Program TORSDAG 7. MARTS 2013 KL. 19.30 FREDAG 8. MARTS 2013 KL. 19.30 CARL NIELSEN SALEN – ODENSE KONCERTHUS KONCERTINTRO I CARL NIELSEN MUSEET KL. 18.30 Samarbejdskoncert med syddansk musikkonservatorium og skuespillerskole
VERDIS REQUIEM Giuseppe Verdi: Requiem for solokvartet, blandet kor og orkester (1803-1901) I Requiem e Kyrie (solokvartet & kor)
II Dies iræ:
Dies irae Tuba mirum Liber scriptus Quid sum miser Rex tremendae Recordare Ingemisco Confutatis Lacrymosa
(kor) (bas & kor) (alt & kor) (sopran, alt & kor) (solokvartet & kor) (sopran & alt) (tenor) (bas & kor) (solokvartet & kor)
III Offertorium (solokvartet)
IV Sanctus (kor I & II)
V Agnus Dei (sopran, alt & kor)
VI Lux aeterna (alt, tenor & bas)
VII Libera me (sopran & kor)
Varighed: ca. 1 t. 25 min.
odensesymfoni.dk
I 2013 fejres 200-året for Verdis fødsel over hele den operadyrkende verden. I Italien er han en nationalhelt. Ikke kun fordi han var et geni til italienernes kunstart opera. Han var også et politisk menneske, der kæmpede for et samlet Italien.
Verdis bedste opera Der er flere, der har kaldt Verdis Requiem for hans bedste opera, selvom det er det eneste af hans større værker, der ikke er tænkt til scenebrug. Alligevel levede værket fra begyndelsen på kanten mellem det religiøse og det verdslige; skrevet i en requiem-tradition men alligevel langt væk fra dogmatisk kirkemusik. Verdis tanke om at skrive et requiem stammede fra 1868, da Rossini døde. Her fik Verdi den patriotiske idé at samle flere italienske komponister, der hver skulle levere requiem-satser til et-årsdagen for Rossinis død. Verdi skrev selv satsen libera me. Men samarbejdet de 13 komponister, arrangementskomité og dirigent imellem var alt andet end fremragende, og det hele endte med en aflysning.
Vitalij Kowaljow
Verdi beholdt sine musikalske idéer, da han gik i gang med at skrive et requiem alene. Anledningen denne gang var et andet dødsfald: Den 22. maj 1873 døde den forgudede nationale digter og forfatter, Allessandro Manzoni. Tusinder af italienere fulgte hans procession til kirkegården. Verdi, der selv var en del af den italienske nationale bølge, var ikke til stede: Han var for berørt: ”Nu er alt forbi!”, skrev han, ”med ham slutter det reneste, helligste og største. Jeg har læst mange aviser. Ikke én skriver passende om ham. Mange ord, men ingen dybtfølte. Tværtimod er der
spydigheder. Selv mod ham! Åh, hvilken ond race vi tilhører”. En uge efter begravelsen tog Verdi til Milano og besøgte alene Manzoni’s grav og forelagde i denne forbindelse borgmesteren idéen om et requiem til et-årsdagen for Manzonis død. Verdi ville selv betale udgifter til forberedelse og nodetryk. Byen skulle stå for udgifter til opførelsen. I denne omgang var der ingen komité eller dirigenter indblandet. Verdi skrev musikken, fandt sangere/kor og stod selv for den musikalske indstudering og opførelse. Verdi fandt også frem til stedet med den rette akustik til 100 musikere og 120 korsangere: Markuskirken i Milano. Men kirken var ikke stor, så mange gik forgæves ved uropførelsen 22. maj 1874. Et andet problem var forbuddet mod kvindelige optrædende i kirken. Verdi insisterede på kvindelige solister og korsangere, og de fik lov at deltage mod at bære sørgedragt og stå delvist dækket. Det var i øvrigt strengt forbudt at klappe! Mere plads var der på alle måder et par dage efter ved opførelsen på La Scala operaen! Verdis Requiem rykkede altså på få dage fra kirken ind i det profane teatermiljø, og dér lod han det blive resten af sit liv. Opera i kirkeklæder? Aftenen på La Scala glitrede med de fire sangsolister, operastjerner, hvoraf de tre havde været med på rollelisten i Verdis Aida få år inden. Kritikere mente, at denne aften havde for megen fokus på Verdi: At han havde brugt Manzoni for at promovere sig selv. Verdi selv havde fundet dyb tilfredsstillelse i at beskæftige sig med den religiøse musik og studerede efter sigende requiem-udgaverne af Mozart, Cherubini og Berlioz. Han skrev til en fransk librettist, at han med stor fornøjelse arbejdede på dette requiem, og at han var blevet et mere ”seriøst menneske og ikke mere publikums pauseklovn, der kom marcherende med trommer og pauke (…) Så snart jeg hører nogen snakke om opera, kommer jeg i oprør og jeg slår straks korsets tegn!”. En kendt tysk pianist og dirigent, Hans von Bülow mente, at værket var ”opera i kirkeklæder”. Andre kritikere i kirkelige kredse mente, at Verdi måske nok havde anvendt religiøse tekster men ikke skrevet religiøs musik. I århundreder havde kirken sat regler for musikken i den katolske kirke: Den måtte først og fremmest ikke forstyrre det religiøse indhold. Det kan ikke undre, at Verdis storladne værk ikke passede ind i en streng dogmatisk opfattelse af kirkemusik. I 1903 tog kirken et standpunkt med et Moto proprio, et regelsæt, der fik ekskluderet flere 1800-tals kirke-værker som ikke-kirkelige, heriblandt Verdis Requiem. Verdis musik afviger måske fundamentalt fra den slagne kirkevej. Normalt er Requiem-teksten blevet brugt i den katolske kirke til at bede for den døde, om det så har været på alle sjæles dag 2. november, eller ved begravelser. Men Verdi får tilhøreren til selv at blive en del af dramaet: Salva me (frels mig) bliver tilhørerens eget håb om frelse. Angsten for Guds vrede, der sender én lige lukt
Ugens 2 musikere Kjetil Ravnan Qvamme, violin Kjetil Ravnan Qvamme sætter sit præg på orkestret både på og bag scenen. Han udfylder sin plads i 1. violingruppen på fremragende vis og har gennem årene bidraget særdeles aktivt til orkestret som medlem af Programudvalget, som tjenestefordeler i violingruppen, og som
Christine Rice
Fra ppp til fff… Operakomponisten havde selvfølgelig sans for det dramatiske, og igennem de syv satser styrer Verdi fraserne fra det svageste til det allerkraftigste. Den første del, requiem eternam, næsten hviskes mere end synges af koret. Dramaet begynder altså i pianissimo! Kyrie-delen går over i den mest dramatiske requiem-tekst, Dies Irae-delen, der beskriver dommedag, og som fylder en stor del af værket. Her får orkester og kor lov til at koge!
Alexander Vedernikov
i helvede, rammer den tilhørende med et forte-fortissimo! Verdi lover ikke guddommelig fred eller løfter om nåde. For Verdi var menneskets skæbne usikker, hvilket ikke stemmer overens med håbet om frelse under kirkens hvælvinger. Men Verdi var dermed også et barn af sin egen tid med en stadig mere naturvidenskabelig tilgang til livet. Som mand af den nye tid var han imod kirkens politiske og økonomiske magt og definerede sig selv som ateist. Han kørte gerne konen til kirke, men gik ikke selv med indenfor. Kompositorisk kunne han heller ikke lade sig styre af kirkelige dogmer: Som Verdi måtte han skrive…som Verdi!
bestyrelsesmedlem i Odense Symfoniorkesters Instrumentfond. Kjetil er født i Norge og uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Efter to års studieophold i Prag, vandt han en stilling som violinist i Randers Byorkester. Derefter gik turen til Sønderjyllands Symfoniorkester, og tredje gang Kjetil gik til konkurrence og vandt var i Odense i 1989.
De fire sangsolister skal kunne mestre store partier som i opera. Man kan mærke, at Verdi på sin tid havde en sopran til rådighed, der kunne glitre på sine høje c’er og en mezzo, der var berømt for sine lange fraser. Stortrommen buldrer, og trompeter er der mange af: Fire på scenen og fire off stage til at skabe den rette stemning (på afstand og usynlige, som der står skrevet) og som stiger i styrke og ender eksplosivt i et Tutta forza fff og beskrives med teksten: Over slægtens grave gjalder domsbasunerne og kalder alle for Guds trone. Trods det dramatiske, der gennemsyrer det næsten 1½ time lange værk, viser Verdi også, at han mestrer gamle kirkelige kompositionsdiscipliner som f.eks. fuga: I sanctus-satsen bruger han dobbeltkor i en kæmpe fuga, og især den sfæriske lux eterna-sats viser Verdi som både fænomenal orkestrator og vokalkomponist. Men den store forløsning og troen på Guds nåde udebliver: Sopranen beder på det høje C om frelse og messer afslutningsvist i dybden sammen med koret: libera me - og fornemmelsen af menneskets uvisse skæbne er total. Lige så total var værkets succes. Det blev efterspurgt over hele Europa. Verdi blev nødt til at sikre sig visse rettigheder gennem forlæggeren, så uautoriserede udgaver med f.eks. fire klaverer ikke skulle ødelægge værkets ry. Værket fulgte ham til hæder i Paris og den endelige version fik en opførelse i Royal Albert Hall i London med 1200 korsangere! Der gik over 25 år inden Verdi selv døde i 1901. Han havde ønsket sig en ydmyg begravelse, men på det tidspunkt var han Italiens mest berømte borger, og hundredetusinder fulgte hans begravelsesoptog, som den dag i dag kan følges på youtube! Programnote af Rie Koch
Anna Bodzon Qvamme, violin I 1989 blev Anna Bodzon Qvamme den første af en række polske violinister, der søgte og fik fast ansættelse i Odense Symfoniorkester. Og hun er om nogen en værdig repræsentant for den høje kunstneriske spilletradition fra østeuropa. Anna havde været ansat i flere polske orkestre, da hun kom til Danmark. I 1986 vandt hun stillingen som gruppeleder for 2. violingruppen
MEDVIRKENDE DIRIGENT Alexander Vedernikov Den russiske maestro Alexander Vedernikov har været chefdirigent for Odense Symfoniorkester siden maj 2009. Vedernikov kom direkte til Odense fra en stilling som kunstnerisk leder og chefdirigent for Bolsjoj Teatret i Moskva, hvor han fra 2001 til 2009 formåede at genskabe teatrets historiske ry for høj kunstnerisk kvalitet. Fra 1988 til 1995 var han assisterende dirigent ved Tjajkovskij Symfoniorkester, og i 1995 grundlagde han det Russiske Filharmoniske Orkester, hvor han var kunstnerisk leder og chefdirigent frem til 2004. Siden 2003 har Vedernikov været tilknyttet Det Russiske Nationalorkester og har i den forbindelse bl.a. dirigeret i Carnegie Hall, New York og Kennedy Centret, Washington. Udover sin store succes i Rusland har Vedernikov dirigeret førende orkestre over hele verden, bl.a. London Philharmonic, Sydney Symphony, BBC Symphony, Orchestre Philharmonique de Radio France, City of Birmingham Symphony og National Symphony Orchestra i Washington DC m.fl. SOLISTER Liudmyla Monastyrska, sopran Den ukrainske sopran er født i Kiev, hvor hun debuterede på Ukraine National Opera som Tatiana i Tjajkovskijs Eugen Onegin i 1996. På Ukraine National Opera og Mikhailovsky Teater i Skt. Petersborg har hun sunget mange store sopranroller som Aida, Amelia, Gioconda, Lisa, Nedda og Santuzza. I 2010 debuterede hun på Deutsche Oper Berlin, hvilket ledte til hendes meget roste italienske debut på Puccini festivalen. I 2011 debuterede hun som Lady Macbeth på Royal Opera House, Covent Garden og i 2012 kom titelrollen i Verdis Aida på Metropolitan Opera, New York. Christine Rice, mezzosopran Hun anses for at være en af de førende britiske mezzosopraner i sin generation. Rice optræder regelmæssigt på de store europæiske operahuse, herunder Covent Garden, English National Opera, Deutsche Oper Berlin, Bayerische Staatsoper, Teatro Real m.fl. Ud over sine mange operaroller er hun en international efterspurgt koncertsanger, og har arbejdet med dirigenter som Sir Antonio Pappano, Sir Mark Elder, Edward Gardner, Fabio Luisi m.fl.
i Randers Kammerorkester. Siden 1989 har hun været en trofast støtte i Odense Symfoniorkesters 2. violingruppe. Som tjenestefordeler yder Anna en stor indsats for sine kolleger, ligesom hun også altid er at finde, når der skal arrangeres fester eller andre sociale sammenkomster i orkestret. Følg portrætserien på odensesymfoni.dk
Badri Maisuradze, tenor Den førende dramatiske tenor fra Bolshoi Teatret i Moskva er født i Tbilisi, hovedstaden i Georgien. Han er uddannet skuespiller og siden sanger fra konservatoriet i Tbilisi, hvor han også debuterede som operasanger. I 1993 debuterede han i Liége og i 1994 vandt han konkurrencer i Barcelona og Sverige og optrådte i Australien, New Zealand, Canada, Irland, Sydafrika m.fl. På konservatoriet i Moskva imponerede han A. Tchistyakov, som straks inviterede ham til Bolsjoj, hvor han nu har været ansat i 9 sæsoner i træk sideløbende med hans engagementer på førende koncert- og operahuse i Europa. Vitalij Kowaljow, bas Den schweizisk-ukrainske bas, som roses verden over for sin stemmes rigdom, har etableret sig som en af verdens førende basser med mere end 40 roller bag sig. Kowaljow blev introduceret til USA af Opera Orchestre of New York som Baldassare i La Favorita og har siden sunget på Metropolitan og de store koncert- og operahuse i USA og Europa. Et nyligt højdepunkt i hans karriere er rollen som Kong René i Tjajkovskijs Iolanta med Anna Netrebko, en europæisk turné med 11 koncerter opført i efteråret 2012. KOR Kaunas' Statskor Det litauiske nationalkor, Kaunas Statskor, blev grundlagt i 1969, men blev først internationalt kendt i 1982 efter opførelsen af Mikis Theodorakis’ Spring Symphony i Berlin og Paris. Da Litauen genvandt sin selvstændighed efter jerntæppets fald, fik korets koncertaktiviteter en international opblomstring, ikke mindst foranlediget af samarbejdet med dirigent Lord Yehudi Menuhin, som i 1994 udtalte: ”På mine rejser i de baltiske lande stod det klart for mig, at deres niveau for korsang er af meget høj standard (…) jeg har haft den store fornøjelse at arbejde med Kaunas Statskor i Argentina og Tyskland. Det lille land har et kunstnerisk potentiale i verdensklasse, og det er imponerende det kan influere verdens musikkultur”. Filharmonisk Kor Filharmonisk Kor er Odense Symfoniorkesters faste kor og består af cirka 60 sangere. Koret blev oprettet i 1991 og har siden medvirket i værker af bl.a. Gade, Nielsen, Händel, Bach, Mozart, Brahms, Verdi, Schnittke og Kutavicius. Koret øver en gang om ugen og ledes af Alice Granum, som har stået i spidsen for koret i de 21 år, det har eksisteret.
Odense Symfoniorkester 1. violin Eugen Tichindeleanu, Gæstekoncertmester Signe Madsen Kazimierz Skowronek Ulrike Salter-Kipp* Marina Skuratovskaia * Bjarne Hansen * (orlov) Hanna Gaarn Larsen Kjetil Ravnan Qvamme * Esther Mielewczyk * Ulf Jeppesen Gitana Aksionova-Balaban Hana Kovač Stinus Christensen Valeria Stadnicki Aiste Juodagalvyte (kontrakt) Ida Spang-Hanssen (kontrakt) Heidrun Petersen (kontrakt)
Fløjte Rune Most Lucia Klonner Michael Uhlenstierne
2. violin Carl Sjöberg * Jovana Vukusic * Pierre Guis Jan Erik Schousboe Claus Thomsen Boe Leif Bjørk Inger Lassen Anna Bodzon Qvamme El Bylin Bundgaard Stig Andersen Kathrin Kollecker *
Horn Tone Sundgård Anker Steen Madsen Nicolai Sell Philip Sandholt Herup Bruno Bresler
Bratsch Rafael Altino * Luminita Marin Christensen Annelise Boe * Gertrud Ludwig (orlov) Martin Jochimsen Anna Carolina Jensen Dorthe Byrialsen Martin Fajerberg (kontrakt) Malte Bjerkø (kontrakt) Cello Michaela Fukačová Muriset * Anna Dorothea Wolff Katarina Bundgaard Altino (orlov)* Philippe Muriset * Anna Pettersson Sofie Spanget Takkula (orlov) Mette Spang-Hanssen Samira Dayyami (kontrakt) Louisa Schwab (kontrakt) Kontrabas Peter Prehn * Toms Timofejevs Poul Jensen Find * Maria Møller-Jørgensen (orlov) Jens Krøgholt Charlotte Halkier (kontrakt)
Obo Henrik Skotte Larsen Jenny Sjöberg Mats Hedelius (engelskhorn) Klarinet Svante Wik René Højlund Rasmussen Kenneth Larsen (basklarinet) Fagot Morten Østergaard Xanthe Arthurs Vakant
Trompet Per Morten Bye Joris de Rijbel Henrik Hou Feddersen Basun Robert Holmsted Alf Vestergaard Nielsen Basbasun Vakant Tuba Carl Boye Hansen Harpe Lovisa Wennes (assistent) Pauke Thomas Georgi Slagtøj Jakob Weber Finn Christensen Rune Schuster (kontrakt) * Musikere, der spiller på instrumenter ejet eller formidlet af Odense Symfoniorkesters Instrumentfond
Claus Bergs Gade 9 • 5000 Odense C • odensesymfoni.dk