen, men ser den ikke nødvendigvis som et problem. “Måske er det også de holdninger, der er mest relevante at diskutere. Andre emner kan også være vigtige, men det er som regel ikke dem, der omstyrter gamle strukturer. Skal vi investere i klimaforandringer? Skal vi behandle alle mennesker lige? Det er spørgsmål, som kan omstyrte de magtstrukturer i samfundet, som vi kender. Og derfor går de godt på sociale medier,” siger han. Og i den sidste ende handler det måske også om, at folk skal lære at agere i en verden, hvor alle mennesker er deres eget verdensomspændende medie, og hvor løsrevne holdninger blander sig med gennemarbejdet indhold fra store mediehuse. Den læreproces er i fuld gang, mener Jakob Ohme. “Ved det amerikanske valg i 2016 var folk simpelthen ikke klar til at gennemskue, at mediebilledet havde ændret sig. Gæt, hvilken aldersgruppe der delte fake news mest? Det var de ældre på over 60 år. For i deres verden var nyhederne legitime, hvis der var en overskrift ved siden af et billede ved siden af en tekst. Men det er et godt tegn, at den yngre målgruppe var mindst tilbøjelige til at dele fake news,” siger Jakob Ohme. Og læreprocessen er stadig i fuld gang. Det er værd at huske på, at sociale medier kun har været udbredte i lidt mere end et årti, mens videnskaben anslår, at sociale forandringer i gennemsnit er 14 år undervejs. Der er brug for tålmodighed. Også med de hurtige, nye medier.

2016

2017

GLOBAL HØJREFLØJ

#METOO

KVINDEMARCHEN

Højrefløjsbevægelser har gennem en årrække i en stribe af lande verden over fået vind i sejlene. Snarere end en centraliseret bevægelse er der tale om nationalistiske strømninger, der mødes i tværnationale fora. De er båret frem af øget migrationsstrømme, integrationsvanskeligheder og sløje økonomier. Flere steder er de blevet særdeles magtfulde; bl.a. i Polen, Ungarn, Italien, Frankrig og ikke mindst i USA, hvor højrebølgen er kulmineret i Trumps indtagelse af Det Hvide Hus.

Den globale bølge af markeringer imod seksuel chikane og krænkelser startede i 2017 som en protest mod filmbranchens mangeårige tavse kendskab til krænkelser af kvinder. Det fik kvinder i et utal af lande til at forene sig online og træde frem med hver deres historie om grænseoverskridende, magtfulde mænd. Onlinefællesskabet #Metoo (oversat: også jeg) har skabt bånd og fora på tværs af nationer, hvor kvinder og mænd kan udtrykke solidaritet, dele beretninger og afdække seksuel chikane.

Dagen efter indsættelsen af Donald J. Trump som den 45. amerikanske præsident samlede op mod fire millioner amerikanske kvinder sig i den største enkeltdagsdemonstration i USA’s historie. De vendte sig ifølge arrangørerne imod Trumps nedsættende bemærkninger under valgkampen rettet mod kvinder og minoriteter og krævede forandringer på områder som immigration, kvinders rettigheder, LGBTrettigheder, religionsfrihed, raceligestilling og arbejdstagerrettigheder.

#2 | 2019

Tema: Opskriften på forandring

MS-RYGSTØD TIL AFRIKANSKE BEVÆGELSER I Afrika kunne man døbe det 21. århundrede “de sociale bevægelsers tidsalder”. Fra land til by spirer sociale og politiske fællesskaber frem og slår rødder. De er vokset frem fra bunden som lokale befolkningers kollektive reaktioner på social, politisk og økonomisk uretfærdighed. Men i takt med at bevægelserne vokser sig stærke, forsøger magthaverne at trampe dem under fode. Aktivister fængsles og må ofte gå under jorden eller drage i landflygtighed. Almindelige borgere tør ikke give deres mening til kende. Mellemfolkeligt Samvirke viser solidaritet og bistår de nye sociale bevægelser med rådgivning og praktisk hjælp. For tidens sociale bevægelser spiller en afgørende rolle for landenes fremtid og befolkningernes drømme om sociale og politiske forandringer.

AFRICANS RISING Africans Rising er en panafrikansk solidaritetsbevægelse, der forener mennesker og organisationer på tværs af landegrænserne for at løse fælles demokratiske udfordringer. Helt centralt står kampen mod korruption og kampen for ytringsfrihed. MS støtter ved at skabe de fysiske rammer for møder mellem landenes sociale bevægelser. De såkaldte Social Movement Retreats foregår på vores Global Platforms i landene og på vores Training Centre for Development Cooperation-kontor (TCDC) i Tanzania. Samarbejdet omfatter sociale bevægelser i Cameroun, Senegal, Kenya, Den Demokratiske Republik Congo, Togo, Gambia, Tunesien, Uganda, Zimbabwe og Tanzania.

AFRIKA YOUTH MOVEMENT Afrika Youth Movement opstod efter revolutionen i Tunesien i 2011. Bevægelsen tog sin begyndelse som en Facebook-gruppe, der blev oprettet af den tunesiske aktivist Aya Chebbi i 2012. Det virtuelle fællesskab er siden blevet til en panafrikansk bevægelse, hvis mål er at hjælpe kontinentets unge borgere med at opnå social retfærdighed og en stærk kollektiv stemme. Her spiller MS en understøttende rolle ved at udvikle lederskabsværktøjer og træningsmanualer, der gavner bevægelsens politiske og strategiske arbejde. Afrika Youth Movement har medlemmer fra over 40 lande – både i og uden for kontinentet. 14

TEKST: KASPER GRAM

TOGO

MS støtter bevægelsen TogoDebout, der kæmper for en afslutning på mange års militærstyre i Togo. TogoDebout tog sin begyndelse blandt togolesiske eksilborgere i Europa. Platformen er siden vokset og er i dag en social bevægelse i rivende udvikling med to politiske mål for øje: en tilbagevenden til landets demokratiske forfatning fra 1992 samt stemmeret til togolesere i eksil. MS understøtter kampen ved at skabe forbindelser mellem TogoDebout og andre sociale bevægelser på tværs af det afrikanske kontinent.

DEN DEMOKRATISKE REPUBLIK CONGO 2

I det krigshærgede Congo arbejder MS sammen med den tværpolitiske sociale borgerrettighedsbevægelse Lucha. Bevægelsens mål er at finde en fredelig løsning på stridighederne i Congo og bane vejen for frie og fair demokratiske valg. Lucha har spillet en stærk rolle som civilsamfundsorganisation blandt andet ved at organisere demonstrationer mod præsident Joseph Kabila, der i 2016 udskød valget i Congo for at bevare magten. Kabila bukkede til sidst under for det folkelige pres og afgav magten. MS’ bidrag består i at hjælpe Lucha med at bygge alliancer med andre sociale bevægelser på det afrikanske kontinent.

Tema: Opskriften på forandring

ZAMBIA

I Zambia bliver unge mennesker rutinemæssigt fjernet fra partiernes kandidatlister til parlamentet. Kun 3 ud af landets 156 parlamentarikere er mellem 18 og 35 år. MS støtter den nystartede ungdomsbevægelse Youths4Parliament, der aktivt henvender sig til landets politiske partier og skaber opmærksomhed om problemet med manglende politisk repræsentation. Youths4Parliament benytter sig blandt andet af sociale medier og happenings for at engagere unge mennesker i kampen for bedre og bredere politisk repræsentation.

ZIMBABWE

MS støttede den sociale bevægelse #thisflag, der i 2017 pressede Robert Mugabe til at træde tilbage efter knap fire årtier som landets præsident. Kampen for demokratiet er dog langtfra vundet. Mugabes parti, Zanu PF, sidder stadig tungt på magten og slår hårdt ned på enhver form for opposition. Derfor er det fortsat vigtigt at rådgive Zimbabwes sociale bevægelser om strategisk og politisk organisering. MS støtter det tværpolitiske netværk Citizens Manifesto – en social bevægelse, der samler fagforeninger, kirkesamfund og unge borgere i en fælles kamp for social retfærdighed og demokrati. Samtidig hjælper MS landets studenterbevægelse med at beskytte aktivister mod fængsling og tortur.

UGANDA

En mandag i 2012 klædte unge aktivister sig i sort for at sørge over den udbredte korruption blandt Ugandas politiske magtelite, der i mange år har beriget sig selv på skatteborgernes regning. Mandag efter mandag voksede de folkelige sørgeoptog sig større og større – bevægelsen “Black Monday” var født. For at styrke bevægelsen har MS støttet Black Mondays antikorruptionsarbejde ved at tilbyde undervisning i, hvordan man som almindelig borger mest effektivt kan holde politikerne ansvarlige for tyveri af skattekronerne.

KENYA

MS’ støtte til sociale bevægelser i Kenya fokuserer på kvinders og seksuelle minoriteters kamp for lige rettigheder og deltagelse i den demokratiske proces. MS bistår kvinderettighedsbevægelsen Det Grønne Forfatningstillæg med at forbedre kvinders adgang til politiske poster. Vores samarbejde med Kenya Alliance om seksuelle minoriteters rettigheder er ligeledes forankret i målet om at sikre lighed og demokratisk medbestemmelse for udsatte befolkningsgrupper. Vi hjælper derfor Kenya Alliance med at skabe forbindelser til lokale religiøse ledere, der ønsker at udfordre stigmatiseringen og diskriminationen mod seksuelle minoriteter. #2 | 2019

Tema: Opskriften på forandring

DEN GRØNNE AKTIVISME KAN OVERHALE POLITIKERNE Stine Krøijer blev aktivist og klimaforkæmper, da hun flyttede til København i midten af 1990’erne. Siden har hun fulgt klimaaktivismen med antropologiske briller som forsker på Københavns Universitet. I dag bobler begejstringen over den nye bevægelse, der var med til at gøre folketingsvalget grønt. I januar 1994 bevægede Stine Krøijer sig ind i det politiske miljø på Nørrebro, da hun som 20-årig flyttede til København. Det var en tid med opbrud og nye tanker i de aktivistiske grupperinger efter en voldsom konfrontation med politiet 18. maj året forinden, hvor danskerne havde stemt ja til EU. Førte de voldelige aktioner til noget? Hvad kunne man sætte i stedet? Stine Krøijer tog aktivt del i diskussionerne – og i aktioner mod bl.a. luftforurening, racisme og fascisme. En del år senere var hun med til at skabe organiseringen Globale Rødder. “Og der var holdningen, at man måtte arbejde med nogle andre måder at skabe konfrontation på. Og nogle af de diskussioner, der var der, gled videre ind i det, der i dag er klimabevægelsen,” fortæller hun. Tiden i globaliseringsbevægelsen vakte en stærk interesse for, hvordan aktivisme og sociale bevægelser virker og forandrer sig. I flere år befandt Stine Krøijer sig i Sydamerika – både som studerende og som ansat i IBIS, hvor hun blandt andet fulgte zapatisterne i

Mexico og indfødte folks bevægelse i Ecuador, der med hendes ord “forsøgte at gentænke, hvad sociale bevægelsers rolle er.” Da hun skulle skrive ph.d., søgte hun dog hjem til Danmark, bl.a. fordi der var kommet børn ind i billedet. Hun ville arbejde antropologisk med aktionsformer og hvordan de udvikler sig. “Det kom til at dække perioden, fra da Ungdomshuset blev ryddet i 2007 til klimatopmødet i København i 2009. Og det blev igen en periode, hvor der var enormt meget opbrud og diskussion i det venstreradikale miljø på Nørrebro,” siger hun. Tankerne fra Globale Rødder, som hun selv havde været med til at stifte, dukkede op igen. “Selvfølgelig var der også konfrontationer dengang – men der var også masser af happenings og kreativ aktivisme, hvor man satte skilte op på alle gader, som pludselig hed Jagtvej, besatte Flakfortet og andre ting,” siger hun. Ungdomshuset blev ryddet, og røgen lagde sig efterhånden i området omkring Jagtvej 69. Men den kreative

TEKST: MIKKEL GOTTLIEB

STINE KRØIJER aktivistenergi var gentændt. Og meget af den energi blev kanaliseret videre i de happenings, der blev organiseret i forbindelse med klimatopmødet i København i 2009. Klimakollektivet, som var med til at koordinere og arrangere den ambitiøse aktionsuge op til topmødet, blev dannet. Stine Krøijer var der, først som antropolog og så som aktivist. “Det blev til min ph.d – men det blev også mit eget afsæt til engagement i Klimakollektivet, for jeg gjorde det, antropologer på en måde ikke må gøre: I went native,” griner Stine Krøijer. Klimatopmødet endte som bekendt i skuffelse og tomme erklæringer. Og personerne bag Klimakollektivet var desillusionerede, og flere var fanget i retssager. “Klimaretfærdighedsbevægelsen lå faktisk død i nogle år efter klimatopmødet i 2009 og er først kommet frem igen – på en mangfoldig og kreativ måde – inden for de seneste år,” vurderer Stine Krøijer. I dag ser hun med begejstring på, mens Greta Thunberg og unge skolestrejkende over store dele af verden er med til at sætte en grøn dagsorden. Det har skabt en åbning for unge mennesker, der pludselig har fået en meningsfuld måde at udtrykke deres utilfredshed på. “Det er noget af det, min ph.d. viste – at aktionsformer rejser mellem steder og kampe. Der er ikke nogen

§§ 45 år og lektor i antropologi ved Københavns Universitet. §§ Blev valgt som ny forkvinde i Mellemfolkeligt Samvirke ved rådsmødet i maj 2019. Hun tager over efter Helle Munk Ravnborg, der har siddet på posten de seneste seks år. §§ Klimaaktivist igennem mange år.

plan, der er ikke nogen, der sidder fra centralt hold og bestemmer, at strejken skal være det foretrukne redskab i klimakampen. Aktionsformer rejser via sociale medier og har tidligere rejst fra menneske til menneske på alle mulige måder,” siger hun. Fremover håber hun, at den sociale klimabevægelse kan vokse sig så stærk, at den kan overhale de nølende politikere. Og Mellemfolkeligt Samvirke bør finde en rolle i den kamp. “Jeg kunne forestille mig, at gården herude bliver et rum for diskussioner af nogle af de her emner. Det er svært at understøtte som stor organisation uden at overtage folks projekter og kampe. Vi skal finde en rolle som organisator, facilitator, idégenerator og samspilspartner.”

Tema: Opskriften på forandring

KAMPEN FOR HOMO-RETTIGHEDER I KENYA FORSÆTTER TRODS TILBAGESLAG Foto: Jakob Dall

“Sidste år afgjorde en appelret i havnebyen Mombasa, at det ‘ikke alene var i strid med forfatningen, men også ufornuftigt og unødvendigt’ at tvinge to mænd til at gennemgå en analundersøgelse for at finde ud af, om de havde været seksuelt sammen,” fortæller Collins Odhiambo. I afgørelsen citerer de tre dommere i appelretten en bestemmelse i Kenyas forfatning om, at “formålet med at anerkende og beskytte menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder er at opretholde individers og samfunds værdighed.” “Den afgørelse var en meget kraftfuld erklæring. Den signalerede, at nogle dommere kan være lydhøre over for at afvise andre former for diskrimination – og måske endog antihomolovgivningen, selv om det slag er tabt lige nu, men afventer en ny retssag ved Appelretten. Afgørelsen har skabt præcedens i regionen, fået offentligheden op af stolene, og den har både været en nyhed nationalt og internationalt,” forklarer Collins Odhiambo.

Og derfor lader LGBT-bevægelsen i Kenya sig ikke slå ud af Højesterets blåstempling af landets forbud med homoseksuelle. “LGBT-bevægelsen, som vi arbejder med, og som støttede sagen ved at vidne i retten, er nu mere synlig og endnu mere motiveret til at arbejde for en sejr for respekten for menneskerettighederne,” siger Collins Odhiambo, der også peger på en anden delsejr. “I september afviste Højesteret et forbud udstedt af Kenya Film Classification Board mod filmen Rafiki, der er en lesbisk kærlighedshistorie. Når vi ser på disse retlige afgørelser, giver det os håb om, at domstolen i sidste ende vil stå på egne ben – selv om den er presset af en offentlig opinion i disse sager. At domstolen vil forstå, at det er en menneskeretlig prioritet og en nødvendighed for udvikling at gøre en ende på marginalisering og eksklusion af LGBTpersoner,” vurderer Collins Odhiambo. Hvordan arbejder den Globale Platform med de eksisterende LGBTbevægelser, og hvordan prøver I at skabe nye? “Vi laver partnerskaber med græsrødder i LGBTQ-netværk og sætter dem sammen med indflydelsesrige interessenter såsom religiøse ledere, advokater, mediefolk, ansatte i sundhedsvæsenet og andre for at advokere for LGBTQ-rettigheder. Det kalder vi Kenya Alliance, og den er afhængig af de styrkepositioner, som de forskellige grupper har,” forklarer Collins Odhiambo. Indsatsen har på forskellig vis båret frugt. Blandt andet er nogle af de præster, som LGBTQ-netværket forsøger at påvirke, nu selv sprunget ud af skabet som homoseksuelle. “Antallet af religiøse ledere og andre interessenter, der identificerer sig som homoseksuelle, er næsten fordoblet,” siger Collins Odhiambo.

#2 | 2019

COLLINS ODHIAMBO §§ Leder af den del af Global Platform i Kenya, der ligger i Nairobi. §§ Tidligere underviser på platformen, der tilbyder undervisning i menneskerettigheder, globalt medborgerskab, kampagnetilrettelæggelse, iværksætteri, frivillighed, kommunikation og sociale medier. §§ Tidligere medlem af Activista, som er Mellemfolkeligt Samvirkes netværk af unge i en række afrikanske lande.

Kenyas højesteret blåstemplede for nylig love, der forbyder forhold mellem to personer af samme køn. Men landets LGBTaktivister giver ikke op. Deres arbejde har allerede fået flere religiøse ledere til selv at springe ud af skabet som homoseksuelle. Ja, det var en massiv skuffelse, da Kenyas højesteret i slutningen af maj slog fast, at en lov, der forbyder homoseksualitet, hverken er diskriminerende eller i strid med forfatningen. Men kampen for landets LGBT-personer fortsætter ufortrødent, og heldigvis er der også sejre undervejs. Det fastslår Collins Odhiambo, der er ledende medlem af Global Platform i Kenya – et uddannelsescenter under Mellemfolkeligt Samvirke/ActionAid med tilbud om kurser i menneskerettigheder, globalt medborgerskab, kampagnetilrettelæggelse, iværksætteri m.m. TEKST: OLE DAMKJÆR NIELSEN

Tema: Opskriften på forandring

I 2017 forbød El Salvador minedrift som det første land i verden. Forbuddet var en sejr for sociale bevægelser, der i årtier førte an i kampen mod multinationale mineselskabers forurening af landets knappe vandressourcer. Men storstilet privatisering truer nu befolkningens adgang til rent drikkevand. Ifølge ActionAid El Salvador er modløshed den største udfordring i kampen for vand. Alejandro José Labrador Aragón lever op til sit lange navn og fatter sig sjældent i korthed. Men på spørgsmålet om, hvordan fremtiden ser ud for kampen om rent drikkevand i El Salvador, svarer han ordknapt og pessimistisk: “Ikke god.” Han uddyber: “Ser man på kampen mod minedrift, gik der over et årti, før der kom et forbud. Det var en gradvis proces, hvor regeringen gang på gang forsøgte at spise befolkningen af med betydningsløse reformer af minedriftsindustrien, før de til sidst gav efter for vores krav. Kampen mod privatisering af vandressourcer har helt andre udfordringer.” Han peger på en splittelse mellem

gamle og nye sociale bevægelser: “De gamle sociale bevægelser føler, at de står i gæld til politikerne, der forbød minedrift. De er derfor meget mere påpasselige med at presse på med nye krav end yngre sociale bevægelser, der vil sætte en stopper for privatiseringen nu. Enigheden blandt forskellige sociale bevægelser er blevet brudt. For det andet er befolkningen grebet af politikerlede. Det skyldes generel politisk korruption, men også at forbuddet mod minedrift alligevel ikke har ført os tættere på at få adgang til det rene drikkevand, vi har kæmpet for.” Alejandro Aragón afviser ikke, at forbuddet mod minedrift var en sejr for befolkningen, der for en kort stund skabte et nyt rum for social og politisk

TEKST: KASPER GRAM

ALEJANDRO JOSÉ LABRADOR ARAGÓN §§ Leder af Global Platform i El Salvador, der uddanner unge i regionen, bl.a. i at tilrettelægge kampagner. §§ Har studeret social kommunikation og lokal udvikling. §§ Er optaget af at fremme unges deltagelse i demokratiet, bl.a. med kunstneriske virkemidler.

forandring i El Salvador. Men det krævede en række særlige begivenheder, før den brede befolkning meldte sig ind under fanerne. “Tre aktivister blev dræbt af lokale bander, der var betalt af mineselskaberne. Et af ofrene var en gravid kvinde, der blev skudt i ryggen, mens hun stod ved et vandløb.” Tragedien ansporede befolkningen til handling, og i de følgende år samledes lokale grupper i større, nationale grupper, der krævede et totalt stop for minedrift. Mest afgørende fik bevægelsen støtte fra en uventet kant, nemlig fra den katolske kirkes ærkebiskop.

Foto: Ulf Svane

“HVIS SOCIALE BEVÆGELSER SKAL VOKSE, SKAL VI KOMME MODLØSHEDEN TIL LIVS”

“Han blev en vigtig allieret, der nød kæmpe anseelse blandt både progressive og konservative politikere. Da han gik forrest i en historisk stor protestmarch, kunne politikerne ikke længere ignorere os. Få dage efter blev minedrift endelig forbudt.” Ifølge Alejandro Aragón kan momentummet fra kampen mod minedrift kun genvindes ved, at aktivisterne ser virkeligheden i øjnene: Modløsheden har grebet befolkningen, og de sociale bevægelser nyder ikke den samme opbakning som før. Det kræver nye metoder. “Mange salvadoranere gider ikke længere engagere sig i politiske kampe, der alligevel ender i nederlag. Det er afgørende, at vi får vendt den tendens, og det skal vi gøre med moderne midler. Førhen har demonstrationer i El Salvador handlet om gamle mænd, der talte fra ølkasser i timevis. I dag skal vi fange folks opmærksomhed på en kreativ måde med happenings, der kan vises på Facebook og andre sociale medier. Det skal være friskt og sjovt, særligt hvis vi vil mobilisere de mange unge mennesker, hvis fremtid er på spil. Det er jo dem, der skal fylde rækkerne i fremtiden.”

Tema: Opskriften på forandring

Foto: Ulf Svane

“ALTING ER POLITIK I PALÆSTINA” Kun de færreste steder i verden har civilsamfundet så vanskelige kår som i Palæstina. Under pres fra tre kanter forsøger Wisam Shweiki at give den palæstinensiske ungdom noget at kæmpe for og værktøjer at kæmpe med. At skabe samfundsmæssig forandring kræver sociale handlinger fra sociale bevægelser. Men hvad nu, hvis der ikke findes sociale handlinger men kun politiske handlinger? Så kan selv harmløst udseende handlinger pludselig blive farlige. Det er virkeligheden i Palæstina, forklarer Wisam Shweiki. “For noget tid siden besluttede en gruppe unge fra et afsidesliggende lokalsamfund på Vestbredden at plante træer, hvor de bor. De ville gerne forskønne deres landsby og skabe mere natur. Men området er under israelsk militærkontrol, og de unges initiativ blev af de israelske myndigheder betragtet som en fjendtlig handling mod de ulovlige israelske bosættelser i nærheden af landsbyen. For ifølge israelsk lov har en lokal myndighed ret til at konfiskere land, der i tre år har stået urørt. Loven skal nemlig sikre, at bosættelserne kan overtage ethvert stykke palæstinensisk jord, der i tre år ikke er blevet kultiveret af mennesker. Så de unges træer blev derfor betragtet som et oprør mod besættelsen. Alting er politik i Palæstina, og alting er potentielt følsomt,” siger Wisam Shweiki. Han er leder af Global Platform Palestine, et ungedrevet kampagneværksted i Betlehem finansieret af Mellemfolkeligt Samvirke og drevet af ActionAids palæstinensiske landekontor. Her bliver unge frivillige uddannet i at tage sagen i egen hånd og skabe små sociale for-

andringer i deres lokalsamfund gennem strategisk kampagnearbejde. Men det er op ad bakke, når de unge er presset fra tre kanter i deres tilværelse. Udover en israelsk besættelse på tooghalvtredsindstyvende år må de unge bakse med konservative kulturnormer fra deres forældre og bedsteforældres side samt restriktioner fra palæstinensernes egne myndigheder. “Sidste gang vores debatklub var samlet, valgte de unge at drøfte, hvordan staternes patriarkalske rolle i den arabiske verden øger risikoen for terrorisme og ekstremisme. Alene at diskutere, at arabiske regimer selv er med til at skubbe mennesker ud i ekstremisme ved at begrænse deres frihed, er utroligt følsomt. De risikerer helt sikkert at blive indkaldt til afhøring hos det palæstinensiske politi,” siger Wisam Shweiki. Men hvordan tackler man så disse udfordringer som græsrods- og civilsamfundsorganisation? Det vigtigste er ærlighed og inddragelse, forklarer Wisam Shweiki. “Når vi starter med at arbejde i et nyt lokalområde, inviterer vi alle lokale grupper, græsrødder, interessenter og almindelige borgere til et møde, hvor vi forklarer dem tydeligt, hvad vores formål, metoder og midler er. Helt åbent. Ærlighed er et utroligt vigtigt element i at skabe tillid. Og det kræver også stor tålmodighed og indsigt i lokale dynamikker og magtforhold. Det er hemmeligheden.” TEKST: POLA ROJAN BAGGER

WISAM SHWEIKI §§ Født og opvokset i Jeriko på Vestbredden. §§ Uddannet fødevareingeniør fra universitetet i Bagdad i Irak. §§ Forlod fødevareindustrien, fordi han ville gøre en forskel i menneskers liv. §§ Startede som træner af aktivister for ActionAid Palestine i 2015. §§ Blev i 2017 leder af Global Platform Palestine i Betlehem på Vestbredden.

Fra dette udgangspunkt kan man efterfølgende skabe varige relationer, som igen kan udvikle sig til nye samarbejdspartnere. Og uden gode partnere kommer man ifølge Wisam Shweiki ingen vegne: “Vi arbejder tæt med en palæstinensisk organisation ved navn Masarat, der laver ungedrevet amatørforskning og undersøgelser. Deres unge gennemgår et tolv måneder langt kursus for at få færdigheder inden for videnskabelig metode og analyse, og den værktøjskasse kombinerer de så med handlingsdrevet kampagne for at skabe social og politisk forandring. Fra vores side byder vi ind med den rette ånd og unge kræfter, og de har den akademiske værktøjskasse. Sammen udgør vi #2 | 2019

en ret stærk front, der gør, at vores initiativer bygger på fakta og ungedrevne undersøgelser. Det er et meget vigtigt strategisk partnerskab for os.” Bag enhver kampagne og alliance ligger dog det menneskelige aspekt. Og det er Wisam Shweiki meget opmærksom på, når han selv skal sammensætte sine hold: “Jeg plejer at sige, at vi ikke hyrer medarbejdere. Vi hyrer trosfæller. For at arbejde med det her er man nødt til at være menneskerettighedsaktivist med hele hjertet. Du kan ikke udstråle positiv energi, hvis du ikke besidder den dybt inde i dig selv. Det er også vigtigt at være robust. Vi lader os ikke blive nedtrykt over modgang, og vi vælger vores kampe med omhu og holder fokus på de små sejre og forandringer. Organisationens principper og værdier er naturligvis vigtige, men nøglen ligger hos menneskene. Det er her, enhver forandring og enhver social bevægelse starter,” siger han.

Tema: Opskriften på forandring Foto: 360b /shutterstock.com

“SOLMÆRKET HANDLEDE OM AT SKABE DIALOG”

Foto: Hadrian /shutterstock.com

Foto: Ingolf via Flickr

Det er næsten 45 år siden, Anne Lund designede det karakteristiske logo. Men i dag blafrer den smilende sol stadig over demonstrationer i mange lande. Her er det demonstrationer i Tyskland og Frankrig og en husgavl i Aarhus.

ANNE LUND §§ Sluttede sig til Organisationen for Oplysning om Atomkraft (OOA) i 1975.

Et stærkt symbol kan gøre en afgørende forskel for en social bevægelse. Det ved Anne Lund, der som aktivist i Organisationen for Oplysning om Atomkraft (OOA) stod bag det berømte solmærke med de udødelige ord “Atomkraft? Nej tak”. Tre ord, der har defineret Danmarks – og den globale – kamp mod atomkraft i over fire årtier. Da Anne Lund løfter røret, spørger hun mig høfligt og undskyldende, om jeg vil have noget imod at hænge på et kort øjeblik. Samme dag har FN’s klimaråd offentliggjort en ildevarslende rapport om den globale biodiversitetskrise, og Anne er netop i færd med at runde rapportens sidste afsnit. Det viser sig at være ventetiden værd. For da Anne vender tilbage til telefonen, bruger hun de næste fem minutter på at dissekere og udfolde rapportens indhold for mig med kirurgisk præcision – og ikke mindst med en alvor og harme, som Annes milde østjyske dialekt ikke formår at fortrænge. Anne har fokus på nutidens udfordringer og hænger ikke fast i fortidens bedrifter. Det kunne man ellers godt unde hende. Det er snart 45 år siden, at Anne som ung aktivist i OOA’s lokalgruppe i Aarhus en forårsdag satte sig ved teg-

nebrættet og skitserede omridset af en lille, smilende sol, der snart skulle ses kloden over. Det såkaldte solmærke blev en øjeblikkelig og uventet succes, og dets høflige men håndfaste budskab “Atomkraft? Nej tak” er siden blevet oversat til 45 forskellige sprog. Selv i dag er det ikke helt usædvanligt at se unge mænd og kvinder iklædt badges eller T-shirts, der prydes af logoet. Men Anne er ydmyg, og hun slår hurtigt – og flere gange – fast, at solmærkets tilblivelse og popularitet ikke blot var hendes egen fortjeneste. "Solmærket kom til verden som en kollektiv beslutning i lokalgruppen i Aarhus. Jeg foreslog for eksempel en vindmølle sammen med solen, men Søren Lisberg, der var lokalformand, talte mig fra det. Han og de andre i gruppen tog i den grad del i arbejdet med logoets design og udbredelse.” Anne lægger ikke skjul på, at successen var overrumplende, og at det TEKST: KASPER GRAM

§§ Med i bestyrelsen for OOAfonden, der blev oprettet efter OOA’s nedlæggelse i 2000. §§ Lektor på VIA University College i Aarhus. krævede en maratonindsats fra lokalgruppen at dække den store efterspørgsel. “En sommer skulle vi producere 100.000 mærker. Mange af vores medlemmer var studerende, som af egen fri vilje brugte af deres opsparing til at finansiere produktionen. Selv måtte jeg skrive på den anden side af brugt kontorpapir, når vi skulle bestille nye mærker hjem. Det gjorde så også, at vi en gang imellem ikke fik svar på bestillingerne.” Anne forklarer, at det for hende og OOA var vigtigt med et logo, der adskilte sig fra 70’ernes militante, venstrefløjsalarmistiske og uforsonlige retorik. “70’erne var en periode med politisk opbrud. Det gav en frugtbar jord for politiske bevægelser. Mange blev vakt politisk og forstod, at noget var galt i forhold til miljøet. Det, der tiltalte mig ved OOA, var, at organisationen var tværpolitisk og inspireret af Gandhis ikkevold. Voldelig revolution mente jeg slet ikke gik an.” Ifølge OOA skulle kampen mod atomkraft vindes ved at bygge bro mellem samfundsgrupper og partiskel. Og for at få alle med ombord var det afgørende at fremhæve solkraftens løfte om en lys og bæredygtig fremtid for

alle. At male fanden på væggen med dommedagsvisioner om atomudslettelse ville have skabt passivitet og frygt i stedet for aktiv handling. “I Sverige, hvor jeg var på udveksling, havde et venstrefløjsparti haft et billede af en gravid kvinde fanget i en atomkerne. Det brød jeg mig bestemt ikke om. De spillede nemlig på frygt uden at pege på det positive alternativ til atomkraft såsom solenergi.” Det optimistiske design var dog ikke kun båret af et ønske om at pege på det positive alternativ. Logoet skulle også passe ind i tidens tøjmode. “Kvinder udgjorde den klart største gruppe i kampen mod atomkraft i Danmark. Derfor skulle logoet være æstetisk behageligt at se på, så helt almindelige kvinder, der ikke nødvendigvis var meget aktivistiske, rent faktisk havde lyst til at iklæde sig det. Et uhyggeligt design havde skræmt dem væk.” Men trods solmærkets succes afviser Anne, at OOA’s kamp mod atomkraft i Danmark ligefrem kan opdeles i en tid før og i en tid efter solmærket. “OOA’s tidligere slogan ‘Er du tryg ved atomkraft?’ var en genistreg, der banede vejen for solmærket ved at stille et åbent spørgsmål, som alle kunne få lov at svare på. Men i 1975 var der faktisk ikke skred i bevægelsen, så vi besluttede, at folk også skulle have mulighed for at sige aktivt nej til atomkraft med mærket. Ellers var faren, at politiske partier satte sig på atomspørgsmålet uden modstand. Solmærket tydeliggjorde modstanden i befolkningen. Det handlede om at skabe dialog. Og det lader jo til at have virket.”

Noter

Foto: Brian Berg

Foto: ActionAid

MS-PILEN PEGER PÅ

“GHETTOUNGE” PÅ FOLKEMØDET

MUSIK MOD RACISME Opstillingen af partierne Nye Borgerlige og Stram Kurs fik racistiske ord og udtalelser til at kaste skygger over valgkampen til folketingsvalget. Men det folkelige modsvar var massivt og fyldt med smil og sang, da Mellemfolkeligt Samvirke samlede omkring 4000 danskere til Musik mod Racisme på Rådhuspladsen 23. maj. På scenen var bl.a. Isam B, Shaka Loveless, Wafande, Pharfar, Kira Skov, Mette Lindberg, Iris Gold, The Savage Rose, Marie Carmen Koppel, Aidt/Nørlund, Jacob Mchangama, Mazen, Sara Rahmeh og Khaterah Parwani.

EUROVISION I PALÆSTINENSISKE KLÆ’R Midt i maj samlede tv-seere over store dele af verden opmærksomheden om den glitrende sangkonkurrence Eurovision Song Contest, som i år fandt sted i Israel. Israels naboer fra Palæstina var imidlertid ikke inviteret. Derfor besluttede Mellemfolkeligt Samvirke at give palæstinensiske musikere en stemme og en mulighed for at vise deres kunst og kultur ved arrangementet Palæstina Music Vision. Her blandede palæstinensisk musik, mad og øl sig på bedste vis med det underliggende budskab: Stop besættelsen. Hæv blokaden. Anerkend Palæstina.

Mellemfolkeligt Samvirke var igen i år stærkt repræsenteret på Folkemødet på Bornholm. MS-teltet var fyldt med mennesker og debatter om verdensmål, selskabsskat, formueskat, klima, ulighed, paradigmeskifte, feminisme, ansvarlige investeringer og digital aktivisme. Og så gik 35 unge fra Brøndby Strand, Tingbjerg, Høje Taastrup, Bispebjerg og Albertslund på scenen for at tale om, hvordan det er at være ung i boligområder, der bliver stemplet som sorte huller på danmarkskortet.

MS I VALGPEAK PÅ SOCIALE MEDIER MS’ kanaler på sociale medier var rødglødende som aldrig før i måneden op til folketingsvalget 5. juni. 125 opslag på Facebook nåede ud til halvanden million danskere. Opslagene kastede over 600.000 reaktioner, kommentarer og delinger af sig, og videoerne havde en million visninger. Især var Facebook-brugerne vilde med videoerne af spoken wordkunstnerne Sara Rahmeh og Mazen, der optrådte ved arrangementet Musik mod Racisme. Har du ikke set videoerne? Find dem på MS’ Facebook-side.

MENNESKEBANNER OG DEBAT PÅ ROSKILDE For fjerde år i træk er Mellemfolkeligt Samvirke valgt som en af de organisationer, der skal være med til at aktivere Roskilde Festivals holdningstema, som i 2019 er solidaritet – med særligt fokus på at give unge en stemme. I campingdagene kan folk møde unge i sociale boligområder, som MS arbejder med, flankeret af rapperne Bobby Shams, Mund de Carlo og MC Ollie. Torsdag diskuteres solidaritet på globalt plan i Art Zone på selve festivalpladsen af feministerne Emma Holten og Aya Chebbi, der er Youth Envoy for den Afrikanske Union. Og fredag bliver MS-indsatsen rundet storslået af ved Orange Scene med et kæmpe menneskebanner, der skal danne ordene Solidarity Now og foreviges på et dronefoto. #2 | 2019

Mit MS

HJÆLPENDE HÆNDER TIL TYSKE BØRN AF ANDEN VERDENSKRIG

En morgen vågnede vi op til sne rundt om huset i første sals højde. Børnene var henrykte over den nye “kælkebakke”.

Anden Verdenskrig var forbi og havde efterladt sig tusindvis af traumatiserede tyske børn i sønderbombede huse eller gamle beskyttelsesrum. I 1952 rejste den unge Kirsten Geertsen til Braunlage i Harzen for at hjælpe til på et børnehjem, der blev drevet af Mellemfolkeligt Samvirke. Den i dag 91-årige historiker fortæller her om de fire intense måneder. Børnehjemmet lå i naturskønne omgivelser i Harzen nær den lille by Braunlage. Da jeg var udsendt som hjælper, havde børnehjemmet været i gang i adskillige år. Vi var to unge piger, der ankom næsten samtidigt. Vi blev budt velkommen til et hjem, der ikke bar præg af at være en institution. Efter et par fridage påtog vi os vores andel af arbejdet. Jeg nød det hele fra første dag. Den anden nye hjælper var amerikansk kvæker, og hun havde lidt svært ved at vænne sig til den danske form for børneopdragelse. Og vist også til, at hjælperne boede to og to sammen på ret små kamre. Flere af de seks “gamle” hjælpere, fire “tanter” og to “onkler”, havde arbejdet på børnehjemmet tidligere. Og en af dem havde nu været der i ni måneder og kunne ikke få taget sig sammen til at rejse. Glæden ved arbejdet var stor. Blandt de “gamle” var der tre lærere og en sygeplejerske. Resten, herunder vi to nye, havde meget forskellige uddannelser eller var i gang med en. De øvrige beboere i huset var den danske økonoma, der sammen med to-tre unge piger fra byen stod for måltiderne og regnskabet, samt husets ejer, Charlotte Nannestadt, der havde en lille lejlighed et sted i huset. Hun havde intet med arbejdet at gøre, men dukkede af og til op til vores aftenkaffe for at høre lidt om det hele. 22

Et hold bestod af 42 børn, lige mange piger og drenge, i alderen 6-12 år. De var udvalgt blandt de ringest stillede børn af de sociale myndigheder i Braunschweig, der betalte halvdelen af udgifterne ved børnehjemmets drift. En repræsentant fra Mellemfolkeligt Samvirke deltog i udvælgelsen.

SOL, SNEMÆND OG FORTROLIGHED Arbejdet med børnene var afvekslende og ikke strengt. Jeg fik blandt andet ansvar for 12 drenges tøj, men da der ugentligt kom både en “stoppekone” og en “strygekone”, var det jo overkommeligt. Den daglige rengøring tog vi heller ikke del i. Hjælpernes væsentligste opgave var børnene med skiftende vagter omkring leg, hjælp til at komme i seng og op igen om morgenen. Samt det ugentlige bad med hårvask. Vi sov på skift i drengenes og pigernes sovesale. Der var få regler: Måltider og sengetid lå fast, og børnene skulle selv sørge for oprydning af legetøj. Der var fine legemuligheder, inde som ude, og legetøj til alle. Larm var der, det kan ikke nægtes. Men når børnene havde været der nogen tid, var larmen mest i form af glædesudbrud i forbindelse med leg, for eksempel når de var med til at sætte et teaterstykke op eller havde slået en “tante” i brætspil. I godt vejr var børnene altid ude i sne og sol. Her kunne de råbe så meget, TEKST: KIRSTEN GEERTSEN

Billedet af børnene og mig er taget uden for børnehjemmet med den store kælkebakke og Braunlage i baggrunden.

de ville, når de kælkede eller byggede snehuler. Der var ingen huse i nærheden. I øvrigt indgik det i vagtplanen, at vi hver kun havde en halv dags legevagt ad gangen. Og det var jo ikke støj det hele. Der skulle altid være plads til opmærksomhed omkring det enkelte barn, der for en stund trængte til lidt ekstra omsorg og stilhed og til at snakke om det derhjemme. Disse små fortrolige samtaler gav mig indblik i kvinders og børns vilkår under krigen og i efterkrigstidens Tyskland. Børnene beklagede sjældent egne forfærdelige vilkår. Angsten sad især i dem på deres mødres vegne. De fortalte om volden, mødrene ofte var udsat for fra en mands side, de måske selv i god tro havde inviteret indenfor.

I de små rum, familierne boede i, og i de lange uhyggelige gange i bunkeren, var børnene ofte vidner til råhed og vold. Det hjalp børnene at få lov at snakke om det. Det var lettere for dem at åbne sig, hvis vi lavede noget samtidig, så der blev bygget en del snemænd under disse samtaler. Ofte kom der endnu et barn til, og børnenes indbyrdes snak kunne være endnu mere oplysende for mig. Der gik et stykke tid, inden det gik op for mig, at der ingen leder var. Det var så stor en selvfølge, at det ikke blev nævnt ved ankomsten. Og vi havde ingen problemer med i fællesskab at påtage os ansvaret for børnene eller med at nå frem til enighed om en god fordeling af

Mit MS

Der var meget fine og rummelige legemuligheder udendørs. Men vi tog også ofte på kortere eller længere ture med børnene.

Efter nogle få dages leg ude i sneen faldt de fleste børn i søvn, så snart de kom i seng. De små fortrolige samtaler fandt nu sted om dagen. Det var en fryd at se børnene trives. De knyttede sig til de andre børn og til os. Og vi kom jo til at holde af dem alle, som tilfældet havde været med det gamle hold. Enkelte af de store drenge på 11-12 år kunne godt finde på at give os det glatte lag. Men når det ikke udløste nogen skældud, faldt provokationen til jorden, og det hele endte med et grin og et knus. Børnene voksede, kom til at ligne deres alder, blev åbne og glade. Enkelte gange skete miraklet for øjnene af os. Et blegt, stille barn, som var forblevet lidt indelukket, rankede sig pludselig ved et måltid, så sig omkring og smilede til os. “Jeg tror, jeg hører englene synge,” sagde en af hjælperne.

BØRN I MØRKE BUNKERE

Her er “tanterne” og “onklerne” plus økonomaen fotograferet af en tante, der skal rejse hjem. Jeg står midt i bagerste række.

arbejdet. Hver aften drøftede vi dagens hændelser, alvorlige som muntre, og fandt ud af, om noget skulle ændres i morgendagens planer. Afskeden med det “gamle” hold børn var svær. Børnene græd, og vi var lige ved. Et par uger efter at holdet var rejst, skulle nogle af hjælperne besøge en del af børnene for at se, hvordan det gik. To dage efter det gamle holds afrejse kom det nye hold børn. I de to dage havde alle hænder i huset været i gang med at gøre rent. De nye børn var forpjuskede og forsømte, blege og små af deres alder. De var afdæmpede og søde. Deres tøj var tyndslidt, men heldigvis var der lige kommet en sending brugt tøj fra Danmark.

SMÅ MIRAKLER VED SPISEBORDET Små sørgmuntre historier prægede den første aften. Hvert barn fik en lille godnatsnak, når de var kommet i seng. Ingeborg på seks år var en af de få katolikker, og hun havde et problem. Hun kunne ikke komme i tanker om nogen synd, hun kunne skrifte. Jeg har ikke drillet nogen i dag, sagde hun. Og vi var enige om, at det ikke gik an at finde på nogen. Hun accepterede, at hun måske kunne bede Gud om at passe på mor, som hun også var bekymret for. Til sidst hviskede hun til mig, om ikke mor kunne komme herud. Det tog lang tid, før Ingeborg faldt til ro den aften. Det viste sig dog snart, at hun var både robust og snarrådig og en fin ven for de andre små.

KIRSTEN GEERTSENS MÅNEDER I BRAUNLAGE §§ Rejste 1. januar 1952 til Braunlage i Harzen, hvor hun arbejdede som MS-frivillig på et børnehjem. Hun blev rekrutteret til arbejdet på Askov Højskole, hvor hun var vinterelev i 1949-1950. §§ Dengang hed det, at hun var udsendt med Fredsvenners Hjælpearbejde, selv om organisationen officielt skiftede navn til Mellemfolkeligt Samvirke i 1949. §§ Teksten her har hun stykket sammen på baggrund af de breve, hun sendte hjem til kæreste og forældre, samt alle de erindringer, “der jo ikke kunne lade være med at myldre frem.” §§ Har brugt sit arbejdsliv som historiker med kvindeforskning som speciale.

Turen til Braunschweig blev en chokerende oplevelse. Jeg vidste jo nok, at det drejede sig om elendige forhold, men at de var så forfærdelige, som de var, forstod jeg først ved selvsyn. De fleste af børnene boede i gamle bunkere fra krigen. Det viste sig, at der ingen forskel var på forholdene, om bunkeren var gravet fire etager ned i jorden, eller om den lå ovenpå. Intet dagslys og en kvalmende, kvælende luft i de små kabiner og de lange uhyggelige gange med fælleskøkkener. Råheden og volden kunne høres overalt gennem de tynde skillevægge. Når der ingen vinduer var i den bunker, der ikke var gravet ned, skyldtes det, at den skulle bruges igen i næste krig, fik vi at vide. Andre børn boede i fugtige, uopvarmede kælderrum under familiens eget sønderbombede hus. Atter andre i klasseværelser, hvor skillevæggene mellem familierummene var af papir eller sækkelærred. Og atter andre i små, uopvarmede loftsrum med plads til to senge. Og sådan fortsatte det dagen igennem. Vi fik ikke snakket meget med børnene. Mange af dem græd, når de så os. Forældrenes reaktioner var forskellige. Nogle, især enlige mødre, havde givet helt op, andre prøvede at holde “boligen” ren og hyggelig. Bedst klarede børnene sig i de familier, hvor faderen var kommet hjem og ikke var alt for skadet, mentalt og fysisk. Her var der lidt livsmod tilbage. Men at nøden var så stor i Tyskland, at der fortsat var brug for hjælpearbejdet, var tydeligt. Alt dette, og meget andet, fik vi snakket godt igennem med Arne Frem fra MS ved hans to besøg. Og også med andre besøgende, for eksempel

med frivillige, der gjorde ophold hos os på vej hjem fra skolebyggeriet i Grækenland. Vores bekendte i Braunlage kunne berette, at der i byen herskede højst forskellige meninger om børnehjemmet. De fleste var taknemmelige over MS’ indsats. Men et tysk børnehjem fandt dansk børneopdragelse rædselsfuld, og det var en skandale, at der ingen leder var. Hotelejerne klagede skriftligt over vore børns støvletramp, når vi en sjælden gang havde nogle få børn med i byen. Danske træskostøvler larmer, og det kan godt være, at de kom til at larme lidt mere, når de passerede de dyre skisportshoteller med deres rige tyske turister. Men mest åbenlyst kom kritikken fra nynazisterne, der jo følte sig som krigens egentlige ofre. Vi fik en ubehagelig oplevelse, da en af dem mødte op ved hjemmet og råbte, at det var en skamplet på byen. Han nåede at aflire en masse ukvemsord om børnene og hjælperne, inden den tyske hjælper fik ham sat på plads, og han forsvandt. Fridagene var et eventyr for sig. De blev brugt til daglange ski- eller vandreture i den smukke natur, ofte til små bjergbyer, hvor vi overnattede. MS betalte hver hjælper en overnatning pr. måned. Så kom afskeden. Den mildnedes ved, at nogle af de store børn ønskede, vi skulle skrive sammen. Denne brevveksling over en del år viste, at for disse børn havde opholdet haft vidtrækkende betydning.

#2 | 2019

ACTION FINALE

Farvel til et magasin med udsyn Kære læser Lige nu læser du i det foreløbigt sidste magasin fra Mellemfolkeligt Samvirke. Fra efteråret satser vi alle kræfter på at lave onlineudgivelser, der udnytter digitale værktøjer til at skabe mere levende fortællinger. Det har ikke været en nem beslutning. Mellemfolkeligt Samvirke har netop fejret sin 75-års fødselsdag, og lige siden begyndelsen har foreningens medlemmer orienteret sig i gennemarbejdede tryksager. I 1944 hed de ’Meddelelser’, to år senere kom bladet ’Fredsven-

ners Hjælpearbejde’ og fra 1948 stod der ’Kontakt’ øverst op forsiden. De seneste år har magasinet foldet nogle af de store globale temaer ud under navnet ACT!ON. Den lange liste af udgivelser er fuld af stærke fortællinger og vigtig debat. Alligevel tror vi på, at det er rigtigt at tage et stort skridt i digital retning. Af flere grunde. Mediebilledet har ændret sig markant, og computere, tablets og smartphones er nu de vigtigste formidlere af historier. Vi kan bruge vores sparsomme ressourcer

på at producere stærk journalistik snarere end på klimabelastende tryk og distribution. Endelig får vores læsere langt bedre mulighed for at reagere og engagere sig. Vi skruer altså på ingen måde ned for ambitionerne. Vi skruer op for kvaliteten på de onlinefortællinger, du fremover vil finde i din mailbakke og på sociale medier. Vi ses på nettet!