Melpomene

Jeg synes, at Högbergs musik er utroligt forfriskende, og på spørgsmålet om, hvordan han bærer sig ad med at navigere så frygtløst i den krævende ny-musikverden, svarer han:

“Jeg tror, det er det, man arbejder med hele sit liv som komponist – at bryde med konventionerne og at turde være sikker på sit eget udtryk! Det handler jo om at tilføre noget, som ikke allerede findes. Kunsten er jo sjælens fingeraftryk – og så MÅ man jo være sig selv. Nogen har sagt om Absent Illusions, at det er romantisk musik med modernistiske overgange, og sådan kan man nok godt beskrive den.”

Og han fortsætter med et glimt i øjet: ”Jeg vil altid bestræbe mig på at skrive musik, som jeg selv gerne vil betale for en billet for at lytte til.”

Og dét, synes jeg, man kan høre i aftenens værk, der foruden en musikalsk beskrivelse af de 9 muser, og den 10. muse, Isabelle van Keulen, indeholder noget så spektakulært som en virtuos dobbeltkadence for violin OG bratsch fremført med video-backtrack, live-billeder, videokunst, samt en hel masse virkelig god, inspireret musik. Rigtig god fornøjelse med en symfonisk oplevelse af de helt sjældne.

DE GÅDEFULDE KÆRLIGHEDSVARIATIONER

Når man ser billeder af Sir Edward Elgar med det enorme overskæg og hører hans pompøse musik som i fx Pomp and Circumstance, så er det let at glemme, at der bag denne facade af både musikalsk og fysisk karakter gemte sig en mand, der var både umådeligt følsom, ofte led af svære depressioner, og som var dybt afhængig af gode venners støtte. Efter en kæk kommentar fra sin kone, Alice Elgar, om, at et tema, han sad og improviserede frem på klaveret efter en lang arbejdsdag, lød fuldstændigt, som når deres gode ven, William Meath Baker, smækkede døren efter sig på vej ud af et rum, fik han dén idé at skrive et værk,