Nyt til baglandet 2016 nr 2 by Mission Afrika

Nyt til Baglandet Nr. 2-2016

Generalsekretæren fik Sierra Leone ind under huden

Det gør altid ondt at miste en patient

I dette nummer:

Besøg på sundhedscenteret i Kangahun, Sierra Leone

1-2

Ny udviklingskoordinator vil ned til rødderne

Et sidste farvel - nekrologer

Stort & småt

Nye tider i det internationale arbejde

Brev fra Mette og Alex i Sierra Leone: Gud med på havet

Hvor er de unge på vej hen?

Bedeplan juli-september 2016

9-10

Historisk Hjørne: En halv dag som ejer af en paraply

Rikke Vestergård: Glædens øjeblikke i Guds Mission

Sundhedscentret i Kangahun, som Mission Afrika har støttet i mange år.

Trods høj mødre- og børnedødelighed bliver personalet ved klinikken i Kangahun ved med at knokle for at give en god behandling til landsbyens beboere. Af Peter Fischer-Nielsen, generalsekretær i Mission Afrika I landsbyen Kangahun kan sporene fra ebola-epidemiens rasen stadig ses. Ved landsbyens kirke har man rejst et mindesmærke for de mennesker, der mistede livet til den frygtelige sygdom. Og foran Kangahun Health Center står stadig karantæneteltet, som ebola-smittede skulle opholde sig i. Vi bliver mødt med sang og dans, da vi kommer til byen. På halvdårlige veje er vi blevet ført væk fra storbyens puls og gode mobildækning og ud på landet, hvor der er mindre støj fra biler og maskiner og mere plads til det menneskelige nærvær. Vi går gennem landsbyen, forbi hytter og huse, for at komme til at hilse på den lokale høvding, der dog ikke er hjemme. I stedet får vi et lille indblik i landsbylivet, inden vi retter vores opmærksomhed mod turens hovedmål: et besøg på Kangahun Health Center.

Ebola var én udfordring… Sidste efterår blev Sierra Leone erklæret ebola-frit, og det er igen blevet hverdag på den lille sundhedsklinik. Det betyder dog ikke, at det står stille. Sierra Leone er et land med massive udfordringer på sundhedsområdet. Landets gennemsnitslevealder er ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO kun 50 år,

Nyt til Baglandet udgives af Mission Afrika og udkommer fire gange årligt. Redaktør: Philip Christoffersen Layout: Orla Møller Mission Afrika Lyseng Allé 15A, 8270 Højbjerg Spørgsmål eller bestilling: Tlf.: 8672 5050 // ma@missionafrika.dk www.missionafrika.dk

Side 2

Nyt til Baglandet

hvilket ikke bare er den laveste i Afrika, men i hele verden. Landet fører også klart i statistikken, når det gælder antallet af mødre, der dør under fødslen. I Danmark sker det kun seks gange ud af 100.000 fødsler – i Sierra Leone går det galt hele 1.360 gange. Sierra Leone har desuden den femtestørste børnedødelighed i hele verden. En af de store udfordringer er malaria, og mens vi står foran klinikken, kommer en mor med et malariasygt barn ind. Vi trækker os tilbage og lader kliniklederen tage sig af barnet. Mission Afrika støtter klinikkens arbejde med at undervise og oplære både sundhedspersonalet og områdets befolkning i basal hygiejne og ernæring.

Afmagten er den samme

Hanna Ndanema

I godt et år har Hannah Ndanema været leder af Kangahun Health Center. Hun er én af kun fire sundhedsmedarbejdere på klinikken. De er alle sygeplejersker, og sammen holder de klinikken i gang. Selvom ressourcerne er få, gør de et stort stykke arbejde. Der er rimelig adgang til medicin, og man fornemmer, at Hannah leder klinikken dygtigt og samvittighedsfuldt.

For hver måned der går, bliver der født flere børn på klinikken. Der er kapacitet til at behandle de mest basale sygdomme, men mere behandlingskrævende patienter forsøger man at få bragt til et sygehus længere væk. Det lykkes ikke altid. Blandt andet fordi patienterne ofte kommer for sent til klinikken, enten af økonomiske grunde eller fordi de først har været en tur forbi den traditionelle behandler og i lidt for mange dage har ventet på virkningen af heksedoktorens kur Det gør altid ondt at miste en patient, hvis liv man har holdt i sine hænder. Da Hannah Ndanema fortæller os om den seneste patient, som hun har mistet, kan hun ikke holde tårerne tilbage. Man oplever den samme følelse af afmagt, uanset om man er sygeplejerske i Danmark eller i Sierra Leone. Heldigvis er det ikke disse oplevelser, der præger hverdagen. Klinikkens medarbejdere gør det godt og knokler hver dag hårdt for at give en god behandling til landsbyens beboere.

Leder efter medarbejdere Mission Afrika har et hus ved klinikken, hvor der tidligere har boet udsendte danske medarbejdere. Vi tilbragte én særdeles varm nat i huset som gæster, men vi har en drøm om, at der igen mere permanent kan bo danske medarbejdere i huset. Klinikken vil meget gerne modtage læger, jordemødre eller sygeplejersker, der både kan hjælpe med til at behandle patienter, og som også kan træne personalet. Efter aftale med Den Anglikanske Kirke i Bo Stift, der driver klinikken, søger vi derfor medarbejdere, der kan rejse ud i kortere perioder (3-9 måneder). Mission Afrikas frivillige sundhedsprojektgruppe er i gang med at undersøge de konkrete behov og muligheder. Men man er allerede nu velkommen til at henvende sig til sekretariatet, hvis man vil høre mere om mulighederne for at blive sendt afsted.

Generalsekretær Peter Fischer-Nielsen besøgte i maj 2016 Sierra Leone sammen med partnerkoordinator Maria Haahr og bestyrelsesmedlem Anders BjørnkjærNielsen. Under besøget drøftede de Mission Afrikas samarbejde med Det Anglikanske Stift i Bo og fulgte op på en række aktiviteter og projekter.

FAKTA  Sundhedscentret i Kangahun i Sierra Leone blev oprettet i midten af 1980’erne i et samarbejde mellem Det Anglikanske Stift i Bo og Mission Afrika, finansieret af Danida-midler.

 Mission Afrika havde i de første år sundheds- og administrationspersonale udsendt til centret. Opstarten af Kangahun Health Centre foregik i samarbejde med den sierraleonske regering og betød en styrkelse af sundhedsarbejdet i hele området.

 Borgerkrigen fra 1990-2001 medførte dog, at arbejdet på centret måtte indstilles. Bygningerne blev ødelagt, men blev efter krigen genopbygget med Danida-midler, hvorefter de sierraleonske myndigheder overtog ansvaret for at lønne personalet. Driften fungerer i dag godt, men myndighederne har ikke tilstrækkelige ressourcer til at sikre uddannelse af personalet, forebyggelsesaktiviteter og sundhedsposter i de små landsbyer.

Side 3

Ny udviklingskoordinator vil ned til rødderne Hanne Fornitz har overtaget jobbet som Mission Afrika Genbrugs nye udviklingskoordinator, og hun glæder sig til at komme i gang. Af Philip Christoffersen, journalist Da Hanne Fornitz for snart to år siden blev ansat hos Mission Afrika, var hun fra begyndelsen i sit rette element. Som sekretær skulle hun arbejde som en blæksprutte med en ørns overblik. Hele tiden gang i 100 forskellige opgaver, der skulle klares lige nu og her, og samtidig finde tid til at tage telefonen med et smil. Det har hun klaret forbløffende godt, men nu fortsætter Hanne Fornitz til en ny post. Hun skal være udviklingskoordinator for Mission Afrika Genbrug. Et område, som hun er blevet mere og mere fascineret af, efterhånden som hun har lært genbrugsarbejdet at kende. Opgaverne kommer til at kræve overblik og struktur - men Hanne skal også have de langsigtede briller på. For det skal nu handle om at skabe god rammer for de 75 genbrugsbutikker og de frivillige, implementering af IT-løsninger, arbejde med overordnede strategiske overvejelser og åbning af nye butikker. Hanne Fornitz er 40 år og bor i Solbjerg ved Aarhus. Hun er gift med Anders og har tvillingerne Peter og Johanne på 9 år. Hun har været FDF’er og har derigennem altid interesseret sig for mennesker, velgørenhed og genbrugsarbejde.

Fællesskab, nærhed og nærvær Tidligere har hun arbejdet som sekretær hos Horsens Kraftvarmeværk, hvor hun var i fem år. Fra den første gang hun satte foden på Mission Afrikas sekretariat, tænkte hun: her må jeg bare arbejde! ”Der var humor, der var fællesskab, nærhed og nærvær. Og samtidig var det seriøst. Man mærkede, at folk brændte for det, de lavede her,” siger hun. Som udviklingskoordinator er hendes vision at tage det nærvær med ud i butikkerne. Hun vil koncentrere sig

om at se, hvad der fungerer godt i de enkelte butikker, og hvordan man kan give de idéer videre til de andre. Samtidig med at hver butik bliver ved med at være sin egen.

Ned til rødderne ”Min drøm er at komme ned til rødderne og få overblik over hver enkelt af de 75 genbrugsbutikker og finde ud af, hvad de kan hver især. Et sted har vi en god bogsamling, andre steder er der tema-butikker. Alle er selvstændige enheder, som kan lære af hinanden,” siger hun. Konkret kommer hendes arbejdsopgaver til at være delt i to. Den ene del er udvikling og strategi over flere år. Den anden består i, at hun skal hjælpe genbrugsbutikkerne, der gerne vil have installeret dankort-terminaler, MobilePay eller Swipp. Derudover skal hun arbejde tæt sammen med de tre genbrugskonsulenter Villy Pedersen, Claus Rosenbal Roed og Lone Frøsig. Det er først efter repræsentantskabsmødet i september, at hun kommer rigtigt i gang med sit nye job. Posten som sekretær har hun overladt til Dorrit Ruby Jensen, der i løbet af sommeren skal køres ind i de mange opgaver, som tidligere har ligget på Hanne Fornitz’ bord.

Side 4

Nyt til Baglandet

ET SIDSTE FARVEL Karl Emil Lundager: 1926-2016 Karl Emil Lundager døde i Nøtterøy, Norge, den 13. maj, en lille måned efter sin 90 års fødselsdag. Han kom til Numan i 1949 for at stå for missionens byggeri. Allerede efter et år blev han udlånt til den engelske gren af Sudanmissionen, som i Gindiri manglede en leder til deres byggeri af et stort center til uddannelse af kristne afrikanere til ledere for kirke og stat. Han skriver i sin bog "Afrikas veje - Guds veje. 44 år under tropesol", at et lån i Afrika ikke altid bliver leveret tilbage. Sådan også her. Han blev udlånt for 3 måneder, men blev hos englænderne i 21 år. Alligevel er der stor grund til at mindes Karl Lundager med stor tak. Fra LCCN sendte vi adskillige kristne til videreuddannelse i Gindiri. Det blev også Karl Lundager, der byggede TCNN - den fælles præsteskole i Bukuru, hvor vi lige fra begyndelsen sendte og stadig sender studerende op for at blive uddannet som præster. Han byggede mange kirker i de store byer i Nigeria, blandt andre den lutherske kirke i Jos, Majami'ar Almasihu. Også Muryar Bishara, Radio Evangeliets Stemme, er hans værk. Men efter 22 år i Nigeria forlod Karl Lundager englænderne af hensyn til sønnens uddannelse. Senere fortsatte Bjørg og Karl Lundager som missionærer i Tanzania, kaldet af nordveststiftet

Bjørg & Karl Lundager, Gindiri 1954 i den stedlige Lutherske kirke, som DMS (nu Danmission) samarbejdede med. Det blev til 22 år i Tanzania, hvor der også blev bygget rigtig mange kirker, inden han og Bjørg flyttede først til Danmark og senere til Norge som pensionister. Her var Karl Lundager til det sidste aktiv og fulgte med i alt, hvad der angik kirke og mission. Vi tænker på Bjørg og Eivind og hans familie og siger æret være Karl Lundagers minde. Elisabeth Holtegaard

Svend Aage Jensen: 1927-2016 Mission Afrika har mistet en af sine trofaste medarbejdere. Tidligere missionær, Svend Aage Jensen, Horsens, døde den 20. maj, cirka tre måneder før han ville være fyldt 90 år. Svend Aage Jensen blev sammen med sin kone, Esther, udsendt til Nigeria i 1961, hun som sygeplejerske, han som leder af tømrerværkstedet i Numan. Her stod han dels for uddannelse af unge nigerianske håndværkere, dels ledede han byggeriet af flere skoler og sundhedsklinikker og første fase af landbrugsskolen i Mbamba. Det blev til 10 år i Nigeria, hvorefter parret vendte tilbage til Danmark. Men i 1979 lod de sig igen sende til Numan for en to års periode . I 1991 kaldte Afrika endnu engang. Denne gang gik turen til Sierra Leone, hvor de arbejdede ved sundhedsklinikken i Kangahun. I Danmark har Esther og Svend Aage Jensen været trofaste medarbejdere i både mødevirksomhed og genbrugsarbejde, hvor Svend Aage var en igangsætter. De var også ofte med ved

stævner og årsmøder, hvor han ikke sjældent lod sin røst høre i debatten, sagligt, engageret og fuld af kærlighed til det arbejde, der fyldte så meget i deres liv. Tak til dem begge for beredvilligheden til at tjene, hvor der var behov - om det var i Afrika eller Danmark - og æret være Svend Aage Jensens minde. Aage Nielsen

Nyt til Baglandet

Side 5

Margrethe Hauge Jensen: 1920-2016 Tidligere missionær Margrethe Hauge Jensen, Brønderslev, er afgået ved døden 95 år gammel. Margrethe Hauge Jensen rejste sammen med sin mand, K. V. Jensen til Nigeria i en moden alder, efter at de begge var fyldt 60 år og efter mange år som seminarielærere i Ranum. De virkede ved det katolske kvindeseminarium i Sugu i tiden 19801982 som lærere i kristendom, da der også var mange elever på den skole fra Kristi Lutherske Kirke i Nigeria. Margrethe og også hendes mand var som ”fisk i vandet” i den opgave. De kom til at betyde utroligt meget for eleverne, de gik helhjertede ind i livet på skolen og i kirken som helhed. De fik nye venner for livet både i Nigeria, og efter at de var vendt

hjem, idet de var aktive i Mission Afrika, så længe kræfter og helbred rakte til det. Som ægteparret skrev i deres præsentation i Sudanbladet i sin tid: ”Stige til vogns, tage tømmen og sige ’så i Guds navn da!’” Det var sådan, de var: uselviske, tjenende, målrettede. Tak for indsatsen. Æret være Margrethe Hauge Jensens minde. Vagn Ove Høgild

Historisk Udvalg søger nye medlemmer Vil du være med til at dykke ned i og fortælle Mission Afrikas mere end 100 års historie? Historisk udvalg leder efter nye medlemmer, så hvis du har interesse i at grave i fortiden og se, hvordan den hænger sammen med nutiden, kan det være, det lige er noget for dig. Udvalget består lige nu af generalsekretær Peter FischerNielsen, Kaj Moslev og Hans Wendelboe. Arbejdsopgaverne består i at tænke over, hvordan man formidler Mission Afrikas historie, og hvad man kan lære fremadrettet i forhold til styrkelse af frivillighed og andre 2020-mål. Skriv til Ma@missionafrika.dk eller ring til Peter FischerNielsen på telefon 2488 1339, hvis det har interesse.

Ny genbrugsbutik i Grenaa En gunstig mulighed har budt sig i Grenaa - og derfor åbner Mission Afrika en genbrugsbutik i byen den 23. juni. Så hvis du bor i nærheden, er du velkommen til at kigge forbi og gøre en god handel både til åbningen og fremover. Derudover er der stadig mulighed for at blive frivillig. Hvis du kender nogen på Djursland, som kunne have lyst til at være en del af et godt fællesskab og arbejde for en god sag, så kontakt genbrugskonsulent Villy Pedersen på tlf. 2929 1503.

Kunne du tænke dig at holde foredrag for Mission Afrika? Mission Afrika får henvendelser fra hele landet med forespørgsler om fortællere, der brænder for Afrika, SAT-7 og missionens sag. Så hvis du har oplevelser fra missionsmarken, du gerne vil dele, eller erfaring med at undervise enten børn eller voksne, så vil vi gerne i kontakt med dig.

Spil, som vi gerne vil lære dig at bruge. Det er en god aktivitet, som sætter gang i tanker og debat hos tilhørere/ deltagere.

Vi hjælper gerne til med teknik eller til at udarbejde et oplæg sammen med dig. Vi har også udviklet spillet Fattigdom på

Ring til Jakob Stensig Henneberg på 2488 1337.

Side 6

Artiklen blev bragt på Mission Afrikas hjemmeside i maj 2016

Mission Afrikas bestyrelse har hen over årets to første bestyrelsesmøder drøftet det fremtidige internationale arbejde grundigt og taget nogle beslutninger. Vi har i bestyrelsen gennemgået alle Mission Afrikas ni partnerne med udgangspunkt i en analyse, som sekretariatet på forhånd havde udarbejdet. Og efter lange og grundige drøftelser er vi nået frem til, at to partnerskaber skal afvikles og ét skal forandres. Med bestyrelsens beslutninger har Mission Afrikas internationale arbejde fået et grundigt gennemsyn og en sund og nødvendig beskæring. Det er ikke intentionen, at Mission Afrikas partnerstøtte samlet set skal blive mindre. Ønsket er blot at fokusere kræfterne og ressourcerne på færre partnere og projekter, som Mission Afrika så til gengæld har mulighed for at følge endnu tættere og bedre. Med tiden kan der også skyde helt nye projekter og samarbejdsmuligheder frem.

Farvel til JCMWA og City Ministries Bestyrelsen har besluttet helt at afvikle partnerskabet med JCMWA (Fælles Kristen Mission i Vestafrika) ved udgangen af 2016. JCMWA’s arbejde er gennem længere tid ikke blevet prioriteret hos Mission Afrikas øvrige samarbejdspartnere, og det er derfor vores vurdering, at Mission Afrika bør bruge sine kræfter andre steder. I 2016 er Mission Afrikas støtte til JCMWA på 50.000 kr. Vi har også opsagt partnerskabet med City Ministries (gadebørnsarbejdet i Jos, Nigeria). Vi har været glade for Anne Karin og Peter Michael Lauritzens vigtige bidrag til arbejdet som missionærer gennem mange år. Samtidig er det oplevelsen, at vi aldrig rigtig har fået etableret et stærkt partnerskab med City Ministries. Derfor vil vi gerne omprioritere vores ressourcer. Anne Karin og Peter Michaels kontrakt udløber i 2017, og den vil ikke blive påvirket af beslutningen. Mission Afrikas støtte til City Ministries ud over missionærudgifter er lige nu på 110.000 kr. om året. For at sikre at City Ministries har tid til at finde alternative støttemuligheder, afvikles Mission Afrikas støtte over en treårig periode. Mission Afrika vil fortsat have et engagement i arbejdet blandt udsatte børn blandt andet i Den Centralafrikanske Republik og i Cameroun.

Nyt til Baglandet

Nye veje for samarbejdet med LCCN Målet med Mission Afrikas økonomiske støtte må altid være, at den en dag ikke er nødvendig, fordi samarbejdspartneren kan selv. Det er bestyrelsens vurdering, at tiden nu er kommet, hvor vi skal udfase driftsstøtten til forskellige aktiviteter i LCCN (Kristi Lutherske Kirke i Nigeria) og tro på, at kirken selv kan føre dem videre. Vi oplever det som en naturlig udvikling for en kirke, der har holdt 100 års fødselsdag, og som nu har omkring to millioner medlemmer. Tidligere på måneden mødtes vi med ærkebiskop Nemuel Babba og drøftede fremtidens samarbejde. Vi er helt enige om, at selvom Mission Afrikas økonomiske støtte nok skal være mindre i de kommende år, er det vigtigt, at vi holder fast i de stærke venskabsbånd mellem Mission Afrika og LCCN. Vi har en meget lang historie sammen, der er mange relationer på kryds og tværs, og vi har fortsat meget at give hinanden. Økonomisk betyder omlægningen, at støtten til LCCN reduceres fra 729.640 kr. i 2016 til en støtte i 2020 på cirka 312.500 kr. Støtten til evangelister og stipendier har den længste udfasningsperiode, da det er aktiviteter, som Mission Afrika meget gerne ser bevaret også uden støtte fra Mission Afrika. I de kommende år vil vi fortsat være åbne for, at projektgrupper og lignende kan engagere sig i LCCN’s arbejde, og vi vil løbende være i dialog med LCCN omkring eventuelle fremtidige samarbejdsmuligheder og projekter. Vi ser frem til at informere yderligere om beslutningerne på Mission Afrikas repræsentantskabsmøde den 10.9.2016.

MISSION AFRIKAS 9 PARTNERE 1.

Kristi Lutherske Kirke i Nigeria (LCCN)

Den Lutherske Brødrekirke i Cameroun (EFLC)

Det Anglikanske Stift i Bo i Sierra Leone (ADB)

Den Evangelisk Lutherske Kirke i Den Centralafrikanske Republik (EELRCA)

Luthersk Brødremission i Mali (MFLM)

City Ministries i Nigeria

Program for Kristen-Muslimske Relationer i Afrika (PROCMURA)

Fælles Kristen Mission i Vestafrika (JCMWA)

SAT-7 på Cypern

Side 7

Det er vigtigt at have Gud med på havet Livet som fisker i Sierra Leone er en usikker tilværelse. Men troen på Gud giver en tryghed i dagligdagen. Isak kalder på os fra sin lille hjemmelavede kano, som er bygget af en udhulet træstamme.

land, at de slet ikke havde kræfter til at trække bådene op. I dag ser Isak mere frisk ud. Han vinker glad. Det har været en god dag. Men det også lørdag, og i morgen har han sin velfortjente, ugentlige, fridag, hvor han skal i kirke. Han er anglikaner og deltager i kirkens liv. Det er vigtigt at have Gud med sig på havet, det giver en ekstra tryghed i dagligdagen.

Vi sidder og skærmer os for solen, mens vi kigger ud over havet. Det er lørdag, og vi er taget et par dage ud til vandet. Der er små bølger, blå himmel og næsten ingen vind. En god dag for fiskerne på havet. Men sådan er alle dage bestemt ikke. Særligt i den tidlige regntid kan vejret ændre sig fra det ene øjeblik til det andet. Pludselig kommer regnen og de voldsomme lyn, og indimellem dør en fisker på havet. Ikke fordi båden kæntrer, men simpelthen fordi han bliver ramt af lynet.

Fiskerne kæmper mod naturens kræfter, men de kæmper også mod uretfærdighed. Store trawlere kommer indimellem alt for tæt på Sierra Leones kyster. Det er ulovligt fiskeri, som foregår i ly af natten.

Det er et farligt erhverv at være fisker, og alle ved, at det er med livet som indsats, at man drager afsted om morgenen. Fiskerne har brug for daglige, friske forsyninger, fordi man ikke har store muligheder for at opbevare fiskene. De rådner i solen. Eneste mulighed er rygning – og ikke alle fisk egner sig lige godt til at blive røget. Hummere er noget helt for sig. De købes levende og sættes ud i små kasser og bliver først hentet ind, når der er en bestilling.

Søger ly i kirken

En kamp mod naturen Isak kalder og vinker igen. Så får vi øje på ham. I går aftalte vi, at vi ville tage et billede af ham, når han kom i land. Gårsdagens tur var hård, fordi der ikke var fisk, og fiskerne måtte derfor sejle ekstra langt. De var så udmattede, da de omsider kom i

Myndighederne har ingen mulighed for at sætte en stopper for det – de har ganske enkelt ikke ressourcer til at kontrollere de store kyststrækninger. Trawlerne ødelægger havbunden og kæmmer havet for fisk. Når først en trawler har været tæt på kysten, er der ikke mange fisk tilbage til de lokale fiskere. Det er så uretfærdigt! Trawlerne arbejder uden respekt for naturen og de lokale fiskesamfund. For den enkelte fisker er det en umulig kamp at kæmpe, og de står derfor magtesløse tilbage.

Søndag morgen er ikke så stille som lørdagen, og vi vågner til lyden af voldsomme bølger. Der har været kraftig blæst og regn om natten, som dog har fortaget sig og efterladt himlen blå og solen skinnende. Men havet svarer igen, og bølgerne er i fuld gang med at fortære stranden. Restauranter bliver simpelthen overmandet af bølgerne, så stole og borde driver til havs. Bølgerne kommer også helt op til vores værelse, men vandet kommer dog ikke ind. Heldigvis er fiskerne ikke på havet i dag. De sidder i kirken, og det giver os fred i sindet. Men de vilde bølger og de ødelagte restauranter langs kysten betyder, at turisterne formentlig bliver væk. Søndag er den store stranddag og dermed også den dag, hvor de fleste penge bliver tjent ind i restauranter og boder. Derfor er alle frustrerede over, at de nu kommer til at tabe penge. Sådan er livets gang i Sierra Leone: en evig kamp for brød på bordet! Guds Fred, Mette og Alex Bjergbæk Klausen

Side 8

Nyt til Baglandet

Af Andreas Panduro Kyk Min praktikperiode ved Mission Afrika er ved at rinde ud. Et spændende halvt år med mange udfordringer og opgaver. Tiden med Eliseus Voma, som er den overordnede leder for LCCN’s forskellige under-grupper, som for eksempel kor, spejderarbejde, ungdomsarbejde og kvindeforeningen, gav mig et enormt input omkring Mission Afrikas arbejde. Det blev til tre intensive og udfordrende uger i selskab med denne energiske og inspirerende mand. Efterfølgende har mit arbejde bestået mestendels af et samarbejde med Jakob Stensig Henneberg om netværksarbejdet, herunder at kigge på muligheder for at inddrage ’unge’ i Mission Afrikas arbejde.

Som en afsluttende del af praktikken, arbejder jeg på en opgave, der sætter fokus på frivillige ungemiljøer og inddragelse af disse i Mission Afrika. Det store spørgsmål er netop, hvordan vi anno 2016 gør det frivillige arbejde inspirerende og meningsfuldt, så vi fremover kan skaffe nye frivillige til Mission Afrikas vigtige arbejde globalt og lokalt. Dette spørgsmål fylder hos alle organisationer og foreninger, så derfor må Mission Afrika også finde sin vej.

Mange års erfaring gør os unikke I mange år er unge blevet sendt ud i verden som volontører, det er ikke unikt for Mission Afrika. Organisationer og missionsselskaber har inspireret mange unge til at tage del i arbejdet globalt - og givet dem opgaven at formidle deres oplevelser lokalt efter endt rejse. Ofte har disse udvekslinger været positive – dog findes der tilfælde, hvor unge ikke har været klædt godt nok på til opgaven, kulturmødet eller længslen efter Danmark. Afgørende er det, at den unge, såvel som Mission Afrika og den globale partner får et givende udbytte. Det bedste, der kan ske, er, at der skabes en dynamik og en interesse, der breder sig fra missionsselskabet og partnerne i Afrika til nye frivillige som rekrutteres i Danmark. Indsatsen med at ruste volontøren til opgaven er en væsentlig faktor. Her bør der bruges flere ressourcer fremadrettet – det gælder kultur- og religionsmødet, konflikthåndtering, indsamling af viden, formidling lokalt og så skabe den glød, som fastholder den unge i Mission Afrikas arbejde mange år frem. Rejsebureauer er også blevet opmærksomme på tiltrækningskraften i ”rejser med mening” - hvor frivilligt arbejde kombineres med turisme. Men vi skal holde fast i, at vores århundrede lange tilknytning til partnerlandene giver vores volontørprogrammer en langt større vægt - og en større sikkerhed om kontinuitet og vedvarende forandringer. Jeg tror på at Missi-

Andreas Panduro Kyk (her med Eliseus Voma) er studerende på 3K-uddannelsen på Diakonhøjskolen. Han er 27 år, bosat i Randers, gift med Maja (MF, Soc. Dem) og har sønnen Aksel på halvandet år. Han været udsendt for Danmission til Sydindien, hvor han arbejdede med børne- og ungdomsarbejde i kirkelig sammenhæng.

on Afrika kan skabe livslange relationer som udover oplevelser for den enkelte volontør også giver et bæredygtigt samarbejde mellem syd og nord, frivillige og ansatte.

Vi må dele de unge med andre En klar tendens i unge frivillige miljøer er, at unge ikke knytter sig livslangt til en enkelt sag eller selskab. De ”shopper” lidt rundt og prøver forskelligt af. Fastholdelse og inddragelse af frivillige er derfor en svær størrelse. Mulighederne for at engagere sig som frivillig er enorm i det danske forenings og organisationsliv. Baglandet i Mission Afrika har også en stor rolle i dette – vi skal sammen inspirere nye, unge så vel som ældre til at tage en del af arbejdet. Vi skal ikke opfinde den dybe tallerken, men være alternative for at sikre, at der også fremover er frivillige kræfter i Mission Afrika. Samarbejde og erfaringsdeling med andre organisationer i Danmark og Afrika ser jeg som en nøgle for langtidsholdbarhed i ungdomsarbejdet. I de kirkelige ungdomsforeninger, hvor der ikke sættes så meget fokus på global mission, har vi en stor mulighed for på en spændende og relevant - og åndeligt opbyggende - måde at præsentere kristentroen i for eksempel Afrika. Ligesom vi andre trives unge med levende relationer - det behøver ikke være en rejse, men måske bare en skypeforbindelse (video-opkald via internettet) til en ungdomsgruppe - og konkrete håndterbare projekter, som giver dem en følelse af at have gjort en forskel.

Månedens bibelvers: Johannesevangeliet 15,9  Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed.

Hanne Fornitz Claus Rosenbal Roed Villy Pedersen Lone Frøsig

Bed for:

Mission Afrikas genbrugsteam

de, der gør, må opleve, at det er til velsignelse for modtagerne.

 Bed for alle Mission Afrikas givere. At der må komme flere, der har lyst til at støtte arbejdet, og at

Mission Afrikas arbejde i Danmark

diekredse. Bed om kvindernes rettigheder i deres landsbyer og for at deres uddannelse må styrke deres indflydelse i de lokale demokratier.

 Bed for Katumu Fonnie, der knokler løs med at rejse rundt og uddanne lærere til kvindernes stu-

ther’s Union.

 Bed for arbejdet med at lære kvinder at læse og skrive via den anglikanske kirkes arbejde i Mo-

Mother’s Union i Sierra Leone

 Bed for de nye menigheder, der blomstrer op rundt omkring.

 Bed for, at kirkerne kan modstå presset fra det muslimske pres i området.

MFLM - Luthersk Brødremission i Mali

 Bed også for de mange tusinde mennesker, der er på flugt fra krig og ødelæggelse i Mellemøsten.

der med kommunikation.

 Bed for Claus Swartz Andersens arbejde med at samle penge ind i Golfen og for Mette, der arbej-

 Bed for producere og studieværter på SAT-7 og deres opgave med at sende TV ud i Mellemøsten.

SAT-7

 Bed for Bibelskolen i Dakka.

derende der må have hjerte for deres land og lyst til at hjælpe med at bygge en bedre fremtid op.

 Bed for håndværkerskolen i Numan, og for at de stu-

LCCN – Kristi Lutherske Kirke i Nigeria

September 2016

KLIP UD

Bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn

BEDEPLAN: JULI - SEPT. 2016

KLIP UD

Scene fra gudstjeneste i Mali. Missionærdatter synger for.

Juli LCCN – Kristi Lutherske Kirke i Nigeria

 Bed for Den Lutherske Kirke i Nigeria. At den må kunne stå selv og vokse med ansvaret, nu hvor Mission Afrika ruller den økonomiske støtte tilbage. i Nigeria, og at vi må kunne lære af hinanden.

 Bed for venskabet mellem kirken i Danmark og kirken

Månedens bibelvers: Matthæusevangeliet. 28,19-20 Mig er givet al magt i himlen og på jorden… og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

 Bed for ærkebiskop Nemuel Babba og hans ledelse af kirkens 2 millioner medlemmer. Flygtninge Cameroun

 Bed for de mange mennesker, der er flygtet fra Boko Haram i Nigeria over grænsen til Cameroun.

 Bed for arbejdet mod radikalisering af unge; at de må se friheden og kærligheden i Evangeliet. MFLM (Luthersk Brødremission i Mali)



Bed for de camerounske missionærer, der arbejder for at nå ud med Evangeliet til befolkningen i Mali.

 Bed for, at dialogen mellem kristne og muslimer må være konstruktiv. ADB (Det Anglikanske Stift i Bo), Sierra Leone til deres opgaver, og at de må opleve arbejdet som meningsfuldt.

 Bed for alle de frivillige, der er involveret i Mission Afrikas arbejde. Bed om, at de må få styrke

Mission Afrikas arbejde i Danmark  tjener og om berigelse af fællesskaberne.

 Bed for de frivillige i Mission Afrikas 75 genbrugsbutikker. Om velsignelse over de penge, de  Mission Afrikas projekt- og netværksteam Bed for: Orla Fredensborg Møller & Philip Christoffersen Jakob Stensig Henneberg Maria Haahr & Thore Eklund Anne Sofie Bitsch (på barsel)

August SAT-7 

SAT-7 TÜRK: Bed for de søgende i Tyrkiet. At de må blive inspireret til at ville retfærdighed i en politisk turbulent tid.

være inspireret til at fortælle Evangeliet til de mindste.

Månedens bibelvers: Lukasevangeliet 21, 33 Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.

 SAT-7 KIDS: Bed for de børneprogrammer, SAT-7 sender, om at værterne må blive ved med at

Teologisk Førstehjælp, Sierra Leone lokalmiljøer med Evangeliet.

 Bed for de nyuddannede kateketer og læg-læsere. Må de få mod og vilje til at nå ud til deres

 Bed for Mette og Alex Bjergbæk Klausen og deres hjemrejse og overgang til et liv i Danmark.

Den Evangeliske Lutherske Kirke i Centralafrika (EELRCA)

get undervisning på grund af krig, må komme tilbage på skolebænken

 Bed for genoptagelsen af skolearbejdet i Centralafrika. At de mange børn, der ikke har modta-

 Bed for, at lærerne må have mod til at bevæge sig til usikre områder for at undervise.

Program for Kristen-Muslimske Relationer i Afrika (PROCMURA)  et voldsfrit samfund må bære frugt.

 Bed for dialog-arbejdet mellem kristne og muslimer i Afrika. Bed om, at bestræbelserne mod

forståelse religionerne imellem.

 Bed også for, at vi i Danmark må tage ved lære af deres arbejde for at skabe solidaritet og

Mission Afrikas arbejde i Danmark

op. At de må have lyst og mod til at lede Mission Afrika den rigtige vej.

 Bed for repræsentantskabsmødet i september. Bed for bestyrelsesvalget og dem, der stiller

Bed for: Anne Mie Skak Johanson,

Per Enggaard Haahr og Villy Pedersen.

Jens Henrik Kristiansen, Anna Grethe Møller,

Anders Bjørnkjær-Nielsen,

Vibeke Follmann, Henning Bech-Larsen,

Mission Afrikas bestyrelse

Axel Schmidt, Poul Erik Knudsen,

Bedeplan fra april – juni 2016

Side 11

En halv dag som ejer af en paraply Missionær Alfred Jørgensen skulle i 1963 til 50 års jubilæum hos Kristi Lutherske Kirke i Nigeria (LCCN). Han besluttede sig derfor at rejse til Numan i en kano ad Gongolafloden sammen med en kvindelig missionær - her kaldet ”Baturiya”, en hausa-betegnelse for europæiske kvinder.

Alfred Jørgensens fortæller følgende i sin bog ”Malam Fortæller”: Det var ikke første gang, jeg skulle sejle til Numan i åben kano, så jeg vidste, at solen kunne være meget genererende. Selv om man havde solhjelm på. Jeg fik da den ide at købe en rigtig gammeldags sort paraply, dog ikke for regnens skyld, men til beskyttelse imod solens kraftige stråler. Baturiya havde selv en, men da hun kendte en mand, der solgte paraplyer, lovede hun at købe en til mig. Først var det meningen, at vi foruden ”kaptajnen” kun skulle være tre i båden med så lidt bagage som muligt, for at båden ikke skulle blive overlæsset. Alligevel endte det med, at vi blev fem i alt. Det blev sagt, at båden kunne bære ni mand, men jeg ville nødig være en af de ni. Af rejsegods fik vi også mere end først beregnet, såsom præstens skrivemaskine og førstelærerens festklæder i en blå plastikpose. Ligeledes havde bådens ejer taget privat rejsegods med. Vi, min hushjælp og jeg, fik pakket båden på Shellemsiden og satte over til den anden side, hvor Baturiya og hendes kok skulle støde til os. Da de kom, og hun så båden, bemærkede hun, at den var meget lille. Det kunne ikke nægtes, at den var lille, men vi trøstede os med, at den kunne sejle hurtigt, og det var vi interesserede i. Heldigvis havde hun paraplyen med, og jeg betalte kontant. (…) Vi gik forsigtigt i båden og fik os anbragt. Båden trykkedes endnu et par tommer ned. Men der var stadig mindst 6 tommer til vandets overflade, så det skulle nok gå. Det var i slutningen af regnetiden, og der var meget vand i floden. Strømmen var stærk, og vi havde god fart på. Vi følte os ganske trygge, for ”kaptajnen” manøvrerede fint, og båden lå godt i vandet. Vi sad i hver sin feltstol med para-

plyerne slået op. Der faldt en del muntre bemærkninger imellem os. Vi mente, at vi fra land måtte udgøre et flot syn, som vi sad der i solskinnet, hver under sin paraply. Lignede vi ikke en konge og dronning af den slags, H. C. Andersen yndede at beskrive i sine eventyr? (…) Og så var det, vi forliste. Sådan ganske langsomt, tilpas langsomt til, at vi kunne indstille os på, at nu skulle vi svømme i stedet for at sejle. På den anden side skete det alligevel hurtigt nok til, at der ikke blev tid til panik. Årsagen til forliset var den, at Baturiyas solhjelm blæste af og fløj ud i floden. Efterhånden som vi passerede den, rakte vi efter tur ud efter den. Jeg kunne ikke nå den, og desuden begyndte båden at krænge over, så jeg trak mig skyndsomt tilbage. Hvad kokken, der sad bag ved mig, gjorde, ved jeg ikke, men pludseligt krængede båden så voldsomt over, at den tog vand ind. Baturiya fortalte bagefter, at jeg bemærkede: ”nu synker vi!” Det var ellers en ganske overflødig bemærkning, for nu begyndte kufferter og andet gods at flyde. Vi sad jo ned i vore stole, men begyndte at rejse os ganske langsomt op for at være på højde med det flydende gods. Da vandet nåede brysthøjde, gav jeg mig til at svømme. Jeg råbte til Baturiya, at hun skulle svømme, men det gjorde hun allerede. Jeg fortsatte med at svømme og styrede ind mod land, men strømmen tog mig. Trods al min anstrengelse syntes afstanden til land lige stor. De andre så jeg ikke mere til. Foran mig sejlede min kuffert, og lige for næsen af mig kunne jeg se en nescafédåse muntert hoppende på de små bølger. Mine kræfter begyndte at tage af. Det kneb at holde munden oven vande (…) Det varede ikke længe, så var der en mand ved siden af mig, som greb fat og løftede mig op over vandet. (…) Jeg tror faktisk, det varede noget, før vi fattede, at vi nær var druknet. Da ”kaptajnen” fik øst båden, sejlede han skyndsomt ned ad strømmen for at opsamle de sager, der endnu flød. Det varede længe, før han kom tilbage med det, han havde fundet. (…) Vi blev efterhånden klar over, at vi havde mistet en hel del sager (…) Jeg så aldrig mere min paraply, og jeg har da heller ikke savnet den siden.

Afsender: Mission Afrika | Lyseng Alle 15A | 8270 Højbjerg

GLÆDENS ØJEBLIKKE I GUDS MISSION Af Rikke Vestergaard, frivillig pendlersygeplejerske i Dakka, Nigeria Der er en glæde, der kommer og overrasker. Øjeblikke, hvor man ved, at man ikke er alene. Det skete for mig for nogen tid siden. Jeg gik ud for at se efter noget, jeg har glemt hvad, og der stod en gruppe mennesker omkring en motorcykel. De var ved at sætte en ældre kvinde tilrette på motorcyklen for at køre afsted med hende. Jeg havde ikke set hende før - det var ikke en af vore patienter, så jeg spurgte om jeg kunne hjælpe. Jo, det var da muligt, sagde de. De havde ventet mindst 20 minutter på lægehjælp, og da der ikke kom nogen, var de ved at køre igen. Jeg tilbød at se på patienten, så de bar hende ind på klinikken. Hun havde ondt i maven, og det tog ikke lang tid at se, det var en typisk blindtarmsbetændelse. Men da det var den 2. januar var lægerne på juleferie og fik sig et velfortjent hvil, da de jo er på døgnvagt resten af året.

Jeg bad Ibrahim komme, og vi fik startet behandlingen med antibiotika. Knap var det klaret, før der kom en fødende kvinde ind, og inden for fem minutter nåede vi at se en ny verdensborger. Mens jeg gav den nyfødte pige et nødtørftigt bad og bandt om navlesnoren gik moderen i bad. Og så tog de hjem igen. Kvinden med blindtarmsbetændelse er i bedring, og det lykkedes at redde hende, til der igen var læger på arbejde. Så det var en af disse glædens øjeblikke. Det giver glæde - og det gør en forskel når du støtter Mission Afrikas arbejde. Tak for en god gave!