TRISTAN
OG ISOLDE - 2. AKT
Camilla Nylund & Andreas Schager
Sasha Cooke • Christof Fischesser • Todd Boyce
Gstaad Festival Orchestra dirigeret af Sir Mark Elder
29. august 2024 • Musikhuset • Symfonisk sal
PROGRAM
RICHARD WAGNER (1813-1883)
Forspil til 1. akt og Langfredagstrylleri fra operaen Parsifal
PAUSE
RICHARD WAGNER
Koncertopførelse af 2. akt af operaen Tristan og Isolde
MEDVIRKENDE
Isolde:
Camilla Nylund, sopran
Tristan: Andreas Schager, tenor
Brangäne: Sasha Cooke, mezzosopran
Kong Marke: Christof Fischesser, bas
Melot & Kurwenal: Todd Boyce, baryton
Sir Mark Elder, dirigent
Gstaad Festival Orchestra
Koncerten støttes økonomisk af:
Jochum Foundation
Forsideillustration:
Koloman Moser: Isolde reicht Tristan den Liebestrank (ca. 1915)
BIOGRAFIER
CAMILLA NYLUND
Camilla Nylund synger i år Isolde ved festspillene i Bayreuth, hvor hun optrådte første gang i 2011. Hun er født i Vaasa i Finland og studerede først hos sopranen Eva Illes og senere på Mozarteum i Salzburg. Efter ansættelser på Staatsoper Hannover og Semperoper i Dresden (hvor hun er udnævnt til kammersangerinde) er Camilla Nylund nu en eftertragtet gæst på alle de store operahuse verden over, herunder Wiener Staatsoper (hvor hun også er kammersangerinde), Bayerische Staatsoper i München, Metropolitan i New York, La Scala i Milano, Opéra Bastille i Paris, Staatsoper Hamburg, Staatsoper Unter den Linden i Berlin, Deutsche Oper Berlin samt festivalerne i Bayreuth og Salzburg. Hun synger alle de store roller i det klassisk-romantiske repertoire, herunder særligt Wagners værker – Elisabeth i Tannhäuser , Elsa i Lohengrin , Sieglinde i Valkyrien , Senta i Den flyvende hollænder , Isolde i Tristan og Isolde , Eva i Mestersang erne i Nürnberg og Brünnhilde i Nibelungens ring – samt Richard Strauss’ værker, dvs. marskalinden i Rosenkavaleren , grevinden i Capriccio , Chrysothemis i Elektra , kejserinden i Kvinden uden skygge og titel rollerne i Arabella , Ariadne på Naxos og Salome
Blandt hendes seneste nye roller er Marie i Wozzeck , titelrollen i Jenufa og Katerina i Lady Macbeth fra Mtsensk . Herudover synger Camilla Nylund mange koncerter verden over i sale som Konzerthaus Berlin, Berliner philharmonien, Gewandhaus Leipzig, Concertgebouw Amsterdam, Wiener Musikverein, Wiener Konzerthaus, Elbphilharmonien i Hamborg, Tonhalle Zürich og BBC Proms i London. Camilla Nylund har arbejdet sammen med fremtrædende dirigenter som Zubin Mehta, Simon Rattle, Christian Thielemann, Andris Nelsons, Daniel Barenboim, Esa-Pekka Salonen, Vlad imir Jurowski, Gianandrea Noseda, Riccardo Muti, Marek Janowski, Kent Nagano, Karina Canellakis, Simone Young, Susanna Mälkki, Omer Meir Wellber, Semyon Bychkov og Lahav Shani.
ANDREAS SCHAGER
Andreas Schager synger i år Tristan ved festspillene i Bayreuth. Han studerede på Universität für Musik und darstellende Kunst i Wien og sang derefter operetter og lyriske Mozartroller, før han skiftede til heltepartierne i Wagners og Strauss’ værker. I 2009 fik han sin opsigtsvækkende debut som David i Mestersangerne i Nürnberg ved Tiroler Festspiele Erl. Der fulgte engagementer som Florestan i Fidelio , Max i Jægerbruden og titelrollerne i Rienzi , Tristan og Isolde samt Siegfried i Siegfried og Ragnarok ved mellemstore operahuse, før han fik sit internationale gennembrud som Siegfried på Staatsoper unter den Linden i Berlin samt BBC Proms i London og Scala-operaen i Milano 2013, dirigeret af Daniel Barenboim.
Nu hører Andreas Schager til de førende heltetenorer på verdensplan og synger i verdenskendte operahuse som Metropolitan i New York, Opéra Bastille i Paris, Wiener Staatsoper, Bayerische Staatsoper i München, Staatsoper Unter den Linden i Berlin, Deut sche Oper Berlin, Staatsoper Hamburg, Teatro alla Scala samt Teatro Real i Madrid. Her har han arbejdet med dirigenter som Philippe Jordan, Christian Thielemann, Tomáš Netopil, Simone Young, Daniele Gatti, Franz Welser-Möst og Riccardo Chailly. Ud over de nævnte roller synger Andreas Schager bl.a. titelrollerne i Tannhäuser , Lohengrin og Parsifal , Bacchus i Ariadne på Naxos , kejseren i Kvinden uden skygge samt titelrollen i Otello
Han er desuden en efterspurgt koncertsanger og har inden for de seneste år f.eks. sunget med Cleveland Orchestra og Franz Welser-Möst i Cleveland og Carnegie Hall, nytårkoncerter på Semperoper i Dresden, Gurrelieder i Philharmonie de Paris og Beethovens 9. symfoni i Konzerthaus Wien med Wiener Philharmoniker, begge dele med dirigenten Philippe Jordan, Das Lied von der Erde med Valery Gergiev i Philharmonie am Gasteig i München og Elbphilharmonien i Hamborg såvel som Mahlers 8. symfoni med Riccardo Chailly i Lucerne.
CHRISTOF FISCHESSER
Christof Fischesser har et umådeligt bredt repertoire af basroller og er fast gæst på Europas førende operascener, herunder Wiener Staatsoper, Royal Opera House Covent Garden, Opéra Bastille, Teatro Real, Bayerische Staatsoper, Komische Oper Berlin, Semperoper, Opernhaus Zürich, og operahusene i Antwerpen, København, Toulouse, Lyon og Göteborg. Hertil kommer engagementer ved Houston Grand Opera og Lyric Opera Chicago. Christof Fischesser er vokset op i en musikerfamilie og studerede på Hochschule für Musik und Darstellende Kunst in Frankfurt am Main. Fra 2012 til 2015 var han ansat på operaen i Zürich, som han siden har været tæt knyttet til. Han er efterspurgt i de internationale koncertsale og optræder jævnligt ved Salzburger Festspiele, Lucerne Festival og Festival d’Aix-en-Provence. Han har samarbejdet med dirigenter som Bernard Haitink, Fabio Luisi, Antonio Pappano, Philippe Jordan, Yannick Nézet-Séguin, Jukka-Pekka Saraste og Kirill Petrenko. Fischessers diskografi omfatter bl.a. Beethovens Fidelio med Claudio Abbado, Massenets Manon med Daniel Barenboim og Wagners Lohengrin med Kent Nagano.
SASHA COOKE
Sasha Cooke er uddannet på Rice University i Houston og The Julliard School i New York. Hun har optrådt med en lang række fremtrædende orkestre med dirigenter som Yannick Nézet-Séguin, Gustavo Dudamel, Bernard Haitink, Michael Tilson Thomas, James Gaffigan, Antonio Pappano, Edo de Waart, Riccardo Muti, Trevor Pinnock, Mark Elder, Harry Bicket og Krzysztof Urbański. Blandt hendes roller er Cherubino i Figaros bryllup , Eduige i Händels Rodelinda, titelrollen i Händels Orlando , Hans i Humperdincks Hans og Grete , Thirza i Ethel Smyths The Wreckers , titelrollen i Nico Muhlys Marnie , Smeton i Anna Bolena , Donna Elvira i Don Giovanni og Brangäne i Tristan og Isolde . Desuden har hun modtaget to Grammyer for henholdsvis rollen som Kitty Oppenheimer i Adams’ Doctor Atomic og som Laurene Jobs i Mason Bates’ The (R)evolution of Steve Jobs . Hun har bl.a. gæstet Metropolitan Opera, Opéra National de Bordeaux, Los Angeles Opera, San Francisco Opera, Seattle Opera, Houston Grand Opera, Dallas Opera, Gran Teatre del Liceu og English National Opera.
TODD BOYCE
Todd Boyce studerede på Oberlin Conservatory i Ohio og var medlem af Opera Studio på Bayerische Staatsoper. Herefter var han ansat i ensemblet ved Tiroler Landestheater, hvorefter han var ti sæsoner i Luzern og Bern med en lang række roller i det lyriske barytonfag. Han har gæstesunget i Zürich, München, Cottbus, Hagen, Bielefeld og ved Internationale Händel-Festspiele Göttingen. Todd Boyce har sunget liedkoncerter i Genève, og er tillige en dedikeret koncertsanger. Han har samarbejdet med dirigenter som Franz Welser-Möst, Laurence Cummings, James Gaffigan, Fabio Luisi, Kent Nagano, Kirill Petrenko og Simone Young. I indeværende sæson synger han bl.a. Figaro i Barberen i Sevilla , Ford i Falstaff samt David og andre roller i Wims Hendrickx’ The Convert
SIR MARK ELDER
Sir Mark Elder har været Music Director for Halléorkestret i Manchester siden 2000. Han har tidligere været Music Director for English National Opera (1979-1993), første gæstedirigent for BBC Symphony Orchestra og City of Birmingham Orchestra og Music Director for Rochester Philharmonic Orchestra. Siden 2022 er han første gæstedirigent for Bergens Filharmoniske Orkester. Mark Elder har et tæt forhold til London Philharmonic Orchestra og London Symphony Orchestra og har desuden arbejdet med førende orkestre verden over. Han er Principal Artist for Orchestra of the Age of Enlightenment og har årligt optrådt ved BBC Proms, herunder ved den tv-transmitterede Last Night i 1987 og 2006. Som operadirigent har han et nært samarbejde med Royal Opera House Covent Garden og dirigerer desuden på Metropolitan i New York, Opéra national de Paris, Bayerische Staatsoper i München, operahusene i Zürich, Genève og Berlin, Chicago Lyric Opera, San Francisco Opera og Glyndebourne Festival Opera samt ved festivalerne i Bregenz og Aix-en-Provence. Mark Elder var den første engelske dirigent, der dirigerede en nyopsætning ved festspillene i Bayreuth. Fra 2011 til 2019 var han kunstnerisk leder af det britiske selskab Opera Rara, der specialiserer sig i sjældent opførte operaer. Han har desuden lavet en lang række prisvindende indspilninger, bl.a. med Hallé-orkestret, herunder Nibelungens ring , Parsifal og de tre store oratorier af Elgar. Mark Elders nylige og fremtidige engagementer inkluderer Carmen på Opéra national de Paris, Mestersangerne i Nürnberg på San Francisco Opera, Billy Budd , Falstaff og La traviata på Glyndebourne og en koncertopførelse af Lohengrin med Concertgebouw-orkestret. Mark Elder har modtaget mange æresbevisninger og blev slået til ridder i Storbritannien i 2008 og fik den britiske orden Companion of Honour i 2017. I 2001 blev han æresmedlem af Royal Philharmonic Society.
GSTAAD FESTIVAL ORCHESTRA
Det schweiziske Gstaad Festival Orchestra opstod i 2010 i ønsket om at bringe ånden fra Gstaad Menuhin Festivalerne ud i verden. Hvert år begejstrer Gstaad Menuhin Festival & Academy publikum med koncerter derhjemme i det smukke landskab. Orkestrets turneer har ført det til bl.a. Rheingau-Musikfestival, Festspiele Mecklenburg-Vorpommern, Schleswig-Holstein Musik Festival, Grafenegg Festival, Festival La ChaiseDieu, Herrenchiemsee Festspiele, Festival Merano, Stresa Festival, Wiener Konzerthaus, Kölner Philharmonie, Festspielhaus Baden-Baden, Festspielhaus Bregenz, Frauenkirche Dresden, Tivolis Koncertsal, Philharmonie am Gasteig i München og Elbphilharmonien i Hamborg. Gstaad Festival Orchestra består af de bedste musikere fra de førende orkestre i Schweiz og udgør således et musikalsk ”landshold”. De kommer fra Tonhalle Orchester Zürich, Philharmonia Zürich (dvs. operahuset i Zürichs orkester), Kammerorchester Basel, Sinfonieorchester Basel og Berner Symphonieorchester. Herudover bliver de bedste studerende fra internationale musikinstitutioner hvert år valgt til at spille med Gstaad Festival Orchestra. Udover at spille koncerter er Gstaad Festival Orchestra i sommeren 2024 for tiende gang Orchestra in Residence for Gstaad Academy, og ti unge dirigenter fra hele verden vil have mulighed for at arbejde med orkestret under kunstnerisk supervision af dirigenterne Jaap van Zweden og Johannes Schlaefli.
FESTSPILHUSET I BAYREUTH
Richard Wagner satte aldrig sit lys under en skæppe. Allerede tidligt havde han forestillinger om at skabe et festspilhus, der skulle opføre hans egne værker. Det blev først langt senere, ad mange omveje, realiseret i den lille by Bayreuth, der ligger nord for Nürnberg. Festspilhuset blev under stor opmærksomhed indviet i 1876 med de første komplette opførelser af Wagners storværk Nibelungens ring , der omfatter hele fire operaer: Rhinguldet , Valkyrien , Siegfried og Ragnarok . Lige siden har festspilhuset opført Wagners værker – og udelukkende hans værker, kun afbrudt af lukninger under/efter de to verdenskrige af økonomiske og politiske årsager. Det er stadig efterkommere af Richard Wagner og hans hustru Cosima, der bestyrer festspillene.
Festspilhuset er et enestående teater med avanceret sceneteknik. Tilskuerrummet er inspireret af det græske teater, udformet amfiteatralsk og med græsk- inspirerede dekorationer. Der er lagt vægt på publikums opmærksomhed på scenekunsten frem for bekvemmeligheden (selvom sæderne nu ikke er så hårde som deres rygte). Den fremragende akustik er ganske særlig, idet orkestergraven er tildækket og dermed ikke kan ses af publikum. Når lyset sænkes i det store rum, bliver der helt mørkt, og musikken synes således at komme ud af intetheden.
Skærmen over orkestret dæmper selvsagt orkestrets lyd noget, og således er tekstforståeligheden
meget stor. Samtidig giver overdækningen en særlig blandingsklang.
PROGRAMNOTER
TRISTAN OG ISOLDE
Komponisten Richard Wagner revolutionerede musikken og musiklivet i 1800-tallet med sine geniale værker og tanker om en syntese af drama, tekst og musik. I sin musik formidler han de store følelser – både i sangen og i orkestret, der har en lige så stor rolle som sangerne. Operateksterne skrev Wagner selv.
Tristan og Isolde er en af operahistoriens allerstørste kærlighedshistorier. Uendelig længsel og evig kærlighed er skildret i en enestående musik. Og musik er der egentlig mere af end regulær scenehandling, for handlingen er faktisk ret enkel, mens den filosofiske overbygning er noget kompliceret.
Operaen udsprang af Richard Wagners kærlighed til den kunstinteresserede Mathilde Wesendonck i Zürich. Her opholdt han sig i eksil, fordi han måtte fra Dresden, hvor han havde deltaget i en revolutionær opstand.
Mathilde Wesendonck var imidlertid gift med den velhavende forretningsmand Otto Wesendonck, som endda støttede Wagner finansielt og stillede et hus til rådighed for ham – lige i nærheden af deres eget.
Det hele sluttede brat, da forholdet, der muligvis var platonisk, gik op for Wagners hustru, Minna.
Wagner var livet igennem i stand til at udnytte mennesker omkring ham, og han var i stand til at udnytte både sine livserfaringer og mange forskellige kilder til kunstnerisk inspiration. Således er der i Tristan og Isolde ud over forholdet til Mathilde tale om et konglomerat af keltiske, franske og tyske sagn og myter. Ikke mindst Gottfried von Strassburgs versroman Tristan fra middelalderen plus 1800-tals-filosoffen Arthur Schopenhauers tanker.
I en kamp dræber Tristan ridderen Morold, hvis hoved man hånligt sender til Morolds hustru, den irske prinsesse Isolde. Senere kommer Tristan under dæknavn såret til Isolde, der plejer og helbreder ham. De bliver forelskede, men erklærer/erkender ikke deres kærlighed. Efter nogen tid vender Tristan tilbage – denne gang for at hente Isolde som brud til kong Marke af Cornwall. På skibet dertil vil den rasende og hævngerrige Isolde slå Tristan ihjel med en trylledrik, som hendes tjenestepige, Brangäne, imidlertid ombytter med en kærlighedsdrik, hvorefter Tristan og Isolde falder i hinandens arme. Men magtesløs bliver Isolde modtaget af kong Marke, som hun bliver gift med.
I 2. akt venter Isolde i feberhed kærlighed på Tristan. De mødes hver nat, for kun om natten kan deres forbudte kærlighed blomstre. Brangäne vil ikke slukke den lysende fakkel. At slukke den er tegnet til Tristan om, at Isolde venter. Isolde slukker selv faklen, Tristan kommer, og ekstatisk omfavner de hinanden.
Dagen og lyset er lidelse; natten er forløsning fra lidel sen. Længslen efter kærligheden, efter natmørket, bliver også til en dødslængsel. Forløsningen kommer til at være lig med døden, og de synger: ”Oh kærlighedsnat, sænk dig herned. / Skænk mig glemsel, så jeg kan leve. / Optag mig i dit skød, / løs mig fri af verden.”
Brangäne bliver sat til at holde vagt, og de to elskende lytter til hendes smukke, fjerne vagtsang og synger om, at de ønsker at dø, aldrig at vågne. Deres kærligheds- og dødssamtale munder ud en transcendental kærlighedsduet: ”Så døde vi, / for uadskilte, / evigt sammen, / uden ende, / uden opvågnen, / uden ængsten, / navnløst / favnet i kærlighed, / helt hengivet os selv / udelukkende at leve for kærligheden.”
Kulminationen på de store, lidenskabelige musikalske stigninger i deres kærlighedsnat bliver brat afbrudt. De to ægteskabsbrydere er blevet forrådt af hofmanden Melot, som afslører dem for kong Marke og hans følge. Gribende begræder kongen sin ven Tristans svigt.
Den nærmest forstenede Tristan vender sig derefter mod Isolde og frier til hende. Det er dog et usædvanligt frieri: ”Vil du, Isolde, følge Tristan dertil, / hvor han nu drager? / I det land, som Tristan mener, / skinner solens lys ikke.” Til dette ”natmørke” land, altså døden, lover Isolde at følge ham. Der bliver kamp, og Melot sårer Tristan hårdt. Han bliver grebet af sin tjener, Kurwenal, som kom for at advare Tristan.
I 3. akt er Tristan bragt til sin fædrene borg i Bretagne. Kurwenal har sendt bud efter Isolde, så hun endnu engang kan læge Tristans sår. Hun kommer, og han udånder i hendes arme. På et andet skib kommer kong Marke, som har fået sandheden at vide af Brangäne og vil tilgive dem. Isolde ænser intet, men ser Tristan for sig og forenes i sin kærlighedsdød med ham i verdensaltet.
Tristan og Isolde fik med sin banebrydende musik en afgørende betydning for komponisterne – både i Wagners samtid og eftertid. Operaen blev uropført på Hof- og Nationalteatret i München i 1865, dirigeret af den berømte dirigent Hans von Bülow, hvis hustru, Cosima, Wagner fik et forhold til og senere blev gift med.
PARSIFAL
Parsifal er det eneste værk, hvor Wagner kendte festspilhusets særlige klang og kunne komponere i forhold til den. Den magisk smukke musik i Parsifal hører til det mest klangskønne, han har skrevet.
Uropførelsen af Parsifal fandt sted ved festspillene i Bayreuth i 1882. Idet Wagner havde forbudt, at Parsifal måtte spilles noget andet sted end festspilhuset, som værket var skrevet til, var Bayreuth indtil 1913 det eneste sted i Europa, man kunne høre operaen (allerede i 1903 blev Parsifal spillet på Metropolitan-operaen til stor ærgrelse for familien i Bayreuth).
Wagner kaldte Parsifal, der blev hans sidste opera, et ”rituelt scenefestspil”, og blandede forskellige middelalderkilder med kristen mystik og østerlandsk filosofi.
En gruppe riddere tilbeder i deres tempel den hellige gral (dvs. dén skål, som Jesus brugte ved nadverindstiftelsen, og som senere blev brugt til at opfange hans blod) og spyddet, som Jesus på korset blev stukket i siden med.
Det højtidelige forspil til 1. akt af Parsifal er bygget på den musik, der har med gralen, nadveren, spyddet, korset, troen og gralstemplet at gøre.
Gralssamfundet er imidlertid truet, idet deres leder, Amfortas, er blevet forført af Kundry, der er i troldmandens
Klingsors magt. Det er dog blevet forudsagt, at en ”ren dåre” skal forløse dem.
Dåren viser sig at være naturbarnet Parsifal, der dog først skal opnå erkendelse, erfare lidelse og medfølelse.
I sidste akt bliver den aldrende gralsridder Gurnemanz og den bodfærdige Kundry i det hellige område ved gralsborgen opsøgt af Parsifal, som nu efter sin gang gennem verden atter er kommet til gralsområdet. Gurnemanz beretter om det hensygnende ridderskab og salver Parsifal som frelseren. Parsifal undrer sig over, at naturen på denne ”smertens dag” – det er Langfredag – står i forårspragt, men Gurnemanz svarer, at dette er Langfredagstrylleri. Naturen blomster i taknemmelighed over den syndsforladelse, mennesket har fået.
Operaen slutter med, at Parsifal, Gurnemanz og Kundry begiver sig til gralsborgen, hvor Parsifal med spyddet læger den lidende Amfortas og overtager hvervet som gralskonge.
Overtekster og programnoter er skrevet af Mag.art. Leif V.S. Balthzersen, der sidste år udgav operaføreren ”Opera. 90 værker akt for akt” på Aarhus Universitetsforlag.
