Joshua Bell
Joshua Bell hører til blandt de mest berømte musikere inden for og uden for den klassiske musikverden. Han er både violinist og dirigent, og hans karriere strækker sig over næsten 40 år og er tillige dokumenteret i hans lange række af indspilninger, af hvilke mange er prisbelønnede. Siden 2011 har Joshua Bell dirigeret det navnkundige Academy of St Martin in the Fields som den første dirigent og Music Director efter grundlæggeren Neville Marriner. Ud over koncerterne og turneerne med sit orkester optræder Joshua Bell også i indeværende sæson bl.a. med Berliner Philharmonikerne, Orchestre National de France, Sofia Philharmonic, Franz Schubert Filharmonia og New York Philharmonic samt symfoniorkestrene i San Francisco, Pittsburgh, Houston, Baltimore og New Jersey, hvortil der også kommer en Europa-turné med pianisten Peter Dugan.
Joshua Bell voksede op sammen med sine to søstre i Bloomington i Indiana. Som 4-årig fik han sin første violinundervisning, fordi hans forældre havde lagt mærke til, at han spillede melodier på elastikker, som han havde spændt ud omkring håndtagene på hans kommode. Da han var 12 år gammel, var det blevet seriøst mellem violinen og ham takket være hans lærer og mentor Josef Gingold. To år senere vakte den kun 14-årige violinist opmærksomhed ved sin debut med Philadelphia Orchestra og Riccardo Muti. Berømmelsen blev beseglet med hans første koncert i Carnegie Hall, da han var 17 år gammel, og da han var 18 år, skrev han under på sin første pladekontrakt!
Joshua Bell dækker hele det klassiske repertoire, og han har desuden uropført en lang række værker. Sammen med Academy of St Martin in the Fields har Joshua Bell turneret kloden rundt. Han har gennem årene samarbejdet med de førende orkestre og kammermusikere verden over, og han har aldrig været bange for at sprede sit store talent på mange genrer. Mange kender f.eks. hans smukke tone fra filmsoundtracks som Ladies in Lavender, Iris og The Red Violin, der vandt en Oscar for Best Original Score.
I 2007 spillede han inkognito på en undergrundsstation i Washington, D.C. Der fulgte presseomtaler og store internationale diskussioner om, hvordan præsentation og iscenesættelse af kunsten er med til at påvirke, hvordan vi som publikum opfatter den. Avisartiklen i Washington Post modtog Pulitzer-prisen, og eventen gav anledning til børnebogen The Man with the Violin.
Joshua Bell var hermed endnu mere kendt i mange kredse, også uden for musikverdenen. Via samarbejder med kunstnere uden for den klassiske musikscene har han forsøgt at vække interessen hos nye publikummer. Han har optrådt på TV i f.eks. The Tonight Show, CBS Morning, Sesame Street og alle tre sæsoner i Amazons Mozart in the Jungle. Han har afholdt en Memorial Day Concert på plænen foran Capitol i Washington, og han var en af de første klassiske musikere, der havde en musikvideo på VH1-kabel-TV. Og så har han været med i så forskellige magasiner som The Strad, Gramophone, The New York Times, People Magazine’s 50 Most Beautiful People, USA Today, The Wall Street Journal, GQ og Vogue!
I 2017 gik Joshua Bell ind i virtual reality sammen med Sony. The Joshua Bell VR Experience er en liveopførelse af Brahms’ 1. ungarske dans i 360 grader VR film, og den fik en Lumières-pris.
Joshua Bell er meget involveret i at fremme undervisningen i musik, og han deltog f.eks. i præsident Obamas Commitee on Arts and Humanities Han var i tre år adjungeret professor ved Massachusetts Institute of Technology Media Lab, hvor han hjalp med at udvikle musikinstrumenter og legetøj i en ny retning. Han er desuden Senior Lecturer på Indiana University.
Læs Washington Posts artikel om Joshua Bells koncert i metroen i Washington D.C.
Joshua Bell spiller på en Stradivarius-violin fra 1713 med tilnavnet Huberman. Læs Joshua Bells egen fortælling om violinen.
Programnoter
Niccolò Paganini (1782-1840): Violinkoncert nr. 1, D-dur
Han har solgt sin sjæl til Djævelen for at blive verdens bedste violinist. Sådan var der mange, der tænkte om Paganini i hans levetid.
Niccolò Paganini var en superstjerne. Publikum strømmede til hans koncerter for at blive tryllebundet – eller dæmonisk forført – af hans enestående virtuose violinspil.
Paganini blev født i Genova og optrådte allerede som barn. Senere var han ansat som koncertmester i Lucca, før han som omrejsende virtuos gæstede hele Europa og blev mytologiseret på grund af sin enestående teknik og de mange rygter om spillelidenskab og kærlighedsaffærer. Den sortklædte og i de senere år sygdomsplagede og sygeligt udseende Paganini blev tiljublet.
De værker, som Paganini komponerede, var til eget brug. Det gælder for eksempel de berømte 24 capricer for soloviolin, som har inspireret mange andre komponister, herunder også Robert Schumann, og det gælder også hans violinkoncerter, som i al væsentlighed er udstillingsvinduer for solisten.
Paganinis 1. violinkoncert er komponeret i sidste halvdel af 1810’erne. Instrumentationen er helt i traditionens ånd, og det er koncertens opbygning også, det vil sige med en hurtig, en langsom og en hurtig sats.
Lige fra den flotte åbning emmer førstesatsen af inspiration fra tidens italienske opera, altså Rossini. Her er brillant og fejende musik og indsmigrende melodier. Det er solostemmen, der er fuldt fokus på, og den stiller – helt forventeligt – kæmpestore tekniske udfordringer til solisten.
I slutningen af førstesatsen er der traditionen tro en såkaldt solokadence, hvor solisten spiller sin egen improvisation uden orkesterledsagelse. Her har Paganini altså dengang selv improviseret og forbavset publikum ved sine opførelser. Først senere i århundredet blev det almindeligt, at komponisterne nedskrev og udgav kadencerne til solokoncerter. Solisten skal derfor selv lave en kadence (som Joshua Bell har gjort) eller benytte en af dem, som andre solister eller komponister har skrevet.
I andensatsen bliver vi i operaens verden, men nu synger violinen en sørgmodig arie. Nogle vil måske på grund af de mange skift i violinens leje endda mene, at der er tale om to sangere.
Tredjesatsen er dansant og fuld af virtuost fyrværkeri for violinen, bl.a. de berygtede og hundesvære flageolet-dobbeltgreb (flageoletter er fløjte- eller glasagtige toner i det høje leje, og Paganini foreskriver dem her spillet dobbelt, dvs. på to strenge).
Niccolo Paganini
Robert Schumann
Robert Schumann(1810-1856):
Carnaval & 2. symfoni
Robert Schumann blev født i Zwickau i det sydlige Sachsen, hvor hans far og hans onkel havde et forlag og en boghandel. Han var meget tidligt interesseret i musik og skulle egentlig havde studeret hos komponisten Carl Maria von Weber, men efter Webers død og kort efter også farens død, fik Schumanns mor gennemtrumfet, at han studerede noget mere sikkert end musik, nemlig jura. Det gik dog ikke i længden, og musikken fik overtaget. Det var blandt andet en koncert, hvor Schumann hørte Paganini, der blev skelsættende for beslutningen.
Schumann studerede hos klaverpædagogen Friedrich Wieck i Leipzig. Her lærte han Wiecks yderst talentfulde datter Clara at kende, og de blev senere og efter mange genvordigheder gift.
Clara Schumann fortsatte som koncertpianist, mens Robert Schumann pga. problemer i fingrene måtte opgive klaverspillet, og han koncentrerede sig om at komponere. Han blev tillige en af tidens mest indflydelsesrige musikkritikere. Hans ustabile psykiske helbred forværredes efterhånden og efter et mislykket selvmordsforsøg, tilbragte han sine sidste år på et sindssygehospital.
Klavercyklussen Carnaval er et tidligt værk fra 1834-35. Det består af 21 korte stykker med hver deres titel. Lytteren kastes ind i et hvirvlende maskebal med mange mennesker. Også nogle af datidens musikere, herunder Paganini, får man et glimt af.
I 1913-14 instrumenterede den franske pianist og komponist Maurice Ravel Carnaval-klaverstykkerne. Ravel har orkestreret værker af andre komponister, mest berømt er nok hans orkesterversion af Musorgskijs Udstillingsbilleder. Instrumenteringen af Schumanns Carnaval skete på opfordring fra den berømte danser Vaslav Nijinskij, der ville lave en ballet til musikken. Det er imidlertid kun fire af Ravels satser, der er overleveret til i dag. Ligesom andre komponister ville Schumann også gerne skrive symfonier, for det var den største instrumentale genre. Han skrev fire symfonier, og hans første symfoniske forsøg rækker helt tilbage til hans ungdomstid som jurastuderende. Forsøgene løb ud i sandet, men tanken om symfonisk musik blev ved med at beskæftige Schumann – både mens han stadig satsede på en pianistkarriere, og senere da han endegyldigt opgav at få en karriere som klavervirtuos.
Et brev, som Schumann skrev til en af sine musikervenner i januar 1841, viser den store betydning,
som symfonigenren havde for ham: ”Jeg har i de forgangne dage fuldendt et arbejde (i det mindste omridset af det), over hvilket jeg har været ganske salig. Tænk Dem, en hel symfoni… jeg kan selv næppe tro det, at den er færdig…”
Hans første symfoni, Forårssymfonien, fik i 1841 fik en entusiastisk uropførelse i Leipzig. Den næste symfoni, som han skrev kort derefter, havde imidlertid mindre succes, og senere reviderede han den til den skikkelse, vi kender i dag, hvor den bærer nummeret 4.
Der gik fire år, før Schumann atter kastede sig over arbejdet med en symfoni. Clara og Robert var nu flyttet til Dresden, for at han kunne komme sig over et nervesammenbrud. Partituret til denne nye symfoni, der blev nummereret som nr. 2, blev afsluttet den 19. oktober 1846. Symfonien blev uropført af Schumanns ven og komponistkollega Felix Mendelssohn i Gewandhaus i Leipzig allerede den 5. november samme år.
Beethovens symfonier var et forbillede og en målestok for alle, og i ydersatserne i Schumanns 2. symfoni mærker man det beethovenske format, som Schumann har stræbt efter. Man fornemmer også beethoveninspirationen i det motiviske arbejde. Og man kan på fletværket af stemmer desuden tydeligt høre Schumanns intense studier af kontrapunktik i disse år.
En bred, langsom indledning går forud for førstesatsens hoveddel, og den leverer de tematiske kim til hele den livlige førstesats. På symfoniens andenplads står en scherzo. Dens hektiske og vedvarende uro kontrasteres af to mere rolige trio-dele. Herefter følger symfoniens hvilepunkt: Den vidunderlige, sangbare og meget udtryksfulde adagio. Schumanns 2. symfoni, hvis satser er bundet tematisk sammen, slutter grandiost med finalesatsens stigninger.
Programnoter og biografier: Leif V.S. Balthzersen
