Temahæfte #6: Diger i fortid, nutid og fremtid by Nationalpark Vadehavet

TEMAHÃ&#x2020;FTE # 6

Diger i fortid, nutid og fremtid

Tema: Diger

Ballum Diget og Brede Ås udløb gennem Ballum Sluse. Foto: John Frikke

TEMAHÆFTET UDGIVES AF: Nationalpark Vadehavet, Havnebyvej 30, DK–6792 Rømø, tlf. +45 7254 3634, www.nationalparkvadehavet.dk, vadehavet@danmarksnationalparker.dk Temahæftet er blevet til på baggrund af temamødet „Diger i fortid, nutid og fremtid‘ der blev holdt i november 2015. Temamødet og temahæftet er skabt i et samarbejde mellem Vadehavets Formidlerforum og Nationalpark Vadehavet.

Udgivelsesdato: Juli 2016 Redaktør: Anne Marie Overgaard, Museum Sønderjylland Medredaktør: Jens L. Hansen, Nationalpark Vadehavet Forsidefoto: Juvre Diget. Foto: Ditte Hviid Design og layout: KIRK & HOLM Tryk: Rosendahls, Esbjerg ISBN: 978-87-93477-01-8

Nationalpark Vadehavet

Diger i fortid, nutid og fremtid Diger er et markant kulturelement i Vadehavets landskab og har i århundreder spillet en betydelig rolle for både mennesker og natur. Som karakteristiske markører i kulturlandskabet vidner diger, slikgårde og grøblerender om menneskets liv ved Vadehavet på godt og ondt. „Den, der ikke vil dige, må vige“ lyder et berømt frisisk udtryk fra midten af 1500-tallet, der understreger digernes betydning for menneskets brug af marsken og som værn mod tilbagevendende stormfloder. Salte marskenge er gennem inddigning forvandlet til ferske og rummer i dag nogle af de største sammenhængende græsarealer i Danmark. Og i de vandfyldte grøfter mellem græsfennerne, især i Tøndermarskens ydre koge, findes en frodighed af planter og smådyr, der er et særsyn i Danmark.

INDHOLD: Hvorfor diger? Digerne i historisk perspektiv............ 4 Forvaltningen af digerne langs vadehavskysten ..................... 10 Diger i praksis ................................... 14 Diger, dæmninger og natur i Vadehavet ....................................... 18 Digerne og klimaet .......................... 28

Havspejlsstigningen, som følge af den globale opvarmning, påvirker livet ved Vadehavet. Det er en udvikling, der skal tages højde for i fremtidens kystsikring. Nationalpark Vadehavet har som målsætning, at kulturmiljøer og kulturhistoriske helheder og enkeltelementer, som for eksempel kystsikringsanlæg, der fortæller om Vadehavet, skal „bevares, synliggøres og gøres tilgængelige“. God fornøjelse

Nationalpark Vadehavet Peter Saabye Simonsen Sekretariatsleder

Vadehavets Formidlerforum v/ Anne Marie Overgaard Museumsinspektør Museum Sønderjylland

Tema: Diger

TEKST: Svend Tougaard, fhv. museumsinspektør ved Fiskeriog Søfartsmuseet i Esbjerg

Hvorfor diger? Digerne i historisk perspektiv Bebyggelsen i vadehavsområdet er, ligesom planter og dyr, underlagt én central udfordring: tilpasning til havets niveau – især stormfloderne. I al den tid, der har levet mennesker i vadehavsområdet, har de – med større eller mindre held – skullet tilpasse sig disse forhold. Vadehavets dannelse Under sidste istid, der kulminerede for ca. 20.000 år siden, var kolossale vandmasser bundet i isen. Havets vandstand var godt 100 meter lavere end i dag – og Nordsøen tørlagt. I takt med at isen smeltede, steg havet. For 5000-6000 år siden var Nordsøen steget så meget, at havet trængte ind over det nuværende vadehavsområde. Der blev opbygget en barriere af højsande, som i løbet af de næste årtusinder udviklede sig til øerne Langli, Fanø, Mandø og Rømø. Mellem denne lægivende ø-barriere og fastlandet opstod en fladvandet lagune: Vadehavet. 4

Marskdannelse De rolige aflejringsforhold bag vadehavsøerne betød, at der efterhånden blev opbygget marsk på lævendte vader, hvor tidevandet aflejrer sit indhold af finkornet sand og mudder (slik). Langsomt vokser vaden i højden, så de første salttålende landplanter kan indvandre. Planterne danner en slags si, som tilbageholder den finkornede slik, og havbunden vokser hurtigere i højden. Med tiden bliver vadebunden til den frugtbare marskjord (klæg), der kun overskylles af havet ved ekstraordinært stort højvande og stormflod. Bosætning på gest og værfter De højereliggende områder op til marsken (bakkeøer og hedesletter) betegnes i vadehavsområdet under ét med det frisiske ord: gest. I århundredet op til vor tidsregning (romersk jernalder) var der en markant befolkningstilvækst i vadehavsområdet. Man

Værftsgård i Møgeltønder Kog tæt på Vidåens gamle løb mellem Tønder og Rudbøl. Foto: Museum Sønderjylland.

Nationalpark Vadehavet

Kort over TĂ¸ndermarsken bĂĽde nord og syd for den dansk-tyske grĂŚnse, der viser den trinvise inddigning fra 1400-tallet og frem til 1982. Kort: Svend Tougaard.

Tema: Diger

Margrethekog ved Højer. På indersiden af Det fremskudte Dige ses det vandreservoir, hvor vandet fra Vidåen kan løbe i, når sluseportene er lukkede. Foto: John Frikke.

bosatte sig tæt på den frugtbare marsk og sikrede sig mod stormflod ved at placere bebyggelsen på kanten de højtliggede områder på fastlandet – kaldet gestranden. Jernalderbonden dyrkede korn på den højtliggende gest og udnyttede den frugtbare marsk til græsning og høslæt i sommerhalvåret. I samme periode var der en midlertidig stilstand i havstigningen, og i de frisiske områder anlagde nogle bønder deres bebyggelse direkte ude på den frugtbare marsk. Med havets fortsatte stigning blev det for udsat, og man byggede husene oven på en kunstig forhøjning (værft). I det danske vadehavsområde er det kun Tønder- og Ballummarsken, der er så store, at man i tidlig middelalder bosatte sig på værfter. I Tøndermarsken ses de placeret som perler på en snor på de højereliggende bredder langs Vidåens daværende løb fra Tønder til Rudbøl og i Ballummarsken langs Brede Ås tidligere løb ved Misthusum. Den fortsatte havspejlsstigning betød, at værfterne skulle forhøjes, for at bebyggelsen kunne ligge stormflodssikker.

Diger og kog Det store problem ved udnyttelsen af marsken er de tilbagevendende oversvømmelser. Beboerne i marsken sikrede sig selv og deres husdyr ved at placere deres gårde højt, men stormfloder oversvømmede marsken. Det betød, at opdyrkning ikke var muligt, og høje sommerhøjvander kunne ødelægge høhøsten. I Frisland, dvs. kystområdet og øerne langs Vadehavet i Tyskland og Holland, blev de tidligste diger anlagt i det første årtusinde efter år 0. De var lave sommerdiger, der ikke var højere, end de kunne holde høje sommerstormes vandmasser ude, så høet ikke blev ødelagt. Derimod løb vinterens stormfloder uhindret ind over digerne. De første sommerdiger i Danmark blev bygget i 1100-1200-tallet i de indre og ældste områder i Tøndermarsken. Også i Ballummarsken blev der opført et sommerdige fra Astrup Banke til gesten ved Høbjerg ved Mjolden. Disse diger kan stadig ses i landskabet. Havdiger blev bygget for også at holde vinterens stormfloder ude, så det blev muligt at pløje og opdyrke. Det inddigede

område kaldes en kog. De første havdiger, der ofte var forhøjelser af sommerdiger, var dog ikke særligt stærke. Der forekom hyppige digebrud, men bebyggelsen i kogen lå stadig beskyttet på værfter eller oppe på gestranden. Tøndermarsken er i dag det eneste store marskområde i Danmark, hvor der ligesom i Frisland er foretaget gentagne inddigninger i takt med, at der er opstået ny marsk foran det gamle havdige. Friserne kalder det gamle dige et ‚sovedige‘, fordi man kan sove roligt bag den nu dobbelte digesikring. Det første havdige i Tøndermarsken er fra 1434, der inddigede et marskområde (Viddingherreds Kog syd for nuværende grænse) i yderkanten af Vidåens dengang store, sumpede deltaområde. I 1556 byggede Hertug Hans havdiget fra Højer sydover til den gamle strandvold, hvor Rudbøl ligger, og videre til gesten ved Grellsbüll, også lige syd for den nuværende grænse. I de følgende århundreder blev der opført nye havdiger, efterhånden som ny marsk blev dannet. Hele Tøndermarsk-komplekset blev afsluttet i 1982

Nationalpark Vadehavet

Det første kort viser, hvor vandet gik for 5000 år siden. På det andet kort kan man se menneskets spor på vadehavskysten: gestrandbebyggelserne (små tykke streger), værfterne (prikkerne) i den dengang åbne marsk og slutteligt havdigerne, der beskytter marsken mod stormflod. Kort: Svend Tougaard.

Tøndermarsken er det eneste sted i vadehavsområdet, hvor inddigningen er sket i flere tempi, i takt med, at der er blevet dannet nyt forland. Nye havdiger er blevet opført med 100-150 års intervaller. Foto: Svend Tougaard.

Tema: Diger

Her ses Ribemarsken oversvømmet af vand fra Ribe Å, fordi Kammerslusen er lukket som følge af storm. En typisk problemstilling i den inddigede marsk. Foto: Svend Tougaard.

med bygningen af Det Fremskudte Dige. De øvrige diger i det danske vadehavsområde er opført i 1900-tallet som ét enkelt havdige. Kun i Varde Å-marsken er der ikke bygget dige, og marsken helt ind til Varde by overskylles stadig af vinterens stormfloder. Diger skaber problemer Havdiget forhindrer, at marsken oversvømmes ved stormflod, hvorved marskaflejringen også ophører. Dermed vokser marsken ikke længere i højden i takt med havspejlsstigningen. Det betyder for eksempel, at siden den store inddigning i Tøndermarsken i 1556, er havspejlet steget ca. 60 cm, men kogen er ikke vokset tilsvarende i højden. Ydermere

betyder afvanding og opdyrkning, at de underliggende tørvelag synker. Det betyder, at de ældste koge i dag ligger betydeligt lavere end de yngste. Havdiger skaber endnu et problem: afledning af bagvand. Med bygning af et havdige skal åvandet, kaldet bagvandet, ledes ud gennem en sluse. Under storm kan slusen ikke åbne, fordi vandstanden er høj i Vadehavet. Åvandet stuves derfor op bag diget, hvilket kan forårsage oversvømmelse i kogen, indtil slusen igen kan åbne. Bagvandsproblemet er ligeså gammelt som inddigningerne, hvilket et gammelt mundheld vidner om. Efter inddigningen

Nationalpark Vadehavet

Fane brugt i forbindelse med indvielsen af Højer Sluse i 1861. Over den højeste mast ses syv kornaks, hvilket understreger, at formålet med inddigningen var opdyrkning af marsken. Foto: Museum Sønderjylland.

af den lavtliggende Gudskog i Tøndermarsken i 1566 skulle bønderne have sagt: „Drukner vi ikke i havvand, så drukner vi i ferskvand“. Omkring Ribe sker det adskillige gange hver vinter, at engene omkring byen oversvømmes af det ferske bagvand. Ved afvandingen af Tøndermarsken 19271930 løste man bagvandsproblemet ved at bygge diger langs åerne og etablere pumpestationer, så vandet fra kogene kan pumpes op i åen. Digebrud og stormflod Det største problem er dog digebrud, hvor den bagvedliggende kog oversvømmes af stormflodens vandmasser. Problemet er især stort, hvor man i tiltro til digets holdbarhed har placeret bebyggelse direkte på marskfladen. Da størstedelen af de danske marskområder er inddiget sent, er der begrænset beboelse ude i marsken. Myndighederne udstykkede dog lavtliggende områder til bebyggelse omkring Tønder og Ribe i opgangstiden efter 2. Verdenskrig – i tiltro til

digernes sikkerhed. Det skyldes antageligt, at der ikke havde været alvorlige digebrud „i mands minde“. To store stormfloder i 1953 og 1962, henholdsvis i Holland og Hamborg bragte digesikkerhed på den politiske dagsorden. To danske stormflodskommissioner vurderede i henholdsvis 1955 og 1975 at sikkerheden i Tønder- og Ribemarsken var for ringe. De foreslog forstærkning af de to diger og et beredskab til evakuering af udsatte beboere. Evakueringsplanerne blev taget i anvendelse første gang i i 1976. Efter stormfloderne i januar 1976 besluttede Folketinget at forstærke Ribediget, mens beslutningen om Tøndermarskens sikkerhed blev udskudt, fordi Sønderjyllands Amt ønskede et fremskudt dige i stedet for en forhøjelse af Højerdiget. Efter heftige og årelange diskussioner besluttede Folketinget at anlægge et fremskudt dige parallelt med Højer Dige. Det fremskudte Dige blev indviet i 1982.

Tema: Diger

TEKST: Holger Toxvig Madsen, Kystdirektoratet.

Forvaltningen af digerne langs vadehavskysten De fleste af digerne i vadehavsområdet er blevet forstærket inden for de seneste 40 år. Ofte er det en meget voldsom storm med store digeskader, der fører til den endelige beslutning om digeforstærkning. Således var det stormen den 3. januar 1976, der gik forud for, at man

igangsatte forstærkningen af Ribe Dige og bygningen af Det Fremskudte Dige. I tabel 1 er tidspunktet for de vigtigste forstærkningsarbejder på digerne vist. De fleste bærmeveje eller vedligeholdelsesveje bag digerne er i øvrigt også blevet forstærket i 1970’erne og 1980’erne.

DIGE

ARBEJDE

Ribe Dige

Forstærkning 1978-80

Det Fremskudte Dige

Nyanlæg 1979-81

Mandø Bydige

Forstærkning 1983-84

Mandø Havdige

Forstærkning 1983-84 og 1992-93

Nordby Dige

Nyanlæg 1986-88

Sønderho Dige

Forstærkning 1989

Ballum-Koldby Dige

Forstærkning 1991

Havneby Dige

Forstærkning 1992-93

Darum-Tjæreborg Dige

Forstærkning 1993-94

Ribe fløjdiger

Forstærkning 1998

Rejsby Dige og Ballum Dige nord for dæmningen

Forstærkning 2004-07

Tabel 1. Tidspunkt for større digearbejder. 10

Tidligere stod Kystdirektoratet for såvel skitseprojekt, detailprojekt, udbud og tilsyn med anlægsarbejdet. I forbindelse med forstærkningen af Rejsby Dige blev det valgt at lade et rådgivende ingeniørfirma stå for detailprojektering, udbud og tilsyn. Kystdirektoratet skal også give tilladelse til digeforstærkningen i henhold til kystbeskyttelsesloven og administrere anlægsbevillingen. Transportministeriet mente derfor, at Kystdirektoratet ville få for mange kasketter på, hvis også detailprojektering, udbud og tilsyn skulle ligge hos Kystdirektoratet. Ulempen ved den nye arbejdsfordeling er, at uden detailprojektering og tilsyn er det vanskeligt for Kystdirektoratet at bevare ekspertisen inden for fagområdet. Det er, når unge ingeniører får mulighed for at komme helt ind i detailprojektering og tilsyn, at ekspertviden opbygges. Fagområdet er så lille i Danmark, at man er nødt til at holde sammen på den viden om diger, der genereres gennem de få større digeprojekter, der gennemføres. Finansieringen af digeforstærkningerne er ofte blevet gennemført efter den såkaldte sjettedelsnøgle med 1/6 fra kommunen, 2/6 fra amtet og 3/6 fra staten. Da

Nationalpark Vadehavet

amterne ikke eksisterer mere, har man fra lokal side ønsket en afklaring af, hvordan finansieringen skal være i fremtiden. Der har derfor været stillet spørgsmål til tidligere ministre for området. Svaret har været, at fordelingen af udgifterne fastlægges fra gang til gang. Man kan derfor ikke forvente et svar på, hvem der skal løfte amtets bidrag, før det næste store digeforstærkningsprojekt. Digernes styrke Digernes styrke er forskellig og afhænger af, hvad diget beskytter. I 2011 gennemførte Kystdirektoratet en styrkevurdering af de fleste diger. En ny styrkevurdering var nødvendig på grund af følgende ændringer: • Nogle diger er blevet forstærket • Sætninger dokumenteret ved Kystdirektoratets digekronenivellement • Ny højvandsstatistik fra 2012, der viser sandsynligheden for meget høje vandstande. Statistikkerne opdateres hvert femte år • Forbedrede oplysninger om bølgerne foran digerne på grundlag af matematisk modellering af bølgernes passage fra Nordsøen ind i Vadehavet • Forbedrede oplysninger om bølgeopløbet på digerne under storm på grundlag af fysiske modelforsøg i bølgerende.

Styrkevurderingen gav resultaterne vist i Tabel 2. Styrken angives f.eks. som 100 års middeltidsafstand MT. Det betyder, at diget ifølge beregningerne kan holde til en storm med tilhørende vandstand, der i gennemsnit nås eller overskrides med i gennemsnit 100 års mellemrum. Til orientering var stormen den 24. november 1981 omtrent en 100 års storm.

DIGE

OPDATERET DIGESTYRKE – ÅR MT

Det Fremskudte Dige

Mere end 500

Ribe Dige

400

Darum-Tjæreborg Dige

100

Rejsby Dige

100

Ballum Dige, nord for dæmningen

Mere end 500

Ballum Dige, syd for dæmningen

Mandø Bydige

100*

Mandø Havdige

Juvre Dige

Havneby Dige

Rejsby Dige og Ballum Dige nord for dæmningen

Forstærkning 2004-07

*Denne styrke svarer til brud på havdiget og derefter på bydiget mod nord og øst. Bydiget mod syd har 500 års styrke

Tabel 2. Resultatet af Kystdirektoratets digestyrkevurdering i 2011.

Stormflod ved Novrup Dige sydøst for Esbjerg. Diget fra 1988 er blot 1070 meter langt og beskytter 138 hektar bagved – blandt andet en strækning på hovedlandevejen rute 24. Foto: Jan Tandrup.

Tema: Diger

Nationalpark Vadehavet

Vedligehold og beredskab Det er digelagene, der er ansvarlige for digernes vedligeholdelse, og generelt er digernes vedligeholdelsesstand meget tilfredsstillende. To gange om året gennemføres et digesyn med deltagelse af digelaget, kommunen og Kystdirektoratet. NaturErhverv deltager også de steder, hvor der udføres forlandsarbejder. Ved forårsdigesynet drøftes vinterens skader, og hvordan de udbedres. Ved efterårsdigesynet kontrolleres, at reparationerne er blevet udført. Øvrige tilbagevendende emner på digesynene er græssets tilstand, uønsket bevoksning som tidsler, siv og roser, skadedyr som ræve og muldvarpe samt slusernes funktionsdygtighed. Siden begyndelsen af 1970‘erne har der været etableret et stormflodsberedskab. Kystdirektoratets beredskabsvagter vurderer løbende prognoserne for den fremtidige vandstandsudvikling udarbejdet af DMI. På grundlag heraf indføres et beredskab, der involverer en række andre parter. Det højeste beredskab er alarmberedskab, der kan betyde, at der påbegyndes en evakuering. Efter at stormen er overstået, er det også

Ballum Dige beskytter den lave marsk mellem de to gest-formationer ved Astrup Banke og Vesterende Ballum. Syd for Vesterende er opført et lavere sommerdige, Ballum-Koldby Dige. Foto: John Frikke.

stormflodsberedskabets opgave at vurdere eventuelle skader på digerne og være med til at igangsætte en nødreparation sammen med digelagene Fremtidige klimaændringer og dermed havspejlsstigning må betragtes som en kendsgerning. Det er klart, at digernes nuværende styrke vil aftage i takt med havspejlsstigningen. Det er DMI, der fastlægger prognoserne for havspejlsstigningen i Danmark. I øjeblikket er der en forventning om en havspejlsstigning på 30 og 80 cm i forhold til havspejlet i år 2000 frem til henholdsvis 2050 og 2100. Det er kun i forbindelse med forstærkningen af Rejsby Dige i 2004-07, at der var medtaget et tillæg for havspejlsstigningen til den vandstand, som digeprofilet blev fastlagt for. Tillægget var på 38 cm, der på det tidspunkt var bedste bud på havspejlsstigningen frem til år 2100. For at styrken af vadehavsdigerne kan følge med havspejlsstigningen, vil det på et tidspunkt blive nødvendigt at forstærke digerne.

Brud på det gamle Rejsby Dige ud for Brøns i december 1999. Foto: Kystdirektoratet.

Tema: Diger

TEKST: Kjeld Andreasen, Ribe digelag.

Diger i praksis 12 digelag har ansvaret for digerne langs vadehavskysten og på øerne. De varetager de samme opgaver, men har forskellige vedtægter. Digelagene langs vadehavskysten Der er 12 digelag fra Esbjerg og til grænsen, deri er Fanø, Mandø og Rømø medregnet. På Fanø er digerne under kommunal forvaltning, og det er Det Fremskudte Dige ved Højer også. Ansvaret for de øvrige diger påhviler selvstændige digebestyrelser, som bliver demokratisk valgt blandt lodsejerne. Hvert digelag har sine egne vedtægter, så vedtægter, valgperiode og andre ting er forskellige fra digelag til digelag. For Ribe Diges vedkomne er valgperioden fem år, og man er valgbar til bestyrelsen, hvis man betaler digeskat. Før kommunesammenlægningen var bestyrelsen for Ribe Diget sammensat på følgende måde: Et medlem udpeget af Ribe Amtsråd, et fra Trafikministeriet og de øvrige tre blev valgt blandt lodsejerne. Nu hvor vi er en del af Esbjerg Kommune 14

og Region Syd, bliver alle fem medlemmer valgt blandt lodsejerne. Andre digelag har som nævnt andre vedtægter, derfor kan valgperiode og bestyrelsessammensætning være meget forskellig. Det er lokale beboere, der sidder i digebestyrelserne og digelagene, og derfor ligger der et stort lokalkendskab forankret her. Digelagets pligter Det er digebestyrelsernes opgave at sikre den løbende vedligeholdelse og renovering af digerne til sikkerhed for baglandet, der også omfatter større byer som Tønder og Ribe. Også øerne Fanø, Mandø og Rømøs eksistens er afhængig af digernes sikkerhed. En anden opgave, som påhviler bestyrelsen, er fjernelse af flodskarn, som kommer ind i løbet af vinteren. Når de store storme raser, aflejres der en stor bræmme af flodskarn. I foråret, når flodskarnet fjernes, er det nødvendigt at så nyt græs, hvor det har ligget. Plastik, tønder, flamingokasser og andet let materiale kommer også i store mængder og lægger sig på forlandet eller bag diget og i fyldgrave. Disse ting bliver

Om foråret skal digelagets bestyrelse sørge for at få fjernet det flodskarn, som er skyllet ind i løbet af vinteren. Der, hvor det har ligget, er det nødvendigt at så nyt græs. Foto: Steen Christensen.

Nationalpark Vadehavet

Det er ikke smĂĽting, som stormene i vinterhalvĂĽret bringer med sig. Foto: Steen Christensen.

Tema: Diger

Også sluserne skal efterses og vedligeholdes. Her sættes en sluseport fra Vidåslusen på plads efter endt vedligeholdelsesarbejde. Foto: Steen Christensen.

Nationalpark Vadehavet

Kammerslusen og Ribe Diget. Foto: Kjeld Andreasen.

også samlet op, men det har ikke noget med sikkerhed at gøre. Derimod ønsker digelaget, at diget skal se pænt ud, så alle kan komme ud og nyde området enten på cykel eller til fods. Der er etableret en cykelrute på indersiden af digerne – cykelrute 1 også kaldet Vestkyststien. Den bliver flittigt brugt både af lokale og turister. Derfor er der langs digerne – foruden fårehegn og låger på indersiden af diget – også etableret fåreriste, så det er nemt at passere.

En stor tysk bøje, der har revet sig løs, bliver senere skyllet op på den danske vadehavskyst. Foto: Steen Christensen.

græstæppet bliver fast og kan modstå vandtrykket. En anden indtægt kan være udlejning af jagt og fiskeri. Indtægterne skal gerne passe til udgifterne, men udlejning til græsning, jagt og fiskeri slår ikke til. Derfor får digelagene i Esbjerg Kommune et driftstilskud på omkring 40 procent. Digelagene i Tønder Kommune får derimod lodsejerbidrag, der betales ved, at lodsejerne bag digerne betaler digeskat. Størrelsen på denne er afhængig af, hvor lavt eller højt lodsejerens jord ligger fra kote 0 til 4. Langs vadehavskysten svinger digeskatten fra ca. 60-100 kroner pr. hektar.

ret. Både bærmeveje og tilkørselsveje, som går ud til digerne, har et nummer. På den måde kan man hurtigt lede hjælpen hen, hvor der er behov for den. Skulle der for eksempel komme en gravemaskine eller andet grej fra Grindsted, er det nemmere at fortælle chaufføren: Kør ad hovedvej 11 syd for Ribe og derefter vej 52.

Digernes økonomi Udgifterne til vedligehold af digerne varierer meget fra område til område, men typisk ligger det omkring 20.000 kroner pr. løbende kilometer årligt.

Diger og sikkerhed Der bliver afholdt to digesyn om året sammen med Kystdirektoratet. Det første afholdes om foråret for at se, om der er sket skader på diget i løbet af vinteren. Her besluttes det, hvad der skal udbedres og eventuelt hvilke nye tiltag, der skal sættes i værk. Synet i efteråret er en opfølgning på forårets beslutninger. Er udbedringerne sket, og hvordan tager det sig ud? Kan digerne modstå kommende efterårs- og vinterstorme?

Fremtiden Beskadigede diger eller huller i diget er en stor byrde for de ansvarlige parter – ikke bare økonomisk, men også administrativt. Det gælder især spørgsmålet om, hvor digelagene må grave klæg til udbedring af skader på digerne. I forhold til finansieringen af dette arbejde har digelagene og kommunerne i en årrække været i dialog med Trafikministeriet om spørgsmålet, hvem der skal betale for de skader, der kan opstå? For hvis Rømødæmningen og store dele af Ballumdiget skulle tage meget stor skade ved en storm, kan Tønder Kommune, som den ansvarlige part, så betale disse reparationer? Digelag og kommune arbejder på at få lavet og godkendt en fordelingsnøgle, som kunne se sådan ud: 20 procent til digelag og kommune, 20 procent til regionen, 60 procent til staten.

Men digelagene har også indtægter. Dels kan digelagene leje arealer ud til fåreavlere, der kan bruge det til afgræsning og høslæt. Det er optimalt at have får til afgræsning på digerne, da de med deres hove træder digerne godt sammen, så

På indersiden af digerne er der en såkaldt bærmevej (det er også der, cykelstien går). Den er anlagt for, at man i tilfælde af beskadigelse af diget, eller i værste fald digebrud, hurtigt kan køre frem til stedet på indersiden af diget og få skaden udbed-

Det påhviler bestyrelserne et stort ansvar, såvel for digerne som for arealerne bag. Vi taler om mange menneskers sikkerhed, det åbne land, landsbyerne samt købstæderne Tønder og Ribe: Alt dette beskyttes af digerne langs Vadehavet.

Også sluserne skal vedligeholdes. Her er det især sluseportene, som bliver efterset og eventuelt fornyet. Vedligeholdet gælder også de såkaldte stormporte, som lukkes ved forhøjet vandstand. Det er jernporte, som sidder inde i slusehusene og derfor som regel ikke kan ses udefra. Kammerslusen ved Ribe har i 2015 fået en gennemgribende renovering til otte millioner kroner.

Tema: Diger

TEKST: John Frikke, projektkonsulent, Nationalpark Vadehavet

Diger, dæmninger og natur i Vadehavet Diger og dæmninger, opført i vadehavsområdet i århundreder, er vel nok de mest markante, menneskeskabte elementer i det meget dynamiske kystlandskab. De første diger ved kysterne og langs vandløb i den danske del af Vadehavet blev anlagt i Tøndermarsken allerede i 1500-tallet, og lige siden har dette særlige værn mod havet haft stor indflydelse på egnens natur og de mennesker, der gennem tiden har beboet området.

Diger og dæmninger har sat – og sætter fortsat – sit præg på vadehavsområdet i både landskabelig, biologisk og kulturhistorisk forstand. Og selv om de i allerhøjeste grad er et resultat af en særlig kultur og skabt af mennesker, så er de i dag en naturlig del af Vadehavets verden.

gamle havrending mellem Hvidbjerg og Skallingen mod nordvest. Enkelte steder findes mindre, lokale sikringer mod højvander, men ellers er området uden diger, og her findes nogle af de mest oprindelige og dynamiske landskaber i Vadehavet som helhed.

Det danske vadehavsområde kan i forhold til diger og dæmninger inddeles i tre kategorier eller tre forskellige påvirkningsgrader af landskab og natur (figur 1).

Havdigerne langs fastlandskysten og nogle steder på øerne er – sammen med sluserne ved de større vandløb – de største og mest markante konstruktioner i kystlandskabet. De er primært anlagt for 90 - 120 år siden, og på fastlandet findes de i en stort set ubrudt linje fra Roborghus i nord til Ballum Vesterende i syd og igen ud for Tøndermarsken. De mest markante havdiger på øerne findes på Mandø, hvor store dele af øen i to omgange er blevet inddiget med opførelsen af Mandø Bydige og Mandø Havdige. Men også på det

Det mest uspolerede og et af de mest ‚digeløse‘ landskaber i hele vadehavsområdet findes i den allernordligste ende med Skallingen, Langli, Ho Bugt, Varde Ådal og Myrthue. Det største tekniske indgreb i området består i, at man nogle gange i tidens løb har genopbygget sanddiget og klitterne, som lukker den 18

nordlige og sydlige Rømø findes havdiger, nemlig Juvre Dige samt Havneby Dige og Kirkeby Dige. Dertil kommer de mindre diger på Fanø. I det danske vadehav er der anlagt 83,3 km diger på fastlandet og 33,5 km på øerne. De egentlige havdiger har tilsammen en udstrækning på cirka 87 km. I det danske vadehavsområde findes der således omkring 50.000 hektar inddiget marsk på fastlandet og cirka 2600 hektar på øerne. En tredje kategori er de dæmninger, der forbinder Mandø, Rømø og den tyske ø Sild med fastlandet. Tre dæmninger, hvor de to, der ‚indrammer‘ Lister Dyb tidevandsområde, er ‚rigtige‘ dæmninger med veje og skinner på, mens den tredje er en lav grusbelagt vejdæmning, en såkaldt

Nationalpark Vadehavet

Figur 1. Den blå markering viser det digeløse landskab i den nordlige del af Vadehavet, de gule viser havdigerne, og de røde viser dæmningerne.

Oksbøl

Varde

Langli Skallingen

Esbjerg Bramming

Fanø

Ribe Mandø

Skærbæk

Rømø

Bredebro

Højer

Det mest uspolerede landskab i hele vadehavsområdet findes i den nordligste ende af Vadehavet. Helt enestående er Varde Ås udløb, hvor hav og land står i direkte forbindelse med hinanden i det vidtstrakte ådalslandskab. Foto: John Frikke.

Tema: Diger

samlede vadehav, som er under naturlig påvirkning af tidevandets dynamik, Varde Å og Varde Ådal. Her mødes ferskvand og saltvand i en ureguleret flodmunding, og det skaber ganske særlige forhold for plante- og dyrelivet i området.

eÅ

d Var

Oksbøl

Blåvandshuk

Varde

Skallingen

Esbjerg

Foran havdigerne findes også store flader med naturtypen strandeng, men her er de som udgangspunkt skabt på baggrund af menneskelige aktiviteter, der skal sikre en vis landvinding som en forbedring af digernes sikkerhed i forhold til stormfloder. Og tidevandets dynamik er altafgørende for flora og fauna i den uinddigede marsk og områderne uden for havdigerne i almindelighed. Derfor gør digerne en stor forskel for naturen, og i de tidligere saltvandspåvirkede, havskabte landskaber er der helt andre betingelser.

Nordby eå

Vade Højsand Klit Saltmarsk Fersk eng Inddiget marsk Mose Hede Overdrev Sø Plantage Andet

g Kon

Fanø Sønderho

Ribe Å

Ribe Mandø Rejsby Å

Brøns Å

Skærbæk

Rømø Havneby

Br ed

eÅ

Højer Vidå

Tønder

Rudbøl

Figur 2 – kort over naturtyper i vadehavsområdet.

låningsvej. Det er Hindenburgdæmningen, Rømødæmningen og Mandø Låningsvej, som sikrer trafikken til og fra øerne, men også danner menneskeskabte barrierer for tidevandets frie bevægelse i Vadehavet. Diger, dæmninger og natur Vadehavsområdet rummer en lang række særlige kystnaturtyper, der er karakteristiske for det unikke tidevandslandskab på overgangen mellem hav og land. Men med marsken findes der også nogle kulturbetingede områder med store landskabelige og naturmæssige værdier. Så menneskelig aktivitet er i høj grad en del af denne mosaik, blandt andet i kraft af diger og dæmninger. 20

Med digerne er der gjort en forskel for både landskab og natur i Vadehavet, og et kort over naturtyperne i området giver et godt billede på, hvordan forholdene er i dag, og hvilken rolle digerne spiller (Fig. 2 – kort med naturtyper). En væsentlig og altafgørende rolle spiller digerne som en adskillelse mellem de naturlige brakke/salte miljøer og de ferske miljøer bag digerne. I de uinddigede områder findes nogle steder store, naturligt dannede strandenge med et særligt tilpasset naturindhold som fx på Skallingen. Et helt enestående miljø er opstået omkring den mest oprindelige flodmunding i det

Inddigninger har over tid således skabt betydelige forandringer, og digerne danner forsat baggrunden for den store forvandling, som marskengene bag digerne også har undergået gennem de seneste tre årtier. Helt afgørende var, at skiftet fra et salt til et fersk miljø gav mennesket muligheder for en helt anden udnyttelse af de tidligere strandenge, der med tiden udviklede sig til lavtliggende og fugtige ferske enge med et højt naturindhold. Med de inddigede marskområder opstod der efterhånden også områder af betydelige landskabelige interesser – et særligt kogslandskab med marskenge, grøfter, stemmeværker og særlige driftsformer. Dæmningerne mellem fastland og øer er som udgangspunkt anlagt på grænsen mellem to tidevandsområder – de såkaldte vandskel. Det begrænser dæmningernes indflydelse på den daglige tidevandsdynamik og på naturen i tidevandszonen. Der hvor dæmningerne griber mest ind i den naturlige dynamik er i forhold til langsigtede ændringer af tidevandsstrømmene og naturligvis især, når storme fra vest presser ekstraordinære vandmasser ind i Vadehavet, som dæmningerne forhindrer i at fordele sig naturligt mellem tidevandsområderne.

Nationalpark Vadehavet

Tidligere tiders ekstensive driftsformer i marsken har givet gode levesteder for trĂŚkkende vandfugle og ynglende engfugle som fx stor kobbersneppe. Foto: Tandrup Naturfilm.

Tema: Diger

Naturen i den inddigede marsk Digerne hindrede tidevandets adgang til marint dannede landarealer, og saltpåvirkede enge forvandledes til ferske enge, hvor der over tid er udviklet et særligt tilpasset dyre- og planteliv. Med fortidens ekstensive driftsformer, rummede dette kulturlandskab således i mange årtier en meget rig og specialiseret natur, og de store biologiske værdier gav sig bl.a. udslag i gode levesteder for ynglende engfugle og trækkende vandfugle i almindelighed, samt en særlig flora og et særligt insektliv. Desuden omfatter marskområderne også de nedre dele af en række større vandløb med vigtige levesteder for bl.a. flere sjældne arter af fisk. Men muligheden for at kunne styre afvandingsforholdene, en øget teknisk kunnen og store ændringer af strukturen i det danske landbrug, har inden for de seneste 30 år medført store forandringer for naturen i den inddigede marsk. Store arealer med vedvarende, fugtige og afgræssede enge er blevet afvandet og lagt om til omdriftsarealer med afgrøder som hvede, raps og majs. Herved er naturindholdet blevet begrænset og biodiversiteten er faldet i de ferske marskområder. Visse steder rummer marsken dog fortsat særlige naturværdier og har fx fortsat stor betydning for tusinder af trækkende vandfugle, der i tilfælde af ekstraordinære højvander i Vadehavet søger ly og hvile bag havdigerne. Også permanente vådområder i marsken spiller en afgørende rolle som vigtige levesteder for en særlig flora og fauna, og her er Magisterkogen i Tøndermarsken og klæggravsområderne langs kysten gode eksempler på steder, hvor der fortsat findes vigtige forekomster af ynglende vandfugle og forekommer fænomener som ‚sort sol‘. En del af nutidens naturindhold i den ferske marsk er faktisk baseret på en særlig side af digernes og slusernes tilstedeværelse, for barrieren mod havets salte vande virker også som en stopper for det åvand (bagvand), der i situationer med storm og lukkede sluser hober sig op bag digerne. Disse hændelser er utvivlsomt 22

en del af forklaringen på, at det er i de vandløbsnære arealer i marsken, der i dag findes den største biodiversitet. Helt særlige er forholdene i Margrethe Kog, der blev skabt med inddigningen af næsten 1200 ha forland og vade i 1979 - 1982. Samtidig med digebyggeriet undersøgte man konsekvenserne for det rige fugleliv i området af dette store landvindings- og kystsikringsprojekt, og det resulterede i, at Folketinget i 1983 bemyndigede miljøministeren til at anlægge et saltpåvirket, fladvandet søområde i den sydlige del af det 350 hektar stor reservoir, som blev etableret umiddelbart bag Det Fremskudte Dige. Den cirka 250 hektar store saltvandssø blev anlagt for at sikre eller genskabe levevilkårene for en række af de fuglearter, som med Det Fremskudte Dige fik reduceret deres fourageringsområde. En pumpe placeret i et indtagsbygværk 400 meter vest for diget sikrer fortsat, at der pumpes saltvand ind bag diget i sommerhalvåret, og Saltvandssøen har udviklet sig til en betydningsfuld fuglelokalitet. Et skoleeksempel i dige- og naturforvaltning Også vedligeholdet og forstærkningen af de aldrende havdiger kan skabe muligheder for at kombinere kystbeskyttelse og naturforvaltning. Da man i begyndelsen af 1990’erne skulle forstærke Darum-Tjæreborg Diget, stod det klart, at en ny og bedre digeprofil ville medføre en inddragelse af en stribe med beskyttet strandeng foran det gamle dige. For at kompensere for dette tab af natur, indgik projektets parter en aftale med de grønne organisationer om, at der i forbindelse med indvindingen af de nødvendige cirka 200.000 m3 klæg til digeforstærkningen skulle udlægges et større forvaltningsområde og at retableringen af selve udgravningsområdet skulle efterlade en så naturvenlig sø som muligt. Det resulterede i opkøbet af 56 ha af den inddigede marsk i Allerup Enge, der blev udlagt som et kombineret råstofindvindingsområde og naturforvaltningsområde, og da opgravningen af den fede marskler til yderbeklædningen på det renoverede

Den ca. 250 ha store saltvandssø har udviklet sig til en betydningsfuld lokalitet til stor glæde for såvel rigtigt mange gæs, ænder og vadefugle, som de mange mennesker, der ynder at iagttage det rige fugleliv. Foto: Tandrup Naturfilm.

Nationalpark Vadehavet

Magisterkogen i Tøndermarsken er et af de bedste steder at opleve naturfænomenet ‚sort sol’. Foto: Hans Hagge.

Tema: Diger

Nationalpark Vadehavet

havdige begyndte, så skete det efter en nøje gennemtænkt plan, som sikrede aftalernes indfrielse. Det resulterede efterhånden i, at der blev skabt et søområde på godt 20 ha, der med rævesikre øer, varierede dybdeforhold, bugter, tanger og lavvandede bredzoner udviklede sig til et af de vigtigste yngleområder for andefugle, vadefugle, måger og terner i hele det danske Vadehav. Denne biologiske succes blev også snart opdaget af mennesker fra nær og fjern, som året rundt lægger vejen forbi én af Danmarks mest kendte fuglelokaliteter. Princippet bag Sneum Digesø er – om end i lidt mindre målestok – med held allerede kopieret i forbindelse med forstærkningen af Rejsbydiget og etableringen af Gl. Hviding Engsø, og da samtlige, potentielle klægindvindingsområder har status som Natura 2000-område, bør modellen indgå i alle fremtidige digeforstærkningsprojekter. Nogle steder i vore nabolande mod syd gennemføres ligefrem projekter, hvor man ‚uddiger‘ arealer, der tidligere blev indvundet fra havet. Det kan ske med afsæt i flere overvejelser, og økonomiske vurderinger af bæredygtigheden ved at vedligeholde digerne, og vurderingen af de naturmæssige gevinster ved at overlade marsken til den frie dynamik er nogle af de parametre, der indgår. Digerne – benyttelse og beskyttelse Digernes tilstedeværelse i landskabet skaber mulighed for, at der kan manipuleres med vandstandsforholdene i marsken bag dem. Det livgivende vand har traditionelt sikret områdernes anvendelse som græsningsområder, og selvom mængden og udbredelsen af græssende kvæg og får er blevet reduceret voldsomt, så findes der i vadehavsområdet fortsat betydelige

Sneum Digesø er ikke alene tiltrækkende for fugleelskere, for med kombinationen af kystbeskyttelse, råstofindvinding og naturforvaltning blev der skabt et ’columbusæg’ her ved Sneum Sluse, som tiltrækker både lokale og turister i meget stort antal. Foto: John Frikke. 25

Tema: Diger

Digerne og de tilstødende arealer udgør nogle af de allerbedste arealer for vandfuglejagt i landet. Andejagten er i særklasse og tiltrækker jagtglade mennesker fra en stor del af det sydlige Jylland. Foto: John Frikke.

forekomster af får på og foran havdigerne, ligesom nogle af de vandløbsnære og mest fugtige områder i den inddigede marsk flere steder fortsat benyttes til sommergræsning for kreaturer. Og så har digerne altid været et yndet udflugtsmål, for det er herfra, man har et godt overblik over det vidtstrakte og flade kystlandskab, her er godt at formidle både naturen og kulturhistorien fra, her findes gode fuglelokaliteter, ligesom vi mennesker ynder at vandre og cykle langs med digerne. Desuden udgør diger og de tilstødende forlands- og baglandsarealer nogle af de allerbedste arealer for vandfuglejagt i landet. Men ser man på beskyttelsen af de ‚digebetingede‘ områder, så er der ingen tvivl om, at de er væsentlige for den egenartede natur i vadehavsområdet. En del diger og digenære arealer er omfattet af Bekendtgørelsen om fredning og vildtreservat i Vadehavet og karakteristiske naturtyper foran og bag digerne (strandenge og tidvist våde enge) er beskyttet i medfør af Naturbeskyttelseslovens § 3. For den inddigede marsks vedkommende finder man særlige fredninger i Tøndermarsken. Magrethe Kog blev fredet i 1983 og senere 26

blev også store dele af De Ydre Koge (3800 ha) fredet i 1988. Hertil kommer, at stort set samtlige digebeskyttede marskområder og forlande foran digerne og langs med dæmningerne i Vadehavet er en del af det netværk af Natura 2000-områder, som dækker så godt som alle havskabte landskaber i vadehavsområdet. Nationalparkplanen og digerne Mulighederne for at kontrollere hydrologien og mulighederne for at vende tilbage til nogle af de ekstensive driftsformer i marsken betyder, at der er et meget stort potentiale for naturgenopretningsprojekter i de ferske enge bag havdigerne. Her kan der med en relativ beskeden indsats etableres fugtige arealer med vedvarende græs og græsning, som med tiden vil tilgodese en helt særlig flora, og som vil kunne genskabe egnede levesteder for sjældne og fåtallige ynglende engfugle som hvid stork, vibe, stor kobbersneppe, brushane og almindelig ryle. Især fordi marskens landskab og natur er betinget af visse former for landbrugsmæssig drift, passer disse kendsgerninger meget godt til både Nationalparklovens § 1 og flere af målsætningerne i ‚Plan for Nationalpark Vadehavet 2013 - 2018‘.

Nationalpark Vadehavet arbejder på flere fronter for at imødekomme målsætningerne og forslagene til indsatser for både den salte og ferske marsk, og som eksempler på igangværende projekter kan nævnes klæggravsprojektet, græsningsprojektet og partnerprogrammet. Formålene med disse projekter er flersidige, og nationalparken sigter så vidt muligt at kombinere indsatsen, så der på én og samme tid for eksempel kan arbejdes med kystsikring, landbrug/græsning, produktion af lokale fødevarer og naturgenopretning. Digernes styrke og befolkningens sikkerhed står ikke til diskussion, men i løbet af det seneste årti er det blevet mere og mere klart, at det langt hen ad vejen er muligt at afbalancere forholdet mellem kystbeskyttelse og natur. Der bør derfor tages sigte på at udvikle projekter, som kan sammenkæde disse vigtige dele af livet ved Vadehavet, og fremadrettet bør de klimamæssige udfordringer, som vi står overfor, naturligvis også tænkes ind i denne planlægning.

Nationalpark Vadehavet

Rejsby Dige og forlandet vest for BrĂ¸ns. I baggrunden ses Rejsby StjĂŚrt. Foto: John Frikke.

Tema: Diger

TEKST: Jesper Theilgaard, Danmarks Radios klimaekspert

Digerne og klimaet Klimaforandringerne har holdt sit indtog over hele kloden. Nogle områder er mere belastet end andre, og påvirkningerne er forskellige, men alle steder vil det være nødvendigt at tilpasse sig de nye forhold.

såkaldte drivhusgasser som CO2, CH4 og N2O ændrer forholdet mellem den del af jordens udstråling, der tilbageholdes af drivhuseffekten, og den del, der fortsætter ud i verdensrummet.

Naturen er en størrelse, som til enhver tid er skabt af en bevægelse mod en måske uopnåelig ligevægtstilstand. De fysiske kræfter sørger for bevægelsen, som det for eksempel sker, når det blæser. Her er det forskellen i lufttryk, der skaber en bevægelse af luft fra højtryk mod lavtryk, men undervejs vil påvirkningen fra jordens rotation – den såkaldte corioliskraft – sørge for, at luften afbøjes mod højre på den nordlige halvkugle. Luften vil derfor ikke nå frem til lavtrykket, men der vil skabes en ligevægt i kraft af luftens bevægelse, så de to kræfter ophæver hinanden. Eksemplet med vinden viser blot en simpel sammenhæng mellem to kræfter. I naturen er der ofte en del flere kræfter i spil, og ændringer ét sted får betydning andre steder. I relation til klimaet handler forandringen om, at der sker en ændring af energibalancen. Det sker, fordi menneskets udledning af de 28

Figur 1: Atmosfærens indhold af de tre vigtigste drivhusgasser, som det fremgår af IPCC’s seneste rapport - nummer fem i rækken.

Nationalpark Vadehavet

En vækst i mængden af drivhusgasser øger den tilbageholdte energi, som derfor tilføres jord-atmosfæresystemet. Hvordan denne ekstra energi anvendes, er ikke givet på forhånd, idet den bruges til mange forskellige ting som fx • øgning af luftens temperatur • øgning af havets temperatur i overfladen • øgning af dybhavets temperatur • smeltning af gletsjere og iskapper • forstærkning af ekstremt vejr

om stigningen i temperatur og stigningen af havniveauet det seneste århundrede kan anses for en lineær funktion, så er der en stor risiko for, at en forøget opvarmning vil forstærke afsmeltningen, så funktionen ændres til at blive mere

eksponentiel. Det vil især få betydning sidst i dette århundrede og derefter, hvor havniveauet derfor kan stige med flere meter. Hans opfattelse står i kontrast til FN’s klimapanel, IPCC, der har en ret konservativ tilgang med en stigning på under en meter.

I forhold til digerne, som har til formål at beskytte landområderne bag digerne, er de to interessante forandringer havstigningerne og det ekstreme vejr i form af kraftigere storme. Havstigningerne skyldes to forhold – afsmeltningen af gletsjere og iskapper samt udvidelsen af vandet på grund af opvarmningen. Forskerne diskuterer fortsat størrelse af begge elementer, men der er en vis konsensus om, at den samlede stigning i øjeblikket udgør mellem tre og fire mm om året, hvor det største bidrag kommer fra afsmeltningen. Den væsentligste uenighed findes i vurderingen af, om stigningen sker lineært eller eksponentielt. Den amerikanske klimaforsker James Hansen har påpeget, at selv

Figur 2: IPCC’s data for havstigning for de seneste otte år. Den grønne er stigning på grund af tilførsel af smeltevand, og den røde er udvidelse på grund af opvarmning. Den blå er så de to bidrag tilsammen.

En kombination af både stigende havvand og stærkere storme vil forstærke presset på digerne i voldsom grad. Foto: Tandrup Naturfoto.

Tema: Diger

Foto: Anna Overholdt.

Nationalpark Vadehavet

NASA beskrev situationen i efteråret 2015, at nyere undersøgelser viser, at gletsjerne undermineres af varmt havvand, så der hurtigere brækker isbjerge af, og gletsjerne bevæger sig hurtigere mod havet. Alt i alt en forøgelse af massetab og derfor en forøgelse af havniveauet, som er større end forventet. På den baggrund er det sandsynligt, at IPCC har underestimeret havstigningen, og der er behov for en konstant overvågning af udviklingen. Antarktis, som er Jordens største iskappe, er lidt mere kompliceret. Traditionelt opdeles kontinentet i en Østantarktis, som er den største, og Vestantarktis med den antarktiske halvø. Der er generel enighed om, at gletsjerne og isen på Vestantarktis smelter – og for nogle af dem går det ret stærkt. Der er også rimelig enighed om, at på Østantarktis lægges der masse på. Men hvilken del, der ændres mest, er til debat. De fleste hælder dog til den anskuelse, at der totalt set er et massetab fra Antarktis, og at det vil være stigende, efterhånden som temperaturen stiger. Det andet forhold, som er dybt interessant i forhold til digerne, er vinden i fremtiden. For en kombination af både stigende havvand og stærkere storme vil forstærke presset på digerne i voldsom grad. Stormene på vore breddegrader stammer fra de ekstratropiske lavtryk – altså lavtryk uden for troperne. Den type lavtryk opstår på polarfronten, der adskiller den kolde luft mod nord og den varme luft mod syd. Umiddelbart er der en direkte sammenhæng mellem temperaturforskellen på tværs af fronten og styrken af de lavtryk, der dannes. Jo større forskel jo mere intens bliver lavtrykket, som dermed kan give stærkere vindforhold. Når vi så ser på den globale opvarmning, er der en klar tendens til, at temperaturen i Arktis stiger mere end temperaturen længere sydpå. Det vil indebære, at temperaturforskellen mellem den kolde og varme luft bliver mindre, og det vil alt andet lige svække de dannede lavtryk.

Men alt andet er ikke lige, for i stil med de tropiske orkaner spiller både havets og luftens temperaturer også ind. Jo varmere havet er, jo mere vand fordamper op i atmosfæren, som på sin side kan indeholde mere vanddamp, jo højere temperaturen er. Vanddampen er en gigantisk energikilde, som, når den kondenserer til vanddråber, vil frigive meget store energimængder. Den energi tilføres blandt andet lavtrykket, som på den baggrund intensiveres.

Figur 3: Lavtryk på vore breddegrader viser sig ofte som et skysystem i en spiral. Styrken – eller dybden – af lavtrykket hænger sammen med havets temperatur samt temperaturforskellen mellem den kolde og den varme luft.

Der er derfor to modsatrettede udviklinger, og hvilken af disse vil så være størst? Det mest sandsynlige er, at det er vanddampen, som kommer til at spille den afgørende rolle, og det vil i den sidste ende give dybere lavtryk og dermed risiko for stærkere vindforhold, når stormene kommer. Om der så totalt set kommer flere storme, er et åbent spørgsmål, men de, der kommer, vil sikkert blive stærkere, fordi havet bliver varmere. Det vil derfor sammenholdt med stigende havniveau give et større pres på digerne.

Nationalpark Vadehavet, Havnebyvej 30, DK–6792 Rømø, tlf. +45 72 54 36 34 www.nationalparkvadehavet.dk, vadehavet@danmarksnationalparker.dk Vadehavets Formidlerforum, Havnebyvej 30, DK–6972 Rømø, tlf. +45 72 54 36 52 www.vadehav.dk, vff@vadehav.dk