2 minute read
Unge med trænede sangstemmer fylder kirken i Dakar
Det smalle kirkerum er fyldt til sidste bænkplads denne søndag, hvor Mission Afrika er med til gudstjeneste i den lutherske kirke 'Front de Terre' i Senegals hovedstad Dakar. Gudstjenesten indledes med bravour af kirkens store kor med cirka 40 sangere og band under ledelse af en af menighedens mangeårige medlemmer, der er universitetsuddannet musiker. Generelt er det unge mennesker, der dominerer billedet, både i koret og på kirkebænkene.
Prædikenen, der i dag er over Esajas kap. 38 vers 15-20, foregår på fransk. Undervejs oversættes den til sérère (el. sarer), der er hovedsproget for den etniske gruppe af samme navn. Sérère udgør cirka 15 procent af Senegals befolkning. I den lutherske kirke udgør de et stort flertal. Sådan er det også denne søndag, hvor knap 100 mennesker har fundet vej til Front de Terre i det centrale Dakar.
Nogle af dem har ikke langt til kirken. De bor i en af de to lejligheder, som kirken ejer, og som unge fra menigheden kan leje sig ind i til en pris, der ligger i den absolut billige ende efter Dakar-standard. Den ene lejlighed er for unge mænd, den anden for unge kvinder. Der er plads til 20 unge i hver. De fleste er studerende, enkelte er fra Cameroun. De fleste har dog rødder i og omkring provinsbyen Fatick, hvor sérère er det sprog, der tales til dagligt, og hvor Senegals lutherske kirke har sit tyngdepunkt. █
Mød tre af de unge i kirken her:
Pierre Archel Faye, 24 år, er opvokset i en kristen familie. Hans bedstefar er muslim.
Læser medicin på tredje år
”Det er ikke nemt at komme igennem nåleøjet til medicinstudiet. Jeg har tre år endnu. Når jeg er færdig med studiet, vil jeg gerne arbejde, men det er ikke så vigtigt hvor. Allerhelst vil jeg blive i Senegal, men hvis det ikke kan lade sig gøre, er jeg parat til at tage til udlandet og specialisere mig og så komme tilbage hertil og arbejde. Jeg synes, det er svært at skifte nationalitet. Jeg er opvokset her, og det er her min identitet er.”
Marcel Faye, 25 år. Er opvokset i en kristen familie. Læser finansiering og forsikring og har et år tilbage af studierne.
”Når jeg er færdig, vil jeg gerne arbejde her i Senegal. Det er plan A. Jeg vil gerne blive ved med at komme i kirken. Hvis det ikke kan lade sig gøre, er min Plan B at tage til udlandet og dygtiggøre mig og så vende tilbage hertil, til mit eget land, for at arbejde. Jeg er taknemmelig for, at kirken giver os en mulighed for at bo billigt her.”
Sophie Faye, 27 år, studerer økonomi og ledelse og driver en online shop. Har planer om at åbne en fysisk butik og øver sig på ledelse i praksis ved at administrere den ene af kirkens lejligheder, hvor pigerne bor. Sophie Faye været på studieophold i USA betalt af den finske lutherske kirke. ”
”Jeg er taknemmelig for at have fået muligheden i USA, hvor jeg var tilknyttet den lutherske kirke i Michigan. Jeg vil gerne bruge mine evner til at gøre noget for kirken. Kirken har gjort så meget godt for mig.”