1 minute read
Nigeria: Stort kirketræf i gang Titusinder samlet med HÅB som tema.
I skrivende stund er mellem 50-60.000 medlemmer af Kristi Lutherske Kirke i Nigeria (LCCN) samlet til deres årlige stormøde og kirkestævne i Demsa.
Stævnets tema er "Kristus vores Håb" – et relevant tema i en tid med megen usikkerhed, med kriser og konflikter.
Kirkens menigheder er spredt ud over det meste af Midt- og nordnigeria, hvor trusslen fra Boko Haram lurer i baghovedet samtidig med at man kæmper med økonomisk recession, kampe mellem nomader og fastboende, røverier, kidnapninger og ikke mindst de store oversvømmelser, der har ødelagt så meget i det store land.
Her ønsker kirkens ledere, med ærkebiskop Musa P. Filibus i spidsen, at forkynde et stærkt håb funderet i den sandhed, at Gud stadig er i kontrol. Han kender fremtiden og har magt til at frelse og genoprette.
Ud over bibelundervisning, officielle taler og indsættelse af nye præster, genlyder stævnedagene af jubel og sang fra hundredevis af korsangere og musikere. Livet, troen og fællesskabet fejres – og problemerne træder i baggrunden for en stund. █